Redaktionel note
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

   

Kapitel 7   Anerkendte arbejdsløshedskasser

Kapitel 8   Medlemskab af anerkendte arbejdsløshedskasser

Kapitel 8 a   Kombinationsforsikring

Kapitel 9   Beregning af dagpenge m.v.

Kapitel 9 a   Særlige regler om dagpenge og aktiveringsydelse for unge under 25 år

Kapitel 10   Ret til dagpenge og aktiveringsydelse

Kapitel 11   Særregler for deltidsforsikrede

Kapitel 11 a   Efterløn

Kapitel 11 b   Feriedagpenge

Kapitel 11 c   

Kapitel 12   Økonomi

Kapitel 12 a   Bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension

Kapitel 13   Tilbagebetaling og sanktioner

Kapitel 14   Statens tilsyn med de anerkendte arbejdsløshedskasser, administration af forsikringssystemet m.v.

Kapitel 15   Andre bestemmelser

Kapitel 15 a   

Kapitel 15 b   

Kapitel 16   Klageadgang

Kapitel 16 a   Oprettelse af registre

Kapitel 16 b   Digital kommunikation

Kapitel 16 c   Eftergivelse af skyldige beløb

Kapitel 17   Straffebestemmelser

Kapitel 18   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Herved bekendtgøres lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 994 af 8. august 2007, med de ændringer, der følger af § 1, nr. 8, i lov nr. 1540 af 20. december 2006, § 3, nr. 1-3 og 14, i lov nr. 176 af 27. februar 2007, § 16 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, § 5 i lov nr. 1235 af 24. oktober 2007, § 1 i lov nr. 108 af 26. februar 2008, lov nr. 481 af 17. juni 2008 og lov nr. 482 af 17. juni 2008. 1)

De ændringer, der følger af § 1, nr. 15 og 33, i lov nr. 1540 af 20. december 2006, vedrørende lovens § 74, stk. 2-4, § 74 k og § 104 a, er indarbejdet i lovbekendtgørelsen, men træder først i kraft den 1. juli 2009. 2)Den ændring, der følger af § 1, nr. 29, i lov nr. 1540 af 20. december 2006, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da ændringerne endnu ikke er trådt i kraft. 3)

Afsnit I

§§ 1-23 g. (Ophævet)

Afsnit II

§§ 24-29. (Ophævet)

Afsnit III

Arbejdsløshedsforsikring

Kapitel 7

Anerkendte arbejdsløshedskasser

Anerkendelse

§ 30. Ved en arbejdsløshedskasse forstås i denne lov en forening af personer, der har sluttet sig sammen alene med det formål at sikre sig økonomisk bistand i tilfælde af ledighed og at administrere andre ordninger, som ifølge lovgivning er henlagt til kasserne.

§ 31. Beskæftigelsesministeren anerkender efter ansøgning arbejdsløshedskasser, der opfylder betingelserne i § 32.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan dog nægte at anerkende en ny fagligt afgrænset kasse, jf. § 32, med et fagområde, som allerede hører under en anerkendt fagligt afgrænset kasse.

§ 32. En arbejdsløshedskasse kan kun anerkendes, hvis

1)
den ifølge sin vedtægt
 
a)
er fagligt afgrænset for lønmodtagere,
 
b)
er fagligt afgrænset for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende,
 
c)
er tværfaglig for enten lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende eller
 
d)
er tværfaglig for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende,
2)
den har mindst 10.000 medlemmer, som opfylder betingelserne for optagelse, jf. § 41, og

3) dens vedtægt er i overensstemmelse med § 34.

Stk. 2. En fagligt afgrænset kasse for lønmodtagere, jf. stk. 1, nr. 1, litra a, optager lønmodtagere fra et eller flere fagområder, der er angivet i kassens vedtægt.

Stk. 3. En fagligt afgrænset kasse for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, jf. stk. 1, nr. 1, litra b, optager lønmodtagere fra et eller flere fagområder, der er angivet i kassens vedtægt, samt selvstændige erhvervsdrivende, som har tilknytning til kassens faglige område. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om betingelserne for, at en selvstændig erhvervsdrivende kan anses for at have tilknytning til en kasses faglige område.

Stk. 4. En tværfaglig kasse for enten lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, jf. stk. 1, nr. 1, litra c, optager enten lønmodtagere fra alle fagområder eller selvstændige erhvervsdrivende fra alle erhvervsområder.

Stk. 5. En tværfaglig kasse for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, jf. stk. 1, nr. 1, litra d, optager lønmodtagere fra alle fagområder og selvstændige erhvervsdrivende fra alle erhvervsområder.

§ 33. Ansøgning om anerkendelse sendes til Arbejdsdirektoratet bilagt

1) et eksemplar af kassens vedtægt,

2) fortegnelse over medlemmer med angivelse af cpr. nummer,

3) attestation fra statsautoriseret revisor for antallet af medlemmer, der på ansøgningstidspunktet opfylder betingelserne for optagelse i kassen, jf. § 41,

4) dokumentation for, at beslutning om ansøgning om anerkendelse er vedtaget af kassens kompetente organ, og

5) regnskabet for sidst afsluttede regnskabsår, hvis kassen ikke er nyoprettet.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet yder bistand ved oprettelse af en ny arbejdsløshedskasse.

Vedtægter

§ 34. En anerkendt arbejdsløshedskasses vedtægt skal være i overensstemmelse med en standardvedtægt, som udarbejdes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet og godkendes af beskæftigelsesministeren.

Stk. 2. Vedtægten skal indeholde oplysninger om:

1) Kassens navn, hjemsted, formål og faglige område.

2) Kassens ledelse og de enkelte organers myndighed samt om urafstemning.

3) Medlemmernes rettigheder og pligter.

4) Regnskabsvæsen, kasseeftersyn og revision samt anbringelse af kassens midler. Af kassens revisorer skal mindst én være statsautoriseret revisor.

5) Regler om vedtægtsændringer og om formuens anvendelse ved anerkendelsens bortfald.

§ 35. Ændring af en anerkendt arbejdsløshedskasses vedtægt er først gyldig, når ændringen godkendes af direktøren for Arbejdsdirektoratet.

Bortfald af anerkendelse m.v.

§ 36. Anerkendelse af en kasse bortfalder, når beslutning herom træffes af kassens øverste myndighed med mindst 3/4 af de afgivne stemmer, og beslutningen derefter ligeledes med mindst 3/4 flertal af de afgivne stemmer godkendes ved almindelig afstemning (urafstemning) blandt alle kassens medlemmer.

§ 37. Hvis en kasse ikke mere opfylder betingelserne for at blive anerkendt, jf. § 32, bortfalder anerkendelsen med udgangen af vedkommende regnskabsår, medmindre beskæftigelsesministeren bestemmer, at der skal gives kassen en yderligere frist for bortfaldet.

§ 38. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at anerkendelsen af en kasse bortfalder, eller at statens refusion, jf. § 79, stk. 1, helt eller delvis bortfalder for et regnskabsår,

1) hvis kassens ledelse tilsidesætter reglerne i denne lov eller bestemmelser, der er givet i henhold til loven, eller hvis kassens virksomhed ikke foregår under iagttagelse af fornøden påpasselighed og orden, eller

2) hvis direktøren for Arbejdsdirektoratet og Beskæftigelsesrådet skønner, at kassen uden direkte at overtræde gældende regler dog i forholdet til medlemmerne eller til andre anerkendte arbejdsløshedskasser virker på en for arbejdsløshedsforsikringen i dens helhed uheldig måde.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at statens refusion og forskud, jf. § 79, stk. 1 og 2, til en kasse helt eller delvis tilbageholdes, indtil kassen har fulgt et pålæg, som direktøren for Arbejdsdirektoratet har udstedt efter loven eller bestemmelser, der er fastsat efter denne.

§ 39. Bortfalder en kasses anerkendelse efter §§ 37 eller 38, kan beskæftigelsesministeren bestemme, at kassens medlemmer skal have ret til overflytning til anden anerkendt arbejdsløshedskasse. Bortfalder anerkendelsen efter § 36, kan tilsvarende bestemmelse træffes, når ganske særlige omstændigheder taler derfor.

§ 40. (Ophævet)

Kapitel 8

Medlemskab af anerkendte arbejdsløshedskasser

§ 41. Ret til optagelse som medlem har personer,

1)
som har bopæl og ophold her i riget bortset fra Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 7,
2)
som er mellem 18 år og 2 år under folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, og
3)
som enten
 
a)
er beskæftiget som lønmodtager,
 
b)
har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse, når kassen modtager skriftlig begæring om optagelse senest 2 uger efter uddannelsens afslutning,
 
c)
udøver selvstændig erhvervsvirksomhed,
 
d)
deltager i udøvelsen af ægtefællens selvstændige erhvervsvirksomhed,
 
e)
aftjener værnepligt eller er ansat på værnepligtslignende vilkår eller
 
f)
udøver kommunalt hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand eller er medlem af Folketinget, regeringen eller Europa-Parlamentet.

Stk. 2. Personer, der har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed, har uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, ret til optagelse, selv om de ikke er fyldt 18 år.

Stk. 3. Optagelse skal ske i en arbejdsløshedskasse, hvis faglige område omfatter personens beskæftigelse eller erhvervsuddannelse.

Stk. 4. Optagelse kan ske som fuldtids- eller deltidsforsikret, jf. kapitel 11. En person, der optages i henhold til stk. 1, nr. 3, litra c eller d, kan dog ikke optages som deltidsforsikret.

Stk. 5. Beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen, og beskæftigelse ved selvstændig erhvervsvirksomhed, hvortil det offentlige yder tilskud til etablering og drift, giver også ret til optagelse efter stk. 1, nr. 3.

Stk. 6. Ingen må være medlem af mere end én kasse.

Stk. 7. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan, uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om optagelse af personer, der har bopæl i udlandet, herunder på Færøerne og i Grønland.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1, 4 og 5, herunder for afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig erhvervsudøvelse.

§ 42. Medlemmer, som tager erhvervsarbejde uden for kassens faglige område, skal lade sig overflytte til anden kasse, eller udtræde af kassen.

Stk. 2. Et medlem, som har erhvervsarbejde, kan efter anmodning overflyttes til en anden kasse, hvis faglige område omfatter medlemmets beskæftigelse.

Stk. 3. Et medlem, som ikke har erhvervsarbejde, kan efter anmodning overflyttes til en tværfaglig kasse, der optager lønmodtagere. Hvis medlemmet har haft tilknytning til en fagligt afgrænset kasse, kan medlemmet i stedet overflyttes til denne.

Stk. 4. Overflytning efter stk. 3 kan ske med mindst 1 måneds varsel til udløbet af en udbetalingsperiode i den hidtidige kasse.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om overflytning af medlemmer fra en kasse til en anden, herunder om, hvilken tilknytning til en fagligt afgrænset kasse der giver ret til overflytning i henhold til stk. 3, 2. pkt., samt om overflytning af medlemmer, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse, der giver ret til optagelse i henhold til § 41, stk. 1, nr. 3, litra b.

§ 43. Medlemskabet ophører senest ved udgangen af den måned, hvori medlemmet når folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, eller ved medlemmets død.

§ 44. (Ophævet)

Kapitel 8 a

Kombinationsforsikring

§ 45. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om ret til fuldtidsforsikring for personer, som samtidig er beskæftiget med både lønarbejde og mere end midlertidig udøvelse af selvstændig virksomhed.

Kapitel 9

Beregning af dagpenge m.v.

§ 46. Dagpenge ydes for indtil 5 dage om ugen efter reglerne i kapitel 10. Beregning af dagpengene sker for en uge ad gangen. Udbetalingen sker bagud for 14 dage eller for 4 henholdsvis 5 uger. Hver 4/5-ugers-udbetalingsperiode slutter næstsidste søndag i en måned. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan ændre en udbetalingsperiode, når særlige forhold taler herfor. Direktøren fastsætter nærmere regler om, hvornår dagpengene skal være til disposition for medlemmet.

Stk. 2. Udbetales dagpenge ikke rettidigt, jf. stk. 1, og skyldes dette ikke medlemmets forhold, forrentes beløbet med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5 fra forfaldsdagen, jf. dog stk. 3. Rentebeløb, der er mindre end højeste dagpenge for en dag, jf. § 47, udbetales ikke.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse ved efterbetaling af dagpenge efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71.

Stk. 4. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse ved efterbetaling af andre ydelser fra kassen og ved forsinket udbetaling af en skattefri præmie, jf. § 74 m. Dette gælder dog ikke godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af stk. 2-4.

§ 47. Dagpengenes højeste beløb udgør for en uge 2.940 kr. pr. 1. januar 2001. Beløbet reguleres én gang om året pr. den første mandag i januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 5. Det afrundede beløb danner grundlag for det kommende års satsregulering.

Stk. 2. Alle afledte ugesatser for fuldtidsforsikrede beregnes med udgangspunkt i beløbet efter stk. 1, 3. pkt. Herefter foretages afrunding til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 5.

§§ 48-50. (Ophævet)

§ 51. Dagpenge kan til det enkelte medlem højst udbetales med et beløb, der udgør 90 pct. af medlemmets hidtidige arbejdsfortjeneste, jf. dog stk. 4. I arbejdsfortjenesten indgår ikke arbejdsmarkedsbidrag i henhold til lov om arbejdsmarkedsbidrag. Ved ændring af arbejdsmarkedsbidragets størrelse reguleres det enkelte medlems hidtidige arbejdsfortjeneste svarende til ændringen i arbejdsmarkedsbidraget. Arbejdsfortjenesten har dog ingen betydning for dagpengenes størrelse, hvis arbejdet, hvorfra fortjenesten hidrører, afsluttes mindre end 1 år efter afslutningen af et tidligere arbejde, der har ligget til grund for en dagpengeberegning. Ved ændring i dagpengenes højeste beløb, jf. § 47, reguleres den hidtidige arbejdsfortjeneste for det enkelte medlem med en procentsats svarende til ændringen. De regulerede dagpenge kan ikke overstige det højeste dagpengebeløb. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter regler for fremgangsmåden ved beregningen af arbejdsfortjenesten.

Stk. 2. Til et medlem, der er optaget i henhold til § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, udbetales dagpenge med et beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70. Hvis medlemmet efter uddannelsens afslutning har haft beskæftigelse, der berettiger til dagpenge efter stk. 1, 1. pkt., med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten, jf. § 54. Herefter er medlemmet berettiget til beregning efter stk. 1.

Stk. 3. Til en person, der er optaget som medlem under aftjening af værnepligt eller ansættelse på værnepligtslignende vilkår, udbetales dagpenge efter stk. 2. Til en person, der er optaget som medlem forinden aftjening af værnepligt eller ansættelse på værnepligtslignende vilkår, udbetales dagpenge efter stk. 1, dog således at dagpengene mindst udgør det beløb, som følger af stk. 2.

Stk. 4. Til et medlem, der i de seneste 3 år umiddelbart før ledighedens indtræden har været fuldtidsforsikret og været i fuld beskæftigelse som lønmodtager eller har udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, udbetales dagpenge med et fast beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter § 47. Hvis medlemmet dokumenterer, at dagpenge beregnet efter stk. 1 udgør et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette. Et medlem, der har fået udbetalt dagpenge efter 1. pkt., kan tidligst få beregnet dagpenge efter stk. 1, når der er forløbet 6 måneder efter, at retten til dagpenge er indtrådt. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter nærmere regler efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

Stk. 5. Modtager et medlem i anledning af ledighed ydelser, som ikke er omfattet af denne lov, skal dagpengene nedsættes, således at den samlede daglige pengehjælp, medlemmet modtager, ikke overstiger det beløb, der kan udbetales efter stk. 1, 2, 3 eller 4.

Stk. 6. Et medlem, der ved optagelsen har eller senere erhverver ret til ydelser af den art, som er nævnt i stk. 5, skal straks underrette kassens ledelse herom.

Stk. 7. Dagpenge efter stk. 1-5 afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

§ 51 a. (Ophævet)

§ 52. (Ophævet)

Kapitel 9 a

Særlige regler om dagpenge og aktiveringsydelse for unge under 25 år

§ 52 a. Medlemmer under 25 år har ret til dagpenge beregnet efter § 51, jf. §§ 47 og 70. Et medlem, der har modtaget og igen skal modtage tilbud efter § 85, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har dog ret til 50 pct. af højeste dagpenge, jf. §§ 47 og 70.

Stk. 2. Medlemmer under 25 år, der ikke har gennemført en uddannelse, som berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, jf. § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, modtager ved deltagelse i tilbud efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats aktiveringsydelse, der svarer til 50 pct. af højeste dagpenge, jf. §§ 47 og 70, jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Medlemmer under 25 år, der har gennemført en uddannelse, som berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, jf. § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, modtager ved deltagelse i tilbud efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats aktiveringsydelse, der svarer til 82 pct. af højeste dagpenge, jf. §§ 47 og 70, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Ved deltagelse i tilbud efter kapitel 10 og 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som har en sammenhængende varighed på under 4 uger, modtager medlemmet dagpenge, jf. stk. 1.

Stk. 5. Medlemmer under 25 år, der ved gennemførelse af tilbud efter § 85, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats deltager i virksomhedspraktik efter kapitel 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, modtager aktiveringsydelse efter stk. 2.

§§ 52 b-52 d. (Ophævet)

§ 52 e. Et medlem under 25 år kan inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed deltage i højskole- og daghøjskoleforløb i 20 timer eller derover om ugen. Under højskole- og daghøjskoleforløbet har medlemmet ret til 50 pct. af højeste dagpenge, jf. § 47 og § 70. Medlemmet skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter de almindelige regler.

§ 52 f. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om anvendelsen af §§ 52 a og 52 e.

Kapitel 10

Ret til dagpenge og aktiveringsydelse

§ 53. Ret til dagpenge opnås efter 1 års medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse, jf. dog § 54.

Stk. 2. Retten til at opnå dagpenge i de i § 55, stk. 1, nævnte perioder er endvidere betinget af,

a) at et fuldtidsforsikret medlem har haft beskæftigelse som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang,

b) at et deltidsforsikret medlem, jf. kapitel 11, har haft beskæftigelse som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 34 uger inden for de sidste 3 år.

Stk. 3. Ved opgørelsen af arbejdsperioderne i stk. 2 og 6 medregnes tidsrum, hvori medlemmet

a) har været indkaldt til aftjening af værnepligt, været ansat på værnepligtslignende vilkår eller forrettet frivillig tjeneste ifølge kontrakt med forsvaret,

b) har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af den i § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, nævnte art,

c) har udøvet kommunalt hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand eller været medlem af Folketinget, Europa-Parlamentet eller regeringen.

Stk. 4. Kun arbejde m.v., jf. stk. 2 og stk. 3, litra a og c, i medlemsperioder medregnes ved opgørelse af arbejdskravet i stk. 2 og 6. Beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen, og beskæftigelse ved selvstændig virksomhed, hvortil der ydes offentligt tilskud til etablering og drift, medregnes ikke.

