Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Vejledning i affaldsdeponering
Juni 1997

 

 

Indhold

Forord

 

1

Indledning

 

1.1

Generelt

 

1.2

Vejledningens anvendelsesområde og afgrænsning

 

1.3

Vejledningens afgrænsning til anden dansk lovgivning og normer

 

1.4

Vejledningens målgruppe

 

2

Overordnet deponeringsstrategi

 

3

Definition af deponeringsanlæg

 

3.1

Definition og strategi

 

3.2

Deponeringsenheder

 

3.2.1

Deponeringsenheder på et deponeringsanlæg

 

3.2.2

Specialdepot

 

4

Procedurer for accept af affald

 

4.1

Definition og strategi

 

4.2

Affaldskategorier

 

4.3

Acceptkriterier

 

4.4

Testniveauer

 

4.5

Registrerings- og acceptprocedurer

 

5

Forundersøgelser

 

5.1

Definition og strategi

 

5.2

Eksisterende forhold

 

5.3

Geologi

 

5.4

Hydrogeologi

 

5.4.1

Grundvandsmonitering

 

5.5

Overfladevand

 

5.5.1

Perkolat

 

5.5.2

Befæstede arealer og afskærende dræn

 

5.6

Fremtidige forhold

 

5.6.1

Trafikforhold

 

5.6.2

Støjforhold

 

5.6.3

Fremtidig arealanvendelse

 

5.7

Skitseforslag

 

6

Indretning

 

6.1

Definition og strategi

 

6.2

Aktive og passive, miljøbeskyttende systemer

 

6.2.1

Aktive, miljøbeskyttende systemer

 

6.2.2

Passive, miljøbeskyttende systemer

 

6.2.3

Overgangen fra aktive til passive, miljøbeskyttende systemer

 

6.3

Generel indretning

 

6.3.1

Modtageområde

 

6.3.2

Interne vejnet

 

6.3.3

Deponeringsareal

 

6.3.4

Afskærmning mod omgivelserne

 

6.3.5

Arbejdsmiljø

 

7

Membransystemer

 

7.1

Definition og strategi

 

7.2

Membrantyper

 

7.2.1

Lermembraner

 

7.2.2

Polymermembraner

 

7.2.3

Bentonitmembraner

 

7.2.4

Kompositmembraner

 

7.3

Mulige kompositmembransystemer

 

7.4

Udførelse

 

7.4.1

Bund - og sidemembraner

 

7.4.2

Membranunderlag

 

7.4.3

Membranbeskyttelse

 

7.5

Kvalitetssikring for membransystem

 

 

8

Perkolatopsamling

 

8.1

Definition og strategi

 

8.2

Perkolatopsamlingssystemets elementer

 

8.3

Generelle design- og dimensioneringskriterier

 

8.4

Dimensioneringsgivende intensitet

 

8.5

Dimensionering af de enkelte anlægsdele

 

8.5.1

Dræn- og beskyttelseslag

 

8.5.2

Sidedræn

 

8.5.3

Hoveddræn

 

8.5.4

Indløbsanlæg til samlebrønd

 

8.5.5

Opsamlingsbrønde

 

8.6

Kontrolsystemer

 

8.7

Kvalitetssikring

 

9

Gashåndtering

 

9.1

Definition og strategi

 

10

Drift

 

10.1

Definition og strategi

 

10.2

Generelle driftsforhold

 

10.2.1

Affaldsregistering og –kontrol

 

10.2.2

Udlægning af første lag affald

 

10.2.3

Trafikforhold

 

10.2.4

Ren- og vedligeholdelse

 

10.2.5

Tipfrontens størrelse

 

10.2.6

Retablering

 

10.2.7

Nødprocedurer

 

10.3

Deponeringsteknik

 

10.3.1

Deponeringsenhed for blandet affald

 

10.3.2

Deponeringsenhed for mineralsk affald

 

10.3.3

Deponeringsenhed for inert affald

 

10.3.4

Biologisk reaktorenhed

 

10.4

Driftsinstruks

 

10.5

Kundevejledning

 

11

Kontrol og tilsyn

 

11.1

Definition og strategi

 

11.2

Anlæg

 

11.3

Affald

 

11.4

Perkolat

 

11.5

Grundvand

 

11.6

Overfladerecipient

 

11.7

Efter endt deponering

 

11.8

Kriterier for at gøre aktive systemer passive

 

11.9

Støj

 

11.10

Årsrapportering

 

11.11

Myndighedstilsyn

 

12

Retablering

 

12.1

Definition og strategi

 

12.2

Fysisk udformning

 

12.3

Slutafdækning

 

12.3.1

Generelt

 

12.3.2

Dyrkningsformål

 

12.3.3

Andet formål

 

Bilag A

Niveaudelt testprogram for vurdering af affald til deponering

Bilag B

Kvalitetskrav til bentonitmembraner

Bilag C

"Biologisk reaktor"-enhed

 


Forord

Denne vejledning skal ses som et element i en overordnet miljøpolitik, hvori den overordnede målsætning, som beskrevet i Handlingsplan for affald og genanvendelse, er at reducere mængden af og miljøbelastningen fra alle typer affald, føre mest muligt affald til genanvendelse samt forbrænde affald med energiudnyttelse.

Deponering bliver derved den lavest prioriterede behandlingsform.

Denne vejledning tager udgangspunkt i en miljøpolitisk målsætning om, at enhver generation skal tage vare på sit eget affald, så det ikke udgør en miljømæssig trussel for kommende generationer . Udgangspunktet for denne vejledning er således grundlæggende forskellig fra de foregående vejledninger i affaldsdeponering. Kapitel 2 "Overordnet deponeringsstrategi" beskriver de nye principper, som ligger til grund for vejledningen.

Denne vejledning i affaldsdeponering erstatter Miljøstyrelsens tidligere vejledning nr. 4/1982 "Vejledning i affaldsdeponering".

Vejledningen udsendes under hensyntagen til, at der ved redaktionens afslutning pågår et arbejde med at udarbejde et fælles EF-direktiv for affaldsdeponering. Vejledningen lægger sig tæt op af principperne, som er i det af kommissionen fremlagte forslag af 5. marts 1997, men det må forventes, at der skal ske ændringer/tilføjelser i nærværende vejledning, så snart et endeligt direktiv foreligger.

1 Indledning

1.1 Generelt

Miljøpolitisk målsætning

Denne vejledning erstatter Miljøstyrelsens tidligere vejledning nr. 4/1982 "Vejledning i affaldsdeponering". Denne vejledning bygger på et grundlæggende andet princip end tidligere vejledninger i affaldsdeponering. Således tager denne vejledning udgangspunkt i, at man skal kende egenskaberne for det affald, der deponeres, herunder affaldets potentielle udvaskningsegenskaber. Det bliver på den måde kendskabet til affaldet, der deponeres, der udgør det væsentligste element i miljøbeskyttelsen. Samtidig bygger vejledningen på målsætningen om, at enhver generation skal tage vare på sit eget affald. Det vil sige, at affald, der deponeres, skal have en karakter, der sandsynliggør, at perkolatet fra affaldet senest 30 år efter deponering kan accepteres i det omgivende grundvand. Denne miljøpolitiske målsætning skal ses i lyset af, at miljøbeskyttende systemer på deponeringsanlæg ikke kan forventes at fungere evigt. Den nye overordnede strategi for affaldsdeponering er beskrevet i kapitel 2.

Fyldpladser

Fyldpladser vil ikke længere kunne etableres, som de tidligere har været kendt.

Deponeringsanlæg

Deponeringsanlæg bliver den nye samlebetegnelse for anlæg til deponering af affald, uanset affaldets karakter. Betegnelsen kontrolleret losseplads udgår, og der indføres omfattende acceptprocedurer for modtagelse af affald til deponering.

Deponeringsanlæg som betegnelse er beskrevet i kapitel 3.

Acceptkategorier

Acceptkriterierne for affald til deponering er et af grundelementerne i den nye vejledning. Kun visse typer affald vil i fremtiden kunne accepteres til deponering. Dette affald inddeles i forskellige kategorier efter affaldets egenskaber.

Acceptkriterierne tager udgangspunkt i et indgående kendskab til affaldets kemiske sammensætning og forventede udvaskningsforløb. Dette grundlag foreligger ved vejledningens udsendelse kun for få affaldstyper. Et større udviklingsarbejde er i gang både på nationalt og EU-niveau for at fastlægge endelige kriterier for affald til deponering. Indtil kriterier og testmetoder til at eftervise disse er færdigudviklet, må acceptprocedurerne for affald til deponering i en periode endnu baseres på positivlister. Principperne for at opstille disse positivlister er beskrevet i kapitel 4. Når de endelige kriterier og testmetoder foreligger, vil der blive udarbejdet særlige retningslinier fra Miljøstyrelsen til erstatning af vejledningens kapitel 4.

Vejledningens indhold i øvrigt

I vejledningens kapitel 5-12 beskrives Forundersøgelser (kapitel 5), Indretning (kapitel 6), Membransystemer (kapitel 7), Perkolatopsamlingssystemer (kapitel 8), Gashåndtering (kapitel 9), Drift (kapitel 10), Kontrol (kapitel 11) og Retablering (kapitel 12). Detaljeringsgraden spænder fra funktionskrav til detaljerede, vejledende anvisninger. De detaljerede, vejledende anvisninger skal alene ses som en støtte og er ikke bindende i det omfang, bedre metoder, herunder alternative, kan finde anvendelse til opfyldelse af intentionerne for vejledningen. Vejledninger for bentonitmembraner og kompositmembraner i kapitel 7 gælder alene, indtil der foreligger en revideret udgave af DS/R 466, som blandt andet omhandler detaljer om bentonitmembraner. Den reviderede udgave af DS/R 466 afløses af fælleseuropæiske standarder, når disse foreligger.

Vejledningen indeholder ikke en udtømmende redegørelse for alle forhold, der kan/skal indeholdes ved ansøgning og/eller behandling af ansøgning om udvidelse eller etablering af et deponeringsanlæg, herunder:

i   Forhold omkring renere teknologi

i   Vurdering af større anlægs virkning på miljøet (VVM-reglerne)

i   Myndighedsansvar

i   Region- og lokalplanlægning

i   Arbejdsmiljøregler

i   Øvrige forhold ved godkendelse af listevirksomheder

i   Andre vejledninger og regler på området

For de fleste af ovennævnte punkter er der udarbejdet vejledninger, hvorfor der henvises til disse.

1.2 Vejledningens anvendelsesområde og afgrænsning

Anvendelsesområde

Vejledningen finder anvendelse ved godkendelse og anlæg af samtlige nye deponeringsanlæg samt ved en enhver væsentlig udvidelse af eksisterende anlæg.

Afsnittene 4.3 "Acceptkriterier" og 4.4 "Testniveauer" kan ikke ved vejledningens udsendelse gennemføres i deres fulde udstrækning pga. det på tidspunktet manglende videnskabelige grundlag. Afsnittene bør derfor først få fuld gyldighed, når enten det kræves ved lovgivning som følge af vedtagelse af EF-direktivet om affaldsdeponering, eller når det videnskabelige grundlag er tilvejebragt, således at acceptkriterier og testning kan gennemføres for samtlige deponeringsanlæg i Danmark, herunder eksisterende anlæg.

