Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om uddannelsesprogrammer i den lægelige videreuddannelse

1. Indledning

Ifølge § 3 i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1256 af 25. oktober 2007 om lægers kliniske basisuddannelse samt §§ 3 og 4 i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1257 af 25. oktober 2007 om uddannelse af speciallæger sikrer Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse, at der foreligger godkendte uddannelsesprogrammer på alle afdelinger, som indgår i lægers videreuddannelse.

1.1 Uddannelsesprogram

Uddannelsesprogrammet er en beskrivelse af de kompetencer, der skal erhverves i det enkelte element af uddannelsesforløbet, dvs. en konkretisering af målbeskrivelsen, således at det fremgår i hvilket element af uddannelsesforløbet den enkelte kompetence skal opnås.

Uddannelsesprogrammet indeholder tillige en beskrivelse af uddannelsesstedet og af lærings- og evalueringsmetoder. I uddannelsesprogrammet angives også hvilke kurser og fokuserede ophold, der skal gennemføres i hvert uddannelseselement.

Et uddannelsesprogram i den lægelige videreuddannelse dækker et af følgende tre typer af uddannelsesforløb: Den kliniske basisuddannelse, introduktionsuddannelsen og hoveduddannelsen i et lægeligt speciale.

For hvert uddannelsesforløb sikrer Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse, i samarbejde med deres faglige rådgivere og ansættelsesstedet, at der udarbejdes et uddannelsesprogram og godkender dette.

Uddannelsesprogrammet vil som hovedregel indeholde flere afdelingers bidrag til uddannelsesforløbet og skal samlet indeholde alle kompetencer, der er angivet i målbeskrivelsen for det pågældende uddannelsesforløb.

1.2 Uddannelsesplan

Ansættelsesstedet og den uddannelsessøgende læge udarbejder inden for rammerne fastsat i uddannelsesprogrammet en individuel uddannelsesplan. Det fremgår af uddannelsesplanen hvornår og hvordan kompetencerne i målbeskrivelsen erhverves på det enkelte uddannelsessted jf. Sundhedsstyrelsens vejledning ”Kompetencevurdering i den lægelige videreuddannelse”.

2. Udarbejdelse af uddannelsesprogram

Et godkendt uddannelsesprogram skal altid foreligge før den uddannelsessøgende læge påbegynder et uddannelsesforløb. I uddannelsesprogrammet medtages punkterne nedenfor.

2.1 Indledning

Uddannelsesprogrammet skal indledes med en kort præsentation af uddannelsen og specialet. Endvidere skal det indeholde præsentation af type af uddannelsesforløb samt overordnet formål med forløbet, herunder introduktion til målbeskrivelsen med tilhørende kompetencer.

2.2 Præsentation af uddannelsesforløbet

Der skal være en kort præsentation af det pågældende uddannelsesforløb og en præsentation af ansættelsessteder. De enkelte ansættelsessteder samt varighed og rækkefølge af ansættelserne skal angives i kronologisk rækkefølge.

2.3 Præsentation af kompetenceudvikling

Opnåelse af forventede kompetencer i det pågældende uddannelsesforløb bør præsenteres i et kompetenceskema (se nedenfor). For hvert ansættelsessted udarbejdes et skema. Hvis uddannelsesforløbet består af flere ansættelser samles disse efterfølgende til et uddannelsesforløb.

Uddannelsesprogrammets kompetenceskema danner grundlaget for udarbejdelsen af kompetenceudviklingsskemaet for den enkelte i den individuelle uddannelsesplan.

Ansættelsessted
Periode
Kompetencer (mål)
Supplerende bemærkninger, herunder vedrørende fokuseret ophold, kurser m.v.
   
   

2.3.1 Periode

Varigheden af de enkelte delansættelser skal beskrives. Overordnede rammer for varighed af uddannelsesforløbene er fastlagt i bekendtgørelserne for den kliniske basisuddannelse og speciallægeuddannelserne.

Indgår der fokuserede ophold og kurser skal varigheden, samt under hvilken ansættelse i uddannelsesforløbet de placeres, fremgå af skemaet under supplerende bemærkninger.

