Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1    Mål for vejledningen

Kapitel 1 a   Uddannelsesplan

Kapitel 2   Vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv og Ungdommens Uddannelsesvejledning

Kapitel 2 a   Brobygning m.v. til ungdomsuddannelser

Kapitel 3   Vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv

Kapitel 3 a   Vejledning om gennemførelse af uddannelse

Kapitel 3 b   Underretning om udbytte af undervisningen

Kapitel 4   Landsdækkende virksomhed og organisation

Kapitel 4 a   Forsøgs- og udviklingsarbejde

Kapitel 5   Ikrafttrædelsesbestemmelser

Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om vejledning om uddannelse og erhverv

Hermed bekendtgøres lov om vejledning om uddannelse og erhverv, jf. lovbekendtgørelse nr. 770 af 27. juni 2007, med de ændringer, der følger af § 5 i lov nr. 208 af 31. marts 2008 og lov nr. 544 af 17. juni 2008. Den bekendtgjorte lovtekst gælder først fuldt ud fra den 1. august 2008, dog træder § 12 a, stk. 3, først i kraft den 1. august 2009.

Kapitel 1

Mål for vejledningen

§ 1. Vejledningen efter denne lov skal bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet, herunder at alle unge gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Stk. 2. Vejledningen skal i særlig grad målrettes unge, som uden en særlig vejledningsindsats har eller vil få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en uddannelse eller vælge et erhverv.

Stk. 3. Vejledningen skal inddrage såvel den enkeltes interesser og personlige forudsætninger, herunder uformelle kompetencer og hidtidige uddannelses- og beskæftigelsesforløb, som det forventede behov for uddannet arbejdskraft og selvstændige erhvervsdrivende.

Stk. 4 Vejledningen skal bidrage til, at frafald fra og omvalg i uddannelserne begrænses mest muligt, og at den enkelte elev eller studerende fuldfører den valgte uddannelse med størst muligt fagligt og personligt udbytte. Vejledningen skal desuden understøtte elevens eller den studerendes evne til at træffe de valg, som indgår i den enkeltes uddannelse.

Stk. 5. Vejledningen skal endvidere bidrage til, at den enkelte selv kan søge og anvende informationer, herunder it-baserede informations- og vejledningstilbud, om uddannelse, uddannelsesinstitutioner og fremtidig beskæftigelse.

Stk. 6. Vejledningen skal gives således, at der for den enkelte sikres sammenhæng og progression i vejledningsindsatsen.

§ 2. Vejledningen efter denne lov skal være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser.

Stk. 2. Vejledningen skal varetages af personer, der har en uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelse, som er godkendt af Undervisningsministeriet, eller som kan dokumentere et tilsvarende vejledningsfagligt kompetenceniveau.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter regler om forhold omfattet af stk. 2.

Kapitel 1 a

Uddannelsesplan

§ 2 a. Den vejledning i grundskolen, som forestås af Ungdommens Uddannelsesvejledning, skal give den enkelte kompetence til at udarbejde en uddannelsesplan og omfatte initiativ til, at uddannelsesplanen udarbejdes.

Stk. 2. Det skal fremgå af uddannelsesplanen, hvilke mål eleven har for uddannelse efter grundskolen eller 10. klasse. For elever, der vælger 10. klasse, skal det af uddannelsesplanen fra 9. klasse fremgå, hvad eleven vil opnå med undervisningsforløbet i 10. klasse, herunder elevens foreløbige overvejelser i forhold til aflæggelse af prøver. Uddannelsesplanen skal i 10. klasse anvendes som værktøj i den løbende vejledning af elevens fremtidige uddannelsesvalg.

§ 2 b. Uddannelsesplanen sendes af skolen til den ungdomsuddannelsesinstitution eller udbyder af 10. klasse, som eleven søger optagelse på i forlængelse af 9. eller 10. klasse.

