Den fulde tekst

Fremsat den 4. november 2008 af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om skærpede krav til dyreforsøg

Folketinget pålægger regeringen i løbet af denne folketingsamling at fremsætte lovforslag om ændring af lov om dyreforsøg, som sikrer:

at der både foretages en vurdering af et dyreforsøgs betydning for et givet forsøg og af relevansen af det produkt, som skal udvikles eller forbedres ved hjælp af disse dyreforsøg, inden et dyreforsøg godkendes,

at det pålægges ansøgeren om godkendelse af et dyreforsøg at dokumentere, at tilsvarende viden ikke kan opnås uden anvendelse af levende dyr,

at det pålægges ansøgeren om godkendelse af dyreforsøg at løfte bevisbyrden for, at det foreslåede dyreforsøg ikke helt eller delvis kan erstattes af allerede kendt viden,

at det pålægges ansøgeren at give en beskrivelse af det enkelte dyrs belastning ved det foreslåede dyreforsøg,

at man i udgangspunktet skal bruge dyr, som i forvejen har den lidelse, man vil undersøge, og kun kan bruge raske dyr, hvis dette ikke kan lade sig gøre.

Bemærkninger til forslaget

Det er forslagsstillernes opfattelse, at den nuværende lovgivning på området og administrationen af denne lovgivning betyder, at alt for mange dyr bliver brugt til forsøg, og at dyrene, der bliver brugt til forsøg, bliver udsat for unødvendige lidelser.

Dyreforsøg skal være relevante

§ 1, stk. 4, i lov om dyreforsøg siger, at »Dyreforsøgstilsynet kan afslå at give tilladelse til dyreforsøg, såfremt forsøget ikke skønnes at være til væsentlig gavn«. I praksis fortolkes dette sådan, at det kun er selve forsøget med det enkelte stof og ikke formålet med det produkt, som teststoffet skal indgå i, der skal være til væsentlig gavn. Denne tolkning har betydet, at der i Rådet for Dyreforsøg siden lovens vedtagelse i 1992 kun i 2-3 tilfælde er sket en afvisning af forsøg, som ikke er til væsentlig gavn.

Bestemmelsen blev indført ved sidste større revision af lov om dyreforsøg på baggrund af en udtalelse fra Det Dyreetiske Råd i 1992. Rådet påpegede, at »de goder, som opnås gennem dyreforsøg, skal stå mål med de ulemper, som dyrene påføres under forsøgene.« Videre skrev Det Dyreetiske Råd: »Hvad angår kosmetik og andre luksusprodukter, der indeholder stoffer, der kræver dyreforsøg for at blive godkendt, må det etisk set mest korrekte være, at man undværer et sådant produkt, frem for at produktets giftighed, lokal irritation m.m. afprøves ved hjælp af dyreforsøg.« Det Dyreetiske Råd definerer ikke begrebet »andre luksusprodukter«, men skriver: »Befolkningen og politikerne bør indse, at en fornuftig løsning af problemerne på dette område forudsætter, at der tages overordnede politiske beslutninger om, hvilke produkter der skal kunne sælges, og om, hvilke krav der skal stilles til sikkerheden af disse produkter.«

Dyrenes Beskyttelse har i debatoplægget »Stop unødvendige dyreforsøg« fra 2006 beskrevet en række produkter, hvor produktets nytteværdi på ingen måde står i forhold til lidelserne for de dyr, som man udsætter for forsøg. Rapporten dokumenterer f.eks., at der til at teste indholdsstofferne i en meget udbredt type shampoo er blevet brugt omkring 23.000 forsøgsdyr. Samtidig viser det sig, at man ved testningen af en anden shampoo med færre kemikalier har kunnet nøjes med 1.800 forsøgsdyr. Derudover drejer det sig f.eks. om tilsætningsstoffer til fødevarer, hvor der i forvejen er udmærkede alternativer.

Endelig kan nævnes kemikalier, som man efter mange års brug ved er farlige og uønskede for naturen og miljøet, men som alligevel skal testes yderligere ved brug af forsøg på dyr i forbindelse med EU’s miljødirektiv REACH.

Mangelen på alternative metoder skal dokumenteres

Lov om dyreforsøg § 6, stk. 2, bestemmer, at dyr ikke må anvendes til forsøg, hvortil anvendelse af celle- vævs- eller organkulturer eller andre metoder må anses for at være lige så gode. Rådet for Dyreforsøgs praksis betyder, at det er Rådet for Dyreforsøg – og ikke forskeren – der har ansvaret for at kontrollere, at der ikke er alternativer til de forsøg, som rådet giver tilladelse til.

Ved ansøgninger om tilladelse til dyreforsøg skal ansøgeren over for rådet begrunde, hvorfor tilsvarende viden ikke kan opnås gennem forsøg uden anvendelse af levende dyr. Men i forbindelse med ansøgningen anfører ansøgeren ofte en sætning, der lyder således: »… den relevante undersøgelse er kompliceret, og mange kendte og ukendte faktorer har indflydelse og kan således ikke efterlignes i cellekulturer. Dette nødvendiggør brugen af levende dyr til det pågældende forsøg.« En sådan udokumenteret påstand kræver, at rådets medlemmer skal have det fulde overblik over alternativer til alle de forsøg, som der bliver søgt om tilladelse til. Det har rådet reelt ikke nogen mulighed for.

