Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag
Bilag 1 Miljø- og Energiministeriets skrivelse af 9. februar 2001 til Hovedstadens Udviklingsråd, amterne og kommunerne om nedsættelse af sagsbehandlingtider for VVM-screening af husdyrbrug uden at det grundlæggende naturbeskyttelses-hensyn går tabt, med bilag.
Bilag 2 Lovbekendtgørelse nr. 518 af 11. juni 2000, Bekendtgørelse af lov om planlægning A20000051829
Bilag 3 Bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999, Bekendtgørelse om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelsen) B19990042805
Bilag 4 Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 14001 af 30. december 1997, Cirkulære om regionplanlægning og landzoneadministration for anlæg til intensiv husdyrproduktion, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad (VVM-pligtige anlæg)C19971400109
Bilag 5 Miljø- og Energiministeriets vejledning nr. 14002 af 30.december 1997, Vejledning om planlægning og administration af anlæg til intensiv husdyrproduktion,der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad (VVM-pligtige anlæg)C19971400260
Bilag 6 Bekendtgørelse nr. 71 af 4. november 1999, Bekendtgørelse af konventionen af 25.februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne. (Espoo-konventionen)L19990007164
Bilag 7 Bekendtgørelse nr. 646 af 29. juni 2001, Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed B20010064605
Bilag 8 Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr.849 af 30. september 1994, Bekendtgørelse om tilladesle m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning (VVM)B19940084905
Bilag 9 Bekendtgørelse nr.106 af 1. februar 2000, Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer B20000010605
Bilag 10 Rådets direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (85/337/EØF) ¿ (VVM-direktivet)
Bilag 11 Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet
Bilag 12 Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald
Bilag 13 Rådets direktiv 94/31/EF af 27. juni 1994 om ændring af direktiv 91/689/EØF om farligt affald
Bilag 14 Rådets beslutning af 22. december 1994 om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i direktiv 91/689/EØF om farligt affald (94/904/EF)
Bilag 15 Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald
Bilag 16 Kommissionens beslutning af 20. december 1993 om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1,litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald (94/3/EF)
Bilag 17 Kommissionens beslutning af 3.maj 2000 om afløsning af beslutning 94/3/EF om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1,litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald og Rådets beslutning 94/904/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1,. sTk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald (2000/532/EF)
Bilag 18 Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 om ændring af direktiv 75/442/EØF om affald
Bilag 19 Rådets direktiv 96/59/EF af 16. september 1996 om bortskaffelse af polychlorbiphenyler og polychlorterphenyler (PCB/PCT)
Bilag 20 Kommissionens beslutning af 24. maj 1996 om tilpasning af bilag IIA og IIB til Rådets direktiv 75/442/EØF om affald (Tekst af betydning for EØS) 96/350/EF
Bilag Bilagsoversigt
Den fulde tekst

VVM-Vejledning om visse offentlige og private anlægs indvirkning på miljøet

 

Kapitel 1

Indledning

Denne vejledning erstatter afsnit III-D i vejledning nr. 187 af 14. november 1996 om planloven samt vejledning om tilvejebringelse af regionplantillæg med VVM for svine- og fjerkræfarme, december 1996.

Siden 1989 har det været en del af regionplanlægningen at udføre en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM) af større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet væsentligt, jf. nu planlovens § 6, stk. 3, nr. 4, og stk. 7, § 6 c, § 7, stk. 3, § 8 samt § 64, stk. 2.

Denne del af regionplanlægningen kan kun gennemføres når et bestemt anlæg eller projekt konkretiseres så meget at de foreskrevne krav til en VVM-redegørelse kan opfyldes. De VVM-pligtige anlæg vil derfor normalt blive vurderet i tillæg til regionplanen.

VVM-direktivet er den korte betegnelse for Rådets direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (85/337/EØF), med ændringer som følge af Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.

Bestemmelserne om VVM i planloven og samlebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om suplerende regler i medfør lov om planlægning) er nærmere omtalt i det følgende.

Direktivet og ændringsdirektivet, Lovbekendtgørelsen af planloven og bekendtgørelserne indeholdende VVM-reglerne er gengivet som bilag til denne vejledning.

Kapitel 2

VVM-procedurens enkelte elementer

2.1 Screening – spørgsmålet om VVM-pligt

På fig. 1 er vist et flow-diagram over VVM-proceduren. VVM-reglerne vedrører anlæg som må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt. Anlæggene er opført på to bilag til samlebekendtgørelsen (bek. nr. 428 af 2. juni 1999).

På bilag 1 er oplistet alle anlæg der umiddelbart er omfattet af VVM-proceduren.

Endvidere indeholder bekendtgørelsen et bilag 2. Tilsammen udgør de to bilag en udtømmende liste over anlæg der omfattes af VVM-reglerne og kan være VVM-pligtige.

Bilag 2 anlæg er kun omfattet af VVM-pligten hvis de af regionplanmyndigheden (amterne, i hovedstadsområdet dog HUR – Hovedstadens UdviklingsRåd) konkret skønnes at kunne påvirke miljøet væsentligt. For at kunne afgøre dette gennemføres en såkaldt screening (udvælgelse).

Screeningen er for langt hovedparten af alle anlægsprojekter den eneste berøring de får med VVM-reglerne. Det er derfor vigtigt at screeningsfasen er simpel og ikke mindst hurtig.

Screeningen er en administrativ proces hvor det på grundlag af en række kendte kriterier – samlebekendtgørelsens bilag 3 – af regionplanmyndigheden konkret afgøres om et anlæg må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt.

Det er således ikke hensigten at screeningen skal forelægges for de amtskommunale udvalg og råd forud for afgørelsen.

For enkelte af disse anlægstyper er der i byggeloven beregnet en sagsbehandlingstid på 14 dage (anmeldelsessagerne), og det vil derfor være naturligt og i de fleste tilfælde også muligt at gennemføre screeningen indenfor samme tidsramme.

Dette forudsætter dog at alle for screeningen relevante oplysninger er tilstede på anmeldelsestidspunktet – det vil sige en beskrivelse af anlægget, dets udformning og placering, herunder hvilke arealer og miljøer anlægget vil kunne påvirke både i anlægsfasen og driftsfasen.

Hvis et anlæg af regionplanmyndigheden skønnes at være VVM-pligtigt, men at de væsentlige miljøpåvirkninger der udløser VVM-pligten samtidig vurderes at kunne fjernes ved at ændre projektet, bør der tages kontakt med bygherren med henblik på at opnå sådanne ændringer.

Bygherren får så mulighed for at trække sin ansøgning tilbage. Spørgsmålet om VVM-pligt af det ændrede projekt skal så formelt afgøres ved en ny screening.

Herved opnås en for miljøet bedre løsning og en kortere, mindre kompliceret og mere smidig sagsbehandling.

Resultatet af screeningen med klagevejledning skal meddeles bygherren og samtidig offentliggøres. Er resultatet at der ikke er VVM-pligt, annonceres dette med en klagevejledning. Er der VVM-pligt bliver offentligheden underrettet ved indkaldelsen af ideer og forslag, jf. nedenfor.

2.2 Scoping – idéfasen og foroffentlighed

For VVM-pligtige anlæg indledes VVM-vurderingen med en indkaldelse af ideer og forslag. Denne fase som i regionplansammenhæng kaldes den forudgående offentlighedsfase er internationalt benævnt scoping -fasen.

Sigtet med scopingfasen er nærmere og mere konkret at få fastlagt undersøgelsesindholdet af den forestående VVM-vurdering.

Det påhviler regionplanmyndigheden at tage ansvar for at de undersøgelser der gennemføres i forbindelse med et givet anlægsprojekt, både er relevante og fyldestgørende.

Inddragelsen af offentligheden i scopingfasen er med til at sikre at de spørgsmål der rejser sig i den berørte del af offentligheden, inddrages på det tidligst mulige tidspunkt i arbejdet med VVM-vurderingen, så de kan sikres en så fyldestgørende behandling som muligt uden at virke unødigt forsinkende på sagsbehandlingen.

Det anbefales at regionplanmyndigheden, før den indkalder ideer og forslag som det er foreskrevet i planlovens § 22, klargør hvilke emner og miljøkonsekvenser der kan tænkes at ville udgøre hovedproblemerne i VVM-redegørelsen. Amtet kan ved at tilkendegive dette i forbindelse med indkaldelsen af ideer og forslag sikre sig at borgerne indledningsvis har haft lejlighed til at forholde sig til de væsentligste dele af undersøgelsesindholdet, og dermed sikre sig mod at væsentlige forhold umiddelbart er overset. Det er i den forbindelse vigtigt at de berørte borgere samtidig får lejlighed til at danne sig deres egen mening om hvilke miljøforhold der lokalt forekommer væsentlige.

2.3 VVM-redegørelsen, forslag til regionplanretningslinier og offentlig høring

Det er ikke muligt at angive et typisk tidsforbrug i forbindelse med selve konsekvensvurderingen da dette i høj grad vil bero på kvaliteten af bygherrens oplysninger, tilgængelige miljøoplysninger og behovet for yderligere undersøgelser.

Når udkastet til VVM-redegørelse og regionplanretningslinier er tilvejebragt, forelægges det for amtsrådet/HUR som på dette tidspunkt tager stilling til om projektet skal fremmes. Ønskes projektet fremmet beslutter amtsrådet/HUR at forslaget kan offentliggøres. Såfremt projektet forudsætter en godkendelse i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 vil et forslag til miljøgodkendelse skulle offentliggøres samtidig med VVM-redegørelsen.

Selve offentlighedsfasen skal ifølge planloven have en varighed af mindst 8 uger.

Efter afslutningen af offentlighedsfasen, forestår en behandling af de indkomne indsigelser.

2.4 Vedtagelse, tilladelser og godkendelser

På baggrund af de indkomne indsigelser under offentlighedsperioden vurderer regionplanmyndigheden om der skal gennemføres eventuelle justeringer af forslaget til regionplanretningslinier. Forslaget vedtages eller opgives herefter endeligt af amtsrådet/HUR. Både afgørelsen om ikke at vedtage og afgørelsen om at vedtage regionplanretningslinierne skal offentliggøres sammen med begrundelsen for afgørelsen. I forbindelse med offentliggørelsen skal der gives klagevejledning. Klagefristen er 4 uger.

Såfremt et VVM-pligtigt anlæg besluttes tilladt, vil der skulle gives en særlig tilladelse, fx miljøgodkendelse, før anlægsarbejdet må igangsættes.

2.5 VVM-procedurens varighed

Tidsforbruget i forbindelse med VVM-pligtige anlæg baseret på Landsplanafdelingens oplysninger om 70 afsluttede VVM-sager i perioden fra oktober 1994 til juni 1999 fordeler sig således:

50% af sagerne var afsluttet inden der var gået 11 måneder, 25% af sagerne var mere end 16 måneder om at blive afsluttet, 10% af sagerne havde en sagsbehandlingstid på mere end 25 måneder.

Det typiske tidsforbrug i forbindelse med behandlingen af VVM-pligtige anlæg er inklusive de to offentlighedsfaser ca. et år. Som samtidig må være det tidsforbrug regionplanmyndighederne har som målsætningen for behandlingen af VVM-pligtige anlæg.

Kapitel 3

VVM-reglerne

3.1 Planloven

Efter planlovens § 6, stk. 3, nr. 4 skal der fastsættes regionplanretningslinier for de i § 6 c nævnte anlæg. I følge § 6 c er det større enkeltanlæg der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad. Efter samme § 6 c skal der for sådanne anlæg tilvejebringes retningslinier ledsaget af en redegørelse der indeholder en vurdering af de miljømæssige konsekvenser (VVM-pligt), jf. § 6, stk. 7.

Efter § 6 c, stk. 2, er regionplanmyndigheden forpligtet til at fremme en VVM-sag mest muligt hvis det ønskede anlæg i øvrigt er i overensstemmelse med retningslinierne i regionplanen for området. Regionplanmyndigheden er i så fald forpligtet til at tilvejebringe et forslag til regionplantillæg.

Spørgsmålet om hvorvidt anlægget er i overensstemmelse med retningslinierne i regionplanen, er et retligt spørgsmål der kan påklages til Naturklagenævnet efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 4.

Pligten til at fremme sagen mest muligt betyder ikke at regionplanmyndigheden er forpligtet til at vedtage et forslag til regionplantillæg der muliggør etableringen af anlægget. Hvis behandlingen af planforslaget medfører at regionplanmyndigheden må vurdere at etableringen af anlægget er planlægningsmæssigt eller miljømæssigt uforsvarlig, kan regionplanmyndigheden undlade at vedtage forslaget og således stoppe VVM-proceduren inden offentliggørelsen af regionplanforslaget. Regionplanmyndighedens vurdering heraf kan kun påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål.

Pligten til at tilvejebringe et forslag til regionplantillæg gælder endvidere ikke hvis en nødvendig landzonetilladelse ikke kan opnås. Det betyder at landzonemyndigheden kan meddele afslag på en ansøgning om landzonetilladelse uden forudgående VVM-vurdering. Afslaget kan efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 påklages til Naturklagenævnet. Stadfæster nævnet afslaget, er sagen afgjort. Finder nævnet imidlertid at der ville kunne opnås en landzonetilladelse, kan nævnet hjemvise sagen som herefter må behandles efter VVM-reglerne - det vil sige at amtet skal udarbejde et forslag til regionplantillæg med VVM-redegørelse for det pågældende anlæg.

