Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Skattefri grenspaltning og værdiansættelser

Spørgsmål

Kan den beskrevne grenspaltning af A A/S gennemføres skattefrit uden tilladelse fra told- og skatteforvaltningen, jf. fusionsskatteloven § 15 a, stk. 1, 4. - 8. pkt.?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S's hovedaktivitet består i handel inden for detailbranchen. Selskabet ejer desuden en domicilejendom beliggende på X-adresse.

Der påtænkes gennemført en skattefri grenspaltning uden tilladelse fra told- og skatteforvaltningen, jf. fusionsskatteloven § 15 a, stk. 1, 4.- 8. pkt.

Ved grenspaltningen af A A/S ønskes samtlige aktiver og passiver, der er knyttet til selskabets domicilejendom, udspaltet til et selskab, der etableres i forbindelse med spaltningen, mens handelsaktiviteten forbliver i selskabet.

A A/S ophører således ikke ved spaltningen.

Spaltningen påtænkes gennemført med regnskabsmæssig og selskabsretlig virkning pr. 1. oktober 2008.

A A/S har regnskabsår løbende fra 1. oktober til 30. september.

De overførte aktiver

Ved grenspaltningen overføres A A/S' domicilejendom til et selskab, der etableres i forbindelse med spaltningen. En andel af selskabets likvide midler overføres også til det modtagende selskab.

De overførte passiver

En andel af selskabets egenkapital overføres til det modtagende selskab. Desuden overføres udskudt skat og gæld til realkreditinstitutter. Repræsentanten har i den forbindelse henvist til et vedlagt udkast til spaltningsregnskab.

Ejerstruktur og vederlæggelse

A A/S ejes med 75 % af B ApS, og med 25 % af C ApS.

Der er henvist til et vedlagt uddrag af ejerstruktur. Samtlige aktionærer har ejet aktier i A A/S i over 3 år.

Ved spaltningen overfører A A/S sin domicilejendom til et anpartsselskab, D ApS, der etableres i forbindelse med spaltningen.

B ApS og C ApS bliver ved grenspaltningen udelukkende vederlagt med anparter i D ApS. Selskaberne vil således modtage kapitalandele i det modtagende selskab svarende til deres ejerandele i A A/S. I forbindelse med etablering af D ApS vil der blive udarbejdet en anpartshaveroverenskomst, der indebærer, at der ikke etableres koncernforbindelse mellem det modtagende selskab og B ApS. Der etableres derfor ikke sambeskatning mellem det modtagende selskab og B ApS.

Der udbetales ikke kontanter i forbindelse med spaltningen.

Repræsentanten har supplerende oplyst, at for så vidt angår ejerskabet af B ApS og C ApS, så er B ApS 100% ejet af Person x, medens C ApS er 100% ejet af Person y. Repræsentanten har i den forbindelse oplyst, at parterne ikke er nærtstående.

Endvidere er det oplyst, at som følge af aktionæroverenskomsten i A A/S er der i dag ikke sambeskatning mellem A A/S og B ApS. I forbindelse med fraspaltning af domicilejendommen med tilhørende gæld etableres der tilsvarende en anpartshaveroverenskomst i det modtagende selskab, der sikrer, at B ApS heller ikke etablerer koncernforbindelse med det modtagende selskab, jf. selskabsskattelovens § 31 C. Det modtagende selskab vil derfor være særbeskattet, ligesom det indskydende selskab.

Dette er led i at sikre, at der ikke sker formueforrykkelse mellem A A/S' aktionærer i forbindelse med spaltningen.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgers repræsentant har anført, at det ved besvarelsen skal lægges til grund af SKAT, at udbyttebegrænsningen, jf. fusionsskatteloven § 15 b, stk. 8, overholdes.

Repræsentanten har i forbindelse med anmodningen om bindende svar vedlagt:

Uddrag af udvikling af koncernstruktur

Årsrapport 2006 - 2008 for A A/S

Udkast til spaltningsregnskab pr. 1. oktober 2008

Beregning af goodwill for A A/S

Opgørelse over regulering af udskudt skat i balance.

Det er repræsentantens vurdering, at spaltningen kan gennemføres skattefrit uden tilladelse fra told- og skatteforvaltningen, såfremt følgende 3 betingelser er opfyldt:

1. De overførte aktiver og passiver udgør en gren af en virksomhed, som udfra et organisationsmæssigt synspunkt udgør en selvstændig bedrift, dvs., en samlet enhed, der kan fungere ved hjælp af egne midler, jf. fusionsskatteloven § 15 a, stk. 3, jf. 15 c, stk. 2. Fast ejendom udgør efter praksis en gren af en virksomhed. Det er repræsentantens vurdering, at de udskilte aktiver og passiver tilhører den udskilte gren. Der er henvist til et vedlagt udkast til spaltningsregnskab.

