Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Vejledning om administration af råstofloven

(En vejledning til amterne)

 

Forord

Skov- og Naturstyrelsen har udarbejdet en revideret vejledning om administrationen af råstofloven på land til erstatning for den i 1992 udsendte vejledning.

Vejledningen indeholder en beskrivelse af loven, der er revideret flere gange siden 1992, og redegør også for den erfaringsopsamling, der er sket i den forløbne periode, herunder en række afgørelser fra Naturklagenævnet.

I vejledningen er der også medtaget stof fra 2 tidligere vejledninger om særlige emner, råstofindvinding i forhold til forsyningsledninger samt forhold omkring efterbehandling ved konkurser m.m.

I lyset af det snarlige bortfald af de anmeldte rettigheder til indvinding af råstofferne ler, kalk, kridt, moler, granit, tørv m.m. efter råstofloven af 1972, er der medtaget en beskrivelse af grundlaget for disse rettigheder for at støtte amtsrådenes vurdering af ansøgninger om fortsat tilladelse til råstofindvinding på de omfattede arealer.

Vejledningen retter sig primært til amtsrådene som administrerende myndigheder for råstofindvinding på land.

Vejledningen er tillige velegnet som håndbog for råstofbranchen og de andre myndigheder m.fl., der er inddraget i sagsbehandlingen.

Vejledningen findes tillige som en internetudgave, der vil blive løbende vedligeholdt efter behov. Adressen er www.sns.dk/raastof/netpub/vejled/index.htm.

Indhold

 

 

I Indledning *

A. Vejledningens opbygning og indhold *

B. Vejledninger der bortfalder *

II Lovens formål *

A. Generelt *

B. Samfundsmæssige hensyn ved råstofudnyttelsen *

III Lovens område *

A. Hvilke forekomster er omfattet af råstofloven *

B. Undergrundsloven *

C. Forekomster på landjorden / søterritoriet *

IV Planlægning af råstofindvindingen *

A. Regionplanlægning *

1. generelt *

2. Internationale naturbeskyttelsesområder *

3. VVM-procedure *

B. Råstofplanlægning *

C. Kommuneplanlægning *

D. Lokalplanlægning *

1. Lokalplanpligt *

2. Lokalplanret *

V Ikke-erhvervsmæssig indvinding *

A. Generelt *

B. Baggrunden for reglerne *

C. Nuværende regler *

D. Anmeldelse ved indvinding over 200 m³ *

1. Amtsrådets vurdering *

2. Særlige vilkår *

3. Efterbehandling *

4. Underretning og klage *

E. Særligt om indvinding på strandbredder m.v. *

1. Almindelig indvinding på strandbredder *

2. Indvinding på naboarealer til havneanlæg *

3. Erhvervsmæssig / ikke-erhvervsmæssig, ankeafgørelser m.m. *

F. Forholdet til anden lovgivning *

VI Prøvegravninger *

A. Generelt *

B. Anmeldelse ved prøvegravning over 200 m³ *

1. Amtsrådets vurdering *

2. Særlige vilkår *

3. Efterbehandling *

4. Underretning og klage *

C. Forholdet til anden lovgivning *

VII Erhvervsmæssig indvinding *

A. Indvinding generelt *

B. Forarbejdnings- og industrianlæg i en råstofgrav *

C. Råstofindvinding eller gravearbejde *

VIII Amtsrådets administrationsgrundlag *

A. Regionplanen *

B. Internationale naturbeskyttelsesområder *

C. Samfundsmæssige hensyn *

IX Amtsrådets sagsbehandling *

A. Ansøgning indgives på særligt skema *

1. Skema *

2. Skemaets udfyldelse og underskrift *

3. Bilag *

B. Gennemgang og vurdering af behov for en eventuel VVM-procedure *

1. Obligatorisk VVM-procedure *

2. Gennemgang og vurdering for en eventuel VVM-procedure *

3. VVM-proceduren *

C. Amtsrådets "samordningspligt" *

1. Indvinding på strandbredder / kyststrækninger *

2. Landbrugsloven *

3. Skovloven *

4. Naturbeskyttelsesloven *

5. Planloven *

6. Vandforsyningsloven *

7. Vejlovgivningen *

8. Statsbanearealer *

9. Jordforureningsloven / Miljøbeskyttelsesloven *

D. Tilrettelæggelse af sagsbehandlingen i forbindelse med samordningspligten *

E. Høring af andre myndigheder *

1. Rigsantikvaren *

2. Kommunalbestyrelsen *

3. Statens Luftfartsvæsen *

4. Privatbanearealer *

F. Høring af forsyningsselskaber *

1. Elledninger *

2. Teleledninger (kabler) *

3. Naturgasledninger *

4. Anbefalinger vedrørende el-, naturgas- og teleledninger *

G. Tilrettelæggelse af høring af andre myndigheder m.fl. *

H. Partshøring *

I. Ansøgningen vedrører aktiviteter, der ikke direkte angår selve råstofindvindingen *

1. Vejlovgivningen *

2. Miljøbeskyttelsesloven *

3. Planloven *

4. Byggelov og bygningsreglement *

5. Skovloven *

6. Naturbeskyttelsesloven *

7. Landbrugsloven *

8. Udstykningsloven *

9. Jordkøbsloven, lovgivning vedrørende ejendomme med statslån og / eller jordrente *

10. Vandløbsloven *

X Tilladelsens indhold *

A. Tilladelsens indehaver *

B. Omfanget af indvindingsretten *

1. Tilladelsens periode *

2. Tidspunktet for indvindingens påbegyndelse *

3. Indvindingsrettens omfang *

4. Udvidelse af indvindingsretten *

C. Tilladelse efter anden lovgivning og afgørelse om VVM-procedure *

D. Vilkår for tilladelsen *

1. Generelt *

2. Vandforsyningsinteresser *

3. Modtagelse af jord *

4. Gødning og pesticider *

5. Støv *

6. Støj *

7. Vibrationer *

8. Driftstider *

9. Kørsel til og fra graveområdet *

10. Efterbehandling *

11. Sikkerhedsstillelse *

12. Øvrige vilkår *

13. Vilkår efter anden lovgivning *

E. Gyldigheden af fastsatte vilkår *

F. Tinglysning af vilkår *

G. Øvrige oplysninger i tilladelsen *

1. Forældelse og passivitet *

2. Opsættende virkning af klage *

3. Tilbagekaldelse af tilladelser *

4. Amtsrådet som tilsynsmyndighed *

5. Oplysningspligt *

6. Modtagelse af opfyldningsmaterialer *

7. Andre oplysninger *

XI Klageregler *

A. Hvilke afgørelser er undergivet klage *

1. Klage *

2. Ingen klageadgang *

B. Kredsen af klageberettigede *

C. Klagemyndighed *

D. Klagefrist *

E. Indgivelse af klage *

F. Krav om skriftlighed *

G. Klagevejledning *

1. Råstofloven *

2. Anden lovgivning *

H. Specielt om behandling af klager efter såvel råstoflov som landbrugslov *

I. Underretning af de klageberettigede *

XII Ekspropriation *

XIII Tilsyn, lovliggørelse og tvangsmæssig efterbehandling m.m. *

A. Tilsynspligtens indhold og omfang *

1. Tilsynsmyndighed *

2. Tilsyn efter landbrugsloven *

3. Tilsynspligt *

B. Adgangsbestemmelser *

C. Lovliggørelse *

D. Tvangsmæssig efterbehandling i tilladelsessager *

E. Tvangsmæssig efterbehandling for anmeldte rettigheder *

F. Konkurs og tvangsauktion *

1. Konkurs *

2. Tvangsauktion *

G. Orientering om domstolsafgørelser *

H. Arbejdsmiljøregler *

XIV Afslutning af indvinding *

A. Godkendelse af efterbehandling *

B. Sikkerhedsstillelse *

C. Aflysning af deklaration *

D. Fortsat tilsynsforpligtelse *

XV Indberetninger om indvinding *

A. Generelt *

B. Amtsrådets arbejdsopgaver med indberetningsskemaer *

C. Offentlighedens adgang til oplysninger på indberetningsskemaer *

XVI Anmeldte rettigheder *

A. Generelt *

B. Grundlaget for en godkendt anmeldelse *

1. Lovlig påbegyndt råstofindvinding *

2. Der er indsendt ansøgning om råstofindvinding *

3. Erhvervelse til råstofindvinding eller tinglyst ret om råstofindvinding *

C. Retsvirkningen af en godkendt anmeldelse *

D. Vilkår for anmeldte og godkendte rettigheder *

E. Udstedelse af forbud *

F. Bortfald af anmeldte rettigheder *

XVII Nye tilladelser til afløsning af anmeldte rettigheder *

A. Generelt *

B. Hvornår kan / skal en ansøgning behandles *

1. Ansøgningsskema *

2. Ejers underskrift *

3. Tidspunkt for færdigbehandling af ansøgning *

C. Grundlag for sagsbehandling *

1. Regionplanlægning og VVM *

2. Velerhvervede rettigheder (grundlovens § 73) *

3. Fastsættelse af vilkår *

4. Krav om efterbehandling *

XVIII Råstofloven og regler m.v. *

A. Lovgrundlaget *

B. Bekendtgørelser og cirkulærer *

C. Vejledninger og anden litteratur *

D. Skemaer *

XIX Anden lovgivning og regler m.v. *

A. Love *

1. Miljø- og Energiministeriet *

2. Fødevareministeriet *

3. Trafikministeriet *

4. By- og Boligministeriet *

5. Kulturministeriet *

6. Forskningsministeriet *

7. Skatteministeriet *

B. Bekendtgørelser og cirkulærer *

1. Miljø- og Energiministeriet *

2. Fødevareministeriet *

3. Andre *

C. Vejledninger og anden litteratur *

1. Miljø- og Energiministeriet *

2. Andre *

Stikordsregister *

 

 

I Indledning

A. Vejledningens opbygning og indhold

Vejledningen omfatter administrationen af råstofindvinding på land. Forholdene omkring råstofindvinding på havet er kun omtalt i det omfang, det er relevant i forhold til indvindingen på land.

Amtsrådene er myndigheder for råstofindvinding på land. Planlægning og administration af råstofindvinding sker i henhold til råstofloven, men har også sammenhæng med en række andre love, der ifølge deres indhold og ordlyd har bestemmelser, der vedrører råstofindvinding, herunder terrænændringer, og som derfor skal inddrages i sagsbehandlingen, jf. råstoflovens § 8 om samordningspligten.

Kap. II rummer en gennemgang af råstoflovens formål, herunder de samfundsmæssige hensyn, der skal varetages ved administrationen af loven.

Kap. III gennemgår lovens område, herunder hvilke forekomster, der er omfattet af råstofloven, og hvilke, der er omfattet af undergrundsloven. Endvidere redegøres der for, hvordan der afgrænses mellem administration af råstofindvinding på land og råstofindvinding på havbunden.

Kap. IV rummer en beskrivelse af råstofindvindingens indpasning i regionplanlægningen, herunder forholdet til de internationale naturbeskyttelsesområder, og en gennemgang af reglerne om vurdering af behovet for og gennemførelse af en VVM-procedure. Der omtales tillige den særlige råstofplanlægning og gives en gennemgang af forholdet til kommune- og lokalplanlægning.

Kap. V handler om den ikke-erhvervsmæssig indvinding, der kan gennemføres uden tilladelse efter råstofloven, men som kan forudsætte en anmeldelse til amtsrådet. Der gives en gennemgang af den historiske baggrund og de nuværende regler, herunder afgrænsningen til erhvervsmæssig råstofindvinding, og hvordan amtsrådet behandler anmeldelser. Der gives tillige en særlig gennemgang af spørgsmålet om den ikke-erhvervsmæssige indvinding på strandarealer og de særlige regler herfor. Endelig gives der en gennemgang af forholdet til anden lovgivning.

Kap. VI handler om prøvegravning, der kan gennemføres uden tilladelse efter råstofloven, men som kan forudsætte en anmeldelse til amtsrådet. Der gives en gennemgang af, hvordan amtsrådet behandler anmeldelser. Endelig gives der en gennemgang af forholdet til anden lovgivning.

Kap. VII gennemgår begrebet erhvervsmæssig råstofindvinding, herunder hvilke forarbejdnings- og industrianlæg, der er medomfattet af en tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding. Endvidere gennemgås afgrænsningen mellem fremskaffelse af råstoffer ved indvinding og anvendelsen af overskudsmaterialer, der fremkommer ved udgravninger i forbindelse med anlægsarbejder.

Kap. VIII gennemgår det overordnede grundlag for amtsrådets sagsbehandling af en ansøgning om tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding, dvs. forholdet til regionplanlægningen, herunder de internationale naturbeskyttelsesområder, samt de samfundsmæssige hensyn.

Kap. IX gennemgår detaljeret amtsrådets sagsbehandling, herunder en vurdering af ansøgningens indhold og behovet for en evt. VVM-procedure, samt indholdet af amtsrådets samordningspligt i forhold til en række lovbestemmelser. Det beskrives, hvordan og i hvilke tilfælde amtsrådet inddrager andre myndigheder og forsyningsselskaber i sagsbehandlingen. Spørgsmålet om partshøring berøres, og endelig gennemgås en række lovregler, der kan være af betydning for, men ikke direkte angår, selve råstofindvindingen.

Kap. X beskriver indholdet af en tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding, herunder at den også skal angive de andre lovbestemmelser, der ligger til grund for tilladelsen. Endvidere gennemgås de vilkår, der bør medtages i en tilladelse, samt forholdet omkring gyldigheden af fastsatte vilkår, og reglerne for tinglysning. Endelig beskrives det, hvilke øvrige oplysninger, der bør gives i forbindelse med en tilladelse.

Kap. XI gennemgår klagereglerne og indeholder forslag til klagevejledninger.

Kap. XII gennemgår kort reglerne omkring ekspropriation efter råstofloven, der - så vidt det er Skov- og Naturstyrelsen bekendt - endnu ikke har været bragt i anvendelse.

Kap. XIII gennemgår amtsrådets tilsynsarbejde, herunder lovens adgangsbestemmelser. Endvidere gennemgås spørgsmål om lovliggørelse og tvangsmæssig udførelse af efterbehandling ved anvendelse af den stillede sikkerhed. Endelig gennemgås hvordan amtsrådet kan forholde sig ved råstoffirmaers konkurs og ved tvangsauktion over ejendomme med råstofindvinding. Til slut nævnes arbejdsmiljøreglerne for råstofindvinding.

Kap. XIV omhandler, hvordan der ved afslutning af råstofindvinding ikke blot skal efterbehandles og ryddes op på indvindingsarealet, men også ske en papirmæssig afslutning af sagen. Amtsrådet har endvidere i et vist omfang en fortsat tilsynsforpligtelse.

Kap. XV gennemgår amtsrådets arbejdsopgaver i forbindelse med råstofstatistik og råstofindvindernes indberetninger om råstofindvinding

Kp. XVI gennemgår grundlaget for de anmeldte rettigheder efter 1972-loven, idet de sidste af disse fra den 1. juli 2003 skal afløses af tilladelser i henhold til råstofloven, hvis indvindingen skal fortsættes på de pågældende arealer. Gennemgangen omtaler også fastsættelse af vilkår og muligheden for nedlæggelse af forbud inden den 1. juli 2003.

Kap. XVII gennemgår amtsrådets sagsbehandling, når der ansøges om tilladelse til afløsning for en anmeldt rettighed. Gennemgangen skal naturligvis ses i sammenhæng med den almindelige sagsbehandling for ansøgninger, jf. kap. VIII XI.

Kap. XVIII rummer en liste over råstofloven og de nuværende regler m.m. udstedt efter loven. Endvidere er der en fortegnelse over litteratur om råstofloven.

Kap. XIX rummer en liste over anden relevant lovgivning, regler m.m. fordelt på de forskellige ministerier.

Vejledningen afsluttes med et stikordsregister.

B. Vejledninger der bortfalder

Vejledningen erstatter den hidtidige administrationsvejledning fra 1992, og Skov- og Naturstyrelsen har samtidig indskrevet 2 ældre vejledninger. Følgende vejledninger bortfalder herefter:

Vejledning i administration af råstofloven, Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1992.

Vejledning om råstofindvinding og el-ledninger, naturgas- og teleledninger, Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1990.

Vejledning om efterbehandling af råstofgrave ved konkurs, betalingsstandsning m.v. Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen, 1982.

 

II Lovens formål

Kap. II rummer en gennemgang af råstoflovens formål, herunder de samfundsmæssige hensyn, der skal varetages ved administrationen af loven.

A. Generelt

Formålsbestemmelsen i lovens § 1 afstikker rammerne for de hensyn, som lovligt kan og skal varetages ved administration af loven.

Bestemmelsen bygger på samme hovedprincipper som naturbeskyttelsesloven, miljøbeskyttelsesloven m.fl., bl.a. at råstofudnyttelse skal ske som led i en bæredygtig udvikling.

Det indebærer, at der ved administration af råstofloven skal tages udgangspunkt i den omstændighed, at der er tale om ikke-fornybare ressourcer. Der skal derfor økonomiseres med råstofressourcen, og indvinding og efterbehandling skal tilrettelægges på en sådan måde, at indvindingen kan indgå i bestræbelserne på at realisere en ønsket udvikling inden for de øvrige sektorer i det åbne land.

Grundlaget for råstofudnyttelsen er fortsat den sammenfattende planlægning, der giver myndighederne mulighed for indsigt i og samfundsmæssig styring af råstofudnyttelsen. Planlægningen medvirker til at sikre, at råstofferne udnyttes optimalt samtidigt med, at hensynet til en række modstående interesser bliver varetaget bedst muligt. Der henvises til kap. IV.

B. Samfundsmæssige hensyn ved råstofudnyttelsen

Råstofindvindingen vil ofte være i strid med en række modstående hensyn. Der skal derfor foretages en afvejning mellem de berørte interesser for at afgøre, om der skal gives en tilladelse til den ønskede indvinding eller ej, og for at fastsætte vilkårene for en evt. tilladelse.

De samfundsmæssige hensyn, der skal indgå i afvejningen er udtømmende opregnet i lovens § 3. Amtsrådene kan således ikke lade hensyn, der ikke fremgår af bestemmelsen, indgå ved behandling af en ansøgning om tilladelse til råstofindvinding.

Det er anført, at amtsrådene også skal lægge vægt på kvaliteten af den pågældende ressource ved vurderingen af, om en given råstofforekomst skal udnyttes eller ej. Såfremt en råstofforekomst af høj lødighed kun findes i begrænsede mængder inden for en region, vil dette forhold derfor kunne komme til at spille en væsentlig rolle ved den samlede vurdering af, om råstofforekomsten skal udnyttes. Herunder skal amtsrådet vurdere, om arealer med værdifulde råstoffer ikke bør udnyttes til indvinding, før de anvendes til f.eks. byggeri eller vejanlæg.

Amtsrådene skal lægge vægt på de landskabelige forhold, hvor råstofindvindingens ændring af jordoverflade og landskabsbillede indgår, og tage naturmæssige hensyn, dvs. vurdere konsekvenserne for natur- og vådområder i omegnen, f.eks. med hensyn til mulige påvirkninger af vandstand og dermed forholdene for flora og fauna. Amtsrådene skal også vurdere mulighederne for at opnå nye naturmæssige, landskabelige og rekreative værdier i det ændrede landskab.

Amtsrådene skal sikre, at de miljømæssige konsekvenser af råstofindvinding bliver så små som muligt. Det gælder f.eks. indvindingens påvirkning af omgivelserne med støv, støj og rystelser. Amtsrådet skal også lægge vægt på grundvandsbeskyttelsen og herunder drikkevandsinteresserne.

For så vidt angår opregningen af de modstående interesser er ikke blot de arkæologiske interesser udtrykkeligt nævnt ved siden af de videnskabelige interesser, men også de geologiske. De arkæologiske interesser omfatter såvel synlige som ikke synlige jordfaste fortidsminder i form af f.eks. bopladser, gravpladser, gravhøje eller ruiner. De geologiske interesser omfatter såvel de geologiske aflejringer som det landskabsbillede, der især afspejler de geologiske processer.

Det er endvidere fastsat, at også hensynet til infrastrukturanlæg og ulemper for luftfarten skal indgå i afvejningen efter lovens § 3.

Med infrastrukturanlæg tænkes navnlig på el-, naturgas- og teleledninger, hvor visse anlæg måske må ombygges som følge af en påtænkt råstofindvinding. Bestemmelsen skal derfor sikre, at råstofmyndigheden ved vilkårsfastsættelsen tager højde herfor og afklarer, hvilke aftaler, der i givet fald skal lægges til grund for en ombygning. Ligeledes bør råstofmyndigheden tage stilling til, hvordan anlægget skal indgå i terrænet, når området til sin tid skal efterbehandles.

Ulemper for luftfarten er medtaget i bestemmelsen, fordi der kan opstå flyvesikkerhedsmæssige problemer, hvis sødannelser i nærheden af offentlige godkendte flyvepladser og/eller militære flyvestationer tiltrækker fugle.

Om varetagelsen af de samfundsmæssige hensyn ved enkeltsagsbehandlingen henvises nærmere til kap. VIII og især kap. IX.

 

III Lovens område

Kap. III gennemgår lovens område, herunder hvilke forekomster, der er omfattet af råstofloven, og hvilke, der er omfattet af undergrundsloven. Endvidere redegøres der for, hvordan der afgrænses mellem administration af råstofindvinding på land og råstofindvinding på havbunden.

A. Hvilke forekomster er omfattet af råstofloven

Loven omfatter i henhold til § 2, bentonit, brunkul, diatoméjord, ekspanderende ler, flint, fyldjord, råjord, gnejs, granit, grus, kalk, kaolin, kildekalk, kiselgur, kridt, kul, kvartssand, ler, mergel, metan (kvartær), moler, mosekalk, muld, myremalm, okkermalm, sand, sandsten, skaller, skifer, sten, søkalk, tørv og lignende forekomster.

For så vidt angår råstoffet metan er det alene den forekomst, der er dannet i mellemistidsaflejringer og senere (kvartære lag), der er omfattet af råstofloven. Metan fra afsluttede lossepladser er på tilsvarende vis omfattet af råstoflovens regler, hvorfor etablering af indvindingsanlæg sådanne steder forudsætter tilladelse efter lovens § 7, stk. 1. Metan i de dybereliggende lag er omfattet af undergrundsloven, jf. pkt. B.

Indvinding af sand for at udnytte mineraler og metaller, der kan forekomme i sandet, er også omfattet af råstofloven. Efter råstofloven tillægges det ikke betydning, hvilken anvendelse råstofferne har. Det er alene råstoffernes betegnelse ved indvindingen, der er afgørende. Sand, som f.eks. tungsand, der har et særligt indhold af titanium m.m., kan således ikke betegnes som et særligt råstof, der adskiller sig fra andet sand.

Med "lignende forekomster" tænkes bl.a. på affalds- og restprodukter, der opgraves med henblik på videresalg og anvendelse som de naturbundne råstoffer. Opgravning og udnyttelse vil i særlige tilfælde være omfattet af råstofloven og kræve en tilladelse efter lovens § 7, stk. 1

Selve deponeringen af affalds- og restprodukterne er omfattet af miljøbeskyttelseslovens bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober 1999 om godkendelse af listevirksomhed. Så længe et depot er i drift, vil opgravning med henblik på nyttiggørelse af de deponerede materialer være en ændring af driften af det pågældende depot, der vil forudsætte en supplerende tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven.

Opgravning fra et afsluttet depot er imidlertid ikke godkendelsespligtig efter miljøbeskyttelsesloven. Opgravning fra sådanne depoter vil i henseende til gener og ulemper kunne sidestilles med en indvinding af naturbundne råstoffer. Der vil endvidere være et tilsvarende behov for, at der udføres en efterbehandling af det udgravede område.

Det indebærer, at der i lighed med ansøgninger om tilladelse til indvinding af naturbundne råstoffer skal foretages en individuel vurdering af en række forhold, før der meddeles en tilladelse efter råstofloven.

B. Undergrundsloven

Lov om anvendelse af Danmarks undergrund gælder for de råstoffer, der ikke var underkastet privatøkonomisk udnyttelse før 1932, dvs. bl.a. olie, naturgas og salt samt jordvarme (geotermisk energi).

I henhold til råstoflovens § 2 gælder loven ikke for de råstoffer, der er omfattet af undergrundsloven.

C. Forekomster på landjorden / søterritoriet

Grænsen mellem de områder, der er omfattet af lovens kapitel 3 om forekomster på landjorden, og de områder, der er omfattet af kapitel 4 om forekomster på søterritoriet, er den daglige højeste vandstandslinie.

Forekomster landværts denne linie er omfattet af bestemmelserne i kapitel 3, hvor amtsrådet er myndighed, mens forekomster søværts linien er omfattet af kapitel 4, hvor Skov- og Naturstyrelsen er myndighed.

Der findes havneanlæg, hvor der på den ene side af havnen sker stadig aflejring af materialer på havbunden (søterritoriet), men efterhånden sker aflejringerne ved sandflugt og i stormsituationer over dagligvandslinien, dvs. at der sker tilvækst af land.

Sejlrenden og havneindløbet holdes normalt farbar ved gennemførelse af oprensning med et specialfartøj, men såfremt aflejringerne fortsættes, kan det på et vist tidspunkt være nødvendigt at fjerne disse for at sikre fortsat besejling af havnen. For at opnå en økonomisk overkommelig løsning på fjernelsen af disse materialer gennemføres det nogle steder som råstofindvinding, dvs. materialerne afgraves på eller fra land og placeres andet steds eller køres væk på lastvogn.

I denne situation kan det være vanskeligt at fastlægge grænsen mellem land og søterritorium og sagsbehandle efter den, fordi grænsen naturligt rykker frem for hver dag, der sker aflejringer, og kunstigt rykker tilbage for hver dag, der sker råstofindvinding, såfremt der graves dybere end dagligvandsniveauet. Det følger jo af sagens natur, at fjernelsen af de pågældende materialer også er nødvendig i et vist omfang under dette niveau.

I en konkret arbejdssituation, hvor dagligvandslinien flyttes på denne måde, vil det være meget uhensigtsmæssigt, såfremt der opstår tvivl om, hvorvidt det er en "landtilladelse" eller en "vandtilladelse", der er gældende, og dermed om det er amtsrådet eller Skov- og Naturstyrelsen som myndighed, der i givet fald skal varetage tilsyn og sagsbehandling.

Naturklagenævnet har i en afgørelse af 13. oktober 1998 tiltrådt, at en sådan råstofindvinding behandles efter reglerne om indvinding på land, idet opgravningerne foretages med landbaseret materiel og med efterbehandling på land. Dette svarer til Skov- og Naturstyrelsens normale praksis på området. Nævnet har i sin afgørelse fastsat, at der maksimalt må graves til 2 m under havoverfladen.

Såfremt gravningen udelukkende sker søværts dagligvandslinien, behandles sagen derimod af Skov- og Naturstyrelsen efter reglerne i lovens kap. 4, også selv om gravningen gennemføres med landbaseret materiel.

Om den nærmere administration af indvinding på strandbredder, henvises til kap. V, pkt. E med hensyn til ikke-erhvervsmæssig indvinding, og kap. IX, pkt. C.1 med hensyn til erhvervsmæssig indvinding.

 

IV Planlægning af råstofindvindingen

Kap. IV rummer en beskrivelse af råstofindvindingens indpasning i regionplanlægningen, herunder forholdet til de internationale naturbeskyttelsesområder, og reglerne om VVM-procedure. Der omtales tillige den særlige råstofplanlægning og gives en gennemgang af forholdet til kommune- og lokalplanlægning.

Amtsrådet er indtil den 1. juli 2000 regionplanmyndighed i hele landet (bortset fra Københavns og Frederiksberg kommuner). Den 1. juli 2000 sker der en ændring i hovedstadsområdet, hvor Hovedstadens Udviklingsråd bliver regionplanmyndighed. Udviklingsrådet skal dog ikke administrere råstofloven.

A. Regionplanlægning

1. generelt

I planloven er der fastsat regler om, at regionplanerne skal indeholde retningslinier for anvendelse af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden.

Der skal således udlægges graveområder, hvor råstofressourcerne er til stede, samtidig med, at der er taget mest muligt hensyn til andre interesser i det åbne land, såsom landskabelige forhold, vandforsyningsmæssige og vandindvindingsmæssige interesser, naturen, jordbrugsmæssige forhold m.v. Der henvises til planlovens nærmere regler herom.

Regionplanmyndigheden skal være opmærksom på, at de områder, der er udlagt som graveområder normalt vil være negativområder for skovrejsning, men at de efter endt indvinding og udførelse af efterbehandling kan udlægges som positivområde ved en efterfølgende regionplanrevision.

Tilsvarende gælder for andre arealinteresser, at de også kan komme ind som positivområder, når råstofindvinding i et område er ophørt.

2. Internationale naturbeskyttelsesområder

Ved bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder) er der i henhold til planloven og råstofloven m.fl. fastsat bestemmelser, hvorefter der i de internationale beskyttelsesområder ikke må planlægges for forskellige formål. Dette gælder således udlægning i regionplanen af nye områder til råstofindvinding på land, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 4).

Der kan dog efter bekendtgørelsens § 3, stk. 4 planlægges for foranstaltninger, som vil medføre forbedringer af naturforholdene i det berørte område. Hvis der skal udlægges et område til råstofindvinding skal forbedringerne i givet fald fremgå af regionplanens retningslinier for efterbehandling. Ministeren kan særlige tilfælde og under respekt af Habitatdirektivets artikel 6 tillade fravigelse af § 3, stk. 2, jf., bekendtgørelsens § 8.

Tilladelsesarbejdet til indvinding i disse beskyttelsesområder vil altid indeholde en gennemgang(screening) for at afklare, om råstofindvindingen må antages at kunne få væsentlig virkning på miljøet. Afklaringen skal ske med baggrund i indvindingens karakteristika, mulige miljøpåvirkninger samt omgivelsernes sårbarhed. Den danner grundlag for en vurdering af behovet for en VVM-procedure, jf. pkt. 3.

Der henvises endvidere til den særlige vejledning i administration og forvaltning af internationale naturbeskyttelsesområder.

3. VVM-procedure

VVM (Vurdering af virkninger på miljøet) er en del af regionplanlægningen, der gennemføres i de tilfælde, hvor et bestemt anlæg, herunder råstofindvinding, omfattes af bestemmelserne, jf. bekendtgørelse nr. 849 af 30. september 1994 om tilladelse m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning (VVM) og bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse).

Med hensyn til konkret gennemførelse m.m. af VVM-procedure henvises der til kap. IX, pkt. B.

B. Råstofplanlægning

Amterne er ikke længere lovmæssigt forpligtet til at vedligeholde og opretholde en råstofplanlægning, idet lovbestemmelserne om sektorplanlægning blev ophævet i 1987. Det betyder dog ikke, at planlægningen inden for råstofområdet er bortfaldet. Det er forudsat i lovforslagets bemærkninger, at der fortsat - afhængig af de enkelte amters behov - foretages den nødvendige planlægning for at sikre varetagelsen af de interesser, der er nævnt i formålsbestemmelserne.

Amtsrådene bør derfor løbende foretage det nødvendige planlægningsarbejde for at sikre, at råstofforekomsterne bliver indvundet og anvendt hensigtsmæssigt inden for regionen og så vidt mulig udnyttes, før de beslaglægges til andre formål. Råstofplanlægningen vil dermed få stor betydning som grundlag for lovens administration og forenkle sagsbehandlingen, idet en række forhold omkring indvindingens nærmere tilrettelæggelse, vilkårsfastsættelsen og efterbehandlingen allerede vil være afklaret gennem sektorplanlægningen.

C. Kommuneplanlægning

Efter planloven skal kommuneplanens hovedstrukturdel angive de overordnede mål for udvikling og arealanvendelse i kommunen, herunder også for arealanvendelsen til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden. Kommuneplanen vil hovedsageligt indeholde en gentagelse af regionplanens retningslinier.

Det kan dog forekomme, at en kommuneplan indeholder bestemmelser om særlige efterbehandlingsvilkår vedrørende den efterfølgende anvendelse, navnlig af bynære arealer til egentlige byudviklingsformål, nærrekreative områder o.lign.

D. Lokalplanlægning

I henhold til lov om planlægning skal der, eller kan der, i visse tilfælde udarbejdes lokalplaner i forbindelse med råstofindvinding.

1. Lokalplanpligt

Efter planlovens § 13, stk. 2 skal en lokalplan tilvejebringes, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder.

Råstofindvinding og eventuelle anlæg i forbindelse hermed henhører under begrebet bygge- og anlægsarbejder. I nogle tilfælde vil en råstofindvinding derfor kræve udarbejdelse af lokalplan.

Det er kommunalbestyrelsen som lokalplanmyndighed, der afgør, om en given råstofindvinding er et "større" arbejde, der kræver, at en lokalplan tilvejebringes. Ved afgørelsen af dette spørgsmål skal der lægges afgørende vægt på, om den påtænkte råstofindvinding fremkalder væsentlige ændringer i det bestående miljø. Afgørelsen af lokalplanpligtspørgsmålet vil således især bero på relationerne til omgivelserne, herunder om arealet ligger i nærheden af eksisterende eller planlagt bebyggelse eller rekreative arealer. Kommunalbestyrelsens afgørelse af spørgsmålet om lokalplanpligt kan påklages til Naturklagenævnet, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 4.