I § 6 c, stk. 3 er der indført hjemmel til at ministeren kan fastsætte regler om at VVM-pligtige anlæg først må påbegyndes når de har opnået regionplanmyndighedens tilladelse. Bestemmelser om VVM-tilladelse er fastsat i samlebekendtgørelsens § 8.

Efter lovens § 8 kan miljø- og energiministeren fastsætte nærmere regler om hvilke anlæg der er omfattet af lovens § 6 c, samt hvilke mindsteoplysninger der er nødvendige for at en miljømæssig vurdering kan foretages.

Sådanne bestemmelser er fastsat i kap. 2 i samlebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999).

3.2 Samlebekendtgørelsen

I forhold til den tidligere samlebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994) er listen over anlæg, der obligatorisk er omfattet af VVM-bestemmelserne (bilag 1) udvidet. Endvidere er listen over mulige VVM-pligtige anlæg - bilag 2 - ændret væsentligt. Anlæg opført på bilag 2 er dog fortsat kun omfattet af VVM-reglerne hvis de på grundlag af et konkret skøn må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt.

Til brug herfor er der i bilag 3 til samlebekendtgørelsen angivet en række kriterier som skal lægges til grund for udøvelsen af dette skøn.

Det tidligere bilag 3 er nu bilag 4. Indholdet er i det væsentlige det samme, men der er dog fastsat visse ændrede krav til behandlingen af alternativer samt visse justeringer for så vidt angår kravet til oplysningerne og vurderingerne. Det er fortsat et krav at de socioøkonomiske konsekvenser af miljøpåvirkningerne skal beskrives. Det vil sige at de erhvervsmæssige og social-økonomiske konsekvenser der vurderes at kunne opstå som følge af projektets miljøkonsekvenser, skal fremgå af redegørelsen.

VVM-direktivet omfatter også anlæg på søterritoriet. De er ikke omfattet af planloven og samlebekendtgørelsen. En undtagelse er dog havdambrug, som kan være omfattet af planlovens VVM-bestemmelser. Anlæg på søterritoriet kan være omfattet af Trafikministeriets regler om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet der administreres af Kystdirektoratet. Dette gælder dog ikke vindmøller, olie- og gasrørledninger, fjernvarme hvor Energistyrelsen er den kompetente myndighed og råstofindvinding (ral- og sandsugning) hvor Skov- og Naturstyrelsen er den kompetente myndighed.

Trafikministeriet har udstedt bekendtgørelse nr. 128 af 11. marts 1999 om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet (VVM) som Kystdirektoratet i Lemvig administrerer for så vidt angår de anlæg der henhører under Trafikministeriet, hovedsagelig havne og kystbeskyttelsesanlæg.

Dette gælder dog kun selve anlægget på søterritoriet. Således vil etableringen af et affaldsdepot i en havnemole være at betragte som et landanlæg i relation til både miljøbeskyttelsesloven og VVM og dermed evt. omfattes af planlovens VVM-bestemmelser. Beslutningen om molens etablering er et anlæg på søterritoriet omfattet af bekendtgørelsen om anlæg på søterritoriet.

For at optimere samarbejdet mellem myndighederne hører Kystdirektoratet altid den berørte amtskommune i forbindelse med stillingtagen til VVM-pligten for anlæg på søterritoriet, og hvis der i den forbindelse er anlæg på land, spørges amtet om de pågældende anlæg er VVM-pligtige. Hvis der er VVM-pligt for landdelen bemyndiges amtet efter aftale til at medtage anlægget på søterritoriet i VVM-redegørelsen således at der kan fortages en samlet vurdering og afholdes samtidige offentlighedsperioder. Omvendt bør amtet tilsvarende høre Kystdirektoratet såfremt anlæg på land også indebærer anlæg på søterritoriet og derfor er omfattet af Trafikministeriets regler om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet (VVM). Samtidig bør der etableres et samarbejde om miljøvurderingen efter udløbet af for-offentlighedsperioden.

3.3 Undtagelser fra VVM-reglerne

Samlebekendtgørelsens § 4 indeholder bestemmelser om hvornår et anlæg der ellers ville være omfattet af VVM-pligten, er undtaget fra bestemmelserne om VVM i bekendtgørelsen.

Undtaget er anlæg der tager sigte på det nationale forsvar hvis Forsvarsministeriet skønner at anvendelsen af VVM-reglerne i relation til det konkrete anlæg vil have skadelige virkninger for nationens sikkerhed.

Undtaget er endvidere anlæg, der vedtages i enkeltheder ved særlig lov – typisk anlægslove - jf. planlovens § 8, stk. 1. I disse tilfælde sker tilvejebringelsen af oplysningerne om anlæggets virkninger på miljøet og inddragelsen af offentligheden under anlægsmyndighedens forberedelse af lovforslaget.

Kapitel 4

Anlæg og projekter

I planloven og samlebekendtgørelsen anvendes betegnelsen »anlæg« om de foranstaltninger der er omfattet af reglerne. Det skal angive at det er anlægsarbejder og konkrete projekter hertil i modsætning til planer om anlæg. Der er således intet til hinder for at der - uden VVM-vurdering - tilvejebringes generelle bestemmelser i lokal-, kommune- eller regionplaner, som indeholder rammer/retningslinier for anlæg som kan være VVM-pligtige.

Hvis en bygherre ønsker at et VVM-pligtigt projekt gennemgår VVM-proceduren vil regionplanmyndigheden være forpligtet til at udarbejde et forslag til regionplantillæg hvis projektet i øvrigt er i overensstemmelse med den gældende regionplan – jf. planlovens § 6c, stk. 2. Dette gælder dog ikke i de tilfælde hvor der kræves zonetilladelse og regionplanmyndigheden har besluttet at meddele afslag på denne.

Alle VVM-pligtige anlæg er idag omfattet af et krav om en særlig tilladelse – enten en VVM-tilladelse eller en af de godkendelser og tilladelser der er nævnt i bekendtgørelsens § 8, stk. 3. Tilladelserne må ikke gives før VVM-proceduren er afsluttet, og regionplanmyndigheden endeligt har vedtaget de nødvendige regionplanretningslinier for anlægget – se tillige kap. 11.

Kapitel 5

VVM-pligt

Anlæg anført i bilag 1 til samlebekendtgørelsen er altid omfattet af VVM-pligten når der er tale om nyanlæg eller væsentlige ændringer af bestående anlæg der kan sidestilles med nyanlæg jf. herom pkt. 6.1 og 2.

Anlæg angivet på bekendtgørelsens bilag 2 er omfattet af VVM-pligten når det pågældende anlæg efter et konkret skøn antages at kunne påvirke miljøet væsentligt, jf. bekendtgørelsens § 3 stk. 2. Ved udøvelsen af dette skøn skal der tages hensyn til de kriterier der er angivet i bilag 3.

Ændringer eller udvidelser af anlæg nævnt i bilag 1 og bilag 2 er hvis ændringen kan være til skade for miljøet, omfattet af bestemmelserne om screening idet disse ændringer og udvidelser er opført som punkt 13 i bilag 2.

Afgørelsen af om et anlæg er opført på et af de to bilag er ikke en del af screeningen og skal som sådan ikke offentliggøres.

Derimod skal afgørelsen af om et anlæg omfattet af bilag 2 er VVM-pligtigt - dvs. resultatet af screeningen - i henhold til bekendtgørelsens § 6 offentliggøres med klagevejledning. Afgørelsen er et retligt spørgsmål som efter § 58, stk. 1, nr. 4, i planloven kan påklages til Naturklagenævnet.

Screeningen bør ske på det tidspunkt hvor en bygherre første gang henvender sig til Regionplanmyndigheden med henblik på at opnå tilladelse til at opføre et anlæg der er angivet på bilag 2 til bekendtgørelsen.

Hvis bygherren henvender sig til kommunen, og kommunen umiddelbart skønner at der muligvis kan være tale om et anlæg omfattet af VVM-reglerne, bør kommunen oplyse dette for bygherren og opfordre denne til at rette henvendelse til regionplanmyndigheden, med henblik på at få afgjort om anlægget er VVM-pligtigt.

Resulterer screeningen i at et anlæg er omfattet af VVM-pligten og anlægget i øvrigt vurderes at være i overensstemmelse med den gældende regionplans retningslinier, er Regionplanmyndigheden, jf. planlovens § 6 c, stk. 2, forpligtet til at fremme arbejdet med VVM-vurderingen mest muligt. Det vil sige at udarbejde et forslag til et regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse for anlægget.

Dette gælder dog ikke hvis en nødvendig landzonetilladelse ikke vil kunne opnås.

Hvis anlægget forudsætter tilvejebringelse af en lokalplan, kan proceduren og sagsbehandlingen fremmes ved samtidig offentliggørelse af forslaget til regionplantillæg og forslaget til lokalplan. Lokalplanforslaget bør dog ikke vedtages endeligt før regionplanretningslinierne er endeligt vedtaget, og kommunalbestyrelsen har sikret sig at lokalplanforslaget kan bringes i overenstemmelse med regionplanen uden fornyet offentlighedsfase – jf. planlovens § 27.

For så vidt angår anlæg der skal miljøgodkendes, er det fastsat i bekendtgørelse nr. 646 af 29. juni 2001 om ændring af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed at der samtidig med offentliggørelsen af regionplanforslaget - typisk et regionplantillæg - også skal fremlægges forslag til afgørelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Dette krav om samtidighed skal sikre en hensigtmæssig sagsbehandling for såvel myndigheder som bygherre idet det herved sikres at de samme oplysninger indgår i såvel VVM-vurderingerne som miljøgodkendelsen.

Kapitel 6

Anlæg, der altid er VVM-pligtige - bilag 1

Anlæg opført på bilag 1 til samlebekendtgørelsen er altid omfattet af VVM-reglerne ved nyanlæg og ved væsentlige ændringer der kan sidestilles med nyanlæg.

6.1 Nyanlæg

Ved nyanlæg forstås enhver etablering af den pågældende anlægstype på arealer eller i bygninger hvor denne ikke tidligere har været placeret, eller udvidelse og/eller ændring af et anlæg der ikke hidtil har været omfattet af bilag 1, således at anlægget efter udvidelsen eller ændringen i henhold til kriterierne i bilag 1 nu bliver omfattet af den obligatoriske VVM-pligt.

Det vil sige at fx en udvidelse af antallet af svin på en landbrugsejendom således at man efter udvidelsen kommer over det antal hvor der kræves VVM-vurdering efter bilag 1 (250 dyreenheder), er et nyanlæg som skal behandles efter VVM-reglerne.

Anlæg der tidligere i henhold til bilag 2 har været VVM-vurderet og således allerede har en VVM-tilladelse, bliver dog kun omfattet af krav om fornyet VVM-vurdering hvis VVM-pligten udløses i henhold til bilag 2, nr. 13 - se tillige afsnit 7.2 og afsnit 7.5 pkt 13 - eller ændringen i sig selv kan sidestilles med et VVM-pligtigt nyanlæg.

6.2 Ændringer, der kan sidestilles med nyanlæg

Ved bestående anlæg forstås anlæg der tidligere er godkendt eller i øvrigt er lovlige i henhold til planloven fordi de ikke krævede godkendelse efter planlovgivningen da de blev etableret. jf. Naturklagenævnets afgørelse af 24. juni 1999 j.nr. 97-33/500-0055.

Ændringer der kan sidestilles med nyanlæg, er ændringer hvorved et bestående anlæg skifter karakter fx ved hel eller delvis ændring af produktionen eller anvendelsen.

Specielt vil ændringer i forbindelse med anmeldelsespligtige risikobetonede aktiviteter ofte medføre krav om (fornyet) VVM-vurdering. Det vil være tilfældet når der på grund af en væsentlig udvidelse eller væsentlig ændring kræves fornyet anmeldelse m.v. i henhold til risikobekendtgørelsens § 5 - Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 106 af 1. februar 2000 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.

Ændringer der i sig selv er så store at de opfylder kriterierne i bilag 1, er i sig selv nyanlæg og dermed VVM-pligtige. Det gælder uanset om ændringen anlægges selvstændigt, eller er tænkt integereret i eller funktionelt er sammenhørende med et eksisterende anlæg - jf. EU-domstolens dom af 11. august 1995, C-431/92 – kraftværket i Großkrotzenburg.

6.3 Kommentarer til enkelte af anlægstyperne i bilag 1

De anlægstyper der findes på samlebekendtgørelsens bilag 1, er også optaget på bekendtgørelsen bilag 2 medmindre bilag 1 inkluderer alle anlæg af den pågældende anlægstype. Det skyldes, at en korrekt implementering af VVM-direktivet forudsætter at de grænseværdier og kriterier der anvendes i bilag 1, suppleres med en screening af anlæg som ikke omfattes af disse grænseværdier og kriterier.