2.3.2 Kompetencer

Skemaet skal tydeliggøre hvilke kompetencer, der skal opnås på hvert ansættelsessted samt en plan for progression i uddannelsen, således at alle kompetencer opnås.

For at optimere læringsforløbet skal der tages stilling til, i hvilken rækkefølge, kompetencerne skal opnås. Det forudsætter analyse og vurdering af den enkelte kompetences indhold og en sammenligning mellem kompetencerne.

De minimumskompetencer, der skal opnås i den pågældende type uddannelsesforløb, fremgår af målbeskrivelsen. Det anbefales, at man ved udarbejdelsen af uddannelsesprogrammet direkte overfører beskrivelsen af kompetencerne fra målbeskrivelsen.

Kompetencer, der opnås ved fokuserede ophold, kurser eller andet, placeres i skemaet under de relevante ansættelsessteder. Nøjagtigt hvor og hvornår den enkelte kompetence planlægges opnået skal fremgå af den individuelle uddannelsesplan.

Uddannelsesprogrammet må ikke opstille nye kompetencer, men kan for forskellige tidspunkter i uddannelsesforløbet angive delmål inden for de kompetencer, som er anført i målbeskrivelsen. Kompetencer inden for alle 7 roller i speciallægeuddannelsen skal som udgangspunkt opnås i alle ansættelser.

Alle opnåede kompetencer attesteres i lægens logbog af den uddannelsesansvarlige læge.

2.4 Læringsstrategi. Valg af metoder til brug for den uddannelsessøgendes læring

Målbeskrivelserne for den kliniske basisuddannelse og speciallægeuddannelserne beskriver læringsmetoderne. I nogle af målbeskrivelserne er der valgfrihed mellem forskellige metoder, hvilket giver mulighed for lokal tilpasning. Andre målbeskrivelser stiller krav til én metode, som skal følges.

Uddannelsesprogrammet skal henvise til målbeskrivelsen og kan evt. supplerende uddybe læringsstrategi for de enkelte uddannelsessteder.

2.5 Evalueringsstrategi. Valg af metoder til brug for evaluering af den uddannelsessøgende

Målbeskrivelserne for den kliniske basisuddannelse og speciallægeuddannelserne beskriver evalueringsmetoderne. I nogle af målbeskrivelserne er der valgfrihed mellem forskellige metoder, hvilket giver mulighed for lokal tilpasning. Andre målbeskrivelser stiller krav til én metode, som skal følges.

Uddannelsesprogrammet skal henvise til målbeskrivelsen og kan evt. supplerende uddybe evalueringsstrategi for de enkelte uddannelsessteder.

2.6 Evaluering af den lægelige videreuddannelse

Afsnittet skal indeholde en kort beskrivelse af, hvordan den uddannelsessøgende læge skal evaluere uddannelsesprogram, uddannelsesplan samt de enkelte uddannelsessteder og deres læringsrammer.

Det anføres, hvor de Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse offentliggør de uddannelsessøgende lægers evaluering af uddannelsesstedet jf. § 6, stk. 4 i bekendtgørelsen nr. 1257 af 25. oktober 2007 om uddannelse af speciallæger.

Afsnittet skal derudover indeholde en kort præsentation af rapporter fra inspektorbesøg jf. § 6, stk. 3 i bekendtgørelsen nr. 1257 af 25. oktober 2007 om uddannelse af speciallæger.

2.7 Vejledning i den lægelige videreuddannelse

Afsnittet i uddannelsesprogrammet skal angive, hvornår og hvordan vejledning finder sted i hvert enkelt uddannelsessted. Det skal endvidere være angivet, hvor ansvaret for vejledningen er placeret.

Afsnittet skal endvidere indeholde en beskrivelse af mulighederne for karrierevejledning jf. § 4 i bekendtgørelsen nr. 1248 af 24. oktober 2007 om speciallæger.

2.8 Øvrige regler for den lægelige videreuddannelse

Afsnittet skal indeholde en henvisning til relevante bestemmelser, vejledninger og hjemmesider.

Sundhedsstyrelsen, den 14. juli 2008

Marit Karina Buccarella

/ Susanne Vinther Nielsen