Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Klage over brud på tavshedspligt i forbindelse med samtale med patients søster

Resumé

En 50-årig kvinde var i perioden 1995 til 1996 indlagt på psykiatrisk afdeling i en svær tilstand af forfølgelsesvanvid, hvor hun tillige havde tilskyndelse til at slå et andet menneske ihjel.

Den 28. januar 2003 blev patienten udskrevet fra psykiatrisk afdeling, hvor hun havde været indlagt med henblik på abstinensbehandling med Fenemal i forbindelse med aftrapning for misbrug af afhængighedsskabende lægemidler. Hun lod sig udskrive før den planlagte behandling var afsluttet.

Den 30. januar 2003 kontaktede patientens søster telefonisk den praktiserende læge og oplyste, at patienten dagen før telefonisk skulle have truet hende og familien på livet. Søsteren oplyste, at hun vidste, at patienten stod på venteliste til indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og hun bad lægen være behjælpelig med indlæggelsen. Lægen fandt, at det ikke kunne udelukkes, at patienten havde en abstinenspsykose, og ved konsultation samme dag fandt lægen, at patienten ikke fremtrådte psykotisk. Lægen gav patienten en ny henvisning til den psykiater, hun tidligere havde konsulteret.

Der blev klaget over, at den praktiserende læge havde tilsidesat sin tavshedspligt ved uden patientens samtykke at have videregivet helbredsoplysninger om hende til hendes søster i begyndelse af februar 2003.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den praktiserende læge.

Det var nævnets opfattelse, at lægen videregav fortrolige oplysninger vedrørende patienten til dennes søster, idet oplysning om tidligere hospitalsindlæggelse og oplysning om, at patienten havde ladet sig udskrive inden behandlingen var afsluttet, må anses for at være fortrolige oplysninger i lovens forstand.

Det var imidlertid nævnets opfattelse, at idet lægen var orienteret om, at søsteren vidste, at patienten stod på venteliste til indlæggelse på psykiatrisk afdeling, var det berettiget af lægen at antage, at søsteren var vidende om patientens aktuelle tilknytning til psykiatrisk afdeling. Nævnet lagde her til grund, at lægen måtte antage, at søsterens viden om patientens aktuelle tilknytning til psykiatrisk afdeling også omfattede viden om den tidligere indlæggelse og udskrivelse fra psykiatrisk afdeling i januar 2003. Det var således nævnets opfattelse, at lægen ikke videregav oplysninger, der var fortrolige i lovens forstand, idet patientens søster allerede inden videregivelsen var oplyst om de pågældende forhold