Test på niveau 3 skal dog altid gennemføres.

Afgrænsning

Vejledningen omfatter ikke deponeringsanlæg for farligt affald, dog skal principperne beskrevet i denne vejledning som minimum anvendes ved godkendelse og anlæg af deponeringsanlæg for farligt affald.

Vejledningen er alene afgrænset til at angive principper og retningslinier og kan ikke på nogen måde erstatte den detaljerede, tekniske planlægning og undersøgelse, som går forud for alle beslutninger vedrørende planlægning, etablering og drift af deponeringsanlæg.

1.3 Vejledningens afgrænsning til anden dansk lovgivning og normer

Kystnærhed

Lokalisering af egnede arealer til deponeringsanlæg skal baseres på kystnærhedsprincippet, der er beskrevet i Miljøministeriets skrivelse af 27. december 1991. Udpegning af egnede arealer til placering af deponeringsanlæg finder sted i forbindelse med regionplanlægningen og tager udgangspunkt i den lovgivning, der findes på det område. Lokaliseringsprincipper omhandles derfor ikke i denne vejledning.

I Miljøbeskyttelseslovens § 50 fremgår det, at deponeringsanlæg skal være offentligt ejede. Med udgangspunkt i offentlig eje af deponeringsanlæg omfatter denne vejledning ikke retningslinier for fondsdannelse eller sikkerhedsstillelse for nedlukning og efterbehandling af deponeringsanlæg.

1.4 Vejledningens målgruppe

Vejledningen henvender sig til alle, der har med deponering af affald at gøre. Således er vejledningen tænkt anvendt af myndigheder i forbindelse med godkendelse og tilsyn med deponeringsanlæg. For de der påtænker at etablere et deponeringsanlæg, er vejledningen tænkt som retningsgivende i forhold til planlægning, forundersøgelse samt udarbejdelse af projektmateriale ved ansøgning om miljøgodkendelse.

2 Overordnet deponeringsstrategi

De væsentligste, miljøbeskyttende faktorer ved deponering af affald er kendskabet til det affald, der deponeres, samt hvor deponeringsanlægget er placeret.

Strategien for deponering af affald tager udgangspunkt i, at enhver generation skal håndtere sit eget affald. En generation er samtidig den realistiske tidshorisont, hvor aktive, miljøbeskyttende systemer kan forventes at fungere. Endelig er det tidshorisonten for, hvor lang tid perkolathåndtering, optimal kontrol og tilsyn kan forventes gennemført efter, at drift af deponeringsanlægget er ophørt.

Derfor skal affaldet, der deponeres, have en sammensætning, hvorfra det kan sandsynliggøres, at perkolatet inden for en tidshorisont på 30 år kan accepteres i det omgivende grundvand. I perioden indtil perkolatet fra affaldet er acceptabelt i omgivelserne, udgør et deponeringsanlæg en potentiel forureningskilde.

Da dele af de aktive, miljøbeskyttende systemer kan svigte, skal det sikres, at deponeringsanlægget er placeret miljømæssigt forsvarligt.

Lokalisering

Udvidelser af eksisterende deponeringsanlæg samt placering af nye må derfor ske ud fra en række overordnede, miljømæssige betragtninger. Dette resulterer i lokaliteter, der fortrinsvis er placeret umiddelbart bag kystnærhedszonen og i områder med begrænsede drikkevandsinteresser. Såfremt denne placering ikke er mulig, kan en placering nærmere kysten komme på tale; dog under hensyntagen til friholdelsen af de samlede åbne kyststrækninger samt hensyn til rekreative, kulturhistoriske og landskabelige interesser. Placeringer ved vandløb og søer samt inde i landet skal så vidt muligt undgås.

Lokaliteter med simpel veldefineret geologi og hydrogeologi skal foretrækkes.

Deponeringsanlæg

For at samle forureningspotentialet fra deponeret affald på få steder skal affaldet deponeres på få deponeringsanlæg. Det er derfor hensigten, at antallet af aktive deponeringsanlæg skal begrænses (i henhold til Miljøministeriets skrivelse af 27. december 1991 vedrørende lokalisering af lossepladser i forbindelse med 1993-revisionen af regionplanerne). Herved kan der gennemføres en målrettet og effektiv kontrol med anlæggenes påvirkning af miljøet.

Affaldsacceptkriterier

Inden affald accepteres til deponering, må det sandsynliggøres, at perkolatet fra affaldet vil være acceptabelt i områdets grundvand, senest efter 30 år og herefter. Er dette ikke tilfældet, skal affaldet behandles på en måde, der sikrer, at kriterierne kan opfyldes inden deponering.

Affald må ikke sammenblandes eller fortyndes for at kunne opfylde dette kriterium.

Affaldet inddeles i typer, som umiddelbart, eller efter endt forbehandling, kan forventes at være af samme karakter. Der må ikke ske sammenblanding af forskellige affaldstyper, hvorved der kan igangsættes processer, som ændrer kendskabet til perkolatets karakter og udviklingsforløb med tiden.

Affald, der med eksisterende teknikker kan håndteres på anden miljømæssig forsvarlig måde, skal ikke deponeres. Forbrændingsegnet affald og genanvendeligt materiale bør således ikke deponeres. Fra den 1. januar 1997 er der i affaldsbekendtgørelsen krav om, at kommunerne gennem regulativer anviser forbrændingsegnet affald til forbrænding. Fra samme tidspunkt er der krav om, at kommunerne gennem regulativer skal sikre kildesortering og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.

Indretning og drift

Deponeringsanlæg opdeles i deponeringsenheder. Deponeringsenhederne indrettes med miljøbeskyttende systemer tilpasset de affaldstyper, der tænkes deponeret.

I særlige tilfælde kan der for store mængder af en enkelt type affald etableres et specialdepot.

Aktive, miljøbeskyttende systemer

Som udgangspunkt skal alt perkolat opsamles, behandles og moniteres fra hver enkelt deponeringsenhed gennem etablering af aktive, miljøbeskyttende systemer. Systemerne skal yde optimal miljøbeskyttelse i hele deponeringsenhedens aktive periode.

Ved aktive, miljøbeskyttende systemer forstås indretningselementer som membraner, dræn, pumper, afledning til renseanlæg og lignende. Hvis disse svigter, opnås der ikke længere optimal miljøbeskyttelse. Optimal miljøbeskyttelse er påkrævet, indtil perkolatet fra affaldet er acceptabelt i grundvand eller overfladevand. Indtil da skal aktive, miljøbeskyttende systemer være holdbare eller kunne udskiftes løbende. Aktive, miljøbeskyttende systemer kræver overvågning.

Deponeringsenheder, der udelukkende skal modtage affald, hvorfra perkolatet umiddelbart vil være acceptabelt i det omgivende grundvand på en given lokalitet, kan indrettes med reducerede eller udelukkende med passive, miljøbeskyttende systemer. Disse deponeringsenheder kan accepteres ud fra et nøje forhåndskendskab til de geologiske og hydrogeologiske forhold og vådområdeforhold omkring den givne lokalitet samt til affaldets udvaskningsforløb og en samlet vurdering af effekterne på miljøet.

Passive, miljøbeskyttende systemer

Passive, miljøbeskyttende systemer er indretningselementer, der sikrer miljøet uden vedligeholdelse. Disse indretningselementer kan være voldanlæg, lavpermeable bundmembraner, slutafdækninger, overfladedræn, beplantninger og lignende. Sådanne systemer må forventes at skulle være effektive i flere hundrede år.

Slutafdækning

Enhver deponeringsenhed i et deponeringsanlæg skal slutafdækkes i takt med, at de enkelte celler i enheden når den fastlagte terrænudformning.

Slutafdækningen skal tilpasses affaldets forventede udvaskningsforløb. Tæt slutafdækning kan ikke accepteres, før perkolatet har opnået en stabil tilstand, der kan accepteres i områdets grundvand.

Fra aktiv til passiv

Et deponeringsanlægs aktive systemer i en deponeringsenhed kan overgå til passive systemer, når perkolatet fra den enkelte enhed bliver acceptabelt i det nedsivende vand i området omkring deponeringsanlægget. Dette skal i hvert enkelt tilfælde fastlægges baseret på en vurdering af effekten på det omgivende miljø.

Tidspunktet, for hvornår deponeringsanlægget kan overgå til passiv drift, fastlægges ud fra konkrete vurderinger af de gennemførte moniteringsaktiviteter, og der tilvejebringes kendskab til affaldets faktiske udvaskningsforløb.

Kontrol og monitering

Den væsentligste egenkontrol for et deponeringsanlæg skal være kontrollen med det affald, der deponeres. En anden væsentlig faktor i forbindelse med egenkontrol er kontrollen med etablering af de aktive, miljøbeskyttende foranstaltninger. I fasen hvor et deponeringsanlægs miljøbeskyttende systemer er aktive, skal der foretages monitering og kontrol af perkolat. Når de aktive systemer overgår til passive systemer, kan perkolatmoniteringen og -kontrollen bortfalde.

Kontrol af grundvand og vådområder omkring et deponeringsanlæg skal sikre, at der ikke sker større forurening end forudsat ved godkendelsen af anlægget. Kontrolaktiviteternes omfang og tidsmæssige udstrækning i deponeringsanlæggets passive fase fastlægges ud fra en konkret vurdering af kontrolresultaterne opnået under anlæggets aktive fase og affaldets faktiske udvaskningsforløb. Kontrolaktiviteterne påhviler deponeringsanlæggets ejer.

3 Definition af deponeringsanlæg

Deponeringsanlæg er afgrænsede bygningsværker, hvor affald kan deponeres under kontrollerede og miljømæssigt forsvarlige forhold. Affald skal være undersøgt og kontrolleret, inden det kan deponeres.

3.1 Definition og strategi

Deponeringsanlæg er en samlet betegnelse for godkendelsespligtige anlæg til deponering af affald.

På deponeringsanlæg kan samles forskellige affaldstyper og udføres en effektiv affaldskontrol, der sikrer den miljømæssigt bedste deponering.

Et deponeringsanlæg må indrettes med deponeringsenheder, som svarer til opdeling af affaldet i forskellige typer, hvis egenskaber umiddelbart eller efter endt forbehandling er af samme karakter. Dette sikrer mulighed for differentieret håndtering af perkolat fra forskellige affaldstyper. Endvidere kan der opnås en mere specifik kontrol med affaldet på tipfronten, hvormed det sikres, at affaldet deponeres på den rigtige deponeringsenhed.

Deponeringsenhederne indrettes med varierende, miljøbeskyttende foranstaltninger, drifts- og/eller indretningsmæssigt, afhængigt af hvilken karakter affaldet forventes at have.

Hver deponeringsenhed inddeles i celler, hvis størrelser begrundes af anlægs- og driftstekniske forhold.

Hvis store mængder af en enkelt type affald skal deponeres, kan der etableres et specialdepot. De miljøbeskyttende systemer tilpasses affaldstypen.

