Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om tilvejebringelse af dagsorden og mødemateriale forud for kommunalbestyrelsesmøder, om kommunalbestyrelsens beslutningsgrundlag og om en udvalgsformands kompetence

Resumé

Resumé af Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 10. december 2004

1. KOMMUNALBESTYRELSEN OG DENS UDVALG

Om tilvejebringelse af dagsorden og mødemateriale forud for kommunalbestyrelsesmøder, om kommunalbestyrelsens beslutningsgrundlag og om en udvalgsformands kompetence

Udtalt, at det fremgår af den kommunale styrelseslovs § 30, at det er borgmesteren, der forbereder kommunalbestyrelsens møder og indkalder medlemmerne til disse, og at det fremgår af samme lovs § 8, stk. 4, at borgmesteren sørger for, at der forud for kommunalbestyrelsesmøderne udsendes en dagsorden til medlemmerne, og at det fornødne materiale til bedømmelse af de sager, der er optaget på dagsordenen, så vidt muligt er tilgængeligt for medlemmerne forud for mødet.

Endvidere udtalt, at borgere ikke i den forbindelse har krav på, at en dagsorden eller mødemateriale, der er forberedt af borgmesteren og offentliggjort forud for et møde i kommunalbestyrelsen, på deres foranledning ændres eller uddybes, ligesom borgere ikke i øvrigt har krav på, at bestemte spørgsmål optages på dagsordenen.

Tillige udtalt, at der ved kommunalbestyrelsens behandling af en sag skal foreligge det oplysningsmateriale, der er nødvendigt, for at medlemmerne kan træffe deres beslutning på et forsvarligt grundlag, og at det er kommunalbestyrelsen, der inden for vide rammer afgør, hvilke oplysninger der skal være til stede for, at der kan træffes beslutning i en sag.

Endvidere udtalt, at det fremgår af den kommunale styrelseslovs § 22, at en formand for et stående udvalg forbereder, indkalder og leder udvalgets møder og drager omsorg for, at dets beslutninger indføres i beslutningsprotokollen, samt at formanden på udvalgets vegne kan afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl.

Udtalt, at det følger heraf, at en udvalgsformand ikke har nogen selvstændig beslutningskompetence vedrørende sager, der henhører under udvalget, medmindre sagerne ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl. En udvalgsformand har endvidere ikke kompetence til at bestemme indholdet af de beslutninger, der træffes af forvaltningen, herunder forvaltningens indstillinger til udvalget.

(Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 10. december 2004 til en borger – 1.k.kt. j.nr. 2003-2019-5)

I breve af 19. marts, 4. april og 21. maj 2003 klagede De til Indenrigs- og Sundhedsministeriet over A Kommunes og Tilsynsrådet for B Amts behandling af en sag vedrørende en båd i A Havn.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har nu afsluttet behandlingen af sagen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke fundet, at Tilsynsrådet for B Amt eller A Kommune har handlet ulovligt i forbindelse med de dele af sagen, ministeriet har vurderet.

Ministeriet har således ikke fundet grundlag for at fastslå, at A Byråds beslutningsgrundlag i sagen på mødet den 13. juni 2002 var utilstrækkeligt, uanset at beskrivelsen af sagen på visse punkter var fejlagtig, herunder vedrørende tidspunktet for bådens ankomst til havnen, renoveringens påbegyndelse, betaling for strøm og betaling af havneleje.

Ministeriet har endvidere ikke fundet grundlag for at antage, at formanden for A Kommunes udvalg for teknik og miljø har handlet uden for sin kompetence i forbindelse med sagens behandling, herunder i forbindelse med sagens drøftelse i brugerudvalget Det Maritime Udvalg.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder endelig ikke, at Tilsynsrådet for B Amt har handlet ulovligt ved at afvise at tage stilling til visse af Deres klagepunkter vedrørende A Kommunes overholdelse af forvaltningsloven.