Stk. 5. Retten til dagpenge ophører, når medlemskabet ophører, jf. § 43.

Stk. 6. For et medlem, hvis ret til dagpenge er bortfaldet som følge af, at perioderne efter § 55, stk. 1, er udløbet, er gen­er­hver­velsen af retten til dagpenge betinget af,

a) at et fuldtidsforsikret medlem har haft arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang,

b) at et deltidsforsikret medlem har haft arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 17 uger inden for de sidste 3 år.

Stk. 7. De i stk. 2 og 6 angivne perioder, inden for hvilke beskæftigelseskravet skal være opfyldt, forlænges med sammenlagt op til 2 år, hvis der forekommer følgende forhold:

1) Perioder med sygdom eller uarbejdsdygtighed af mere end 4 ugers varighed,

2) perioder med støtte til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn efter lov om social service eller alvorligt sygt barn efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel,

3) perioder med støtte til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, efter lov om social service,

4) perioder, hvor et beskæftiget medlem får udbetalt ydelser under uddannelse efter regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet,

5) perioder med fravær på grund af barsel eller adoption efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel,

6) perioder med orlov efter lov om børnepasningsorlov, eller

7) perioder med ansættelse i seniorjob efter lov om seniorjob.

Stk. 8. De i stk. 2 og 6 angivne perioder, inden for hvilke beskæftigelseskravet skal være opfyldt, forlænges ud over 2 år, jf. stk. 7, med den resterende periode, hvor der ydes støtte til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn efter lov om social service.

Stk. 9. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 2-4 og 6-8, herunder regler om, at timer, for hvilke der er udbetalt løn, kan indgå i beregningen af beskæftigelseskravet.

§ 54. Medlemmer, som er optaget i henhold til § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, opnår ret til dagpenge 1 måned efter uddannelsens afslutning.

§ 55. Et medlem, der har opnået ret til dagpenge, jf. §§ 53 og 54, kan modtage dagpenge efter §§ 51 og 52 a, jf. §§ 47 og 70, i sammenlagt 4 år inden for en periode på 6 år. Der opnås ret til påbegyndelse af en ny periode, hvis medlemmet dokumenterer på ny at have haft beskæftigelse i det omfang, der er nævnt i § 53, stk. 2 eller 6.

Stk. 2. Et medlem, der i dagpengeperioden deltager i tilbud efter kapitel 10 og 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, modtager aktiveringsydelse, der svarer til medlemmets dagpenge efter stk. 1, jf. dog § 52 a, stk. 2, 3 og 5. Hvis tilbuddet har en sammenhængende varighed på under 4 uger, modtager medlemmet dog dagpenge efter stk. 1. § 46 finder tilsvarende anvendelse ved udbetaling af aktiveringsydelse.

Stk. 3. Forbruget af perioden efter stk. 1 opgøres i uger. Ved forbruget af perioden medregnes

1) perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge,

2) perioder, hvor medlemmet deltager i tilbud efter kapitel 10-12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

3) perioder, som ikke er omfattet af nr. 2, hvor et ledigt medlem får udbetalt ydelser under uddannelse efter regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet,

4) perioder på op til 6 uger, hvor medlemmet under ledighed modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,

5) uger, hvor medlemmet modtager efterløn, og

6) uger med ydelser, der træder i stedet for dagpenge.

Stk. 4. I perioden efter stk. 1 medregnes ikke

1) sammenhængende perioder ud over 6 uger, hvor medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,

2) perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel,

3) perioder med støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem,

4) perioder, hvor et beskæftiget medlem får udbetalt ydelser under uddannelse efter regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet, og

5) perioder med orlov efter lov om børnepasningsorlov.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af stk. 1-4, herunder regler om periodernes varighed og beregning efter stk. 3 og 4.

§ 55 a. (Ophævet)

§ 56. (Ophævet)

§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. dog kapitel 11 b. Dagpenge kan ikke udbetales for ledighedsperioder, hvor medlemmet er berettiget til en dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren, jf. § 84, medmindre andet følger af regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet i medfør af § 84, stk. 10.

Stk. 2. Et medlem, der anmelder tab af løn m.v. over for Lønmodtagernes Garantifond, har ret til dagpenge eller efterløn som lån imod overdragelse af kravet til arbejdsløshedskassen som sikkerhed. Dækker Lønmodtagernes Garantifond kun tabet for en del af en opsigelsesperiode, er retten til dagpenge eller efterløn i resten af perioden betinget af, at medlemmet overdrager sit krav mod døds- eller konkursboet til arbejdsløshedskassen til hel eller delvis dækning af de udbetalte dagpenge eller efterløn. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte nærmere regler.

Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Nærmere regler om, hvornår en selvstændig erhvervsdrivendes personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

Stk. 4. Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted, hvis den ledige er registreret som arbejdssøgende hos staten i jobcenteret. Registreringen skal ske, når ledigheden indtræder. Den ledige skal løbende bekræfte sin registrering som arbejdssøgende og opretholde kontakten med staten i jobcenteret i hele ledighedsperioden.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om de dagpengemæssige konsekvenser af manglende kontakt til staten i jobcenteret, samt i hvilke tilfælde manglende registrering ikke skal have dagpengemæssige konsekvenser.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der er afskåret midlertidigt fra fortsat virksomhedsudøvelse på grund af ekstraordinære begivenheder, der ikke skyldes medlemmets forhold.

§ 58. Efter forhandling med Beskæftigelsesrådet kan direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætte regler om

1)
udbetaling af dagpenge og aktiveringsydelse for søgnehelligdage,
2)
retten til dagpenge for et medlem,
 
a)
som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, eller
 
b)
som er beskæftiget i en virksomhed, hvor arbejdstiden er nedsat efter aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtagere,
3)
hvilken betydning arbejde og indtægt skal have for størrelsen af
 
a)
dagpenge eller aktiveringsydelse, der udbetales efter § 52 a eller § 55, samt
 
b)
ydelser, der udbetales i henhold til lov om børnepasningsorlov.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte regler om udbetaling af dagpenge til et medlem, som bliver ledig på Færøerne, i Grønland eller i udlandet.

§ 59. Når et ledigt medlem, som er arbejdssøgende til arbejde i fuld, sædvanlig arbejdstid, opnår arbejde af kortere varighed, nedsættes dagpengene. Nedsættelsen sker efter forholdet mellem medlemmets arbejdstid i vedkommende uge og normal overenskomstmæssig arbejdstid på det danske arbejdsmarked. Inden for områder, hvor nedsættelse ikke kan foretages på grundlag af arbejdstiden, sker nedsættelsen under hensyn til arbejdslønnen.

Stk. 2. Har et medlem haft beskæftigelse af større omfang end svarende til normal overenskomstmæssig arbejdstid på det danske arbejdsmarked, overføres alle overskydende timer fra de forudgående 12 uger, dog 3 måneder for månedslønnede, før ledighedens indtræden. Dog bortfalder overskydende timer, der ikke er opbrugt inden for 5 uger fra opgørelsestidspunktet.

Stk. 3. Hvis et medlems arbejdstid ikke eller kun vanskeligt kan kontrolleres, skal indtægten fra arbejdet ved opgørelsen af overskydende timer, jf. stk. 2, omregnes til timer med den til enhver tid gældende omregningssats.

Stk. 4. Særregler om nedsættelse af dagpenge kan fastsættes for arbejdsområder, hvor forholdene muliggør, at et ledigt medlem opnår særlig høj arbejdsløn i en begrænset arbejdstid.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter nærmere regler efter forhandling med Beskæftigelsesrådet. Der kan herunder fastsættes regler om, at overskydende timer, jf. stk. 2, i særlige tilfælde opgøres i forhold til et andet timetal end den normale overenskomstmæssige arbejdstid på det danske arbejdsmarked.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om, at visse former for beskæftigelse, der udføres som en del af det civile beredskab, og som ikke er et led i medlemmets hovedbeskæftigelse, ikke medregnes ved opgørelsen af overskydende timer efter stk. 2.

§ 60. Når et medlem har fået udbetalt nedsatte dagpenge, jf. § 59, stk. 1, i sammenlagt 30 uger inden for de sidste 104 uger, bortfalder retten til nedsatte dagpenge. Medlemmet opnår ret til at begynde en ny periode med nedsatte dagpenge, når medlemmet herefter har haft 26 ugers arbejde med mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af bestemmelsen i stk. 1. Der kan herunder fastsættes regler for arbejdsforhold, hvori der arbejdes periodevis.

§ 61. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes, at han er omfattet af strejke eller lockout (konflikt).

Stk. 2. Som omfattet af konflikt anses:

1) et medlem af en kasse inden for hvis faglige område konflikt er iværksat, når medlemmet ved konfliktens iværksættelse er beskæftiget på den konfliktberørte virksomhed,

2) et medlem, der ved konfliktens iværksættelse er beskæftiget på den konfliktberørte virksomhed, og hvis lønvilkår må antages at ville blive direkte påvirket af konfliktens udfald.

Stk. 3. Hvis mindst 65 pct. af de medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som ikke modtager ydelser fra kassen, bortset fra nedsatte dagpenge, efter stk. 2 anses for omfattet af en ikke overenskomststridig konflikt, skal der lukkes for udbetaling af dagpenge til arbejdsløshedskassens medlemmer.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-3.

§ 62. Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være til rådighed, at medlemmet

1) er aktivt arbejdssøgende,

2) kan og vil overtage arbejde med dags varsel,

3) kan og vil deltage i formidlingssamtaler, samtaler om formidlingsrelevante oplysninger (cv-samtaler) efter kapitel 6 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og rådighedssamtaler,

4) kan og vil deltage i kontaktforløb, herunder i jobsamtaler, og aftalte aktiviteter og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og

5) giver staten i jobcenteret de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan formidles arbejde og gives tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

1) som er sygt eller i øvrigt ude af stand til at påtage sig arbejde af normalt omfang,

2) som aftjener værnepligt eller unddrager sig denne,

3) som ved domstols- eller administrativ afgørelse er berøvet sin frihed, eller som unddrager sig frihedsberøvelse,

4) som forsørges på institution, eller

5) som af anden grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Stk. 3. Kriminalforsorgen skal underrette Arbejdsdirektoratet, hvis et medlem, der modtager dagpenge, undergives strafafsoning eller anden frihedsberøvende foranstaltning, herunder varetægtsfængsling, som følge af et strafbart forhold.

Stk. 4. Politiet eller kriminalforsorgen skal underrette Arbejdsdirektoratet, når myndigheden får formodning om, at et medlem modtager dagpenge, hvis

1)
medlemmet bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor
 
a)
medlemmet er varetægtsfængslet,
 
b)
politiet eftersøger medlemmet med henblik på varetægtsfængsling eller
 
c)
der foreligger en varetægtsfængslingskendelse, eller
2)
medlemmet bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet i tilfælde, hvor medlemmet er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

Stk. 5. Arbejdsdirektoratet skal videregive underretninger, jf. stk. 3 og 4, til medlemmets arbejdsløshedskasse.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan herunder fastsættes nærmere bestemmelser om

1) de betingelser, et medlem skal opfylde for at kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,

2) medlemmets kontakt med arbejdsløshedskassen, staten i jobcenteret og andre aktører i forbindelse med den aktive beskæftigelsespolitik, samt

3) tab af dagpengeret som følge af manglende rådighed og generhvervelse af dagpengeret.

§ 62 a. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, som deltager i uddannelse.

Stk. 2. Et medlem kan dog bevare dagpengeretten ved deltagelse i uddannelse, hvis undervisningens varighed er under 20 timer om ugen og uddannelsen ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse. Dagpengeretten kan ligeledes bevares ved deltagelse i enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau under 20 timer om ugen og i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin. Der kan ikke udbetales dagpenge for timer, hvor medlemmet modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 3. Dagpenge må dog ikke udbetales, hvis et medlem afbryder et arbejdsforhold for at deltage i uddannelse eller undlader at afbryde uddannelsen for at påtage sig arbejde.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om de spørgsmål, der er nævnt i stk. 1-3, herunder om medlemmets pligt til at underrette staten i jobcenteret om deltagelse i undervisningen.

§ 62 b. Uanset bestemmelsen i § 62 a, stk. 1, kan et medlem, som er fyldt 25 år, få udbetalt dagpenge under deltagelse i uddannelse på betingelse af,

1) at medlemmet umiddelbart før ledigheden har deltaget i uddannelsen i mindst 2 år, samtidig med at medlemmet har været i beskæftigelse,

2) at undervisningen foregår efter kl. 16 eller på lørdage og søn- og helligdage, og

3) at medlemmet ikke er selvforskyldt ledig, jf. §§ 63 og 63 a.

Stk. 2. Dagpenge kan i resten af studietiden udbetales for en periode på sammenlagt 444 timer for et fuldtidsforsikret medlem og 360 timer for et deltidsforsikret medlem.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i stk. 1 og 2.

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et rimeligt arbejde, der er formidlet af staten i jobcenteret, arbejdsløshedskassen eller andre efter kapitel 3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet,

4) at medlemmet under en jobsamtale uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til at indgå aftaler om tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller at følge op på indgåede aftaler om beskæftigelsesindsatsen, eller

5) at medlemmet uden fyldestgørende grund udebliver fra, afslår eller ophører i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse ved ophør af selvstændig virksomhed, jf. § 57, stk. 3. I disse tilfælde udbetales dagpenge ikke for de første 3 uger efter ophøret. Dog udbetales dagpenge efter den første uge i følgende tilfælde:

1) Ved ophør på grund af konkurs,

2) ved ophør på grund af betalingsstandsning, eller

3) ved ophør på grund af tvangsauktion.

Stk. 3. Et medlem, der nægter at medvirke til udvikling og produktion af krigsmateriel, jf. lov om krigsmateriel m.v., anses for at have fyldestgørende grund til at undlade at overtage arbejde eller ophøre med arbejdet, jf. stk. 1.

Stk. 4. Ved selvforskyldt ledighed efter stk. 1 pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger. Hvis medlemmet inden for de seneste 12 måneder forud for den selvforskyldte ledighed har fået en karantæne efter § 63 a, stk. 2, for at udeblive fra en samtale, eller er blevet selvforskyldt ledig, jf. stk. 1, bortfalder retten til dagpenge, indtil

1) et fuldtidsforsikret medlem har haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger,

2) et deltidsforsikret medlem har haft mindst 150 timers arbejde inden for 10 uger eller

3) et medlem i mindst 26 uger uafbrudt har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.

Stk. 5. For et medlem, der er mellem 25 og 30 år, og som ikke har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, jf. § 41, bortfalder retten til dagpenge, jf. stk. 4, 2. pkt., hvis medlemmet efter at have afslået eller være ophørt i et tilbud efter § 85, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, uden fyldestgørende grund afslår at finde, søge ind på eller påbegynde en uddannelse, jf. § 85, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-5.

§ 63 a. Der kan ikke udbetales dagpenge til et medlem, som udebliver fra en jobsamtale hos staten i jobcenteret eller hos anden aktør eller fra en formidlings-, cv- eller rådighedssamtale i arbejdsløshedskassen. Dagpenge kan tidligst udbetales, når medlemmet har henvendt sig til staten i jobcenteret eller anden aktør henholdsvis arbejdsløshedskassen om udeblivelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Et medlem, som inden for 12 måneder efter at være blevet udelukket fra ret til dagpenge efter stk. 1 uden fyldestgørende grund igen udebliver fra en jobsamtale, formidlings-, cv- eller rådighedssamtale, pålægges en karantæne på 2 uger, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Hvis medlemmet inden for 12 måneder efter at have fået en karantæne for at udeblive fra en samtale, jf. stk. 2, eller efter at have fået en karantæne for selvforskyldt ledighed, jf. § 63, stk. 4, 1. pkt., uden fyldestgørende grund på ny udebliver fra en jobsamtale, formidlings-, cv- eller rådighedssamtale, bortfalder retten til dagpenge, indtil

1) et fuldtidsforsikret medlem har haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger,

2) et deltidsforsikret medlem har haft mindst 150 timers arbejde inden for 10 uger eller

3) et medlem i mindst 26 uger uafbrudt har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet de nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-3.

§ 64. For et medlem, som modtager pension efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, begrænses retten til dagpenge efter § 55 til en periode på sammenlagt 12 måneder inden for de seneste 18 måneder.

Stk. 2. Ret til en ny dagpengeperiode efter stk. 1 er betinget af,

a) at et fuldtidsforsikret medlem på ny har haft arbejde som lønmodtager i en periode, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 18 måneder, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang,

b) at et deltidsforsikret medlem, jf. kapitel 11, på ny har haft arbejde som lønmodtager i en periode, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 17 uger indenfor de sidste 18 måneder.

Stk. 3. For et medlem, der har en pensionssag under behandling, gælder reglerne i stk. 1 og 2 fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder fra det tidspunkt, hvor behandlingen af pensionssagen er påbegyndt, jf. lov om social pension. Udbetales pensionen med virkning fra et tidligere tidspunkt, gælder stk. 1 og 2 fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse. Tilkendes medlemmet ikke pension, efterbetales de dagpenge, der er bortfaldet i henhold til 1. pkt.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1-3.

§ 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Stk. 2. Ved ledighedens indtræden skal arbejdsløshedskassen informere medlemmet om betydningen af pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. §§ 62-63 a.

Stk. 3. Arbejdsløshedskassen skal påse, at medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet, og har pligt til at foretage en vurdering af medlemmets rådighed.

Stk. 4. Det påhviler medlemmet at medvirke ved tilvejebringelsen af de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1-3.

Stk. 5. Nærmere regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

Stk. 6. Arbejdsløshedskassernes udveksling af information med staten i jobcenteret eller anden aktør sker efter regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med chefen for Arbejdsmarkedsstyrelsen og Beskæftigelsesrådet. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med chefen for Arbejdsmarkedsstyrelsen og Beskæftigelsesrådet nærmere regler for arbejdsløshedskassernes pligt til at videregive oplysninger til brug for staten i jobcenteret eller til statistisk brug.

Kapitel 11

Særregler for deltidsforsikrede

§ 66. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse i anerkendte arbejdsløshedskasser, som i henhold til deres vedtægter kan optage deltidsforsikrede medlemmer, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Lønmodtagere, der modtager delpension i henhold til lov om delpension, kan optages som deltidsforsikrede, uanset om det er fastsat i kassens vedtægt. En fuldtidsforsikret lønmodtager, som overgår til delpension, skal overflyttes til deltidsforsikring, uanset om muligheden for deltidsforsikring er fastsat i kassens vedtægt. Retten til at være deltidsforsikret bevares, selvom delpensionen bortfalder. Optager kassen, i henhold til vedtægten, ikke deltidsforsikrede inden for medlemmets faglige område, er retten til deltidsforsikring dog betinget af, at medlemmet erklærer sig villig til i tilfælde af ledighed at tage beskæftigelse uden for kassens faglige område.

