Redaktionel note
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om lov om vandforsyning m.v.

 

(Vandforsyningsloven)

Hermed bekendtgøres lov nr. 299 af 8. juni 1978 om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985 med de ændringer, der følger af lov nr. 355 af 13. maj 1987 § 2, lov nr. 192 af 29. marts 1989 § 20, lov nr. 358 af 6. juni 1991 § 114, lov nr. 388 af 20. maj 1992 § 2, lov nr. 402 af 14. juni 1995 § 2, lov nr. 430 af 10. juni 1997, lov nr. 479 af 1. juli 1998 § 1 og lov nr. 1025 af 23. december 1998 § 1.

Kapitel 1

Lovens formål m.v.

§ 1. Loven har til formål at sikre

1)   at udnyttelsen og den dertil knyttede beskyttelse af vandforekomster sker efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering af de hensyn, der er nævnt i § 2,

2)   en samordning af den eksisterende vandforsyning med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af vandforekomsterne,

3)   en planmæssig udbygning og drift af en tilstrækkelig og kvalitetsmæssigt tilfredsstillende vandforsyning.

§ 2. Ved administrationen af loven skal der lægges vægt på vandforekomsternes omfang, på befolkningens og erhvervslivets behov for en tilstrækkelig og kvalitetsmæssigt tilfredsstillende vandforsyning, på miljøbeskyttelse og naturbeskyttelse, herunder bevarelse af omgivelsernes kvalitet, og på anvendelse af råstofforekomster.

§ 3. Ved grundvand forstås i denne lov vand, som gennem brønde, boringer eller kildevæld indvindes eller kan indvindes fra undergrunden.

Stk. 2. Ved overfladevand forstås vand i vandløb, herunder søer, damme, kanaler, rørlagte vandløb og drænledninger.

Stk. 3. Ved almene vandforsyningsanlæg forstås anlæg, som forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

§ 4. Såfremt en sag, der efter loven henhører under et amtsråd, berører vandforsyningsforholdene i en anden amtskommune, skal der forhandles mellem amtsrådene. Opnås der herefter ikke enighed mellem de to amtsråd, afgøres sagen af miljø- og energiministeren.

Stk. 2. Såfremt en sag, der efter loven henhører under en kommunalbestyrelse, berører vandforsyningsforholdene i en anden kommune, skal der forhandles mellem kommunalbestyrelserne. Opnås der herefter ikke enighed mellem de to kommunalbestyrelser, afgøres sagen af miljø- og energiministeren.

§ 5. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager kommunalbestyrelserne de opgaver og beføjelser, som ved loven er henlagt til amtsrådene.

§ 6. Miljø- og energiministeren kan efter forhandlinger med de kommunale organisationer fastsætte regler om, i hvilket omfang de beføjelser, der efter kapitel 4, 6 og 8 er henlagt til amtsrådet, kan udøves af kommunalbestyrelsen, når der foreligger vandforsyningsplaner vedtaget efter § 14 a.

§ 7. Miljø- og energiministeren kan i konkrete sager af vidtrækkende betydning bestemme, at en afgørelse skal træffes af ham eller af Miljøstyrelsen i stedet for af amtsrådet eller kommunalbestyrelsen.

§ 8. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes behandling af sager efter loven, herunder om de oplysninger, som ansøgninger skal indeholde, og om de vilkår, som tilladelser skal indeholde. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at myndigheder, grundejere og brugere skal inddrages i sagernes behandling.

§ 9. Sager, der efter loven henhører under en landvæsensret, behandles af landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner efter lov om landvæsensretter.

Stk. 2. Sager efter stk. 1 om hovedstadsområdets vandforsyning behandles dog i 1. instans af en særlig landvæsenskommission bestående af en formand og to landvæsenskommissærer. De to landvæsenskommissærer udmeldes for hver sag af formanden, således at den ene udmeldes blandt et antal landvæsenskommissærer, der udnævnes af miljø- og energiministeren efter indstilling fra Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd samt Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser i fællesskab, medens den anden udmeldes blandt kommissærer fra det område, som sagen navnlig vedrører. Det amtsråd eller den kommunalbestyrelse, som sagen navnlig vedrører, varetager for den særlige kommission de opgaver, som efter lov om landvæsensretter er henlagt til amtsrådet. I øvrigt finder lov om landvæsensretter tilsvarende anvendelse.

Kapitel 3

Kortlægning og planlægning

§ 10. Amtsrådet foretager med bistand fra kommunalbestyrelserne en kortlægning af vandressourcernes beliggenhed, størrelse, kvalitet og naturlige beskyttelse mod forurening samt de forureningstrusler, der kan påvirke vandressourcernes kvalitet, og gennemfører på grundlag heraf undersøgelser og beregninger af de vandmængder, der vil være til rådighed for vandindvinding.

Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig dårlig.

§ 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter

1)   en udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser,

2)   en udpegning af områder med drikkevandsinteresser,

3)   en udpegning af områder med begrænsede drikkevandsinteresser og

4)   en afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser og af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening de anses for følsomme over for,

5)   en afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af drikkevandsinteresserne (indsatsområder) og en prioritering af disse indsatsområder, samt

6)   en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af de i § 13 nævnte indsatsplaner.

Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som amtet udfører.

Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne udpeges i regionplanen.

§ 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget, industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.

§ 13. For hvert af de indsatsområder der er fastlagt i regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den prioritering, som er fastlagt i regionplanen.

Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af de pågældende vandressourcer.

Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over behovet for beskyttelse samt retningslinjer og tidsplan for myndighedernes indsats til opnåelse af denne beskyttelse.

§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at retningslinjerne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i § 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller indsatsplaner vedtaget efter § 13.

§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.

Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før 12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen. Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere retningslinjer udstedt af Miljø- og energiministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres spørgsmålet af ministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et amtsråd og en ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder indsatsplanen.

Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget, skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel underretning herom og om indholdet af planen.

§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13, i det omfang de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser. Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser de retningslinjer til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter § 13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har vedtaget efter § 13 a.

§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.

Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over ejendommen.

Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk. 1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har fordel af aftalen.

Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har fordel af aftalen.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen, afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke indgås.

Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.

§ 14. Kommunalbestyrelsen udarbejder planer for, hvorledes vandforsyningen skal tilrettelægges, herunder hvilke anlæg forsyningen skal bygge på og hvilke forsyningsområder de enkelte anlæg skal have. En vandforsyningsplan kan helt eller delvis udarbejdes i samarbejde med andre kommuner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan udarbejde delplaner samt ændringer og tillæg til planerne.

Stk. 3. Amtsrådet kan pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde delplaner samt ændringer og tillæg til planer.

Stk. 4. Amtsrådet kan fastsætte en frist for kommunalbestyrelsens udarbejdelse af planer efter stk. 1 samt for kommunalbestyrelsens udarbejdelse af delplaner og ændringer og tillæg til planer efter stk. 3.

§ 14 a. En vandforsyningsplan efter § 14 må ikke stride imod regionplanlægningen og forudsætninger fastsat efter § 16, stk. 2, eller mod en indsatsplan vedtaget efter § 13.

Stk. 2. Amtsrådet påser, at den kommunale vandforsyningsplan efter § 14 er i overensstemmelse med regionplanlægningen og forudsætninger nævnt i stk. 1, sammenholder planens indhold med vandressourceplanlægningen efter § 11 og indsatsplaner vedtaget efter § 13 og vurderer, om planen i øvrigt tilgodeser hensynet til beskyttelsen af vandområder og grundvandet.