I de tilfælde, hvor en lokalplan skal tilvejebringes, før en indvinding kan gennemføres, kan den fastlægge bestemmelser om anvendelsen både på kort sigt og på lang sigt. Planen kan i øvrigt indeholde bestemmelser, der regulerer tilkørselsforholdene til området, hegnsforhold, afskærmningsforanstaltninger, placering af bygninger og faste anlæg m.v.

Tilladelsen til indvinding må i givet fald stemme overens med lokalplanen. Der henvises til kap. X, pkt. D.12.

2. Lokalplanret

Efter planlovens § 13, stk. 1 kan kommunalbestyrelsen tilvejebringe en lokalplan med henblik på at regulere en række forhold af betydning for arealanvendelsen, herunder i forbindelse med råstofindvinding.

De fleste af de forhold, der kan reguleres i en lokalplan, reguleres imidlertid også efter råstofloven i de vilkår, der fastsættes for en råstoftilladelse. Der vil derfor i almindelighed ikke være behov for, at kommunalbestyrelsen udarbejder en lokalplan for råstofindvinding efter bestemmelsen. Kommunalbestyrelsen kan i stedet anmode amtsrådet om at stille en række vilkår med henblik på at imødekomme eventuelle ønsker fra kommunalbestyrelsen om råstofindvindingens nærmere tilrettelæggelse og den efterfølgende arealanvendelse.

Såfremt arealanvendelsen efter endt indvinding skal være en mere aktiv anvendelse, f.eks. rekreative formål, og efterbehandlingen skal tilrettelægges med henblik på dette, kan det være formålstjenligt at fastlægge de nærmere retningslinier herfor i en lokalplan allerede fra indvindingens start.

Såfremt en kommunalbestyrelse ønsker at tilvejebringe en lokalplan som udslag af lokalplanretten, gælder det tilsvarende, at råstofindvindingstilladelsen må være i overensstemmelse med lokalplanen. Der henvises til kap. X, pkt. D.12.

 

V Ikke-erhvervsmæssig indvinding

Kap. V handler om den ikke-erhvervsmæssig indvinding, der kan gennemføres uden tilladelse efter råstofloven, men som kan forudsætte en anmeldelse til amtsrådet. Der gives en gennemgang af den historiske baggrund og de nuværende regler, herunder afgrænsningen til erhvervsmæssig råstofindvinding, og hvordan amtsrådet behandler anmeldelser. Der gives tillige en særlig gennemgang af spørgsmålet om den ikke-erhvervsmæssige indvinding på strandarealer og de særlige regler herfor. Endelig gives der en gennemgang af forholdet til anden lovgivning.

A. Generelt

Erhvervsmæssig indvinding sker, når råstofferne udnyttes til industriel anvendelse eller med henblik på brug eller videresalg til brug inden for bygge- eller anlægssektoren og lignende. Der henvises til gennemgangen i kap. VII.

Ikke-erhvervsmæssig indvinding er til private formål som modsætning til erhvervsmæssig eller offentlig indvinding.

B. Baggrunden for reglerne

Reglerne om ikke-erhvervsmæssig indvinding i råstoflovens § 7, stk. 2 har sammenhæng med en tilsvarende regel i landbrugsloven. Her blev den oprindeligt indført i 1967, hvor der ved en revision af landbrugslovgivningen blev indført bestemmelser om tilladelse til råstofindvinding på landbrugsejendomme.

Den gældende udformning af bestemmelserne i landbrugsloven om råstofindvinding fremgår nu af lovens § 7 a, hvorefter jorderne til en landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig jordbrugsmæssig måde i det omfang, de er egnede hertil. Ved jordbrugsmæssig udnyttelse forstås, at jorderne anvendes til landbrug, skovbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed. Ingen del af jorderne må tages i brug til anden anvendelse, herunder til udnyttelse af forekomster i jorden, såsom sten, grus, sand, ler, kridt og tørv. Ejeren kan dog udnytte forekomster i jorden i begrænset omfang til eget brug eller give andre en tilsvarende begrænset udnyttelsesret. Råstofindvinding i videre omfang kræver fortsat en tilladelse efter landbrugsloven.

Bestemmelsen i landbrugsloven sikrer ejeren en mulighed for fortsat til eget brug at udnytte råstofforekomster på ejendommen uden at skulle have tilladelse hertil fra landbrugsministeriet, nu Fødevareministeriet. Ejeren kan endvidere give andre en tilsvarende begrænset udnyttelsesret.

Den udnyttelse, der er tale om, er altså til privat brug - ikke til offentlig brug eller til erhvervsmæssige formål

Ved vedtagelsen af den første råstoflov i 1972 blev der i denne lov også medtaget en bestemmelse om begrænset udnyttelse. Bestemmelsen fremgår af § 5, stk. 1, nr. 4) i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet, hvorefter en indvindingstilladelse ikke kræves, når ejeren af en ejendom i begrænset omfang udnytter eller agter at udnytte sådanne forekomster til eget brug eller at give andre en tilsvarende begrænset udnyttelsesret.

Efter lovens § 5, stk. 2 skulle ejeren dog anmelde til amtsrådet, at den pågældende råstofindvinding fandt sted eller ville finde sted.

De daværende bestemmelser om begrænset udnyttelse af forekomster i jorden på landbrugsejendomme blev med indførelsen i råstoflovgivningen samtidigt udvidet til også at omfatte ejendomme uden landbrugspligt. Der skete imidlertid ikke nogen ændring i, hvad der kunne forstås ved begrænset udnyttelse.

Det fremgår således direkte af bemærkningerne til lovforslaget i 1972, at i det omfang, der tidligere er givet kommuner tilladelse (med ejerens samtykke) i henhold til kystfredningsloven til at hente sand på strandbredder til anlæg og vedligeholdelse af offentlige veje, kan dette nu kun ske med tilladelse efter lovens § 4. Om indvinding på strandbredder henvises til det efterfølgende pkt. E samt kap. IX, pkt. C.1.

Fredningsstyrelsen har ved brev af 9. oktober 1979 vejledende udtalt, at en kommune ikke kan foretage ikke-erhvervsmæssig indvinding på ejendomme tilhørende andre, fordi der ikke kan være tale om, at indvindingen foregår til anvendelse til private formål.

Ved gennemførelsen af den nye råstoflov i 1977 skete der bl.a. en revision af bestemmelserne om den begrænsede udnyttelse til eget brug, idet den blev formuleret som en modsætning til den erhvervsmæssige indvinding og dermed benævnt ikke-erhvervsmæssig indvinding. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ændringen af teksten alene er af redaktionel karakter. Samtidig blev det for at lette administrationen fastsat, at kun ikke-erhvervsmæssige indvindinger af et vist omfang var omfattet af pligten til at anmelde.

C. Nuværende regler

Ved de senere revisioner af råstofloven er det alene spørgsmålet om anmeldepligt og amtsrådets mulighed for at stille vilkår om efterbehandling eller andet, der er blevet ændret. Det er således stadig alene den private anvendelse - som modsætning til offentlig eller erhvervsmæssig anvendelse - der er omfattet af undtagelsen fra tilladelseskravet i råstoflovens § 7, stk. 1.

Heraf følger dog ikke, at ikke-erhvervsmæssig indvinding kan finde sted på alle ejendomme og af enhver til et vilkårligt formål, idet sådanne indvindinger er karakteriseret ved:

De mængder, der indvindes, er beskedne.

Materialerne videresælges ikke til brug i bygge- og anlægssektoren eller til industrielle formål.

Materialerne anvendes fortrinsvist umiddelbart omkring indvindingsstedet til private formål, typisk til vedligeholdelse af mark- og skovveje.

Ikke-erhvervsmæssig indvinding foretages normalt af ejendommens ejer (evt. forpagter), men ejeren kan også lade andre (f.eks. en nabo) foretage en tilsvarende begrænset indvinding til private formål.

Reglerne om privat brug indebærer, at offentlige myndigheder ikke kan foretage eller lade foretage sådanne ikke-erhvervsmæssige indvindinger, medmindre den pågældende myndighed handler i sin egenskab som privat ejer af den pågældende ejendom. Dette indebærer eksempelvis:

På en offentlig ejet landbrugsejendom eller skovbrugsejendom, der drives som sådan, kan der foretages ikke-erhvervsmæssig indvinding til brug for denne ejendoms markveje og lignende.

På et offentligt ejet idrætsanlæg, campingplads eller lignende kan der ikke foretages ikke-erhvervsmæssig indvinding til brug for denne eller andre ejendomme, da ejendommen er udlagt til offentlige eller rekreative formål, dvs. ikke til private formål.

Indvinding til brug for vedligeholdelse eller anlæg af offentlige veje vil altid være erhvervsmæssig, da der ikke er tale om private formål.

Efter råstoflovens regler kan der uden videre foretages ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding, såfremt der er tale om mindre omfang, dvs. mindre end 200 m³ årligt. Såfremt indvindingen vil overstige denne mængde, skal der ske forudgående anmeldelse heraf til amtsrådet, endvidere skal der ske efterbehandling af indvindingsarealet, jf. pkt. D. Ved opgørelsen af indvindingsmængde skal der tages hensyn til den samlede mængde pr. år, og ikke størrelsen af den enkelte indvindingsopgave hen over året.

Det bemærkes dog, at en ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding - uanset omfang - kun kan foretages på arealer, der er generelt beskyttede efter anden lovgivning, såfremt der meddeles dispensation eller tilladelse hertil efter denne anden lovgivning, jf. pkt. F.

D. Anmeldelse ved indvinding over 200 m³

Såfremt den ikke-erhvervsmæssige indvinding på en ejendom vil overstige 200 m³ årligt, skal der inden indvindingens påbegyndelse ske anmeldelse til det pågældende amtsråd. Anmeldelsen skal indgives på et særligt skema og indeholde de oplysninger, der fremgår af skemaet, herunder at skemaet skal være underskrevet af ejendommens ejer.

Skov- og Naturstyrelsen har senest i 1997 udarbejdet et skema til brug for anmeldelsen.

1. Amtsrådets vurdering

Indvindingen kan påbegyndes i umiddelbar forlængelse af, at anmeldelsen er indgivet til amtsrådet. Det er derfor vigtigt, at amtsrådet i givet fald reagerer hurtigt, såfremt der er særlige forhold, der skal tages i betragtning. Under alle omstændigheder er der - bortset fra strandbredder m.v. jf. pkt. E - en frist på 4 uger for amtsrådet til at stille vilkår.

Amtsrådet må ud fra oplysningerne i skemaet vurdere, om anmeldelsen kan omfatte en længere indvindingsperiode, eller om det, bl.a. af hensyn til muligheden for at fastsætte vilkår, vil være mest hensigtsmæssigt alene at lade anmeldelsen omfatte det pågældende år.

Amtsrådet bør i sidstnævnte tilfælde underrette anmelder om, at anmeldelsen kun vil omfatte det pågældende år, og at der skal indsendes en anmeldelse på ny, såfremt den ikke-erhvervsmæssige indvinding vil overstige 200 m³ i et senere år.

Udgangspunktet i såvel råstofloven som landbrugsloven er, at muligheden for den ikke-erhvervsmæssige indvinding er en rettighed knyttet til ejendommen. Såfremt amtsrådet skønner, at en ikke-erhvervsmæssig indvinding vil medføre uønskede landskabelige forandringer eller af andre årsager ikke bør gennemføres, kan der derfor ikke gives afslag efter råstofloven, men der må i stedet rejses en fredningssag efter naturbeskyttelsesloven.

Såfremt amtsrådet ud fra anmeldelsen kan se, at iværksættelse af den ikke-erhvervsmæssige indvinding forudsætter tilladelse efter anden lovgivning, bør amtsrådet snarest gøre anmelderen opmærksom herpå, samt oplyse til hvilken myndighed, særskilt ansøgning skal indgives.

2. Særlige vilkår

Amtsrådet kan inden 4 uger efter anmeldelsens modtagelse stille særlige vilkår for indvindingen. Hvilke vilkår, der i givet fald skal stilles, beror på amtsrådets skøn i den konkrete sag.

Selv om amtsrådet ikke har til hensigt at fastsætte særlige vilkår på baggrund af en anmeldelse, vil det være i overensstemmelse med god forvaltningsskik, hvis amtsrådet orienterer den pågældende om, at anmeldelsen er modtaget, og at indvindingen kan gennemføres.

3. Efterbehandling

I henhold til § 7, stk. 3 i råstofloven er der nu indført en pligt for indvinderen til at gennemføre efterbehandling af det areal, der er omfattet af den ikke-erhvervsmæssige indvinding. Denne efterbehandlingspligt gælder dog kun, såfremt indvindingen er af en sådan størrelse, at den er anmeldepligtig.

4. Underretning og klage

Amtsrådets afgørelser om vilkår efter råstofloven for ikke-erhvervsmæssige indvindinger samt vilkår for og forbud mod ikke-erhvervsmæssige indvindinger på strandbredder m.v. jf. pkt. E kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. lovens § 13, stk. 1.

Amtsrådet skal underrette ansøgeren herom ved sagens afgørelse. Der henvises nærmere til kap. XI, pkt. G.1.

Amtsrådet har ikke pligt til at underrette andre - evt. bortset fra Kystinspektoratet - om afgørelsen.

E. Særligt om indvinding på strandbredder m.v.

1. Almindelig indvinding på strandbredder

Såfremt en ikke-erhvervsmæssig indvinding skal foregå på strandbredder og andre kyststrækninger, har amtsrådet mulighed for - også efter 4 ugers fristen - ikke blot at fastsætte vilkår, men også at nedlægge forbud mod den ikke-erhvervsmæssige indvinding.

I henhold til administrationscirkulæret skal amtsrådet forelægge anmeldelsen for Kystinspektoratet, og ved sagens afgørelse skal amtsrådet følge Kystinspektoratets indstilling om vilkår eller forbud.

2. Indvinding på naboarealer til havneanlæg

Rundt langs kysten er der en række eksempler på, at der sker aflejringer af sand og ral i større omfang på den ene side af havnen på grund af havnemolernes indvirkning på strømforholdene langs kysten. Når aflejringerne har nået en vis størrelse, kan der derefter ske en tilsanding af selve havnearealerne, hvorfor der nogle steder af forebyggelsesmæssige årsager sker gravning og bortkørsel af sand og ral.

Hvor det drejer sig om flytninger eller indvinding af strandsand på naboarealer til havnearealer, er der i tidens løb dannet en administrationspraksis, hvorved der er blevet lagt en skillelinie mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig indvinding. Der henvises tillige til kap. III, pkt. C.

Denne skillelinie kan illustreres således:

Fjernelse af strandsand fra strandarealer for derved at forebygge tilsanding af en havn og/eller et havneindløb betragtes som råstofindvinding, fordi der ikke er tale om et egentligt anlægsarbejde.

Indvinding af strandsand, der udlægges på strandarealerne på den anden side af havnen, for der at indgå i de fortsatte kystprocesser (strandfodring), betragtes som ikke-erhvervsmæssig indvinding.

Indvinding af strandsand, der flyttes til andre strandarealer som strandforbedring, eller som anvendes til anlægsarbejder m.v., betragtes som erhvervsmæssig indvinding.

3. Erhvervsmæssig / ikke-erhvervsmæssig, ankeafgørelser m.m.

Råstofindvinding på strandarealer er efterhånden ikke særligt almindeligt, men der findes nogle få principielle afgørelser, der kan tjene til belysning af administrationspraksis.

Overfredningsnævnet har ved afgørelse af 1. juni 1988 stadfæstet en dispensation fra naturfredningslovens strandbeskyttelseslinie til råstofindvinding på et strandareal, der tilgrænser en privat havn på samme ejendom. Råstofindvindingen havde til formål at forebygge tilsanding af havneindløbet, og det indvundne sand blev anvendt til vedligeholdelsesarbejder på ejerens ejendom. Det fremgår af sagen, at ejeren har indsendt en anmeldelse om ikke-erhvervsmæssig anvendelse til amtet, der ikke har bemærkninger til sagen. Overfredningsnævnet præciserer i sin afgørelse, at materialerne ikke må anvendes uden for ejendommen.

Ved byretsdom af 10. oktober 1989 er en vognmand idømt en bøde på 1.000 kr. for ulovlig erhvervsmæssig råstofindvinding på et strandareal. Vognmanden havde kontrakt på transport af sand fra strandarealet til brug for en støberivirksomhed, der havde tilladelse til at indvinde sand til brug for metalstøbeforme. Vognmanden leverede på eget initiativ - og med ejerens mundtlige godkendelse - sand til et lokalt byggeri.

Miljøankenævnet har ved afgørelse af 8. februar 1990 stadfæstet et afslag til fortsat erhvervsmæssig råstofindvinding på et strandareal. Arealet ejes af en vognmand, der ønskede at kunne fortsætte indvinding af grus med et årligt omfang på op til 800 m³ til brug for lokale anlægsarbejder.

Et amtsråd har ved afgørelse af 28. december 1993 meddelt tilladelse til, at en kommune på et kommunalt ejet strandareal kan foretage erhvervsmæssig indvinding af sand med henblik på kystfodring på et andet kommunalt ejet strandareal beliggende i en afstand af mere end 2 km.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 13. oktober 1998 fastslået, at udgravninger af sand med det primære formål at friholde en havn for tilsanding kan betegnes som råstofindvinding, idet sandet sælges til den entreprenør, der forestår gravearbejdet, og derefter anvendes erhvervsmæssigt uden for det område, hvor det opgraves. Nævnet har derefter stadfæstet en tilladelse efter råstoflovens § 7, stk. 1.

F. Forholdet til anden lovgivning

En ikke-erhvervsmæssige indvinding kan forudsætte tilladelse efter anden lovgivning, uanset indvindingens størrelse. Amtsrådet bør derfor gøre anmelderen opmærksom herpå, samt oplyse til hvilken myndighed, særskilt ansøgning skal indgives.

Skovloven rummer ikke en bestemmelse om ikke-erhvervsmæssig indvinding, og der forudsættes derfor en tilladelse i henhold til lovens § 10 om terrænændringer fsv. angår skovarealer. Loven administreres af statsskovdistrikterne.

En ikke-erhvervsmæssig indvinding vil endvidere kunne være planlagt på arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttede naturtyper, beskyttede sten- og jorddiger, beskyttelseslinier i forhold til strande, ferske vande eller fortidsminder i henhold til §§ 3, 4, 15, 16 og 18, jf. gennemgangen i kap. IX, pkt. C.4. I så fald er det en forudsætning, at der gives dispensation eller tilladelse i henhold til disse bestemmelser.

En ikke-erhvervsmæssig indvinding vil endelig kunne være planlagt på arealer, hvor der findes skjulte fortidsminder, der er omfattet af museumslovens § 26.

En tilladelse er ikke nødvendig på landbrugsejendomme, fordi landbrugsloven, som tidligere nævnt under pkt. B, rummer en bestemmelse om mulighed for at gennemføre ikke-erhvervsmæssig indvinding uden tilladelse.

 

VI Prøvegravninger

Kap. VI handler om prøvegravning, der kan gennemføres uden tilladelse efter råstofloven, men som kan forudsætte en anmeldelse til amtsrådet. Der gives en gennemgang af, hvordan amtsrådet behandler anmeldelser. Endelig gives der en gennemgang af forholdet til anden lovgivning.

A. Generelt

Med virkning fra 1. januar 1997 er der i råstofloven indføjet særlige regler om større prøvegravninger. Hidtil har der uden videre kunnet foretages prøvegravninger uanset omfang, men nu er der - som for ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding - indført en grænse på 200 m³.

Såfremt prøvegravningen vil overstige denne mængde, skal der ske forudgående anmeldelse heraf til amtsrådet, endvidere skal der ske efterbehandling af gravearealet. Ved opgørelsen af prøvegravningsmængde skal der tages hensyn til den samlede opgravningsmængde, inkl. overjord på det pågældende areal, og ikke størrelsen af mængden for hvert enkelt prøvegravningshul.

Reglerne om anmeldelse af prøvegravning gælder også for arealer, hvor der er meddelt tilladelse til råstofindvinding, men hvor indvinding ikke er igangsat.

B. Anmeldelse ved prøvegravning over 200 m³

Såfremt udførelse af prøvegravning på en ejendom vil overstige 200 m³ i alt, skal der inden gravningens påbegyndelse ske anmeldelse til det pågældende amtsråd. Anmeldelsen skal indgives på et særligt skema og indeholde de oplysninger, der fremgår af skemaet, herunder at skemaet skal være underskrevet af ejendommens ejer.

Skov- og Naturstyrelsen har udarbejdet et skema til brug for anmeldelsen.

1. Amtsrådets vurdering

Gravningen kan påbegyndes i umiddelbar forlængelse af, at anmeldelsen er indgivet til amtsrådet. Det er derfor vigtigt, at amtsrådet i givet fald reagerer hurtigt, såfremt der er særlige forhold, der skal tages i betragtning. Under alle omstændigheder er der en frist på 4 uger for amtsrådet til at stille vilkår.

2. Særlige vilkår

Amtsrådet kan inden 4 uger efter anmeldelsens modtagelse stille særlige vilkår for prøvegravningen. Hvilke vilkår, der i givet fald skal stilles, beror på amtsrådets skøn i den konkrete sag.

Selv om amtsrådet ikke har til hensigt at fastsætte særlige vilkår på baggrund af en anmeldelse, vil det være i overensstemmelse med god forvaltningsskik, hvis amtsrådet orienterer den pågældende om, at anmeldelsen er modtaget, og at prøvegravningen kan gennemføres.

Amtsrådet bør i denne forbindelse understrege forpligtelsen til at indberette til GEUS om resultaterne af prøvegravningen, jf. råstoflovens § 28, stk. 1.

3. Efterbehandling

I henhold til § 7, stk. 3 i råstofloven er der en pligt for entreprenøren til at gennemføre efterbehandling af det areal, der er berørt af prøvegravningen.

Amtsrådet skal som tilsynsmyndighed påse, at der foretages efterbehandling, og i modsat fald skal der gives lovliggørelsespåbud med hjemmel i lovens § 33. Der henvises nærmere til kap. XIII, pkt. C.

4. Underretning og klage

Amtsrådets afgørelser om vilkår efter råstofloven for prøvegravninger kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. lovens § 13, stk. 1.

Amtsrådet skal underrette anmelderen herom ved sagens afgørelse. Der henvises nærmere til kap. XI, pkt. G.1.

Amtsrådet har ikke pligt til at underrette andre end entreprenør og ejer om afgørelsen.

C. Forholdet til anden lovgivning

Såfremt amtsrådet ud fra anmeldelsen kan se, at iværksættelse af prøvegravningen forudsætter tilladelse efter anden lovgivning, bør amtsrådet snarest gøre anmelderen opmærksom herpå, samt oplyse til hvilken myndighed, særskilt ansøgning skal indgives.

Der forudsættes således en tilladelse fra statsskovdistriktet i henhold til skovlovens § 10 om terrænændringer fsv. angår større prøvegravninger på skovarealer.

En prøvegravning vil endvidere kunne være planlagt på arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttede naturtyper, beskyttede sten- og jorddiger, beskyttelseslinier i forhold til strande, ferske vande eller fortidsminder i henhold til §§ 3, 4, 15, 16 og 18, jf. gennemgangen i kap. IX, pkt. C.4. I så fald er det en forudsætning, at der gives dispensation eller tilladelse i henhold til disse bestemmelser.

En prøvegravning vil endelig kunne være planlagt på arealer, hvor der findes skjulte fortidsminder, der er omfattet af museumslovens § 26.

 

VII Erhvervsmæssig indvinding

Kap. VII gennemgår begrebet erhvervsmæssig råstofindvinding, herunder hvilke forarbejdnings- og industrianlæg, der er medomfattet af en tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding. Endvidere gennemgås afgrænsningen mellem fremskaffelse af råstoffer ved indvinding og anvendelsen af overskudsmaterialer, der fremkommer ved udgravninger i forbindelse med anlægsarbejder.

A. Indvinding generelt

Amtsrådet er myndighed for tilladelser til råstofindvinding på land, jf. lovens § 7, stk. 1.

Kravet om tilladelse efter lovens § 7, stk. 1, er ikke kun knyttet til selve gravningen og indvindingen af råstoffer, men også til opstillingen af anlæg og forarbejdningen af råstoffer i råstofgraven eller i tæt forbindelse med råstofgraven, f.eks. på et tilgrænsende areal.

Endvidere er en eventuel videregående industriel råstofforbrugende produktion omfattet af kravet om tilladelse efter råstofloven, såfremt den foregår på arealer i råstofgraven, medmindre det pågældende produktionsanlæg skal godkendes som listevirksomhed efter miljøbeskyttelsesloven.

I forbindelse med en tilladelse omfatter de stillede vilkår om miljøforhold m.m. ikke blot selve indvindingen, men også virksomhedens drift i råstofgraven, jf. lovens § 10, stk. 1, nr. 1).

Med hensyn til afgrænsning mellem ikke-erhvervsmæssig og erhvervsmæssig indvinding henvises til kap. V, hvor der gennemgås en række eksempler og principielle afgørelser.

B. Forarbejdnings- og industrianlæg i en råstofgrav

Etablering af råstofforarbejdende anlæg, såsom grusværker, stenknuserier og mørtelværker, er også omfattet af amtsrådets kompetence efter råstoflovens § 7, stk. 1, såfremt de placeres på indvindingsstedet. Det samme gælder cementstøberier, betonstøberier og betonblanderier med en årlig produktion på under 20.000 tons. Endvidere gælder det for teglværker, molerværker m.fl., hvis de er under en vis produktionskapacitet, jf. listen nedenfor.

Det betyder, at der kan stilles vilkår af miljømæssig art i tilladelser efter råstofloven med henblik på at minimere generne fra disse råstofforarbejdende og råstofforbrugende anlæg.

De råstofforbrugende anlæg, der ikke er omfattet af amtsrådets kompetence efter råstofloven, selv om de placeres i en råstofgrav, er følgende virksomheder, der er omfattet af bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober 1999 om godkendelse af listevirksomhed, jf. bekendtgørelsens bilag 1, pkt. B:

Cementfabrikker, kalkværker og kridtværker.

Cementstøberier, betonstøberier og betonblanderier med en produktion på mere end 20.000 tons pr. år.

Glasværker og virksomheder der fremstiller glasfibre, inklusive fremstilling af glasuldsfibre, hvor smeltekapaciteten er på mere end 20 tons pr. dag.Mineraluldsfabrikker og virksomheder der smelter mineralske stoffer, inklusive fremstilling af mineralfibre, hvor smeltekapaciteten er på mere end 20 tons pr. dag.

Virksomheder, der fremstiller keramiske produkter ved brænding, f.eks. tagsten, mursten, ildfaste sten, fliser, stentøj, porcelæn, klinker, glaserede rør, samt molerværker, hvis virksomheden har en produktionskapacitet på mere end 75 tons pr. dag, eller hvis virksomheden har en ovnkapacitet (ovnstørrelse) på mere end 4 m³ og en sættekapacitet på mere end 300 kg pr. m³.

5a) Kalcinering af flint.

5b) Virksomheder, der fremstiller bygningselementer af overvejende mineralske råmaterialer.

Anlæg for behandling eller oparbejdning af affald samt nedknusning af affald, og anlæg for oplagring eller deponering af affald, herunder containerpladser, fyldpladser, lossepladser og specialdepoter er heller ikke omfattet af amtsrådets kompetence efter råstofloven, selv om de etableres i en råstofgrav. Der henvises til godkendelsesbekendtgørelsen.

Godkendelsesbekendtgørelsens liste over de godkendelsespligtige virksomheder indebærer i øvrigt, at mørtelværker, grusværker og stenknuserier, der etableres uden for indvindingsstedet, ikke skal særskilt godkendes hverken efter miljøbeskyttelsesloven eller råstofloven.

Virksomheder, der ikke er godkendelsespligtige efter miljøbeskyttelsesloven, er omfattet af bestemmelsen i § 42 i miljøbeskyttelsesloven. Efter denne bestemmelse kan en kommunalbestyrelse meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, såfremt virksomheden medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening.

Forbud kan meddeles, hvis ulemperne ikke afhjælpes.

Bestemmelsen vil kun i ganske særlige tilfælde få betydning for råstofindvindinger, der finder sted på grundlag af en tilladelse efter råstofloven. Normalt vil amtsrådet efter høring af kommunalbestyrelsen have taget de miljømæssige forhold i betragtning og fastsat de nødvendige vilkår. Derimod kan bestemmelsen få selvstændig betydning for råstofindvindinger, der ikke finder sted på grundlag af en meddelt tilladelse efter råstofloven, men i henhold til en anmeldt og godkendt rettighed.

Vedkommende kommunalbestyrelse vil i givet fald kunne give påbud eller nedlægge forbud efter den ovennævnte bestemmelse i § 42 i miljøbeskyttelsesloven med henblik på at nedbringe eventuelle gener fra disse anlæg.

C. Råstofindvinding eller gravearbejde

Begrebet erhvervsmæssig indvinding er ikke defineret i råstofloven, og den nærmere afgrænsning heraf må i tvivlstilfælde afgøres konkret af amtsrådet.

Ved vurderingen af spørgsmålet må der bl.a. lægges vægt på, om formålet med indvindingen er at udnytte råstofferne erhvervsmæssigt, det vil sige til industriel anvendelse eller med henblik på videresalg til brug inden for bygge- eller anlægssektoren o.l., eller om råstofferne opgraves som led i et bygge- eller anlægsarbejde.

Gennemførelse af større bygge- og anlægsarbejder, såsom større byggerier, vejanlæg, havneanlæg o.lign. vil ofte medføre, at der fremkommer store mængder "overskudsjord". Denne overskudsjord vil foruden overfladejorden (muld) kunne være blandede morænematerialer (råjord) eller geologisk mere rene forekomster som sand grus og sten.

Såfremt overskudsmaterialerne anvendes andetsteds inden for det pågældende bygge- og anlægsarbejde, vil der normalt ikke være tale om råstofindvinding, der kræver tilladelse efter lovens § 7, stk. 1. Råjord, der fremkommer ved udgravninger i forbindelse med et bygge- og anlægsarbejde, er således ikke omfattet af råstofloven, såfremt det er nødvendigt, at råjorden fjernes som led i projektets gennemførelse.

Det kræver normalt heller ikke tilladelse, hvis råjorden anvendes i projektet eller blot udlægges som opfyldning i forbindelse med projektet. Regulære jordflytninger, der eksempelvis sker i et vejarbejdes længdeprofil, samt terrænreguleringer i almindelighed vil således normalt ikke kræve tilladelse efter lovens § 7, stk. 1.

De samme betragtninger gælder også for de egentlige råstoffer, hvis de fremkommer i forbindelse med et bygge- og anlægsarbejde, f.eks. som led i gennemførelsen af et vejprojekt.

For så vidt angår råstofindvinding i forbindelse med vejanlæg henvises til Skov- og Naturstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 45 af 22. marts 1991.

Selv om råjord eller egentlige råstoffer bortkøres med henblik på anvendelse uden for de pågældende anlægsprojekter, vil der som udgangspunkt ikke være tale om en erhvervsmæssig udnyttelse af råstoffer, der kræver tilladelse. Det hænger sammen med, at materialerne ikke er fremkommet ved en indvinding med henblik på økonomisk udnyttelse til bestemte formål, men er "blevet tilovers" ved et bygge- eller anlægsprojekt.

Derimod vil der være tale om en råstofindvinding, såfremt der i forbindelse med et givet bygge- og anlægsarbejde o.lign. udgraves råstoffer ud over, hvad der er nødvendigt som forudsætning for projektets gennemførelse. Dette gælder således, hvis der graves dybere end nødvendigt på en byggeplads, ved etablering af en mindre sø eller i forbindelse med et vejanlæg, eller såfremt der foretages opgravning uden for selve vejtraceet, f.eks. som sidetag. Det gælder såvel, hvis råstofferne anvendes i projektet, som hvis de bortkøres til andre formål.

Der vil ligeledes være tale om råstofindvinding, såfremt udgravningstakten i et anlægsarbejde ikke umiddelbart styres af ønsket om at få færdiggjort anlægsarbejdet, men snarere styres af afsætningsmulighederne. Dette gælder såvel, hvis udgravningsmaterialerne leveres som råstoffer til anvendelse til bestemte formål, som, hvis materialerne udbydes til salg i konkurrence med råstoffer indvundet i godkendte råstofgrave.

Som eksempel på en sag, hvor der var tale om råstofindvinding, kan nævnes udgravning af en sø til udlægning som naturområde. Udgravningen ønskes strakt over 3 år, fordi de udgravede materialer vil bestå af sand, der af entreprenøren ønskes solgt som råstof til de kunder, der måtte komme i løbet af graveperioden.

