Oversigt (indholdsfortegnelse)

Bilag 1

Bilag 2

Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold den 7. maj 2009

Betænkning

over

Forslag til lov om Grønlands Selvstyre

[af statsministeren (Anders Fogh Rasmussen)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 5. februar 2009 og var til 1. behandling den 13. marts 2009. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Grønlandsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og statsministeren sendte den 29. oktober 2008 dette udkast til udvalget, jf. UGF alm. del – bilag 12. Den 20. februar 2009 sendte statsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 29 spørgsmål til statsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Nogle af udvalgets spørgsmål og statsministerens svar herpå er optrykt i bilag 2 til betænkningen.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet finder, at Folketinget vil begå en af danmarkshistoriens største politiske fejltagelser – og uden sidestykke formentlig den mest kostbare fejltagelse nogen sinde – når lovene, efter al sandsynlighed med samtlige stemmer i Folketinget med undtagelse af Dansk Folkepartis, vedtages.

Det forventes af mange kyndige, at råstoffundene omkring Grønland vil blive enorme og indtægterne kolossale. Astronomiske summer på op til 10.000 mia. kr. har været nævnt. Resultatet af Selvstyrekommissionens arbejde vil til den tid stå klart for enhver, og kritikken mod regeringen og Folketinget vil blive nådeløs, efterhånden som dette kommer til at stå klart: Danmark får ikke økonomisk udbytte, alene det grønlandske selvstyre vil profitere.

En sådan udvikling vil stå i knivskarp kontrast til de historiske kendsgerninger, som er, at Danmark og det danske folk uegennyttigt og beredvilligt har bidraget til Grønlands udvikling, så Grønland i dag fremstår som et moderne velfærdssamfund.

Men i stedet for at videreudvikle og styrke rigsfællesskabet med en solid økonomisk forankring i rigsfællesskabets nuværende og fremtidige ressourcer er der nu udsigt til, at et flertal af danske og grønlandske politikere sætter rigsfællesskabets interesser på spil. Prisen risikerer at blive en underminering af rigsfællesskabet, opsplitning og interessekonflikter mellem de forskellige dele af rigsfællesskabet i stedet for sammenhold og sikker kurs.

Dansk Folkeparti har nidkært, engageret og loyalt deltaget i det lange forberedende arbejde i Grønlandsk-dansk Selvstyrekommission. Derfor er det med dyb beklagelse, at partiet besluttede ikke at kunne tiltræde kommissionens indstilling i »Udkast til Lov om Grønlands Selvstyre«, som altså nu er udmøntet i de tre lovforslag.

Den væsentligste årsag hertil er som nævnt de kommende økonomiske forhold, som Dansk Folkeparti nedenfor vil vende tilbage til.

Først ønsker Dansk Folkeparti at knytte enkelte generelle kommentarer til kommissionens arbejde og indstilling.

Arbejdsformen i kommissionen har ikke været tilfredsstillende og slet ikke hensigtsmæssig i forhold til de problemer, der skulle tages stilling til.

Man opdelte ved selve konstitueringen af Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission kommissionen i tre arbejdsgrupper, hvoraf de to er Arbejdsgruppen vedrørende stats- og folkeretlige spørgsmål og Arbejdsgruppen vedrørende erhverv og økonomi. Fra dansk side har førstnævnte gruppe haft repræsentation fra Venstre, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, mens den anden gruppe har haft repræsentation fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Herudover blev der også etableret en arbejdsgruppe vedrørende ikkelevende ressourcer, som afleverede sin rapport og indstilling til kommissionen i september 2005.

Ved en gruppes afrapportering til den samlede kommission har det været umuligt for de partier, der ikke var repræsenteret i den pågældende gruppe, at opnå indflydelse på emner, som allerede – og jo ofte under store besværligheder – havde været drøftet, og hvor man ofte havde måttet indgå kompromiser i forhold til hinanden og i forhold til den grønlandske side.

Ud over møderne i de tre arbejdsgrupper har man så yderligere haft særmøder i henholdsvis den samlede danske delegation og den samlede grønlandske delegation.

