Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om vandløb m.v.

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 23. juni 2001, som ændret ved § 39 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Loven finder desuden anvendelse på anlæg til indtagning og indpumpning samt videreledning af vand til bevanding af skelgrøfter i marsken ved Tønder, Sønderjyllands Amt.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

2. I § 7, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Sønderjyllands Amtsråd er vandløbsmyndighed for det område, der omfattes af vedtægten for Digelaget for Marsken ved Tønder.«

3. I § 9, stk. 3, ændres »§ 2, stk. 3,« til: »§ 2, stk. 4,«.

4. I § 12 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. For det område, der er nævnt i § 7, stk. 1, 2. pkt., skal regulativet endvidere indeholde bestemmelser om ret til at foretage indtagning og indpumpning samt videreledning af vand fra Vidå-systemet til de kanaler, der anvendes til bevanding af skelgrøfter.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

5. I § 22 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Spørgsmål om fordeling af udgifterne kan indbringes for vandløbsmyndigheden. I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, 58 a-62, 66 og 67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

6. I § 24 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Spørgsmål om fordeling af udgifterne kan indbringes for vandløbsmyndigheden. I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, 58 a-62, 66 og 67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

7. I § 31, stk. 2, indsættes som 2. og 3. pkt.:

»Vandløbsmyndighedens afgørelse om hel eller delvis afholdelse af udgifterne kan inden 4 uger efter, at den er meddelt parterne, forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, 58 a-62, 66 og 67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

8. Overskriften til kapitel 9 affattes således:

»Udpumpningsanlæg med digeanlæg til afvanding samt anlæg med digeanlæg til indtagning og indpumpning samt videreledning af vand til bevanding«.

9. I § 40 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Vedtægten for det område, der er nævnt i § 7, stk. 1, 2. pkt., skal indeholde bestemmelser om Trafikministeriets tekniske tilsyn med havdiget fra rigsgrænsen til Højer, havdiget fra Højer til Emmerlev, Højer Sluse med tilhørende bygninger, øvrige værker og arealer samt Snuromdiget. Bestemmelserne fastsættes af trafikministeren.«

10. I § 63 indsættes som 2. og 3. pkt.:

»Vandløbsmyndighedens afgørelse om det økonomiske spørgsmål kan inden 4 uger efter, at den er meddelt parterne, forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, 58 a-62, 66 og 67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

11. I § 73, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 51«: »samt for mangelfuld opfyldelse af forpligtelser med hensyn til vedligeholdelse af vandløb«.

12. Overskriften til kapitel 14 affattes således:

»Vandløbsmyndighedens forpligtelse i økonomiske spørgsmål«.

13. § 80, stk. 1, affattes således:

»Vandløbsmyndighedens afgørelser, bortset fra afgørelser om erstatning og andre økonomiske spørgsmål, kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen.«

14. I § 85, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »jf. § 12,«: »og bestemmelser om vedligeholdelse af diger, sluser m.v. og om anlæggets benyttelse, herunder adgangsregler og ordensforskrifter i vedtægter, jf. § 40,«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2003.

Stk. 2. Følgende love ophæves:

1)   Lov om afvanding af marsken ved Tønder, jf. lovbekendtgørelse nr. 270 af 22. april 1988, og

2)   lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 22. april 1988.

Stk. 3. Regulativet af 13. oktober 1941 med senere tillæg vedrørende de under bestyrelse af Digelaget for Marsken ved Tønder værende anlæg bevarer sin gyldighed, indtil der i medfør af § 12 i lov om vandløb udarbejdes et nyt regulativ. Vedtægten af 12. oktober 1956 med senere tillæg for Digelaget for Marsken ved Tønder bevarer sin gyldighed, indtil der i medfør af samme lovs § 40 udarbejdes en ny vedtægt for digelaget. Overtrædelse af bestemmelser i regulativet eller i vedtægten straffes efter de hidtil gældende regler. De opgaver og beføjelser for staten, der er fastsat i regulativet og i vedtægten, varetages af Sønderjyllands Amtsråd. Det tekniske tilsyn med havdiget fra rigsgrænsen til Højer, havdiget fra Højer til Emmerlev, Højer Sluse med tilhørende bygninger, øvrige værker og arealer samt Snuromdiget varetages dog fortsat af Trafikministeriet.

Stk. 4. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i stk. 2 og 3, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af lov om vandløb eller regler udstedt i medfør heraf træffes ny afgørelse. Overtrædelse af afgørelserne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 5. Sager, der er under behandling ved lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Givet på Christiansborg Slot, den 28. maj 2003

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Hans Chr. Schmidt