Stk. 3. Fremsætter amtsrådet indsigelse efter stk. 2 inden for en nærmere af miljø- og energiministeren fastsat frist, kan kommunalbestyrelsen ikke vedtage planen endeligt, før der er opnået enighed mellem kommunalbestyrelsen og amtsrådet om de nødvendige ændringer af planen. Kan enighed ikke opnås, afgøres spørgsmålet af ministeren.

Stk. 4. Almene vandforsyningsanlæg må ikke anlægge vandledninger i strid med vandforsyningsplaner vedtaget efter stk. 2 og 3.

§ 15. Miljø- og energiministeren kan udarbejde landsplaner for vandindvinding, beskyttelse af vandressourcerne og vandforsyning, som skal lægges til grund ved behandling af sager efter denne lov.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at kortlægning og planlægning skal foretages af flere amtsråd i fællesskab.

§ 16. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme og fastsætte regler om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen efter §§ 11 og 14. Sådanne forudsætninger skal lægges til grund ved administrationen af denne lov.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.

Stk. 4. Opstår der uenighed om fordelingen af udgifter ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens planlægningsvirksomhed, afgøres spørgsmålet af ministeren.

§ 17. Amtsrådet skal mindst én gang i hver valgperiode offentliggøre en redegørelse for vandressourceplanlægningen efter § 11. Amtsrådet skal i denne forbindelse tilkendegive, hvilke mål amtsrådet vil søge at opnå gennem planlægningen, samt hvorledes målene agtes opfyldt.

Stk. 2. Efter udløbet af en frist for indsigelser på 8 uger fra offentliggørelsen kan amtsrådet vedtage de målsætninger m.v., der er tilkendegivet efter stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3. Ændringer i de vedtagne målsætninger m.v. efter stk. 1, 2. pkt., skal offentliggøres og vedtages efter reglerne i stk. 1 og 2.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for offentliggørelsen.

Kapitel 4

Vandindvinding og vandindvindingsanlæg

§ 18. Grundvand og overfladevand må ikke indvindes uden tilladelse.

Stk. 2. Enhver grundejer, hvis ejendom er beliggende uden for et alment vandforsyningsanlægs naturlige forsyningsområde, er, medmindre der må antages at være nærliggende fare for, at vandet ikke vil opfylde de fastsatte krav til kvaliteten af drikkevand eller i øvrigt vil blive sundhedsfarligt, berettiget til at indvinde grundvand på egen grund til brug i husholdning, jf. dog § 29.

Stk. 3. Endvidere kan bredejere uden tilladelse indvinde overfladevand til kreaturvanding.

§ 19. Kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse til indvinding af grundvand til:

1)   Anlæg med en årlig indvinding på højst 3000 m 3 , herunder dog ikke anlæg til vanding af landbrugsafgrøder. Tilladelse til anlæg, der højst forsyner 4 husstande med vand til brug i husholdning og almindeligt landbrug, kan kun nægtes, hvis det er praktisk muligt at skaffe ejendommen eller ejendommene en anden hensigtsmæssig vandforsyning på økonomisk rimelige vilkår, eller hvis der må antages at være nærliggende fare for, at kvaliteten af vandet i den ønskede vandforsyning ikke vil opfylde de fastsatte krav til kvaliteten af drikkevand eller i øvrigt vil blive sundhedsfarlig.

2)   Vandforsyningsanlæg for mindre bebyggelser på landet, for så vidt anlægget kan forsyne hele bebyggelsen, og indvindingen højst udgør 6000 m 3 årligt.

§ 20. Amtsrådet meddeler tilladelse til vandindvinding, der ikke omfattes af § 19.

§ 21. Vandindvindingsanlæg må ikke etableres eller på væsentlig måde udbedres eller ændres, før kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. §§ 19 og 20, har meddelt tilladelse hertil.

Stk. 2. En brønd eller boring kan dog uden tilladelse etableres inden for en afstand af 5 m fra det hidtidige indvindingssted samt udbedres eller ændres, når dette er nødvendigt for at opretholde en eksisterende vandforsyning. Anmeldelse herom skal indgives til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. §§ 19 og 20, inden arbejdet påbegyndes.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 2 kan kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. §§ 19 og 20, bestemme, at etablering, udbedring eller ændring af en brønd eller boring kun må ske, når der er meddelt tilladelse hertil efter stk. 1.

§ 22. Tilladelser til vandindvinding meddeles for et bestemt tidsrum, som højst kan være 30 år. Tilladelser til indvinding af vand til vanding af landbrugsafgrøder og til dambrug kan dog med hensyn til grundvand højst gives for et tidsrum af 15 år og med hensyn til overfladevand højst for et tidsrum af 10 år.

Stk. 2. Når en vandindvindingstilladelse bortfalder som følge af en tidsbegrænsning, skal en ny tilladelse meddeles i det omfang, der fortsat er behov for vandindvinding, medmindre samfundsmæssige hensyn, jf. §§ 1 og 2, er til hinder herfor.

Stk. 3. En tilladelse skal angive indvindingens mængde og formål og fastlægge omfanget af de undersøgelser og målinger, anlæggets ejer skal foretage for at skaffe grundlag for bedømmelsen af eventuelle skader på omgivelserne som følge af ændringer af grundvandsstanden, vandføringen i vandløb eller vandstanden i søer m.v.

Stk. 4. En tilladelse efter § 19, nr. 2, og § 20 til indvinding af grundvand skal angive en tilladelig vandspejlssænkning eller eventuelt en tilladelig vandmængde pr. time. For indvinding af overfladevand fastsættes en tilladelig vandmængde pr. time, og tilladelsen kan indeholde oplysning om den minimumsvandføring eller minimumsvandstand, som amtsrådet kan kræve opretholdt. Ved tilladelser til indvinding af overfladevand til dambrug skal der altid opretholdes en vandføring på mindst halvdelen af medianminimumsvandføringen i vandløbet.

§ 23. Ejeren af et vandindvindingsanlæg, der omfattes af § 20, er erstatningspligtig for skade, som voldes i bestående forhold ved forandring af grundvandsstanden under prøveboringer og prøvepumpninger og under anlæggets udførelse og drift. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, for så vidt skaden kan tilregnes den skadelidte selv eller er en følge af særlige forhold på skadelidtes ejendom, som han findes at burde bære risikoen for.

Stk. 2. Ejeren af et vandindvindingsanlæg, der omfattes af § 20, er endvidere erstatningspligtig for skade, som voldes i bestående forhold ved forandring af vandføringen i vandløb eller vandstanden i søer m.v. under anlæggets udførelse og drift, medmindre andet følger af andre retsregler. Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. I mangel af enighed afgøres erstatningsspørgsmål af landvæsensretten. Lov om offentlige veje §§ 63-64 finder tilsvarende anvendelse. Amtsrådet bestemmer, om vandindvindingsanlægget skal anses som rekvirent med hensyn til en erstatningssag, som indbringes for landvæsenskommissionen.

§ 24. Overlandvæsenskommissionen kan optage et endeligt afgjort erstatningsspørgsmål til fornyet bedømmelse, når der af ansøgeren er tilvejebragt en meget stor sandsynlighed for, at den tidligere sag uden ansøgerens fejl har foreligget urigtigt oplyst, og for, at der nu foreligger oplysninger, som vil medføre et væsentligt forskelligt resultat.

Kapitel 5

Anden indvinding og bortledning af vand

§ 25. Indvinding af vand til drikkevandsforsyning gennem afsaltning af havvand og levering af drikkevand fra udlandet må ikke ske uden tilladelse fra miljø- og energiministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om indvinding af havvand til andre formål.

Stk. 3. Levering af grundvand og overfladevand til udlandet må ikke ske uden tilladelse fra ministeren.