Grenen kan efter repræsentantens vurdering fungere ved hjælp af egne midler, dvs., uden sikkerhedsstillelse fra koncernens øvrige selskaber eller deres ejere.

D ApS vil efterfølgende udleje ejendommen til A ApS på markedsmæssige vilkår.

2. Værdien af de tildelte anparter med tillæg af en eventuel kontant udligningssum svarer til handelsværdien af de overførte aktiver og passiver, jf. fusionsskatteloven § 15 a, stk. 2, 2. pkt. Det indskydende selskab, A A/S, har to selskabsdeltagere - B ApS og C ApS. Ejerforholdene i det indskydende selskab opretholdes ved spaltningen, og der opnås samme ejerforhold i det nystiftede selskab. Der sker alene vederlæggelse med anparter i selskabet, der etableres i forbindelse med spaltningen. Repræsentanten mener derfor, at vederlagsanparterne i det foreliggende tilfælde pr. definition svarer til handelsværdien for B ApS og C ApS.

3. Forholdet mellem aktiver og forpligtelser i det modtagende selskab svarer til forholdet mellem aktiver og forpligtelser i A A/S (indskydende selskab), jf. fusionsskatteloven § 15 a, stk. 2, 3. pkt. Som følge af lovforslag L23 forventes ordlyden i fusionsskattelovens § 15 a, stk. 2, 3. pkt. ændret, således at "gæld" ændres til "forpligtelser", jf. § 3 i L 23. Lovforslaget skal have virkning fra og med indkomståret 2009, jf. § 10, stk. 2, i L 23.

Forholdet mellem aktiver og forpligtelser skal opgøres på spaltningstidspunktet. Idet der hverken etableres eller ophører sambeskatning i forbindelse med spaltningen, er spaltningsdatoen for såvel det indskydende som modtagende selskab den 1. oktober 2008, jf. fusionsskattelovens § 5, stk. 1. Handelsværdien af aktiver og forpligtelser er derfor opgjort pr. denne dato.

Ved udarbejdelse af udkast til spaltningsregnskab er den regnskabsmæssige værdi af goodwill reguleret til handelsværdi. Idet der ikke kendes en entydig værdi af goodwill for A A/S, er goodwill beregnet, jf. TSS cirkulære 2000-10.

Ved beregning af goodwill er der taget udgangspunkt i selskabets resultat før skat og finansielle poster i regnskabsårene 2008/07, 2007/06 og 2006/05. Det regnskabsmæssige resultat for 2008/07 er fratrukket årets regnskabsmæssige fortjeneste ved salg af ejendomme. Resultatet i de enkelte regnskabsår er tillagt de enkelte regnskabsårs lokaleomkostninger og regnskabsmæssige afskrivninger på ejendommen, idet disse omkostninger efter spaltningen ikke vil påvirke A A/S' regnskabsmæssige resultat. Desuden er selskabets resultat før skat og finansielle poster reguleret for leje indtægter på en antenne, idet denne leje indtægt fremover vil tilfalde selskabet, der etableres ved spaltningen. Endelig er selskabets resultat før skat og finansielle poster fratrukket en estimeret markedshusleje i de enkelte regnskabsår, således der ved beregning af selskabets goodwill tages højde for, at selskabet efter spaltningen får huslejeudgifter i forbindelse med leje af ejendommen. Markedslejen i 2007/08 er beregnet således:

Butiksbygning

Kvm

Husleje/kvm

Husleje

Stueplan

1.511

848,72

1.282.416

1. sal

879

742,63

652.772

Tilbygning til 1. sal

400

742,63

297.052

Kælder

163

318,27

51.878

I alt

2.284.118

I regnskabsårene 2007/06 og 2006/05 er huslejen tilbagediskonteret. Der er henvist til et vedlagt korrigeret resultat, der danner grundlag for beregning af goodwill.

Levetid på goodwill er ansat til 7 år.

På baggrund af ovenstående er handelsværdien af goodwill opgjort til DKK 1.513.700. Der er herved vedlagt beregning af goodwillværdi for A A/S.

