Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om regulering af beløb i henhold til arveloven

I medfør af § 97, stk. 2, i arveloven, jf. lov nr. 515 af 6. juni 2007, fastsættes følgende:

§ 1. Efter arvelovens § 97, stk. 1, reguleres beløbsgrænserne i lovens § 5, stk. 2, og § 11, stk. 2, årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningskvotienten (tilpasningsprocenten) for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse før afrunding. Det regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10.000.

Stk. 2. Tilpasningsprocenten for finansåret 2009 udgør 1,4, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 851 af 21. august 2008 om satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og satstilpasningsprocenten samt puljebeløbet for finansåret 2009.

§ 2. Med virkning for perioden 1. januar 2009 – 31. december 2009 udgør det i lovens § 5, stk. 2, nævnte beløb 1.040.000 kr.

§ 3. Med virkning for perioden 1. januar 2009 – 31. december 2009 udgør det i lovens § 11, stk. 2, nævnte beløb 630.000 kr.

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2009.

Justitsministeriet, den 27. november 2008

Jakob Axel Nielsen

/ Charlotte Lauritsen