Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om privat bortskaffelse af spildevand på Sejerø og andre småøer og i områder med spredt bebyggelse1)

Herved bekendtgøres lov nr. 8 af 3. januar 1992 om privat bortskaffelse af spildevand på Sejerø og andre småøer og i områder med spredt bebyggelse med de ændringer, der følger af § 15 i lov nr. 564 24. juni 2005 og § 33 i lov nr. 1336 af 19. december 2008.

De ændringer, der følger af § 4 i lov nr. 460 af 12. juni 2009 om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning, lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv. og forskellige andre love (konsekvenser af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold), er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da ændringerne først træder i kraft den 1. januar 2010, jf. § 16 i lov nr. 460 af 12. juni 2009.

§ 1. 1) Loven gælder for etablering og drift af fælles private anlæg til bortskaffelse af spildevand fra områder på Sejerø, der i en spildevandsplan vedtaget af Bjergsted Kommunalbestyrelse er udlagt til spildevandsbortskaffelse ved fælles foranstaltning, jf. dog § 8.

Stk. 2. Såfremt områder på Sejerø, der ikke er omfattet af stk. 1, er eller bliver omfattet af kommunal fælles bortskaffelse af slam fra bundfældningstanke eller spildevand fra samletanke, er det private spildevandslav forpligtet til at modtage slam fra sådanne ordninger.

§ 2. I det område, der er omfattet af § 1, stk. 1, kan bolig- og grundejere ved en afstemning beslutte, at spildevandet bortskaffes ved privat etableret anlæg. Til vedtagelse af beslutningen kræves et flertal bestående af mindst 75 pct. af samtlige mulige stemmer.

Stk. 2. Forud for afstemningen afholder Bjergsted Kommunalbestyrelse et møde med de stemmeberettigede, hvor kommunen orienterer om lovens bestemmelser.

Stk. 3. Senest 3 måneder efter lovens ikrafttræden afholder Bjergsted Kommunalbestyrelse den i stk. 1 nævnte afstemning. Afstemningen skal være hemmelig og skriftlig.

Stk. 4. Tildelingen af stemmer til den enkelte bolig- og grundejer, herunder erhvervsvirksomheder, sker efter det princip, at der tildeles een stemme for hvert tilslutningsbidrag, den enkelte forventes at blive opkrævet.

§ 3. Senest 2 uger før afstemningen efter § 2, stk. 1, fremsender Bjergsted Kommunalbestyrelse til grundejerne i områderne omfattet af § 1, stk. 1, status for de kloakfonde, der er oprettet i henhold til:

1) Landvæsenskommissionskendelse afsagt den 16. december 1942.

2) Kloakvedtægt for Sejerby af 27. juni 1945.

3) Kloakvedtægt for Kongstrup by af 11. juli 1953.

§ 4. Bolig- og grundejere, der er omfattet af § 2, stk. 1, skal oprette et spildevandslav med en bestyrelse, der varetager anlæggets etablering og drift.

Stk. 2. Bjergsted Kommunalbestyrelse indkalder senest 1 måned efter afstemningen bolig- og grundejerne omfattet af stk. 1 til en stiftende generalforsamling, der vælger en bestyrelse på mindst 5 medlemmer.

Stk. 3. Bestyrelsen udarbejder udkast til lavets vedtægter, der godkendes på en generalforsamling.

Stk. 4. Lavets vedtægter tinglyses på de omfattede ejendomme.

§ 5. 1) Vestsjællands Amtsråd fastsætter en frist på ikke under 2 år for udførelse af et spildevandsanlæg, der besluttes udført ved privat foranstaltning.

Stk. 2. Såfremt fristen efter stk. 1 ikke overholdes, udfører Bjergsted Kommunalbestyrelse et offentligt anlæg. Vestsjællands Amtskommune fastsætter en ny frist for kommunens færdiggørelse af anlægget.