Repræsentanten har anført, at det skal for god ordens skyld bemærkes, at goodwillværdien regnskabsmæssigt ikke vil blive opskrevet i det indskydende selskab, idet dette ikke er muligt regnskabsmæssigt.

Ejendommens regnskabsmæssige værdi er reguleret til handelsværdi, som efter repræsentantens opfattelse svarer til ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2006, og som er på 17.700.000 kr.

Udskudt skat reguleres som følge af opskrivning af værdien af ejendommen og goodwill. Udskudt skat i A A/S pr. 1. oktober 2008 er opgjort til DKK 2.100.658 efter regulering af regnskabsmæssige værdier til handelsværdi.

Repræsentanten har henvist til den vedlagte opgørelse af regulering af udskudt skat i åbningsbalancen.

For selskabets øvrige aktiver og passiver anses handelsværdien at udgøre den regnskabsmæssige værdi.

Supplerende bemærkninger til sagen

SKATs lignende enhed for selskabet er fremkommet med følgende bemærkninger til repræsentantens beregning af goodwill:

Selskabets revisor har ved fastsættelse af goodwill taget udgangspunkt i den vejledende anvisning om beregning af goodwill (TSS-cirkulære 2000-10). Beregningsmodellen kan anvendes i de situationer, hvor der ikke foreligger branchekutymer eller øvrige holdepunkter for værdiansættelsen af goodwill. SKAT formoder, at det ikke er tilfældet, hvorved modellen kan anvendes til fastsættelse af værdien af goodwill. Til revisors beregning af goodwill efter beregningsmodellen skal vi bemærke følgende:

Grundlaget for beregningen er de regnskabsmæssige resultater før skat for de seneste 3 regnskabsår opgjort efter årsregnskabsloven. I stedet er der taget udgangspunkt i de seneste 3 års regnskabsmæssige resultat før skat og før finansielle poster. Når der efterfølgende reguleres for finansielle indtægter/ udgifter giver det et forket resultat, da de finansielle indtægter/udgifter ikke var indeholdt i det regnskabsmæssige resultat, der var udgangspunktet for beregningen. Herved bliver selskabets nettofinansieringsudgifter reelt tillagt de regnskabsmæssige driftsresultater. Ved beregningen er det regulerede resultat for højt med hhv. 382.588 kr. i 2008/2007, 578.946 kr. i 2006/2007 og 385.454 kr. i 2005/2006. Den regulerede indkomst skulle være opgjort til 56.445 kr. i 2007/2008, 4.606.730 kr. i 2006/2007 og 2.674.071 kr. i 2005/2006. Goodwillværdien vil herefter kunne opgøres til 383.441 kr. i stedet for de 1.513.700 kr. som selskabets revisor er kommet frem til.

SKAT er enig i, at det regnskabsmæssige resultat i 2008/2007 skal reguleres for ekstraordinære poster og driftsfremmede indtægter dvs. hhv. 13.007.774 kr. (salg af grund) og 35.852 kr. (lejeindtægter antenne).

Ved beregningen er der reguleret for den udspaltede aktivitet, således at der korrigeres for nettoejendomsudgifterne samtidig med at ejendomsværdien ikke indgår ved forrentningen af aktivmassen. Endvidere er selskabets driftsresultat for det enkelte regnskabsår reduceret med en estimeret huslejeudgift, således at der ved beregningen tages højde for at selskabet efter spaltningen får udgifter til husleje. Det er SKATs vurdering, der ved anvendelse af goodwillberegningen kan korrigeres for den udspaltede aktivitet, jf. SKM 2003.137.

Goodwillværdien kan efter SKATs lignende enheds opfattelse på baggrund af ovenstående bemærkninger passende opgøres til 383.441 kr.

Endvidere har SKATs lignende enhed for så vidt angår værdiansættelse af ejendommen bemærket følgende:

Ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2006 på 17.700.000 kr. er ikke et retvisende udtryk for handelsværdien pr. 1. oktober 2008.

Den estimerede markedsleje på 2.284.118 kr. kan lægges til grund som værende udtryk for markedslejen.

Ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2008 er 23.500.000 kr.

Der er sket 3 ændringer i vurderingen i forhold til vurderingen pr. 1. oktober 2006.

For det første er der bygget en ny 1. sal på bygning nr. 2, hvilket forøger butiksarealet med 398 kvm.

For det andet har SKAT i forbindelse med indberetningen af denne arealændring skønnet, at butikslejen skulle forhøjes fra 573 kr. pr. kvm. til 675 kr.