For så vidt angår Deres klage i en henvendelse til Folketingets Ombudsmand over, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har indhentet oplysninger om sagen fra A Kommune uden at partshøre Dem over disse oplysninger, bemærkes, at ministeriet ikke efter forvaltningsloven har været forpligtet til at partshøre Dem over de indhentede oplysninger, og at ministeriet ikke i øvrigt har fundet anledning hertil.

Her følger en gennemgang af sagens baggrund og en nærmere begrundelse for Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse.

Sagens baggrund:

Det fremgår af sagen, at A Havn er en kommunal havn.

Det fremgår endvidere, at C, som De repræsenterer, i januar 1999 købte en båd, der blev bugseret til A Havn med henblik på, at den skulle gennemgå en omfattende renovering. Forud herfor havde C været i kontakt med A Kommunes tekniske forvaltning, havnefogeden samt det på havnen beliggende skibsværft med henblik på at få tilladelse til, at båden kunne ligge ved havnens reparationskaj, mens renoveringen stod på. C var i den forbindelse efter Deres opfattelse bibragt det indtryk, at der ikke ville være problemer med at opnå den ønskede tilladelse.

Efter bådens ankomst til A Havn blev C af kommunen anmodet om at fremlægge en reparationsaftale med det på havnen beliggende skibsværft. Idet en sådan ikke blev fremlagt, blev C i brev af 19. marts 1999 anmodet om at fjerne båden inden en fastsat frist. Efterfølgende forsøgte C ved flere henvendelser til kommunen at opfylde kommunens krav og blev i den forbindelse efter Deres opfattelse på ny bibragt det indtryk, at båden kunne forblive i havnen. Der blev imidlertid aldrig udarbejdet en egentlig reparationsaftale med skibsværftet, idet det var planen, at renoveringsprojektet skulle forestås af en privat bådebygger, men at der fra skibsværftet skulle modtages visse ydelser. Af denne grund fastholdt kommunen i breve af 26. april og 10. juni 1999 kravet om, at båden skulle fjernes fra havnen.

Efterfølgende fandt A Kommune anledning til at præcisere de generelle regler for imødekommelse af en ansøgning om fast henliggeplads i A Havn i forbindelse med reparation af både. Spørgsmålet blev behandlet af kommunens udvalg for teknik og miljø, der den 28. juni 1999 – i overensstemmelse med hidtidig praksis – besluttede, at der i forbindelse med ansøgninger om liggeplads i havnen i forbindelse med større reparationer/ombygninger kan gives tilladelse til ophold i havnen i den periode, hvor der foreligger skriftlig reparationsaftale med f.eks. A Skibsværft samt et mindre tidsrum før og efter reparationen til klargøring m.v.

På denne baggrund fastholdt A Kommune i breve af 8. juli og 13. juli 1999 endnu en gang den trufne afgørelse om, at C´s båd skulle forlade havnen. Kommunen henviste i den forbindelse til en bestemmelse i reglement for A Havn, hvoraf det fremgår, at både ikke må repareres i havnen uden havnebestyrelsens tilladelse og uden at opfylde betingelser, som havnebestyrelsen måtte sætte.

Efterfølgende indgav A Kommune politianmeldelse mod C for overtrædelse af den nævnte bestemmelse i havnereglementet, og den 10. december 1999 blev hun ved G Ret idømt en bøde for ikke at have efterkommet kommunens påbud om at fjerne båden, idet det i den forbindelse blev anerkendt, at A Kommune ikke havde givet tilladelse til reparation af båden i havnen. Som tidligere i sagens forløb anførte C i forbindelse med dommen, at hun ved henvendelser til bl.a. kommunen før bådens ankomst til A Havn havde fået det indtryk, at hun lovligt kunne bringe båden til havnen.

Ved brev af 24. januar 2000 klagede C til Tilsynsrådet for B Amt over en række forhold i forbindelse med A Kommunes behandling af sagen. Efter at have indhentet en udtalelse fra A Kommune afgav tilsynsrådet en udtalelse den 4. marts 2000. Tilsynsrådet afviste i udtalelsen at tage stilling til den del af C´s klage, som efter tilsynsrådets opfattelse vedrørte grundlaget for domfældelsen. Herudover tog tilsynsrådet stilling til Karens Petersens spørgsmål om aktindsigt og anmodede A Byråd om at tilsende hende en række akter, hun ikke forinden havde fået tilsendt.

