Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om arbejdsmarkedsbidrag (arbejdsmarkedsbidragsloven)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Bidragssats

§ 1. Personer, der er skattepligtige her til landet, svarer skat i form af arbejdsmarkedsbidrag til staten efter denne lov. Bidraget udgør 8 pct. af grundlaget, jf. § 2.

Lønmodtagere m.v.

§ 2. Grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for lønmodtagere m.v. er følgende indkomster, jf. dog stk. 2 og § 3:

1) Ethvert vederlag i penge eller naturalier, der kan henføres til personligt arbejde i ansættelsesforhold, herunder løn i opsigelsesperiode, løn under sygdom og barsel m.v., efterbetalinger, fratrædelsesgodtgørelser, efterløns- og pensionslignende ydelser m.v., når sådanne ydelser har sammenhæng med et tidligere ansættelsesforhold eller hverv.

2) Ethvert vederlag, som indgår i den personlige indkomst, i penge eller naturalier modtaget uden for ansættelsesforhold, når der ikke er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder efterbetalinger m.v. i forbindelse hermed samt den skattepligtige værdi af udbytter som nævnt i ligningslovens § 16 A, stk. 6.

3) Ethvert vederlag i penge eller naturalier for at være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet.

4) Indbetalinger foretaget af arbejdsgiver, tidligere arbejdsgiver eller offentlige myndigheder til pensionsordninger i samme omfang som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 19.

5) Indbetalinger foretaget af arbejdsgiver til pensionsordninger etableret i udlandet, når indbetalingerne i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst for lønmodtageren.

Stk. 2. Vederlag i form af naturalier som nævnt i stk. 1 indgår i grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag med den skattepligtige værdi. Ved naturalier forstås i denne lov:

1) Fri kost og logi.

2) Bil, som helt eller delvis vederlagsfrit stilles til rådighed for den skattepligtige.

3) Multimedier, som helt eller delvis vederlagsfrit stilles til rådighed for den skattepligtige, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, nr. 3.

4) Fri sommerbolig omfattet af ligningslovens § 16, stk. 5, 2.-4. og 8. pkt.

5) Fri lystbåd omfattet af ligningslovens § 16, stk. 6, 2.-4. og 9. pkt.

6) Fri helårsbolig omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i ligningslovens § 16, stk. 9, 13. pkt.

7) Aktier, tegningsretter til aktier eller køberetter til aktier omfattet af ligningslovens § 16 eller § 28, stk. 1 eller 2, jf. statsskattelovens § 4.

Stk. 3. Arbejdsgiveren svarer arbejdsmarkedsbidrag af indbetalinger, som ikke kan henføres til den enkelte ansatte, og som arbejdsgiveren foretager til en pensionskasse omfattet af lov om tilsyn med firmapensionskasser eller til en hjælpe- og understøttelsesfond som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 52.

§ 3. Følgende medregnes ikke i grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag:

1) Vederlag omfattet af § 5 i lov om beskatning af søfolk.

2) Ydelser i henhold til lov om biblioteksafgift.

3) Vederlag som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, i det omfang sådanne vederlag ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Selvstændigt erhvervsdrivende

§ 4. Grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for selvstændigt erhvervsdrivende, som ikke anvender virksomhedsordningen i virksomhedsskattelovens afsnit I, udgør den personlige indkomst ved selvstændig virksomhed, jf. personskattelovens § 3. Ydelser i henhold til lov om biblioteksafgift medregnes ikke i grundlaget.

Stk. 2. Bidrag og præmier til pensionsordninger m.v. i samme omfang som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 18 samt bidrag efter denne lov fragår ikke ved opgørelsen af grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget.

Stk. 3. Negativ personlig indkomst, der er fremført efter personskattelovens § 13, stk. 3 og 4, fragår i grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget. Den del af den fremførte negative personlige indkomst, der hidrører fra bidrag og præmier til pensionsordninger m.v. som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 18, fragår dog ikke.

§ 5. Grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for selvstændigt erhvervsdrivende, som anvender virksomhedsordningen i virksomhedsskattelovens afsnit I, udgør summen af overførsel fra virksomhedens skattepligtige overskud med fradrag af kapitalafkast efter virksomhedsskattelovens § 5, stk. 1, nr. 3, litra a, og overførsel af beløb fra virksomhedens konto for opsparet overskud med tillæg af den virksomhedsskat, der svarer hertil, til den skattepligtige samt rentekorrektion, der medregnes til den personlige indkomst efter virksomhedsskattelovens § 11, stk. 3.

Stk. 2. Hvis den skattepligtige efter virksomhedsskattelovens § 23 a har valgt at medregne kapitalafkast som personlig indkomst, nedsættes kapitalafkastet, der skal fradrages efter stk. 1, med det beløb, der skal medregnes som personlig indkomst.

Stk. 3. § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse for personer omfattet af stk. 1.

§ 6. Til personer omfattet af § 5, som modtager ydelser i henhold til lov om biblioteksafgift, ydes en godtgørelse på 8,7 pct. af biblioteksafgiften.

Stk. 2. Godtgørelsen ydes i det indkomstår, hvor biblioteksafgiften modtages. Godtgørelsen indgår i bidragsgrundlaget efter denne lov og medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst i det pågældende indkomstår. Godtgørelsen betragtes som indbetalt foreløbig skat og modregnes i modtagerens slutskat for det pågældende indkomstår, jf. kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra j.

Opkrævning m.v.

§ 7. Bestemmelserne i kildeskatteloven og opkrævningsloven om indeholdelse, opkrævning, hæftelse m.v. finder anvendelse ved indeholdelse og opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag efter denne lov.

Ikrafttræden m.v.

§ 8. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra indkomståret 2011.

Stk. 2. Lov om arbejdsmarkedsbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008 ophæves med virkning fra den 1. januar 2011, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. For personer, for hvem indkomståret 2011 påbegyndes på et andet tidspunkt end den 1. januar 2011, har lov om arbejdsmarkedsbidrag, jf. stk. 2, virkning frem til tidspunktet for påbegyndelsen af indkomståret 2011.

§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 2009

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Kristian Jensen