Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Klage over utilstrækkelig undersøgelse og ukorrekt information vedrørende muligheden for bedøvelse i forbindelse med en gastroskopi

Resumé

En 57-årig kvinde skulle have foretaget en gastroskopi på grund af stærke smerter i maven. Forud for undersøgelsen havde hun modtaget en folder med information om undersøgelsen. Det fremgik heraf, at hun ville blive lokalbedøvet i svælget med en spray, og at der var mulighed for at få en beroligende indsprøjtning. I forbindelse med undersøgelsen oplyste overlægen hende om, at man kun undtagelsesvist anvendte bedøvelse. Ved undersøgelsen fandt han et glidebrok samt enkelte blødninger i mavesækken, hvorefter han ordinerede behandling med syrehæmmende medicin. Ca. 10 måneder senere fik patienten igen foretaget en gastroskopi af en anden læge. Forud for undersøgelsen havde hun fået et beroligende og søvnfremkaldende middel. Undersøgelsen afslørede en kræftsvulst i hendes spiserør.

Der blev klaget over, at patienten ikke var blevet undersøgt tilstrækkeligt ved den første gastroskopi, og over at hun var blevet misinformeret om muligheden for at blive bedøvet under indgrebet.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlægen for hans journalføring. Nævnet fandt, at han burde have journalført, hvilken information han gav patienten forud for indgrebet. Nævnet fandt videre, at han burde have journalført, at han havde bedøvet hende med en lokalbedøvende spray. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlægen for hans information. Nævnet fandt, at idet der var modstridende oplysninger fra patienten og overlægen om hvilken information, der blev givet vedrørende muligheden for at blive bedøvet, havde nævnet ikke grundlag for at fastslå, at overlægen ikke informerede patienten herom, og at hun af den grund ikke blev lokalbedøvet.

Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere overlægen for hans behandling. Nævnet fandt, at såvel glidebrok som de påviste slimhindeblødninger er hyppige fund ved en gastroskopi. Nævnet fandt videre, at glidebrokken var forenelig med patientens symptomer, og at slimhinden i glidebrokket og spiserøret fremstod normalt.