§ 26. Ved bygge- og anlægsarbejder, gravning af ler, grus, brunkul, kridt m.v. må bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden ikke ske uden tilladelse. Tilladelsen meddeles af kommunalbestyrelsen, såfremt bortledningen m.v. må antages højst at udgøre 6.000 m 3 årligt, og ellers af amtsrådet, jf. dog § 27.

Stk. 2. Tilladelse til bortledning er dog ikke nødvendig, når bortledningen må antages at blive af højst 2 års varighed, når bortledningen hvert af disse år må antages højst at omfatte 100.000 m 3 grundvand, og når der endvidere ikke inden for 300 m fra bortledningsanlægget findes anlæg til indvinding af grundvand, der efter deres art er omfattet af § 20. Bortledning kan endvidere foretages uden tilladelse, når der opstår mulighed for skade på bestående vej- og jernbaneanlæg.

Stk. 3. En tilladelse kan tilbagekaldes eller ændres uden erstatning, hvis de forudsætninger, som lå til grund for afgørelsen, viser sig urigtige eller ændres væsentligt.

Stk. 4. Sænkning af grundvandsstanden, der foretages i dyrkningsøjemed efter vandløbslovens regler, omfattes ikke af stk. 1-3.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-3 medfører ingen ændringer i de beføjelser, der i byggelovgivningen er tillagt bygningsmyndighederne.

§ 27. Bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, der foretages i forbindelse med statslige bygge- og anlægsarbejder, må kun ske efter forudgående forhandling med amtsrådet, jf. dog § 26, stk. 2. Opstår der mellem den statslige anlægsmyndighed og amtsrådet uenighed om, hvilke foranstaltninger der skal foretages af hensyn til vandforsyningsforholdene, afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren.

§ 28. Den, for hvis regning eller i hvis interesse bortledning m.v. foretages, er erstatningspligtig for skade, som voldes i bestående forhold ved forandring af grundvandsstanden, vandføringen i vandløb eller vandstanden i søer m.v. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, for så vidt skaden kan tilregnes den skadelidte selv eller er en følge af særlige forhold på skadelidtes ejendom, som han findes at burde bære risikoen for.

Stk. 2. I mangel af enighed afgøres erstatningsspørgsmålet af landvæsensretten. Lov om offentlige veje §§ 63-64 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. For anlæg, der omfattes af § 26, stk. 4, afgøres erstatningsspørgsmålet efter vandløbslovens regler.

Kapitel 6

Ændring i og bortfald af retten til vandindvinding

§ 29. Kommunalbestyrelsen kan for områder, hvor vandforsyningen ud fra en samlet vurdering ikke findes tilfredsstillende, udarbejde planer for og overslag over udgifterne ved udførelse af et alment vandforsyningsanlæg.

Stk. 2. Amtsrådet afgør herefter, om vandforsyningsanlægget skal gennemføres, i hvilket omfang bestående og fremtidig vandforsyning inden for området skal ske fra anlægget, på hvilke vilkår tilslutning til anlægget skal ske, og om anlægget skal gennemføres som kommunalt anlæg eller som andelsselskab eller interessentskab.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan udarbejde planer for og overslag over udgifterne ved en eller flere ejendommes tilslutning til et bestående alment vandforsyningsanlæg, hvis tilslutning findes ønskelig ud fra en samlet vurdering af forholdene i et område eller ud fra den enkelte ejendoms forhold. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse. Er taksterne for bidrag til vandforsyningsanlægget fastsat eller godkendt af kommunalbestyrelsen i medfør af § 53, stk. 1, skal betaling til vandforsyningsanlægget ske på grundlag af disse takster, medmindre amtsrådet finder, at der foreligger særlige forhold, som gør, at taksterne ikke med rimelighed kan anvendes.

Stk. 4. Amtsrådet kan på eget initiativ rejse spørgsmål om gennemførelsen af fælles vandforsyning som nævnt i stk. 2 og 3 og kan i den forbindelse pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde planer og overslag.

§ 30. Grundejere, der efter § 29 må ophøre med benyttelsen af egen vandforsyningsboring, har krav på erstatning for udgifterne ved tilslutningen til det fælles anlæg. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde under hensyn til anlæggets alder, eller hvis ejendommens hidtidige vandforsynings- og spildevandsforhold ikke var lovlige eller kvalitetsmæssigt tilfredsstillende. Erstatningen kan afkortes med den forøgelse i værdi, som tilslutningen til det fælles anlæg måtte tilføre ejendommen.

Stk. 2. I mangel af enighed afgør landvæsensretten, i hvilket omfang der skal betales erstatning, og i hvilket omfang erstatningen skal betales henholdsvis af kommunen og af de interesserede grundejere. Lov om offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.

§ 31. Såfremt en almen vandforsyning som nævnt i § 29 gennemføres, fordi det må forventes, at driften af et vandindvindingsanlæg eller en virksomhed helt eller delvis vil gribe ind i grundvandsforholdene for en bebyggelse, skal ejeren af vandindvindingsanlægget og virksomheden betale erstatning i form af tilskud til oprettelsen af den almene vandforsyning.

Stk. 2. I mangel af enighed afgør landvæsensretten, i hvilket omfang der skal betales tilskud. Lov om offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.

§ 32. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde indvindingstilladelsen til et privat alment vandforsyningsanlæg, når vægtige grunde taler for, at anlægget videreføres af kommunen, eller at forsyningen helt eller delvis overtages af et andet alment anlæg. Amtsrådet træffer bestemmelse om den fremtidige vandforsyning af de pågældende forbrugere, herunder om vilkårene for forsyningen. Bestemmelsen i § 29, stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Ejeren af vandforsyningsanlægget kan forlange, at det gøres til et vilkår for tilbagekaldelsen, at kommunen eller ejeren af det andet anlæg overtager anlægget med grund og ledningsnet efter § 37 i det omfang, ejeren ikke fremtidig kan udnytte de pågældende værdier på hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde indvindingstilladelsen til et vandforsyningsanlæg, når tilbagekaldelsen skønnes nødvendig for at imødekomme en ny ansøgning om indvindingstilladelse fra et offentligt alment vandforsyningsanlæg, der skønnes at have væsentlig større betydning for en hensigtsmæssig vandforsyning end det anlæg, hvis tilladelse der gøres indgreb i. Tilbagekaldelsen kan betinges af, at der skaffes anlæggets ejer tilladelse til vandindvinding andetsteds, eller at kommunen leverer vand. Vedrører den nye ansøgning indvinding af overfladevand, kan amtsrådet på samme måde gøre indgreb i andre rettigheder til benyttelse af overfladevand, for så vidt rettighederne ikke hviler på særlig adkomst.

Stk. 3. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde indvindingstilladelser, når væsentlige samfundsmæssige hensyn, jf. § 2, gør det nødvendigt, at indvindingstilladelser i et område ikke udnyttes eller kun udnyttes i begrænset omfang.

Stk. 4. Spørgsmålet om, i hvilket omfang der skal betales erstatning i anledning af ændringen eller tilbagekaldelsen, afgøres af landvæsensretten. Lov om offentlige veje §§ 63-64 finder tilsvarende anvendelse.

§ 33. Sker der væsentlig ændring i formålet med en vandindvinding, skal indehaveren af tilladelsen indbringe spørgsmålet om fortsat vandindvinding for den myndighed, der kan meddele tilladelse til den ændrede vandindvinding.

Stk. 2. En tilladelse til vandindvinding kan også udnyttes af fremtidige ejere af vedkommende ejendom, når formålet med vandindvindingen ikke ændres væsentligt. Overdragelse af en vandindvindingstilladelse, der tjener til almen vandforsyning, kræver dog ny tilladelse, medmindre overdragelse sker til det offentlige eller til et andelsselskab eller interessentskab af forbrugere.

