Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Klager over brud på tavshedspligten ved videregivelse af oplysninger til Patientklagenævnet

Resumé

En 49-årig kvinde klagede til Patientklagenævnet over en behandling modtaget i 2001 på en psykiatrisk afdeling. Klagen omhandlede specifikt, at en afdelingslæge i forbindelse med behandling med præparatet Leponex, havde overset, at patienten havde et meget lavt antal af hvide blodlegemer. I forbindelse med indhentelse af oplysning til klagesagen afgav afdelingens ledende overlæge A en udtalelse efter anmodning fra nævnet. I udtalelsen anførte den ledende overlæge A blandt andet, at patienten netop i 2003 var udskrevet fra et andet sygehus, hvor hun havde forsøgt at begå selvmord.

Patienten indgav herefter klage over brud på tavshedspligten, hvor der blandt andet blev klaget over, at den ledende overlæge A havde overtrådt sin tavshedspligt ved at oplyse til Patientklagenævnet i sin udtalelse, at patienten havde forsøgt selvmord.

Nævnet fandt, at den ledende overlæge A havde overtrådt sin tavshedspligt ved at oplyse til Patientklagenævnet, at patienten havde været indlagt på et andet sygehus, hvor hun havde forsøgt selvmord.

Det var under henvisning til § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling, nævnets opfattelse, at der eksisterer en vid ramme for videregivelse af fortrolige oplysninger tor sundhedspersoner, der udtaler sig i en klagesag for nævnet, idet en sundhedsperson skal have mulighed for at forsvare sig ved at fremlægge oplysninger, som sundhedspersonen skønner, kan have betydning for sagen.

Dog var det tillige nævnets opfattelse, at der, selvom en sundhedsperson har en vid margen for sit skøn over, hvilke oplysninger der kan have betydning for behandlingen af klagesagen, er en grænse for, hvilke oplysninger, som sundhedspersonen skønner, kan have betydning for behandlingen af klagesagen.

Patientklagenævnet fandt, at oplysningen om, at patienten i slutningen af 2003 var blevet udskrevet fra et andet sygehus, og at hun der havde forsøgt at begå selvmord, var åbenbart irrelevant for behandlingen af klagen over patienten behandling med præparatet Leponex i 2001 på den psykiatriske afdeling.

Nævnet lagde vægt på, at klagesagen specifikt vedrørte manglende lægelig opfølgende på blodprøvesvar. Oplysningen om indlæggelse på et andet sygehus og om selvmordsforsøget i 2003 kunne ikke på nogen måde bidrage til at belyse, om der var blevet begået nogen lægelige fejl i forbindelse med vurderingen af blodprøver og øgning af dosis af Leponex i slutningen af 2001 på den psykiatriske afdeling.

Der blev afgivet dissens i sagen.