Ethvert deponeringsanlæg udgør en potentiel forureningsfare i den periode, der forløber, inden perkolatet fra affaldet kan accepteres i omgivelserne. Såfremt dele af de aktive, miljøbeskyttende systemer svigter, skal det derfor sikres, at grundvand og overfladevand ikke påvirkes.

Deponeringsanlæg bør således fortrinsvis placeres umiddelbart bag kystnærhedszonen og i områder med begrænsede drikkevandsinteresser, se kapitel 5 "Forundersøgelser".

Aktive og passive, miljøbeskyttende systemer er defineret i kapitel 6 "Indretning".

3.2 Deponeringsenheder

Et deponeringsanlæg kan bestå af en række deponeringsenheder, hvor nærmere definerede affaldstyper modtages, eller det kan være et specialdepot for en enkelt type affald.

Deponeringsanlæg kan være etableret med aktive eller passive, miljøbeskyttende systemer afhængigt af affaldstyperne, der ønskes modtaget.

3.2.1 Deponeringsenheder på et deponeringsanlæg

En deponeringsenhed på et deponeringsanlæg er et afgrænset og veldefineret område på deponeringsanlægget, hvor affaldstyper med ensartet sammensætning og udvaskningsegenskaber deponeres sammen, under kontrollerede, miljømæssigt forsvarlige forhold.

Ved at opdele deponeringsanlægget i deponeringsenheder kan der ske en specifik kontrol af de affaldstyper, som deponeres på de enkelte enheder.

Hver enkelt deponeringsenhed indrettes med mulighed for separat perkolathåndtering og forskellige niveauer af miljøbeskyttende systemer, som svarer til de affaldstyper, der forventes deponeret på enhederne.

I praksis vil et typisk deponeringsanlæg kunne forventes at rumme deponeringsenhederne opstillet i tabel 3.1.

Tabel 3.1

Deponeringsenheder med eksempler på affaldskarakter, affaldskategorier og miljøbeskyttende systemer.

 

DEPONERINGSENHED

 

Inert affald

Mineralsk affald

Blandet affald

AFFALDETS
KARAKTER

Affald der er ikke-reaktivt (hverken fysisk eller kemisk), og hvorfra stofafgivelse er negligérbart

Affald af mineralsk karakter (højt indhold af salte og metaller) med intet eller ganske ringe indhold af organisk stof

Blanding af langsomt nedbrydeligt, organisk stof og mineralske elementer. Ikke-brændbar karakter

MILJØBESKYTTENDE SYSTEMER

Passive/aktive

Aktive/passive

Aktive

Aktive, miljøbeskyttende systemer forhåndsvurderes i forhold til den aktuelle affaldstype. Under normale omstændigheder vil aktive, miljøbeskyttende systemer indebære opsamling og borttransport af perkolat.

Passive, miljøbeskyttende systemer kan kun anvendes som eneste systemer, hvor der er foretaget en nøje vurdering af geologiske og hydrogeologiske forhold i området omkring den aktuelle lokalitet, og hvor effekterne på og eventuelle risici for miljøet er forhåndsvurderet, specielt ud fra kendskabet til affaldet, og fundet acceptable.

I tilfælde, hvor det kan være nødvendigt at deponere affald med et højt organisk indhold, må en deponeringsenhed på deponeringsanlægget indrettes som en "biologisk reaktorenhed". På en sådan enhed skal driften tilrettelægges, så omsætningen af det organiske affald optimeres med henblik på at udnytte den genererede methangas til energiformål. I bilag C findes en nærmere beskrivelse af en "biologisk reaktorenhed".

3.2.2 Specialdepot

Et specialdepot er et deponeringsanlæg, der kun modtager én nærmere bestemt type affald under kontrollerede og miljømæssigt forsvarlige forhold. Affaldstypen skal være kendt med hensyn til oprindelse, sammensætning og forventede udvaskningsegenskaber.

Specialdepoter anvendes, hvor der forekommer et ekstraordinært stort behov for at deponere en enkelt affaldstype fra en enkelt eller få kilder.

Et specialdepot skal indrettes som én deponeringsenhed med aktive og/eller passive, miljøbeskyttende foranstaltninger tilpasset affaldstypens sammensætning og det forventede udvaskningsforløb.

Aktive, miljøbeskyttende systemer forhåndsvurderes i forhold til den aktuelle affaldstype. Under normale omstændigheder vil aktive, miljøbeskyttende systemer indebære opsamling og borttransport af perkolat.

Passive, miljøbeskyttende systemer kan kun anvendes som eneste systemer, hvor der er foretaget en nøje vurdering af geologiske og hydrogeologiske forhold i området omkring den aktuelle lokalitet, og hvor effekterne på miljøet er forhåndsvurderet, specielt ud fra kendskabet til affaldet, og fundet acceptable.

I nedenstående tabel 3.2 er der givet eksempler på forskellige specialdepoter.

Tabel 3.2

Eksempler på specialdepoter.

SPECIALDEPOT FOR

ENKELT INDUSTRI/
BRANCHE

RESTPRODUKT FRA FORBRÆNDINGS-
ANLÆG

RESTPRODUKT FRA KRAFTVÆRK

EKSEMPLER PÅ AFFALDSTYPER

Restprodukt fra produktion

Slagge

Flyveaske

AFFALDETS KARAKTER

Ensartet, mineralsk produkt med et indhold af få, kendte komponenter. Let/svært udvaskeligt

Ensartet, mineralsk produkt med et moderat indhold af udvaskelige salte og et moderat til begrænset indhold af umiddelbart udvaskelige sporelementer

Ensartet, finkornet mineralsk produkt med et moderat til begrænset indhold af udvaskelige salte og et moderat til begrænset indhold at umiddelbart udvaskelige sporelementer

MILJØBESKYT-
TENDE SYSTEMER

Aktive

Aktive/passive

Passive

4 Procedurer for accept af affald

Dette kapitel erstattes på længere sigt af separate retningslinier fra Miljøstyrelsen. Dette kapitel beskriver alene principperne for de fremtidige procedurer for accept af affald til deponering. Indtil endelige retningslinier foreligger, må principperne i dette kapitel anvendes. Se i øvrigt afsnit 1.2 "Vejledningens anvendelsesområde og afgrænsning".

4.1 Definition og strategi

Den væsentligste, miljøbeskyttende faktor ved deponering af affald skal bero på karakteren af affaldet, der deponeres. Forud for accept af affald til deponering må der således anlægges betragtninger om affaldets kort- og langsigtede belastning af miljøet. Affald, der ønskes deponeret, skal have en sammensætning, som kan sikre, at alle aktive, miljøbeskyttende systemer på det område, hvor affaldet er deponeret, kan gøres passive hurtigst muligt. Affaldet må ikke udgøre en potentiel forureningsrisiko ud over den periode, hvor det er realistisk at kunne opsamle og rense perkolat samt føre kontrol og tilsyn med det afsluttede deponeringsanlæg. For affald, der ønskes deponeret, skal det således kunne sandsynliggøres, at perkolat fra affaldet vil være acceptabelt i et aktuelt områdes grundvand senest 30 år efter deponering.

Det er hensigten at kunne opdele affaldet i typer, hvis egenskaber umiddelbart eller efter behandling kan forventes at være af samme karakter og dermed afgøre, på hvilken deponeringsenhed affaldet kan deponeres. Herved opnås der mulighed for hensigtsmæssig og separat behandling og monitering af perkolat fra forskellige affaldstyper.

Endvidere er det hensigten at vurdere, om affaldet overhovedet er deponeringsegnet i den form, det har.

Affaldet må ikke fortyndes for at kunne opfylde ovenstående kriterier. Sammenblanding af forskellige affaldstyper med henblik på at ændre de enkelte affaldstypers udviklingsforløb med tiden kan ikke accepteres.

Affald, der med eksisterende teknikker kan håndteres på anden miljømæssig forsvarlig måde, skal ikke deponeres. Forbrændingsegnet affald og genanvendeligt materiale bør normalt ikke deponeres.

4.2 Affaldskategorier

De affaldskategorier, der kan modtages, fastsættes ud fra, hvilke deponeringsenheder, jf. kapitel 3, tabel 3.2, der er til rådighed på det givne deponeringsanlæg.

Generelt opstilles der tre affaldskategorier med følgende karakterisering:

Inert affald

i   Kategori I, Inert affald, er
uorganisk affald, der ikke indeholder reaktivt (hverken fysisk eller kemisk) stof. Stofafgivelsen og økotoksiciteten skal på ethvert tidspunkt være ubetydelig.

Mineralsk affald

i   Kategori II, Mineralsk affald, er
uorganisk, mineralsk stof med et lavt organisk indhold. Det må kun i begrænset omfang kunne opløses i eller reagere kemisk med vand.

Blandet affald

i   Kategori III, Blandet affald, er
en blanding af organisk og uorganisk stof, som ikke eller kun vanskeligt og med et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug kan skilles ad. Affaldet skal have et begrænset indhold af organisk, langsomt nedbrydeligt stof og må ikke have et højt indhold af letopløselige, mineralske elementer.

Potentielt problemaffald

Er affaldet ikke direkte omfattet af ovenstående kategorier, må det betragtes som potentielt problemaffald. Sådant affald må undersøges nærmere, inden det kan placeres under en af kategorierne. Alternativt må affaldet behandles.

Eksempelliste

Tabel 4.1 angiver eksempler på affaldstyper, som må forventes at være omfattet af kategori I, II eller III. En endelig konfirmering af dette skal baseres på acceptkriterierne beskrevet i afsnit 4.3.

Tabel 4.1

Affaldstyper som må forventes at falde under de ovenstående definerede kategorier.

 

KATEGORI I INERT AFFALD

KATEGORI II MINERALSK AFFALD

KATEGORI III BLANDET AFFALD

EKSEMPLER PÅ AFFALDSTYPER

i asbest

i porcelæn

i glas

i gasbeton

i afhærdet glasuld

i tegl

i armeret   beton

i gipsaffald

i slagge

i flyveaske

i vejopfej

i støbesand

i metalforurenet jord

i restprodukter fra sorteret storskrald

i restprodukter fra sorteret bygge- og anlægsaffald

i sand fra renseanlæg

4.3 Acceptkriterier

Det overordnede princip er, at affaldet kan accepteres til deponering baseret på en positivliste udarbejdet ud fra kendskabet til affaldets oprindelse, sammensætning og egenskaber.

En positivliste skal være specifik og relateret til hver enkelt deponeringsenhed på deponeringsanlægget. Positivlisten baseres på affaldskategorierne opstillet i afsnit 4.2 ud fra betragtninger omkring beskyttelse af:

i   Det omgivende miljø.

i   De miljøbeskyttende systemer.

i   Stabiliserende processer i affaldet.

i   Arbejdsmiljøet.

Positivliste

En positivliste må som udgangspunkt være restriktiv og alene være målrettet mod et aktuelt deponeringsanlæg. En affaldstype bør kun optages på et deponeringsanlægs positivliste på grundlag af vurderinger om affaldets forventede kort- og langsigtede opførsel i relation til den pågældende affaldskategori samt de miljøbeskyttende systemer på deponeringsanlægget. Dette kan gøres ved at gennemføre en grundig testning af affaldet. På dette grundlag skal det kunne godtgøres, om affaldet opfører sig i overensstemmelse med kriterierne for en af affaldskategorierne.

