Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Luftvejledningen

 

Begrænsning af luftforurening fra virksomheder

Vejledningen omhandler blandt andet:

- BAT‑princippet

- Anvendelse af BAT

- Massestrømsgrænser

- Emissionsgrænseværdier

- Beregning af skorstenshøjder med OML‑modellen

- Udformning af vilkår og kontrolregler

- Prøvetagningsmetoder og analysemetoder

- Emissionsgrænseværdier for energianlæg

- Krav til indretning af tanke og siloer

- Vejledende emissionsgrænseværdier m.v. for termiske og katalytiske oxidationsanlæg til destruktion af opløsningsmidler

Indhold

1 MILJØBESKYTTELSESLOVENS GENERELLE PRINCIPPER

 

1.1 I NDLEDNING OM BAT- PRINCIPPET

 

1.2 H VAD ER BEDST TILGÆNGELIG TEKNIK = BAT?

 

1.3 H VOR FINDER MAN OPLYSNINGER OM BAT?

 

1.4 H VORDAN ANVENDER MAN BAT- PRINCIPPET I SAGSBEHANDLINGEN ?

 

1.4.1 Godkendelse af nye listevirksomheder

 

1.4.2 Revurdering af bestående listevirksomheders miljøgodkendelse

 

1.4.3 Regulering af ikke-listevirksomheder

 

2 VEJLEDNINGENS INDHOLD OG ANVENDELSE

 

2.1 V EJLEDNINGENS INDHOLD

 

2.2 H VORDAN SKAL VEJLEDNINGEN ANVENDES ?

 

2.2.1 Ansøgning om godkendelse af nye listevirksomheder

 

2.2.2 Ansøgning om udvidelse eller ændring af listevirksomheder

 

2.2.3 Regulering af bestående listevirksomheder

 

2.2.3.1 Listevirksomheder, der ikke er godkendt

 

2.2.3.2 Revurdering af godkendte listevirksomheder

 

2.2.3.2.1 Før retsbeskyttelsesperiodens udløb

 

2.2.3.2.2 Efter retsbeskyttelsesperiodens udløb

 

2.2.4 Regulering af ikke-listevirksomheder

 

3 VEJLEDENDE MASSESTRØMSGRÆNSER, EMISSIONSGRÆNSEVÆRDIER OG B-VÆRDIER

 

3.1 B EGREBER, DEFINITIONER OG FORKLARINGER

 

3.1.1 Massestrøm

 

3.1.2 Emission og referencetilstand

 

3.1.3 Immission

 

3.1.4 B-værdi (bidragsværdi)

 

3.1.5 Sammenhængen mellem massestrømsgrænser, emissionsgrænseværdier og Bværdier

 

3.1.5.1 Massestrømsgrænser

 

3.1.5.1.1 Massestrømmen er mindre end massestrømsgrænsen

 

3.1.5.1.2 Små emissioner

 

3.1.5.1.3 Massestrømmen er større end massestrømsgrænsen

 

3.1.6 Stoffernes opdeling

 

3.1.7 Samtidig emission af flere stoffer. Gennemsnitsværdien B r

 

3.1.8 B-værdi ved intermitterende drift

 

3.2 M ASSESTRØMSGRÆNSER OG EMISSIONSGRÆNSEVÆRDIER

 

3.2.1 Indledning

 

3.2.2 Hovedgruppe 1-stoffer

 

3.2.3 Emissionsbegrænsning. Hovedgruppe 1-stoffer

 

3.2.3.1 Ved emission af støv, hovedgruppe 1-stoffer

 

3.2.3.2 Ved emission af brændbare stoffer, hovedgruppe 1-stoffer

 

3.2.3.3 Hvis hverken absolutfiltrering eller forbrænding kan anvendes

 

3.2.3.4 PCB

 

3.2.3.5 Dioxiner

 

3.2.3.5.1 CEN-metoden

 

3.2.3.5.2 Forbrænding af ikke-farligt affald

 

3.2.3.5.3 Forbrænding af farligt affald

 

3.2.3.5.4 Industrianlæg

 

3.2.3.6 Asbest

 

3.2.3.7 Formaldehyd

 

3.2.3.8 Polyaromatiske hydrocarboner, PAH

 

3.2.4 Eksempler på hovedgruppe 1-stoffer

 

3.2.5 Hovedgruppe 2

 

3.2.5.1 Uorganisk støv af farlig art

 

3.2.5.2 No x

 

3.2.5.3 SO 2

 

3.2.5.4 Andre damp- eller gasformige uorganiske stoffer

 

3.2.5.5 Organiske stoffer

 

3.2.5.5.1 Blandingsfortyndere

 

3.2.5.6 VOC-bekendtgørelsen

 

3.2.5.6.1 Phenol

 

3.2.5.7 Støv i øvrigt

 

3.2.5.7.1 Tørt støv

 

3.2.5.7.2 Vådt støv

 

4 BEREGNING AF SKORSTENSHØJDER

 

4.1 I NDLEDNING

 

4.1.1 Oplysninger om OML-modellen

 

4.2 OML- MODELLEN

 

4.2.1 Modelresultater sammenholdes med B-værdier

 

4.2.2 Datagrundlag for OML-beregning

 

4.3 K ILDESTYRKE OG SPREDNINGSFAKTOR

 

4.3.1 Kildestyrken G

 

4.3.2 Spredningsfaktoren S

 

4.4 B EREGNING MED OML

 

4.4.1 Et eller flere afkast og et eller flere stoffer

 

4.4.2 Ensvirkende stoffer

 

4.4.2.1 B r –metoden

 

4.4.2.2 B 1 -metoden

 

4.5 A NVENDELSE AF OML- MODELLEN I FORBINDELSE MED LUGTEMISSION

 

4.6 U NDTAGELSER

 

4.6.1 Tunge luftarter

 

4.6.2 Våde røggasser

 

5 VILKÅR OG KONTROLREGLER

 

5.1 I NDLEDNING

 

5.1.1 Definition af egenkontrol

 

5.2 V ILKÅR

 

5.2.1 Generelt

 

5.2.2 Vilkårstyper

 

5.2.3 Driftsvilkår

 

5.2.4 Emissionsvilkår og kontrolvilkår

 

5.2.4.1 Det forurenende stof

 

5.2.4.2 Emissionsgrænseværdien

 

5.2.4.3 Kontrolperioden

 

5.2.4.4 Måletiden

 

5.2.4.5 Antal enkeltmålinger

 

5.2.4.6 Driftsforhold

 

5.2.4.7 Målemetode

 

5.2.4.8 Detektionsgrænse

 

5.2.5 Vilkår om afkasthøjde

 

5.3 K ONTROLLENS ART OG OMFANG

 

5.3.1 Driftskontrol

 

5.3.2 Emissionskontrol

 

Emissionskontrollens art og omfang

 

5.3.3.1 Virksomheder med luftforurening af mindre betydning

 

5.3.3.2 Virksomheder med luftforurening af nogen betydning

 

5.3.3.3 Virksomheder med luftforurening af afgørende betydning

 

5.3.3.3.1 AMS-kontrolgrænser for gasformige stoffer

 

5.3.3.3.2 AMS-kontrolgrænser for partikler m.v.

 

5.4 H VORNÅR ER VILKÅRENE OVERHOLDT

 

5.4.1 Præstationskontrol

 

5.4.2 AMS-kontrol

 

5.4.2.1 Kontrolregler for en enkelt måling

 

5.4.3 Stikprøvekontrol

 

5.4.3.1 Kontrolregel for stikprøvekontrol

 

5.4.3.2 Grænseværdiregel

 

5.4.3.3 Stikprøveregel

 

5.4.3.4 Kontrolregler for en enkelt måling

 

5.4.4 Kontrol af afkasthøjde

 

5.4.5 Kontrol af absolutfilter

 

5.5 E KSEMPLER AF VILKÅR

 

5.5.1 Eksempel A. Virksomhed med luftforurening af mindre betydning

 

5.5.2 Eksempel B. Virksomhed med luftforurening af nogen betydning

 

5.5.3 Eksempel C. Virksomhed med luftforurening af afgørende betydning

 

6 ENERGIANLÆG

 

6.1 I NDLEDNING

 

6.2 N ATURGAS, LPG OG BIOGAS

 

6.2.1 Generelle oplysninger

 

6.2.2 Gasmotorer og –turbiner, der anvender naturgas

 

6.2.3 Fyringsanlæg med en indfyret effekt mindre end 120 kW

 

6.2.4 Fyringsanlæg med en samlet indfyret effekt på 120 kW og derover men mindre end 5 MW

 

6.2.5 Fyringsanlæg med en samlet indfyret effekt på 5 MW og derover men mindre end 50 MW

 

6.2.6 Fyringsanlæg med en indfyret effekt på 50 MW og derover

 

6.2.7 Kontrol

 

6.3 G ASOLIE

 

6.3.1 Generelle oplysninger

 

6.3.2 Indfyret effekt mindre end 120 kW

 

6.3.3 Samlet indfyret effekt på 120 kW og derover men mindre end 5 MW

 

6.3.4 Samlet indfyret effekt på 5 MW og derover men mindre end 50 MW

 

6.3.5 Samlet indfyret effekt på 50 MW og derover

 

6.3.6 Kontrol

 

6.4 F UELOLIE

 

6.4.1 Generelle oplysninger om fuelolie

 

6.4.2 Samlet indfyret effekt på 2 MW og derover men mindre end 50 MW

 

6.4.3 Samlet indfyret effekt på 50 MW og derover

 

6.4.4 Kontrol

 

6.5 S PILDOLIE

 

6.5.1 Kontrol

 

6.6 K UL

 

6.6.1 Generelle oplysninger

 

6.6.2 Samlet indfyret effekt på 5 MW og derover men mindre end 50 MW

 

6.6.3 Indfyret effekt på 50 MW og derover

 

6.6.4 Kontrol

 

6.7 T RÆ

 

6.7.1 Generelle oplysninger

 

6.7.2 Brændeovne

 

6.7.3 Indfyret effekt på 120 kW og derover men mindre end 1 MW

 

6.7.4 Samlet indfyret effekt på 1 MW og derover men mindre end 50 MW

 

6.7.5 Indfyret effekt på 50 MW og derover

 

6.7.6 Kontrol

 

6.8 H ALM

 

6.8.1 Generelle oplysninger

 

6.8.2 Samlet indfyret effekt på 1 MW og derover men mindre end 50 MW

 

6.8.3 Indfyret effekt på 50 MW og derover

 

6.8.4 Kontrol

 

6.9 B IOMASSEAFFALD

 

6.9.1 Generelle oplysninger

 

6.9.2 Indfyret effekt på 120 kW og derover men mindre end 1 MW

 

6.9.3 Samlet indfyret effekt på 1 MW og derover men mindre end 50 MW

 

6.9.4 Indfyret effekt på 50 MW og derover

 

6.9.5 Kontrol

 

6.10 A FFALDSFORBRÆNDINGSANLÆG

 

6.10.1 Kontrol

 

6.11 B RÆNDVÆRDI, OMREGNINGSFAKTORER, NO X, MÅLEMETODER M. V.

 

6.11.1 Brændværdi

 

6.11.2 Omregning fra ppm til mg/normal m 3

 

6.11.3 NO x

 

6.11.4 Målinger og målemetoder

 

7 INDRETNING OG DRIFT AF TANKE OG SILOER

 

I NDLEDNING

 

7.1 T ANKE

 

7.1.1 Tanke til opbevaring af hovedgruppe 1-stoffer og meget lugtende stoffer

 

7.1.1.1 Tankenes indretning

 

7.1.1.2 Eksisterende tanke med udvendigt flydetag

 

7.1.1.3 Nye tankanlæg

 

7.1.1.4 Eksisterende tanke med fast tag

 

7.1.1.5 Fyldning af tanke

 

7.1.2 Tanke til opbevaring af hovedgruppe 2 stoffer herunder dieselolie og andre stoffer, der ikke er nævnt under 7.1.1

 

7.1.2.1 Opbevaring

 

7.1.2.2 Bemaling af tanke

 

7.1.2.3 Fyldning af tanke

 

7.2 S ILOER

 

8 MÅLING AF EMISSIONER FRA LUFTFORURENENDE ANLÆG

 

8.1 I NDLEDNING

 

8.2 M ILJØSTYRELSENS METODEHÅNDBOG

 

8.2.1 Metodeliste, præstationskontrol og stikprøvekontrol

 

8.2.2 Miljøstyrelsens metodehåndbog

 

8.2.2.1 Præstations- og stikprøvekontrol

 

8.2.3 Metodeliste, AMS

 

8.2.3.1 Anlægsmåling

 

8.2.3.2 Målepladsens indretning

 

8.2.3.3 Målestedets indretning

 

8.2.3.3.1 Partikelmålinger og volumenstrømsmålinger

 

8.2.3.4 Målestedets placering

 

8.2.3.5 Antal og placering af målestudse

 

8.2.3.6 Antal af målepunkter

 

8.2.3.7 Måling af gasformige luftforureninger

 

8.2.3.8 Kanaler mindre end 300 mm i diameter

 

8.2.4 Præstationskontrol og stikprøvekontrol

 

8.2.4.1 Målerapport

 

9 OMREGNING VEDRØRENDE LUFTOVERSKUD OG FUGTINDHOLD

 

9.1 O MREGNING TIL REFERENCE CO 2 %

 

9.2 O MREGNING TIL REFERENCE O 2 %

 

9.3 O MREGNING MELLEM CO 2 % OG O 2 %

 

9.4 O MREGNING MELLEM O 2 % OG CO 2 %

 

9.5 O MREGNING FRA TØR TIL FUGTIG VOLUMENSTRØM

 

9.6 O MREGNING FRA TØR TIL FUGTIG KONCENTRATION

 

9.7 O MREGNING FRA PPM TIL MG / NORMAL M 3

 

9.8 E NERGI - OG EFFEKTENHEDER

 

9.9 P RÆFIKS

 

10 VEJLEDENDE EMISSIONSGRÆNSEVÆRDIER OG KONTROLREGLER FOR

 

TERMISKE OG KATALYTISKE OXIDATIONSANLÆG TIL DESTRUKTION AF

 

ORGANISKE OPLØSNINGSMIDLER

 

10.1 I NDLEDNING

 

10.2 D RIFTSBETINGELSER

 

10.3 E MISSIONSGRÆNSEVÆRDIER

 

10.3.1 Emissionsgrænseværdi for TOC (total gasformigt organisk carbon)

 

10.3.2 Emissionsgrænseværdi for CO

 

10.3.3 Emissionsgrænseværdi for lugt

 

10.3.4 Emissionsgrænseværdi for NO x

 

10.4 A FKASTHØJDEBEREGNING

 

10.4.1 Uforbrændte specifikke organiske forbindelser

 

10.4.2 TOC (total gasformigt organisk carbon)

 

10.4.3 CO

 

10.4.4 NO x

 

10.4.5 Lugt

 

10.5 K ONTROLFORANSTALTNINGER

 

10.5.1 AMS

 

10.5.2 Præstationsmålinger

 

STIKORDSREGISTER

 

Forord

I 1990 udsendte Miljøstyrelsen vejledning nr. 6/1990 om begrænsning af luftforurening fra virksomheder. Vejledningen var et resultat af mange års observationer af luftforureningens forskellige skadevirkninger, der viste, at det ikke var tilstrækkeligt at fortynde de miljøskadelige stoffer i atmosfæren.

Vejledningen fra 1990 er siden blevet brugt ved administrationen af miljøbeskyttelseslovens regler om godkendelser og påbud. De centrale begreber er massestrømsgrænser, emissionsgrænseværdier og B‑værdier. Ud fra massestrømsgrænsen og emissionsgrænseværdien bestemmes, om det er nødvendigt at rense den luft, der udsendes. Emissionsgrænseværdien fastsætter, hvilken koncentration der bør renses til. B‑værdien er en grænseværdi for den enkelte virksomheds bidrag til luftforureningen i omgivelserne.

I lyset af, at godkendelsesordningen er ændret 1)  med henblik på at gennemføre Rådets direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC‑direktivet) i dansk ret, har Miljøstyrelsen fundet det hensigtsmæssigt at revidere og tydeliggøre denne vejledning.

De vigtigste ændringer er:

1. Der er valgt en enklere opstilling af de vejledende grænser. Herved lettes sagsbehandlingen. For eksempel har et antal emissionsgrænseværdier været angivet som et interval i den gamle luftvejledning. Disse værdier ændres nu til ét tal.

2. Den gamle vejlednings definition af blandingsfortyndere har givet anledning til lang sagsbehandlingstid, og definitionen er derfor blevet forbedret.

3. I kapitel 3 om vejledende grænseværdier er begreberne blevet tydeligere forklaret, så vejledningen er lettere at anvende.

4. Vejledningen fra 1990 havde en skorstensberegningsmetode, der blev anvendt til ensvirkende stoffer. Denne metode er korrekt, når stofferne emitteres fra samme afkast , men den er unødigt restriktiv, når emissionen sker fra flere forskellige afkast , som har forskellig højde eller har en større indbyrdes afstand. I kapitel 4 findes en ny forbedret metode.

5. Kapitel 5 om vilkår og kontrolregler er blevet lettere tilgængeligt og dermed lettere at anvende. Der er nu kontrolregler for hvornår og hvordan, der bør måles.

6. Til kapitel 5 om vilkår og kontrolregler hører et kapitel 8 om måling af emissioner fra luftforurenende anlæg med metodelister, der beskriver prøveudtagningsmetoder og analysemetoder.

7. For at lette administrationen har Miljøstyrelsen udarbejdet kapitel 6 om energianlæg, sådan at der fastsættes vejledende grænseværdier for hver enkelt type energianlæg. F.eks. findes der nu NOx emissionsgrænseværdier for næsten alle typer energianlæg.

8. I kapitel 7 er der indsat et nyt afsnit om emissioner fra tankanlæg og siloer samt kapitel 10 om termiske og katalytiske oxidationsanlæg.

9. Miljøstyrelsen har ønsket at fastsætte nye vejledende emissionsgrænseværdier for PAH‑forbindelser og lavere emissionsgrænseværdier for bl.a. dioxiner og støv i øvrigt.

10. Der er indsat eksempler på vilkår med emissionsgrænseværdier, afkasthøjder og krav til kontrol og kontrolregler i den sidste del af kapitel 5. Formålet med disse eksempler er at lette sagsbehandlingen.

11. Der er indsat eksempler, der belyser forskellige problemstillinger med det formål at gøre teksten i vejledningen lettere at anvende.

Det bemærkes, at der kun er få B‑værdier i denne vejledning, og at de kun er nævnt som eksempler. B‑værdierne vil fremover blive offentliggjort i en særskilt vejledning fra Miljøstyrelsen om B‑værdier. Miljøstyrelsen forventer at revidere denne vejledning hvert andet eller tredje år.

Vejledningen er ikke bindende men har til formål at vejlede myndighederne om behandling af sager om begrænsning af luftforurening. Myndighederne bør altid tage udgangspunkt i vejledningen, når der skal stilles krav til virksomheders udledning af stoffer til luften.

Foruden denne vejledning findes følgende vejledninger, der også omhandler luftforurening:

- lugtvejledningen 2) ,

- vejledning om overfladebehandling af skibe 3) ,

- vejledning for grovvarebranchen 4) ,

- vejledning om forbrændingsanlæg 5)  og

- svejserøgsvejledningen 6) .

Disse vejledninger gælder fortsat.

Lugtvejledningen regulerer lugtemission fra virksomheder og anvendes ved sammensatte stofblandinger, som kan give anledning til lugt, hvor det ikke er muligt at angive koncentrationen i vægtenheder af de enkelte stoffer.

Miljøstyrelsen håber med denne vejledning at have tilvejebragt et klarere og mere informativt værktøj til den konkrete sagsbehandling ved udformning af vilkår og revurdering af miljøgodkendelser og ved meddelelse af påbud.

Med denne vejledning ophæves vejledning nr. 5/1990 om begrænsning af luftforurening fra virksomheder.

1 Miljøbeskyttelseslovens generelle principper

1.1 Indledning om BAT‑princippet

Miljøbeskyttelsesloven 7)  bygger på det grundlæggende princip, at den samlede forurening af omgivelserne skal forhindres eller begrænses mest muligt. Ud fra denne integrerede tankegang skal der foretages en samlet vurdering af en virksomheds forurening, herunder luftforurening, spildevand og støj. Samtidig skal der tages højde for det affald, der dannes på virksomheden, og for behovet for at spare på naturressourcerne og på energiforbruget. Ideen er, at man ikke skal kunne løse miljøproblemerne ved at flytte forureningen fra luft til vand eller jord‑ eller omvendt.

Ud fra dette princip pålægger miljøbeskyttelsesloven den enkelte virksomhed at anvende den bedste tilgængelige teknik (BAT), således at forureningen ud fra en samlet betragtning bliver mindst mulig (BAT = Best Available Techniques).

Ved vurderingen af, hvad der er bedst tilgængelig teknik, skal der først og fremmest lægges vægt på at forebygge forureningen ved at anvende renere teknologi. Herudover skal den uundgåelige forurening søges begrænset mest muligt ved forureningsbegrænsende foranstaltninger herunder bedst mulig rensning.

Disse principper, som fremgår af miljøbeskyttelseslovens kapitel 1, skal lægges til grund ved myndighedernes afgørelser efter loven.

1.2 Hvad er bedst tilgængelig teknik = BAT?

Med udtrykket »bedst tilgængelig teknik« menes det mest avancerede trin i udviklingen af aktiviteter, processer og driftsmetoder, som på vurderingstidspunktet er mest effektivt til at forhindre eller begrænse forurening fra en given branche.

Når virksomheder og myndigheder bestemmer, hvad der er den bedste tilgængelige teknik for en bestemt branche, tænkes ikke kun på »teknologi« i snæver forstand, men også på

- hvordan anlægget konstrueres, bygges, vedligeholdes, drives og afvikles,

- tidssvarende produktionsgange,

- mulighederne for at erstatte farlige stoffer med mindre farlige stoffer,

- teknologier, hvorved der danne mindst muligt affald,

- genanvendelse og genindvinding,

- råvareudnyttelse samt

- energieffektivitet.

Det forudsættes, at teknikken er afprøvet ‑ herhjemme eller i udlandet ‑ i en skala, der gør den relevant for den pågældende branche. Det er endvidere en forudsætning, at teknikken skal være teknisk og økonomisk gennemførlig i den pågældende branche.

1.3 Hvor finder man oplysninger om BAT?

Der sker til stadighed en udvikling af den bedste tilgængelige teknik. Det er netop hele filosofien bag dette begreb. Når man skal undersøge mulighederne for at bruge BAT, bør man først og fremmest basere sig på det materiale, der udsendes af Miljøstyrelsen.

Det kan være

- branchespecifikke bekendtgørelser

- branchevejledninger

- brancheorienteringer.

For en række brancher har Miljøstyrelsen udarbejdet brancheorienteringer 8)  med udgangspunkt i en branches forureningsproblemer samt mulighederne for at anvende renere teknologi til brug for virksomheder og myndigheder ved behandling af sager efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Form og indhold for den enkelte brancheorientering er fastlagt i samarbejde med branchen.

En brancheorientering vil typisk indeholde en generel beskrivelse af branchen og dens forureningsforhold samt en gennemgang af tilgængelige teknikker og metoder til at nedbringe forureningen. I nogle tilfælde vil brancheorienteringen indeholde egentlige anbefalinger efter aftale med branchen.

For enkelte brancher er der udarbejdet egentlige branchevejledninger 9) , dvs. en systematisk gennemgang af hele branchen med angivelse af, hvilke grænseværdier m.v. der bør lægges til grund ved myndighedernes behandling af sager på konkrete virksomheder indenfor branchen.

Herudover har Miljøstyrelsen udsendt en referenceliste 10)  med oplysninger om bl.a. rapporter om renere teknologi, som kan supplere ovennævnte materiale.

For (i)‑mærkede listevirksomheder 11)  udsender Europakommissionen løbende »BAT reference documents« (BREFs), i det følgende omtalt som BAT‑noter. BAT‑noterne indeholder

- generelle oplysninger om branchen,

- generelle oplysninger om de industrielle processer i den pågældende branche,

- data og information om aktuelle udlednings‑ og forbrugsniveauer for den pågældende branche hentet fra eksisterende virksomheder,

- de mest oplagte emissionsbegrænsende foranstaltninger inkl. oplysninger om de forbrugs‑ og emissionsniveauer, der kan opnås ved anvendelse af disse foranstaltninger,

- omkostningerne ved disse foranstaltninger,

- cross‑media betragtninger,

- vurdering af foranstaltningernes anvendelighed på nye såvel som gamle anlæg henholdsvis små eller store anlæg,

- en vurdering af, hvilke teknikker og forbrugs‑ og emissionsniveauer (BAT emissions levels), der helt generelt må anses for BAT med henblik på at angive et referenceniveau, som kan bidrage til bestemmelsen af BAT for den enkelte virksomhed.

Det er vigtigt at understrege, at BAT‑noterne ikke indeholder emissionsgrænseværdier, men emissionsniveauer. Miljøstyrelsen vil løbende informere om, hvordan de enkelte BAT‑noter skal anvendes af godkendelsesmyndighederne. Disse oplysninger skal lægges til grund ved godkendelses‑ og tilsynsmyndighedernes fastsættelse af krav om begrænsning af luftforureningen fra (i)‑mærkede virksomheder. Luftvejledningens afsnit om afkasthøjder, egenkontrolvilkår m.v. finder dog under alle omstændigheder anvendelse på denne type virksomheder.

BAT‑noterne offentliggøres i deres fulde version af IPPC‑bureauet i Sevilla på internetadressen:

http://eippcb.jrc.es

Et kort uddrag (executive summary) offentliggøres af Europa‑Kommissionen på Kommissionens hjemmeside vedrørende IPPC‑direktivet:

http://europa.eu.int/comm/environment/ippc/index.htm

I alt er det planlagt at udstede 32 BAT‑noter, der vil blive udstedt i perioden frem til 2003. Ved udgangen af 2000 forelå der 8 BAT‑noter omfattende:

‑ Reference Document on Best Available Techniques in the Cement and Lime Manufacturing Industries,

‑ Reference Document on Best Available Techniques on the Production of Iron and Steel,

‑ Reference Document on Best Available Techniques in the Non Ferrous Metals Industries,

‑ Reference Document on Best Available Techniques in the Pulp and Paper Industry,

‑ Reference Document on Best Available Techniques in the Glass Manufacturing Industry,

‑ Reference Document on Best Available Techniques in the Ferrous Metals Processing Industry,

‑ Reference Document on Best Available Techniques in the Chlor‑Alkali Manufacturing Industries,

‑ Reference Document on Best Available Techniques to Industrial Cooling Systems.

1.4 Hvordan anvender man BAT‑princippet i sagsbehandlingen?

BAT‑princippet skal lægges til grund ved behandlingen af alle sager efter miljøbeskyttelsesloven, dvs. både ved godkendelse og revurdering af listevirksomheder og ved vurderingen af ikke‑listevirksomheder.

Når der skal fastsættes krav til en forurenende virksomhed, skal der foretages en konkret vurdering på grundlag af de foreliggende oplysninger om den bedste tilgængelige teknik for den pågældende branche samt under hensyntagen til omgivelsernes sårbarhed.

Som nævnt ovenfor skal der først lægges vægt på at forebygge forureningen ved at anvende renere teknologi , dvs. man skal først vurdere

- om mulighederne for effektiv udnyttelse af energi og råvarer er udnyttet,

- om mulighederne for at erstatte skadelige eller betænkelige stoffer med mindre skadelige eller betænkelige stoffer er udnyttet 12) ,

- om mulighederne for at optimere produktionsprocesserne er udnyttet, f.eks. ved benyttelse af lukkede processer eller lign. 13) ,

- om affaldsfrembringelse kan undgås, eller ‑ hvor dette ikke kan lade sig gøre ‑ om mulighederne for genanvendelse eller recirkulation er udnyttet.

Herefter skal det vurderes, i hvilket omfang man skal anvende rensningsforanstaltninger , som f.eks.

- filtre,

- skrubbere,

- rensningsanlæg,

- termisk forbrænding,

- fældningsanlæg.

Endelig skal det vurderes, i hvilket omfang andre foranstaltninger kan bidrage til, at forureningen begrænses, som. f.eks.

- procesovervågning,

- driftsjournaler,

- indretning af tankgårde,

- krav til opsamling af spild,

- fortynding, f.eks. skorstene/afkast og havledninger,

- støjvolde.