§ 34. En tilladelse til vandindvinding kan ændres eller tilbagekaldes uden erstatning, hvis tilladelsen er givet på grundlag af urigtige oplysninger af væsentlig betydning, eller hvis vilkårene for tilladelsen tilsidesættes.

§ 35. En tilladelse til vandindvinding kan tilbagekaldes uden erstatning, når indvinding ikke er sket inden for et sammenhængende tidsrum af 5 år.

§ 36. Medfører bortfaldet af en tilladelse til indvinding, at en vandforsyningsbrønd eller -boring bliver overflødig, eller har ejendommen samtidig en anden vandforsyning, som i det væsentlige kan erstatte forsyningen fra brønden eller boringen, kan kommunalbestyrelsen eller amtsrådet påbyde, at brønden tilkastes eller boringen lukkes. Miljø- og energiministeren kan give regler om fremgangsmåden ved tilkastning og lukning.

Kapitel 7

Ekspropriation og aftaler om fast ejendom

§ 37. Til fordel for et offentligt vandforsyningsanlæg og for et privat alment vandforsyningsanlæg kan der, når almenvellet kræver det, og når der er givet tilladelse til anlægget, ved ekspropriation

1)   erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil,

2)   endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejernes rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme, herunder til at udføre prøveboringer og prøvepumpninger,

3)   endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre rettigheder over faste ejendomme,

4)   endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i eller foretages ophævelse af rettigheder til benyttelse af overfladevand, når benyttelsen hviler på særlig adkomst.

Stk. 2. Ved ekspropriation efter stk. 1, nr. 1, bortfalder alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde. Ved ekspropriation efter stk. 1, nr. 2, skal rettigheder over fast ejendom, der stiftes ved ekspropriationen, respekteres af indehaveren af alle rettigheder over ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.

§ 38. Til fordel for et privat ikke alment vandforsyningsanlæg kan der, når almenvellet kræver det, og der er givet tilladelse til anlægget, ved ekspropriation pålægges faste ejendomme rådighedsindskrænkninger med henblik på ledningsføring. Bestemmelsen i § 37, stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 39. Staten, amtskommunerne og kommunerne kan på fremmed grund lade foretage alle opmålinger, nivellementer, pejlinger og andre tekniske forarbejder og undersøgelser, som er nødvendige for udarbejdelsen af planer for vandforsyningsanlæg eller for beskyttelsen af vandet mod forurening. Bestemmelsen omfatter dog ikke boring efter vand.

Stk. 2. Samme ret tilkommer efter fornøden sikkerhedsstillelse og efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen private almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3. Mindst to uger forud skal der gives skriftlig meddelelse til ejere og brugere af vedkommende ejendom eller, hvis dette ikke er muligt, ske offentliggørelse i et eller flere af de lokale blade.

Stk. 4. De skader og ulemper, der forvoldes ved foranstaltningerne, skal erstattes, eventuelt i forbindelse med en efterfølgende ekspropriation. I mangel af enighed fastsættes erstatningen af landvæsensretten.

§ 40. Beslutningen om ekspropriation træffes af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at beslutning om ekspropriation træffes af amtsrådet efter forhandling med de berørte kommunalbestyrelser.

Stk. 3. Lov om offentlige veje §§ 47-49 finder tilsvarende anvendelse.

§ 41. Skal der til fordel for samme anlæg samtidig ske ekspropriation i flere amtskommuner, kan miljø- og energiministeren bestemme, at ekspropriationen skal ske efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

§ 42. Erstatning for ekspropriation fastsættes efter lovgivningens almindelige regler.

Stk. 2. For ekspropriationer efter § 40 finder lov om offentlige veje § 51, stk. 3-6, og §§ 63-64 tilsvarende anvendelse. I mangel af enighed fastsættes erstatningerne af landvæsensretten. Såfremt aftale om erstatningens størrelse ikke er opnået inden 8 uger efter, at beslutningen om ekspropriation er truffet, eller, hvis denne er påklaget, inden 4 uger efter den endelige afgørelse, påhviler det den, til hvis fordel ekspropriationen er sket, at indbringe erstatningsspørgsmålet for landvæsenskommissionen.

§ 43. Træffes der i stedet for ekspropriation en aftale om erhvervelse af ret over fast ejendom, kan aftalen tinglyses på vedkommende ejendom med prioritet forud for alle rettigheder i ejendommen.

Stk. 2. Med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb finder § 64 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.

§ 44. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, henholdsvis justitsministeren, kan fastsætte regler om fremgangsmåden ved matrikulære, henholdsvis tinglysningsmæssige, berigtigelser, der foranlediges af ekspropriationer, der er omfattet af denne lov, eller af aftaler efter § 43.

Kapitel 8

Forsyningspligt m.v.

§ 45. Almene vandforsyningsanlæg er forpligtet til på rimelige vilkår at overtage forsyningen af samtlige ejendomme inden for anlæggets naturlige forsyningsområde. Amtsrådet kan pålægge andre vandforsyningsanlæg, der allerede forsyner flere ejendomme, at forsyne yderligere ejendomme inden for samme bebyggelse.

Stk. 2. Uoverensstemmelser om omfanget af og vilkårene for forsyningspligten afgøres af amtsrådet. Bestemmelsen i § 29, stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til den planmæssige udbygning af vandforsyningen og en hensigtsmæssig anvendelse af de eksisterende vandforekomster, kan amtsrådet foretage ændringer i eller sammenlægning af forsyningsområder for almene vandforsyningsanlæg.

§ 46. Amtsrådet kan, hvis det skønnes nødvendigt, pålægge et kommunalt alment vandforsyningsanlæg leveringspligt til bestemte områder.

Stk. 2. Ved pålæg til en kommune om levering til områder uden for kommunen skal den leverende kommune i økonomisk henseende holdes skadesløs i alle forhold vedrørende leveringspligten, herunder for alle udgifter ved anskaffelse af de anlæg m.v., der er nødvendige for leveringen, og udgifterne i øvrigt ved fremskaffelse og levering af vandet, jf. § 52 a.

Stk. 3. Opstår der i forbindelse med levering af vand fra en kommunes vandforsyning til en anden kommunes vandforsyning uenighed om leveringsprisen, afgøres spørgsmålet af amtsrådet.

§ 47. Hvis det skønnes nødvendigt for at sikre en rimelig vandforsyning, kan amtsrådet pålægge udbygning af allerede eksisterende almene vandforsyningsanlæg og fastsætte vilkårene i denne forbindelse.

Stk. 2. Hvis et privat alment vandforsyningsanlæg ikke mener at kunne opfylde et pålæg om udbygning, kan det kræve sig overtaget af kommunen. Vilkårene for overtagelsen fastsættes i mangel af enighed af amtsrådet.

§ 48. Hvis det skønnes nødvendigt for at sikre en planmæssig udbygning af vandforsyningen og sikre en hensigtsmæssig anvendelse, kortlægning, overvågning og beskyttelse af de eksisterende vandforekomster til drikkevandsforsyning, kan amtsrådet efter forhandling med de berørte kommuner og vandforsyningsanlæg påbyde kommunalt samarbejde om vandforsyningen og påbyde samarbejde mellem kommunale og private almene vandforsyningsanlæg og mellem private almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 2. Vilkårene i forbindelse med samarbejdet fastsættes i mangel af enighed mellem parterne af amtsrådet efter forhandling med de berørte parter.

Stk. 3. Såfremt samarbejdet skal omfatte almene vandforsyningsanlæg i flere amtskommuner, afgøres sagen af amtsrådene i forening. Opnås der ikke enighed mellem amtsrådene, afgøres sagen af miljø- og energiministeren.

