Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Oprettelse og formål

Kapitel 2   Centerets ledelse

Kapitel 3   Tilskud, regnskab, revision og nedlæggelse

Kapitel 4   Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Den fulde tekst

Lov om oprettelse af et nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Oprettelse og formål

§ 1. Undervisningsministeren opretter et na­tionalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed. Centeret har til formål at styrke interessen for, rekrutteringen til og kvaliteten af undervisningen i natur, teknik og sundhed.

§ 2. Centeret arbejder for opfyldelsen af sit formål ved

1) at støtte læreres og institutionsledelsers arbejde med at styrke, forny og udvikle undervisningen i natur, teknik og sundhed samt relevante tilgrænsende fagområder i grundskolen, ungdomsuddannelserne og de relevante videregående uddannelser, herunder gennem it-baserede undervisningsmaterialer,

2) at indsamle og formidle forsknings-, udviklings- og praksisbaseret viden inden for undervisningen i natur, teknik og sundhed via en webportal samt ved efter- og videreuddannelse af lærere,

3) at understøtte netværksdannelser for lærere og netværksdannelser mellem uddannelsesinstitutionerne og det omgivende samfund, herunder offentlige og private virksomheder, og

4) at yde støtte til udviklingsprojekter, der fremmer kvaliteten og fornyelsen af undervisningen i natur, teknik og sundhed samt tilgrænsende fagområder.

Stk. 2. Centeret kan gennemføre andre aktiviteter, herunder konsulentbistand og rådgivning, i det omfang det er foreneligt med varetagelsen af centerets opgaver efter stk. 1.

§ 3. Centeret er en selvejende institution inden for den offentlige forvaltning.

§ 4. Nærmere regler om centerets forhold, herunder centerbestyrelsens ansvar og opgaver samt centerets regnskabsføring og revision, fastsættes i en vedtægt i overensstemmelse med kapitel 2 og 3.

Stk. 2. Centerets navn fastsættes i vedtægten.

Stk. 3. Vedtægten fastsættes af undervisningsministeren efter indstilling fra centerbestyrelsen.

Kapitel 2

Centerets ledelse

§ 5. Centerets overordnede ledelse varetages af en centerbestyrelse på op til 7 medlemmer, der i deres personlige egenskab udpeges således:

1) Op til 5 medlemmer udpeges af undervisningsministeren.

2) 1 medlem udpeges af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

3) 1 medlem udpeges af undervisningsministeren og ministeren for videnskab, teknologi og udvikling i forening. Dette medlem skal så vidt muligt være tilknyttet et tilsvarende udenlandsk center.

Stk. 2. Centerbestyrelsens funktionsperiode er 4 år. Bestyrelsesmedlemmerne kan genudpeges én gang.

Stk. 3. Centerbestyrelsen vælger sin formand af egen midte.

Stk. 4. Centerbestyrelsen fastlægger centerets organisation, herunder etableringen af decentrale enheder. Bestyrelsen sikrer, at centeret deltager i nationale og internationale netværksdannelser med andre væsentlige interessenter inden for undervisning i natur, teknik og sundhed.

§ 6. Centerets daglige ledelse forestås af en centerdirektør, der ansættes og afskediges af centerbestyrelsen.

§ 7. Der nedsættes et rådgivende organ, som så vidt muligt sammensættes af personer tilknyttet tilsvarende udenlandske centre. De nærmere vilkår for det rådgivende organ fastsættes i vedtægten.

§ 8. Der nedsættes et repræsentantskab, som sammensættes således, at bruger- og af­ta­ger­in­ter­es­ser afspejles. De nærmere vilkår for repræsentantskabet fastsættes i vedtægten.

Kapitel 3

Tilskud, regnskab, revision og nedlæggelse

§ 9. Undervisningsministeren yder tilskud til centerets drift. Tilskuddets størrelse fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler i vedtægten om udbetalingen af tilskud og om, at ministeren kan give påbud, tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde og kræve tilskud tilbagebetalt.

§ 10. Centeret kan i overensstemmelse med sit formål oppebære indtægter i form af gaver, tilskud og lign. fra fonde, organisationer og virksomheder samt offentlige myndigheder.

Stk. 2. Centeret kan have indtægter ved indtægtsdækket virksomhed, jf. § 2, stk. 2.

§ 11. Centerets regnskabsår er finansåret. Ved regnskabsårets afslutning udarbejder centeret en årsrapport efter Undervisningsministeriets anvisninger. Årsrapporten skal underskrives af centerbestyrelsen og centerdirektøren.

§ 12. Rigsrevisor reviderer centerets regnskab, jf. § 2, stk. 1, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 2. Centerbestyrelsen udpeger en intern revisor, som skal være statsautoriseret eller registreret revisor, til at udføre revision i henhold til regler fastsat i vedtægten. Centerbestyrelsen underretter undervisningsministeren og rigsrevisor om den udpegede interne revisor og om skift af intern revisor.

Stk. 3. Undervisningsministeren og rigsrevisor kan aftale, at revisionsopgaver varetages i et nærmere fastlagt samarbejde mellem rigsrevisor og den interne revisor. Rigsrevisor kan pålægge centerbestyrelsen at udpege en anden intern revisor til at udføre revisionsopgaven, hvis den interne revisor ikke på tilfredsstillende måde opfylder de krav, der er fastsat i vedtægten, til revision eller i øvrigt ikke opfylder pligterne som intern revisor.

Stk. 4. Opfylder den interne revisor ikke på tilfredsstillende måde kravene til revision i denne lov og regler fastsat i vedtægten, eller tilsidesætter revisor i øvrigt sine pligter som revisor, kan undervisningsministeren pålægge centerbestyrelsen inden for en nærmere angivet frist at udpege en anden intern revisor.

Stk. 5. Centerbestyrelsen påser, at den interne revisor opfylder bestemmelserne om uafhængighed i § 11 i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer. Bestyrelsen må ikke udpege en intern revisor, der samtidig er revisor for udlejer af ejendomme m.v., som centeret anvender, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der kontrollerer udlejeren, medmindre lejeforholdet er af uvæsentligt omfang. Undervisningsministeren fastsætter i vedtægten regler om, hvornår et lejeforhold er af uvæsentligt omfang.

§ 13. Nedlægges centeret, tilfalder den del af centerets nettoformue, der hidrører fra statstilskuddet, jf. § 9, stk. 1, staten. Resten af nettoformuen anvendes efter undervisningsministerens godkendelse i overensstemmelse med centerets formål.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter i vedtægten regler om, at afviklingen af centerets formue forestås af et likvidationsudvalg.

Kapitel 4

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 14. Loven træder i kraft den 1. maj 2009.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan udbetale tilskud til centerets drift, jf. § 9, stk. 1, når centerets vedtægt er fastsat. Indtil centerbestyrelsen har ansat en centerdirektør, varetages sekretariatsfunktionen for centerbestyrelsen af Undervisningsministeriet.

Stk. 3. Centerbestyrelsens første funktionsperiode udløber den 31. december 2012.

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 28. april 2009

MARGRETHE R.

/ Bertel Haarder