Der kan naturligvis forekomme en række grænsetilfælde, der nødvendiggør en nærmere fortolkning af, om anvendelse af "overskudsmaterialer" kræver en tilladelse efter råstofloven. I sådanne tvivlstilfælde kan amtsrådet eventuelt forelægge spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen.

 

VIII Amtsrådets administrationsgrundlag

Kap. VIII gennemgår det overordnede grundlag for amtsrådets sagsbehandling af en ansøgning om tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding, dvs. forholdet til regionplanlægningen, herunder de internationale naturbeskyttelsesområder, samt de samfundsmæssige hensyn.

A. Regionplanen

Regionplanen udgør det overordnede grundlag for, om der i den konkrete sag skal meddeles tilladelse til råstofindvinding eller ej.

Det fremgår af planlovens § 9, at amtsrådet skal virke for gennemførelse af regionplanens retningslinier for forhold omfattet af lovens § 6, stk. 3 og 4, som bl.a. omfatter arealanvendelse til råstofudnyttelse.

I regionplanmæssig henseende kan der være tale om arealer, der er udlagt direkte som råstofområder, eller arealtyper med fastsatte retningslinier, der under visse givne forudsætninger giver mulighed for at meddele tilladelse til råstofindvinding.

Bestemmelsen i § 9 giver amtsrådet hjemmel til - under forudsætning af, at det er planlægningsmæssigt relevant - at lægge regionplanretningslinierne til grund for konkrete, skønsmæssige afgørelser efter anden lovgivning, herunder råstofloven.

Råstofindvinding er i særlige tilfælde omfattet af et krav om en VVM-procedure i forbindelse med behandlingen af en ansøgning, og i de fleste tilfælde skal amtsrådet foretage en gennemgang og vurdering af, om der er behov for en VVM-procedure.

Den eventuelle VVM-procedure for en råstofindvinding vil i de konkrete tilfælde skulle gennemføres i forbindelse med behandlingen af en ansøgning. Det er også tilfældet for arealer, der er beliggende inden for de i regionplanen udlagte graveområder.

Der henvises til gennemgangen af sagsbehandling og VVM-procedure m.m. i kap. IX, pkt. B.

B. Internationale naturbeskyttelsesområder

I bekendtgørelse nr. 782 af 1. November 1998 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder) er der i henhold til råstofloven m.fl. fastsat bestemmelser, hvorefter der ikke må gives en række tilladelser, dispensationer eller godkendelser m.v., såfremt dette vil medføre forringelse af områdets naturtyper og levestederne for arterne eller kan medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for.

Ved behandling af en ansøgning om tilladelse efter råstoflovens § 7, stk. 1, til råstofindvinding i eller ved et EF-fuglebeskyttelsesområde, EF-habitatområde eller Ramsarområde, skal amtsrådet således vurdere, hvorvidt en tilladelse vil have sådanne virkninger, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, stk. 2 og stk. 3, nr. 8).

Det skal fremgå af amtsrådets afgørelse, at der er foretaget en vurdering af konsekvenserne for området, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 3. Endvidere skal der tages hensyn til udpegningsgrundlaget i udarbejdelsen af efterbehandlingsplanen.

Såfremt der foreligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, kan amtsrådet - efter at have indhentet en udtalelse hos Skov- og Naturstyrelsen - dog, jf. bekendtgørelsens § 7, give en tilladelse, der indebærer en fravigelse af beskyttelsen.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 1. juli 1999 stadfæstet en tilladelse i henhold til råstofloven og en dispensation i henhold til naturbeskyttelsesloven til sandgravning i en tidligere sandgrav med en størrelse på 1 ha, der udgør en del af en større strandeng. Tilladelsen er givet i overensstemmelse med en udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen. Området er udlagt som internationalt naturbeskyttelsesområde (Ramsarområde og EF-fuglebeskyttelsesområde). Arealet er beliggende på en mindre ø med råstofforsyningsproblemer. Naturklagenævnet lægger i sin afgørelse til grund, at indvindingen af sand med de fastsatte vilkår vil medføre en forbedring af naturtilstanden på arealet, idet en ny lavvandet sø med svagt skrånende bredder vil være et naturligt element i strandengens mosaik af levesteder.

Der henvises til den særlige vejledning i administration og forvaltning af internationale naturbeskyttelsesområder.

Amtsrådets gennemgang og vurdering vil samtidig kunne bruges til afgørelse af, om der skal gennemføres en VVM-procedure forud for meddelelse af en eventuel tilladelse, jf. kap. IX, pkt. B.

C. Samfundsmæssige hensyn

De hensyn, som skal vurderes og afvejes imod hinanden ved afgørelsen af om, en indvindingstilladelse skal meddeles, og i den forbindelse på hvilke vilkår en indvinding må foregå, fremgår af råstoflovens § 3. De samme hensyn indgår også ved udformningen af regionplanretningslinierne for udnyttelsen af råstofforekomsterne.

Afvejningen i § 3 vil derfor normalt først og fremmest have betydning ved fastsættelse af vilkår i de meddelte tilladelser, hvis der søges om indvindingstilladelse på et område, der er udlagt som graveområde i regionplanen.

Uden for de udlagte graveområder vil afvejningen efter lovens § 3 derimod have afgørende betydning for vurderingen af, om der er særlige forhold, der taler for at give en tilladelse.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 4. juni 1998 ændret en tilladelse til et afslag. Det i sagen omhandlede areal er ikke udlagt som råstofindvindingsområde i regionplanen, men derimod som jordbrugsområde, hvor amtsrådet kan give indvindingstilladelse, når transportafstanden er væsentlig mindre end fra de udpegede graveområder, når der er tale om specielle forekomster, og når der kan tages hensyn til de landskabelige og kulturhistoriske værdier. Arealet er endvidere udpeget som område med særlige drikkevandsinteresser. Arealet er beliggende i nærheden af et regionalt graveområde. Arealet indgår i et af Fredningsstyrelsen udpeget Nationalt Geologisk Interesseområde. Arealet, hvor der ønskes gravet, rummer ikke særlige landskabelige eller kulturhistoriske værdier. Derimod, fandt nævnet det godtgjort, at der er tale om et geologisk interesseområde af national betydning, hvor gravning vil medføre en væsentlig forringelse af landskabets geologisk historiske dokumentationsværdi. Derfor og da der efter det oplyste fandtes tilsvarende råstofforekomster inden for en rimelig afstand, meddelte Naturklagenævnet afslag på indvindingstilladelse.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 31. maj 1999 stadfæstet amtets tilladelse til fortsat gravning i en 10-årig periode. Arealet er beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde, men med trafikale problemer, både for et nærliggende boligområde og et nærliggende industrikvarter, knyttet til transporten til og fra en række grusgrave i graveområdet. Naturklagenævnet udtaler, at regionalt udpegede graveområder bør af planlægningsmæssige hensyn udtømmes før nye egnede områder udlægges og tages i brug til råstofindvinding. Naturklagenævnet har også lagt til grund, at den væsentligste del af den tunge trafik hidrører fra andre grusgrave i området.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 14. juli 1999 stadfæstet amtets tilladelse til fortsat gravning under grundvand. Arealet er beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde, hvor der i visse tilfælde kan ske råstofindvinding under grundvandsspejlet på baggrund af konkrete vurderinger af forholdene. Arealet ligger tillige inden for et område med særlige drikkevandsinteresser, hvor der ligeledes i visse tilfælde kan gives tilladelse til råstofindvinding under grundvandsspejlet på baggrund af konkrete vurderinger af forholdene. Naturklagenævnet henviser i sin afgørelse til regionplanens retningslinier, samt til at gravningen sker i et sekundært grundvandsmagasin og at der ud fra det oplyste ikke foreligger en konkret fare for kvaliteten af det primære grundvandsmagasin.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 30. august 1999 ændret en tilladelse til et afslag til gravning af kalk uden for de i regionplanen udlagte graveområder, men i et regionalt naturområde. Amtet havde tidligere i 1988 givet en 20-årig gravetilladelse frem til 2008, men denne bortfaldt, da gravningen ikke blev indledt inden udløbet af råstoflovens 3-årsfrist. Arealet var på daværende tidspunkt primært beliggende i et regionalt graveområde. Ved efterfølgende regionplanrevisioner er områdeudlægget ændret til regionalt naturområde. Det fremgår af retningslinierne herfor, at der ikke må etableres nye råstofgrave, hvis det medfører indgreb i de interesser, der ligger til grund for udpegningen. Naturklagenævnet henviser til, at den oprindelige tilladelse er bortfaldet, at der er planmæssige uoverensstemmelser samt betydelige landskabelige og kulturelle interesser i området. Naturklagenævnet ændrer derfor amtets tilladelse til et afslag.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 30. august 1999 bl.a. stadfæstet amtets afslag på en ansøgning om gravetilladelse på et naboareal til en råstofgrav. Naboarealet er beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde, men der er på arealet etableret et meget betydeligt jorddepot, der bl.a. indeholder forurenet jord. Amtet har udtalt, at der vil kunne gives tilladelse til gravning på nødvendige vilkår, når jorddepotet er lovligt afviklet.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 16. september 1999 i en klagesag fastholdt en tilladelse til fortsat sandgravning på en ejendom, der er beliggende uden for de i regionplanen udlagte graveområder, men i et område, der er udlagt som særligt drikkevandsområde og skovrejsningsområde. Naturklagenævnet lagde vægt på, at der er tale om fortsat indvinding med henblik på færdiggravning af et areal, hvor der har været indvundet i over 40 år, og at der ikke er grundvandsmæssige hensyn, der taler mod en tilladelse. Nævnet fastsætter dog i afgørelsen, at der ikke må graves dybere end til 6 m over grundvandsspejl. Nævnet finder endvidere, at fortsat gravning ikke er til hinder for, at der efterfølgende kan plantes skov på arealet, der kun udgør 5,9 ha af et samlet skovrejsningsområde på 280 ha.

IX Amtsrådets sagsbehandling

Kap. IX gennemgår detaljeret amtsrådets sagsbehandling, herunder en vurdering af ansøgningens indhold og reglerne om vurdering af behovet for og gennemførelse af en evt. VVM-procedure, samt indholdet af amtsrådets samordningspligt i forhold til en række lovbestemmelser. Det beskrives, hvordan og i hvilke tilfælde amtsrådet inddrager andre myndigheder og forsyningsselskaber i sagsbehandlingen. Spørgsmålet om partshøring berøres, og endelig gennemgås en række lovregler, der kan være af betydning for, men ikke direkte angår, selve råstofindvindingen.

Amtsrådet er indtil den 1. juli 2000 regionplanmyndighed i hele landet (bortset fra Københavns og Frederiksberg kommuner). Den 1. juli 2000 sker der en ændring i hovedstadsområdet, hvor Hovedstadens Udviklingsråd bliver regionplanmyndighed. Udviklingsrådet skal dog ikke administrere råstofloven.

A. Ansøgning indgives på særligt skema

1. Skema

I henhold til bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1996 om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om amtsrådets kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder, skal en ansøgning indgives på det særlige ansøgningsskema. Endvidere skal ansøgningen indeholde de oplysninger, der fremgår af skemaets enkelte punkter, og som er relevante i den pågældende sag.

Skov- og Naturstyrelsen har senest i 1997 udarbejdet et skema til brug for behandling af ansøgninger. Skemaet skal sikre, at amtsrådet kan få et indgående kendskab til råstofforekomsten, den påtænkte anvendelse, indvindingens omfang og karakter. Skemaet indeholder også en rubrik til ansøgning om dispensation til modtagelse af jord udefra.

2. Skemaets udfyldelse og underskrift

Skemaets punkter med listede oplysninger skal udfyldes i det omfang, det er relevant for den pågældende sag. Det indebærer, at et eller flere oplysningspunkter kan være irrelevante i forbindelse med den konkrete ansøgning, f.eks. fordi amtsrådet selv er i besiddelse af de pågældende oplysninger, eller fordi oplysningerne vil være uden betydning for ansøgningen.

Amtsrådet skal påse, at skemaet indeholder de nødvendige oplysninger til vurdering af ansøgningen, og at bilagsmaterialet er vedlagt. Skemaet skal endvidere indeholde oplysninger om indvinderen, herunder CVR-nummer og evt. P-nummer til brug for amtets indvinderregister, amtets kommunikation med Told & Skat og de årlige indberetninger om råstofindvinding.

Skemaet skal endelig være underskrevet af ejeren, også hvor en indvinder er ansøger. Dette gælder også i de situationer, hvor der er tale om forlængelse af en eksisterende tilladelse eller en godkendt anmeldelse, jf. kap XVII, pkt. B.2.

Såfremt ansøgningen ikke indeholder de nødvendige oplysninger, må amtsrådet skriftligt gøre ansøgeren opmærksom herpå med angivelse af, hvilke oplysninger, der mangler. Amtsrådet er ikke forpligtet til at træffe afgørelse i sagen, før de nødvendige oplysninger foreligger.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 7. september 1998 afvist en klage over en meddelt råstoftilladelse vedrørende lergravning på en landbrugsejendom. Der forelå skriftlig erklæring fra ejendommens ejer til ansøgeren om ret til råstofindvinding, hvor ansøgeren havde en aftale med et teglværk om lergravning, og forhandlede om køb af ejendommen. Efter ejerens død blev det af en tidligere forpagter med forkøbsret til arealet bestridt, at ansøgeren var rette ejer, hvorfor afgørelsen blev påklaget. Nævnets afvisning begrundes med, at der ikke i amtets afgørelse er taget stilling til ejerspørgsmålet, hvorfor der ikke findes en afgørelse, der kan påklages til Naturklagenævnet.

3. Bilag

Ansøgningen skal bl.a. vedlægges en tingbogsattest, der dokumenterer ejerforholdet og de rettigheder andre har over ejendommen, f.eks. i form af ledningsanlæg m.m. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at det ikke er sikkert, at tillæg til tinglyste deklarationer altid fremgår af den elektroniske tingbog. Problemet kan i givet fald være knyttet til sådanne tillæg, der er lyst før konverteringen fra den manuelle tingbog til den elektroniske tingbog.

Amtsrådet kan til brug for vurdering af ansøgningen kræve, at ansøgeren fremskaffer yderligere oplysninger bl.a. om forekomstens omfang og kvalitet baseret på prøveboringer, prøvegravninger og andre undersøgelser. Det vil navnlig kunne komme på tale i forbindelse med ansøgninger på arealer, der ligger uden for de regionale råstofgraveområder.

Indsendte oplysninger om gennemførte råstofundersøgelser vil i en vis udstrækning være undtaget for offentlighed i henhold til offentlighedsloven. Det hænger sammen med, at oplysninger ofte vil være af væsentlig økonomisk betydning for virksomheden, hvorfor der kan påføres denne skade ved indrømmelse af aktindsigt.

B. Gennemgang og vurdering af behov for en eventuel VVM-procedure

Ved § 2, stk. 2, nr. 6) i bekendtgørelse nr. 849 af 30. september 1994 om tilladelse m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning (VVM) er det fastsat, at tilladelser efter råstoflovens § 7 til erhvervsmæssig råstofindvinding, der skal VVM-vurderes, kun kan meddeles på grundlag af endeligt vedtagne regionplanretningslinier, der skal være udarbejdet på grundlag af reglerne i samlebekendtgørelsen (nu bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning).

Som første led i sagsbehandlingen skal amtsrådet derfor gennemgå ansøgningen for at vurdere, om der er krav om en VVM-procedure i forbindelse med sagsbehandlingen, jf. pkt. 1 og 2 nedenfor. Denne gennemgang kan dog undlades, såfremt det er åbenbart, at ansøgningen ikke vil være omfattet af VVM-pligten.

Med bortfaldet af de anmeldte rettigheder for andre råstoffer end sand, grus og sten i 2003, kan det imødeses, at der i nogle sager vil være behov for at gennemføre en VVM-procedure. I den forbindelse må det lægges til grund, at fortsat drift i uændret omfang af bestående anlæg og råstofindvinding normalt ikke vil være omfattet af krav om en forudgående VVM-procedure.

Hvis regionplanmyndigheden finder, at ansøgningen er omfattet af reglerne om en VVM-procedure, skal dette meddeles ansøgeren som en afgørelse efter planloven med klagevejledning til Naturklagenævnet, således at udarbejdelsen af VVM-redegørelse m.m. kan igangsættes. Hvis regionplanmyndigheden finder, at der ikke er behov for en VVM-procedure, skal dette også meddeles ansøgeren, men denne meddelelse kan afvente færdigbehandlingen af ansøgningen, og skal da indgå som en del af den samlede afgørelse, jf. kap. X, pkt. C.

Det fremgår af samlebekendtgørelsens § 6, at denne afgørelse skal offentliggøres. Da en tilladelse til råstofindvinding i forvejen skal offentliggøres, kan offentliggørelsen af afgørelsen om VVM-procedure eller ej dog afvente offentliggørelsen af den pågældende råstoftilladelse.

Regionplanmyndighedens afgørelse i henhold til planloven om gennemførelse af en VVM-procedure eller ej kan indbringes for Naturklagenævnet.

1. Obligatorisk VVM-procedure

Det fremgår af samlebekendtgørelsen, at der ved nyanlæg og ved væsentlige ændringer af bestående anlæg, der kan sidestilles med nyanlæg, skal gennemføres en VVM-procedure for følgende anlæg i form af råstofindvinding, der er opført på bekendtgørelsens bilag 1:

Råstofindvinding fra åbne brud, hvor minestedets areal er over 25 hektar, eller tørvegravning på et areal over 150 hektar.

Råstofindvinding fra åbne brud med en samlet indvindingsperiode på mere end 10 år med undtagelse af indvinding af almindeligt forekommende sand-, grus- og stenforekomster indenfor de i en endeligt vedtaget regionplan udpegede graveområder

Ved vurderingen af, om der foreligger pligt til en VVM-procedure, må det lægges til grund, at hvis en ansøgning omfatter arealer på flere ejendomme, der skal indgå i et sammenhængende graveareal, der drives som én råstofgrav, skal arealet for råstofindvinding opgøres som dette sammenhængende graveareal. Endvidere må det lægges til grund, at fortsat drift i uændret omfang af bestående anlæg og råstofindvinding normalt ikke vil være omfattet af krav om en forudgående VVM-procedure.

2. Gennemgang og vurdering for en eventuel VVM-procedure

Det fremgår af samlebekendtgørelsens bilag 2, nr. 2, pkt. a), at også råstofindvinding fra åbne brud samt tørvegravning på mindre arealer eller i kortere tidsrum end anført i bekendtgørelsens bilag 1 på grundlag af en konkret vurdering kan forudsætte en VVM-procedure.

Ændringer af eksisterende anlæg og råstofindvinding, der er opført på samlebekendtgørelsens bilag 1 eller bilag 2, kan forudsætte en VVM-procedure, jf. bekendtgørelsens bilag 2, nr. 13.

Det betyder, at amtet i alle tilfælde skal foretage en gennemgang (screening) for at afklare, om råstofindvindingen må antages at kunne få væsentlig virkning på miljøet. Afklaringen skal ske med baggrund i indvindingens karakteristika, mulige miljøpåvirkninger samt omgivelsernes sårbarhed, og danne grundlag for en vurdering af behovet for en VVM-procedure. I samlebekendtgørelsens bilag 3 er det beskrevet hvilke kriterier, der skal anvendes ved vurderingen af, om dette vil være tilfældet.

3. VVM-proceduren

En VVM-procedure indebærer, at regionplanmyndigheden skal fremlægge et regionplantillæg i en offentlighedsperiode på (mindst) 8 uger. Regionplantillægget skal være ledsaget af en redegørelse, der belyser de miljømæssige forhold omkring det pågældende anlæg, blandt andet forholdet til grundvand, landskab, støj, støv m.v.

I samlebekendtgørelsens § 5, jf. bilag 4, er det beskrevet hvilke oplysninger, der som minimum skal anføres i redegørelsen til regionplanretningslinierne. Ansøgeren skal efter anmodning give de oplysninger og foretage de undersøgelser, der er nødvendige for amtsrådets udarbejdelse af redegørelsen.

Det fremgår af samlebekendtgørelsens § 7, at regionplanmyndighedens afgørelse, om at vedtage eller ikke vedtage regionplantillægget, skal offentliggøres senest samtidig med, at sagens afgørelse meddeles ansøgeren.

Regionplanmyndighedens afgørelse i henhold til planloven kan indbringes for Naturklagenævnet.

Der henvises tillige til kap. IV, pkt. A.3 og vejledning om planloven.

C. Amtsrådets "samordningspligt"

Råstofindvinding på landjorden reguleres ikke kun af råstofloven, men også af en række andre love, der giver amtsrådet og forskellige myndigheder mulighed for ud fra særlige hensyn helt at kunne hindre den påtænkte indvinding eller gennem vilkår for tilladelsen at kunne begrænse eventuelle skadevirkninger som følge af indvindingen. Der er derfor behov for at samordne de involverede myndigheders behandling af spørgsmål om indvinding af råstoffer.

Samordningen er udmøntet i lovens § 8. Herefter gælder en ansøgning efter råstofloven som ansøgning efter andre love, når der i henhold til disse love kræves tilladelse til selve den påtænkte indvinding.

Ansøgninger efter råstofloven skal indsendes til amtsrådet. Herefter påhviler det amtsrådet at forelægge sagen for de andre myndigheder, som har kompetence m.h.t. selve den påtænkte indvinding. Der henvises nærmere til administrationscirkulæret.

Det kan ofte være vanskeligt i praksis at definere hvilke foranstaltninger, der vedrører "selve den påtænkte råstofindvinding", og som derfor er omfattet af amtsrådets samordningspligt, men en ansøgning gælder også som ansøgning efter / om:

Landbrugslovens § 7 a, stk. 4.

Skovlovens § 10.

Naturbeskyttelseslovens §§ 3, 4, 8, 12, 15, 16 og 18.

Dispensation fra en fredning.

Dispensation fra en lokalplan eller byplan.

Jordforureningslovens § 52 efter 1. januar 2000.

Miljøbeskyttelseslovens § 20 a indtil 1. januar 2000.

Vandforsyningslovens § 26, stk. 1.

Lov om offentlige veje §§ 34, 35 og 101, stk. 2.

Privatvejslovens §§ 35 og 49, stk. 4.

Lov om Banestyrelsen m.v. § 6 c.

Ved ansøgning om indvinding i de kystnære zoner skal der tillige ske forelæggelse af ansøgningen for Kystinspektoratet, jf. lovens § 7, stk. 1, 2. pkt. og administrationscirkulæret.

I praksis sørger amtsrådene tillige for at forelægge ansøgninger, der vedrører udkørselsforhold mv. efter vejlovgivningen og ansøgninger efter miljøbeskyttelsesloven om tilladelse til nedsivning eller spildevandsudledning, for vedkommende myndigheder.

Hvis ansøgningen skal behandles med VVM-procedure, vil høringsprocessen naturligvis skulle følge de regler, der gælder for denne procedure.

1. Indvinding på strandbredder / kyststrækninger

For at yde særlig beskyttelse af stranden og de kystnære zoner skal ansøgninger om råstofindvindingstilladelse på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, altid forelægges for Kystinspektoratet. De ansøgninger, det drejer sig om, er efter aftale med Kystinspektoratet og Trafikministeriet følgende:

Indvinding på strandbredder og andre kyststrækninger, der er blottet for sammenhængende landvegetation.

Indvinding inden for den i naturbeskyttelseslovens § 15 omhandlede strandbeskyttelseslinie.

Indvinding på arealer ved den jyske vestkyst, der ligger nærmere kystlinien end 500 m, regnet fra daglige højeste vandstand.

Amtsrådet skal følge Kystinspektoratets indstilling om afslag eller vilkår. Der henvises til administrationscirkulæret.

2. Landbrugsloven

Efter lovens § 7 a, stk. 4, kan fødevareministeren tillade, at landbrugspligtige jorder midlertidigt anvendes til råstofindvinding.

Ved cirkulære nr. 37 af 8. Marts 1990 om behandling af sager om råstofindvinding på landbrugsejendomme har fødevareministeren bemyndiget amtsrådene til at træffe afgørelse efter bestemmelsen og føre tilsyn med, at vilkårene for indvindingen overholdes, og at reglerne i lovens § 7 a, stk. 1 og 2 om råstofindvinding til eget brug overholdes.

Cirkulæret indeholder nærmere retningslinier for amtsrådenes administration, herunder om inddragelse af jordbrugskommissionerne i sagsbehandlingen. Amtsrådet skal som hovedregel indhente en udtalelse fra jordbrugskommissionen om de jordbrugsmæssige interesser, inden det træffer afgørelse efter landbrugsloven, j. cirkulærets § 2, stk. 1. I visse nærmere opregnede tilfælde er det dog ikke nødvendigt at indhente en sådan udtalelse, såfremt jordbrugskommissionen orienteres herom, jf. cirkulærets § 2, stk. 2 og 3.

Amtsrådets afgørelser efter landbrugsloven kan indbringes for Strukturdirektoratet via amtsrådet. Der henvises nærmere til kap. XI, pkt. H.

3. Skovloven

Indvinding af råstoffer på fredskovspligtige arealer forudsætter en særlig tilladelse efter lovens § 10.

Afgørelsen træffes af statsskovdistriktet, der i forbindelse med en tilladelse kan fastsætte særlige vilkår efter lovens § 13, samt kræve, at der udlægges erstatningsskov efter lovens § 14.

Statsskovdistriktets afgørelser kan påklages til Naturklagenævnet, jf. lovens § 39.

4. Naturbeskyttelsesloven

Loven indeholder en række bestemmelser om bl.a. beskyttede naturtyper, fortidsminder og sten- og jorddiger samt om beskyttelseslinier. En tilladelse til råstofindvinding kan derfor forudsætte særlig tilladelse efter disse bestemmelser. Generelt må det understreges, at tilladelse kun kan forventes meddelt i ganske særlige tilfælde.

I forbindelse med vejledninger og cirkulærer efter naturbeskyttelsesloven, kan der være eller blive udarbejdet nærmere retningslinier, der har betydning for amtsrådets administration efter råstofloven. Der henvises tillige hertil.

Beskyttede naturtyper

Efter lovens § 3, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af naturlige søer, hvis areal er på over 100 m², eller af vandløb eller dele af vandløb, der er udpeget som beskyttede.

Efter lovens § 3, stk. 2, må der ikke foretages ændring i tilstanden af heder, moser og lignende, strandenge og strandsumpe samt ferske enge og overdrev, når sådanne naturtyper enkeltvis, tilsammen eller i forbindelse med de søer, der er nævnt i stk. 1, er større end 2.500 m² i sammenhængende areal.

Efter lovens § 3, stk. 3, må der heller ikke foretages ændring i tilstanden af moser og lignende, der er mindre end 2.500 m², når de ligger i forbindelse med en sø eller et vandløb, der er omfattet af beskyttelsen i stk. 1.

Amtsrådet kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelserne.

For søer m.v., der opstår som følge af råstofindvindingen, f.eks. som en del af efterbehandlingen, gælder det, at naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttede naturtyper først er gældende, når råstofgravningen, herunder efterbehandlingen, på det pågældende areal er fuldført.

Sten- og jorddiger

Efter lovens § 4 må der ikke ske ændringer i tilstanden af sten- og jorddiger og lignende. For sten- og jorddiger og lignende, der er beskyttet som fortidsminder, gælder alene reglerne om fortidsminder, jf. nedenfor.

Amtsrådet kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen.

Klitfredede arealer

Efter lovens § 8, stk. 1 og 2, er nærmere angivne arealer klitfredede. Det vil sige, at der ikke må foretages ændring af tilstanden af strandbredder samt arealer, der ligger inden for 100 m fra den inderste grænse af de nævnte strandbredder. Vedrørende den udvidede 300 m klitfredningslinie henvises til afsnittet ovenfor om den udvidede strandbeskyttelseslinie. Der henvises i øvrigt til naturbeskyttelseslovens § 9, hvorefter andre arealer kan være omfattet af klitfredningsbestemmelserne.

Skov- og Naturstyrelsen v. statsskovdistriktet kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen.

Fortidsminder

Efter lovens § 12, stk. 1, må der ikke foretages ændring af tilstanden af fortidsminder.

Skov- og Naturstyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen.

Beskyttelseslinier

Efter lovens § 15 må der ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder og af andre kyststrækninger, der ligger inden for en afstand af 100 m fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Ved ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994 blev strandbeskyttelseslinien udvidet til 300 m (i sommerhusområder 100 m). Loven trådte i kraft i august 1994, men beskyttelseslinien er endnu ikke trådt i kraft på de enkelte ejendomme. Indtil linierne træder i kraft, forudsættes myndighederne at udvise tilbageholdenhed med planlægning og tilladelser efter planloven inden for den udvidede beskyttelseszone.

Efter lovens § 16, stk. 1, må der ikke foretages ændringer i terrænet inden for en afstand af 150 m fra søer med en vandflade på mindst 3 ha og de vandløb, der er registreret med en beskyttelseslinie i henhold til den tidligere lovgivning.

Efter lovens § 18, stk. 1 må der ikke foretages ændring i tilstanden af arealet inden for en afstand af 100 m fra fortidsminder.

Amtsrådet kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelserne. For så vidt angår beskyttelsen af søer og vandløb, jf. lovens § 16, stk. 1, er vedkommende kommunalbestyrelse dog myndighed, såfremt søen eller vandløbet er beliggende i byzone eller sommerhusområde.

Fredede arealer

Hvis der søges om tilladelse til råstofindvinding på fredede arealer, vil det være afhængigt af det konkrete indhold i fredningsbestemmelserne, om indvindingen vil være forenelig med fredningen, om indvindingen forudsætter en dispensation fra fredningen eller om der i givet fald må rejses en ny fredningssag for at ændre fredningen.

Dispensation fra en fredningsbestemmelse skal i givet fald meddeles af fredningsnævnet.

5. Planloven

Hvis der søges om tilladelse til råstofindvinding på arealer, der er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt, vil det være afhængigt af det konkrete indhold i planbestemmelserne, om indvindingen vil være forenelig med planen, om indvindingen forudsætter en dispensation fra planen eller om der i givet fald må gennemføres en ny planprocedure for at ændre planen.

Denne sagsbehandling skal i givet fald gennemføres af kommunalbestyrelsen, der er lokalplanmyndighed.

6. Vandforsyningsloven

Indvinding under frit grundvandsspejl

I henhold til lovens § 26, stk. 1, må der ved bygge- og anlægsarbejder, gravning af ler, grus, brunkul, kridt m.v. ikke ske bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden uden tilladelse.

Råstofindvinding under grundvandsspejlet forudsætter også en særlig tilladelse efter denne bestemmelse. Det følger af Miljøankenævnets afgørelse af 1. september 1988. Ankenævnets afgørelse er baseret på den opfattelse, at enhver indvinding under grundvandsspejlet vil bevirke en sænkning af grundvandet.

Bortpumpning af grundvand

Også egentlig bortpumpning af grundvand for at gøre det muligt at indvinde råstoffer i tør tilstand kræver tilladelse efter bestemmelsen i lovens § 26, stk. 1.

Tilladelse meddeles som hovedregel af amtsrådet. Såfremt bortledningen m.v. antages højst at udgøre 6.000 m³ årligt, meddeles tilladelsen dog af kommunalbestyrelsen.

7. Vejlovgivningen

Lov om offentlige veje omfatter veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel og som administreres af stat, amtskommune eller kommune i henhold til loven. De offentlige veje inddeles i hovedlandeveje, landeveje og kommuneveje.

Privatvejsloven omfatter veje, gader, broer og pladser, der uden at være offentlige tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, hvorpå vejen er beliggende, når ejendommene er i særlig eje.

Udgravninger m.m. i forhold til offentlige veje

Efter lovens § 101, stk. 2, må udgravning eller opfyldning ikke ske nærmere en offentlig vejs areal end 3 m, og der må ikke etableres en skråning mod vejen stejlere end svarende til 2 gange højdeforskellen (1:2). Såvel råstofindvinding som anlæg af jordvolde inden for denne afstand eller inden for skråningsbestemmelsen forudsætter en særlig tilladelse fra vejbestyrelsen.

Efter lovens § 34 kan vejbestyrelsen træffes bestemmelse om pålæg af byggelinier for, at der af færdselshensyn kan sikres en offentlig vej mulighed for udvidelse, eller når færdslens tarv i øvrigt gør det fornødent. På arealer, der ligger mellem vej og byggelinie, er det ikke tilladt at etablere grusgrave m.v.

Efter lovens § 35 kan vejbestyrelsen på tilsvarende vis træffe bestemmelse om, at der ikke må etableres grusgrave m.m. inden for de byggelinier, der måtte blive fastlagt til sikring af gennemførelse af nye veje og forlægninger af bestående veje.

Udgravninger m.m. i forhold til private veje

For private fællesveje i byzone og bymæssige områder, der er omfattet af bestemmelserne i lovens afsnit III, jf. lovens § 13, stk. 1 og 2, gælder, jf. lovens § 49, stk. 4, den ovenfor nævnte regel i § 101, stk. 2, i lov om offentlige veje om indvinding omkring offentlige veje. De beføjelser, der i lov om offentlige veje er tillagt vejbestyrelsen, udøves af vejmyndigheden. Efter lovens § 35 må der ikke etableres grusgrave på arealer, der er optaget på vejfortegnelsen som udlagte vejarealer, herunder hjørnearealer.