Kriterier for hvorvidt en affaldstype kan optages på en positivliste, er endnu usikre og det videnskabelige datagrundlag endnu spinkelt. Både på nationalt og EU-niveau arbejdes der på at udvikle endelige kriterier. Indtil endelige kriterier foreligger, kan følgende retningslinier anvendes:

Tabel 4.2

Affaldskategorier.

KRITERIER

KATEGORI I INERT AFFALD

KATEGORI II MINERALSK AFFALD

KATEGORI III BLANDET AFFALD

Glødetab

<2%

<5%

20% 1)

Indhold af miljøskadelige stoffer

A

B

B

Kvantificering af potentielt udvaskeligt stof

C

D

-

Kendskab til kemisk sammensætning

E

E

F

Forventet perkolatsammensætning

G

H

H

1):

For visse affaldstyper kan glødetabet ikke eftervises. Der må i stedet anlægges en volumenmæssig vurdering, der relateres til glødetabet. Tilstræbt organisk halveringstid >15 år.

A:

Affaldet må ikke kunne afgive (ved fordampning, opløsning eller udvaskning) signifikante mængder af miljøskadelige stoffer (hverken organiske eller uorganiske).

B:

Affaldet bør ikke kunne afgive (ved fordampning, opløsning eller udvaskning) signifikante mængder af miljøskadelige stoffer (hverken organiske eller uorganiske).

C:

Affaldets kvantitative indhold af potentielt udvaskelige forureningskomponenter og deres identitet bør være kendt. Der må hverken på kort eller langt sigt kunne udvaskes væsentlige mængder uorganiske stoffer, herunder salte og sporelementer, fra affaldet.

D:

Affaldets kvantitative indhold af potentielt udvaskelige forureningskomponenter og deres identitet bør være kendt.

E:

95% af affaldets totale, kemiske sammensætning bør være kendt, og den kemiske tilstand på kort og lang sigt bør være beskrevet, mindst som type (oxiderende/reducerende, pH/alkalinitet).

F:

95% af en affaldstypes sammensætning må kunne beskrives, mindst på affaldsfraktionsniveau. Fraktionernes kemiske tilstand på kort og lang sigt bør kunne beskrives, mindst som type (oxiderende/reducerende, pH/alkalinitet).

G:

Perkolatsammensætningen bør ikke på noget tidspunkt have nogen signifikant økotoksikologisk virkning, og det må sandsynliggøres, at perkolatet til enhver tid kan accepteres direkte i grundvandet omkring deponeringsanlægget.

H:

Det bør sandsynliggøres, at perkolatet senest efter 30 år kan accepteres i grundvandet omkring deponeringsanlægget. Perkolatet må ikke udvise nogen signifikant, økotoksikologisk virkning, som kan udgøre en risiko for perkolatbehandlingssystemet og afledningen herfra.

For afgivelse og udvaskning af miljøskadelige stoffer henvises til bilag A.

4.4 Testniveauer

Inden affald kan accepteres til deponering skal det underlægges et hierarkisk testsystem, som består af tre testniveauer:

Testniveau 1: Karakterisering.

Testniveau 2: Overensstemmelse.

Testniveau 3: Identifikation.

Testningens omfang er aftagende i forhold til et øget forhåndskendskab til affaldets sammensætning og egenskaber.

Testniveau 1

Testniveau 1 vil være nødvendig at gennemføre for at få en affaldstype godkendt til en positivliste. Niveau 1 vil være en omfattende og dokumenterende testning (jf. bilag A) og skal udgøre referencen for test på niveau 2 og 3. Dette skal principielt kun gennemføres én gang for en affaldstype, eller hvis affaldet ændrer egenskaber.  

Testniveau 2

Testniveau 2 vil være nødvendig at gennemføre for at kontrollere, om en affaldstype, der er positivlistet (det forudsætter, at niveau 1 på forhånd er gennemført), kan henføres direkte til de relevante acceptkriterier. Niveau 2 må være en forholdsvis enkel test (jf. bilag A). Resultaterne bør kunne relateres direkte til relevante acceptkriterier. Test på dette niveau bør gennemføres periodisk. For samme affaldstype fra samme affaldsproducent gennemføres testen for eksempel 1 gang årligt.

Testniveau 3

Testniveau 3 har til formål at sikre, at hvert læs affald, der modtages, svarer til affaldets deklaration (oplysninger fra affaldsproducenten). Niveau 3 skal derfor udføres for hvert læs affald, som accepteres til deponering. Denne identifikationstest vil oftest kunne begrænses til en visuel inspektion af affaldet, inden og under aflæsning.

Der er i øjeblikket et udviklingsarbejde i gang, i CEN-regi, hvorunder nogle specifikke test udvikles. Dette arbejde forventes færdigt i 1998.

4.5 Registrerings- og acceptprocedurer

Registrering

Ethvert læs affald, der transporteres til eller fjernes fra et deponeringsanlæg, skal registreres.

Registreringen skal ifølge bekendtgørelsen om affald nr. 299 af 30. april 1997 foretages på ISAG ( I nformations S ystem for A ffald og G enanvendelse). Denne registrering omfatter blandt andet: affaldskilde, affaldstype og vægt.

Som en del af egenkontrollen må affaldet endvidere registreres i henhold til en af kategorierne opstillet i afsnit 4.2, og hvilket testniveau der er gennemført.

Acceptprocedure

Vurdering af, om et læs affald kan modtages, afgøres ud fra proceduren vist på figur 4.1 på efterfølgende side og på basis af acceptkriterierne opstillet i afsnit 4.3 samt ud fra testniveauerne opstillet i afsnit 4.4.

Kan affaldet accepteres til deponering, registrerer modtagekontrollen den deponeringsenhed, hvortil affaldet anvises.

Afvisning

Må affaldet afvises ved modtagekontrollen, skal andet behandlingsanlæg anvises i overensstemmelse med anvisningsrammen i oprindelseskommunen. Oprindelseskommunen orienteres om det endelige behandlingsanlæg.

Svarer affaldet ved aflæsning ikke til det affald, det er registreret som, fjernes affaldet for affaldsproducentens regning. Skal affaldet fjernes og anvises til anden behandling, orienteres kommunen.

Figur 4.1

Procedure for accept af affald til deponering.

AL1110_1.JPG Size: (529 X 825)

 

5 Forundersøgelser

5.1 Definition og strategi

Udpegning af lokaliteter til deponeringsanlæg foretages i forbindelse med amternes regionplanlægning.

Forundersøgelser udføres på lokaliteten, som er udpeget til det planlagte deponeringsanlæg. Forundersøgelserne skal omfatte en detaljeret beskrivelse og vurdering af samtlige forhold på det planlagte deponeringsanlæg, der kan påvirke det ydre miljø. Resultatet af undersøgelserne skal danne det endelige grundlag for at vurdere, hvorvidt den fundne lokalitet er miljømæssigt egnet til deponering af de forventede affaldstyper.

Resultatet af forundersøgelserne skal danne grundlag for at fastlægge karakteren og omfanget af nødvendige, miljøbeskyttende foranstaltninger. Ud fra forundersøgelserne skal der således kunne etableres separate, miljøbeskyttende foranstaltninger for forskellige deponeringsenheder på anlægget.

Forundersøgelserne skal indgå i baggrundsmaterialet for ansøgning om miljøgodkendelse. Forundersøgelserne må derfor have et detaljeringsniveau, som sikrer, at der ikke senere opstår uafklarede spørgsmål, som kan have konsekvenser for påvirkning af miljøet, herunder mulighederne for at overgå til alene at anvende passive, miljøbeskyttende systemer 30 år efter endt deponering.

5.2 Eksisterende forhold

De eksisterende forhold på den valgte lokalitet beskrives. Herunder lokalitetens natur- og kulturhistoriske betydning samt lokalitetens nuværende udnyttelse. Der må foretages en beskrivelse af observerede overjordiske anlæg og kulturhistoriske monumenter på arealet. Mulige og nødvendige forholdsregler omkring alle overjordiske anlæg og kulturhistoriske monumenter må beskrives og evalueres.

Der bør foretages en kortlægning af arealets historie, herunder tidligere aktiviteter, tidligere forureninger og underjordiske anlæg, ved gennemgang af eksisterende arkivmateriale.

Kendte grundvandsforureninger opstrøms deponeringsanlægget vurderes. Data bør indgå i fastlæggelse af moniterings- og kontrolprogram.

5.3 Geologi

Formålet med de geologiske undersøgelser er at:

i   Vurdere jordens bæreevne.

i   Skabe grundlaget for den hydrogeologiske vurdering (se afsnit 5.4).

i   Vurdere naturlige lerforekomsters egnethed til deponeringsanlægget.

i   Vurdere råstofressourcers forekomst og egnethed for udvinding.

Eksisterende viden

Geologiske data kan blandt andet indsamles hos den relevante amtskommune og hos GEUS og anvendes til den detaljerede planlægning af forundersøgelserne. Data findes i form af geologiske basisdatakort med udvalgte boringer, som specielle jordarts- og temakort med eller uden tværprofiler, og som en edb-database med mulighed for forskellige søgninger og præsentation af data. Data findes ligeledes i vandindvindingsplanerne, som er udarbejdet af amterne. Som grundlag for udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser har amterne blandt andet udarbejdet kort over grundvandets beskyttelse. Kortmaterialet ligger i de fleste amter i et GIS-system. På basis af disse informationer vurderes lokaliteten og behovet for supplerende markundersøgelser.

Markundersøgelser

Markundersøgelserne består primært af geofysiske og boretekniske aktiviteter, herunder udtagning af jordarts- og grundvandsprøver, hvis omfang afhænger af de lokale, geologiske forhold.

Under forudsætning af at den valgte lokalitet er simpelt geologisk opbygget, bør der tages stilling til omfanget af geofysiske undersøgelser og boreprogram med udgangspunkt i forhåndskendskabet til områdets geologi.

På lokaliteter uden indlejrede lerlag eller andre lavpermeable lag mellem det kommende deponeringsanlæg og det primære grundvandsmagasin kan geologien undersøges udelukkende ved et boreprogram.

På lokaliteter med indlejrede lerlag eller andre lavpermeable lag mellem det kommende deponeringsanlæg og det primære grundvandsmagasin bør der gennemføres geofysiske, primært geoelektriske, målinger til kortlægning af de lavpermeable lags udbredelse og tykkelse. Kortlægningen bør herefter suppleres med et boreprogram designet på basis af den eksisterende viden og resultatet af de geofysiske undersøgelser. Den geofysiske undersøgelse anvendes til:

i   Beskrivelse af områdets homogenitet/heterogenitet

i   Vurdering af lavpermeable lags udstrækning

i   Tilrettelæggelse af det efterfølgende boreprogram

i   Vurdering af, om lokaliteten stadig anses som egnet til deponeringsanlæg

Yderligere om geofysik, se note 1 . I øvrigt henvises til projekt om jord og grundvand fra Miljøstyrelsens vejledning nr. 11/1995 "Overvågning af grundvandet baseret på nye geofysiske målemetoder".