I stedet bør Rådet for Dyreforsøg kræve, at ansøgeren beviser, at det foreslåede dyreforsøg ikke helt eller delvis kan erstattes af alternative metoder. Man bør kræve, at ansøgeren dokumenterer, at vedkommende har undersøgt, hvilke alternative metoder der findes, både nationalt og internationalt. Ansøgeren skal også beskrive, hvorfor disse beskrevne alternativer ikke i det pågældende forsøg helt eller delvis kan erstatte forsøgsdyr.

Sikkerhed mod dobbeltforsøg

De nuværende regler og den nuværende praksis giver ikke nogen sikkerhed imod gentagelse af dyreforsøg, hvor der allerede foreligger valide og anerkendte resultater. Det frembringer ikke ny viden, og mange forsøgsdyr lider på den måde helt unødvendigt. Det Dyreetiske Råd udtalte således i 1992, at »det selvfølgeligt ikke er rimeligt at gentage forsøg, hvis resultater allerede er tilstrækkeligt dokumenterede og anerkendte«.

I praksis er der to årsager til, at der udføres dyreforsøg, der allerede er gennemført og anerkendt:

For det første kan der opstå situationer, hvor f.eks. producenter af lægemidler er tvunget til at foretage unødvendige forsøg, fordi de på grund af forretningshemmeligheder ikke har adgang til konkurrentens forsøgsresultater. Om dette skriver Det Dyreetiske Råd, at »det må ifølge rådets opfattelse være en væsentlig opgave for de offentlige myndigheder, som godkender lægemidler og andre produkter, at medvirke til at forhindre sådanne unødige dobbeltforsøg.«

For det andet kan myndighederne i forskellige lande kræve, at der skal foretages nye dyreforsøg, hvis et produkt skal godkendes i det pågældende land, selv om der allerede foreligger resultater fra andre lande.

Forslagsstillerne finder, at ansøgeren skal pålægges bevisbyrden for, at det foreslåede dyreforsøg ikke helt eller delvis kan erstattes af allerede kendt viden, bl.a. ved, at det kræves, at ansøgeren dokumenterer, hvilke eksisterende dyreforsøg inden for forskningsområdet der er offentliggjort, både nationalt og internationalt, og argumenterer for, hvorfor disse beskrevne resultater ikke i det pågældende forsøg helt eller delvis kan erstatte forsøgsdyr.

Forsøgsdyrs smerte og lidelse skal vurderes individuelt

Med de nuværende regler og den nuværende praksis sker der ikke nogen vurdering af den belastning, som det enkelte forsøgsdyr udsættes for. Dermed er der stor risiko for, at forsøgsdyrene udsættes for unødig lidelse.

Det sker, når der ansøges om tilladelse til over en længere periode at afprøve forskellige stoffers virkning som potentielle lægemidler. Her beskriver ansøgerne alene selve dyreforsøgsmodellen og de belastninger, den giver, f.eks. belastningen ved at få påført bestemte sygdomssymptomer og ved at blive behandlet på forskellige måder ved udtagning af prøver og vurdering af teststoffets virkning. Derimod beskrives det meget sjældent, hvilken belastning det enkelte dyr udsættes for ved indgift af de forskellige teststoffer.

Forslagsstillerne foreslår, at kravene strammes, så alle forsøgsdyr vurderes individuelt, sådan at ansøgerne ikke kun beskriver dyreforsøgsmodellens belastning, men også efter bedste evne belastningen ved indgiften af teststofferne og øvrige indgreb på forsøgsdyrene. Der skal således være en vurdering af den samlede belastning.

Raske dyr skal ikke unødvendigt påføres sygdomme

I lov om dyreforsøg § 6, stk. 1, bestemmes bl.a., at man ved valg af forskellige fremgangsmåder skal vælge den, der medfører brug af færrest dyr, forvolder mindst smerte, lidelse eller varigt men, og som mest sandsynligt fører til tilfredsstillende resultater.

På trods af dette tillader man i praksis, at raske heste som led i et forsøg får ødelagt deres led, så det bliver smertefuldt at bevæge sig, jf. tilladelse J.nr. 2006/561-1113, selv om der er mange heste, som har denne ledskade i forvejen og derfor ville kunne bruges til forskning.

Dette vil ligeledes ofte være muligt ved forskning i produktionsbetingede sygdomme i landbruget samt i stigende grad ved forskning i sygdomme hos mindre husdyr. Forskerne argumenterer med, at det er nemmere at have de »syge dyr« tæt på deres laboratorier, og at de bedre kan standardisere undersøgelserne, hvis de kan påføre raske dyr sygdommene under kontrollerede forhold. Alternativt skal de have kontakt til flere forskellige produktionssteder og køre til disse på forskellige tidspunkter af døgnet, når de rette sygdomssymptomer opstår. Dette vil ifølge forskerne betyde, at forsøgene vil tage længere tid og blive dyrere.

Men disse økonomiske betragtninger kan ikke berettige, at dyr unødigt udsættes for smerte, lidelse og varige men. Hvis man kan opnå de ønskede resultater ved at benytte dyr, der i forvejen lider af den relevante sygdom, bør dette som udgangspunkt gøres. Forskerne skal i modsat fald overbevisende kunne argumentere over for Rådet for Dyreforsøg for, at det er nødvendigt at bruge raske dyr.

Skriftlig fremsættelse

Per Clausen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpede krav til dyreforsøg.

(Beslutningsforslag nr. B 30).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.