Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om landzoneadministration Planlovens §§ 34-38

 

 

Forord

Denne vejledning er en revision af kapitel VII om zoneinddeling og landzoneadministration i Landsplanafdelingens "Vejledning om planloven" fra 1996. Der er ikke tale om nye regler, men vejledningen er opdateret med hensyn til anden lovgivning, og Naturklagenævnets seneste praksis er indarbejdet.

Vejledningen er primært rettet mod landzonemyndighedens sagsbehandling.

I dag er der udarbejdet omkring 2300 landzonelokalplaner hvor kommunalbestyrelsen har overtaget amtsrådets landzonekompetence. Samtidig er kommunalbestyrelsen landzonemyndighed inden for de mere end 1500 landsbyer som er afgrænset i kommuneplanerne.

Hensigten med vejledningen har været at skabe et opslagsværk der kan lette forståelsen af de enkelte landzonebestemmelser og give et overblik inden for særlige emneområder. Desuden har det været hensigten at give en samlet beskrivelse af procedurer m.v. i forbindelse med behandlingen af en landzonesag.

Vejledningen er opdelt i tre overordnede afsnit.

Afsnit 1 behandler de enkelte paragraffer i planlovens landzonebestemmelser. Hovedvægten er lagt på at uddybe de enkelte bestemmelsers indhold, definere begreber m.v., og at redegøre for de hensyn landzonemyndigheden skal lægge til grund når der træffes en afgørelse efter landzonebestemmelserne.

Afsnit 2 behandler regler og administrationspraksis inden for særlige emneområder, fx boliger, landbrug og tekniske anlæg. Her behandles de forhold i administrationen inden for de enkelte emner som sagsbehandleren skal være opmærksom på.

Afsnit 3 samler de regler og procedurer der er forbundet med behandlingen af en landzonesag, både hvad angår modtagelse og behandling af ansøgninger, formkrav og klageregler.

Vejledningen omhandler planlovens bestemmelser, men henviser i en vis udstrækning til andre vejledninger og anden lovgivning. Bagerst i vejledningen findes en oversigt over de omtalte love, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger m.v. samt et stikordsregister.

Der henvises endvidere til de afgørelser efter landzonebestemmelserne som offentliggøres i "Naturklagenævnet Orienterer" (NKO). Disse kan findes på Naturklagenævnets hjemmeside www.nkn.dk.

Indledning

Planloven har til formål at sikre at den sammenfattende fysiske planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag.

Loven skal særligt sikre at udviklingen sker ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering hvor værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber skabes og bevares, hvor de åbne kyster fortsat udgør en væsentlig natur- og landskabsressource, hvor forurening af luft, vand, jord og støjulemper forebygges og hvor offentligheden i videst muligt inddrages i planlægningsarbejdet.

Landzoneadministrationen skal sammen med region-, kommune-, og lokalplanlægningen sikre en hensigtsmæssig udvikling inden for rammerne af planlovens formål. Landzonebestemmelserne er et af de virkemidler som sikrer at den sammenfattende fysiske planlægning ikke tilsidesættes.

Administrationen sker på baggrund af de til enhver tid gældende forudsætninger af planmæssig, samfundsøkonomisk eller anden art, hvorfor bestemmelserne også er både et fleksibelt og effektivt redskab til at varetage lovens formål.

Kapitel 1

Planlovens landzonebestemmelser - §§ 34-38

 

1.1 Zoneinddelingen - § 34

§ 34. Hele landet er opdelt i byzoner, sommerhusområder og landzoner.

Stk. 2. Byzoner er

  1. områder, som i en byudviklingsplan er udlagt til bymæssig bebyggelse,
  2. områder, som i en bygningsvedtægt er udlagt som byggeområder til bymæssig bebyggelse,
  3. områder, som i en byplanvedtægt er udlagt til bymæssig bebyggelse eller offentlige formål, og
  4. områder, som i en lokalplan er overført til byzone.

Stk. 3. Sommerhusområder er

  1. områder, som i en bygningsvedtægt eller en byplanvedtægt er udlagt til sommerhusbebyggelse, og
  2. områder, som i en lokalplan er overført til sommerhusområde.

Stk. 4. Landzoner er de områder, der ikke er omfattet af stk. 2 og 3.

Efter planlovens § 34 er hele landet inddelt i tre zoner: Byzone, sommerhusområder og landzone. Denne zoneinddeling blev oprindelig indført med by- og landzoneloven i 1970.

Hovedformålet med zoneinddelingen og landzonebestemmelserne er at modvirke byspredning ved at hindre spredt og uplanlagt bebyggelse og anlæg i det åbne land og samtidig sikre at egentlig byudvikling sker hvor der er åbnet mulighed for det gennem region-, kommune- og lokalplanlægningen. Zoneinddelingen skaber derved en klar og værdifuld grænse mellem by og land hvorved bl.a. natur- og kulturhistoriske værdier bevares, og miljøkonflikter undgås.

Områder i landzone skal som udgangspunkt friholdes for anden (uplanlagt) bebyggelse m.v. end den der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Udover at værne om natur og landskab er varetagelsen af de primære erhvervs interesser således blandt de hensyn der ligger bag landzonebestemmelserne.

Landzoneadministrationen gør det muligt at bevare kvaliteterne i det åbne land og medvirker samtidig til at sikre kvalitet i byer og landsbyer når nye boliger henvises til ledige grunde eller tomme bygninger.

Planlovens § 34 definerer hvad der er byzone og sommerhusområde. Alle andre landarealer er landzone.

Et områdes zonestatus gælder indtil den ændres efter reglerne i planloven. Byudviklingsplaner, bygningsvedtægter og byplanvedtægter har i deres afgrænsninger stadig betydning i relation til zonestatus.

Byzone og sommerhusområder er områder der typisk er planlagt henholdsvis til bymæssig bebyggelse/offentlige formål og til sommerhusbebyggelse, jf. § 34, stk. 2 og 3.

Landzonen består af de områder som ikke er udlagt til byzone eller sommerhusområder, jf. § 34, stk. 4.

Udover landbrugs-, natur- og skovarealer omfatter landzonen også mange mindre bysamfund. Områder i landzone kan tillige være omfattet af en lokalplan. Om landzonelokalplaner, se afsnit 1.2.5.

Arealer der indvindes ved opfyldning på søterritoriet, er landzone indtil zonestatus ændres ved lokalplanlægning.

Sommerhuse i landzone

Der findes en del sommerhuse i landzone. Sommerhusene kan ligge enkeltvis, få samlede eller flere i større afgrænsede områder.

De enkelt beliggende sommerhuse kan være opført på baggrund af en tilladelse efter by- og landzoneloven eller være lovligt opført før by- og landzoneloven trådte i kraft i 1970.

De afgrænsede områder omfatter fx de såkaldte "aftaleområder" hvor der mellem den daværende Planstyrelse og amtsrådene er indgået aftale om at der i et nærmere bestemt omfang vil kunne tillades opførelse af sommerhuse. For mange af aftaleområderne har kommunalbestyrelserne siden lavet lokalplaner.

Planlovens regler om anvendelse af ejendomme i sommerhusområde1) ælder ikke for sommerhuse i landzone. Disse er reguleret af landzonebestemmelserne i planlovens §§ 35 og 36.

Overførsel til byzone og sommerhusområde

Overførsel af arealer fra landzone til byzone eller sommerhusområde kan kun ske ved en lokalplan i henhold til planlovens § 15, stk. 2, og i overensstemmelse med region- og kommuneplanens retningslinier for byudviklingen. Lokalplanlægningen sikrer at den ændrede anvendelse af arealet sker inden for rammerne af den overordnede planlægning, og at offentligheden inddrages i beslutningsprocessen.

Planlovens § 15, stk. 3, stiller særlige krav til indholdet i en lokalplan der overfører områder fra landzone til byzone eller sommerhusområde.

Det skal bemærkes at kommunalbestyrelserne ikke må udlægge nye sommerhusområder inden for kystnærhedszonen, jf. planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 3.

Tilbageførsel til landzone

Planlovens kapitel 10 indeholder nærmere bestemmelser om tilbageførsel af arealer til landzone.

Arealer kan tilbageføres fra byzone eller sommerhusområde til landzone ved kommunalbestyrelsens beslutning hvis det er i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. planlovens § 45, stk. 1. Byzonearealer som ikke forventes udnyttet inden for kommuneplanens 12-årige planperiode, bør overtages af kommunen eller tilbageføres til landzone.

Efter § 45, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen tilbageføre et areal fra byzone eller sommerhusområde til landzone hvis ejeren ansøger om det. Det er dog en forudsætning at arealet grænser op til landzone, og at tilbageførelsen i øvrigt er ubetænkelig ud fra planlægningsmæssige hensyn.

1.2 Krav om landzonetilladelse - § 35

§ 35. I landzoner må der ikke uden tilladelse fra landzonemyndigheden foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. dog §§ 36-38.

1.2.1 Hovedregel - § 35, stk. 1

Hovedreglen er at der i landzone ikke må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelser og ubebyggede arealer uden tilladelse fra landzonemyndigheden, jf. planlovens § 35, stk. 1. (Om landzonemyndigheden, se afsnit 1.2.7).

Der er som udgangspunkt et krav om forudgående tilladelse til alle ændringer i det bestående. Loven indeholder dog en række væsentlige undtagelser fra kravet om tilladelse, jf. planlovens §§ 36 og 37. Disse undtagelser behandles særskilt i afsnit 1.3 og 1.4.

1.2.2 Definitioner

Landzonebestemmelserne indeholder begreberne udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse.

Udstykning

Ved udstykning forstås at det registreres i matriklen at arealer fraskilles én eller flere samlede faste ejendomme og fremtidig udgør en ny samlet fast ejendom, jf. § 6 i udstykningsloven.

Der kræves ikke tilladelse fra landzonemyndigheden til andre matrikulære ændringer end udstykning, som fx arealoverførsler. Arealoverførsler består i at areal fraskilles en samlet fast ejendom og tillægges en anden eksisterende samlet fast ejendom.

En arealoverførsel kan ske uden landzonetilladelse, også selv om et landzoneareal tillægges en ejendom i byzone eller i et sommerhusområde.

Hvis der ved arealoverførslen tilsigtes en ændret anvendelse og/eller bebyggelse af det overførte areal, kræver anvendelsen/bebyggelsen tilladelse efter landzonebestemmelserne. Dette gælder dog ikke hvis anvendelsen og/eller bebyggelsen er undtaget fra krav om landzonetilladelse efter §§ 36 eller 37.

Det betragtes ikke i sig selv som en ændret anvendelse at et areal overføres fra en landbrugsejendom til en direkte tilgrænsende boligejendom hvis formålet er at benytte arealet som have.

Planloven omhandler ikke sammenlægning af ejendomme og ejendomsberigtigelse. Landzonebestemmelserne har derfor ikke betydning for arealmæssige strukturændringer i landbruget.

Matrikelmyndigheden må ikke registrere en arealoverførsel hvis formålet er ændret anvendelse/bebyggelse som forudsætter landzonetilladelse før der er meddelt tilladelse fra landzonemyndigheden, jf. udstykningslovens § 20 om udstykningskontrollen i relation til anden lovgivning.

Bebyggelse

Udtrykket bebyggelse skal efter landzonebestemmelserne forstås på samme måde som efter § 2 i byggeloven. Det vil sige at bebyggelse ikke alene omfatter bygninger og mure, men også andre faste konstruktioner og anlæg, eksempelvis antennemaster, gylletanke1) 2)  og vindmøller. Byggeloven finder også anvendelse på transportable konstruktioner som gøres til genstand for bygningsmæssig udnyttelse når udnyttelsen ikke er af rent forbigående art.

Opførelse af ny bebyggelse omfatter ikke alene selvstændige bebyggelser, men også til- og ombygninger i forbindelse med eksisterende byggeri.

Kravet om landzonetilladelse til ombygning alene forudsætter dog at byggearbejdet er så væsentligt at det kan sidestilles med nyopførelse. Hvorvidt en sag skal behandles som en ansøgning om ombygning eller en ansøgning om nyopførelse beror efter praksis på landzonemyndighedens vurdering af om der (endnu) er værdier af betydning i den eksisterende bebyggelse.

Det kræver ikke landzonetilladelse at foretage indvendige bygningsændringer så længe disse ikke tilsigter en ændret anvendelse af bygningen, og der ikke oprettes flere boligenheder

Ændret anvendelse

Ved ændret anvendelse forstås efter landzonebestemmelserne en anden anvendelse af en bygning eller et areal end hidtil.

Ændringen må antage en vis blivende karakter.

En kortvarig ændring i anvendelsen af en bygning eller et areal er således ikke en ændret anvendelse der kræver tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1. En periode på under 6 uger anses for kortvarig.

Ifølge praksis er det en forudsætning for kravet om landzonetilladelse at den ændrede anvendelse er planlægningsmæssig relevant i forhold til landzonebestemmelsernes formål (se NKO nr. 92, 1996, om etablering af behandlervirksomhed i kursusejendom).

Ophævelse af landbrugspligten på en landbrugsejendom betragtes ikke i sig selv som en ændret anvendelse som kræver landzonetilladelse.

Heller ikke i tilfælde hvor landbrugspligten ophæves på restparcellen3)  efter at jorden er frastykket, betragtes det som en ændret anvendelse der kræver tilladelse. Det forudsætter dog at beboelsesbygningen på restparcellen fortsat anvendes til helårsbeboelse eller overgår til fritidsbeboelse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 10. Det forudsættes endvidere at de tidligere avls- og driftsbygninger på restparcellen alene udnyttes som udenomsrum eller overgår til anvendelse efter planlovens § 37.

1.2.3 Hensyn der skal varetages ved alle ansøgninger

Landzonemyndigheden skal ved udøvelsen af sine beføjelser efter landzonebestemmelserne virke for gennemførelsen af region- og kommuneplanen, jf. planlovens §§ 9 og 12.

Det indebærer at landzonemyndigheden i vurderingen af de enkelte ansøgninger om landzonetilladelse skal udøve et konkret skøn inden for de rammer som findes i planlægningen.

Hensigten er at region- og kommuneplanlægningen ikke efterhånden gennemhulles ved enkeltstående tilladelser der måske hver især kan synes rimelige og forsvarlige, men som samlet set kan være i strid med intentionerne i den sammenfattende fysiske planlægning.

Grundlaget for den konkrete vurdering er region- og kommuneplanernes retningslinier for udviklingen i det åbne land og landsbyerne. Disse retningslinier er netop fastlagt på baggrund af en samlet afvejning mellem beskyttelses- og erhvervsinteresser i bred forstand og med baggrund i den kortlægning og planlægning som er tilvejebragt for hvert af de enkelte interesseområder.

Landzonemyndigheden får med den konkrete vurdering lejlighed til i hvert enkelt tilfælde at vurdere det ansøgte, dels i relation til de stedlige forhold og dels i relation til de forskellige samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen som kommune- og regionplanmyndighederne inddrager i planlægningen.

Landzonemyndigheden har mulighed for enten at meddele tilladelse til det ansøgte, meddele tilladelse på vilkår eller give afslag (jf. dog § 36, stk. 2).

Vejledning om landzonemyndighedens sagsbehandling findes i afsnit 3.

Ved den enkelte ansøgning om landzonetilladelse skal landzonemyndigheden foretage en vurdering og afvejning af en række forskellige hensyn. Det kan være:

· planlægningsmæssige hensyn

· hensyn til jordbrugserhvervet

· landskabelige hensyn

· naturbeskyttelsesmæssige hensyn

· rekreative hensyn

· miljøbeskyttelsesmæssige hensyn

· hensyn til udnyttelsen af råstofressourcerne

· trafikale hensyn

· hensyn til udbuddet af servicefunktioner

· kulturhistoriske hensyn

· sociale eller menneskelige hensyn

Planlægningsmæssige hensyn

Areal er en begrænset ressource i Danmark, og der er mange hensyn og interesser der skal varetages i planlægningen og reguleringen af det åbne land. Planloven skal sikre at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen. Derfor er det vigtigt gennem administrationen af landzonebestemmelserne at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af arealressourcerne i en afvejning af alle de forskellige interesser i det åbne land.

Administrationen af landzonebestemmelserne bør ske på baggrund af den sammenfattende fysiske planlægning og de samlede overvejelser i landdistriktspolitikken. Egentlig byudvikling bør henvises til arealer i byzone, og investeringer til fordel for landdistrikterne bør ske i tilknytning til de eksisterende landsbyer.

Presset på arealressourcerne varierer imidlertid alt efter hvor i landet man befinder sig. Landzonemyndigheden bør tage højde for disse geografiske forskelle og udvise større tilbageholdenhed med at meddele landzonetilladelse i nærheden af større bysamfund hvor arealkonkurrencen er skærpet, end i tyndt befolkede områder hvor arealkonkurrencen er begrænset.

I bred forstand er de planlægningsmæssige hensyn at modvirke byspredning ved at hindre spredt og uplanlagt bebyggelse og anlæg i det åbne land. En sådan udvikling er samfundsøkonomisk uheldig af en række forskellige årsager.

En spredt og uplanlagt bebyggelse kan medføre et pres for jordens overgang til andre formål med deraf følgende prisstigninger til generel skade for jordbrugserhvervene. Ligeledes vil en spredning af fx boligbebyggelse i det åbne land, og de deraf følgende potentielle miljøkonflikter, sætte begrænsninger for de fremtidige udviklingsmuligheder i jordbruget og svække erhvervets investeringssikkerhed.

Udgifter til vandforsyning, kloaksystem, renovation, elnet, veje, hjemmehjælp, skolebus og anden offentlig service afhænger af bosætningsmønster og erhvervslokalisering. Spredt og uplanlagt bebyggelse hindrer eller hæmmer en optimal udnyttelse af investeringer i byggemodning, infrastruktur og service. Samtidig skabes et behov for nye samfundsmæssige investeringer. Spredt og uplanlagt bebyggelse kan således resultere i store økonomiske byrder for kommunerne.

I mere snæver forstand skal de planlægningsmæssige hensyn sikre virkeliggørelsen af den foretagne og igangværende region-, kommune- og lokalplanlægning. Det er vigtigt at administrationen af de enkelte landzonesager følger op på den fysiske planlægning. Både for at sikre et konkret, klart og langsigtet grundlag for den fysiske udvikling og planlægningens troværdighed overfor borgere og virksomheder, men også af hensyn til offentlige og private investeringer.

Selv om de planlægningsmæssige hensyn spiller en væsentlig rolle, kan der imidlertid ikke af planloven udledes en pligt for landzonemyndigheden til ubetinget at lægge planlægningen til grund for afgørelser efter landzonebestemmelserne. Dette ville også stride mod forpligtelsen til at foretage en konkret vurdering af den enkelte ansøgning. Landzonemyndigheden har dog ret til at tillægge planlægningen en afgørende betydning for vurderingen af den konkrete sag, under forudsætning af at der er tale om en egentlig region-, kommune- eller lokalplanlægning.

Ofte har de planlægningsmæssige hensyn en karakter som gør at det kan være svært for den enkelte ansøger at forstå baggrunden for et eventuelt afslag. Dette stiller store krav til begrundelsen for afgørelser hvor de planlægningsmæssige hensyn er tillagt afgørende betydning.

Samfundsmæssige hensyn af anden karakter end de nævnte planlægningsmæssige hensyn kan tillige inddrages i landzonemyndighedens vurdering. Der kan fx være tale om tilladelse til indretning af asylcentre, institutioner for stofmisbrugere m.v.

Hensyn til jordbrugserhvervet

Af hensyn til produktionen af fødevarer bør de bedst egnede jorde forbeholdes jordbrugsdriften, og der bør i videst muligt omfang tages hensyn til landbrugsejendommenes struktur- og arronderingsforhold samt til de foretagne bygnings- og kulturtekniske investeringer i jordbruget4) .

I vurderingen af ansøgninger om landzonetilladelse bør der tages hensyn til at forbruget af landbrugsjord til ikke-jordbrugsmæssige formål ikke bliver større end nødvendigt.

Landzonemyndigheden skal samtidig sikre en passende afstand mellem eksisterende landbrug og ny bebyggelse m.v. så miljøkonflikter så vidt muligt undgås.

Landskabelige , naturbeskyttelsesmæssige og rekreative hensyn

Landskabelige, naturbeskyttelsesmæssige og rekreative hensyn skal tillægges betydelig vægt i administrationen af landzonebestemmelserne, jf. planlovens § 1.

Landzonemyndigheden skal ved den enkelte ansøgning navnlig påse at der ikke meddeles tilladelser der er i strid med hensynet til naturbeskyttelsen samt hensynet til de rekreative interesser. Disse hensyn kan være udtrykt i region- eller kommuneplanlægningen, fremgå af landsplandirektiver eller af anden lovgivning. Landzonemyndigheden skal for eksempel være opmærksom på de områder som er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven, herunder beskyttede naturtyper, sten- og jorddiger, bygge- og beskyttelseslinier samt på forbudet mod friluftsreklamer i det åbne land. De rekreative hensyn kan tillige fremgå af regionplanmyndighedens regionale friluftsstrategier.

Hensynet til det landskabelige udsyn fra veje og stier, fx udsyn til åbne landskabsområder, landsbykirker og fortidsminder skal varetages i forbindelse med tilladelser til byggeri og anlæg i landzone. Hensynet til landskabet omfatter også landskabelige helheder og kulturmiljøer med væsentlige beskyttelsesinteresser.

Landzonemyndigheden må ikke meddele landzonetilladelser inden for områder som er fredede i henhold til kapitel 6 i naturbeskyttelsesloven hvis en sådan tilladelse er i strid med fredningens formål. Tilladelser bør i øvrigt ikke meddeles før der foreligger dispensation eller tilladelse fra fredningsnævnet. Landzonemyndigheden bør desuden være opmærksom på at anlæg og ændret anvendelse af arealer inden for fredede områder kan have uheldige konsekvenser for de interesser som ønskes beskyttet med fredningerne.

De internationale beskyttelsesområder omfatter EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder. Disse områder er især udpeget af hensyn til arter og naturtyper som er truede, sjældne eller karakteristiske i EU. Danmark har forpligtet sig til at sikre at der ikke godkendes projekter som kan forringe eller forstyrre vilkårene for de pågældende arter og naturtyper. Områderne skal derfor tillægges betydelig vægt i landzoneadministrationen.5)

Der må ikke gives landzonetilladelse inden for internationale beskyttelsesområder hvis tilladelsen kan indebære forringelse af områdets naturtyper og levestederne for arterne eller kan medføre forstyrrelser der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, jf. § 4 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Der er dog en yderst begrænset mulighed for at fravige dette, jf. § 7 i bekendtgørelsen.