De krav, der fra miljømyndighedernes side stilles til virksomheder om forureningsbegrænsning på basis af BAT‑princippet, bør normalt ikke fastsættes som krav om, at der skal anvendes en nærmere bestemt teknologi, men derimod som krav svarende til det forureningsniveau, der er opnåeligt ved anvendelse af bedste tilgængelige teknik. Det er i princippet virksomhedens valg, hvordan de stillede krav opfyldes. Dette udelukker imidlertid ikke, at der kan stilles ret konkrete krav til f.eks. indretning og drift, som ikke kan udtrykkes i grænseværdier.

1.4.1 Godkendelse af nye listevirksomheder

Når myndigheden godkender en ny virksomhed, skal den sikre sig, at virksomheden indrettes og drives i overensstemmelse med, hvad der anses for bedste tilgængelige teknik for den pågældende virksomhedstype. Det betyder, at nye virksomheder principielt ikke kan undskylde sig med, at teknologien er for dyr for den enkelte virksomhed. Omkostningshensynet er allerede varetaget ved den overordnede stillingtagen til, hvad der er den bedste tilgængelige teknik for hele branchen.

Desuden skal der foretages en selvstændig vurdering af, om en virksomheds etablering det pågældende sted er forenelig med omgivelsernes sårbarhed. Godkendelsesmyndigheden kan således pålægge virksomheden særligt strenge krav, hvis det er nødvendigt for at overholde eventuelle miljøkvalitetsnormer 14)  for området. Hvis det ikke er muligt at overholde disse krav, skal der meddeles afslag på ansøgningen.

1.4.2 Revurdering af bestående listevirksomheders miljøgodkendelse

Ved revurdering 15)  af bestående listevirksomheder bør man tilstræbe, at virksomhedens drift på sigt baseres på, hvad der anses for BAT for den pågældende virksomhedstype. Der bør gives virksomheden rimelige og realistiske frister til at foretage nyinvesteringer og driftsmæssige ændringer, der bringer virksomheden op på dagens standard. Også her kan det blive aktuelt at pålægge en virksomhed nye krav, hvis det er nødvendigt for at overholde eventuelle miljøkvalitetsnormer.

Hvis der både findes en renere teknologiløsning og en rensningsløsning, der fører til samme miljømæssige resultat, må det alt andet lige tilskyndes, at renere teknologiløsningen vælges. Hvis tidshorisonten ikke er ens, f.eks. i tilfælde, hvor rensningsteknologien er umiddelbart tilgængelig, mens renere teknologiløsningen tager længere tid at gennemføre, må forureningens art og omfang være afgørende for, om man bør vente på renere teknologi‑løsningen.

1.4.3 Regulering af ikke‑listevirksomheder

Også ikke‑listevirksomheder skal indrettes og drives på basis af bedst tilgængelige teknik. Når myndigheden skal vurdere forureningen fra en ikke‑listevirksomhed, jf. miljøbeskyttelseslovens § 42, skal der tages udgangspunkt i de samme principper som nævnt ovenfor under afsnit 1.4.1 og 1.4.2.

2 Vejledningens indhold og anvendelse

2.1 Vejledningens indhold

Luftvejledningen indeholder en samlet beskrivelse af, hvorledes luftforurening fra virksomheder skal reguleres.

Det centrale i denne regulering er brugen af massestrømsgrænser, emissionsgrænse‑værdier og B‑værdier. Ud fra massestrømsgrænsen bestemmes, om det er nødvendigt at rense den luft, der udsendes gennem et afkast, og emissionsgrænseværdierne fastsætter, hvilken koncentration der skal renses til. I Luftvejledningens kapitel 3 forklares disse grænser.

Miljøstyrelsen fastsætter løbende B‑værdier for stoffer, der er sidst udsendt oplysninger herom i Miljøstyrelsens orientering nr. 15/1996 om B‑værdier. De fastsatte B‑værdier er udtryk for Miljøstyrelsens viden om de pågældende stoffer på udgivelsestidspunktet.

I eftersommeren 2001 udsender Miljøstyrelsen en ny vejledning om B‑værdier. Luftvejledningen indeholder eksempler på B‑værdier, men da disse kan ændres, skal B‑værdierne altid søges i orienteringen om B‑værdier.

I kapitel 4 gennemgås, hvordan man ved beregninger sikrer, at afkast etableres i en sådan højde, at B‑værdien kan overholdes. Til at udføre disse beregninger anvendes en edb‑baseret model, OML‑modellen.

Når man på baggrund af kapitel 3 og 4 har fundet ud af, hvilke krav der skal stilles til virksomhedens luftforurening, skal der fastsættes vilkår. Kapitel 5 handler om, hvordan vilkår skal formuleres, hvilke vilkårstyper man kan anvende, og hvordan vilkårene skal kontrolleres.

For energianlæg har Miljøstyrelsen valgt at lave et selvstændigt kapitel, kapitel 6 , hvor kravene til de enkelte typer anlæg beskrives nærmere.

Endvidere er der udarbejdet et specielt kapitel, kapitel 7 , om krav til indretning og drift af tanke og siloer.

I kapitel 8 om måling af emissioner fra luftforurenende anlæg med metodelister er der fastsat prøveudtagningsmetoder og analysemetoder.

Kapitel 9 omhandler omregning vedrørende luftoverskud og fugtindhold.

I kapitel 10 om vejledende emissionsgrænseværdier og kontrolregler er der udarbejdet emissionsgrænser m.v. for termiske og katalytiske oxidationsanlæg til destruktion af gasformige organiske opløsningsmidler.

2.2 Hvordan skal vejledningen anvendes?

Luftvejledningen omfatter som udgangspunkt alle virksomheder, der udsender stoffer til luften.

Men hvis der i en bekendtgørelse er fastsat emissionsgrænseværdier for en bestemt anlægstype/branche, skal bekendtgørelsens emissionsgrænseværdier overholdes, uanset om Luftvejledningen måtte indeholde strengere eller lempeligere emissionsgrænseværdier for det aktuelle stof. Det hænger sammen med, at der i bekendtgørelsen er taget stilling til de tekniske og økonomiske muligheder for at nedbringe emissionen af de omhandlede stoffer for den pågældende branche.

Hvis der er udarbejdet en branchevejledning, skal branchevejledningen lægges til grund, når der fastsættes krav i forbindelse med godkendelsen af virksomheden.

For de (i)‑mærkede virksomheder, hvor der foreligger en BAT‑note 16) , vil Miljøstyrelsen informere om, hvilke krav der bør stilles til virksomheder, der er beskrevet i BAT‑noten.

Man skal være opmærksom på, at Luftvejledningens afsnit om afkasthøjde, egenkontrol, vilkår m.v. er generelle og finder anvendelse på alle virksomhedstyper.

I vejledningen er der anført nedre grænser for, hvornår emissioner kræver rensningsforanstaltninger, således at man sparer ressourcer såvel til forureningsbegrænsning som administrativ kontrol og styring af forureninger, som er uden væsentlig betydning for det omgivende miljø.

Enkelte små luftafkast, som ikke naturligt kan integreres i en virksomheds større eller samlede afkast, kan friholdes for rensekrav, forudsat at de hver udgør mindre end 10 % af massestrømsgrænsen for det/de pågældende stoffer.

Emissioner i form af diffuse udslip, som f.eks. emissioner fra udendørs oplag er ikke omfattet af vejledningen. Disse emissioner skal i stedet reguleres ved krav til virksomhedernes drift og indretning.

Denne vejledning regulerer ikke den diffuse forurening, der belaster indeklimaet i beboelsesejendomme fra tilstødende virksomheder.

I det følgende er der redegjort for, hvordan vejledningen skal anvendes ved behandlingen af sager efter miljøbeskyttelsesloven.

2.2.1 Ansøgning om godkendelse af nye listevirksomheder

Som omtalt i kapitel 1 skal godkendelsesmyndigheden sikre sig, at virksomhedens etablering og drift hviler på BAT‑princippet.

Det betyder, at godkendelsesmyndigheden først og fremmest skal vurdere mulighederne for at begrænse forureningen ved hjælp af renere teknologi.

Herefter skal godkendelsesmyndigheden ‑ på baggrund af ansøgningens oplysninger om hvilke stoffer der vil blive udsendt og i hvilke mængder ‑ vurdere, om der skal etableres rensningsforanstaltninger.

Rensningsforanstaltninger er påkrævet, hvis massestrømsgrænsen er overskredet, og hvis den aktuelle emissionsgrænseværdi ikke kan overholdes. I så fald skal godkendelsen indeholde vilkår med emissionsgrænseværdier og maksimal luftmængde.

Massestrømsgrænser og emissionsgrænseværdier er angivet i kapitel 3 i denne vejledning.

De nødvendige afkasthøjder beregnes på grundlag af stoffernes B‑værdier. Beregningsmetoden er nærmere beskrevet i luftvejledningens kapitel 4. B‑værdierne skal altid overholdes under normale driftsforhold. Herudover bør den godkendende myndighed tage stilling til, hvad der skal gælde i ekstraordinære driftssituationer, herunder ved opstart, nedlukning, by‑pass m.v.

2.2.2 Ansøgning om udvidelse eller ændring af listevirksomheder

Hvis en listevirksomhed ønskes udvidet eller ændret på en sådan måde, at det medfører forøget forurening, skal udvidelsen eller ændringen godkendes 17) . Vilkårene for udvidelsen eller ændringen for så vidt angår luftforureningen fastsættes efter de samme principper som beskrevet ovenfor ved godkendelse af nye virksomheder.

I praksis har det ofte voldt vanskeligheder at fastsætte vilkår i forbindelse med udvidelse eller ændringer, der medfører forøget luftforurening. Der har specielt været tvivl om, hvorvidt der kun kan stilles krav, der vedrører udvidelsen eller ændringerne, eller om hele virksomhedens luftforureningsforhold skal inddrages, når der fastsættes krav.

I det følgende vil der blive redegjort for, hvorledes der bør stilles krav til rensning og afkasthøjde i forbindelse med typiske udvidelser og ændringer. Der henvises i den forbindelse til definitionerne i kapitel 3.1. Det forudsættes, at man forinden har foretaget en vurdering af renere teknologi muligheder, herunder

- om mulighederne for effektiv udnyttelse af energi og råvarer er udnyttet,

- om mulighederne for at erstatte skadelige eller betænkelige stoffer med mindre skadelige eller betænkelige stoffer er udnyttet,

- om mulighederne for at optimere produktionsprocesserne er udnyttet, f.eks. ved benyttelse af lukkede processer eller lign., og

om affaldsfrembringelse kan undgås, eller ‑ hvor dette ikke kan lade sig gøre ‑ om mulighederne for genanvendelse eller recirkulation er udnyttet.

Eksempel 1. En godkendt listevirksomhed ønsker at ændre driften af et bestående anlæg

1. Ændringen medfører forøget emission af samme stof

- Først bestemmes massestrømmen for stoffet for hele virksomheden.

- Hvis massestrømsgrænsen er overskredet, og hvis den aktuelle emissionsgrænseværdi ikke kan overholdes, skal der ske rensning på de afkast på virksomheden, som ikke kan overholde den aktuelle emissionsgrænseværdi uden rensning.

- Herefter skal der fastsættes maksimal luftmængde for de enkelte afkast.

- Til sidst beregnes afkasthøjden for alle virksomhedens afkast på baggrund af stoffets B‑værdi 18) .

2. Ændringen medfører emission af nyt stof

- Først bestemmes massestrømmen for det nye stof.

- Hvis massestrømsgrænsen er overskredet, og hvis den aktuelle emissionsgrænseværdi ikke kan overholdes, skal der ske rensning på de afkast på virksomheden, som ikke kan overholde den aktuelle emissionsgrænseværdi for det nye stof uden rensning.

- Herefter skal der fastsættes maksimal luftmængde for de enkelte afkast.

- For at vurdere om afkastet skal forhøjes, skal der på baggrund af stoffets B‑værdi foretages en beregning af, hvor høje afkastene skal være.

Hvis en virksomhed udsender et nyt stof skal man være opmærksom på, at det i nogle tilfælde er nødvendigt at medregne andre stoffer fra den samme stofklasse ved opgørelsen af massestrøm og emissionskoncentration.

Eksempel 2. En godkendt listevirksomhed ønsker at udvide med et nyt anlæg med nye afkast

1. Udvidelsen medfører forøget emission af samme stof

- Først bestemmes massestrømmen for stoffet for hele virksomheden.

- Hvis massestrømsgrænsen er overskredet, og hvis den aktuelle emissionsgrænseværdi ikke kan overholdes, skal der ske rensning på de afkast på virksomheden, som ikke kan overholde den aktuelle emissionsgrænseværdi uden rensning (der bør angives en frist herfor).

- Herefter fastsættes maksimal luftmængde for de nye afkast.

- Til sidst beregnes afkasthøjden for hvert af virksomhedens afkast på baggrund af stoffets B‑værdi, emissionsgrænseværdien for stoffet og den maksimale luftmængde.

2. Udvidelsen medfører emission af nyt stof

- Først bestemmes det nye stofs massestrøm.

- Hvis massestrømsgrænsen er overskredet, og hvis den aktuelle emissionsgrænseværdi for det nye stof ikke kan overholdes, skal der ske rensning på de nye afkast, som ikke kan overholde den aktuelle emissionsgrænseværdi for det nye stof uden rensning.

- Herefter skal der fastsættes maksimal luftmængde for hvert af de nye afkast.

- Til sidst beregnes afkasthøjden for de nye afkast fra virksomhedens nye anlæg på baggrund af det nye stofs B‑værdi, emissionsgrænseværdierne for de nye afkast på virksomheden og de tilhørende maksimale luftmængder.

Hvis en virksomhed udsender et nyt stof skal man være opmærksom på, at det i nogle tilfælde er nødvendigt at medregne andre stoffer fra den samme stofklasse ved opgørelsen af massestrøm og emissionskoncentration.

2.2.3 Regulering af bestående listevirksomheder

I det følgende gives der anvisninger på, hvordan vejledningen bør anvendes i relation til bestående listevirksomheder.

2.2.3.1 Listevirksomheder, der ikke er godkendt

Behandlingen af ansøgninger fra bestående listevirksomheder, der skal godkendes, sker efter de samme principper som ved behandlingen af nye virksomheder. Afhængig af forureningens omfang og art bør der fastsættes en rimelig frist for gennemførelse af krav om forureningsbegrænsende foranstaltninger. I nogle tilfælde kan det være hensigtsmæssigt med en trinvis reduktion af forureningen.

2.2.3.2 Revurdering af godkendte listevirksomheder

2.2.3.2.1 Før retsbeskyttelsesperiodens udløb

Over for godkendte virksomheder kan der i de første 8 år 19)  efter meddelelse af en godkendelse kun stilles nye krav, hvis 20)

- der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige virkning,

- forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne forudses ved godkendelsens meddelelse,

- forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsens meddelelse,

- væsentlige ændringer i BAT skaber mulighed for en betydelig nedbringelse af emissionerne, uden at dette medfører uforholdsmæssigt store omkostninger,

- det af hensyn til driftssikkerheden i forbindelse med processen eller aktiviteten er påkrævet, at der anvendes andre teknikker, eller

- der er fremkommet nye oplysninger om sikkerhedsmæssige forhold på risikobetonede virksomheder 21) .

Dette betyder, at der er en vis adgang til at meddele påbud overfor godkendte virksomheder indenfor de første 8 år efter meddelelsen af en godkendelse.

Udsendelse af nye vejledninger, orientering om BAT‑noter og brancheorienteringer samt skærpelse af B‑værdier medfører imidlertid ikke i sig selv en adgang til at stille nye krav inden for retsbeskyttelsesperioden. Det samme gælder for grænseværdier, der i denne vejledning er skærpet i forhold til den tidligere vejledning.

Det skal dog nævnes, at egenkontrolvilkår i gældende godkendelser til enhver tid kan tages op til revurdering med henblik på at forbedre virksomhedens egenkontrol, også selvom retsbeskyttelsen ikke er udløbet 22) .

2.2.3.2.2 Efter retsbeskyttelsesperiodens udløb

Regelmæssig revurdering af (i)‑mærkede listevirksomheder

Tilsynsmyndigheden skal regelmæssigt og mindst hver 10. år tage den samlede virksomhed op til revurdering og om nødvendigt ændre vilkårene i godkendelsen, så virksomhedens produktion og drift fortsat er baseret på BAT‑princippet 23) . Første revurdering skal finde sted, når retsbeskyttelsen for virksomhedens 1. godkendelse er udløbet. Hermed understreges det, at virksomhederne til stadighed skal begrænse forureningen på grundlag af den teknologiske udvikling.

Revurdering af alle andre listevirksomheder end de (i)‑mærkede listevirksomheder

Selvom miljøbeskyttelsesloven ikke indeholder en pligt til at revurdere godkendelserne af de listevirksomheder, der ikke er (i)‑mærkede, er der en klar hjemmel hertil 24) , og der bør ske en regelmæssig revurdering af de eksisterende godkendelser. Også disse virksomheder bør leve op til BAT‑princippet.

2.2.4 Regulering af ikke‑listevirksomheder

Hvis en virksomhed, der ikke er godkendelsespligtig, giver anledning til væsentlig forurening, kan tilsynsmyndigheden meddele påbud om, at der skal foretages afhjælpende foranstaltninger 25) .

Tilsynsmyndigheden skal dokumentere, at en virksomheds luftforurening er så væsentlig, at afhjælpende foranstaltninger er nødvendige. Forureningen er f.eks. væsentlig;

- hvis massestrømsgrænser og emissionsgrænseværdier er overskredet samtidigt, eller

- hvis B‑værdien er væsentligt overskredet, eller

- hvis der for hovedgruppe 1‑stoffer ikke er gennemført emissionsbegrænsning som anført i kapitel 3.

Tilsynsmyndigheden bør indhente oplysninger fra virksomheden om

- hvilke stoffer virksomheden udsender,

- massestrømmens størrelse for de enkelte stoffer/stofklasser,

- hvor store koncentrationer af de enkelte stoffer, der optræder, samt

- virksomheden kan overholde de aktuelle B‑værdier.

Hvis massestrømsgrænsen er overskredet, og hvis den aktuelle emissionsgrænseværdi ikke overholdes, bør der stilles krav om reduktion af emissionen, således at virksomheden kan overholde den aktuelle emissionsgrænseværdi.

Hvis B‑værdien er væsentligt overskredet, bør der stilles krav om, at den overholdes indenfor en nærmere fastsat frist.

Hvis der for hovedgruppe 1‑stoffer ikke er gennemført emissionsbegrænsning, som anført i kapitel 3, bør der stilles krav herom.

Der bør fastsættes rimelige og realistiske frister til at gennemføre eventuelle rensningsforanstaltninger.

3 Vejledende massestrømsgrænser, emissionsgrænseværdier og B‑værdier

3.1 Begreber, definitioner og forklaringer

Nedenfor er omtalt de forskellige former for grænseværdier, som luftvejledningen opererer med.

1. Massestrømsgrænsen er en grænse for, hvornår der skal anvendes emissionsbegrænsning. Massestrømmen er et mål for virksomhedens luftforurening før rensning. Hvis massestrømmen er større end massestrømsgrænsen og hvis emissionskoncentrationen er større end emissionsgrænseværdien, bør der foretages rensning eller ske en omlægning af produktionen på en sådan måde, at emissionsgrænseværdien overholdes. Læg mærke til, at massestrømsgrænsen anvendes som et kriterium for, hvornår det kan være aktuelt at begrænse emissionen fra virksomheden. Den er ikke i sig selv en grænseværdi, der skal overholdes.

2. Emissionsgrænseværdien er en grænseværdi for koncentrationen af et givet stof i den luft, virksomheden udsender gennem et afkast. Der måles over en kontrolperiode, og der måles kun når virksomheden er i drift.

3. AMS‑kontrolgrænsen er en grænse for, hvornår der skal installeres et A utomatisk M ålende S ystem eller foretages stikprøvekontrol, som nærmere forklaret i kapitel 5.

4. B‑værdien 26)  (bidragsværdi) er den enkelte virksomheds samlede maksimalt tilladelige bidrag til tilstedeværelsen af et forurenende stof i luften i omgivelserne udenfor virksomheden dvs. immissionen. B‑værdien skal altid være overholdt ved beregning efter reglerne i luftvejledningen.

Uddybende forklaring

Når massestrømmen (før rensning) er større end den vejledende massestrømsgrænse, men emissionskoncentrationen er mindre end den vejledende emissionsgrænseværdi, kan der ikke kræves emissionsbegrænsning efter vejledningen.

Når massestrømmen er mindre end den vejledende massestrømsgrænse, men emissionskoncentrationen er større end den vejledende emissionsgrænseværdi, kan der ikke kræves emissionsbegrænsning efter vejledningen.

Når emissionskoncentrationen for nogle afkast eller alle afkast er større end den vejledende emissionsgrænseværdi, og massestrømmen er større end den vejledende massestrømsgrænse, bør der foretages emissionsbegrænsninger på de afkast, hvor emissionen overskrider den vejledende emissionsgrænseværdi.

AMS‑kontrolgrænsen er en grænse for, hvornår der skal installeres et automatisk målende system. Hvis automatisk kontrol ikke er mulig, bør der foretages stikprøvekontrol. AMS‑kontrolgrænsen fremgår af kapitel 5.

3.1.1 Massestrøm

Herved forstås den mængde stof pr. tidsenhed, som ville udgøre hele virksomhedens udledning af et givet stof eller stofklasse, såfremt der ikke blev foretaget emissionsbegrænsning. Massestrømmen fastlægges altså inden egentlige rensningsanlæg men efter procesanlæg. Massestrømmen midles over ét skift (7 timer).

Hvis en massestrømsgrænse overskrides, og hvis emissionskoncentrationen er større end emissionsgrænseværdien, bør der gennemføres emissionsbegrænsning, således at den angivne emissionsgrænseværdi overholdes for hvert afkast.

For virksomheder, der kun er i drift relativt få af årets arbejdstimer, bør der ikke stilles krav om emissionsbegrænsning, selv om massestrømsgrænsen og emissionsgrænseværdien er overskredet.

AL1096_1.JPG Size: (264 X 266)

Fig. 1 viser, hvor massestrømmen bestemmes.

Eksempel på bestemmelse af massestrøm

En virksomhed er i drift 7 timer pr. dag. Virksomheden udsender acetone, som er et organisk stof i klasse III.

Virksomhedens drift varierer. Massestrømmen er de 2 første timer 4 kg/h, de næste 3 timer 10 kg/h og de sidste 2 timer 0 kg/h.

Midlet over 7 timer bliver massestrømmen:

2 timer á 4 kg

= 8 kg

 

3 timer á 10 kg

= 30 kg

 

2 timer á 0 kg

= 0 kg

 

I alt på 7 timer

= 38 kg

 

Massestrømmen midlet over 7 timer er altså 38 kg/7 h = 5,4 kg/h.

3.1.2 Emission og referencetilstand

Ved emission forstås udsendelse til atmosfæren af forurenende stoffer i fast, flydende eller gasformig tilstand. Grænseværdierne gælder også for aerosoler, som i denne sammenhæng klassificeres som støv.

AL1096_2.JPG Size: (274 X 262)

Fig. 2 viser, hvor emissionen til atmosfæren sker, når der kun er tale om et enkelt anlæg med et enkelt afkast. Se dog også figur 3.

Emissionsgrænsen (der gælder for hvert enkelt afkast ) angives i mg/normal m3, dvs. mg af det forurenende stof pr. kubikmeter emitteret (udsendt) gas omregnet til referencetilstanden (0 °C, 101,3 kPa, tør gas).

Ved emission fra forbrændingsprocesser benyttes referencetilstanden (0 °C, 101,3 kPa, tør røggas ved 10 % O2 ), hvor intet andet er angivet.

I visse brancher kan der benyttes andre referencetilstande ved forbrændingsprocesser. Der tages da udgangspunkt i det realistiske O2 ‑indhold i røggassen for branchens procesudstyr og driftsforhold.

Eksempler på andre referencetilstande

1. Referencetilstanden for teglværker bør være det aktuelle O2 ‑indhold ved referencetilstanden (0 °C, 101,3 kPa, tør røggas) dog ikke højere end et O2 ‑indhold på 18 %.

2. Referencetilstanden for anlæg, der forbrænder gasformige, organiske stoffer bør være det aktuelle O2 ‑indhold ved referencetilstanden (0 °C, 101,3 kPa, tør røggas).

3. Referencetilstanden for asfaltfabrikker bør være det aktuelle O2 ‑indhold ved referencetilstanden (0 °C, 101,3 kPa, tør røggas), dog ikke højere end et O2 ‑indhold på 17 %.

4. Referencetilstanden for virksomheder, der fremstiller ekspanderede leraggregater, samt for molerværker bør være det aktuelle O2 ‑indhold ved referencetilstanden (0 °C, 101,3 kPa, tør røggas), dog ikke højere end et O2 ‑indhold på 16 %.

5. I vejledningen for krematorier 27)  er det ikke anført, om der skal anvendes tør eller fugtig røggas som referencetilstand. Som ved andre forbrændingsprocesser bør der refereres til tør røggas.

Referencetilstanden bør altid anføres i godkendelsen i forbindelse med emissionskravene.

Som regel føres den forurenede luft fra anlægget til skorstenen i en røgkanal som vist i figur 3. Emissionsgrænseværdierne gælder for den forurenede luft i røgkanalen.

AL1096_3.JPG Size: (647 X 567)

Figur 3 Eksempel på virksomhed med emissioner fra forskellige anlæg, der viser, hvor emissionskontrollen foretages.

Den enkelte virksomhed bør ikke kunne overholde emissionsgrænseværdierne ved »fortynding«, dvs. ved brug af uforholdsmæssig stor luftmængde, f.eks. ved fortynding med rumluft eller afkastluft fra andre processer i virksomheden.

3.1.3 Immission

Herved forstås forekomst i udendørs luft af forurenende stoffer i fast, flydende eller gasformig tilstand ‑ normalt i ca. 1 1/2 meters højde ‑ over jordoverfladen. Hvis mennesker opholder sig i højere bebyggelser (etageejendomme, kontorer, fabrikslokaler m.v.) bør immissionen bestemmes i den relevante højde.

3.1.4 B‑værdi (bidragsværdi)

Den enkelte virksomheds samlede maksimalt tilladelige bidrag til tilstedeværelsen af et forurenende stof i luften som immission betegnes B‑værdi. B‑værdien gælder udenfor virksomhedens skel, uanset hvor den højeste B‑værdi forekommer ifølge beregningerne. B‑værdien skal overholdes udenfor virksomhedens skel uanset de emitterede mængder og uanset virksomhedens beliggenhed.

B‑værdien anvendes ved den OML‑beregning, der skal foreligge for ethvert afkast, som udsender forurenende stoffer til luften, og skal være overholdt for det samlede immissionsbidrag udenfor virksomhedens skel, jf. kapitel 4.

I disse beregninger er B‑værdien en middelværdi over en time, der ikke må overskrides mere end 1 % af tiden, det vil sige højst 7 timer af en måneds samlede timer.

AL1096_4.JPG Size: (416 X 215)

Fig. 4 Tegning der viser et immissionsbidrag

B‑værdiens størrelse i mg/m3 luft for de enkelte forekommende stoffer er fastlagt af Miljøstyrelsen efter procedurer og principper for fastsættelse af grænseværdier for kemiske stoffer.

B‑værdierne gælder uanset baggrundskoncentrationen.

B‑værdien må ikke forveksles med kvalitetskrav til luft som nævnt i miljøbeskyttelseslovens § 14, eller metoden til måling heraf. Luftkvalitetskrav findes p.t. i

- bekendtgørelse nr. 836 af 10. december 1986 om grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid og svævestøv.

- bekendtgørelse nr. 119 af 12. marts 1987 om grænseværdi for luftens indhold af nitrogendioxid.

Herudover kan nævnes Rådets direktiv 1999/30/EF af 22. april 1999 om luftkvalitetsgrænser for svovldioxid, nitrogendioxid og nitrogenoxider, partikler og bly i luften samt Europaparlamentets og Rådets direktiv nr. 2000/69/EF af 16. november 2000 om grænseværdier for benzen og carbonmonooxid i luften. Disse direktiver skal gennemføres i Danmark senest henholdsvis den 19. juli 2001 og den 13. december 2002.

Miljøstyrelsen bistår myndighederne ved at fastsætte B‑værdier for aktuelle stoffer, hvor der ikke findes en B‑værdi. Oplysninger herom kan fås ved henvendelse til Miljøstyrelsen.

De fastsatte B‑værdier er udtryk for Miljøstyrelsens viden om de pågældende stoffer på udgivelsestidspunktet.

B‑værdierne for støv gælder kun for massen af de partikler, der er < 10 µm i diameter. For træstøv gælder B‑værdien derimod for alle partikelstørrelser.

3.1.5 Sammenhængen mellem massestrømsgrænser, emissionsgrænseværdier og B‑værdier

3.1.5.1 Massestrømsgrænser

Massestrømmen er et udtryk for virksomhedens potentielle forurening.