Stk. 3. Fuldtidsforsikrede medlemmer, som efter overgang til efterløn alene har ret til efterløn efter § 74 l, stk. 3, kan efter anmodning overflyttes til deltidsforsikring ved overgangen til efterløn eller senere. Overflytningen får tidligst virkning fra den dag, hvor kassen har modtaget medlemmets skriftlige anmodning.

§ 67. Som deltidsbeskæftigelse betragtes beskæftigelse, hvis varighed er højst 30 timer om ugen beregnet i gennemsnit for 4 uger/l måned.

§ 68. Et fuldtidsforsikret medlem, som har deltidsbeskæftigelse som lønmodtager, og som skriftligt anmoder kassen om at blive overflyttet til deltidsforsikring, skal overflyttes til deltidsforsikring, medmindre medlemmet samtidig driver selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Overflytningen kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor kassen modtager medlemmets anmodning.

Stk. 2. Et fuldtidsforsikret ledigt medlem, der alene ønsker at påtage sig deltidsarbejde, kan efter anmodning herom overflyttes til deltidsforsikring.

Stk. 3. Et deltidsforsikret medlem, som inden for 12 uger, dog 3 måneder for månedslønnede, har haft mere end 360 henholdsvis 390 løntimer, skal lade sig overflytte til fuldtidsforsikring. Det samme gælder for et deltidsforsikret medlem, som mere end midlertidigt overgår til at drive selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Medlemmet skal anmelde ændringen i arbejdstiden til kassen.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om bestemmelserne i stk. 1-3, herunder regler om, at timer, for hvilke der er udbetalt løn, kan indgå i beregningen af beskæftigelseskravet i stk. 3.

Stk. 5. Et deltidsforsikret medlem, som undlader at foretage den anmeldelse, som er foreskrevet i stk. 3, udelukkes fra ret til dagpenge efter regler, som fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet.

§ 69. (Ophævet)

§ 70. Dagpengenes størrelse for deltidsforsikrede medlemmer er højst 2/3 af det beløb, der er fastsat efter § 47, stk. 1, 3. pkt. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 5.

Stk. 2. Alle afledte ugesatser for deltidsforsikrede beregnes med udgangspunkt i beløbet efter stk. 1, 2. pkt. Herefter foretages afrunding til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 5.

§ 71. Afslag på at overtage formidlet arbejde, jf. § 63, stk. 1, nr. 1, anses som fyldestgørende begrundet, hvis der formidles et deltidsforsikret medlem arbejde af større omfang end deltidsarbejde. Det samme gælder, hvis arbejdet formidles ved henvisning til samtale med en arbejdsgiver.

§ 72. (Ophævet)

§ 73. Når et ledigt deltidsforsikret medlem opnår arbejde i et omfang, som svarer til den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid før ledighedens indtræden, kan der ikke udbetales dagpenge. Opnår medlemmet arbejde af mindre omfang, nedsættes dagpengene. Nedsættelsen sker efter forholdet mellem medlemmets arbejdstid i vedkommende uge og medlemmets gennemsnitlige arbejdstid før ledighedens indtræden. Inden for områder, hvor nedsættelsen ikke kan foretages på grundlag af arbejdstiden, sker nedsættelsen under hensyn til arbejdslønnen. Ved beregningen vil der højst kunne tages en ugentlig arbejdstid på 30 timer i betragtning.

Stk. 2. Når et medlem har fået udbetalt nedsatte dagpenge, jf. stk. 1, i sammenlagt 30 uger inden for de sidste 104 uger, bortfalder retten til nedsatte dagpenge. Medlemmet opnår ret til at begynde en ny periode med nedsatte dagpenge, når medlemmet herefter har haft 26 ugers arbejde med mindst samme arbejdstid i hver uge som den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid før ledigheden, jf. stk. 1, inden for 12 måneder. For arbejdsforhold, hvori der arbejdes periodevis, kan der fastsættes tilsvarende regler.

Stk. 3. Har et medlem haft beskæftigelse af større omfang end svarende til en ugentlig arbejdstid på 30 timer, overføres alle overskydende timer fra de forudgående 12 uger, dog 3 måneder for månedslønnede, før ledighedens indtræden. Dog bortfalder overskydende timer, der ikke er opbrugt inden for 5 uger fra opgørelsestidspunktet.

Stk. 4. Hvis et medlems arbejdstid ikke eller kun vanskeligt kan kontrolleres, skal indtægten fra arbejdet ved opgørelsen af overskydende timer, jf. stk. 3, omregnes til timer med den til enhver tid gældende omregningssats.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter regler herom efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

Kapitel 11 a

Efterløn

Betingelser for ret til efterløn

§ 74. 4)Efterlønsalderen er 60 år.

Stk. 2. Efterlønsalderen er dog

1) 60½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1959 til den 30. juni 1959,

2) 61 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1959 til den 31. december 1959,

3) 61½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1960 til den 30. juni 1960, og

4) 62 år for personer, der er født efter den 30. juni 1960, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. I 2015 og herefter hvert 5. år beregnes, jf. stk. 4, om efterlønsalderen for personer født efter den 31. december 1962 skal reguleres.

Stk. 4. Efterlønsalderen for personer født efter den 31. december 1962 forhøjes, hvis den gennemsnitlige levetid for 60-årige i de seneste 2 år på grundlag af Danmarks Statistiks opgørelse heraf overstiger levetiden i 2004-2005 på 81,4 år. Levetiden opgøres som et simpelt gennemsnit for mænd og kvinder. Efterlønsalderen fastsættes af beskæftigelsesministeren til levetiden for 60-årige i de seneste 2 år tillagt en forudsat stigning i restlevetiden på 0,6 år og fratrukket en forudsat efterløns- og folkepensionsperiode på 19,5 år. Der afrundes til nærmeste halve år. Efterlønsalderen reguleres med højst 1 år ad gangen. Efterlønsalderen fastsættes med virkning pr. 1. januar i kalenderåret 10 år efter det år, hvori efterlønsalderen reguleres.

§ 74 a. Ret til efterløn har et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, jf. dog § 74 o, som

1) har nået efterlønsalderen, jf. § 74,

2) har været medlem i mindst 30 år, jf. dog stk. 2-6,

3) har indbetalt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, i 30 år, og senest fra medlemmet er fyldt 30 år, jf. dog stk. 2-6,

4) vil kunne opfylde betingelserne for ret til dagpenge ved ledighed, jf. dog stk. 8-10,

5) har fået indberettet værdien af pensionsformuen, jf. § 74 j, stk. 3, 4, 7 og 8, og

6) har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land.

Stk. 2. Medlemmer, der er født før den 1. marts 1952, kan opfylde kravet om medlemskab, jf. stk. 1, nr. 2, ved uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992 til mindst det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. Medlemsperioden skal dog mindst udgøre 10 år inden for de sidste 15 år. Medlemmet skal have indbetalt efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 3, uafbrudt fra den 1. april 1999.

Stk. 3. Medlemmer, der er født før den 1. januar 1959, jf. dog stk. 2, kan opfylde kravet om medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, ved uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 til mindst det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. Perioden med medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag skal dog mindst udgøre 20 år inden for de sidste 25 år. For medlemmer, som har indbetalt efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 3, uafbrudt fra den 1. april 1999, er det tilstrækkeligt, at medlemsperioden udgør mindst 20 år inden for de sidste 25 år.

Stk. 4. Medlemmer, der er født i perioden fra den 1. januar 1959 til den 31. december 1975, kan opfylde kravet om medlemskab og efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, ved uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. januar 2008 til mindst det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. Perioden med medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag skal mindst udgøre 25 år. For medlemmer født før den 1. juli 1964, som har været uafbrudt medlem og betalt efterlønsbidrag siden den 1. juli 1999, er det dog tilstrækkeligt, at perioden udgør mindst 20 år inden for de sidste 25 år.

Stk. 5. Et medlem, der er omfattet af stk. 4, 1. og 2. pkt., skal højst indbetale efterlønsbidrag i sammenlagt 30 år. Hvis medlemmet inden den 1. januar 2008 har indbetalt efterlønsbidrag for perioder forud for det fyldte 35. år, får medlemmet et tilsvarende antal bidragsfrie perioder. Det samme gælder, hvis et medlem fra det fyldte 35. år har indbetalt efterlønsbidrag i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007.

Stk. 6. Medlemmer, der er født i perioden fra den 1. januar 1976 til den 31. december 1977, kan opfylde kravet om medlemskab og efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, ved medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag i 30 år, og senest fra medlemmet er fyldt 32 år.

Stk. 7. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan undtagelsesvis tillade, at der ses bort fra afbrydelser i medlemskabet og indbetaling af efterlønsbidrag ved afgørelsen af, om kravene i stk. 2-4 er opfyldt. Tilladelsen kan gøres betinget af, at medlemmet efterbetaler bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og efterlønsbidrag for den pågældende periode.

Stk. 8. Et medlem, der efter det fyldte 50. år mister dagpengeretten ved udløbet af perioden i § 55, stk. 1, og som ved fortsat indbetaling af medlems- og efterlønsbidrag kan opfylde anciennitetskravet for ret til efterløn på det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74, har ret til efterløn, selv om arbejdskravet efter § 53 ikke er opfyldt.

Stk. 9. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i særlige tilfælde tillade, at et medlem, der har ret til efterløn efter stk. 8, og som på grund af sygdom ikke har kunnet overgå på den dag, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74, kan overgå på et senere tidspunkt, selv om medlemmet på overgangstidspunktet ikke opfylder betingelserne i stk. 8. Tilladelsen er betinget af, at medlemmet på overgangstidspunktet står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at medlemmet har indgivet ansøgning om dispensation til arbejdsløshedskassen senest 1 uge efter raskmeldingen.

Stk. 10. Et medlem har ret til efterløn, selv om medlemmet på tidspunktet for overgang til efterløn ikke opfylder rådighedskravet efter § 62, fordi den pågældende efter lov om social service modtager støtte til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller plejevederlag for pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Stk. 11. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om bidragsfrie perioder efter stk. 5.

Efterlønsbevis

§ 74 b. Arbejdsløshedskassen skal med virkning fra det tidspunkt, hvor et medlem opfylder betingelserne i § 74 a, bortset fra stk. 1, nr. 5 og 6, udstede et efterlønsbevis til medlemmet, medmindre medlemmet samtidig overgår til efterløn.

Stk. 2. Efterlønsbeviset sikrer, at medlemmet ikke mister retten til at overgå til efterløn, selv om medlemmet på overgangstidspunktet ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. § 62, stk. 2, nr. 1 og 3. Medlemmet skal på overgangstidspunktet opfylde alle øvrige betingelser i § 74 a, dog bortset fra stk. 1, nr. 2 og 3.

Stk. 3. Medlemmet har ret til at få beregnet efterløn på grundlag af mindst det beregningsgrundlag, jf. § 51, som medlemmet havde på det tidspunkt, hvor efterlønsbeviset fik virkning, hvis medlemmet senest 3 måneder efter at have modtaget efterlønsbeviset anmoder arbejdsløshedskassen herom. Beregningsgrundlaget reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af denne bestemmelse.

Overgang til efterløn

§ 74 c. Overgang til efterløn kan ske fra beskæftigelse, ledighed eller delpension. Medlemmer, der driver selvstændig virksomhed inden overgangen til efterløn, og som ikke viderefører virksomheden efter reglerne i § 74 f og § 74 g, kan først overgå til efterløn, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt.

Stk. 2. Efterløn ydes efter skriftlig ansøgning, som skal indgives til medlemmets arbejdsløshedskasse, inden retten til dagpenge ophører. For medlemmer omfattet af § 74 a, stk. 8, skal ansøgningen indgives, inden medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. Efterløn kan tidligst ydes fra det tidspunkt, hvor kassen har modtaget ansøgningen.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i særlige tilfælde tillade, at et medlem, der ikke har ansøgt rettidigt, jf. stk. 2, kan overgå til efterløn. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om, at et medlem kan overgå til efterløn, selv om der ikke er sket en indberetning af værdien af pensionsformuen, jf. § 74 a, stk. 1, nr. 5.

Stk. 4. Et medlem, der ønsker at overgå til efterløn som fuldtidsforsikret, jf. § 74 l, stk. 4, fra delpension efter lov om delpension, skal anmode herom inden delpensionens bortfald.

Stk. 5. Et medlem, som modtager ydelser efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, bortset fra invaliditetsydelse, eller som er omfattet af reglerne om fleksjob i kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan ikke samtidig modtage efterløn.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om overgang til efterløn, herunder om overgang til efterløn efter bortfald af delpension efter lov om delpension.

§ 74 d. Et medlem, der er udtrådt af efterlønsordningen, kan ikke genindtræde i ordningen. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan dog efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde kan ske genindtræden i efterlønsordningen.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om medlemmets indplacering i perioden efter § 55, stk. 1, efter udtræden af efterlønsordningen.

Arbejde i efterlønsperioden

§ 74 e. En efterlønsmodtager kan mod fradrag i efterlønnen have lønarbejde uden begrænsning. Arbejdet må dog ikke udføres i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle, eller i en virksomhed, som er bortforpagtet af medlemmet eller af medlemmets ægtefælle.

Stk. 2. Fradrag i efterlønnen for arbejde efter stk. 1 foretages efter samme regler, som gælder for fradrag i dagpenge, herunder reglerne om supplerende dagpenge og timeoverførsel, jf. §§ 58 og 59 og § 73, stk. 1, 3 og 5, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Inden for de første 30.000 kroners arbejdsindtægt (2007-niveau) i et kalenderår foretages fradrag for arbejde med kontrollabel arbejdstid, hvor timelønnen ligger under den til enhver tid gældende omregningssats, jf. § 59, stk. 3, for det antal timer, der fremkommer ved at dividere indtægten med den til enhver tid gældende omregningssats. Hvis timelønnen er under et beløb svarende til højeste dagpenge på timebasis, jf. § 47, ansættes den dog til dette beløb. For arbejdsindtægter ud over 30.000 kr. i et kalenderår foretages fradrag efter stk. 2. Beløbet i 1. og 3. pkt. reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Der udbetales ikke efterløn, hvis den faktiske arbejdstid for fuldtidsforsikrede overstiger 29,6 timer i en uge eller for deltidsforsikrede overstiger 4/5 af medlemmets gennemsnitlige ugentlige arbejdstid før overgangen til efterløn.

Stk. 4. Beløbsgrænsen i stk. 3 nedsættes forholdsmæssigt i de kalenderår, hvor medlemmet indtræder i eller udtræder af efterlønsordningen.

Stk. 5. Fradraget efter stk. 2 og 3 foretages efter, at der er foretaget fradrag for pension, jf. § 74 j.

Stk. 6. Arbejde i efterlønsperioden kan ikke medregnes ved optjening af beskæftigelseskravet, jf. § 53, stk. 2 og 6, og kan ikke danne grundlag for overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring, jf. § 68.

§ 74 f. Et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 3 hele regnskabsår umiddelbart inden overgangen til efterløn, kan drive selvstændig virksomhed i efterlønsperioden, hvis arbejdstiden i virksomheden nedsættes til og altid udgør 18½ time pr. uge. Arbejdstidsnedsættelsen skal dokumenteres.

Stk. 2. Et medlem kan i efterlønsperioden drive selvstændig virksomhed, der alene er baseret på medlemmets egen arbejdskraft, jf. dog stk. 3, hvis medlemmet har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 3 hele regnskabsår umiddelbart inden overgangen til efterløn. Arbejdstiden i virksomheden skal nedsættes til højst 962 timer pr. kalenderår, og virksomhedens skattepligtige indkomst må ikke overstige halvdelen af et gennemsnit af den skattepligtige indkomst i virksomheden i de seneste 3 år inden overgangen til efterløn. Der kan ikke tages hensyn til afskrivninger i efterlønsperioden, der pr. år overstiger de gennemsnitlige årlige afskrivninger i 3-års-perioden.

Stk. 3. En virksomhed efter stk. 2 kan dog drives sammen med ægtefællen, hvis det dokumenteres, at den ene eller begge ægtefæller nedsætter deres arbejdstid. I særlige tilfælde kan direktøren for Arbejdsdirektoratet tillade, at et medlem kan drive selvstændig virksomhed med én ansat.

Stk. 4. Medlemmet skal over for arbejdsløshedskassen dokumentere, at betingelserne for drift af selvstændig virksomhed i efterlønsperioden er opfyldt.

Stk. 5. Arbejde i en virksomhed efter stk. 1 medfører fradrag i efterlønnen med 18½ time pr. uge. Arbejde i en virksomhed efter stk. 2 medfører fradrag i efterlønnen time for time, dog med mindst 12 timer pr. uge. Der kan højst udbetales efterløn for 962 timer i et kalenderår. Medlemmet skal løbende oplyse arbejdsløshedskassen om den faktiske arbejdstid i virksomheden. Medlemmet skal på en årlig efterlønserklæring oplyse kassen om virksomhedens regnskab og regnskabsår, skattepligtige indkomst og eventuel ægtefælledeltagelse.

Stk. 6. Overstiger medlemmets timeforbrug i virksomheden det tilladte antal timer pr. uge eller i kalenderåret, skal arbejdsløshedskassen indstille udbetalingen af efterløn og træffe afgørelse om tilbagebetaling af den udbetalte efterløn i kalenderåret. Udbetaling af efterløn kan tidligst genoptages fra begyndelsen af det følgende kalenderår, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdet i virksomheden ikke vil overstige det tilladte antal timer i et kalenderår.

Stk. 7. Den skattepligtige indkomst ved den selvstændige virksomhed efter stk. 2 må ikke overstige halvdelen af den gennemsnitlige skattepligtige indkomst i de seneste 3 år inden overgangen til efterløn. Der kan ikke tages hensyn til afskrivninger i efterlønsperioden, der pr. år overstiger de gennemsnitlige årlige afskrivninger i 3-års-perioden. Overstiger den skattepligtige indkomst dette beløb, skal beløb herudover modregnes eller tilbagebetales krone for krone. Hvis den gennemsnitlige skattepligtige indkomst i de 3 forudgående år har været mindre end 80.755 kr. (2007-niveau), modregnes der kun for indkomst, der overstiger den hidtidige skattepligtige indkomst. Hvis den gennemsnitlige skattepligtige indkomst har været mellem 80.755 og 161.511 kr. (2007-niveau), modregnes der kun for skattepligtig indkomst ud over 80.755 kr. (2007-niveau). Beløbene reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 8. Selvstændig virksomhed i efterlønsperioden medregnes ikke i arbejdsperioderne efter § 53, stk. 2 og 6.