Grænsen i bilag 1 er imidlertid fastsat således at den i almindelighed kan være afgørende for hvornår der er VVM-pligt. I det følgende kommenteres nogle af de anlægstyper der er angivet på bilag 1, som typisk har givet anledning til spørgsmål.

6.

Integrerede kemiske anlæg, dvs. anlæg til fremstilling i industriel målestok af stoffer ved kemisk omdannelse, som ligger side om side og funktionelt hører sammen, og som er

til fremstilling af organiske grundkemikalier

til fremstilling af uorganiske grundkemikalier

til fremstilling af phosphat-, kvælstof- eller kaliumholdig kunstgødning (også blandingsgødning)

til fremstilling af basisplantebeskyttelsesmidler og biocider

til fremstilling af farmaceutiske basisprodukter ved hjælp af kemisk eller biologisk proces

til fremstilling af sprængstoffer.

Begrebet »integrerede kemiske anlæg« er alene forklaret med eftersætningen »dvs. anlæg til fremstilling i industriel målestok af stoffer ved kemisk omdannelse som ligger side om side og funktionelt hører sammen«.

EF-domstolen har i dom af 2. maj 1996 mod Belgien (C-133/94) nærmere beskrevet begrebet på følgende måde: »Det afgørende element i begrebet »integrerede kemiske anlæg« er endvidere netop, at de er integrerede, idet andre kemiske anlæg henhører under bilag II, punkt 6. ., idet spørgsmålet, om et kemisk anlæg er integreret, ikke afhænger af anlæggets forarbejdningskapacitet eller af, hvilken type kemiske stoffer der forarbejdes, men af, om det omfatter produktionsenheder, der hører sammen, og som funktionelt udgør én enkelt produktionsenhed.«

Kommissionen har endvidere gjort opmærksom på at en indsnævrende fortolkning af begrebet ville være i strid med direktivet.

Begrebet »industriel målestok« indikerer at der ikke er tale om udviklingsarbejder og forsøgsproduktioner.

Dette betyder at større eller mindre procesanlæg hvor enhederne til fremstilling af et bestemt produkt er forbundne kan betegnes som et »integreret kemisk anlæg« i henhold til direktivet og dermed bekendtgørelsen. Dette gælder uanset om enhederne ligger i samme eller forskellige bygninger.

Punktets øvrige begreber findes tilsvarende i IPPC-direktivet (Rådets direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening). Dette direktiv er implementeret i dansk lovgivning gennem »i-mærkningen« i bekendtgørelse nr. 646 af 29. juni 2001 om godkendelse af listevirksomhed. I-mærkningen følger imidlertid ikke IPPC-direktivets anlægskategorier og kan således for så vidt angår den kemiske industri omfatte flere anlægstyper end omfattet af VVM-reglerne.

7.

Nyanlæg af jernbaner til fjerntrafik samt lufthavne 1)  med start- og landingsbane på mindst 2.100m.

Flyvepladser, hvis støjkonsekvensområder medfører væsentlige støjgener i områder, der er bebygget, udlagt til boligformål eller anden støjfølsom anvendelse.

Anlæg af motorveje og motortrafikveje 2) .

Anlæg af nye veje med mindst fire kørespor eller udretning og/eller udvidelse af eksisterende vej med højst to kørespor med henblik på anlæg af mindst fire kørespor, hvis en sådan ny vej eller et således udrettet og/eller udvidet vejafsnit har en længde på mindst 2 km.

Overordnede veje med en påtænkt linieføring gennem områder, der i en endeligt vedtaget regionplan er udlagt til naturområder 3) .

Nr. 7 er til dels taget direkte fra VVM-direktivets bilag I, nr. 7. Dette gælder dog ikke 7b og 7e samt vejlængden i 7d.

Ved væsentlige støjgener i nr. 7b forstås støjbelastninger over de vejledende grænseværdier - jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5, 1994 om støj fra flyvepladser.

Kriterierne er fastsat således at væsentlige ændringer i bestående flyvepladsers støjforhold samt etablering af nye flyvepladser hvor de vejledende støjgrænser ikke kan overholdes i relation til boliger og anden støjfølsom anvendelse omfattes af VVM-reglerne.

For så vidt angår nr. 7e er der ved overordnede veje især tænkt på hovedlandeveje og amtskommunale veje, men bestemmelsen omfatter også kommunale veje som indgår i eller skal indgå i det overordnede vejnet.

Betegnelsen naturområder er defineret i fodnoten. Den refererer til de gældende regionplanretningslinier og indebærer således ikke en højere præcision end hvad regionplanen kan tillægges. Derimod er kriteriet gjort uafhængig af den enkelte regionplans arealbetegnelse.

8.

Indre vandveje og havne ved indre vandveje, der ikke udgør en del af søterritoriet, og som kan anløbes af fartøjer over 1350 tons.

Større landanlæg til havneformål i forbindelse med havne, der kan besejles og anløbes af skibe på over 1350 tons.

Nr. 8 omfatter blandt andet de anlæg der er omfattet af VVM-direktivets bilag I, nr. 8, men som falder uden for Trafikministeriets bekendtgørelse om anlæg på søterritoriet. Nr. 8 indeholder dog også anlæg som ikke umiddelbart falder ind under direktivets nr. 8.

Den angivne skibsstørrelse er taget direkte fra direktivets tekst.

Ved større landanlæg til havneformål forstås anlæg, som har en funktion i relation til havnen, og som på grund af størrelse, placering eller funktion må antages at virke dominerende i det pågældende havnemiljø. Som eksempler på sådanne anlæg kan nævnes færgeterminaler med rutetrafik, store monteringsanlæg o.lign.

9. Anlæg til bortskaffelse af farligt affald (dvs. affald, der er omfattet af direktiv 91/689/EØF 4)  ved forbrænding, kemisk behandling (som defineret i bilag II A til direktiv 75/442/EØF 5) , afsnit D9) eller deponering.

10. Anlæg til bortskaffelse af ikke-farligt affald ved forbrænding eller kemisk behandling (som defineret i bilag II A til direktiv 75/442/EØF5), afsnit D9) med en kapacitet på over 100 tons/dag.

Nr. 9 og 10 er taget direkte fra VVM-direktivets bilag I, nr. 9 og 10.

Begrebet »farligt affald« er nærmere angivet i direktivet idet der henvises til affald omfattet af direktiv (91/689/EØF) - »farlig affalds direktivet«.

På tilsvarende vis er begrebet »kemisk behandling« defineret med henvisning til direktiv 75/442/EØF. (begge direktiver med ændringer er optrykt som bilag 12 - 20).

Henvisningerne gælder ikke begreberne »bortskaffelse«, »forbrænding« og »deponering«. Begreberne må fortolkes udfra VVM-direktivets formål dvs. at anlæg der kan falde ind under disse betegnelser og samtidig vurderes at kunne påvirke miljøet væsentligt er omfattet af bestemmelsen. Dette betyder reelt at begreberne kan være bredere defineret end de tilsvarende begreber i affaldsdirektiverne. Derimod vil de aktiviteter der omfattes af de omtalte begreber i affaldsdirektiverne altid være omfattet af VVM-reglerne og som sådan være VVM-pligtige hvis de er opført på bilag 1 til samlebekendtgørelsen. Er de opført på bilag 2 vil der skulle gennemføres en screening for at afgøre om anlægget er VVM-pligtigt.

Oplag uden for den virksomhed hvor affaldet opstår med en varighed på mere end et år må i lyset af affaldsdirektivet betragtes som deponering. Undtaget er dog oplag med henblik på oparbejdning eller genanvendelse som kan henligge i op til 3 år før det betegnes som deponering.

16.

Rørledninger til transport af gas, olie eller kemikalier med en diameter på over 800 mm og en længde på over 40 km.

Rørledninger på mere end 1 km til transport af giftige, miljøfarlige eller brandfarlige væsker udenfor den pågældende virksomheds eget område.

Transmissionsledninger over 2 km’s længde for naturgas og liniestationer i forbindelse med transmissionsledninger, dog undtaget ledninger med en diameter op til 12” med tryk på 25 bar og derunder.

Ved transmissionsledninger forstås rørledninger som anvendes ved et drifttryk som medfører en ringspænding på 20% af SMYS eller mere, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 414 af 8. juli 1988 og Arbejdstilsynets tillægsbestemmelser af 19. august 1985 til ASME-Guide for Gas Transmission and Distribution Piping Systems, udgave 5, 1983 som revideret februar 1985.

Det overordnede hovedtransmissionsnet vil som hovedregel være omfattet af denne bestemmelse. Tilsvarende gælder for visse dele af det regionale gasnet.

Det er væsentligt i forbindelse med såvel transmissionsledninger som ledninger til transport af giftige, miljøfarlige eller brandfarlige væsker at få foretaget en risikovurdering og om nødvendigt fastlagt sikkerhedszoner omkring linieføringen.

For så vidt angår transmissionsledninger for naturgas kan i øvrigt henvises til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 414 af 8. juli 1988 om naturgasanlæg efter lov om arbejdsmiljø samt Arbejdsministeriets vejledning om sikkerhedsbestemmelser for naturgasanlæg. Denne vejledning indeholder bl.a. en række bestemmelser om afstande mellem naturgasanlæg og bygninger beregnet til ophold for mennesker.

Disse afstandsbestemmelser blev udarbejdet i forbindelse med planlægning og etablering af naturgastransmissionssystemet i et samarbejde mellem de berørte myndigheder i Naturgaskoordinationsudvalget under Energistyrelsen herunder Miljøstyrelsen, Statens Brandinspektion og Arbejdstilsynet.

Grundlaget for fastlæggelsen af sikkerhedszoner ved tilvejebringelsen af landsplandirektivet af 25. februar 1991 for naturgaslageret i Stenlille var den af Dansk Naturgas udarbejdede tekniske VVM-redegørelse, udtalelser fra Arbejdstilsynet og Energistyrelsen herom, samt Miljøministeriets vurdering af anlæggets virkninger på miljøet.

For så vidt angår udlæg af sikkerhedszoner se afsnittet under anmeldelsespligtige risikoanlæg - nr. 25.

De mindre transmissionsledninger som tidligere obligatorisk var omfattet af VVM-pligten, er nu overflyttet til bilag 2 hvorefter spørgsmålet om VVM-pligt for disse ledninger beror på en konkret vurdering - screening - af det enkelte anlæg.

17. Anlæg til husdyrproduktion med kapacitet for mere end 250 DE eller mere end 210 DE i slagtekyllinger alene.

Begrebet anlæg er ikke umiddelbart knyttet til ejendommen eller bedriften, men derimod til det enkelte produktionsanlæg og dets anvendelse herunder de tilknyttede udbringningsarealer for husdyrgødningen.

Dette indebærer bl.a. at der kan ske sammenlægning af to landbrugsejendomme med tilsammen mere end 250 DE uden at der opstår VVM-pligt. Kun hvis de to anlæg fysisk samles til ét anlæg, vil der indtræde VVM-pligt og dermed skulle udarbejdes en VVM. En landmand kan således godt eje flere anlæg. Dette er især blevet muligt ved »byggeklodsprincippet« hvor den enkelte ejendom kan købes og sælges uafhængigt af landmandens øvrige ejendomme.

Et anlæg kan imidlertid også være ejet af to eller flere landmænd som driver produktionen i fællesskab. I den forbindelse kan anlægget også være beliggende på flere ejendomme. Det er dog en forudsætning at der i givet fald er etableret et integreret produktionsteknisk fællesskab omkring driften af husdyrproduktionen.

To eller flere anlæg kan godt have fælles gyllebeholder uden at der derved er tale om et samlet anlæg.

19. Råstofindvinding fra åbne brud, hvor minestedets areal er over 25 hektar, eller tørvegravning på et areal over 150 hektar.

Begrebet »minestedet« er taget direkte fra direktiv 97/11/EF bilag I, nr.19.

Ved at inddrage såvel forskellige sprogudgaver af direktivet samt sigtet med direktivet - nemlig »at alle anlæg der må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt«, skal omfattes af VVM-pligten - sammenholdt med de arealmæssige størrelser i forbindelse med danske råstofindvindingstilladelser er det vurderingen at der ved begrebet »minestedet« bør forstås det samlede areal der af ansøger søges om indvindingstilladelse til - altså det konkret ansøgte areal.

Ved vurderingen af om der foreligger pligt til en VVM-procedure, må det lægges til grund at hvis en ansøgning omfatter arealer på flere ejendomme der skal indgå i et sammenhængende graveareal, der drives som én råstofgrav, skal arealet for råstofindvinding opgøres som dette sammenhængende graveareal. Dette gælder også selvom det aktive gravefelt ofte vil være væsentligt mindre.

Med bortfaldet af de anmeldte rettigheder for andre råstoffer end sand, grus og sten i 2003, kan det imødeses at der i nogle sager vil være behov for at gennemføre en VVM-procedure. I den forbindelse må det lægges til grund at fortsat drift i uændret omfang af bestående anlæg og råstofindvinding normalt ikke vil være omfattet af krav om en forudgående VVM-procedure.

Hvis regionplanmyndigheden finder at ansøgningen er omfattet af VVM-pligten, skal dette meddeles ansøgeren som en afgørelse efter planloven med klagevejledning til Naturklagenævnet.