3.1.5.1.1 Massestrømmen er mindre end massestrømsgrænsen

Hvis massestrømmen for det aktuelle stof er mindre end massestrømsgrænsen, skal man ikke foretage rensning eller omlægge produktionen for at nedbringe emissionen. Emissionen bør bestemmes ved beregning, måling eller på anden vis. Afkastet bør ske på en sådan måde og i en sådan højde, at B‑værdien overholdes.

For at bestemme, om B‑værdien overholdes, foretages der en spredningsberegning for afkastet med OML‑modellen 28)  med anvendelse af den fastsatte emissionsgrænseværdi og den maksimale luftmængde. Er der ikke fastsat en emissionsgrænseværdi, anvendes den maksimale timeemission og den maksimale luftmængde. Se endvidere afsnit 4.3.

Eksempel hvor massestrømmen er mindre end massestrømsgrænsen.

En virksomhed udsender acetone. Massestrømmen er bestemt til 5.400 g pr. time. Acetone er et hovedgruppe 2, organiske stoffer, klasse III stof, med en B‑værdi på 0,4 mg/m3. Emissionsgrænseværdien er 300 mg/normal m3.

Massestrømsgrænsen for virksomheder, der emitterer organiske stoffer tilhørende klasse III, er 6.250 g/h.

Da massestrømmen er mindre end massestrømsgrænsen, er det ikke nødvendigt at foretage emissionsbegrænsning. Der skal ikke fastsættes nogen emissionsgrænseværdi. Derimod bør der fastsættes krav om en maksimal timeemission. Ved beregning af spredningsfaktoren 29)  skal den maksimale timeemission anvendes.

Den maksimale timeemission er bestemt til 10.000 g/h. Dette svarer til 2.778 mg/s. Spredningsfaktoren er derfor 2.778/0,4 = 6.944 m3 /s.

Da spredningsfaktoren er større end 250 m3 /s, er det nødvendigt at fastlægge afkasthøjden ved en spredningsberegning med OML‑modellen.

3.1.5.1.2 Små emissioner

For små emissioner, hvor spredningsfaktoren ‑ dvs. forholdet mellem emissionen målt i mg/s og B‑værdien mg/m3 ‑ er mindre 250 m3 /s, er det ikke nødvendigt at lave en spredningsberegning. Afkastet bør i dette tilfælde føres 1 meter over tag 30)  og være opadrettet, for at B‑værdien overholdes, jf. kapitlet om skorstensberegning.

3.1.5.1.3 Massestrømmen er større end massestrømsgrænsen

Hvis massestrømmen er større end massestrømsgrænsen for det pågældende stof, skal emissionsgrænseværdien overholdes. Hvis emissionskoncentrationen er større end emissionsgrænseværdien, bør der således foretages rensning eller ske en omlægning af produktionen på en sådan måde, at emissionsgrænseværdien kan overholdes. Afkastet skal etableres på en sådan måde og i en sådan højde, at B‑værdien overholdes.

For at kunne bestemme, om B‑værdien overholdes, skal der foretages en spredningsberegning for afkastet med OML‑modellen, idet emissionsgrænseværdien og den maksimale luftmængde anvendes ved beregningen.

Eksempel hvor massestrømmen er større end massestrømsgrænsen.

En virksomhed udsender acetone. Massestrømmen er bestemt til 8.200 g/h. Acetone er et hovedgruppe 2, organiske stoffer, klasse III stof, med en B‑værdi på 0,4 mg/m3. Emissionsgrænseværdien er 300 mg/normal m3, jf. tabel 7.

Massestrømsgrænsen for virksomheder, der emitterer organiske stoffer tilhørende klasse III, er 6.250 g/h. Massestrømmen er altså større end massestrømsgrænsen. Det bør derfor sikres, at emissionsgrænseværdien på 300 mg/normal m3 overholdes.

Den maksimale emission af acetone målt over en time er uden emissionsbegrænsning bestemt til 9,0 kg/h. Luftmængden i afkastet er 9.000 normal m3 /h. Dette svarer til en maksimal time‑emission på 9.000.000/9.000 = 1.000 mg/normal m3. Emissionen af acetone bør derfor begrænses til 300 mg/normal m3 eller mindre.

Virksomheden vælger at installere et kondensationsanlæg, hvor en stor del af acetonen udkondenseres ved afkøling og kan genanvendes. Kondensationsanlægget efterfølges af et aktivt kulfilter, hvorved emissionen kan holdes under 300 mg/normal m3.

På baggrund af disse oplysninger fastsætter miljømyndigheden en emissionsgrænseværdi på 300 mg acetone/normal m3. Da spredningsfaktoren beregnet på samme måde som i foregående eksempel er større end 250 m3 /s, fastlægges afkasthøjden på grundlag af denne emissionsgrænseværdi ved hjælp af en spredningsberegning med OML‑modellen.

Et eksempel, hvor massestrømmen er større end AMS‑grænsen, findes i kapitel 5.

3.1.6 Stoffernes opdeling

I vejledningen opdeles de forurenende stoffer i 2 hovedgrupper. Hovedgrupperne er igen opdelt i stofgrupper og klasser.

De nærmere oplysninger om hovedgruppe, stofklasse og klasse er angivet B‑værdivejledningen.

Skema der viser denne klassifikation

Hovedgruppe

Stofgruppe

Klasse

1. Særligt farlige

(Kun én gruppe)

I og II

2. Farlige

1. Uorganisk støv af farlig art

I, II og III

 

2. NOx

 

 

3. SO2

 

 

4. Andre damp‑ eller gasformige uorganiske stoffer

I, II, III og IV

 

5. Organiske stoffer

I, II og III

 

6. Støv i øvrigt

 

3.1.7 Samtidig emission af flere stoffer. Gennemsnitsværdien Br

Når en virksomhed udsender flere stoffer på en gang, er det meget vanskeligt at vurdere den samlede sundhedsmæssige betydning i forbindelse med udsættelse for stofferne. I princippet kan en kombination af stoffer i en blanding påvirke hinandens virkemåde og effekter på følgende tre måder:

Hvis der emitteres en kombination af stoffer, kan der ske det, at

1. stoffernes effekter og virkemåde er uafhængige af hinanden,

2. stofferne påvirker hinandens effekter og virker enten forstærkende eller svækkende på hinanden,

3. stofferne har ensvirkende effekter og virkemåde.

Ad 1.

Når stofferne virker uafhængigt af hinanden, skal B‑værdierne for stofferne hver for sig være overholdt. Afkasthøjden skal fastsættes på grundlag af det stof, der giver den største spredningsfaktor.

Ad 2.

Hvis stofferne påvirker hinandens effekter og virkemåde, vil man for visse stofblandinger kunne risikere, at stofferne kan forstærke hinandens effekter. Erfaringer fra dyreforsøg tyder dog på, at sådanne effekter først gør sig gældende, når stofferne hver især er til stede i en koncentration i luften, der i sig selv vil medføre effekter, dvs. er til stede over deres individuelle nul‑effekt‑koncentration.

En B‑værdi for det enkelte stof vil typisk være fastsat ud fra data vedrørende nul‑effekt‑koncentration, enten fra data fra forsøgsdyr eller fra mennesker, idet B‑værdien vil blive sat lig med eller lavere end dette nul‑effektniveau, så der ikke forventes nogen effekter ved B‑værdien. Overholdelse af stoffernes individuelle B‑værdier vurderes derfor umiddelbart at sikre, at interaktion mellem stofferne, herunder forstærkende effekter, ikke kan forekomme. Afkasthøjden skal derfor fastsættes på grundlag af det stof, der giver den største spredningsfaktor.

Ad 3.

Når stofferne har samme effekter og virkemåde, er der grundlag for at summere eksponeringsbidraget for de enkelte stoffer.

Der bør i praksis ske addition i B‑værdisammenhæng for ensvirkende stoffer når

- stofferne er homologe stoffer (stoffer fra samme kemiske stofgruppe, f.eks. alkoholer, ketoner eller ethere etc.), og

- stofferne tilhører samme stofgruppe i luftvejledningen, og

- stofferne har sundhedsrelaterede B‑værdier (dvs., at de ikke er mærket med et L).

Hvis alle tre punkter er opfyldt, bør afkastberegningen foretages på grundlag af den samlede emission af stofferne. Det kan ske ved at fastlægge den resulterende Br ‑værdi (formel 1). Denne Br ‑værdi er udtryk for en samlet B‑værdi for blandingen, beregnet på grundlag af de enkelte stoffers kildestyrke og B‑værdier.

Proceduren med brug af en Br‑værdi er korrekt, når stofferne emitteres fra samme afkast, men den er unødigt konservativ, hvis emissionen sker fra flere forskellige afkast, som har forskellig højde eller har en indbyrdes afstand. I sådanne tilfælde kan der benyttes en alternativ metode, som beskrives i afsnit 4.4.2.2.

Br bestemmes ved hjælp af formel 1:

Formel 1

AL1096_5.GIF Size: (184 X 67)

hvor Br er den resulterende B‑værdi i mg/m3,

G er summen af G1, G2...Gn

G1 er kildestyrken for stof 1 i mg/s,

B1 er den B‑værdi, som angives/fastsættes for stof 1.

Opmærksomheden henledes på, at en lugtrelateret B‑værdi, der er L‑mærket, ikke kan omregnes til en sundhedsrelateret B‑værdi.

3.1.8 B‑værdi ved intermitterende 31)  drift

B-værdien kan lempes for virksomheder, der udsender Hovedgruppe 1‑stoffer og træstøv eller –
α-kvarts fra hovedgruppe 2
, hvis virksomhedens emission er intermitterende. Hvis den intermitterende drift er jævnt fordelt over døgnet og hele året, kan der anvendes en B‑værdi for den intermitterende drift benævnt Bi. Denne værdi bestemmes ved formel 2:

Formel 2

AL1096_6.GIF Size: (107 X 45)

hvor B er stoffets B‑værdi, og Ti er den samlede tid pr. år for den intermitterende drift målt i timer.

Hvor driften ikke er jævnt fordelt, anvendes formel 3:

Formel 3

AL1096_7.GIF Size: (109 X 45)

hvor Bik er den intermitterende korrigerede værdi, der er korrigeret ved at dividere med 2.

Såfremt B‑værdien lempes efter disse regler, skal virksomhedens godkendte driftstid fremgå af kravene til virksomheden.

3.2 Massestrømsgrænser og emissionsgrænseværdier

3.2.1 Indledning

Forurenende stoffer er opdelt i to hovedgrupper (se afsnit 3.1.6 om stoffernes opdeling).

Eksempler på hovedgruppe 1‑stoffer er anført i tabel 2 og tabel 2a.

Hovedgruppe 2 er opdelt i flere stofgrupper. Nogle stofgrupper er inddelt i klasser.

For hver stof eller stofklasse angives en vejledende massestrømsgrænse og en vejledende emissionsgrænseværdi.

3.2.2 Hovedgruppe 1‑stoffer

Til hovedgruppe 1 henføres kemiske stoffer, om hvilke det i dag vides, at de er særligt farlige for sundheden eller særligt skadelige for miljøet.

Indplacering af farlige kemiske stoffer i hovedgruppe 1 sker enten på basis af deres giftighed, langtidsvirkninger på helbredet og/eller uacceptable virkninger i naturen.

Hovedgruppe 1‑stofferne er opdelt i 2 klasser (I + II) på grundlag af B‑værdiens størrelse.

Skema der viser opdelingen i klasser

Hovedgruppe 1

B‑værdi mg/m3

Klasse

< 0,001

I

> 0,001

II

Eksempler på særligt farlige stoffer, der i Danmark benyttes i større mængder (over 1 tons om året), findes i tabel 2.

Eksempler på særligt farlige stoffer, som i Danmark benyttes i mængder mindre end 1 tons om året findes i tabel 2a. For disse stoffer er der fastlagt B‑værdier afhængig af, hvilken fareklasse stoffet henføres til efter mærkningsbestemmelserne.

Som udgangspunkt betragtes meget potente biologisk aktive stoffer som hovedgruppe 1‑stoffer. Den endelige indgruppering af og fastsættelse af B‑værdier for disse stoffer foretages af Miljøstyrelsen på baggrund af en konkret vurdering af den toksikologiske/økotoksikologiske dokumentation.

3.2.3 Emissionsbegrænsning. Hovedgruppe 1‑stoffer

3.2.3.1 Ved emission af støv, hovedgruppe 1‑stoffer

Ved emission af støv bør der normalt foretages forrensning ved filtrerende processer med en forholdsvis ringe filterbelastning. Herefter bør den filtrerede luft renses i et absolutfilter med en udskilningsgrad på mindst 99,97 % for partikler på 0,3 µm.

Denne rensningsteknik medfører, at emissioner kan nedbringes til koncentrationer langt under 0,01 mg/normal m3.

Med hensyn til kontrol af filtrenes funktion henvises til kapitel 5.

3.2.3.2 Ved emission af brændbare stoffer, hovedgruppe 1‑stoffer

Ved emission af brændbare stoffer bør der normalt foretages rensning ved termisk for‑brænding eller andre lige så effektive metoder, eventuelt i kombination med absorptions‑ eller adsorptionsmetoder.

Herved kan sådanne emissioner normalt nedbringes til koncentrationer under 0,1 mg/normal m3.

Det er virksomhedens opgave at tage stilling til hvilken form for emissionsbegrænsning, der skal foretages.

Virksomheden bør frit kunne vælge andre rensemetoder af tilsvarende kvalitet som de metoder, der er nævnt i vejledningen.

De valgte rensemetoders effektivitet bør kontrolleres efter hensigtsmæssige metoder. Se i øvrigt kapitel 5.

3.2.3.3 Hvis hverken absolutfiltrering eller forbrænding kan anvendes

Hvis hverken absolutfiltrering eller forbrænding kan anvendes, benyttes de i tabel 1 nævnte massestrømsgrænser og emissionsgrænseværdier.

Tabel 1

Massestrømsgrænser og emissionsgrænseværdier for stoffer, der henføres til hovedgruppe 1, når emissionsbegrænsning ved absolutfiltrering eller forbrænding ikke er mulig.

Hovedgruppe 1

B‑værdi mg/m3

Klasse

Massestrømsgrænse g/h

Emissionsgrænseværdi mg/normal m3

< 0,001

I

0,5

0,25

> 0,001

II

25

2,5

Nogle stoffer er dog så betænkelige, at særligt lave emissionsgrænseværdier bør anvendes. De nævnes i punkt 3.2.3.4‑3.2.3.8.

3.2.3.4 PCB

For PCB gælder der en emissionsgrænseværdi 32)  på 0,0001 mg/normal m3.

3.2.3.5 Dioxiner

Udsendelse af dioxiner (polychlorerede dibenzodioxiner og polychlorerede dibenzofuraner) bør begrænses mest muligt.

3.2.3.5.1 CEN‑metoden

Emissionsgrænseværdier for dioxin bør gælde ved målinger efter CEN‑målemetoden med anvendelse af de internationale toksicitetsfaktorer, som nu er indarbejdet i Danmark. CEN‑metoden er anvist som målemetode i EU's affaldsforbrændingsdirektiv. Der henvises til CEN‑standarderne EN 1948‑1, EN 1948‑2 og EN 1948‑3.

3.2.3.5.2 Forbrænding af ikke‑farligt affald

Erfaringer fra affaldsforbrændingsanlæg viser, at det er teknisk og økonomisk muligt at begrænse emissionen af dioxiner til under 0,1 ng I‑TEQ/normal m3 luft (11 % O2 ) 33) . Denne grænseværdi er indeholdt i protokollen om begrænsning af persistente, organiske forbindelser under FN‑konventionen om grænseoverskridende luftforurening samt i det nye EU‑direktiv om affaldsforbrænding.

3.2.3.5.3 Forbrænding af farligt affald

Miljøministeriets bekendtgørelse om forbrænding af farligt affald 34)  fastsætter en emissionsgrænseværdi for dioxiner på 0,1 ng I‑TEQ/normal m3 (11 % O2 ). Det nye EU‑direktiv om affaldsforbrænding omfatter også afbrænding af farligt affald.

3.2.3.5.4 Industrianlæg

For industrianlæg bør der foretages emissionsbegrænsning for at nedbringe dioxinudledningen, hvis den årlige massestrøm af dioxiner er større end 0,01 g I‑TEQ.

Emissionsgrænseværdien bør fastsættes til 0,1 ng I‑TEQ/normal m3. I nogle tilfælde kan det på grund af tekniske og økonomiske forhold være nødvendigt for nogle virksomhedstyper at acceptere en emissionsgrænseværdi på 0,2 ng I‑TEQ/normal m3.

3.2.3.6 Asbest

For udledning af asbest 35)  gælder bekendtgørelse nr. 792 af 15. december 1988 om begrænsning af udledning af asbest til luften fra industrielle anlæg.

3.2.3.7 Formaldehyd

For udledning af formaldehyd gælder der en emissionsgrænseværdi på 5 mg/normal m3 ved en massestrøm større end 25 g/h.

For stenuldsfabrikker, glasuldsfabrikker og træ‑ og møbelfabrikker gælder der en emissionsgrænseværdi på 20 mg/normal m3 ved en massestrøm større end 100 g/h.

3.2.3.8 Polyaromatiske hydrocarboner, PAH

For udledning af PAH gælder der en massestrømsgrænse på 25 mg benz[ a ]pyren‑ækvivalenter/h. Emissionsgrænseværdien for PAH‑stoffer er 0,005 mg benz[ a ]pyren‑ækvivalenter/normal m3.

Nedenstående oversigt over PAH‑stoffer angiver, hvilke PAH‑stoffer der indgår i kravet, og hvorledes den enkelte PAH‑forbindelse er vægtet ved beregning af benz[ a ]pyren‑ækvivalenter.

Definition

Benz[ a ]pyren‑ækvivalent = summen af [koncPAH x ækvivalentfaktorPAH.] for hver PAH‑forbindelse

Oversigt over ækvivalensfaktorer for PAH

PAH‑forbindelse

Ækvivalensfaktor

Acenaphthen

0,001

Acenapthylen

0,001

Anthracen

0,0005

Benz[ a ]anthracen

0,005

Benzo[ b ]fluoranthen

0,1

Benzo[ k ]fluoranthen

0,05

Benzo[ ghi ]perylen

0,01

Benzo[ a ]pyren

1

Chrysen

0,03

Dibenz[ a,h ]anthracen

1,1

Fluoranthen

0,05

Fluoren

0,0005

Indeno[1,2,3‑ cd ]pyren

0,1

Phenanthren

0,0005

Pyren

0,001

B‑værdien for PAH‑forbindelser er fastsat til 2,5 ng benz[ a ]pyren‑ækvivalenter/m3, idet man summerer alle de anførte stoffers bidrag udtrykt ved benz[ a ]pyren‑ækvivalenter. Udgangspunktet for dette er, at alle stofferne anses for at være kræftfremkaldende eller at virke fremmende for den kræftfremkaldende proces.

De anførte PAH‑stoffer er oprindeligt udvalgt af den amerikanske miljøstyrelse og anvendes i dag bredt internationalt i forbindelse med karakterisering og vurdering af PAH‑blandinger.

De anvendte ækvivalensfaktorer er udarbejdet af Fødevaredirektoratet, Institut for Fødevaresikkerhed og Toksikologi, i forbindelse med opdatering af de eksisterende ækvivalenssystemer, der er udarbejdet for PAH‑stoffer.

Se nærmere om fastsættelse af emissionsgrænseværdi for PAH i luft i baggrundsdokumentet (juni 2000) på Miljøstyrelsens Referencelaboratoriums hjemmeside.

http://www.ref-lab.dk

3.2.4 Eksempler på hovedgruppe 1‑stoffer

Tabel 2

Eksempler på kemiske stoffer, der henføres til hovedgruppe 1, som hovedsageligt benyttes i væsentlig mængde (større end 1 tons) i Danmark, og disse stoffers B‑værdi. Se i øvrigt den aktuelle vejledning om B‑værdier.

Stof

CAS. nr.

Bruttoformel

B‑værdi mg/m3

Acetaldehyd

75‑07‑0

C2 H4 O

0,02

Arsenforbindelser (målt som As)

 

 

0,00001

Benzen

71‑43‑2

C6 H6

0,005

Chromater (målt som Cr VI)

 

 

0,0001

Nikkel (målt som Ni)

7440‑02‑0

 

0,0001

Tabel 2a

Eksempler på kemiske stoffer, der henføres til hovedgruppe 1, som benyttes i mindre mængde i Danmark, og disse stoffers B‑værdi. Se i øvrigt den aktuelle vejledning om B‑værdier.

Stof

CAS. nr.

Bruttoformel

B‑værdi mg/m3

Aziridin

151‑56‑4

C2 H5N

0,0001

Benzylviolet 4B

1694‑09‑3

C39 H41 N3 O6 S2 Na

0,001

Bis(2‑chlorethyl)ether

111‑44‑4

C4 H8 Cl2 O

0,0001

1,3‑Bis(2,3‑epoxypropoxy) benzen

101‑90‑6

C12 H14 O4

0,001

1,1‑Dichlorethylen

75‑35‑4

C2 H2 Cl2

0,01

Eksempel på godkendelse af en virksomhed, der fremstiller proteolytiske enzymer.

Vilkår for luftforureningen

1. Virksomheden skal filtrere al luft, der er belastet med enzymer i et absolutfilter med en udskilningsgrad på mindst 99,97 % for partikler på 0,3 µm. Luften skal forrenses i et forfilter inden den endelige rensning i absolutfilteret.

2. Kontrollen skal udføres som beskrevet i kapitel 5.4.5.

3. Alt renset luft skal udledes gennem skorsten A, der er 30 m høj, således at B‑værdien overholdes.

3.2.5 Hovedgruppe 2

Til hovedgruppe 2 henføres andre sundheds‑ eller miljøskadelige stoffer end hovedgruppe 1‑stoffer. Hovedgruppe 2‑stoffer er opdelt i 6 stofgrupper, og nogle stofgrupper er igen opdelt i klasser.

1. Uorganisk støv af farlig art (Klasse I, II og III).

2. NOx.

3. SO2.

4. Damp‑ eller gasformige uorganiske stoffer (Klasse I, II, III og IV) (bortset fra NOx og SO2 ).

5. Organiske stoffer (Klasse I, II og III).

6. Støv i øvrigt.

Inddelingen i klasser er baseret dels på viden om stoffernes farlighed for sundheden og skadelig virkning på miljøet, dels på i hvor høj grad det er teknisk og økonomisk muligt at begrænse emissionen.

I de efterfølgende tabeller er der angivet eksempler på massestrømsgrænser, emissionsgrænseværdier og B‑værdier.

3.2.5.1 Uorganisk støv af farlig art

Tabel 3 indeholder eksempler på emissionsgrænseværdier, massestrømsgrænser og B‑værdier for uorganisk støv af farlig art.

Hvis der fra et afkast udsendes flere stoffer i denne stofgruppe, der kan henføres til den samme klasse, gælder denne klasses emissionsgrænseværdi for summen af koncentrationerne af de udsendte stoffer.

Udsendes der fra et afkast flere stoffer, der kan henføres til flere klasser, bør den enkelte klasses emissionsgrænseværdi overholdes, og summen af emissionskoncentrationerne bør herudover ikke overskride 5 mg/normal m3.

Tabel 3

Eksempler på massestrømsgrænser, emissionsgrænseværdier og B‑værdier for uorganisk støv af farlig art. B‑værdierne gælder for støv under 10 µm i diameter. Se i øvrigt den aktuelle vejledning om B‑værdier.

Stof

Klasse

Massestrømsgrænse g/h

Emissionsgrænse mg/normal m3

B‑værdi mg/m3

Berylliumforbindelser målt som Be

I

1

0,1

0,00001

Kviksølvforbindelser målt som Hg*)

 

1

0,1

0,0001

Blyforbindelser målt som Pb*)

II

5

1

0,0004

Cobaltforbindelser målt som Co

 

5

1

0,0005

Antimonforbindelser målt som Sb

III

25

5

0,001

Andre Chromforbindelser end CrVI målt som Cr

 

25

5

0,001

α-kvarts, respirabel

 

25

5

0,005

Cyanider målt som CN

 

25

5

0,06

Kobberforbindelser målt som Cu

 

25

5

0,01

Natriumhydroxid

 

25

5

0,005

*) En mindre del af emissionen af Hg, Pb m.fl. kan optræde på gasfase men medregnes som støv.

3.2.5.2 NOx

NOx er betegnelsen for summen af følgende nitrogenoxider: Nitrogenoxid, NO og nitrogendioxid, NO2.

Tabel 4

Massestrømsgrænse, emissionsgrænseværdi og B‑værdi for virksomheder, der emitterer NOx 36) .

Massestrømsgrænse g/h regnet som NO2

Emissionsgrænseværdi mg/normal m3 regnet som NO2

B‑værdi mg/m3 for den del, der foreligger som NO2

5.000

400

0,125

Massestrømsgrænsen og emissionsgrænseværdien gælder for den emitterede mængde NOx regnet som NO2.

B‑værdien gælder for den del af NOx ‑mængden, der udsendes som NO2.

Afkasthøjden beregnes ved at omregne alt NOx til NO2, hvis der ikke foreligger oplysninger om NOx ‑indholdets fordeling.

Hvis under halvdelen af en oplyst mængde NOx er NO2, skal der altid regnes med, at mindst halvdelen af den udsendte mængde NOx udgøres af NO2.

Eksempel på omregning af NOx til NO2

En kemisk virksomhed udsender NOx, der består af 20 vægtprocent NO og 80 vægtprocent NO2. Virksomheden udsender 1000 g NOx /h.

Omregning til NO2 sker på følgende måde:

20 vægtprocent af den udsendte mængde består af NO, svarende til 20 vægtprocent af 1000 g NOx /h
= 200 g/h.

NO omregnes til NO2 ved at multiplicere med 1,53 (1,53 er forholdet mellem molvægtenene af NO2 og NO).

Den udsendte mængde NO omregnet til NO2 bliver 200g/h x 1,53 ............................................. 306 g/h

80 vægtprocent af den udsendte mængde består af NO2 svarende til ......................................... 800 g/h

I alt udsendes NOx regnet som NO2 ;............................................................................ ............ 1106 g/h

Emissionsgrænseværdien for NOx gælder ikke for cementovne, glasuldsfabrikker, stenuldsfabrikker, moler‑, leca‑, tegl‑ og kalkværker. Emissionsgrænseværdier for NOx for disse anlæg fastsættes på grundlag af BAT‑noter, idet der dog som udgangspunkt tilstræbes en emissionsgrænseværdi på 500 mg/normal m3 regnet som NO2.

3.2.5.3 SO2

Tabel 5

Massestrømsgrænse, emissionsgrænseværdi og B‑værdi for virksomheder, der emitterer SO2 37) .

Massestrømsgrænse g/h

Emissionsgrænseværdi mg/normal m3

B‑værdi mg/m3

5000

400

0,25

SO2 ‑emissionsgrænseværdien anvendes dog ikke for virksomheder med procesanlæg, hvor der anvendes brændsel, og hvor der er direkte kontakt mellem røggassen og det produkt, der fremstilles, hvis SO2 ‑emissionen ikke overstiger den, der stammer fra det anvendte, lovlige brændsel, uanset at dette kan føre til større emissionskoncentration end, hvad der svarer til 400 mg/normal m3 ved 10 % O2.

Der henvises endvidere til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 901 af 31. oktober 1994 om begrænsning af svovlindhold i brændsler til fyrings‑ og transportformål, og bekendtgørelse nr. 580 af 22. juni 2000 om begrænsning af svovlindholdet i visse flydende brændstoffer.

For kalkværker, molerværker, lecaværker, stenuldsfabrikker og teglværker gør der sig særlige omstændigheder gældende, idet SO2 for en stor del stammer fra det anvendte råmateriale. I disse tilfælde må der foretages en konkret vurdering til fastsættelse af emissionsgrænsen.

3.2.5.4 Andre damp‑ eller gasformige uorganiske stoffer

I tabel 6 er der opstillet eksempler på emissionsgrænseværdier, massestrømsgrænser og B‑værdier for virksomheder, der emitterer damp‑ eller gasformige uorganiske stoffer, bortset fra NOx og SO2.

Tabel 6

Eksempler på massestrømsgrænser, emissionsgrænseværdier og B‑værdier for virksomheder der emitterer damp‑ eller gasformige uorganiske stoffer, bortset fra NOx og SO2.

Se i øvrigt den aktuelle vejledning om B‑værdier for andre stoffer.