8. Statsbanearealer

Efter § 6 c i lov om Banestyrelsen m.v. må der ikke uden Banestyrelsens tilladelse foretages udgravninger eller opfyldninger eller anbringes materiel eller materialer i en sådan nærhed af Banestyrelsens grund, at der derved kan opstå fare for driften.

Administrationen af lovens § 6 c varetages af Banestyrelsen, og ansøgninger om råstofindvinding på naboarealer til statsbanestrækninger skal derfor forelægges for denne.

9. Jordforureningsloven / Miljøbeskyttelsesloven

Uforurenet jord

Efter jordforureningslovens § 52 (indtil 1. januar 2000 dog miljøbeskyttelseslovens § 20 a) er det forbudt at tilføre jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave. Amtsrådet kan dog meddele dispensation fra dette forbud, såfremt der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af grundvand, der forventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, og andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod, jf. lovens § 52, stk. 2, nr. 3). En dispensation kan indeholde vilkår, herunder om håndtering af jorden eller om dokumentation for, at der er tale om uforurenet jord.

Da spørgsmålet om modtagelse af jord udefra er af betydning for tilrettelæggelse af råstofgravens drift, egenkontrol og efterbehandling, skal amtsrådet tage stilling hertil i forbindelse med selve tilladelsen til råstofindvinding.

Der henvises i øvrigt til Miljøstyrelsens orienteringsbrev af 8. juli 1997 om lov nr. 426 af 10. juni 1997 om regulering af fyldjord i råstofgrave.

Forurenet jord

I henhold til jordforureningslovens § 52 kan der efter 1. januar 2000 også gives dispensation til modtagelse af forurenet jord, men sagen er i så fald tillige omfattet af bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 19, jf. nedenfor, eller af miljøbeskyttelseslovens regler om kap. 5 godkendelse.

Efter miljøbeskyttelseslovenslovens § 19, stk. 1, må stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke uden tilladelse nedgraves i jorden, udlægges eller oplægges på jorden eller afledes til undergrunden. Beholdere med de stoffer, produkter og materialer, der er nævnt i stk. 1 må heller ikke uden tilladelse være nedgravet i jorden. Tilladelse gives som hovedregel af amtsrådet. Kommunalbestyrelsen har dog kompetencen i særlige sager.

D. Tilrettelæggelse af sagsbehandlingen i forbindelse med samordningspligten

Amtsrådet har som nævnt pligt til efter råstoflovens § 8 og administrationscirkulæret at fremsende en ansøgning om råstoftilladelse til den eller de andre myndigheder, som ifølge anden lovgivning har kompetence vedrørende selve den påtænkte råstofindvinding. Amtsrådet skal samtidig orientere ansøgeren om, at amtsrådets afgørelse efter råstofloven foreløbig afventer stillingtagen til sagen i henhold til anden lovgivning.

Såfremt den pågældende myndighed nægter at give tilladelse til det ansøgte, skal amtsrådet meddele dette til ansøgeren. Amtsrådet skal samtidig sørge for, at ansøgeren får klagevejledning efter reglerne i den lov, den pågældende afgørelse er truffet efter, jf. forvaltningsloven og kap. XI, G.2.

Såfremt de pågældende myndigheder meddeler de nødvendige tilladelser på nærmere angivne vilkår, skal amtsrådet medtage vilkårene ved amtsrådets tilladelse efter råstofloven. Tilsvarende gælder vilkår, der ifølge en udtalelse fra Kystinspektoratet er nødvendige af kystbeskyttelsesmæssige hensyn. Der henvises nærmere til kap. X, pkt. D.13.

Såfremt en tilladelse til råstofindvinding også er meddelt i henhold til anden lovgivning, skal amtsrådet give klagevejledning såvel efter råstofloven som efter den eller de andre love, der er tale om, jf. forvaltningsloven og kap. XI, pkt. G.

E. Høring af andre myndigheder

Selv om en ansøgning om råstoftilladelse ikke umiddelbart berører anden lovgivning og andre myndigheder, skal nedenstående myndigheder m.fl. inddrages, før amtsrådet træffer afgørelse efter råstofloven. Andre myndigheder kan tillige inddrages i sagsbehandlingen, hvis amtsrådet skønner, der er behov for det, jf. råstoflovens § 3.

1. Rigsantikvaren

Efter museumslovens § 26 skal et indvindingsarbejde standses og rigsantikvaren underrettes, såfremt indvinderen under arbejdet støder på jordfaste fortidsminder.

På den baggrund har Skov- og Naturstyrelsen fundet det rimeligt, at ansøgeren, inden indvindingen iværksættes, bliver orienteret om sandsynligheden for tilstedeværelsen af fortidsminder på de tilladte arealer.

Amtsrådet skal derfor inddrage Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat eller nærmeste arkæologiske museum i sagsbehandlingen, jf. administrationscirkulæret.

2. Kommunalbestyrelsen

Amtsrådet skal forelægge ansøgninger om tilladelse til råstofindvinding for vedkommende kommunalbestyrelse, så denne får mulighed for at udtale sig om indvindingens forhold til de kommunale interesser.

Det drejer sig om de planmæssige forhold i form af kommune- og lokalplanlægningen, samt de tekniske forhold i form af vej- og adgangsforhold, samt ledninger til vandforsyning, spildevand og fjernvarme.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere redegøre for sine ønsker om arealets anvendelse efter råstofindvindingens ophør m.v. Der henvises til administrationscirkulæret.

3. Statens Luftfartsvæsen

Statens Luftfartsvæsen skal i særlige tilfælde inddrages i behandlingen af ansøgninger om råstofindvindingstilladelse, jf. bestemmelserne i Statens Luftfartsvæsens BL 3-16 om særlige forholdsregler omkring flyvepladser.

Det gælder, når ansøgningen vedrører råstofindvinding under grundvandsspejlet, der vil efterlade gravesøer på steder, der ligger mindre end 10 km fra offentlige flyvepladser og militære flyvestationer, eller i øvrigt ligger således, at fuglene overflyver flyvepladsen på vej mellem indvindingsområdet og eventuelle ynglepladser.

Der henvises til administrationscirkulæret og Statens Luftfartsvæsens flyvepladsoversigt med de flyvepladser, der er omfattet af cirkulærets høringspligt.

4. Privatbanearealer

Der er ikke i lovgivningen fastsat bestemmelser for privatbaner, svarende til bestemmelserne i lov om Banestyrelsen m.v., men det anbefales, at amtsrådet hører det pågældende privatbaneselskab, såfremt der ansøges om råstofindvinding på arealer, der grænser til privatbanestrækninger.

F. Høring af forsyningsselskaber

Det kan ofte forekomme, at der findes ledningsanlæg i jorden eller i luften på et areal, hvor der er ansøgt om råstofindvindingstilladelse. Disse ledningsanlæg vil som regel betyde beslaglæggelse af dele af den ellers udnyttelige råstofforekomst. Skov- og Naturstyrelsen har derfor i 1990 i samarbejde med Amtsrådsforeningen, Hovedstadsrådet og Danske Elværkers Forening udarbejdet en vejledning om råstofindvinding og forholdet til el-, naturgas- og teleledninger.

Retningslinierne i vejledningen er indarbejdet i dette afsnit, der ikke omfatter ledninger til vandforsyning, spildevand og fjernvarme, da det er forudsat, at kommunalbestyrelserne har en oversigt over de vigtigste af disse ledningsanlæg. Da kommunalbestyrelsen altid inddrages i såvel arealplanlægningen som i konkrete råstofsager, er der hermed sikret mulighed for at varetage hensynene til disse anlæg, jf. ovenfor pkt. E.2.

1. Elledninger

I henhold til Stærkstrømsbekendtgørelsen, afsnit 5 A skal enhver, som igangsætter grave-, bore- og nedramningsarbejde i jorden, inden arbejdet påbegyndes, rette henvendelse til elselskabet for at få oplyst, om denne har jordkabler i området, eller er bekendt med, at andre har.

Elselskaberne er til gengæld forpligtet til at udlevere planer, der viser kablernes placering, eller såfremt planerne ikke er nøjagtige nok, at foretage en påvisning på arbejdsstedet.

I henhold til Stærkstrømsbekendtgørelsen, afsnit 5 A må der ikke arbejdes i nærheden af luftledninger med anvendelse af materiel med større højde over jord end 3 m uden nærmere aftale med elselskabet. Almindelige bestemmelser i afsnit 5 A kan beskrives i følgende tre punkter:

Ved planlægning instruktion og udførelse skal der udvises omtanke og omhu for at undgå fare for personer og gods.

Ethvert elforsyningsanlæg skal betragtes som spændingsførende, med mindre man fra elselskabet skriftligt har erklæret det spændingsløst.

Har man fået anvisninger fra elselskabet, skal disse nøje følges.

Oplysninger vedrørende afsnit 5 A samt respektafstande ved arbejde kan i uddrag findes i pjecen "Pas på ledningerne og livet". Respektafstandene defineres som den afstand, der er fastsat for at give betryggende sikkerhed ved arbejde i nærheden af elforsyningsanlæg. Arbejde indenfor en respektafstand på 1,0 m fra forsyningskabler skal aftales med elselskabet.

Normalt er højspændingsledninger sikret ved en tinglyst deklaration, således at såvel ledningens uforstyrrede tilstedeværelse som elselskabets ret til at udføre reparations- og vedligeholdelsesarbejde er sikret.

Eksempler på typiske problemer

Ved gravning under luftledninger vil der hurtigt opstå problemer med eftersyn og vedligeholdelse af ledningsanlæggene, hvilket lovmæssigt påhviler elselskaberne.

For at masterne overhovedet må stå på "halvøer" eller "øer", skal disse have en størrelse, så udskridning af masterne på ingen måde kan finde sted. "Øernes" størrelse er afhængig af ledningsanlæggenes størrelse. Ved en 10 kV træmast skal radius være min. 5 m, for at eftersyn og vedligeholdelse kan foretages betryggende. Hvor der er tale om "øer", må stigningen for adgangsvejen ikke overstige 20°. Anden stigning afhænger af lokale forhold og det tidsrum, "øen" skal blive stående. Stigningen må under ingen omstændigheder være stejlere end 1:1.

Master stående på "øer" eller "halvøer" er en meget dårlig løsning, fordi:

Adgangsforholdene er meget vanskelige, og som følge deraf skal der anvendes større ressourcer ved eftersyn og vedligeholdelse.

Anlægget virker uskønt, idet linieføringen ikke følger terrænet.

Der vil ofte være store uudnyttede råstofmængder gemt under masterne.

2. Teleledninger (kabler)

Efter § 12 i lov om telefoner og telegrafer, skal enhver, der foretager bygnings-, jordarbejder eller iværksætter andre foranstaltninger, forespørge telefonselskaberne med mindst 8 dages varsel, om der findes ledninger eller anlæg, der nødvendiggør særlig hensyn, således at fare for personer og anlæg undgås. Tilsvarende har telefonselskabet en oplysningspligt, som består i at fremsende kabelplaner. Hvor kabelplanerne ikke er nøjagtige nok, må påvisning udføres på stedet.

Normalt vil ledninger gennem terræn være sikret ved en tinglyst deklaration, således at såvel ledningens uforstyrrede tilstedeværelse som telefonselskabets adgangsret for udførelse af reparation og vedligeholdelsesarbejder er sikret.

Ledninger, der forsyner de enkelte ejendomme, er normalt ikke sikret ved en tinglyst deklaration.

Eksempler på typiske problemer

Råstofindvinding vil normalt betyde, at ledningsanlægget skal ombygges. Der kan dog undtagelsesvis blive tale om midlertidig fremføring, eventuelt på stænger.

3. Naturgasledninger

For arbejder i nærheden af naturgasledninger gælder Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 414 af 8. Juli 1988 om sikkerhedsbestemmelser for naturgasanlæg efter lov om arbejdsmiljø (med senere ændringer). De krav, der heri er stillet til anlæggenes indretning, herunder deres afstand til andre anlæg, skal til enhver tid være opfyldt og skal iagttages, ikke blot af den, der er ansvarlig for naturgasanlæggets drift, men af enhver, der har ansvaret for sikkerheden ved udøvelse af anden virksomhed eller aktivitet, der kan berøre naturgasanlæggets sikkerhed. Disse krav er nærmere beskrevet i naturgasselskabernes pjece "Tekniske forskrifter for arbejder i nærheden af naturgasledninger".

Naturgasledninger gennem terræn er sikret ved en tinglyst deklaration, således at såvel ledningernes uforstyrrede tilstedeværelse, som gasselskabets adgangsret for udførelse af reparation og vedligeholdelse er sikret.

Stikledninger, der forsyner de enkelte ejendomme, er ikke sikret ved en tinglyst deklaration.

Eksempler på typiske problemer

Råstofindvinding kan ikke forekomme inden for servitutbæltet, idet deklarationen forbyder gravearbejde her.

Ved råstofindvinding på tilstødende arealer kan udgravning med anlæg stejlere end 1:2 ikke tolereres af hensyn til gasledningens sikkerhed mod udskridning.

Kørsel med tungt materiel over naturgasledningen er ikke tilladt, medmindre der træffes særlige foranstaltninger til forstærkning af overkørslen.

Omlægning af gasledninger vil som regel være meget bekostelig og udgifterne hertil påhviler indvinderen.

4. Anbefalinger vedrørende el-, naturgas- og teleledninger

Regionplanlægning

I amtsrådets regionplanlægning udpeges graveområder, der reserveres til råstofindvinding. Graveområderne udpeges på baggrund af en afvejning med andre regionale arealinteresser i det åbne land - herunder linieføring af de større ledningsanlæg.

Ved afgrænsning af regionale graveområder bør der tages hensyn til eksisterende og planlagte højspændingsledninger og transmissions- og fordelingsledninger for naturgas, så det enten sikres, at der sker råstofindvinding inden anlæg af ledninger, eller sikres, at der ikke sker råstofindvinding, der kan genere ledningernes sikkerhedsforhold.

Detailplanlægning

Såfremt amtsrådene udarbejder indvindingsplaner for de enkelte graveområder, bør der heri tages stilling til, om mindre ledningsanlæg skal flyttes som vilkår for råstofindvinding, således at ressourcerne kan udnyttes optimalt.

Det anbefales derfor, at amtsrådene fremsender kortbilag med de regionale graveområder til høring hos de lokale forsyningsselskaber for el, naturgas og telefon samt Telestyrelsen. Denne høring kan foregå samtidigt med, at de kommunale myndigheder høres om placering af ledningsanlæg for vandforsyning, spildevand og fjernvarmeforsyning.

Hvor der findes vedtagne råstofindvindingsplaner, vil ejerne i de udlagte graveområder kunne kræve erstatning for den båndlagte råstofmængde, såfremt der etableres ledningsanlæg, efter at graveområdet er udlagt. Planerne bør derfor fremsendes til de lokale forsyningsselskaber. Det anbefales, at der indføres en fast gensidig høringsprocedure ved fremtidige ændringer af ledningsanlæg og indvindingsplaner.

Råstofindvindingstilladelser

Hvis ovennævnte procedure følges, vil de fleste tilfælde af sammenfald mellem ledningsanlæg og råstofindvinding i graveområder kunne forudses. Ved eventuelle råstoftilladelser uden for graveområder anbefales høring af forsyningsselskaberne.

Alle ansøgninger om råstofindvinding skal vedlægges tingbogsattest. Højspændingsledninger, telefonkabler og naturgasledninger gennem terræn er normalt sikret ved tinglyst deklaration, der fremgår af tingbogsattesten. Placeringen af stikledninger for el, telefon og naturgas på de enkelte ejendomme er ikke tinglyst, men de følger normalt eksisterende veje og stier. Ansøgeren eller de lokale forsyningsselskaber vil normalt kunne oplyse om disse forhold.

Det anbefales at høre de lokale forsyningsselskaber, hvis der er tvivl om placeringen af ledningsanlæg.

I tilfælde, hvor ledningsanlæg skal flyttes eller ombygges, vil det efter anmodning fra amtsrådet være forsyningsselskabets pligt at undersøge, hvorledes dette kan gøres billigst muligt. Det anbefales, at det i vilkår for indvindingstilladelsen anføres, hvordan anlægget skal ombygges, og hvilke aftaler, der ligger til grund for dette.

Det anbefales, at amtsrådets råstofforvaltning i forbindelse med gravetilladelserne lader udarbejde et rids, der viser tilstedeværelsen af eventuelle ledningsanlæg. I vilkårene for gravetilladelsen anføres minimumsafstande for gravning ved ledningsanlæg, max. skråningsanlæg og eventuelle krav til kørsel over ledningsanlæg og under luftledninger.

Endvidere anbefales, at det i tilladelsen anføres, hvilke krav, der gælder for gravearbejde nær og under elanlæg, teleanlæg og gasledninger. Der henvises til Stærkstrømsbekendtgørelsen og pjecerne "Pas på ledningerne og livet", "Pas på telefonkablerne" og "Tekniske forskrifter for arbejder i nærheden af naturgasledninger".

I gravetilladelsens vilkår for efterbehandling beskrives, hvordan eventuelle ledningsanlæg indgår i det efterbehandlede terræn.

Det anbefales, at gravetilladelsen sendes til orientering hos ledningsejere, hvis anlæg berøres af det tilladte graveareal, samtidigt med offentliggørelse af tilladelsen.

G. Tilrettelæggelse af høring af andre myndigheder m.fl.

Høringen af andre myndigheder m.fl. skal iværksættes umiddelbart efter, at ansøgningen er modtaget i korrekt form af amtsrådet. Amtsrådet skal angive, at udtalelsen skal foreligge senest 4 uger efter, at sagen er modtaget af den eller de pågældende myndigheder. Samtidig skal amtsrådet orientere ansøgeren om, at amtsrådets behandling af sagen foreløbig afventer de omhandlede udtalelser. Se administrationscirkulærets regler herom.

Amtsrådet må selv vurdere, om der skal indhentes en udtalelse fra de under pkt. E. 1-3 nævnte myndigheder, når ansøgningen vedrører mindre ændringer i allerede fastsatte vilkår for indvindingen, indvindingsperiodens længde eller lignende, og det skønnes, at disse forhold er uden betydning for de pågældende myndigheder, jf. administrationscirkulæret.

De pågældende myndigheder m.fl. skal dog altid underrettes om amtsrådets afgørelser.

Hvis ansøgningen skal behandles med VVM-procedure, vil høringsprocessen naturligvis skulle følge de regler, der gælder for denne procedure.

H. Partshøring

Forvaltningslovens § 19 fastslår, at der ikke må træffes afgørelse i en sag, uden at der er foretaget partshøring, såfremt en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Kravet gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Det indebærer, at amtsrådet skal vurdere nøje, hvorvidt naboer skal inddrages høringsmæssigt i sagsbehandlingen, inden der træffes beslutning om at udstede en tilladelse. Amtsrådet må lægge til grund, at en råstofindvinding på en ejendom i almindelighed må betegnes som en aktivitet, der er til ulempe (ugunst) for naboerne. Partshøring vil dog kunne undlades, såfremt der meddeles afslag på ansøgningen.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 24. november 1998 hjemvist en sag til amtet til fornyet behandling på grund af manglende partshøring af en nabo, jf. omtalen i kap. XI, pkt. I.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 30. august 1999 bl.a. fastslået, at amtet ikke har haft pligt til at holde et egentligt orienteringsmøde med omboende personer forud for, at amtet gav tilladelse til fortsat gravning på et areal beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde. Naturklagenævnet udtaler tillige, at det er uden for nævntes kompetence at tage stilling til, om det havde været rimeligt eller hensigtsmæssigt at holde et sådant møde.

I. Ansøgningen vedrører aktiviteter, der ikke direkte angår selve råstofindvindingen

Ansøgning efter råstofloven gælder ikke som ansøgning om andre tilladelser, som ikke direkte angår selve indvindingen, selv om sådanne tilladelser faktisk kan være en forudsætning for indvindingsvirksomhedens etablering, f.eks. opførelse af bygninger, erhvervelse af arealer, omlægning af vandløb eller hvor der er statslån i ejendommen. Det samme gælder anlæg, der skal have godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5.

Såfremt det fremgår af ansøgningen eller af sagen i øvrigt, at der tillige forudsættes sådan tilladelse efter anden lovgivning, skal ansøgning efter disse love indsendes særskilt af ansøgeren til vedkommende myndighed. Amtsrådet bør i givet fald oplyse ansøgeren om, hvilken myndighed en sådan ansøgning skal indsendes til.

1. Vejlovgivningen

Adgangsforhold til offentlige veje

Lov om offentlige veje omfatter veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel og som administreres af stat, amtskommune eller kommune i henhold til loven. De offentlige veje inddeles i hovedlandeveje, landeveje og kommuneveje.

Efter lovens § 70, stk. 1, kræver etablering af overkørsler, overgange og tilslutninger for veje og stier til offentlig vej tilladelse fra vejbestyrelsen.

Efter lovens § 71, stk. 1, skal tilladelse indhentes fra vejbestyrelsen, såfremt en overkørsel ønskes benyttet som adgang for andre ejendomme end dem, for hvilken den er anlagt.

Efter lovens § 71, stk. 2, skal tilladelse indhentes fra vejbestyrelsen, såfremt en overkørsel, som er anlagt alene med henblik på den færdsel, der er fornøden for jordens landbrugsmæssige drift (markoverkørsel), ønskes benyttet til færdsel i forbindelse med råstofindvinding.

For alle 3 former for tilladelser gælder det, at hvis vejen er adgangsbegrænset, kræves det tillige efter lovens § 80, at vejbestyrelsen meddeler dispensation fra adgangsbestemmelserne.

For alle 3 former for tilladelser gælder det endvidere, at såfremt adgangen skal etableres i mindre afstand end 100 m - i bymæssige bebyggelser dog i mindre afstand en 50 m - fra hovedlandevej eller landevej, skal der efter lovens § 70, stk. 2 eller § 71, stk. 5, tillige indhentes tilladelse fra vejbestyrelsen for hovedlandevejen eller landevejen.

For alle 3 former for tilladelser gælder det endelig efter lovens § 70, stk. 3, jf. § 71, stk. 6, at vejbestyrelsen, såfremt det skønnes påkrævet af vejtekniske eller færdselsmæssige grunde, kan stille krav med hensyn til den nærmere placering, udformning og anvendelse af de nye eller ændrede adgange. Kravene kan dreje sig om adgangens bredde, om fri oversigt over hjørnearealer, om arten og omfanget af færdslen ad den pågældende adgang og om flere ejendommes benyttelse af samme adgang. Vejbestyrelsen kan ligeledes gøre tilladelsen betinget af, at den offentlige vej under hensyn til de ændrede trafikale forhold ombygges med midterrabat, kanalisering, lyssignal og lignende.

Vejbestyrelsen kan kræve, at udgifterne ved de fornævnte foranstaltninger helt eller delvis afholdes af vejbestyrelsen for den vej eller sti, der tilsluttes den offentlige vej, eller for så vidt angår overkørsel eller overgang, i særlige tilfælde af vedkommende ejer eller bruger. Vejbestyrelsen kan kræve selv at forestå de i dette stykke omhandlede foranstaltninger mod godtgørelse af udgifterne herved.

Adgangsforhold til private veje

Privatvejsloven omfatter veje, gader, broer og pladser, der uden at være offentlige tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, hvorpå vejen er beliggende, når ejendommene er i særlig eje.

For private fællesveje i byzone og bymæssige områder, der er omfattet af bestemmelserne i lovens afsnit III, jf. lovens § 13, stk. 1 og 2, gælder, jf. lovens § 48, de ovenfor nævnte regler i §§ 70 og 71, i lov om offentlige veje om anlæg af ny adgang og ændring af bestående adgang til offentlig vej. De beføjelser, der i lov om offentlige veje er tillagt vejbestyrelsen, udøves af vejmyndigheden.

For private fællesveje i landområder, der ikke er omfattet af lovens afsnit III, gælder, at nye veje til brug for råstofindvinding ikke må anlægges eller tages i brug før vejmyndigheden har godkendt vejudlægget, jf. lovens § 14. Dette gælder også, selv om den nye vej skal erstatte en eksisterende vej, der samtidig nedlægges.

2. Miljøbeskyttelsesloven

Hvis der i driften af råstofgraven indgår skylle- eller vaskevand m.v. fra behandlingen af råstofferne på gravearealet, skal der tages stilling til afledningen af dette samtidig med tilladelsen til råstofindvinding og drift af behandlingsanlæg m.m.

I følge lovens § 27 må stoffer, der kan forurene vandet, ikke tilføres vandløb, søer eller havet, ligesom sådanne stoffer ikke må oplægges således, at der er fare for, at vandet forurenes. Der kan dog efter lovens § 28 gives tilladelse til, at spildevand tilføres søer, vandløb eller havet. Tilladelse gives som hovedregel af amtsrådet. Kommunalbestyrelsen giver dog tilladelsen, såfremt det pågældende anlæg har en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder.

Kommunalbestyrelsen giver tilladelse til tilslutning af spildevand til offentlige spildevandsanlæg samt dertil hørende udløbsledninger under overholdelse af den af amtsrådet meddelte tilladelse.

3. Planloven

Efter lovens § 35 må der i landzoner ikke uden tilladelse fra landzonemyndigheden foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer. Det bemærkes, at selve råstofindvindingen ikke er omfattet af tilladelseskravet efter planloven.

Amtsrådet er landzonemyndighed. Kommunalbestyrelsen er dog landzonemyndighed i Københavns og Frederiksberg kommuner, i landsbyer, der er entydigt afgrænset i en kommuneplan og i landzoneområder, der er omfattet af en offentligt bekendtgjort lokalplan.

4. Byggelov og bygningsreglement

Byggeloven indeholder krav til nybyggeri og krav til ombygning, ændret benyttelse og nedrivning af eksisterende bebyggelse og finder sammen med Bygningsreglement 1995 anvendelse ved byggeri i tilknytning til indvindingsvirksomheden.

5. Skovloven

Byggeri på fredskovspligtige arealer kræver tilladelse fra det pågældende statsskovdistrikt.

6. Naturbeskyttelsesloven

Byggeri og anlæg m.v. inden for de ovenfor i pkt. C.4 angivne beskyttelseslinier m.v. samt på fredede arealer kræver tilladelse fra vedkommende myndigheder.

Placering af bebyggelse, campingvogne og lignende inden for den i lovens § 17, stk. 1 fastsatte beskyttelseslinie på 300 m fra skove, kræver ligeledes særlig tilladelse. For privatejede skove gælder det kun, hvis arealet udgør mindst 20 ha sammenhængende skov.

Tilsvarende kræver opførelse af bebyggelse med en højde på 8,5 m inden for en afstand af 300 m fra en kirke særlig tilladelse, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen.

7. Landbrugsloven

Adkomst på en landbrugsejendom, der ligger i landzone, kan ifølge landbrugsloven kun erhverves, når erhververen opfylder en række betingelser, herunder krav om bopælspligt, jf. lovens kap. V.

Jordbrugskommissionen kan dog dispensere fra bestemmelserne, og kan ligeledes tillade, at landbrugspligten på en landbrugsejendom eller på en del af en landbrugsejendom ophæves ved udstykning, jf. nærmere lovens § 4.

8. Udstykningsloven

Udstykning af det areal, hvorpå indvindingen skal foregå, kræver tilladelse fra matrikelmyndigheden, jf. lovens kap. 3. Om matrikelvæsenet henvises til lovens kap. 2.

9. Jordkøbsloven, lovgivning vedrørende ejendomme med statslån og / eller jordrente

I jordkøbsloven er der opretholdt særlige rådighedsbegrænsninger for ejendomme med jordrente, eller hvori der indestår statslån ydet i henhold til statshusmandsloven fra 1948 eller endnu ældre jordlove. Det vil fremgå af tingbogsattesten, hvis ejendommen er undergivet sådanne begrænsninger.

I forbindelse med råstofindvinding på ejendomme med jordrente og ejendomme med notering som husmandsbrug m.v. i henhold til lovgivning fra før 1948 skal der indhentes tilladelse fra Finansstyrelsen. For ejendomme med notering i henhold til statshusmandsloven efter 1948 skal tilladelse indhentes fra Finansstyrelsen, hvis indvindingen vil bevirke, at "ejendommens karakter forandres eller værdien forringes".

Amtsrådene bør underrette Finansstyrelsen i forbindelse med råstofindvindingstilladelser på ejendomme med statslån.

10. Vandløbsloven

Hvis råstofindvinding forudsætter, at vandløb, herunder drænledninger og grøfter, skal omlægges, nyanlægges el.lign., kræver det i de fleste tilfælde en tilladelse fra vandløbsloven. Vandløbsmyndigheden kan være amt og/eller kommune, afhængig af hvilken type vandløb, der er tale om.

Tilsvarende gælder, at afledning af vand til eksisterende vandløb i forbindelse med råstofgravning kan forudsætte en tilladelse fra vandløbsmyndigheden for det pågældende vandløb. Dette gælder også, hvis der i forbindelse med efterbehandlingen skal ske dræning fra det udgravede areal.

 

X Tilladelsens indhold

Kap. X beskriver indholdet af en tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding, herunder at den også skal angive de andre lovbestemmelser, der ligger til grund for tilladelsen. Endvidere gennemgås de vilkår, der bør medtages i en tilladelse, samt forholdet omkring gyldigheden af fastsatte vilkår, og reglerne for tinglysning. Endelig beskrives det, hvilke øvrige oplysninger, der bør gives i forbindelse med en tilladelse.

A. Tilladelsens indehaver

Tilladelsen skal angive, hvem der er indehaver af tilladelsen.

Tilladelsen skal endvidere angive indehaverens CVR-nummer.

B. Omfanget af indvindingsretten

1. Tilladelsens periode

Tilladelsen skal fastlægge indvindingsperiodens længde.

Tilladelsen gives normalt for indtil 10 år, jf. lovens § 9, stk. 1. I særlige tilfælde kan en tilladelse gives for en længere periode.

Sådanne særlige tilfælde kan f.eks. være, at indvindingsvirksomheden på basis af de indvundne forekomster udfører en forædlingsproces, der kræver meget store investeringer, og de pågældende råstoffer ikke, eller ikke uden urimelige omkostninger, vil kunne fremskaffes andetsteds fra. Også andre omstændigheder, f.eks. såfremt der kræves meget store arealreservationer for at sikre en virksomheds fortsatte indvinding, eller såfremt der kræves meget betydelige investeringer i indvindingsvirksomheden, som derfor har behov for at være sikret forsyninger i en længere periode, vil kunne begrunde en tilladelse i mere end 10 år.

Dette indebærer, at det normalt kun vil være indvinding af andre råstoffer end sand, grus og sten, der vil få kunne få tilladelse for en længere periode.

2. Tidspunktet for indvindingens påbegyndelse

Indvindingen må først indledes, når der foreligger en godkendt grave- og efterbehandlingsplan, der er indleveret sikkerhedsstillelse til amtsrådet og evt. andre stillede vilkår er opfyldt. Såfremt indvindingen ikke er indledt 3 år efter, at tilladelsen er udstedt, bortfalder den automatisk som ikke udnyttet, jf. lovens § 10, stk. 6.

3. Indvindingsrettens omfang

Tilladelsen skal udformes, så den udtrykkeligt angiver omfanget af indvindingsretten. Dette har også betydning for administrationen af lovens § 9, stk. 2, jf. nedenfor pkt. 4. Tilladelsen skal således tydeligt angive, hvilke råstoffer og hvilket geografisk afgrænset område, tilladelsen angår.

Tilladelsen skal endvidere fastlægge gravedybden.

I tilladelsen skal det også fastsættes, hvilke mængder der årligt må indvindes inden for området. Ved denne fastsættelse tages der udgangspunkt i ansøgningens oplysninger. Såfremt miljøhensyn til omgivelserne betinger det, kan der imidlertid fastsættes en mindre årlig indvindingsmængde.

4. Udvidelse af indvindingsretten

Såfremt der under et indvindingsforløb opstår ønske om at indvinde andre råstoffer eller større mængder end angivet i tilladelsen inden for det område, som tilladelsen omfatter, skal der, efter lovens § 9, stk. 2, indgives anmeldelse herom til amtsrådet. Anmeldelsen skal indgives inden 4 uger efter, at den pågældende indvinding er påbegyndt. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget, forbyde indvindingen.

Der er også mulighed for at stille særlige vilkår for den pågældende indvinding. Vilkårene skal være begrundet i ændret råstofmængde eller råstofart, og skal stilles af amtsrådet inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget.

Bestemmelsen finder alene anvendelse for de "andre råstoffer", der ikke i forvejen er omhandlet i råstofindvindingstilladelsen. Fremgår det f.eks. af vilkårene for en tilladelse, at muld og overjord ikke må fjernes fra indvindingsområdet, kan der ikke lovligt ske indvinding af muld og overjord, uanset der indgives anmeldelse herom.

Det skal understreges, at amtsrådets afgørelser efter § 9, stk. 2 om forbud eller særlige vilkår er endelige, jf. lovens § 13, stk. 2. Amtsrådet skal i afgørelsen gøre indvinderen opmærksom herpå. Der henvises nærmere til kap. XI, pkt. A.2 og G.1.