Stk. 2. Hvis eleven ikke påbegynder en 10. klasse eller en ungdomsuddannelse, sendes uddannelsesplanen til Ungdommens Uddannelsesvejledning i den kommune, hvor eleven er tilmeldt folkeregisteret. Ungdommens Uddannelsesvejledning videresender den unges uddannelsesplan til uddannelsesinstitutionen, hvis den unge påbegynder en uddannelse inden det fyldte 25. år.

Stk. 3. Hvis eleven skifter skole i 9. eller 10. klasse, sendes uddannelsesplanen til elevens nye skole.

§ 2 c. For elever i folkeskolen, jf. § 3, stk. 2, skal vejledningen omfatte initiativ til, at uddannelsesplanen udarbejdes inden udgangen af 8. klasse.

Stk. 2. For unge omfattet af § 3, stk. 3, 1. pkt., udarbejdes en uddannelsesplan som led i vejledningen.

Stk. 3. Ungdommens Uddannelsesvejledning er ansvarlig for, at uddannelsesplanen for eleven eller den unge, jf. stk. 1 og 2, ajourføres og påføres oplysninger om vejledningsindsatsen over for den pågældende og begrundelse for en eventuel særlig indsats.

§ 2 d. Undervisningsministeren fastsætter regler om uddannelsesplanen.

Kapitel 2

Vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv og Ungdommens Uddannelsesvejledning

§ 3. Kommunalbestyrelsen skal efter bestemmelserne i kapitel 1, kapitel 1 a og dette kapitel sørge for, at der gives vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv.

Stk. 2. Vejledningen skal gives til elever i folkeskolens 6.-9. klasse og til elever, der følger folkeskolens 10. klasse.

Stk. 3. Vejledningen skal endvidere gives til unge under 25 år med bopæl eller længerevarende ophold i kommunen, der ikke er i gang med eller ikke har fuldført en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, efter at de har forladt grundskolen eller 10. klasse. Andre unge under 25 år med bopæl i kommunen skal have vejledning, hvis de henvender sig herom.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at borgere i kommunen, som har forældremyndighed over unge i alderen fra 15 til 18 år, modtager almen orientering om den vejledning om valg af uddannelse og erhverv, som tilbydes de unge, herunder orientering om de unges uddannelsesmuligheder.

Stk. 5. Bestemmelserne i kapitel 1, kapitel 1 a og §§ 5-10 gælder tilsvarende for den vejledning, der gives til elever i ungdomsskolernes heltidsundervisning. Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte, at vejledningen kan gives af ungdomsskolen.

§ 4. Kommunalbestyrelsen skal, hvis den anmodes derom af en friskole eller en privat grundskole, der ligger i kommunen, sørge for, at der gives vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv til skolens elever fra og med 6. klasse eller tilsvarende.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal, hvis den anmodes derom af en efterskole, husholdningsskole eller håndarbejdsskole, der ligger i kommunen, søge at indgå aftale med skolen om, at der gives vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv til skolens elever, jf. lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler, håndarbejdsskoler (frie kostskoler). Aftalen skal omfatte aftale om skolens betaling af kommunens omkostninger i forbindelse med vejledningen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan endvidere indgå aftale med en folkehøjskole om at yde vejledning til elever på skolen.

§ 5. Vejledningen skal tilrettelægges som et sammenhængende forløb, der sikrer, at målene i § 1 kan opfyldes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at

1) der tilrettelægges en særlig indsats for elever fra 6. klasse, der har en øget risiko for ikke at påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse,

2) elever fra 7. klasse introduceres til ungdomsuddannelserne og forberedes på valget af ungdomsuddannelse,

3) der i 8. klasse indgår introduktionskurser, jf. § 10 b,

4) der i 9. klasse indgår brobygning, jf. § 10 c, og at

5) elever i 9. klasse, der skønnes at få særlige vanskeligheder ved overgangen til ungdomsuddannelserne, får bistand fra en mentor, der kan støtte eleven i udviklingen af personlige og faglige kompetencer.