Stof

Klasse

Massestrømsgrænse g/h

Emissionsgrænseværdi mg/normal m3

B‑værdi mg/m3

Phosgen

I

10

1,0

0,001

Chlor

II

50

5

0,01

Hydrogencyanid

II

50

5

0,06

Hydrogenflourid

II

50

5

0,002

Hydrogensulfid

II

50

5

0,001

Hydrogenchlorid

III

500

100

0,05

Svovltrioxid

III

500

100

0,01

Ammoniak

IV

5.000

500

0,3

3.2.5.5 Organiske stoffer

Organiske stoffer inddeles i 3 klasser og som hovedregel efter nedenstående kriterier:

Oversigt over opdeling af organiske stoffer i klasser

Klasse

B‑værdi mg/m3

I

< 0,01

II

> 0,01 < 0,2

III

> 0,2

Massestrømsgrænser og emissionsgrænseværdier for organiske stoffer er anført i tabel 7.

Eksempler på B‑værdier og klasseopdeling for organiske stoffer er anført i tabel 8.

Hvis en virksomhed udsender stoffer, der kan henføres til flere klasser, og hvis massestrømmen for alle stoffer > 6.250 g/h, bør den enkelte klasses emissionsgrænseværdi overholdes, og summen af emissionskoncentrationerne bør ikke overskride 300 mg/normal m3.

Tabel 7

Massestrømsgrænser og emissionsgrænseværdier for virksomheder, der emitterer organiske stoffer.

Klasse

Massestrømsgrænse g/h

Emissionsgrænseværdi mg/normal m3

I

100

5

II

2.000

100

III

6.250

300

3.2.5.5.1 Blandingsfortyndere

Definitionen på blandingsfortyndere er blevet ændret som en konsekvens af en gennemgang af blandingsfortynderes anvendelse og sammensætning.

Der er fastsat en ny B‑værdi for blandingsfortyndere på 0,15 mg/m3. Blandingsfortyndere klassificeres fortsat i hovedgruppe 2, organiske stoffer, klasse III.

Blandingsfortyndere anses herefter for at omfatte organiske opløsningsmidler i malingsprodukter, der anvendes i malerværksteder (jern, metal, plast), autolakererier, møbelfabrikker og snedkerier m.v.

Blandingsfortyndere defineres som en fortynderopløsning, der indeholder mindst tre organiske opløsningsmidler ‑ eller ved vandfortyndbare malinger: mindst 2 organiske opløsningsmidler ‑ hvoraf andelen af et enkelt opløsningsmiddel ikke overstiger 80 vægtprocent.

Hvis blandingen indeholder tre eller flere opløsningsmidler skal indholdet af tre af opløsningsmidlerne hver især udgøre mere end 2 vægtprocent 38) . Ingen af de opløsningsmidler, der indgår, må være hovedgruppe 1 eller hovedgruppe 2, klasse I stoffer.

B‑værdien på 0,15 mg/m3 er fastsat ud fra lugttærskelbestemmelse af et repræsentativt udvalg af blandingsfortyndere på markedet. Ved emission af blandingsfortyndere skal der alene fastsættes krav til afkasthøjde baseret på B‑værdien. Der skal således ikke suppleres med krav baseret på koncentrationen af lugtstoffer (LE/m3 ) i omgivelserne for de afkast, hvor der udsendes blandingsfortyndere.

B‑værdien på 0,15 mg/m3 gælder for nye virksomheder, herunder etablering af nye maleanlæg på bestående virksomheder, som ikke i forvejen har haft et maleanlæg. Som udgangspunkt bør B‑værdien på 0,15 mg/m3 ligeledes overholdes ved udvidelse af bestående maleanlæg.

For bestående maleanlæg, hvor afkast er dimensioneret på grundlag af en B‑værdi på 0,3 mg/m3, bør påbud om forhøjelse af skorstenshøjde el. lign med henblik på overholdelse af en B‑værdi på 0,15 mg/m3 kun meddeles, hvis der konstateres væsentlige lugtgener.

Uddybende forklaring

En virksomhed ønsker at få at vide, om opløsningsmidlerne i de malingsprodukter, der anvendes, kan betragtes som blandingsfortyndere efter ovennævnte nye definition.

Der anvendes flere forskellige malingstyper på virksomheden. Der anvendes bl.a. en 2‑komponent maling, hvor hærderen indeholder 0,5 % hexamethylen‑1,6 diisocyanat. Hexamethylen‑1,6 diisocyanat er ifølge B‑værdilisten (Orientering nr. 15/1996) et hovedgruppe 2, Klasse I‑stof.

Ifølge definitionen på blandingsfortyndere må »Ingen af de indgående opløsningsmidler være hovedgruppe 1 eller hovedgruppe 2, klasse I stoffer«.

Virksomheden spørger:

1. Er hexamethylen‑1,6 diisocyanat et opløsningsmiddel?

2. Når den maling, der anvendes, er en blanding af base, hærder og evt. fortynder, er det så opløsningsmidlerne i henholdsvis basen, hærderen og fortynderen, der hver især skal opfylde definitionen på blandingsfortynder, eller er det opløsningsmiddelsammensætningen i den brugsklare blanding, der skal opfylde definitionen på bla ndingsfortynder?

Besvarelsen af spørgsmålene i forhold til definitionen på blandingsfortyndere ser således ud:

Spørgsmål 1

Hexamethylen‑1,6 diisocyanat betragtes ikke som et opløsningsmiddel i denne forbindelse.

Spørgsmål 2

Det er opløsningsmiddelsammensætningen i den brugsklare blanding, der skal opfylde definitionen på blandingsfortynder.

3.2.5.6 VOC‑bekendtgørelsen

Rådet for den Europæiske Union vedtog den 11. marts 1999 direktiv 1999/13/EF om begrænsning af emission af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg ‑ (VOC‑direktivet). VOC‑direktivet gennemføres i Danmark ved en kommende bekendtgørelse om begrænsning af emissioner af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse virksomheder og aktiviteter (VOC‑bekendtgørelsen). Bekendtgørelsen omfatter virksomheder, hvor der foregår en eller flere af de industrielle processer og aktiviteter, som er angivet i bilag 1, når de i bilag 2 A anførte tærskelværdier for forbruget af organiske opløsningsmidler samtidig overskrides.

Som udgangspunkt er VOC‑bekendtgørelsen udtømmende for regulering af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra virksomheder. Dog bør det påses, om der emitteres hovedgruppe‑1 stoffer, som ikke er omfattet af de særlige bestemmelser i VOC‑bekendtgørelsen om substitution og begrænsning af emissionen af visse særligt sundhedsskadelige stoffer, dvs. stoffer med R‑sætningerne R45, R46, R49, R60 og R61. Ligeledes bør det påses, om der emitteres organiske stoffer af hovedgruppe 2, organiske stoffer, klasse I, med en sundhedsbaseret B‑værdi. I disse tilfælde bør de vejledende retningslinjer i luftvejledningen overholdes. Det forventes, at disse situationer vil være sjældne, da virksomhederne ofte anvender blandingsfortyndere.

3.2.5.6.1 Phenol

Phenol er et klasse I‑stof. Der gælder en emissionsgrænseværdi på 5 mg/normal m3 for dette stof.

For stenuldsfabrikker og glasuldsfabrikker kan særlige produktionstekniske forhold dog gøre det nødvendigt at acceptere en højere emissionsgrænseværdi, f.eks. op til 20 mg/normal m3.

Tabel 8

Eksempler på klasseopdeling og B‑værdier for organiske stoffer i hovedgruppe 2. B‑værdierne er angivet i mg/m3.

Stoffer mærket med L har en lugtrelateret B‑værdi (for disse stoffer er B‑værdien mindst en faktor 10 lavere end den værdi, der skulle fastsættes ved en sundhedsvurdering). Se i øvrigt den aktuelle vejledning om B‑værdier for andre stoffer.

Stof

CAS. nr.

Bruttoformel

Klasse

B‑værdi

Acetone

67‑64‑1

C3 H6 O

III

0,4

Acrylsyre

79‑10‑7

C3 H4 O2

II

0,02 L

Styren

100‑42‑5

C8 H8

II

0,2

Toluen

108‑88‑3

C7 H8

III

0,4

1,1,1‑Trichlorethan

71‑55‑6

C2 H3 Cl3

III

0,5

Træstøv

 

 

I

0,025

3.2.5.7 Støv i øvrigt

Generelt

For virksomheder, der udsender støv af en art, som ikke kan henføres til andre afsnit i vejledningen, gælder de i tabel 9 og i tabel 9a nævnte massestrømsgrænser, emissionsgrænseværdier og B‑værdier. Emissionsgrænseværdier for grovvarebranchen fremgår af Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/1991. Retningslinier for grovvarebranchen.

3.2.5.7.1 Tørt støv

Tabel 9

Massestrømsgrænser, emissionsgrænser og B‑værdier for støv i øvrigt.

B‑værdien gælder for støv < 10 µm i diameter.

Massestrøm

kg total støv/h

Emissionsgrænse

mg total støv/normal m3

B‑værdi

for den del af støvet, der er mindre end 10 mm i diameter

mg/m3

 

Nye anlæg

Bestående anlæg

0,08

< 0,5

300

300

 

> 0,5 og < 5

50

75

 

> 5

10

Dog 25 hvor der af produktionstekniske grunde kun kan anvendes elektrofiltre.

20‑40

Dog 50 hvor der af produktionstekniske grunde kun kan anvendes elektrofiltre.

 

3.2.5.7.2 Vådt støv

For en række processer hvor der optræder vådt støv, kan det være meget problematisk at reducere emissionen til under de anførte emissionsgrænseværdier, enten fordi den nødvendige teknologi ikke findes eller ikke er økonomisk opnåelig for den pågældende type virksomhed. For den type virksomheder, som har en massestrøm større end 0,5 kg/h, kan der fastsættes en højere emissionsgrænseværdi for total støv indenfor nedenstående rammer.

Tabel 9a

Emissionsgrænser for støv i øvrigt, som vådt støv

Proces

Emissionsgrænse

målt som tørstof mg total støv/normal m3

Korntørringsanlæg og pillekølere (foderstofproduktion)

40

Lucernemelsfabrikker, hvor der anvendes cyclofaner, venticloner eller tilsvarende

40

Støv i en tørreproces med et dugpunkt ned til 60‑65 °C samt befugtere

100

Kalklæskere

100

Anvendelse af de i tabel 9a anførte emissionsgrænseværdier forudsætter, at det kan begrundes hvorfor emissionen ikke kan nedbringes til under den normale emissionsgrænse.

B‑værdien for den del af støvet, der er mindre end 10 µm i diameter, er 0,08 mg/m3.

4 Beregning af skorstenshøjder

4.1 Indledning

Dette kapitel indeholder anvisninger på, hvordan man beregner skorstens‑ eller afkasthøjder, der sikrer en tilstrækkelig fortynding af udledninger til atmosfæren, så B‑værdierne overholdes.

Beregningerne skal som hovedregel baseres på OML‑modellen. Modellen og dens an‑vendelse er nærmere beskrevet i afsnit 4.2. I afsnit 4.3 forklares kildestyrken G og spredningsfaktoren S, som er to udtryk, der anvendes ved OML‑beregningerne. I afsnit 4.4 gives anvisninger på beregninger. I afsnit 4.5 beskrives modellens anvendelse ved lugtemission, og endelig omtales i afsnit 4.6 nogle begrænsninger for modellen.

Beregningerne med OML‑modellen foretages af virksomheden selv eller virksomhedens rådgivere. Godkendelsesmyndigheden vurderer, om beregningerne er i orden.

4.1.1 Oplysninger om OML‑modellen

For oplysninger om OML‑modellen henvises i øvrigt til DMU's 39)  manualer og hjælpetekster for OML‑modellen. Endvidere vedligeholder DMU en hjemmeside på Internettet med information af interesse for brugere af OML‑modellen 40) . Her findes oplysninger om de aktuelle versioner af modellen og indrapporterede problemer, ligesom man kan downloade tips og hjælpefiler.

OML‑Point i PC‑udgave (vejledningsmodellen) kan købes i Miljøbutikken 41) . Øvrige programmer kan købes hos DMU.

Spørgsmål om normal anvendelse af modellerne kan rettes til Miljøstyrelsen. Andre mere tekniske spørgsmål om modellens anvendelse og virkemåde rettes til DMU 42) .

Den tidligere udgave af luftvejledningen beskrev en metode til skorstenshøjdeberegning uden brug af pc ‑ »nomogrammetoden.« På grund af udviklingen i anvendelse af PC udgår denne metode.

4.2 OML‑modellen

OML står for O perationel M eteorologisk L uftkvalitetsmodel, og et tilhørende computerprogram anvendes til beregning af skorstenshøjder. Computermodellen findes i to versioner: OML‑Point og OML‑Multi.

OML‑Point foretager beregninger for punktkilder, der antages at være placeret i samme geografiske punkt, mens OML‑Multi kan tage hensyn til afkastenes indbyrdes placering og derfor anvendes, når der er tale om flere afkast med større afstand mellem de enkelte afkast. Begge versioner er baserede på en Gaussisk røgfanemodel, og begge indeholder en division med en faktor 1 million, sådan at forstå, at hvis emissionen indtastes i g/s, fås immissionen i mg/m3.

4.2.1 Modelresultater sammenhol des med B‑værdier

Modellen beregner blandt andet ud fra en valgt afkasthøjde immissionskoncentrationsbidraget (i det følgende benævnt bidraget) af et stof i en række valgte punkter ‑ receptorpunkterne. Koncentrationerne angives for hver af referenceårets 12 måneder som 99 %‑fraktiler af timemiddelværdierne i hvert receptorpunkt.

Disse koncentrationer sammenholdes med de B‑værdier, der er fastlagt i B‑værdivejledningen, og ved at prøve sig frem med forskellige afkasthøjder kan man fastlægge skorstenshøjden ud fra det kriterium, at de beregnede 99 %‑fraktiler skal være mindre end eller lig med B‑værdierne.

B‑værdierne skal overholdes for hver enkelt måned, og beregninger skal altid foretages for alle 12 måneder, også selvom der kun forekommer emission en del af året. B‑værdierne skal være overholdt uden for virksomhedens skel, uanset hvor den højeste B‑værdi forekommer ifølge beregningerne.

4.2.2 Datagrundlag for OML‑beregning

Ved beregninger med modellen anvendes oplysninger om kildestyrke, luftmængde, røggastemperatur, skorstenens indre og ydre diameter, afkasthøjde, terrænforhold, bygninger i kildens nærmeste omgivelser samt en tidsserie af meteorologiske data, gældende for Kastrup Lufthavn i referenceåret 1976, der stilles til rådighed sammen med modellen. Kildestyrke samt spredningsfaktoren, der kan benyttes ved indledende overslagsmæssige vurderinger, er nærmere beskrevet i afsnit 4.3.

4.3 Kildestyrke og spredningsfaktor

4.3.1 Kildestyrken G

Herved forstås som udgangspunkt den maksimalt tilladelige emission over en driftstime af det pågældende stof angivet i mg/s. G bør bestemmes ved en af følgende fremgangsmåder:

1. G kan bestemmes ud fra den i godkendelsens vilkår fastsatte emissionsgrænseværdi for afkastet og ud fra den fastsatte maksimale luftmængde pr. time, når virksomheden er i drift. G udregnes ved at multiplicere den i godkendelsen fastsatte emissionsgrænseværdi, mg/normal m3 med den fastsatte maksimale luftmængde i afkastet i normal m3 /s.

2. I de tilfælde, hvor der ikke er fastlagt en emissionsgrænseværdi, anvendes den maksimale timeemission, der normalt forekommer. For eksempel kan G i en del tilfælde bestemmes ud fra den brugte mængde maling på et overfladebehandlingsanlæg, hvor alle opløsningsmidler normalt emitteres til atmosfæren. Det maksimale timeforbrug danner så grundlag for beregning af kildestyrken.

Hvis der er installeret forureningsbegrænsende foranstaltninger, som medfører, at virksomhedens emissioner er betydeligt lavere end vejledningens emissionsgrænseværdier, kan de faktiske emissioner anvendes ved beregning af afkasthøjden, såfremt man ud fra talmaterialet om de faktiske emissioner kan fastlægge en maksimal timeemission. Godkendelsesmyndigheden og virksomheden bør overveje, om emissionsgrænserne alternativt skal reduceres.

4.3.2 Spredningsfaktoren S

Et begreb, der kan være nyttigt ved overslagsmæssige vurderinger, er spredningsfaktoren S.

Spredningsfaktoren er defineret som kildestyrken, G i mg/s af det pågældende stof divideret med B‑værdien i mg/m3 for det samme stof.

Formel 4

AL1096_8.GIF Size: (196 X 45)

S har dimensionen m3 /s og er udtryk for den luftmængde, som afkastet hvert sekund skal opblandes jævnt med for at blive fortyndet til B‑værdien.

Hvis spredningsfaktoren er mindre end 250 m3 /s, skal afkastet blot føres 1 meter over tag og være opadrettet, så der kan ske fri fortynding 43) .

Denne regel må kun anvendes på få afkast på en virksomhed; antallet afhænger af virksomhedens størrelse.

Eksempel:

Der tages udgangspunkt i eksemplet i afsnit 3.1.5 med en maksimal timeemission af acetone på 10 kg/h ‑ svarende til 2.778 mg/s.

AL1096_9.GIF Size: (333 X 45)

Da spredningsfaktoren S = 6.945 m3 /s > 250 m3 /s i ovennævnte eksempel, betyder det, at der skal foretages en OML‑beregning for at fastlægge afkastets højde over terræn.

Jo højere afkastet bliver, desto større fortynding.

4.4 Beregning med OML

4.4.1 Et eller flere afkast og et eller flere stoffer

I nedenstående tabel 10 er angivet fremgangsmåden i situationer med et eller flere afkast og et eller flere stoffer.

Tabel 10

Hvilken metode skal anvendes?

 

Ét stof

Flere stoffer

Ét afkast:

Foretag beregninger med OML‑Point eller eventuelt OML‑Multi, indtil en passende skorstenshøjde ‑ hvor bidraget overholder B‑værdien ‑ er fundet. OML‑Multi giver de samme resultater som OML‑Point.

Bestem spredningsfaktoren for hvert stof. Brug B‑værdien for det stof, der giver den største spredningsfaktor. Foretag beregninger med OML‑Point eller eventuelt OML‑Multi, indtil en passende skorstenshøjde ‑ hvor bidraget overholder B‑værdien ‑ er fundet.

 

Man kan også gennemføre OML‑beregninger for samtlige stoffer.

OML‑Multi kan benyttes, men resultaterne bliver som for OML‑Point.

Flere afkast:

Foretag beregninger med OML‑Point eller OML‑Multi, indtil der findes et tilfredsstillende sæt af afkasthøjder. Afkastenes samlede bidrag skal overholde B‑værdien.

 

Brug af OML‑Point vil give konservative resultater.

Foretag beregninger med OML‑Point eller OML‑Multi for alle stoffer, indtil der findes et tilfredsstillende sæt afkasthøjder for de pågældende stoffer.

Afkastenes samlede bidrag skal for hvert stof overholde B‑værdien. Brug af OML‑Point vil give konservative resultater.

Bemærk om modellen:

- OML‑modellen beregner koncentrationer i omgivelserne ‑ ikke afkasthøjder. Når der foretages OML‑beregninger, må man gentage beregningerne med forskellige afkasthøjder, indtil man finder en højde (eller et sæt af afkasthøjder), hvor B‑værdien overholdes.

- OML‑Point egner sig bedst til simple afkastforhold, hvor man kun har en enkelt punktkilde. Når man har at gøre med flere afkast, kan OML‑Point godt benyttes, men den vil give resultater »på den sikre side«, hvorimod OML‑Multi giver mere realistiske resultater. Det skyldes, at OML‑Point behandler afkast, som om de var placeret i samme geografiske punkt, mens OML‑Multi er i stand til korrekt at overlejre koncentrationerne fra forskellige kilder. Som tommelfingerregel bør man overveje at bruge OML‑Multi, hvis man har to afkast, der ligger mere end 2 skorstenshøjder fra hinanden.

- Hvis der er tale om afkast fra komfortventilation, hvori koncentrationen er mindre end Arbejdstilsynets vejledende grænseværdier for indeklimaet, og spredningsfaktoren (defineret i afsnit 4.3) er mindre end 250 m3/s, skal afkastet blot føres 1 meter over tag 44)  og være opadrettet eller være udført på anden miljømæssigt korrekt måde, således at luften fra afkastet kan spredes frit.

- I de særlige tilfælde, hvor en virksomhed udsender toksikologisk ensvirkende stoffer, beregnes disse stoffer som eet stof. Afsnit 4.4.2 redegør for, hvordan beregningen i så fald skal foretages.

Når inputdata til modelkørsler tilrettelægges, kan man søge vejledning i den hjælpetekst, der ledsager OML‑modellen. Hjælpeteksten er også tilgængelig på Internettet 45) .

Luftvejledningen omfatter ikke detaljerede anvisninger på, hvordan det miljømæssige bidrag fra andre kilder end punktformige afkast beregnes. Dog skal det bemærkes, at OML‑Multi indeholder metoder til beregning for såkaldte arealkilder, dvs. kilder, hvis emission kan antages at være jævnt fordelt over et rektangulært område.

4.4.2 Ensvirkende stoffer

I særlige tilfælde, hvor en virksomhed udsender toksikologisk ensvirkende stoffer fra samme stofgruppe med sundhedsrelaterede B‑værdier (se afsnit 3.1.7), skal afkastberegningen foretages på grundlag af den samlede emission af stofferne.

Når stofferne har forskellige B‑værdier, kan man enten vælge en fremgangsmåde (»Br ‑metoden«), hvor den tilsvarende B‑værdi udregnes som en vægtet gennemsnitsværdi, Br, eller en mere teknisk betonet metode (B1‑metoden), hvor kildestyrkerne normeres på en måde, så man kan benytte en B‑værdi på 1 mg/m3.

4.4.2.1 Br ‑metoden

Br ‑metoden er præcis, når stofferne emitteres fra samme afkast , men den vil være unødigt konservativ, hvis emissionen sker fra flere forskellige afkast , som har forskellig højde eller har en indbyrdes afstand. I øvrigt er Br ‑metoden også præcis, hvis stofferne har samme B‑værdi.

Br‑metoden med vægtet gennemsnitsværdi indebærer, at man skal beregne en Br‑værdi i henhold til definitionen i afsnit 3.1.7. Derefter foretages en OML‑beregning. Ved OML‑beregningen medtages emissionen fra alle de toksikologisk ensvirkende stoffer, som om de var eet stof.

4.4.2.2 B1 ‑metoden

B1‑metoden vil altid være præcis, men de beregnede immissionskoncentrationer vil være fiktive og skal sammenlignes med en B‑værdi på 1 mg/m3.

Efter B1‑metoden skal de enkelte stoffers kildestyrke normeres med deres respektive B‑værdier inden afkastberegningen. Dette gøres således:

Formel 5

AL1096_10.GIF Size: (77 X 48)

hvor Gn,i er den normerede kildestyrke for stof i , G i er kildestyrken for stof i , og |B i | er den numeriske værdi af B‑værdien i mg/m3 for stof i.

OML‑beregningen ved hjælp af OML‑Multi foretages samlet for alle afkast og alle stoffer med samme toksikologiske virkning. Hvis man i et afkast har mere end et stof, skal man for dette afkast beregne en samlet normeret kildestyrke som:

Formel 6

AL1096_11.GIF Size: (104 X 48)

hvor der summeres over alle de ensvirkende stoffer i afkastet.

Beregningsresultatet skal sammenlignes med en B‑værdi på 1 mg/m3.

Eksempel på brug af B1‑metoden for to ensvirkende stoffer A og B

En virksomhed emitterer fra et afkast stof A med en B‑værdi på 1 mg/m3 og fra et andet afkast stof B med en B‑værdi på 0,1 mg/m3. Kildestyrken for stof A er 1 g/s og for stof B 1 g/s. Stof A og B er ensvirkende.

Den normerede 46)  kildestyrke, der skal bruges ved B1 ‑metoden, er for stof A:

AL1096_12.GIF Size: (115 X 41)

og for stof B

AL1096_13.GIF Size: (123 X 41)

Der skal derefter ved hjælp af OML‑Multi gennemføres en OML‑beregning, hvor de to afkast har en kildestyrke på henholdsvis 1 g/s og 10 g/s, som beregnet ovenfor. Den beregnede koncentration skal sammenholdes med B‑værdien 1 mg/m3.

4.5 Anvendelse af OML‑modellen i forbindelse med lugtemission

OML‑modellen kan også anvendes til beregning af skorstenshøjden ved lugtemissioner. Kildestyrken er produktet af lugtemissionskoncentrationen 47)  udtrykt i lugtenheder/normal m3 og den maksimalt tilladelige luftmængde (normal m3 /s). Koncentrationen skal fastlægges efter de til enhver tid gældende metoder for måling af lugtemission. For at tage højde for, at der ved vurdering af lugtimmission normalt anvendes en midlingstid på 1 minut i stedet for OML‑modellens 1 time, må kildestyrken korrigeres med en faktor 7,8. I praksis indsættes emissionen gange med 7,8 og divideret med 1 million i modellen. Ved beregning fås lugtimmissionen herved direkte i lugtenheder/m3.

4.6 Undtagelser

4.6.1 Tunge luftarter

Man skal være opmærksom på, at OML‑modellen ikke kan anvendes på afkast af luftarter, der er væsentlig tungere end den omgivende luft. I beregningen af røgfaneløftet er det massefylden af den udsendte gasblanding, der har betydning, og ikke de enkelte forureningskomponenters molekylvægt. Således bør modellen ikke benyttes, hvor der er tale om røggas med en lav temperatur (i praksis kan grænsen sættes til ‑5 °C).

4.6.2 Våde røggasser

OML‑modellen kan heller ikke forventes at give pålidelige resultater, hvis man behandler røggasser med et meget stort fugtindhold (det kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med grønttørrerier eller med visse røggasvaskere). Man kan opleve, at røgfanen ikke løfter sig, og at der falder dråber ud af røgfanen.

Problemer med våde røgfaner er vanskelige at kvantificere og behandles ikke af OML‑modellen. DMU er ved at opbygge en erfaringsbank vedrørende metoder til at imødegå problemer i forbindelse med meget våde røggasser. Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til DMU og på Internettet 48) .

5 Vilkår og kontrolregler

5.1 Indledning

I dette kapitel beskrives i afsnit 5.2 de forskellige vilkårstyper, og hvorledes de bør udformes. Det drejer sig om driftsvilkår, emissionsvilkår og kontrolvilkår.

Der kan opstilles tre forskellige typer vilkår, hvor der kræves emissionskontrol:

- Emissionsvilkår, hvor kontrollen udføres som præstationskontrol.

- Emissionsvilkår, hvor kontrollen udføres med et automatisk målende system (AMS).

- Emissionsvilkår, hvor kontrollen udføres som stikprøvekontrol.

Ved præstationskontrol forstås en emissionsmåling gennemført f.eks. en gang om året med udtagelse af 3 prøver hver af en times varighed (eller en anden periode, hvis det er nødvendigt af hensyn til målingerne eller driftsforholdene).

Ved AMS‑kontrol forstås kontinuerlige emissionsmålinger gennemført over en længere periode, typisk over anlæggets levetid.

Ved stikprøvekontrol forstås emissionsmålinger gennemført f.eks. 6 gange pr. år.

I punkt 5.3 omtales kontrolregler for driftskontrol og emissionskontrol. Emissionskontrollens omfang beskrives i punkt 5.3.3 både i teksten og i en oversigt.

I punkt 5.4 omtales hvornår man kan betragte emissionsgrænseværdierne for overholdt.

I punkt 5.5 findes eksempler på vilkår.

Dette kapitel kan anvendes ved udformningen af vilkår og fastsættelse af kontrolregler ved meddelelse af miljøgodkendelser eller påbud. Kapitlet kan også bruges, når man overvejer at ændre vilkår eller kontrolbestemmelser i en miljøgodkendelse eller påbud.

5.1.1 Definition af egenkontrol

Egenkontrol defineres som virksomhedsbetalt kontrol, der enten gennemføres af eksterne laboratorier eller af virksomhedens egne folk. Herved opnår virksomheden mulighed for at kunne foretage hurtigere indgreb overfor for store emissioner. Kontrollen kan med fordel kombineres med et miljøledelsessystem. Målinger udført af eksterne laboratorier bør udføres som akkrediterede målinger. Det anbefales, at større virksomheder, der jævnligt selv gennemfører egenkontrol, overvejer at søge om akkreditering til at foretage emissionsmålinger, når lovgrundlaget giver mulighed herfor.

Miljøstyrelsen lægger vægt på, at kontrollen med luftforurening fra virksomheder gennemføres som egenkontrol.

5.2 Vilkår

5.2.1 Generelt

Vilkår i godkendelser og påbud bør være entydige, og de bør kunne kontrolleres med et overkommeligt ressourceforbrug.

