Sagsforløb 2008/1 BF 10
Den fulde tekst

Fremsat den 9. oktober 2008 af Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om bekæmpelse af social dumping

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. januar 2009 at iværksætte en række initiativer til bekæmpelse af social dumping på det danske arbejdsmarked. Initiativerne skal forsvare den grundlæggende ret til konflikt og styrke myndighedernes og fagbevægelsens redskaber og muligheder, så de kan sikre, at lovgivningen på arbejdsmarkedet overholdes.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 135, folketingsåret 2007-08, 2. samling (se Folketingstidende 2007-08, forhandlingerne den 30. maj 2008 kl. 13:44-14:39 samt tillæg A side 6421 og 6424). Enhedslisten ønsker under indtryk af de mange sager om underbetaling af udenlandsk arbejdskraft og andre overenskomstbrud, om brud på arbejdsmiljøloven og manglende sikkerhed på danske arbejdspladser, der beskæftiger udenlandsk arbejdskraft, om brug af illegal arbejdskraft og om overtrædelser af østaftalen samt myndighedernes og fagforeningernes manglende ressourcer til kontrol med, at lovgivningen overholdes, at der iværksættes en række initiativer til bekæmpelse af social dumping. Det drejer sig om følgende initiativer:

Det skal være en ufravigelig betingelse, at udenlandsk arbejdskraft, herunder også EU-borgere, skal være omfattet af en overenskomst, eller at arbejdsgiveren kan dokumentere, at arbejdet foregår på overenskomstmæssige vilkår. Dette skal også gælde for udstationerede.

Staten, regionerne og kommunerne skal kræve danske overenskomster på offentlige opgaver i udbud.

Registreringen af udstationerende firmaer (RUT-registeret) skal effektiviseres og kombineres med registreringen af E 101-attester i Sikringsstyrelsen. Registreringen skal være tilgængelig og gratis for arbejdsmarkedets parter.

Fagbevægelsens repræsentanter skal have åben adgang til arbejdspladser og mulighed for at kontrollere arbejds- og opholdstilladelser, ansættelsesbeviser og lønsedler.

Alle firmaer, der deltager i byggeprojekter i Danmark, skal ved lettilgængelige og letlæselige opslag oplyse bygherrers og deltagende firmaers navne og momsnumre, så der er forpligtende åbenhed om, hvem der er involveret.

Firmaer, der opererer i Danmark, skal have kopier af ansættelseskontrakter, lønsedler og E 101-attester (social forsikring i hjemlandet) på arbejdspladsen.

Ved overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen og skattelovgivningen og ved brug af illegal arbejdskraft skal strafferammen sættes i vejret, så bødestørrelser hæves, så arbejdsgivere kan dømmes fængselsstraf, og så de kan fratages retten til at drive virksomhed.

Der nedsættes et hurtigtarbejdende udvalg med deltagelse af arbejdsmarkedets parter, der skal kulegrave skatteregler, diætregler og lign. med henblik på at sikre, at udenlandske arbejdere i Danmark ikke beskattes lempeligere end danske.

Der skal afsættes de nødvendige ressourcer til politiet, skattemyndighederne og Arbejdstilsynet, så det er muligt at kontrollere, at gældende lovgivning overholdes.

Udenlandske firmaer skal på lige fod med danske indbetale til Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER), mens de opererer i landet.

Regeringen skal arbejde for, at der indføres en model, der ligner den tyske ordning med solidarisk ansvar, hvor hovedentreprenøren hæfter for underentreprenørers manglende udbetaling af løn, feriepenge m.v.

Regeringen forpligtes til at rejse krav over for EU, der kan sikre: 1) at konfliktretten på det danske arbejdsmarked ikke kan begrænses af institutioner i EU, jf. Vaxholmdommen, 2) at danske myndigheder og ikke EU bestemmer, hvilke uddannelseskrav der er nødvendige for at sikre miljø og sikkerhed på danske arbejdspladser (anerkendelsesdirektivet), 3) at afgørelser i det danske fagretlige system, herunder udenretslige forlig mellem overenskomstparterne, ikke kan underkendes af domstole i andre EU-lande (Galmetsagen), 4) at udstationeringsdirektivets status defineres entydigt som et minimumsdirektiv og ikke et maksimumsdirektiv.

