Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Klage over manglende information om indgrebets karakter ved laparoskopi og om operationens forløb

Resumé

En 18-årig kvinde indlagt på sygehuset efter 3 dages smerter i maven. Dagen efter fik patienten foretaget en kikkertundersøgelse af bughulen (laparoskopi), som viste, at blindtarm, æggeledere, æggestokke og galdeblære var normale, og at der var forstørrede lymfekirtler i tarmkrøset. Patienten blev set til rutine-mæssig stuegang dagen efter. Hun blev ikke informeret om operationen. Den efterfølgende dag blev hun udskrevet i bedring.

Der blev klaget over, at patienten ikke blev informeret tilstrækkeligt om indgrebet, herunder operations-metode, og hvad der operativt skulle fjernes. Der blev endvidere klaget over, at patienten ikke blev informeret korrekt om, hvad man havde fjernet under indgrebet, idet hun modstridende fik oplyst blindtarmen var fjernet, herefter at den ikke var.

For så vidt angår klagen over den manglende information forud for indgrebet fandt nævnet ikke anledning til kritik af informationen. Nævnet fandt dog at lægen burde have journalført den givne information. Nævnet lagde vægt på, at det var praksis på afdelingen, at den opererende læge i forbindelse med akutte operationer skulle informere patienten om operationens planlagte forløb og fremkomme med de fornødne forbehold over for fund under selve operationen, som kan foranledige ændring i det videre forløb.

Videre lagde nævnet vægt på at det fremgik af klagen, at patienten inden kikkertundersøgelsen var blevet informeret om at man vil fjerne blindtarmen. Endelig lagde nævnet vægt på, at den informerende læge oplyste, at det ikke var muligt at orientere om, hvilken operation der kunne komme på tale, eller om der skulle fjernes noget - fordi selve laparoskopien havde opklarende karakter. Patientklagenævnet fandt det herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, at patienten ikke blev informeret tilstrækkeligt inden indgrebet.

For så vidt angår klagen over den ukorrekte information efter indgrebet fandt nævnet, at lægen, der gik stuegang den 10. august 2000 havde overtrådt lov om patienters retsstillings § 7 ved sin information.

Nævnet lagde vægt på, at det var praksis på afdelingen, at det er den læge, der gik første stuegang efter operationen, som skulle orientere patienten om operationens faktiske forløb. Det skyldtes, at den opererende læge ikke altid kan være til stede, når patienten vågner op.