Vilkårene bør følges op med kontrol for at eftervise, at kravene overholdes. Kontrollens omfang tilpasses den potentielle belastning af miljøet.

5.2.2 Vilkårstyper

Vilkår for luftforurening skal sikre, at forureningen holdes under en nærmere fastsat grænse.

Vilkår kan opstilles på flere forskellige måder:

Driftsvilkår

Driftsvilkår er krav til virksomhedens indretning og drift, som har betydning for virksomhedens luftforurening. Det kan f.eks. være maksimal anlægskapacitet og anvendelse af nærmere specificerede råvarer.

Emissionsvilkår

Emissionsvilkår er krav til luftmængde og koncentration af de stoffer, som virksomheden udsender, eller til maksimal timeemission.

Vilkår om afkasthøjde

Vilkår om afkasthøjde har til formål at sikre, at B‑værdierne overholdes.

Sidst i kapitlet er der vist eksempler på de forskellige vilkårstyper.

5.2.3 Driftsvilkår

Driftsvilkår har til formål at begrænse emissionen af forurenende stoffer ved for eksempel at sikre, at rensningsudstyr konstant fungerer optimalt.

For rensningsudstyr kan der blandt andet være tale om jævnligt at kontrollere og fastsætte acceptgrænser for eksempelvis:

- Visuel inspektion af posefiltre.

- Flow og pH‑måling ved skrubbere og vådfiltre.

- Driftstemperatur ved termisk eller katalytisk forbrænding.

- Belægninger i cykloner.

- Utætheder og korrosion.

Denne kontrol bør følges op, så fejl rettes og udbedres, så snart acceptgrænser er overskredet.

En sådan overvågning forudsætter naturligvis, at der findes de instrumenter, indikatorer, inspektionsluger, målestudse m.v., som er nødvendige for kontrollen. Om fornødent må der i afgørelsen fastsættes passende indretningsvilkår til sikring heraf og herunder tillige sikres, at indikator‑ og instrumentvisninger er lette at komme til og lette at aflæse, evt. at visningen er ført frem til kontrolrum eller normal arbejdsplads for driftspersonalet.

By‑pass 49)  af rensningsanlæg bør normalt ikke forekomme. I visse situationer kan by‑pass af rensningsanlæg dog accepteres, når tekniske forhold kræver dette.

Eksempelvis kan

- by‑pass af posefilter være nødvendigt, når røggastemperaturen under opstart er for lav (under dugpunktet) eller

- ved uheld med et termisk katalytisk anlæg.

By‑pass perioden bør begrænses så meget som muligt og må ikke føre til uacceptable miljømæssige forhold. Det bør fremgå af vilkår, i hvilket omfang by‑pass kan accepteres, og hvordan det registreres.

Driftsvilkår kan være krav om udarbejdelse af driftsjournal over eksempelvis forbrug af råvarer, notering af driftstemperatur, driftsuheld m.v. Der bør endvidere være vilkår om, at der føres journaler over fejl/uheld ved drift og anlæg (både proces‑ og rensningsudstyr).

Driftsjournalen og evt. driftsinstrukser skal være tilgængelig for tilsynsmyndigheden på forlangende. Driftsjournalen opbevares en vis periode f.eks. 3 år på virksomheden.

5.2.4 Emissionsvilkår og kontrolvilkår

Emissionsvilkår har til formål at sætte grænser for koncentrationen af den udsendte forurening og luftmængde. Emissionsgrænseværdien fastsættes

- som beskrevet i kapitel 3, og

- ud fra en vurdering af, hvad et teknisk velfungerende og økonomisk overkommeligt rensningsanlæg af den aktuelle type kan præstere.

Emissionsvilkår vil, sammen med vilkår om maksimal luftmængde pr. tidsenhed samt afkasthøjde, sikre, at koncentrationen i omgivelserne ikke overskrider B‑værdien.

Et emissionsvilkår bør som minimum opfylde følgende:

- Det bør sætte relevante grænseværdier for aktuelle forurenende stoffer.

- Det bør fastsætte entydige grænser og kontrolmetoder.

- Det skal kunne kontrolleres ved et rimeligt og overkommeligt ressourceforbrug.

Der findes tre forskellige typer kontrol:

Præstationskontrol

Præstationskontrol anvendes på virksomheder med forurening af nogen betydning (hvor massestrømsgrænsen er overskredet, men hvor AMS‑kontrolgrænsen ikke er overskredet).

AMS 50)  ‑kontrol

AMS‑kontrol anvendes på virksomheder med luftforurening af afgørende betydning (hvor AMS‑kontrolgrænsen er overskredet), jf. afsnit 5.3.3.3.

Stikprøvekontrol

Stikprøvekontrol anvendes på virksomheder med luftforurening af afgørende betydning, hvor det ikke er teknisk eller økonomisk muligt at anvende AMS‑kontrol.

Ved fastlæggelse af emissionsvilkår bør der altid tages stilling til følgende:

- det forurenende stof (se pkt. 5.2.4.1),

- emissionsgrænseværdi (se pkt. 5.2.4.2),

- kontrolperiode (se pkt. 5.2.4.3 og pkt. 5.3),

- måletiden (se pkt. 5.2.4.4 og pkt. 5.3),

- antal enkeltmålinger (se pkt. 5.2.4.5)

- driftsforhold under måling (se pkt. 5.2.4.6),

- målemetode (se pkt. 5.2.4.7),

- detektionsgrænse (se pkt. 5.2.4.8).

Ved AMS‑kontrol bør man endvidere sikre sig

- at instrumenternes kvalitet er tilstrækkeligt belyst (gennem følsomhed, nulpunktsdrift, måleusikkerhed, tidskonstant), eller at instrumentet godkendes af tilsynsmyndighed inden brug,

- at instrumentet monteres korrekt på målestedet,

- at instrumentet serviceres og vedligeholdes regelmæssigt af kvalificeret personale i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger,

- at instrumentet kalibreres regelmæssigt af virksomheden selv eller af et akkrediteret laboratorium f.eks. ved parallelmålinger en gang pr. år.,

- at måledata dels opbevares på et passende medium, dels bearbejdes på passende måde til brug for tilsynsmyndigheden. Måledata bør opbevares mindst 3 år,

- at måledata i egnet form er tilgængeligt via on‑line systemer for det daglige driftspersonale på det normale arbejdssted.

5.2.4.1 Det forurenende stof

Det forurenende stof kan være et kemisk stof, en stofgruppe eller forureningen kan være beskrevet som en egenskab (f.eks. lugt eller biologisk aktivitet).

Det bør af vilkåret fremgå, om der kan være tale om en eller flere tilstandsformer (f.eks. både gas‑ og partikelfase), om grundstoffer medregnes i alle forbindelser m.v. og om grænseværdierne f.eks. gælder for summen af bestemte forbindelser.

5.2.4.2 Emissionsgrænseværdien

Emissionsgrænseværdien er en grænseværdi for den maksimale forurening f.eks. opgivet som mg forurenende stof/normal m3 fra et bestemt afkast ved en maksimal luftmængde. Emissionsgrænseværdien skal formuleres entydigt med angivelse af præcis måleenhed og referencetilstand. Se nærmere om referencetilstand i afsnit 3.1.2.

5.2.4.3 Kontrolperioden

Kontrolperioden er den periode, hvor emissionen kontrolleres. Kontrolperiodens længde ved de forskellige kontrolmetoder er normalt

- ved præstationskontrol 3 timer,

- ved AMS‑kontrol 1 måned og

- ved stikprøvekontrol 1 år.

Kontrolperioden er så lang, at der opnås bedømmelse af en repræsentativ del af emissionen, dvs. at tilfældige kortvarige høje eller lave værdier ikke får væsentlig indflydelse på bedømmelsen. Kontrolperioden er samtidig så kort, at der indenfor en rimelig tid kan tages stilling til, om vilkåret er overholdt.

5.2.4.4 Måletiden

Måletiden er måleperioden for den enkelte måling. Dette gælder både for manuelle og kontinuerte målinger. Vilkår bør altid indeholde en angivelse af måletiden.

Præstationskontrol har normalt en måletid på en time eller mere afhængig af, hvad der måles for. Udføres præstationskontrol eksempelvis med kontinuert registrerende instrumenter, fastsættes måletiden normalt til en time. Som udgangspunkt foretages præstationskontrollen én gang om året, men ud fra en konkret vurdering kan hyppigheden være større eller mindre.

Ved AMS‑kontrol vil den mindste teoretiske måletid afhænge af instrumentets tidskonstant, som regel under et minut. I praksis fastsættes måletiden til en time, hvilket giver en god tidsmæssig opløsning og et passende statistisk grundlag. AMS‑kontrollen foretages løbende (kontinuert).

Ved stikprøvekontrol er måletiden normalt en time eller mere afhængig af hvad der måles for. Udføres stikprøvekontrol eksempelvis med kontinuert registrerende instrumenter, fastsættes måletiden normalt til en time. Stikprøvekontrollen foretages løbende hvert år, men med et varierende antal prøver, som anført under 5.4.3.

Det anbefales, at man så vidt muligt anvender samme måletid på en time ved både præstations‑, AMS‑ og stikprøvekontrol. Afviges der fra 1 time som måletid, bør dette begrundes i særlige forhold i processen eller i målemetoden, som godtgør en kortere eller længere måletid.

Der kan også være tale om, at måletiden er fastlagt til andet end en time i forbindelse med internationale bestemmelser som f.eks. EU‑direktiver.

5.2.4.5 Antal enkeltmålinger

Kontrolvilkåret bør indeholde en angivelse af hvor mange enkeltmålinger, der bør foretages. En enkeltmåling er en kvantitativ bestemmelse af emissionen over måletiden.

Præstationskontrol udføres som mindst tre enkeltmålinger, hver af en time.

Ved AMS‑kontrol anvendes automatisk målende og registrerende instrumenter, og der måles hele tiden. Fastsættes måletiden til en time, vil der være ca. 720 målinger på en måned, hvis virksomheden er i drift døgnet rundt. Ellers måles kun, når virksomheden er i drift, og når der er emission.

Stikprøvekontrol udføres på 6 tilfældigt valgte dage om året (hvor der er produktion) med mindst to enkeltmålinger pr. dag.

Oversigt over kontrolperiode, måletid og antal målinger

Kontroltype

Kontrolperiode

Måletid

Antal enkeltmålinger

Præstationskontrol

F.eks. 3 timer

F. eks. 1 time

3 stk. pr. kontrolmåling

AMS‑kontrol

1 måned

1 time

Kontinuerligt

Stikprøvekontrol

1 år

F.eks. 1 time

2 stk. pr. stikprøve

5.2.4.6 Driftsforhold

Ved præstationskontrol bør vilkåret udformes, så det fastlægges, ved hvilken produktion og produktionsomfang målingen skal foretages.

Når emissionen varierer under drift, bør det sikres, at der måles, når emissionen er maksimal. Emissionsvilkår omfatter de perioder, hvor virksomheden er i drift ‑ dvs. hvor der forekommer emission ‑ perioder med stilstand medregnes altså ikke. Hvis virksomheden er i drift mindre end 1 time ad gangen, anvendes den aktuelle driftstid som midlingstid.

Driftsforholdene har betydning for fastsættelse af emissionsgrænseværdien.

5.2.4.7 Målemetode

I kontrolvilkåret bør angives hvilken målemetode, der skal anvendes. I kapitel 8 findes prøve‑ og analysemetoder, der kan anvendes ved fastsættelse af vilkår. Hvis der stilles krav om akkrediterede målinger, bør det sikres, at der findes laboratorier, der er akkrediteret til den valgte metode. Kontrolvilkåret bør formuleres, så der er mulighed for at benytte andre måle metoder af tilsvarende kvalitet, såfremt virksomheden kan begrunde det.

5.2.4.8 Detektionsgrænse

Detektionsgrænsen bør normalt være mindre end 10 % af den emissionsgrænseværdi, der skal kontrolleres. Hvis emissionsgrænseværdien gælder for summen af flere stoffer, skal man ikke medregne måleresultater, der er under detektionsgrænsen.

5.2.5 Vilkår om afkasthøjde

Vilkår om afkasthøjde har til formål at sikre, at B‑værdierne overholdes. Afkasthøjden beregnes med OML‑modellen.

På virksomheder med få afkast vil man normalt stille vilkår om bestemte afkasthøjder, så det sikres, at B‑værdien overholdes, når emissionsgrænseværdien overholdes.

På virksomheder med mange afkast kan det være rimeligt at stille vilkår om overholdelse af B‑værdier, idet det giver virksomheden mulighed for selv at disponere over afkasthøjder og evt. rensning. Der skal dog også her fastsættes emissionsgrænseværdier.

5.3 Kontrollens art og omfang

Kontrol af om vilkår overholdes, forudsætter et kontrolvilkår, som præciserer, hvornår vilkåret kan anses for overholdt eller overtrådt.

Der benyttes tre forskellige former for kontrol:

- driftskontrol, se punkt 5.3.1,

- emissionskontrol, se 5.3.2 og 5.4,

- kontrol af afkasthøjde, se 5.4.4.

Driftskontrol foretages ved overvågning af proces eller anlæg. Emissionskontrol foretages ved måling eller beregning af emissionen.

5.3.1 Driftskontrol

Virksomheden foretager driftskontrol ved overvågning af proces og anlæg i henhold til de fastsatte vilkår. Driftsvilkåret anses for overholdt, når driftsjournalen har været ført korrekt, og man overholder betingelserne i vilkårene.

5.3.2 Emissionskontrol

Emissionskontrol kan ske ved måling eller evt. ved beregning af emissionen. Målinger skal gennemføres i overensstemmelse med emissionsvilkåret.

Hvem udfører emissionskontrollen

- Virksomheden kan få foretaget præstations‑ eller stikprøvekontrol af et akkrediteret laboratorium.

- Virksomheden kan selv foretage præstationskontrol, AMS‑målinger eller stikprøvekontrol.

- Emissionen kan beregnes ved hjælp af massebalancer, produktionsdata eller lignende.

Det anbefales, at større virksomheder, der jævnligt selv gennemfører egenkontrol, overvejer at søge om akkreditering til at foretage emissionsmålinger, når lovgrundlaget giver mulighed herfor. Målinger bør foretages som angivet i kapitel 8.

5.3.3 Emissionskontrollens art og omfang

AL1096_14.JPG Size: (640 X 643)

figur 5 viser emissionskontrollens omfang.

De forskellige typer af vilkår bør anvendes afhængig af størrelsen af virksomhedernes emissioner. Virksomhederne opdeles i følgende kategorier:

5.3.3.1 Virksomheder med luftforurening af mindre betydning

Virksomheder med luftforurening af mindre betydning er virksomheder, hvor massestrømmen (stofmængde før rensning) er mindre end massestrømsgrænsen. Her stilles normalt ikke krav om emissionsmålinger, og kontrollen kan begrænses til en effektiv driftskontrol, men der kan dog også stilles krav om emissionsmåling til dokumentation af, at massestrømmen forbliver mindre end massestrømsgrænsen og til bestemmelse af den maksimale timeemission, hvis denne ikke kan bestemmes ved beregning.

5.3.3.2 Virksomheder med luftforurening af nogen betydning

Virksomheder med luftforurening af nogen betydning er virksomheder, hvor massestrømmen (stofmængde før rensning) er større end massestrømsgrænsen, men mindre end AMS‑kontrolgrænsen, der er nævnt under punkt 5.3.3.3.

Der bør ved godkendelse af sådanne virksomheder stilles krav om, at der dagligt eventuelt flere gange dagligt gennemføres kontrol af, om de driftsforskrifter, der er af betydning for begrænsning af luftforureningen, overholdes, og at væsentlige forureningsbegrænsende foranstaltninger er i korrekt drift. Ligeledes bør der stilles krav om, at der gennemføres emissionsmålinger normalt i form af præstationskontrol en gang om året, hvis der er fastsat en emissionsgrænse. Hvis resultatet af en præstationsmåling er under 60 % af emissionsgrænseværdien dog kun hvert andet år.

Præstationskontrol for dioxiner og furaner bør foretages på ethvert afkast med en massestrøm (stofmængde før rensning), der er større end 0,1 mg dioxiner og furaner/h regnet som mg I‑TEQ.

Ved normale driftsbetingelser udtages som minimum 2 (parallelle eller serielle) enkeltprøver til dioxinanalyse 2 gange årligt for nye anlæg og 1 gang årligt herefter, hvis emissionsgrænseværdien er overholdt. Hvis emissionen er overholdt over en periode på to år, kan frekvensen af målingerne nedsættes yderligere. Måletiden for enkeltprøver skal være 6‑8 timer for at sikre tilstrækkelig lav detektionsgrænse.

5.3.3.3 Virksomheder med luftforurening af afgørende betydning

Virksomheder med luftforurening af afgørende betydning defineres som virksomheder, hvor massestrømmen (stofmængde før rensning) for de enkelte afkast er større end AMS‑kontrolgrænserne, som angivet nedenfor. På disse virksomheder bør der stilles krav om AMS til måling af de pågældende emissioner.

5.3.3.3.1 AMS‑kontrolgrænser for gasformige stoffer

Ethvert afkast (det enkelte afkast) med en massestrøm (stofmængde før rensning), der er større end

- 200 kg/h SO2,

- 25 kg/h organiske stoffer regnet som TOC,

- 200 kg/h NOx regnet som NO2,

- 2 kg/h hovedgruppe 1 stof,

bør forsynes med AMS til måling af de nævnte stoffer.

5.3.3.3.2 AMS‑kontrolgrænser for partikler m.v.

Ethvert afkast (det enkelte afkast) med en massestrøm (stofmængde før rensning) der er større end 2 kg/h af de nedenfor nævnte stoffer 51) , bør forsynes med AMS til måling af virksomhedens emission

- hovedgruppe 1‑stoffer,

- bly og blyforbindelser, målt som bly,

- kobber og kobberforbindelser, målt som kobber,

- kviksølv og kviksølvforbindelser, målt som kviksølv,

- tellur og tellurforbindelser, målt som tellur,

- tallium og talliumforbindelser, målt som tallium,

- vanadium og vanadiumforbindelser, målt som vanadium.

Ethvert afkast (det enkelte afkast) med en massestrøm (stofmængde før rensning), der er større end 200 kg partikler/h (andet end nævnt foran), bør forsynes med AMS til måling af virksomhedens partikelemission.

I situationer, hvor AMS ikke er mulig, anvendes stikprøvekontrol.

5.4 Hvornår er vilkårene overholdt

Nedenfor er beskrevet, hvornår vilkårene er overholdt. Dette bør indføres direkte i vilkår i godkendelser og påbud af hensyn til bevisbyrden i eventuelle senere retssager.

5.4.1 Præstationskontrol

Emissionsvilkåret anses for overholdt, når det aritmetiske gennemsnit af alle enkeltmålinger udført ved præstationskontrollen er mindre end eller lig med kravværdien.

5.4.2 AMS‑kontrol

Emissionsvilkåret anses for overholdt, når det aritmetiske gennemsnit af samtlige målinger i løbet af kontrolperioden på en kalendermåned er mindre end eller lig med kravværdien.

5.4.2.1 Kontrolregler for en enkelt måling

Overskrider en enkelt måling emissionsgrænseværdien med en faktor 3, skal tilsynsmyndigheden underrettes herom. Der skal samtidig gøres rede for årsagen til overskridelsen og hvilke foranstaltninger, der er eller vil blive iværksat for at undgå fremtidige overskridelser. Endvidere skal der gennemføres en intensiveret overvågning af det forureningsbegrænsende udstyr efter nærmere aftale med tilsynsmyndigheden.

5.4.3 Stikprøvekontrol

Ved stikprøvekontrol gennemføres et antal stikprøver fordelt over kontrolperioden.

Stikprøverne skal i princippet foretages på 6 tilfældigt valgte dage over et år, hvor virksomheden producerer. En stikprøve er gennemførelsen af 2 enkeltmålinger af hver en times varighed. Resultatet af en stikprøve er middelværdien af disse 2 målinger.

5.4.3.1 Kontrolregel for stikprøvekontrol

Vurderingen af om kravværdien er overholdt, foretages efter følgende principper:

- K er kravværdien,

- M1 er kontrolgrænseværdien for den målte emission,

- M2 er kontrolgrænseværdien for stikprøveantallet,

- M er middelværdien af alle stikprøver over kontrolperioden, og

- N er antallet af stikprøver.

Der kan på grundlag af ovennævnte forudsætninger opstilles følgende 2 regler for, om kravværdien er overskredet, og om stikprøveantallet er tilstrækkeligt stort:

5.4.3.2 Grænseværdiregel

Grænseværdien (K) er overholdt, såfremt M (den målte værdi) er mindre end kontrol‑grænseværdien for den målte emission. Kontrolgrænseværdien (M1 ) beregnes således:

Formel 7

M1 = K x 37q

hvor q (den geometriske spredning) beregnes således:
AL1096_15.GIF Size: (292 X 69)
Mi er resultatet af de enkelte stikprøver.

log er titalslogaritmen.

5.4.3.3 Stikprøveregel

Antallet af stikprøver er tilstrækkelig stort, hvis M er mindre end kontrolgrænseværdien for stikprøveantallet (M2 ), som beregnes således:

Formel 8

M2 = 2 x K x 19‑q

I modsat fald skal stikprøveantallet for næste kontrolperiode forøges med 3.

Kravværdien kan kun anses for overholdt, hvis begge regler er opfyldt.

Er grænseværdireglen ikke opfyldt, mens stikprøvereglen er opfyldt, anses grænseværdien for overskredet.

Er hverken grænseværdireglen eller stikprøvereglen opfyldt, bør stikprøveantallet i den næste kontrolperiode forøges, samtidig med at der bliver iværksat tiltag for at nedbringe emissionen af den pågældende parameter.

Er grænseværdireglen opfyldt, medens stikprøvereglen ikke er opfyldt, bør det udover en forøgelse af stikprøveantallet i næste kontrolperiode medføre en forøget inspektion (driftskontrol) af det forureningsbegrænsende udstyr.

Såfremt det af resultatet af mindst to kontrolperioder fremgår, at de målte emissioner ligger under 50 % af kravværdierne, kan antallet af stikprøver pr. kontrolperiode reduceres fra 6 til 4. Gentages dette kriterium, kan antallet af stikprøver sættes yderligere ned fra 4 til 2 og endelig til en årlig præstationskontrol. Ved overskridelse vendes tilbage til 6 stikprøver om året.

5.4.3.4 Kontrolregler for en enkelt måling

Overskrider en enkeltmåling emissionsgrænseværdien med en faktor 3, skal tilsynsmyndigheden underrettes herom. Der skal samtidig gøres rede for årsagen til overskridelsen og hvilke foranstaltninger, der er eller vil blive iværksat for at undgå fremtidige overskridelser. Endvidere skal der gennemføres en intensiveret overvågning af det forureningsbegrænsende udstyr efter nærmere aftale med tilsynsmyndigheden.

Et eksempel på kontrolreglens anvendelse

Vilkår:

Emissionen af cadmium fra anlæggets skorsten må som årsmiddelværdi ved stikprøvekontrol ikke overstige 100 µg/normal m3.

Data:

Stikprøve nr. Målt emission Mi log Mi log2 Mi

1 238 2,377 5,648

2 87 1,940 3,762

3 171 2,233 4,986

4 74 1,869 3,494

5 99 1,996 3,983

6 123 2,090 4,368

Sum 792 (A) 12,505 (B) 26,241 (C)

Eksponent:

AL1096_16.GIF Size: (12 X 23) AL1096_17.GIF Size: (265 X 51)

q = 0,077

Kontrolgrænser:

M1 = 100 x 370,077 = 132,1 µg/normal‑m3

M2 = 2 x 100 x 19‑0,077 = 159 µg/normal‑m3

Middelværdi:

M = A/N = 792/6 = 132 µg/normal‑m3

Konklusion:

M mindre end M1 ? Ja, 132 er mindre end 132,1: Emissionen kan godkendes.

M mindre end M2 ? Ja, 132 er mindre end 159,4: Stikprøveantallet er stort nok.

5.4.4 Kontrol af afkasthøjde

Myndigheden kan anmode om dokumentation for afkastets højde.

5.4.5 Kontrol af absolutfilter

Absolutfiltre bør altid kontrolleres for lækage efter montering og reparation.

Absolutfiltre bør ikke kontrolleres under normal drift. Kontrol foretages på forlangende og altid, når filteret har været afmonteret eller på anden måde justeret eller repareret, dog mindst 1 gang om året.

Den mest anvendte testmetode er en såkaldt lækagetest (f.eks. ASME N510 og DS/EN 1822/ 4 og 5). Lækagen bør ikke overskride 0,03 % for partikler med en størrelse på 0,3 µm.

Udskilningsgraden på 99,97 % for partikler med en størrelse på 0,3 µm testes hos fabrikanten efter fremstillingen. Denne test foretages f.eks. efter DS/EN 1822/ 1‑3.

5.5 Eksempler af vilkår

5.5.1 Eksempel A. Virksomhed med luftforurening af mindre betydning

En virksomhed anvender maling med toluen med følgende udsendelse af toluen fra overfladebehandlingen af dens produkter. Toluen udsendes fra afkast A, og virksomheden har oplyst, at massestrømmen af toluen over et skift er ca. 2.000 g/h. Luftmængden i afkastet er anslået til ca. 4.000 normal m3 /h på grundlag af oplysninger om ventilationsanlægget. Emissionskoncentrationen uden rensning er på dette grundlag beregnet til ca. 500 mg/normal m3.

Ifølge kapitel 3 er massestrømsgrænsen for toluen 6.250 g/h.

Da massestrømmen er mindre end massestrømsgrænsen, behøver virksomheden ikke at rense, og kontrollen kan ske på grundlag af driftsvilkår.

Afkasthøjden fastsættes på grundlag af den maksimale emissionskoncentration over en time af toluen, der er bestemt til 1.000 mg/normal m3 ud fra forbrugsmønstret for toluen i løbet af et arbejdsskift, og B‑værdien for toluen, der er 0,4 mg/m3.

Da spredningsfaktoren er 2775 m3 /s og da dette tal er større end 250 m3 /s, har virksomheden ved en OML‑beregning bestemt, at skorstenen skal være mindst 10 m over terræn.

Vilkårene for virksomhedens luftforurening og kontrollen hermed ser således ud:

Afkasthøjde og driftsvilkår

- Skorstenen skal mindst være 10 m over terræn.

- Virksomheden skal føre journal over det daglige forbrug af toluen. Dette kan ske ud fra kendskabet til malingsforbruget og malingens indhold af toluen. I journalen anføres for hver dag anlægget er i drift i nødvendigt omfang: Dato, forbruget af toluen, anlæggets driftstid og underskrift for den person, der foretager opgørelsen og fører journalen.

- Journalen skal være tilgængelig for tilsynsmyndigheden og opbevares på virksomheden mindst 3 år.

5.5.2 Eksempel B. Virksomhed med luftforurening af nogen betydning

Et jernstøberi emitterer sandstøv fra sandblanderi og udslagning af støbegods fra 2 afkast med afkast nr. 1 fra sandblanderi med et emitteret luftmængde på 40.000 normal m3 /h og afkast nr. 2 fra udslagning med et emitteret luftmængde på 17.000 normal m3 /h.

Emissionskoncentrationen for den urensede luft i de 2 afkast ligger i intervallet 300‑1.000 mg støv/normal m3.

En beregning viser, at virksomhedens samlede massestrøm fra de to afkast udgør ca. 50 kg/h, midlet over 7 timer.

Støvet i afkastene betragtes som totalstøv ‑ dvs. støv der indholder partikler, der både er større og mindre end 10 µm.

Støvet kan henføres til luftvejledningens tabel 9, »Støv i øvrigt«, med en massestrømsgrænse på 5 kg/h og med en emissionsgrænseværdi på 10 mg/normal m3.

Da virksomhedens massestrøm for sand er større end massestrømsgrænsen for støv i øvrigt på 5 kg/h, og da emissionskoncentrationen i de 2 afkast for støv i øvrigt er større end emissionsgrænseværdien for støv i øvrigt, skal der renses. Rensning kan bl.a. ske med posefilter.

AMS‑kontrolgrænsen for støv er 200 kg/h.

Da AMS‑kontrolgrænsen for støv ikke er overskredet, skal der ikke anvendes AMS.

Vilkårene for virksomhedens luftforurening og kontrollen hermed ser således ud:

Afkast nr.

Det forurenende stof

Luftmængde

 

 

normal m3 /h

Emissionsgrænseværdi

 

mg/normal m3

Afkasthøjde beregnet med OML‑point eller OML‑Multi.

meter

Nr. 1

Sandstøv

40.000

10

X

Nr. 2

Sandstøv

17.000

10

Y

Hvor emissionsgrænseværdierne gælder i afkast 1 og 2.

afkast nr. 1 skal mindst være X m over terræn.

afkast nr. 2 skal mindst være Y over terræn.

målestederne i afkastene skal være indrettet i overensstemmelse med retningslinierne i Miljøstyrelsens luftvejledning kapitel 8. Dokumentation herfor indsendes til godkendelsesmyndigheden.