__________________

1   Et geofysisk måleprogram i en kombination af vertikale geoelektriske sondringer og geoelektriske linieprofilmålinger. Førstnævnte bør lægges i et net med maskevidde på cirka 100 meter og et maksimalt strømelektrodeudlæg på fire gange dybden til det ler-/lavpermeable lags undergrænse.

  En eller to vertikale, geoelektriske sondringer udføres tæt på eksisterende, geologisk velbeskrevne boringer til kalibrering og fortolkning af de geofysiske målinger

  De geoelektriske linieprofilmålinger skal lægges hensigtsmæssigt i forhold til sondringerne. Retningen bør vælges, så den bedst muligt går parallelt med strygningen på lerlag/lavpermeable lag. Afstanden mellem strømelektroderne vælges som mindst det dobbelte af dybden til midten af de lavpermeable lag. Vælges en anden retning end parallelt med laghældningen, vil dette vanskeliggøre fortolkningen af målingerne, da de geofysiske love forudsætter homogene og planparallelle lag.

  Måleresultaterne fremstilles som oversigtskort og geofysiske tværprofiler af det undersøgte område. Resultaterne bør vise de mulige lagfølger og som isolinie- og isopachkort vise de lavpermeable lags udbredelse og tykkelse.

Boringer

Boringer gennemføres dels som et led i den geologiske og dels som et led i den hydrogeologiske kortlægning. Er der ved den enkelte boring boret gennem lavpermeable lag, skal borehullet forsegles eventuelt med bentonit ud for de lavpermeable lag for at forhindre lækage fra deponeringsanlægget via borehullerne. Findes der ikke lavpermeable lag, tilbagefyldes det opborede materiale.

Er der gennemført en geofysisk kortlægning, bør der udføres en til to boringer til kontrol af fortolkningen af de geofysiske målinger. Derefter bør der udføres et boreprogram i et mønster, der dækker de forskellige typer af geologiske lagfølger, som de fremgår af databaseinformationerne og den geofysiske kortlægning.

Er der ikke gennemført en geofysisk kortlægning, bør der udføres et boreprogram i et net med en maskevidde på cirka 100 meter, medmindre de geologiske data viser, at maskevidden vælges anderledes.

Vedrørende udførelse af boringer henvises til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 4 af 4. januar 1980 samt Miljøstyrelsens cirkulære af 28. februar 1980 om udførelse af boringer efter grundvand. I øvrigt kan henvises til DS 441 og DS 442 om ikke almene og almene vandforsyningsanlæg. Miljøstyrelsen forventer at udgive en bekendtgørelse i 1997 om udførelse af boringer på land.

5.4 Hydrogeologi

Formålet med de hydrogeologiske undersøgelser er:

i   At beskrive grundvandsmagasiner, der er udnyttet eller egnet til vandindvinding.

i   At beskrive grundvandets transportveje mellem og i de enkelte magasiner samt til vådområder.

i   At beskrive lavpermeable lags egnethed som naturlige membraner

i   At beskrive vandkvaliteten i de enkelte grundvandsmagasiner

i   At beskrive muligheden for eventuelle afværgeforanstaltninger

i   At fastlægge placeringen af grundvandsmoniteringsboringer

Eksisterende viden

Der indsamles hydrogeologiske data fra de geologiske databaser, hos den relevante amtskommune og hos GEUS samt data fra amternes vandindvindingsplaner. Data ligger i form af edb-databaser som geologiske databasekort og som temakort beskrivende udvalgte grundvandsmagasiners transmissivitets- og potentialeforhold.

Herudover findes en kemisk database, der beskriver de enkelte magasiners grundvandskemiske sammensætning. For en del områder er disse data også præsenteret i form af grundvandskemiske kort.

Fra registre i amt og kommune indsamles informationer om grundvandsforureninger hidrørende fra affaldsdepoter og forurenede grunde. Disse informationer har betydning for vurdering af det nuværende kemiske baggrundsniveau i grundvandsmagasiner med relation til deponeringsanlægget.

Markundersøgelser

Den eksisterende viden samt resultatet af de geologiske undersøgelser anvendes som grundlag for planlægningen af markundersøgelserne.

Markundersøgelserne kan blandt andet omfatte lokalisering af eksisterende boringer, nye boringer og forskellige former for hydrauliske test.

Omfanget og arten af boringer og hydrauliske test afhænger af eksisterende data om områdets geologiske opbygning og magasinforholdene.

Undersøgelserne vil generelt være mere omfattende, når der i området optræder flere grundvandsmagasiner adskilt ved lavpermeable lag.

Hovedelementerne i undersøgelsesprogrammet kan beskrives som i tabel 5.1 afhængig af de fremherskende, lokale forhold.

Tabel 5.1

Markundersøgelsers omfang relateret til lokale forhold .

 

LOKALE FORHOLD

UNDERSØGELSE

ET GRUNDVANDSMAGASIN UDEN LAVPERMEABLE LAG

TO ELLER FLERE GRUNDVANDSMAGASINER ADSKILT VED LAVPERMEABLE LAG

BORINGER

Få, med et filter i samme magasin

Flere boret til forskellig dybde afsluttet med filter i de forskellige magasiner

HYDRAULISKE TEST

Potentialemålinger i et magasin

Flere kortvarige pumpetest/slugtest med eller uden observation af vandspejl i observationsboringer

Potentialmålinger i to eller flere magasiner

Få, langvarige pumpetest med observation af trykpåvirkning i observationsboringer

TEST AF LÆKAGE GENNEM LAVPERMEABLE LAG

Ingen

En eller flere baseret på pumpetest og de geologiske undersøgelser

KEMISKE TEST

Få vandprøver

Flere vandprøver til vurdering af de enkelte magasiner

GRUNDVANDS- MODELLER

Begrænset behov for hydrogeologiske modeller

Udtalt behov for hydrogeologiske modeller

Boringer

Der udføres forede boringer til de sekundære og primære magasiner i undersøgelsesområdet. Efter borearbejdets afslutning skal der i hvert magasin være minimum tre boringer med filter. Er der eksisterende boringer i umiddelbar nærhed af undersøgelsesområdet, kan borearbejdet begrænses tilsvarende, forudsat at de eksisterende boringer er velbeskrevne. I forbindelse med filtersætning af boringer, der går gennem lavpermeable lag, bentonitforsegles boringerne ud for disse lag med minimum 1 meter bentonitforsegling. Efter afsluttet filtersætning bør boringen renpumpes. Under renpumpningen bør afsænkningen og vandydelse i boringen registreres. Denne registrering kan anvendes til en foreløbig vurdering af de enkelte magasiners hydrauliske ledningsevne og dermed til planlægning af de længerevarende, efterfølgende prøvepumpninger.

Boreprøver fra borearbejdet bør udtages og beskrives som anført under det geologiske borearbejde i afsnit 5.3.1.

Potentialer
Minimum tre boringer fra hvert af grundvandsmagasinerne i området bør indgå i synkronpejling af vandspejl. Minimum tre boringer i hvert magasin er nødvendigt for at kunne bestemme vandspejlets hældningsretning og dermed vandets strømningsretning under deponeringsanlægget.

Pejleresultaterne bør fremstilles i form af et potentialekort for hvert enkelt magasin.

Vandspejls/trykforskelle mellem de enkelte grundvandsmagasiner bør anvendes til en vurdering af risikoen for perkolatstrømning fra deponeringsanlægget til sekundære såvel som primære grundvandsmagasiner. Har magasinet direkte under deponeringsanlægget et højere vandspejls/trykniveau end trykniveauet i dybereliggende magasiner, er der en forøget risiko for en nedadrettet perkolatstrømning.

Kendskabet til strømningsretningerne bør sammen med kendskabet til strømningshastighederne bestemt ved hydrauliske test anvendes til placering af grundvandsmoniterings- og kontrolboringer op- og nedstrøms deponeringsanlægget.

Hydrauliske test

Der bør gennemføres hydrauliske test i de filtersatte boringer til bestemmelse af grundvandsmagasinernes hydrauliske parametre. Disse parametre er magasingeometrien, hydraulisk ledningsevne, porøsitet og magasinkoefficient. Yderligere om hydrauliske test, se note 2 .

Magasingrundvandskvalitet

For at foretage en kvalificeret vurdering af en potentiel mulighed for udnyttelse af de forskellige grundvandsmagasiner under og omkring deponeringsanlægget bør de enkelte betydende magasiners grundvandskvalitet undersøges. De kemiske parametre, der bør indgå i denne analyse, er analyseprogrammet opstillet for grundvand i tabel 5.2.

Hvis der forekommer nære, opstrøms grundvandsforureninger, bør analyseprogrammet indrettes derefter.

Vandindvinding
Den eksisterende og planlagte vandindvinding bør kortlægges, normalt inden for en afstand af ca. to kilometer fra deponeringsanlægget. Afstanden bør øges i grundvandet nedstrøms og mindskes opstrøms deponeringsanlægget. Kortlægningen bør omfatte enkeltforsyninger, fælles vandforsyninger samt markvandingsanlæg. På basis af resultatet af den hydrogeologiske undersøgelse må risikoen for eventuel påvirkning af disse vandforsyninger vurderes.

______________________

Grundvandsmagasiner med frie vandspejlsforhold bør testes med kortvarige pumpetests med en varighed på 3 til 5 timer. Pumpetesten gennemføres med maksimal konstant kapacitet, bestemt ved de tidligere gennemførte renpumpninger. Pumpetests gennemføres i to til tre boringer, som dækker undersøgelsesområdet. Er det muligt at inddrage observationsboringer meget tæt på pumpeboringerne, bør vandspejlsændringer observeres til bestemmelse af magasinets specifikke kapacitet. Er dette ikke muligt, må den geologiske prøvebeskrivelse anvendes til en vurdering af den specifikke kapacitet.

Grundvandsmagasiner med artesiske magasiner bør undersøges med længerevarende pumpetest i en enkelt boring, helst centralt i undersøgelsesområdet, med observation af trykpåvirkningen i minimum to observationsboringer placeret i forskellige retninger og afstande fra pumpeboringen. Pumpetesten bør have en varighed fra en uge til cirka tre uger, da pumpetesten bør fortsættes til datagrundlaget for magasingeometri og vurdering af magasin- og lækagekoefficient er opfyldt. Specielt den sidste hydrauliske parameter er en væsentlig oplysning for vurdering af eventuelt aktive, tekniske foranstaltninger, der bør indgå i det endelige design af deponeringsanlægget.

De hydrauliske parametre bør derudover anvendes til design af det nødvendige moniteringsprogram.

Risikoen for påvirkning af grundvand (vandforsyning) og/eller recipienter vurderes ud fra de kortlagte strømningsretninger, hydrauliske ledningsevner i de enkelte magasiner og risiko for lækage mellem de enkelte magasiner.

Risikovurderingen kan foretages efter retningslinier som beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning "Oprydning på forurenede grunde", der udkommer i 1997.

