Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Handlekommune - flytning - merudgiftsydelse

(Principafgørelse 122-09 fra Ankestyrelsen om retssikkerhedsloven)

Resumé

En tilflytningskommune var forpligtet til at udbetale de merudgiftsydelser, som fraflytningskommunen havde fastsat, indtil tilflytningskommunen selv havde truffet afgørelse om borgerens merudgifter.

Borgeren skulle ikke tilbagebetale merudgiftsydelser, som han havde modtaget fra sin tidligere opholdskommune efter fraflytningen.

Afgørelse truffet af:
Ankestyrelsen
J.nr.:
3800039-08
Afgørelsesdato:
06-05-2009
Udsendelsesdato:
28-05-2009
   
Lovgivning, afgørelsen vedrører:
Lov: Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - Lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9, stk. 1, § 9, stk. 2 og § 9, stk. 7

Sagsfremstilling

En borger modtog merudgiftsydelser på grund af sit medfødte handicap. Den 30. januar oplyste borgeren sin kommune (A) om, at han flyttede til en anden kommune (B) den 1. februar.

A Kommune traf efterfølgende afgørelse om, at man stoppede med at betale merudgiftsydelser, og at borgeren skulle tilbagebetale ydelsen for februar måned, som man ikke havde nået at stoppe.

Borgeren klagede til det sociale nævn, som herefter traf afgørelse om, at borgeren havde ret til udbetaling af merudgiftsydelse fra A Kommune efter sin fraflytning.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at borgeren senest havde haft folkeregisteradresse i A Kommune forud for tilflytningskommunens afvisning af udbetaling af merudgiftsydelse i henhold til A Kommunes afgørelse.

Nævnet lagde til grund, at udbetalingen af merudgiftsydelse, også i tilfælde af flytning, fortsatte frem til, der var truffet en afgørelse om ændring eller ophør.

Nævnet lagde endvidere til grund, at det var den kommune, som borgeren senest havde haft folkeregisteradresse i, der i en periode skulle handle i forhold til en borger (fungerende handlekommune), når der mellem kommuner var uenighed om, hvilken kommune, der var handlekommune. Reglen havde til formål at sikre, at en borger ikke blev ladt i stikken, når ingen kommune mente at have pligt til at handle.

Nævnet lagde vægt på, at A Kommune var vidende om, at der ikke blev udbetalt merudgiftsydelse fra tilflytningskommunen, og at denne kommune havde tilkendegivet, at den ikke mente sig forpligtet til at handle for så vidt angik udbetaling af merudgiftsydelse.

Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at borgeren ikke skulle vente på, at kommunerne blev enige om – eller der blev truffet en nævnsafgørelse, der fastlagde hvilken kommune, der var handlekommune.

Nævnet henviste herefter til retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, samt til punkt 123 i vejledningen om særlig støtte til voksne.

A Kommune klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen henviste kommunen til retssikkerhedslovens § 9 om, at opholdskommunen skulle handle på sagen og havde pligt til at yde hjælp. Kommunen var endvidere uenig i nævnets fortolkning af punkt 123 i ovennævnte vejledning. Kommunen forstod bestemmelsen sådan, at ydelsesniveauet ikke måtte ændres førend tilflytningskommunen havde behandlet sagen.

Ankestyrelsen partshørte B Kommune over sagen. B Kommune havde ikke bemærkninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om en fraflytningskommune skulle fortsætte med at udbetale merudgiftsydelse til en borger, efter at han var flyttet til en ny kommune, når der ikke var uenighed om hvilken kommune, der var opholdskommune. Sagen var endvidere antaget som supplement til Principafgørelsen R-6-05.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at B Kommune efter borgerens tilflytning til kommunen den 1. februar 2008 skulle betale merudgiftsydelsen, der var fastsat af A Kommune indtil B Kommune selv havde truffet ny afgørelse om merudgifter.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at borgeren ikke skulle tilbagebetale merudgiftsydelser, som var udbetalt af A Kommune efter flytningen fra kommunen.

Ankestyrelsen ændrede således afgørelsen fra det sociale nævn.

B Kommune skulle kontakte borgeren med hensyn til udbetaling af eventuel manglende merudgiftsydelse efter 1. februar 2008.

Borgeren havde ret til at få udbetalt merudgiftsydelsen uden afbrydelser – også når han flyttede fra én kommune til en anden. Det skulle ikke komme borgeren til skade, at kommunerne ikke kunne blive enige om hvem, der skulle betale ydelsen.

Borgeren flyttede fra A Kommune til B kommune den 1. februar 2008. Tilflytningskommunen blev efter flytningen opholdskommune. Det var opholdskommunen, der havde pligt til at yde hjælp.

Når der var uenighed mellem kommunerne om, hvilken kommune der skulle yde hjælp til en borger, var det den kommune, borgeren havde folkeregisteradresse i, som skulle yde hjælpen. Det ville sige, at B Kommune, som han flyttede til den 1. februar 2008, skulle betale de månedlige merudgiftsydelser, som var fastsat af A Kommune, indtil B Kommune selv havde truffet afgørelse om merudgifter.

Kommunerne kunne, når der var særlige grunde til det, aftale, at fraflytningskommunen efter fraflytningen fortsat havde forpligtelsen til at yde hjælp. Der forelå ikke sådan en aftale i nærværende sag.

A Kommune havde efter det oplyste i sagen betalt merudgiftsydelse for februar måned 2008. Da borgeren først flyttede fra kommunen den 1. februar 2008, var der ikke i den forbindelse hverken et tilbagebetalings- eller et refusionskrav, idet A kommune havde været opholdskommune indtil den 1. februar 2008. Ankestyrelsen henviste til principperne i R-6-05.

Ankestyrelsen havde ikke taget stilling til, om A Kommune kunne kræve refusion fra B Kommune for ekstraordinære merudgifter udbetalt til borgeren efter 1. februar 2008.

Redaktionel note
  • Principafgørelse PA 122-09, udsendt den 28/05/2009 af Ankestyrelsen