Ved brev af 15. maj 2000 klagede C på ny til Tilsynsrådet for B Amt over en række forhold. Tilsynsrådet afgav en udtalelse den 29. juni 2000. Det fremgår af denne, at tilsynsrådet bl.a. på ny afviste at tage stilling til de af hendes klagepunkter, der har relation til det forhold, der har fundet sin afgørelse ved G Rets dom, herunder spørgsmål om, hvilke notater A Kommune havde pligt til at gøre om sagens behandling og manglende angivelse af klagemulighed i forbindelse med kommunens afgørelse om, at skibet skulle forlade havnen. Tilsynsrådet henviste i den forbindelse til, at der i forbindelse med behandlingen af sagen i retten havde været mulighed for at søge eventuelle mangler i oplysningsgrundlaget afklaret.

I maj 2002 blev der på A Kommunes initiativ afholdt et møde med C med henblik på at få fastlagt status for færdiggørelsen af hendes båd. Efterfølgende blev sagen behandlet på møder i kommunens udvalg for teknik og miljø, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen med henblik på, at der kunne tages endelig stilling til bådens fremtidige ophold i A Havn.

Umiddelbart forud for A Byråds møde den 13. juni 2002, hvor sagen om båden skulle behandles, så C på internettet mødets dagsorden og mente, at der var en række fejl i den anførte fremstilling af sagen. Hun rettede derfor samme dag henvendelse til kommunens tekniske chef og oplyste om sin opfattelse. Det blev afvist at rette i dagsordenen eller at trække punktet tilbage fra dagsorden.

Af mødets dagsorden fremgik, at båden kom til havnen og renoveringen blev påbegyndt i slutningen af 1998, at der blev betalt for strømforbrug til det på havnen beliggende skibsværft, at kommunen ikke havde opkrævet pladsleje, og at C havde afvist kommunens anmodning om at fjerne båden. Over for kommunen anførte C, at båden kom til havnen og arbejdet blev påbegyndt i januar 1999, at der i en periode blev betalt for strømforbrug til kommunen, at kommunen i en periode havde opkrævet pladsleje, og at C blot havde tilkendegivet, at hun ikke kunne acceptere kommunens afgørelse uden at få en begrundelse.

På mødet samme aften besluttede A Byråd at fastholde den tidligere trufne beslutning om, at den omhandlede båd skulle fjernes fra havnen. Over for C blev det som baggrund herfor angivet, at kommunen ønskede at bruge kajpladsen til andre formål, og at kommunen ikke havde mulighed for at finde en anden plads til båden og ombygningsprojektet. C blev derfor anmodet om at fjerne båden inden en fastsat frist.

Kommunen overgav efterfølgende sagen til en advokat med henblik på overdragelse af sagen til fogedretten. Ifølge sagens oplysninger skete dette dog ikke.

I efteråret 2002 var der møde og brevveksling mellem C og A Kommune med henblik på at indgå en aftale om den omhandlede båds fremtidige status i A Havn. I brev af 18. december 2002 meddelte kommunen C, at kommunen fastholdt, at den omhandlede båds ophold i A Havn var uretmæssigt, idet kommunen dog i en periode havde undladt at håndhæve kravet om fjernelse af båden. I den forbindelse fastholdt kommunen, at båden skulle fjernes fra havnen senest til den 1. februar 2003. Efter denne frist ville C blive betragtet som gæstesejler og opkrævet gæsteleje.

I januar 2003 overlod C den videre korrespondance på hendes vegne i sagen til Dem. Efterfølgende klagede De til A Kommune over den bebudede ændring af C´s status i havnen til en status som gæstesejler. C klagede endvidere til Folketingets Ombudsmand over A Kommunes behandling af sagen, herunder særligt det forhold, at der var fejlagtige oplysninger i den dagsorden, der lå til grund for behandlingen af sagen i udvalg og byråd i juni 2002. Ombudsmanden videresendte Cs klage med bilag til kommunen med henblik på, at kommunen kunne tage stilling til de anførte klagepunkter. Samtidig anmodede ombudsmanden C om at afvente kommunens stillingtagen før en eventuel beslutning om at indbringe sagen for ombudsmanden.