For det tredje er det skønnet, at den lejefaktor som huslejen ganges med for at finde ejendomsværdien skulle nedsættes fra 13,0 til 12,5. Denne nedsættelse indeholder 2 modsat rettede hensyn. Dels nedsættes faktoren som følge af en antagelse om stigende afkastkrav, og dels forhøjes faktoren som følge af en antagelse om at tilbygningen har forbedret ejendommens gennemsnitlige bygningsmæssige kvalitet.

Ejendommen er ikke besigtiget i forbindelse med ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. oktober 2008, men den er besigtiget i anledning af anmodningen om bindende svar.

Efter det ved besigtigelsen konstaterede vedr. beliggenhed og bygningsmæssig kvalitet skønner SKAT, at den samlede estimerede leje på 2.284.118 kr. er i overensstemmelse med markedslejen.

Ejendommen er ikke oprindeligt opført til formålet, hvilket medfører visse uhensigtsmæssigheder i indretningen ligesom vedligeholdelsesomkostninger skønnes over middel. Derfor er den lejefaktor på 12,5, som er anvendt ved vurderingen pr. 1. oktober 2008 for høj. Den burde efter vores skøn kun være 11,0.Ganges den estimerede leje på 2.284.118 kr. med en faktor 11,0 giver det en handelspris på 25.000.000 kr.

Repræsentanten har på den baggrund fremsendt et nyt udkast til fælles regnskabsopstilling og åbningsbalance pr. 1. oktober 2008, hvor der i forhold til det oprindeligt fremsendte er ændret følgende:

Ejendommen er værdiansat til DKK 25.000.000.

Goodwill er værdiansat til DKK 383.441.

Efter opskrivning af de regnskabsmæssige værdier til korrigeret handelsværdi, jf, ovenstående, kan forholdet mellem aktiver og forpligtelser i det indskydende selskab inden spaltningen opgøres til følgende:

DKK

Handelsværdi af aktiver

61.939.610

Handelsværdi af forpligtelser

22.299.137

Forhold mellem aktiver og forpligtelser

2,78

Forholdet mellem aktiver og forpligtelser i det modtagende selskab kan opgøres til følgende:

DKK

Handelsværdi af aktiver

33.836.218

Handelsværdi af forpligtelser

12.181.518

Forhold mellem aktiver og forpligtelser

2,78

Idet forholdet mellem aktiver og forpligtelser pr. 1. oktober 2008 i såvel det modtagende som indskydende selskab således udgør 2,78, er det repræsentantens opfattelse, at betingelsen om at forholdet mellem aktiver og gæld i det modtagende selskab skal svare til forholdet mellem aktiver og gæld i det indskydende selskab er opfyldt, jf. fusionsskatteloven § 15 a, stk. 2, 3. pkt.

Repræsentanten har endelig anført, at der den 22. april 2009 er fremsat et lovforslag, L 202, der ændrer på værnsreglerne i fusionsskatteloven § 15 b, stk. 8.

Således foreslås det, at udbyttebegrænsningsreglerne afløses af et vilkår om, at selskaber, der efter spaltningen ejer mere end 10 pct. af kapitalen i et af de deltagende selskaber ikke afstår aktier i det eller de pågældende selskaber i en periode på 3 år efter vedtagelsen af spaltningen, jf. L 202, § 8, nr. 7. Det er hensigten, at de nye regler skal gælde for spaltninger vedtaget den 22. april 2009 og senere, jf. L 202, § 22, stk. 18.

Repræsentanten har på den baggrund anført, at udbyttebegrænsningsreglerne i fusionsskattelovens § 15 b, stk. 4, alene vil blive overholdt i det omfang, disse er et lovkrav. Såfremt udbyttebegrænsningsreglerne afskaffes og evt. erstattes med et ejertidsvilkår eller anden værnsregel, vil dette krav blive overholdt.

SKATs indstilling og begrundelse

SKAT bemærker, at med lov nr. 343 af 18. april 2007 blev reglerne om skattefri omstrukturering ændret, således at der dermed er mulighed for at gennemføre en skattefri omstrukturering uden tilladelse. Reglerne er ved lov nr. 98 af 10. februar 2009, lov om ændring af selskabsskatteloven, fusionsskatteloven og forskellige andre love, blevet justeret.