C. Tilladelse efter anden lovgivning og afgørelse om VVM-procedure

Når amtsrådets tilladelse også gælder som tilladelse efter anden lovgivning, som foruden råstofloven vedrører selve den påtænkte indvinding, skal dette altid fremgå af afgørelsen.

Såfremt der er foretaget en gennemgang og vurdering af, om der er behov for en VVM-procedure, skal dette også fremgå af afgørelsen, jf. kap. IX, pkt. B.

Der skal ligeledes gives klagevejledning til vedkommende myndigheder. Der henvises til kap. XI, pkt. G.2.

D. Vilkår for tilladelsen

1. Generelt

Det er fastsat i råstoflovens § 10, at tilladelser efter § 7, stk. 1 kan gives på særlige vilkår.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at vilkårene skal være begrundet i de hensyn, der kan varetages efter råstofloven, og at vilkårene skal stå i et rimeligt forhold til afgørelsen.

I lovens § 10, stk. 1, nr. 1), er det understreget, at de miljømæssige vilkår omfatter hele virksomhedens drift og også efterbehandlingen.

Det er normal praksis, at der i råstoftilladelser altid stilles vilkår om, at ansøgeren udarbejder en grave- og efterbehandlingsplan, der indeholder hovedelementerne for indvindingen og efterbehandlingen, og at der skal stilles sikkerhed for opfyldelse af vilkår om efterbehandling, jf. lovens § 10, stk. 1, nr. 2) og 3).

Der kan endvidere fastsættes vilkår om oparbejdning eller bestemte formål med indvindingen.

Hvilke vilkår, der herudover skal fastsættes, afgøres på grundlag af en konkret bedømmelse i hvert enkelt sag af forholdene i og omkring indvindingsstedet, jf. lovens § 10, stk. 2.

Vilkårene efter råstofloven kan alene regulere forholdene ved selve indvindingen. Det vil sige inden for det område, der er omfattet af indvindingstilladelsen, herunder de interne transportveje, jf. nedenfor pkt. 9, frem til udkørsel til det offentlige vejsystem.

Hvis amtsrådets tilladelse vedrører fortsat råstofindvinding, hvor en udløbet tilladelse fornyes, en inddraget tilladelse genudstedes eller der udstedes tilladelse til afløsning for anmeldte rettigheder, skal amtsrådet gennemgå de hidtil gældende vilkår, således at der sker den nødvendige ajourføring eller ændring af den samlede vilkårsfastsættelse.

På denne måde sikrer amtsrådet, at tilladelsen og dens indhold er i overensstemmelse med råstoflovens nuværende krav til miljøforhold m.v. og at der gælder ensartede vilkår for de forskellige råstofgrave.

2. Vandforsyningsinteresser

Råstofindvinding kan indebære risiko for forurening af grundvandet.

I erkendelse heraf udarbejdede den daværende Fredningsstyrelse allerede i 1980 en rapport i samarbejde med Miljøstyrelsen om råstofindvinding og vandindvinding. I rapporten anbefales krav til en mindste afstand mellem råstofgrav og vandindvindingsanlæg. Kravene skal sikre mod bakteriologisk forurening og dermed give en passende tid til at reagere over for en uheldssituation i råstofgraven. Kravene skal således først og fremmest hindre, at der opstår forurening under selve råstofindvindingen.

Afhængig af indvindingsområdets placering i forhold til vandforsyningsanlæg kan der tillige være behov for at vurdere, om der skal stilles særlige krav til maskinel, herunder placering af de faste anlæg, såsom sorteranlæg og stenknuserier m.v. Der bør altid stilles krav til særlig håndtering og placering af tanke og beholdere med olieprodukter.

Skov- og Naturstyrelsen har siden gennemført et projekt, der nærmere skulle belyse de generelle problemer ved råstofindvinding i forhold til grundvandsinteresserne, herunder ved efterbehandlingen og den efterfølgende arealanvendelse, f.eks. intensivt jordbrug, jf. det følgende pkt. 4.

Som et resultat af dette arbejde er der foreløbigt gennemført en ændring af miljøbeskyttelsesloven og senere jordforureningsloven med et generelt forbud mod jordmodtagelse samt en dispensationsordning, som omtalt nedenfor i pkt. 3.

3. Modtagelse af jord

Såfremt der meddeles dispensation fra forbudet i jordforureningslovens § 52 (indtil 1. januar 2000 dog miljøbeskyttelseslovens § 20 a) til modtagelse af jord udefra, bør der fastsættes de fornødne vilkår i denne forbindelse med henblik på kontrol og håndtering af den modtagne jord.

Et eventuelt afslag på en ansøgning om dispensation fra forbudet bør også fremgå af vilkårene for tilladelse efter råstofloven.

Vilkårene indgår herefter som en del af den samlede tilladelse til råstofindvinding, jf. nedenfor pkt. 13. De vilkår, der vedrører efterbehandlingen, skal derfor medtages i den deklaration, der skal tinglyses efter råstofloven.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 8. juni 1999 stadfæstet amtets ændring af de fastsatte vilkår, således at der ikke fremover skal ske en løbende efterfyldning af arealer under grundvandsspejlet og således at der må være en sø med en større vandflade end 5.000 m². Afgørelsen har sammenhæng med, at amtet har nægtet dispensation i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 20 til fortsat modtagelse af jord. Klageren var en nabo, der fandt, at gravningen under grundvand i stedet burde begrænses.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 30. august 1999 bl.a. stadfæstet et vilkår om skrænthældninger på maksimalt 1:3 ved gravning under grundvand. Der er tale om en ældre grusgrav, hvor der tidligere af Miljøklagenævnet var fastsat maksimal hældning af graveskråning under grundvand til 1:2, idet der efterfølgende skulle ske opfyldning med jord efter endt gravning. Arealet er beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde, men samtidig i et særligt drikkevandsområde. Amtet har derfor i forbindelse med en tilladelse til fortsat gravning vurderet, at der ikke kunne ske genopfyldning, og har justeret skråningskravene i overensstemmelse hermed.

4. Gødning og pesticider

Når der ved råstofindvinding er sket fjernelse af de øvre jordlag og genskabt en ny jordoverflade tæt ved grundvandsspejlet, kan det skabe en risiko for forurening af grundvandet, hvis der på denne jordoverflade spredes gødning/kunstgødning eller anvendes pesticider for at kunne ibrugtage arealet til intensiv jordbrugsmæssig drift.

Der kan derfor fastsættes et vilkår om forbud mod anvendelse af gødning og pesticider, såfremt der er væsentlige hensyn til beskyttelse af drikkevandsinteresser, der skal varetages.

Østre Landsret har i en dom af 28. august 1995, jf. UfR 1995.952, således fastslået, at der er hjemmel i råstofloven til at stille vilkår om, at et areal efter endt råstofindvinding ikke må indgå i almindelig jordbrugsmæssig drift, og at der ikke må anvendes gødning eller bekæmpelsesmidler på arealet. Vilkåret i den pågældende sag var fastsat for at beskytte grundvandet i et område, der havde væsentlig betydning for den nuværende og fremtidige vandforsyning i en kommune.

Naturklagenævnet har i en afgørelse af 15. juli 1998 stadfæstet et amtsråds vilkår i en tilladelse om, at arealet skal efterbehandles, så det kan anvendes til jordbrugsformål, og samtidig, at der efter endt efterbehandling ikke må anvendes gødning eller bekæmpelsesmidler på arealet, fordi indvindingen skal foregå i et i regionplanen udlagt særligt drikkevandsområde.

5. Støv

Støvgener kan opstå i forbindelse med selve indvindingen, ved oparbejdningen samt som følge af henlæggelse af råstofferne i depot. Der kan også opstå støvgener som følge af transport på de interne transportveje.

Der bør normalt fastsættes vilkår om udførelse af støvdæmpende foranstaltninger såsom vanding af gravefronter, lagerbunker og interne veje m.v., samt renholdelse af interne veje.

Om en ansøgning skal afslås helt på grund af risikoen for støvgener, eller om der er behov for særlige vilkår for at imødegå støvgener, beror primært på forekomstens og indvindingens karakter samt afstanden til naboerne.

6. Støj

I forbindelse med indvindingsvirksomheden anvendes der normalt en række maskiner og anlæg, som fremkalder en ikke ubetydelig støj, der vil kunne påføre de omboende gener.

Der vil derfor stort set altid være behov for at fastsætte grænser for støjbelastningen fra indvindingsvirksomheden, herunder fra kørsel på virksomhedens eget område frem til udkørsel på offentlig vej.

De mest forekommende støjkilder er:

Gravemaskiner for afrømning af overjord.

Stenknuserier.

Sorteranlæg.

Intern transport med dumper/lastvogn.

Læsning (med stenmaterialer) af lastvogne.

Kundekørsel ud og ind af råstofgraven.

Ved fastsættelse af støjgrænser i de konkrete sager bør der tages udgangspunkt i de vejledende støjgrænser i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984, Ekstern støj fra virksomheder med de supplerende vejledninger nr. 5/1993 og 3/1996.

Amtsrådene bør dog være opmærksom på, at placering af indvindingsvirksomheden, i modsætning til mange andre virksomheder, naturligt er knyttet til på forhånd givne geologiske forhold. Støjgrænserne må derfor i hvert enkelt tilfælde fastsættes ud fra en vurdering af de tekniske og økonomiske muligheder for at reducere støjen.

Der bør også skelnes mellem støj, som stammer fra selve indvindingsaktiviteten, og støj i forbindelse med bearbejdning af de indvundne materialer. Det vil ofte være såvel teknisk som økonomisk muligt at foretage en væsentlig reduktion af støjen fra materialebearbejdningen. Selv om bearbejdningen sker ved indvindingsstedet, bør der således ikke accepteres en kraftigere støjpåvirkning af omgivelserne, end hvis bearbejdningen havde fundet sted på en anden lokalitet.

Visse aktiviteter i startfasen som afrømning af muld og overjord og opbygning af støjvolde vil ofte vanskeligt kunne gennemføres uden at overskride de fastsatte støjgrænser. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, såfremt der tages højde for dette i vilkårsfastsættelsen.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 24. juli 1997 i en klagesag fastsat, at i den periode, hvor der etableres en støjvold omkring en beboelsesejendom, hæves støjgrænsen i et bestemt referencepunkt fra 60 dB(A) til 65 dB(A), men kun når der foregår anlægsarbejde.

I ansøgningsskemaet skal ansøgeren redegøre for de forventede støjforhold. Ved mere komplicerede ansøgninger bør amtsrådet kræve en støjteknisk redegørelse udarbejdet af et kvalificeret firma.

I vilkårene bør der fastsættes krav om, at der gennemføres en egentlig støjundersøgelse umiddelbart efter driftsstart til dokumentation for, at vilkårene om støjbelastningen af omgivelserne kan overholdes og bliver overholdt. Der henvises til Miljøstyrelsens vejledning nr. 6/1984, Måling af ekstern støj fra virksomheder med den supplerende vejledning nr. 5/1993 om beregning af ekstern støj fra virksomheder.

7. Vibrationer

Graveaktiviteterne, herunder kørsel, knusning og sortering af råstoffer samt evt. sprængninger, kan give anledning til vibrationer, der kan forplante sig til naboejendomme til gene for beboerne. I grelle tilfælde kan vibrationer medføre skade på bygninger. Der henvises til Miljøstyrelsens orientering nr. 9, 1997.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 24. juli 1997 i en klagesag taget stilling til vilkårsfastsættelse om vibrationer i forhold til nabobygninger som følge af sprængningsaktiviteter ved stenbrydning.

8. Driftstider

Støjgrænserne i Miljøstyrelsens ovennævnte vejledning er fastsat ud fra den forudsætning, at de skal overholdes inden for nærmere anførte tidsrum af døgnet og på såvel hverdage, som lørdage og søn- og helligdage. Dette indebærer, at en virksomhed kan være i drift døgnet rundt, såfremt støjen er lavere i aften- og nattetimer samt på søn- og helligdage.

Amtsrådet må dog ud fra indvindingsvirksomhedens karakter og ansøgningen vurdere, om det ikke vil være mest hensigtsmæssigt at fastsætte vilkår om bestemte driftstider. Ofte vil det fremgå af ansøgningen, at virksomheden er indstillet på at indvinde og producere på nærmere angivne tidspunkter og dage, således at amtsrådet umiddelbart vil kunne lægge sådanne oplysninger til grund for vilkårsfastsættelsen.

Et konkret vilkår om driftstid vil, navnlig ved indvinding i nærheden af bolig- og sommerhusområder, kunne forebygge visse naboklager og vil desuden lette tilsynsvirksomheden. Et sådant vilkår vil tillige have indflydelse på trafikintensiteten i aften og nattetimer på de mindre veje frem til en råstofgrav, og vil også af denne årsag kunne forebygge nogle naboklager.

Skov- og Naturstyrelsen har f.eks. ved afgørelse af 30. september 1991 i en klagesag fastsat, at der i forbindelse med grusgravning alene må ske udlevering af allerede oparbejdede materialer i sommerhalvåret. Gravning og sortering må således kun ske i vinterhalvåret. Disse vilkår er fastsat af hensyn til de omkringboende.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 24. juli 1997 i en klagesag fastsat, at der i perioden 1. juni til 15. september skal ske indskrænkning af virksomhedens produktionstidsrum inklusive lastning og transport til hverdage mandag - fredag fra kl. 6 - 18, dog er det tilladt mellem kl. 18 og kl. 22 at reparere og vedligeholde maskinparken og materiellet. Afgørelsen er truffet for at tage hensyn til nærliggende helårsbeboelser i en landsby samt et nærliggende sommerhusområde.

9. Kørsel til og fra graveområdet

Der kan ikke med hjemmel i råstofloven stilles vilkår med henblik på at regulere gener hidrørende fra trafikken på offentlig vej til og fra indvindingsområdet. Der kan således alene fastsættes vilkår, der regulerer forholdene ved selve indvindingen, det vil sige inden for det område, der er omfattet af tilladelsen, herunder de interne transportveje frem til udkørsel.

I denne forbindelse kan det fastlægges, hvorledes udkørsel til offentlig vej eller privat fællesvej skal ske, herunder at der f.eks. kun må ske udkørsel ved højresving.

Som det fremgår af kap. IX, pkt. I.1, er det vejbestyrelsen og vejmyndigheden, der har kompetencen til at meddele tilladelse til overkørsel til henholdsvis offentlig vej og privat fællesvej. Tilladelsen meddeles ud fra en vurdering af vejtekniske og færdselsmæssige hensyn.

Efter færdselslovens § 92 kan politiet med samtykke fra vejbestyrelsen eller for så vidt angår private fællesveje, vedkommende kommunalbestyrelse, træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejes udnyttelse eller indretning. Ud over de færdselsmæssige hensyn vil der også kunne tages stilling til andre hensyn, såsom de miljømæssige.

Politimesteren kan efter bestemmelsen f.eks. forbyde tung trafik på en bestemt vejstrækning eventuelt ledsaget af visse undtagelser, så forbudet ikke rammer den sædvanlige trafik, der har ærinde til ejendomme på den pågældende vejstrækning.

Miljøankenævnet har i en afgørelse fra 1979 fastslået, at såfremt kørsel til og fra et indvindingsområde vil medføre betydelige miljømæssige gener i form af støv, støj og rystelser for beboerne ved området, har amtsrådet hjemmel til helt at afslå en ansøgning om tilladelse til råstofindvinding.

Miljøankenævnet har i en afgørelse fra 1985 fastslået, at der med hjemmel i råstofloven også i et vist omfang kan stilles vilkår om den videre transport af råstoffer fra indvindingsområdet. Ankenævnet bestemte således, at transporten skulle ske mod vest ad en kommunevej således, at grusvognstrafikken gennem to mindre bysamfund mod øst kunne undgås.

Miljøankenævnet har i en afgørelse fra 1993 stadfæstet en afgørelse truffet af Skov- og Naturstyrelsen i 1992. Amtsrådet havde meddelt tilladelse til råstofindvinding på en ejendom beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde. Skov- og Naturstyrelsen fandt imidlertid, at der på grund af de trafikale forhold, herunder støv- og støjgener, på den kommunevej, der skulle anvendes af trafikken til og fra råstofgraven, ikke burde gives tilladelse til råstofindvinding.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 31. maj 1999 stadfæstet amtets tilladelse til fortsat gravning i en 10-årig periode. Arealet er beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde, men med trafikale problemer, både for et nærliggende boligområde og et nærliggende industrikvarter, knyttet til transporten til og fra en række grusgrave i graveområdet. Naturklagenævnet udtaler bl.a., at regulering af trafikken uden for graveområdet af hensyn til færdselssikkerheden eller på grund af miljømæssige gener som udgangspunkt ikke kan varetages med hjemmel i råstofloven. Nævnet anser det dog for muligt, at hensynet til miljøbeskyttelsen i ganske særlige tilfælde kan tale for at der meddeles afslag på ansøgning om tilladelse til indvinding, når indvindingen medfører store miljømæssige gener for de omkringboende.

10. Efterbehandling

En tilladelse til råstofindvinding meddeles for en afgrænset periode, der normalt er på 10 år og i langt de fleste tilfælde på jordbrugsarealer. Den del af tilladelsen, der vedrører landbrugsloven, indebærer derfor også en tidsbegrænset dispensation fra landbrugspligten. Som følge heraf vil efterbehandlingen af disse arealer normalt skulle ske til jordbrugsmæssige formål som intensiv/ekstensiv landbrug, skov eller lignende.

Efterfølgende anvendelse til andet end jordbrugsmæssige formål vil blive fastsat af de amtslige myndigheder på baggrund af den amtskommunale planlægning, efter en forudgående konkret afvejning af f.eks. graveområdets beliggenhed i forhold til de omkringliggende arealer eller i forhold til den planlagte anvendelse heraf.

Der kan f.eks. være tale om, at et udgravet råstofområde planlægges efterbehandlet til naturområde (sø, hede m.m.), eller at det i forbindelse med især en bynær indvinding planlægges til rekreativ udnyttelse.

Amtsrådet skal endvidere vurdere, om der er behov og mulighed for at bevare et eller flere geologiske profiler i råstofgraven.

Gennem godkendelse af den grave- og efterbehandlingsplan, som ansøgeren, jf. lovens § 10, stk. 1, nr. 1, altid skal udarbejde inden indvindingens påbegyndelse, får amtsrådet mulighed for at sikre, at det givne område efter indvindingens ophør indpasses i det omgivende landskab, og i øvrigt tilpasses amtsrådets planlægning for området jf. ovenstående. Der vil dog ofte være behov for at fastsætte en række supplerende vilkår i tilknytning til efterbehandlingen bl.a. omkring deponering af muld og overjord til brug for efterbehandlingen.

Det kan i øvrigt være hensigtsmæssigt, at amtsrådet stiller vilkår, der sikrer, at efterbehandlingen kan kræves iværksat i situationer, hvor indvindingen afbrydes før tiden. F.eks. vilkår om, at efterbehandlingsforpligtelsen indtræder, hvis indvindingen har været afbrudt i en længere periode (eksempelvis i 1 år), og at efterbehandlingsforpligtelsen indtræder omgående, hvis tilladelsen tilbagekaldes.

Der henvises til kap. XIII, pkt. D og E om tvangsmæssig gennemførelse af efterbehandling for henholdsvis tilladelser og anmeldte rettigheder.

11. Sikkerhedsstillelse

Efter råstoflovens § 10, stk. 1, nr. 2, kan der stilles vilkår om fornøden økonomisk sikkerhed for gennemførelse af den efterbehandling, der skal finde sted på indvindingsområdet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en offentlig myndigheds tilsagn om efterbehandling i sig selv betragtes som fornøden økonomisk sikkerhed.

Amtsrådet bør normalt kræve sikkerhedsstillelse, og det forudsættes, at sikkerheden til enhver tid er tilstrækkelig til, at amtsrådet i givet fald skal kunne lade efterbehandlingen udføre. Dette er understreget i lovens § 10, stk. 3.

Beregningen af sikkerhedens størrelse skal finde sted under hensyn til den foreliggende grave- og efterbehandlingsplan. Det bør normalt indbygges i vilkåret, at sikkerhedens størrelse kan reguleres i takt med prisudviklingen. Dette indebærer at sikkerheden i givet fald også kan nedsættes, hvis efterbehandlingsforpligtelsen indskrænkes efterhånden som efterbehandlingen udføres.

Sikkerheden stilles sædvanligvis af den, der har ansøgt om og fået indvindingstilladelsen. Men sikkerheden kan for så vidt stilles af hvem som helst. I forhold til det offentlige hæfter derimod den, der har fået tilladelsen, eller den, der siden har fået rådighed over arealet, for de eventuelle efterbehandlingsudgifter, der måtte overstige den stillede sikkerhed.

Enhver betryggende sikkerhed bør kunne accepteres efter amtsrådets nærmere skøn. Det vil dog i reglen være en fordel at indskyde et pengeinstitut eller et forsikringsselskab mellem råstofindvinderen og amtsrådet.

Sikkerhedsstillelsen er normalt økonomisk belastende for den pågældende, dels likviditetsmæssigt dels udgiftsmæssigt. Det bør derfor også være i indvinderens interesse, at der, hvor det er muligt, arbejdes med løbende efterbehandling af de afgravede arealer, således at der kan etableres en rullende sikkerhed, hvor afgravede og efterbehandlede arealer efterhånden "slippes" af sikkerheden, som herefter alene gælder for de arealer, der er under gravning, eller som vil blive afgravet inden for den kommende periode.

Når vilkår om efterbehandling er opfyldt, skal amtsrådet give meddelelse om, at sikkerheden kan frigives. Amtsrådet kan efter en konkret vurdering give meddelelse om frigivelse af en del af sikkerheden, når efterbehandlingen er delvist udført.

Såfremt en indvindingstilladelse ønskes overdraget, kan den af overdrageren stillede sikkerhed tidligst frigives samtidig med, at den nye bruger af indvindingstilladelsen stiller ny sikkerhed.

12. Øvrige vilkår

Der kan naturligvis afhængig af den konkrete ansøgning og indvindingsområdets beliggenhed være behov for at fastsætte en række yderligere vilkår. Bl.a. vilkår, der skal varetage hensynet til de omkringliggende ejendomme. Det kan være vilkår om afstand til naboskel, skrænthældninger under indvindingen og lignende, der skal sikre, at der ikke opstår fare ved færdsel på naboejendommene.

Som allerede nævnt i kap. IV pkt. D må en tilladelse efter råstofloven stemme overens med indholdet i en evt. lokalplan vedrørende råstofindvindingen. Dette gælder hvad enten lokalplanen er udarbejdet som følge af kommunalbestyrelsens lokalplanpligt eller lokalplanret.

13. Vilkår efter anden lovgivning

Såfremt tilladelser efter anden lovgivning er påkrævet i forbindelse med meddelelse af tilladelse efter råstofloven, jf. kap. IX, pkt. C, skal vilkår stillet af de respektive myndigheder medtages i amtsrådets samlede afgørelse efter råstofloven. Det skal af tilladelsen fremgå med hvilken lovhjemmel, vilkåret er fastsat.

Tilsvarende gælder vilkår, der som følge af en udtalelse fra Kystinspektoratet er nødvendige af kystbeskyttelsesmæssige hensyn. Der henvises til administrationscirkulæret.

E. Gyldigheden af fastsatte vilkår

Vilkår, der knyttes til en tilladelse efter lovens § 7, er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet, jf. § 10, stk. 4.

Når amtsrådet har meddelt en tilladelse til råstofindvinding på en række vilkår, opstår der af og til det spørgsmål, om amtsrådet på et senere tidspunkt, inden tilladelsen udløber, kan ændre afgørelsen f.eks. ved at foretage ændringer i de stillede vilkår eller fastsætte yderligere vilkår.

Fra 1. januar 1998 blev der gennemført en ændring af miljøbeskyttelsesloven, hvorved der er indført et direkte forbud mod modtagelse af fyldjord i råstofgrave. Med virkning fra 1. januar 2000 er forbudet i stedet gældende i henhold til § 52 i jordforureningsloven.

Det er i forbindelse med lovens behandling direkte forudsat, at amtsrådet efter ikrafttrædelsen gennemfører en rettelse af de vilkår, der måtte være fastsat tidligere efter råstofloven, hvis der opstår modstrid, fordi der ikke gives dispensation fra jordforureningslovens § 52 (indtil 1. januar 2000 dog miljøbeskyttelseslovens § 20 a).

Det blev samtidig fastsat ved en følgeændring af råstofloven, at amtsrådet afholder tinglysningsudgifterne til en sådan vilkårsændring.

Derudover indeholder loven ikke hjemmel for råstofmyndigheden til at omgøre en truffet afgørelse, men det fremgår af den forvaltningsretlige litteratur, at omgørelse i et vist omfang kan ske uden udtrykkelig lovhjemmel.

Det forhold, at der er udstedt en tilladelse på en række vilkår, betyder ikke, at denne afgørelse skal stå ved magt til evig tid uden hensyn til, hvordan forholdene udvikler sig og uden hensyn til ny viden, der relaterer sig til den første afgørelse.

På den anden side må den, der har fået en tilladelse med et bestemt indhold, med rette kunne indrette sig i tillid hertil. Den omstændighed, at tilladelsen kun gælder for et bestemt tidsrum taler yderligere for, at tilladelsesindehaveren kan gå ud fra, at omgørelse ikke kan ske i tilladelsens gyldighedsperiode.

Det er disse to modsat rettede synspunkter, der skal afvejes over for hinanden ved afgørelsen af spørgsmålet.

Såfremt et amtsråd omgør en tidligere afgørelse, kan dette indbringes for Naturklagenævnet efter lovens §§ 13 og 14, jf. kap. XI.

Et generelt forbehold, der er fastsat i en meddelt tilladelse over for senere ændringer i allerede stillede vilkår eller overfor fastsættelse af supplerende vilkår, er næppe tilstrækkelig hjemmel for en senere omgørelse.

Derimod kan amtsrådet i særlige tilfælde bestemme, at vilkårene for en råstofindvindingstilladelse kan tages op til fornyet vurdering efter et vist åremål, dvs. inden tilladelsens udløb.

Det følger endvidere af den forvaltningretlige litteratur, at et amtsråd i et vist omfang er bundet af de tidligere afgørelser, der måtte være truffet af en klageinstans i den konkrete sag. Det gælder f.eks., hvis der efter en naboklage er fastsat vilkår om begrænset driftstid eller lignende for en råstofgrav. I en sådan sag kan amtsrådet ikke efterfølgende uden klagemyndighedens godkendelse udvide driftstiden for råstofgraven, medmindre der i mellemtiden er fremkommet nye væsentlige oplysninger, der indebærer at forholdene er ændret.

F. Tinglysning af vilkår

Amtsrådet skal efter lovens § 10, stk. 4 drage omsorg for, at vilkår om efterbehandling tinglyses på ejendommen. Begrundelsen for kravet om tinglysning er, at kreditorer og kommende ejere ved at se i tingbogen kan blive bekendt med, at der påhviler ejendommen særlige forpligtelser i relation til efterbehandling m.v.

Ejeren skal bekoste tinglysningen. Såfremt der er tale om ændring af vilkår "i utide", når der træffes afgørelse om et forbud mod modtagelse af jord udefra, jf. nedenfor pkt. G.6, skal amtsrådet dog afholde tinglysningsudgifterne, jf. lovens § 10, stk. 5, 2. pkt.

Hvis amtsrådets tilladelse vedrører fortsat råstofindvinding på en ejendom, hvor der i forvejen findes tinglyste vilkår i henhold til den tidligere tilladelse, bør amtsrådet, for at medvirke til en så enkel tingbogsregistrering som mulig, lade tinglyse en ny deklaration, der rummer alle de for den fortsatte indvinding gældende bestemmelser. Den hidtidige deklaration kan derefter aflyses, medmindre den rummer bestemmelser, der fortsat skal være tinglyst på ejendommen, jf. kap. XIV, pkt. C.

G. Øvrige oplysninger i tilladelsen

Skov- og Naturstyrelsen kan anbefale, at amtsrådet i en tilladelse orienterer ansøgeren om de generelle bestemmelser, der i øvrigt gælder for indvindingen efter råstofloven m.m.

1. Forældelse og passivitet

I henhold til lovens § 10, stk. 6 bortfalder en tilladelse efter § 7, stk. 1, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt. 3-års fristen regnes i tilfælde af en eventuel klagesagsbehandling fra datoen for den endelige afgørelse.

Efter samme bestemmelse bortfalder en tilladelse til råstofindvinding tillige, når tilladelsen, efter at indvindingen er indledt, ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

Det skal understreges, at det er tilladelsens dato, der anvendes ved beregningen af tidsfristen, og altså ikke det som oftest senere tidspunkt, der kan være fastsat i selve tilladelsen som indvindingens begyndelsestidspunkt. Det bør derfor oplyses, at en tilladelse bortfalder, såfremt indvindingen ikke er påbegyndt inden 3 år efter, at den er meddelt, eller når tilladelsen ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

2. Opsættende virkning af klage

Rettidig klage har, i henhold til lovens § 16, stk. 4, som udgangspunkt opsættende virkning. Klagemyndigheden (Naturklagenævnet) kan dog bestemme, at en klage over amtsrådets afgørelse ikke skal have opsættende virkning.

Det bør derfor oplyses, at tilladelsen ikke må udnyttes inden klagefristen er udløbet, jf. § 16, stk. 3, og at rettidig klage har opsættende virkning for tilladelsen, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet, jf. § 16, stk. 4.

3. Tilbagekaldelse af tilladelser

En tilladelse til råstofindvinding kan efter lovens § 11, stk. 1 tilbagekaldes af amtsrådet ved grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller af lovgivningen i øvrigt.

En tilladelse til råstofindvinding på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende landvegetation, kan til enhver tid begrænses eller tilbagekaldes af amtsrådet, jf. § 11, stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 2 skal sikre, at en råstofindvinding på kyststrækninger altid kan begrænses eller standses, hvis der opstår en uforudset risiko for skade på kysten. Bestemmelsen vil normalt blive bragt i anvendelse efter indstilling fra Kystinspektoratet.

Amtsrådet skal følge Kystinspektoratets indstilling om begrænsning eller tilbagekaldelse, jf. administrationscirkulæret.

Det bør fremgå af tilladelsen, at denne kan tilbagekaldes i tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår og af lovgivningen i øvrigt og, såfremt indvindingen foregår på kyststrækninger, tillige, når det af hensyn til beskyttelse af kysten skønnes nødvendigt.

4. Amtsrådet som tilsynsmyndighed

Amtsrådet er tilsynsmyndighed såvel efter råstofloven som efter landbrugsloven.

Amtsrådet bør derfor i tilladelsen oplyse om at:

Amtsrådet fører tilsyn med indvindingen og har uden retskendelse adgang til indvindingsområdet for at påse, om tilladelsen og vilkårene herfor overholdes.

Amtsrådet kan som tilsynsmyndighed meddele påbud om, at et ulovligt forhold skal berigtiges inden for en nærmere fastsat frist.

Amtsrådet kan, såfremt påbuddet ikke efterkommes rettidigt, umiddelbart foretage det nødvendige på ejerens eller brugerens bekostning.

5. Oplysningspligt

Amtsrådet bør oplyse ansøgeren om, at resultatet af råstofboringer eller prøveboringer i jorden skal indberettes til Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse inden 3 måneder efter udførelsen. Indberetningen skal ske på særlige skemaer, som fås hos amtsrådet, jf. lovens § 28, stk. 1.

Det bør også oplyses, at der årligt skal ske indberetning om indvindingsvirksomheden, bl.a. om beliggenhed, art og mængde af de forekomster, der indvindes og om anvendelsen heraf. Indberetningen skal ske på særlige skemaer, som amtsrådet udsender. Der henvises til bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1996 om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om amtsrådets kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder.

6. Modtagelse af opfyldningsmaterialer

Såfremt der ikke i forbindelse med tilladelsen til råstofindvinding er meddelt dispensation fra jordforureningslovens § 52 (indtil 1. januar 2000 miljøbeskyttelseslovens § 20 a) til modtagelse af jord udefra, bør der gøres opmærksom på at sådan modtagelse forudsætter en særlig dispensation.

Er der i forbindelse med tilladelsen til råstofindvinding taget stilling til spørgsmålet om modtagelse af jord udefra ved, at der er givet afslag på ansøgning om dispensation, bør amtsrådet overveje at lade forbudet fremgå af vilkårsfastsættelsen omkring efterbehandling, jf. ovenfor pkt. D.3.

Endvidere bør indvinderen gøres opmærksom på, at etablering af lossepladser, fyldpladser og lignende kræver særlig tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5.

7. Andre oplysninger

Det bør fremgå af tilladelsen, at indvindingen ikke må berøre de jordfaste fortidsminder, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 18, og at indvindingen ved forekomsten af fortidsminder, der er omfattet af museumslovens § 26 skal standses, og anmeldelse foretages til Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat, Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K, tlf. 33 31 44 11 eller nærmeste arkæologiske museum.