Dette har givet møderne karakter af, at der var tale om to stater, der forhandlede med hinanden, hvilket jo ofte ikke afspejledes i de meget forskellige politiske holdninger, der findes, ikke mindst i den danske delegation. Men da der således alligevel blev tale om to holdninger over for hinanden – en grønlandsk og en dansk – er det Dansk Folkepartis opfattelse, at det eneste rimelige havde været, om drøftelserne om denne nye selvstyrelov havde været foretaget i direkte forhandlinger mellem landsstyret og regeringen, hvorefter Landstinget og Folketinget havde kunnet tage stilling til resultatet af forhandlingerne.

Ansvaret for, at det blev, som det blev – og dermed efter vores opfattelse utilfredsstillende – er ikke kommissionsformandskabets eller kommissionsmedlemmernes. Det ansvar må regeringen og landsstyret påtage sig. Disse to parter burde fra starten have forhandlet direkte med hinanden.

Af det kommissorium, som i Nuuk/Godthåb den 21. juni 2004 blev udstukket af den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og landsstyreformand Hans Enoksen, og som dannede baggrund for Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommissions arbejde, fremgår det, at formålet er at sikre »størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab«.

Det er vores opfattelse, at dette formål ikke er blevet opfyldt, dels fordi alene Grønlands Selvstyre får økonomisk udbytte af aftalen, og dels, men måske mest, fordi man fra grønlandsk side snarere har været fokuseret på at forberede Grønlands selvstændighed, således forstået, at selvstyret for en stor del af de grønlandske delegationsmedlemmers side alene har skullet tjene det overordnede formål at være springbræt til egentlig selvstændighed.

Dansk Folkeparti har absolut ikke budt denne dagsorden velkommen og var til tider utilpas ved at skulle involveres i denne dagsorden, som efter vores opfattelse var i modstrid med kommissoriets ånd og bogstav.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at Grønlands selvstændighed, en egentlig grønlandsk statsdannelse, hverken tjener det danske eller det grønlandske folks interesser. Vi er således varme tilhængere af rigsfællesskabet og ser det meget gerne fortsat og styrket. Der er så utrolig meget, der binder danskere og grønlændere sammen historisk, følelsesmæssigt og familiemæssigt, at det for begge parter efter 300 års tæt samhørighed vil være en historisk fejltagelse, ja ligefrem en historisk katastrofe, at bryde båndene.

Det bør i den forbindelse nævnes, at det er vores opfattelse, at enkelte af de grønlandske politikere – uden megen sans for historie og tradition – i de seneste år ved hjælp af urimelige verbale angreb på Danmark og det danske folk har haft held til at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk og dansk, barrierer, som efter vores opfattelse ikke generelt afspejler grønlandsk sind og sjæl, og som derfor heldigvis ikke har vundet gehør i det grønlandske folks solide flertal. Her er kærligheden til Danmark, til det danske folk og til det kongelige hus – og dermed til rigsfællesskabet – usvækket.

Ved at tilsidesætte historiske fakta og ved at fremhæve realitetsløse drømmerier er det igennem en årrække lykkedes disse enkelte politikere at skabe indtrykket af, at blot der flyder olie i rigeligt mål, vil Grønland fremover være i stand til at eksistere som et selvstændigt land og at agere som et selvstændigt land, altså et land, der fører egen udenrigspolitik med ambassader i andre lande og på egen hånd forestår forsvars- og sikkerhedsopgaver.

Ydermere har man fra disse enkelte politikeres side hævdet, at det er realistisk, at Grønland på egen hånd som en selvstændig nation vil kunne forestå retshåndhævelsen af et demokratisk velfærdssamfund, herunder at oprette og drive domstole, at etablere og drive uddannelsesinstitutioner, der vil kunne varetage mellemlange og videregående uddannelser, samt at etablere og drive et fuldt udbygget social- og sundhedsvæsen.