Stk. 3. Ved vejledning af unge under 18 år, der har opfyldt undervisningspligten, og som tilbydes vejledning efter § 3, stk. 2 og 3, og § 4, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at forældremyndighedens indehaver inddrages aktivt i vejledningen og den unges uddannelsesplanlægning. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 4. Vejledningen, herunder etablering af mentorordninger, jf. stk. 2, nr. 5, og udbud af brobygning m.v., jf. kapitel 2 a, skal ske i et samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og statens beskæftigelsesindsats og med inddragelse af organisationer og virksomheder inden for det arbejdsmarked, som vejledningsvirksomheden geografisk omfatter.

§ 6. Vejledningen i henhold til § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1 og 2, skal gives, så den enkelte elev har mulighed for at få individuel vejledning på sin skole. Vejledningen tilrettelægges i samarbejde med skolen.

Stk. 2. Vejledning til øvrige unge gives således, at den enkelte så vidt muligt kan få individuel vejledning på sin uddannelsesinstitution.

§ 7. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om vejledningen efter dette kapitel, herunder regler om kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af vejledningen og om sikring af sammenhæng mellem vejledningen efter dette kapitel og anden vejledning for unge under 25 år, for uddannelsesplanen, jf. § 2 a, og for mentorordningen, jf. § 5, stk. 2, nr. 5.

Stk. 2. Når en ung under 25 år, der har opfyldt undervisningspligten, men ikke gennemført en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, optages på, afbryder eller gennemfører et skole- eller uddannelsesforløb, skal uddannelsesinstitutionen underrette Ungdommens Uddannelsesvejledning i den kommune, hvor den unge er tilmeldt folkeregisteret. Underretning skal også gives, hvis uddannelsesinstitutionen vurderer, at der er en overhængende risiko for, at den unge afbryder et skole- eller uddannelsesforløb.

Stk. 3. Når en ung under18 år har opfyldt undervisningspligten, skal uddannelsesinstitutionen samtidig underrette forældremyndighedens indehaver.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om underretning efter stk. 2 og 3.

§ 8. (Ophævet)

§ 9. Varetagelsen af vejledningsopgaven efter dette kapitel skal ske under benævnelsen ”Ungdommens Uddannelsesvejledning”. Benævnelsen skal desuden indeholde en angivelse af det geografiske område, som vejledningsvirksomheden omfatter.

§ 10. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at Ungdommens Uddannelsesvejledning har en daglig ledelse, som over for kommunalbestyrelsen er ansvarlig for vejledningen inden for de rammer og bevillinger, der fastlægges af kommunalbestyrelsen, med henblik på at opnå de mål for vejledningen, som fremgår af loven og de regler, som fastsættes i medfør af loven, eller som kommunalbestyrelsen fastsætter.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastlægger efter forslag eller udtalelse fra ledelsen mål og rammer for vejledningen, herunder valg af vejledningsaktiviteter og –metoder, metoder til kvalitetsudvikling, resultatmåling og dokumentation af sådan måling.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen offentliggør de aktuelle mål og rammer for vejledningen og kommunens resultater af vejledningsindsatsen på kommunens hjemmeside på internettet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en offentlig institution eller efter udbud en selvejende institution eller privat virksomhed til at varetage en eller flere opgaver efter dette kapitel.

Kapitel 2 a

Brobygning m.v. til ungdomsuddannelser

Formål og indhold m.v.

§ 10 a. Brobygning er vejlednings- og undervisningsforløb i overgangen til ungdomsuddannelserne. Brobygning skal give den unge bedre mulighed for og motivation til at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse samt udvikle den unges faglige og personlige kompetencer.

Stk. 2. Brobygning på en ungdomsuddannelse skal afspejle undervisningen i de uddannelsesområder, der indgår i brobygningen, og gøre eleven bekendt med uddannelsens praktiske og teoretiske elementer samt et eller flere erhverv, som uddannelsen eller uddannelsesområdet retter sig mod.