Det bør også fremgå, at der skal betales råstofafgift ved indvinding af naturbundne råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 335 af 10. maj 1997 af lov om afgift af affald og råstoffer. Afgiften er p.t. 5,- kr. pr. m³.

Såfremt det følger af anden lovgivning, som foruden råstofloven vedrører selve den påtænkte indvinding, jf. kap. IX, pkt. C, at tilladelsen i henhold til denne lovgivning skal ledsages af særlige oplysninger, skal disse også medtages her.

Med henblik på opkrævning af afgiften bør amtsrådet underrette den lokale told- og skatteregion, når indvindingen kan påbegyndes. Underretningen skal ske med henvisning til den pågældende virksomheds CVR-nummer og eventuelle P-nummer.

 

XI Klageregler

Kap. XI gennemgår klagereglerne og indeholder forslag til klagevejledninger.

A. Hvilke afgørelser er undergivet klage

1. Klage

Udgangspunktet er, at alle amtsrådet afgørelser efter loven eller efter de regler, der fastsættes i medfør af loven, kan påklages, jf. lovens § 13, stk. 1, 1. pkt.

Det vil sige amtsrådets afgørelser om afslag, tilladelser og vilkår for tilladelser m.v. samt amtsrådets ekspropriationsbeslutninger efter lovens § 27.

Amtsrådets afgørelser om vilkår i forbindelse med iværksættelse af råstofindvinding i henhold til en anmeldt rettighed kan nu i henhold til lovens § 13, stk. 2 også påklages til Naturklagenævnet.

2. Ingen klageadgang

Efter lovens § 13, stk. 1, 2. pkt. er der dog en række af amtsrådets afgørelser, der ikke kan påklages. I følgende tilfælde er amtsrådets afgørelser således endelige:

Afgørelser om vilkår i forbindelse med ikke-erhvervsmæssige indvindinger, § 7, stk. 2.

Afgørelser om vilkår eller forbud i forbindelse med ikke-erhvervsmæssige indvindinger på strandbredder m.v., § 7, stk. 2.

Afgørelser om vilkår eller forbud ved anmeldelser i henhold til § 9, stk. 2.

Afgørelser om tilbagekaldelse af en tilladelse ved grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller af lovgivningen i øvrigt, § 11, stk. 1.

Afgørelser om at begrænse eller tilbagekalde en tilladelse på strandbredder m.v., § 11, stk. 2.

Efter lovens § 33, stk. 4 kan amtsrådets afgørelser som led i udøvelsen af tilsynsbeføjelsen heller ikke påklages. Det gælder bl.a. følgende afgørelser:

Påbud om at den ansvarlige skal genoprette den hidtidige tilstand, § 33, stk. 3, nr. 1).

Beslutning om at lade påbudte arbejder udføre for den ansvarliges regning, § 33, stk. 3, nr. 2).

Forbud mod fortsat drift, § 33, stk. 3, nr. 3).

Krav om fjernelse af virksomheden, § 33, stk. 3, nr. 3).

Det er en forudsætning for den manglende klagemulighed, at afgørelsen ikke indeholder andre elementer end en statuering af, at en ulovlig aktivitet skal ophøre, eller at en ulovlig tilstand skal retableres til det lovlige (eventuelt med frist hertil). Er der tale om en afgørelse, hvor påbudet eller forbudet formelt set eller i realiteten har karakter af et afslag på en ansøgning, skal der gives klagevejledning. En afgørelse om, at de fastsatte vilkår eller lignende skal efterkommes, kan selvsagt ikke påklages.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 27. juli 1999 afvist at realitetsbehandle en klage fra en ny ejer, der havde overtaget en landbrugsejendom, hvor den udførte efterbehandling var godkendt af amtet, men hvor den nye ejer var utilfreds med kvaliteten af efterbehandlingen. Naturklagenævnet henviste til, at efterbehandlingen er godkendt som led i amtets udøvelse af tilsyn, og at afgørelsen derfor ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Naturklagenævnet henviser i sin afgørelse til muligheden for at indbringe spørgsmålet om amtets opfyldelse af sin tilsynsforpligtelse for Indenrigsministeriet samt til muligheden for et civilt erstatningssøgsmål.

B. Kredsen af klageberettigede

Klageberettiget i henhold til lovens § 15 er:

Adressaten for afgørelsen.

En offentlig myndighed.

Enhver, der i øvrigt har en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen.

Danmarks Naturfredningsforening.

Lokale foreninger og organisationer, der har en væsentlig interesse i afgørelsen.

Efter loven er alle offentlige myndigheder klageberettigede. Det gælder således ikke alene de myndigheder, der har været inddraget i sagens behandling, men også andre offentlige myndigheder. Miljø- og energiministeren er også klageberettiget.

C. Klagemyndighed

Efter lovens § 13 er Naturklagenævnet klagemyndighed for amtsrådets afgørelser. Nævnets afgørelser kan i visse mindre sager træffes af nævnets formand efter § 14, stk. 1.

Naturklagenævnets afgørelser er endelige, jf. § 14, stk. 2.

D. Klagefrist

Klagefristen er på 4 uger, jf. lovens § 16, stk. 1. Fristen beregnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt eller offentliggjort. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen.

En afgørelse anses normalt for at være meddelt den pågældende dagen efter, at myndigheden har afgivet afgørelsen til postbesørgelse.

Klagen anses for rettidig, når den er modtaget af den myndighed, der har truffet afgørelsen, dvs. amtsrådet, senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende/offentliggjort. Er underretningen om afgørelsen f.eks. kommet frem en onsdag, udløber klagefristen en onsdag 4 uger senere ved kontortids ophør.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 8. september 1998 afvist at behandle en klage, der indkom som E-mail kl. 23.47 den dag klagefristen udløb.

Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

E. Indgivelse af klage

Klage over amtsrådets afgørelser efter lovens § 13, stk. 1 indgives til amtsrådet. Amtsrådet videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse, jf. § 16, stk. 2.

Ved modtagelse af en klage skal amtet omgående underrette ejer og ansøger herom, idet indvindingen herefter skal afvente Naturklagenævnets behandling af sagen.

Ved sagens oversendelse til Naturklagenævnet bør amtsrådet fremsætte bemærkninger til klagen og tage stilling til eventuelle nye argumenter eller oplysninger fra klageren.

F. Krav om skriftlighed

Klager skal indgives skriftligt, jf. lovens § 16, stk. 2. Klager modtaget som telegram eller pr. telefax anses som skriftligt indgivet. Klager indgivet som elektronisk post bør også anses som skriftligt indgivet.

G. Klagevejledning

1. Råstofloven

Råstofloven indeholder ikke særlige bestemmelser om klagevejledning. Dvs. at de almindelige regler i forvaltningslovens § 25 gælder.

Klagevejledningen skal indeholde oplysning om, at klagen skal indgives skriftligt, angivelse af klageinstans og oplysning om, hvem klagen skal sendes til og om klagefristens længde.

Hvis fyldestgørende klagevejledning ikke meddeles, har det den virkning, at klagefristen ikke begynder at løbe, før korrekt klagevejledning er meddelt.

Afgørelser med almindelig klagevejledning

Følgende formulering kan anvendes både ved afslag og tilladelser:

"Afgørelsen kan påklages til Naturklagenævnet af adressaten for afgørelsen, en offentlig myndighed, enhver, der i øvrigt har en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen, Danmarks Naturfredningsforening og lokale foreninger og organisationer, der har en væsentlig interesse i afgørelsen, jf. råstoflovens § 13, stk. 1, 1. pkt. og § 15.

Klagefristen er 4 uger fra meddelelsen af afgørelsen. / fra den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen. / Hvis fristen udløber på en lørdag eller helligdag forlænges fristen til den følgende hverdag, jf. råstoflovens § 16, stk. 1.

Klagen skal indgives skriftligt til .. amtsråd og være amtsrådet i hænde senest den .... Amtsrådet videresender klagen og sagens materiale til Naturklagenævnet, jf. råstoflovens § 16, stk. 2.

Hvis De vil indbringe sagen for domstolene, skal sagen anlægges inden 6 måneder / fra meddelelsen af afgørelsen / fra den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen/ jf. råstoflovens § 43, stk. 1.

Ved tilladelser medtages også følgende tekst:

"Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der kommer en klage må tilladelsen ikke udnyttes, før Naturklagenævnet har truffet afgørelse i klagesagen eller har truffet afgørelse om, at tilladelsen kan udnyttes på trods af klagen, jf. råstoflovens § 16, stk. 3 og 4."

Afgørelser der ikke kan påklages

Der skal tillige gøres opmærksom på, at visse af amtsrådets afgørelser er endelige, jf. råstoflovens § 13, stk. 1, 2. pkt. og § 33, stk. 4.

Følgende formulering kan anvendes:

"Afgørelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. råstoflovens § 13, stk. 1, 2 pkt. (alternativt § 33, stk. 4)."

Søgsmålsfrist angives som under afgørelser med almindelig klagevejledning.

Afgørelser i sager om anmeldte rettigheder

Bortset fra at der i første afsnit in fine skal henvises til råstoflovens § 13, stk. 2, i stedet for § 13, stk. 1, 1. pkt., anvendes samme formulering som angivet ved afgørelser med almindelig klagevejledning.

2. Anden lovgivning

Såfremt der samtidig med afgørelsen efter råstofloven også træffes afgørelse om VVM efter planloven eller afgørelse efter anden lovgivning, der direkte vedrører selve råstofindvindingen, jf. kap. IX, pkt. B og C, skal amtsrådet tillige give klagevejledning efter de respektive love.

H. Specielt om behandling af klager efter såvel råstoflov som landbrugslov

Det kan ofte være vanskeligt at fastslå, om en klage over en tilladelse til råstofindvinding på landbrugspligtige arealer og vilkårene herfor skal stiles til Strukturdirektoratet efter landbrugsloven eller Naturklagenævnet efter råstofloven eller til begge myndigheder. Det hænger sammen med, at råstoftilladelsen meddeles på baggrund af en samlet interesseafvejning, hvori indgår en række hensyn ud over de jordbrugsmæssige.

Med udgangspunkt i landbrugsministeriets cirkulære nr. 37 af 8. marts 1990 om behandling af sager om råstofindvinding på landbrugsejendomme, er det aftalt med Fødevareministeriet, at klagesagsbehandlingen skal tilrettelægges på den følgende måde.

En klage over et amtsråds afgørelse efter landbrugsloven og råstofloven, herunder klage over vilkår for tilladelser, fremsendes som hovedregel til Naturklagenævnet efter reglerne i råstofloven.

Naturklagenævnet vurderer derefter ud fra klagen og den nærmere begrundelse for afgørelsen, hvorvidt Strukturdirektoratet skal inddrages i klagesagsbehandlingen ud fra de særlige jordbrugsmæssige hensyn, der skal varetages efter landbrugsloven.

I følgende situationer skal amtsrådet dog fremsende klagesagen direkte til Strukturdirektoratet:

Klager over afgørelser hvor det klart fremgår, at der er tale om en klage efter reglerne i landbrugsloven, f.eks. en klage fra jordbrugskommissionen, eller en klage, hvor det er anført, at klagen ønskes videresendt til Strukturdirektoratet.

Klager over afslag på ansøgning om råstofindvinding, hvor afslaget alene er begrundet i jordbrugsmæssige hensyn efter landbrugsloven.

I. Underretning af de klageberettigede

Amtsrådet skal efter råstoflovens § 12 underrette de klageberettigede om afgørelser, der kan påklages efter § 13, stk. 1, 1. pkt.

Underretningen kan dog ske ved offentlig annoncering, f.eks. i den lokale presse for så vidt angår underretning til privatpersoner og de lokale foreninger og organisationer, der må antages at have en væsentlig interesse i sagen.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 24. november 1998 hjemvist en sag til amtet til fornyet behandling. Klageren er nabo til det tilladte graveareal, med en afstand på ca. 3 m fra skel og ca. 14 m fra en terrasse. Klageren blev først efter klagefristens udløb klar over den meddelte tilladelse, idet han ikke havde set annonceringen. Den indsendte klage er derefter begrundet i bl.a. manglende forudgående partshøring jf. forvaltningslovens § 19 og manglende orientering om afgørelsen jf. råstoflovens § 12, 1. pkt.

Set i sammenhæng med almindelige forvaltningretlige regler om bekendtgørelse af afgørelser antager nævnet, at amtet har pligt til at foretage individuel underretning, når der er tale om en part, der har været partshørt, eller som burde have været partshørt, jf. forvaltningslovens § 19. Denne pligt må antages at bestå uanset, at der er foretaget offentlig annoncering af afgørelsen. På dette grundlag finder Naturklagenævnet, at klagefristen fsv. angår naboen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er behørigt meddelt den pågældende. Klagen anses derfor rettidig, hvorfor nævnet kan optage sagen til realitetsbehandling.

Naturklagenævnet finder derefter, at den manglende partshøring af naboen indebærer, at afgørelsen er behæftet med en retlig mangel, hvorfor tilladelsen ophæves som ugyldig, og sagen hjemvises til fornyet behandling.

Ud over adressaten for afgørelsen skal amtsrådet underrette Danmarks Naturfredningsforening og de offentlige myndigheder, der har været inddraget i sagens behandling.

Amtsrådet skal endvidere underrette eventuelle andre offentlige myndigheder, som efter amtsrådets skøn har en interesse i sagen.

Amtsrådet skal samtidig underrette Skov- og Naturstyrelsen om de afgørelser, der kan påklages, fordi styrelsen varetager ministerens klagebeføjelse, jf. pkt. B.

 

XII Ekspropriation

Kap. XII gennemgår kort reglerne omkring ekspropriation efter råstofloven, der - så vidt det er Skov- og Naturstyrelsen bekendt - endnu ikke har været bragt i anvendelse.

På grundlag af bestemmelsen i lovens § 27 kan amtsrådet ekspropriere fast ejendom og rettigheder over sådan ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at realisere en planlægning til fremme af de formål, der er nævnt i formålsbestemmelsen i lovens § 1.

Det er tillige muligt at gennemføre en ekspropriation på baggrund af en lokalplan, der udlægger et område som råstofindvindingsområde og samtidig fastlægger områdets fremtidige anvendelse. Amtsrådet er imidlertid i denne situation afhængig af, at kommunalbestyrelsen tager initiativet til at tilvejebringe en lokalplan.

Med bestemmelsen i råstofloven har amtsrådene fået en selvstændig ekspropriationsadgang med henblik på at sikre, at intentionerne i den amtskommunale planlægning bliver realiseret.

Bestemmelsen forudsætter, at amtsrådet har udarbejdet en samlet planlægning til fremme af de formål, der er nævnt i lovens § 1.

Ekspropriationsgrundlaget kan f.eks. være en regionplan, en råstofindvindingsplan for et større sammenhængende indvindingsområde eller anden amtskommunal planlægning, der nærmere fastlægger rammerne for indvindingens forløb, efterbehandlingen og områdets fremtidige anvendelse. Det er således næppe tilstrækkeligt, at der blot er udlagt et område til råstofindvinding.

En grundlæggende betingelse for ekspropriation er, at den skal være "af væsentlig betydning" for at realisere planlægningen.

Det er således en betingelse for at kunne foretage ekspropriation, at det er nødvendigt for amtsrådet at få rådighed over de pågældende areal for at realisere den planlagte udvikling i området. Det er også en betingelse, at den konkrete anvendelse af det pågældende areal er nært forstående.

Væsentlighedskravet betyder også, at ekspropriation ikke kan finde sted, hvis formålet med ekspropriationen kan realiseres på en mindre indgribende måde, eller hvis ejeren selv kan og vil realisere ekspropriationsformålet.

Dertil kommer, at den foranstaltning, hvortil der eksproprieres, skal være lovlig. Heri ligger, at evt. nødvendige tilladelser efter anden lovgivning skal være meddelt eller kan forventes at blive meddelt inden for en kortere frist.

Bestemmelsen i § 27 giver også hjemmel til ekspropriation af private rettigheder over fast ejendom, f.eks. leje- eller brugsrettigheder.

Det er ikke nogen betingelse, at det er amtsrådet, der realiserer ekspropriationsformålet. Amtsrådet kan overdrage arealet eller en eventuel brugsret (indvindingsret) til en privat indvinder, der vil disponere over arealet i overensstemmelse med den stedfundne planlægning.

Grundlovens § 73 er således ikke til hinder for, at der - under iagttagelse af grundlovens øvrige ekspropriationsbetingelser - foretages ekspropriation også til fordel for private.

Det skal understreges, at en ekspropriationsbeslutning forudsætter, at der er bevillingsmæssig dækning for erstatningskravet.

Ved ekspropriationens gennemførelse og erstatningsberegningen finder reglerne i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse, jf. § 27, stk. 3-5. Det betyder, at der efter reglerne i vejloven skal holdes åstedsforretning, og at amtsrådet først efter udløbet af den i vejlovens § 48 fastsatte frist kan træffe ekspropriationsbeslutning.

Ekspropriationsbeslutningen kan påklages efter reglerne i råstoflovens § 13-16. Der henvises nærmere til kap. XI.

 

XIII Tilsyn, lovliggørelse og tvangsmæssig efterbehandling m.m.

Kap. XIII gennemgår amtsrådets tilsynsarbejde, herunder lovens adgangsbestemmelser. Endvidere gennemgås spørgsmål om lovliggørelse og tvangsmæssig udførelse af efterbehandling ved anvendelse af den stillede sikkerhed. Endelig gennemgås hvordan amtsrådet kan forholde sig ved råstoffirmaers konkurs og ved tvangsauktion over ejendomme med råstofindvinding. Til slut nævnes arbejdsmiljøreglerne for råstofindvinding.

A. Tilsynspligtens indhold og omfang

1. Tilsynsmyndighed

Amtsrådet fører tilsyn med såvel den erhvervsmæssige som den ikke-erhvervsmæssige råstofindvinding på land.

2. Tilsyn efter landbrugsloven

Amtsrådet fører tillige tilsyn efter landbrugsloven, jf. § 1, stk. 1, nr. 2 og 3 i Landbrugsministeriets cirkulære nr. 37 af 8. marts 1990, idet amtsrådet skal påse, at vilkår om indvindings- og efterbehandlingsarbejder efter landbrugslovens § 7 a, stk. 4 overholdes, herunder med hensyn til godkendelse af efterbehandlingsarbejder.

Amtsrådet fører ligeledes tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i landbrugslovens § 7 a, stk. 1 og 2 om råstofindvinding til eget brug. Tilsynet udøves i samarbejde med Jordbrugskommissionen, jf. cirkulærets § 3, stk. 1.

3. Tilsynspligt

Lovens § 31, stk. 1 fastlægger nærmere indholdet af tilsynspligten, idet amtsrådet skal påse, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.

Loven fastlægger derimod ikke omfanget af tilsynspligten nærmere.

Det fremgår af betænkning nr. 981 fra 1983, udgivet af det af Boligministeriet og Miljøministeriet den 30. juli 1981 nedsatte udvalg om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen, at amtsrådet ikke har pligt til at tilrettelægge et systematisk og regelmæssigt tilsyn. På den anden side antages det, at amtsrådet har pligt til at foretage en nærmere undersøgelse, hvis der modtages klager eller andre henvendelser, som ikke er åbenbart grundløse, eller hvis amtsrådet på anden måde får en konkret begrundet mistanke om ulovlig adfærd.

Det må derfor efter de almindelige forvaltningretlige regler i vidt omfang være overladt til amtsrådet selv at bestemme tilsynets nærmere tilrettelæggelse. Ifølge den nævnte betænkning følger det af almindelige krav om forsvarlig administration, at en myndighed er forpligtet til at foretage konkrete eftersyn for at kontrollere om et påbud eller forbud er efterkommet, samt når fastsatte vilkår for en tilladelse har et indhold, der indikerer behov for tilsyn "i marken".

Lovens § 31, stk. 3 fastslår, at amtsrådet har pligt til at foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre forholdet kun har underordnet betydning.

Undtagelsen om lovovertrædelser af underordnet betydning tilsigter at fastsætte en bagatelgrænse og dermed markere en grænse for myndighedernes nidkærhed. I håndhævelsesbetænkningen er det anført, at denne grænse skal drages snævert.

Der henvises i øvrigt til Planstyrelsens og Bygge- og Boligstyrelsens vejledning fra december 1991 om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen.

Forældelse og passivitet

En del af amtsrådets tilsyn er også at holde øje med, om tilladelser bortfalder på grund af forældelse eller passivitet, fordi de ikke er sat i gang inden for tre år, eller ligger stille i mere end 3 år, jf. lovens § 10, stk. 6. I dette arbejde kan amtsrådet naturligvis støtte sig til de årlige indberetninger fra indvinderne.

Opmærksomheden henledes på, at reglen om bortfald på grund af passivitet, fordi en allerede igangsat indvinding ligger stille i mere end 3 år, kun gælder for tilladelser udstedt i henhold til 1992-loven. Råstofindvinding på grundlag af tilladelser udstedt efter 1977-loven er således ikke omfattet af denne regel.

Det understreges endvidere, at reglerne om forældelse og passivitet i lovens § 10, stk. 6, ikke gælder for indvinding på grundlag af anmeldte rettigheder efter 1972-loven.

B. Adgangsbestemmelser

Efter lovens § 32 har amtsrådet en lovhjemlet adgang til offentlige og private ejendomme for at udøve de beføjelser, der er tillagt den efter loven. Amtsrådet kan således besigtige en ejendom både som led i behandlingen af en ansøgning om indvindingstilladelse og som led i tilsynsbeføjelsen. Hvis adgang ikke kan opnås på anden måde, kan politiet yde bistand.

Selv om det ikke fremgår direkte af lovbestemmelsen, at der skal foretages forudgående meddelelse til ejeren om besigtigelsen, forudsættes det dog i lovforslagets bemærkninger, at der så vidt muligt gives en sådan meddelelse om besigtigelsen. Den forudgående meddelelse kan dog undlades, såfremt den ikke kan gives af praktiske grunde eller såfremt øjemedet med tilsynet ville forspildes, hvis den blev givet.

I lovens § 32, stk. 3 fastslås det, at indehaveren og beskæftigede i en indvindingsvirksomhed har pligt til at give amtsrådet fornøden vejledning og hjælp ved eftersyn af erhvervsvirksomheder.

C. Lovliggørelse

Det fremgår af lovens § 33, stk. 1, at det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold.

Bestemmelsen slutter sig til lovens § 31 og omhandler lovliggørelse af et ulovligt forhold. Det fastslås i bestemmelsen, at lovliggørelsespligten påhviler ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorfor et lovliggørelsespåbud må rettes mod den konkrete ejer eller bruger.

Amtsrådet kan for ejerens regning tinglyse lovliggørelsespåbud på ejendommen i henhold til lovens § 33, stk. 2.

Såfremt påbudet ikke efterkommes rettidigt, kan amtsrådet umiddelbart foretage det nødvendige for ejerens eller brugerens bekostning, jf. lovens § 33, stk. 3. Med hensyn til tvangsmæssig udførelse af efterbehandling henvises til pkt. D. og E. nedenfor.

Amtsrådet har i almindelighed ingen pligt til at gennemføre selvhjælpshandlinger. Amtsrådet kan som hidtil anvende mindre indgribende tvangsmidler, f.eks. politianmeldelse med henblik på straf og tvangsbøder. Ofte vil det af praktiske grunde være umuligt for amtsrådet at lade de nødvendige foranstaltninger gennemføre.

Såfremt amtsrådet vil foretage en selvhjælpshandling, bør amtsrådet give ejer eller bruger meddelelse om, at selvhjælpshandling vil blive foretaget, såfremt forpligtelsen ikke opfyldes inden en vis frist.

De nødvendige foranstaltninger gennemføres for den ansvarliges regning. Der er udpantningsret for amtsrådets udgifter til selvhjælpshandlinger, jf. lovens § 45.

D. Tvangsmæssig efterbehandling i tilladelsessager

Vilkår i forbindelse med en tilladelse til råstofindvinding, herunder vilkår om efterbehandling, er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet, jf. lovens § 10, stk. 4. Dette indebærer bl.a., at vilkårene ikke kan bortfalde ved tvangsauktion.

Efter lovens § l0, stk. 3 skal amtsrådet påse, at der stilles fornøden sikkerhed for opfyldelsen af vilkår om efterbehandling, og at sikkerheden er tilstrækkelig til, at råstofmyndigheden i givet fald kan lade efterbehandlingsarbejderne udføre. Beregningen sker under hensyn til den foreliggende grave- og efterbehandlingsplan, der evt. kan være udformet som en etapevis efterbehandling.

Efterbehandlingsforpligtelsen indtræder efter vilkårene som regel, når forekomsten er udtømt, eller hvis indvindingen afbrydes og ikke genoptages inden en i vilkårene evt. fastsat tidsfrist, f.eks. et år.

Efterbehandlingsforpligtelsen indtræder tillige, hvis tilladelsen trækkes tilbage som følge af gentagne overtrædelser af vilkårene, jf. lovens § 11, eller hvis indvindingen indstilles, så tilladelsen ikke udnyttes i en sammenhængende periode af 3 år, jf. lovens § 10, stk. 6.

Hvis en indvindingsvirksomhed ikke umiddelbart opfylder forpligtelsen til at efterbehandle, skal amtsrådet i normale tilfælde meddele påbud til indvinderen eller ejeren om inden en fastsat frist at foretage efterbehandlingen. Denne afgørelse kan ikke påklages.

Såfremt fristen er udløbet, og efterbehandlingen ikke er udført af brugeren eller ejeren, afgør amtsrådet hvornår og hvordan efterbehandling skal ske. Det forudsættes herved, at amtsrådet giver ejeren og brugeren meddelelse om, at amtsrådet nu vil udføre de nødvendige foranstaltninger. Dette bør ligeledes meddeles garanten (det pengeinstitut, forsikringsselskab eller andet, der har stillet sikkerheden).

Amtsrådet sørger for at arbejdet udføres på ejers og/eller brugers regning, enten ved egen arbejdskraft eller typisk ved anvendelse af en entreprenør.

Tvivlsspørgsmål om omkostningernes størrelse vil kunne undgås, hvis arbejdet afvikles på grundlag af en licitation eller ved indhentning af tilbud fra to relevante entreprenører, eller evt. på grundlag af amtsrådets egen anlægsafdeling og et kontroltilbud udefra.

Dækning af udgifterne søges først og fremmest i sikkerhedsstillelsen. Ved meddelelse til garanten kan amtsrådet få beløbet udbetalt, og et eventuelt overskydende sikkerhedsbeløb frigivet.

Er sikkerheden ikke tilstrækkelig, hæfter i første række tilladelsens indehaver og dernæst ejendommens ejer. Inddrivelse kan i givet fald foretages ved umiddelbar fogedforretning i henhold til lovens § 45.

Er der på forhånd vished for, at krav om dækning af de overskydende omkostninger ikke vil blive honoreret, selv om amtsrådet begærer ejendommen sat på tvangsauktion, kan amtsrådet muligvis lade en delvis eller mindre vidtgående efterbehandling udføre, således at omkostningerne ikke overstiger sikkerheden. Dette afhænger dog bl.a. af det underliggende retsforhold, dvs. hvilke hensyn efterbehandlingsvilkåret har skullet tilgodese. I nogle tilfælde vil en fuldstændig efterbehandling af graveområdet have en sådan almen interesse, at amtsrådet, til trods for at omkostningerne ikke vil kunne dækkes af bruger eller ejer, må overveje at lade arbejdet udføre for egen regning.

E. Tvangsmæssig efterbehandling for anmeldte rettigheder

Ifølge Ministeriet for Offentlige Arbejders (nu Trafikministeriet) cirkulære af 13. september 1972 skulle vilkår i såvel anmeldelses- som tilladelsessager ved ansøgerens/anmelderens foranstaltning og for hans regning tinglyses på ejendommen. Er der i tilknytning til anmeldelsen stillet vilkår om efterbehandling og om sikkerhed for opfyldelsen af dette vilkår, vil den tinglyste deklaration, indeholdende efterbehandlingsvilkåret, således forpligte den til enhver tid værende ejer af ejendommen.

I nogle tilfælde er der stillet krav om, og også gennemført, tinglysning af deklarationen forud for pantegæld.

Efterbehandlingsforpligtelsen indtræder efter vilkårene som regel, når forekomsten er udtømt, eller hvis indvindingen afbrydes og ikke genoptages inden en i vilkårene evt. fastsat tidsfrist, f.eks. et år.

Hvis en indvindingsvirksomhed ikke opfylder efterbehandlingsforpligtelsen, kan amtsrådet meddele virksomheden påbud om, inden en fastsat frist, at foretage efterbehandlingen.

Efterkommes dette påbud ikke, kan amtsrådet, hvis det er indeholdt i vilkårene, lade efterbehandlingen udføre på ejerens eller brugerens regning, dog ikke uden at have givet meddelelse derom til brugeren, ejeren og garanten.

Amtsrådet sørger for at arbejdet udføres på ejers og/eller brugers regning, enten ved egen arbejdskraft eller typisk ved anvendelse af en entreprenør.

Tvivlsspørgsmål om omkostningernes størrelse vil kunne undgås, hvis arbejdet afvikles på grundlag af en licitation eller ved indhentning af tilbud fra to relevante entreprenører, eller evt. på grundlag af amtsrådets egen anlægsafdeling og et kontroltilbud udefra.

Dækning af udgifterne søges først og fremmest i sikkerhedsstillelsen. Ved meddelelse til garanten kan amtsrådet få beløbet udbetalt, og et eventuelt overskydende sikkerhedsbeløb frigivet.

Er sikkerheden ikke tilstrækkelig, hæfter i første række indvinderen og dernæst ejendommens ejer. Inddrivelse kan ikke foretages ved umiddelbar fogedforretning, og amtsrådet må derfor tilstille tilladelsens indehaver en regning, som i givet fald kan inddrives på normal måde evt. ved retslig inkasso. Hvis dette ikke fører til dækning af omkostningerne, kan kravet gøres gældende over for ejendommens ejer - hvis denne er forskellig fra brugeren/rettighedsindehaveren.

Er der på forhånd vished for, at krav om dækning af de overskydende omkostninger ikke vil blive honoreret, selv om amtsrådet begærer ejendommen sat på tvangsauktion, henvises til det tilsvarende afsnit, der er anført ovenfor under pkt. D.

F. Konkurs og tvangsauktion

1. Konkurs

I tilfælde af en råstofindvinders konkurs har amtsrådet separatiststilling for beløb, der falder inden for sikkerhedsstillelsen. Dækker sikkerhedsstillelsen ikke efterbehandlingsudgifterne, må det overskydende krav anmeldes i boet og i øvrigt søges inddrevet som beskrevet ovenfor under pkt. D og E.

Efterbehandlingsforpligtelserne fremgår normalt af den grave og efterbehandlingsplan, der er godkendt af amtsrådet i forbindelse med råstoftilladelsen. En fuldstændig efterbehandling forudsætter almindeligvis, at råstofindvindingen er tilendebragt, og at forekomsten er udtømt i overensstemmelse med grave- og efterbehandlingsplanen. I tilfælde af indvinderens insolvens eller konkurs vil der imidlertid ofte være situationer, hvor forekomsten ikke er udtømt og tilladelsen stadig er i kraft.

Her opstår to spørgsmål:

Skal der efterbehandles, selv om forekomsten ikke er færdigudnyttet.

Kan der træffes aftaler, som sikrer, at forekomsten færdigudnyttes.

Amtsrådet må for det første konkret tage stilling til, om det er rimeligt at efterbehandle nu, så sikkerhedsstillelsen kan frigives. Dette må afhænge af, dels hvor meget materiale, der endnu ikke er indvundet, og dels omkostningerne ved efterbehandling af et areal, som måske på et senere tidspunkt på ny skal undergives råstofindvinding.

Konkursboet vil formentlig i nogle tilfælde være interesseret i at afslutte indvindingen som led i realisationen af indvindingsvirksomhedens aktiver. I andre tilfælde vil den resterende forekomst være så omfattende, at det vil være naturligt at realisere den ved salg. I forbindelse med et salg må amtsrådet vurdere det nærmere omfang af den resterende graveret dels med henblik på en frigørelse af den stillede sikkerhed og dels til brug for den nye brugers sikkerhedsstillelse.

Det vil i alle tilfælde være hensigtsmæssigt, at amtsrådet, når betalingsstandsningen, konkursen, akkordforslaget m.v. er blevet amtsrådet bekendt evt. via Statstidende, tager kontakt med virksomheden og/eller dennes advokat.

Forholdene ved konkurs må antages at være ens, uanset om der er tale om råstofindvinding på grundlag af en tilladelse efter råstofloven eller på grundlag af en anmeldt ret efter 1972-loven.

2. Tvangsauktion

I tilfælde af at der under en tvangsauktion over ejendommen foretages alternativt opråb, bliver de på ejendommen hvilende forpligtelser, herunder også kontrakter mellem ejer og indvinder samt efterbehandlingsforpligtelsen, kapitaliseret og indført i hæftelsesrækken efter stiftelsesdato. Buddets størrelse og stiftelsesdatoen vil derfor i dette tilfælde være afgørende for, om efterbehandlingsforpligtelsen, nu i kapitaliseret form, følger ejendommen eller slettes.