I fusionsskattelovens § 15 a, stk. 1, 4. pkt., er det herefter fastsat, at ved spaltning af et selskab, har selskaberne som nævnt i 1. pkt. adgang til beskatning efter reglerne i § 15 b, stk. 1 og 2, uden at der er opnået tilladelse hertil fra told- og skatteforvaltningen.

Det er en betingelse for anvendelse af § 15 a, stk. 1, 4. pkt. at værdien af de tildelte aktier eller anparter med tillæg af en eventuel kontant udligningssum svarer til handelsværdien af de overførte aktiver og passiver. Det er endvidere en betingelse for anvendelse af § 15 a, stk. 1, 4. pkt., at forholdet mellem aktiver og gæld, der overføres til det modtagende selskab, svarer til forholdet mellem aktiver og gæld i det indskydende selskab, jf. § 15 a, stk. 2, 2. og 3. pkt.

I nærværende sag er der tale om en grenspaltning af et selskab, der har to aktionærer. Ejerne vil ved den påtænkte grenspaltning i stedet for at eje værdierne i den grenspaltede ejendom gennem ejerskab til A A/S fremover eje værdierne i den grenspaltede ejendom gennem det nystiftede selskab, D ApS.

Det er herved oplyst, at B ApS og C ApS ved grenspaltningen udelukkende vil blive vederlagt med anparter i D ApS, svarende til deres ejerandele i A A/S. De tildelte anparters værdi vil derfor som udgangspunkt svare til de overførte aktiver og passivers værdi. Det er herved lagt til grund, at der er tale om uafhængige parter, som oplyst af repræsentanten.

For at kunne foretage en skattefri spaltning uden tilladelse er det ifølge fusionsskattelovens § 15a, stk. 2, 3. pkt., endvidere som anført en betingelse, at forholdet mellem aktiver og gæld, der overføres til det modtagende selskab, svarer til forholdet mellem aktiver og gæld i det indskydende selskab. Formålet med denne betingelse er, ifølge bemærkningerne til L 110 2006-07, at forhindre, at der som et alternativ til et skattepligtigt salg af aktiver foretages en skattefri udspaltning af de pågældende aktiver til et modtagende selskab og der samtidig overføres gæld i et forhold, der overstiger forholdet mellem aktiver og gæld i det indskydende selskab. Derved vil den skattepligtige avance kunne reduceres ved en senere afståelse af aktierne i det modtagende selskab.

Ved lov nr. 98 af 10. februar 2009 blev bestemmelsen ændret, så der nu i bestemmelsen står "forholdet mellem aktiver og forpligtelser", og af bemærkningerne til lov nr. 98 af 10. februar 2009, jf. L 23/2008, fremgår det, at der tale om en præcisering af bestemmelsen, så det udtrykkeligt fremgår, at både egentlige gældsforpligtelser og hensatte forpligtelser er omfattet. Det er herefter en betingelse for at kunne foretage en skattefri spaltning uden tilladelse, at forholdet mellem de aktiver og de forpligtelser - herunder gæld, udskudt skat m.v. - der ved spaltningen overføres til det modtagende selskab, skal svare til forholdet mellem aktiver og forpligtelser i det indskydende selskab.

Ifølge § 10, stk. 2, i lov nr. 98 af 10. februar 2009, har den nye affattelse virkning fra og med indkomståret 2009. I nærværende sag påtænkes spaltningen at skulle ske pr. 1. oktober 2008.

Idet der er tale om en præcisering af loven, finder SKAT, at det af parterne udarbejdede udkast til spaltningsbalance, således set i det lys afspejler aktiver og forpligtelser i overensstemmelse med lovens intentioner.

Det bemærkes herved, at forholdet mellem aktiver og forpligtelser skal måles ud fra handelsværdierne på spaltningsdatoen. Forholdet mellem aktiver og forpligtelser i det indskydende selskab, A A/S, er på spaltningsdatoen 2,78. Forholdet mellem aktiver og forpligtelser i det modtagende selskab er 2,78. Forholdet mellem aktiver og forpligtelser, der overføres til det modtagende selskab, svarer derfor til forholdet mellem aktiver og forpligtelser i det indskydende selskab. Der overføres således ikke forpligtelser til et modtagende selskab i et forhold, der overstiger forholdet mellem aktiver og forpligtelser i det indskydende selskab. Betingelsen i fusionsskattelovens § 15 a, stk. 2, 3. pkt. anses derfor for opfyldt.