Kapitel 9

Forholdet mellem et alment vandforsyningsanlæg og forbrugerne

§ 49. Kan en ejendom forsynes med vand fra en forsyningsledning, som et alment vandforsyningsanlæg har ført forbi ejendommen, har ejendommens ejer ret til at få vand til almindelig brug indlagt i ejendommen.

§ 50. Vandindlæg i de enkelte ejendomme skal udføres og benyttes på en sådan måde, at der ikke opstår fare for forurening af vandet eller på anden måde voldes ulemper. Ejendommens ejer skal lade foretage de foranstaltninger, som anlægget i den anledning pålægger ham.

Stk. 2. Ejendommens ejer skal sørge for, at vandindlægget holdes forsvarligt ved lige, og at enhver mangel snarest bliver afhjulpet.

§ 51. Vand fra et alment vandforsyningsanlæg må, bortset fra brand eller andre nødstilfælde, ikke benyttes til andet formål eller i større mængder end tilladt af anlægget. Spild af vand ved mangelfuld lukning af vandhaner eller ved anden uforsvarlig adfærd skal undgås. Vand, der er forbrugt eller gået til spilde som nævnt ovenfor, kan forlanges betalt af ejendommens ejer, således at vandmængden om nødvendigt fastsættes efter anlæggets skøn.

Stk. 2. Den, der modtager vand fra et alment vandforsyningsanlæg, kan ikke forlange erstatning for svigtende levering som følge af utilfredsstillende trykforhold i forsyningsledninger, mangler ved anlægget og disses afhjælpning eller vedligeholdelsesarbejder vedrørende anlægget.

§ 52. Almene vandforsyningsanlæg kan, når anlæggets drift eller hensynet til vandforekomsterne skønnes at gøre det nødvendigt, træffe bestemmelse om indskrænkning af vandforbruget, herunder med hensyn til vanding af haver i tørkeperioder.

Stk. 2. Amtsrådet kan pålægge almene vandforsyningsanlæg at træffe sådan bestemmelse.

§ 52 a. Ved levering af vand fra et alment vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger, administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til nyinvesteringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af vandbesparende foranstaltninger samt deltagelse i vandværkssamarbejder og lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget. Der kan endvidere indregnes udgifter til dækning af gebyrer, jf. § 52 c.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand mellem almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af indskudskapital.

§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning, overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.

Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og vilkår.

§ 52 c. Amtsrådet kan fastsætte gebyrer til dækning af afholdte udgifter til

1)   kortlægning i områder med særlige drikkevandsinteresser og af indvindingsoplande til almene vandforsyningsanlæg uden for disse, til afgrænsning af hvilke typer forurening de er følsomme over for,

2)   udarbejdelse af indsatsplaner for områder, som amtsrådet har udpeget som indsatsområder,

3)   varetagelse af opgaver ved at oprette og lede et koordinationsforum, jf. § 12, og

4)   amtsrådets administration forbundet med opkrævning af gebyrer.

Stk. 2. Der kan opkræves et samlet gebyr til dækning af de udgifter, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Gebyrer fastsættes forholdsmæssigt i forhold til den tilladte indvindingsmængde meddelt efter § 20 for tilladelser meddelt til indvinding af grundvand. For tilladelser til indvinding af vand til brug i jordbrugs- og dambrugserhvervet samt til industriformål fastsættes gebyrer forholdsmæssigt i forhold til en tredjedel af den tilladte indvindingsmængde.

Stk. 4. For indvindinger af grundvand omfattet af § 20, men som ikke kræver tilladelse, jf. § 86, fastsættes gebyrer på baggrund af den beregnede gennemsnitlige indvinding.

Stk. 5. Gebyrer som nævnt i stk. 1 og 2 påhviler den, der har indvindingsretten og tilfalder amtsrådet.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der skal betales rente ved manglende eller for sen betaling af gebyrer opkrævet i henhold til denne lov. Sker betaling ikke rettidigt, skal der fra sidste rettidige indbetalingsdag for hver påbegyndt måned betales 1,3% i rente, dog mindst 50 kr.«.

§ 53. Kommunalbestyrelsen fastsætter anlægs- og driftsbidrag ved levering af vand fra den kommunale vandforsyning. Anlægs- og driftsbidrag til andre almene vandforsyningsanlæg skal godkendes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor vandet forbruges, efter indstilling fra anlæggets ejer. For private almene vandforsyningsanlæg kan kommunalbestyrelsen træffe bestemmelse om forhøjelse af visse former for bidrag, hvis forhøjelsen er en nødvendig følge af, at kommunalbestyrelsen har nægtet at godkende forhøjelsen af andre former for bidrag.

Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller § 52 b omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af miljø- og energiministeren.

Stk. 3. Når en ny forsyningsledning til kommunal vandforsyning etableres, kan der pålægges grundejere, til hvis ejendomme der kan leveres vand til almindelig brug, bidrag til ledningsanlægget og til eventuel stikledning og stophane. For andre almene vandforsyningsanlæg kan kommunalbestyrelsen godkende, at der pålægges sådanne bidrag.

Stk. 4. Ministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til at pålægge bidrag efter stk. 3, herunder om at grundejerne under nærmere betingelser kan opnå midlertidig fritagelse for betaling af bidrag.

Stk. 5. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indberetning vedrørende vandpriser.

§ 53 a. Kommunalbestyrelsen kan til fremme af en hensigtsmæssig vandforsyningsstruktur yde støtte til etablering, udbygning, hovedistandsættelse og sammenlægning af private almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan, når særlige forhold taler for det, yde støtte til driften af et privat alment vandforsyningsanlæg.

Stk. 3. Amtsrådet kan, når arbejdet tjener til at fremme væsentlige regionale interesser, yde støtte til etablering, udbygning, hovedistandsættelse og sammenlægning af almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 4. Støtte efter stk. 1-3 kan ydes på betingelser, herunder at vandforsyningsanlæggets takstsystem og regnskab tilrettelægges på en nærmere angivet måde.

§ 54. Bidrag efter § 53, stk. 1-3, til offentlige almene vandforsyningsanlæg og forskudsvis afholdte udgifter vedrørende en ejendoms vandindlæg påhviler den, der har tinglyst adkomst på vedkommende ejendom, jf. dog § 55, stk. 7, og beløbene har samme fortrinsret i ejendommen som offentlige skatter og afgifter. For beløbene er der udpantningsret.

§ 55. For ethvert alment vandforsyningsanlæg skal der udfærdiges et regulativ, som skal indeholde nærmere regler om retten til forsyning fra forsyningsledningerne, herunder om forbruget skal måles ved vandmålere, og om grundejernes forpligtigelser med hensyn til vandindlæg. Regulativet kan endvidere indeholde andre bestemmelser af almindelig betydning for vandforsyningen.

Stk. 2. For kommunale vandforsyningsanlæg udfærdiges regulativet af kommunalbestyrelsen. Regulativet skal stadfæstes af miljø- og energiministeren.

Stk. 3. For almene vandforsyningsanlæg, der forestås af staten, udfærdiges regulativet af vedkommende minister.

Stk. 4. For andre almene vandforsyningsanlæg skal regulativet udfærdiges af kommunalbestyrelsen efter forudgående forhandling med anlæggets ejer. Regulativet for anlæg, der ejes af et andelsselskab eller interessentskab, kan indeholde bestemmelser om forbrugernes medlemskab.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan udarbejde normalregulativer.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler om indførelse af vandmålere og betaling efter faktisk vandforbrug.

Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at betaling for vand efter målt forbrug skal ske direkte mellem forbruger og vandforsyning, uanset om forbrugeren er lejer, andelshaver eller ejer, hvor det er teknisk gennemførligt. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om depositum og om virkningerne af manglende betaling samt om hæftelse for bidrag, jf. § 53, stk. 1.

Kapitel 10

Tilsyn m.v.

§ 56. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om indretningen, placeringen og vedligeholdelsen af vandindvindingsanlæg, om forsyningsledninger og om vandindlæg.

§ 57. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med indretningen og driften af vandforsyningsanlæg.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om tilsynet, herunder om regelmæssigt tilsyn med visse grupper af vandforsyningsanlæg.

§ 58. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med indvundne vandmængder.

Stk. 2. Et vandindvindingsanlæg skal være forsynet med en anordning til måling af det indvundne vand. Den myndighed, som kan meddele tilladelse til vandindvindingsanlægget, kan til enhver tid bestemme måleanordningens art.

Stk. 3. Ejeren af et vandindvindingsanlæg skal regelmæssigt kontrollere indvindingen, og skal hvert år indberette årsindvindingen til kommunalbestyrelsen. Miljø- og energiministeren kan give regler om registrering af de indvundne vandmængder, herunder om gebyr til dækning af udgifterne ved registreringen.

Stk. 4. Ministeren kan bestemme, at visse anlæg skal være undtaget fra bestemmelserne i stk. 2 og 3.

§ 59. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om kvaliteten af grundvand og overfladevand, som anvendes eller skal anvendes til vandindvindingsformål.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, hvilke stoffer der må tilsættes vand, der anvendes til drikkevand, eller som kan komme i berøring med levnedsmidler.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om kvaliteten af drikkevand eller vand, som kan komme i berøring med levnedsmidler.

§ 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.

§ 60. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med kvaliteten af vandet i vandforsyningssystemer, herunder de i § 59 a nævnte overvågningsboringer.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om tilsynet, herunder om regelmæssige laboratorieundersøgelser.

Stk. 3. Udgifterne ved den regelmæssige kontrol af vandet i et vandforsyningssystem afholdes af ejeren af vandforsyningsanlægget. I tilfælde, hvor det må antages, at en virksomhed, der ligger inden for vandforsyningsanlæggets opland, medfører en særlig fare for forurening af vandet, kan kommunalbestyrelsen dog pålægge virksomheden at afholde udgifterne ved et udvidet tilsyn.

§ 61. I de planer for områdets dækning med laboratorieenheder, som amtsrådet udarbejder i henhold til lov om levnedsmidler m.m., optages på grundlag af forslag fra kommunalbestyrelserne bestemmelser om, i hvilket omfang disse laboratorieenheder skal varetage laboratorieopgaver vedrørende vandforsyningen til brug for kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes administration af opgaver efter denne lov.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan meddele private laboratorier autorisation til varetagelse af nærmere angivne laboratorieopgaver i henhold til denne lov. Laboratorier, der er autoriserede, skal benytte de takster, metoder og arbejdsforskrifter, der er fastsat af ministeren. Ministeren kan fastsætte regler for autorisationsordningen.

§ 62. Opfylder vandet i et vandforsyningssystem ikke de kvalitetskrav, som er fastsat, kan kommunalbestyrelsen give påbud om, at anlæggets drift skal ophøre midlertidigt eller for bestandigt, eller om andre forholdsregler, herunder at forbrugerne skal træffe sikkerhedsforanstaltninger. Tilsvarende gælder, hvis der efter kommunalbestyrelsens skøn er nærliggende fare for, at vandet i et vandforsyningsanlæg kan blive sundhedsfarligt.

Stk. 2. Er vandet sundhedsfarligt, skal kommunalbestyrelsen beslutte, om der bør træffes foranstaltninger efter stk. 1.

Stk. 3. I forbindelse med behandlingen af sager, der i øvrigt skal afgøres af amtsrådet, kan amtsrådet overtage kommunalbestyrelsens adgang til at give påbud efter stk. 1 og 2.

§ 63. Kommunalbestyrelsen underretter amtsrådet om resultaterne af tilsynet og om de foranstaltninger, tilsynet har givet anledning til.

Stk. 2. Amtsrådet kan pålægge kommunalbestyrelserne at tage spørgsmål vedrørende tilsyn med vandforsyning op til behandling og beslutning.

§ 64. Kommunalbestyrelsen, amtsrådet, Miljøstyrelsen eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget til at foretage undersøgelser, samt vedkommende embedslægeinstitution har uden retskendelse mod forevisning af legitimation adgang til offentlige og private ejendomme for at tilvejebringe oplysninger til brug for beslutninger i henhold til loven eller regler udfærdiget med hjemmel i loven.

Stk. 2. Politiet yder bistand hertil efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem miljøministeren og justitsministeren.

Kapitel 11

Forskellige bestemmelser

§ 65. Kommunalbestyrelsen påser, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen påser, at påbud og forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.

Stk. 3. Bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på et ulovligt forhold, skal den foranledige det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet betydning.

Stk. 4. Er et påbud eller forbud ikke efterkommet inden den fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen lade foranstaltningen udføre for den ansvarliges regning.

§ 66. Det påhviler den til enhver tid værende ejer af et privat alment vandforsyningsanlæg at berigtige et ulovligt forhold.

Stk. 2. Efterkommer ejeren ikke et af kommunalbestyrelsen meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges ham inden en fastsat tidsfrist under tvang af fortløbende bøder at berigtige forholdet.

Stk. 3. Når et ved dom meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold ikke efterkommes rettidigt, og inddrivelse af tvangsbøder ikke kan antages at føre til, at påbudet efterkommes, kan kommunalbestyrelsen foretage det nødvendige til forholdets berigtigelse på ejerens bekostning.

§ 67. Ejeren af vandforsyningsanlæg skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller Miljøstyrelsen give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vandforsyningen.

§ 68. (Ophævet).

§ 69. Den, der forestår udførelsen af en boring efter vand, skal inden 3 måneder efter udførelsen af boringen til Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse indsende meddelelse om boringens beliggenhed og dens indretning i hovedtræk, de forefundne jordlag, vandstanden, kopi af fysisk/ kemiske og mikrobiologiske undersøgelsesresultater og resultatet af afholdte prøvepumpninger samt prøver af de gennemborede jordlag.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan give regler for udførelse af boringer, herunder hvorledes undersøgelser og prøveudtagning efter stk. 1 skal foretages.

Stk. 3. Den, der erhvervsmæssigt udfører en grundvandsundersøgelse og udarbejder en redegørelse om undersøgelsen, skal inden 3 måneder efter afgivelsen af redegørelsen indsende et eksemplar med tilhørende bilag til det pågældende amtsråd, Danmarks   og Grønlands Geologiske Undersøgelse og Miljøstyrelsen.

§ 69 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal give meddelelse, hvis en indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om årsagen hertil.

§ 70. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at amtsrådet skal føre register over de indvindingstilladelser, som er meddelt inden for amtskommunen af en landvæsensret, amtsrådet eller en kommunalbestyrelse.

§ 71. Enhver, der har retlig interesse heri, har adgang til at gøre sig bekendt med de undersøgelser og målinger, som er udført af vandforsyningsanlæg til bedømmelse af anlæggets indvirkning på grundvandsstanden, vandføringen i vandløb eller vandstanden i søer m.v.

Kapitel 12

Afgørelser i vandforsyningssager

§ 72. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser meddeles skriftligt til den pågældende. Når særlige grunde foreligger, kan påbud og forbud foreløbigt meddeles mundtligt.