Stk. 3. Der kan etableres brobygning til grundforløb i de erhvervsrettede ungdomsuddannelser.

Stk. 4. Der kan endvidere etableres brobygning til de indledende dele af de gymnasiale ungdomsuddannelser.

Stk. 5. Elevens uddannelsesplan, jf. § 2 a, påføres oplysning om gennemført brobygning med angivelse af formål med og varighed af de enkelte forløb.

Introduktionskurser i 8. klasse

§ 10 b. Elever i folkeskolens 8. klasse skal ved introduktionskurser til flere ungdomsuddannelser forberedes på valget af ungdomsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Introduktionskurser kan desuden tilbydes elever i 8. klasse i andre skoleformer.

Stk. 2. Introduktionskurser i 8. klasse har en samlet varighed på 1 uge. For elever i 8. klasse, der deltager i undervisningsforløb i medfør af folkeskolelovens § 9, stk. 4, og § 33, stk. 4 og 5, eller tilsvarende forløb i andre skoleformer i medfør af folkeskolelovens § 33, stk. 2, kan varigheden af introduktionskurserne forlænges til i alt 4 uger.

Brobygning fra 9. klasse

§ 10 c. Elever i folkeskolens 9. klasse, der er uafklarede i valget af ungdomsuddannelse, skal tilbydes brobygning, hvis skolen vurderer, at det vil gavne elevens mulighed for fortsat uddannelse. Brobygning kan desuden tilbydes elever i 9. klasse i andre skoleformer.

Stk. 2. Brobygningen har en varighed af mindst 2 og højst 10 dage. For elever i 9. klasse, der deltager i undervisningsforløb i medfør af folkeskolelovens § 9, stk. 4, og § 33, stk. 4 og 5, eller tilsvarende forløb i andre skoleformer i medfør af folkeskolelovens § 33, stk. 2, kan varigheden af brobygningen forlænges til i alt 4 uger.

Brobygning fra 10. klasse

§ 10 d. Elever i 10. klasse skal deltage i brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv. Der skal brobygges til mindst to forskellige uddannelser, hvoraf en skal være en erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller en erhvervsgymnasial uddannelse. Brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv skal for et 10. klasseforløb, der har en varighed af mere end 20 uger, udgøre 2 uger svarende til 42 årlige timer og for et 10. klasseforløb, der har en varighed af 20 uger eller mindre, udgøre 1 uge svarende til 21 timer.

Stk. 2. Brobygningen eller kombinationen af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv skal tilrettelægges, så mindst 1 uge er afviklet inden den 1. marts i skoleåret, og skal foregå i forløb af mindst 2 dages varighed.

Stk. 3. Elever i folkeskolens 10. klasse skal desuden tilbydes brobygning til erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller kombinationer af brobygning til erhvervsrettet ungdomsuddannelse og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv. Denne brobygning eller kombination af brobygning og ulønnet praktik kan have en varighed af højst fire uger.

Stk. 4. Andre skoleformer, der udbyder 10. klasse, kan tilbyde deres elever brobygning til erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller kombinationer af brobygning til erhvervsrettet ungdomsuddannelse og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv. Denne brobygning eller kombination af brobygning og ulønnet praktik kan have en varighed af højst 4 uger.

Brobygning fra øvrige uddannelsesforløb m.v.

§ 10 e. Elever, der har opfyldt undervisningspligten, kan deltage i brobygning på de i § 10 a, stk. 3, nævnte ungdomsuddannelser i op til 6 uger i et skoleår indtil det fyldte 19. år, hvis de bortset fra 10. klasse deltager i heltidsundervisning af mindst 3 måneders varighed på

1) kommunale ungdomsskoler eller

2) frie grundskoler, efterskoler, ungdomshøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, der modtager statstilskud.