Stk. 9. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om beregning af virksomhedens skattepligtige indkomst, herunder om beregning af virksomhedens gennemsnitlige skattepligtige indkomst i de seneste 3 år umiddelbart inden overgangen til efterløn, og om modregning i efterlønnen for skattepligtig indkomst ud over det tilladte omfang. Der fastsættes endvidere regler om, at de anførte timetal og indkomstbegrænsninger nedsættes forholdsmæssigt ved overgang til efterløn i løbet af et kalenderår, samt om suspension af efterløn til et medlem, som driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

§ 74 g. Et medlem kan efter tilladelse fra arbejdsløshedskassen drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdstiden i virksomheden kan holdes under 400 timer pr. år. Virksomhedens indtægt må ikke overstige 61.873 kr. pr. år (2007-niveau). Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Hvis virksomheden drives som interessentskab, medregnes alene medlemmets personlige arbejdstid i virksomheden, og indtægten opgøres alene i forhold til medlemmets ideelle andel af virksomheden.

Stk. 2. Arbejde i virksomheden fradrages i efterlønnen time for time. Medlemmet skal løbende oplyse arbejdsløshedskassen om den faktiske arbejdstid i virksomheden og om virksomhedens indtægt. Ved kalenderårets afslutning skal medlemmet på en årlig efterlønserklæring oplyse arbejdsløshedskassen om virksomhedens regnskab og regnskabsår og indtægt.

Stk. 3. Overstiger medlemmets timeforbrug i virksomheden det tilladte antal timer i kalenderåret, skal arbejdsløshedskassen indstille udbetalingen af efterløn og træffe afgørelse om tilbagebetaling af den udbetalte efterløn i kalenderåret. Udbetaling af efterløn kan tidligst genoptages fra begyndelsen af det følgende kalenderår, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdet i virksomheden ikke vil overstige det tilladte antal timer i et kalenderår.

Stk. 4. Overstiger indtægten i virksomheden det efter stk. 1 tilladte omfang, skal arbejdsløshedskassen indstille udbetalingen af efterløn og træffe afgørelse om tilbagebetaling af den udbetalte efterløn i kalenderåret. Udbetaling af efterløn kan tidligst genoptages fra begyndelsen af det følgende kalenderår, hvis medlemmet sandsynliggør, at virksomhedens indtægt ikke vil overstige det tilladte omfang.

Stk. 5. Selvstændig virksomhed i efterlønsperioden medregnes ikke i arbejdsperioderne efter § 53, stk. 2 og 6.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af denne bestemmelse, herunder om definition af indtægt og om, at der kan ske opgørelse af indtægt efter virksomhedens regnskabsår i stedet for kalenderåret, og om, at de anførte timetal og indkomstbegrænsninger nedsættes forholdsmæssigt ved overgang til efterløn i et kalenderår. Der fastsættes endvidere regler om suspension af efterløn til et medlem, som driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

§ 74 h. Et medlem, der er overgået til efterløn fra overgangsydelse, kan vælge at

1) arbejde i sammenlagt højst 200 timer inden for et kalenderår uden fradrag i efterlønnen eller

2) arbejde mod fradrag i efterlønnen efter de regler, der er fastsat i §§ 74 e, 74 g og 74 i.

Stk. 2. Vælger medlemmet at arbejde efter reglerne i stk. 1, nr. 2, gælder valget for resten af efterlønsperioden.

Stk. 3. Et medlem, der i løbet af et kalenderår vælger at arbejde efter reglerne i stk. 1, nr. 2, skal have foretaget fradrag for alt arbejde i kalenderåret. Overskrider et medlem 200-timersgrænsen, jf. stk. 1, nr. 1, skal medlemmet overgå til arbejde efter reglerne i stk. 1, nr. 2, jf. dog stk. 6, nr. 2. I givet fald finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. I det kalenderår, medlemmet indtræder i efterlønsordningen, reduceres de 200 timer forholdsmæssigt.

Stk. 5. Arbejde efter reglerne i stk. 1, nr. 1, må ikke udføres som vedvarende selvstændig virksomhed, jf. dog stk. 6, nr. 1, eller som arbejde i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle. Begrænsningen gælder dog ikke mindre jordbrug.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for arbejde, der kan udføres efter stk. 1, nr. 1. Der kan herunder fastsættes regler om, at

1) det uanset stk. 5 i særlige tilfælde er tilladt at udøve selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i sammenlagt højst 200 timer inden for et kalenderår,

2) der under særlige omstændigheder kan meddeles tilladelse til, at et medlem, der har overskredet de 200 timer, jf. stk. 1, nr. 1, kan fortsætte med at arbejde efter reglerne i stk. 1, nr. 1, og

3) der under særlige omstændigheder kan meddeles tilladelse til, at et medlem har lønarbejde, selv om arbejdets omfang i mindre grad må antages at overstige det efter stk. 1, nr. 1, tilladte.

Stk. 7. Til tilladelser efter regler fastsat i henhold til stk. 6, nr. 2 og 3, kan der knyttes økonomiske vilkår, navnlig således, at der sker fradrag i efterlønnen for indtægter ved arbejde ud over de 200 timer.

Stk. 8. Perioder, i hvilke medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, medregnes som arbejde i de 200 timer, jf. stk. 1, nr. 1, efter forholdet mellem det gennemsnitlige ugentlige timetal i den periode, der danner grundlag for fastsættelse af sygedagpengene, og en arbejdsperiode med fuld sædvanlig arbejdstid. Perioder med løn under sygdom medregnes tilsvarende.

Stk. 9. Arbejde i efterlønsperioden kan ikke medregnes ved optjening af beskæftigelseskravet, jf. § 53, stk. 2 og 6.

§ 74 i. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om, hvilken betydning arbejde og indtægter i efterlønsperioden eller indtægter, som kommer til udbetaling i forbindelse med overgangen til efterløn, skal have for efterlønnens størrelse.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte særlige regler om kontrol af arbejde og indtægter for efterlønsmodtagere, som har bopæl, arbejde eller indtægter i Grønland, på Færøerne eller i et andet EØS-land, samt om kontrol med, om efterlønsmodtageren i øvrigt opfylder betingelserne for ret til efterløn.

Fradrag for pension

§ 74 j. Et medlems pensionsordninger medfører fradrag i efterlønnen efter reglerne i stk. 2-11, jf. dog § 74 k. Fradraget foretages, inden der foretages fradrag for arbejde m.v., jf. §§ 74 e-74 i.

Stk. 2. Reglerne i stk. 3-11 gælder for ordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven, dog ikke pensioner omfattet af § 2, nr. 3, og § 2, nr. 4, litra b-e, samt for opsparing fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Reglerne gælder endvidere for tilsvarende udenlandske pensionsordninger.

Stk. 3. Et medlem skal have opgjort værdien af alle sine pensionsordninger på tidspunktet, umiddelbart før medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. Opgørelsen foretages af arbejdsløshedskassen på grundlag af oplysninger, jf. stk. 4, om de i stk. 2, 1. pkt., nævnte ordninger samt på grundlag af erklæring afgivet af medlemmet om værdien umiddelbart før det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74, af de i stk. 2, 2. pkt., nævnte pensioner, pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 2, samt pensioner omfattet af firmapensionskasselovens § 1, stk. 2, nr. 2-4, og § 2, stk. 3-5. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger oplyser medlemmet en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. For alle øvrige pensionsordninger oplyses depotet. Medlemmet har endvidere pligt til over for arbejdsløshedskassen at erklære, om oplysninger, der er indberettet efter stk. 4, er fyldestgørende.

Stk. 4. Pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af stk. 2, 1. pkt., har pligt til at foretage indberetning af værdien af de omfattede pensionsrettigheder kort før og kort efter det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger indberettes en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. For alle øvrige pensionsordninger indberettes depotet. Nærmere bestemmelser om indberetningen, herunder om tidspunktet for indberetningen, fastsættes af skatteministeren efter aftale med beskæftigelsesministeren. Reglerne om redegørelse for indeholdelsen efter skattekontrollovens § 8 B, stk. 1 og 2, § 8 F, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, og kildeskattelovens §§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse på indberetninger efter 1. pkt. Indberetning sker elektronisk til told- og skatteforvaltningen, der videregiver oplysningerne i elektronisk form til Arbejdsdirektoratet og eventuelt andre offentlige myndigheder. Arbejdsdirektoratet videregiver oplysningerne til arbejdsløshedskasserne.

Stk. 5. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger foretages der fradrag med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 3, 3. pkt., og stk. 4, 2. pkt. For alle øvrige ordninger beregner arbejdsløshedskassen en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 4, 3. pkt. Inden fradraget i efterlønnen beregnes, foretages der et bundfradrag i den samlede årlige pensionsydelse på 12.200 kr. (2007-niveau). For medlemmer, der har fået udstedt efterlønsbevis i 2002, er der dog i hele efterlønsperioden et bundfradrag på 18.500 kr. om året (2007-niveau). Bundfradraget reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, og beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100. Fradraget foretages herefter med 60 pct. af den beregnede årlige ydelse pr. efterlønstime. Fradrag efter denne bestemmelse foretages, uanset om pensionen udbetales i efterlønsperioden.

Stk. 6. Løbende udbetaling af pension, inklusive tillæg, som er led i et ansættelsesforhold, medfører uanset stk. 5 fradrag i efterlønnen uden bundfradrag fra det tidspunkt, den kommer til udbetaling. Fradraget udgør 50 pct. af det udbetalte pensionsbeløb pr. efterlønstime, jf. dog stk. 9 og 10.

Stk. 7. Et medlem, der overgår til efterløn, før betingelserne for begrænset pensionsfradrag i stk. 9 er opfyldt, og som efter det tidspunkt, hvor medlemmet har nået efterlønsalderen, jf. § 74, indbetaler på en pensionsordning omfattet af § 15 A i pensionsbeskatningsloven, skal løbende have opgjort værdien heraf ved enhver indbetaling til ordningen. Principperne i stk. 3 finder tilsvarende anvendelse. Pensionsopgørelsen indgår i beregningen efter stk. 5. Arbejdsløshedskassen har pligt til at foretage omberegningen efter stk. 5 i forbindelse med hver yderligere indbetaling på pensionsordningen.

Stk. 8. Ved indbetaling på en § 15 A-pensionsordning efter det tidspunkt, hvor medlemmet har nået efterlønsalderen, jf. § 74, har pensionsinstitutter m.v., jf. stk. 4, 1. pkt., pligt til at foretage indberetning ved hver indbetaling frem til det tidspunkt, hvor retten til efterløn ophører, jf. § 75 a. Principperne i stk. 4 finder tilsvarende anvendelse. Medlemmet har en tilsvarende pligt til over for arbejdsløshedskassen at oplyse om indbetalinger på disse pensionsordninger.

Stk. 9. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter, at efterlønsbeviset har virkning, og som i denne periode har haft lønarbejde i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, skal alene have foretaget fradrag efter stk. 6. Fradraget udgør 55 pct. af det udbetalte pensionsbeløb pr. efterlønstime. Det er en betingelse, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension efter lov om delpension.

Stk. 10. Et medlem, der er overgået til efterløn fra overgangsydelse, skal alene have foretaget fradrag efter stk. 6. Fradraget udgør 45 pct. af det udbetalte pensionsbeløb pr. efterlønstime.

Stk. 11. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om fradrag for pensioner.

Stk. 12. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningsforudsætninger med hensyn til fradrag for pension i efterlønnen.

§ 74 k. 5)Pensionsopgørelsen, jf. § 74 j, tillægges pensionsbeløb, som i overensstemmelse med den pågældende pensionsordnings aldersvilkår er udbetalt efter medlemmets fyldte 60. år, men inden efterlønsalderen, jf. § 74. Reglerne i § 74 j, stk. 2-9, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Reglerne i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse for udbetaling af pension, i det omfang pensionen har medført fradrag i udbetalte dagpenge.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af denne bestemmelse.

Efterlønnens størrelse

§ 74 l. Til et medlem, der har været fuldtidsforsikret i sammenlagt mindst 10 år inden for de sidste 15 år, heraf mindst 52 uger umiddelbart før overgangen til efterløn, jf. dog stk. 2, ydes efterløn med et beløb, der svarer til den dagpengesats, medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed på overgangstidspunktet, jf. dog § 74 b, stk. 3, og § 75. Efterlønnen kan dog højst ydes med et beløb, der svarer til 91 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. § 47, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Medlemmer, der er født før den 1. juli 1949, kan tillige opfylde kravet om fuldtidsforsikring i stk. 1, hvis de er fuldtidsforsikrede uafbrudt fra den 1. juli 1999 til overgangen til efterløn.

Stk. 3. Til et deltidsforsikret medlem og til et fuldtidsforsikret medlem, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1 og 2, ydes efterløn med et beløb, der svarer til den dagpengesats, som medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed på overgangstidspunktet, jf. dog § 74 b, stk. 3, og § 75. Efterlønnen kan dog højst ydes med et beløb, der svarer til 91 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. § 70, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Et medlem, der overgår til efterløn fra delpension efter lov om delpension, har ret til efterløn efter stk. 1, hvis medlemmet ved overgangen til delpension opfyldte betingelserne i stk. 1, jf. stk. 2.

Stk. 5. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter, at efterlønsbeviset har virkning, og som i denne periode har haft lønarbejde i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, har ret til efterløn med et beløb, der svarer til den dagpengesats, medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed på overgangstidspunktet, jf. dog § 74 b, stk. 3, og § 75. Det er en betingelse, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension efter lov om delpension.

Stk. 6. Efterløn til et medlem, der er overgået til efterløn fra overgangsydelse, udbetales med et fast beløb på 82 pct. af højeste dagpenge for henholdsvis fuldtids- og deltidsforsikrede, jf. §§ 47 og 70.

Stk. 7. Beløbene i stk. 1, 3 og 5 reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Efterlønnen afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om beregning af efterlønnen.

Præmieordning

§ 74 m. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter, at efterlønsbeviset har virkning, og som i denne periode har haft lønarbejde i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, optjener ved arbejde herudover i mindst 481 timer ret til en skattefri præmie, når medlemmet når folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, eller afgår ved døden. Det er en betingelse, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension efter lov om delpension. Det er endvidere en betingelse, at der ikke er sket tilbagebetaling af efterlønsbidraget efter § 77 a.

Stk. 2. For medlemmer, som opfylder betingelserne for ret til efterløn som fuldtidsforsikrede, jf. § 74 l, stk. 1, jf. stk. 2, efter udløbet af perioden på mindst 2 år, jf. stk. 1, udgør præmien 6 pct. af dagpengenes højeste beløb på årsbasis, jf. § 47, jf. dog § 75. For andre medlemmer udgør præmien 6 pct. af dagpengenes højeste beløb på årsbasis, jf. § 70, jf. dog § 75. Præmien ydes for hver 481 timer, dog højst for 12 gange 481 timer.

Stk. 3. Der kan højst medregnes 5.772 timer til optjening af præmie med fradrag for timer, hvor medlemmet har fået udbetalt efterløn eller dagpenge. For medlemmer, der har fået omregnet arbejdsindtægten til timer efter § 74 e, stk. 3, nedsættes antallet af timer med efterløn eller dagpenge med forskellen mellem den faktiske og den beregnede arbejdstid.

Stk. 4. Arbejdsløshedskassen opgør arbejdets omfang, beregner præmiens størrelse og udbetaler præmiebeløbet.

Stk. 5. Krav på præmien kan ikke overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning. Der kan dog foretages modregning med eventuelle statslige tilgodehavender.

Stk. 6. For en person, som i perioder efter efterlønsbevisets virkning på grund af beskæftigelse i et andet EØS-land ifølge lovvalgsreglerne i forordning (EØF) nr. 1408/71 ikke har været medlem af en dansk arbejdsløshedskasse og samtidig ikke har fået udbetalt efterløn efter § 74 o, reduceres den skattefri præmie opgjort efter stk. 1-4. Reduktionen beregnes for de nævnte perioder med et beløb, der svarer til bidraget til arbejdsløshedsforsikringen efter § 77, stk. 2 og 3, samt med et beløb til administration, der pr. år udgør 1,5 gange højeste dagpenge for en dag, jf. § 47. Beløbene opgøres på grundlag af dagpengenes størrelse på tidspunktet for præmiens udbetaling.

Stk. 7. Den arbejdsløshedskasse, der udbetaler præmien til en person omfattet af stk. 6, modtager et bidrag til administration svarende til det beløb til administration, som er fastsat i stk. 6. Bidraget udbetales af Arbejdsdirektoratet.

Stk. 8. Reglerne i stk. 6 og 7 finder tilsvarende anvendelse på personer, der på grund af arbejde ikke har bevaret medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse ifølge aftalen af 1. november 1993 mellem Arbejdsministeriet og Færøernes landsstyre om koordination af arbejdsløshedsforsikring, og som ikke har fået udbetalt efterløn efter § 74 o.

Stk. 9. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af denne bestemmelse, herunder om opgørelsen af arbejde efter stk. 1-3, samt om opgørelse af arbejde efter § 74 j, stk. 9, og § 74 l, stk. 5, og om udbetaling af præmien.

Udbetaling af efterløn

§ 74 n. Efterløn udbetales bagud for 4 henholdsvis 5 uger, således at hver udbetalingsperiode slutter næstsidste søndag i en måned. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan ændre en udbetalingsperiode, når særlige forhold taler herfor. Direktøren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om, hvornår efterlønnen skal være til disposition for medlemmet.

Stk. 2. Efterløn kan ikke udbetales til medlemmer, der opholder sig i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne i længere tid, eller som tager bopæl der. Nærmere regler herom fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

Stk. 3. Efterløn kan ikke udbetales til et medlem, der arbejder i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne, medmindre arbejdet udføres som udsendt for en dansk arbejdsgiver.

Stk. 4. Efterløn kan ikke udbetales til et medlem, som ved domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse er berøvet sin frihed.

Stk. 5. Efterløn kan ikke udbetales til et medlem, som bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor

1) den pågældende er varetægtsfængslet,

2) politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling eller

3) der foreligger en varetægtsfængslingskendelse.

Stk. 6. Efterløn kan endvidere ikke udbetales til et medlem, som bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

Stk. 7. Efterfølges en strafforfølgning, jf. stk. 5, ikke af en domfældelse, efterbetales efterløn, der ikke er udbetalt, mens medlemmet var frihedsberøvet eller unddrog sig strafforfølgning. Efterlønnen efterbetales dog ikke til afdødes bo, hvis medlemmet afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen.

Stk. 8. Kriminalforsorgen skal underrette Arbejdsdirektoratet, hvis et medlem, der modtager efterløn, undergives strafafsoning eller anden frihedsberøvende foranstaltning, herunder varetægtsfængsling, som følge af et strafbart forhold.

Stk. 9. Når politiet eller kriminalforsorgen får formodning om, at et medlem, der bevidst unddrager sig strafforfølgning, jf. stk. 5, eller straffuldbyrdelse, jf. stk. 6, samtidig modtager efterløn, skal Arbejdsdirektoratet underrettes om unddragelsen.

Stk. 10. Arbejdsdirektoratet skal videregive underretninger, jf. stk. 8 og 9, til medlemmets arbejdsløshedskasse.