Hvis regionplanmyndigheden finder at der ikke er behov for en VVM-procedure, skal dette også meddeles ansøgeren, men denne meddelelse kan afvente færdigbehandlingen af ansøgningen og kan da indgå som en del af den samlede afgørelse. Se tillige kap. 10 Offentliggørelser.

20. Råstofindvinding fra åbne brud med en samlet indvindingsperiode på mere end 10 år med undtagelse af indvinding af almindeligt forekommende sand-, grus- og stenforekomster indenfor de i en endeligt vedtaget regionplan udpegede graveområder.

Bestemmelsen indebærer at indvinding af »sjældne« råstoffer over en længere periode - mere end 10 år - omfattes af VVM-pligten. Tilsvarende omfattes indvindinger over 10 år af almindeligt forekommende sand, grus og sten også af VVM-pligten hvis indvindingen skal finde sted udenfor de regionplanlagte graveområder.

Bestemmelsen er ikke til hinder for at udlægget af graveområder kan ændres ved et regionplantillæg eller en revision af regionplanen. Ændringer der er affødt af en ansøgning om råstofindvinding, vil imidlertid kun kunne ske ved overholdelse af VVM-pligten.

25. Virksomheder og anlæg, som er anmeldelsespligtige efter § 5 i Miljøministeriets bekendtgørelse om vurdering af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter, der kan medføre et større uheld 6) .

De anmeldelsespligtige risikoanlæg blev optaget som følge af de anbefalinger som det af miljøministeren nedsatte risikoudvalg afgav i 1988 med rapporten - »Risiko og risikokommunikation«.

De anmeldelsespligtige risikoanlæg er i øvrigt omfattet af EF's »Seveso II direktiv« ( direktiv af 9. december 1996 om risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle aktiviteter (96/82/EF).

Sigtet med bl.a. at få gennemført en risikovurdering er at opnå en hensigtmæssig placering bl.a. ved at udlægge sikkerhedszoner om anlægget således at fremtidige aktiviteter ikke kommer i konflikt med den pågældende aktivitet.

Sikkerhedszoner kan ikke altid udlægges erstatningsfrit og det kan undertiden være nødvendigt at virksomheden erhverver de pågældende arealer der er omfattet af sikkerhedszoner, for at kunne tilvejebringe de nødvendige forudsætninger for at sikre en såvel umiddelbar som fremtidig hensigtmæssig arealanvendelse.

Sikkerhedszoner tilvejebringes ofte i to niveauer. Den mest risikofyldte zone hvor en evakuering ved det værst tænkelige uheld ikke vil være mulig, og hvor permanent ophold for uvedkommende derfor bør udgås, og en mindre risikofyldt zone hvor evakuering af normalt mobile vil kunne finde sted, og hvor kun svært evakuerbare institutioner bør undgås. Til denne kategori hører plejehjem, hospitaler, børneinstitutioner o.lign.

Ved ændringer af eksisterende anlæg er det ikke altid muligt at udlægge sikkerhedszoner uden væsentlige arealerhvervelser eller erstatninger. I så fald bør ændringerne så vidt muligt kun gennemføres hvis de samlede risikoforhold mindskes eller ændringen ikke medfører behov for at udvide sikkerhedszonen i relation til de bestående forhold.

26. Sammenlægning/jordomlægning af landbrugsejendomme, hvori der indgår mere end 75 ejendomme, og som indebærer væsentlige ændringer i det fysiske miljø.

Sammenlægninger der involverer så mange ejendomme, finder oftest sted i forbindelse med naturgenopretningsprojekter. Disse projekter bliver i så fald VVM-pligtige. Selvom de som hovedmål har en forbedring af miljøet, indeholder de ofte væsentlige miljømæssige forandringer – eksempelvis fra tørre miljøer til våde miljøer.

31. Saltvandsbaseret fiskeopdræt - dog undtagen opdræt indenfor de i en endeligt vedtaget regionplan udlagte områder til fiskeopdræt.

Punktet omfatter dambrug på land og havdambrug idet havdambrug er omfattet af miljøbeskyttelsesloven og af regionplanlægningen i forbindelse med fastlæggelsen af retningslinier for kvalitetsmålsætningerne for overfladevand.

Alene de anlæg der er placeret udenfor de i regionplanerne udpegede områder til fiskeopdræt, er obligatorisk omfattet af VVM-bestemmelserne (bilag 1). Saltvandsbaseret fiskeopdræt optræder samtidig på bekendtgørelsens bilag 2 , pkt. 1f hvilket betyder at ethvert sådant anlæg eller ændringer heri er omfattet af VVM-pligten hvis det må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt. Dette medfører at stort set samtlige nye havbrug og saltvandsdambrug samt alle større udvidelser formentlig kræver udarbejdelse af et regionplantillæg og en VVM-vurdering.

35. Detailhandelscentre, der på grund af størrelsen har regional betydning.

Et detailhandelscenter er et større, samlet butiksareal. Det kan bestå af flere butikker langs en gade. Det kan være en eller flere store butikker, eller en samling af flere butikker under samme tag i et butikscenter.

Naturklagenævnets praksis lægger vægt på centrets betydning for handels- og indkøbsmønstre og hermed korresponderende trafik i et geografisk område der rækker væsentligt ud over det lokalområde hvor centret tænkes placeret.

Om et detailhandelscenter får regional betydning beror derfor bl.a. på centrets størrelse i forhold til det eller de bysamfund som det skal betjene. Det vil sige at et center i et tyndt befolket område ikke skal være så stort for at have regional betydning som hvis det ligger i et tæt befolket område. Det vil også sige at et byggeri i udkanten af en by ikke skal være så stort for at have en regional betydning som et byggeri i bymidten.

Bygherren har som regel vurderet det opland som centret henvender sig til. Disse oplysninger om oplandets størrelse bør indgå i vurderingen af om der er tale om et detailhandelscenter der har regional betydning.

Kapitel 7

Anlæg, der kan være VVM-pligtige - bilag 2

De anlægstyper der findes på samlebekendtgørelsens bilag 1, er også optaget på bekendtgørelsen bilag 2 medmindre bilag 1 inkluderer alle anlæg af den pågældende anlægstype. Det skyldes at en korrekt implementering af VVM-direktivet forudsætter at de grænseværdier og kriterier der anvendes i bilag 1, suppleres med en konkret vurdering af anlæg som ikke omfattes af disse grænseværdier og kriterier. Grænsen i bilag 1 er imidlertid fastsat således at den i almindelighed vil være afgørende for hvornår der er VVM-pligt.

Anlæg og projekter der er opført på bilag 2 til samlebekendtgørelsen, er VVM-pligtige hvis de må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt.

Bemærk at ændringer eller udvidelser af anlæg nævnt i bilag 1 og bilag 2 hvis de kan være til skade for miljøet, er omfattet af bilag 2, nr. 13. Der er således tale om en afgørelse i to tempi. Først skal det afgøres om ændringen eller udvidelsen overhovedet kan være til skade for miljøet. Er det tilfældet skal regionplanmyndigheden foretage en screening for at afgøre om anlægget vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Hvis det er tilfældet vil anlægsprojektet være VVM-pligtigt.

Screening vil altså kunne undlades når der er tale om små eller begrænsede anlæg hvor det er utvivlsomt at den samlede miljøpåvirkning vil blive ubetydelig.

7.1 Screening efter bilag 3

Screeningen går som allerede omtalt ud på at vurdere om et givet anlæg eller projekt opført på bilag 2 vil være omfattet af VVM-pligten på grundlag af de kriterier som er opført på bekendtgørelsens bilag 3.

Reglerne er ændret i forhold til den tidligere bekendtgørelse fra 1994.

Ændringen består primært i at VVM-pligten ikke længere udløses på grundlag af formelle plankrav nemlig kravet til at projektet skulle rummes indenfor en eksisterende lokalplan.

7.2 Screeningskriterierne

Kriterierne i bilag 3 er delt op i 3 hovedgrupper hvor den første hovedgruppe vedrører selve projektets karakteristika - dets størrelse, forholdet til andre projekter i området, anvendelsen af naturressourcer, affaldsproduktion, forurening og gener samt risikoen for uheld.

For så vidt angår bymæssige anlæg betyder dette at en væsentlig miljøpåvirking som udgangspunkt kun vil være tilstede hvis projektet :

· Bryder med den faktiske anvendelse af området,

· overskrider de vejledende grænseværdier for støj og luftforurening,

· anvender særlige råstoffer eller stedbundne råstoffer i et meget væsentligt omfang, herunder også vand,

· producerer væsentlige mængder af farligt affald eller spildevand.

Forholdet til andre projekter betyder at tilstedeværelsen af andre virksomheder kan medvirke til at et yderligere anlæg der ikke i sig selv vil påvirke miljøet væsentligt, i kumulation med de allerede eksisterende aktiviteter tilsammen må forventes at ville indebære en sådan miljøpåvirkning at den af regionplanmyndigheden skønnes væsentlig og dermed udløser VVM-pligt.

Et eksempel herpå er husdyrbrug hvor manglen på udbringningsarealer kan vise sig at være en væsentlig kumulativ effekt.

Risikoen for uheld vil som screeningskriterium sjældent være væsentlig i dansk sammenhæng idet samtlige »Seveso-anlæg« er opført på det danske bilag 1 og derfor altid VVM-pligtige. Tilbage burde der i realiteten ikke være anlæg på bekendtgørelsens bilag 2 der som følge af risikoen for uheld vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Enkelte undtagelser kunne være ændringer og udvidelser af anmeldelsespligtige risikoanlæg samt visse mindre transmissionsledninger for naturgas.

Den anden hovedgruppe i bekendtgørelsens bilag 3 vedrører projektets placering hvor den miljømæssige sårbarhed i de geografiske områder der kan blive berørt af projektet, skal tages i betragtning. I den forbindelse fremhæves den nuværende arealanvendelse, naturresourcernes relative rigdom, kvalitet og regenereringskapacitet i området og det naturlige miljøs bæreevne med særlig opmærksomhed på en lang række beskyttelsesværdige natur-, kultur- og landskabstyper, herunder også overfladevand og grundvand, samt tætbefolkede områder.

Kendetegnende er dog at så godt som alle disse interesser varetages gennem regionplanlægningen der således på forhånd danner grundlag for den kommunale planlægnings- og udbygningsaktivitet. Dette betyder alt andet lige at ændringer eller etableringen af fx et industrianlæg opført på bilag 2 i overensstemmelse med den vedtagne kommunale planlægning ikke umiddelbart må forventes på grund af lokaliseringsvalget at kunne indebære væsentlige miljømæssige konsekvenser. Tilbage er de anlæg og anlægsændringer der forudsætter en ændring af de eksisterende planer eller anlæg der ønskes placeret i det åbne land (landzonen) samt anlæg hvor den eller de væsentlige miljøkonsekvenser allerede er erkendt i en tidligere planlægningsfase fx i forbindelse med en arealreservation. Dette kunne være i forhold til et givet strækningsanlæg.

Den tredje hovedgruppe vedrører den potentielle miljøpåvirkning og skal som sådan ses i forhold til både projektets karakteristika og dets placering. Der er i virkeligheden tale om en beskrivelse af væsentlighedskriteriet - altså spørgsmålet om en forventet påvirkning af miljøet også kan betragtes som væsentlig baseret på en vurdering af påvirkningens omfang (geografisk område, antallet af berørte personer), om påvirkningen forventes at være grænseoverskridende, påvirkningsgraden og kompleksitet, og sandsynligheden af påvirkningen, dens varighed, hyppighed og reversibilitet.

Det ses heraf at hvis det på forhånd kan udelukkes på grund af projektets karakteristika og placering at der vil kunne opstå væsentlige miljøkonsekvenser, vil der naturligvis heller ikke være VVM-pligt for det pågældende projekt. Dette indebærer bl.a., at industri- og industrilignende projekter der er i overensstemmelse med en gennemført kommunal planlægning, og som på forhånd forventes at kunne overholde de vejledende grænseværdier for støj og luftforurening, ikke er kendetegnet ved et specielt eller særligt stor råstofforbrug, store mængder farligt affald eller særlige spildevandsproblemer, må forventes at kunne etableres uden VVM. Erfaringerne fra de tidligere VVM-kriterier viser at det er situationen for hovedparten af alle nyere danske industrianlæg.

For screening af anlæg til intensiv husdyravl henvises tillige til denne vejlednings bilag 1.

7.3 Generelle regler for VVM-pligt

Kommunernes opgave i forhold til VVM-reglerne er med det nye VVM-regelsæt at opfange de sager der bør screenes af amtet, fordi de forudsætter ændringer i bestående planer, bryder med den hidtidige anvendelse, eller fordi det ikke på forhånd kan udelukkes at anlægget eller ændringen vil kunne påvirke miljøet væsentligt.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege at kommunerne ikke har kompetence til formelt at tage stilling til spørgsmålet om VVM-pligt (screening).