I februar 2003 fremkom A Kommune med bemærkninger til de forhold vedrørende byrådets dagsorden, som C havde fremhævet over for Folketingets Ombudsmand. Kommunen fremhævede i den forbindelse bl.a., at de punkter, kommunen ikke havde beskrevet korrekt i dagsordenen, ikke var væsentlige for den beslutning, byrådet traf på mødet den 13. juni 2002.

I breve af 29. januar og 25. februar 2003 klagede De til Tilsynsrådet for B Amt over A Kommunes behandling af sagen. De forespurgte bl.a., hvilke muligheder der var for at klage over forhold i forbindelse med sagens behandling, herunder en række overtrædelser af bestemmelser i forvaltningsloven forud for dommen den 10. december 1999. De anførte endvidere, at sagen ikke var blevet behandlet i havnebestyrelsen, men i et brugernævn (Det Maritime Udvalg), og at en udtalelse fra kommunen til tilsynsrådet var afgivet af forvaltningen og ikke behandlet af byrådet eller et udvalg. De anførte tillige, at grundlaget for politianmeldelsen og hjemmelen for domfældelsen i 1999 var fejlagtig.

I brev af 12. marts 2003 besvarede Tilsynsrådet for B Amt Deres klager. Tilsynsrådet anførte bl.a., at tilsynsrådet ikke er en administrativ klageinstans, og at rådet – i lighed med tidligere – ikke fandt anledning til at tage stilling til Deres klagepunkter, der efter tilsynsrådets opfattelse vedrørte grundlaget for domfældelsen i 1999, herunder spørgsmålet om en række overtrædelser af bestemmelser i forvaltningsloven. Tilsynsrådet anførte i den forbindelse, at C havde haft lejlighed til at gøre eventuelle mangler af betydning for sagens afgørelse gældende under retssagen. Tilsynsrådet anførte endvidere, at det falder uden for rådets kompetence at tage stilling til det lovmæssige grundlag for politianmeldelsen i 1999. Tilsynsrådet anførte tillige, at der ikke er krav om, at en udtalelse til tilsynsrådet behandles af byrådet.

I breve af 19. marts, 4. april og 21. maj 2003 klagede De til Indenrigs- og Sundhedsministeriet over A Kommunes og Tilsynsrådet for B Amts behandling af sagen. De henviste i den forbindelse til, at A Byråd havde truffet afgørelse i sagen ud fra fejlagtige oplysninger i byrådsmødets dagsorden. De klagede endvidere over, at Tilsynsrådet for B Amt afviste at tage stilling til en række af Deres klagepunkter under henvisning til den afsagte dom. De klagede desuden over, at formanden for kommunens udvalg for miljø og teknik forud for udvalgets indstilling til byrådet om ikke at meddele C tilladelse til at lade båden reparere i havnen havde foranlediget sagen drøftet i brugernævnet ”Det Maritime Udvalg”, hvor der tillige var afholdt en afstemning om spørgsmålet. De anmodede endelig ministeriet om en vurdering af det forhold, at A Kommunes borgmester – efter at byrådet havde truffet beslutning om, at båden skulle fjernes fra havnen – besluttede at båden kunne forblive i havnen med gæstesejlerstatus.

I brev af 14. juli 2003 anmodede Indenrigs- og Sundhedsministeriet Tilsynsrådet for B Amt om en udtalelse om sagen.

Ved brev af 17. juli 2003 fremsendte Tilsynsrådet for B Amt en udtalelse i sagen. Tilsynsrådet henholdt sig i den forbindelse hovedsagelig til sine tidligere afgivne udtalelser, idet der dog for så vidt angår spørgsmålet om gæstesejlerstatus blev henvist til, at dette spørgsmål henhører under Trafikministeriet.