Ved landzonetilladelser der vil kunne påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, skal det fremgå af afgørelsen at denne ikke indebærer forringelser af naturtyperne og levestederne for arterne i området eller kan medføre forstyrrelser der har betydelige konsekvenser for de arter området er udpeget for, jf. § 6, stk. 3, i ovennævnte bekendtgørelse.

Miljømæssige hensyn

I administrationen af landzonebestemmelserne skal hensynet til miljøet indgå. Det indebærer at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper skal forebygges, jf. planlovens § 1.

De miljømæssige hensyn kan være udtrykt i region- eller kommuneplanlægningen eller fremgå af anden lovgivning, herunder miljøbeskyttelseslovgivningens støjgrænser og afstandskrav for lokalisering af erhvervsmæssigt dyrehold.

Ved ansøgning om tilladelse til bebyggelse m.v. i landzone skal der blandt andet tages hensyn til om der kan tilvejebringes forsvarlige kloakforhold.

For at nedbringe udledningen af forurenende stoffer i spildevandet fra ejendomme i det åbne land, udpeges de forureningsfølsomme vandløb og søer i regionplanerne. Ligeledes angives det højest miljømæssigt tilladelige forureningsniveau for den samlede tilledning til den enkelte recipient. I delområder inden for de udpegede forureningsfølsomme områder udarbejder kommunalbestyrelserne herefter en plan for spildevandsbortskaffelsen fra de ikke-kloakerede ejendomme. Dette stiller særlige krav til landzonemyndighedens konkrete vurdering af spildevandsforholdene på den enkelte ejendom inden for de forureningsfølsomme områder.

Som hovedregel tilgodeses de samfundsøkonomiske og miljømæssige hensyn dog bedst hvis ny bebyggelse opføres med mulighed for tilslutning til allerede kloakerede områder.

Som led i gennemførelsen af Vandmiljøplan II har regionplanmyndigheden udpeget lavbundsarealer der er potentielt egnede som vådområder6) . Udpegningen er sket udfra en samlet afvejning af areal- og miljøinteresserne og de rekreative hensyn i det åbne land.

Inden for de udpegede lavbundsarealer må der ikke meddeles landzonetilladelse til byggeri og anlæg m.v. som kan forhindre at områderne genoprettes som vådområder med genskabelse af det naturlige vandstandsniveau7) .

Når forudsætningerne i forhold til Danmarks opfyldelse af EU s nitratdirektiv samt forliget om Vandmiljøplan II er indfriet den 1. januar 2004, vil Miljø- og Energiministeriet ophæve cirkulære nr. 132 af 15. juli 1998. I den forbindelse vil cirkulærets begrænsninger af landzonemyndighedens kompetence inden for de udpegede områder bortfalde, ligesom regionplanmyndigheden vil kunne revurdere regionplanens udlæg af lavbundsarealer.

Hensyn til udnyttelsen af råstofressourcerne

Udnyttelse af råstofressourcerne er et samfundsøkonomisk hensyn som landzoneadministrationen skal varetage. I regionplanerne udpeger regionplanmyndigheden råstofinteresseområder. Inden for disse områder bør der ikke tillades aktiviteter eller ændringer af den hidtidige arealanvendelse som kan forhindre eller vanskeliggøre en fremtidig indvinding.

Trafikale hensyn

Ved ansøgning om bebyggelse m.v. bør der lægges betydelig vægt på hensynet til de trafikale forhold. Det bør således indgå i vurderingen om der er forsvarlige trafikale adgangsforhold, og om det ansøgte vil kunne hindre en fortsat hensigtsmæssig afvikling af trafikken.

Her skal specielt gøres opmærksom på at visse virksomheder og institutioner i særlig grad kan virke trafikskabende, fx detailhandelsbutikker og virksomheder med udstillingsmæssigt sigte. Disse bør derfor kun tillades hvor det - efter landzonemyndighedens skøn - kan ske uden færdselsmæssige ulemper. I tvivlstilfælde kan der indhentes en udtalelse fra vejmyndigheden hvis denne er en anden end landzonemyndigheden.

Samtidig kan det indgå i landzonemyndighedens vurdering i hvilken grad mindre virksomheder med fx detailsalg er betjent med kollektive trafikforbindelser så tilgængeligheden er til stede for alle samfundsgrupper 8) . Det kan også indgå i hvilket omfang det ansøgte genererer mere trafik med heraf afledte miljømæssige konsekvenser.

Hensyn til udbuddet af servicefunktioner

I vurderingen af en ansøgning om landzonetilladelse til nye boliger, institutioner og erhvervsvirksomheder m.v. kan det være en god idé at overveje om placeringen er hensigtsmæssig i forhold til servicefunktioner i nærområdet. Ved at samle ny bebyggelse i nærheden af de eksisterende servicefunktioner som dagligvarebutik, posthus, busforbindelse, daginstitutioner, skoler m.v. - for eksempel på baggrund af en formuleret landdistriktspolitik kan landzoneadministrationen understøtte eksisterende servicefunktioner i landsbysamfundene.

Planloven giver dog ikke landzonemyndigheden lovhjemmel til at give afslag på en ansøgning alene på grund af manglende adgang til servicefunktioner, men forholdet kan indgå i sammenhæng med de øvrige forhold.

Kulturhistoriske hensyn

Beskyttelse af kulturmiljøet udgør den tredje dimension i miljøpolitikken ved siden af naturbeskyttelsen og forureningsbekæmpelsen. Landzoneadministrationen skal sikre at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber, jf. planlovens § 1.

Landzonemyndigheden skal i administrationen af det åbne land beskytte værdifulde kulturelementer og kulturhistoriske helheder i landskabet. Der kan være tale om at sikre bevaringsværdige bebyggelser, kulturhistoriske spor og sammenhænge i landskabet, kirkeomgivelser, værdifulde kystmiljøer m.v. Hensynet til bevaringsværdige kulturmiljøer kan i den konkrete vurdering opveje de generelle planlægningsmæssige hensyn, fx kan der være tale om bebyggelser som "fortæller en historie" (se NKO nr. 188, 1999, om hensynet til et bevaringsværdigt kulturmiljø).

Individuelle hensyn

Mere individuelle hensyn til ansøgeren kan omfatte forskellige aspekter. Hensynet kan for det første omfatte beskyttelsen af berettigede forventninger (se NKO nr. 204, 2000).

Derudover kan individuelle sociale eller menneskelige hensyn tillægges vægt. Der kan fx være tale om hensyn af familie-, alders- eller helbredsmæssig karakter (se NKO nr. 128D, 1997, om hensynet til alder og familiemæssige bånd).

1.2.4 Andre forhold

Ændret anvendelse af bestående bebyggelse

Ændret anvendelse af bestående bebyggelse kræver landzonetilladelse når ændringen er relevant i forhold til landzonebestemmelsernes formål.

Afgørelsen af om en ændret anvendelse af bestående bebyggelse vil kunne tillades, skal træffes på grundlag af de samme overvejelser som ved ansøgninger om tilladelse til opførelse af ny bebyggelse. Det gælder også selv om der ikke foretages en ombygning i forbindelse med den ændrede anvendelse. Ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse kan nemlig få samme konsekvenser for det åbne land som nyetablering, fx i form af større trafikbelastning eller miljømæssig belastning af omgivelserne.

Det må imidlertid tages i betragtning at bygningen allerede findes det pågældende sted, og at der derfor kan være særlige hensyn at tage til bevarelsen og udnyttelsen af eksisterende værdier, navnlig hvis den ønskede anvendelse ikke er mere belastende for omgivelserne end den hidtidige.

En hidtidig lovlig udnyttelse - dvs. en udnyttelse der blev påbegyndt før by- og landzonelovens ikrafttræden i 1970 - kan fortsætte uændret uden tilladelse i henhold til landzonebestemmelserne. Eventuelle senere om- og tilbygninger eller en ændret anvendelse kræver tilladelse fra landzonemyndigheden.

Det skal bemærkes at planlovens § 56, stk. 2, fastsætter en 3-årsfrist for kontinuitetsbrud i brugen af en ejendom. Efter 3 års faktisk ophør bortfalder ejerens/brugerens umiddelbare ret til at fortsætte med en anvendelse der er i strid med (senere gennemført) planlægning eller forudsætter tilladelse efter (senere gennemført) lovgivning.

Hvis der i en egentlig tilladelse eller dispensation er fastsat en ret til at udnytte den pågældende ejendom, bortfalder den dog ikke efter 3 års faktisk ophør, medmindre dette er fastsat som vilkår i det konkrete tilfælde.

Hændelige begivenheder

Der kræves landzonetilladelse til nyopførelse eller omfattende istandsættelser efter hændelige begivenheder som brand, hærværk eller stormskader.

Der bør normalt meddeles tilladelse til genopførelse af nedbrændt bebyggelse eller bebyggelse der er blevet ødelagt på grund af storm eller hærværk hvis der inden rimelig tid (ca. 3 år) søges om landzonetilladelse hertil. Der bør dog ikke meddeles tilladelse hvis ganske særlige omstændigheder klart taler imod. Dette gælder fx i tilfælde hvor den nedbrændte eller ødelagte bebyggelse ikke var lovligt opført, eller hvor bebyggelsen under alle omstændigheder ville have haft en begrænset levetid under hensyn til dens alder og vedligeholdelsesstand. (Se NKO nr. 114, 1996, om rimelig tid og ændret beliggenhed).

Efter praksis meddeles der normalt alene tilladelse til en bygning med samme placering, størrelse, anvendelse og karakter som den nedbrændte eller ødelagte (se kommentar til NKO nr. 114, 1996).

Istandsættelse

Istandsættelse af en lovligt eksisterende bygning der er beboet eller indtil for nylig har været beboet, kræver som udgangspunkt ikke tilladelse hvis der er tale om almindelige reparations- og vedligeholdelsesarbejder.

En mere omfattende istandsættelse vil kræve landzonetilladelse. Tilladelsen bør normalt meddeles, da der lægges vægt på at de værdier som bygningen repræsenterer, ellers ville gå tabt.

Hvis en bygning har været forladt i længere tid og er så forfalden at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, skal landzonemyndigheden lægge de samme hensyn til grund ved behandlingen af en ansøgning om istandsættelse som ved ansøgning om opførelse af ny bebyggelse.

1.2.5 Landzonelokalplan og VVM-pligt - § 35, stk. 2

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 til udstykning, bebyggelse eller ændret anvendelse, som er omfattet af reglen om VVM-pligt i § 6 c, stk. 1, eller reglen om lokalplanpligt i § 13, stk. 2, kan først meddeles, når de fornødne retningslinier i regionplanen er endeligt vedtaget og den fornødne lokalplan er offentligt bekendtgjort.

Intentionerne med landzonebestemmelserne, om at friholde det åbne land for spredt og uplanlagt byggeri og anlæg, hindrer ikke at der planlægges for byggeri og anlæg i landzone.

Efter planlovens § 13, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen beslutte at udarbejde et forslag til lokalplan for et område i landzone i overensstemmelse med den overordnede planlægning.

Landzonelokalplan

Planlovens § 15, stk. 5, indeholder dog begrænsninger for hvad der kan reguleres i en lokalplan for et område i landzone der udlægges til jordbrugsmæssige formål. En sådan lokalplan kan ikke indeholde bestemmelser vedrørende landbrugsejendommes størrelse og afgrænsning, bebyggelsens beliggenhed, anvendelsen af de enkelte bygninger samt udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, herunder terrænregulering, beplantning m.v.9)

I nogle tilfælde vil det være naturligt at det geografiske område for en lokalplan ikke overføres til byzone eller sommerhusområde, men forbliver i landzone. Det gælder typisk hvor en lokalplan regulerer anlæg i det åbne land, fx en gokartbane, en golfbane, en offentlig badestrand med tilkørsels-, parkerings- og sanitære anlæg eller et stisystem. Ligeledes bør fx vindmølleparker, anlæg til affaldsdeponering og mindre flyvepladser i det åbne land bibeholdes i landzone.

Der kan også være behov for en lokalplanlægning af udstyknings-, vej- og bebyggelsesforholdene i et eksisterende mindre landsbysamfund hvor det ikke er hensigtsmæssigt at den nødvendige planlægning tillige medfører en ændret zonestatus.

I langt de fleste tilfælde af byggeri og anlæg er det imidlertid åbenbart at der må ske overførsel til byzone eller sommerhusområde. Dette kan fx være når der ikke er tale om et enkelt, konkret anlæg, men om egentlig byudvikling der må forudsætte at arealet overføres til byzone.

Lokalplanpligt i landzone

Hvis foranstaltningen er lokalplanpligtig efter planlovens § 13, stk. 2, følger det af § 35, stk. 2, at der ikke må meddeles landzonetilladelse til udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse før den endelige lokalplan for den pågældende foranstaltning er offentligt bekendtgjort.

Hovedkriteriet for afgrænsningen af lokalplanpligten (§ 13, stk. 2) i landzone er ligesom i byzone og sommerhusområder om det pågældende byggeri m.v. fremkalder en væsentlig ændring i det bestående miljø. Foranstaltninger der kan opføres uden landzonetilladelse, er som hovedregel ikke lokalplanpligtige. (Se NKO nr. 45, 1994 om lokalplanpligt ved byggeri i eller ved en landsby).

Hvis der er fremlagt et forslag til lokalplan for et område i landzone, skal meddelelsen af en landzonetilladelse til ikke-lokalplanpligtigt byggeri eller anlæg normalt afvente den endelige vedtagelse af lokalplanen. Dette skyldes at tilladelsen kan foregribe den igangværende planlægning, og at offentlighedsprocessen kan ændre grundlaget for at give den konkrete tilladelse væsentligt. Se endvidere planlovens § 17 om planers midlertidige retsvirkning.

Bonusvirkning

Planloven indeholder en mulighed for at give en landzonelokalplan bonusvirkning. Det betyder at lokalplanen erstatter en ellers nødvendig landzonetilladelse, jf. § 15, stk. 4.

Det er en betingelse at lokalplanen udtrykkeligt angiver hvilke tilladelser der anses for meddelt, jf. § 36, stk.1, nr. 5. Dette krav er opfyldt når lokalplanens beskrivelse af de tilladte byggearbejder m.v. opfylder de betingelser der ville kræves i en landzonetilladelse til det samme projekt. (Se endvidere afsnit 1.3.1).

Bonusvirkning kan være en fordel hvis kommunalbestyrelsen ønsker at sikre fælles retningslinier for bebyggelsen, fx i bevaringsværdige landsbyer, eller hvor antallet af landzonesager ellers ville være stort.

Det er muligt at knytte betingelser til en lokalplan der erstatter en landzonetilladelse, jf. § 15, stk. 4. Der kan (og bør) stilles betingelser i samme omfang som der kan (og bør) stilles vilkår for en landzonetilladelse.

VVM-pligt

Hvis et anlæg er VVM-pligtigt efter planlovens § 6 c, stk. 1, må der ikke meddeles landzonetilladelse til udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse før der er udarbejdet retningslinier i regionplanen med tilhørende VVM-redegørelse for det pågældende anlæg og disse retningslinier er endeligt vedtaget. Der henvises i øvrigt til Landsplanafdelingens vejledning om VVM-reglerne10) .

1.2.6 Kystområderne - § 35, stk. 3

Stk. 3. For arealer i kystnærhedszonen, jf. § 5 a, må tilladelse efter stk. 1 kun meddeles, hvis det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. § 1.

Planloven tilsigter særligt at bevare de åbne kyster som en væsentlig natur- og landskabsressource. Derfor fastsætter planlovens § 5 a at landets kystområder skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg som ikke er afhængig af kystnærhed.11)

Samtidig fastsætter planlovens § 5 a, stk. 3, kystnærhedszonen der omfatter landzone og sommerhusområder i kystområderne, jf. kortbilaget til loven. Kystnærhedszonen er en 3 km bred planlægningszone hvor der i loven fastsættes en række krav til den regionale- og kommunale planlægning.

Følgelig fastsætter planlovens § 35, stk. 3, at der for arealer inden for kystnærhedszonen kun må meddeles landzonetilladelse hvis det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne. I disse områder skal landzoneadministrationen varetage hensynet til både at friholde det åbne land og selve kystområderne for bebyggelser og anlæg.

Bestemmelsen hindrer ikke at der kan meddeles tilladelse til en hensigtsmæssig udnyttelse af eksisterende bygninger inden for de nuværende bygningsmæssige rammer, fx til turistmæssige formål eller ferie- og fritidsfunktioner, hvor det kan ske uden at tilsidesætte de nationale kystinteresser.

Mange danske småøer er ofte helt omfattet af kystnærhedszonen og dermed også underlagt den restriktive administrationspraksis knyttet til denne zone. Samtidig medfører den svære økonomiske og sociale situation på mange af øerne at der er behov for en særlig indsats for at understøtte de eksisterende lokalsamfund. Landzonemyndigheden bør derfor være imødekommende med at meddele tilladelser på de små øer, særligt til erhverv og helårsbeboelse, når det ansøgte ikke strider mod planlægningen.

Samtidig med at kystnærhedszonen blev indført i 1994, blev det besluttet at udvide naturbeskyttelseslovens hidtil gældende strandbeskyttelses- og klitfredningslinie fra 100 m til 300 m12) . Arbejdet med at udvide strandbeskyttelses- og klitfredningslinien i hver enkelt amtskommune forventes afsluttet inden udgangen af år 2002. Det er i lovbemærkningerne forudsat at amtsrådene og kommunalbestyrelserne i deres administration efter planloven udviser særlig tilbageholdenhed med planlægning og tilladelser efter planloven der er i strid med formålet om en udvidet strandbeskyttelses- og klitfredningslinie13) .

Landzonemyndigheden skal endvidere påse at der ikke gives tilladelse til bebyggelse i kystnære områder hvor der kan være risiko for oversvømmelse eller for at bebyggelsen nedbrydes af havet. Ansøgninger om bebyggelse i sådanne områder bør forelægges Kystdirektoratet til udtalelse.

1.2.7 Landzonemyndigheden - § 35, stk. 4

Stk. 4. Regionplanmyndigheden er tillige landzonemyndighed. I følgende tilfælde er kommunalbestyrelsen dog landzonemyndighed:

  1. I landsbyer, der er entydigt afgrænset i en kommuneplan.
  2. I landzoneområder, der er omfattet af en offentligt bekendtgjort lokalplan.

Et af hovedprincipperne i planlovsreformen i 1991 var at fastsætte en klar arbejdsdeling mellem amtsråd og kommunalbestyrelser, således at amtsrådene som hovedregel varetager både planlægning og enkeltsagsadministration i det åbne land, mens de tilsvarende opgaver i byerne, herunder landsbyer og sommerhusområder, som hovedregel varetages af kommunalbestyrelserne. Samtidig blev det fastholdt at kommunalbestyrelsernes planlægning og administration for byerne skal respektere den bindende del af regionplanlægningen, jf. planlovens § 6, stk. 3 og 4.

Den tidsmæssigt samtidige revision af lovgivningen inden for den øvrige del af Miljø- og Energiministeriets område byggede på samme hovedprincip om en arbejdsdeling mellem amtsråd og kommunalbestyrelser.

I overensstemmelse med dette princip er amtsrådet den decentrale myndighed der har ansvaret for behandlingen af størstedelen af de sager som vedrører områder i landzone. Dette giver amtsrådet et bredt kendskab til problemstillinger i det åbne land som helhed.

Landzonemyndighed

Hovedreglen er at amtsrådet er landzonemyndighed, jf. planlovens § 35, stk. 4. I hovedstadsområdet varetages opgaven af Hovedstadens Udviklingsråd (HUR)14) .

I følgende tilfælde er det dog kommunalbestyrelsen der er landzonemyndighed:

I landsbyer der er entydigt afgrænset i en kommuneplan.

I landzoneområder der er omfattet af en offentligt bekendtgjort lokalplan.

Afgrænsning af landsbyer er alene en kompetenceafgrænsning, og den medfører ingen ændring i hvordan landzonebestemmelserne skal administreres i landsbyerne, eller hvornår behovet for en lokalplan er til stede.

Afgrænsning af en landsby kan imidlertid ses som et positivt signal om hvilke landsbysamfund kommunalbestyrelsen ønsker at støtte. Hvis kommunalbestyrelsen ser et særskilt behov for fx nye tidssvarende boliger, bedre service eller nye muligheder for erhverv i landsbyerne, vil det være hensigtsmæssigt at kommunalbestyrelserne afgrænser de aktuelle landsbyer entydigt i kommuneplanens hovedstruktur eller om nødvendigt udarbejder en egentlig landzonelokalplan.

1.2.8 Afgørelse og offentlighed § 35, stk. 5, 6, 7 og 8

Stk. 5. Ansøgeren og kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet eller Hovedstadens Udviklingsråd skal have skriftlig meddelelse om afgørelser efter stk. 1.

Stk. 6. En afgørelse efter stk. 1 skal indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60.

Stk. 7. Tilladelser efter stk. 1 skal offentliggøres. Offentliggørelse kan dog undlades, hvis tilladelsen er i overensstemmelse med en offentligt bekendtgjort lokalplan.

Stk. 8. Offentliggørelsen af en tilladelse efter stk. 1 skal indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60.

For det nærmere indhold i planlovens § 35, stk. 5, 6, 7 og 8, henvises til afsnit 3.

1.3 Undtagelser fra kravet om landzonetilladelse - § 36

§ 36. Tilladelse efter § 35, stk. 1, kræves ikke til:

  1. Udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4, til samdrift med en bestående landbrugsejendom.
  2. Udstykning af en skovejendom efter landbrugslovens § 4, stk. 2.
  3. Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet, jf. dog stk. 2.
  4. Ibrugtagen af bebyggelse eller arealer til landbrug eller skovbrug eller til brug for udøvelse af fiskerierhvervet.
  5. Udstykning, byggeri eller ændret anvendelse i det omfang, dette er bestemt i en fredning efter lov om naturbeskyttelse eller udtrykkeligt er tilladt i en lokalplan, der er tilvejebragt efter reglerne i denne lov.
  6. Indvinding af råstoffer i jorden.
  7. Byggeri, der efter bygningsreglement for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse, og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig.
  8. Byggeri, der i bygningsreglement er fritaget for krav om byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik-, forsynings- eller varslingsanlæg eller radio- og tv-modtagelse.
  9. Til- og ombygning af helårshus, hvorved husets samlede bruttoetageareal ikke overstiger 250 m2.
  10. Helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig.
  11. Udstykning, der foretages på grundlag af en erhvervelse efter jordkøbsloven til et regionalt jordkøbsnævns formål.

Planlovens § 36 indeholder en række undtagelser fra kravet om landzonetilladelse.

Lovens § 36, stk. 1, omhandler de egentlige undtagelser fra kravet om landzonetilladelse, mens § 36, stk. 2, omhandler et krav om tilladelse for så vidt angår beliggenhed og udformning af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

I det følgende behandles § 36, stk. 1, nr. 1-11. Sidst i afsnittet behandles § 36, stk. 2. Særlige emner vil blive yderligere uddybet i afsnit 2.