Landsbrugsprojekter, herunder anlæg til intensiv husdyravl og andre projekter i det åbne land er eksempler på projekttyper der typisk ikke indgår i den eksisterende fysiske planlægning. Dette indebærer at der kun undtagelsesvis gennem den amtskommunale og kommunale planlægning er taget stilling til en påtænkt ændring eller et evt. anlægs mulige miljøpåvirkning hvorfor kriterierne i bekendtgørelsens bilag 3 alene danner grundlag for amtets afgørelse om hvorvidt det påtænkte anlæg eller den påtænkte ændring af et bestående anlæg er VVM-pligtigt.

For screening af anlæg til intensiv husdyravl henvises tillige til denne vejlednings bilag 1.

I det følgende er beskrevet visse typer af lokaliseringer eller miljøpåvirkninger som umiddelbart må forventes at medføre VVM-pligt.

I de internationale naturbeskyttelsesområder der er udlagt i henhold til EF’s fuglebeskyttelsesdirektiv (Direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 med senere ændringer), EF’s Habitatdirektiv (43/92/EØF af 21. maj 1992 med senere ændringer) eller Ramsarkonventionen af 2. februar 1971, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder, bliver et anlæg umiddelbart VVM-pligtigt hvis det kan indebære forringelse af områdets naturtyper og levestederne for arter, eller kan medføre forstyrelser der har betydelig konsekvenser for de arter områderne er udpeget for. Danmark har i den forbindelse et særligt ansvar for Vadehavsområdet. Sådanne forringelser og forstyrelser kan godt optræde uanset om anlægget tænkes placeret udenfor det egentlige beskyttelsesområde.

Et nyanlæg eller en væsentlig ændring af bestående anlæg der kan sidestilles med nyanlæg må forventes at være VVM-pligtigt hvis det med den ønskede placering ikke vil kunne overholde de vejledende grænseværdier for ekstern støj fra virksomheder - jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984. For motorsportsbaner, lufthavne og flyvepladser henvises til følgende vejledninger:

· Miljøstyrelsens vejledning om støj fra motorsportsbaner, pt. vejledning nr. 3/1997.

· Miljøstyrelsens vejledning om støj fra flyvepladser, pt. vejledning nr. 5/1994.

For nye strækningsanlæg som veje og jernbaner eller så væsentlige anlægstekniske eller trafikale ændringer af bestående strækningsanlæg at de kan sidestilles med nyanlæg, vil det være naturligt at tage udgangspunkt i de nuværende vejledende støjgrænser på 55 dB(A) for veje og 60 dB(A) for jernbaner. For jernbaner gælder tillige en maksimal støjgrænse på 85 dB.

Trafikterminalanlæg behandles på lige fod med industrianlæg idet der dog må tages hensyn til at jernbaneterminaler i sagens natur som udgangspunkt ikke har de samme frihedsgrader i lokaliseringvalget som andre terminalanlæg.

Er anlægsprojektet en ændring af et bestående anlæg (bilag 2, pkt. 13) vil grænserne for støj fra jernbaner efter gennemførelse af ændringen kunne øges med 5 dB hvilket svarer til det tilstræbte støjniveau i forbindelse med Banestyrelsens støjpulje for støjisolering af boliger langs jernbanernes hovedstrækninger.

Tilsvarende vil grænsen for støj fra et ændret vejanlæg kunne øges med 5 dB. Der bør dog tages hensyn til hvor stor forøgelse af støjbelastningen ændringen medfører. Som udgangspunkt bør der gennemføres VVM i de tilfælde hvor det kan konstateres at støjniveauet vil stige i størrelsesorden 2 - 3 dB. Ved støjniveauer over 65 dB vil også en mindre støjforøgelse kunne begrunde VVM.

I forbindelse med terminalanlæg og øvrige industrianlæg vil en gennemsnitlig støjmæssig forøgelse for beboer eller støjfølsomme institutioner i området til anlægget under 2 dB(A) normalt ikke være til skade for miljøet.

En stigning i støjen på mere end 5 dB(A) kan derimod afhængig af de konkret forhold være så væsentlig at anlægsprojektet bliver VVM-pligtigt. Forandringer på mere end 10 dB(A) bør normalt altid udløse VVM-pligt.

Et anlæg må også forventes at være VVM-pligtigt hvis det vil medføre en luftformig emission af stoffer der er særligt farlige for sundheden eller særligt skadelige for miljøet i et omfang som overskrider de vejledende emissionsgrænser, jf. Miljøstyrelsens vejledning om begrænsning af luftforurening fra virksomheder (hovedgruppe 1), p.t. vejledning nr. 6/1990.

Tilsvarende må et anlæg også forventes at være VVM-pligtigt hvis det ikke vil kunne aflede sit spildevand til et godkendt rensningsanlæg, eller hvis anlægget vil udlede spildevandet direkte til et vandområde og dette kan være en hindring for opfyldelsens af den i regionplanen fastlagte målsætning for vandkvaliteten og anvendelsen af det pågældende vandområde.

VVM-pligten må også forventes at indtræde hvis anlægget indebærer processer eller forudsætter oplag der ved uheld eller lignende kan være til fare for grundvandet. Dette vil især have betydning i områder hvor grundvandsressourcen i henhold til regionplanen tillægges stor samfundsmæssig betydning hvorimod dette vil have mindre betydning i områder hvor grundvandsressourcen er lavere prioriteret i henhold til retningslinierne for anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne i regionplanen.

Det er ikke hensigten at der skal foretages en egentlig foreløbig miljøkonsekvensvurdering alene med det sigte at afklare spørgsmålet om VVM-pligt. Bygherrens viden om sit eget projekt sammenholdt med amtets viden om områdets sårbarhed bør være tilstrækkeligt til at skønne hvorvidt det må antages at det pågældende anlæg vil kunne påvirke miljøet væsentligt – screening.

Når et anlæg opført på bilag 2 er VVM-pligtigt, bør en anden lokalisering eller udformning overvejes således at en forventet væsentlig miljøpåvirkning kan undgås og dermed også evt. VVM-pligten. Dette vil alt andet lige være miljømæssigt at foretrække.

Det er i denne forbindelse vigtigt at understrege at de vejledende grænseværdier fortsat kun er vejledende. Projekter der ikke vil kunne overholde de vejledende grænseværdier, vil fortsat kunne godkendes hvis det efter VVM-vurderingen findes forsvarligt at godkende det.

Hvis et anlæg vil kunne indebære en betydelig påvirkning af miljøet i en anden stat eller et naboamtet vil miljøpåvirkningen have grænseoverskridende karakter og bør i relation til VVM-pligten tillægges større betydning.

For alle anlæg omfattet af bilag 2 skal den pågældende myndighed - typisk kommunen når den modtager en ansøgning eller anmeldelse om etablering af et sådant anlæg vurdere om der er grundlag for at gennemføre en egentlig screening.

I tvivlstilfælde må bygherren eller kommunen rette henvendelse til Regionplanmyndigheden som herefter skal træffe afgørelse om hvorvidt det pågældende anlæg er omfattet af VVM-reglerne.

Kommunen har i henhold til byggelovgivningen i forbindelse med udstedelse af byggetilladelser pligt til at påse overholdelsen af reglerne i lov om planlægning herunder også VVM-pligten. Dette gælder også i forbindelse med behandling af anmeldelsessager.

Alle konkrete anlæg i byzone (jf. bilag 2, nr. 10a), der af anden grund forudsætter tilvejebringelse af regionplanretningslinier og dermed regionplantillæg, bør screenes idet der ikke bør indkaldes ideer og forslag i forbindelse med et konkret projekt uden at der har været taget stilling til VVM-pligten. Resultatet af screeningen bør fremgå af såvel annonceringen som det materiale der indgår i idefasen.

7.4 Offentliggørelse af screeningsresultatet

Regionplanmyndighedens afgørelse om et anlæg opført på bilag 1 eller 2 er VVM-pligtigt skal offentliggøres og lægges til grund for den videre sagsbehandling. Offentligheden skal i tilfælde hvor der ikke er VVM-pligt have kendskab til afgørelsen senest i forbindelse med offentliggørelsen af de for anlægget nødvendige tilladelser.

Bygherren kan dog have et begrundet ønske om at en afgørelse om at et projekt ikke er VVM-pligtigt bliver offentliggjort tidligere. Dette kan være tilfældet hvor bygherren ønsker at give offentligheden lejlighed til på et tidligt tidspunkt i sagsbehandlingen at få prøvet denne afgørelse ved Naturklagenævnet således at planlovens klagefrist kan løbe fra dette tidspunkt.

Hvis bygherren ønsker det, vil amtet være forpligtet til at offentliggøre afgørelsen på dette tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ledsages af den fornødne klagevejledning.

Hvis anlægget er VVM-pligtigt, sker der en offentliggørelse af afgørelsen samtidig med indkaldelsen af ideer og forslag - den forudgående offentlighedsfase jf. planlovens § 22, stk. 2.

Det er de konkrete anlæg der udløser VVM-pligt, og der kræves derfor ikke VVM-vurdering af lokalplanforslag, som giver mulighed for at der kan placeres et VVM-pligtigt anlæg i området. Bestemmelserne er således ikke til hinder for at kommunerne på forhånd kan lokalplanlægge for anlæg omfattet af bilag 1 og 2. Redegørelsen for lokalplanforslaget skal i givet fald indeholde oplysning om at lokalplanens virkeliggørelse er afhængig af en VVM-tilladelse, jf. planlovens § 16, stk. 2.

Det vil dog i langt de fleste tilfælde hvor lokalplanen alene udarbejdes af hensyn til et konkret projekt være hensigtmæssigt at udarbejde forslag til regionplantillæg og evt. kommuneplantillæg parallelt med lokalplanen og benytte samme offentlighedsperioder. Herved kan det undgås at lokalplanen senere skal ændres på baggrund af ændrede regionplanretningslinier som følge af VVM-redegørelsen.

7.5 De enkelte anlæg på bilag 2

Alle de enkelte anlægstyper på bilag 2 vil ikke blive gennemgået i det følgende, men visse anlæg har en sådan karakter at der bør knyttes enkelte særlige bemærkninger til dem.

Dette gælder for følgende anlæg:

1d. Nyplantning og rydning af skov med henblik på omlægning til anden arealudnyttelse.

I regionplansammenhæng begrundes skovrejsning i stigende omfang med beskyttelse af vigtige drikkevandsressourcer. Jf. ministeriets vejledning om amternes regionplanlægning af skovrejsning fra 1999 skal amternes således opprioritere beskyttelse af drikkevandsinteresser ved at udpege nye skovrejsningsområder i det omfang den nuværende udpegning ikke allerede sikrer dette. Det angives at udpegningen bør målrettes mod de nitratfølsomme indvindingsområder og relevante dele af de udpegede indsatsområder for grundvandsbeskyttelsen. De øvrige hovedformål der skal lægges til grund for udpegning af skovrejsningsområder, er bynært friluftsliv og grønne netværk.

1e. Anlæg til intensiv husdyravl.

Normalt vil anlæg til intensiv husdyravl på 250 DE og derunder, (dog 210 DE for slagtekyllinger alene) kun omfattes af VVM-pligten hvis de tænkes placeret i områder der er særligt miljøfølsommme eller rummer væsentlige naturbeskyttelsesværdier idet de generelle miljøregler i alle andre tilfælde burde være tilstrækkelige til at sikre miljøet. Jf. Naturklagenævnets afgørelser af 24. november 2000, Jr. nr. 97-33/500-0160; 97-33/350-0167; 97-33/600-0157.

For så vidt angår begrebet intensiv husdyravl henvises til bilag 1.

f. Intensiv fiskeopdræt.

Punktet omfatter såvel ferskvands- som saltvandsbaseret fiskeopdræt hvilket betyder at ethvert sådant anlæg eller ændringer heri er omfattet af VVM-pligten hvis det må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt.

Dette medfører bl.a. at stort set samtlige nye havbrug og saltvandsdambrug samt alle større udvidelser formentlig kræver udarbejdelse af et regionplantillæg og en VVM-vurdering – jf. Miljøstyrelsens havbrugsplan 2001 af 22. december 2000.

5. Mineralindustrien

e. Anlæg til fremstilling af mineralske stoffer, inklusive fremstilling af mineraluldsfibre.

Punktet omfatter efter ministeriets opfattelse også asfaltværker. Spørgsmålet har imidlertid ikke været indbragt for Naturklagenævnet eller domstolene.

10. Infrastrukturanlæg.

a. Anlægsarbejder i byzone, herunder opførelse af butikscentre og parkeringspladser.

Anlægsarbejder i byzone der udløser VVM-pligt kan være andet end butikscentre og parkeringsanlæg. Afgørende for om et anlæg er omfattet af dette nr. er dels om et anlæg af den pågældende type kan antages at ville kunne påvirke miljøet – herunder bygningskulturmiljøet - væsentligt, dels om anlægget har indflydelse på infrastrukturen gennem sin anvendelse og brugerkreds. Større institutioner som hospitaler, universiteter, større teatre og idrætsanlæg vil være omfattet, hvorimod plejehjem, kommuneskoler o.lign. normalt ikke vil falde ind under dette nr.

Etableringen af et nyt byområde som et samlet projekt kan også være omfattet af bestemmelsen.

j. Anlæg af vandledninger over større afstande.