Kontrol

Driftsinstruks for filterne skal være tilgængeligt i umiddelbar nærhed af filtrene. Drift og kontrol med posefiltrene skal ske i overensstemmelse med angivelserne i filterleverandørens driftsinstruks. Der skal ugentligt føres journal over tilsyn med filtrets renluftsside for kontrol af nedslidning af filterposerne. Eventuelle driftsforstyrrelser og uheld samt øvrig relevante oplysninger skal tilføres journalen med dato, år og evt. tidspunktet.

Journalen skal være tilgængelig for tilsynsmyndigheden og opbevares på virksomheden i mindst 3 år.

Virksomheden skal senest 3 måneder fra modtagelse af denne afgørelse lade udføre en akkrediteret præstationsmåling på afkast 1 og 2 til dokumentation af, at emissionsgrænseværdien er overholdt. Ved hver præstationsmåling skal der foretages mindst 3 enkeltmålinger af ca. en times varighed. I målingen skal indgå måling af luftmængde.

Herefter foretages præstationsmålinger mindst en gang pr. år. Hvis resultatet af en præstationsmåling er under 60 % af emissionsgrænseværdien dog kun hvert andet år.

Der skal anvendes følgende målemetode 52) :

Stof

Målemetode

Støv

VDI 2066/7

Afvigelser fra denne målemetode skal begrundes og godkendes af tilsynsmyndigheden.

Kontrolregler for præstationskontrol

Emissionsgrænseværdien anses for overholdt, når det aritmetiske gennemsnit af de 3 (eller det aktuelle antal) målinger i løbet af kontrolperioden er mindre end eller lig med grænseværdien. Kontrolperioden er den samlede måletid

Herudover skal der fastsættes driftsvilkår.

5.5.3 Eksempel C. Virksomhed med luftforurening af afgørende betydning

En virksomhed fremstiller en række organiske grovkemikalier og organiske mellemprodukter til den øvrige kemiske industri. Produkterne indgår som råvarer og mellemprodukter ved fremstilling i den farmaceutiske industri.

Gennem virksomhedens afkast P udsendes svovldioxid (SO2 ). Virksomheden har oplyst, at massestrømmen af svovldioxid er ca. 300 kg/h, og at luftmængden i afkastet er ca. 1.000 norm m3 /h. Koncentrationen før rensning er ca. 300 g/normal m3.

Ifølge kapitel 3 er massestrømsgrænsen for SO2 5.000 g/h. Emissionsgrænseværdien for SO2 er 400 mg/ normal m3.

Ifølge punkt 5.3.3.3 er AMS‑kontrolgrænsen for SO2 200 kg/h.

Da virksomhedens massestrøm for SO2 er større end massestrømsgrænsen for SO2, og da emissionen af SO2 er større end emissionsgrænseværdien, skal der renses, således at emissionsgrænseværdien for SO2 overholdes.

Da virksomhedens massestrøm for SO2 er større end AMS‑kontrolgrænsen, skal emissionen kontrolleres med AMS.

Afkasthøjden er fastsat ved en OML‑beregning på grundlag af emissionsgrænseværdien og den maksimale tilladte luftmængde til Z m over terræn.

Vilkår for virksomhedens luftforurening og kontrollen hermed ser således ud:

Emissionsgrænseværdi gældende i afkast P:

Parameter

Emissionsgrænseværdi mg/normal m3

Afkasthøjde beregnet med OML‑point eller OML‑Multi.

meter.

SO2

400

Z

- Afkastet fra P skal mindst være Z m over terræn.

- Luftmængden i afkast P må aldrig overstige 1.200 norm m3 /h.

- Rensningsanlægget skal altid være i drift under produktionen.

Kontrol

Instrumenter og programmel (analysemetoder) til brug ved AMS‑målingen for SO2 skal godkendes af tilsynsmyndigheden inden brug. Instrumenterne skal monteres korrekt på måle stedet og serviceres og vedligeholdes regelmæssigt af kvalificeret personale i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger. Der skal foreligge en kvalitetshåndbog, hvori procedureregler for drift og vedligeholdelse af udstyr er anført.

Luftmængden kontrolleres ved anlæggets etablering.

Driftsinstruksen skal være tilgængelig i umiddelbar nærhed af udstyret.

Måleinstrumenterne skal kalibreres i henhold til fabrikantens anvisninger. Endvidere skal der første gang, senest 2 måneder efter virksomheden er taget i drift, og herefter hvert år udføres parallelmålinger som præstationskontrol.

Dette skal ske ved et akkrediteret laboratorium.

Der skal anvendes følgende målemetode 53) :

Stof

Målemetode for AMS

SO2

DS/ISO 7935

Afvigelser fra denne målemetode skal begrundes og godkendes af tilsynsmyndigheden.

Målestederne i afkastene skal være indrettet i overensstemmelse med retningslinierne i Luftvejledningens kapitel 8.

Samtlige måledata fra AMS‑målingerne i afkast P skal løbende vises på en skærm og registreres. Timeværdier og døgnværdier skal ligeledes kunne vises på skærmen. Måledata skal opbevares i mindst 3 år og forevises tilsynsmyndigheden på forlangende.

Kontrolregler for AMS‑målinger

Emissionsgrænseværdien anses for overholdt, når det aritmetiske gennemsnit af samtlige 1‑timesmålinger i løbet af kontrolperioden er mindre end eller lig med grænseværdien. Kontrolperioden er en kalendermåned, dog regnes perioder uden emission af det pågældende stof ikke med til kontrolperioden.

Overskrider en enkelt 1‑timesmåling emissionsgrænseværdien med en faktor 3, skal tilsynsmyndigheden underrettes herom. Der skal gøres rede for årsagen til overskridelsen og hvilke foranstaltninger, der er eller vil blive iværk sat for at undgå fremtidige overskridelser. Endvidere skal der gennemføres en in tensiveret overvågning af det forureningsbegrænsende udstyr efter nærmere aftale med tilsynsmyndigheden.

Herudover skal der fastsættes driftsvilkår.

6 Energianlæg

6.1 Indledning

Emissionsgrænseværdierne i dette afsnit omfatter kraft‑ og varmeproducerende anlæg. Et anlæg, hvori et stof f.eks. tørres eller inddampes under anvendelse af røggas som energikilde, men hvor der ikke er kontakt mellem gassen og det stof/materiale, der tørres/inddampes, betragtes som et energianlæg.

De dominerende brændsler til energianlæg i Danmark er naturgas, gasolie, kul og fuelolie. Endvidere anvendes fornybare brændsler som biogas, halm og træ. Fra anlæggene emitteres støv i form af sod og oliekoks, NOx m.v. samt forureningskomponenter, der skyldes urenheder i brændslet. Disse urenheder kan f.eks. være svovl, chlor og fluor samt aske med tungmetaller som nikkel, vanadin m.v.

For at begrænse SO2 emissionen er der fastsat regler for brændslernes maksimale svovlindhold. Reglerne fremgår af bekendtgørelse om begrænsning af svovlindhold i brændsel til fyrings‑ og transportformål 54)  og bekendtgørelse om begrænsning af svovlindholdet i visse flydende brændstoffer 55) .

Udsendelsen af svovldioxid er normalt proportional med svovlindholdet i brændslet. Der emitteres i så fald 0,02 kg SO2 pr. kg anvendt brændsel pr. svovlprocent.

Bortset fra tilfælde, hvor der er etableret specielle anlæg til rensning af røggassen, svarer emissionen til brændslets indhold af de pågældende stoffer. Dog bør man være opmærksom på, at nogle af de stoffer, der emitteres til atmosfæren, også bindes i slagger og aske med en mindre procentdel.

Det er af stor betydning, at alle energianlæg er konstrueret, vedligeholdt og justeret på en sådan måde, at den uundgåelige forurening af luften nedsættes til det mindst mulige. Da der er en vis sammenhæng mellem minimal forurening og optimal energiøkonomi, er der dobbelt grund til at gøre en indsats for at nedbringe forureningen fra energianlæg.

Hvis et energianlæg har røggasrensningsudstyr, bør det være så effektivt, at vilkår om emissionsgrænseværdier, der er indeholdt i en godkendelse, kan overholdes i hele anlæggets levetid og under alle sædvanligt forekommende driftsforhold. Energianlæggets rensningsudstyr bør derfor være dimensioneret for betydeligt lavere emissioner end grænseværdierne.

I dette afsnit er der særlige emissionsgrænseværdier for energianlæg. For alle andre stoffer, der ikke direkte er nævnt under det enkelte punkt (anlæg), gælder vejledningens massestrømsgrænser og emissionsgrænseværdier. B‑værdierne gælder for alle stoffer. Kun i særlige tilfælde vil det være nødvendigt at fastsætte emissionsgrænseværdier ud over det, der er fastsat nedenfor under de enkelte brændsler.

Emissionsgrænseværdierne i kapitel 6 for NOx gælder for alt NOx omregnet til NO2.

For fyringsanlæg med 2‑trins brændere og modulerende brændere beregnes skorstenshøjden ved forskellige belastninger. Den belastning, der giver den højeste skorsten, anvendes.

Der gøres opmærksom på, at de nedenfor nævnte fysiske forhold, f.eks. brændværdi, kan ændres, hvis brændslets kemiske sammensætning ændres.

6.2 Naturgas, LPG og biogas

6.2.1 Generelle oplysninger

Brændværdi for naturgas:

 

Nedre brændværdi:

ca. 48,6 MJ/kg eller

 

ca. 39,3 MJ/normal m3

Øvre brændværdi:

ca. 56 MJ/kg.

Ved forbrænding af naturgas dannes der ca. 57 g CO2 /MJ. Ved forbrænding af LPG dannes der ca. 65 g CO2 /MJ.

Ved forbrænding af 1 kg naturgas fremkommer der med tilnærmelse følgende mængder røggas:

Formel 9 og 10

AL1096_18.GIF Size: (207 X 45)

eller

AL1096_19.GIF Size: (271 X 45)

Hvor % O2 er indholdet af O2 i røggassen, udtrykt i volumenprocent.

6.2.2 Gasmotorer og ‑turbiner, der anvender naturgas

Emissioner fra disse anlæg reguleres efter bekendtgørelse nr. 720 af 5. oktober 1998 om begrænsning af emission af nitrogenoxider, uforbrændte carbonhydrider og carbonmonooxid fra gasmotorer og gasturbiner.

For nye gasmotorer med en samlet indfyret effekt på 5 MW eller derover gælder der fra og med den 1. juli 2003 tillige en emissionsgrænse for formaldehyd på 10 mg/normal m3 ved 5 % O2 ved en elvirkningsgrad på 30 %. Grænseværdien ændres ligefremproportionalt i op‑ eller nedadgående retning afhængig af elvirkningsgraden.

Emissionen af formaldehyd for gasturbiner ligger væsentligt under denne grænseværdi, og det er derfor ikke nødvendigt at fastsætte en emissionsgrænseværdi for gasturbiner.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.2.3 Fyringsanlæg med en indfyret effekt mindre end 120 kW

En indfyret effekt på 120 kW svarer til et forbrug på ca. 8,6 kg naturgas pr. time.

Skorstenen udføres i henhold til de til enhver tid gældende gas‑ og bygningsreglementer.

6.2.4 Fyringsanlæg med en samlet indfyret effekt på 120 kW og derover men mindre end 5 MW

Virksomheden bør inden anskaffelse af nye anlæg sikre, at anlægget kan overholde følgende emissionsgrænseværdier:

NOx regnet 57)  som NO2

= 65 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

CO

= 75 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

For eksisterende anlæg kan der accepteres op til 125 mg NOx /normal m3 tør røggas ved 10 % O2 regnet som NO2.

Skorstenshøjden bestemmes som angivet i de til enhver tid gældende gas‑ og bygningsreglementer eller ved en OML‑beregning.

En indfyret effekt på 5 MW svarer til et forbrug på ca. 360 kg naturgas pr. time.

6.2.5 Fyringsanlæg med en samlet indfyret effekt på 5 MW og derover men mindre end 50 MW

Disse anlæg bør overholde følgende emissionsgrænseværdier:

NOx regnet som NO2

= 65 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

CO

= 75 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

For eksisterende anlæg kan miljømyndighederne acceptere op til 125 mg NOx /normal m3 tør røggas ved 10 % O2 regnet som NO2, hvis det viser sig nødvendigt at lempe emissionsgrænseværdien.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

En indfyret effekt på 50 MW svarer til et forbrug på ca. 3,6 tons naturgas pr. time.

Eksempel. Fastsættelse af emissionsgrænseværdi og skorstenshøjde for gasfyrede anlæg med en indfyret effekt på 5 MW og derover men mindre end 50 MW

En virksomhed oplyser, at emissionen af NOx fra virksomhedens naturgasfyrede kedelanlæg vil blive mindre end 50 mg/normal m3. Det oplyses, at 90 % af den udsendte NOx mængde regnet vægtmæssigt er NO. Resten er NO2. Den godkendende myndig godkender anlægget og fastsætter en emissionsgrænseværdi på 65 mg NOx regnet som NO2 pr. normal m3, hvilket er emissionsgrænsen for NOx. Skorstenshøjden fastsættes ud fra, at halvdelen af de 65 mg NOx pr. normal m3 er NO2, jf. afsnit 3.2.5.2.

6.2.6 Fyringsanlæg med en indfyret effekt på 50 MW og derover

Nærmere bestemmelser for anlæg på 50 MW og derover er anført i bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

For ældre anlæg, der ikke er omfattet af bekendtgørelsen, fastsættes emissionsgrænser, kontrol m.v. på grundlag af BAT‑princippet ud fra en konkret vurdering, jf. kapitel 1.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.2.7 Kontrol

Gasfyrede anlæg med en indfyret effekt på 5‑30 MW bør ved præstationskontrol kontrollere, at grænseværdien for NOx og CO er overholdt.

Gasfyrede anlæg med en indfyret effekt på over 30 MW bør være forsynet med måle‑ og reguleringsudstyr for oxygen (O2 ) til styring af forbrændingsprocessen og med AMS måleudstyr for NOx. Endvidere bør der ved præstationskontrol kontrolleres, at grænseværdien for CO er overholdt.

Hvis der stilles en emissionsgrænseværdi for formaldehyd, bør det ved præstationskontrol kontrolleres, at grænseværdien overholdes.

For anlæg på 50 MW og derover henvises til bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20. juni 1995.

6.3 Gasolie

6.3.1 Generelle oplysninger

Brændværdi:

Nedre brændværdi:

ca. 43 MJ/kg.

Øvre brændværdi:

ca. 45 MJ/kg.

Ved forbrænding af gasolie dannes der ca. 74 g CO2 /MJ.

Ved forbrænding af 1 kg gasolie fremkommer der med tilnærmelse følgende mængder røggas:

Formel 11 og 12

AL1096_20.GIF Size: (211 X 45)

eller

AL1096_21.GIF Size: (271 X 45)

Hvor % O2 er indholdet af O2 i røggassen, udtrykt i volumenprocent.

Der er for gasoliefyrede anlæg ikke angivet emissionsgrænseværdier for svovldioxid, da udsendelsen heraf er proportional med svovlindholdet i olien. Der emitteres 0,02 kg SO2 pr. kg anvendt olie pr. svovlprocent.

Hvis rapsolie er fremstillet til brændselsbrug og er af tilsvarende kvalitet som gasolie, kan den forbrændes efter reglerne i dette afsnit.

Oliefyringsanlæg, der som hovedformål anvendes til boligopvarmning, reguleres efter Miljø‑ og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 785 af 21. august 2000 om kontrolmåling, justering og rensning af oliefyringsanlæg.

6.3.2 Indfyret effekt mindre end 120 kW

Der er ikke fastsat egentlige emissionsgrænseværdier for disse anlæg.

Skorstenen udføres i henhold til bygningsreglementet.

En indfyret effekt på 120 kW svarer til et forbrug på ca.10 kg gasolie pr. time.

6.3.3 Samlet indfyret effekt på 120 kW og derover men mindre end 5 MW

Virksomheden bør inden anskaffelse af nye anlæg sikre, at den kan overholde følgende emissionsgrænseværdier:

NOx regnet som NO2

= 110 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

CO

= 100 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

For eksisterende anlæg kan der accepteres op til 250 mg NOx /normal m3 tør røggas ved 10 % O2 regnet som NO2, hvis det viser sig nødvendigt at lempe den nævnte emissionsgrænseværdi.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

En indfyret effekt på 5 MW svarer til et forbrug på ca. 440 kg gasolie pr. time.

6.3.4 Samlet indfyret effekt på 5 MW og derover men mindre end 50 MW

Disse anlæg bør overholde følgende emissionsgrænseværdier:

Støv

= 30 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

NOx regnet som NO2

= 110 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

CO

= 100 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

For eksisterende anlæg kan der accepteres op til 250 mg NOx /normal m3 tør røggas ved 10 % O2 regnet som NO2, hvis det viser sig nødvendigt at lempe denne emissionsgrænseværdi.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

En indfyret effekt på 50 MW svarer til et forbrug på ca. 4,2 tons gasolie pr. time.

6.3.5 Samlet indfyret effekt på 50 MW og derover

Nærmere bestemmelser for gasoliefyrede anlæg på 50 MW og derover er anført i bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

For ældre anlæg, der ikke er omfattet af bekendtgørelsen, fastsættes emissionsgrænser, kontrol m.v. på grundlag af BAT‑princippet ud fra en konkret vurdering, jf. kapitel 1.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.3.6 Kontrol

Gasoliefyrede anlæg med en indfyret effekt på 5‑30 MW bør ved præstationskontrol kontrollere, at grænseværdien for NOx og CO er overholdt.

Gasoliefyrede anlæg med en indfyret effekt på over 30 MW bør være forsynet med måle‑ og reguleringsudstyr for oxygen (O2) til styring af forbrændingsprocessen og med AMS måleudstyr for NOx. Endvidere bør det ved præstationskontrol kontrolleres, at grænseværdien for CO er overholdt.

For anlæg på 50 MW og derover henvises til bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

6.4 Fuelolie

Punktet omfatter anlæg, der fyrer med fuelolie, orimulsion og andre brændsler af tilsvarende kvalitet.

6.4.1 Generelle oplysninger om fuelolie

Brændværdi:

Nedre brændværdi:

ca. 41 MJ/kg.

Øvre brændværdi:

ca. 43 MJ/kg.

Ved forbrænding af fuelolie dannes der ca. 78 g CO2 /MJ.

Ved forbrænding af 1 kg fuelolie fremkommer der med tilnærmelse følgende mængder røggas:

Formel 13 og 14

AL1096_22.GIF Size: (217 X 45)

eller

AL1096_23.GIF Size: (280 X 45)

Hvor % O2 er indholdet af O2 i røggassen, udtrykt i volumenprocent.

6.4.2 Samlet indfyret effekt på 2 MW og derover men mindre end 50 MW

Fuelolie, orimulsion og andre brændsler af tilsvarende kvalitet må ikke anvendes i brændere med en indfyret effekt, der er mindre end 2 MW.

For disse anlæg gælder følgende emissionsgrænseværdier:

Støv

= 100 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

NOx regnet som NO2

= 300 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

CO

= 100 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Hg

= 0,1 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Cd

= 0,1 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Summen (Σ) af:

 

Ni

 

V

 

Cr

 

Cu

 

Pb

= 5 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

SO2 ‑emissionen afhænger af hvor meget svovl, der er i brændslet. Det maksimale svovlindhold i fuelolie er reguleret i bekendtgørelse om begrænsning af svovlindholdet i brændsel til fyrings‑ og transportformål 58)  samt i bekendtgørelse om begrænsning af svovlindholdet i visse flydende brændstoffer 59) . Der stilles derfor ingen emissionsgrænseværdi for SO2.

For fuelolie, hvor leverandøren på grundlag af fueloliens sammensætning garanterer for overholdelse af de ovenfor nævnte emissionsgrænser for tungmetaller, behøver man ikke at stille yderligere krav for disse stoffer.

For eksisterende anlæg fastlægges emissionsgrænseværdier på grundlag af emissionsmålinger og en vurdering af mulighederne for nedbringelse af emissionen af NOx.

Skorstenshøjden fastsættes ved en OML‑beregning.

6.4.3 Samlet indfyret effekt på 50 MW og derover

En indfyret effekt på 50 MW svarer til et forbrug på 4,4 tons fuelolie pr. time.

Nærmere bestemmelser for anlæg på 50 MW og derover er anført i bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20. juni 1995.

Anlæggene bør derudover overholde følgende emissionsgrænseværdier:

Hg

= 0,1 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Cd

= 0,1 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Summen (Σ) af:

Ni

V

Cr

Cu

Pb

= 5 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

For fuelolie, hvor leverandøren på grundlag af fueloliens sammensætning garanterer for overholdelse af de ovenfor nævnte emissionsgrænser for tungmetaller, behøver man ikke at stille yderligere krav for disse stoffer.

For ældre anlæg, der ikke er omfattet af bekendtgørelsen, fastsættes emissionsgrænser, kontrol m.v. på grundlag af BAT‑princippet ud fra en konkret vurdering, jf. kapitel 1.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.4.4 Kontrol

Fueloliefyrede anlæg med en indfyret effekt på 5‑30 MW bør ved præstationskontrol kontrollere, at grænseværdien for NOx og CO er overholdt.

Fueloliefyrede anlæg med en indfyret effekt på over 30 MW bør være forsynet med måle‑ og reguleringsudstyr for oxygen (O2 ) til styring af forbrændingsprocessen og med AMS måleudstyr for NOx. Endvidere bør der ved præstationskontrol kontrolleres, at grænseværdien for CO er overholdt.

Fueloliefyrede anlæg med en indfyret effekt på over 50 MW bør være forsynet med AMS måleudstyr for støv, SO2, NOx og O2.Ved præstationskontrol bør emissionsgrænseværdierne for de anførte tungmetaller kontrolleres mindst 2 gange pr. år.

For anlæg på 50 MW og derover se mere om kontrol i bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

Emissionen af metaller kan ofte ske ved beregning ud fra indholdet i brændslet. Dette kan i mange tilfælde ske med så stor sikkerhed, at det kan erstatte emissionsmåling.

6.5 Spildolie

Spildolie eller olieaffald er farligt affald, men er undtaget fra reglerne om forbrænding af farligt affald, som anført i Miljø‑ og energiministeriets bekendtgørelse nr. 660 om godkendelse m.v. af anlæg, der forbrænder farligt affald, jf. § 1, stk. 5, 1. punkt. Forbrænding af olieaffald er omfattet af særlige bestemmelser, jf. § 57 og bilag 11 i Miljø‑ og energiministeriets bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald (affaldsbekendtgørelsen). Olieaffald må kun forbrændes på anlæg med en termisk effekt på over 1 MW.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.5.1 Kontrol

Det fremgår af bilag 11 i affaldsbekendtgørelsen, at overholdelsen af emissionsgrænseværdierne bør kunne dokumenteres ved enten beregning eller emissionsmålinger. Emissionsmålinger bør ske ved præstationskontrol.

Spildoliefyrede anlæg med en indfyret effekt på over 5 MW bør være forsynet med måle‑ og reguleringsudstyr for oxygen (O2 ) til styring af forbrændingsprocessen. Endvidere bør anlæg med en indfyret effekt på over 30 MW forsynes med AMS måleudstyr til måling af NOx.

Spildoliefyrede anlæg med en indfyret effekt på over 50 MW bør være forsynet med AMS måleudstyr for støv, SO2, NOx og O2. Emissionsgrænseværdierne bør for de i affaldsbekendtgørelsens bilag 11 anførte stoffer kontrolleres ved præstationskontrol.

6.6 Kul

Punktet omfatter anlæg, der fyrer med stenkul, pet‑coke og brunkul eller andre brændsler af tilsvarende kvalitet.

6.6.1 Generelle oplysninger

Brændværdi for stenkul:

Nedre brændværdi:

ca. 25 MJ/kg.

Øvre brændværdi:

ca. 26 MJ/kg.

Ved forbrænding af stenkul dannes der ca. 95 g CO2 /MJ.

Ved forbrænding af 1 kg stenkul fremkommer der med tilnærmelse følgende røggasmængder:

Formel 15 og 16

AL1096_24.GIF Size: (209 X 45)

eller

AL1096_25.GIF Size: (275 X 45)

Hvor % O2 er indholdet af O2 i røggassen, udtrykt i volumenprocent.

Kul, petcoke og brunkul bør ikke anvendes i nye anlæg, der er mindre end 5 MW.

6.6.2 Samlet indfyret effekt på 5 MW og derover men mindre end 50 MW

En indfyret effekt på 5 MW svarer til et forbrug på ca. 720 kg kul pr. time.

En indfyret effekt på 50 MW svarer til et forbrug på ca. 7,2 tons kul pr. time.

For disse anlæg gælder følgende emissionsgrænseværdier:

Støv

= 100 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

NOx regnet som NO2

= 200 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

CO

= 100 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Hg

= 0,1 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Cd

= 0,1 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

HCl

= 10 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Summen (Σ) af:

Ni

V

Cr

Cu

Pb

= 5 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

For kul, hvor leverandøren på grundlag af kullets sammensætning garanterer for overholdelse af de ovenfor nævnte emissionsgrænser for tungmetaller, behøver man ikke at stille yderligere krav for disse stoffer.

SO2 ‑emissionen afhænger af hvor meget svovl, der er i kul. Det maksimale svovlindhold i stenkul og petcoke er reguleret i bekendtgørelse 60)  om begrænsning af svovlindholdet i brændsel til fyrings‑ og transportformål. Der stilles derfor ingen emissionsgrænseværdi for SO2.

Emissionsgrænseværdien for NOx for eksisterende anlæg fastlægges på grundlag af emissionsmålinger og en vurdering af mulighederne for at nedbringe emissionen af NOx. For eksisterende anlæg, der samtidig anvendes til fjernelse af lugtstoffer, fastsættes NOx emissionsgrænsen ud fra en konkret vurdering.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.6.3 Indfyret effekt på 50 MW og derover

Nærmere bestemmelser for disse anlæg er anført i bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

Anlæggene bør derudover overholde følgende emissionsgrænseværdier:

HCl

= 10 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

HF

= 1,0 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Hg

= 0,1 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Cd

= 0,1 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Summen (Σ) af:

Ni

V

Cr

Cu

Pb

= 5 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

For kul, hvor leverandøren på grundlag af kullets sammensætning garanterer for overholdelse af de ovenfor nævnte emissionsgrænser for tungmetaller, behøver man ikke at stille yderligere krav for disse stoffer.

For ældre anlæg, der ikke er omfattet af bekendtgørelsen, fastsættes emissionsgrænser, kontrol m.v. på grundlag af BAT‑princippet ud fra en konkret vurdering, jf. kapitel 1.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.6.4 Kontrol

Hvis der er fastsat grænseværdier for tungmetaller for virksomheder med kulfyrede anlæg, bør det ved præstationskontrol kontrolleres, om emissionsgrænseværdien for de anførte tungmetaller overholdes.

Kulfyrede anlæg med en indfyret effekt på over 5 MW bør være forsynet med automatisk måleudstyr til måling og registrering af støvemissionen efter opacitetsprincippet eller metoder af tilsvarende kvalitet og med måle‑ og reguleringsudstyr for oxygen (O2 ) til styring af forbrændingsprocessen.

Kulfyrede anlæg med en indfyret effekt på 5‑30 MW bør kontrolleres ved præstationskontrol om grænseværdien for NOx er overholdt. Endvidere bør anlæg med en indfyret effekt på over 30 MW forsynes med AMS måleudstyr til måling af NOx.

Kulfyrede anlæg med en indfyret effekt på over 50 MW bør være forsynet med AMS måleudstyr for støv, SO2, NOx, og O2. Emissionsgrænseværdien for de anførte tungmetaller bør kontrolleres ved præstationskontrol.

For anlæg på 50 MW og derover henvises til bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

Emissionen af metaller kan ofte ske ved beregning ud fra indholdet i brændslet. Dette kan i mange tilfælde ske med så stor sikkerhed, at det kan erstatte emissionsmåling.

6.7 Træ

Punktet omfatter anlæg, der fyrer med træ samt træaffald, der opfylder renhedskravene i i biomasseaffaldsbekendgørelsen 61) .

6.7.1 Generelle oplysninger

Brændværdien er afhængig af vandindholdet. Brændværdien for træ med 25 % vand er ca. 13,7 MJ/kg.

Ved forbrænding af 1 kg træ fremkommer der med tilnærmelse følgende mængder røggas:

Formel 17 og 18

AL1096_26.GIF Size: (209 X 45)

eller

AL1096_27.GIF Size: (272 X 45)

Hvor % O2 er indholdet af O2 i røggassen, udtrykt i volumenprocent.