Før østudvidelsen af EU skønnede Finansministeriet (2003), at der på lang sigt (frem til 2030) ville komme 50.000 personer fra de nye østeuropæiske lande for at arbejde i Danmark. Dansk Institut for Internationale Studier skønnede omkring 2.000 pr. år.

Vi ved reelt ikke, hvor mange mennesker fra de østeuropæiske lande der i dag arbejder i Danmark, ej heller fra andre medlemslande. Vi ved dog, at det samlede tal er langt højere end de officielle skøn.

Alene i bygge- og anlægsbranchen skønner FAOS forsigtigt i en rapport fra januar 2008», at der p.t. er tale om 6.800 østarbejdere, der er ansat i danske byggevirksomheder, 600, der arbejder som vikarer, 13.000, der er udstationeret (i en senere rapport, juni 2008, opjusteret til 17.000), og ca. 100, der er selvstændige – i alt godt 20.000-25.000 legale arbejdere. Hertil kommer et større antal illegalt ansatte og udstationerede.

Hertil skal lægges personer, der arbejder inden for alle andre brancher, samt et betydeligt antal fra andre EU-lande, f.eks. et stort antal tyskere inden for byggebranchen. FAOS anslår i rapporten fra juni 2008, at der i alt er ca. 75.000 udstationerede i Danmark.

Det ser Enhedslisten ikke i sig selv som noget problem. Enhedslisten mener principielt, at arbejdere skal have ret til at rejse frit og søge arbejde i et hvilket som helst land på de gældende betingelser i det pågældende land. Samtidig anerkender vi ethvert lands ret til selv at fastsætte reglerne for arbejdssøgning og udførelse af arbejde – så længe dette ikke strider mod grundlæggende menneske- og lønmodtagerrettigheder. Problemet opstår, når disse mennesker bruges til at underminere overenskomsterne på det danske arbejdsmarked og en stor del af dem tvinges til at acceptere elendige løn- og arbejdsmiljøforhold. Problemet opstår, når den lovgivning, der skulle forhindre social dumping – især østaftalen og udstationeringsloven – ikke overholdes og ikke håndhæves:

Fagbevægelsen har ført og vundet en lang række fagretlige sager om underbetaling, men ikke desto mindre ser vi igen og igen, hvordan reglerne underløbes. Udenlandske arbejdere tvinges til at betale betydelige beløb i husleje for at blive stuvet sammen på små værelser, og der betales overpriser for transport til og fra hjemlandet, eller de tvinges til underhånden at betale dele af lønnen tilbage til arbejdsgiverne. Senest så vi, hvordan rumænske avisbude betalte tusinder af kroner til mellemhandlere for at komme til Danmark, hvor et anerkendt dansk distributionsfirma efterfølgende brød lovkravet om, at arbejderne er garanteret minimum 30 timers arbejde pr. uge. Den førnævnte undersøgelse fra FAOS viser, at problemet er langt større blandt udstationerede og vikarer end blandt personer, der er ansat direkte i danske virksomheder.

På arbejdsmiljøområdet har vi i dag ikke statistikker, der viser, om der er en overhyppighed af arbejdsulykker blandt udenlandske arbejdere i Danmark, men 3F, der har undersøgt dødsulykker, har afsløret en voldsom overhyppighed. En opgørelse fra Landspatientregisteret) viser en stigning i arbejdsskader blandt polske arbejdere fra 20 i 2005 til 128 i 2006. FAOS 2008 konkluderer, at det »kan estimeres, at udenlandske arbejdere generelt er stærkt overrepræsenterede blandt dem, der kommer til skade«. Repræsentanter for Arbejdstilsynet giver i FAOS-rapporten udtryk for, at kontrollen med arbejdssikkerheden for de østeuropæiske arbejdere langtfra er god nok, og at »hvis man forventer, at vi holder øje med dem (...) så de kommer op på dansk niveau (...) det har vi ikke ressourcer til«.

Heller ikke politiet og skattevæsenet har haft ressourcer til den fornødne kontrol. Da det blev afsløret, at selv enkelte ministerier havde ansat illegal arbejdskraft, kunne det konstateres, at det var anmeldt til politiet måneder forinden. Stikprøvekontroller fra SKAT i Østjylland afslører, at vikarbureauer snyder samfundet for millioner af kroner.

Endelig må vi konstatere, at straffene for arbejdsgivere, der bevidst omgår lovgivningen, øjensynlig er alt for ringe til at have en afskrækkende effekt.