Det fremgår af andre sprogudgaver af direktivet at der ikke er tale om spildevandsledninger, men andre former for vandledninger så som ferskvandsledninger.

11. Andre anlæg.

a. Permanente baner til motorvæddeløb samt prøvekørsel af biler eller motorcykler.

Herunder falder også anlæg til træningsformål uden publikums faciliteter - jf. Naturklagenævnet orienterer - NKO nr. 71 1995.

b. anlæg til bortskaffelse af affald.

Begrebet »bortskaffelse« må fortolkes udfra VVM-direktivets formål dvs. at anlæg der kan falde ind under disse betegnelser og samtidig vurderes at kunne påvirke miljøet væsentligt, er omfattet af bestemmelsen. Eksempelvis må det antages at affaldshåndtering hvor der sker en forarbejdning af affald med henblik på genanvendelse i VVM-direktivets forstand, er bortskaffelse og derfor er omfattet.

13. Ændringer eller udvidelser af anlæg i bilag 1 eller 2, som allerede er godkendt, er udført eller er ved at blive udført, når de kan være til skade for miljøet.

Det er væsentligt at bemærke at dette nummer kun omfatter ændringer og udvidelser der kan være til skade for miljøet. Ændringerne er ikke så store eller omfattende at de kan sidestilles med nyanlæg, men er optaget på bekendtgørelsens bilag 2 og kan således være VVM-pligtige.

Bestemmelsen gælder for såvel eksisterende anlæg som anlæg der er under udførelse eller endnu ikke er udført, men godkendt.

Sådanne ændringer kan være større bygningsmæssige ændringer eller produktionsmæssige ændringer der indebærer en miljømæssig belastning med fx støj som må forventes at overstige de vejledende grænseværdier for området.

Derimod vil bygningsmæssige ændringer som opførelse af mindre maskinhaller eller ensilageoplagsplads og lignende i forbindelse med eksisterende bebyggelse ikke være omfattet af bestemmelsen.

Det kan også være udskiftning af arealer i forbindelse med husdyrhold hvis ændringen vurderes at kunne være til skade for miljøet.

Hvis en landmand har fået tilladelse til et husdyrhold på grundlag af en VVM-vurdering der er baseret på bestemte arealer, og der sker en udskiftning af disse arealer, skal regionplanmyndigheden vurdere om disse ændringer i arealforholdene kan være til skade for miljøet, og skønne om den forventede skade må antages at kunne være væsentlig. Igivet fald er ændringen VVM-pligtig.

For at give landmændene størst mulig dispositionsfrihed og samtidig lette amtets administration, kan det derfor anbefales at amtet overfor landmændene på forhånd tilkendegiver hvilke arealer – inden for en rimelig afstand fra husdyrholdet – der har en sådan sårbarhed at der vil kunne opstå skade på miljøet hvis de inddrages til udbringningsarealer. Dette kan med fordel angives på kortbilag. Sådanne kortbilag bør optages i VVM-redegørelsen og udleveres til landmændene.

Kapitel 8

VVM-redegørelsens indhold

VVM-redegørelsens minimumsindhold er fastlagt i bekendtgørelsens § 5 og bilag 4. (bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999).

Det fremgår af bekendtgørelsens § 5 at redegørelsen på passende måde skal påvise, beskrive og vurdere det pågældende anlægs direkte og indirekte virkninger på følgende faktorer: mennesker, fauna, flora; jordbund, vand, luft, klima og landskab; materielle goder og kulturarv og samspillet mellem disse faktorer.

Som minimum skal redegørelsen indeholde de oplysninger som fremgår af bilag 4. Indholdskravene i bilag 4 svarer bortset fra nogle få udvidelser til VVM-direktivets bilag IV.

Alle forhold, der er anført i bilag 4 til samlebekendtgørelsen skal indgå i VVM-redegørelsen. Dette gælder også selvom den pågældende miljøparameter ikke påvirkes eller forekommer irrelevant i forhold til anlægget. Det bør i givet fald anføres eksplicit at det pågældende miljø - det kan være fx flora eller fauna - ikke vurderes at blive påvirket væsentligt af anlægget.

VVM-redegørelsen skal i henhold til bilag 4 til samlebekendtgørelsen indeholde:

1. En beskrivelse af det påtænkte anlæg, herunder navnlig:

1.1 En beskrivelse af anlæggets fysiske udformning og karakteristika samt arealanvendelsesbehovet under bygnings- og driftfaserne, herunder angivelse af anlægget på kortbilag i relevante målforhold.

1.2 En beskrivelse af de væsentlige karakteristika for produktionsprocesserne, fx type og mængde af de anvendte materialer, herunder om der indgår risikofyldte produktionsprocesser eller andre miljøbelastende forhold.

1.3 Et skøn efter type og mængde over forventede reststoffer og emissioner (vand-, luft- og jordbundsforurening, støj, vibrationer, lys, varme, stråling osv.) i forbindelse med driften af det foreslåede projekt.

Den nærmere beskrivelse af det påtænkte anlæg kan normalt baseres på de oplysninger som bygherren alligevel skal afgive i forbindelse med de for anlægget nødvendige godkendelser og tilladelser såsom landzonetilladelse, råstoftilladelse, miljøgodkendelse o.lign.

Anlægget eller projektet der skal miljøkonsekvensvurderes, omfatter i den forbindelse hele anlægget herunder også nødvendige afledte anlæg som derfor skal indgå i beskrivelsen og vurderingen af de miljømæssige konsekvenser. Dette kan fx være de nødvendige adgangsveje, kølerør, højspændingsledninger og gasledninger til et kraftværk - jf. Naturklagenævnets afgørelse af 14. september 1993 om opførelse af et kraftvarmeværk ved Limfjorden (Nordjyllands-værket), jf. Naturklagenævnet orienterer NKO nr. 16, 1993.

2. En oversigt over de væsentligste alternativer, som bygherren har undersøgt, og oplysninger om de vigtigste grunde til dennes valg af alternativ under hensyn til virkningerne på miljøet. Endvidere en oversigt over de væsentligste alternativer og alternative placeringer, som herudover har været undersøgt, en beskrivelse af konsekvenserne af, at anlægget ikke gennemføres (0-alternativet), samt oplysninger om de vigtigste grunde til regionplanmyndighedens valg af alternativ under hensyn til virkningerne på miljøet.

Kravene til behandlingen af alternativer skal sikre overholdelsen af VVM-direktivets krav, og er desuden udvidet i forhold til direktivet for at sikre muligheden for at få undersøgt alternativer udover dem som bygherren selv har ønsket at undersøge. Bestemmelserne bevirker at også alternativer som offentligheden foreslår under indkaldelsen af ideer og forslag, skal behandles mere eller mindre indgående - jf. Naturklagenævnets afgørelse af 14. september 1993 om Nordjyllandsværket (Naturklagenævnet orienterer NKO nr. 16.1993).

Regionplanmyndigheden er forpligtet til at tage alternativer der ligger uden for amtets grænser i betragtning i forbindelse med beslutningen om at vedtage eller ikke vedtage et forslag til regionplanretningslinier for et givet anlæg. Dette gælder uanset om disse måtte blive foreslået af bygherren, offentligheden eller medlemmer af amtsrådet/HUR. Disse alternativer bør fremgå af redegørelsen ledsaget af de betragtninger regionplanmyndigheden i den forbindelse har gjort sig.

Hvis bygherren har undersøgt alternativer uden for amtet, bør dette under alle omstændigheder fremgå af redegørelsen ligesom bygherrens begrundelse for ikke at vælge at realisere alternativet uden for amtet bør fremgå af redegørelsen.

Redegørelsen skal endvidere indeholde en beskrivelse af de konsekvenser en undladelse af at gennemføre projektet vil give - det såkaldte 0-alternativ. Denne beskrivelse må i mange tilfælde bygge på bygherrens oplysninger om hvilke konsekvenser en manglende tilladelse til anlægget vil få.

0-alternativet er en beskrivelse af hvordan tilstanden fremtidig forventes at være hvis det vælges ikke at gennemføre det foreslåede projekt. 0-alternativet er således som udgangspunkt ikke en status quo beskrivelse.

0-alternativet er i øvrigt en god referenceramme til vurdering af anlæggets miljøkonsekvenser.

VVM- redegørelsen skal endvidere indeholde:

3. En beskrivelse af de omgivelser, som i væsentlig grad kan blive berørt af det ønskede anlæg, beskrivelse af anlæggets betydelige virkninger på omgivelserne, herunder navnlig virkningerne på befolkning, fauna ) 7) , flora7), jord, vand, luft, klimatiske forhold, omfanget af transport, materielle goder, herunder den arkitektoniske og arkæologiske kulturarv, landskabet, offentlighedens adgang hertil og den indbyrdes sammenhæng mellem ovennævnte faktorer 8)  samt en beskrivelse af de som en mulig følge af miljøpåvirkningerne afledte socioøkonomiske forhold.

Beskrivelsen af omgivelserne vil oftest kunne baseres på oplysninger som er indhentet i forbindelse med den øvrige regionplanlægning og naturforvaltning. Undertiden kan det dog være nødvendigt at bede bygherren om yderligere omlysninger eller nærmere undersøgelser af specielle forhold af væsentlig betydning. Dette kan ske med henvisning til lovens § 7, stk. 3.

Det kan i denne forbindelse være en hjælp at udarbejde en checkliste der sikrer at alle relevante forhold inddrages i beskrivelsen og vurderingen. En sådan checkliste kan med fordel indgå direkte i redegørelsen hvis der til listen er knyttet en tilkendegivelse af hvilke omgivelser der skønnes ikke at ville blive påvirket i væsentlig grad idet den så kan fritage for at gengive dette i et selvstændigt afsnit. Redegørelsesteksten kan herefter koncentreres om de omgivelser der påvirkes i væsentlig grad og konsekvenserne heraf.

Beskrivelsen af anlæggets betydelige virkninger på omgivelserne herunder navnlig befolkning, fauna 9) , flora9), jord, vand, luft, klimatiske forhold samt den arkitektoniske og arkæologiske kulturarv kan med fordel referere til de områdeudpegninger for blandt andet beskyttelsesværdige landskaber og kulturmiljøer med tilhørende mål og restriktioner for områdets beskyttelse som fremgår af den gældende regionplan, eller de regler der skal sikre beskyttelsen af de pågældende omgivelser - det være sig naturbeskyttelsesloven, bygningsfrednings- og bevaringsloven, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, kommuneatlas eller lign. I de tilfælde hvor der i regionplanen eller mere generelt er fastsat kvalitetsmål - eksempelvis for kvaliteten af vandløb og kystvande, vil det være naturligt og hensigtsmæssigt at relatere anlæggets påvirkning til disse kvalitetsmål.

Beskrivelsen af de landskabelige og arkitektoniske konsekvenser bør ledsaget af en visualisering hvis anlægget medfører fysiske ændringer. Visualiseringen bør omfatte det pågældende anlæg i de omgivelser hvor anlægget tænkes placeret med en angivelse af hvorledes arealerne tager sig ud før anlæggets etablering og efter anlæggets etablering med henblik på at illustrere de påvirkninger anlægget har på landskab og kulturmiljø.

Skov- og Naturstyrelsen har i december 2000 udsendt en rapport med titlen: Visualisering og VVM – behov, metode, teknikker, eksempler.

Ved socioøkonomi forstås grundlaget for et områdes sociale struktur og erhvervsliv.

Der er kun krav om at beskrive de socioøkonomiske konsekvenser hvis anlægets miljøkonsekvenser vil kunne påvirke andre igangværende eller for området naturlige erhvervsmæssige eller rekreative aktiviteter.

Dette kan fx være en miljøpåvirkning der umuliggør eller forringer områdets fiskeri.

VVM-redegørelsen skal også indeholde:

4. En beskrivelse af anlæggets såvel kortsigtede som langsigtede virkninger på miljøet, som følge af:

4.1 Påvirkning af overflade- og grundvandssystemer.

4.2 Luftforurening.

4.3 Støjbelastning.

4.4. Anvendelsen af naturlige råstoffer.

4.5. Emission af forurenende stoffer, andre genepåvirkninger samt bortskaffelsen af affald.

Beskrivelse af, hvilke metoder der er anvendt til forudberegningen af virkningerne på miljøet.

I den forbindelse skal såvel de kortsigtede som langsigtede virkninger på miljøet beskrives. Redegørelsen skal også indeholde oplysninger om hvilke beregningsmetoder der er anvendt til denne vurdering.

Redegørelsen skal tillige indeholde:

5. En beskrivelse af de foranstaltninger, der tænkes anvendt med henblik på at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere de skadelige virkninger på miljøet.

Dette kan fx være brugen af renere teknologi som også bør indgå i overvejelserne og i givet fald fremgå af VVM-redegørelsen - jf. Naturklagenævnets afgørelse af 14. september 1993 om Nordjyllandsværket (Naturklagenævnet orienterer NKO nr. 16.1993).

