Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om euforiserende stoffer

Herved bekendtgøres lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969, med de ændringer, der følger af lov nr. 296 af 9. juni 1971, lov nr. 160 af 28. april 1982, lov nr. 1054 af 11. december 1996, lov nr. 445 af 9. juni 2004, lov nr. 526 af 6. juni 2007 og lov nr. 535 af 17. juni 2008.

§ 1. Ministeren for sundhed og forebyggelse bemyndiges til at bestemme, at stoffer, som efter internationale vedtagelser eller efter Sundhedsstyrelsens skøn frembyder ganske særlig fare i anledning af deres euforiserende egenskaber, ikke må forefindes her i landet, medmindre ministeren under ganske særlige omstændigheder og på nærmere af ham fastsatte vilkår meddeler tilladelse dertil. En given tilladelse kan senere tilbagekaldes.

Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan bestemme, at euforiserende stoffer omfattet af stk. 1 kan ind- og udføres, sælges, købes, udleveres, modtages, fremstilles, forarbejdes, besiddes og anvendes i medicinsk øjemed som led i lægelig behandling af personer for stofmisbrug.

Stk. 3. Bortset fra forhold omfattet af en tilladelse efter stk. 1 eller en behandling efter stk. 2 er ind- og udførsel, salg, køb, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse af sådanne stoffer forbudt.

§ 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse bemyndiges endvidere til at bestemme, at stoffer, som vel ikke er af den i § 1 omhandlede art, men som dog efter internationale vedtagelser eller efter Sundhedsstyrelsens skøn frembyder fare i anledning af deres euforiserende egenskaber, her i landet kun må anvendes i medicinsk eller videnskabeligt øjemed.

Stk. 2. Ind- og udførsel, salg, køb, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse af disse stoffer er tilladt for apotekere og for personer eller firmaer, som af ministeren for sundhed og forebyggelse har fået særlig tilladelse dertil. Ministeren kan fastsætte almindelige begrænsninger med hensyn til de pågældendes virksomhed i så henseende og kan endvidere overfor enhver af de pågældende fastsætte særlige begrænsninger, ligesom han kan indskrænke eller tilbagekalde rettighederne med hensyn til stofferne.

Stk. 3. Køb og modtagelse fra apotekere og besiddelse af stofferne er endvidere tilladt for dem, der modtager stofferne i henhold til en efter almindelige regler lovlig recept eller rekvisition, jf. § 26 i lov nr. 209 af 11. juni 1954 om apotekervæsenet og de i medfør deraf udstedte forskrifter.

Stk. 4. I øvrigt er ind- og udførsel, salg, køb, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse af disse stoffer forbudt.

§ 2 a. Bestemmelserne i §§ 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på stoffer, der kan omdannes til stoffer med euforiserende egenskaber.

§ 3. Overtrædelse af denne lov eller de i medfør af den udfærdigede forskrifter straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved udmåling af straffen, herunder ved fastsættelse af bøder, skal der lægges vægt på skadevirkningerne af de pågældende stoffer. Advarsel kan i almindelighed ikke meddeles, medmindre sociale forhold taler for at meddele en advarsel og besiddelsen af stoffet er udslag af en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer. På samme måde straffes den, der ved meddelelse af urigtige eller vildledende oplysninger eller ved svigagtig fortielse opnår eller søger at opnå tilladelse i henhold til loven eller forskrifterne, eller som handler i strid med vilkår for en given tilladelse. På samme måde straffes endvidere den, der ved henvendelse om en recept eller rekvisition på et af de i § 2 eller § 2 a, jf. § 2, omhandlede stoffer eller om anden ordination af stoffet giver urigtig skriftlig oplysning om sit navn, sin bopæl eller sin stilling.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en betydelig skærpende omstændighed, at der er tale om

1) gentagne tilfælde af salg af et særlig farligt eller skadeligt stof eller

2) salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg af de i §§ 1 og 2 omhandlede stoffer på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler. Tilsvarende gælder ved andre arrangementer, hvor det typisk hovedsagelig er børn eller unge mennesker, der deltager.

Stk. 3. Med samme straf som anført i stk. 1 straffes den, som forsætligt modtager eller skaffer sig eller andre del i en vinding, der er erhvervet ved en af stk. 1, 1. pkt., omfattet overtrædelse, samt den, som ved opbevaring, transport, hjælp til afhændelse eller på lignende måde forsætligt virker til at sikre en anden udbyttet af en sådan overtrædelse.

§ 3 a. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 4. Ved ikrafttrædelsen af nærværende lov ophæves lov nr. 53 af 6. marts 1936 om fremstilling af og handel med opium m.m., således som denne lov er ændret ved lov nr. 495 af 14. december 1948. (2.-4. punktum (overgangsbestemmelser) er udeladt her).

Stk. 2. Regeringen bemyndiges til ved kgl. anordning at sætte nærværende lov i kraft på Færøerne.

Stk. 3. Loven gælder for Grønland med de lempelser, der følger af den for landsdelen i øvrigt gældende, særlige lovgivning.


Lov nr. 296 af 9. juni 1971 om ophævelse af revisionsbestemmelser vedrørende lov om euforiserende stoffer og borgerlig straffelovs § 191, der vedrører § 4, indeholder ingen særskilt ikrafttrædelsesbestemmelse. 1)

  


Lov nr. 160 af 28. april 1982 om ændring af borgerlig straffelov og lov om euforiserende stoffer (»Narkotikahæleri«), der vedrører § 3, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. maj 1982.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for øerne.

Stk. 2. Loven gælder ikke for Grønland, men § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. 2)


Lov nr. 1054 af 11. december 1996 om ændring af lov om euforiserende stoffer (Strafskærpelse ved gentagen handel med hårde stoffer), der vedrører § 3, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 3)

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 445 af 9. juni 2004 om ændring af lov om euforiserende stoffer og straffuldbyrdelsesloven (Skærpet indsats mod narko m.v.), der vedrører §§ 3 og 3 a, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2004.

§ 4

Stk. 1. Lovens § 1 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. 4)

(2. stykke (vedrører straffuldbyrdelsesloven) er udeladt her.)


Lov nr. 526 af 6. juni 2007 om ændring af lov om euforiserende stoffer (Højere bøder i narkosager), der vedrører § 3, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2007.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 535 af 17. juni 2008 om ændring af lov om euforiserende stoffer (Ordination af heroin som led i lægelig behandling af stofmisbrugere), der vedrører § 1, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2008.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 1. juli 2008

Jakob Axel Nielsen

/ Lars Petersen

Officielle noter

1) Loven bekendtgjordes i Lovtidende den 30. juni 1971.

2) Lovens § 2 vedrører lov om euforiserende stoffer.

3) Loven bekendtgjordes i Lovtidende den 12. december 1996.

4) Lovens § 1 vedrører lov om euforiserende stoffer.