Stk. 11. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om retten til efterløn, hvis medlemmet er omfattet af strejke eller lockout (konflikt).

§ 74 o. Efterlønsmodtagere, der på grund af beskæftigelse i et andet EØS-land ifølge lovvalgsreglerne i forordning (EØF) nr. 1408/71 ikke kan bevare deres medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse, bevarer retten til efterløn efter dette kapitel. Det samme gælder efterlønsmodtagere, der på grund af arbejde på Færøerne ikke kan bevare deres medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse ifølge aftalen af 1. november 1993 mellem Arbejdsministeriet og Færøernes landsstyre om koordination af arbejdsløshedsforsikring.

Stk. 2. Efterlønsmodtagerens hidtidige arbejdsløshedskasse administrerer udbetaling m.v. af efterløn mod et bidrag til administration, der udbetales af Arbejdsdirektoratet. Bidraget udgør årligt et beløb på 1,5 gange højeste dagpenge for en dag, jf. § 47.

Stk. 3. Efterlønnens størrelse for et år reduceres med et beløb svarende til bidraget til arbejdsløshedsforsikringen efter § 77, stk. 2 og 3, samt et bidrag til administration, der pr. år udgør 1,5 gange højeste dagpenge for en dag, jf. § 47.

Stk. 4. Efterlønsmodtagere, der har modtaget efterløn på Færøerne eller i et andet EØS-land efter stk. 1, og som igen tager bopæl i Danmark, skal uanset bestemmelserne i § 41 optages i den arbejdsløshedskasse, som de var medlemmer af umiddelbart forud for overflytningen til arbejdsløshedsforsikringen på Færøerne eller i et andet EØS-land. Dette gælder dog ikke, hvis efterlønsmodtageren fortsat er beskæftiget på Færøerne eller i et andet EØS-land og derfor er omfattet af arbejdsløshedsforsikringen dér.

Stk. 5. Reglerne i kapitel 13 om tilbagebetaling og sanktioner samt reglerne om klageadgang i kapitel 16 finder tilsvarende anvendelse i forhold til efterlønsmodtagere, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-5.

Medlemmer, som har været tilmeldt fleksydelsesordningen

§ 74 p. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel for medlemmer, som har været tilmeldt fleksydelsesordningen efter lov om fleksydelse.

Fortrydelsesordning

§ 75. Et medlem, der har fravalgt at indbetale efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, i et sådant omfang, at medlemmet ikke vil kunne opfylde kravet om indbetaling af efterlønsbidrag, jf. § 74 a, stk. 1, nr. 3, kan få ret til efterløn efter bestemmelserne i §§ 74-74 n, jf. dog stk. 5 og 6, hvis den pågældende

1)
har været uafbrudt medlem af en arbejdsløshedskasse
 
a)
senest fra det 24. år, hvis medlemmet er født den 1. januar 1973 eller senere, eller
 
b)
senest fra den 1. januar 1997, hvis medlemmet er født før den 1. januar 1973,
2)
har tilmeldt sig efterlønsordningen skriftligt senest 15 år før, medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74, jf. dog stk. 2, og
3)
har indbetalt efterlønsbidrag i mindst 15 år.

Stk. 2. Personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1960 til den 30. juni 1964, kan uanset stk. 1, nr. 2, få ret til efterløn, hvis de har tilmeldt sig efterlønsordningen senest 15 år, før de fylder 62 år.

Stk. 3. Medlemmer, der er født i perioden fra den 1. juli 1963 til den 31. december 1970, og som har fravalgt at indbetale efterlønsbidrag, kan tidligst tilmelde sig efterlønsordningen igen, jf. stk. 1, nr. 2, når der er forløbet mindst 2 år fra datoen for fravalget. Dette gælder dog ikke, hvis medlemmet efter fravalget har fået indbetalte efterlønsbidrag tilbagebetalt, jf. § 77 a.

Stk. 4. Et medlem, som er omfattet af stk. 3, 1. pkt., og som på fravalgstidspunktet havde ret til bidragsfrie perioder, jf. § 74 a, stk. 5, kan tidligst genoptage indbetaling af efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 3, når der efter udløbet af perioden i stk. 3, 1. pkt., er forløbet en tid, der svarer til de bidragsfrie perioder.

Stk. 5. Efterlønnens størrelse til henholdsvis et fuldtidsforsikret og et deltidsforsikret medlem fastsættes efter bestemmelserne i § 74 l, dog således at efterlønnen nedsættes i forhold til det antal år, medlemmet ikke har indbetalt efterlønsbidrag efter § 74 a, stk. 1, nr. 3. Efterlønnen nedsættes med 2 pct. af højeste dagpenge, jf. §§ 47 og 70, for hvert års manglende bidragsbetaling. Perioder under 1 år medregnes i forhold til antal hele måneder.

Stk. 6. Den skattefri præmie beregnes til henholdsvis et fuldtidsforsikret og et deltidsforsikret medlem efter § 74 m, dog således at præmien nedsættes i forhold til det antal år, medlemmet ikke har indbetalt efterlønsbidrag efter § 74 a, stk. 1, nr. 3. Præmien nedsættes med 4 pct. for hvert års manglende bidragsbetaling. Perioder under 1 år medregnes i forhold til antal hele måneder.

Stk. 7. Der kan ikke efterbetales manglende bidrag.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet de nærmere regler om anvendelsen af denne bestemmelse.

Efterlønnens ophør

§ 75 a. Retten til efterløn ophører, når medlemskabet ophører, jf. § 43. For efterlønsmodtagere, der er omfattet af § 74 o, ophører retten til efterløn senest ved udgangen af den måned, hvori efterlønsmodtageren når folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, eller ved pågældendes død.

§§ 75 b-75 g. (Ophævet)

Kapitel 11 b

Feriedagpenge

§ 75 h. Et medlem optjener ret til ferie med feriedagpenge på grundlag af perioder, hvorunder arbejdsløshedskassen har udbetalt ydelser til medlemmet. Udbetaling af efterløn giver dog ikke ret til feriedagpenge.

Stk. 2. Et medlem optjener endvidere ret til ferie med feriedagpenge på grundlag af perioder, for hvilke medlemmet har fået udbetalt

1) sygedagpenge i henhold til lov om sygedagpenge eller dagpenge i henhold til lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, men ikke har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn,

2) støtte i henhold til lov om statens voksenuddannelsesstøtte, eller

3) ydelser, der efter regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet, kan sidestilles med de i stk. 1 og de under nr. 1 og 2 nævnte ydelser.

Stk. 3. For et medlem, der er optaget i arbejdsløshedskassen på grundlag af gennemførelse af en erhvervsmæssig uddannelse, jf. § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, gælder følgende:

1) Er optagelsen sket i perioden 1. maj til og med 31. juli i et ferieår, har medlemmet ret til 15 dage med feriedagpenge i såvel det pågældende som det følgende ferieår.

2) Er optagelsen sket i perioden 1. august til og med 31. december i et ferieår, har medlemmet ret til 10 dage med feriedagpenge i det pågældende ferieår og 15 dage med feriedagpenge i det følgende ferieår.

3) Er optagelsen sket i perioden 1. januar til og med 30. april i et ferieår, har medlemmet ret til 5 dage med feriedagpenge i det pågældende ferieår og 15 dage med feriedagpenge i det følgende ferieår.

4) Der sker fradrag i antallet af dage med ret til feriedagpenge i et ferieår efter nr. 1-3, i det omfang medlemmet til brug for samme ferieår har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn.

Stk. 4. Retten til feriedagpenge er betinget af, at medlemmet på ferietidspunktet

1) er i et arbejdsforhold som lønmodtager eller er ledigt,

2) ville have dagpengeret i tilfælde af ledighed og

3) har afholdt sin optjente ferie med feriegodtgørelse eller løn.

Stk. 5. Uanset bestemmelsen i stk. 4, nr. 1, kan ledige medlemmer, der deltager i uddannelse og modtager aktiveringsydelse efter denne lov, godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte, i stedet for disse ydelser vælge at få udbetalt optjente feriedagpenge under uddannelsesinstitutionens ferielukning og lignende.

Stk. 6. Beregning af feriedagpengeretten efter stk. 1 sker således, at et medlem, der i hele optjeningsåret har modtaget ydelser svarende til dagpenge ved fuld ledighed, vil optjene ret til 25 dage med feriedagpenge. I øvrige tilfælde sker der en forholdsmæssig beregning.

Stk. 7. Nærmere regler om feriedagpenge, herunder om beregning af feriedagpengeretten, feriedagpengenes størrelse, lediges underretning til staten i jobcenteret om tidspunktet for feriens afholdelse og kommunernes medvirken efter stk. 2, fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet. Endvidere fastsætter beskæftigelsesministeren efter forhandling med undervisningsministeren regler om indberetning til arbejdsløshedskasserne fra de myndigheder, der varetager udbetalingen af støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Kapitel 11 c

§§ 75 i-75 n. (Ophævet)

Kapitel 12

Økonomi

Indbetaling af medlemsbidrag m.v.

§ 76. Arbejdsløshedskassen indbetaler til staten for hvert medlem, bortset fra medlemmer, der fritages for at betale bidrag efter § 77, stk. 10, et beløb svarende til de bidrag, der skal indbetales efter § 77, stk. 2-5. Kassen tilvejebringer beløbet ved opkrævning af bidrag fra medlemmerne.

Stk. 2. Beløb efter stk. 1 indbetales månedsvis bagud og udgør for hver måned 1/12 af det årlige beløb afrundet til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 3. Sker indbetaling af beløbet efter stk. 1 ikke rettidigt, skal kassen betale renter af beløbet for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen med 1/12 af den aktuelt gældende morarente, der er fastsat efter rentelovens § 5.

§ 77. Medlemsbidraget omfatter et obligatorisk bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, jf. stk. 2 og 3, et frivilligt bidrag til efterlønsordningen, jf. stk. 4, et administrationsbidrag, jf. stk. 7, samt et bidrag til finansiering af indbetalinger til ATP, jf. stk. 8.

Stk. 2. Bidraget til arbejdsløshedsforsikringen udgør på årsbasis 4,8 gange dagpengenes størrelse, jf. §§ 47 og 70, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Bidraget til arbejdsløshedsforsikringen fastsættes på årsbasis for følgende grupper således:

1) Medlemmer under 25 år, der modtager dagpenge eller aktiveringsydelse efter § 52 a med 50 pct. af højeste dagpenge, skal indbetale bidrag på 1,8 gange dagpengenes størrelse, jf. §§ 47 og 70.

2) Medlemmer, som er overgået til efterløn fra overgangsydelse, skal indbetale bidrag på 0,61 gange dagpengenes størrelse, jf. §§ 47 og 70.

Stk. 4. Bidrag til efterlønsordningen udgør på årsbasis 7 gange dagpengenes størrelse, jf. §§ 47 og 70, jf. dog stk. 5. Bidraget opkræves af alle medlemmer fra det fyldte 30. år, jf. dog stk. 6, som ikke skriftligt har tilkendegivet, at de ønsker at fravælge bidraget. Bidraget opkræves endvidere af medlemmer under 30 år, som skriftligt har tilkendegivet, at de ønsker at betale bidrag.

Stk. 5. For fuldtidsforsikrede medlemmer, som ikke inden folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, vil kunne opnå ret til efterløn efter § 74 l, stk. 1 eller 2, udgør bidrag til efterlønsordningen på årsbasis 7 gange dagpengenes størrelse, jf. § 70.

Stk. 6. Bidrag til efterlønsordningen indbetales ikke af følgende grupper:

1) Medlemmer, der har indbetalt efterlønsbidrag i 30 år.

2) Medlemmer, som er overgået til efterløn eller har fået udstedt et efterlønsbevis.

3) Medlemmer, som ikke ved fortsat medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag kan opnå ret til efterløn.

4) Medlemmer, som midlertidigt ikke kan tilmelde sig efterlønsordningen, jf. § 75, stk. 3, 1. pkt.

5) Medlemmer, som midlertidigt ikke kan indbetale efterlønsbidrag, jf. § 75, stk. 4.

Stk. 7. Kassen kan fastsætte bidrag til dækning af administrationsudgifter.

Stk. 8. Til dækning af kassens udgifter til finansiering af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension ved udbetaling af dagpenge m.v., jf. lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 2 a, stk. 1 og 3, kan kassen opkræve et særligt bidrag. Bidraget kan ikke opkræves af efterlønsmodtagere og af medlemmer, der er fritaget for betaling af bidrag efter stk.10.

Stk. 9. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for medlemmernes betaling af bidrag efter stk. 2-8, herunder om efterbetaling af bidrag til efterlønsordningen.

Stk. 10. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om, at medlemmer, som ved domstols- eller administrativ afgørelse er berøvet deres frihed, kan blive fritaget for at betale bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, jf. stk. 2 og 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet ligeledes regler om, at medlemmer, der betaler bidrag til efterlønsordningen, jf. stk. 4, og som deltager i en erhvervsmæssig uddannelse, der berettiger til optagelse som medlem i en arbejdsløshedskasse, jf. § 41, i nærmere angivne tilfælde efter anmodning kan fritages for betaling af bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, jf. stk. 2 og 3, i en periode på sammenlagt højst 5 år. Der kan endvidere fastsættes regler om, at andre grupper af medlemmer kan fritages for at betale bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, jf. stk. 2 og 3, når særlige omstændigheder taler herfor.

Stk. 11. Det skal fremgå af arbejdsløshedskassens bidragsopkrævning, hvilke bidrag det enkelte medlem skal indbetale til henholdsvis arbejdsløshedsforsikring, efterlønsordning, administrationsudgifter og bidrag til dækning af kassens udgifter til finansiering af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler herom.

§ 77 a. Et medlem, som har indbetalt efterlønsbidrag, og som skriftligt fravælger muligheden for at gå på efterløn, har ret til at få det indbetalte bidrag tilbage, hvis medlemmet anmoder arbejdsløshedskassen om det, inden retten til efterløn ophører, jf. § 75 a. Bidraget skal overføres til en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1 eller en udenlandsk pensionsordning efter eget valg, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Et medlem kan efter anmodning få indbetalte bidrag udbetalt kontant, hvis

1)
medlemmet får tilkendt førtidspension på grund af nedsat erhvervsevne efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller tilsvarende udenlandsk lovgivning,
2)
medlemmet har nået efterlønsalderen, jf. § 74, og
 
a)
skriftligt har fravalgt muligheden for at gå på efterløn eller
 
b)
er ophørt med at indbetale efterlønsbidrag uden at have modtaget et efterlønsbevis eller efterløn,
3)
medlemmet emigrerer og skriftligt har fravalgt muligheden for at gå på efterløn eller
4)
tilbagebetalingsbeløbet ikke overstiger 7 gange dagpengesatsen, jf. § 47, og medlemmet skriftligt har fravalgt muligheden for at gå på efterløn.

Stk. 3. Et medlem, som har indbetalt efterlønsbidrag, og som har nået folkepensionsalderen uden at have fået efterløn eller optjent præmie efter § 74 m, skal have det indbetalte bidrag udbetalt kontant.

Stk. 4. Hvis et medlem dør, inden retten til efterløn er ophørt, jf. § 75 a, har boet efter medlemmet ret til at få det indbetalte bidrag udbetalt kontant.

Stk. 5. Tilbagebetalingsbeløbet udgør det antal indbetalte dagpengesatser efter §§ 47 og 70, som medlemmet har indbetalt som efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4. Ved tilbagebetalingen gælder § 49 A, stk. 2-9, i pensionsbeskatningsloven.

Stk. 6. Beløbet efter stk. 5 fratrækkes 5 dagpengesatser, jf. §§ 47 og 70, for hver uge, der er udbetalt efterløn til medlemmet.

Stk. 7. Tilbagebetalingsbeløbet opgøres på grundlag af dagpengenes størrelse på tilbagebetalingstidspunktet eller på det tidspunkt, hvor beløbet overføres til en pensionsordning.

Stk. 8. Aftaler om overdragelse af retten til indbetalte efterlønsbidrag er ugyldige, ligesom indbetalte bidrag ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.

Stk. 9. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om tilbagebetaling af efterlønsbidrag efter denne bestemmelse. Der kan herunder fastsættes regler om, at direktøren i ganske særlige tilfælde, hvor medlemmet uden egen skyld mister retten til at overgå til efterløn, kan give tilladelse til, at efterlønsbidraget tilbagebetales.

§ 78. Et medlem skal betale medlemsbidrag efter § 77 til de af kassen fastsatte tidspunkter. Medlemsbidraget skal vedrøre en nærmere angiven periode.

Stk. 2. Et medlem, der undlader at betale det fulde medlemsbidrag rettidigt, bortset fra frivilligt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, slettes som medlem af kassen med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket medlemmet har betalt bidrag, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Slettelse kan kun finde sted, hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag senest 3 uger efter, at kassen skriftligt har rykket medlemmet for restancen. Rykkerskrivelsen skal afsendes til de medlemmer, der ved den forudgående måneds afslutning ikke har betalt det fulde medlemsbidrag, der forfalder i denne måned. Skrivelsen skal udtrykkeligt angive, at medlemmet vil blive slettet, hvis det skyldige medlemsbidrag ikke bliver betalt.

Stk. 4. Hvis det skyldige medlemsbidrag, jf. stk. 2 og 3, samt senere forfaldent medlemsbidrag betales senest 4 uger efter, at medlemmet er blevet skriftligt underrettet om slettelsen, hæves slettelsen.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan bestemme, at fristen efter stk. 3, 1. pkt., forlænges for en kasse eller en gruppe af medlemmer af kassen, når særlige forhold medfører væsentlige vanskeligheder for medlemmerne ved at overholde fristen.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-5, herunder regler om udelukkelse fra ret til dagpenge m.v. for medlemmer, der har undladt at betale medlemsbidrag rettidigt, og om tilbagebetaling af medlemsbidrag.

Stk. 7. Undlader et medlem at betale frivilligt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, rettidigt, skal kassen rykke medlemmet for restancen. I rykkerbrevet skal det udtrykkeligt anføres, at undladelse af at betale efterlønsbidraget kan medføre, at medlemmet mister retten til efterløn. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler herom.

Stk. 8. Arbejdsløshedskassen kan i forbindelse med udsendelse af rykkerskrivelse, jf. stk. 3 og 7, opkræve et restancegebyr. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler herom.

Refusion

§ 79. Staten yder hver kasse refusion af de udgifter, som kassen i det foregående regnskabsår har afholdt efter kapitel 9 og 9 a, § 55, stk. 2, § 57, stk. 2, kapitel 11 a og b, § 77 a og § 84, stk. 6, jf. dog §§ 38, 79, stk. 3, 80, stk. 1, og 86, stk. 4, samt efter § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Til dækning af en kasses løbende udgifter til dagpenge m.v. kan der ydes forskudsbetaling eller acontorefusion. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 3. Krav på refusion bortfalder, og udbetalte beløb skal tilbagebetales i det omfang, kassen ikke efter anmodning forelægger dokumentation i overensstemmelse med regler, der fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan tillade, at stk. 3 fraviges, når ganske særlige omstændigheder taler herfor.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om, at refusion af udgifter, jf. stk. 1, helt eller delvis bortfalder, hvis en arbejdsløshedskasse har begået fejl i forbindelse med sagsbehandlingen.