1.3.1 Egentlige undtagelser - § 36, stk. 1

Efter lovens § 36, stk. 1, nr. 1 og 2, kræves der ikke tilladelse til:

Udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4, til samdrift med en bestående landbrugsejendom.

Udstykning af en skovejendom efter landbrugslovens § 4, stk. 2,

Efter § 2, stk. 2, i landbrugsloven forstås ved en landbrugsejendom, en ejendom der i matriklen er noteret som en landbrugsejendom15) . Begrebet omfatter ikke jordbrugsbedrifter på ejendomme der ikke er noterede som landbrug, fx visse gartnerier og planteskoler.

Efter landbrugslovens § 7, stk. 1, skal en landbrugsejendom opretholdes som selvstændigt brug og holdes forsynet med en passende beboelsesbygning. Landbrugslovens § 8, stk. 4, giver imidlertid mulighed for at fraskille bygninger på en landbrugsejendom hvis ejendommen ejes og drives lovligt sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning (samdrift). Udstykning til samdrift kræver ikke landzonetilladelse.

Landbrugslovens § 4, stk. 2, omhandler skovarealer over 35 ha der efter skovloven er pålagt fredskovspligt16) . Udstykning af disse skovarealer kræver ikke landzonetilladelse.

Efter lovens § 36, stk. 1, nr. 3, kræves der ikke tilladelse til:

Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet, jf. dog stk. 2.

Der skal være tale om en erhvervsmæssig nødvendighed, og denne nødvendighed skal vurderes konkret i forhold til den enkelte ejendom som ansøgningen angår.

Dette gælder uanset om ejendommen indgår i et eventuelt produktionsfællesskab med andre ejendomme (se NKO nr. 154, 1998 om udvidelse af svinefarm ejet af et interessentskab).

Det er ejeren af ejendommen eller forpagteren der har forpagtet hele ejendommen, der frit kan opføre de erhvervsmæssigt nødvendige bebyggelser. Ligeledes kan en lejer - der alene optræder som investor opføre erhvervsmæssigt nødvendige bebyggelser hvis disse indgår som et led i den jordbrugsmæssige produktion på ejendommen.

Bestemmelsen gælder både for driftsbygninger der tjener landbrugs-, skovbrugs- og fiskerierhvervenes formål, og beboelsesbygninger - herunder medhjælperboliger. Der gælder dog særlige regler for opførelse af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger der ikke ligger i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, jf. § 36, stk. 2.

Det kræver altid tilladelse efter naturbeskyttelsesloven til den nærmere beliggenhed og udformning hvis erhvervsmæssigt nødvendige bygninger ønskes opført inden for strandbeskyttelses- eller klitfredningslinien, også selv om de opføres i tilknytning til eksisterende bygninger17) .

Det kræver altid amtsrådets dispensation at opføre erhvervsmæssigt nødvendige bygninger inden for beskyttelseslinier omkring fortidsminder. Endelig forudsætter ethvert byggeri over 8,5 meter inden for kirkebyggelinien amtsrådets dispensation.18)

Se endvidere afsnit 2.2 og 2.3.

Efter lovens § 36, stk. 1, nr. 4, kræves der ikke tilladelse til:

Ibrugtagning af bebyggelse eller arealer til landbrug eller skovbrug eller til brug for udøvelse af fiskerierhvervet.

I de tilfælde hvor et byggeri frit kan opføres som erhvervsmæssigt nødvendigt efter § 36, stk. 1, nr. 3, kan eksisterende bebyggelse i stedet tages i brug til formålet.

Tidligere beboelsesbygninger der på ny ønskes inddraget som helårsbeboelse eller andet der er erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift, er ligeledes undtaget fra kravet om landzonetilladelse.

Også eksisterende bebyggelse på en ejendom i landzone uden landbrugspligt kan tages i brug til jordbrugsmæssigt formål uden landzonetilladelse.

Endvidere kan ubebyggede arealer i landzone uanset landbrugspligt frit tages i brug til formål der er tjener landbrugs-, skovbrugs- eller fiskerierhvervet, fx ved tilsåning eller tilplantning eller ved etablering af tørreplads for fiskegarn.

Mulighederne for frit at anvende eksisterende bebyggelse og ubeyggede arealer kan dog være begrænset ved planlægning eller bestemmelser i anden lovgivning, herunder naturbeskyttelses-, miljøbeskyttelses- eller landbrugslovgivningen.

Efter lovens § 36, stk. 1, nr. 5, kræves der ikke tilladelse til:

Udstykning, byggeri eller ændret anvendelse i det omfang, dette er bestemt i en fredning efter lov om naturbeskyttelse eller udtrykkeligt er tilladt i en lokalplan, der er tilvejebragt efter reglerne i denne lov.

Bestemmelsen omhandler forhold der er bestemt i en fredning eller udtrykkeligt er tilladt i en lokalplan. Det er kun lokalplaner der er gennemført efter planlovens ikrafttræden den 1. januar 1992 som kan tillægges retsvirkning efter denne bestemmelse.

Foranstaltningen skal efter bestemmelsen være beskrevet i lokalplanen på en sådan måde at det opfylder kravene til en landzonetilladelse. Det skal således tydeligt fremgå at en landzonetilladelse erstattes af planen. Det er ikke tilstrækkeligt hvis lokalplanen blot angiver at de til planens virkeliggørelse nødvendige tilladelser efter § 35, stk. 1, anses for meddelt ved planen. (Se endvidere afsnit 1.2.5).

For så vidt angår fredninger kan bestemmelsen kun anvendes i afgørelser der er afsagt efter naturbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. juli 1992, jf. § 38, stk. 6, i naturbeskyttelsesloven. Fredningafgørelsen skal på samme måde som en lokalplan indeholde præcise retningslinier om den tilladte foranstaltning.

Efter lovens § 36, stk. 1, nr. 6, kræves der ikke tilladelse til:

Indvinding af råstoffer i jorden.

Indvinding af råstoffer (ændret anvendelse) er undtaget fra kravet om landzonetilladelse. Derimod vil indvindingen som regel kræve tilladelse efter § 7 i råstofloven.

Det er vigtigt at bemærke at bestemmelsen kun gælder selve råstofindvindingen, mens udstykning og/eller bebyggelse i forbindelse med indvindingen derimod kræver landzonetilladelse.

Hvis der i forbindelse med indvindingen skal ske udstykning eller erhvervelse, kræves endvidere normal tilladelse efter landbrugslovens § 7 a.

Efter lovens § 36, stk. 1, nr. 7, kræves der ikke tilladelse til:

Byggeri, der efter bygningsreglement for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse, og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig.

Bestemmelsen undtager byggeri for landzonetilladelse der er fritaget for krav om byggetilladelse efter Bygningsreglement for småhuse. Det drejer sig fx om garager, udhuse, drivhuse og lignende mindre bygninger, under forudsætning af at disse opføres i tilknytning til fritliggende eller sammenbyggede enfamiliehuse eller sommerhuse. (Om småbygninger, se endvidere afsnit 2.1.7).

Det er også en forudsætning for undtagelsen i § 36, stk. 1, nr. 7, at der ikke oprettes en ny bolig. Det kræver landzonetilladelse hvis der etableres flere boligenheder der hver for sig har køkken og wc-rum, og som enten ligger i adskilte bygninger eller - hvis de ligger i samme bygning - er udskilt med et lejlighedsskel.

Undtaget fra krav om landzonetilladelse er både byggearbejder der efter Bygningsreglement for småhuse blot skal anmeldes til kommunalbestyrelsen inden påbegyndelse (se boks 1), og byggearbejder der hverken kræver byggetilladelse eller anmeldelse (se boks 2).

 

Boks 1

Bygningsreglement for småhuse af 15. september 1998

1.5 Byggearbejder, der skal anmeldes inden påbegyndelse

1.5.1. Følgende byggearbejder kan udføres efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen:

· garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger på højst 50 m2,

· tilbygninger til garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger, når arealet efter tilbygningen højst er 50 m2 og

· satellitantenner med en diameter på over 1,0 m

· nedrivning af fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse samt sommerhuse.

 

Boks 2

Bygningsreglement for småhuse af 15. september 1998

1.7 Byggearbejder, der kan udføres uden tilladelse eller anmeldelse

1.7.1 Følgende byggearbejder kan ske uden byggetilladelse og uden anmeldelse:

· ombygning og andre forandringer i bygninger, hvis der ikke sker udvidelse af arealet eller en væsentlig anvendelsesændring.

· byggearbejder ved småbygninger på højst 10 m2, omfattet af afsnit 12,

· byggearbejder ved åbne svømmebassiner, havepejse, hegnsmure og terrasser,

· satellitantenner med en diameter på højst 1,0 m og CE-mærkede tagantenner og

· byggearbejder ved campinghytter og kolonihavehuse.

 

I henhold til Bygningsreglement for småhuse 1998 kræver byggearbejder der medfører en væsentlig anvendelsesændring, en byggetilladelse. Inddragelse af udhuse, garager og lignende bygninger til beboelse, herunder overflødiggjorte driftsbygninger, betragtes som en væsentlig anvendelsesændring der kræver byggetilladelse, jf. bemærkninger til Bygningsreglement for småhuse, afsnit 1.7.1. En udvidelse af boligarealet ind i en driftsbygning er derfor ikke undtaget for landzonetilladelse efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 7.

Hvis det samlede boligareal ikke kommer til at overstige 250 m2, er udvidelsen dog undtaget for tilladelse, jf. § 36, stk. 1, nr. 9.

Efter lovens § 36, stk. 1, nr. 8, kræves der ikke tilladelse til:

Byggeri, der i bygningsreglement er fritaget for krav om byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik-, forsynings- eller varslingsanlæg eller radio- og tv-modtagelse.

Offentlige trafik- og forsyningsanlæg omfatter fx veje, jernbanebroer, transformatorstationer og elmaster. Der kræves dog landzonetilladelse til opstilling af vindmøller, uanset om de ejes af el-selskaber, offentlige myndigheder eller private. Der kræves også landzonetilladelse til antennemaster der opstilles af mobiltelefonselskaber og andre. (Se endvidere afsnit 2.6).

Efter lovens § 36, stk. 1, nr. 9, kræves der ikke tilladelse til:

Til- og ombygning af helårshus, hvorved husets samlede bruttoetageareal ikke overstiger 250 m2.

Til- og ombygning af et helårshus kræver ikke landzonetilladelse hvis det samlede bruttoetageareal ikke kommer til at overstige 250 m2. Det forudsættes at bygningen repræsenterer en vis værdi og ikke er i en sådan stand at den er uegnet til om- eller tilbygning som helårshus. (Om istandsættelse, se endvidere afsnit 1.2.4).

For så vidt angår beregning af bebyggelsers samlede bruttoetageareal henvises til bilag A i Bygningsreglement for småhuse 1998.

Efter lovens § 36, stk. 1, nr. 10, kræves der ikke tilladelse til:

Helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig.

En helårsbolig kan tages i brug som fritidsbolig uden landzonetilladelse. Til gengæld kræver det landzonetilladelse at gøre det modsatte, dvs. at tage en fritidsbolig i brug som helårsbolig.

Det kræver ikke landzonetilladelse at tage overflødiggjorte boliger på en landbrugsejendom, fx medhjælperboliger, i brug til ferieformål. Tilsvarende kræver bondegårdsferie, jf. sommerhuslovens § 1, stk. 2, hvor ejerfamilien "rykker sammen" i stuehuset i sommerperioden, heller ikke landzonetilladelse.

Efter lovens § 36, stk. 1, nr. 11, kræves der ikke tilladelse til:

Udstykning, der foretages på grundlag af en erhvervelse efter jordkøbsloven til et regionalt jordkøbsnævns formål.

Efter jordkøbsloven kan et regionalt jordkøbsnævn ved aftale med ejeren erhverve fast ejendom i amtskommunen til visse formål, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelse om regionale jordkøbsnævn (se boks 3). Udstykning af arealer til disse formål er undtaget for kravet om landzonetilladelse.

 

Boks 3

Bekendtgørelse nr. 511 af 18. juni 1997 om regionale jordkøbsnævn

§ 5. Et regionalt jordkøbsnævn kan ved aftale med ejeren købe fast ejendom i amtet

· 1) for som led i strukturudviklingen at fremskaffe jord til oprettelse eller supplering af jordbrug eller at tilvejebringe en bedre jordfordeling mellem jordbrug,

· 2) hvis det i særlige tilfælde skønnes hensigtsmæssigt af hensyn til bevarelse af landskabet eller det landbrugsmæssige miljø, eller

· 3) til brug for jordomlægninger for at afbøde de jordbrugsmæssige gener ved ikke-jordbrugsmæssige aktiviteter i landbrugsområder.

1.3.2 Tilladelse til beliggenhed og udformning - § 36, stk. 2

Stk. 2. Der kræves dog tilladelse efter § 35, stk. 1, for så vidt angår beliggenheden og udformningen af bygninger som omhandlet i stk. 1, nr. 3, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

Der skal indhentes tilladelse fra landzonemyndigheden til beliggenhed og udformning af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Bestemmelsen omfatter både driftsbygninger og beboelsesbygninger, herunder medhjælperboliger o.lign.

Formuleringen af planlovens § 36, stk. 2, er identisk med § 7, stk. 2, i den tidligere by- og landzonelov. Bestemmelsen har sin oprindelse i den tidligere naturfredningslov og tager derfor primært sigte på at beskytte de landskabelige værdier. Derfor skal landzonemyndigheden i administrationen af bestemmelsen varetage de landskabelige værdier i størst muligt omfang, men under hensyn til hvad der er økonomisk og funktionelt forsvarligt.

Planlovens § 36, stk. 2, kan ikke anvendes til generelt at nægte tilladelse til at opføre erhvervsmæssigt nødvendige bygninger, jf. NKO nr. 22, 1994.

Bestemmelsen giver landzonemyndigheden mulighed for at foretage en konkret vurdering ud fra miljø- og naturmæssige, landskabelige og trafikale hensyn, således at der opnås den bedst mulige beliggenhed og udformning af bygningerne, fx i form af vilkår for tilladelsen.

Hidtidige bebyggelsesarealer

Hvis ejendommens bebyggelse ikke ligger samlet, skal der ved de hidtidige bebyggelsesarealer forstås de arealer hvorpå hovedparten af ejendommens driftsbygninger ligger, eller det areal hvorpå ejendommens stuehus hidtil har ligget.

Som udgangspunkt skal bygninger - ud fra landskabelige hensyn - placeres i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, således at ejendommens bebyggelses- og færdselsarealer udgør en hensigtsmæssig helhed. Landzonemyndigheden skal foretage en konkret vurdering af, om der foreligger en særlig begrundelse for at fravige dette udgangspunkt.

Ved opførelse af beboelsesbygninger i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer forstås efter praksis opførelse inden for en afstand af indtil ca. 20 m fra bebyggelsen, idet en beboelsesbygning i almindelighed skal placeres tæt ved den eksisterende bebyggelse.

Hvad angår driftsbygninger, kan der ikke på samme måde angives en vejledende afstand for hvornår bygningen ligger i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Det hænger sammen med at driftsbygninger kan være meget forskelligartede i anvendelse og i deres påvirkning af omgivelserne.

Det er imidlertid ikke alene afstanden der afgør om en bygning kan siges at ligge i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Afgørelsen må bero på en samlet vurdering af om det ansøgte byggeri naturligt opleves som havende tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, bl.a. henset til terrænforhold og landskabet i øvrigt.

Der kan være forhold som betinger at driftsbygninger placeres uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Der kan være tale om driftsmæssige, tekniske og/eller miljømæssige forhold som gør en placering væk fra de hidtidige bebyggelsesarealer mere hensigtsmæssig eller ligefrem nødvendig.

Strukturudviklingen i landbruget og den teknologiske udvikling vedrørende udbringning af gylle har fx gjort at det udfra en miljømæssig betragtning kan være hensigtsmæssigt at tillade fritliggende gyllebeholdere med vilkår der sikrer de landskabelige hensyn. Derimod kan sædvanlige driftsmæssige hensyn ikke i sig selv begrunde en fritliggende placering.

Afstandskrav efter anden lovgivning kan gøre det nødvendigt at placere erhvervsmæssigt nødvendige bygninger uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer (se endvidere afsnit 2.2.1).

Opmærksomheden henledes i øvrigt på Miljø- Energiministeriets bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. og bekendtgørelse om pelsdyrfarme.

Det skal bemærkes at kravet om tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer omfatter hver enkelt af de driftsbygninger der indgår i det nye anlæg, jf. NKO nr. 127, 1997, om opførelse af separate fritliggende svinestalde (Multi-site system).

Vilkår til beliggehed og udformning

Planlovens § 36, stk. 2, kan ikke anvendes til generelt at nægte tilladelse til at opføre erhvervsmæssigt nødvendige bygninger på en landbrugsejendom m.v. Når det drejer sig om erhvervsmæssigt nødvendige bygninger, er det ikke et spørgsmål om der skal meddeles tilladelse, men med hvilken beliggenhed og udformning tilladelsen skal meddeles.

De vilkår der stilles i en landzonetilladelse om en bygnings beliggenhed og udformning, skal alle være relevante for de hensyn der skal varetages med planloven, herunder de hensyn der skal varetages til et velfungerende landbrug, skovbrug eller fiskeri.

Der vil altid være tale om en afvejning af forskellige interesser hvor landzonemyndigheden skal varetage interesserne for de landskabelige værdier i størst mulig omfang, men med skyldigt hensyn til hvad der er økonomisk og funktionelt muligt og rimeligt. En erhvervsmæssigt nødvendig bygning i det åbne land skal med andre ord underordnes hensynet til landskabet så meget som det er økonomisk og funktionelt forsvarligt.

Udgangspunktet er at den enkelte ejendoms bygninger ikke skal spredes mere end højst nødvendigt i landskabet. Den beliggenhed en konkret bygning får i et givent landskab vil betinge de krav der stilles til dens udformning.

Der vil kunne stilles vilkår om beplantning, farve- og materialevalg, udformning af bygningen og dens helt præcise placering, herunder afstand til anden bebyggelse, alt med respekt for den funktion bygningen skal opfylde.

Vilkår om bygningers arkitektoniske udformning bør dog være baseret på retningslinier i regionplanen eller tilsvarende planlægning hvor vilkårets baggrund, anvendelse og nærmere indhold er beskrevet.

Landzonemyndigheden kan vurdere at den ønskede placering af et byggeri er uhensigtsmæssig, og at en egnet, alternativ placering findes et andet sted på ejendommen. I dette tilfælde kan landzonemyndigheden meddele afslag med en tilkendegivelse af at en fornyet ansøgning om at opføre byggeriet med den alternative beliggenhed vil blive imødekommet (se NKO nr. 142, 1997, om placering af pelsdyrhaller.

Primitive bygninger

Opførelse af små bebyggelser, såsom læskure og lignende typiske primitive bygninger, kræver ikke landzonetilladelse. Er der tale om talrige små bebyggelser, som fx hytter til svin på friland, er disse dog omfattet af planlovens § 36, stk. 2. (Om hytter til svin på friland, se afsnit 2.2.1).

I tvivlstilfælde forelægges spørgsmålet for landzonemyndigheden.

1.4 Ibrugtagning af overflødiggjorte landbrugsbygninger - § 37

§ 37. Bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom, kan uden tilladelse efter § 35, stk. 1, tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed samt lager- og kontorformål m.v. på betingelse af:

  1. at virksomheden etableres i bestående bygninger, der ikke om- eller tilbygges i væsentligt omfang, og
  2. at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.

Baggrunden for planlovens § 37 skal findes i den ændring af by- og landzoneloven som blev gennemført i 1987. Af bemærkningerne til lovforslaget19)  fremgår at forslaget var rettet mod at fremme en hensigtsmæssig udvikling af landsbyer som levedygtige lokalsamfund og derved lette erhvervsudviklingen i landdistrikterne. Samtidig var formålet med lovforslaget at få udnyttet den bygningsressource der udgjordes af de nedlagte driftsbygninger.

Bestemmelsen blev i sin tid udformet i overensstemmelse med gældende administrationspraksis, så den ikke berørte zonebestemmelsernes hovedformål.

1.4.1 Lovens § 37, stk. 1

Ifølge planlovens § 37 kan bygninger der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom, uden tilladelse efter § 35, stk.1, tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed samt lager- og kontorformål m.v. på betingelse af,

· at virksomheden etableres i bestående bygninger der ikke om- eller tilbygges i væsentligt omfang, og

· at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.

Bestemmelsen omhandler etablering af nye virksomheder inden for bestående bygningsmæssige rammer hvor der ikke foretages væsentlige om- eller tilbygninger.

Væsentlige ændringer af de bygningsmæssige rammer vil kræve landzonetilladelse.

Med bestemmelsen følger en umiddelbar ret til at tage overflødiggjorte landbrugsbygninger i brug til ovennævnte typer af virksomheder.

Betingelsen om at bygningerne skal være mindst 5 år gamle, skal forhindre at reglerne omgås ved at der opføres "erhvervsmæssigt nødvendige" bygninger der efter kort tid tages i brug til anden anvendelse end landbrugsdrift.

Virksomheder omfattet

Bestemmelsen omfatter ibrugtagning af bygninger til håndværks- og industrivirksomhed, lager- og kontorformål m.v., herunder fx elektronikvirksomhed og konsulentfirmaer og andre liberale erhverv samt forenings- og fritidsformål, fx lokalhistoriske foreninger, naturskoler og naturvejledningscentre der kan indpasses i de pågældende bygninger.

Hotel- og restaurationsvirksomhed, detailhandel og beboelse er derimod ikke omfattet af bestemmelsen. Dette skyldes at etablering af sådanne anvendelser vil være i strid med de hensyn planloven tilsigter at varetage.

Hvis en virksomhed, der er etableret efter § 37, senere udvider anvendelsen af bygningen med erhvervsaktiviteter der falder udenfor de virksomhedstyper som er nævnt i § 37, fx detailsalg, kræves der landzonetilladelse til den nye aktivitet.§ 37 er ikke til hinder for at der etableres flere virksomheder i én eller flere bygninger på samme ejendom hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.Bygninger omfattet.

Bygninger omfattet

Planlovens § 37 omhandler kun tidligere erhvervsmæssigt nødvendige landbrugsbygninger der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom. Dette er typisk tilfældet hvis bygningerne ikke har været anvendt gennem længere tid, fx på grund af en omlægning af ejendommens drift.

Bestemmelsen omfatter såvel overflødiggjorte landbrugsbygninger på en eksisterende landbrugsejendom som bygninger på et nedlagt landbrugs restparcel hvis bygningerne ikke varigt er overgået til anden anvendelse.