 

Sluttelig, men ikke mindst skal redegørelsen indeholde:

6. Et ikke-teknisk resumé på grundlag af ovennævnte oplysninger.

7. En oversigt over eventuelle mangler ved oplysningerne og vurderingen af miljøpåvirkningerne.

Disse to sidste indholdskrav er meget vigtige idet de skaber det ofte nødvendige overblik over bedømmelses- og beslutningsgrundlaget. Det er derfor væsentligt at få klarlagt redegørelsens vurderinger og konklusioner samt dens begrænsninger i forhold til det miljø, og det anlæg der er vurderet.

En manglende opfyldelse af de indholdsmæssige krav i henhold til bilag 4 til samlebekendtgørelsen er et retligt spørgsmål som kan påklages til Naturklagenævnet i henhold til lovens § 58, stk. 1, nr. 4.

Da forslaget til regionplantillæg med VVM-redegørelse skal ud til offentlig debat, er det væsentligt at redegørelsen udtrykker regionplanmyndighedens vurdering af anlægget, og dets miljømæssige konsekvenser. Hvis bygherren ønsker at præsentere offentligheden for sin egen vurdering, er han naturligvis ikke afskåret fra dette idet bygherrens præsentation vil kunne indgå som et hvert andet indlæg i den offentlige debat.

Kapitel 9

Regionplanretningslinier

På grundlag af VVM redegørelsen kan der bl.a. fastsættes nye eller supplerende regionplanretningslinier samt i forbindelse med de nødvendige tilladelser og godkendelser stilles vilkår for anlægget og evt. dets drift.

Det er i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart at de begrænsninger der lægges for et anlægs beliggenhed og udformning gennem regionplanretningslinier, kun lader sig fravige i det omfang der er tale om forhold af underordnet betydning. Såfremt større fravigelser er nødvendige, vil det kræve udarbejdelse af et nyt regionplantillæg at ændre de pågældende retningslinier.

Vilkår der fastsættes i tilladelser og godkendelser, vil kunne ændres umiddelbart efter ønske fra bygherren så længe ændringerne ligger indenfor rammerne af regionplanens retningslinier. Den ændrede tilladelse/godkendelse kan påklages efter de regler der gælder for det pågældende område.

Se tillige afsnittet om retsvirkning/gennemførelse i Vejledning om planloven, Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen, 1996 side 21.

http://www.mem.dk/lpa/landsplan/praksis/loven/19976957240.htm - k a p3

Vejledning nr. 187 af 14. juni 1996, Vejledning om planloven – kapitel 3. C19960018760#K3

 

Kapitel 10

Offentliggørelser

VVM-reglerne indeholder krav om offentliggørelse der rækker ud over de almindelige offentlighedsregler i forbindelse med regionplanlægningen.

Således er det et krav at resultatet af screeningen - det vil sige spørgsmålet om hvorvidt et givet anlægsprojekt opført på bilag 2 er omfattet af VVM-bestemmelserne eller ej - skal offentliggøres.

I tilfælde hvor anlægget er VVM-pligtigt, kan denne offentliggørelse naturligt finde sted samtidig med indkaldelsen af ideer og forslag - altså den første inddragelse af offentligheden i planprocessen.

Anderledes stiller det sig hvis anlægget ikke er VVM-pligtigt. I det tilfælde vil der som udgangspunkt skulle ske selvstændig offentliggørelse.

Offentliggørelsen kan hvis bygherren er indforstået hermed, finde sted samtidig med offentliggørelsen af andre nødvendige tilladelser og godkendelser for anlægget - fx miljøgodkendelsen.

Regionplanmyndigheden skal dog være opmærksom på at kredsen af klageberettigede i henhold til planloven i relation til VVM-reglerne kan være bredere end kredsen af klageberettigede i henhold til fx miljøbeskyttelsesloven hvorfor det i hvert enkelt tilfælde må vurderes om en fælles annoncering vil kunne tilgodese offentliggørelsespligten.

Dette kan ved annoncering få indflydelse på udformningen af annoncen og valget af aviser.

Offentlighedsreglerne i forbindelse med tilvejebringelsen af regionplanretningslinierne i forbindelse med VVM-pligten følger de almindelige regler for regionplaners tilvejebringelse dog med to udvidelser.

Således skal regionplanmyndigheden hvis den beslutter ikke at ville vedtage de nødvendige regionplanretningslinier endeligt, offentliggøre denne beslutning samt begrundelsen for beslutningen - jf. bekendtgørelsens § 7 stk. 1.

Beslutter regionplanmyndigheden at vedtage regionplanretningslinierne endeligt, skal den tilsvarende offentliggøre denne beslutning.

Det skal den allerede efter planlovens § 30, men i VVM-sager skal offentliggørelsen foruden selve beslutningen angive indholdet af afgørelsen og de betingelser der eventuelt er knyttet til den; de vigtigste begrundelser og betragtninger, der ligger til grund for afgørelsen og om nødvendigt en beskrivelse af de vigtigste foranstaltninger som går ud på at undgå, begrænse og om muligt afbøde væsentlige negative virkninger på miljøet - jf. bekendtgørelsens § 7 stk. 2.

En VVM-tilladelse jf. bekendtgørelsen § 8 skal offentliggøres samtidig med at den meddeles ansøgeren. Vedrørende VVM-tilladelsen henvises til det følgende afsnit.

I øvrigt skal opmærksomheden henledes på forvaltningslovens bestemmelser hvorefter der altid skal gives klagevejledning og afgørelser skal begrundes.

Kapitel 11

VVM-tilladelsen

Alle VVM-pligtige anlæg er i dag omfattet af et krav om en særlig tilladelse – enten en VVM-tilladelse eller en af de godkendelser og tilladelser der er nævnt i bekendtgørelsens § 8, stk. 3. Tilladelsen må ikke gives før VVM-proceduren er afsluttet, og regionplanmyndigheden endeligt har vedtaget de nødvendige regionplanretningslinier for anlægget jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Dette gælder også hvor VVM-tilladelsen erstattes af fx miljøgodkendelsen efter lov om miljøbeskyttelse, kapitel 5, § 33.

Den mulighed der er i lov om miljøbeskyttelse, § 33, stk. 2 for at give tilladelse til bygge- og anlægsarbejder før der gives miljøgodkendelse, bør ikke anvendes i forbindelse med VVM-pligtige anlæg. En sådan tilladelse ville være i strid med såvel VVM-direktivets som planlovens intension med VVM-bestemmelserne og således på urimelig vis foregribe sagens afgørelse.

I forbindelse med VVM-tilladelsen vil der kunne stilles vilkår som har til formål at mindske anlæggets væsentlige virkninger på miljøet. Såvel tilladelsen som vilkårene kan alene vedrøre det VVM-pligtige anlæg og altså ikke eksisterende anlæg der er lovlige i henhold til planloven.

Fastsættelse af vilkår må bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Iøvrigt gælder de sædvanlige betingelser for vilkårsfastsættelse herunder at der skal være et rimeligt forhold mellem vilkår og tilladelse (proportionalitet).

Det er regionplanmyndigheden der fører tilsyn med overholdelsen VVM-tilladelsen, jf. planlovens § 51.

Endelig bemærkes at et VVM-pligtigt anlæg må nægtes tilladelse til etablering hvis det vurderes at anlægget vil kunne medføre sådanne væsentlige konsekvenser at dette ikke er foreneligt med de planlægningsmæssige og miljømæssige hensyn. Dette gælder også hvis det vurderes at de nødvendige vilkår for at opnå en miljø-mæssig forsvarlig drift ikke vil kunne stilles eller håndhæves.

En VVM-tilladelse skal som omtalt ovenfor offentliggøres samtidig med at den meddeles ansøgeren - jf. bekendtgørelsen § 8, stk. 2.

VVM-tilladelsen kan indenfor 4 uger efter offentliggørelsen påklages til Naturklagenævnet - jf. planloven § 58 stk. 1, nr. 3.

Det er ikke et krav, men kan være en fordel, at offentliggøre et udkast til VVM-tilladelse samtidig med offentliggørelsen af VVM-redegørelsen og forslaget til regionplanretningslinierne svarende til kravet i forbindelse med anlæg der kræver miljøgodkendelse - se nedenfor.

For anlæg omfattet af tilladelser og godkendelser angivet på grundlag af bekendtgørelserne nr. 646 af 29. oktober 2001 og bekendtgørelse nr. 849 af 30. september 1994 erstatter de pågældende tilladelser og godkendelser kravet om VVM-tilladelse, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 3.

Dette gælder bl.a. for anlæg der kræver godkendelse i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. For disse anlæg gælder i øvrigt at VVM-redegørelsen og forslaget til regionplanretningslinier skal ledsages af et forslag til miljøgodkendelse som skal offentliggøres samtidig med offentliggørelsen af regionplanforslaget og følge reglerne for dettes offentliggørelse i planloven, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 646 om godkendelse af listevirksomhed af 29. juni 2001 - dvs. i mindst 8 uger. Offentlighedsfasen på de 8 uger giver borgerne lejlighed til at komme med indsigelser overfor såvel VVM-redegørelsen, de foreslåede regionplanretningslinier samt forslaget til miljøgodkendelse.

Forslaget til miljøgodkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven skal tilvejebringes af den kompetente myndighed. Bestemmelsen betyder ikke at kompetencen forskydes fra kommunalbestyrelsen til amtsrådet hvis kommunen er godkendelsesmyndighed.

For så vidt angår andre nødvendige godkendelser og tilladelser er der ikke krav om at disse offentliggøres som forslag samtidig med regionplantillægget, men reglerne er ikke til hinder for en sådan offentliggørelse af godkendelses- og tilladelsesforslag.

I forbindelse med tilladelse og godkendelse af husdyrbrug bør det erindres at ansøgningen, VVM-vurderingen og tilladelsen er knyttet til et anlæg, som forudsætter anvendelse af nærmere angivne (ejede, forpagtede eller lejede, herunder arealer med gylleaftaler) arealer.

Senere ændringer fx ved udskiftning af arealer der indgik i VVM-vurderingen, er omfattet af reglerne i samlebekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. bilag 2, nr. 13. Det betyder at regionplanmyndigheden skal vurdere om en ændring der kan være til skade for miljøet, må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt og dermed være VVM-pligtig.

Hvis fx en landmand har fået tilladelse til et husdyrhold på grundlag af en VVM-vurdering der er baseret på bestemte arealer, bør amtet oplyse ham om at der kan kræves en ny VVM-vurdering hvis ændringen kan være til skade for miljøet.

Det kan for at give landmændene størst mulig dispositionsfrihed og samtidig lette amtets administration derfor anbefales at amtet overfor landmændene på forhånd tilkendegiver hvilke arealer – inden for en rimelig afstand fra husdyrholdet – der har en sådan sårbarhed at der vil kunne opstå skade på miljøet hvis de inddrages til udbringningsarealer. Dette kan med fordel angives på kortbilag. Sådanne kortbilag bør optages i redegørelsen og udleveres til landmændene.

Da arealer som landmanden råder over gennem aftaler om afsætning af husdyrgødning til anden bedrift, jf. husdyrgødningsbekendtgørelsens § 28, stk. 8 (gylleaftalearealer), ikke er omfattet af miljøgodkendelsen (kap. 5 godkendelsen), medfører ændringer heller ikke at godkendelsen falder bort eller skal revurderes. Det indebærer at en udskiftning af disse gylleaftalearealer der udløser en ny VVM-vurdering, bliver omfattet af samlebekendtgørelsens § 8, stk. 1 således at der kræves en VVM-tilladelse i medfør planloven for at tillade denne ændring.

Virkningen af en arealudskiftning er i relation til kravet om VVM-vurdering den samme uanset om ændringen sker ved køb/salg, ændring af en forpagtning eller udskiftning af gylleaftalearealer.

Kapitel 12

Klageregler

I henhold til planlovens § 58 stk. 4 kan der klages over retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelsen af VVM-sagerne. Klageretten omfatter afgørelsen af om et anlæg er VVM-pligtigt, og de afgørelser der træffes under tilvejebringelsen af regionplanretningslinier for anlægget herunder overholdelsen af procedurereglerne og indholdskravene til VVM-redegørelsen.

I tilfælde hvor det pågældende VVM-pligtige anlæg skal have en tilladelse efter § 8 i samlebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning) vil der kunne klages over amtsrådets/HUR’s tilladelse, jf. planlovens § 58, stk. 3. Klagen er ikke begrænset til retlige spørgsmål, men kan også omfatte vurderingen af om en tilladelse bør meddeles og vilkårene for en evt. tilladelse.

Klagefristen er 4 uger fra datoen for offentliggørelsen af afgørelsen.

I tilfælde hvor en afgørelse ikke offentliggøres, regnes klagefristen fra det tidspunkt hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen.

Klager i forbindelse med VVM-reglerne har ikke opsættende virkning. Naturklagenævnet kan dog i henhold til planlovens § 60, stk. 3 tillægge en rettidig klage opsættende virkning.

Klagen skal indgives til Naturklagenævnet, jf. § 60, stk. 2, 2 pkt.

Klageberettiget er enhver med en retlig interesse i sagens udfald herunder organisationer og foreninger m.v. med lokalt tilhørsforhold til det pågældende område.