Det fremgår af fusionsskattelovens § 15a, stk. 3, at ophører det indskydende selskab ikke ved en spaltning, skal de aktiver og passiver, der overføres til det modtagende selskab, udgøre en gren af en virksomhed, jf. § 15 c, stk. 2. Ved en gren af en virksomhed forstås alle aktiver og passiver i en afdeling af et selskab, som ud fra et organisationsmæssigt synspunkt udgør en selvstændig bedrift, dvs. en samlet enhed, der kan fungere ved hjælp af egne midler. Betingelsen må på baggrund af det oplyste anses for opfyldt.

Det fremgår videre af fusionsskattelovens § 15 a, stk. 1, 4.pkt., at det er en betingelse for at foretage en skattefri spaltning uden tilladelse, at selskabsdeltagerne i det indskydende selskab ved indkomstopgørelsen benytter reglerne i § 15 b, stk. 7. Ved spaltninger der foretages uden told- og skatteforvaltningens tilladelse, anses aktierne i det modtagende selskab således for anskaffet på tidspunktet for spaltningen, hvis selskabsdeltageren er et selskab, jf. fusionsskattelovens § 15 b, stk. 7,3. pkt. Ophører det indskydende selskab ikke ved spaltningen, og er selskabsdeltageren et selskab m.v. anses aktierne i det indskydende selskab tillige for anskaffet på tidspunktet for spaltningen. Da selskabsdeltageren i den foreliggende situation er et selskab, finder bestemmelsen anvendelse her.

Derudover er det en betingelse, at udlodning af udbytte m.v. fra det eller de deltagende selskaber m.v. sker i overensstemmelse med § 15 b, stk. 8.

Det er oplyst af repræsentanten, at udbyttebegrænsningen, jf. fusionsskattelovens § 15 b, stk. 8, overholdes. Det forudsættes derfor, at der ikke vil ske udbytteudlodninger, som vil være for store i forhold til bestemmelsen i fusionsskattelovens § 15b, stk.8.

Det er dog oplyst af repræsentanten, at udbyttebegrænsningsreglerne i fusionsskattelovens § 15 b, stk. 4, alene vil blive overholdt, i det omfang disse er et lovkrav. Såfremt udbyttebegrænsningsreglerne afskaffes og evt. erstattes med et ejertidsvilkår eller anden værnsregel, vil dette krav blive overholdt.

SKAT kan tiltræde dette i det omfang, de foreslåede regler får virkning på den pågældende spaltning.

Det bemærkes endeligt, at det er en betingelse for skattefri spaltning efter fusionsskatteloven, at fusionsskatteloves § 15b, stk. 2 øvrige bestemmelser overholdes. Ifølge denne bestemmelse er det således en betingelse at spaltningen gennemføres i overensstemmelse med fusionsskattelovens § 5.

Efter fusionsskattelovens § 5, stk. 1, anses datoen for den i forbindelse med fusionen udarbejdede åbningsstatus for det modtagende selskab i skattemæssig henseende for fusionsdato, og det er en betingelse for anvendelse af fusionsskattelovens regler, at fusionsdatoen er sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår.

I fusionsskattelovens § 5, stk. 3, er det imidlertid fastsat, at skal indkomsten i et selskab, som deltager i fusionen opgøres efter reglerne i selskabsskattelovens § 31, stk. 3, som følge af at koncernforbindelse, jf. selskabsskattelovens § 31 C er ophørt eller etableret inden eller i forbindelse med fusionen, anvendes tidspunktet for ophørt henholdsvis etableringen af koncernforbindelsen som skattemæssig fusionsdato.

Repræsentanten har oplyst, at der i forbindelse med etablering af D ApS vil blive udarbejdet en anpartshaveroverenskomst, der indebærer, at der ikke etableres koncernforbindelse mellem det modtagende selskab og B ApS, og at der således ikke etableres sambeskatning mellem det modtagende selskab og B ApS. Endvidere er det oplyst, at som følge af aktionæroverenskomsten i A A/S er der i dag ikke sambeskatning mellem A A/S og B ApS. Det modtagende selskab vil derfor være særbeskattet, ligesom det indskydende selskab.

Når dette således uprøvet lægges til grund finder SKAT, at spaltningsdatoen 1. oktober 2008 er i overensstemmelse med fusionsskattelovens § 5. SKAT bemærker herved, at i nærværende sag er det uden betydning, hvorvidt der ophører/etableres koncernforbindelse, idet der sker spaltning til et nystiftet selskab, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 3, 6. og 7. pkt.

SKAT indstiller herefter, at besvarelsen er "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.