Det er endvidere en betingelse at der er tale om egentlige bygninger der er egnede til formålet. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse på fx drivhuse, staklader eller presenningshaller, uanset den tidligere anvendelse af disse.

Overflødiggjorte landbrugsbygninger som efter by- og landzoneloven eller planlovens § 35 er tilladt anvendt til anden erhvervsmæssig anvendelse på åremål eller på vilkår om eventuel tilbageførsel til landbrugsmæssig udnyttelse i tilfælde af at der igen måtte opstå behov for driftsbygninger på ejendommen, betragtes stadig som overflødiggjorte landbrugsbygninger og er derfor omfattet af § 37. Sådanne bygninger kan således, efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen, jf. § 38, uden landzonetilladelse skifte anvendelse inden for rammerne af § 37.

Overflødiggjorte landbrugsbygninger som efter by- og landzoneloven eller planlovens § 35 er tilladt anvendt til andet formål uden tidsmæssig begrænsning, betragtes derimod ikke længere som landbrugsbygninger. § 37 finder derfor ikke anvendelse på disse bygninger, og der kræves landzonetilladelse til ændret anvendelse selv om der er tale om en anvendelse til et af de formål som er omfattet af § 37. Dette gælder medmindre bygningerne efterfølgende er blevet inddraget til landbrugsformål. Den nødvendige landzonetilladelse bør dog gives, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

Driftsbygninger til jordbrugsformål som på grund af deres meget store omfang og industrielle karakter er tilladt opført efter § 35, kan ikke frit tages i brug til andet erhvervsformål efter § 37. En sådan ændret anvendelse vil kræve en ny landzonetilladelse. Dette skyldes at bygningen - eftersom den er opført på baggrund af en tilladelse - ikke oprindeligt er blevet anset som erhvervsmæssigt nødvendig. (Om erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, se afsnit 2.2.1).

Om-/tilbygninger

Det er en betingelse efter § 37, stk. 1, nr. 1, at de overflødiggjorte landbrugsbygninger er af rimelig standard der ikke nødvendiggør omfattende istandsættelser eller om-/tilbygniger. Hensigten med bestemmelsen er nemlig at muliggøre en rimelig udnyttelse af bestående værdier.

Genopbygning af en ruin eller af en meget ringe bygning kræver landzonetilladelse. Tilsvarende gælder for "væsentlige om-/tilbygninger". (Se endvidere afsnit 1.2.4).

Det er kommunalbestyrelsen der i den enkelte sag skal vurdere hvorvidt en bygning har en standard som gør § 37 anvendelig.

Kravet om at der ikke må foretages væsentlige om-/tilbygninger, forhindrer ikke at der uden landzonetilladelse kan foretages alle de for en erhvervsetablering nødvendige indre ombygninger, herunder ombygninger til opfyldelse af krav der stilles af myndighederne som betingelse for etableringen, fx krav efter arbejdsmiljø- og sundhedslovgivningen.

De ikke væsentlige om-/tilbygninger der er tilladt efter § 37, omfatter også mindre, udvendige om-/tilbygninger. Der kan fx i forbindelse med etablering af virksomheden være behov for at opføre en mindre tilbygning for at skabe tilfredsstillende indgangsforhold til virksomheden.

Kommunalbestyrelsen skal efter planlovens § 38 påse at der ikke om-/tilbygges væsentligt. Ved afgørelsen af om der er tale om en væsentlig om-/tilbygning der kræver landzonetilladelse, må kommunalbestyrelsen som udgangspunkt lægge vægt på

· om bygningens ydre fremtræden og karakter stort set bevares, og

· om de indvendige ombygninger er økonomisk rimelige, set i forhold til bygningens samlede værdi.

Senere behov for udvidelse

Hvis der først efter virksomhedens etablering opstår behov for om- eller tilbygninger skal der ske fornyet anmeldelse efter § 38 til kommunalbestyrelsen. Dette giver kommunalbestyrelsen lejlighed til at vurdere om byggearbejdet frit kan udføres efter § 37.

Væsentlige udvidelser er generelt uønskede i forlængelse af planlovens formål om at det åbne land forbeholdes landbrugs-, skovbrugs- og fiskerierhvervet og friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse.

Senere udvidelser bør derfor kun være mulige efter § 37 så længe der ikke sker en væsentlig om-/tilbygning i forhold til landbrugsbygningen som den fremstod før etablering af virksomheden. Derved sikres at virksomheden ikke uden landzonetilladelse kan udvide i flere uvæsentlige etaper der samlet set bliver væsentlige i forhold til den oprindelige bygning. I så tilfælde bør også uvæsentlige udvidelser forudsætte en tilladelse efter § 35.

Det er centralt at hensynet til bestående værdier m.v. imidlertid ikke forpligter landzonemyndigheden til efterfølgende at meddele tilladelse til ønskede udvidelser.

Ved vurderingen af om - og i hvilket omfang - en virksomhed i landzone kan tillades udvidet, må der generelt lægges vægt på om virksomheden er anmeldt til kommunalbestyrelsen efter §§ 37 og 38 eller er etableret på grundlag af en landzonetilladelse. Den afgørende forskel på de to situationer ligger i at myndigheden ved en egentlig landzonetilladelse konkret har forholdt sig til konsekvenserne af en virksomhed af den pågældende type på det pågældende sted. Dette er ikke tilfældet ved den sagsbehandling der er knyttet til § 37. Virksomhedens ejer kan derfor ikke i samme omfang have en berettiget forventning om senere at kunne udvide.

Boks 4

Ibrugtagen af overflødiggjorte landbrugsbygninger grænsen mellem §§ 37 og 35

Kan frit etableres efter anmeldelse (§ 37):

· Håndværksvirksomhed

· Industrivirksomhed

· Lagerformål

· Kontorformål, herunder visse forenings- og fritidsformål

· Uvæsentlig udvidelse af ovenstående eksisterende virksomhedstyper

 

Krav om forudgående landzonetilladelse (§ 35):

· Ferielejligheder

· Detailsalg (ikke stalddørssalg)

· Boliger

· Hotel- og restaurationsvirksomhed

· Mere end uvæsentlige udvidelser

· Flere uvæsentlige udvidelser, hvis de samlet set gør udvidelsen mere end uvæsentlig (set i forhold til den oprindelige landbrugsbygning).

1.4.2 Mindre ikke skæmmende oplag - § 37, stk. 2

Stk. 2. I tilknytning til de bygninger, der er nævnt i stk. 1, kan der endvidere etableres et mindre ikke skæmmende oplag efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.

Efter § 37, stk. 2, kan der uden landzonetilladelse etableres et mindre, ikke skæmmende oplag efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse hvis det sker i tilknytning til virksomhedens bygninger.

Et mindre oplag kan ofte være et naturligt behov for en virksomhed. Definitionen af "et mindre ikke skæmmende oplag" er til en vis grad et konkret skøn som kommunalbestyrelsen har pligt til at foretage. (Se NKO nr. 103, 1996 om retningslinier for etablering af udendørs oplag).

Et oplag er typisk "ikke skæmmende" hvis det ikke kan ses fra tilstødende ejendomme eller fra offentlig vej. Oplagets omfang skal være "mindre", også i forhold til omfanget af de bygninger der rummer virksomheden.

Sådanne oplag kan kun etableres uden landzonetilladelse hvis det har tilknytning til den erhvervsmæssige anvendelse af bygningerne.

Oplaget skal almindeligvis kunne placeres på gårdspladsen eller eventuelt på en overflødiggjort møddingsplads eller på lignende steder i direkte tilknytning til de bygninger hvori virksomheden indrettes.

Kommunalbestyrelsen kan efter § 37, stk. 2, træffe nærmere bestemmelse om et sådant tilknyttet oplag. Kommunalbestyrelsen vil normalt som en reaktion på anmeldelsen træffe bestemmelse om placeringen og størrelsen og om eventuel afskærmende beplantning. Bestemmelserne kan om nødvendigt tinglyses på ejendommen, jf. planlovens § 55, 2. pkt.

Spørgsmålet om omfang og placering m.v. af et oplag skal ikke nødvendigvis være afklaret før etableringen af virksomheden. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning herom senere, men det anbefales at det så vidt muligt afklares i forbindelse med anmeldelsen.

1.5 Anmeldelsespligt - § 38

§ 38. Anvendelse af bygninger til den virksomhed, der er nævnt i § 37, må kun ske efter forudgående anmeldelse til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal påse, om betingelserne efter § 37 er opfyldt. Såfremt kommunalbestyrelsen ikke har gjort indsigelse inden 2 uger fra den dag, anmeldelsen er modtaget, kan bygningerne tages i brug.

Planlovens § 38 knytter sig til anvendelsen af overflødiggjorte landbrugsbygninger efter § 37.

Efter § 38 må anvendelse af bygninger til den virksomhed der er nævnt i § 37, kun ske efter forudgående anmeldelse til kommunalbestyrelsen. Anmeldelsen skal ske hertil uanset om kommunalbestyrelsen er landzonemyndighed eller ej. Dette er en administrativ forenkling, idet en eventuel ansøgning om byggetilladelse ligeledes skal indgives til kommunalbestyrelsen.

Anmeldelser efter § 38 skal indeholde alle oplysninger til brug for kommunalbestyrelsens vurdering af om betingelserne i § 37 er opfyldt. Herunder bygningens alder og oplysninger om bygningens ejerforhold. Desuden skal der gives en beskrivelse af den virksomhed der ønskes etableret.

Kommunalbestyrelsen skal påse, om betingelserne efter § 37 er opfyldt. Er betingelserne ikke opfyldt, skal kommunalbestyrelsen meddele indsigelse inden 2 uger fra den dag hvor anmeldelsen er modtaget.

Gør kommunalbestyrelsen ikke indsigelse inden for fristen, kan bygningerne tages i brug, jf. § 38, 2. pkt.

I tilfælde af at anmeldelsen ikke indeholder de fornødne oplysninger, skal kommunalbestyrelsen ligeledes reagere inden 2 uger. Når de nødvendige oplysninger herefter er modtaget, har kommunalbestyrelsen igen 2 uger til at vurdere sagen.

Inden for 2-ugers fristen må ibrugtagen ikke ske, medmindre kommunalbestyrelsen skriftligt har meddelt anmelderen at betingelserne er opfyldt.

Hvis betingelserne i § 37 ikke er opfyldt, kan ibrugtagen ikke ske før forholdet er bragt i overensstemmelse hermed, eller der er opnået sædvanlig landzonetilladelse efter planlovens § 35.

Selv om kommunalbestyrelsen finder at det anmeldte er i overensstemmelse med bestemmelserne i planlovens § 37, bør kommunalbestyrelsen inden udløbet af 2-ugers fristen gøre anmelderen opmærksom på de relevante bestemmelser i anden lovgivning der eventuelt kan hindre virksomhedens etablering.

Efter udløbet af 2-ugers fristen påhviler det fortsat kommunalbestyrelsen at påse at ulovlige forhold i henhold til § 37 berigtiges, jf. planlovens § 51, stk. 1.

Kommunalbestyrelsen skal ved anmeldelse efter planlovens § 38 ikke alene påse at betingelserne efter § 37 er opfyldt, men bør også i videre omfang undersøge om der er hindringer for den anmeldte virksomhed.

Udover planloven, byggeloven og miljølovgivningen bør kommunalbestyrelsen navnlig være opmærksom på om der eventuelt stilles krav efter vejlovgivningen, naturbeskyttelsesloven, bygningsfredningsloven og arbejdsmiljøloven.

Hvis der er en lokalplan for området, skal kommunalbestyrelsen som planmyndighed påse om det anmeldte er i overensstemmelse hermed, eller om dispensation er påkrævet.

Det anbefales at kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandlingen af anmeldelsen beder anmelderen om at overveje spørgsmålet om oplag. Derved kan spørgsmålet afklares allerede inden etablering af virksomheden.

Ændret anvendelse af bygninger der er taget i brug efter § 38-anmeldelse eller anmeldelse efter den tidligere § 8 a i by- og landzoneloven, kræver fornyet § 38-anmeldelse da kommunalbestyrelsen skal have mulighed for at vurdere om den nye anvendelse opfylder betingelserne i § 37.

Bestemmelsen i § 37 indskrænker ikke kommunalbestyrelsens mulighed for at nedlægge et forbud efter planlovens § 14 med henblik på at udarbejde en lokalplan. Opmærksomheden henledes dog på at der uden for landsbyer er begrænsninger i kommunalbestyrelsens mulighed for at lokalplanlægge for arealer der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse, jf. planlovens § 15, stk. 5.

En virksomhed der én gang er etableret, kan være vanskelig at flytte. Der bindes store investeringer i bygninger og anlæg, ligesom de ansatte kan have tilknytning til lokalområdet. Derfor bør virksomhedsejeren oplyses om mulighederne for senere at kunne udvide, allerede inden den pågældende virksomhed etableres.

Hvis kommunalbestyrelsen accepterer en virksomheds etablering efter § 37, er det vigtigt at informere anmelder om at senere udvidelse af en bygning vil kræve landzonetilladelse med mindre udvidelsen er uvæsentlig.

Kapitel 2

Særlige emneområder

2.1 Boliger

Der kræves landzonetilladelse til udstykning, opførelse af ny bebyggelse og ændret anvendelse af bestående bebyggelse, jf. planlovens § 35, stk. 1.

2.1.1 Nye boliger

Ved ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af nye boliger må der tages udgangspunkt i muligheden for i stedet at udnytte de udlæg af byzone som er sket gennem planlægningen.

Som hovedregel gælder derfor at landzonetilladelse til opførelse af boliger, kun bør meddeles når et ansøgt byggeri ikke med rimelighed kan henvises til et planlagt område. I områderne omkring de eksisterende byzoner bør landzonemyndigheden således være yderst tilbageholdende med at give tilladelser til udstykning og bebyggelse.

Det gælder generelt at enligt beliggende enfamiliehuse ikke bør tillades opført i det åbne land. I forlængelse heraf gælder at også lokalplanlagte boliger i landzone bør udlægges i tilknytning til i landsbyer.

Ved stillingtagen til en konkret ansøgning om en ny bolig i landzone bør der tages hensyn til om beboerne kan sikres en rimelig adgang til offentlig og privat service (skoler og dagligvarebutikker m.v.), om der kan tilvejebringes forsvarlige kloakforhold og trafikale adgangsforhold samt om beboerne kan sikres mod forureningsulemper, herunder utilfredsstillende støjforhold, lugtgener o. lign. Forventninger om at forholdene kan bringes i orden ad åre, er ikke tilstrækkeligt.

Endvidere må udstykningen og den nye bolig kunne indpasses på en hensigtsmæssig måde i de eksisterende bebyggelses- og vejforhold, uden at støjbelastede arealer inddrages.

2.1.2 Boligbyggeri i landsbyer

Hensynet til velfungerende landdistrikter bør varetages gennem region- og kommuneplanlægningen, og retningslinierne for udviklingen på landet bør ligge til grund for landzoneadministrationen. Udviklingen understøttes bedst ved at styrke byerne på landet og ikke ved at fremme yderligere spredt helårsbosætning i det åbne land. Specielt bør bosætningen understøttes i de landsbyer hvor der i forvejen er et vist serviceniveau.

I landsbyer bør landzonemyndigheden tage hensyn dels til ønsket om at styrke landsbyernes udviklingsmuligheder, dels til de bevaringshensyn som ofte findes både med hensyn til bygninger, haver, vejforløb, grønne arealer, tofter o.lign. Landzonemyndigheden bør således lægge vægt på at ny bebyggelse opføres med en udformning der respekterer omgivelserne og byggestilen i området. Eksempelvis kan "huller" i husrækken være værdifulde kulturelementer fx gamle tofter - som ikke blot bør bebygges under henvisning til, at der sker huludfyldning.

Retningslinier for landsbyernes udvikling, bebyggelse og bevaring findes efterhånden i de fleste region- og kommuneplaner, og mange landsbyer er endvidere omfattet af lokalplaner.

Jordbrugsparceller

Etablering af boliger med mulighed for hobbylandbrug (jordbrugsparceller) bør ske på baggrund af en samlet planlægning for udvikling i landdistrikterne. Det skal tilstræbes at parcellerne placeres i tilknytning til eksisterende landsbyer eller tilsvarende bebyggelse i tyndt befolkede områder, og at det samlede arealforbrug ikke overstiger 1 ha pr. bolig20) .

Udstykning til jordbrugsparceller bør normalt ske på baggrund af en lokalplan frem for ved enkelttilladelser efter § 35, stk. 1.

For at hindre spredt bebyggelse i det åbne land bør lokalplaner for jordbrugsparceller sikre at beboelsesbygningerne på de store grunde ikke opføres som fritliggende huse uden tilknytning til den eksisterende bebyggelse. Landsplanafdelingen har udarbejdet en vejledning med gode eksempler på udformning af lokalplaner for jordbrugsparceller21) .

Der henvises i øvrigt til Landsplanafdelingens publikation om jordbrugsparceller22) .

Tilknytningsforhold

Ved ansøgninger om nye boliger i landsbyer bør der ikke lægges vægt på om ansøgeren har et familiemæssigt tilknytningsforhold til området.

Derimod kan et erhvervsmæssigt tilknytningsforhold være et væsentligt kriterium, der berettiger til at give landzonetilladelse til en bolig, idet denne kan være med til at sikre forudsætningerne for den pågældende erhvervsvirksomhed i landsbyen og dermed at der opretholdes et vist serviceniveau.

2.1.3 Boliger i eksisterende bygninger

I stedet for at opføre nye boliger er det hensigtsmæssigt at udnytte eksisterende værdier i form af tomme beboelsesbygninger i landsbyer eller stuehuse på nedlagte landbrug.

Ved at udnytte allerede eksisterende, egnede bygninger kan det åbne land friholdes for ny, spredt bebyggelse. Samtidig sikres at bygningerne ikke forfalder, og at områdets kulturmiljø understøttes.

Ansøgninger om at opdele eksisterende (større) overflødiggjorte stuehuse på en landbrugsejendom i flere boligenheder bør imødekommes, medmindre planlægningsmæssige eller andre væsentlige interesser taler afgørende imod. Det bør indgå i vurderingen om der er overvejende sandsynlighed for at stuehuset ikke senere bliver nødvendigt for at opfylde kravet om bopælspligt efter landbrugsloven23) . Landzonemyndigheden kan eventuelt indhente en vejledende udtalelse fra jordbrugskommissionen herom.

Derimod bør der som hovedregel ikke meddeles landzonetilladelse til etablering af selvstændig helårsbeboelse i overflødiggjorte driftsbygninger. Dette vil være i strid med landzonebestemmelsernes formål om at modvirke byspredning i det åbne land.

Af hensyn til landdistrikternes udviklingsmuligheder bør landzonemyndigheden dog være imødekommende over for at meddele tilladelse til indretning af et begrænset antal helårsboliger i tidligere driftsbygninger når disse er beliggende i landsbyer som er afgrænset i kommuneplanen.

Udenfor de afgrænsede landsbyer kan der i visse tilfælde gives landzonetilladelse til indretning af helårsbeboelse i en overflødiggjort driftsbygning når det skønnes at den pågældende bygning indgår som et umisteligt element i et bevaringsværdigt kulturmiljø.

Der skal i alle tilfælde foretages en vurdering af, om de bygningsændringer, som en boligindretning i en overflødiggjort driftsbygning måtte medføre, er forenelige med eventuelle bevaringsværdier der ønskes opretholdt. De regionale kulturmiljøråd24)  kan give vejledende udtalelser herom.

2.1.4 Udstykning til boliger

Ved vurderingen af ansøgninger om udstykning af arealer der er bebygget med enligt beliggende beboelseshuse som ikke længere anvendes til deres oprindelige formål (som fx funktionærboliger), må der tages hensyn til om udstykningstilladelsen vil kunne medføre at der senere fremkommer ønsker om en yderligere beboelsesbygning på den oprindelige ejendom.

Det bør også være en forudsætning for at meddele tilladelse at husets bygningsmæssige tilstand ikke er så ringe at det er uegnet til beboelse, således at der ved udstykningen reelt tilsigtes fremskaffet en ny byggegrund. Dette vil være i strid med landzonebestemmelsernes formål om at hindre spredt bebyggelse uden for planlagte eller landsbyafgrænsede områder.

Når der sker udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4, til samdrift med en bestående landbrugsejendom, kræves der ikke tilladelse til frastykning af bygningsparcellen, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 1. Eksisterende boliger på nedlagte landbrug kan således fortsat anvendes til bolig uden landzonetilladelse selv om landbrugspligten ophæves.

Byggelovens § 10 A fastsætter at når der opføres mere end ét enfamiliehus på en ejendom, skal bebyggelsen opføres og anbringes så hver boligenhed med tilhørende grundareal kan udstykkes til en selvstændig ejendom med lovlig vejadgang. Mulighed for udstykning skal også foreligge når der ved til- eller ombygning eller andre forandringer af et bestående enfamiliehus sker en opdeling af huset i flere boligenheder.

Efter byggelovens § 22, stk. 3, indbefatter en dispensation til at opføre og anbringe bebyggelsen anderledes end bestemt i § 10 A samtidig en dispensation fra de bebyggelsesregulerende bestemmelser i såvel byggeloven som i lokalplaner.

I tilfælde hvor der før den 1. april 1991, er givet landzonetilladelse til at opføre flere boliger på én grund, bør landzonemyndigheden vurdere en ansøgning om udstykning i lyset af intentionerne med byggelovens § 10 A25) . Der bør således meddeles landzonetilladelse til udstykning, medmindre væsentlige hensyn taler imod.

Med den seneste ændring af byggeloven26)  er kravet om mulighed for udstykning ophævet for boligtyper hvor det ikke har været tanken at foretage udstykning med henblik på salg af boligerne enkeltvis. Efter § 10 A, stk. 2, gælder kravet om mulighed for udstykning bl.a. ikke for boliger på landbrugsejendomme27) .

2.1.5 Udvidelse af boliger

Det kræver ikke landzonetilladelse at til- og ombygge et helårshus i landzone, herunder inddrage overflødiggjorte driftsbygninger hvis husets samlede bruttoetageareal ikke overstiger 250 m2, jf. § 36, stk. 1, nr. 9.

Til beregning af husets samlede bruttoetageareal henvises til bilag A i Bygningsreglement for småhuse 1998.

Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på at udvidelse af boligarealet ind i en overflødiggjort driftsbygning kræver byggetilladelse, jf. Bygningsreglement for småhuse 1998 (se afsnit 1.3.1).

Det kræver landzonetilladelse hvis der med udvidelsen oprettes flere boligenheder.

2.1.6 Ændret anvendelse af boliger

Det kræver som udgangspunkt landzonetilladelse at ændre en boligs anvendelse fra boligformål til fx erhvervs- eller detailhandelsformål.

En helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig er undtaget fra kravet om landzonetilladelse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 10.