Vurderes det, at der vil kunne være en risiko, bør dette undersøges nærmere. Hvis disse undersøgelser fortsat viser en uacceptabel risiko, eller foretages der ikke supplerende undersøgelser, bør der ikke anlægges et deponeringsanlæg på den pågældende lokalitet.

5.4.1 Grundvandsmonitering

Formål

Formålet med grundvandsmonitering omkring et kommende deponeringsanlæg er dels at udvælge boringerne til den efterfølgende grundvandskontrol dels at få fastlagt baggrundsniveauerne for de relevante parametre i forhold til den grundvandskontrol, der skal gennemføres efter ibrugtagning af deponeringsanlægget.

Grundvandsmoniteringen skal således gennemføres, før deponering på deponeringsanlægget påbegyndes.

Moniteringsboringer

Antal, placering og udbygning af moniteringsboringer afhænger primært af antallet af grundvandsmagasiner ved deponeringsanlægget.

Moniteringsboringerne skal kunne overvåge:

i   Grundvandsstrømningen (hastighed og retning) i det primære og eventuelt sekundære magasin under og omkring deponeringsanlægget.

i   Den naturlige, grundvandskemiske tilstand op-, nedstrøms og under deponeringsanlægget.

Under forudsætning af at hydrogeologien omkring deponeringsanlægget er simpel, kan det primære og eventuelt sekundære magasin overvåges ved hjælp af mindst tre filtersatte boringer i hvert af magasinerne. Strømningsretningen i de enkelte magasiner er fastlagt ved de hydrogeologiske forundersøgelser. Placeringen af moniteringsboringerne bør være baseret på, at mindst én boring anbringes umiddelbart opstrøms, og mindst to anbringes umiddelbart nedstrøms deponeringsanlægget ud fra de hydrogeologiske forhold. Er der mere end et magasin, gentages denne procedure for de øvrige magasiner.

Placering af nedstrøms boringer i magasinet direkte under deponeringsanlægget vælges ud fra en vurdering af de strømningsdynamiske forhold. En eventuel påvirkning af dybereliggende magasiner vil ikke nødvendigvis vise sig umiddelbart nedstrøms deponeringsanlægget. Det frarådes, at de enkelte boringer er filtersatte i mere end et magasin, da dette erfaringsmæssigt indebærer en stor risiko for lækage mellem de enkelte magasiner via boringerne.

Med stigende kompleksitet i hydrogeologien omkring deponeringsanlægget vil behovet for moniteringsboringer øges.

Boringerne såvel til det primære som det eventuelt sekundære magasin filtersættes som hovedregel med et fem meter filter anbragt i den øverste del af de enkelte magasiner. Boringerne lukkes omhyggeligt med en lerforsegling omkring forerøret over det filtersatte interval, så forurening oven fra langs forerøret i boringen undgås. Er der lavpermeable lag over den filtersatte strækning, sættes bentonitforsegling ud for disse lag.

Boringerne renpumpes efter filtersætning, så de er klar til efterfølgende vandprøvetagning til kemiske analyser. Renpumpningsprocedurerne bør være de samme som for vandforsyningsboringer.

Moniteringsboringerne bruges som kontrolboringer, efter deponeringsanlægget er anlagt.

Vedrørende udførelse af boringer henvises til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 4 af 4. januar 1980 samt Miljøstyrelsens cirkulære af 28. februar 1980 om udførelse af boringer efter grundvand. I øvrigt kan henvises til DS 441 og DS 442 om ikke almene og almene vandforsyningsanlæg. Miljøstyrelsen forventer at udgive en bekendtgørelse i 1997 om udførelse af boringer på land.

Prøvetagning

Moniteringsboringerne forpumpes før prøvetagningen ved minimum at pumpe en vandmængde, der svarer til cirka ti gange borings- og gruskastningsrumfanget. Pumpen anbringes midt i det filtersatte interval, så pumpningen bedst muligt repræsenterer det filtersatte interval.

I øvrigt henvises til Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/1992 "Generel branchevejledning for forurenede grunde".

Analyseprogram

Valg af analyseparametre for grundvandsmonitering ved et kommende deponeringsanlæg bør tage udgangspunkt i:

i   Resultaterne af forundersøgelserne.

i   Det kommende affalds forventede karakter og sammensætning.

I tabel 5.2 er der vist forslag til analyseparametre for grundvandsmonitering for kommende deponeringsanlæg til deponering af henholdsvis blandet affald, mineralsk affald og inert affald.

I forbindelse med specialdepoter skal analyseprogrammet målrettes mere specifikt med hensyn til valg af måleparametre, baseret på udvaskningtest.

Analysefrekvens

Grundvandsmoniteringen foreslås gennemført med interval mellem analyserne på 6-12 måneder. Moniteringen skal som minimum omfatte 3 analyserunder. Moniteringsperioden skal mindst være 2 år. Den sidste moniteringsanalyse skal gennemføres inden for 1 år før deponeringsanlæggets ibrugtagning.

Analyselaboratorium

Analyserne skal gennemføres på laboratorier, der er akkrediterede til at gennemføre den omhandlende analyse. Eventuel anvendelse af ikke-akkrediterede laboratorier kræver accept fra tilsynsmyndigheden.

Tabel 5.2

Analyseparametre, grundvandsmonitering.

 

DEPONERINGSENHED

PARAMETER

INERT
AFFALD*

MINERALSK AFFALD

BLANDET
AFFALD

pH

X

X

X

Ledningsevne

X

X

X

Tørstof

X

X

X

 

 

 

 

BI 5

 

 

X

NVOC

X

X

X

AOX

 

X

X

GC-FID-screening

 

 

X

 

 

 

 

Total-N

X

X

X

Ammonium-N

 

 

X

Chlorid

X

X

X

Sulfat

X

X

X

Sulfid

X

X

X

Natrium

X

X

X

Calcium

X

X

X

Jern

 

X

X

Kalium

 

X

 

 

 

 

 

Bly

 

X

X

Cadmium

 

X

X

Kobber

 

X

X

Chrom

 

X

X

Nikkel

 

X

X

 

NVOC

=

Ikke-flygtigt, organisk kulstof.

AOX

=

Adsorberbart, organisk halogen.

GC-FID-screening

=

Screening ved gaschromatografi for indhold af ekstraherbare, organiske stoffer, herunder opløsningsmidler og olieprodukter.

i

=

Hvor perkolatsammensætning kan kontrolleres, jf. afsnit 3.2.

5.5 Overfladevand

Belastningen fra deponeringsanlægget til overfladevand udgøres dels af en belastning fra renset perkolat, uanset om perkolatet renses lokalt eller bortskaffes til andet renseanlæg, dels af belastningen fra befæstede arealer og eventuelt afskærende dræn omkring deponeringsanlægget.

5.5.1 Perkolat

Ud fra perkolatets mængde og sammensætning må mulighederne for rensning, bortskaffelse og miljømæssige effekter vurderes.

I vurderingen bør følgende indgå:

i   Nærtliggende renseanlægs kapacitet og egnethed til rensning af perkolat, herunder renseanlæggenes følsomhed over for pulsbelastninger fra perkolattilførsel og resulterende tungmetalindhold i det producerede slam.

i   Mulighederne for bortskaffelse af perkolat via tankvogn og/eller kloakledningsnet.

i   Rensningseffekten på perkolat ved behandling i et kommunalt renseanlæg og effekterne af alternative rensemetoder og/eller direkte udledning.

i   Teknisk-økonomisk vurdering af udbygningsbehov for eventuelt modtagende renseanlæg (for eksempel behov for modtage- og doseringstanke samt ændring af rensemetoden).

Renses perkolat separat på eget anlæg, fastsættes rensekrav i lighed med andre spildevandsanlæg under hensyntagen til det modtagende vandområdes målsætning.

For deponeringsenheder, der etableres med reducerede eller udelukkende passive, miljøbeskyttende systemer, skal den forventede belastning fra perkolatet beskrives. Det må af beskrivelsen fremgå, hvor udledningen finder sted.

5.5.2 Befæstede arealer og afskærende dræn

Lokale søer, grøfter og vandløb ved deponeringsanlægget kortlægges.

Under hensyntagen til vandområdernes målsætning vurderes afledningsmulighederne for overfladevand fra befæstede arealer og afskærende dræn omkring deponeringsanlægget.

Behovet for eventuelle tekniske foranstaltninger (udligningsbassiner, olieudskillere, sandfang og lignende) vurderes.

5.6 Fremtidige forhold

5.6.1 Trafikforhold

Deponeringsanlæggets indvirkning på områdets trafikbelastning og -sikkerhed bedømmes på grundlag af den mængde affald, der forventes tilført deponeringsanlægget. I denne vurdering bør sæsonvariationer (perioder med spidsbelastning) samt variationer over dagen inddrages.

Tilkørselsforholdene til anlægget må planlægges på en sådan måde, at til- og frakørende biler følger ruter, der giver den bedste trafiksikkerhed samt færrest gener, specielt i form af støj og støv, for omkringliggende bebyggelser (beboelser og erhverv).

5.6.2 Støjforhold

På basis af indledende overvejelser om deponeringsanlæggets indretning og drift, jf. afsnit 5.6, må der foretages en beregning af det forventede støjniveau fra deponeringsanlægget. Det beregnede støjniveau skal indgå som en del af grundlaget for en ansøgning om miljøgodkendelse. Støjberegningen må foretages på basis af:

i   Det forventede antal daglige til- og frakørende biler.

i   Antal daglige aflæsninger.

i   Den forventede bestykning af stationært og kørende materiel.

i   Antallet af daglige arbejdstimer for hver enkelt stykke materiel.

Hertil skal der tages højde for topografien omkring deponeringsanlægget.

Beregningerne skal udføres efter Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1993 "Beregning af ekstern støj fra virksomheder".

Behovet og mulighederne for støjdæmpende foranstaltninger, som for eksempel alternativ teknologi, støjvolde og tilrettelæggelse af driftsforhold, må vurderes.

5.6.3 Fremtidig arealanvendelse

Den fremtidige arealanvendelse for et deponeringsanlæg fastlægges i en lokalplan for området.

Terrænudformningen kan påvirke deponeringsanlæggets indretning og opfyldningstakt og skal derfor allerede indgå som en del af forundersøgelserne for deponeringsanlægget.

Forholdene beskrevet i det følgende bør som minimum indgå i overvejelserne om det fremtidige terræn.

Fyldhøjder

I overvejelserne af den maksimale, gennemsnitlige fyldhøjde må der foretages betragtninger omkring affaldets udvaskningsforløb. Det vil sige, at fyldhøjden må baseres på, at perkolatet fra affaldet vil være acceptabelt i omgivelserne, når deponeringsanlæggets aktive systemer må opgives.

Ud fra planlægningsmæssige forhold og betragtningen om begrænsede arealmuligheder for placering af nye deponeringsanlæg bør der ikke være store områder af deponeringsarealet, hvor fyldhøjden er mindre end 5-7 meter.

Endvidere bør der ved terrænudformningen tages særlige hensyn til placering af perkolatsamlebrønde på deponeringsarealet. Samlebrøndene bør placeres, hvor fyldhøjden er mindst, da store fyldhøjder her kan hindre realistiske muligheder for at vedligeholde og inspicere samlebrøndene og/eller installationer i disse.