Det er vores opfattelse, at et så slet uddannet samfund som det grønlandske med sine blot 50.000 indbyggere (et indbyggertal som i Vordingborg Kommune, men ulige mere spredt) ikke vil være i stand til at løfte denne kolossale byrde med så omfattende og krævende opgaver på en sådan måde, som naturligt vil blive krævet i en moderne vestlig verden, og med de udfordringer, den moderne vestlige verden naturligt frembyder.

Det er vores opfattelse, at selv såfremt der i kraft af store råstoffund ad åre skulle tilflyde Grønland umådelige rigdomme, ville denne rigdom i sig selv ikke kunne råde bod på de faglige og uddannelsesmæssige mangler, idet det nemlig er vores frygt, at såfremt »olien springer«, vil denne nye indtægtskilde blive en ny sovepude for Grønlands styre på samme måde som bloktilskuddet desværre har vist sig at være en sovepude.

Samtidig ønsker vi at henlede opmærksomheden på, at skulle der i og omkring Grønland vise sig store forekomster af olie, er det ikke givet, at denne olie om 15-20 år vil have nogen som helst værdi. Den teknologiske udvikling af og forskning i alternative energiformer er nemlig markant og hurtigt fremadskridende; ihærdigt og effektivt arbejdes der internationalt på klimaforbedringer, og det er derfor ikke usandsynligt, at man om en snes år vil have fundet langt billigere og renere energiformer, der gør olie overflødig og dermed værdiløs.

Vi finder således, at grønlandsk selvstændighed alene baseret på håb om selvbårenhed som følge af store oliefund bør give anledning til stor utryghed i det grønlandske folk.

Dansk Folkeparti ønsker klart at fastslå, at mens vi ser positivt på, at Grønland nu opnår selvstyre, således at det grønlandske folks selvbestemmelse øges til det størst mulige omfang inden for rammerne af rigsfællesskabet, kan vi ikke anbefale, at Grønland bliver et selvstændigt land.

Hvis der i fremtiden er grupper af grønlandske politikere, der får held til at trække Grønland ud af den stærke og tætte samhørighed med Danmark, kan det meget vel gøre Grønland til en sårbar deltager i den internationale sikkerhedspolitik.

Dansk Folkeparti agter dog, såfremt det grønlandske folk efter vedtagelse i Landstinget og vel at mærke efter en folkeafstemning efter de samme principper, som i dag gælder ved valg til Landstinget og Folketinget, og med overbevisende majoritet beslutter sig for selvstændighed, ikke nødvendigvis at modsætte sig en sådan beslutning.

Som nævnt ovenfor har Dansk Folkeparti med henvisning til §§ 5-10 i L 128 besluttet at anbefale, at lovforslagene forkastes. Årsagen er følgende:

Ud over at det nuværende bloktilskud på 3.202,1 mio. kr. (pris- og lønreguleret) fastlåses, hvilket vi ikke mener det er rimeligt at binde fremtidige Folketing til, understøttes det forhold, at Grønland allerede under det kommende selvstyre overdrages ejendomsretten til Grønlands undergrund, og at indtægter fra råstofudvinding i Grønland alene tilfalder Grønlands Selvstyre.

Samtidig vil staten, efter at statens tilskud er nedsat til 0 kr., ikke få nogen som helst del i eventuelle indtægter fra indvinding af grønlandske råstoffer. Man kan således sagtens forestille sig, at staten, som allerede i skrivende stund skønnes at have ydet ca. 150 mia. kr. til Grønland siden 1953, vil skulle yde yderligere 60-70 mia. kr. inden det år, hvor Grønlands Selvstyre vil kunne bringe bloktilskuddet ned på 0 kr. Det er væsentligt at understrege, at staten i den foreliggende aftale ikke får del i eventuelt udbytte, men alene slipper for at betale en del af bloktilskuddet.

I forbindelse med det fastlåste bloktilskud forekommer det os ganske særlig urimeligt, at selv i tilfælde af grønlandsk vækst, som ikke har med råstoffer at gøre, eksempelvis som følge af en øget produktion, vil bloktilskuddet stadig forblive uændret.