Hvis et helårshus efter mere end 3 års benyttelse28)  som fritidshus igen ønskes anvendt til helårsbrug, foreligger der en ændret anvendelse som kræver landzonetilladelse.

Det kræver ligeledes landzonetilladelse når et sommerhus i landzone der oprindeligt er opført som sommerhus ønskes taget i brug til helårsbeboelse. Ansøgningen bør som udgangspunkt behandles som nyopførelse af et helårshus, idet helårsbeboelse i højere grad end fritidsbeboelse påvirker omgivelserne.

Har sommerhuset oprindeligt været et helårshus, kan der dog efter omstændighederne meddeles tilladelse til igen at tage huset i anvendelse til helårsbeboelse. Der bør ved afvejningen lægges afgørende vægt på længden af den periode hvor huset ikke har været anvendt til helårsbeboelse, og på hvor mange helårshuse der ligger i nærheden. Endvidere bør husets kvalitet indgå i bedømmelsen. (Se NKO nr. 128G, 1997, og NKO nr. 210, 2000, om ændret anvendelse af et sommerhus i landzone).

Hvis husets tidligere status som helårshus hviler på en landzonetilladelse, afhænger det af tilladelsens indhold, herunder vilkårene, hvorvidt retten til helårsbeboelse er bortfaldet.

Opmærksomheden henledes på at planlovens § 41, der giver pensionister og efterlønsmodtagere en lovbestemt ret til helårsbeboelse i sommerhusområder, ikke gælder for fritids- og sommerhuse i landzone.

I forbindelse med planlovens vedtagelse blev det dog tilkendegivet at det fandtes rimeligt at landzonemyndigheden meddeler personlig tilladelse til helårsbeboelse i de tilfælde hvor et "sommerhusområde" i landzone kan sidestilles med et planlagt sommerhusområde, og hvor hensynet til beskyttelse af det åbne land i øvrigt ikke taler imod. Det forudsættes desuden at ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne i planlovens § 41.

En personlig tilladelse for en pensionist til at benytte et sommerhus til helårsbeboelse betyder ikke at huset skifter status til helårshus. Udvidelse af huset kræver stadig en landzonetilladelse.

2.1.7 Småbygninger

Byggeri der er fritaget for krav om byggetilladelse efter Bygningsreglement for småhuse, og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig, er undtaget fra kravet om landzonetilladelse, jf. § 36, stk. 1, nr. 7. Det drejer sig bl.a. om garager, carporte, udhuse, drivhuse på højst 50 m2 og småbygninger på højst 10 m2 der opføres i tilknytning til fritliggende eller sammenbyggede enfamiliehuse eller sommerhuse29) . (Se Boks 1 og 2, afsnit 1.3.1).

2.1.8 Erhvervsmæssigt nødvendige boliger

Ved erhvervsmæssigt nødvendige boliger forstås både stuehuse og boliger til forpagtere, bestyrere og medhjælpere der er nødvendige for ejendommens drift.

Opførelse og ibrugtagning af boliger der er erhvervsmæssigt nødvendige for driften af en landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet, kræver ikke landzonetilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Erhvervsmæssigt nødvendige boliger der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, kræver dog tilladelse for så vidt angår beliggenhed og udformning, jf. § 36, stk. 2.

Opførelse af boliger der ikke er erhvervsmæssigt nødvendige kræver altid tilladelse efter § 35, stk. 1.

Det skal bemærkes at byggelovens § 10 A, stk. 1, om udstykningsmulighed ikke længere gælder for boliger på ejendomme med landbrugspligt (se afsnit 2.1.4).

Generelt om medhjælperboliger o. lign.

Det kræver ikke tilladelse at opføre en erhvervsmæssigt nødvendig medhjælperbolig o.lign., jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, hvis den opføres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

Det er landzonemyndigheden der efter planloven skal vurdere hvorvidt en medhjælperbolig o.lign. kan anses for at være erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift. Når det gælder ejendomme med landbrugspligt bør landzonemyndigheden indhente en vejledende udtalelse fra jordbrugskommissionen.

Hvis der ansøges om opførelse af medhjælperboliger o.lign. på ejendomme med fredskovspligt, bør landzonemyndigheden indhente en udtalelse fra skovlovsmyndigheden om hvorvidt boligen er erhvervsmæssig nødvendig efter § 10 i skovloven.

I mange tilfælde vil en eventuel medhjælper til landbrugs- eller skovbrugserhvervet lige så godt kunne bo i et nærliggende bysamfund - og derved understøtte dette.

Ved vurderingen af konkrete ansøgninger må der blandt andet lægges vægt på om ejendommen også på længere sigt kan danne grundlag for flere personers fulde arbejdsindsats.

Det kræver altid tilladelse at frastykke en eksisterende medhjælperbolig o.lign.

Der bør dog aldrig tillades udstykning af en medhjælperbolig der benyttes som en sådan.

Udgangspunktet må være at medhjælperboligen fastholdes som en del af ejendommen. En overflødiggjort medhjælperbolig o.lign. kan dog normalt tillades udstykket hvis der er overvejende sandsynlighed for at den under hensyn til ejendommens størrelse, driftsform og øvrige boliger samt antallet af beskæftigede på ejendommen også på længere sigt vil være overflødig. (Se NKO nr. 50, 1994, om udstykning af en tidligere medhjælperbolig på en skovejendom).

Boliger på landbrugsejendomme

Efter landbrugslovens § 7, stk. 1, skal en landbrugsejendom holdes forsynet med en passende beboelsesbygning hvorfra jorden drives af beboerne.

En beboelsesbygning der skal tjene til boligformål i det omfang det er nødvendigt til opfyldelse af landbrugslovens bestemmelser, må anses for erhvervsmæssigt nødvendig. Med hensyn til beboelsesbygningens størrelse og karakter afhænger spørgsmålet om hvorvidt byggeriet er undtaget for landzonetilladelse, af en konkret vurdering af den påtænkte bygning i forhold til den pågældende ejendoms størrelse, den faktiske driftsform og den mulige erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen.

Naturklagenævnet har i en afgørelse udtalt at opførelse af en ny beboelsesbygning på en landbrugsejendom kræver landzonetilladelse hvis dens bruttoetageareal overstiger 250 m2 mere end uvæsentligt, jf. NKO nr. 31, 1994, om stuehuse på landbrugsejendomme.

Hvis flere personer i fællesskab erhverver en landbrugsejendom berettiger det ikke hver enkelt medejer til at opføre en bolig på ejendommen. Der kan heller ikke umiddelbart opføres en beboelsesbygning der er større end det der normalt accepteres på tilsvarende landbrugsejendomme i almindeligt selveje30) .

Hidtil har det normalt ikke været anset for erhvervsmæssigt nødvendigt med mere end én bolig på en landbrugsejendom. Imidlertid har strukturudviklingen i landbruget medført at der er blevet færre, men større landbrugsbedrifter.

Denne udvikling vil sandsynligvis fortsætte. Der kan derfor være et stigende behov for fastboende arbejdskraft til specialiserede og arbejdskrævende driftsformer, som fx døgnovervågning af husdyr. Dette skal tages i betragtning ved vurderingen af om en medhjælperbolig o.lign. er erhvervsmæssigt nødvendig for en landbrugsejendom.

I visse tilfælde kan en ejer af en landbrugsejendom ønske at etablere en aftægtsbolig som led i et glidende generationsskifte.

Aftægtsboliger kan kun etableres uden landzonetilladelse hvis driften af ejendommen er afhængig af disse beboeres medhjælp dvs. at aftægtsboligen kan sidestilles med en erhvervsmæssigt nødvendig medhjælperbolig.

Etablering af en aftægtsbolig der ikke er begrundet i hensynet til ejendommens drift, kræver landzonetilladelse efter § 35, stk. 1. Ansøgningen skal da vurderes på linie med en ansøgning om etablering af en ny bolig (se afsnit 2.1.1).

Boliger på ejendomme med skovbrug

På grund af skovenes forskelligartethed kan der ikke angives en bestemt arealstørrelse som betingelse for opførelse af et beboelseshus. Men under normale forhold må der forudsættes et bevokset skovareal på mindst ca. 100 ha. Hvis vækstforholdene er ringe, vil den nødvendige mindste arealstørrelse være større end 100 ha.

For at en beboelsesbygning på en skovbrugsejendom kan anses som erhvervsmæssigt nødvendig, skal den bebos af en person der ejer skoven eller har sin hovedbeskæftigelse i skoven med udsigt til varig beskæftigelse, og kun i tilfælde hvor skovdriften nødvendiggør beboelse i skoven.

Der skal i denne forbindelse gøres opmærksom på at en del skovbrugsejendomme består af sammenkøbte parceller, således at skoven ofte består af flere særskilte ejendomme i matrikulær henseende.

Det nødvendige arealmæssige grundlag for en beboelse må i givet fald forlanges sikret ved sammenlægning til en samlet fast ejendom der ikke kan deles uden udstykning.

På store skovbrugsejendomme vil der på grund af de senere årtiers udvikling ofte være overflødige skovtjenestehuse som kan være udlejet til personer som ikke er beskæftiget på ejendommen. I sådanne tilfælde kan nye beboelseshuse ikke anses for nødvendige. Hvis ønsket om et nyt beboelseshus kan begrundes med nødvendigheden af en bedre boligstandard end den eksisterende, vil det kunne stilles som vilkår at det overflødiggjorte gamle hus nedrives.

Ved administration af landzonebestemmelserne bør der anlægges samme synspunkter både for fredskov og for ikke-fredskov.

For så vidt angår medhjælperboliger på skovbrugsejendomme henvises til "Generelt om medhjælperboliger o.lign." tidligere i dette afsnit.

Boliger til fiskerierhvervet

De fleste dambrug vil kræve landzonetilladelse på grund af virksomhedens industrielle eller atypiske præg set i forhold til det traditionelle fjord- og kystfiskeri. Det følger heraf at boliger i tilknytning til dambrug som hovedregel ikke kan betragtes som erhvervsmæssigt nødvendige for udøvelse af fiskerierhvervet. Opførelse af boliger til dambrug vil derfor normalt forudsætte landzonetilladelse.

Kun hvis dambrug indgår som led i en landbrugsejendoms jordbrugsmæssige udnyttelse, kræver byggeri (og anlæg) ikke tilladelse.

2.2 Landbrug og jordbrugstilknyttede erhverv

2.2.1 Landbrug

Udstykninger til oprettelse af nye landbrug, gartnerier og frugtplantager m.v. kræver landzonetilladelse, jf. planlovens § 35, stk. 1.

I tilfælde hvor formålet med en udstykning er etablering af et jordbrug der kan tillades efter landbrugsloven, bør landzonetilladelse gives, medmindre denne arealanvendelse er i strid med region- og kommuneplanlægningen.

Erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger

Efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 4, kræves der ikke landzonetilladelse til opførelse og ibrugtagning af driftsbygninger der er erhvervsmæssigt nødvendige for den pågældende ejendoms drift som landbrugsejendom.

Der kræves dog tilladelse til byggeriets beliggenhed og udformning efter § 36, stk. 2, hvis byggeriet opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

Traditionelt tænkes på ejendommen med tilhørende jorder, men i praksis kan tilforpagtede jorder indgå i vurderingen af den pågældende ejendoms driftsmæssige behov hvis der er tale om traditionelle, langvarige forpagtningsforhold. Derimod kan kortvarige forpagtningsforhold efter praksis ikke indgå i en vurdering efter planloven om byggeriets erhvervsmæssige nødvendighed, jf. NKO nr. 152, 1998, om kortvarige forpagtningsforhold.

Er der tvivl om hvorvidt et ønsket byggeri er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift, eller er der tale om opførelse af et byggeri af et sådant omfang at det kan stride mod § 7, stk. 2, i landbrugsloven31) , bør landzonemyndigheden indhente en vejledende udtalelse fra jordbrugskommissionen herom32) .

Det har tidligere været praksis at et byggeri der kunne opføres i overensstemmelse med landbrugslovens regler som udgangspunkt var "erhvervsmæssigt nødvendigt" for ejendommens drift og dermed kunne opføres uden landzonetilladelse efter planloven. Imidlertid er denne tætte sammenhæng mellem de to regelsæt ikke altid til stede længere. For eksempel kan landzonetilladelse i nogle tilfælde være nødvendig til en større husdyrproduktion selv om byggeriet ikke kræver tilladelse efter landbrugsloven. (Se NKO nr. 30, 1994, om udvidelse af større svinefarm).

Det betyder at landzonemyndigheden ud over den vurdering der sker på grundlag af landbrugsloven - skal foretage en selvstændig vurdering af det ansøgte efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 3.

Omfanget af erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri

Omfanget af erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri kan variere betydeligt og er ikke alene afhængig af størrelsen af ejendommens jordtilliggende, men også af den valgte driftsform.

På mindre ejendomme kan der eksempelvis være en produktion der kræver ret store driftsbygninger set i forhold til ejendommens arealstørrelse, fx hvis animalsk produktion i væsentligt omfang er baseret på indkøbt foder.

Som udgangspunkt kræver produktionsomlægninger og selv ganske store udvidelser af den bestående bygningsmasse på landbrugsejendomme ikke landzonetilladelse, så længe der er tale om landbrugsmæssig drift i landbrugslovens forstand. I særlige tilfælde kan landbrugsbyggeri dog kræve landzonetilladelse selv om bygningerne indgår i ejendommens jordbrugsmæssige udnyttelse. Ved landzonemyndighedens vurdering af om et landbrugsbyggeri kræver landzonetilladelse, må der blandt andet lægges vægt på om byggeriet er meget stort i forhold til ejendommens størrelse (forholdet mellem bebyggelsens omfang og ejendommens jordtilliggende), og om byggeriet og driftsformen antager en industriel karakter. (Se kommentar til NKO nr. 126, 1997, om opførelse af en svinefarm).

Boks 5

Forhold som bør indgå i landzonemyndighedens vurdering af om et byggeri er erhvervsmæssigt nødvendigt efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 3:

· Om byggeriet indgår som et led i ejendommens jordbrugsmæssige udnyttelse.

· Om der findes en passende driftsmæssig sammenhæng mellem den produktion, der er knyttet til ejendommens driftsbygninger og den produktion der er knyttet til ejendommens jorde (fx med hensyn til at frembringe foder m.v., udsprede gødning eller sikre helårsbeskæftigelse i virksomheden).

· Om byggeri og driftsform antager industriel karakter.

· Varigheden af eventuelle forpagtningsaftaler.

· Produktionens karakter, herunder om der sker en forarbejdning af produkterne og antallet af personer, der på årsbasis beskæftiges i virksomheden.

· Hvor store arealer, der anvendes til bygninger, dyrfolde m.v. og hvor store arealer, der dyrkes landbrugsmæssigt.

Anlæg til intensiv husdyrproduktion (VVM)

Ved ansøgning om opførelse af anlæg til intensiv husdyrproduktion der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad (VVM-pligtige anlæg), må der kun meddeles landzonetilladelse hvis anlægget overholder de retningslinier som er fastsat i regionplanen på baggrund af en VVM-redegørelse33) .

Vurderingen af om der kan gives landzonetilladelse til sådanne anlæg, skal ske på baggrund af en konkret vurdering af hver enkelt sag i relation til omgivelserne og den planlægning der gælder for det aktuelle område.

Hvis landzonemyndigheden vurderer at en landzonetilladelse ikke bør meddeles, kan amtsrådet/HUR afslå det ansøgte uden at igangsætte VVM-proceduren med henvisning til planlovens landzonebestemmelser.

Afstandskrav

Afstandskrav efter anden lovgivning kan betyde at nogle erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger ikke kan placeres i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, men kræver landzonetilladelse efter § 36, stk. 2. Det kan fx være afstandskrav for lokalisering af erhvervsmæssigt dyrehold34)  eller veterinære forhold. I den situation skal landzonemyndigheden søge at opnå den bedst mulige beliggenhed og udformning af disse bygninger.

En beliggenhed i og i nærheden af sårbare naturområder vil kunne påvirke disse såvel i natur-, som i landskabsmæssig henseende. Ved placeringen af landbrugsbyggeri skal der derfor ved afvejningen af de natur- og landskabsmæssige interesser over for landbrugsmæssige interesser specielt lægges vægt på de hensyn der fremgår af naturbeskyttelseslovgivningen, herunder især beskyttelsen af § 3-områder og internationale naturbeskyttelsesområder. Derfor er det landzonemyndighedens opgave at sikre at landbrugsbyggeri ikke placeres i nærheden af disse områder hvis der findes andre muligheder for placering på ejendommen. (Se endvidere afsnit 1.3.2).

Udlejning

Ifølge landbrugslovens § 12, stk. 1, nr. 5, kan et areal for et tidsrum på indtil 30 år udlejes til opførelse af bygninger til jordbrugsmæssig produktion uden tilladelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Der kræves ikke landzonetilladelse til en lejer der alene som investor opfører driftsbygninger til en produktion der efter hensigten skal indgå som led i ejendommens jordbrugsmæssige produktion.

I alle andre tilfælde forudsætter bygninger opført af en lejer, landzonetilladelse. I det omfang at det ansøgte byggeri kunne have været opført frit af ejendommens ejer, bør der meddeles tilladelse til lejeren.

Fællesanlæg

Der kræves landzonetilladelse til opførelse af driftsbygninger med tilknytning til flere landbrugsejendomme, fx fællesstalde eller fællesanlæg for behandling og forarbejdning af korn, foderstoffer, lucerne, grøntpiller, halm, minkfoder eller anlæg og bygninger til fælles gylleanlæg, biogasanlæg og maskinstationer m.v. Dette gælder uanset om de ejendomme som anlægget skal betjene har samme ejer. Det vil imidlertid som oftest være i overensstemmelse med landzonebestemmelsernes formål at give tilladelse til det pågældende byggeri.

Hvis landzonemyndigheden skønner at bebyggelser som nævnt i det foregående, vil kunne være i strid med bestemmelserne i landbrugslovens § 7, stk. 2, bør der indhentes en vejledende udtalelse fra jordbrugskommissionen.

Multi-site systemet

Muti-site systemet er en form for svinedrift der for at undgå smittespredning består af separate, fritliggende svinestalde. Naturklagenævnet har principielt godkendt muti-site systemet som en særlig driftsform der kan betinge en fritliggende placering af driftsbygningerne, jf. NKO nr. 127, 1997. Multi-site systemer kræver landzonetilladelse efter § 36, stk. 2.

Hytter til svin på friland

Hytter til svin på friland vil ofte være talrige og blive placeret fritliggende i det åbne land - uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. I disse tilfælde vil hytterne kræve landzonetilladelse efter § 36, stk. 2.

Landzonemyndigheden kan ikke nægte tilladelse til at opføre erhvervsmæssigt nødvendige bygninger, men alene stille krav til beliggenhed og udformning.

I tilladelsen kan landzonemyndigheden stille krav om at hytterne opstilles inden for givne arealer på ejendommen hvor de skæmmer landskabet mindst muligt. Landzonemyndigheden skal være opmærksom på at arealer med svin på friland indgår i ejendommens sædskifte. Almindeligvis er der maximalt svin hvert andet år på det samme areal. Størrelsen af det nødvendige areal skal fastsættes under hensyn til harmonireglerne35)  og lov om udendørs hold af svin.

For at minimere den landskabelige påvirkning kan landzonemyndigheden desuden fastsætte vilkår om hytternes farver og materialevalg, fx ikke-reflekterende materialer.

Oplag af ensilage m.v.

Midlertidig opbevaring af de på en landbrugsejendom producerede materialer, der er nødvendige for landbrugsdriften, som fx forskellige former for oplagring af halm og ensilage i det fri, er ikke omfattet af kravet om landzonetilladelse.

Arealer med fredskovspligt

Opførelse af landbrugsbygninger på arealer med fredskovspligt kan kun ske med tilladelse efter skovloven. Landbrugsbygninger på kombinerede land- og skovbrugsejendomme skal placeres på den del af ejendommen der ikke er fredskovspligtig.

2.2.2 Pelsdyrfarme

Pelsdyrfarme kan betragtes som anlæg til husdyr der kan indgå som element i den erhvervsmæssige udnyttelse af en landbrugsejendom.

Pelsdyrfarme vil typisk blive placeret mere eller mindre fritliggende i det åbne land, alene på grund af pelsdyrbekendtgørelsens bestemmelser om afstande til bymæssig bebyggelse.

Opmærksomheden henledes på Miljø- Energiministeriets bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. og bekendtgørelse om pelsdyrfarme.

Opførelse af pelsdyrfarme o.lign. på ejendomme uden landbrugspligt kræver altid landzonetilladelse.

Hvis pelsdyravl indgår som et led i en landbrugsejendoms jordbrugsmæssige udnyttelse, må pelsdyrhaller i almindelighed anses for erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommens drift som landbrugsejendom og dermed være undtaget for landzonetilladelse.

En forudsætning for at pelsdyrhaller kan opføres uden tilladelse fra landzonemyndigheden, er dog at der er et passende forhold mellem bygninger og ejendommens jordtilliggende, jf. NKO nr. 22, 1994, om en minkfarm i landzone.

Det vil være afgørende for spørgsmålet om bebyggelsens erhvervsmæssige nødvendighed at en væsentlig del af halm m.v. til dyrene frembringes på ejendommens jorder, og at gødning fra farmens dyrehold kan finde anvendelse på jorderne.

Dette krav vil i almindelighed være opfyldt hvis forholdet mellem bygninger og jordtilliggende svarer til pelsdyrhaller på tilsammen ca. 500 m2 bebygget areal pr. ha landbrugsjord der hører til landbrugsejendommen, herunder eventuel skov, udyrkede arealer mv.

Ved det bebyggede areal forstås alene det samlede overdækkede areal, men derimod ikke eventuelle uoverdækkede gangarealer mellem pelsdyrhallerne eller andre uoverdækkede gangarealer m.v. inden for de indhegnede områder.

Er der tale om en større pelsdyrfarm, dvs. en farm forsynet med mere end 1500 m2 store pelsdyrhaller, må sagen under alle omstændigheder forelægges landzonemyndigheden med henblik på en vurdering af hvorvidt byggeriet forudsætter landzonetilladelse. Denne vurdering bør ikke have form af en sagsbehandling efter planloven, men alene en administrativ konstatering af om tilladelse kræves. (Om erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger, se afsnit 2.2.1).

2.2.3 Rideskoler, dyrepensioner m.v.

I landbrugsloven skelnes rent udnyttelsesmæssigt mellem jordbrugsmæssig udnyttelse og supplerende erhvervsaktiviteter af ikke-jordbrugsmæssig karakter.

Ridehaller m.v. til brug for hestestutterier der efter landbrugslovens § 7 b indgår som led i ejendommens jordbrugsmæssige udnyttelse, betragtes normalt som erhvervsmæssigt nødvendige bygninger der ikke kræver landzonetilladelse.

