Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om mærkning af cykelstel m.v.

I medfør af lov nr. 135 af 23. marts 1948 om mærkning af cykelstel m.v., som ændret ved lov nr. 101 af 17. februar 1998 og lov nr. 1399 af 27. december 2008, fastsættes:

Anmeldelse og registrering

§ 1. Enhver fabrikant eller importør, der her i landet fremstiller eller hertil indfører cykelstel, skal indgive anmeldelse herom til Rigspolitichefen.

Stk. 2. Rigspolitichefen tildeler fabrikanter og importører et særligt mærke (to eller flere bogstaver). Rigspolitichefen kan tildele fabrikanter og importører flere særlige mærker, hvis Rigspolitichefen skønner, at der af kontrolhensyn er behov herfor.

Stk. 3. Rigspolitichefen fører et register over alle anmeldte personer og virksomheder med oplysning om de særligt tildelte mærker.

Stk. 4. Ophører en fabrikant eller importør, der har fået tildelt et mærke efter stk. 2, med at drive virksomhed, skal vedkommende underrette Rigspolitichefen herom.

§ 2. Enhver person eller virksomhed, der her i landet erhvervsmæssigt foretager ombygning eller nedskæring af cykler, skal indgive anmeldelse herom til Rigspolitichefen.

Stk. 2. Rigspolitichefen fører et register over alle anmeldte personer og virksomheder.

Stelnummer

§ 3. De fabrikanter og importører, der er nævnt i § 1, stk. 1, må ikke afhænde cykelstel, som ikke er forsynet med et individuelt stelnummer.

Stk. 2. Stelnummeret skal bestå af:

1) det mærke, der er tildelt efter § 1, stk. 2,

2) et fabrikationsnummer, der skal være fortløbende i fremstillingsåret, og

3) en årstalsmærkning i form af et bogstav, der angiver fremstillingsåret.

Stk. 3. De bogstaver, der indgår i stelnummeret, skal være mindst 8 mm høje, mens tallene skal være mindst 6 mm høje. Bogstaverne skal være højere end tallene.

Stk. 4. Rigspolitichefen kan tillade, at cykelstel forsynes med andre mærker end de mærker, der er anført i stk. 2. Rigspolitichefen kan endvidere tillade afvigelse fra stk. 3.

§ 4. Stelnummeret skal indhugges på venstre side af sadelrøret eller kronrøret. Stelnummeret må ikke tildækkes.

Stk. 2. Er cykelstellet fremstillet af et materiale, der bevirker, at stelnummeret ikke kan indhugges som anført i stk. 1, uden at stellet ødelægges, kan stelnummeret i stedet indhugges på kranken. Stelnummeret må ikke tildækkes.

Stk. 3. Rigspolitichefen kan tillade, at stelnummeret påføres på anden måde end ved indhugning. Rigspolitichefen kan endvidere tillade, at stelnummeret indhugges eller på anden måde påføres på et andet sted end på de i stk. 1 og stk. 2 anførte steder.

Visse børnecykler m.v.

§ 5. §§ 1-4 finder ikke anvendelse på følgende cykler:

1) Cykler, som er beregnet til børn under 6 år, hvis

a) stelrøret har en længde på højst 10”, og

b) hjulene har en indvendig diameter på højst 12”.

2) Et-hjulede cykler og lignende cykler, som er fremstillet særligt med henblik på akrobatik eller lignende.

Straf

§ 6. Overtrædelse af § 1, stk. 1 og stk. 4, § 2, stk. 1, § 3, stk. 1-3, og § 4, stk. 1 og stk. 2, straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttræden m.v.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. januar 2009.

Stk. 2. Samtidig ophæves Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 705 af 19. juli 2001 om mærkning af cykelstel mv.

§ 8. Pligten til at indgive anmeldelse efter denne bekendtgørelses § 1, stk. 1, eller § 2, stk. 1, gælder ikke for fysiske eller juridiske personer, der har foretaget behørig anmeldelse i medfør af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 171 af 14. april 1948.

Stk. 2. Fabrikanter og importører, der har fået tildelt et særligt mærke i medfør af § 1, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 171 af 14. april 1948, kan benytte dette mærke i stelnumre i stedet for det mærke, der er nævnt i denne bekendtgørelses § 3, stk. 2, nr. 1.

Stk. 3. Cykelstel, der den 1. september 2001 var forsynet med stelnumre i overensstemmelse med § 2 i bekendtgørelse nr. 171 af 14. april 1948, kan fortsat afhændes.

Justitsministeriet, den 7. januar 2009

Lene Espersen

/ Anette Arnsted