Stk. 2. Ungdommens Uddannelsesvejledning kan for unge, der har afsluttet 9. klasse, etablere brobygning til to af uddannelserne, der er nævnt i § 10 a, stk. 3, indtil udgangen af den måned, hvori den unge fylder 19 år. Denne brobygning kan have en varighed af op til 6 uger. Aldersgrænsen kan fraviges i særlige tilfælde efter regler fastsat i medfør af § 10 g.

Finansiering, elevstøtte, udbud m.v.

§ 10 f. Finansieringen af brobygning og introduktionskurser sker gennem aktivitetsafhængige taxametertilskud til ungdomsuddannelsesinstitutionerne. Taksterne pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 2. Eleven er berettiget til støtte, herunder til befordring, efter de regler, der gælder for den skoleform eller aktivitet, hvorfra elevens brobygning udgår. Ved brobygningsforløb i medfør af § 10 e sørger kommunalbestyrelsen i bopælskommunen for befordring mellem elevens bopæl og brobygningsinstitutionen, hvis afstanden herimellem er mere end 9 km. Forpligtelsen kan opfyldes ved at henvise eleven til offentlige befordringsmidler og godtgøre udgiften hertil.

Stk. 3. Institutioner, der udbyder ungdomsuddannelser, skal, i det omfang, det er nødvendigt for at imødekomme et konstateret behov, udbyde introduktionskurser for elever i 8. klasse og brobygning for elever i 9. og 10. klasse og skal indgå i et lokalt samarbejde herom med Ungdommens Uddannelsesvejledning.

§ 10 g. Undervisningsministeren fastsætter regler om introduktionskurser og brobygning og om de pligter for institutioner og Ungdommens Uddannelsesvejledning, der er nævnt i § 10 f, stk. 3.

Kapitel 3

Vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv

§ 11. Undervisningsministeren sørger for, at der gives vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv, herunder om valg af fortsat uddannelse inden for videreuddannelsessystemet for voksne. Vejledningen skal tilbydes såvel elever i ungdomsuddannelser som unge og voksne, der ikke længere har tilknytning til en ungdomsuddannelse.

Stk. 2. Vejledningens indhold skal være landsdækkende. Vejledningen skal tilbydes regionalt i samarbejde med ungdomsuddannelsesinstitutionerne, de videregående uddannelsesinstitutioner og statens beskæftigelsesindsats.

§ 12. Vejledningen efter dette kapitel skal tilrettelægges således, at målene i § 1 kan opfyldes, og at de unge får kendskab til de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser og de erhverv, som uddannelserne giver kvalifikationer til.

Stk. 2. Vejledningen skal inddrage arbejdsmarkedets krav til kvalifikationer og de fremtidige beskæftigelsesmuligheder i Danmark og i udlandet.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om vejledningen efter dette kapitel, herunder regler om regler om kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af vejledningen.

Kapitel 3 a

Vejledning om gennemførelse af uddannelse

§ 12 a. Uddannelsesinstitutioner på Undervisningsministeriets område, der udbyder ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, og som tilbyder eleverne og de studerende individuel og kollektiv vejledning om gennemførelse af uddannelsen, skal fastsætte retningslinjer for vejledningen på institutionen.

Stk. 2. Vurderer en uddannelsesinstitution, at der er en risiko for, at en elev eller en studerende afbryder et uddannelsesforløb, skal institutionen tilbyde eleven eller den studerende en individuel vejledningssamtale.

Stk. 3 . Institutioner, som udbyder ungdomsuddannelse, skal tilrettelægge vejledningen på institutionerne i samarbejde med de regionale vejledningscentre (Studievalg), jf. § 11, stk. 2, jf. § 1, stk. 6.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om vejledningen efter dette kapitel, herunder regler om kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af vejledningen.