Stabilitet

Der må tages hensyn til fremtidige sætninger i det deponerede affald, så utilsigtede lunker undgås i det endelige terræn.

For at nedsætte risikoen for erosion, i den retablerede overflade, bør ingen retablerede flader have et anlæg stejlere end 1:3.

Afvanding

Den naturlige afstrømning af overfladevand skal sikre, at der ikke opstår områder inde på deponeringsarealet med øget infiltration af vand og deraf følgende øget perkolatproduktion.

5.7 Skitseforslag

Skitseforslag

Skitseforslaget til et aktuelt deponeringsanlæg baseres på forundersøgelserne udført som beskrevet i afsnittene 5.1-5.5 samt indretningen beskrevet i kapitel 6.

Skitseforslaget må som minimum indeholde en beskrivelse af følgende emner:

i   Arealets indretning.

i   Behovet for aktive og passive, miljøbeskyttende systemer.

i   Dimensionering og design af aktive og passive, miljøbeskyttende elementer.

i   Den totale deponeringskapacitet og den forventede opfyldningstakt.

Miljøteknisk beskrivelse og vurdering

Skitseforslaget anvendes som forudsætning for en miljøteknisk beskrivelse og -vurdering af deponeringsanlægget og arealet, hvorpå det er planlagt placeret. Den miljøtekniske beskrivelse og vurdering af deponeringsanlægget vil være det endelige grundlag for ansøgning om miljøgodkendelse. Denne skal baseres på den til enhver tid gældende bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomheder.

6 Indretning

6.1 Definition og strategi

Et deponeringsanlæg skal være miljømæssigt forsvarligt indrettet. Indretningen skal tage hensyn til beskyttelse af grundvand, recipienter, jord og luft.

Deponeringsanlægget opdeles i deponeringsenheder. Herved opnås der mulighed for at deponere affaldet i enheder, som svarer til affaldets karakter. I praksis vil de fleste deponeringsanlæg kunne opdeles som vist i tabel 3.1 og 3.2.

Hver deponeringsenhed på deponeringsanlægget må opdeles i mindre celler for at begrænse den åbne deponerings- og membranflade. Herved minimeres en række gener som dannelse af perkolat, lugt, luftbåret affald etc. Samtidig opnås der et driftsmæssigt overskueligt anlæg, der kan etableres i etaper i takt med deponeringsanlæggets opfyldning.

Som udgangspunkt skal alt perkolat opsamles og behandles fra alle deponeringsanlæggets deponeringsenheder. Deponeringsenhederne må derfor etableres med aktive, miljøbeskyttende systemer (indretningselementer), der yder optimal miljøbeskyttelse i hele deponeringsanlæggets aktive periode.

Deponeringsenhederne kan indrettes til bestemte affaldstyper med reducerede aktive eller udelukkende passive, miljøbeskyttende systemer. Det kræver en forhåndsvurdering af udvaskningsforløbet for de aktuelle affaldstyper. Forhåndsvurderingen skal kunne godtgøre, at perkolatet fra affaldet på den givne lokalitet umiddelbart kan accepteres i grundvandet omkring deponeringsanlægget. Endvidere må der i forundersøgelserne for området foretages en samlet vurdering af effekten på miljøet, som viser, at det er acceptabelt.

6.2 Aktive og passive, miljøbeskyttende systemer

Aktive og/eller passive, miljøbeskyttende systemer består af en række elementer, som er fastlagt på grundlag af forundersøgelserne af det aktuelle deponeringsområde.

6.2.1 Aktive, miljøbeskyttende systemer

Ved aktive, miljøbeskyttende systemer forstås systemer, der yder en fuldstændig beskyttelse af miljøet mod påvirkning af forurening fra det deponerede affald.

Aktive, miljøbeskyttende systemer er kendetegnet ved at kræve en aktiv indsats i form af kontrol, tilsyn og/eller vedligeholdelse.

For aktive, miljøbeskyttende systemer, der ikke kan vedligeholdes (for eksempel fordi tilgængelighed til disse elementer er urealistisk), må der kræves særlig dokumentation af holdbarhed. Endvidere må der stilles skærpede krav til kontrol med design og udførelse af disse elementer, jf. tabel 6.1.

For aktive, miljøbeskyttende systemer, der kan vedligeholdes, og hvormed der kan føres tilsyn, kan der stilles normale eller lempede kontrolkrav til både design og udførelse, jf. nedenstående tabel 6.1.

Tabel 6.1

Eksempler på aktive systemer og eksempler på krav til kvalitetssikring af disse.

AKTIVE ELEMENTER

DEN AKTIVE INDSATS

MULIGHEDER FOR VEDLIGEHOLDELSE

KVALITETS-
KONTROL

 

 

 

Design

Udførelse

Membran

Kontrol af grund-
vand/overfladevand

Praktisk uigennemførlig

Skærpet

Skærpet

Perkolatopsamling (drænsystemer)

Tilsyn og kontrol med flow

Delvis tilgængelig

Skærpet

Normal

Perkolatpumper etc

Tilsyn med og vedligeholdelse af perkolatpumper og lignende

Tilgængelig og gennemførlig

Normal

Normal

Forrenseanlæg

Vedligeholdelse af anlægget og tilsyn af elementerne i anlægget. Kontrol af udledning

Tilgængelig og gennemførlig

Skærpet

Normal

Gasventilering

Tilsyn med anlægget og vedligeholdelse af elementerne

Delvis tilgængelig

Normal

Normal/
lempet

Hegn

Vedligeholdelse

Let tilgængelig

Lempet

Lempet

Aktive, miljøbeskyttende systemer skal være funktionsdygtige i hele deponeringsanlæggets aktive fase. Den aktive fase betegner den fase, hvor det er nødvendigt at håndtere forureningskomponenter fra det deponerede affald. Kriterierne for, hvornår en deponeringsenhed kan overgå fra den aktive fase til den passive fase, er opstillet i afsnit 11.8.

6.2.2 Passive, miljøbeskyttende systemer

Ved passive, miljøbeskyttende systemer forstås systemer, der afskærmer det deponerede affald mod omgivelserne. Hvor der anvendes udelukkende passive systemer, består miljøbeskyttelsen alene i kendskab til affaldet, der er deponeret.

Passive, miljøbeskyttende systemer er kendetegnet ved, at systemerne altid kan overlades til sig selv, og i princippet ikke vil kræve kontrol, tilsyn eller vedligeholdelse for at opfylde funktionskravene.

Som eksempler på passive elementer kan nævnes: voldanlæg omkring deponeringsanlægget, omfangs- og overfladedræn, slutafdækning, udsivnings/nedsivningsanlæg samt permeabel og lavpermeabel bund.

6.2.3 Overgangen fra aktive til passive, miljøbeskyttende systemer

Kriterierne for, at en deponeringsenhed kan overgå fra den aktive til den passive fase, fremgår af afsnit 11.8. Når disse kriterier er opfyldt, skal deponeringsanlægget kunne overlades til sig selv. Det betyder, at samtlige aktive, miljøbeskyttende systemer kan opgives, og det genererede perkolat kan accepteres direkte i omgivelserne.

Allerede i forbindelse med indretning af deponeringsanlægget skal der derfor tages stilling til, hvordan perkolatet kan sive til omgivelserne fra hver deponeringsenhed ved en jævn fordeling, uden at der sker en overfladeafstrømning af perkolatet, og uden at perkolat fra forskellige deponeringsenheder bliver sammenblandet uhensigtsmæssigt.

6.3 Generel indretning

For ethvert deponeringsanlæg indgår der en række indretningselementer, som vil eksistere uanset deponeringsanlæggets størrelse og karakter. Disse er opstillet i det følgende.

6.3.1 Modtageområde

Modtageområdet skal være befæstet og bør som oftest placeres et centralt beliggende sted på deponeringsanlægget i umiddelbar tilknytning til adgangsvejen. Det bør fra modtageområdet være muligt at kunne kontrollere ethvert læs affald, der ankommer og forlader deponeringsanlægget.

Som minimum må modtageområdet indrettes med følgende faciliteter:

Kontrolbygning

Kontrolbygningen bør placeres, indrettes og udstyres, så al kontrol og overvågning af deponeringsanlægget kan finde sted herfra. Dette indbefatter affaldskontrol med udsyn til vægt, elektronisk overvågning af perkolatpumper og lignende samt overvågning af til- og frakørende vogne.

Vægt

På modtageområdet skal der være placeret mindst én vægt til ind- og udvejning af affald, hvorfra der kan ske elektronisk registrering.

Vaskeplads

Der skal være adgang til en vaskeplads for vogne, der ønskes/kræves rengjort, inden de forlader deponeringsanlægget, så omgivende veje ikke forurenes.

Personalebygninger

Personalebygninger bør omfatte lokaler til omklædning, personlig hygiejne og ophold med mere. Lokalerne skal indrettes i overensstemmelse med Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1163 af 16. december 1992.

Afløb

Modtageområdet skal have separat afløbssystem. Samtlige afløb fra befæstede arealer på modtageområdet bør ske via olieudskiller. Afløb må i øvrigt følge gældende afløbsregler.

6.3.2 Interne vejnet

Interne stamveje på deponeringsanlægget, der skal anvendes over en lang periode, bør være befæstede. Der bør anlægges særlige kompaktorveje for at undgå kompaktorkørsel på veje for anden kørsel.

6.3.3 Deponeringsareal

Deponeringsarealet opdeles efter behov i et antal deponeringsenheder, som defineret i kapitel 3. Hver deponeringsenhed indrettes med de nødvendige aktive og/eller passive, miljøbeskyttende systemer afhængig af deponeringsenhedens karakter og resultaterne af forundersøgelserne.

Deponeringsenhed

Enhver deponeringsenhed på et deponeringsanlæg skal være tydeligt afgrænset, og der bør inden etablering foreligge planer for denne afgrænsning. Afgrænsningen mellem to deponeringsenheder vil oftest kunne foretages med voldanlæg. Hvor perkolat fra to forskellige deponeringsenheder ikke kan accepteres sammenblandet, må voldanlæg eller anden lavpermeabel adskillelse føres med op i takt med opfyldningen.

Celler
Deponeringsenhederne bør opdeles i celler for at begrænse den åbne deponeringsflade -   og dermed begrænse perkolatdannelse - samt for at optimere driften på deponeringsenhederne.

Cellestørrelsen fastlægges ud fra, at den tilførte affaldsmængde til enheden kan dække membranfladen med mindst 2 meter affald i løbet af deponeringsenhedens første 12 driftsmåneder. I praksis bør ingen celler overstige et areal på 2-3 ha.

Cellerne kan således anlægges i takt med behovet.

Miljøbeskyttende systemer

Hver celle indrettes med miljøbeskyttende systemer som for eksempel:

i   Membransystemer.

i   Perkolatopsamlingssystemer.

i   Dræn og grøfter til afstrømmende overfladevand.

i   Voldanlæg.

Membransystemer

Hver enkelt celle indrettes med et membransystem, der opfylder kravene for deponeringsenheden. Der henvises i øvrigt til kapitel 3 "Deponeringsanlæg" og kapitel 7 "Membransystemer".

