Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Klage over manglende indhentelse af samtykke forud for indgreb af mindre karakter

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A for hendes indhentelse af informeret samtykke fra <****> den 12. maj 2007 på gynækologisk afdeling, <****>, jf. sundhedsloven § 15 jf. § 16.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge B for hendes behandling af <****> den 12. maj 2007 på gynækologisk afdeling, <****>, jf. autorisationsloven § 17.

Hændelsesforløb

<****> var 58 år, og havde gennem et års tid haft regelmæssige men kraftige menstruationsblødninger. Hun havde været behandlet af sin egen læge uden virkning.

<****> havde i noget tid været generet af svimmelhed og åndedrætsbesvær, og den 11. maj 2007 fandt egen læge blodprocenten lav, hvorfor <****> samme dag blev indlagt på gynækologisk afdeling på <****>.

Der blev på sygehuset udført en gynækologisk undersøgelse samt en ultralydsundersøgelse gennem maven og gennem skeden. Undersøgelsen viste en livmoder på 8,1 cm indeholdende en muskelknude der trykkede på slimhinden. Blodprocenten blev målt den 11. maj 2007 og var 5,6 millimol/L.

Den 12. maj 2007 udførtes i fuld bedøvelse en udskrabning fra livmoderen af reservelæge B og der blev oplagt en hormonspiral. Oplægningen af spiralen blev ordineret af overlæge A medens <****> var bedøvet, og det blev besluttet at <****> efter indgrebet skulle informeres herom, samt om at spiralen kunne fjernes umiddelbart, hvis <****> ikke ønskede den.

<****>s blodprocent blev senere den 12. maj 2007 målt til 5,3 millimol/L, og hun fik derfor to blodtransfusioner.

Den 13. maj 2007 blev <****>s blodprocent målt til 6,5 millimol/L, og hun blev udskrevet til ambulant kontrol.

Klagen

Der er klaget over følgende:

at <****> ikke modtog en korrekt behandling på gynækologisk afdeling på <****> den 11. til 13. maj 2007, idet man oplagde en hormonspiral uden hendes vidende og samtykke, samt at man gav hende blod, da hun blev utilpas.

Det er herved anført, at <****> blev utilpas af hormonspiralen, men at man ikke oplyste hende om denne bivirkning, samt at hun ikke ønskede at modtage blod.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge A har overtrådt sundhedslovens § 15 jf. § 16 ved sin indhentelse af informeret samtykke fra <****> den 12. maj 2007 på gynækologisk afdeling, <****>.

Reservelæge B har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af <****> den 12. maj 2007 på gynækologisk afdeling, <****>,

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 11. maj 2007, at <****> blev indlagt til behandling på gynækologisk afdeling <****> på grund af 1 års varende regelmæssige, men meget kraftige menstruationsblødninger. Blødningerne var søgt behandlet før indlæggelsen uden effekt, og <****> havde fået konstateret et fald i blodprocenten til 5,2 mmol/liter.

Patientklagenævnet kan oplyse, at normalværdi i blodprocenten er 7-10 mmol/liter.

Det fremgår af journalen, at <****> fik foretaget optagelse af sygehistorie, en objektiv undersøgelse inklusiv en gynækologisk undersøgelse med ultralydsscanning gennem skeden, og at det på baggrund af undersøgelserne blev besluttet, at der skulle foretages udskrabning af livmoderen i fuld bedøvelse den efterfølgende dag. Det fremgår videre af journalen, at <****> blev informeret om indgrebet og accepterede.