Kapitel 3 b

Underretning om udbytte af undervisningen

§ 12 b. Institutioner, som udbyder ungdomsuddannelser, skal underrette grundskolerne, udbydere af 10. klasseundervisning og Ungdommens Uddannelsesvejledning om de unges forudsætninger for at få udbytte af undervisningen i det første år efter optagelsen. Underretningen skal ske på møder arrangeret af Ungdommens Uddannelsesvejledning for repræsentanter fra alle ungdomsuddannelsesinstitutioner, grundskoler og udbydere af 10.-klasses-undervisning i det i § 5, stk. 4, nævnte område.

Stk. 2 . Møderne skal medvirke til, at grundskolerne, udbyderne af 10.-klasses-undervisning og Ungdommens Uddannelsesvejledning får bedre muligheder for at vurdere, om deres indsats over for tidligere elever har været hensigtsmæssig, såvel fagligt som vejledningsmæssigt, i forhold til de unges valg af ungdomsuddannelse. Endvidere skal møderne medvirke til, at ungdomsuddannelsesinstitutionerne kan tilpasse sine indslusningsaktiviteter, således at de unges overgang til ungdomsuddannelserne foregår bedst muligt for den enkelte unge.

Kapitel 4

Landsdækkende virksomhed og organisation

§ 13. Undervisningsministeren sørger for, at der etableres og drives en national virtuel vejledningsportal. Vejledningsportalen skal være et internetbaseret informations- og vejledningsredskab for vejledningssøgende, institutioner, som varetager vejledningsopgaver, og andre, som ønsker information om uddannelse og erhverv.

Stk. 2. Portalen skal indeholde sammenlignelige informationer om ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og andre relevante uddannelser, de erhverv, som de enkelte uddannelser kan føre til, samt aktuel arbejdsmarkedsinformation.

Stk. 3. Undervisningsministeren bemyndiger efter udbud en offentlig institution, en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage opgaverne efter denne bestemmelse.

§ 14. Undervisningsministeren sørger for, at der sker en koordinering af uddannelsesinstitutionernes optagelse af ansøgere til henholdsvis ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser med henblik på, at ansøgerne optages på den højest mulige prioriterede uddannelse og uddannelsesinstitution, og således at der sker en effektiv ressourceudnyttelse af den samlede optagelseskapacitet på uddannelserne.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om koordinering efter stk. 1, herunder fastsætte regler om anvendelse af internetbaseret kommunikation og digital signatur. Reglerne om koordinering af uddannelsesinstitutionernes optagelse af ansøgere til de videregående uddannelser, herunder fastsættelse af regler om anvendelse af internetbaseret kommunikation og digital signatur, fastsættes efter forhandling med kulturministeren og ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

§ 15. Undervisningsministeriet varetager som Landscenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning opgaverne efter kapitel 3 og 4, jf. dog § 13, stk. 3.

Stk. 2. Landscenteret varetager landsdækkende videns- og erfaringsopsamling, kvalitetsudvikling og samordning af vejledningen efter denne lov og andre vejledningsordninger. Landscenteret kan tillige varetage analyse og prognosearbejde og kan iværksætte tværgående forsøgs- og udviklingsarbejder.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan bemyndige en styrelse under Undervisningsministeriet, en anden offentlig institution eller efter udbud en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage en eller flere af opgaverne som landscenter.

§ 15 a. Undervisningsministeren sørger gennem et nationalt dialogforum for, at relevante myndigheder, organisationer, foreninger m.v. kan fremsætte og drøfte synspunkter og vurderinger om alle forhold, der har betydning for uddannelses- og erhvervsvejledning.

Stk. 2. Dialogforummet ledes af et formandskab bestående af tre personer med indsigt i uddannelses- og erhvervsvejledning. Undervisningsministeren udpeger formandskabet og udvælger blandt disse dialogforummets formand.

Stk. 3. Dialogforummet omfatter ud over repræsentanterne, jf. stk. 1, ligeledes et antal særligt sagkyndige medlemmer udpeget af ministeren.