Opførelse af bygninger m.v. til virksomheder af ikke-jordbrugsmæssig karakter - dvs. der slet ikke har jordbrugsformål for øje - som fx rideskole, ridehal, hestepension, dyrehospital, dyrepension, hundekennel m.v. forudsætter tilladelse fra landzonemyndigheden. Dette forudsættes også selv om byggeriet ikke kræver tilladelse efter landbrugsloven. Det samme gælder væsentlige til- eller ombygninger som kan sidestilles med nyopførelse.

Ved behandlingen af konkrete ansøgninger skal der lægges særligt vægt på beskyttelse af rekreative områder og naturområder.

2.2.4 Gartneri

Drivhuse må som udgangspunkt anses for nødvendige for en landbrugsejendoms drift som gartneri, og drivhuse på gartneriejendomme kan opføres uden landzonetilladelse.

Der forudsættes dog landzonetilladelse hvis der i forbindelse med gartneridriften etableres aktiviteter i form af fx detailsalg, emballerings-, forarbejdnings- eller anden virksomhed af et ikke uvæsentligt omfang. Overflødiggjorte drivhuse betragtes normalt ikke som bygninger der frit kan tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed, lager- og kontorformål efter planlovens § 37. Ændret anvendelse af overflødiggjorte drivhuse kræver følgelig landzonetilladelse og bør sidestilles med en ansøgning om etablering af en ny virksomhed i det åbne land.

2.3 Skovbrug

Ved skovbrug forstås såvel skovbrug der i medfør af skovloven er underlagt fredskovspligt, som skovbrug på ikke-fredskovspligtige arealer.

Ved administrationen af landzonebestemmelserne bør der anlægges samme synspunkter for skovbrug med fredskovspligtige arealer og for skovbrug der omfatter arealer uden fredskovspligt.

Udstykning

Udstykning til oprettelse af en skovbrugsejendom kræver tilladelse fra landzonemyndigheden.

Udstykning af fredskovspligtige skovarealer på mindst 35 ha efter landbrugslovens § 4, stk. 2, er dog undtaget fra kravet om tilladelse fra landzonemyndigheden jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 2. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsen om skovplantning på landbrugsejendomme.

Under hensyn til den særlige ejendomsstruktur inden for skovbruget vil landzonemyndigheden normalt ikke kunne modsætte sig udstykninger der sker som led i sammenlægning af fredskovsarealer til oprettelse af en ny samlet fast ejendom. Det er dog under forudsætning af at skovene ligger så tæt på hinanden at de vil udgøre en helhed.

Skove der ligger i en afstand af op til 800-1000 m fra hinanden, vil normalt blive betragtet som en helhed. Ud over afstanden mellem skovene kan deres størrelse, indbyrdes placering, områdets topografi eller eventuelle barrierer være af betydning for om skovene opfattes som en helhed.

Udstykning af samlede fredskovstrækninger kræver tillige tilladelse efter skovloven.

Erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger

Opførelse og ibrugtagning af driftsbygninger der er erhvervsmæssigt nødvendige for driften af en skovbrugsejendom, kræver ikke landzonetilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Ved vurderingen af om et byggeri er erhvervsmæssigt nødvendigt for skovdriften, bør landzonemyndigheden indhente en udtalelse fra skovlovsmyndigheden. Der henvises i øvrigt til Skov- og Naturstyrelsens vejledning om skovloven.

For at kunne anses som erhvervsmæssigt nødvendig, må en driftsbygning skulle tjene skovdriften og for eksempel ikke jagt- eller landbrugsmæssige formål, ligesom der ikke må være tale om bygninger til brug for entreprenørvirksomhed i andre skove end den hvori de opføres.

Der må lægges vægt på at driftsbygningerne ikke er indrettet på en måde der gør dem egnet til natophold eller rekreativ anvendelse.

I skove hvor der bruges traktor, kan en mindre garage være en nødvendig driftsbygning. I skove med et bevokset areal over 50 ha kan maskinhuse være nødvendige.

Skydeplatforme, foderhuse, vaskepladser, brandtårne, læsseramper og lignende anses for at være anlæg der er nødvendige for skovdriften. Skydeplatforme skal være udformet og placeret i overensstemmelse med reglerne i jagt- og vildtforvaltningsloven.

Småbygninger der kan opføres uden tilladelse efter planloven, kræver på fredskovspligtige arealer tilladelse efter skovloven, med mindre byggeriet er erhvervsmæssigt nødvendigt for skovdriften.

For så vidt angår opførelsen af erhvervsmæssigt nødvendige boliger på ejendomme med skovbrug, henvises til afsnit 2.1.8.

2.4 Fiskeri og dambrug

Opførelse og ibrugtagning af byggeri der er erhvervsmæssigt nødvendigt for udøvelsen af fiskerierhvervet, kræver ikke landzonetilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Udøvelse af fiskerierhvervet omfatter både saltvands- og ferskvandsfiskeriet. Det er det traditionelle fiskerierhverv, dvs. typisk fjord- og kystfiskeri der er fritaget for tilladelseskravet.

Redskabsskure og bådhuse er eksempler på bebyggelser der kan være erhvervsmæssigt nødvendige for udøvelsen af fiskerierhvervet. Sådanne bebyggelser kan derfor opføres uden landzonetilladelse.

Etablering af dambrug der indgår som led i en landbrugsejendoms jordbrugsmæssige udnyttelse, kræver ikke tilladelse. I øvrigt vil de fleste dambrug kræve tilladelse på grund af virksomhedens industrielle eller atypiske præg. Det gælder således de større og mere intensivt drevne dambrug, overdækkede dambrugsbassiner og landbaserede saltvandsbrug (se NKO nr. 151, 1998, om hal til åleopdræt).

Andre bebyggelser med tilknytning til fiskerierhvervet, såsom fiskemels- og fiskekonsevesfabrikker, auktionshaller og lagerhaller kræver landzonetilladelse, men bør i øvrigt næsten altid henvises til erhvervsarealer i byzone.

2.5 Andre erhverv

2.5.1 Erhvervsvirksomheder

Planloven giver mulighed for frit at indrette håndværks- og industrivirksomhed samt lager- og kontorformål i overflødiggjorte landbrugsbygninger, jf. planlovens § 37. (Se endvidere afsnit 1.4).

Nyopførelse

Opførelse af nyt byggeri til brug for industri, håndværk, kontor, liberale erhverv, hotel, kroer, restaurationer m.v. i landzone kræver tilladelse efter § 35. Sådanne erhvervsbyggerier bør dog som hovedregel placeres i byzone hvor tilgængelighed, bosætning og service er størst. Derfor bør der kun undtagelsesvis og kun i overensstemmelse med konkrete retningslinier for lokalisering i region- og kommuneplanlægningen, fx i landsbyer som er afgrænset i kommuneplanen, meddeles landzonetilladelse til opførelse af sådanne erhvervsvirksomheder.

Senere udvidelser

Generelt gælder at mindre udvidelser af eksisterende virksomheder bør tillades efter § 35, medmindre udvidelsen gør indgreb i landskabeligt værdifulde områder eller i øvrigt strider imod de hensyn som landzonebestemmelserne skal varetage.

Større udvidelser til omfattende erhvervsvirksomhed eller regulær industri skal derimod henvises til egentlige erhvervsområder i byzone som er indrettet til formålet.

Barrierer for etablering af erhvervsvirksomheder i overflødiggjorte landbrugsbygninger

En undersøgelse af barrierer for at etablere erhvervsvirksomheder i overflødiggjorte landbrugsbygninger viser at følgende faktiske forhold virker begrænsende:

· Usikkerhed om fremtidige investeringer.

· Ofte billigere og mere visionært at etablere virksomhed på erhvervsarealer.

· Manglende viden og information om de relativt lempeligere regler i planloven for at benytte overflødiggjorte landbrugsbygninger til erhverv.

· Krav om arbejdsforhold der kan være svære at realisere da den overflødiggjorte landbrugsbygning er bygget til andet formål.

· Krav fra miljøbeskyttelsesloven.

· En generel dårlig kvalitet af bygningerne.

· Manglende datakapacitet til computere, Internet m.m.

· Manglende el-installationer.

· Manglende kloaktilslutning for spildevandsafledning.

· Manglende kontakt til andre virksomheder.

· Sværere at skaffe kvalificerede medarbejdere.

· Manglende interesse i at leje overflødiggjorte landbrugsbygninger ud til erhverv.

Afhængigt af hvor i landet bygningerne ligger, og hvilken virksomhedstype der ønskes etableret, kan de enkelte hindringer veje forskelligt. Undersøgelsen har således klart vist at det ikke er planlovens bestemmelser der hindrer erhvervs-etablering i de overflødiggjorte landbrugsbygninger.

Kilde: "Overflødiggjorte landbrugsbygninger". Miljø- og Energiministeriet, Forskningscentret for Skov & Landskab, 1999.

2.5.2 Detailsalg

Det er planlovens klare hovedregel at der ikke bør tillades butikker med detailsalg uden forbindelse med jordbrugserhvervene i landzone. Butikker hvis funktion ikke direkte er afhængig af en placering i det åbne land, bør placeres i byzone eller i landsbyer.

Stalddørssalg

På jordbrugsbedrifter kan der være et særligt ønske om at sælge nogle af bedriftens produkter ved stalddørssalg. Herved forstås et begrænset salg af uforarbejdede vegetabilske produkter der sælges fra den ejendom hvor de er produceret.

Stalddørssalg kan imidlertid også omfatte vegetabilske produkter fra nærliggende gårde der i kraft af fx deres beliggenhed selv vil have vanskeligt ved at afsætte produkterne.

Traditionelt har stalddørssalg ikke været betragtet som detailhandel, men som led i den jordbrugsmæssige drift. Efter de gældende regler kræver stalddørssalg ikke landzonetilladelse.

Ved afgørelsen af om tilladelse er nødvendig, kan der blandt andet henses til om produkterne har relation til jordbrugserhvervet på ejendommen og om salget får karakter af butik (gårdbutik).

Gårdbutikker

Udvidet stalddørssalg i form af gårdbutikker med salg af (overvejende) egne produkter med relation til ejendommens jordbrugsmæssige drift, kræver landzonetilladelse.

Gårdbutikker anses normalt som en aktivitet der særligt tilgodeser jordbrugserhvervet, hvorfor de bør tillades efter en konkret vurdering i forhold til landzonebestemmelsernes almindelige formål.

Mindre butikker

Der kan desuden efter en konkret vurdering meddeles tilladelse til mindre butikker etableret i eksisterende bebyggelse med et enkelt/ensidigt varesortiment af begrænset karakter herunder åbningstid, omsætning og forventet kundetilstrømning. Der er dog regler i anden lovgivning der har betydning for etablering og drift af sådanne butikker, fx trafikale og veterinære bestemmelser. (Se NKO nr. 217, 2000 om detailhandel i landzone).

 

Ved vurderingen af konkrete ansøgninger om etablering af mindre butikker, bør hensynet til trafiksikkerheden samt en hensigtsmæssig afvikling af trafikken indgå. Desuden bør der lægges vægt på om etableringen sker i eksisterende bebyggelse, og om butikken kræver en større ombygning.

 

Etableres butikken i et tyndt befolket område, kan dette tale for en tilladelse hvis etableringen i øvrigt ikke strider mod den overordnede planlægning, jf. NKO nr. 217B, 2000, om etablering af en blomsterforretning i landzone. For at styrke landsbyerne bør det særligt overvejes om butikken mere hensigtsmæssigt kan indrettes i en nærliggende landsby hvor befolkningsgrundlaget og tilgængeligheden for alle trafikanter er større.

 

Planlovens § 5 d, stk. 2, nr. 1, giver kommunalbestyrelserne mulighed for at udlægge mindre arealer til butikker der alene skal betjene en landsby, et sommerhusområde eller lignende.

 

Boks 6

Hensyn der skal tages i betragtning ved ansøgninger om landzonetilladelse til gårdbutikker og mindre butikker i landzone.

· Omfang af butikken

· Butikkens karakter (åbningstid, omsætning, forventet kundetilstrømning)

· Varesortimentets omfang

· Om butikken etableres i eksisterende bebyggelse

· Om bygningen til/ombygges væsentligt

· Om området er tyndt befolket

· Om der er tilfredsstillende trafikale forhold

2.5.3 Institutioner

Der bør normalt meddeles landzonetilladelse til institutioner m.v. som fx døgninstitutioner for børn, unge og familier, daginstitutioner som børnehaver, m.v. der indrettes i eksisterende, tomme bygninger, herunder overflødiggjorte landbrugsbygninger.

NKO nr. 181, 1999 om opholds-/behandlingssteder i landzone). Ved vurderingen bør der lægges vægt på om institutionen etableres i eksisterende bebyggelse. Etablering af opholds-/behandlingssteder kan udløse lokalplanpligt.

Visse former for institutioner som fx naturskoler o. lign. kan efter planlovens § 37 etableres i overflødiggjorte landbrugsbygninger uden landzonetilladelse.

2.6 Tekniske anlæg m.v.

Hovedreglen er at udstykning, opførelse af bebyggelse samt ibrugtagning af bebyggelse og arealer til tekniske anlæg kræver tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1.

Opmærksomheden henledes på at en række af de nedennævnte aktiviteter kræver tilladelse efter anden lovgivning, fx landbrugsloven og vejlovgivningen.

2.6.1 Råstofindvinding

I § 36, stk. 1, nr. 6, er indvinding af råstoffer (ændret anvendelse) undtaget fra kravet om landzonetilladelse. Derimod vil indvindingen som regel kræve tilladelse efter råstofloven.

Udstykning af arealer i forbindelse med råstofudnyttelse bør ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende. En eventuel tilladelse bør i så fald betinges af at arealet efter ophørt råstofindvinding sammenlægges med en landbrugs- eller skovbrugsejendom, medmindre arealet i henhold til en endelig planlægning skal anvendes til ikke-jordbrugsmæssige formål.

Ved udstykning af landbrugsejendomme til råstofindvinding bør sagen koordineres med behandlingen efter landbrugsloven. Hvis der som betingelse for ophævelse af landbrugspligt stilles krav om arealets sammenlægning med en landbrugsejendom når råstofindvindingen ophører, bør dette vilkår ikke også fastsættes i landzonetilladelsen.

I forbindelse med udnyttelse af råstoffer i jorden kan det være nødvendigt at etablere bygninger der er erhvervsmæssigt nødvendige for råstofudnyttelsen. Tilladelsen bør gives, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

2.6.2 Større enkeltanlæg

Større enkeltanlæg i landzone der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad (VVM-pligtige anlæg), vil normalt kræve landzonetilladelse på grund af deres omfang. Det gælder dog ikke anlæg der er undtaget efter planlovens § 36.

Når et anlæg er VVM-pligtigt efter planlovens § 6 c, stk. 1, må der ikke meddeles landzonetilladelse til udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse før der er udarbejdet retningslinier i regionplanen med tilhørende VVM-redegørelse for det pågældende anlæg, og disse retningslinier er endeligt vedtaget.

Regionplanmyndigheden er ikke forpligtet til at tilvejebringe et forslag til regionplantillæg med VVM-redegørelse hvis en nødvendig landzonetilladelse ikke kan opnås.

2.6.3 Vindmøller

Opstilling af vindmøller i landzone kræver landzonetilladelse, medmindre opstillingen sker på baggrund af en bonuslokalplan. (Om bonuslokalplaner, se afsnit 1.2.5).

Miljø- og energiministeren udstedte den 10. juni 1999 et cirkulære om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller.

Cirkulæret skal ses i lyset af de senere års omfattende opstilling af vindmøller og møllernes betydelige højde. Det medfører at det er nødvendigt at tage større hensyn til naboer og de øvrige interesser der er knyttet til anvendelsen af det åbne land. Samtidig skal opstillingen af vindmøller i fremtiden i højere grad ske til havs, mens opstillingen til lands hovedsagelig skal ske i klynger og i forbindelse med renovering af eksisterende vindmøllegrupper hvor det er foreneligt med hensynet til naboerne m.v.

Cirkulæret indeholder en række minimumskrav både til planlægning og til landzonesagsbehandling for vindmøller. Bestemmelserne i cirkulærets § 1, § 2, stk. 1, 3, og 5, § 6 og § 7, stk. 1 og 4, har særlig betydning for behandlingen af landzonesager.

Cirkulæret medfører navnlig,

· at der skal tages størst muligt hensyn til nabobeboelse og til de øvrige interesser der er knyttet til anvendelsen af det åbne land, herunder vedrørende natur, landskab, kulturhistoriske værdier og jordbruget, og

· at der med nogle få undtagelser kun kan meddeles tilladelse til opstilling af vindmøller hvis opstillingen er i overensstemmelse med en specifik udpegning i regionplanlægningen, og

· at der er en mindsteafstand til naboer.

Cirkulæret indeholder særlige regler for husstandsmøller36)  der opstilles i umiddelbar tilknytning til eksisterende bebyggelse. Enkeltstående husstandsmøller er undtaget fra cirkulærets krav om opstilling i grupper og krav om afstande til nabobeboelse. De er ligeledes undtaget for kravet om at der kun må meddeles landzonetilladelse på grundlag af en forudgående planlægning.

Ansøgning om landzonetilladelse til opstilling af en husstandsmølle skal således behandles på baggrund af en konkret vurdering af de stedlige forhold ud fra de hensyn landzonebestemmelserne skal varetage. Husstandsmøller er ligesom de større vindmøller omfattet af kravet om størst mulig hensyntagen til omgivelserne.

Miljø- og Energiministeriet har udarbejdet en vejledning til cirkulæret der gennemgår reglerne for opstilling af vindmøller nærmere37) .

Der bør i en landzonetilladelse til vindmøller blandt andet stilles vilkår om at møllen inkl. fundamenter fjernes uden udgifter for det offentlige når den har været ude af drift i 1 år. Erstattes en landzonetilladelse af en lokalplan med bonusvirkning, bør lokalplanen indeholde tilsvarende vilkår.

Landzonetilladelse til vindmøller der er omfattet af VVM-pligt, kan først meddeles når der er udarbejdet retningslinier i regionplanen med tilhørende VVM-redegørelse, og disse retningslinier er endeligt vedtaget.

Opmærksomheden henledes endvidere på Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om støj fra vindmøller.

2.6.4 Antennemaster

Opstilling af antenneanlæg som er omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 8 kræver ikke landzonetilladelse.

Antennesystemer til mobil radiokommunikation (telemaster) er ikke omfattet af planlovens § 36. Der kræves således tilladelse til såvel opstilling af antennemaster som opsætning af mobilantenner på eksisterende konstruktioner i landzonen. Dette gælder også hvis mobilantenner opsættes på konstruktioner der ikke i sig selv kræver landzonetilladelse, som fx elmaster og driftsbygninger til landbruget.

Efter praksis bør nye antennemaster så vidt muligt placeres i bymæssig bebyggelse af hensyn til at friholde det åbne land for nye tekniske anlæg. Placering af antennemaster bør helt undgås i områder der i regionplanlægningen er udpeget som særligt værdifulde landskabsområder, herunder kystområder.

I det åbne land bør nye master så vidt muligt placeres i tilknytning til eksisterende høje bygningselementer i området. Det samme gælder masteplaceringer i sårbare byområder, landsbyer m.v. Ved landskabeligt skæmmende placeringer af master skal ansøgeren godtgøre om nødvendigt ved uvildig dokumentation at det ikke er muligt at opnå tilnærmelsesvis samme kommunikationsdækning ved en mindre skæmmende placering. (Se NKO nr. 87, 1996, om opstilling af antennemaster i det åbne land).

Nye antenner bør så vidt muligt anbringes på eksisterende master eller på andre høje bygningselementer i området.

IT- og Forskningsministeriets lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål giver med få undtagelser landzonemyndigheden mulighed for at påbyde adgang til fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og om fælles udnyttelse af tilhørende bygninger på jorden, jf. lovens § 3.

I den konkrete vurdering af en ansøgning om opstilling af nye master bør det derfor indgå om der kan ske fælles udnyttelse af eksisterende master hos andre operatører, eller om antennen kan opsættes på eksisterende bygninger eller andre høje konstruktioner (herunder siloer, elmaster og vindmøller) inden for operatørens søgeområde. Muligheden for at meddele påbud om fælles udnyttelse bør ikke medføre at der opsættes antennesystemer på elmaster eller vindmøller som inden for den nærmeste årrække forventes bortsaneret.

Hvis der ikke findes mulighed for fælles udnyttelse, og masten i øvrigt kan opstilles i overenstemmelse med den sammenfattende fysiske planlægning, bør landzonemyndigheden normalt stille vilkår om at antennemasten stilles til rådighed for andre antenneformål og operatører mod rimelig betaling, afskærmes med beplantning for så vidt angår nederste mastedel og tilhørende bygning på jorden, nedtages senest 1 år efter endt brug til det formål, der er givet tilladelse til.

2.6.5 Andre tekniske anlæg

Byggeri som i bygningsreglementet er fritaget for krav om byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik- og forsynings- eller varslingsanlæg eller radio- og tv-modtagelse, er undtaget fra kravet om landzonetilladelse, jf. § 36, stk. 1, nr. 8.

Offentlige trafik- og forsyningsanlæg omfatter fx veje, baner, broer, transformatorstationer, elmaster samt pumpestationer og trykforøgeranlæg for vand- og afløbssystemer. Varslingsanlæg omfatter fx Beredskabsstyrelsens sireneanlæg. Anlæg til radio- og tv-modtagelse omfatter såvel privatejede som offentligt ejede anlæg, mens master til mobil radiokommunikation (telemaster) derimod ikke er omfattet af bestemmelsen.

En række af disse anlæg vil være behandlet i regionplanlægningen (VVM-redegørelse) og vil i mange tilfælde være lokalplanpligtige.

De jordarbejder der er nødvendige for etablering af vej- og baneanlæg kræver ikke landzonetilladelse. Derimod er støjvolde som etableres i tilknytning til vej- og jernbaneanlæg, ændret anvendelse der kræver tilladelse. (Se NKO nr. 75, 1995, om Hillerødmotorvejens forlængelse).

Ændret anvendelse af et ubebygget areal, fx nyindretning af anlæg til affaldsdeponering, oplagspladser såsom jorddeponier, o. lign. kræver tilladelse efter § 35, stk. 1.

Efter praksis kan også midlertidig deponering af ren jord på landbrugsarealer være ændret anvendelse der kræver landzonetilladelse. Hvorvidt der er tale om en ændret anvendelse afhænger især af deponeringens omfang, men også af hovedformålet og tidshorisonten.

2.6.6 Rodzoneanlæg

Efter miljøbeskyttelsesloven er en mulig spildevandsløsning i det åbne land at opføre rodzoneanlæg, herunder pilerenseanlæg. Hvis anlægget opføres som led i en større udstykning til boligformål m.v., bør der reserveres et areal til anlægget i lokalplanen.