Stk. 2. Underretning om afgørelsen meddeles samtidig skriftligt til embedslægeinstitutionen og andre berørte myndigheder. Endvidere underrettes skriftligt privatpersoner, som må antages at have en individuel, væsentlig interesse i at få kundskab om beslutningen, samt organisationer, som må antages at være klageberettigede efter § 80, stk. 2. Underretning til de nævnte privatpersoner og organisationer kan eventuelt finde sted ved offentlig annoncering.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2, 3. pkt., skal organisationer, som må antages at være klageberettiget efter § 80, stk. 2, have skriftlig underretning om amtsrådets afgørelser.

Stk. 4. Såfremt afgørelsen strider mod de af amtsrådet vedtagne målsætninger m.v., jf. § 17, stk. 1, 2. pkt., skal afgørelsen indeholde oplysninger om dette.

§ 73. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser skal indeholde oplysning om klagemyndighed og klagefrist.

Stk. 2. Omfatter afgørelsen et påbud eller forbud, skal der være fastsat en frist for afgørelsens efterkommelse. I de tilfælde, hvor øjeblikkelig indgriben er nødvendig, kan det dog bestemmes, at afgørelsen skal efterkommes straks.

§ 74. Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud, skal adressaten for disse beslutninger skriftligt underrettes om sagen og gøres bekendt med sin adgang til aktindsigt og til at udtale sig efter lov om offentlighed i forvaltningen. Adressaten bør i denne forbindelse opfordres til at bidrage med oplysninger, der kan belyse omkostninger, fordele og ulemper ved beslutningen.

Stk. 2. Underretning som nævnt i stk. 1 kan undlades, hvis øjeblikkelig afgørelse er påkrævet, eller hvis underretning må anses for åbenbart unødvendig.

§ 74 a. Bestemmelserne i § 73, stk. 2, og § 74, stk. 1, finder ikke anvendelse på meddelelse om standsning af virksomhed, som er påbegyndt uden fornøden tilladelse, eller meddelelse om at efterkomme en tidligere truffet afgørelse.

§ 74 b. Miljø- og energiministeren kan på eget initiativ tage en afgørelse, der er truffet af kommunalbestyrelsen eller et amtsråd, op til nærmere underrsøgelse og afgørelse. Det samme gælder for afgørelser, der er truffet af Miljøstyrelsen, og som ikke kan påklages til Miljøklagenævnet, jf. § 81. Ministeren kan bestemme, at en afgørelse, som i øvrigt skulle have været truffet af Miljøstyrelsen efter § 75, træffes af ministeren.

Kapitel 13

Klage

§ 75. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser kan påklages til Miljøstyrelsen, jf. dog § 76.

§ 76. Følgende afgørelser kan dog ikke indbringes for højere administrativ myndighed:

1)   Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel 3.

2)   Fastsættelse af leveringsvilkår efter § 29 og § 45, stk. 2.

3)   Afgørelser om sløjfning af vandforsyningsanlæg efter § 36.

4)   Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel 9, bortset fra kommunalbestyrelsernes afgørelser efter § 55, stk. 2 og 4.

§ 77. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. I tilfælde, hvor offentlig annoncering har fundet sted, regnes klagefristen fra offentliggørelsen, uanset tidspunktet for eventuel individuel underretning, jf. § 72.

§ 78. En klage har opsættende virkning for et påbud eller forbud, indtil klagemyndighedens afgørelse foreligger eller klagemyndigheden bestemmer andet.

Stk. 2. Den myndighed, der træffer afgørelse om påbud eller forbud, kan dog, når særlige grunde taler herfor, samtidig med påbudet eller forbudet bestemme, at dette skal efterkommes uanset klage. Uanset om denne beslutning påklages, skal påbudet eller forbudet efterkommes, indtil klagemyndigheden bestemmer andet.

Stk. 3. Såfremt udnyttelsen af en tilladelse forudsætter udførelse af bygge- og anlægsarbejder, må sådanne arbejder ikke påbegyndes før klagefristens udløb. Hvis tilladelsen er påklaget før klagefristens udløb, må bygge- og anlægsarbejder ikke påbegyndes, før klagemyndighedens afgørelse foreligger, jf. dog stk. 4 og 5. Den myndighed, som har truffet afgørelsen, skal straks give den, der har fået tilladelsen, underretning om, at afgørelsen er påklaget.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 3 kan klagemyndigheden under behandlingen af en klagesag, når særlige omstændigheder taler herfor, og såfremt det i øvrigt skønnes ubetænkeligt, på begæring meddele tilladelse til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder. Klagemyndighedens afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at stk. 3 og 4 ikke finder anvendelse på visse arter af bygge- og anlægsarbejder.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 4 og 5 indebærer ingen begrænsning i klagemyndighedens adgang til at ændre eller ophæve en påklaget tilladelse.

§ 79. Klage indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Denne sender klagen til klagemyndigheden ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

§ 80. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser kan påklages af

1)   afgørelsens adressat,

2)   embedslægeinstitutionen og

3)   enhver, der må antages at have individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.

Stk. 2. Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Forbrugerrådet kan påklage afgørelser efter § 20 om tilladelse til vandindvinding, afgørelser efter § 21, jf. § 20, om tilladelse til vandindvindingsanlæg og afgørelser efter § 32 om tilbagekaldelse af vandindvindingstilladelser.

Stk. 3. Amtsrådet kan påklage kommunalbestyrelsens afgørelser. Kommunalbestyrelsen kan påklage amtsrådets afgørelser.

§ 81. Til Miljøklagenævnet kan påklages følgende afgørelser fra Miljøstyrelsen og miljø- og energiministeren:

1)   Afgørelser efter § 20 om tilladelse til vandindvinding, som i det væsentlige tjener til vandforsyning af en erhvervsvirksomhed.

2)   Afgørelser efter § 21, jf. § 20, om tilladelse til vandindvindingsanlæg for indvindinger, der omfattes af nr. 1.

3)   Afgørelser efter § 29 og § 32, stk. 2 og 3, om ændring eller tilbagekaldelse af vandindvindingstilladelse, der omfattes af nr. 1.

§ 82. Klage indgives til Miljøklagenævnet.

Stk. 2. Klagefristen til Miljøklagenævnet er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 3. En klage har opsættende virkning for et påbud eller forbud, medmindre nævnet bestemmer andet.

§ 83. Klage til Miljøklagenævnet kan indgives af

1)   afgørelsens adressat,

2)   enhver, der må antages at have en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald, og

3)   amtsrådet eller kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Organisationer, der er klageberettigede efter § 80, stk. 2, har i sager efter § 81 samme klageadgang som til Miljøstyrelsen.

Kapitel 14

Straffebestemmelser og ikrafttræden

§ 84. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1)   overtræder §§ 14 a, stk. 4, § 18, stk. 1, § 26, stk. 1, § 33, stk. 1, § 50, § 51, stk. 1, eller § 78, stk. 3, 1. og 2. pkt.,

2)   undlader at indhente tilladelse efter § 21 eller § 25, stk. 1 og 3,

3)   tilsidesætter vilkår for en tilladelse efter loven,

4)   undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold, eller påbud eller forbud, som omfattes af § 87,

5)   undlader at meddele oplysninger efter § 58, stk. 3, § 67 eller § 69, stk. 1 og 3,

6)   modvirker adgang til en ejendom i strid med § 39 eller § 64,

7)   forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter § 39.

Stk. 2. I regler, der udfærdiges eller stadfæstes af miljø- og energiministeren i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 3. Er en af de i stk. 1 og 2 nævnte lovovertrædelser begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges virksomheden som sådan bødeansvar.

§ 85. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af miljøministeren.