Stk. 4. Alle medlemmer, jf. stk. 2 og 3, udpeges af undervisningsministeren for en periode på 3 år ad gangen.

Stk. 5. Formandskabet har til opgave at følge og vurdere samt rådgive undervisningsministeren om forhold vedrørende uddannelses- og erhvervsvejledning og om elevernes og de studerendes udbytte af vejledningen. Rådgivningen sker via udtalelser efter drøftelser i forummet.

Kapitel 4 a

Forsøgs- og udviklingsarbejde

§ 15 b. Undervisningsministeren kan tillade, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning fraviger bestemmelserne i §§ 2, 5, 6, 9 og § 10, stk. 1 og 2, som led i forsøgs- og udviklingsarbejde.

Kapitel 5

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 16. Loven træder i kraft den 1. august 2004, jf. dog stk. 2 og 3. Samtidig ophæves lov om uddannelses- og erhvervsvejledning, jf. lovbekendtgørelse nr. 452 af 4. juni 1996. Undervisningsministeren kan dog fastsætte et tidspunkt for lovens ophævelse før den 1. august 2004.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 8, stk. 2 og 3, træder i kraft den 1. januar 2004. Undervisningsministeren kan dog tidligst fastsætte den 1. august 2004 som frist for et påbud.

Stk. 3. § 4, stk. 1, træder i kraft den 1. august 2007. I perioden fra den 1. august 2004 til den 31. juli 2007 gælder § 4, stk. 2, tilsvarende for vejledning til elever fra og med 6. klasse eller tilsvarende på en friskole eller en privat grundskole i kommunen.

§ 17. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.


Lov nr. 523 af 24. juni 2005, hvis § 20 ændrer § 5, stk. 2, og § 11, stk. 2, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 23

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2-6. (udeladt)


Lov nr. 314 af 19. april 2006, som indsætter § 3, stk. 3, hvorefter stk. 3 bliver til stk. 4, nyt § 5, stk. 2, hvorefter stk. 2 bliver til stk. 3, § 7, stk. 2, hvorefter stk. 2 bliver til stk. 3, og nyaffatter § 7, stk. 3, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. august 2006.


Lov nr. 559 af 6. juni 2007, hvis § 1 indsætter kapitel 1 a, § 3, stk. 3, hvorefter stk. 3 og 4 bliver stk. 4 og 5, § 5, stk. 2, hvorefter stk. 2 og 3 bliver stk. 3 og 4, og kapitel 2 a, ændrer § 3, stk. 1 og 4, § 5, stk. 3 og 4, § 6, stk. 1, og § 7, stk. 1, og ophæver § 2, stk. 2, og i stedet indsætter stk. 2 og 3, § 3, stk. 2, 2. og 3. pkt., § 5, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 7, stk. 2 og 3, og i stedet indsætter stk. 2-4, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2008. Undervisningsministeren kan fastsætte en senere frist, inden for hvilken allerede ansatte vejledere skal have gennemført uddannelsen eller have dokumenteret et tilsvarende vejledningsfagligt kompetenceniveau, efter lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1.

Stk. 2. (udeladt)


Lov nr. 208 af 31. marts 2008, hvis § 5 ændrer § 10 f, stk. 2, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 9

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2008.

Stk. 2-4. (udeladt)


Lov nr. 544 af 17. juni 2008, som nyaffatter lovens titel, overskriften til kapitel 1 og § 1, ændrer § 7, stk. 1 og § 12, stk. 3, indsætter kapitel 3 a, kapitel 3 b, § 15 a og kapitel 4 a, og ophæver § 8, § 15, stk. 3, hvorefter stk. 4 bliver til stk. 3 og § 16, stk. 4, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2008, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 12 a, stk. 3, i lov om vejledning om uddannelse og erhverv som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, træder i kraft den 1. august 2009.

Undervisningsministeriet, den 20. juni 2008

Bertel Haarder

/ Silvia Fernandez