Hvad der sker herefter, er forskelligt for tilladelses- og anmeldelsessager.

Tilladelsessager

Er efterbehandlingsforpligtelsen knyttet til en tilladelse efter råstofloven, har deklarationen prioritet forud for alle andre rettigheder, også de tinglyste pantehæftelser, og den kan derfor ikke slettes efter alternativt opråb, men må overtages af auktionskøberen uden for budsummen. Denne fortolkning har Vestre Landsret tilsluttet sig i en kendelse af 21. december 1981.

Såfremt en kontrakt mellem ejer og indvinder slettes efter alternativt opråb, står det den nye ejer frit for at vælge råstofindvinder. I den situation skal amtsrådet sørge for, at der sker udskiftning af sikkerhedsstillelse m.v., så den tidligere indvinder kan frigøres, jf. kap. X, pkt. D.11.

Anmeldelsessager

Deklarationen har ikke automatisk prioritet forud for alle andre rettigheder, men det kan i deklarationen være bestemt, at denne skal have prioritet forud for allerede tinglyste pantehæftelser. I så tilfælde kan den dog ikke slettes efter alternativt opråb, men må overtages af auktionskøberen uden for budsummen.

Kapitaliseringen af efterbehandlingsforpligtelsen foretages efter fogedrettens skøn, efter at alle interesserede har haft lejlighed til at udtale sig. Der vil normalt blive indhentet en udtalelse fra en sagkyndig. Amtsrådet må i hvert enkelt tilfælde afgøre, om der er behov for at foretage en undersøgelse af, hvad efterbehandlingen må antages at koste.

Når beløbets størrelse er fastsat, fratrækkes sikkerhedsstillelsen, og det derved fremkomne beløb indføres i hæftelsesrækken. Ligger den nu kapitaliserede efterbehandlingsforpligtelse inden for budsummen, har auktionskøber overtaget den forpligtelse, der ikke dækkes af sikkerhedsstillelsen, og skal udrede beløbet til amtsrådet. Det kan dog være hensigtsmæssigt, at amtsrådet i stedet indgår en aftale med den nye ejer om at denne selv udfører efterbehandlingen og at amtsrådet efter aftale med det pågældende pengeinstitut eller forsikringsselskab frigiver sikkerhedsstillelsen til gennemførelse af efterbehandlingen.

I visse tilfælde indeholder en deklaration, ud over forpligtelser efter råstofloven, tillige forpligtelser efter anden lovgivning. I disse tilfælde vil spørgsmålet om, hvorvidt forpligtelsen kan kapitaliseres og evt. bortfalde i tilfælde af alternativt opråb, bero på den pågældende lovbestemmelses indhold. Hvis der f.eks. i tilknytning til en anmeldt indvindingsret efter råstofloven er givet tilladelse til indvinding nærmere end l00 m fra et jordfast fortidsminde efter naturfredningsloven eller naturbeskyttelsesloven, vil de for denne tilladelse givne betingelser ikke kunne kapitaliseres i tilfælde af alternativt opråb.

G. Orientering om domstolsafgørelser

Skov- og Naturstyrelsen skal anmode om, at amtsrådene orienterer styrelsen om strafferetlige afgørelser (bødeforlæg, indenretlige bødevedtagelser og domme).

Når der foreligger domme, som kan have principiel interesse eller almen betydning for administration af råstofloven, vil Skov- og Naturstyrelsen orientere samtlige amtsråd herom.

H. Arbejdsmiljøregler

I forbindelse med tilsyn, sagsbehandling m.v. skal amtsrådet være opmærksom på, at der efter arbejdsmiljølovgivningen er fastsat regler, der gælder for råstofindvinding.

Der henvises til følgende 2 publikationer:

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 923 af 11. november 1994.

Arbejdsmiljø i Grus- og Sandgrave. Vejledning fra BSR 5. 40-97.

XIV Afslutning af indvinding

Kap. XIV omhandler, hvordan der ved afslutning af råstofindvinding ikke blot skal efterbehandles og ryddes op på indvindingsarealet, men også ske en papirmæssig afslutning af sagen. Amtsrådet har endvidere i et vist omfang en fortsat tilsynsforpligtelse.

A. Godkendelse af efterbehandling

Den udførte efterbehandling skal formelt godkendes af amtsrådet. Godkendelsen skal gives ikke blot i henhold til råstofloven, men også i henhold til de eventuelle andre love, efter hvilke der er givet tilladelse til råstofindvindingen, f.eks. landbrugsloven, og med inddragelse i fornødent omfang af de pågældende myndigheder.

Amtsrådet skal her lægge vægt på, at de efterbehandlingsformål og -arbejder, der er fastsat i vilkårene samt i efterbehandlingsplanen er fulgt og udført.

Såfremt amtsrådet vil godkende, at en efterbehandling udføres på en sådan måde, at der er modstrid med de i sin tid fastsatte vilkår, bør der formelt træffes en beslutning herom efter lovens § 7, stk. 1, så de parter, der har været inddraget i den oprindelige tilladelse, igen har mulighed for at påklage afgørelsen. Der henvises også til kap. X, pkt. E.

Amtsrådet skal endvidere lægge vægt på, at efterbehandlingsarbejderne er udført på en sådan måde, at også ejeren er indforstået dermed.

Ved Vestre Landsrets dom af 11. februar 1998 er et amtsråd og Skov- og Naturstyrelsen dømt til in solidum at betale erstatning samt sagsomkostninger til en grundejer på grund af den måde, myndighederne gennemførte sagsbehandlingen, herunder at de godkendte udført efterbehandling til trods for, at ejeren havde gjort indsigelse mod efterbehandlingens kvalitet.

B. Sikkerhedsstillelse

Ved godkendelsen af efterbehandlingen skal den stillede sikkerhed samtidig frigives ved at garantidokumentet returneres til pengeinstitut eller forsikringsselskab.

C. Aflysning af deklaration

Ved godkendelsen af efterbehandlingen skal den tinglyste deklaration med de fastsatte efterbehandlingsvilkår aflyses.

Normalt skal deklarationen aflyses i sin helhed, men hvis der er fastsat vilkår, der rækker ud over den fysiske afslutning af efterbehandlingen, skal disse naturligvis bibeholdes.

Det drejer sig f.eks. om vilkår som:

Forbud mod spredning af gødning samt anvendelse af pesticider.

Pligt til senere gennemgravning af skel, såfremt der meddeles tilladelse til råstofindvinding på naboejendomme.

Bestemmelser om vedligeholdelse af et geologisk profil.

Derimod er det ikke nødvendigt at fastholde deklarationsbestemmelser med forbud mod modtagelse af fyldjord udefra, fordi dette forbud er fastsat ved lov.

D. Fortsat tilsynsforpligtelse

Amtsrådet har ikke efter råstofloven en særlig tilsynsforpligtelse med udgravede og efterbehandlede råstofarealer bortset fra, hvad der måtte fremgå af fastholdte deklarationsbestemmelser, jf. pkt. C. ovenfor.

Derimod fører amtsrådet i henhold til jordforureningslovens § 66, stk. 1, og miljøbeskyttelseslovens § 66, stk. 2, 2. pkt. tilsyn med deponeringer i råstofgrave og tidligere råstofgrave, jf. forbudet mod deponeringer af jord i jordforureningslovens § 52 (indtil 1. januar 2000 dog miljøbeskyttelseslovens § 20 a).

Jordforureningslovens § 66, stk. 3, nr. 1) vil fra 1. januar 2000 gælde for amtsrådets tilsyn med jorddeponeringer, der foregår på grundlag af dispensationer fra forbudet i miljøbeskyttelseslovens § 20 a, samt dispensationer fra forbudet i jordforureningslovens § 52.

Miljøbeskyttelseslovens § 66, stk. 2 vil fortsat gælde også efter 1. januar 2000 for amtsrådets tilsyn med deponeringer, der foregår på grundlag af tilladelser i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 19 eller godkendelser i henhold til miljøbeskyttelseslovens kap. 5.

Ved tidligere råstofgrave forstås i denne forbindelse arealer, hvor der har været foretaget råstofindvinding og som har været omfattet af råstoflovgivningen, dvs. sagsbehandling efter 1972-loven eller senere lovbestemmelser.

 

XV Indberetninger om indvinding

Kap. XV gennemgår amtsrådets arbejdsopgaver i forbindelse med råstofstatistik og råstofindvindernes indberetninger om råstofindvinding.

A. Generelt

Ved bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1996 om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om amtsrådets kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder, er der fastsat regler i henhold til råstoflovens § 29 om, at råstofindvindere skal afgive oplysninger om indvindingen, herunder om beliggenhed, art og mængde samt anvendelse af de indvundne råstoffer.

Disse oplysninger tjener flere formål.

For det første udgiver Danmarks Statistik i henhold til aftale med Miljø- og Energiministeriet en årlig råstofstatistik baseret på indberetningerne fra de enkelte råstofindvindere og suppleret med oplysninger om indvindingen fra havområdet. Råstofstatistikken udarbejdes som 2 publikationer. Om foråret udsendes en foreløbig statistik i "Nyt fra Danmarks Statistik", og senere på året udsendes en mere omfattende råstofstatistik i "Statistiske Efterretninger. Miljøserien"

For det andet tjener oplysningerne som støtte for amtsrådenes administrations- og tilsynsvirksomhed efter råstofloven, jf. kap. XIII, pkt. A.3.

B. Amtsrådets arbejdsopgaver med indberetningsskemaer

For at skabe en smidig arbejdsgang og give amtsrådene rådighed over oplysningerne fra de enkelte råstofindvindere, har amtsrådene den arbejdsopgave at udsende og indsamle de enkelte skemaer til råstofindvinderne i amtet. Amtsrådene kan derefter tage en kopi til eget brug, inden skemaerne videresendes til Danmarks Statistik.

Skov- og Naturstyrelsen udarbejder det årlige indberetningsskema med tilhørende vejledning, og stiller det til rådighed for amtsrådene. I den forbindelse fastlægges tidsfrister m.m. for firmaernes indsendelse af skemaer, samt amtsrådenes fremsendelse til Danmarks Statistik.

Amtsrådet skal påføre de enkelte skemaer følgende oplysninger:

Firmaets navn og adresse.

Firmaets CVR-nummer og evt. P-nummer.

Kommune.

Grav lb.nr.

Amts j.nr.

Matr.nr.

Amtsrådet udsender skemaerne til de enkelte indvindingsfirmaer i 2 eksemplarer, så firmaet også har et eksemplar til eget brug. Endvidere medsendes vejledning. På skemaet er der fastsat en frist for firmaets udfyldelse og returnering af skemaet.

Amtsrådet indsender de modtagne skemaer til Danmarks Statistik. Inden denne indsendelse skal amtet dog gennemgå skemaerne og rette åbenlyse fejl og mangler i samarbejde med det enkelte firma.

Over for de firmaer, der ikke returnerer skemaerne rettidigt, gennemfører amtsrådene en rykkerprocedure, herunder evt. en politisag m.v., for at få de sidste indberetningsskemaer indsendt.

C. Offentlighedens adgang til oplysninger på indberetningsskemaer

De indberettede oplysninger på indberetningsskemaerne er omfattet af reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen.

Efter § 12, stk. 1, nr. 2), i offentlighedsloven omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes.

Det udfyldte indberetningsskema skal bedømmes i forhold til denne regel. Skemaet er på 2 sider. På side 1 er der generelle oplysninger om firma og ejendom samt oplysninger om den samlede indvinding af de forskellige hovedtyper af råstof : sand, grus og sten - ler - kalk - tørv - mv. På side 2 detaljeres disse oplysninger i de forskellige råstofkvaliteter og råvaretyper.

Ved vurderingen af hvilke oplysninger, der kan oplyses til andre, skal der sammenlignes med indholdet i den meddelte tilladelse, der jo kan udleveres i sin helhed. På dette grundlag kan det konstateres, at de generelle oplysninger på side 1 ikke er fortrolige, idet de oplyser, hvem der indvinder, og på hvilken ejendom det finder sted.

De for firmaet mere væsentlige oplysninger starter med, om der overhovedet er gravet i det pågældende kalenderår eller ej (skemaets pkt. 2), om der graves under grundvand (skemaets pkt. 3), samt hvorvidt der er modtaget råjord eller ej (skemaets pkt. 5). Derefter kommer hvilke mængder, der er gravet af de forskellige hovedtyper eller modtaget af råjord. Bedømmes disse oplysninger i forhold til, hvad enhver udenforstående kan konstatere ved selvsyn i marken, vurderes det, at følgende oplysninger fra indberetningsskemaets side 1 må kunne oplyses til udenforstående:

Alle oplysninger om firma, ejendom og j.nre.

Om der er indvundet i et år eller ej.

Om der graves under grundvand eller ej.

Om der er modtaget råjord eller ej.

De øvrige oplysninger om hvilke råstoffer, der aktuelt er indvundet, indvindingsmængder (over nul) eller råjordsmodtagelse (over nul) samt de detaljerede oplysninger på skemaets side 2 kan derimod være af så væsentlig økonomisk betydning for firmaet, at de ikke kan oplyses til udenforstående, jf. offentlighedslovens § 12, stk. 1. Om dette vil være tilfældet må bero på amtsrådets konkrete vurdering i hvert enkelt tilfælde. Det bemærkes, at oplysninger om, hvilke råstoffer der må graves, er offentligt tilgængelige, fordi de fremgår af tilladelsen til erhvervsmæssig råstofindvinding.

Amtsrådets afgørelser om aktindsigt kan påklages til Naturklagenævnet, jf. offentlighedslovens § 15, stk. 2. Der henvises til kap. XI, pkt. G.1.

Naturklagenævnet har ved afgørelse af 8. juni 1999 stadfæstet et afslag på en anmodning om aktindsigt i oplysninger om indvundne råstofarter og produktionsmængder. Anmodningen var fra ejendommens ejer, der ønskede at kunne kontrollere sine afregninger fra råstofindvinderen.

 

XVI Anmeldte rettigheder

Kap. XVI gennemgår grundlaget for de anmeldte rettigheder efter 1972-loven, idet de sidste af disse fra den 1. juli 2003 skal afløses af tilladelser i henhold til råstofloven, hvis indvindingen skal fortsættes på de pågældende arealer. Gennemgangen omtaler også fastsættelse af vilkår og muligheden for nedlæggelse af forbud inden den 1. juli 2003.

A. Generelt

I henhold til den nugældende råstoflovs § 48, stk. 2, gælder bestemmelserne i § 5, stk. 3 og 4 i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet, stadig frem til 30. juni 2003 for så vidt angår andre råstoffer end sten, grus og sand.

Disse bestemmelser vedrører administrationen af de råstofindvindinger eller rettigheder til råstofindvinding, der var lovlige på datoen for den første råstoflovs fremsættelse i Folketinget den 9. februar 1972, og som inden 1. april 1973 blev anmeldt til det pågældende amtsråd. Disse erhvervsmæssige råstofindvindinger kunne med amtsrådets godkendelse af anmeldelsen fortsættes uden tidsbegrænsning og uden tilladelse efter 1972-lovens § 4.

I forbindelse med en godkendelse kan amtsrådet i henhold til 1972-lovens § 5, stk. 3, bl.a. stille vilkår om grave- og efterbehandlingsplan samt sikkerhedsstillelse for efterbehandling. Endvidere kan ministeren helt eller delvis forbyde en råstofindvinding, såfremt det er nødvendigt af hensyn til lovens formål. I så fald skal der i henhold til 1972-lovens § 5, stk. 4, optages forhandling om erstatning, der skal udredes af statskassen.

Ved ikrafttrædelsen den 1. juli 1978 af lov nr. 237 af 8. juni 1977 om råstoffer blev der fastsat en tidsbegrænsning for disse anmeldte rettigheder på 10 år - til 30. juni 1988 - for sten, grus og sand (herunder kvartssand), og 25 år - til 30. juni 2003 - for de andre råstoffer. Disse andre råstoffer er granit, sandsten, skifer, ler, ekspanderende ler, ildfast ler, moler, mergel, kalk, kridt, kaolin, tørv, sphagnum og brunkul m.v.

B. Grundlaget for en godkendt anmeldelse

Anmeldelsen kan i henhold til 1972-lovens § 5, stk. 1, være godkendt på følgende grundlag, når det drejer sig om erhvervsmæssig indvinding:

Råstofindvindingen er lovligt påbegyndt før datoen for lovforslagets fremsættelse.

Ansøgning om tilladelse efter anden lovgivning til indvindingen er indgivet til en offentlig myndighed før datoen for lovforslagets fremsættelse.

Den pågældende ejendom er erhvervet før datoen for lovforslagets fremsættelse med henblik på senere råstofindvinding, eller en indvindingsret er sikret ved tinglysning før dette tidspunkt.

Disse 3 situationer gennemgås i det følgende, idet der også henvises til gennemgangen i den kommenterede råstoflov, 1. udgave, side 179-180 og side 181-188.

1. Lovlig påbegyndt råstofindvinding

Råstofindvindingen kan fortsættes ved en udvidelse af det eksisterende graveareal, men kun på den pågældende ejendom med den afgrænsning, ejendommen havde pr. 9. februar 1972.

Såfremt ejendommen er opdelt i flere dele f.eks. af veje, kan den anmeldte ret heller ikke udstrækkes til andre dele af ejendommen, idet der så vil være tale om påbegyndelse af ny indvinding. Dette gælder også i forhold til landbrugslovens bestemmelser.

2. Der er indsendt ansøgning om råstofindvinding

Der vil typisk være tale om ansøgninger, der var indsendt med henblik på tilladelse efter landbrugsloven eller skovloven.

Såfremt de relevante myndigheders færdigbehandling af en sådan ansøgning har resulteret i et afslag, bortfaldt anmeldelsen samtidig hermed.

Såfremt der er meddelt tilladelse, er denne normalt givet med en række vilkår og en tidsbegrænsning f.eks. en 10-årig graveperiode. Når denne tidsbegrænsning er udløbet, vil den godkendte anmeldelse samtidig udløbe, således at fortsat råstofindvinding herefter skal ske på grundlag af en tilladelse også efter råstoflovens § 7.

3. Erhvervelse til råstofindvinding eller tinglyst ret om råstofindvinding

En ejendom erhvervet med henblik på råstofindvinding er i sin helhed omfattet af den godkendte anmeldelse, således at der kan foretages indvinding på alle dele af ejendommen med den udstrækning og afgrænsning, den havde pr. 9. februar 1972.

Påbegyndelse af ny indvinding på ejendommen kan dog forudsætte tilladelse efter landbrugsloven eller naturbeskyttelsesloven m.v. Såfremt der skal graves under grundvandsspejlet, forudsættes der tillige tilladelse efter vandforsyningsloven. Der henvises til kap. IX, pkt. C.

En tinglyst ret til råstofindvinding giver den godkendte anmeldelse gyldighed i overensstemmelse med indholdet af den tinglyste ret. Det indebærer, at begrænsninger i såvel areal som dybde og tid begrænser den anmeldte ret tilsvarende.

Såfremt en tinglyst ret senere ændres arealmæssigt eller tidsmæssigt, forudsætter den efterfølgende udvidelse af gravearealet eller forlængelse af indvindingen en tilladelse efter råstofloven.

C. Retsvirkningen af en godkendt anmeldelse

En anmeldelse godkendt efter 1972-loven skaber ikke en selvstændig udnyttelsesret. Tilladelse til råstofindvinding må derfor indhentes efter den i øvrigt gældende lovgivning, inden indvindingen påbegyndes. Det betyder bl.a., at iværksættelse af indvinding på en landbrugsejendom kræver tilladelse efter landbrugslovens § 7 a, selv om anmeldelsen er godkendt efter 72-lovens § 5, stk. 1, nr. 3. Tilsvarende kan andre love, såsom naturbeskyttelsesloven, skovloven m.v., forudsætte tilladelse, inden den anmeldte rettighed kan udnyttes. Der henvises til kap. IX, pkt. C.

Ved dom af 12. maj 1972 (U1972.603.H) har Højesteret således fastslået, at en eksisterende råstofindvinding tæt på stranden forudsatte dispensation fra strandbeskyttelseslinien, uanset at gravningen var igangsat før naturfredningslovens strandbeskyttelseslinie trådte i kraft.

Den anmeldte ret giver endvidere kun mulighed for at gennemføre selve indvindingen uden tilladelse efter råstofloven. Etableringen af eventuelle industrielle anlæg til forarbejdning, herunder væsentlige udvidelser af gamle anlæg, vil forudsætte en selvstændig tilladelse efter råstofloven omkring de miljømæssige forhold, såfremt der er tale om anlæg, der ikke skal godkendes efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5, jf. kapitel VII.

Endvidere kan grundlaget for den anmeldte ret i sig selv rumme begrænsninger både i tid og rum, således at en anmeldt ret kan bortfalde inden den i 1977-loven fastsatte tidsfrist. Råstofindvindingen kan dog indstilles midlertidigt i kortere eller længere perioder, uden at den anmeldte ret bortfalder, idet de anmeldte rettigheder ikke er omfattet af råstoflovens § 10, stk. 6, om bortfald af tilladelser, der ikke udnyttes.

Med hensyn til afgrænsning af det anmeldte areal bemærkes, at eventuelle tvivlsspørgsmål skal afgøres på grundlag af det oprindelige anmeldelsesmateriale, herunder den pågældende ejendoms udstrækning og afgrænsning pr. 9. februar 1972.

D. Vilkår for anmeldte og godkendte rettigheder

I henhold til den nugældende råstoflovs § 51, stk. 1, behandles sager om de anmeldte rettigheder efter de hidtil gældende regler, dvs. ovennævnte § 5, stk. 3 og § 4 i 1972-loven.

Der vil således fortsat kunne stilles vilkår for indvindingsvirksomhed, der finder sted på grundlag af anmeldte og godkendte rettigheder. Der vil også kunne nedlægges helt eller delvist forbud mod sådan indvinding.

I bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1996 om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om amtsrådets kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder er amtsrådet tillagt myndighed til at administrere disse bestemmelser.

I sit tilsyn med de anmeldte indvindingsvirksomheder må amtet derfor særligt være opmærksom på, om der skulle opstå behov for særlige vilkår, som omhandlet i 1972-lovens § 5, stk. 3, for virksomheden, eller om der eventuelt er behov for at nedlægge helt eller delvist forbud mod indvindingen.

Såfremt en sag genoptages med henblik på at undersøge, om der er behov for at fastsætte nye vilkår eller nedlægge forbud, skal amtsrådet underrette indvinderen om, at sagen er genoptaget.

De vilkår, der kan stilles, er i hovedsagen krav om udarbejdelse af en grave- og efterbehandlingsplan, der bl.a. rummer retningslinier for gravningens og efterbehandlingens gennemførelse. Endvidere kan der stilles krav om sikkerhedsstillelse for udførelse af efterbehandling.

Det gælder i denne forbindelse, at der ikke kan stilles krav om efterbehandling for de arealer, der allerede var åbne gravearealer pr. 9. februar 1972. Dette er fastlagt allerede i cirkulæreskrivelse af 28. februar 1974 fra Miljøministeriet. Der kan dog i forvejen være krav om efterbehandling, f.eks. i en tidligere givet tilladelse efter landbrugsloven eller i en aftale med ejendommens ejer, ligesom der gerne må indgås aftaler om, at der udføres efterbehandling.

Ved vilkårsfastsættelsen skal der tages hensyn til, at vilkårene ikke er af en sådan karakter, at de udgør en reel hindring for virksomhedens fortsættelse. Der kan derfor ikke efterfølgende i anmeldelsessager erstatningsfrit stilles krav efter råstoflovgivningen, som vil indebære en begrænsning af gravearealets udstrækning inden for det anmeldte areal eller af gravedybden.

Amtet kan således kræve, at graveplanen skal indeholde bestemmelser om en rækkefølge for indvindingen, således at nogle arealer skal være færdiggravede, før andre arealer må ibrugtages, men det kan ikke kræves, at nogle arealer friholdes for indvinding.

Amtsrådets afgørelser om vilkår kan i henhold til lovens § 13, stk. 2. indbringes for Naturklagenævnet, jf. kap. XI.

E. Udstedelse af forbud

Såfremt amtsrådet finder, at fortsat råstofindvinding inden for rammerne af en anmeldt og godkendt indvindingsret er i så stor modstrid med råstoflovens formål, at der bør nedlægges forbud, foretages der indstilling herom til Skov- og Naturstyrelsen. Amtsrådet skal samtidig underrette indvinderen om, at sagen er genoptaget.

Skov- og Naturstyrelsen, der i delegationsbekendtgørelsen er bemyndiget til at nedlægge forbud på ministerens vegne, vil herefter tage stilling til sagen i et vist samarbejde med amtet.

Styrelsen vil inddrage naturbeskyttelseslovens bestemmelser om fredninger i sine overvejelser, idet beskyttelsesformålet med forbudet og det pågældende areals mulige efterfølgende anden anvendelse vil kunne gøre det mere attraktivt at bruge en egentlig fredning til at forhindre råstofindvinding og samtidig fastlægge bestemmelser for arealets anvendelse. Eventuelt vil der kunne tænkes anvendt en kombination af forbud efter råstofloven og efterfølgende fredning i henhold til naturbeskyttelsesloven.

I Skov- og Naturstyrelsens sagsbehandling vil der typisk indgå forhandlinger med den pågældende rettighedsindehaver med henblik på at afklare størrelsen af et evt. forventet erstatningsbeløb.

Skov- og Naturstyrelsen afgørelse om et forbud er endelig, og kan ikke påklages til ministeren eller Naturklagenævnet.

Det efterfølgende erstatningsopgør vil, hvis et forhandlingsresultat ikke opnås, kunne videreføres efter reglerne i vejlovgivningen, dvs. først taksationskommission og derefter evt. domstolene. Den eventuelle erstatning vil skulle udredes af statskassen.

F. Bortfald af anmeldte rettigheder

Retten til at indvinde andre råstoffer end sten, grus og sand i henhold til anmeldte rettigheder bortfalder den 1. juli 2003, jf. lovens § 52. Herefter kræver fortsat erhvervsmæssig indvinding på arealer, der alene er omfattet af anmeldte og godkendte rettigheder, tilladelse efter lovens § 7, stk. 1. En sådan tilladelse forudsætter, at indvinderen forudgående har fremsendt behørigt udfyldt ansøgning, herunder med underskrift fra ejendommens ejer, såfremt denne ikke selv er indvinder.

Såfremt der ikke er ansøgt, eller såfremt en ansøgning ikke er færdigbehandlet, så der er udstedt en endelig tilladelse, skal indvindingen således indstilles senest med virkning fra og med 1. juli 2003.

Der henvises til det efterfølgende kapitel XVII om amtets sagsbehandling m.m. omkring udstedelse af tilladelser efter råstofloven til afløsning af de anmeldte rettigheder.

 

XVII Nye tilladelser til afløsning af anmeldte rettigheder

Kap. XVII gennemgår amtsrådets sagsbehandling, når der ansøges om tilladelse til afløsning for en anmeldt rettighed. Gennemgangen skal naturligvis ses i sammenhæng med den almindelige sagsbehandling for ansøgninger, jf. kap. VIII XI.

A. Generelt

I henhold til den nugældende råstoflovs § 48, stk. 2, gælder bestemmelserne i § 5, stk. 3 og 4 i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet stadig frem til 30. juni 2003 for så vidt angår andre råstoffer end sten, grus og sand. Disse andre råstoffer er ler, kalk, kridt, tørv, sphagnum, ekspanderende ler, moler, ildfast ler, mergel, kaolin, granit, sandsten, skifer og brunkul m.v.

I henhold til råstoflovens § 52, bortfalder retten til at indvinde disse andre råstoffer på grundlag af anmeldte rettigheder den 1. juli 2003. Herefter kræver fortsat erhvervsmæssig indvinding på de omfattede arealer en tilladelse efter råstoflovens § 7, stk. 1. Indvindingen skal således indstilles senest fra og med 1. juli 2003, hvis en ansøgning ikke er færdigbehandlet, så der foreligger en endelig tilladelse, der kan udnyttes, eller hvis der ikke er fremsendt en ansøgning.

Indvindingen skal endvidere indstilles, hvis der er meddelt afslag på en ansøgning om fortsat indvinding.

B. Hvornår kan / skal en ansøgning behandles

1. Ansøgningsskema

Behandlingen af en ansøgning forudsætter, at indvinderen forudgående har fremsendt de nødvendige oplysninger på et udfyldt ansøgningsskema med de fornødne bilag.

Der henvises til kap. IX, pkt. A.

2. Ejers underskrift

Ansøgningen skal være forsynet med underskrift fra ejendommens ejer, såfremt denne ikke selv er indvinder. I denne forbindelse må der lægges vægt på, at råstofferne er en del af ejendommen og derfor tilhører ejendommens ejer. Såfremt der er opstået tvivlsspørgsmål mellem ejer og indvinder om omfang og gyldighed af eventuelle indbyrdes aftaler, er dette således et privatretsligt spørgsmål, som amtet ikke bør tage stilling til.

Amtet bør derfor ikke behandle en ansøgning, hvis der er tvivl om, hvorvidt indvinderen har en gyldig aftale med ejeren om at indvinde på en ejendom, og ejeren af denne årsag ikke vil underskrive ansøgningsskemaet, jf. kap. IX, pkt. A.2.

3. Tidspunkt for færdigbehandling af ansøgning

Såfremt en ansøgning ikke er fremsendt eller færdigbehandlet, så der foreligger en endelig tilladelse, der kan udnyttes den 1. juli 2003, skal indvindingen indstilles senest fra og med denne dato. Indvinderne bør derfor fremsende ansøgninger i så god tid, at der er mulighed for at få taget endelig stilling - herunder færdigbehandling af en eventuel klagesag - inden udløbet af den anmeldte ret. I givet fald vil det være klageinstansen, der skal tage stilling til ophævelsen af en klages opsættende virkning på en tilladelses udnyttelse.

Der har tidligere i råstofloven været bestemmelser om tidsfrister for amtsrådets behandling af ansøgninger om forlængelse af anmeldte rettigheder. Disse bestemmelser var gældende i 1988, da de anmeldte rettigheder til sten, grus og sand udløb, men er siden blevet ophævet ved revisionen af råstofloven i 1991. Der gælder derfor de almindelige retningslinier for god offentlig sagsbehandling om at færdigbehandle en sag inden for en rimelig tid.

Omvendt har en indvinder ingen interesse i at få taget stilling til en ansøgning mere end 3 år før den godkendte anmeldelse udløber, idet en sådan tilladelse ikke vil kunne udnyttes. Dette følger automatisk af bestemmelsen i råstoflovens § 10, stk. 6, hvorefter en tilladelse bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt.

Det vil derfor være formålsløst, såfremt amtet før den 1. juli 2000 udsteder tilladelser, hvis formål alene er at sikre fortsat råstofindvinding på arealer omfattet af anmeldte rettigheder. Hvis der imidlertid er tale om samletilladelser til sammenhængende arealer, der både omfatter anmeldte rettigheder og nye gravearealer, vil en sådan tilladelse godt kunne gives tidligere, såfremt de nye arealer ibrugtages til råstofindvinding inden 3 år er forløbet fra tilladelsens meddelelse og dermed før 1. juli 2003.

C. Grundlag for sagsbehandling

Ansøgningen skal behandles efter de almindelige retningslinier for sagsbehandlingen, jf. vejledningens kapitler IV og VII - X. Der vil dog også være nogle særlige betragtninger, der gør sig gældende for sagsbehandlingen - dels i relation til planloven dels i relation til spørgsmålet om velerhvervede rettigheder til råstofindvinding og disses forhold til grundlovens § 73.

1. Regionplanlægning og VVM

Ansøgningerne skal bedømmes i forhold til det almindelige administrationsgrundlag, herunder de regionplanmæssige retningslinier, jf. kap. VIII.

Som første led i sagsbehandlingen skal amtsrådet derfor gennemgå ansøgningen for at vurdere, om der er krav om en VVM-procedure i forbindelse med sagsbehandlingen. Denne gennemgang kan dog undlades, såfremt det er åbenbart, at det pågældende ikke er VVM-pligtigt.

Med bortfaldet af de anmeldte rettigheder for ler, kalk, kridt, tørv, sphagnum, ekspanderende ler, moler, ildfast ler, mergel, kaolin, granit, sandsten, skifer og brunkul m.v. pr. 1. juli 2003, kan det imødeses, at der i nogle sager vil være behov for at gennemføre en VVM-procedure, som grundlag for en tilladelse til fortsat indvinding. I den forbindelse må det lægges til grund, at fortsat drift i uændret omfang af bestående anlæg og råstofindvinding normalt ikke vil være omfattet af krav om en forudgående VVM-procedure.

Med hensyn til sagsbehandling og konkret gennemførelse m.m. af VVM-procedure henvises der til kap. IX, pkt. B.

2. Velerhvervede rettigheder (grundlovens § 73)

I vurderingen af en ansøgning skal der tillige lægges vægt på selve det forhold, at der er tale om forlængelse af en anmeldt rettighed, samt forholdet til bestemmelserne om ekspropriation i grundlovens § 73.