Yderligere skal bemærkes: Det er vores opfattelse, at der i forbindelse med Grønlands overgang til selvstyre, så længe statsmidler er i spil, bør sikres en langt mere effektiv kontrol med den grønlandske forvaltning af statsmidler.

Den indlysende model ville være, at Statsrevisorerne og Rigsrevisionen bliver berettiget til at revidere det grønlandske selvstyre og den grønlandske forvaltning på samme måder, som danske myndigheder er undergivet revision. Den grønlandske uvilje over for denne løsning undrer, idet det er en fantastisk effektiv måde at beskytte sit samfund mod uønsket korruption og misbrug af offentlige midler på, hvorfor man selvfølgelig burde modtage tilbuddet. Grønlands styres afvisning af dette generøse tilbud finder vi er med til at øge mistilliden til Grønlands styre og derved svække rigsfællesskabet.

I § 7 hedder det: »Indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre.«

Det har forbavset os, ja ligefrem chokeret os, at samtlige øvrige medlemmer af den danske delegation – herunder de borgerlige regeringspartier, Venstre og Det Konservative Folkeparti – har kunnet acceptere dette forhold vedrørende ejendomsretten og således klart ikke har handlet i overensstemmelse med Danmarks interesser. Det burde nemlig være evident, at Danmarks Riges undergrund som en selvfølge tilhører Danmarks Rige, og at alle borgere i rigsfællesskabet får del i de værdier, der måtte findes i undergrunden. Sådan forholder det sig jo eksempelvis allerede, når det gælder de værdier, der hentes op fra Danmarks undergrund, og de værdier, som skabes af danske borgere, og som solidarisk år efter år videregives til Grønland, hvilket bl.a. kommer til udtryk i forbindelse med de milliardstore subsidier i form af bloktilskud, der årligt tilføres Grønlands hjemmestyre.

Store subsidier blev også forud for hjemmestyret overført fra Danmark til Grønland i årene mellem grundlovens vedtagelse i1953, som gjorde Grønland til en integreret del af Danmark, og 1978, hvor Grønland besluttede sig for hjemmestyre.

Også i årene frem til 1953, mens Grønland endnu havde kolonistatus, overførtes meget store subsidier fra staten til Grønland. I alle årene, som det klart og tydeligt fremgår af DIIS-rapporten fra 2007 (»Afvikling af Grønlands Kolonistatus 1945-54 – En historisk udredning«), har Danmark på intet tidspunkt i historien profiteret af Grønland, som tilfældet ellers normalt har været i forholdet mellem koloniherre og koloni.

Danmark har derimod til stadighed uegennyttigt og ihærdigt arbejdet på år efter år at forbedre forholdene for Grønland og for det grønlandske folk. Alene af den grund ville det såvel være unfair som etisk uantageligt, at Danmark ikke i tilfælde af umådelige råstofindtægter fra den grønlandske undergrund skulle få andel i værdierne.

Fra grønlandsk side har der i forbindelse med diskussionerne i Selvstyrekommissionen ofte været henvist til den aftale på råstofområdet, som Færøerne i sin tid fik med regeringen Schlüter. Det er imidlertid vores opfattelse, at Færøerne af mange årsager ikke kan sammenlignes med Grønland. Det gælder selvbårenhed, det gælder uddannelsesniveauet, og det gælder de generelle økonomiske forhold.

Yderligere er det vores opfattelse, at man bør lære af historien og ikke mindst af historiens fejltagelser. Således er det vores opfattelse, at den daværende statsminister, Poul Schlüter, ved sin egenrådige beslutning begik en historisk fejl, da han på den måde, det skete på, og uden foregående samfundsdebat kækt disponerede over rigets undergrund.

Daværende statsminister Poul Schlüters disposition blev dengang med god grund efterfølgende bredt kritiseret i den danske offentlighed. Dansk Folkeparti ønsker ikke at være medvirkende til at begå en lignende historisk fejl.