I breve af 2. december 2003 og 1. april 2004 har Folketingets Ombudsmand videresendt en klage fra Dem til Indenrigs- og Sundhedsministeriet som en anmodning fra Dem om fremskyndelse af ministeriets behandling af sagen. I sidstnævnte brev anmodede ombudsmanden tillige ministeriet om at tage stilling til en klage fra Dem over, at ministeriet i forbindelse med sagens behandling telefonisk har indhentet oplysninger om sagen fra A Kommune, uden at De har haft mulighed for at kommentere disse.

I brev af 14. marts 2004 har De fremsendt yderligere bemærkninger samt materiale i sagen.

I brev af 14. juni 2004 har De fremsendt kopi af en politianmeldelse, som De den 8. juni 2004 har indgivet mod A Kommune vedrørende kommunens behandling af sagen.

I brev af 9. august 2004 har De fremsendt kopi af brev af 15. juli 2004 fra Politimesteren i G, hvoraf det fremgår, at politiet i G har besluttet ikke at indlede efterforskning i anledning af Deres politianmeldelse.

Sideløbende med sagens behandling i Tilsynsrådet for B Amt og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har aspekter af sagen været behandlet af Trafikministeriet, under hvis ressort havnelovgivningen henhører. Trafikministeriet har telefonisk oplyst, at visse aspekter af sagen fortsat er under behandling i ministeriet, herunder vedrørende hjemmelsgrundlaget for, at A Kommune har meddelt C afslag på hendes ansøgning om henliggeplads ved A Havns reparationskaj.

Under Indenrigs- og Sundhedsministeriets behandling af sagen har De flere gange rettet telefonisk henvendelse til ministeriet, og ministeriet har flere gange orienteret Dem om det forventede tidspunkt for sagens afslutning.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse:

Indenrigs- og Sundhedsministeriets kompetence:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan indledningsvis oplyse, at kommunaltilsynets struktur er ændret med virkning fra den 1. januar 2004. De tidligere for hvert amt nedsatte tilsynsråd er blevet nedlagt, jf. § 1, nr. 16, i lov nr. 381 af 28. maj 2003 om ændring af lov om kommunernes styrelse. Tilsynet med kommunerne varetages herefter af fem statsamtmænd. Det er således statsamtmanden for Fs Amt, der pr. 1. januar 2004 fører tilsyn med A Kommune, jf. § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 968 af 2. december 2003).

De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til, om kommunernes dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er ikke klageinstans i forhold til de tidligere tilsynsråd, men ministeriet fører tilsyn med tilsynsrådene og kan af egen drift udtale sig om lovligheden af kommunale dispositioner, tilsynsrådene har udtalt sig om, og om lovligheden af tilsynsrådenes øvrige dispositioner, jf. § 53, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, jf. § 6, stk. 9, i lov nr. 381 af 28. maj 2003.

Deres klage:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på baggrund af Deres klager af 19. marts, 4. april og 21. maj 2003 og Deres telefoniske uddybninger heraf fundet anledning til at tage stilling til følgende forhold:

1) At A Byråd den 13. juni 2002 traf beslutning i sagen vedrørende C´s båd ud fra en fejlagtig beskrivelse af hændelsesforløbet i forbindelse med bådens ankomst til og ophold i A Havn.

2) Den rolle, som formanden for udvalget for teknik og miljø ifølge Deres oplysninger har haft i forbindelse med A Kommunes behandling af sagen, herunder at han skulle have foranlediget sagen drøftet i brugerudvalget Det Maritime Udvalg.

3) At Tilsynsrådet for B Amt afviste at tage stilling til Deres klage over fejl i forbindelse med A Kommunes behandling af sagen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har endvidere på baggrund af brev af 1. april 2004 fra Folketingets Ombudsmand fundet anledning til at tage stilling til følgende spørgsmål:

4) Deres klage over, at ministeriet i forbindelse med sagens behandling telefonisk har indhentet oplysninger om sagen fra A Kommune, uden at De har haft mulighed for at kommentere disse.

