Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om landsdelsscenerne i Århus, Odense og Aalborg

 

I medfør af § 13 i lov om teater, jf. lovbekendtgørelse nr. 1003 af 29. november 2003, som ændret ved lov nr. 519 af 21. juni 2005, fastsættes:

Kapitel 1

Formål

§ 1. Landsdelsscenerne i Århus, Odense og Aalborg skal bidrage til at dække teaterbehovet i landsdelene ved opførelse af et alsidigt og kvalitetspræget repertoire bestående af såvel ældre som nyere dramatiske værker med særlig hensyntagen til værker af danske dramatikere.

Stk. 2. Landsdelsscenerne skal som led i deres virksomhed medvirke til at udvikle teaterkunsten gennem eksperimenterende virksomhed og særlige initiativer.

Stk. 3. Landsdelsscenerne skal, når det er påkrævet af hensyn til dækning af landsdelens behov for musikdramatiske opførelser, give plads for opera- og balletforestillinger, der gennemføres i samarbejde med andre teatre eller institutioner.

Kapitel 2

Tilskud

§ 2. Staten kan yde tilskud til landsdelsscenerne i Århus, Odense og Aalborg, hvis institutionerne opfylder de betingelser, som fremgår af denne bekendtgørelse. Statens bevilling fastsættes på de årlige bevillingslove.

Kapitel 3

Selskabsform og bestyrelser

§ 3. Landsdelsscenerne Aarhus Teater, Odense Teater og Aalborg Teater drives som selvejende institutioner.

§ 4. Det er en tilskudsforudsætning, at landsdelsscenerne ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der tilsammen skal repræsentere juridisk, ledelsesmæssig, økonomisk, markedsføringsmæssig og teaterfaglig indsigt. Kulturministeren udpeger 3 medlemmer af bestyrelsen, herunder formanden. Mindst 1 af disse medlemmer skal så vidt muligt have lokal tilknytning. De øvrige medlemmer udpeges af:

1) Hjemstedskommunens kommunalbestyrelse (1 medlem, som enten skal være borgmester eller rådmand for kulturområdet)

2) Kunstrådet (2 medlemmer, hvoraf mindst 1 medlem så vidt muligt skal have lokal tilknytning)

3) Teatrets medarbejdere (2 medlemmer).

Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer beskikkes af kulturministeren for 4 år ad gangen. Umiddelbar genbeskikkelse kan kun finde sted én gang. Bestyrelserne udpeges første gang pr. 1. januar 2007.

Stk. 3. I tilfælde af udtræden udpeges et nyt medlem for den resterende del af perioden.

Stk. 4. Bestyrelsen sammensættes i overensstemmelse med lov om ligestilling mellem mænd og kvinder ved besættelse af visse bestyrelsesposter i den offentlige forvaltning.

Stk. 5. Bestyrelsen udpeger en næstformand blandt bestyrelsens medlemmer.

Stk. 6. Bestyrelsen tegnes af formanden og i dennes fravær af næstformanden.

Stk. 7. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Kapitel 4

Vedtægter

§ 5. Landsdelsscenerne i Århus, Odense og Aalborg udarbejder vedtægter for de enkelte institutioner.

§ 6. Vedtægterne skal bl.a. indeholde bestemmelser om teatrets navn og hjemsted, om formål, om bestyrelsens sammensætning og valgmåde, om ansættelse af teaterledelse, om budget, regnskab, revision og årsberetning, om vedtægtsændringer og om forhold ved en eventuel ophørssituation.

§ 7. Vedtægterne skal godkendes af Kunststyrelsen.

Kapitel 5

Teaterledelse

§ 8. Bestyrelsen ansætter teaterlederen eller -ledelsen.

Stk. 2. Teaterlederen eller teaterledelsen ansættes for en tidsbegrænset periode.

Stk. 3. Kunststyrelsen skal godkende løn- og ansættelsesvilkår for teaterlederen eller teaterledelsen, jf. teaterlovens § 31, stk. 1.

§ 9. Der må ikke uden kulturministerens godkendelse gøres indskrænkninger i teaterlederens eller teaterledelsens ret til frit og uafhængigt at træffe bestemmelse om repertoire, engagement og øvrige kunstneriske spørgsmål, jf. teaterlovens § 31, stk. 2.

Kapitel 6

Resultataftale

§ 10. Kulturministeriet kan indgå flerårige resultataftaler med landsdelsscenerne, hvor der, inden for de rammer, der er fastsat i teaterloven, kan fastsættes særlige mål og krav til landsdelsscenernes virksomhed.

Kapitel 7

Budget, regnskab og revision

§ 11. Landsdelsscenernes budgetter og regnskaber følger teatersæsonen og går fra 1. juli til 30. juni.

Stk. 2. Landsdelsscenerne i Århus, Odense og Aalborg skal vedrørende budget, regnskab og revision følge reglerne i bekendtgørelse om budget, regnskab og revision for tilskudsmodtagere, som modtager tilskud fra Kulturministeriet i henhold til teaterloven, jf. bekendtgørelse nr. 346 af 12. maj 2003.

Stk. 3. Afgivne tilsagn kan bortfalde, og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt, i tilfælde hvor landsdelsscenerne ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet, jf. teaterlovens § 31 a, stk. 2.

Kapitel 8

Ikrafttræden

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.

Kulturministeriet, den 26. april 2006

Brian Mikkelsen

/Susanne Weihe Dam