Som det fremgår af statsministerens besvarelse af 21. april 2009 af L 128 spørgsmål 22, 23, 24 og 29 til Udvalget vedr. Grønlandske Forhold, har Danmark i forhold til andre lande i en lignende position indtaget en helt specielt naiv holdning, når det gælder overleveringen af ressourcemæssige rettigheder til Grønlands Selvstyre.

Såvel Norge som Rusland, USA og Canada har kun i meget begrænset omfang overgivet de ressourcemæssige rettigheder til deres respektive hjemmestyreområder. For samernes vedkommende har Norge intet overdraget. For de russiske inuitters vedkommende har Rusland intet overdraget bortset fra jagt og fiskeri. For de amerikanske inuitters vedkommende har disse fået tildelt ejerskabet til et landareal svarende til en tiendedel af Alaskas landareal og derudover modtaget et engangsbeløb på 963 mio. USD i kompensation. De underjordiske energiressourcer forbliver dog statens ejendom. For Canadas vedkommende har man arrangeret sig med et såkaldt royaltyregime, som skal sikre, at inuitterne får del i de økonomiske gevinster ved ressourceudviklingen på deres område.

Kun Danmark – læs: regeringen og Folketingets flertal – har altså helt bemærkelsesværdigt fundet det rimeligt, at Grønlands Selvstyre skal have ejerskabet til hele Grønlands territoriums undergrundsressourcer. Dansk Folkeparti finder det i øvrigt yderligere mærkeligt, at regeringen og Folketingets flertal har tildelt Grønlands Selvstyre retten til ressourcemæssigt at disponere over områder, der ligger mere end 200 sømil borte fra det geografiske Grønlands kyst. Statsministerens svar på spørgsmål 19 i den anledning giver ikke nogen acceptabel forklaring på dette forhold.

Dansk Folkeparti agter ikke under nogen omstændigheder at tilskynde til eller medvirke til at indskrænke det danske rige, og vi vil ingen sinde medvirke til at overdrage statens ejendomsret til dele af det danske rige. Kun i tilfælde af, at det grønlandske folk efter de ovenfor omtalte procedurer har besluttet, at man ønsker løsrivelse fra det danske rige, vil vi som nævnt – på udtrykkelig betingelse af, at stemmeret gives efter de samme kriterier, som i dag gælder ved landstingsvalg og folketingsvalg – være positivt indstillede på at overdrage højhedsret og ejendomsret til dette nye, selvstændige Grønland. Det er yderligere Dansk Folkepartis opfattelse, at godkendelse af et selvstændigt Grønland ikke alene bør ske ved folkeafstemning i Grønland, men også ved folkeafstemning såvel i Danmark som på Færøerne.

I lovforslagene hedder det, at »det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten«, uden at det grønlandske folk nærmere defineres. Det hedder yderligere, at »beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk«. Trods gentagne opfordringer fra Dansk Folkepartis side har det ikke været muligt at få indføjet en definition af det grønlandske folk, om end det naturligvis er meget væsentligt, hvem (hvilke grupper) der vil kunne stemme ved den afstemning, der vil kunne afgøre noget så betydningsfuldt som en fuldstændig løsrivelse fra det danske rige.

Ligeledes er det af stor interesse, mener vi, at få en ordentlig definition af »territoriet Grønland«, altså en uvildig ekspertvurdering af, hvor Grønlands grænser går, hvilket geografisk område et selvstyrende og eventuelt selvstændigt Grønland vil kunne disponere over, og hvilken del af det geografiske Grønland der fortsat vil kunne administreres af staten og ressourcemæssigt udnyttes af staten.

I denne forbindelse er vi ikke tilfredse med det svar, regeringen har givet os. Det gælder ikke mindst området uden for Grønlands 200-sømils-grænse. Vi interesserer os yderligere for en ekspertvurdering af oprindelige folks rettigheder til øde og ubeboede områder (nationalparken i Nordøstgrønland) og en vurdering af, hvorledes et selvstændigt Grønland vil kunne sikre overhøjheden over det 500.000 km2 store Nordøstgrønland, samt et notat om, hvorledes Haagdommen af 1933 skal fortolkes.

Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at Danmark ved Haagdommen af 1933 specifikt fik overdraget ejendomsretten og overhøjheden til dette område, og at det totalt ubeboede Nordøstgrønland intet har at gøre med området for Grønlands Selvstyre. Som bekendt har det igennem de seneste mange årtier kun været søværnet (slædepatruljen Sirius), som har været i området. Dansk Folkeparti finder det derfor forkasteligt, at dette kæmpestore, ressourcestærke område uden videre foræres væk til Grønlands Selvstyre.

Dansk Folkeparti afviser på baggrund af ovennævnte reservationer lovforslagene og opfordrer samtidig regeringen til at indlede forhandlinger med landsstyret om en ændret formulering af lovene, som vil kunne være i hele rigsfællesskabets interesse.

Liberal Alliance, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Flemming Møller V Preben Rudiengaard V Liselott Blixt DF Britta Schall Holberg V nfmd. Lars Christian Lilleholt V Kim Andersen V Søren Espersen DF Kristian Thulesen Dahl DF Per Ørum Jørgensen KF Mogens Jensen S Mogens Lykketoft S Julie Rademacher S Kristen Touborg SF Niels Helveg Petersen RV Line Barfod EL Lars‑Emil Johansen SIU fmd. Juliane Henningsen IA

Liberal Alliance, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
2
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
25
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
Enhedslisten (EL)
94
 
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2


Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 128

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar og høringsnotat, fra statsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
5
2. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 128

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om regeringen vil bekræfte, at man løbende under kommissionsarbejdet i Grønlandsk-dansk selvstyrekommission blev holdt orienteret om udviklingen i kommissionsarbejdet, til statsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om kommissoriets formål at sikre »størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab« er blevet opfyldt med lovudkastet, til statsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om det er regeringens opfattelse, at Grønlands Hjemmestyre alene ser selvstyreaftalen som et springbræt til fuld selvstændighed, til statsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om en egentlig grønlandsk selvstændighed tjener det grønlandske folks interesser, til statsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm., om Grønland fagligt og uddannelsesmæssigt vil være i stand til at forvalte fuld selvstændighed, at eksistere som et selvstændigt land og at agere som et selvstændigt land, til statsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om der er fortilfælde i dansk parlamentarisme med hensyn til at fastlåse en økonomisk udgift for tid og evighed som det eksempelvis sker i forbindelse med fastlåsningen af bloktilskud til Grønland, til statsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, at bloktilskuddet til Grønland har været en sovepude for Grønlands Hjemmestyre, til statsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om, at der, i tilfælde af lavere grønlandsk velstand ikke ydes yderligere beløb ud over det nu fastlåste bloktilskud på 3.202,1 mio. kr., til statsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, at bloktilskuddet bevares uændret også i en situation, hvor Grønland får øget produktion og dermed øget velstand, til statsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm., om lovforslaget giver en præcis angivelse af, hvem der kan stemme i forbindelse med en folkeafstemning i Grønland om selvstændighed, til statsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm., om regeringen vil anbefale Grønlands Selvstyre at lade sig underkaste revision fra Statsrevisorerne og Rigsrevisor, til statsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm., om regeringen har fuld tillid til, at den revision, der finder sted af Grønlands Hjemmestyres budget, er tilfredsstillende, til statsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm., om regeringen vil bekræfte DIIS-rapportens (Afvikling af Grønlands Kolonistatus 1945-54) oplysning om, at Danmark på intet tidspunkt i historien har profiteret på Grønland, som tilfældet ellers normalt har været i forhold mellem koloniherre og koloni, til statsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm., om Danmark i forholdet til Grønland til stadighed - uegennyttigt og ihærdigt - igennem årene har arbejdet på at forbedre forholdene for Grønland og for det grønlandske folk., til statsministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om forskellen på den råstofaftale, der er indgået med Færøerne og den råstofaftale, der nu ligger i lovforslaget i forhold til Grønland, til statsministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm., om regeringen vil definere begrebet »det grønlandske folk«, til statsministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm., om regeringen vil definere begrebet »territoriet Grønland«, til statsministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om, at grænsedragningerne i det arktiske område endnu ikke er afsluttet, til statsministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om, at Grønlands Selvstyre har ret til ressourcemæssigt at disponere over områder, der ligger mere end 200 sømil borte fra det geografiske Grønlands kyst, til statsministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om et notat omkring det kommende Grønlands Selvstyres rettigheder til øde og ubeboede områder, til statsministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om et notat med en ekspertvurdering af oprindelige folks rettigheder til øde og ubeboede områder, til statsministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om et notat, der beskriver, hvilke ressourcemæssige rettigheder Canada har overdraget de canadiske inuitter, til statsministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om et notat, der beskriver, hvilke ressourcemæssige rettigheder, USA har overdraget de amerikanske inuitter, til statsministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. om et notat, der beskriver, hvilke ressourcemæssige rettigheder, Rusland har overdraget de russiske inuitter, til statsministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om et notat, der beskriver, hvilke ressourcemæssige rettigheder, Norge har overdraget de norske samer, til statsministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om et notat, der beskriver, hvorledes Haag-dommen af 1933, der giver Danmark ejendomsretten til Nordøstgrønland, skal fortolkes i forhold til lovforslagene om grønlandsk selvstyrelov, til statsministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm., om et kommende selvstændigt Grønland også skal omfatte de nordøstgrønlandske distrikter på ca. en halv million kvadratkilometer, til statsministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om, at i situationen, hvor Grønlands Selvstyre beslutter sig til en egentlig selvstændighed for Grønland, er det den danske regering, der suverænt afgør, hvor stort et landområde et selvstændigt Grønland skal råde over, til statsministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm. om, at bestemmelsen i hjemmestyrelovens § 10, stk. 3, om at regeringen kan pålægge hjemmestyret at gennemføre foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtigelser, ikke er medtaget i udenrigskapitlet, idet der ifølge lovforslagets bemærkninger er lagt til grund, at en sådan beføjelse tilkommer regeringen også uden en særlig hjemmel i selvstyreloven. Betyder dette, at hvis Grønland overtræder f.eks. FN’s Børnekonvention, så kan regeringen pålægge Grønlands Selvstyre at bringe forholdene i orden, således at man lever op til f.eks. FN’s Børnekonvention, til statsministeren, og ministerens svar herpå


Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til statsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålene og statsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra DF.

Spørgsmål 22:

Regeringen bedes levere et notat, der beskriver, hvilke ressourcemæssige rettigheder Canada har overdraget de canadiske inuitter.

Svar:

Statsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet følgende udtalelse fra Udenrigsministeriet:

»Den canadiske regering har overført ressourcemæssige rettigheder til fire forskellige inuitgrupper i Canada:

Inuitterne Inuvialuit i Northwest Territories, jf. The Western Arctic Claim: The Inuvialuit Agreement fra juni 1984.

Labrador inuitterne i Nunatsiavut, jf. The Labrador Inuit Land Claims Agreement fra 22. januar 2005.

Nunavik inuitterne i det nordlige Quebec, jf. The Agreement between the Inuit of Nunavut Settlement Area and Her Majesty the Queen in right of Canada fra 25. maj 1993.

Inuitterne i Nunavut, jf. Nunavik Inuit Land Claims Agreement fra 1. december 2006.

Alle fire inuitgrupper har ret til at deltage i såkaldte »Co-Management Boards«, der har til formål at overvåge ressourceudviklingen på deres traditionelle landområder. Derudover er der blevet etableret specifikke royalty regimer, som skal sikre, at inuitterne får del i de økonomiske gevinster ved ressourceudviklingen på deres områder«.

Jeg kan henholde mig til Udenrigsministeriets udtalelse.

Spørgsmål 23:

Regeringen bedes levere et notat, der beskriver, hvilke ressourcemæssige rettigheder, USA har overdraget de amerikanske inuitter.