§ 6. 1) Udgifterne til etablering og drift af anlæg omfattet af en beslutning efter § 2, stk. 1, afholdes gennem bidrag fra bolig- og grundejerne. Udgifterne fordeles mellem ejerne efter bestemmelse herom i vedtægterne.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 5, stk. 2, i lov nr. 863 af 23. december 1987 om betalingsregler for spildevandsanlæg, hvorefter kommunalbestyrelsen træffer afgørelse i tilfælde af uenighed om fordelingen af udgifterne til private spildevandsanlæg, finder ikke anvendelse.

Stk. 3. Bidrag, som påhviler en fast ejendom, har samme pante- og fortrinsret som de kommunale skatter, der hviler på faste ejendomme.

§ 7. Bjergsted Kommunalbestyrelses beføjelser og forpligtelser efter de i § 3, nr. 1-3, nævnte landvæsensretsafgørelser og efter forlig af 15. september 1952 angående kloakering i Kongstrup by overføres til lavets bestyrelse, når valg har fundet sted. Bestyrelsen skal dog ikke stå i forskud med anlægs- og driftsudgifter. Kloakfondens formue overføres til lavet ved bestyrelsen.

§ 8. 1) Miljøministeren kan fastsætte tilsvarende regler om etablering af private spildevandsanlæg på småøer med ikke over 1.000 indbyggere og i områder med spredt bebyggelse. Den tidsfrist, som er nævnt i § 5, stk. 1, fastsættes af kommunalbestyrelsen. Bestemmelsen i § 5, stk. 2, 2. pkt., finder ikke anvendelse.

Stk. 2. Ved spredt bebyggelse forstås områder, hvor der ikke findes samlet bebyggelse med over 200 indbyggere, og hvor spildevandsanlægget ikke forventes at skulle dimensioneres til at modtage mere spildevand end svarende til 1.000 personækvivalenter.

§ 9. Loven træder i kraft den 15. januar 1992.


Lov nr. 564 af 24. juni 2005 om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om vandløb, lov om sommerhuse og campering m.v. og forskellige andre love (Udmøntning af kommunalreformen i en række love på natur- og miljøområdet), indsætter § 8, stk. 1, 2. og 3. pkt. og ændrer § 1, stk. 2, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 16

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2-8. (Udeladt)


Lov nr. 1336 af 19. december 2008 om ændring af lov kildeskatteloven, opkrævningsloven, udpantningsloven og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige), som ophæver § 6, stk. 3, 2 pkt., indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 167

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2. § 11 finder alene anvendelse på afgørelser om lønindeholdelse, der træffes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. (Udeladt)


Lov nr. 460 af 12. juni 2009 om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning, lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. og forskellige andre love (Konsekvenser af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold), som ophæver § 6, stk. 3, og ændrer lovens titel, § 1, stk. 1 og 2, § 5, stk. 2, § 6, stk. 2, § 8, stk. 1, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 16

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2010, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. (Udeladt)

Miljøministeriet, den 24. september 2009

Troels Lund Poulsen

/ Niels Christensen

Officielle noter

1) Lov nr. 460 af 12. juni 2009 om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning, lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. og forskellige andre love (Konsekvenser af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold), træder i kraft den 1. januar 2010 og indeholder følgende ændringer: 1. I lovens titel udgår ”privat”. 2. I § 1, stk. 1, ændres ”private anlæg til bortskaffelse af spildevand” til: ”anlæg til bortskaffelse af spildevand, der ikke er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold,”. 3. I § 1, stk. 2, ændres ”kommunal fælles bortskaffelse” til: ”obligatorisk, fælles bortskaffelse”, og ”det private spildevandslav” ændres til: ”spildevandsforsyningen omfattet af stk. 1,”. 4. I § 5, stk. 2, ændres ”et offentligt anlæg” til: ”en spildevandforsyning”. 5. I § 6, stk. 2, ændres ”private spildevandsanlæg” til: ”en spildevandsforsyning”. 6. § 6, stk. 3, ophæves. 7. I § 8, stk. 1, udgår ”private”.