Østaftalen, udstationeringsloven m.m. er altså ikke blevet fulgt op med ressourcer, der kan sikre, at reglerne overholdes. Så meget desto værre er det, at der stadig stilles hindringer i vejen for fagforeningernes kamp mod løntrykkere, social dumping, illegal arbejdskraft, mellemmænd, der beriger sig, og i visse tilfælde reel menneskehandel. Adskillige fagforeningsfolk er således dømt for »ulovlig indtrængen« på arbejdspladser.

Registreringen af udenlandske firmaer og deres ansatte har været alt for lemfældig. Som konsekvens heraf etableredes et nyt Register over Udenlandske Tjenesteydere (RUT) med virkning fra den 1. maj 2008. Meldinger fra Byggefagenes Samvirke viser imidlertid allerede nu, at adskillige udenlandske firmaer, der opererer i Danmark, ikke står i registeret. Samtidig eksisterer der kontrolmuligheder, som slet ikke udnyttes. Siden april 2006 har Sikringsstyrelsen skullet modtage kopi af den såkaldte E 101-attest, som dokumenterer, at den udstationerede er omfattet af social forsikring i sit hjemland. Sådanne attester udstedes kun, hvis den udstationerede arbejders firma opfylder betingelserne for lovlig udstationering, hvilket vil sige, at firmaet rent faktisk opererer i hjemlandet, og at de ansatte også var ansat inden udstationeringen. En kontrol med disse erklæringer kunne på en gang bidrage til at øge den sociale og økonomiske sikkerhed for de udstationerede og vise, om firmaerne er reelle og lovlige tjenesteydere.

E 101-attesten benyttes til kontrol i bl.a. Tyskland, Belgien og Frankrig, men kun yderst lemfældigt i Danmark. Ifølge Sikringsstyrelsen modtog man i 2007 10.032 blanketter, hvilket er langt lavere end antallet af udstationerede.

Den lemfældige registrering og kontrol er med til at udbrede muligheden for social dumping. I Danmark var der i 2007 ca. 2.500 ukrainske landbrugspraktikanter, der i gennemsnit fik 74 pct. af den overenskomstmæssige mindsteløn og stort set ingen overarbejdsbetaling. I byggefagene kan fagforeningerne berette om lønninger ned til 40 kr. i timen. Samtidig beskattes de udenlandske arbejdere langt lempeligere end danske arbejdere, hvilket selvfølgelig gør det mere oplagt at acceptere en lavere løn. Der foregår så at sige en skattefinansieret social dumping.

Hertil skal lægges den række af tiltag, der rent faktisk har svækket fagbevægelsens muligheder for at fastholde overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold:

EU’s afvisning af konsekvent at lægge værtslandsprincippet til grund for servicedirektivet.

Vaxholmdommen, der reelt underlægger konfliktretten EU’s regler om varers og tjenesteydelsers frie bevægelighed og ændrer udstationeringsdirektivet til at være et maksimumdirektiv.

Galmetdommen, hvor en polsk ret underkender protokollatet fra et mæglingsmøde i det danske fagretlige system og dømmer polske arbejdere til at tilbagebetale firmaet den efterbetaling, de var tilkendt i Danmark.

Anerkendelsesdirektivet, hvor regeringen fastslår, at Danmark ikke kan stille krav om bestemte uddannelsestandarder, der skal sikre sikkerhed og arbejdsmiljø på danske arbejdspladser – i modstrid med den ansvarlige ministers løfter, da direktivet blev implementeret i 2006.

Dette beslutningsforslag fra Enhedslisten har til hensigt:

at bekæmpe social dumping på det danske arbejdsmarked gennem en styrkelse af myndighedernes og fagbevægelsens muligheder for at kontrollere, at eksisterende lovgivning overholdes,

at give fagbevægelsen de nødvendige redskaber til at overvåge, at lovgivningen overholdes,

at forsvare den konfliktret, som ikke mindst undergraves af en række afgørelser i EU-systemet.

Skriftlig fremsættelse

Line Barfod (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af social dumping.

(Beslutningsforslag nr. B 10).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Officielle noter

Østeuropæiske arbejdere i bygge- og anlægsbranchen: rekrutteringsstrategier og konsekvenser for løn-, ansættelses- og aftaleforhold/Jens Arnholtz Hansen og Søren Kaj Andersen. Januar 2008.