Etablering af rodzoneanlæg i landzone kræver landzonetilladelse, idet der er tale om en ændret anvendelse til renseanlæg.

2.6.7 Søer

Etablering af en kunstig sø betragtes som en ændret anvendelse som kræver landzonetilladelse, medmindre søen er erhvervsmæssigt nødvendig som led i ejendommens udnyttelse som landbrugsejendom. Er søens areal under 2.500 m2 kan søen endvidere etableres uden tilladelse efter landbrugsloven38) .

Formålet med etableringen af kunstige søer varierer fra rent erhvervsmæssige formål (fx andeopdræt) til rekreative formål (oftest med henblik på jagt eller fiskeri), men kan også etableres af landskabelige hensyn eller efter ønske om naturgenopretning.

Det kræver ikke landzonetilladelse at afbryde pumpningen i et inddæmmet område.

Hensigtsmæssigt anlagte søer kan blive et værdifuldt indslag i landskabet. Ved afgørelsen af om der bør meddeles tilladelse til etablering af en sø, skal der imidlertid lægges vægt på om søen vil være i strid med planlægningen for området, herunder særligt beskyttelsen af natur- og kulturhistoriske interesser.

Der bør udvises betydelig tilbageholdenhed hvor søen ønskes etableret i store sammenhængende vådområder eller i ådale eller langs åer med særlige beskyttelseshensyn. Etableringen af søer vil endvidere ofte være omfattet af naturbeskyttelsesloven som følge af beliggenhed nær ved åer, vådområder m.v.

Genskabelsen af søer kan ligeledes være et værdifuldt indslag i landskabet og vil ofte blive gennemført som et naturgenopretningsprojekt efter naturbeskyttelsesloven. Det er imidlertid vigtigt at det i forbindelse med landzoneadministrationen nøje vurderes om et projekt til genskabelse af en sø strider mod planlægningen for området eller mod hensynet til naturinteresserne. (Se NKO nr. 41, 1994, om anlæg af søer særligt til fiskeri (put and take).

2.7 Rekreative formål

Anlæg til rekreative formål søges ofte placeret i naturskønne områder og ofte nær kysterne. Opmærksomheden henledes derfor på § 35, stk. 3, idet der for arealer i kystnærhedszonen gælder at der kun må meddeles tilladelse efter § 35, stk. 1, hvis det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne.

2.7.1 Rekreative parceller

Der bør ikke meddeles tilladelse til udstykning med henblik på fx jagt, ophold og lignende private rekreative formål. Det gælder uanset at der ikke søges om tilladelse til bebyggelse.

Udstykninger til rekreative parceller ønskes ofte foretaget i områder hvor de landskabelige og rekreative interesser er store, og de kan medføre en belastning af landskabet i form af hegning, opstilling af skilte, beplantning og terrænændringer m.v. Udstykningerne vil endvidere kunne forårsage landbrugsmæssige ulemper i form af gene for en rationel landbrugsdrift og for fremtidige strukturomlægninger.

Moseområder, heder, strandenge, mindre skovområder, særligt kuperede partier, m.v., som ikke er i intensiv drift, har altid været en værdifuld bestanddel af det danske landskab. En udstykning af sådanne arealer i selvstændigt matrikulerede ejendomme vil være i strid med landzonebestemmelsernes formål.

2.7.2 Ferieformål

Ferielejligheder

Nyindretning af ferielejligheder på landbrugsejendomme og andre ejendomme i landzone kræver landzonetilladelse.

Ansøgninger om at opdele eksisterende overflødiggjorte driftsbygninger på landbrugsejendomme i et mindre antal ferielejligheder bør imødekommes, medmindre planlægningsmæssige eller andre væsentlige interesser taler afgørende imod.

Forud for landzonetilladelse til etablering af ferielejligheder i en overflødiggjort driftsbygning bør landzonemyndigheden indhente en vejledende udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen om hvor mange ferielejligheder der vil kunne gives udlejningstilladelse til efter sommerhusloven.

Sommerhuslovens regler om erhvervsmæssig udlejning har til stadighed været administreret meget restriktivt. Praksis har været at der typisk ikke vil blive give tilladelse til mere end 10 ferielejligheder i en overflødiggjort driftsbygning. Det er i alle tilfælde en forudsætning at ejeren bor på ejendommen. Udlejningstilladelse, der meddeles af Skov- og Naturstyrelsen, forudsætter normalt forudgående landzonetilladelse.

Med hensyn til ibrugtagning af overflødiggjorte boliger (fx medhjælperboliger) til ferieformål kræver dette efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 10, ikke landzonetilladelse, idet der er tale om en helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig. Tilsvarende kræver bondegårdsferie, jf. sommerhuslovens § 1, stk. 2, hvor ejerfamilien "rykker sammen" i stuehuset, heller ikke landzonetilladelse.

Andre ferieformål

Udstykning, opførelse og ibrugtagning af bebyggelse til hytter, vandrehjem o.lign. kræver landzonetilladelse. Ved afgørelsen bør der bl.a. lægges vægt på naturbeskyttelsesmæssige hensyn, regionale friluftsstrategier samt behovet for nærhed til offentlig trafikforsyning, bysamfund, stisystemer m.v.

Ibrugtagning af arealer til koloni- og nyttehaver, campingplads og afholdelse af en lejr i en periode på over 6 uger kræver ligeledes landzonetilladelse.

Nye campingpladser bør så vidt muligt lokaliseres uden for kystnærhedszonen og ved eksisterende bysamfund eller større ferie-/fritidsanlæg. Udvidelser skal ligeledes begrundes efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser. Etablering af en campingplads kan udløse lokalplanpligt, jf. NKO nr. 7, 1993 om lokalplanpligt.

Der kræves ikke landzonetilladelse til etablering af en primitiv lejrplads med ganske få telte hvis der alene er tale om lejlighedsvis teltslagning af midlertidig karakter på en mindre del af en ejendom der i øvrigt anvendes til andre formål. Det gælder uanset om der betales et mindre vederlag for benyttelsen, og uanset om der gives adgang til ejendommens toilet m.v.

Bade- og bådebroer

Opmærksomheden henledes på at Trafikministeriet ved bekendtgørelse om bade- og bådebroer har bemyndiget amtsrådet til at imødekomme eller afslå ansøgninger om tilladelse til på søterritoriet at anbringe visse mindre bade- og bådebroer. Etableringen af landforbindelsen til sådanne mindre bade- og bådebroer der er udført efter retningslinierne i cirkulære om bade- og bådebroer, forudsætter ikke landzonetilladelse efter planloven.

Idrætsanlæg

Tennisbaner, fodboldanlæg, lystbådehavne, svømmehaller o.lign. bør som udgangspunkt placeres i byzone. Golfbaner, motocross- og skydebaner placeres derimod typisk i landzone, bl.a. for at hindre støjgener. Hvis arealerne vil kunne genanvendes til jordbrugsmæssige formål, vil der normalt efter landbrugsloven blive stillet vilkår om tilbageførsel til jordbrugsmæssig drift ved ophør af anlæggets brug.

Ved placering af rideskoler, paintball-baner, klatrevægge, put and take fiskeri og andre idrætsanlæg i landzone kræves en landzonetilladelse. Der bør lægges vægt på at søge anlægget placeret så nær ved brugerkredsen som muligt, dog under iagttagelse af landskabelige og miljømæssige hensyn m.v.

Etablering af større idrætsanlæg, som fx golfbaner, skydebaner og motocrossbaner, kan udløse lokalplanpligt.

Kapitel 3

Proces og procedurer

3.1 Modtagelse og behandling af ansøgning

Hovedreglen er, som behandlet under lovens § 34, at det er amtsrådet der er landzonemyndighed - i hovedstadsområdet dog Hovedstadens Udviklingsråd (HUR). I landsbyer der er entydigt afgrænset i en kommuneplan, og i områder der er omfattet af en offentligt bekendtgjort lokalplan, er det kommunalbestyrelsen der er landzonemyndighed.

Modtagelse af ansøgning

Uanset hvilken myndighed der har landzonekompetencen i en konkret sag, kan sagen være begyndt ved at ansøgning er indsendt enten til amtsrådet/HUR, til kommunalbestyrelsen, eller ved at kommunalbestyrelsen i forbindelse med gennemgangen af en ansøgning om byggetilladelse eller en byggeanmeldelse er blevet opmærksom på at det påtænkte projekt forudsætter en landzonetilladelse/anmeldelse.

Når kommunalbestyrelsen modtager ansøgning om byggetilladelse, følger det af afsnit 1.8 i Bygningsreglement 1995 og afsnit 1.8 i Bygningsreglement for småhuse 1998 at kommunalbestyrelsen skal påse at anden lovgivning, bl.a. planloven, er overholdt. Det samme gælder når der i henhold til bygningsreglementet foretages anmeldelse af byggeri der kan opføres uden byggetilladelse, fx driftsbygninger til en landbrugsejendom, jf. kap. 1.6 og kap. 13 i Bygningsreglement 1995.39)

Kommunalbestyrelsen har typisk 2 uger til at gøre indsigelse efter modtagelse af en byggeanmeldelse der skal behandles efter Bygningsreglement for småhuse 1998. I nogle større byggesager der skal behandles efter Bygningsreglement 1995, og som ikke vedrører landbrugsbyggeri, er der dog en frist på 4 uger. Hvis der ikke gøres indsigelser inden fristens udløb kan byggearbejdet sættes i gang.

Er kommunalbestyrelsen i tvivl om hvorvidt et anmeldt byggeri er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift, skal sagen forelægges landzonemyndigheden til vurdering.

Amtsrådet som landzonemyndighed

Hvis en ansøgning om landzonetilladelse er blevet indsendt til amtsrådet/HUR via kommunalbestyrelsen, bør kommunalbestyrelsen i forbindelse med oversendelsen forholde sig til det ansøgte projekt i det omfang projektet vedrører lovområder, hvor kommunalbestyrelsen er myndighed. Det kan fx være det ansøgtes forhold til kommuneplanen, byggelovgivningen, eller den del af miljølovgivningen der administreres af kommunalbestyrelsen. Dette bør dog ikke føre til at oversendelsen til amtsrådet/HUR forsinkes væsentligt.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer at det pågældende projekt forudsætter udarbejdelse af en lokalplan, må kommunalbestyrelsen meddele ansøger afgørelsen med klagevejledning, herunder oplyse om hvornår kommunalbestyrelsen vil igangsætte udarbejdelsen af en lokalplan. Da udarbejdelse af en lokalplan medfører at landzonekompetencen overgår til kommunalbestyrelsen, skal ansøgningen i dette tilfælde ikke videresendes til amtsrådet/HUR. Det vil derimod være hensigtsmæssigt at orientere amtsrådet/HUR med en kopi af kommunalbestyrelsens brev til ansøger.

Hvis der foreligger et forslag til en lokalplan, bør ansøger oplyses om at der ikke kan meddeles landzonetilladelse før lokalplanen er endeligt vedtaget.

Amtsrådet/HUR skal ved sin behandling af sagen navnlig tage hensyn til landzonebestemmelserne (og formålet med bestemmelserne), den amtslige og kommunale planlægning samt ansøgeren. Amtsrådet/HUR har pligt til at virke for regionplanlægningen. Amtsrådet/HUR skal dog uanset regionplanlægningen foretage en konkret vurdering af hver enkelt ansøgning.

Kommunalbestyrelsen som landzonemyndighed

Kommunalbestyrelsen skal ved sin behandling af en ansøgning om landzonetilladelse tage de samme hensyn som amtsrådet/HUR, jf. ovenfor. Kommunalbestyrelsen skal herudover også tage hensyn til kommuneplanlægningen. Kommunalbestyrelsen har pligt til efter planloven at virke for både regionplanlægningen og kommuneplanlægningen.

Ved behandlingen af en ansøgning om landzonetilladelse skal kommunalbestyrelsen være opmærksom på om sagen eventuelt skal fremsendes til amtsrådet/HUR med henblik på screening/evt. udarbejdelse af regionplantillæg med VVM-redegørelse inden der meddeles landzonetilladelse. Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at medsende relevante oplysninger om forhold der hører under kommunalbestyrelsens kompetenceområde, og som kommunalbestyrelsen umiddelbart er i besiddelse af.

Forholdet til anden lovgivning

Landzonemyndigheden træffer alene afgørelse vedrørende forhold omfattet af landzonebestemmelserne. En landzoneansøgning kræver derudover ofte tilladelse efter anden lovgivning.

Hvis et spørgsmål er detailreguleret efter anden lovgivning som varetager hensyn der også varetages af landzonebestemelserne, skal landzonemyndigheden lade særmyndighedens vurdering af hensynet indgå ved afgørelsen af landzonesagen. Landzonebestemmelserne indebærer i øvrigt ingen ændringer i anden lovgivning, fx om udstykning, opførelse af ny bebyggelse og ændret anvendelse af bestående bebyggelse og af ubebyggede arealer i landzone. Denne lovgivning finder derfor fuldt ud anvendelse på forhold der tillades efter landzonebestemmelserne.

Ansøgeren har selv ansvaret for at bestemmelserne i anden lovgivning er overholdt, og må selv sørge for at indhente andre nødvendige tilladelser.

Da det i forbindelse med landzonetilladelser tillige ofte er påkrævet med tilladelser efter bl.a. byggeloven, naturbeskyttelsesloven, landbrugsloven, skovloven, miljøbeskyttelsesloven eller vejlovgivningen, henstilles det dog til landzonemyndigheden i videst muligt omfang at søge at tilrettelægge adminitrationen med henblik på en samtidig sagsbehandling.

Særligt i de tilfælde hvor der i landzonetilladelsen skal foretages en afvejning af hensyn der også indgår i behandlingen efter anden lovgivning, er det vigtigt at sagsbehandlingen koordineres. Som eksempel kan nævnes vejlovgivningen. Trafikale hensyn indgår i vurderingen efter landzonebestemmelserne, men der skal ofte også meddeles en tilladelse efter vejlovgivningen. Hvis det er samme myndighed der administrerer de to områder i den konkrete sag, bør sagen afgøres samtidig efter begge love. Men også hvor amtsrådet/HUR er myndighed efter den ene lovgivning og kommunalbestyrelsen efter den anden, bør sagerne koordineres.

Når koordineringen er så væsentlig, skyldes det at det vil være uholdbart at give tilladelse efter planloven hvis der derefter skal gives afslag efter anden lovgivning.

Samme forhold gør sig fx gældende i forholdet mellem landzonebestemmelserne og naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinier.

Nabohøring

Ved behandling af ansøgninger skal landzonemyndigheden være opmærksom på at naboer kan have en så væsentlig interesse i sagens udfald at de efter forvaltningsloven skal betragtes som parter som skal have lejlighed til at udtale sig.

3.2 Formkrav m.v. til landzoneafgørelser

3.2.1 Skriftlighed og underretning - § 35, stk. 5

Ifølge planlovens § 35, stk. 5, skal ansøgeren og kommunalbestyrelsen have skriftlig meddelelse om afgørelser truffet efter § 35, stk. 1. I de tilfælde hvor kommunalbestyrelsen er landzonemyndighed, skal amtsrådet/HUR have skriftlig meddelelse om afgørelsen.

Afgørelsen skal begrundes i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom. Det betyder tillige at der i alle afgørelser skal gives klagevejledning.

Det er vigtigt at begrundelsen indeholder en angivelse af de faktiske og retlige forhold som landzonemyndigheden har lagt vægt på ved afgørelsen. Det er ikke nok generelt at henvise til lovene, kommuneplanen eller regionplanen.

Afgørelsen skal indeholde oplysning om bestemmelserne i planlovens §§ 59 og 60.

En tilladelse skal indeholde oplysning om,

  1. at tilladelsen ikke må udnyttes før klagefristens udløb (§ 60, stk. 4, 1. pkt.),
  2. at klage kan indgives af enhver med retlig interesse i sagens udfald samt visse landsdækkende foreninger og organisationer (§ 59),
  3. at rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet (§ 60, stk. 4, 2. pkt.),
  4. at ansøger vil blive underrettet om en eventuel klage (§ 60, stk. 5)
  5. at en tilladelse bortfalder hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter den er meddelt (§ 56, stk. 1).

3.2.2 Offentliggørelse - § 35, stk. 7

Tilladelser efter § 35, stk. 1, skal offentliggøres, jf. planlovens § 35, stk. 7.

Manglende offentliggørelse medfører en suspendering af klagefristen og vil efter omstændighederne kunne medføre erstatningsansvar for landzonemyndigheden.

Offentliggørelse kan undlades hvis tilladelsen er i overensstemmelse med en offentligt bekendtgjort lokalplan, jf. planlovens § 35, stk. 7, 2. pkt.

3.2.3 Fastsættelse af vilkår - § 55

Det følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og indirekte af planlovens § 55 at tilladelser efter § 35, stk. 1, kan betinges. Dette sker ved at fastsætte vilkår der tinglyses på ejendommen.

Hvilke vilkår der lovligt kan stilles, er ikke angivet i planloven, men det følger af almindelige forvaltningsretlige regler at et vilkår skal være begrundet i hensyn der kan varetages efter den pågældende lov, og at vilkårene skal stå i et rimeligt forhold til afgørelsen.

Vilkår er bindende for andre indehavere af rettigheder over ejendommen, uanset hvornår deres ret er stiftet.

Rammerne for hvilke vilkår der kan stilles, skal således ses i lyset af formålet med landzonebestemmelserne og i øvrigt vurderes i forhold til beslægtet lovgivning. Der bør ikke i landzonetilladelser stilles vilkår om forhold som mere præcist kan fastsættes efter anden lovgivning. Det gælder fx tilladelser vedrørende forhold som også er behandlet efter landbrugs-, naturbeskyttelses- eller miljølovgivningen.

Landzonemyndigheden vil dog kunne supplere eller stramme vilkår stillet efter beslægtet lovgivning, men det skal i så tilfælde være begrundet i landzonebestemmelseres andre formål.

Således vil hensynet til bevarelsen af landskabelige værdier kunne betinge opstillingen af vilkår om en særlig beliggenhed og udformning af en ny bebyggelse, om at udendørs oplag ikke må finde sted eller om beplantning og hegning omkring skæmmende anlæg m.v.

Tilsvarende vil en ny bebyggelse eller anvendelse af bestående bygninger eller arealer der må antages at ville foregribe eller stride mod kommende planlægning, kunne gøres midlertidig. Fx således at tilladelsen kun er gældende et bestemt antal år, eller så længe den pågældende person/firma ejer ejendommen og driver virksomhed derfra.

I forbindelse med en ansøgning kan der kun stilles vilkår om fjernelse af bygninger m.v. når nedrivningen har direkte relation til det ansøgte. Blandt andet kan der fastsættes vilkår om at fx vindmøller, telemaster og gylletanke nedtages når disse ikke har været i brug i en længere periode. Efter praksis er det muligt at stille vilkår om at vindmøller og telemaster nedtages senest 1 år efter endt brug.

Endelig kan der i tilfælde hvor tilladelsen er særligt begrundet i ansøgerens forhold være grund til at meddele tilladelsen som en personlig tilladelse for ansøgeren, fx ved en pensionists ansøgning om tilladelse til helårsbeboelse i et sommerhus beliggende i landzone.

Landzonemyndigheden søger for at vilkårene tinglyses på ejendommen. Omkostningerne ved tinglysningen påhviler ejeren, jf. planlovens § 55, 2. pkt.

Der er udpantningsret for det udlagte beløb.

3.2.4 Forældelse - § 56, stk. 1

I henhold til planlovens § 56, stk. 1, bortfalder en tilladelse efter § 35, stk. 1, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter at den er meddelt. 3-årsfristen regnes i tilfælde af en eventuel klagebehandling fra datoen for den endelige afgørelse.

Udnyttelsen af en landzonetilladelse må således - hvis den ikke skal forældes påbegyndes inden 3-årsfristen udløber. Det er samtidig en forudsætning at et tilladt byggearbejde fortsættes i sædvanligt tempo, og at der ikke er et langt ophold i byggeriet.

Ifølge planlovens § 56 bortfalder en hidtidig ret til en udnyttelse af en ejendom som ville kræve tilladelse efter § 35, stk. 1, når retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

Hvis retten til at udnytte en ejendom hviler på en landzonetilladelse, og udnyttelsen er påbegyndt, så bortfalder retten ikke på grund af ophold i udnyttelsen, medmindre dette er fastsat som vilkår i det konkrete tilfælde.

3.3 Håndhævelse og tilsyn - § 51

Landzonemyndigheden skal påse at der ikke findes ulovlige forhold efter planlovens §§ 35 og 36 på en ejendom i landzone, jf. planlovens § 51, stk. 1 og 2. Ligeledes gælder at landzonemyndigheden skal påse overholdelsen af de regler der er fastsat for administrationen af §§ 35 og 36 i landsplandirektiver (planlovens § 3).

Hvis kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold, skal dette indberettes til amtsrådet/HUR i tilfælde hvor disse er landzonemyndighed, jf. planlovens § 51, stk. 3.

Landzonemyndigheden skal endvidere påse at påbud og forbud efter landzonebestemmelserne efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes, jf. § 51, stk. 4.

Samtidig har landzonemyndigheden pligt til at foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet er af underordnet betydning, jf. planlovens § 51, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til Bygge- og Boligstyrelsen og Planstyrelsens fælles vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen.

3.4 Klageregler - § 58-62

Bestemmelser om klage og søgsmål i forhold til planloven findes i lovens §§ 58-62.

3.4.1 Klagemyndighed - § 58

Naturklagenævnet er klagemyndighed efter planlovens § 58, stk. 1. Nævnets afgørelser er endelige og kan ikke påklages til hverken miljø- og energiministeren eller anden administrativ myndighed, jf. § 58, stk. 3.

3.4.2 Hvad kan påklages?

En klage over en landzoneafgørelse kan angå både retlige spørgsmål og skønsspørgsmål. Det vil sige at Naturklagenævnet kan vurdere både om afgørelsen er lovlig, og om den er hensigtsmæssig og rimelig på baggrund af den gældende lovgivning. Nævnet kan i den forbindelse også vurdere om procedure- og kompetenceregler er overholdt, samt om afgørelsen er truffet i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler, forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Det er et retligt spørgsmål om betingelserne i planlovens § 37, stk. 1, for at tage en overflødiggjort landbrugsbygning i brug til andet erhvervsformål uden landzonetilladelse, er opfyldt.

Der kan ikke klages til Naturklagenævnet over en kommunalbestyrelses eller et amtsråds/HUR s udøvelse af tilsynspligten efter planlovens § 51, jf. NKO nr. 27, 1994 om udøvelse af tilsynspligt. Efter § 58 er det alene "afgørelser" der kan påklages, og denne bestemmelse må anses for udtømmende.