Det bemærkes, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke har behandlet forhold i sagen, der verserer i Trafikministeriet, herunder forhold vedrørende hjemmelen til A Kommunes afslag på tilladelse til, at båden kunne ligge ved reparationskaj i A Havn, samt A Kommunes afgørelse om C´s status som gæstesejler i havnen. For så vidt angår det anførte hjemmelsspørgsmål bemærkes, at Trafikministeriet senest den 7. december 2004 har oplyst, at sagen herom fortsat verserer i Trafikministeriet.

Ad 1)

Det fremgår af styrelseslovens § 30, at det er borgmesteren, der forbereder kommunalbestyrelsens møder og indkalder medlemmerne til disse. Det fremgår endvidere af styrelseslovens § 8, stk. 4, at borgmesteren sørger for, at der forud for kommunalbestyrelsesmøderne udsendes en dagsorden til medlemmerne, og at det fornødne materiale til bedømmelse af de sager, der er optaget på dagsordenen, så vidt muligt er tilgængeligt for medlemmerne forud for mødet.

Borgere har ikke i den forbindelse krav på, at en dagsorden eller mødemateriale, der er forberedt af borgmesteren og offentliggjort forud for et møde i kommunalbestyrelsen, på deres foranledning ændres eller uddybes, ligesom borgere ikke i øvrigt har krav på, at bestemte spørgsmål optages på dagsordenen.

Det gælder imidlertid generelt, at der ved kommunalbestyrelsens behandling af en sag skal foreligge det oplysningsmateriale, der er nødvendigt, for at medlemmerne kan træffe deres beslutning på et forsvarligt grundlag. Det er kommunalbestyrelsen, der inden for vide rammer afgør, hvilke oplysninger der skal være til stede for, at der kan træffes beslutning i en sag. Der henvises til den kommenterede kommunale styrelseslov, 2004, side 37 f. og side 574 f.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder ikke grundlag for at fastslå, at A Byråds beslutningsgrundlag i sagen var utilstrækkeligt, uanset at beskrivelsen af sagen på visse punkter var fejlagtig, herunder vedrørende tidspunktet for bådens ankomst til havnen, renoveringens påbegyndelse, betaling for strøm og betaling af havneleje. Ministeriet har herved lagt vægt på karakteren af de fejlagtige oplysninger samt oplysningernes betydning for A Byråds behandling af sagen.

Ad 2)

Ifølge Deres oplysninger har den daværende formand for udvalget for teknik og miljø haft afgørende betydning for behandlingen af sagen om C´s båd. De har således bl.a. oplyst, at den pågældende foranledigede, at spørgsmålet om bådens fremtid blev behandlet i brugerudvalget Det Maritime Udvalg, og at der i udvalget bl.a. blev afholdt afstemning herom forud for sagens behandling i udvalget for teknik og miljø.

Det fremgår af styrelseslovens § 22, at en formand for et stående udvalg – som udvalget for teknik og miljø – forbereder, indkalder og leder udvalgets møder og drager omsorg for, at dets beslutninger indføres i beslutningsprotokollen. Det fremgår endvidere, at formanden på udvalgets vegne kan afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl.

Det følger heraf, at en udvalgsformand ikke har nogen selvstændig beslutningskompetence vedrørende sager, der henhører under udvalget, medmindre sagerne ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl. En udvalgsformand har endvidere ikke kompetence til at bestemme indholdet af de beslutninger, der træffes af forvaltningen, herunder forvaltningens indstillinger til udvalget. Der henvises til den kommenterede kommunale styrelseslov, 2004, side 146.

Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse er der ikke grundlag for at antage, at den omhandlede udvalgsformand har handlet uden for sin kompetence i forbindelse med sagens behandling, herunder i forbindelse med sagens drøftelse i brugerudvalget Det Maritime Udvalg.

Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke fremgår af sagens oplysninger, herunder breve, dagsordener m.v. vedrørende kommunens behandling af sagen, at formanden for udvalget for teknik og miljø skulle have haft en særlig rolle i forbindelse med behandlingen af sagen om C´s båd. Det fremgår derimod af sagen, at den fra starten har været behandlet af forvaltningen, og at den senere i sagsforløbet har været behandlet i såvel udvalget for teknik og miljø som økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen.

For så vidt angår det forhold, at sagen skulle have været behandlet i et brugerudvalg, benævnt Det Maritime Udvalg, bemærkes, at der generelt ikke er noget til hinder for, at en sag af kommunal betydning drøftes i et sådant udvalg. Det er i den forbindelse uden betydning, hvem der foranlediger sagen drøftet i udvalget, og et medlem af kommunalbestyrelsen er ikke afskåret herfra. Det bemærkes i den forbindelse, at A Kommune ifølge den af Dem fremsendte fortegnelse over sammensætningen af Det Maritime Udvalg i december 2000 har en plads i udvalget.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke fundet anledning til at foretage en nærmere undersøgelse af Det Maritime Udvalg og dets kompetence, herunder dets kompetence i forhold til beslutninger, der skal træffes af kommunale udvalg og kommunalbestyrelsen.

Ad 3)

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder efter en gennemgang af sagen ikke, at Tilsynsrådet for B Amt har handlet ulovligt ved at afvise at tage stilling til visse af Deres klagepunkter vedrørende A Kommunes overholdelse af forvaltningsloven. Der henvises til begrundelsen i Tilsynsrådet for B Amts udtalelse af 12. marts 2003.

Ad 4)

Indenrigs- og Sundhedsministeriet opfatter Deres klage til Folketingets Ombudsmand over ministeriets indhentelse af oplysninger fra A Kommune som en klage over, at De ikke er blevet partshørt over de indhentede oplysninger.

§ 19, stk. 1, i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som senest ændret ved lov nr. 382 af 6. juni 2002) har følgende ordlyd:

”Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse. ”

Ministeriet kan oplyse, at ministeriet den 8. marts 2004 – foranlediget af brev af 15. oktober 2003 fra Trafikministeriet, hvoraf det fremgik, at Trafikministeriet ville anmode A Kommune og politimesteren i G om at tage sagen op til fornyet behandling – kontaktede A Kommune med henblik på at få oplysninger om, hvad der siden var sket i sagen.

Kommunens tekniske chef D oplyste bl.a., at kommunen ikke var blevet anmodet om at genoptage sagens behandling, men om nogle yderligere oplysninger, som blev fremsendt til Trafikministeriet ved brev af 3. november 2003. Det blev i den forbindelse oplyst, at kommunen ikke siden havde hørt fra Trafikministeriet i anledning af sagen. D oplyste endvidere bl.a., at C fortsat har status som gæstesejler, og at der betales gæsteleje.

Det kan oplyses, at ministeriet samtidig, og nogle gange efterfølgende, kontaktede Trafikministeriet for at høre nærmere til sagens behandling.

Baggrunden for henvendelserne til A Kommune og Trafikministeriet har været et ønske om at få oplysninger med henblik på at kunne afgrænse Indenrigs- og Sundhedsministeriets kompetence i sagen over for Trafikministeriets kompetence.

Som det imidlertid fremgår af det anførte referat af samtalen med A Kommune, er der ikke tale om oplysninger, der er til ugunst for Dem eller som har haft væsentlig betydning for sagens afgørelse i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det samme gælder de oplysninger, som Trafikministeriet har afgivet, idet disse vedrører problemstillinger, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet som anført ovenfor ikke har behandlet.

Allerede derfor har Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke været forpligtet efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, til at partshøre Dem over de indhentede oplysninger, og ministeriet har ikke i øvrigt fundet anledning hertil.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal beklage den sene besvarelse af Deres henvendelser i denne sag.

Kopi af dette brev er sendt til A Kommune, Statsamtet F, Folketingets Ombudsmand, Trafikministeriet samt havnefoged, medlem af A Byråd og tidligere formand for A Kommunes udvalg for teknik og miljø E.

Med venlig hilsen

Julie Rothe