§ 80. En kasse, hvis offentlige anerkendelse er bortfaldet efter den 1. april 1966, har først ret til refusion efter § 79, stk. 1, når der er forløbet fulde 4 regnskabsår efter meddelelse af ny anerkendelse, og der for denne tid er indbetalt beløb til staten efter § 76, stk. 1.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder ikke anvendelse på en kasse, hvis tidligere anerkendelse bortfaldt i henhold til § 37 som følge af, at antallet af medlemmer af kassen var lavere end fastsat i § 32, nr. 2.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at reglen i stk. 1 ikke finder anvendelse på en kasse, hvis tidligere anerkendelse bortfaldt i henhold til § 36 eller § 38.

§ 81. Hver kasse skal inden 15. marts tilsende direktøren for Arbejdsdirektoratet:

1) revideret regnskab for det sidst forløbne regnskabsår,

2) beretning om kassens virksomhed i samme tidsrum samt

3) andre oplysninger, herunder eventuelt en fortegnelse over kassens medlemmer, som direktøren anser for nødvendige for beregningen af de udgifter, som kassen har afholdt efter kapitel 9 og 9 a, § 55, stk. 2, kapitel 11 a og b, og § 77 a, og af de indbetalingspligtige beløb efter § 76, jf. § 77 samt efter § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Kassens regnskabsår er kalenderåret, medmindre beskæftigelsesministeren tillader afvigelse herfra.

§ 82. Kassens indtægt og formue skal holdes afsondret fra andre foreningers midler og må hverken som lån eller gave tilflyde andre foreninger eller anvendes i andet uvedkommende øjemed.

Bidrag fra arbejdsgivere

§ 83. Arbejdsgiverne skal bidrage til nedbringelse af statens udgifter til arbejdsløshedsforsikringen. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.

§ 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse.

Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.

Stk. 3. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,

1) hvis det godtgøres, at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,

2) hvis afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet,

3) hvis arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller

4) hvis medlemmet har været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.

Stk. 5. Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.

Stk. 6. Hvis dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet. § 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.

Stk. 7. Samtidig med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af ankenævnet.

Stk. 8. Tvivlsspørgsmål om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 9. Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg af omkostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis kravet ikke betales inden for den fastsatte frist. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive det skyldige beløb ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 10. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets behandling af sager efter stk. 7 og 8.

§ 85. (Ophævet)

§ 85 a. (Ophævet)

§ 85 b. Ubetalte arbejdsgiverbidrag efter de indtil 1. januar 1988 gældende regler kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive skyldige beløb ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan i samråd med skatteministeren fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelsen, herunder om straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 3. For overtrædelser efter stk. 2 kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 12 a

Bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension

§ 85 c. For medlemmer, som modtager dagpenge eller aktiveringsydelse efter § 55, stk. 2, indbetales et bidrag, der udgør det dobbelte af det bidrag, der er fastsat efter § 15, stk. 1, sammenholdt med § 2 a i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension beregner størrelsen af bidraget for hver time, der udbetales dagpenge eller aktiveringsydelse for.

Stk. 3. ATP-bidraget for dagpengemodtagere betales af dagpengemodtageren med 1/3, arbejdsløshedskassen med 1/3 og arbejdsgivere omfattet af stk. 10 med 1/3. Hver bidragsandel for en uge nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 4. ATP-bidraget for modtagere af aktiveringsydelse betales af ydelsesmodtageren med 1/3 og statskassen med 2/3. Hver bidragsandel for en uge nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 5. Arbejdsløshedskassen fratrækker medlemmets del af bidraget ved udbetalingen af dagpengene eller aktiveringsydelsen med henblik på indbetaling af bidraget til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter hvert kvartals udløb.

Stk. 6. Arbejdsløshedskassens andel af bidraget, jf. stk. 3, fastsættes som et bidrag pr. medlem, og bidragets størrelse beregnes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter nærmere af beskæftigelsesministeren fastsatte regler.

Stk. 7. Statens andel af bidraget, jf. stk. 4, indbetales af Arbejdsdirektoratet til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter hvert kvartals udløb.

Stk. 8. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra direktøren for Arbejdsdirektoratet og bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om indbetaling af bidrag efter stk. 3-7 og 11 samt om indberetning herom til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 9. Indbetaler kassen ikke bidrag rettidigt, finder reglerne i § 17, stk. 2-4 og 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse.

Stk. 10. Til dækning af arbejdsgiverens del af ATP-bidraget, jf. stk. 3, skal private arbejdsgivere, der er registreret efter merværdiafgiftsloven (momsloven) eller lov om afgift af lønsum m.v., betale finansieringsbidrag. Kravet om registrering gælder ikke for udenlandske virksomheder og virksomheder på Færøerne og i Grønland.

Stk. 11. Finansieringsbidraget skal indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som forestår opkrævning og inddrivelse af finansieringsbidrag fra arbejdsgiverne.

Stk. 12. Finansieringsbidrag efter stk. 11 kan opkræves sammen med andre finansieringsbidrag, der af Arbejdsmarkedets Tillægspension opkræves fra arbejdsgiverne.

Stk. 13. Finansieringsbidrag, der skal opkræves efter stk. 11, og som er under 100 kr. i en betalingsperiode, bortfalder. Opkræves finansieringsbidrag sammen med andre finansieringsbidrag fra arbejdsgivere, jf. stk. 12, udgør bidraget i 1. pkt. summen af de samlede finansieringsbidrag.

Stk. 14. Finansieringsbidraget fra arbejdsgivere fastsættes af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. I finansieringsbidraget indgår administrationsomkostninger, herunder administrationsomkostninger til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om finansieringsbidragets størrelse.

Stk. 15. Finansieringsbidraget beregnes af Arbejdsmarkedets Tillægspension på grundlag af de samlede bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension har modtaget fra arbejdsgiveren i en forudgående periode, hvis længde svarer til den periode, som betaling af finansieringsbidrag vedrører. Bidraget udgør årligt det af beskæftigelsesministeren fastsatte finansieringsbidrag, for hver gang arbejdsgiveren indbetaler et beløb, der svarer til årsbidraget efter § 15, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 16. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan indhente de oplysninger hos skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder om den pågældende arbejdsgiver, som er nødvendige for at varetage opkrævningen og inddrivelsen af skyldige finansieringsbidrag, renter og ekspeditionsgebyr, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Til brug ved beregning, opkrævning og behandling af finansieringsbidrag er der i nødvendigt omfang adgang til oplysninger i Arbejdsmarkedets Tillægspensions registre.

Stk. 17. Sker indbetaling af finansieringsbidrag ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter af finansieringsbidraget med 1½ pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen.

Stk. 18. Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for finansieringsbidrag, renter og ekspeditionsgebyr.

Stk. 19. Afgørelser om finansieringsbidragspligt og finansieringsbidrag, herunder beregning og opkrævning, kan inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 20. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med direktøren for Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om beregningsperioder og indbetaling af finansieringsbidrag m.v., herunder om forfaldstid og frist for arbejdsgiverens indbetaling. Det kan ved disse regler bestemmes, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med indbetaling, opkræve et ekspeditionsgebyr ved påkrav på grund af manglende betaling samt eftergive finansieringsbidrag, renter og eventuelle ekspeditionsgebyrer.

§ 85 d. For medlemmer, som modtager efterløn, og som ønsker at betale bidrag til ATP, indbetales det bidrag, der er fastsat efter § 15, stk. 1, sammenholdt med § 2 b i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension beregner størrelsen af bidraget for hver time, der udbetales efterløn for.

Stk. 3. Modtageren af efterløn betaler halvdelen af bidraget, og staten betaler den anden halvdel. Hver bidragsandel for en uge eller en måned nedrundes til nærmeste hele kronebeløb. Bidragene finansieres i overensstemmelse med de i stk. 4 og 5 fastsatte regler.

Stk. 4. Arbejdsløshedskassen fratrækker medlemmets del af bidraget ved udbetalingen af efterløn med henblik på indbetaling af bidraget til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter hvert kvartals udløb.

Stk. 5. Statens andel af bidraget indbetales af Arbejdsdirektoratet til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter hvert kvartals udløb.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra direktøren for Arbejdsdirektoratet og bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om indbetaling af bidrag efter stk. 3-5 samt om indberetning herom til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 7. Indbetaler arbejdsløshedskassen ikke bidrag rettidigt, finder reglerne i § 17, stk. 2-4 og 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse.

Stk. 8. For personer, som modtager efterløn i medfør af § 74 o, og som ikke er medlemmer af en dansk arbejdsløshedskasse, finder reglerne i denne bestemmelse tilsvarende anvendelse.

§ 85 e. Medlemmer, som modtager dagpenge eller aktiveringsydelse efter § 55, stk. 2, betaler en særlig pensionsopsparing efter reglerne i § 17 f, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Arbejdsløshedskassen fratrækker opsparingen ved udbetalingen af dagpenge eller aktiveringsydelse med henblik på indbetaling af beløbet til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter hvert kvartals udløb. Opsparingen for en uge afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra direktøren for Arbejdsdirektoratet og bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om indbetaling af beløb efter stk. 1 og 2 samt om indberetning herom til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 4. Indbetaler kassen ikke opsparing rettidigt, finder reglerne i § 17, stk. 2-4 og 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse.

Kapitel 13

Tilbagebetaling og sanktioner

§ 86. 6)Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget. Godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er ikke omfattet af bestemmelsen.

Stk. 2. Et medlem, som har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, og som senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som ydelserne fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, i det omfang tidligere modtagelse af de pågældende indtægter ville have medført, at ydelserne fra kassen ikke kunne udbetales med rette til medlemmet. Forudbetalte feriedagpenge skal tilbagebetales, hvis betingelserne for retten til feriedagpengene efterfølgende ikke opfyldes.

Stk. 3. Beløb, der skal tilbagebetales efter stk. 1, forrentes med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5. Renten beregnes fra udbetalingstidspunktet. Der tillægges dog ikke rente, hvis tilbagebetalingsbeløbet ikke overstiger højeste dagpenge for 4 uger, jf. § 47, på opgørelsestidspunktet.

Stk. 4. Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 14, er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalt refusionsbeløb for den fejludbetalte ydelse tilbage fuldt ud, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold. Tilbagebetaling skal ske, uanset om staten har lidt økonomisk tab. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan dog i ganske særlige tilfælde give tilladelse til, at kassen helt eller delvis får ret til refusion, hvis staten ikke har lidt et økonomisk tab af samme størrelse som det fejludbetalte beløb. Direktørens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Skyldes en kasses fejlagtige udbetaling urigtige eller mangelfulde oplysninger fra en anden kasse, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at denne kasse skal være ansvarlig for fejludbetalingen.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om administrationen af stk. 4, 1. og 2. pkt., og stk. 5 og kan herunder bestemme, at kassen skal have ret til refusion i ganske særlige situationer, selv om fejludbetalingen ikke skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Stk. 7. Renter, jf. stk. 3, tilfalder statskassen, hvis arbejdsløshedskassen har krav på refusion for det fejludbetalte beløb. Det samme gælder renter af beløb, for hvilke kassen ikke har krav på refusion, indtil det tidspunkt, hvor kassen har tilbagebetalt refusionsbeløbet. Renter, der påløber efter dette tidspunkt, tilfalder arbejdsløshedskassen.

Stk. 8. Tilbagebetaling af beløb efter stk. 1 og 2 med påløbne renter kan ske ved hel eller delvis modregning i den løbende udbetaling af dagpenge og andre ydelser samt i andre krav, medlemmet har mod kassen. Modregning kan også ske, efter at medlemmet har skiftet arbejdsløshedskasse.

Stk. 9. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om, at et medlem, der ikke har tilbagebetalt beløb efter stk. 1 eller 2 med påløbne renter inden en frist, som kassen har fastsat, skal slettes som medlem af kassen. Direktøren kan endvidere efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om genoptagelse i kassen som nyt medlem.

Stk. 10. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om kassernes opkrævning af beløb, som skal betales tilbage efter stk. 1 og 2 med påløbne renter, herunder om, at kassen ikke har krav på refusion fra statskassen, og at udbetalte refusionsbeløb skal betales tilbage, hvis disse regler ikke overholdes.

Stk. 11. Beløb, som skal tilbagebetales efter stk. 1 og 2, kan med tillæg af påløbne renter og omkostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis kassen har ret til refusion fra statskassen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive skyldige beløb ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven, når kravet er fastslået i en afgørelse truffet af en kasse, Arbejdsdirektoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn eller er sikret ved dom eller et eksigibelt forlig. Ved restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af krav i udlandet kan en del af det inddrevne beløb anvendes til betaling af inkassoprovision.

Stk. 12. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i samråd med skatteministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 11, herunder regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse og om straf af bøde for overtrædelse af reglerne om lønindeholdelse.

Stk. 13. For overtrædelser efter stk. 12 kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 14. Modtageren af en skattefri præmie efter § 74 m, skal betale præmiebeløbet tilbage, hvis beløbet er modtaget med urette og udbetalingen skyldes medlemmets eller modtagerens urigtige oplysninger eller fortielser, eller hvis modtageren i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget. Tilsvarende gælder, hvis tilbagebetaling af efterlønsbidrag, jf. § 77 a, er sket med urette. Stk. 3-13 finder tilsvarende anvendelse på tilbagebetaling efter denne bestemmelse.

§ 86 a. Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71, skal betale beløbet tilbage, hvis medlemmet har givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpengene, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.

Stk. 2. Et medlem, som har modtaget dagpenge, jf. stk. 1, og som senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som dagpengene, skal betale dagpengene tilbage, i det omfang tidligere modtagelse af de pågældende indtægter ville have medført, at dagpengene ikke kunne udbetales med rette til medlemmet. Forudbetalte dagpenge skal tilbagebetales, hvis betingelserne for retten til dagpengene efterfølgende ikke opfyldes.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om kassernes opkrævning af beløb, som skal betales tilbage efter stk. 1 og 2.

Stk. 4. Krav mod et medlem på tilbagebetaling af dagpenge, jf. stk. 1 og 2, kan med tillæg af omkostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive skyldige beløb ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven, når kravet er fastslået i en afgørelse truffet af en kasse, Arbejdsdirektoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn eller er sikret ved dom eller et eksigibelt forlig. Ved restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af krav i udlandet kan en del af det inddrevne beløb anvendes til betaling af inkassoprovision.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i samråd med skatteministeren fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse efter stk. 4, herunder om straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 6. § 86, stk. 13, finder tilsvarende anvendelse.

§ 87. Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for kassen, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på mindst 74 og højst 962 timer. Hvis beløbet, der er udbetalt eller søgt udbetalt med urette, højst svarer til 5 gange dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47, træffer arbejdsløshedskassen dog afgørelse. Er medlemmet tidligere pålagt en sanktion for svig, kan direktøren bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen, hvis den seneste forseelse er begået mindre end 5 år efter den første administrative afgørelse i den tidligere sag. Et medlem, som slettes af kassen, kan genoptages som nyt medlem.

Stk. 2. Har et medlem gjort sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan kassen bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer.

Stk. 3. En effektiv karantæne indebærer, at retten til ydelser, jf. dog stk. 6, bortfalder for et antal timer, hvor der ellers ville være ret til ydelser fra kassen. Er karantænen ikke udstået senest 2 år fra dens ikrafttræden, bortfalder den.

Stk. 4. Finder kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i svig eller forsøg herpå, og er det efter stk. 1, 1. og 3. pkt., direktøren for Arbejdsdirektoratet, der skal træffe afgørelse, skal kassen forelægge sagen for direktøren for Arbejdsdirektoratet med indstilling om, hvilken afgørelse der skal træffes efter stk. 1. Kassen skal stille udbetalingen af ydelser fra kassen, jf. dog stk. 6, i bero i overensstemmelse med indstillingen.

Stk. 5. Bliver kassen bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at et medlem har gjort sig skyldig i en forseelse over for kassen, jf. stk. 1 og 2, skal kassen standse udbetalingen af ydelser til medlemmet, jf. dog stk. 6, fra konstateringstidspunktet.

Stk. 6. Godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er ikke omfattet af stk. 3-5.

Stk. 7. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan pålægge en kasse at indgive politianmeldelse mod et medlem, som har gjort sig skyldig i svig over for kassen.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelse af stk. 1-7.

§ 87 a. Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig i forbindelse med modtagelse af dagpenge efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne, jf. § 87, stk. 3, på mindst 74 og højst 962 timer. Hvis beløbet, der er udbetalt eller søgt udbetalt med urette, højst svarer til 5 gange dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47, træffer arbejdsløshedskassen dog afgørelse. Er medlemmet tidligere pålagt en sanktion for svig, kan direktøren bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen, hvis den seneste forseelse er begået mindre end 5 år efter den første administrative afgørelse i den tidligere sag. Et medlem, som slettes af kassen, kan genoptages som nyt medlem.

Stk. 2. Har et medlem gjort sig skyldig i anden forseelse i forbindelse med modtagelse af dagpenge som nævnt i stk. 1, kan kassen bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne, jf. § 87, stk. 3, på højst 37 timer.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelse af stk. 1 og 2.

Kapitel 14

Statens tilsyn med de anerkendte arbejdsløshedskasser, administration af forsikringssystemet m.v.

§ 88. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fører tilsyn med de anerkendte arbejdsløshedskasser. Tilsynet omfatter kassernes administration, økonomi, regnskaber og revision samt kassernes medlemmer. Direktøren er endvidere kasserne behjælpelig med oplysning og vejledning.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fører et særligt tilsyn med arbejdsløshedskassernes administration af reglerne om rådighed og selvforskyldt ledighed, jf. §§ 62, 63 og 63 a.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan som led i tilsynet ændre en arbejdsløshedskasses afgørelser om medlemmernes rettigheder og pligter efter denne lov eller pålægge kassen at træffe afgørelse om disse forhold. Kassens afgørelser kan ændres såvel til gunst som til ugunst for medlemmerne.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om kassernes administration, økonomi, regnskaber og revision samt om tilsynet efter stk. 1 og 2, herunder om arbejdsløshedskassernes pligter og om direktørens adgang til at udstede påbud til arbejdsløshedskasserne om ændring af deres administration.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om krav til kassernes IT-systemer og til beskrivelserne af kassernes forretningsgange.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte, på hvilken måde og inden for hvilke frister de nødvendige oplysninger til gennemførelse af tilsynet samt til fremskaffelse af oplysninger til statistik og analyse skal gives.

Stk. 7. Direktøren for Arbejdsdirektoratet afgiver to gange om året rapport om sin tilsynsvirksomhed til Tilsynsrådet, jf. § 92 a.