Endvidere er landsdækkende foreninger og organisationer der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen klageberettigede. Det er dog en forudsætning at foreningen eller organisationen har vedtægter eller love som dokumenterer dens formål, og at den repræsenterer mindst 100 medlemmer, jf. § 59, stk. 2.

Det er Naturklagenævnet som klagemyndighed der afgør spørgsmålet om klageberettigelse.

 

Miljø- og Energiministeriet, den 10. oktober 2001

Niels Østergård

/Susanne Herfelt



Bilag

Bilagsoversigt

Bilag 1

Miljø- og Energiministeriets skrivelse af 9. februar 2001 til Hovedstadens Udviklingsråd, amterne og kommunerne om nedsættelse af sagsbehandlingtider for VVM-screening af husdyrbrug uden at det grundlæggende naturbeskyttelseshensyn går tabt, med bilag

 

Bilag 2

Lovbekendtgørelse nr. 518 af 11. juni 2000, Bekendtgørelse af lov om planlægning

 

Bilag 3

Bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999, Bekendtgørelse om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelsen)

 

Bilag 4

Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 14001 af 30. december 1997, Cirkulære om regionplanlægning og landzoneadministration for anlæg til intensiv husdyrproduktion, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad (VVM-pligtige anlæg)

 

Bilag 5

Miljø- og Energiministeriets vejledning nr. 14002 af 30.december 1997, Vejledning om planlægning og administration af anlæg til intensiv husdyrproduktion,der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad (VVM-pligtige anlæg)

 

Bilag 6

Bekendtgørelse nr. 71 af 4. november 1999, Bekendtgørelse af konventionen af 25.februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne. (Espoo-konventionen)

 

Bilag 7

Bekendtgørelse nr. 646 af 29 juni 2001, Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed

 

Bilag 8

Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr.849 af 30. september 1994, Bekendtgørelse om tilladesle m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning (VVM)

 

Bilag 9

Bekendtgørelse nr.106 af 1. februar 2000, Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer

 

Bilagene 10-20 ”fra De Europæiske Fællesskabers Tidende” udgives i et selvstændigt hæfte som kan bestilles i Miljøbutikken., Læderstræde 1-3, 1201 København K. Telefon 33 95 40 00, Telefax 33 92 76 90. E-post: butik@mem.dk

Internet: www.landsplanafdelingen.dk

 

Bilag 10

Rådets direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (85/337/EØF) – (VVM-direktivet)

 

Bilag 11

Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet

 

Bilag 12

Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald

 

Bilag 13

Rådets direktiv 94/31/EF af 27. juni 1994 om ændring af direktiv 91/689/EØF om farligt affald

 

Bilag 14

Rådets beslutning af 22. december 1994 om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i direktiv 91/689/EØF om farligt affald (94/904/EF)

 

Bilag 15

Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald

 

Bilag 16

Kommissionens beslutning af 20. december 1993 om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1,litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald (94/3/EF)

 

Bilag 17

Kommissionens beslutning af 3.maj 2000 om afløsning af beslutning 94/3/EF om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1,litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald og Rådets beslutning 94/904/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1,. sTk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald (2000/532/EF)

 

Bilag 18

Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 om ændring af direktiv 75/442/EØF om affald

 

Bilag 19

Rådets direktiv 96/59/EF af 16. september 1996 om bortskaffelse af polychlorbiphenyler og polychlorterphenyler (PCB/PCT)

 

Bilag 20

Kommissionens beslutning af 24. maj 1996 om tilpasning af bilag IIA og IIB til Rådets direktiv 75/442/EØF om affald (Tekst af betydning for EØS) 96/350/EF

 



Bilag 1

Miljø- og Energiministeriets skrivelse af 9. februar 2001 til Hovedstadens Udviklingsråd, amterne og kommunerne om nedsættelse af sagsbehandlingtider for VVM-screening af husdyrbrug uden at det grundlæggende naturbeskyttelses-hensyn går tabt, med bilag.

Nedsættelse af sagbehandlingstider-1. Grafik 16kb

Nedsættelse af sagbehandlingstider-2. Grafik 21kb

Nedsættelse af sagsbehandlingstider-3. Grafik 7kb

Notat om screening af husdyrbrug-1. Grafik 19kb

Notat om screening af husdyrbrug-2. Grafik 24kb

Notat om screening af husdyrbrug-3. Grafik 24kb

Notat om screening af husdyrbrug-4. Grafik 24kb

Notat om screening af husdyrbrug-5. Grafik 25kb

Notat om screening af husdyrbrug-6. Grafik 24kb

Notat om screening af husdyrbrug-7. Grafik 17kb

Notat om screening af husdyrbrug-8. Grafik 19kb

Notat om screening af husdyrbrug-9. Grafik 22kb

Notat om screening af husdyrbrug-10. Grafik 27kb

Notat om screening af husdyrbrug-11. Grafik 31kb

Notat om screening af husdyrbrug-12. Grafik 11kb

Naturklagenævnets afg. om svinefarme-1. Grafik 20kb

Naturklagenævnets afg. om svinefarme-2. Grafik 25kb

Naturklagenævnets afg. om svinefarme-3. Grafik 26kb

Naturklagenævnets afg. om svinefarme-4. Grafik 18kb

 



Bilag 10

Rådets direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (85/337/EØF) – (VVM-direktivet)

EU Tidende 5.7.85 Nr. L 175/40. Grafik 29kb

EU Tidende 5.7.85 Nr. L 175/41. Grafik 30kb

EU Tidende 5.7.85 Nr. L 175/42. Grafik 34kb

EU Tidende 5.7.85 Nr. L 175/43. Grafik 20kb

EU Tidende 5.7.85 Nr. L 175/44. Grafik 15kb

EU Tidende 5.7.85 Nr. L 175/45. Grafik 16kb

EU Tidende 5.7.85 Nr. L 175/46. Grafik 18kb

EU Tidende 5.7.85 Nr. L 175/47. Grafik 8kb

EU Tidende 5.7.85 Nr. L 175/48. Grafik 16kb

 



Bilag 11

Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/5. Grafik 33kb

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/6. Grafik 32kb

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/7. Grafik 35kb

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/8. Grafik 27kb

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/9. Grafik 25kb

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/10. Grafik 19kb

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/11. Grafik 17kb

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/12. Grafik 17kb

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/13. Grafik 19kb

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/14. Grafik 14kb

EU Tidende 14.3.97 Nr. L 73/15. Grafik 16kb

 



Bilag 12

Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald

EU Tidende 31.12.91 Nr. L 377/20. Grafik 28kb

EU Tidende 31.12.91 Nr. L 377/21. Grafik 34kb

EU Tidende 31.12.91 Nr. L 377/22. Grafik 26kb

EU Tidende 31.12.91 Nr. L 377/23. Grafik 17kb

EU Tidende 31.12.91 Nr. L 377/24. Grafik 9kb

EU Tidende 31.12.91 Nr. L 377/25. Grafik 17kb

EU Tidende 31.12.91 Nr. L 377/26. Grafik 22kb

EU Tidende 31.12.91 Nr. L 377/27. Grafik 9kb

 



Bilag 13

Rådets direktiv 94/31/EF af 27. juni 1994 om ændring af direktiv 91/689/EØF om farligt affald

EU Tidende 2.7.94 Nr. L 168/28. Grafik 18kb

 



Bilag 14

Rådets beslutning af 22. december 1994 om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i direktiv 91/689/EØF om farligt affald (94/904/EF)

EU Tidende 31.12.94 Nr. L 356/14. Grafik 22kb

EU Tidende 31.12.94 Nr. L 356/15. Grafik 19kb

EU Tidende 31.12.94 Nr. L 356/16. Grafik 17kb

EU Tidende 31.12.94 Nr. L 356/17. Grafik 25kb

EU Tidende 31.12.94 Nr. L 356/18. Grafik 22kb

EU Tidende 31.12.94 Nr. L 356/19. Grafik 20kb

EU Tidende 31.12.94 Nr. L 356/20. Grafik 18kb

EU Tidende 31.12.94 Nr. L 356/21. Grafik 23kb

EU Tidende 31.12.94 Nr. L 356/22. Grafik 21kb

 



Bilag 15

Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald

EU Tidende 25.7.75 Nr. L 194/47. Grafik 26kb

EU Tidende 25.7.75 Nr. L 194/48. Grafik 26kb

EU Tidende 25.7.75 Nr. L 194/49. Grafik 21kb

 



Bilag 16

Kommissionens beslutning af 20. december 1993 om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1,litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald (94/3/EF)

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/15. Grafik 13kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/16. Grafik 16kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/17. Grafik 14kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/18. Grafik 19kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/19. Grafik 19kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/20. Grafik 19kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/21. Grafik 18kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/22. Grafik 20kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/23. Grafik 24kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/24. Grafik 24kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/25. Grafik 18kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/26. Grafik 19kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/27. Grafik 19kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/28. Grafik 18kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/29. Grafik 21kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/30. Grafik 18kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/31. Grafik 19kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/32. Grafik 19kb

EU Tidende 7.1.91 Nr. L 5/33. Grafik 8kb

 



Bilag 17

Kommissionens beslutning af 3.maj 2000 om afløsning af beslutning 94/3/EF om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1,litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald og Rådets beslutning 94/904/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1,. sTk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald (2000/532/EF)

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/3. Grafik 24kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/4. Grafik 25kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/5. Grafik 23kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/6. Grafik 14kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/7. Grafik 21kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/8. Grafik 18kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/9. Grafik 21kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/10. Grafik 17kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/11. Grafik 21kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/12. Grafik 22kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/13. Grafik 25kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/14. Grafik 23kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/15. Grafik 19kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/16. Grafik 17kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/17. Grafik 20kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/18. Grafik 18kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/19. Grafik 20kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/20. Grafik 21kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/21. Grafik 15kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/22. Grafik 22kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/23. Grafik 18kb

EU Tidende 6.9.2000 Nr. L 226/24. Grafik 19kb

 



Bilag 18

Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 om ændring af direktiv 75/442/EØF om affald

EU Tidende 26.3.91 Nr. L 78/32. Grafik 20kb

EU Tidende 26.3.91 Nr. L 78/33. Grafik 29kb

EU Tidende 26.3.91 Nr. L 78/34. Grafik 31kb

EU Tidende 26.3.91 Nr. L 78/35. Grafik 28kb

EU Tidende 26.3.91 Nr. L 78/36. Grafik 28kb

EU Tidende 26.3.91 Nr. L 78/37. Grafik 23kb

 



Bilag 19

Rådets direktiv 96/59/EF af 16. september 1996 om bortskaffelse af polychlorbiphenyler og polychlorterphenyler (PCB/PCT)

EU Tidende 24.9.96 Nr. L 243/31. Grafik 34kb

EU Tidende 24.9.96 Nr. L 243/32. Grafik 36kb

EU Tidende 24.9.96 Nr. L 243/33. Grafik 36kb

EU Tidende 24.9.96 Nr. L 243/34. Grafik 28kb

EU Tidende 24.9.96 Nr. L 243/35. Grafik 8kb

 



Bilag 20

Kommissionens beslutning af 24. maj 1996 om tilpasning af bilag IIA og IIB til Rådets direktiv 75/442/EØF om affald (Tekst af betydning for EØS) 96/350/EF

EU Tidende 6.6.96 Nr. L 135/32. Grafik 14kb

EU Tidende 6.6.96 Nr. L 135/33. Grafik 15kb

EU Tidende 6.6.96 Nr. L 135/34. Grafik 12kb

 

Officielle noter

1) jf.definitionen for lufthavne i Chicago-overenskomsten af 1944 om oprettelse af Organisationen for international civil Luftfart (bilag 14).

2) Ved motortrafikveje forstås veje, der svarer til definitionen i ECE-aftalen af 15. november 1975 om internationale hovedtrafikårer.

3) Ved naturområder forstås områder der i en endeligt vedtaget regionplan er udlagt med henblik på at opnå en væsentlig beskyttelse af skove, flora og fauma, landskaber, kulturværdier samt de økologiske forbindelser og områder af særlig friluftmæssig interesse.

4) EFT nr. L 194 af 25.7.1975, s. 39. Direktivet er senest ændret ved Kommissionens beslutning 94/3/EF (EFT nr. L 5 af 7.1.1994, s. 15).

5) EFT nr. L 377 af 31.12.1991, s. 20 Direktivet er senest ændret ved direktiv 94/31/EF (EFT nr. L 168 af 2.7.1994, s. 28).

6) Bekendtgørelse nr. 106 af 1. februar 2000 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.

7) Beskrivelsen skal omfatte virkningerne på akut truede, sårbare, sjældne eller frede plante- og dyrearter eller arter som Danmark i international sammenhæng har et særligt ansvar for.

8) Beskrivelsen skal anføre anlæggets direkte virkninger og i givet fald dets indirekte, sekundære, kumulative, kort- og langsigtede, vedvarende eller midlertidige samt positive eller negative virkninger.

9) I den forbindelse bør der altid undersøges for arter og naturtyper i internationale naturbeskyttelsesområder, fredede arter, jf. artsfredningsbekendtgørelsen og rødlisten over planter og dyr i Danmark. Yderligere information kan fås på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside: http://www.sns.dk