Svar:

Statsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet følgende udtalelse fra Udenrigsministeriet:

»Spørgsmål vedrørende Alaskas oprindelige folks krav til landområder i Alaska blev fastlagt i den såkaldte »Alaska Native Claims Settlement Act« (ANCSA-loven) vedtaget af Kongressen og underskrevet af præsident Nixon i 1971. De oprindelige folks krav til landområder blev med ANCSA-loven ophævet. Til gengæld fik de oprindelige folk ejerskabet over et landareal på 44 millioner ar (178.000.000 km2, svarende til lidt under ti procent af Alaskas landareal) og modtog 962,5 millioner USD i kompensation.

De oprindelige folk har »surface rights« til de omfattede landarealer samt til mineraler i undergrunden. De underjordiske energiressourcer forbliver dog statens og den føderale regerings ejendom.«

Jeg kan henholde mig til Udenrigsministeriets udtalelse.

Spørgsmål 24:

Regeringen bedes levere et notat, der beskriver, hvilke ressourcemæssige rettigheder, Rusland har overdraget de russiske inuitter.

Svar:

Statsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet følgende udtalelse fra Udenrigsministeriet:

»De russiske inuitter/eskimo/oprindelige folk-grupper, der bor i Ruslands nordlige egne, har kun særlige rettigheder med hensyn til jagt og fiskeri til lands og vands ved deres traditionelle beboelsesområder. Disse grupper har ikke særlige rettigheder til undergrundens ressourcer.

For så vidt angår undergrunden følger det af den russiske forfatning, at den russiske føderations folk (forstået som et kollektiv) har ejerskab til undergrundens ressourcer. Staten (den russiske føderation) forvalter disse ressourcer. Private firmaer eller grupper kan således kun være operatører for så vidt angår udvinding.

For så vidt angår jagt og fiskeri er der især tale om hjort, rensdyr og sælfangst. Den privilegerede rettighed til at drive jagt og fangst er fra russisk side begrundet i disse gruppers traditionelle fødemønster samt eneste stabile indkomstkilde.

Det bør også bemærkes, at de russiske inuitter/eskimo/oprindelige folk-grupper, der bor i Ruslands nordlige egne, ofte udgør en minoritet i de administrative enheder. Etniske russere udgør typisk majoriteten i de administrative enheder.«

Jeg kan henholde mig til Udenrigsministeriets udtalelse.

Spørgsmål 29:

Bestemmelsen i hjemmestyrelovens § 10 stk 3, om at regeringen kan pålægge hjemmestyret at gennemføre foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtigelser, er ikke medtaget i udenrigskapitlet, idet der ifølge lovforslagets bemærkninger er lagt til grund, at en sådan beføjelse tilkommer regeringen også uden en særlig hjemmel i selvstyreloven.

Betyder dette, at hvis Grønland overtræder f.eks. FN´s Børnekonvention, så kan regeringen pålægge Grønlands Selvstyre, at bringe forholdende i orden således at man lever op til f.eks. FN´s Børnekonvention.

Svar:

Det fremgår af forslag til lov om Grønlands Selvstyre § 16, stk. 1, at Grønlands Selvstyre er undergivet de forpligtelser, der følger af folkeretlige aftaler og andre internationale regler, som til enhver tid er bindende for riget.

Af bemærkningerne til § 16 fremgår, at bestemmelsen i stk. 1, i alt væsentligt svarer til hjemmestyrelovens § 10, stk. 1 og 3, hvorefter regeringen kan pålægge hjemmestyret at gennemføre foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtelser. Det fremgår endvidere, at en tilsvarende bestemmelse ikke er medtaget i udenrigskapitlet, idet det er lagt til grund, at en sådan beføjelse tilkommer regeringen også uden en særlig hjemme i selvstyreloven.

Regeringen vil således også efter ikrafttrædelse af selvstyreloven kunne pålægge selvstyret at gennemføre foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtelser, herunder til opfyldelse af FN’s Børnekonvention, som er gældende for Grønland.