Det fremgår af journalen den 12. maj 2007, at operationen forløb ukompliceret. I forbindelse med indgrebet genfandt man en let forstørret livmoder med en muskelknude, som man havde set ved scanningsundersøgelsen dagen før. Det fremgår, at livmoderen i tilslutning til indgrebet blev skønnet en lille smule større (11 cm) end den blev ved ultralydsscanningen dagen før (8 cm). Det fremgår af journalen, at bagvagt overlæge A skønnede, at det operative indgreb ikke ville være tilstrækkeligt til at forebygge gentagne blødninger, og derfor besluttede, at der skulle oplægges en hormonspiral for at reducere risikoen for blødning efterfølgende. Det fremgår videre af journalen, at <****> ikke var informeret om oplægningen af spiralen forud for operationen, men at hun skulle informeres efterfølgende.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at operationen på baggrund af operationsbeskrivelsen den 12. maj 2007 blev foretaget under overholdelse af almindeligt anerkendte kirurgiske principper.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at det er kendt, at kvinder med regelmæssig menstruation i årene op mod tidspunktet for menstruationernes ophør kan få meget kraftige og langvarige menstruationer på grund af hormonelle forstyrrelser. Det er ligeledes kendt, at celleforandringer kan være baggrund for blødningsforstyrrelserne.

Det er nævnets opfattelse, at det var korrekt at foretage en udskrabning, således at slimhinden fra livmoderen kunne blive mikroskoperet med henblik på at udelukke en kræftsygdom.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at indgrebet udskrabning ikke har nogen sikker vedvarende effekt på blødningsmønstret efter udskrabningen, og at oplæggelsen af en hormonspiral i livmoderhulen med stor sandsynlighed i betydelig grad kan reducere blødningsstyrken.

Det fremgår af klageskrivelsen, at <****> ikke på forhånd var informeret om oplæggelsen af hormonspiralen.

Det fremgår af overlæge A’s udtalelse til sagen, at hun tog beslutningen om at oplægge en hormonspiral, idet <****> havde regelmæssige kraftige blødninger, som forårsagede betydelig blodmangel, og at der var risiko for yderligere blødning efter udskrabningen. Det fremgår videre, at <****> efterfølgende skulle informeres grundigt, og at hun kunne få hormonspiralen fjernet, hvis hun ikke ønskede behandlingen.

Det er nævnets opfattelse, at en oplægning af en hormonspiral også kan foregå uden bedøvelse, men at det medføre noget ubehag for patienten.

Patientklagenævnet har noteret sig, at det af journalen fremgår, at <****> ikke var informeret om muligheden for oplæggelsen af hormonspiralen forud for operationen.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det af Sundhedslovens § 15, stk. 1 fremgår, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

Det er nævnet opfattelse, at overlæge A skulle have informeret <****> om muligheden for oplægning af hormonspiralen enten forud for operationen eller havde undladt at oplægge den mens <****> var i fuld narkose.

Nævnet finder herefter, at overlæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin indhentelse af informeret samtykke fra <****> den 12. maj 2007 på gynækologisk afdeling, <****>.

Det fremgår af journalen, at <****> ved indlæggelsen den 11. maj 2007 havde blodmangel med en hæmoglobulinværdi på 5,2 mmol/liter. Det fremgår videre af journalen, at <****> ved indlæggelsen havde symptomer på blodmangel i form af svimmelhed og åndenød.

Det fremgår af journalen den 12. maj 2007, at <****> havde en hæmoglobulinværdi på 5,2 mmol/liter, og at hun accepterede af få 2 portioner blod.

Det fremgår af klageskrivelsen, at <****> fik blod selvom hun ikke ville have det.

Det fremgår af reservelæge B’s udtalelse til sagen, at <****> allerede før indlæggelsen havde symptomer på blodmangel, og at hun oplyste, at hun helst ikke ville have blod. Det fremgår videre af udtalelsen, at <****> postoperativt fik det værre, og at hun derfor aftalte med en sygeplejerske at få blod, samt at sygeplejersken konfererede dette med reservelæge B. Det fremgår endvidere af udtalelsen, at reservelæge B ikke vurderede, at det var hormonspiralen som <****> fik det dårligt af, men derimod blodmanglen.

Patientklagenævnet har noteret sig, at det af journalen samt af transfusionsjournalen fremgår, at <****> accepterede at modtage blod.

Det er nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med almindelig lægefaglig standard, at <****> på baggrund af sine symptomer blev tilbudt blod.

Nævnet finder herefter, at reservelæge B ved sin behandling af <****> den 12. maj 2007 på gynækologisk afdeling, <****>, handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.