Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Betingelserne for at foretage udrykningskørsel

Kapitel 2   Godkendelse og registrering af udrykningskøretøjer

Kapitel 3   Udrykningssignaler

Kapitel 4   Færdselsregler

Kapitel 5   Særlige regler for udrykningskørsel på cykel

Kapitel 6   Straf

Kapitel 7   Ikrafttræden

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om udrykningskørsel

I medfør af § 7, stk. 1, og § 118, stk. 8, i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1058 af 4. november 2008, fastsættes:

Kapitel 1

Betingelserne for at foretage udrykningskørsel

§ 1. Udrykningskørsel må kun foretages, når det skønnes nødvendigt af hensyn til politimæssige opgaver, personredning, brand, forureningsuheld, færdselsuheld eller afværgelse af omfattende skader i øvrigt.

Kapitel 2

Godkendelse og registrering af udrykningskøretøjer

§ 2. Et motorkøretøj skal for at kunne foretage udrykningskørsel være godkendt hertil og være registreret som udrykningskøretøj, jf. dog § 3.

Stk. 2. Godkendelse af et motorkøretøj til udrykningskørsel er en forudsætning for, at køretøjet kan registreres som udrykningskøretøj. Godkendelsen foretages af en synsvirksomhed. Motorkøretøjer, der tilhører forsvaret, godkendes dog af Forsvarets Materieltjeneste. Godkendelse kan endvidere ske ved, at et køretøj standardtypegodkendes til ambulancekørsel.

§ 3. Kravene i § 2 om godkendelse og registrering gælder ikke følgende køretøjer:

1) Motorkøretøjer, der tilhører politiet og normalt anvendes til kontrolkørsel og lignende formål og kun undtagelsesvis til udrykningskørsel.

2) Motorkøretøjer, der efter færdselslovens § 7, stk. 4, under kørsel i et enkelt tilfælde er ligestillet med et udrykningskøretøj.

§ 4. Som udrykningskøretøjer kan registreres motorkøretøjer, der tilhører:

1) Politiet,

2) forsvaret,

3) det statslige eller kommunale redningsberedskab, eller

4) indsatsledere, der af kommunalbestyrelsen er udpeget til at varetage ledelsen af den tekniske indsats på et skadested.

Stk. 2. Rigspolitichefen kan tillade, at motorkøretøj, der tilhører anden offentlig myndighed, samt ambulance, redningskøretøj eller lignende motorkøretøj, der tilhører private, registreres som udrykningskøretøj.

Kapitel 3

Udrykningssignaler

§ 5. Motorkøretøjer, der er registreret som udrykningskøretøj, skal være forsynet med en eller flere blå udrykningslygter, der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr.

Stk. 2. Udrykningskøretøjer skal endvidere være forsynet med et eller flere udrykningshorn, der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr. Rigspolitichefen kan tillade, at udrykningskøretøjer, der er omfattet af § 4, stk. 2, godkendes og registreres uden at være forsynet med udrykningshorn.

Stk. 3. Lygtebroer med udrykningssignaler på motorkøretøjer, der tilhører politiet eller det statslige redningsberedskab, og som er godkendt til udrykningskørsel, kan afmonteres ved anden form for kørsel.

Stk. 4. Rigspolitichefen kan tillade, at supplerende lydsignaler anvendes i særlige situationer.

§ 6. Motorkøretøjer, der af politiet anvendes til kontrolkørsel og lignende formål og kun lejlighedsvis til udrykningskørsel, kan udstyres med udrykningssignaler.

§ 7. Udrykningslygte skal anvendes under udrykningskørsel. Udrykningslygte kan tillige anvendes under standsning ved uheldssted eller lignende.

Stk. 2. Udrykningshorn skal anvendes under udrykningskørsel, medmindre anvendelse af udrykningslygte efter omstændighederne skønnes tilstrækkeligt til at advare andre trafikanter. Der må ikke anvendes forskellige udrykningshorn på samme tid under kørslen.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan anvendelse af udrykningslygte og udrykningshorn undlades ved udrykningskørsel med motorkøretøj tilhørende politiet, såfremt sådan undladelse skønnes nødvendig af hensyn til formålet med udrykningskørslen, og omstændighederne i øvrigt ikke taler imod. Ved kørsel med sådanne køretøjer kan endvidere gøres ganske kortvarig brug af udrykningshorn uden samtidig anvendelse af udrykningslygte, f.eks. i forbindelse med standsning af andet køretøj.

Stk. 4. Udrykningssignaler må, bortset fra ved reparation og prøvning, i øvrigt ikke anvendes.

Kapitel 4

Færdselsregler

§ 8. Under udrykningskørsel kan føreren af køretøjet i tilfælde, hvor det skønnes påtrængende nødvendigt, og hvis der samtidig udvises ganske særlig forsigtighed, undlade at følge reglerne i færdselslovens

1) § 4, stk. 1, om at efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg, m.v.,

2) kapitel 4 om færdselsregler for kørende,

3) kapitel 5 om hastighed, og

4) kapitel 6 om særlige regler for færdsel på motorvej og motortrafikvej.

Stk. 2. Føreren skal dog altid efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives af politiet eller andre, som justitsministeren har bemyndiget til at regulere færdslen. Føreren skal endvidere altid efterkomme signaler eller andre anvisninger for færdslen ved jernbaneoverkørsler og broer.

Stk. 3. Ved fremkørsel i lysreguleret kryds mod rødt eller gult lys skal føreren endvidere nedsætte hastigheden så meget, at der straks kan standses for eventuel tværgående trafik.

Stk. 4. Anvendelse af udrykningssignal fritager ikke føreren for pligten til at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed over for andre trafikanter.

Kapitel 5

Særlige regler for udrykningskørsel på cykel

§ 9. Når betingelserne i § 1 er opfyldt, kan uniformeret politipersonale udføre udrykningskørsel på cykel.

Stk. 2. Udrykningssignaler anvendes ikke under udrykningskørsel på cykel.

Stk. 3. § 8, stk. 1, nr. 1-3, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse under udrykningskørsel på cykel.

Stk. 4. Under de i § 8, stk. 1, nævnte betingelser kan føreren under udrykningskørsel på cykel endvidere undlade at følge reglerne i færdselslovens kapitel 7 om særlige regler for cykler.

Kapitel 6

Straf

§ 10. Overtrædelse af § 1, § 2, stk. 1, § 5 og §§ 7-9 straffes med bøde.

Kapitel 7

Ikrafttræden

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2009.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 510 af 11. juni 1996 om udrykningskørsel ophæves.

Justitsministeriet, den 25. februar 2009

Brian Mikkelsen

/ Dan Bjerring