§ 89. Direktøren for Arbejdsdirektoratet har som led i tilsynet med arbejdsløshedskassernes økonomi, regnskaber og revision ret til at gøre sig bekendt med alle dokumenter og oplysninger m.v., der vedrører disse forhold.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan foretage regnskabs- og kasseeftersyn i kasserne.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om, under hvilke betingelser en kasse kan administreres af eller sammen med en faglig organisation, samt nærmere regler om administrationen.

§ 90. Når forholdene inden for en arbejdsløshedskasses område gør det påkrævet, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet give kassen påbud om at iværksætte særlige foranstaltninger med henblik på at forhindre misbrug af reglerne om dagpenge m.v.

§ 90 a. En arbejdsgiver har pligt til skriftligt, f.eks. på lønsedlen, at give et medlem oplysninger om arbejdstimer, udbetalt løn m.v. til brug for administrationen af forsikringssystemet.

Stk. 2. En arbejdsgiver har pligt til at påføre lønsedlen oplysninger om udbetaling af dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag fra det tidspunkt, hvor der første gang i et kalenderår foretages udbetaling til medlemmet. Det skal herefter fremgå af lønsedlen, hvor mange gange arbejdsgiveren har udbetalt dagpengegodtgørelse i kalenderåret. Hvis der ikke er udbetalt dagpengegodtgørelse, jf. § 84, skal arbejdsgiveren skriftligt oplyse om grunden hertil.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om bestemmelserne i stk. 1 og 2.

§ 90 b. Administrationen af forsikringssystemet skal i videst muligt omfang ske på grundlag af de oplysninger om løn, arbejdstid m.v., der fremgår af indkomstregisteret.

Stk. 2. Arbejdsdirektoratet kan til brug for administrationen af forsikringssystemet få terminaladgang til de nødvendige oplysninger i indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister § 7. Tilsvarende gælder for arbejdsløshedskasserne, dog kun for så vidt angår oplysninger om arbejdsløshedskassens egne medlemmer. Oplysningerne er undergivet tavshedspligt i arbejdsløshedskasserne. Straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder anvendelse.

Stk. 3. Arbejdsmarkedets Ankenævn kan til brug for behandlingen af konkrete klagesager og tvivlsspørgsmål om dagpengegodtgørelse efter denne lov få terminaladgang til de nødvendige oplysninger i indkomstregisteret.

§ 91. En arbejdsgiver skal på begæring afgive oplysninger til brug for administrationen af forsikringssystemet, herunder om

1) hvilke lønmodtagere han har beskæftiget i et nærmere angivet tidsrum og disses beskæftigelsesperioder inden for dette tidsrum,

2) hvorvidt han har beskæftiget bestemte medlemmer af en kasse inden for et nærmere angivet tidsrum,

3) hvilken løn der er udbetalt til bestemte medlemmer af en kasse inden for et nærmere angivet tidsrum,

4) årsagen til et medlems arbejdsophør og

5) udbetaling af dagpengegodtgørelse i henhold til § 84.

Stk. 2. De oplysninger, der er nævnt i stk. 1, kan indhentes af direktøren for Arbejdsdirektoratet og for så vidt angår egne medlemmer vedkommende arbejdsløshedskasse.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om administrationen af reglerne i stk. 1 og 2.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om, at de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, med angivelse af cpr-nummer, samt hvilken løn den pågældende får, skal registreres hver dag fra beskæftigelsens start. Registreringen kan være papirbaseret eller digital.

Stk. 5. Registreringen efter stk. 4 skal til enhver tid på begæring forevises Arbejdsdirektoratet til brug for administrationen af forsikringssystemet.

Stk. 6. Pensionskasser, livsforsikringsselskaber og pengeinstitutter skal på begæring af direktøren for Arbejdsdirektoratet give oplysninger om bestemte dagpenge-, overgangsydelses-, og efterlønsmodtageres pensionsforhold m.v. i det omfang, pensionskassen, livsforsikringsselskabet eller pengeinstituttet er i besiddelse af de ønskede oplysninger.

Stk. 7. Arbejdsmarkedets Ankenævn kan til brug for behandlingen af sager indhente oplysninger efter reglerne i stk. 1 og 6.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan til brug ved administrationen af denne lov indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser, herunder oplysninger om enkeltpersoners indkomstforhold i elektronisk form, bl.a. med henblik på registersamkøring i kontroløjemed. Oplysningerne kan videregives til en arbejdsløshedskasse for så vidt angår vedkommende arbejdsløshedskasses egne medlemmer. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger der kan videregives. Oplysningerne er undergivet tavshedspligt i arbejdsløshedskasserne. Straffelovens § 152 og §§ 152 c-f finder anvendelse.

Stk. 9. Reglerne i stk. 1, 2 og 6-8 finder anvendelse, i det omfang oplysningerne ikke kan indhentes fra indkomstregisteret, jf. § 90 b.

Stk. 10. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om, hvilket dokumentationsmateriale der skal foreligge i forbindelse med kassernes administration af bestemmelserne i denne lov. Der kan herunder fastsættes regler om, at udbetaling af dagpenge ikke må finde sted, forinden der er tilvejebragt den fornødne dokumentation.

§ 91 a. Hvis det skønnes nødvendigt for at indhente de i § 91, stk. 1, nævnte oplysninger, kan Arbejdsdirektoratet til enhver tid uden retskendelse foretage eftersyn i lokaler m.v. samt på arbejdssteder uden for virksomhedens lokaler, der benyttes af en virksomhed, og efterse virksomhedens registreringer om ansattes løn- og arbejdsforhold, uanset om disse oplysninger opbevares på papir eller på edb-medier. Materiale af betydning for videre kontrol skal efter anmodning udleveres eller indsendes til direktoratet. Direktoratet kan ikke uden retskendelse foretage eftersyn i private hjem.

Stk. 2. Direktoratet skal forevise legitimation, inden eftersynet begynder.

Stk. 3. Virksomhedens indehavere og ansatte skal være direktoratet behjælpelige ved eftersynet.

Stk. 4. Personer, der træffes i beskæftigelse ved eftersynet efter stk. 1, skal efter anmodning oplyse navn, adresse og fødselsdato, ansættelsesperiode og løn- og ansættelsesforhold, samt om de aktuelt modtager ydelser fra en arbejdsløshedskasse.

Stk. 5. Politiet yder direktoratet bistand. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 92. Beskæftigelsesrådet, der er nedsat efter lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, er rådgivende for direktøren for Arbejdsdirektoratet i spørgsmål om arbejdsløshedsforsikringen.

§ 92 a. Tilsynsrådet er rådgivende for ministeren i spørgsmål vedrørende Arbejdsdirektoratets tilsynsvirksomhed. Tilsynsrådet behandler direktøren for Arbejdsdirektoratets rapporter, jf. § 88, stk. 7, og følger i øvrigt tilsynsvirksomheden.

Stk. 2. Tilsynsrådet har 7 medlemmer. En formand og 1 medlem, der udpeges af beskæftigelsesministeren. Desuden udpeger beskæftigelsesministeren 1 medlem efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening, 1 medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, 1 medlem efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark, 1 medlem efter indstilling fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Akademikernes Centralorganisation og Ledernes Hovedorganisation og 1 medlem efter indstilling fra told- og skatteforvaltningen.

Stk. 3. Der tilforordnes rådet 1 repræsentant for Beskæftigelsesministeriet, 1 repræsentant for Finansministeriet, 1 repræsentant for Arbejdsdirektoratet og 1 repræsentant for Arbejdsmarkedsstyrelsen. De tilforordnede har ingen stemmeret.

Stk. 4. Medlemmerne, herunder formanden og de tilforordnede, udpeges for en 4-årig periode. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.

Stk. 5. Et medlem må ikke tillige være medlem af eller stedfortræder for et medlem af Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 6. Tilsynsrådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Kapitel 15

Andre bestemmelser

§ 93. Dokumenter, som oprettes mellem anerkendte arbejdsløshedskasser og deres medlemmer, er stempelfri, for så vidt de vedrører forsikringen. Det samme gælder arbejdsløshedskassernes vedtægter.

§ 94. Direktøren for Arbejdsdirektoratet, direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen og personalet i Arbejdsdirektoratet, i Arbejdsmarkedsstyrelsen og ved staten i jobcentrene må ikke være ansat i eller have lønnet hverv i en anerkendt arbejdsløshedskasse.

§ 94 a. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte regler om tavshedspligt for oplysninger i sager om ret til dagpenge til medlemmer, der nægter at medvirke til udvikling og produktion af krigsmateriel.

Stk. 2. Fastsættes der efter stk. 1 regler om tavshedspligt, finder straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 e tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler.

§ 95. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om ret til medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse og om ret til dagpenge, feriedagpenge og efterløn for personer, der har haft forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

§ 96. (Ophævet)

§ 97. (Ophævet)

Afsnit III a

Midlertidige aktiveringsordninger for ledige

Kapitel 15 a

§§ 97 a-97 c. (Ophævet)

Kapitel 15 b

§§ 97 d-97 k. (Ophævet)

Afsnit IV

Fælles bestemmelser

Kapitel 16

Klageadgang

§ 98. Klage over arbejdsløshedskassernes afgørelser efter denne lov kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for direktøren for Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen sendes til kassens hovedledelse, der skal vurdere sagen på ny. Fastholder kassens hovedledelse helt eller delvis afgørelsen, videresender denne klagen sammen med sagens akter til direktøren for Arbejdsdirektoratet. Nærmere regler udarbejdes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan se bort fra overskridelse af klagefristen i stk. 1, når der er særlig grund hertil. Direktøren for Arbejdsdirektoratets afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 99. Klage over direktøren for Arbejdsdirektoratets afgørelser om medlemmers rettigheder og pligter efter denne lov kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Det samme gælder direktørens afgørelser efter § 86, stk. 4, 1. og 2. pkt., og stk. 5, samt efter EF-forordninger om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer.

Stk. 2. Klagen sendes til direktøren for Arbejdsdirektoratet, der vurderer sagen på ny. Fastholder direktøren sin afgørelse helt eller delvis, sendes klagen til ankenævnet, og klageren underrettes samtidig herom. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Alle øvrige afgørelser, der træffes af direktøren for Arbejdsdirektoratet i henhold til denne lov, kan indbringes for beskæftigelsesministeren inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. dog stk. 4. Klagen sendes til direktøren for Arbejdsdirektoratet, der vurderer sagen på ny. Fastholder direktøren sin afgørelse helt eller delvis, sendes klagen til Beskæftigelsesministeriet, og klageren underrettes samtidig herom.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratets afgørelser i anledning af klage over en kasses sagsbehandling kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Ankenævnet og beskæftigelsesministeren kan se bort fra klagefristen i stk. 1 og 3, når der er særlig grund hertil.

§ 100. Arbejdsmarkedets Ankenævn behandler konkrete klagesager i det omfang, det er fastsat i lovgivningen. Ankenævnet behandler tvivlsspørgsmål om dagpengegodtgørelse, jf. § 84, stk. 7 og 8.

Stk. 2. Nævnet består af:

1) En formand, der ansættes af velfærdsministeren efter indstilling fra beskæftigelsesministeren. Formanden skal ved ansættelsen have bestået juridisk, statsvidenskabelig, økonomisk eller anden dermed ligestillet eksamen.

2) 1 medlem udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening.

3) 1 medlem udpeget af Landsorganisationen i Danmark.

4) 1 medlem udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med justitsministeren.

5) 1 medlem med særlig sagkundskab inden for arbejdsmarkedsuddannelserne udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med undervisningsministeren.

6) 1 medlem med særlig sagkundskab inden for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse udpeget af beskæftigelsesministeren efter forhandling med undervisningsministeren.

Stk. 3. Ved behandling af sager om arbejdsløshedsforsikring i medfør af denne lov og ydelser efter hidtil gældende lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, deltager foruden formanden de i stk. 2, nr. 2-4, nævnte medlemmer.

Stk. 4. Ved behandling af sager om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lov om arbejdsmarkedsuddannelser, og sager om erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser, jf. lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, deltager foruden formanden de i stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte medlemmer samt ét af de i nr. 5 og 6 nævnte medlemmer.

Stk. 5. Ved behandling af tvivlsspørgsmål, jf. § 84, stk. 7 og 8, deltager foruden formanden de i stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte medlemmer.

Stk. 6. Velfærdsministeren ansætter efter indstilling fra beskæftigelsesministeren en stedfortræder for formanden. Stedfortræderen skal ved ansættelsen opfylde betingelsen i stk. 2, nr. 1.

Stk. 7. Ankenævnets medlemmer og stedfortrædere for disse udpeges for 4 år ad gangen. Finder udpegning sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 8. Som medlemmer og stedfortrædere kan ikke udpeges personer, der tidligere i 2 perioder har været udpeget som medlemmer eller stedfortrædere. I særlige tilfælde kan genudpegning dog finde sted.

Stk. 9. Et medlem eller en stedfortræder må ikke tillige være medlem af, tilforordnet eller deltage i møder som særlig sagkyndig i Beskæftigelsesrådet, Uddannelsesrådet for Arbejdsmarkedsuddannelserne eller bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Uddannelses Finansiering.

Stk. 10. Skønner formanden, at en sag er egnet til at blive afgjort, uden at der afholdes møde, sender formanden indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.

Stk. 11. Sekretariatsbetjeningen af ankenævnet varetages af Ankestyrelsen.

Stk. 12. Ankenævnets forretningsorden fastsættes af beskæftigelsesministeren.

Kapitel 16 a

Oprettelse af registre

§ 100 a. Beskæftigelsesministeren opretter et eller flere registre, der føres ved hjælp af elektronisk databehandling.

Stk. 2. Registrene har til formål at danne grundlag for

1) gennemførelse af det tilsyn, som staten i henhold til kapitel 14 skal føre med de anerkendte arbejdsløshedskasser,

2) udarbejdelse af en arbejdsmarkedsstatistik og

3) arbejdsløshedskassernes administration af arbejdsmarkedslovgivningen.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for,

1) hvilke oplysninger kasserne og medlemmerne skal give til de i stk. 2 nævnte registre, og

2) på hvilken måde og inden for hvilke frister oplysningerne skal gives.

Kapitel 16 b

Digital kommunikation

§ 100 b. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om muligheden for digital kommunikation mellem medlemmet, arbejdsløshedskassen, Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Kapitel 16 c

Eftergivelse af skyldige beløb

§ 100 c. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive skyldige beløb omfattet af §§ 84, 85 b, 86 og 86 a efter reglerne i opkrævningsloven.

Kapitel 17

Straffebestemmelser

§ 101. Forsømmer en arbejdsgiver at opfylde de pligter, som påhviler ham efter § 91 eller § 91 a, straffes han med bøde.

Stk. 2. For overtrædelser efter stk. 1 kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 102. Forsømmer en arbejdsgiver sin pligt til at betale dagpengegodtgørelse efter § 84 eller de pligter, som påhviler ham efter § 90 a, straffes han med bøde.

Stk. 2. For overtrædelser efter stk. 1 kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 102 a. (Ophævet)

§ 103. (Ophævet)

Afsnit V

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

Kapitel 18

§ 104. Loven træder i kraft den 1. april 1970.

Stk. 2. Lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 172 af 28. april 1969, ophæves med den undtagelse, der følger af § 109, stk. 2.

Stk. 3. Lov nr. 249 af 13. juni 1968 om privat arbejdsanvisning m.v., bortset fra § 1, stk. 1, og § 7, stk. 3, ophæves. I § 1, stk. 1, ændres »arbejdsnævnet« til: »Landsarbejdsnævnet«.

Stk. 4. (Overgangsbestemmelse, udeladt)

§ 104 a. 7)Beskæftigelsesministeren fremsætter i 2015 forslag til revision af denne lovs § 74.

§ 105. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§§ 106-118. (Ophævet/udeladt)


Lov nr. 840 8)af 20. december 1989 indeholder i § 5 følgende bestemmelse:

§ 5

Stk. 1. Udpegning af Arbejdsmarkedets Ankenævns medlemmer og stedfortrædere efter bestemmelsen i § 1, nr. 5, sker første gang for en 4-årig periode begyndende den 1. april 1994, idet dog det af arbejdsministeren udpegede medlem med særlig sagkundskab inden for arbejdsmarkedsuddannelserne udpeges med virkning fra lovens ikrafttræden og indtil udgangen af marts måned 1994. De medlemmer og stedfortrædere af Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen, der efter de hidtil gældende regler er udpeget indtil den 31. marts 1994, vil kunne fortsætte som medlemmer og stedfortrædere i Arbejdsmarkedets Ankenævn indtil denne dato. Finder udpegning sted i løbet af denne periode, gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 2. Den i § 1, nr. 5, indeholdte bestemmelse, hvorefter der som medlemmer og stedfortrædere ikke kan udpeges personer, der tidligere i 2 perioder har været udpeget som medlemmer eller stedfortrædere, finder tilsvarende anvendelse for personer, der efter de hidtil gældende regler om Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen har været udpeget i sammenlagt 2 perioder.

Stk. 3. - - -


Lov nr. 1058 9)af 20. december 1995 indeholder i § 3 følgende bestemmelse:

§ 3

Stk. 1. - - -

Stk. 2. § 55, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 9, har virkning for medlemmer, der påbegynder en dagpengeperiode den 1. juli 1996 eller senere. Medlemmer, der senest påbegynder en dagpengeperiode den 30. juni 1996, kan modtage dagpenge efter § 51, jf. § 47 og § 70, således:

1) Frem til den 1. juli 1996 i op til sammenlagt 48 måneder inden for 60 måneder,

2) i perioden fra den 1. juli 1996 og frem til den 1. januar 1998 i op til sammenlagt 36 måneder inden for 48 måneder,

3) fra den 1. januar 1998 i sammenlagt 24 måneder inden for 36 måneder.

Hvis Arbejdsformidlingen ikke kan give et medlem, hvis dagpengeperiode udløber i perioden fra den 1. juli 1996 og frem til den 1. januar 1999, et tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik efter dagpengeperiodens udløb, kan der i denne periode udbetales dagpenge efter § 51, jf. § 47 og § 70, indtil et tilbud kan påbegyndes, eller medlemmet afslår dette.

Stk. 3. - - -

Stk. 4. For medlemmer, der under ledighed forud for den 4. oktober 1995 enten er påbegyndt orlov til uddannelse eller har indgivet ansøgning herom og påbegynder orloven senest den 31. januar 1996, medregnes orlovsperioden ikke i dagpengeperioderne efter § 55, stk. 1 og 2, jf. stk. 6. Det samme gælder perioder med godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed og elevstøtte efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

Stk. 5-6. - - -


Lov nr. 897 10)af 16. december 1998 indeholder i §§ 2 og 3 følgende bestemmelser:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1999.

§ 3

Stk. 1. - - -

Stk. 2. I perioden fra den 1. januar 1999 til og med den 31. december 2000 kan medlemmer i dagpengeperioden, jf. § 55, stk. 1, modtage dagpenge efter § 51, jf. §§ 47 og 70, således:

1) I perioden fra den 1. januar 1999 til og med den 31. december 1999 i sammenlagt 21 måneder inden for 33 måneder.