Af bemærkningerne til råstofloven af 1977 fremgår det, at man i almindelighed kan forvente, at der efter udløbet vil blive udstedt en tilladelse til at fortsætte indvindingen, medmindre ganske særlige hensyn f.eks. vandforsyningshensyn nødvendiggør, at gravningen ophører.

For så vidt angår rettigheder, som er anmeldt og anerkendt, men hvor indvindingen faktisk ikke er påbegyndt inden udløbet af anmeldelsen, fremgår det af lovbemærkningerne, at det er miljøministeriets opfattelse, at det i langt de fleste tilfælde vil være i overensstemmelse med planlægningen af råstofindvindingen, at der gives indvindingstilladelse efter udløbet af den anmeldte ret.

Det tilkendegives endvidere, at i de tilfælde, hvor tilladelse ikke gives, vil indehaveren af den anmeldte ret kunne lide et tab og være erstatningsberettiget efter grundlovens § 73. Et eventuelt erstatningskrav må gøres gældende ved domstolene inden for den i råstoflovens § 43 angivne tidsfrist på 6 måneder.

Amtet må derfor vurdere nøje, hvorvidt den enkelte anmeldte ret er baseret på et sådant grundlag, at det må antages, at en eventuel retssag om et erstatningskrav vil kunne udløse en erstatning. Der henvises i denne forbindelse til vejledningens kap. XVI, pkt. B, om grundlaget for gyldigheden af anmeldte rettigheder.

Ved vurderingen skal det tillige indgå, om især de miljømæssige forhold knyttet til den fortsatte råstofindvinding er så problemfyldte, at de vil kunne bære et afslag eller en reduktion af de fortsatte råstofindvindingsmuligheder.

Der foreligger nu 2 højesteretsdomme om erstatning for bortfald af indvindingsmuligheder knyttet til anmeldte rettigheder. I den første dom (UfR 1997.157) slås det fast, at når det ikke kan sandsynliggøres, at der er entydige sammenhænge mellem væsentlige miljømæssige problemer og den fortsatte råstofindvinding, har ejeren/indvinderen krav på erstatning i medfør af grundlovens § 73, såfremt der gives afslag på ansøgning om fortsat indvinding efter udløbet af den anmeldte ret.

I den seneste dom (Sag 249/1997) er der givet en ejendomsejer erstatning for mistede indvindingsmuligheder på en del af ejendommen, idet der er lagt vægt på, at de anmeldte rettigheder og en oprindelig ansøgning om fortsat råstofindvinding vedrørte hele ejendommen. Det forhold, at en senere ansøgning fra råstofentreprenøren kun vedrører en del af ejendommen, indebærer således ikke at ejeren har givet afkald på indvindingsrettigheder, da amtet som råstofmyndighed ikke har sikret sig erklæring eller kortbilag herom fra ejeren i overensstemmelse med amtets oprindelige godkendelse af den anmeldte ret. Omvendt lægges det til grund, at der ikke kan gives erstatning for påberåbte tilbageværende råstoffer i arealer, hvor der tidligere er meldt færdiggravet og godkendt efterbehandling.

3. Fastsættelse af vilkår

De vilkår, der kan stilles ved udstedelse af en tilladelse, der indebærer forlængelse af en anmeldt rettighed, må antages at være såvel de generelle som de særlige vilkår, der sædvanligvis stilles i forbindelse med en tilladelse til råstofindvinding. Dette var normalt også lagt til grund i de afgørelser, der i sin tid blev truffet af amterne om forlængelse af gravemuligheder for sand, grus og sten.

Der foreligger ikke klageafgørelser fra styrelsen, klagenævn eller ankenævn, der fastslår, at der bør stilles mere lempelige vilkår for sådanne tilladelser. Der foreligger på nuværende tidspunkt ej heller domme herom. Der henvises derfor til vejledningens kap. X, pkt. B, D, E og F.

4. Krav om efterbehandling

Det gælder endvidere, at der også kan stilles krav om efterbehandling for de arealer, der allerede var åbne gravearealer pr. 9. februar 1972, i det omfang, de fortsat skal bruges til råstofindvinding, herunder skræntarealer, lagerarealer, standpladser for behandlingsanlæg m.v. og vil være omfattet af tilladelseskravet efter råstofloven. Efterbehandlingen vil derfor kunne kræves i videre omfang, end det allerede er gjort i forbindelse med godkendelsen i sin tid af den anmeldte rettighed.

 

XVIII Råstofloven og regler m.v.

Kap. XVIII rummer en liste over råstofloven og de nuværende regler m.m. udstedt efter loven. Endvidere er der en fortegnelse over litteratur om råstofloven.

A. Lovgrundlaget

Råstofloven, lov nr. 357 af 6. juni 1991 om råstoffer trådte i kraft den 1. januar 1992, jf. lovens § 48. Samtidig blev den tidligere råstoflov, lov nr. 237 af 8. juni 1977 om råstoffer ophævet.

Råstofloven er siden blevet ændret ved flere lejligheder:

Lov nr. 9 af 3. januar 1992, hvorved Naturklagenævnet blev klagemyndighed sammen med Skov- og Naturstyrelsen fra 1. juli 1992.

Lov nr. 212 af 29. marts 1995, hvorved der blev indført bestemmelser om VVM-procedure ved råstofindvinding på havbunden fra 1. juli 1995.

Lov nr. 484 af 12. juni 1996, hvorved der blev gennemført en række mindre ændringer af bestemmelserne for råstofindvinding på land, herunder klarere bestemmelser om erhvervsmæssig indvinding og indhold af tilladelser, klager og lovliggørelse. Endvidere blev der indført anmeldepligt for prøvegravninger og efterbehandlingspligt for disse og ikke-erhvervsmæssige råstofindvindinger. Endelig blev der gennemført en omfattende revision af bestemmelserne for råstofindvinding på havbunden. Lovændringerne trådte i kraft den 1. januar 1997.

Lov nr. 19 af 13. januar 1997, hvorved Naturklagenævnet blev eneste klagemyndighed fra 1. juli 1997.

Lov nr. 426 af 10. juni 1997, hvorved der kom en tilføjelse til bestemmelserne om tinglysning i sammenhæng med forbud mod modtagelse af fyldjord efter miljøbeskyttelseslovens § 20 a fra 1. juli 1997.

Lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord, hvorved ovennævnte tilføjelse til bestemmelserne om tinglysning ændres, så der i stedet henvises til jordforureningslovens § 52 fra 1. januar 2000.

Råstofloven foreligger nu som lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997, som ændret ved lov nr. 370 af 2. juni 1999.

I henhold til lovens § 48 er dele af den første råstoflovgivning stadig gældende. Det drejer sig om § 5, stk. 3 og 4, i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet.

B. Bekendtgørelser og cirkulære r

Cirkulæreskrivelse nr. 45 af 22. marts 1991 til Motorvejskontorer, amtskommuner og kommuner om råstofindvinding i forbindelse med vejanlæg.

Bekendtgørelse nr. 849 af 30. september 1994 om tilladelse m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning (VVM).

Bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1996 om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om amtsrådets kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder. Bekendtgørelsen bemyndiger amtsrådene til som hidtil at fastsatte vilkår for anmeldelser godkendt efter § 5, stk. 1, nr. 1) 3) i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet.

Bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder). Bekendtgørelsen rummer bestemmelser i henhold til råstofloven m.fl. Bestemmelserne gælder bl.a. for planlægning og administration af råstofindvinding i de internationale beskyttelsesområder.

Miljø- og Energiministeriets seneste bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen er nu bekendtgørelse nr. 86 af 31. januar 1999. Bekendtgørelsen henlægger en række af ministerens beføjelser efter loven til Skov- og Naturstyrelsen. Bekendtgørelsen benævnes i det følgende "delegationsbekendtgørelsen".

Cirkulære nr. 159 af 15. oktober 1999 om amtsrådenes behandling af ansøgninger om tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding og af anmeldelser og ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding (administrationscirkulæret).

C. Vejledninger og anden litteratur

Råstofloven med kommentarer. 1. udgave. Bo Brix m.fl., Juristforbundets Forlag, 1979.

Råstofindvinding og vandindvinding. Miljøministeriet, Miljøstyrelsen og Fredningsstyrelsen. 1980.

Råstofindvinding og andre arealinteresser. Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen. 1980.

Grave- og efterbehandlingsplaner. Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen. 1982.

Råstofindvinding og byudvikling. Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen. 1984.

Råstofindvinding og kolonihaver et forslag til anvendelse af de bynære råstofgrave. Fredningsstyrelsen, Miljøministeriet. 1985.

Efterbehandling til naturformål. Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen. 1986.

Efterbehandling af råstofgrave til jordbrugsformål. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Landbrugsministeriet. 1989.

Fortidsminder i råstofgraveområder. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 1990.

Råstofloven med kommentarer. 2. udgave. Erik B. Aksig m.fl., Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 1992.

Efterbehandling af råstofgrave uden brug af returjord. Konsekvenser og muligheder. Miljø- og Energiministeriet - Skov- og Naturstyrelsen. 1995.

Ændring af råstofloven. Lov nr. 484 af 12. juni 1996, forberedelser, folketingsbehandling samt andet materiale vedrørende loven. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 1996.

Ændring af naturbeskyttelsesloven og råstofloven. (Ændring af klageregler). Lov nr. 19 af 13. januar 1997, forberedelser, folketingsbehandling samt andet materiale vedrørende loven. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 1997.

D. Skemaer

Ansøgningsskema til brug for erhvervsmæssig indvinding af råstoffer.

Anmeldelsesskema til brug for ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding.

Anmeldelsesskema til brug for prøvegravning.

 

XIX Anden lovgivning og regler m.v.

Kap. XIX rummer en liste over anden relevant lovgivning, regler m.m. fordelt på de forskellige ministerier.

A. Love

1. Miljø- og Energiministeriet

Skovloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 2. november 1996.

Lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 835 af 1. november 1997 med senere ændringer.

Lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999 med senere ændringer.

Lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj 1992 med senere ændringer.

Lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998 med senere ændringer.

Undergrundsloven, jf. Lovbekendtgørelse nr. 552 af 29. juni 1995.

Lov om planlægning, jf. Lovbekendtgørelse nr. 551 af 28. juni 1999 med senere ændringer.

Lov om jordforurening, lov nr. 370 af 2. juni 1999.

2. Fødevareministeriet

Landbrugsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999.

Lov om offentlig fremskaffelse af jord til jordbrugsmæssige formål m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 493 af 13. juni 1997.

3. Trafikministeriet

Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999.

Lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999.

Lov om Banestyrelsen m.v., lov nr. 1230 af 27. december 1996 med senere ændringer.

4. By- og Boligministeriet

Byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998.

Lov nr. 137 af 7. marts 1990 om udstykning og anden registrering i matriklen.

5. Kulturministeriet

Museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 584 af 31. august 1989 af lov om museer m.v.

6. Forskningsministeriet

Lov om telefoner og telegrafer, lov nr. 84 af 11. maj 1897 med senere ændringer.

7. Skatteministeriet

Lov om afgift af affald og råstoffer, lovbekendtgørelse nr. 570 af 3. august 1998.

B. Bekendtgørelser og cirkulærer

1. Miljø- og Energiministeriet

Bekendtgørelse nr. 310 af 25. april 1994 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.

Bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse).

Bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober 1999 om godkendelse af listevirksomhed.

2. Fødevareministeriet

Landbrugsministeriets cirkulære nr. 37 af 8. marts 1990 om behandling af sager om råstofindvinding på landbrugsejendomme.

3. Andre

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 414 af 8. Juli 1988 om sikkerhedsbestemmelser for naturgasanlæg.

Statens Luftfartsvæsen, BL 3-16. Bestemmelser om forholdsregler til nedsættelse af kollisionsrisikoen mellem luftfartøjer og fugle/pattedyr på flyvepladser. 3. udgave, 25. september 1996.

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 923 af 11. november 1994 om arbejde med udvinding af mineralske materialer.

Elektricitetsrådets stærkstrømsreglement.

C. Vejledninger og anden litteratur

1. Miljø- og Energiministeriet

Ekstern støj fra virksomheder. Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 5/1984.

Måling af ekstern støj fra virksomheder. Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 6/1984.

Vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen. Miljøministeriet, Planstyrelsen og Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen. 1991. Vejledningen anvendes også ved sager om overtrædelse af råstofloven, jf. kap. XIII.

Vejledning om naturbeskyttelsesloven. Skov- og Naturstyrelsen 1993.

Beregning af ekstern støj fra virksomheder - Fælles nordisk beregningsmetode. Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 5/1993.

Supplement til vejledning om ekstern støj fra virksomheder. Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 3/1996.

Vejledning om planloven. Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen 1996.

Lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer i eksternt miljø. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 9, 1997.

Miljøstyrelsens orientering af 8. juli 1997 om lov nr. 426 af 10. juni 1997 om regulering af fyldjord i råstofgrave.

Vejledning i administration og forvaltning af internationale naturbeskyttelsesområder.

2. Andre

Friluftsliv i råstofgrave. Om muligheder for at udnytte råstofgrave til friluftsformål. Friluftsrådet, 1991.

Arbejdsmiljø i Grus- og Sandgrave. Vejledning fra BSR 5. 40-97.

 

Stikordsregister

Adgang tilsyn m.m. XIII.B

Adgangsbegrænsning veje IX.I.1

Adgangsforhold IX.I.1, X.D.1, X.D.9

Administrationscirkulære V.E, IX.C.1, IX.E, X.G.3, XVIII.B

Administrationsgrundlag VIII

Affaldsprodukter genopgravning III.A

Aflysning af deklaration XIV.C

Afløsning af anmeldte rettigheder XVII.A

Afslutning af indvinding XIV

Amtsrådets arbejdsopgaver indberetning XV.B

Anden lovgivning og regler m.v. XIX

Andre oplysninger i tilladelse X.G.7

Anlægsarbejder VII.C

Anmeldelse andre råstoffer X.B.4

- ikke-erhvervsmæssig indvinding V.D

- prøvegravning VI.B, XVIII.D

Anmeldte rettigheder XVI

- bortfald og udløb XIII.A.3, XIV.B, XVI.C, XVI.F, XVII.A

- efterbehandling XIII.E, XVI.D, XVII.C.4

- erstatning XVI.E, XVII.C.2

- forbud XVI.E

- gyldighed XVI

- klage XI.G.1, XVI.D

- retsvirkning XVI.C

- vilkår XIII.E, XVI.D, XVII.C.3

- VVM XVII.C.1

Annoncering XI.I

Ansøgningsskema IX.A, XVII.B.1, XVIII.D

Arbejdsmiljøregler XIII.H

Arkæologiske interesser II.B, IX.E.1, X.G.7

Banestyrelsen IX.C.8, XIX.A.3

Bankgaranti X.D.11

Begrænset udnyttelse af råstoffer V.B

Beskyttede naturtyper V.F, VI.C, IX.C.4

Beskyttelseslinier V.F, VI.C, IX.C.1, IX.C.4

Betonværker m.m. VII.B

Bilag ansøgning IX.A.3

- VVM IX.B.3

Bortfald anmeldte rettigheder XIII.A.3, XIV.B, XVI.C, XVI.F, XVII.A

- tilladelser X.G.1, XIII.A.3, XVII.B.3

Byggelinier naturbeskyttelsesloven V.F, VI.C, IX.C.1, IX.C.4

- veje IX.C.7

Byggelov og bygningsreglement IX.I.4, XIX.A.4

CVR-nummer IX.A.2, X.A, X.G.7, XV.B

Dagligvandslinien III.C

Danmarks Statistik XV.A

Depoter genopgravning III.A

Dige V.F, VI.C, IX.C.4

Dom efterbehandling XIV.A

- erstatning XVII.C.2

- grundvand X.D.4

- gødning og pesticider X.D.4

- orientering XIII.G

- strandbeskyttelseslinie XVI.C

- strandbredder V.E.3

Driftstider X.D.8

Drikkevand II.B, IX.E.2

- særlige områder VIII.C, IX.C.9, X.D.3

DSB Se Banestyrelsen

EF-fuglebeskyttelsesområder administration VIII.B

- bekendtgørelse IV.A.2, VIII.B, XVIII.B

- planlægning IV.A.2

Efterbehandling X.D.10

- godkendelse XIV.A

- ikke-erhvervsmæssig indvinding V.D.3

- plan X.B.2, X.D.1, X.D.10, XIII.D, XIV.A, XVI.D

- prøvegravning VI.B.3

- rekreative formål IV.D.2, X.D.10

- sikkerhedsstillelse X.D.11, XIV.B

- søer IX.C.4, IX.E.3

- tvangsmæssig XIII.D, XIII.E, XIII.F.1, XIII.F.2

- vilkår X.D.10, XVII.C.4

Ejerskifte X.D.11, XIII.F.2

Ekspropriation XII

Elledninger og -kabler II.B, IX.F.1, IX.F.4

Endelige afgørelser V.D.4, VI.B.4, X.B.4, XI.A.2, XI.C

Erhvervsmæssig indvinding VII

- eller ikke-erhvervsmæssig indvinding V.E.3

Erstatning anmeldte rettigheder XVI.E, XVII.C.2

- ekspropriation XII

Finansstyrelsen IX.I.9

Fjernvarme IX.E.2

Flyveplads II.B, IX.E.3

Forarbejdningsanlæg VII.B, XVI.C

Forbud ikke-erhvervsmæssig indvinding V.E.1

- anmeldte rettigheder XVI.E

- jord IX.C.9, X.D.3, X.G.6

- miljøhensyn VII.B

Formål råstofloven II.A

Fortidsminder V.F, VI.C, IX.C.4, IX.E.1, X.G.7

Fortsat tilsynsforpligtelse XIV.D

Forurenet jord forbud m.m. IX.C.9

Forældelse af søgsmål XI.G.1, XVII.C.2

- passivitet X.G.1, XIII.A.3, XVII.B.3

Fredning IX.C.4, IX.I.6

Fredningsnævn IX.C.4

Fredskov bygninger IX.I.5

- erhvervsmæssig indvinding IX.C.3

- ikke-erhvervsmæssig indvinding V.F

- prøvegravning VI.C

Fyldjord forbud m.m. IX.C.9, X.D.3, X.G.6

Fysisk Planlægning II.A, IV, XVII.C.1

Færdselsloven X.D.9

Geofysiske undersøgelser X.G.5

Geologi interesser II.B, VIII.C

- profiler X.D.10, XIV.C

GEUS indberetning om undersøgelser VI.B.2, X.G.5

Godkendelse af efterbehandling XIV.A

Gravedybde X.B.3, XVI.D

Graveområder IV.A.1

Graveplan X.B.2, X.D.1, X.D.10, XIII.D, XVI.D

Gravhøje IX.C.4, X.G.7

Grundlag anmeldte rettigheder XVI.B

Grundlovens § 73 XII, XVII.C.2

Grundvand II.B, VIII.C, IX.C.6, IX.E.3, X.D.3

Grusværker VII.B, XVI.C

Gyldighed anmeldte rettigheder XVI

- vilkår X.E

Gødning og pesticider X.D.4, XIV.C

Habitatområder administration VIII.B

- Bekendtgørelse IV.A.2, VIII.B, XVIII.B

- Planlægning IV.A.2

Havneanlæg indvinding ved V.E.2, V.E.3

Hovedstadens Udviklingsråd IV, IX

Husmandsbrug IX.I.9

Hypotekbanken Se Finansstyrelsen

Høring andre myndigheder IX.E, IX.G

- Banestyrelsen IX.C.8

- elledninger/kabler IX.F.1, IX.F.4

- forsyningsselskaber IX.F, IX.G

- Jordbrugskommission IX.C.2, XIX.B.2

- kommune IX.C.5, IX.C.7, IX.C.9, IX.E.2

- Kystinspektorat V.E.1, IX.C.1

- naboer IX.H, XI.I

- naturgasledninger IX.F.3, IX.F.4

- parter IX.H, XI.I

- privatbanearealer IX.E.4

- Rigsantikvaren IX.E.1

- Statens Luftfartsvæsen IX.E.3

- Statsskovdistrikt IX.C.3, IX.C.4

- teleledninger/kabler IX.F.2, IX.F.4

Håndhævelsesvejledning XIII.A.3, XIX.C.1

Ikke-erhvervsmæssig indvinding V

- anden lovgivning V.F

- anmeldelse V.D

- baggrund V.B

- efterbehandling V.D.3

- eller erhvervsmæssig indvinding V.E.3

- forbud V.E.1

- klage V.D.4, XI.A.2

- lovgrundlag V.C

- offentlige arealer V.C

- skema V.D, XVIII.D

- strandbredder V.E

- underretning V.D.4

- vilkår V.D.2, V.E.1

Indberetning indvinding X.G.5, XV

- offentlighedens adgang til oplysninger XV.C

- prøvegravning VI.B.2

- undersøgelser VI.B.2, X.G.5

Indgivelse af klage XI.E

Indledning I

Indvinding eller gravearbejde VII.C

- start X.B.2

- ved havneanlæg V.E.2, V.E.3

Indvindingsrettens omfang X.B.3

Infrastrukturanlæg II.B

Ingen klageadgang XI.A.2

Internationale naturbeskyttelsesområder administration VIII.B

- bekendtgørelse IV.A.2, VIII.B, XVIII.B

- planlægning IV.A.2

Jernbaner private IX.E.4

- statslige IX.C.8, XIX.A.3

Jord forbud m.m. IX.C.9, X.D.3, X.G.6

- fortsat tilsyn XIV.D

Jordbrugsinteresser IX.C.2, X.D.10, XI.H

Jorddiger V.F, VI.C, IX.C.4

Jordforureningsloven IX.C.9, XIX.A.1

Jordkøbsloven IX.I.9, XIX.A.2

Kabler II.B, IX.F

Kalkværker VII.B

Kap. 5 virksomheder VII.B, IX.C.9, X.G.6, XVI.C

Kautionsforsikring X.D.11

Klage afgørelser der ikke kan påklages XI.A.2

- afgørelser der kan påklages XI.A.1

- anden lovgivning XI.G.2, XI.H

- anmeldte rettigheder XI.G.1, XVI.D

- berettigede XI.B

- beslutning om VVM IX.B.3, X.C, XI.G.2

- ekspropriation XII

- frist XI.D

- ikke-erhvervsmæssig indvinding V.D.4, XI.A.2

- indgivelse XI.E

- landbrugslov IX.C.2, XI.H

- myndighed XI.C

- opsættende virkning X.G.2

- prøvegravning VI.B.4

- regler XI

- råstoflov og landbrugslov XI.H

- råstoflov XI.G.1

- skovlov IX.C.3, XI.G.2

- skriftlig XI.F

- tilsyn XI.A.2

- underretning ejer og ansøger XI.E

- vejledning IX.D, XI.G

Klitfredning IX.C.4

Kloakledninger IX.E.2

Knuseværker VII.B, XVI.C

Kommuneplan IV.C

Konkurs XIII.F.1

Kystsikkerhed V.E, IX.C.1, X.G.3

Kørsel til og fra råstofgrav IX.I.1, X.D.9

Land eller søterritorium III.C

Landbrugsejendomme V.B, IX.C.2, IX.I.7, X.D.11

Landbrugsinteresser X.D.10

Landbrugsloven IX.C.2, IX.I.7, XIX.A.2

Landskabelige forhold II.B

Ledninger el II.B, IX.F.1, IX.F.4

- fjernvarme IX.E.2

- naturgas II.B, IX.F.3, IX.F.4

- spildevand IX.E.2

. tele II.B, IX.F.2, IX.F.4

- vand IX.E.2

Listevirksomheder VII.B, IX.C.9, X.G.6, XVI.C

Lokalplan IV.D, IX.C.5, XII

Lokalplanpligt IV.D.1

Lokalplanret IV.D.2

Lovens formål II.A

Lovliggørelse XIII.C

Luftfartsinteresser II.B, IX.E.3

Miljøankenævnet grundvand IX.C.6

- strandbredder V.E.3

- trafikgener X.D.9

Miljøbeskyttelseshensyn II.B, IX.C.6, IX.C.9, IX.I.2, X.D.2

Miljøbeskyttelsesloven IX.C.9, IX.I.2, XIX.A.1

Mineraler III.A

Modtagelse af opfyldningsmaterialer IX.C.9, X.D.3, X.G.6

Molerværker VII.B

Mørtelværker VII.B

Nabohøring IX.H, XI.I

Naturbeskyttelse V.F, VI.C, IX.C.4, IX.C.6

Naturbeskyttelsesloven IX.C.4, IX.I.6, XIX.A.1

Naturfredning IX.C.4, IX.I.6

Naturgasledninger II.B, IX.F.3, IX.F.4

Naturklagenævnet erhvervsmæssig indvinding V.E.3

- Geologi VIII.C

- gødning og pesticider X.D.4

- ikke klagemulighed IX.A.2, XI.A.2

- internationale naturbeskyttelsesområder VIII.B

- Jord X.D.3

- Klagefrist XI.D

- offentlighed og oplysninger XV.D

- Partshøring IX.H, XI.I

- Regionplaninteresser VIII.C

- Skovrejsning VIII.C

- Strandbredder III.C, V.E.3

- støj X.D.6, X.D.9

- tilsyn XI.A.2

- trafik VIII.C, X.D.9

- underskrift af ansøgning IX.A.2

- vibrationer X.D.7

Naturtyper V.F, VI.C, IX.C.4

Nyttiggørelse af udgravningsjord VII.C

Obligatorisk VVM IX.B.1

Offentlighedens adgang til oplysninger IX.A.3, XV.C

Olietanke X.D.2

Omfanget af indvindingsretten X.B

Opfyldning IX.C.9, X.D.3, X.G.6

Oplysningspligt om undersøgelser VI.B.2, X.G.5

Opsættende virkning af klage X.G.2

Overfredningsnævnet strandbredder V.E.3

Overskudsmaterialer VII.C

Partshøring IX.H, XI.I

Passivitet og forældelse X.G.1, XIII.A.3, XVII.B.3

Pesticider og gødning X.D.4, XIV.C

Planloven IX.C.5, IX.I.3, XIX.A.1

Politibistand tilsyn XIII.B

Privatbanearealer IX.E.4

Produktionsindberetning X.G.5, XV

Prøvegravning VI

- anmeldelse VI.B, XVIII.D

- anden lovgivning VI.C

- efterbehandling VI.B.3

- fredskov VI.C

- indberetning VI.B.2

- klage VI.B.4

- skema VI.B, XVIII.D

- skovloven VI.C

- underretning VI.B.4

- vilkår VI.B.2

Ramsarområder administration VIII.B

- bekendtgørelse IV.A.2, VIII.B, XVIII.B

- planlægning IV.A.2

Regionale graveområder IV.A.1

Regionplan IV.A.1, VIII.A, IX.F.4, XVII.C.1

Regionplanlægning IV.A, IX.F.4

Ren jord forbud m.m. IX.C.9, X.D.3, X.G.6

Ressourceøkonomisk anvendelse II.A, X.D.1

Restprodukter genopgravning III.A

Retsvirkning anmeldte rettigheder XVI.C

Rettighedsindehavere X.F, XII, XIII.F

Rigsantikvaren IX.E.1, X.G.7

Råjord forbud m.m. IX.C.9, X.D.3, X.G.6

Råstofafgift X.G.7, XIX.A.7

Råstoffer anmeldte rettigheder XVI.A, XVII.A

- kvalitet II.B, X.D.1

- omfattet af råstofloven III.A

- omfattet af undergrundsloven III.B

Råstofgraveområder IV.A.1

Råstofloven XVIII.A

- bekendtgørelser og cirkulærer XVIII.B

- område III

- skemaer XVIII.D

- vejledninger og anden litteratur XVIII.C

Råstofmyndighed land VII.A

- søterritoriet III.C

Råstofplanlægning IV.B, IX.F.4

Sagsbehandling V.D, VI.B, IX

Samfundsmæssige hensyn II.B, VIII.C

Samordningspligt IX.C

- sagsbehandling IX.D

Sandflugt IX.C.4

Screening VVM IV.A.2, IX.B.2

Selvhjælpshandling XIII.D, XIII.E

Sikkerhedsstillelse X.D.11

- anvendelse XIII.D, XIII.E

- frigivelse X.D.11, XIV.B

Skema ikke-erhvervsmæssig indvinding V.D, XVIII.D

- prøvegravning VI.B, XVIII.D

Skovloven XIX.A.1

- bygninger IX.I.5

- erhvervsmæssig indvinding IX.C.3

- ikke-erhvervsmæssig indvinding V.F

- prøvegravning VI.C

Sorterværker VII.B, XVI.C

Spildevand IX.E.2, IX.I.2

Start indvinding X.B.2

Statens Luftfartsvæsen IX.E.3

Statistik X.G.5, XV

Statsbanearealer IX.C.8, XIX.A.3

Statshusmandsbrug IX.I.9

Stendiger V.F, VI.C, IX.C.4

Stenknuserier VII.B, XVI.C

Strandbredder afgørelser III.C, V.E.3

- erhvervsmæssig indvinding III.C, IX.C.1

- ikke-erhvervsmæssig indvinding III.C, V.E

Støj X.D.6, X.D.8, X.D.9

Støv X.D.5, X.D.9

Søer VII.C, IX.C.4, IX.C.6, IX.E.3

Søgsmålsfrist XI.G.1, XVII.C.2

Søterritoriet afgrænsning mod land III.C

- råstofmyndighed III.C

Teglværker VII.B

Teleledninger og -kabler II.B, IX.F.2, IX.F.4

Tilbagekaldelse af tilladelse X.G.3, XIII.D

Tilladelse anden lovgivning X.C

- forældelse og passivitet X.G.1, XIII.A.3, XVII.B.3

- indehaver X.A

- indhold X

- periode X.B.1

- VVM X.C

- ændring X.E

Tilsyn adgangsret XIII.B

- andre myndigheder VII.B, XIII.A.2

- fortsat forpligtelse XIV.D

- ingen klagemulighed XI.A.2

- Landbrugslov XIII.A.2

- myndighed X.G.4, XIII.A.1

- politibistand XIII.B

- regler XIII.A.3

Tilsynspligt XIII.A.3, XIV

Tingbogsattest IX.A.3, IX.F.4

Tinglysning aflysning XIV.C

- gebyr X.E, X.F

- påbud XIII.C

- vilkår X.E, X.F

- ændringer X.E, X.F

Trafiksikkerhed VIII.C, X.D.9

Tungsand III.A

Tvangsauktion XIII.F.2

Tvangsmæssig efterbehandling anmeldte rettigheder XIII.E

- tilladelsessager XIII.D

Udløb anmeldte rettigheder XIII.A.3, XIV.B, XVI.C, XVI.F, XVII.A

Udstykningsloven IX.I.8, XIX.A.4

Udvidelse af indvindingsretten X.B.4

Uforurenet jord forbud m.m. IX.C.9, X.D.3, X.G.6

Ulovlige forhold XIII.C

Undergrundsloven III.B, XIX.A.1

Underretning ikke-erhvervsmæssig indvinding V.D.4

- klageberettigede XI.I

- om klage XI.E

- prøvegravning VI.B.4

Underskrift af ansøgning IX.A.2, XVII.B.2

Vandforsyning IX.E.2

Vandforsyningsloven IX.C.6, XIX.A.1

Vandindvinding VIII.C, IX.C.9, X.D.2

Vandløbsloven IX.I.10, XIX.A.1

Veje adgang IX.E.2, IX.I.1, X.D.9

- anlæg VII.C, IX.I.1

- byggelinier IX.C.7

- lovgivning IX.C.7, IX.I.1, XII, XIX.A.3

- skråninger IX.C.7

Vejledning om håndhævelse XIII.A.3, XIX.C.1

Vejledningens opbygning I.A

Vejledninger der bortfalder I.B

Vibrationer X.D.7, X.D.9

Videnskabelige interesser II.B

Vilkår adgangsforhold X.D.9

- anden lovgivning X.D.13

- anmeldte rettigheder XIII.E, XVI.D, XVII.C.3

- driftstider X.D.8

- drikkevand X.D.4, XIV.C

- gyldighed X.E

- ikke-erhvervsmæssig indvinding V.D.2, V.E.1

- jord IX.D.9, X.D.3, X.G.6

- lokalplaner IV.D.1, IV.D.2, X.D.12

- miljøforhold IV.D.2, X.D

- prøvegravning VI.B.2

- rettighedsindehavere X.F

- sikkerhedsstillelse X.D.11

- støj X.D.6, X.D.8, X.D.9

- støv X.D.5, X.D.9

- tilladelse X.D, XVII.C.3

- vibrationer X.D.7, X.D.9

VVM anmeldte rettigheder XVII.C.1

- bekendtgørelse IV.A.3, IX.B, XIX.B.1

- beslutning IX.B, X.C

- obligatorisk IX.B.1

- vurdering IX.B.2

- procedure IX.B.3

Ændring af vilkår X.E

Øvrige oplysninger X.G

Øvrige vilkår X.D.12

Åbeskyttelseslinie V.F, VI.C, IX.C.1, IX.C.4

 

nn, den 7. december 1999

nn

/nn

Redaktionel note
  • 1) Vejledningens dato er en udsendelsesdato, og er påført i Retsinformation af søgningsmæssige hensyn.