6.7.2 Brændeovne

Hvis en brændeovn medfører væsentlig forurening eller væsentlige miljømæssige gener, kan kommunalbestyrelsen give ejeren påbud om at nedbringe forureningen. Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1, og det gælder uanset om brændeovnen er opstillet i et boligområde eller i et industriområde, og uanset om ovnen tilhører en virksomhed eller en privat.

Oplysninger om brug af brændeovne kan findes i pjecen »Før du fyrer løs«, der er udarbejdet af Miljøstyrelsen, og i pjecen »Korrekt fyring. Sådan udnyttes brændslet bedre«, udarbejdet af Bygge‑ og Boligstyrelsen.

Det skal specielt bemærkes, at der skal anvendes rent træ i brændeovne. Brændeovne må således ikke anvendes til afbrænding af affald, såsom bemalet træ, imprægneret træ, spånplader, MDF‑plader eller øvrigt husholdningsaffald. Avispapir kan dog anvendes til optænding.

Bemærk at påbud efter miljøbeskyttelsesloven § 42 vedrørende faste, ikke‑erhvervsmæssige energianlæg ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Dette fremgår af § 19 i bekendtgørelse nr. 366 af 10. maj 1992 om ikke‑erhvervsmæssigt dyrehold, uhygiejniske forhold m.v.

6.7.3 Indfyret effekt på 120 kW og derover men mindre end 1 MW

Inden anskaffelse af disse anlæg bør det sikres, at de kan overholde følgende emissi‑onsgrænseværdi:

Støv

= 300 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

CO

= 500 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.7.4 Samlet indfyret effekt på 1 MW og derover men mindre end 50 MW

For disse anlæg gælder følgende emissionsgrænseværdier:

Støv

= 40 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2 62) .

NOx regnet som NO2

= 300 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2 63) .

CO

= 625 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Støvemissionsgrænseværdien kan ved anvendelse af f.eks. kondenserende anlæg lempes til 100 mg/m3 normal tør røggas ved 10 % O2.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.7.5 Indfyret effekt på 50 MW og derover

Træfyrede anlæg på 50 MW og derover er reguleret i bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

For ældre anlæg, der ikke er omfattet af bekendtgørelsen, fastsættes emissionsgrænser, kontrol m.v. på grundlag af BAT‑princippet ud fra en konkret vurdering, jf. kapitel 1.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.7.6 Kontrol

På træfyrede anlæg med en indfyret effekt større end 1 MW men mindre end 5 MW bør emissionsgrænseværdierne kontrolleres ved præstationskontrol.

Træfyrede anlæg med en indfyret effekt på 5 MW og derover bør være forsynet med automatisk måleudstyr til måling og registrering af

- støvemissionen efter opacitetsprincippet eller metoder af tilsvarende kvalitet og

- CO‑emissionen.

Træfyrede anlæg med en indfyret effekt på 5‑30 MW bør kontrolleres ved præstationskontrol, om grænseværdien for NOx er overholdt.

Træfyrede anlæg med en indfyret effekt på over 1 MW bør være forsynet med måle‑ og reguleringsudstyr for oxygen (O2 ) til styring af forbrændingsprocessen. Endvidere bør anlæg med en indfyret effekt på over 30 MW forsynes med AMS måleudstyr til måling af NOx.

Træfyrede anlæg med en indfyret effekt på over 50 MW bør være forsynet med måleudstyr for CO, støv, NOx, og O2.

For anlæg på 50 MW og derover henvises til bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

6.8 Halm

6.8.1 Generelle oplysninger

I biomassebekendgørelsen 64)  er det nærmere defineret, hvilke typer halm, der må anvendes som brændsel.

Brændværdi: 14,5 MJ/kg.

Ved forbrænding af 1 kg halm fremkommer der med tilnærmelse følgende mængder røggas:

Formel 19 og 20

AL1096_28.GIF Size: (209 X 45)

eller

AL1096_29.GIF Size: (272 X 45)

Hvor % O2 er indholdet af O2 i røggassen, udtrykt i volumenprocent.

6.8.2 Samlet indfyret effekt på 1 MW og derover men mindre end 50 MW

For disse anlæg gælder følgende emissionsgrænseværdier:

Støv

= 40 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

NOx regnet som NO2

= 300 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2 65) .

CO

= 625 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Tallene er timemiddelværdier, der ikke må overskrides efter de første 10 minutter efter påfyring.

På grund af mulige røggener anbefales det, at nye anlæg ikke placeres nærmere end 200 meter fra nærmeste bolig.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.8.3 Indfyret effekt på 50 MW og derover

Halmfyrede anlæg på 50 MW og derover er reguleret i bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

For ældre anlæg, der ikke er omfattet af bekendtgørelsen, fastsættes emissionsgrænser, kontrol m.v. på grundlag af BAT‑princippet ud fra en konkret vurdering, jf. kapitel 1.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.8.4 Kontrol

På halmfyrede anlæg med en indfyret effekt større end 1 MW men mindre end 5 MW bør emissionsgrænseværdierne kontrolleres ved præstationskontrol.

Halmfyrede anlæg med en indfyret effekt på 5 MW og derover bør være forsynet med automatisk måleudstyr til måling og registrering af

- støvemissionen efter opacitetsprincippet eller metoder af tilsvarende kvalitet og

- CO‑emissionen.

Halmfyrede anlæg med en indfyret effekt på 5‑30 MW bør kontrolleres ved præstationskontrol, om grænseværdien for NOx er overholdt.

Halmfyrede anlæg med en indfyret effekt på over 1 MW bør være forsynet med måle‑ og reguleringsudstyr for oxygen (O2 ) til styring af forbrændingsprocessen. Endvidere bør anlæg med en indfyret effekt på over 30 MW forsynes med AMS måleudstyr til måling af NOx.

Halmfyrede anlæg med en indfyret effekt på over 50 MW bør være forsynet med måleudstyr for CO, støv, NOx, og O2.

For anlæg på 50 MW og derover henvises til bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

6.9 Biomasseaffald

6.9.1 Generelle oplysninger

I bekendtgørelse nr. 638 af 3. juli 1997 om biomasseaffald samt bilaget til bekendtgørelsen er det nærmere angivet, hvilke typer biomasseaffald, der må anvendes som brændsel.

6.9.2 Indfyret effekt på 120 kW og derover men mindre end 1 MW

Inden anskaffelse af nye anlæg bør det sikres, at de kan overholde følgende emissionsgrænseværdier:

Støv

= 300 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

CO

= 500 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.9.3 Samlet indfyret effekt på 1 MW og derover men mindre end 50 MW

For disse anlæg gælder følgende emissionsgrænseværdier:

Støv

= 40 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

NOx regnet som NO2

= 300 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

CO

= 625 mg/normal m3 tør røggas ved 10 % O2.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.9.4 Indfyret effekt på 50 MW og derover

Disse anlæg er reguleret i bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

For ældre anlæg, der ikke er omfattet af bekendtgørelsen, fastsættes emissionsgrænser, kontrol m.v. på grundlag af BAT‑princippet ud fra en konkret vurdering, jf. kapitel 1.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.9.5 Kontrol

På biomassefyrede anlæg med en indfyret effekt større end 1 MW, men mindre end 5 MW bør emissionsgrænseværdierne kontrolleres ved præstationskontrol.

Biomassefyrede anlæg med en indfyret effekt på 5 MW og derover bør være forsynet med automatisk måleudstyr til måling og registrering af

- støvemissionen efter opacitetsprincippet eller metoder af tilsvarende kvalitet og

- CO‑emissionen.

Biomassefyrede anlæg med en indfyret effekt på 5‑30 MW bør kontrolleres ved præstationskontrol, om grænseværdien for NOx er overholdt.

Biomassefyrede anlæg med en indfyret effekt på over 1 MW bør være forsynet med måle‑ og reguleringsudstyr for oxygen (O2 ) til styring af forbrændingsprocessen. Endvidere bør anlæg med en indfyret effekt på over 30 MW forsynes med AMS måleudstyr til måling af NOx.

Biomassefyrede anlæg med en indfyret effekt på over 50 MW bør være forsynet med måleudstyr for CO, støv, NOx, og O2.

For anlæg på 50 MW og derover henvises til bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 20 juni 1995.

6.10 Affaldsforbrændingsanlæg

Ved affaldsforbrændingsanlæg skelner man indtil videre mellem anlæg, der brænder farligt affald, og anlæg til forbrænding af husholdningsaffald og erhvervsaffald m.v.

Nærmere bestemmelser for Anlæg der brænder farligt affald er reguleret i bekendtgørelse nr. 660 af 11. august 1997 om godkendelse m.v. af anlæg, der forbrænder farligt affald.

Afbrænding af olieaffald , der også er farligt affald, er dog undtaget fra reglerne i bekendtgørelse nr. 660/1997. Forbrænding af olieaffald er omfattet af særlige bestemmelser, jf. bilag 11 i bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald. Olieaffald må kun forbrændes på anlæg med en termisk effekt på over 1 MW. Se i øvrigt afsnit 6.5. De nærmere regler for anlæg, der brænder ikke farligt affald , er anført i bekendtgørelse nr. 41 af 14. januar 1997 om affaldsforbrændingsanlæg 67)  samt i Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/1993 om begrænsning af forurening fra forbrændingsanlæg.

Skorstenshøjden bestemmes ved en OML‑beregning.

6.10.1 Kontrol

Kontrolregler for affaldsforbrænding er anført i de ovenfor nævnte bekendtgørelser.

6.11 Brændværdi, omregningsfaktorer, NOx, målemetoder m.v.

6.11.1 Brændværdi

Brændværdien er et mål for den varmemængde, der frigives ved forbrænding. Der skelnes mellem nedre og øvre brændværdi. Den nedre (effektive) brændværdi angiver den varmemængde, der normalt udnyttes i et energianlæg. Den øvre (kalorimetriske) brændværdi inkluderer den varmemængde, der frigives ved kondensation af røggassens indhold af vanddamp.

Brændværdien for de enkelte brændsler er anført under generelle oplysninger i de enkelte afsnit.

6.11.2 Omregning fra ppm til mg/normal m3

- 1 ppm SO2 = 2,93 mg/normal m3 SO2 ved 0 °C og 101,3 kPa.

- 1 ppm NO = 1,34 mg/normal m3 NO ved 0 °C og 101,3 kPa.

- 1 ppm NO2 = 2,05 mg/normal m3 NO2 ved 0 °C og 101,3 kPa.

- 1 ppm CO = 1,25 mg/normal m3 CO ved 0 °C og 101,3 kPa.

- 1 ppm CO2 = 1,98 mg/normal m3 CO2 ved 0 °C og 101,3 kPa.

6.11.3 NOx

NOx er betegnelsen for summen af følgende nitrogenoxider: nitrogenmonoxid (NO) og nitrogendioxid (NO2 ).

Ved bestemmelse af emissionen af NOx skal alt NOx omregnes til NO2. I praksis måles emissionen af NO og NOx i ppm. De fundne værdier adderes og summen omregnes til mg/normal m3 NO2 ved anvendelse af omregningsfaktoren for NO2.

Se endvidere eksempel på omregning fra NOx til NO2 under punkt 3.2.5.2.

Ved fyring med de sædvanlige brændsler består NOx af ca.10 % NO2 og 90 % NO. Dette forhold gælder ikke for gasmotorer 68) , hvor der er betydeligt mere NO2.

6.11.4 Målinger og målemetoder

Målingerne bør generelt udføres af virksomheder eller personer, der akkrediteret til at udføre dem. Se nærmere under punkt 5.3.2. Målemetoder og prøveudtagningsmetoder findes i kapitel 8.

7 Indretning og drift af tanke og siloer

Indledning

Tanke anvendes normalt til opbevaring af flydende stoffer, siloer anvendes til opbevaring af faste stoffer. Ved meget lugtende stoffer forstås stoffer, der ved opbevaringstemperaturen er til stede i gasfasen i en koncentration, der svarer til mere end 100.000 LE/m3.

Tanke, der anvendes til gasformige stoffer er ikke omfattet.

Der skal ikke foretages OML‑beregninger for tanke og siloer.

7.1 Tanke

7.1.1 Tanke til opbevaring af hovedgruppe 1‑stoffer og meget lugtende stoffer 69)

7.1.1.1 Tankenes indretning

Den udvendige væg og taget på tanke, som er anbragt over jorden, bør være malet i en farve med en samlet strålevarmereflektionskoefficient på mindst 70 %. For eksisterende tanke kan dette arbejde udføres som led i den almindelige periodiske vedligeholdelse.

Kravet om maling gælder dog ikke for tanke, der er forbundet med et dampgenvindingsanlæg eller andre luftrensningsanlæg.

7.1.1.2 Eksisterende tanke med udvendigt flydetag

Tanke til hovedgruppe 1‑stoffer og meget lugtende stoffer, med udvendigt flydetag bør være forsynet med en primær tætning, som dækker det ringformede mellemrum mellem tankvæggen og flydetagets udvendige omkreds og med en sekundær tætning oven over den primære. Tætningerne bør være udformet således, at der tilbageholdes i alt mindst 95 % af dampene sammenlignet med tilsvarende tanke med fast tag, som ikke er forsynet med udstyr til tilbageholdelse af dampe (dvs. en tank med fast tag, der kun er udstyret med en tryk/vakuum sikkerhedsventil).

7.1.1.3 Nye tankanlæg

Alle nye tankanlæg bør udføres enten som tanke med fast tag forbundet med et dampgenvindingsanlæg (luftrensningsanlæg) eller være konstrueret med et udvendigt eller indvendigt flydetæppe med en primær og sekundær tætning, der opfylder kravene i punkt 7.1.1.2.

7.1.1.4 Eksisterende tanke med fast tag

Eksisterende tanke med fast tag bør enten være forbundet med et dampgenvindingsanlæg i overensstemmelse med forskrifterne i bilag 3 i bekendtgørelse nr. 852 af 11. november 1995, eller være forsynet med et indvendigt flydetæppe med primær tætning, der bør være udformet således, at der tilbageholdes i alt mindst 90 % af dampene i sammenligning med tilsvarende tanke med fast tag, som ikke er forsynet med udstyr til tilbageholde lse af dampe.

7.1.1.5 Fyldning af tanke

Tanke bør fyldes, så væsken strømmer ind under væskeoverfladen.

Eksempel på oplagring i lukket system

Et raffinaderi i Danmark har i 1998 bygget en ny tre‑cut splitter til destillation af benzen. Destillationskolonnen destillerer 250 tons benzen fra benzinen i døgnet, så de danske krav om maks. 1 % benzen i benzinen overholdes. Virksomheden har i samme forbindelse anlagt et nyt lukket system fra destillationskolonne til oplagring og udskibning af benzen.

7.1.2 Tanke til opbevaring af hovedgruppe 2 stoffer herunder dieselolie og andre stoffer, der ikke er nævnt under 7.1.1

Nedennævnte retningslinier gælder for tanke, der er større end 50 m3.

7.1.2.1 Opbevaring

Produkter med et damptryk, der er større end 1,3 kPa 70) , bør opbevares i tanke med fast tag. Tankene bør være forbundet med et dampgenvindingsanlæg i overensstemmelse med forskrifterne i bilag 3 til bekendtgørelsen om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin. De kan dog også være forsynet med et indvendigt flydetæppe med primær tætning, der bør være udformet således, at der tilbageholdes i alt mindst 90 % af dampene i sammenligning med tilsvarende tanke med fast tag, som ikke er forsynet med udstyr til tilbageholdelse af dampe.

Produkter med et damptryk, der er mindre end 1,3 kPa (dieselolie, fyringsolie og andre stoffer med lignende damptryk), bør opbevares i tanke med fast tag forsynet med tryk/vakuum ventil. Tryk/vakuum ventiler kan undlades på eksisterende tanke, der ikke er konstrueret til varierende tryk svarende til tryk/vakuum ventilens arbejdsområde.

7.1.2.2 Bemaling af tanke

Den udvendige væg og taget på tanke, som er anbragt over jorden, bør være malet i en farve med en samlet strålevarmereflektionskoefficient på mindst 70 %. For eksisterende tanke kan dette arbejde udføres som led i den almindelige periodiske vedligeholdelse.

7.1.2.3 Fyldning af tanke

Tanke bør fyldes, så væsken strømmer ind under væskeoverfladen.

7.2 Siloer

Siloer til opbevaring af faste stoffer bør forsynes med egnede filtre (konvolutfiltre eller filterpatroner), så luftvejledningens emissionsgrænseværdier kan overholdes ved påfyldning.

Eksempel på luftvilkår for et silofilter

En fabrik, der anvender hydratkalk i produktionen, opbevarer dette i en silo. Siloen skal være forsynet med et effektivt silofilter, der kan tilbageholde emissionen af hydratkalk under indblæsning til siloen. Filteret skal kunne begrænse emissionen til mindre end 10 mg/normal m3.

8 Måling af emissioner fra luftforurenende anlæg

8.1 Indledning

Formålet med dette kapitel er at angive retningslinier for, hvordan målinger af emissioner til luften bør udføres. I kapitlet findes prøveudtagningsmetoder, analysemetoder, vejledende retningslinier til indretning af prøveudtagningsstedet og vejledende retningslinier til målerapporten.

8.2 Miljøstyrelsens metodehåndbog

Miljøstyrelsens referencelaboratorium for måling af emissioner til luften [Reference‑laboratoriet] har (ultimo 2000) udgivet en metodehåndbog med anbefalede metoder til præstationskontrol, AMS og stikprøvekontrol. Metodehåndbogen indeholder endvidere metodeblade for en række almindeligt forekommende emissionsparametre (stoffer) samt et metodeblad for planlægning og rapportering af emissionsmålinger.

Metodehåndbogen kan ses på referencelaboratiets hjemmeside 71)

8.2.1 Metodeliste, præstationskontrol og stikprøvekontrol

Målemetoder fra metodehåndbogen anført i tabel 11 anbefales benyttet ved præstationskontrol og stikprøvekontrol. I særlige situationer kan det være hensigtsmæssigt at benytte modifikationer af metoderne eller andre målemetoder end de anbefalede. I disse tilfælde bør metodevalget være velargumenteret og godkendt af tilsynsmyndigheden, inden målingerne gennemføres. I tvivlstilfælde kan referencelaboratoriets svartjeneste kontaktes.

8.2.2 Miljøstyrelsens metodehåndbog

8.2.2.1 Præstations‑ og stikprøvekontrol

Tabel 11 indeholder en metodeliste for de parametre der kan anbefales metoder for 72) , med udgangspunkt i de foreliggende nationale og internationale standarder.

Tabel 11. Anbefalede metoder til måling af luftforurening fra virksomheder (emission): Metoder til præstations‑ og stikprøvekontrol

Stofgruppe

Parameter

Anbefalet metode

 

 

Standard

Titel

Måleområde

Bemærkning

Støv

Partikler målt som totalstøv

VDI 2066, Bl. 2 (1993)

Messen von Partikeln; Manuelle Staubmessung in strömenden Gasen; Gravimetrische Bestimmung der Staubbeladung; Filterkopfgeräte (4 m3 /h & 12 m3 /h)

1‑1000 mg/m3

Benyttes ved måling af høje koncentrationer
( > 50 mg/m3 )

 

 

PrEN 13284‑1 (1999)

Stationary source emissions. Determination of low range mass concentration of dust.

0‑50 mg/m3

Benyttes ved måling i lave koncentrationer
(< 50 mg/m3 )

 

Partikler < 10 mm

VDI 2066/Blad 2. (1993)

Messen von Partikeln; Manuelle Staubmessung in strömenden Gasen; Gravimetrische Bestimmung der Staubbeladung; Filterkopfgeräte (4 m3 /h & 12 m3 /h)

1‑1000 mg/m3

Benyttes ved måling af partikler < 10 µm

Uorganiske forbindelser

Carbonmonoxid (CO)

US EPA Method 10 (1995)

Determination of Carbon Monoxide Emissions From Stationary Sources. rev. 4.

0‑1000 ppm (0‑1250 mg/m3 )

 

 

Nitrogenoxider (NOx)

US E.P.A. Method 7E, rev. 1 (1985)

Determination of nitrogen oxide emissions from stationary sources. Instrumental analyzer procedure.

Ikke angivet

 

 

Hydrogenchlorid (HCl)

DS/EN 1911, del 1‑3 (1997)

Luftundersøgelse. Emissioner fra stationære kilder. Manuel bestemmelse af HCl.

1‑5000 mg/m3

 

 

Hydrogenfluorid (HF)

VDI 2470, Bl. 1 (1975)

Messung gasförmiger Emissionen. Messen gasförmiger Fluor‑Verbindungen. Absorptions‑Verfahren.

0,05‑200 mg F ‑ /m3

 

 

Svovldioxid (SO2 )

ISO 7934 (1989) samt tillægget Amd. 1 (1998)

Stationary source emission ‑ Determination of the mass concentration of sulfur dioxide‑hydrogen peroxide/barium‑perchlorate/Thorin method.

30‑2000 mg/m3

Valgfrihed mellem de 2 metoder til SO2 ‑bestemmelse

 

 

DS/ISO 11632 (1998)

Emissioner fra stationære kilder ‑ Bestemmelsen af massekoncentrationen af svovldioxid‑Ionchromatografisk metode.

6‑333 mg/m3

Valgfrihed mellem de 2 metoder til SO2 ‑bestemmelse

 

Hydrogensulfid (H2 S)

US EPA Method 11 (1978)

Determination of Hydrogen Sulfide Content of Fuel Gas Streams in Petroleum Refineries

Ikke angivet

 

Metaller

Kviksølv (Hg)

Final draft PrEN 13211 (2000)

Air quality ‑ Determination of the concentration of total mercury in stationary source emissions.

0,001‑0,5 mg/m3

 

Metaller

(fortsat)

Arsen (As), Cadmium (Cd), Cobalt (Co), Chrom (Cr), Kobber (Cu), Mangan (Mn), Nikkel (Ni), Bly (Pb), Antimon (Sb), Thallium (Tl), og Vanadium (V).

CEN/TC 264 N404 (WI 00264013) (2000)

Determination of Total Emission of specific Elements.

Ikke endeligt defineret

Er ikke vedtaget i CEN endnu, men er så langt, at den anbefales som metode.

Indtil standarden vedtages kan US EPA Method 29, VDI 3868 Bl.1 og VDI 2268 benyttes. Partikler efter US EPA Method 29 (planfilter), Gasformige metaller efter VDI 3868 Bl. 1 og oplukning af filter samt analyse efter VDI 2268.

Flygtige organiske forb.

Total organisk carbon (TOC)

EN 12619:1999

Stationary source emissions ‑ Determination of the mass concentration of total gaseous organic carbon at low concentrations in flue gasses ‑ continuous flame ionisation detector method

0‑20 mg C/m3 (n)

Benyttes ved måling i røggasser.

Måleområdet kan udvides indtil ny standard for måling på røggasser i høje niveauer foreligger (prEN 13526).

(VOC)

 

 

 

 

 

 

 

VDI 3481 bl. 3 (1995)

Determination of volatile organic compounds, especially solvents ‑ FID

Fra 1‑2 mg C/m3

Benyttes ved måling i afkast uden forbrænding.

Sekundære parametre

Volumenstrøm

ISO 10780 (1994)

Stationary Source Emissions ‑ Measurement of velocity and volume flow‑rate of gas streams inducts

5‑ 50 m/s

 

 

Carbondioxid (CO2 )

US EPA

Determination of Oxygen and Carbon Dioxide Concentrations in Emissions From Stationary Sources

Ikke angivet

 

 

Oxygen (O2 )

Method 3A (1989)

 

 

 

 

Vand (H2 O)

US EPA Method 4 (1977) (Rev. 3, 5/94)

Determination of Moisture Content in Stack Gases

Ikke angivet

 

Sekundære parametre (fortsat)

Temperaturmåling

IEC Publication 584‑2 (1989)

Thermocouples

ned til: ‑40 °C op til: 1600 °C (afhængig af type) (tolerance‑klasse 2).

 

8.2.3 Metodeliste, AMS

Målemetoder anført i tabel 12 anbefales benyttet ved AMS. I særlige situationer kan det være hensigtsmæssigt at benytte modifikationer af metoderne eller andre målemetoder end de anbefalede. I disse tilfælde bør metodevalget være velargumenteret og godkendt af tilsynsmyndigheden.

8.2.3.1 Anlægsmåling

Generelt er der ingen måleområder indeholdt i disse standarder. Derimod relateres kravene til måleområde og/eller målt koncentration.

Tabel 12. Anbefalede metoder til måling af luftforurening fra virksomheder (emission): Metoder til anlægsmåling med automatisk målende systemer (AMS)

Stofgruppe

Parameter

Anbefalet metode

 

 

Standard

Titel

Bemærkning

 

Støv

Partikler målt som totalstøv

DS/ISO 10155 (1995)

Emissioner fra stationære kilder. Automatisk overvågning af partikel‑mængder. Præstationskrav, prøvningsmetoder og specifikationer.

 

 

Uorganiske forbindelser

Carbonmonoxid (CO)

Carbondioxid (CO2 )

Oxygen (O2 )

ISO/CD 12039.2 (1995)

Stationary source emissions ‑ Determination of the volumetric concentration of CO, CO2 and oxygen. Performance characteristics and calibration of an automated measuring system

 

 

 

Nitrogenoxider

(NOx )

DS/ISO 10849 (1996)

Emissioner fra stationære kilder. Bestemmelse af nitrogenoxid‑koncentrationen. Funktionsdata for automatisk måleudstyr.

 

 

 

Svovldioxid (SO2 )

DS/ISO 7935 (1996)

Emissioner fra stationære kilder ‑ Bestemmelse af svovldioxinkoncentrationer ‑ Præstationskrav for automatiske målemetoder.

 

 

8.2.3.2 Målepladsens indretning

Med måleplads menes den nødvendige plads omkring et målested, hvor måleudstyret er anbragt, og fra hvilken måleteknikeren skal kunne udføre den nødvendige håndtering af måleudstyret.

Opmærksomheden skal henledes på, at adgang til og ophold på målepladsen skal kunne ske sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt efter Arbejdstilsynets gældende regler.

Det er nødvendigt at skelne mellem indretning af målepladser på større anlæg, hvor der regelmæssigt udføres målinger og mindre anlæg, for eksempel afkast, hvor der måske kun skal foretages ganske få målinger. Derfor kan der ikke opstilles vejledende retningslinier, men i det følgende er der som udgangspunkt anført nogle anbefalinger, som bør følges på større anlæg, hvor der gentagne gange skal udføres målinger, og hvor målingen udføres i en højde på mere end 6 m over terræn:

Målepladsen bør

- være 3‑5 m2 (platformens størrelse afhænger af hvilken type måleudstyr, der skal benyttes),

- kunne bære en punktlast på mindst 400 kg,

- have rækværk i ca. 0,5 m og 1,2 m højde, hvorunder der er placeret en vertikal sokkel (ca. 0,25 meter høj),

- være placeret sådan, at rækværket ikke er i vejen for måleudstyret,

- have en trappe eller en fast stige, som fører til målepladsen. Hvor trappen/stigen møder målepladsen, skal rækværket være forsynet med selvlukkende låge eller anden sikkerhedsmæssig forsvarlig lukkeanordning,

- være forsynet med elektriske kontakter til 230 V strømforsyning,

- have et hejseværk eller lign. til transport af udstyr,

- have god belysning og ventilation,

- have beskyttelse mod vind og vejr,

- have skridsikkert underlag.

Forholdene omkring sikkerheden og sundheden på målepladsen reguleres af Arbejdstilsynets regler herom, som der henvises til. Der skal således ikke stilles krav herom i en miljøgodkendelse.

8.2.3.3 Målestedets indretning

Med et målested menes det sted i kanalen, hvor emissionsmålingen udføres. Adgang til målestedet i en skorsten eller ventilationskanal opnås typisk ved placering af studse, hvorpå udstyrets udsugningssonder kan påskrues.

Målestedets placering og antallet af målestudse i kanalen har stor betydning for måleresultatets kvalitet.

8.2.3.3.1 Partikelmålinger og volumenstrømsmålinger

Da både gashastighed, partikelkoncentration og partikelstørrelsesfordeling kan variere over et kanaltværsnit, bør målestedet indrettes således, at det er muligt at udtage repræsentative prøver i gasstrømmen. Dette sikres ved at skabe mulighed for at traversere over hele kanaltværsnittet, ved at skabe god opblanding af gassen (ingen lagdeling) samt ved at skabe ensartede strømningsforhold over hele tværsnittet.

8.2.3.4 Målestedets placering

- Måletværsnittet bør placeres vinkelret på gasstrømmen.

- Målestedet bør om muligt placeres i en lodret kanal.