2) I perioden fra den 1. januar 2000 til og med den 31. december 2000 i sammenlagt 15 måneder inden for 27 måneder.

Stk. 3. § 1, nr. 12, 11)finder ikke anvendelse i forhold til medlemmer, der er fyldt 50 år før den 1. januar 1999.

Stk. 4. - - -

Stk. 5. Arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 a, som affattet ved § 1, nr. 14, har virkning for sygdomsperioder, der påbegyndes den 1. januar 1999 eller senere.


Lov nr. 276 12)af 12. maj 1999 indeholder i §§ 4 og 6 følgende bestemmelser:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1999, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2-4. - - -

§ 6

Stk. 1. For personer, som på grund af sygdom har meldt sig ud af en arbejdsløshedskasse før den 1. juli 1999, og som efterfølgende tilkendes eller er tilkendt bruttorevalideringsydelse efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik, og som efterfølgende optages i en arbejdsløshedskasse, fastsætter direktøren for Arbejdsdirektoratet nærmere regler om opfyldelsen af anciennitetskravene i lovens § 74 a, stk. 1, nr. 2 og 3.


Lov nr. 334 13)af 17. maj 2000 indeholder i § 2 følgende bestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2. § 46, stk. 2 og 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, har virkning for udbetalinger, der rettidigt kan finde sted den 1. juli 2000 eller senere.

Stk. 3. § 1, nr. 14, har virkning fra den 1. juli 1999.

Stk. 4. Reglerne om forrentning i § 86, stk. 3 og 7, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 16, har virkning for beløb, som er udbetalt den 1. juli 2000 eller senere.

Stk. 5. §§ 87 og 87 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 18 og 19, har virkning for alle sager om sanktion, hvor der ikke er truffet endelig administrativ afgørelse før den 1. juli 2000.


Lov nr. 1253 14)af 20. december 2000 indeholder i § 11 følgende bestemmelse:

§ 11

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2001.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. For medlemmer, der modtager voksenuddannelsesstøtte efter de hidtil gældende regler i lov om støtte til voksenuddannelse, jf. § 23 i lov om statens voksenuddannelsesstøtte, finder § 75 h i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fortsat anvendelse. Medlemmer, der modtager godtgørelse efter de hidtil gældende regler i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, og medlemmer, der modtager orlovsydelse til uddannelse efter lov om orlov, bevarer retten til at vælge i stedet for disse ydelser at få udbetalt optjente feriedagpenge under uddannelsesinstitutionens ferielukning og lign., jf. § 75 h, stk. 5.

Stk. 4. - - -


Lov nr. 434 15)af 10. juni 2002 indeholder i §§ 5 og 6 følgende bestemmelser:

§ 5

Loven træder i kraft 1. september 2002.

§ 6

Stk. 1. En arbejdsløshedskasse, der er anerkendt inden lovens ikrafttræden, og som har mindst 5.000 medlemmer, bevarer uanset § 37 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. sin anerkendelse indtil 31. december 2007, selv om kassen ikke opfylder kravet i § 1, nr. 3, om mindst 10.000 medlemmer.

Stk. 2. En arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, der er anerkendt inden lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 4, bevarer ved lovens ikrafttræden sin anerkendelse som en fagligt afgrænset kasse for lønmodtagere med kassens hidtil godkendte faglige område, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 32, stk. 1, nr. 1, litra a, og stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 3, i nærværende lov.

Stk. 3-4. - - -


Lov nr. 1035 16)af 17. december 2002 indeholder i § 5 følgende bestemmelse:

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2003.

Stk. 2. § 1, nr. 1, har virkning for medlemmer, der afslutter en uddannelse efter lovens ikrafttræden. § 1, nr. 2, har virkning for medlemmer, der får ret til dagpenge beregnet efter § 51, stk. 4, efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Ved opgørelse af forbrug af perioderne efter § 55, stk. 1 og 3, som affattet ved § 1, nr. 6, i denne lov, medregnes perioder før den 6. januar 2003 efter de hidtil gældende regler. Forbrug af perioder, der efter de hidtil gældende regler er opgjort i timer, omregnes til uger ved at dividere timetallet med 37 for fuldtidsforsikrede og med 30 for deltidsforsikrede medlemmer. Der rundes op til nærmeste antal hele uger. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler herom.

Stk. 4. Ophævelsen af den hidtil gældende § 55, stk. 3, jf. affattelsen af § 55 i § 1, nr. 6, i denne lov, har virkning for alle sager om bortfald af retten til dagpenge, hvor der ikke er truffet endelig administrativ afgørelse før lovens ikrafttræden.


Lov nr. 191 17)af 24. marts 2004 indeholder i § 4 følgende bestemmelse:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2004, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 1 og 4, og § 2, nr. 1, finder anvendelse ved den første ansættelse af formand og stedfortræder efter den 1. april 2004.


Lov nr. 304 18)af 2. maj 2005 indeholder i § 7 følgende bestemmelse:

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 9. maj 2005.

Stk. 2. - - -


Lov nr. 327 19)af 18. maj 2005 indeholder i § 13 følgende bestemmelse:

§ 13

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2005.

Stk. 2. Loven har virkning for personer, som bevidst unddrager sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse den 1. juli 2005 eller senere.

Stk. 3-4. - - -


Lov nr. 428 20)af 6. juni 2005 indeholder i § 125 følgende bestemmelse:

§ 125

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. § 69 træder dog tidligst i kraft på det eller de tidspunkter, som skatteministeren fastsætter som ikrafttrædelsestidspunkt for lov om beskatning af søfolk eller de relevante dele af den nævnte lov, jf. lovens § 17.

Stk. 2. Loven har virkning fra den 1. november 2005. § 70, nr. 1, og § 104 har dog virkning fra lovens ikrafttræden.

Stk. 3. - - -


Lov nr. 430 21)af 6. juni 2005 indeholder i § 70 følgende bestemmelse:

§ 70

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning fra den 1. november 2005, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Afgørelser om inddrivelse, der inden den 1. oktober 2005 er påklaget til de hidtidige administrative klageinstanser, overgår til behandling i Landsskatteretten den 1. januar 2006, hvis de hidtidige klageinstanser ikke har færdigbehandlet klagen inden denne dato.


Lov nr. 431 22)af 6. juni 2005 indeholder i § 85 følgende bestemmelse:

§ 85

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. november 2005, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. - - -


Lov nr. 523 23)af 24. juni 2005 indeholder i § 23 følgende bestemmelse:

§ 23

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2-6. - - -


Lov nr. 1384 24)af 21. december 2005 indeholder i § 2 følgende bestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2006.


Lov nr. 404 25)af 8. maj 2006 indeholder i § 23 følgende bestemmelse:

§ 23

Stk. 1. § 1 træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. §§ 2-6, § 7, nr. 2, §§ 8-13, § 17, nr. 24, §§ 18-21 og § 22, nr. 1, 2 og 4, træder i kraft den 1. juni 2006.

Stk. 3. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 7, nr. 1, § 14, § 15, § 16, § 17, nr. 1-23, og § 22, nr. 3. Herunder kan skatteministeren fastsætte forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for forskellige virksomheder m.v.


Lov nr. 1540 26)af 20. december 2006 indeholder i §§ 5 og 6 følgende bestemmelser:

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2-5 og § 6.

Stk. 2. § 1, nr. 23 og 24, træder i kraft den 1. juli 2007.

Stk. 3. § 1, nr. 8, og § 2, nr. 1 og 3, og § 3 træder i kraft den 1. januar 2008.

Stk. 4. § 74, stk. 2-4, og § 74 k i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, og denne lovs § 1, nr. 33, træder i kraft den 1. juli 2009.

Stk. 5. Tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 86, stk. 3, 4. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 29, fastsættes af beskæftigelsesministeren.

§ 6

Stk. 1. Et medlem bevarer retten til dagpenge efter § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, indtil det fyldte 60. år, hvis den pågældende

1) er fyldt 54 år før den 1. januar 2007,

2) ved udløbet af perioden efter § 55, stk. 1, er fyldt 55 år og

3) ved fortsat medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag kan opfylde anciennitetskravet for at gå på efterløn ved det fyldte 60. år.

Stk. 2. § 74 a, stk. 9, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, finder anvendelse i forhold til medlemmer, der modtager dagpenge efter stk. 1, og i forhold til de 60-årige, hvis dagpengeret er ophørt på grund af reglerne om den kortere dagpengeperiode for 60-årige efter den gældende lovs § 55, stk. 3, og som på grund af sygdom henover 60-års-dagen endnu ikke er overgået til efterløn.

Stk. 3. § 74 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, finder ikke anvendelse i forhold til medlemmer, der opfylder betingelserne for et efterlønsbevis inden lovens ikrafttræden.

Stk. 4. Sager om tilladelse til at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse inden for 400 timer pr. år efter § 74 g, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, hvor der ikke er truffet afgørelse i Arbejdsdirektoratet inden lovens ikrafttræden, sendes til arbejdsløshedskassen til afgørelse.

Stk. 5. Har en person, der er født efter den 31. december 1946 og inden den 1. januar 1949, efter den gældende bestemmelse i § 91, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats inden den 1. januar 2007 af staten i jobcenteret fået meddelt, at personen ikke har pligt til tilbud, har denne meddelelse virkning, indtil personen kan gå på efterløn ved det fyldte 60. år.


Lov nr. 176 27)af 27. februar 2007 indeholder i §§ 8 og 9 følgende bestemmelser:

§ 8

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. marts 2007, jf. dog stk. 2-7.

Stk. 2. § 1, nr. 26, 32, 38-41 og 43, § 3, nr. 10 og 11, og § 38 c i lov om aktiv socialpolitik som affattet ved denne lovs § 4, nr. 11, træder i kraft den 1. juni 2007.

Stk. 3. - - -

Stk. 4. § 1, nr. 10 og 36, § 3, nr. 3, § 4, nr. 1, § 38 e i lov om aktiv socialpolitik som affattet ved denne lovs § 4, nr. 11, § 5, nr. 6, og § 30 a, stk. 2 og 3, i integrationsloven som affattet ved denne lovs § 5, nr. 11, træder i kraft den 1. oktober 2007.

Stk. 5. § 4 b og § 4 c, stk. 1 og 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, § 1, nr. 21, 22, 27, 31, 37, 42 og 49, § 2, nr. 1, § 3, nr. 1, 2 og 14, § 38 d, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik som affattet ved denne lovs § 4, nr. 11, og § 4, nr. 17, samt § 5, stk. 3, i integrationsloven som affattet ved denne lovs § 5, nr. 1, og § 51 c, stk. 1, i integrationsloven som affattet ved denne lovs § 5, nr. 12, træder i kraft den 1. januar 2008.

Stk. 6-7. - - -

§ 9

Stk. 1-5. - - -

Stk. 6. § 63 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som affattet ved denne lovs § 3, nr. 12, får virkning for udeblivelser fra samtaler, der afholdes hos staten i jobcenteret eller arbejdsløshedskasserne efter lovens ikrafttræden. § 63 a får først virkning for udeblivelser fra samtaler, der afholdes hos andre aktører efter den 1. januar 2008.

Stk. 7. En karantæne for selvforskyldt ledighed, der er pålagt efter de hidtil gældende regler i § 63, stk. 4, 1. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. inden denne lovs ikrafttræden, har ingen betydning for en sanktion, der pålægges efter § 63 a, stk. 3, jf. stk. 2, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 12.

Stk. 8-9. - - -


Lov nr. 498 28)af 6. juni 2007 indeholder i § 2 følgende bestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2007.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 2, finder anvendelse på medlemmer, som fra og med ikrafttrædelsestidspunktet modtager støtte efter § 42 i lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn.


Lov nr. 1235 29)af 24. oktober 2007 indeholder i § 14 følgende bestemmelse:

§ 14

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende 30)og finder anvendelse fra og med indkomståret 2008, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2-6. - - -


Lov nr. 108 31)af 26. februar 2008 indeholder i § 3 følgende bestemmelse:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 32)

Stk. 2. § 1, nr. 3 og 7, har virkning for medlemmer, der den 1. januar 2008 eller senere fravælger at indbetale efterlønsbidrag med den konsekvens, at de ikke vil kunne opfylde anciennitetskravet for ret til efterløn efter § 74 a, stk. 4.


Lov nr. 481 33)af 17. juni 2008 indeholder i §§ 2 og 3 følgende bestemmelser:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den første mandag efter bekendtgørelsen i Lovtidende, 34)jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 1 og 3, har virkning fra den 14. april 2008, jf. dog stk. 3 og § 3.

Stk. 3. For medlemmer, som inden for de sidste 70 uger forud for den 14. april 2008 har modtaget nedsatte dagpenge efter de hidtil gældende regler efter § 60, stk. 1, og § 73, stk. 2, 1. pkt., og som ikke har opbrugt retten til nedsatte dagpenge, har § 1, nr. 1 og 3, dog virkning fra lovens ikrafttræden. Medlemmerne har fra lovens ikrafttræden inden for den nye referenceperiode på 104 uger ret til nedsatte dagpenge i det antal uger, som de ikke har opbrugt efter de hidtil gældende regler om 52 ugers ydelsesperiode.

§ 3

Stk. 1. Medlemmer, som inden lovens ikrafttræden har opbrugt retten til nedsatte dagpenge efter de hidtil gældende regler i § 60, stk. 1, og § 73, stk. 2, 1. pkt., skal for på ny at kunne modtage nedsatte dagpenge genoptjene ret hertil efter § 60, stk. 1, 2. pkt., og § 73, stk. 2, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1 og 3, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Fuldtidsforsikrede medlemmer, som har opbrugt retten til nedsatte dagpenge efter den hidtil gældende regel i § 60, stk. 1, men som herefter og inden lovens ikrafttræden har haft arbejde i ansættelsesforhold uden opsigelsesvarsel, bevarer frem til lovens ikrafttræden ret til nedsatte dagpenge efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Fuldtidsforsikrede medlemmer, som har opbrugt retten til nedsatte dagpenge efter den hidtil gældende regel i § 60, stk. 1, men som herefter og inden den 14. april 2008 har modtaget nedsatte dagpenge uden tidsbegrænsning i forbindelse med arbejde i ansættelsesforhold uden opsigelsesvarsel, har dog med virkning fra den 14. april 2008 ret til nedsatte dagpenge i sammenlagt 30 uger inden for den nye referenceperiode på 104 uger.


Lov nr. 482 35)af 17. juni 2008 indeholder i § 2 følgende bestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2008.

Beskæftigelsesministeriet, den 26. september 2008

Claus Hjort Frederiksen

/ Vibeke Dalbro

Officielle noter

1) Ved kongelig resolution af 27. november og 4. december 2001 er det bestemt, at betegnelsen for Arbejdsministeriet ændres til Beskæftigelsesministeriet. Forretningernes fordeling imellem ministerierne er bekendtgjort i bekendtgørelse nr. 1107 af 20. december 2001 om ændringer i ministeriernes forretninger.

2) De ændringer, som følger af § 1, nr. 15 og 33, i lov nr. 1540 af 20. december 2006, vedrørende lovens § 74, stk. 2-4, § 74 k og § 104 a, træder først i kraft den 1. juli 2009 men er indarbejdet i lovbekendtgørelsen, idet de er knyttet til lovens § 74, stk. 1, der trådte i kraft 1. januar 2007.

3) Den ændring, der følger af § 1, nr. 29, i lov nr. 1540 af 20. december 2006, og hvis ikrafttræden ifølge lovens § 5, stk. 5, fastsættes af beskæftigelsesministeren, er ikke indarbejdet i lovbekendtgørelsens tekst, idet beskæftigelsesministeren ikke har fastsat datoen for ændringens ikrafttræden. § 1, nr. 29, har følgende ordlyd: ”§ 1. I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005, som ændret bl.a. ved lov nr. 1384 af 21. december 2005 og senest ved § 2 i lov nr. 404 af 8. maj 2006, foretages følgende ændringer: 29. I § 86, stk. 3, indsættes som 4. pkt.: »Et tilbagebetalingsbeløb, der er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, forrentes efter lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.«”

4) Der henvises til note 2.

5) Der henvises til note 2.

6) Der henvises til note 3, vedrørende § 1, nr. 29, i lov nr. 1540 af 20. december 2006.

7) Der henvises til note 2.

8) Omhandler § 100 om Arbejdsmarkedets Ankenævn.

9) Omhandler forstærket ungdomsindsats, fremrykning af delperiode 2 (aktivperioden), overgangsydelse m.v.

10) Omhandler udvidet ungeindsats, afkortning af dagpengeperioden, fremrykning af aktivperioden m.v.

11) Omhandler ændring af adgangen til den forlængede dagpengeret fra 50 år til 55 år.

12) Omhandler fleksibel efterløn m.v.

13) Omhandler sanktioner, renter, tilbagebetaling m.v.

14) Omhandler konsekvensrettelser som følge af gennemførelsen af voksen- og efteruddannelsesreformen m.m.

15) Omhandler tværfaglige arbejdsløshedskasser.

16) Omhandler forenkling af dagpenge- og aktivperiode, rådighedsregler m.v.

17) Omhandler overførelse af sekretariaterne for Arbejdsmarkedets Ankenævn og Arbejdsmiljøklagenævnet til Ankestyrelsen.

18) Omhandler bekæmpelse af misbrug af sociale ydelser m.v.

19) Omhandler ophør af udbetaling af social pension og andre ydelser ved unddragelse af strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.

20) Omhandler konsekvensændringer som følge af kommunalreformen m.v.

21) Omhandler konsekvensændringer som følge af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer - samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet.

22) Omhandler forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler.

23) Omhandler konsekvensrettelser som følge af kommunalreformen.

24) Omhandler udvidet adgang til overflytning, supplerende dagpenge, forenkling m.v.

25) Omhandler konsekvensændringer som følge af lov om et indkomstregister.

26) Omhandler velfærdsreformen - forhøjelse af efterlønsalderen, mere fleksibel efterlønsordning, fortrydelsesordning, styrkede jobmuligheder for personer over 55 år m.v.

27) Omhandler velfærdsreformen - forstærket indsats for at nedbringe ledigheden m.v.

28) Omhandler dagpenge eller efterløn efter pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

29) Omhandler lavere skat på arbejde.

30) Skete den 25/10-2007 og trådte i kraft den 26/10-2007.

31) Omhandler justering af fortrydelsesordningen i efterlønsreglerne.

32) Skete den 28/2-2008 og trådte i kraft den 29/2-2008.

33) Omhandler begrænsning af retten til nedsatte dagpenge m.v.

34) Skete den 18/6-2008 og trådte i kraft den 23/6-2008.

35) Omhandler arbejdsgiveres betaling af dagpengegodtgørelse for 3. ledighedsdag.

Redaktionel note
  • www.adir.dk