Stk. 2. Fra lovens ikrafttræden ophæves lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 524 af 26. september 1973 som ændret ved lov nr. 288 af 26. juni 1975 og lov nr. 545 af 17. november 1976. 1)

§ 86. Vandindvindingsrettigheder, der er givet eller fastsat i medfør af lov nr. 54 af 31. marts 1926 om vandforsyningsanlæg eller lov nr. 169 af 18. april 1969 om vandforsyning, jf. lov nr. 373 af 13. juni 1973, er fortsat gyldige. Det samme gælder vandindvindingsrettigheder, der er givet i medfør af vandløbslovgivningen.

Stk. 2. Vandindvinding, der foregår ved lovens ikrafttræden, og hvortil der efter den hidtidige lovgivning ikke har været krævet tilladelse, er fortsat lovlig. For anlæg, som efter deres art omfattes af § 19, er det dog en forudsætning, at grænserne i § 19 på 3000 eller 6000 m 3 vand årligt ikke overskrides. For andre anlæg er det en forudsætning, at indvindingens omfang ikke forøges væsentligt.

Stk. 3. Bortledning m.v. af grundvand, der ville kræve tilladelse efter loven, er lovlig uden sådan tilladelse, hvis det pågældende anlæg er påbegyndt inden lovens ikrafttræden. Såfremt der ved sådanne anlæg fremkommer eller er udsigt til skader som følge af en ændring af grundvandsstanden, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om afhjælpende foranstaltninger.

Stk. 4. Rettigheder efter stk. 1-3 gælder, for så vidt de ikke i forvejen er yderligere begrænset, kun for et tidsrum af 30 år fra lovens ikrafttræden. For rettigheder til indvinding af vand til vanding af landbrugsafgrøder og til dambrug er gyldighedsperioden dog med hensyn til grundvand højst 15 år og med hensyn til overfladevand højst 10 år efter lovens ikrafttræden. For dambrug, der er oprettet før 1. oktober 1974, er gyldighedsperioden med hensyn til overfladevand dog 25 år.

Stk. 5. Bestemmelserne i lovens § 26, stk. 3, og §§ 29-36 og 46-68 finder tilsvarende anvendelse på rettigheder efter stk. 1-3.

§ 87. Påbud, forbud, forlig og andre overenskomster, der er lovligt givet eller indgået efter den tidligere lovgivning, bevarer deres gyldighed.

Stk. 2. Aftaler truffet i henhold til lov af 30. november 1857 angående staden Københavns og dens grunds forsyning med vand fra de nye vandværker, jf. lov nr. 14 af 28. januar 1876, bevarer deres gyldighed, medmindre andet følger af vandforsyningsanlæggets regulativ.

§ 88. Bestemmelserne i § 10, 1. pkt., i lov af 30. november 1857 angående staden Københavns og dens grunds forsyning med vand fra de nye vandværker, §§ 2-4 i lov af 30. november 1857 om beskyttelse af de til Københavns vandvæsen henhørende værker, anlæg og beholdere m.v. og §§ 1-3 i lov nr. 60 af 24. april 1896 om beskyttelse af vandforsyningsanlæg er fortsat gældende for de ledninger, værker m.v., som bestod den 1. april 1970, og som da var omfattet af disse love.

§ 89. Hvis en landvæsensret ved lovens ikrafttræden behandler en sag om tilladelse til indvinding af overfladevand til vanding eller dambrug, færdigbehandler retten sagen efter de hidtil gældende regler. Det samme gælder sager, der er afgjort af en landvæsenskommission før lovens ikrafttræden, men som ankes efter dette tidspunkt.

Stk. 2. Sager, der i medfør af stk. 1, 1. pkt., afgøres af en landvæsenskommission efter lovens ikrafttræden, kan i overensstemmelse med de hidtil gældende regler indankes for en overlandvæsenskommission.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at behandlingen af enkelte af de i stk. 1 og 2 nævnte sager eller grupper af sådanne skal overgå til ham, Miljøstyrelsen, hovedstadsrådet eller amtsrådet.

§ 89 a. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.

§ 90. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

 

Lov nr. 255 af 6. juni 1985 om ændring af lov om vandforsyning m.v., der angår §§ 14, 17, 29, 32, 37, 38, 45, 53, 53 a, 62, 72, 73, 74, 74 b, 75, 76, 77, 80, 81, 83 og 84, indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1985.

§ 3

Stk. 1. Sager, der inden den 1. juli 1985 er indbragt for miljø- og energiministeren efter § 75, stk. 2, i lov nr. 299 af 8. juni 1978 om vandforsyning m.v., færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 2. Afgørelser, der er omfattet af vandforsyningslovens § 76, nr. 1 eller 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 18, og som er meddelt inden den 1. juli 1985, kan påklages til Miljøstyrelsen efter vandforsyningslovens § 75.

 

Lov nr. 355 af 13. maj 1987 om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove § 2 angår § 6, § 10, § 11, § 13, § 14, stk. 3-4, § 14 a, § 16, § 17, § 72, stk. 3 og 4, § 80, stk. 2 og § 84, stk. 1, nr. 1 har følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 7

Miljøministeren fastsætter bestemmelser om lovens ikrafttræden. 2)

 

Lov nr. 192 af 29. marts 1989 om ændring af forskellige love i forbindelse med nedlæggelse af Hovedstadsrådet § 20 angår § 5, § 7, § 9, stk. 2, § 12, § 80, stk. 1 og 3 og § 83 stk. 1 har følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§32

Loven træder i kraft den 1. januar 1990. § 10 træder dog i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

 

Lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse § 114 angår § 74 b, § 81, § 82 og § 83 har følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 112

Loven træder i kraft den 1. januar 1992. § 53 træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

 

Lov nr. 388 af 20. maj 1992 om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. § 2 angår § 55, stk. 6 har følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 1992 og finder anvendelse på alle betalingsvedtægter fra den 1. januar 1993.

 

Lov nr. 402 af 14. juni 1995 om ændring af vandløbsloven og vandforsyningsloven § 2 angår § 22, stk. 4, 3. pkt. har følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 1995.

 

Lov nr. 430 af 10. juni 1997 om ændring af lov om vandforsyning m.v. (etablering af direkte kundeforhold mellem forbruger og vandforsyning) angår § 54 og § 55, stk. 7 har følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. 3)

 

Lov nr. 479 af 1. juli 1998 om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning (Beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning § 1 angår § 1, nr. 1, § 10, §§ 11- 13d, § 14 a, § 15, stk. 1, § 16, stk. 1 og stk. 3, § 46, stk. 2, § 48, stk. 1 og stk. 2, § 52 a, § 52 b, § 53, § 54, § 59 a, § 60, stk. 1, § 69 a, § 76, nr. 1 og § 89 a har følgende ikrafttrædelsesbestemmelse. 4)

§ 4

Loven træder i kraft den 1. august 1998.

 

Lov nr. 1025 af 23. december 1998 om ændring af lov om vandforsyning m.v. (gebyrer) § 1 angår § 52 a, stk. 1 og § 52 c.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. februar 1999.

Miljø- og Energiministeriet, den 26. februar 1999

Svend Auken

/Jesper Hermansen

Officielle noter

1) Loven trådte i kraft den 1. januar 1980

2) Loven trådte i kraft den 1. januar 1989, jf. bekendtgørelse nr. 857 af 14. december 1988

3) Loven blev bekendtgjort i Lovtidende den 11. juni 1997

4) Indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand imod forurening forårsaget af nitrater fra landbruget.

Redaktionel note
  • Ifølge rettelseslisten til Lovtidende A, 1999: I titlen rettes "om lov om" til "af lov om".