- Vandrette kanaler bør være rektangulære.

- Der bør være en lige strækning M1 uden enkeltmodstande før målestedet. M1 bør for cirkulære kanaler være mindst 5 x D og for rektangulære kanaler mindst 2,5 x (H + B). Ved eksisterende anlæg kan et kortere lige stykke accepteres, hvis antallet af målepunkter forøges, se afsnit 4.1.3.

- D = indre diameter i cirkulær kanal.

- H = indre højde i rektangulær kanal.

- B = indre bredde i rektangulær kanal.

- Der bør være en lige strækning M2 uden enkeltmodstande efter målestedet. M2 bør for cirkulære kanaler være mindst 1 x D og for rektangulære kanaler være mindst 0,5 x (H + B). (Ved eksisterende anlæg kan et kortere lige stykke accepteres, hvis antallet af målepunkter forøges, se afsnit 4.1.3).

- Der bør være en lige strækning M2 efter målestedet inden en åben skorstenstop/afkasttop på mindst 5 gange D eller 2,5 x (H + B).

- Hvis gasserne i en kanal roterer, bør der installeres et rotationshæmmende pladekors før indgangen til det lige kanalstykke.

- Målestedet bør placeres således, at hverken AMS‑måling eller referencemåling forstyrres.

Såfremt måleteknikeren vurderer, at målestedet ikke er indrettet forskriftsmæssigt, og at dette medfører en forhøjet usikkerhed på målingens resultat, bør virksomhed og tilsynsmyndighed oplyses herom, inden målingerne påbegyndes.

8.2.3.5 Antal og placering af målestudse

Generelle anvisninger:

- Der anvendes 4« RG studs med indvendigt gevind. Valg af 4« dimension kan fraviges, hvis hensyn til kanaldimensioner eller parameter kræver det. Fravigelse bør altid drøftes med et akkrediteret laboratorium.

- Studsens dybde bør være mellem 30 og 70 mm.

- Ud for hver målestuds bør der være mindst 1,5 meter frit rum, så der er plads til ind‑ og udtagning af måleudstyr (sonder og lign.) fra kanalen. Hvis kanalens diameter (højde/bredde) overstiger 1 meter, bør der være et frit rum på kanal‑diameteren + 0,5 meter ud for hver målestuds.

- Hvor der skal måles mange parametre samtidig (især når en af parametrene er partikler eller metaller), bør der monteres ekstra målestudse.

- Målestudsene forsynes med propper, der skal kunne løsnes uden vanskeligheder.

- Kanaler med tykke vægge (f.eks. isolering) forsynes med en åbning til ydersiden af selve kanalen (hvor målestudsen er placeret). En sådan åbning bør være rektangulær med et indvendigt mål på 100 x 500 mm eller dimensioneres i samråd med et akkrediteret laboratorium.

Cirkulære kanaler:

- 2 stk. målestudse monteres i en indbyrdes vinkel på 90°.

- Hvor D + S er større end 3 m, vælges 4 målestudse monteret med indbyrdes vinkler på 90°. D = indvendig diameter og S = studsens dybde.

Se endvidere figur 7

Rektangulære kanaler:

- Målestudsene placeres på den ene lodrette side af kanalen, således at det nødvendige antal målepunkter kan fordeles jævnt over tværsnittet.

- Antallet af målestudse afhænger således af antallet af målepunkter og kanalens dimensioner. Se afsnit 8.2.3.6 vedr. antal af målepunkter.

Se endvidere figur 8.

8.2.3.6 Antal af målepunkter

Antallet af målepunkter i et måletværsnit baseres på tværsnittets areal samt på de lige kanalstykkers længde før og efter målestedet.

Det krævede antal målepunkter i såvel et cirkulært som i et rektangulært måletværsnit beregnes efter følgende diagram:

Figur 6 Antal målepunkter i tværsnittet

AL1096_30.JPG Size: (313 X 421)

D = indvendig diameter i mm ved cirkulært måletværsnit

D = 0,5 ( H + B) mm ved rektangulært måletværsnit

H = indvendig højde i mm

B = indvendig bredde i mm

M1 = lige stykke uden strømningsmæssige forstyrrelser før måletværsnittet

M2 = lige stykke uden strømningsmæssige forstyrrelser efter måletværsnittet.

Ved cirkulært måletværsnit bør antallet af målepunkter være deleligt med 4. Målepunkterne fordeles symmetrisk langs 2 på hinanden vinkelrette diametre.

Ved korte lige stykker aflæses antallet af målepunkter for såvel M1 som M2. Det højeste antal målepunkter vælges.

Eksempel 1

I et cirkulært måletværsnit er D = 1.000 mm. M1 større end eller lig med 5 x D og M2 større end eller lig med 1 x D. Antal målepunkter ifølge diagram bliver 11. Men antallet af målepunkter bør være deleligt med 4. Vælg derfor 12 stk. målepunkter.

 

Målepunktets nr. langs en diameter

Antal målepunkter langs en skorstensdiam.

 

2

4

6

8

10

12

14

 

1

 

85

93

96

97

97

98

98

 

2

 

15

75

85

90

92

93

94

 

3

 

 

25

70

81

85

88

90

 

4

 

 

7

30

68

77

82

85

 

5

 

 

 

15

32

66

75

80

 

6

 

 

 

4

19

34

64

73

 

7

 

 

 

 

10

23

36

63

 

8

 

 

 

 

3

15

25

37

 

9

 

 

 

 

 

8

18

27

 

10

 

 

 

 

 

3

12

20

 

11

 

 

 

 

 

 

7

15

 

12

 

 

 

 

 

 

2

10

 

13

 

 

 

 

 

 

 

6

 

14

 

 

 

 

 

 

 

2

 

Tabel nr. 13. Målepunkternes placering i et cirkulært måletværsnit

Tabellen angiver målepunkternes placering i et cirkulært måletværsnit. Tabellen angiver afstandene fra inderside af kanalvæg til de respektive målepunkter. Afstandene er udtrykt i % af kanalens diameter D.

AL1096_31.JPG Size: (228 X 267)

Figur 7 Eksempel på målepunkternes placering i et cirkulært tværsnit.

Eksempel 2

I et rektangulært måletværsnit i et bestående anlæg er H = 1100 mm og B = 700 mm. De lige stykker uden strømningsmæssige forstyrrelser er korte, M1 = 2,5 x D og M2 = 0,6 x D. Fiktivdiameteren D = 0,5 x (1100 + 700) = 900. Antal målepunkter ifølge diagram bliver 17. Vælg 3 x 6 = 18 stk. målepunkter. Reglen for cirkulære kanaler og for rektangulære kanaler er oprunding.

AL1096_32.JPG Size: (265 X 147)

figur 8 Eksempel på fordeling af 12 målepunkter i rektangulært måletværsnit

8.2.3.7 Måling af gasformige luftforureninger

Ved prøvetagning af gasformige luftforureninger skal prøver principielt tages i så mange punkter i måletværsnittet, at der opnås en repræsentativ værdi for gennemnitskoncentrationen. Ved gode strømningsforhold, hvor det kan bedømmes, at der ikke er lagdeling af koncentrationen over måletværsnittet, kan prøvetagningen ske i et punkt.

Ved gasmålinger gælder generelt de samme krav til indretning af målesteder, som skitseret i afsnit 8.2.3.3 I visse situationer, f.eks. ved måling i cirkulære ventilationskanaler, kan det være tilstrækkeligt med adgang til kanalen via 2 stk. 1»RG placeret i en indbyrdes vinkel på 90°. Såfremt virksomheden ønsker at afvige fra kravene til indretning af målesteder, som angivet i afsnit 8.2.3.3, bør dette godkendes af tilsynsmyndighed og et akkrediteret laboratorium.

8.2.3.8 Kanaler mindre end 300 mm i diameter

I cirkulære kanaler mindre end 300 mm i diameter (0,5 x (H + B) < 300 mm for rektangulære kanaler) gælder der særlige regler for partikel og volumenstrømsmåling. Såfremt afstandskravene, som nævnt i afsnit 8.2.3.4, er overholdt kan partikelmålinger foretages isokinetisk i ét punkt i kanalens midte. Volumenstrømsmålinger traverseres som normalt, dog undgås målinger i punkter, der ligger tættere end 30 mm fra kanalvæggen.

I mindre kanaler kan det være hensigtsmæssigt at vælge mindre studsstørrelser. Hvis virksomheden ønsker at afvige fra kravene til studsstørrelser m.v., som angivet i afsnit 8.2.3.4, bør dette godkendes af tilsynsmyndighed og et akkrediteret laboratorium.

8.2.4 Præstationskontrol og stikprøvekontrol

8.2.4.1 Målerapport

Præstationskontrol eller stikprøvekontrol bør rapporteres i en akkrediteret målerapport, der som minimum lever op til kravene i DS/EN 45 001 eller EN/ISO 17025, som angivet i den enkelte akkreditering.

Følgende punkter bør være indeholdt i en målerapport:

- navn og adresse på prøvningslaboratoriet, på det sted hvor prøvningen blev foretaget, og på rekvirenten,

- entydig identifikation af rapporten (såsom løbenummer) og af hver af rapportens sider samt angivelse af rapportens samlede sidetal,

- beskrivelse og identifikation af prøveemne (afkast eller skorsten),

- dato og tidspunkt for prøvningens udførelse,

- identifikation af prøvningsspecifikation (reference) eller beskrivelse af prøvningsmetoden eller ‑proceduren,

- beskrivelse af fremgangsmåden ved prøveudtagning,

- enhver afvigelse fra, tilføjelse til eller udeladelse fra prøvningsspecifikationen, og alle andre oplysninger af betydning for en specifik prøvning,

- identifikation af enhver ikke‑standardiseret prøvningsmetode eller ‑procedure, der er brugt, herunder afvigelser fra anbefalede metoder,

- målinger, undersøgelser, og udledte resultater i fornødent omfang understøttet af tabeller, diagrammer, tegninger og fotografier og enhver identificeret fejl,

- en erklæring om måleusikkerheden,

- underskrift og stilling eller tilsvarende identifikation af de(n) person(er), som påtager sig det tekniske ansvar for prøvningsrapporten, samt udstedelsesdatoen,

- en erklæring om, at prøvningsresultaterne udelukkende gælder for de prøvede emner,

- en erklæring om, at rapporten ikke må gengives, undtagen i sin helhed, uden prøvningslaboratoriets skriftlige godkendelse.

Alle kvantitative resultater skal anføres sammen med den beregnede eller estimerede usikkerhed. Dette betyder, at den samlede usikkerhed for en måling skal beregnes eller estimeres og angives i rapporten. Udover usikkerheden på målemetoden kan målestedets indretning, målingens forløb og gassens sammensætning influere på den samlede usikkerhed.

Målerapporten skal indeholde en beskrivelse (skitse) af målestedets indretning med angivelse af kanalens dimensioner, kanalens orientering, længden af lige rørstrækning før og efter målestedet samt antallet af målestudse og deres indbyrdes placering. Forhold, der har indflydelse på målingens usikkerhed, skal beskrives.

Målerapporten skal indeholde et mål for produktionens størrelse og art i kontrolperioden. Det kan f.eks. være energiproduktion og kultype, eller antal lakerede emner, emnernes overflade og laktype. På visse typer produktionsanlæg kan det være tilstrækkeligt at skrive normal eller maksimal produktion.

9 Omregning vedrørende luftoverskud og fugtindhold

I det følgende er alle procentangivelser i volumen % tør gas.

9.1 Omregning til reference CO2 %

AL1096_33.GIF Size: (183 X 48)

Cref. = koncentration ved reference CO2 %[ mg/norm.m3(ref.) ]

Cmålt = målt koncentration [ mg/norm.m3(målt) ]

CO2 % (ref.) = reference CO2 %[ Vol %]

CO2 % (målt) = målt CO2 %[ Vol% ]

Måles der en koncentration af stoffet på 150 mg/normal m3 ved 5 % CO2, vil dette ved 10 % CO2 svare til:

AL1096_34.GIF Size: (287 X 41)

9.2 Omregning til reference O2 %

AL1096_35.GIF Size: (195 X 48)

Cref. = koncentration ved reference O2 %[ mg/norm.m3(ref.) ]

Cmålt = målt koncentration [ mg/norm.m3(målt) ]

O2 % (ref.) = reference O2 %[ Vol %]

O2 % (målt) = målt O2 %[ Vol %]

Måles der en koncentration af stoffet på 150 mg/normal m3 ved 15 % O2, vil dette ved 10 % O2 svare til:

AL1096_36.GIF Size: (316 X 41)

9.3 Omregning mellem CO2 % og O2 %

AL1096_37.GIF Size: (215 X 51)

9.4 Omregning mellem O2 % og CO2 %

AL1096_38.GIF Size: (237 X 46)

Følgende værdier for CO2 %( maks.) kan anvendes (ved overslagsberegning):

Træ og halm:

20 %

Husholdningsaffald:

19 %

Kul:

19 %

Fuelolie:

16 %

Gasolie:

15 %

Naturgas:

12 %

CO2 %( maks.) angiver CO2 %, når forbrændingen sker uden luftoverskud.

9.5 Omregning fra tør til fugtig volumenstrøm

Den definition af fugtighedsprocent i luft, der benyttes i forbindelse med OML‑beregninger, udtrykker andelen af vanddamp i forhold til det totale volumen (volumen H2 O/total volumen luft (inklusiv vanddamp)) 73) . Omregning mellem total volumen og tørt volumen sker efter følgende formel:

AL1096_39.GIF Size: (207 X 45)

Qfugtig = den totale mængde af fugtig gas [ m3, fugtig/h ]

Qtør = mængden af tør gas [ m3, tør/h ]

H2 O % = volumenprocent af vanddamp i forhold til den totale mængde fugtig gas [ Vol %]

9.6 Omregning fra tør til fugtig koncentration

AL1096_40.GIF Size: (212 X 43)

Cfugtig = koncentration i fugtig gas [mg/m3, fugtig]

Ctør = koncentration i tør gas [mg/m3, tør]

H2 O % = volumenprocent af vanddamp i forhold til den totale mængde fugtig gas [ Vol %]

9.7 Omregning fra ppm til mg/normal m3

- 1 ppm SO2 = 2,93 mg/normal m3 SO2 ved 0 °C og 101,3 kPa.

- 1 ppm NO = 1,34 mg/normal m3 NO ved 0 °C og 101,3 kPa.

- 1 ppm NO2 = 2,05 mg/normal m3 NO2 ved 0 °C og 101,3 kPa.

- 1 ppm CO = 1,25 mg/normal m3 CO ved 0 °C og 101,3 kPa.

- 1 ppm CO2 = 1,98 mg/normal m3 CO2 ved 0 °C og 101,3 kPa.

- 1 ppm C = 1,87 mg/normal m3 C ved 0 °C og 101,3 kPa.

- 1 ppm HCl = 1,63 mg/normal m3 HCl ved 0 °C og 101,3 kPa.

9.8 Energi‑ og effektenheder

1 J/s

= 1 W

1 MJ/s

= 0,8598 Gcal/h

1 kJ

= 2,778 x 10‑4 kWh

1 kWh

= 3600 kJ

1 kWh

= 859,8 kcal

1 kcal

= 1,163 x 10‑3 kWh

1 kcal

= 4,1868 kJ

9.9 Præfiks

peta

(P)

1015

tera

(T)

1012

giga

(G)

109

mega

(M)

106

kilo

(k)

103

milli

(m)

10‑3

micro

(µ)

10‑6

nano

(n)

10‑9

pico

(p)

10‑12

femto

(f)

10‑15

atto

(a)

10‑18

10 Vejledende emissionsgrænseværdier og kontrolregler for termiske og katalytiske oxidationsanlæg til destruktion af organiske opløsningsmidler

10.1 Indledning

Kapitlet omhandler termiske og katalytiske oxidationsanlæg, der anvendes til destruktion af organiske opløsningsmidler, der indeholder kulstof, oxygen og hydrogen.

Hvor der indgår andre grundstoffer som f.eks. halogener eller kvælstof, henvises der til reglerne i kapitel 3.

10.2 Driftsbetingelser

Destruktion af organiske forbindelser må ikke påbegyndes, før anlæggets optimale driftsbetingelser (f.eks. temperatur indenfor anlæggets setpunkter) er opnået.

10.3 Emissionsgrænseværdier

10.3.1 Emissionsgrænseværdi for TOC (total gasformigt organisk carbon)

Emissionsgrænsen for TOC fastsættes til 1 vægt % af den forventede maksimale koncentration i g TOC/normal m3, der tilføres anlægget (midlet over 1 time), dog normalt maksimalt 100 mg TOC/normal m3 og minimalt 20 mg TOC/normal m3.

Referencetilstanden er den aktuelle oxygenkoncentration.

10.3.2 Emissionsgrænseværdi for CO

100 mg/normal m3 ved aktuel oxygenkoncentration.

10.3.3 Emissionsgrænseværdi for lugt

Som udgangspunkt kan lugtemissionsgrænsen fastsættes til 4.000 LE/normal m3 ved den aktuelle oxygenkoncentration. I nogle tilfælde kan det dog være teknisk/økonomisk nødvendigt at fastsætte en højere værdi. Der bør i disse tilfælde kræves mere end 95 % rensning).

10.3.4 Emissionsgrænseværdi for NOx

200 mg/normal m3 beregnet som NO2 ved aktuel oxygenkoncentration.

10.4 Afkasthøjdeberegning

Den kildestyrke der har den største spredningsfaktor fundet indenfor afsnit 10.4.1‑10.4.5, benyttes til afkastehøjdeberegning jf. kapitel 4.

10.4.1 Uforbrændte specifikke organiske forbindelser

Kildestyrke er lig med den uforbrændte del af de specifikke organiske forbindelser målt eller beregnet efter rensningen.

10.4.2 TOC (total gasformigt organisk carbon)

Ved beregning af spredningsfaktoren anvendes som udgangspunkt en B‑værdi på 0,1 mg TOC/m3. Ved fastlæggelse af denne B‑værdi er der taget højde for, at der ved forbrændingen dannes ukendte, skadelige stoffer som f.eks. aldehyder. Ved velfungerende forbrændingsanlæg forventes hovedparten af de emitterede stoffer dog at være lette kulbrinter som methan, ethan og propan. Hvis det kan godtgøres, at hovedparten af den emitterede TOC‑mængde udgøres af disse lette kulbrinter, kan B‑værdien hæves til 1 mg/m3.

10.4.3 CO

Kildestyrken for CO beregnes ud fra emissionsgrænseværdien for CO.

10.4.4 NOx

Kildestyrken for NOx beregnes ud fra emissionsgrænseværdien for NOx.

10.4.5 Lugt

Kildestyrken for lugt beregnes som beskrevet i afsnit 4.5.

10.5 Kontrolforanstaltninger

10.5.1 AMS

1 Såfremt massestrømmen overstiger 25 kg TOC/time, bør anlægget forsynes med måleudstyr til automatisk måling og registrering af anlæggets emission af TOC.

2 Anlægget bør etableres med kontinuerlig overvågning og registrering af temperaturen. Målepunkt og setpunkt for temperaturmålingen skal godkendes af tilsynsmyndigheden. Normalt vil måling af den højest forekommende temperatur i anlægget være relevant.

Der henvises i øvrigt til afsnit 5.2.4.

10.5.2 Præstationsmålinger

Præstationsmålinger for TOC skal foretages med en flammeionisationsdetektor (FID).

Miljøstyrelsen, den 1. januar 2001

Officielle noter

1) Se lov nr. 369 af 2. juni 1999 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober 1999 om godkendelse af listevirksomhed.

2) Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/1985. Begrænsning af lugtgener fra virksomheder. Vejledningen forventes revideret i år 2001‑2002.

3) Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/1991. Overfladebehandling af skibe.

4) Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/1991. Retningslinier for grovvarebranchen.

5) Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/1993. Begrænsning af forurening fra forbrændingsanlæg.

6) Miljøstyrelsens vejledning nr. 13/97. Begrænsning af luftforurening fra virksomheder, der udsender svejserøg.

7) Se miljøbeskyttelseslovens § 3, stk. 1.

8) Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 3/1993. Brancheorientering for varmforzinkningsindustrien.

Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 5/1993. Brancheorientering for autoophugningsbranchen.

Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 6/1993. Brancheorientering for galvanoindustrien.

Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 4/1995. Brancheorientering for asfaltindustrien.

Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 6/1995. Brancheorientering for jern‑ og metalgenvindings virksomheder.

Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 5/1996. Brancheorientering for lak‑ og farveindustrien.

Orientering nr. 13/2000. Brancheorientering for autoværksteder.

9) Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 3/1991. Overfladebehandling af skibe.

Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 4/1991. Retningslinjer for grovvarebranchen.

Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 2/1993 om begrænsning af forurening fra forbrændingsanlæg.

Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 1/1995 om skydebaner.

10) Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 8/2000. Referencer til renere teknologivurderinger ved miljøgodkendelser.

11) Dvs. de virksomheder, der er omfattet af IPPC‑direktivet og dermed mærket med (i) på listen i bilag 1 til godkendelsesbekendtgørelsen, bortset fra punkterne J 1, K 1d og 2e, der ikke er omfattet af IPPC‑direktivet.

12) Eksempler på substitution:

1. Anvendelse af vegetabilske olier i stedet for opløsningsmidler til afrensning af trykvalser.

2. Anvendelse af vandbaseret sværte til støbekerner i stedet for isopropyl‑baseret sværte.

3. Anvendelse af UV‑farver i stedet for solventfarver på et trykkeri har reduceret forbruget af opløsningsmidler med ca. 80 %.

13) Eksempel på driftsomlægning:

En lak‑ og farvefabrik har omlagt produktionen. Fremstillingen af maling og lak foregår i lukkede systemer med tilbageføring af opløsningsmiddeldampe til blandekarrene. Emissionen af opløsningsmidler til det fri er derved reduceret meget betydeligt.

14) Eksempler på miljøkvalitetsnormer: Bekendtgørelse nr. 119 af 12. marts 1987 om grænseværdi for luftens indhold af nitrogendioxid og bekendtgørelse nr. 836 af 10. december 1986 om grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid og svævestøv. Endvidere bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse stoffer til vandløb, søer eller havet.

15) Der henvises til punkt 2.2.3.2.

16) Se afsnit 1.3.

17) jf. miljøbeskyttelseslovens § 33.

18) Det er ikke nødvendigt at stille vilkår om, at B‑værdien skal overholdes, da skorstensberegningen sikrer, at B‑værdien overholdes, når emissionsgrænseværdierne er overholdt.

19) For nogle virksomhedstyper er denne periode nedsat til 4 år.

20) Se miljøbeskyttelseslovens § 41a, stk. 2.

21) Se bekendtgørelse nr. 106 af 1. februar 2000 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.

22) Se miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 2.

23) Se miljøbeskyttelseslovens § 41b og § 17 i bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober 1999 om godkendelse af listevirksomhed (Godkendelsesbekendtgørelsen).

24) Se miljøbeskyttelsesloven § 41b.

25) Se miljøbeskyttelsesloven § 42.

26) jf. den kommende vejledning om B‑værdier (B‑værdivejledningen).

27) Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 2/1993. Begrænsning af forurening fra forbrændingsanlæg, del 3, Krav i forbindelse med fastsættelse af vilkår for godkendelse af krematorieanlæg efter miljøbeskyttelsesloven.

28) Se kapitel 4.

29) Se kapitel 4, afsnit 4.3.2.

30) Ved »over tag« forstås normalt det aktuelle tag, hvor afkastet er placeret, men i specielle tilfælde må der tages hensyn til høje nærliggende bygninger m.v. for, at der kan ske fri fortynding.

31) Periodevis drift, f.eks. et anlæg der kører on ‑ off i rimelige perioder ‑ det kan f.eks. være et triaffedtningsanlæg.

32) Analysemetoder og prøveudtagningsmetoder for PCB bliver offentliggjort senere.

33) I‑TEQ som defineret i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 660 af 11. august 1997 om godkendelse af anlæg, der forbrænder farligt affald. Bilaget punkt 9.

34) Bekendtgørelse nr. 660 af 11. august 1997.

35) Asbest: Chrysotil, Crocidotil, Amosit, Anthophyllit, Actionolit og Tremolit.

36) Massestrømsgrænsen og emissionsgrænseværdien gælder ikke for energianlæg. Se kapitel 6.

37) Massestrømsgrænsen og emissionsgrænseværdien gælder ikke for energianlæg. Se kapitel 6.

38) Tallene gælder i forhold til det samlede indhold af opløsningsmidler. Tørstof medregnes altså ikke. Hvis betingelserne ikke er opfyldt, er det ikke en »blandingsfortynder«.

39) Danmarks Miljøundersøgelser.

40) http://www.oml.dmu.dk

41) Miljøbutikken, Læderstræde 1‑3, 1201 København K, Telefon 33 95 40 00.

42) Danmarks Miljøundersøgelser, Afdeling for Atmosfærisk Miljø, Frederiksborgvej 399, Postboks 358, 4000 Roskilde. Telefon 46 30 12 00.

43) Ved »over tag« forstås normalt det aktuelle tag, hvor afkastet er placeret, men i specielle tilfælde må der tages hensyn til høje nærliggende bygninger m.v. for, at der kan ske fri fortynding.

44) Ved »over tag« forstås normalt det aktuelle tag, hvor afkastet er placeret, men i specielle tilfælde må der tages hensyn til høje nærliggende bygninger m.v. for, at der kan ske fri fortynding.

45) http://www.dmu.dk/AtmosphericEnvironment/oml_info.htm.

46) Kildestyrken skifter ikke enhed, da der normeres med den numeriske værdi af B‑værdien.

47) Se definitionen i lugtvejledningen.

48) http://www.dmu.dk/AtmosphericEnvironment/vaadroeg.htm.

49) D.v.s. at den forurenende luftstrøm føres uden om rensningsanlægget.

50) Bogstaverne AMS betyder Automatic Measuring System eller Automatisk Målende System. AMS er fast installeret måleudstyr til automatisk måling og registrering af emissioner. Der er en CEN‑norm under udarbejdelse, som anvender dette begreb, og som stiller præstationskrav til AMS. Se også afsnit 5.3.3.3.

51) Både på partikelform og gasform.

52) Metoden er anbefalet i »Metodelisten«. Metodelisten er anført i kapitel 8.

53) Se metodelisten i kapitel 8.

54) nr. 901 af 31. oktober 1994.

55) nr. 580 af 22. juni 2000.

57) Se eksempel i afsnit 3.2.5.2 om omregning at NOx til NO2.

58) nr. 901 af 31. oktober 1994.

59) nr. 580 af 22. juni 2000.

60) nr. 901 af 31. oktober 1994.

61) Bekendtgørelse nr. 638 af 3. juli 1997 om biomasseaffald.

62) Gælder som udgangspunkt også for kondenserende træfyrede anlæg og for anlæg uden støvfiltre.

63) Gælder kun for anlæg > 5 MW. For fyring med flis med højt barkindhold og stor nåleandel kan emissionsgrænseværdien hæves til 400 mg/normal m3.

64) Bekendtgørelse nr. 638 af 3. juli 1997 om biomasseaffald.

65) Gælder kun for anlæg > 5 MW.

67) Se direktiv 2000/76/EF om forbrænding af affald, der både omfatter farligt affald og ikke‑farligt affald. En bekendtgørelse vil blive sendt i høring.

68) For gasmotorer henvises til Dansk Gasteknisk Center. DGC, Dr. Neergaards Vej 5A, 2970 Hørsholm TLF. 45 76 60 44. www.dgc.dk.

69) Opbevaring af benzin skal ske i overensstemmelse med Miljø‑ og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 852 af 11. november 1995 om begrænsning af udslip af dampe fra oplagring og distribution af benzin. Bekendtgørelsens bilag 2 indeholder en række forskrifter for oplagringsanlæg på terminaler.

70) Damptrykket er det damptryk, som stoffet har ved den aktuelle opbevaringstemperatur i tanken.

71) http://www.dk‑teknik.dk/ref‑lab/ref‑lab.asp Adresse: Gladsaxe Møllevej 15, 2860 Søborg. Telefon. 39555 999.

72) Referencelaboratoriet udarbejder pt flere metodelister herunder en metodeliste for PCB.

73) Fugtprocenter skal altid udtrykkes som nævnt ovenfor. Visse målemetoder (f.eks. gravimetrisk bestemmelse af vandindhold) giver mulighed for at opgive resultatet som mængden af vanddamp i forhold til det tørre volumen luft. Dette resultat skal altid regnes om til Vol % H2 O inden korrektion. Omregning fra »tør« Vol % H2 O til Vol % H2 O: Vol % H2 O = Vol % H2 O(tør) * 100 / (100 + Vol % H2 O(tør)).

Redaktionel note
  • Vejledningen er offentliggjort af Miljøstyrelsen som Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 2/2001