Derimod fører de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder tilsyn med om kommunalbestyrelser og amtsråd/HUR overholder deres offentligretlige pligter efter lovgivningen. Det tilsyn som de kommunale tilsynsmyndigheder udøver, er et retligt tilsyn. De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til om amtsrådenes/HUR s dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige.

De kommunale tilsynsmyndigheder er de for hvert amt nedsatte tilsynsråd og Indenrigsministeriet, jf. lov om kommunernes styrelse og lov om Hovedstadens Udviklingsråd.

3.4.3 Hvem kan klage? - § 59

Efter planlovens § 59 er de klageberettigede dels miljø- og energiministeren og dels enhver med retlig interesse i sagens udfald. Ikke blot enkeltpersoner kan klage. I praksis er også organisationer og foreninger med lokalt tilhørsforhold til det pågældende område klageberettigede.

Klageberettiget er også landsdækkende organisationer og foreninger der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen. Det er dog en forudsætning at foreningen eller organisationen har vedtægter eller love som dokumenterer dens formål, og at foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer, jf. planlovens § 59, stk. 2.

Det er Naturklagenævnet som klagemyndighed der afgør spørgsmål om klageberettigelse. Landzonemyndigheden har derfor pligt til at videresende enhver modtaget klage til Naturklagenævnet, men kan ved videreforsendelsen udtale sig om sin vurdering af spørgsmålet.

3.4.4 Klagefrist - § 60, stk. 1

Afgørelser efter planloven kan påklages inden 4 uger efter afgørelsen er meddelt til klageren, jf. planlovens § 60, stk. 1.

Klagen skal være skriftlig. Klager modtaget som elektronisk post eller per telefax anses også som skriftligt indgivet.

Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

En klage anses for rettidigt indgivet hvis den er modtaget af klagemyndigheden inden for klagefristen.

3.4.5 Indbringelse af en klage - § 60, stk. 2

Klage over landzonemyndighedens afgørelser efter landzonebestemmelserne - § 35, stk. 1 - skal indgives til den myndighed der har truffet afgørelsen, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, og § 60 stk. 2.

Landzonemyndigheden skal videresende klagen til Naturklagenævnet (Frederiksborggade 15, 1360 København K) inden for en rimelig tidsperiode. Den påklagede afgørelse vedlægges sammen med det materiale der er indgået i sagens bedømmelse, jf. planlovens § 60, stk. 2.

I sagen der sendes til Naturklagenævnet, skal ejendommens matrikelbetegnelse være oplyst. Desuden bør relevant plan- og kortmateriale vedlægges samt en redegørelse for det ansøgtes forhold til region-, kommune- og eventuel lokalplanlægning.

Hvis sagsforløbet ikke tydeligt fremgår af sagens akter, bør landzonemyndigheden redegøre herfor. Endvidere bør landzonemyndigheden tage stilling til eventuelle nye argumenter eller oplysninger fra klageren og kan i øvrigt fremsætte bemærkninger til klagen.

Landzonemyndigheden skal sende klageren en kopi af brevet til Naturklagenævnet.

Klager over kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 37, stk. 1, er et retligt spørgsmål som skal indgives direkte til Naturklagenævnet.

3.4.6 Opsættende virkning - § 60, stk. 4

En landzonetilladelse efter § 35, stk. 1, må ikke udnyttes før klagefristens udløb, jf. planlovens § 60, stk. 4, 1. pkt. Det vil sige tidligst 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den klageberettigede (modtaget med posten).

I de tilfælde hvor afgørelsen bliver offentliggjort, beregnes klagefristen fra den offentlige bekendtgørelse, uanset om der tillige er sendt særskilt meddelelse til en klageberettiget før offentliggørelsestidspunktet.

Rettidig klage over en landzoneafgørelse efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet konkret bestemmer andet, jf. planlovens § 60, stk. 4, 2. pkt.

Rettidig klage over retlige spørgsmål efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, har ikke umiddelbart opsættende virkning, men Naturklagenævnet kan beslutte at tillægge klagen over afgørelsen opsættende virkning. Hvis et bygge- eller anlægsarbejde er iværksat, kan Naturklagenævnet endvidere påbyde dette standset, jf. planlovens § 60, stk. 3.

3.4.7 Underretning - § 60, stk. 5

I landzonesager hvor klagen er indgivet til landzonemyndigheden, skal den pågældende 1. instans straks underrette den der har modtaget en tilladelse, om klagen, jf. planlovens § 60, stk. 5,
2. pkt.

Den pågældende er part i klagesagen og har derfor ret til at gøre sig bekendt med og udtale sig om sagen før den afgøres, jf. forvaltningslovens kapitel 5, navnlig §§ 19 og 21.

Parten har desuden krav på at blive orienteret om eventuelle faktiske oplysninger som parten ikke kan anses for at vide indgår i behandlingen af sagen.

I sager hvor klagen sendes direkte til Naturklagenævnet, vil nævnets sekretariat indhente en udtalelse fra kommunalbestyrelsen/amtsrådet/HUR og samtidig bede myndigheden om at underrette den pågældende.

3.4.8 Søgsmål - § 62, stk. 1

Landzonemyndighedens afgørelser kan indbringes for domstolene. Det er ikke nogen betingelse at sagen har været indbragt for Naturklagenævnet.

Hvis en sag ønskes anlagt ved domstolen skal dette efter planlovens § 62, stk. 1, ske inden 6 måneder fra afgørelsen er meddelt. Hvis der er udfærdiget offentlig bekendtgørelse, regnes søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen.

3.4.9 Klagevejledning - § 35, stk. 6 og stk. 8

Efter planlovens § 35, stk. 6, skal en afgørelse efter § 35, stk. 1, indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60 (klageberettigelse, klagefrist og klagens indgivelse, herunder om opsættende virkning af klagen), og efter planlovens § 35, stk. 8, skal offentliggørelse af en tilladelse efter stk. 1 indeholde tilsvarende oplysninger.

Kravet om oplysning om klagereglerne er opfyldt når indholdet af bestemmelserne er indskrevet i selve afgørelsen eller medsendt som bilag til afgørelsen i form af en klagevejledning.

Udover de nævnte bestemmelser i § 35, stk. 6 og 8, indeholder planloven ikke særlige bestemmelser om klagevejledning.

Klagevejledningen skal indeholde oplysning om,

· hvem der kan klage

· eventuel opsættende virkning

· at klagen skal indgives skriftligt

· angivelse af klageinstans og hvem klagen skal sendes til

· klagefristens længde

· at klagen skal være modtaget inden klagefristens udløb.

 

Klagevejledningen skal endvidere oplyse om søgsmålsfristen i planlovens § 62, stk. 1, jf. forvaltningslovens § 26.

 

Relevant lovgivning og litteratur

 

Alle love, bekendtgørelser, cirkulærer og visse vejledninger kan findes på www.retsinfo.dk

Love

Planloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 518 af 11. juni 2000 af lov om planlægning, med senere ændringer til forskriften. (Miljø- og Energiministeriet).

Naturbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 835 af 1. november 1997 af lov om naturbeskyttelse, med senere ændringer til forskriften. (Miljø- og Energiministeriet).

Miljøbeslyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001 af lov om miljøbeskyttelse, med senere ændringer til forskriften. (Miljø- og Energiministeriet).

Skovloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 2. november 1996 af skovloven, med senere ændringer til forskriften. (Miljø- og Energiministeriet).

Lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse (Beskyttelse af kystområderne), med senere ændringer til forskriften. (Miljø- og Energiministeriet).

Sommerhusloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 920 af 22. december 1989 af lov om sommerhuse og campering m.v., med senere ændringer til forskriften.(Miljø- og Energiministeriet).

Råstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997 af lov om råstoffer, med senere ændringer til forskriften. (Miljø- og Energiministeriet).

Lov nr. 354 af 2. juni 1999 om Hovedstadens Udviklingsråd.(Miljø- og Energiministeriet).

Jagt- og vildtforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 28. januar 1997 af lov om jagt og vildtforvaltning. (Miljø- og Energiministeriet).

Lov nr. 429 af 10. juni 1997 om regionale faglige kulturmiljøråd, med senere ændringer til forskriften. (Miljø- og Energiministeriet).

Landbrugssloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999 af landbrugsloven.
(Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri).

Jordkøbsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 493 af 13. juni 1997 af lov om offentlig fremskaffelse af jord til jordbrugsmæssige formål m.m. , med senere ændringer til forskriften. (Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri).

Udstykningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 10. april 2000 af lov om udstykning og anden registrering i matriklen. (By- og Boligministeriet).

Byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998 af byggelov, med senere
ændringer til forskriften. (By- og Boligministeriet).

Lov nr. 228 af 31. marts 2001 om ændring af byggeloven. (By- og Boligministeriet).

Lov nr. 212 af 30. marts 1999 om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v. (IT- og Forskningsministeriet).

Lov nr. 173 af 19. marts 2001 om udendørs hold af svin. (Justitsministeriet).

Forvaltningsloven. Lov nr. 571 af 19. december 1985, med senere ændringer til forskriften. (Justitsministeriet).

Offentlighedsloven. Lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen, med senere ændringer til forskriften. (Justitsministeriet).

Lov om kommunernes styrelse. Lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001.(Indenrigsministeriet).

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 877 af 10. december 1998 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v., med senere ændringer til forskriften. (Miljø- og Energiministeriet).

Bekendtgørelse nr. 12 af 3. januar 1992 om pelsdyrfarme, med senere ændringer til forskriften. (Miljø- og Energiministeriet).

Bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsar-områder). (Miljø- og Energiministeriet).

Bekendtgørelse nr. 304 af 14. maj 1991 om støj fra vindmøller. (Miljø- og Energiministeriet).

Bekendtgørelse nr. 628 af 26. juli 1999 om udstykningssager m.v. vedrørende landbrugsejendomme. (Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri).Bekendtgørelse nr. 511 af 18. juni 1997 om regionale jordkøbsnævn.(Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri).

Bekendtgørelse nr. 630 af 26. juli 1999 om skovplantning på landbrugsejendomme. (Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri).

Bygningsreglement for småhuse.Udfærdiget i medfør af §§ 3, 5 og 16, stk. 3-4 i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998. (By- og Boligministeriet).

Bygningsreglement 1995. Udfærdiget i medfør af §§ 3, 5 og 16, stk. 4 i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 357 af 3. juni 1993. (By- og Boligministeriet).

Bekendtgørelse nr. 489 af 28. september 1981 om bade- og bådebroer. (Trafikministeriet).

Cirkulærer

Cirkulære nr. 14001 af 30. december 1997 om regionplanlægning og landzoneadministration for anlæg til intensiv husdyrproduktion, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad (VVM-pligtige anlæg) (til amtsråd). (Miljø- og Energiministeriet).

Cirkulære nr. 100 af 10. juni 1999 om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller. (Miljø- og Energiministeriet).

Cirkulære nr. 132 af 15. juli 1998 om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder (til amtsråd). (Miljø- og Energiministeriet).

Cirkulære nr. 26 af 22. februar 2000 om landbrugsloven. (Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri).

Cirkulære nr. 28 af 22. februar 2000 om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune- og lokalplanlægningen m.v. (Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri).

Cirkulære nr. 13 af 31. januar 1984 om bade- og bådebroer. (Trafikministeriet).

 

Vejledninger

Vejledning om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller. Vejledning nr. 39 af 7. marts 2001. (Miljø- og Energiministeriet). www.retsinfo.dk

Vejledning om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder. Vejledning nr. 133 af 15. juli 1998. (Miljø- og Energiministeriet). www.retsinfo.dk

Vejledning om vurdering af visse offentlige og private anlægs indvirkning på miljøet. Landsplanafdelingen, Miljø- og Energiministeriet, 2001. Kan findes på Landsplanafdelingens hjemmeside www.landsplanafdelingen.dk

Vejledning om planlægning i kystområderne. Landsplanafdelingen, Miljø- og Energiministeriet, 1995.

Lokalplanvejledning - Landsby med jordbrugsparceller. Landsplanafdelingen, Miljø- og Energiministeriet, 2000. Kan findes på Landsplanafdelingens hjemmeside www.landsplanafdelingen.dk

Vejledning om skovloven. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 2000. Kan findes på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside www.sns.dk

Vejledning om 300 m strandbeskyttelses- og klitfredningszone, Skov- og Naturstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet, 2000. Kan findes på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside www.sns.dk

Vejledning om administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Skov- og Naturstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet, 2001. Kan findes på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside www.sns.dk

Bygge- og Boligstyrelsens vejledning nr. 130 af 31. juli 1995 om kommunalbestyrelsens lovgennemgang i byggesager. (By- og Boligministeriet). www.retsinfo.dk

Vejledning om matrikulære arbejder. Vejledning nr. 46 af 18. april 2001. (By- og Boligministeriet). www.retsinfo.dk

Vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen. Bygge- og Boligstyrelsen samt Planstyrelsen, 1991.

Anden litteratur

Jordbrugsparceller en mulighed for hobbylandbrug. Landsplanafdelingen, Miljø- og Energiministeriet, 2000. Kan findes på Landsplanafdelingens hjemmeside www.landsplanafdelingen.dk

Miljø- og Energiministeriets redegørelse til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om landbrugsbyggeri i det åbne land, 2000. Kan findes på Landsplanafdeligens hjemmeside www.landsplanafdelingen.dk

Overflødiggjorte landbrugsbygninger. Miljø- og Energiministeriet, Forskningscentret for Skov- & Landskab, 1999.

Landzoneadministrationen og den kommunale byggesagsbehandling En undersøgelse i 6 kommuner. By- og Landsplanserien nr. 4, 1999. Miljø- og Energiministeriet, Forskningscenter for Skov- og Landskab, 1999.

Anne Birte Boeck: Lov om Planlægning med kommentarer. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1994.

Miljø- og Energiministeriet, den 25. oktober 2001

Niels Østergård

/Susanne Herfelt

Officielle noter

1) ælder ikke for sommerhuse i landzone. Disse er reguleret af landzonebestemmelserne i planlovens §§ 35 og 36.

Overførsel til byzone og sommerhusområde

Overførsel af arealer fra landzone til byzone eller sommerhusområde kan kun ske ved en lokalplan i henhold til planlovens § 15, stk. 2, og i overensstemmelse med region- og kommuneplanens retningslinier for byudviklingen. Lokalplanlægningen sikrer at den ændrede anvendelse af arealet sker inden for rammerne af den overordnede planlægning, og at offentligheden inddrages i beslutningsprocessen.

Planlovens § 15, stk. 3, stiller særlige krav til indholdet i en lokalplan der overfører områder fra landzone til byzone eller sommerhusområde.

Det skal bemærkes at kommunalbestyrelserne ikke må udlægge nye sommerhusområder inden for kystnærhedszonen, jf. planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 3.

Tilbageførsel til landzone

Planlovens kapitel 10 indeholder nærmere bestemmelser om tilbageførsel af arealer til landzone.

Arealer kan tilbageføres fra byzone eller sommerhusområde til landzone ved kommunalbestyrelsens beslutning hvis det er i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. planlovens § 45, stk. 1. Byzonearealer som ikke forventes udnyttet inden for kommuneplanens 12-årige planperiode, bør overtages af kommunen eller tilbageføres til landzone.

Efter § 45, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen tilbageføre et areal fra byzone eller sommerhusområde til landzone hvis ejeren ansøger om det. Det er dog en forudsætning at arealet grænser op til landzone, og at tilbageførelsen i øvrigt er ubetænkelig ud fra planlægningsmæssige hensyn.

1.2 Krav om landzonetilladelse - § 35

§ 35. I landzoner må der ikke uden tilladelse fra landzonemyndigheden foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. dog §§ 36-38.

1.2.1 Hovedregel - § 35, stk. 1

Hovedreglen er at der i landzone ikke må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelser og ubebyggede arealer uden tilladelse fra landzonemyndigheden, jf. planlovens § 35, stk. 1. (Om landzonemyndigheden, se afsnit 1.2.7).

Der er som udgangspunkt et krav om forudgående tilladelse til alle ændringer i det bestående. Loven indeholder dog en række væsentlige undtagelser fra kravet om tilladelse, jf. planlovens §§ 36 og 37. Disse undtagelser behandles særskilt i afsnit 1.3 og 1.4.

1.2.2 Definitioner

Landzonebestemmelserne indeholder begreberne udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse.

Udstykning

Ved udstykning forstås at det registreres i matriklen at arealer fraskilles én eller flere samlede faste ejendomme og fremtidig udgør en ny samlet fast ejendom, jf. § 6 i udstykningsloven.

Der kræves ikke tilladelse fra landzonemyndigheden til andre matrikulære ændringer end udstykning, som fx arealoverførsler. Arealoverførsler består i at areal fraskilles en samlet fast ejendom og tillægges en anden eksisterende samlet fast ejendom.

En arealoverførsel kan ske uden landzonetilladelse, også selv om et landzoneareal tillægges en ejendom i byzone eller i et sommerhusområde.

Hvis der ved arealoverførslen tilsigtes en ændret anvendelse og/eller bebyggelse af det overførte areal, kræver anvendelsen/bebyggelsen tilladelse efter landzonebestemmelserne. Dette gælder dog ikke hvis anvendelsen og/eller bebyggelsen er undtaget fra krav om landzonetilladelse efter §§ 36 eller 37.

Det betragtes ikke i sig selv som en ændret anvendelse at et areal overføres fra en landbrugsejendom til en direkte tilgrænsende boligejendom hvis formålet er at benytte arealet som have.

Planloven omhandler ikke sammenlægning af ejendomme og ejendomsberigtigelse. Landzonebestemmelserne har derfor ikke betydning for arealmæssige strukturændringer i landbruget.

Matrikelmyndigheden må ikke registrere en arealoverførsel hvis formålet er ændret anvendelse/bebyggelse som forudsætter landzonetilladelse før der er meddelt tilladelse fra landzonemyndigheden, jf. udstykningslovens § 20 om udstykningskontrollen i relation til anden lovgivning.

Bebyggelse

Udtrykket bebyggelse skal efter landzonebestemmelserne forstås på samme måde som efter § 2 i byggeloven. Det vil sige at bebyggelse ikke alene omfatter bygninger og mure, men også andre faste konstruktioner og anlæg, eksempelvis antennemaster, gylletank

2) Bebyggelse der er erhvervsmæssigt nødvendigt for en ejendoms drift som landbrugsejendom, er imidlertid undtaget for landzonetilladelse, men kræver tilladelse til beliggenhed og udformning hvis den opføres uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer.

3) Jf. § 4, stk. 6 og 7, og § 13, stk. 9, i landbrugsloven samt bkg. om udstykningssager m.v. vedrørende landbrugsejendomme.

4) Jf. § 7 a i landbrugsloven og § 1 i cirkulære om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser i region-, kommune- og lokalplanlægningen m.v.

5) Se endvidere Vejledning om administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 2001.

6) Jf. cirkulære om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder.

7) Se endvidere vejledning om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder.

8) Jf. princippet i planlovens § 5 c om planlægning til butiksformål.

9) Se endvidere § 2 i cirkulære om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune- og lokalplanlægningen m.v.

10) Vejledning om vurdering af visse offentlige og private anlægs indvirkning på miljøet, VVM. Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen, 2001.

12) Jf. lov om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse (Beskyttelse af kystområderne).

13) Se endvidere Vejledning om 300 m strandbeskyttelses- og klitfredningszone. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 2000.

14) Jf. § 3 i lov om Hovedstadens Udviklingsråd.

15) Efter landbrugslovens § 3, stk. 1, kan notering i matriklen som landbrugsejendom foretages på ejendomme på 2 ha eller derover, såfremt mindst 2 ha af ejendommens jordtilliggende anvendes til landbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed.

16) Jf. kapitel 2 i skovloven.

17) Jf. § 8, stk. 7, nr. 5, og § 15, stk. 5, nr. 7, i naturbeskyttelsesloven. Indtil den udvidede strandbeskyttelseslinie er trådt i kraft i den enkelte amtskommune, forudsætter et hvert byggeri amtsrådets dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65. Se endvidere Vejledning om 300 m strandbeskyttelses- og klitfredningszone, Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 2000.

18) Jf. §§ 18 og 19 i naturbeskyttelsesloven.

19) Bemærkninger til forslag til lov om ændring af lov om by- og landzoner, nr. L 156 af 14. januar, 1987.

20) Jf. § 5, stk. 3, i cirkulære om landbrugsloven og § 2, stk. 6, i cirkulære om varetagelse af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune- og lokalplanlægningen m.v.

21) Lokalplanvejledning - Landsby med jordbrugsparceller. Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen, 2000.

22) Jordbrugsparceller en mulighed for hobbylandbrug. Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen, 2000.

23) Jf. § 7, stk. 1, i landbrugsloven.

24) Jf. lov om regionale faglige kulturmiljøråd.

25) Byggelovens §§ 10 A og 22, stk. 3, blev indført som et led i udstykningsreformen i 1990. Jf. §§ 2 og 20, i lov nr. 138 af 7. marts 1990 om ændring af forskellige lovbestemmelser (Konsekvensændringer som følge af lov om udstykning og anden registrering i matriklen).

26) Lov nr. 228 af 31. marts 2001 om ændring af byggeloven.

27) Reglerne i 10 A, stk. 1, finder ikke anvendelse på private andelsboliger uden offentlig støtte, på boliger der opføres med støtte efter lov om almene boliger, samt støttede private andelsboliger m.v. og på landbrugsejendomme, jf. § 10, stk. 2, i byggeloven som ændret ved lov nr. 228 af 31. marts 2001.

28) Jf. § 56, stk. 2, i planloven.

29) Jf. afsnit 1.1.1, 1.5.1 og 1.7.1, i Bygningsreglement for småhuse af 15. september 1998.

30) Jf. § 17, stk. 2, nr. 3, i cirkulære om landbrugsloven.

31) Efter § 7, stk. 2, i landbrugsloven, skal ejendommen drives på en forsvarlig måde under hensyn til de erhvervsmæssige udnyttelsesmuligheder, til husdyrsundhedsmæssige forhold samt til natur og miljø.

32) Jf. § 17, stk. 6, i cirkulære om landbrugsloven.

33) Jf. cirkulære om regionplanlægning og landzoneadministration for anlæg til intensiv husdyrproduktion, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad (VVM-pligtige anlæg).

34) Jf. bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.

35) Jf. bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.

36) Husstandsmøller er mindre, enkeltstående møller der opstilles i umiddelbart tilknytning til eksisterende bebyggelse i det åbne land. Husstandsmøllernes største totalhøjde er 25 meter, jf. cirkulære om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller.

37) Vejledning om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller.

38) Jf. § 22 i cirkulære om landbrugsloven.

39) I Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om kommunalbestyrelsens lovgennemgang i byggesager er der redegjort nærmere for, hvilke bestemmelser i den nævnte lovgivning, som skal påses overholdt.