Perkolatopsamlingssystemer

Hver enkelt celle indrettes med sidedræn, hoveddræn og perkolatopsamlingsbrønd, hvorfra der kan udtages perkolatprøver. Herudover bør der etableres kontrol med perkolatstanden på hver celle. Der henvises i øvrigt til kapitel 8 "Perkolatopsamlingssystemer".

Dræn og grøfter

Såfremt der er risiko for tilstrømning af overfladevand til deponeringsarealet fra omgivelserne, etableres der omfangsdræn og grøfter. Udledning herfra kan ske til nærmeste vådområde eller gennem faskine til grundvandet, såfremt der er sikkerhed for, at vandet ikke er forurenet fra deponeringsanlægget.

Afgrænsende volde

Som afgrænsning af en celle etableres der et membranbeklædt voldanlæg med en højde på mindst 1 meter. Højden af volden skal sikre, at der på intet tidspunkt strømmer perkolat uden for membranbeklædte arealer.

6.3.4 Afskærmning mod omgivelserne

Deponeringsanlægget bør mod omgivelserne altid fremtræde æstetisk acceptabelt. Deponeringsanlægget bør derfor afskærmes mod omgivelserne, så direkte indsyn ikke er muligt, og sådan at affald ikke flyder i omgivelserne omkring deponeringsanlægget.

Voldanlæg

Volde mod omgivelserne bør normalt placeres langs deponeringsanlæggets periferi. Voldene bør udformes, så de indgår som en del af det fremtidige terræn, og så erosion undgås.

Voldene skal normalt sikre afgrænsning af affaldsfronten mod omgivelserne. Endvidere hindres indsyn til deponeringsanlægget. Højden af voldene bestemmes heraf, men bør under normale omstændigheder ikke være mindre end 3 meter over membranfladen, hvorefter de forlænges i takt med opfyldningen, så de til stadighed opfylder formålet.

Hegn

Der skal etableres et hegn omkring hele deponeringsanlægget for at hindre ukontrolleret aflæsning af affald på deponeringsanlægget samt for at opfange eventuelt vindbåret affald. Hegnet bør placeres højt og frit, for eksempel på toppen af omkransende volde. Hegnet bør have en højde på ca. 2 meter og være forsynet med aflåselige låger ved alle indgange. Under opfyldning bør hegnet om nødvendigt flyttes, så det til stadighed opfylder sit formål.

Beplantning

For at opnå en skærmende effekt samt for at lade deponeringsanlægget fremtræde æstetisk acceptabelt bør der foretages beplantning omkring deponeringsanlæggets afgrænsende voldanlæg. Da nyplantning ikke vil have denne effekt, bør de anvendte planter være af ældre vækst.

6.3.5 Arbejdsmiljø

Deponeringsanlægget skal være arbejdsmiljømæssigt forsvarligt. Der henvises til Arbejdsministeriets/Arbejdstilsynets på ethvert tidspunkt gældende regler.

Der gøres specielt opmærksom på følgende regler:

i   Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 501 af 5. oktober 1978 om projekterendes og rådgiveres pligter med videre efter lov om arbejdsmiljø.

i   Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1163 af 16. december 1992 om faste arbejdssteders indretning.

i   Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18. december 1992 om arbejdets udførelse.

i   Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 473 af 7. oktober 1983 om kloakarbejde med videre.

7 Membransystemer

7.1 Definition og strategi

Membransystemer anvendes, hvor perkolat fra deponeringsanlæg skal opsamles for at sikre jord, grundvand og overfladevand mod forurening fra perkolatet.

Et membransystem skal som udgangspunkt være vandtæt og yde optimal miljøbeskyttelse i hele deponeringsanlæggets aktive fase. For at sikre dette bør ethvert membransystem for et deponeringsanlæg opbygges som et kompositmembransystem eller en anden bundopbygning, som sikrer en tilsvarende eller bedre miljøbeskyttelse. Et kompositmembransystem består af en primær og en sekundær membran i direkte indbyrdes kontakt.

Af anden bundopbygning med tilsvarende miljøbeskyttelse kan hydrauliske barrierer vurderes. Disse må betragtes som lokalspecifikke tilfælde og kræver særlig vurdering, hvorfor de ikke beskrives yderligere i denne vejledning.

7.2 Membrantyper

Et membranmateriale skal kunne modstå de fysiske påvirkninger, som membranen udsættes for under anlægsarbejdet samt fysiske og kemiske påvirkninger i deponeringsanlæggets aktive periode. I tabel 7.1 er de membrantyper anført, som kan indgå i et membransystem.

Tabel 7.1

Oversigt over membrantyper der kan indgå i et membransystem med angivelse af krav, kontrol, udførelse og kvalitetssikring.

MEMBRAN-
TYPER

KRAV

KONTROL-
PARAMETER

UDFØRELSE

KONTROL-
NIVEAU

Lermembraner





i In-situ-membraner

i Udlagte membraner

L   >14%
I p   >5%
k   <10-10 m/s (eftervist i laboratorium)
95% Standard
Proctor

Lagtykkelse:
minimum 2 meter

Lagtykkelse:
minimum 0,5 meter

Permeabilitetskoefficient

Lerindhold

Plasticitetsindeks

Standard Proctor

Kalkindhold

Jf. DS/R 466

Design: normal

Underlag: skærpet

Udførelse: skærpet

Beskyttelseslag:
skærpet

Polymermembra-ner

Jf. DS/R 466

Lagtykkelse:
minimum 1,0 mm

Få sammenføjninger

Jf. DS/R 466

Langtidsholdbarhed over for kemiske og biologiske miljøpåvirkninger

Jf. DS/R 466

Design: normal

Underlag: skærpet

Udførelse: skærpet

Beskyttelseslag:
skærpet

Bentonitmembra-ner

Jf. bilag B 1)

Jf. bilag B 1)

Langtidsholdbar-
hed overfor kemiske og biologiske miljøpåvirkninger

Fremgår af detaljeret installations-manual

Design: skærpet

Underlag: skærpet

Udførelse: skærpet

Beskyttelseslag: skærpet

Kompositmem-
braner

Minimum som hver enkelt af de indgåede membraner, jf. ovenstående

Minimum som hver enkelt af de indgåede membraner, jf. ovenstående

Fremgår af detaljeret installations-
manual

Design: skærpet

Underlag: skærpet

Udførelse: skærpet

Beskyttelseslag: skærpet

 

1) :

Der henvises til bilag B, indtil revideret udgave af DS/R 466 omfatter bentonitmembraner.

L :

Lerprocent.

I p :

Plasticitetsindeks.

k:

Hydraulisk ledningsevne.

7.2.1 Lermembraner

Lermembraner er lavpermeable og kan ikke sikre 100% mod gennemsivning. Ved passende materialevalg og omhu ved arbejdets udførelse kan gennemsivningen dog begrænses til et minimum. Der skelnes mellem udlagte og in-situ-lermembraner. In-situ-lermembraner forekommer som naturlige leraflejringer. Udlagte lermembraner opbygges af to eller flere lag af homogent ler, som tilføres deponeringsområdet.

Med hensyn til krav til egenskaber, materialekontrol og udførelse af lermembraner henvises generelt til den reviderede udgave af DS/R 466.

Anbefalet lagtykkelse og kvalitetssikring er anført i tabel 7.1, hvori også de væsentligste krav og materialekontroller er resumeret.

7.2.2 Polymermembraner

Plast- og gummimembraner (polymermembraner) skal vælges og etableres, så de kan modstå de fysiske og kemiske påvirkninger, som de bliver udsat for under anlægsarbejdet og i hele deponeringsanlæggets aktive periode.

For at en polymermembran kan vælges til det givne formål, skal den opfylde en række materialespecifikke krav. Disse krav vil fremgå af den reviderede udgave af DS/R 466, hvorfor der udelukkende henvises til den.

Polymermembraner skal have en minimumstykkelse på 1,0 mm, og antallet af sammenføjninger, som skal udføres i marken, bør begrænses mest muligt.

Materialekontrol

Polymermembranernes langtidsholdbarhed under de kemiske og biologiske miljøpåvirkninger, som gælder på et deponeringsanlæg, skal dokumenteres enten ved simulering ved laboratorieforsøg eller ved fremlæggelse af erfaringsmateriale.

Herudover skal der foreligge dokumentation for den reviderede DS/R 466 anførte materialekrav.

Udførelse

Polymermembraner skal udlægges og indbygges, så de beskyttes mod påvirkninger, som kan medføre perforering og nedsat resistens. Underlaget for polymermembraner skal forbehandles, så det er plant og sten- og sætningsfrit, jf. DS/R 466.

Svejsninger og samlinger er de svageste punkter. Antallet af svejsninger in-situ må derfor begrænses mest muligt. Svejsningerne skal udføres af plastsvejsere, som har gennemgået og bestået et af Arbejdsmarkedsstyrelsens godkendte kurser på området. Udføringskontrollen skal være skærpet.

7.2.3 Bentonitmembraner

En bentonitmembran kan enten bestå af natrium- eller calciumbentonit, som granulat eller pulver udlagt mellem to geotekstiler eller af løst bentonit udlagt med en spreder og pløjet ned i et underliggende sandlag. Bentonitindholdet i en sådan membran bør være ca. 10 vægt%.

Det er vanskeligere rent udlægningsteknisk at sikre en ensartet membranoverflade ved anvendelse af den løse bentonit frem for de færdige membraner (bentonitmåtter/-tæpper). Endvidere kræves flere test af den udlagte membrans permeabilitetskoefficient end af bentonitmåtter/-tæpper.

For at en bentonitmembran kan anvendes i et deponeringsområde, skal den opfylde en række materialespecifikke krav. Disse krav fremgår af bilag B og af den reviderede DS/R 466.

Materialekontrol

Bentonitmembranens langtidsholdbarhed (specielt natrium eller calciumindholdets kemiske stabilitet) under de kemiske og biologiske miljøpåvirkninger, som gælder på et deponeringsanlæg, skal dokumenteres enten ved simulering ved laboratorieforsøg eller ved fremlæggelse af erfaringsmateriale.

Herudover skal der foreligge dokumentation som anført i bilag B og af DS/R 466 efter dennes revision.

Udførelse

Leverandøren af bentonitmembranen bør udarbejde en detaljeret installationsmanual. Installationsmanualen bør tillige omfatte en beskrivelse af, hvorledes underlaget og beskyttelseslaget (drænlag, jf. kapitel 8) for membranen skal klargøres. Når revision af DS/R 466 foreligger, bør installationsmanualen følge disse anvisninger.

Installationsmanualen skal indeholde en beskrivelse af, hvorledes membranen tilsluttes tæt til rør, brønde, samlinger med mere.

7.2.4 Kompositmembraner

En kompositmembran består af to membrantyper, som ved produktionen er koblet sammen. Kompositmembranen skal udføres af materialer, som opfylder DS/R 466's krav til tæthed, fysisk styrke samt kemisk og biologisk resistens.

Ved produktion og udlægning af en kompositmembran må det sikres, at permeabilitetskoefficienten ikke bliver ringere end den laveste permeabilitetskoefficient for de indgående membraner.

Der skal foreligge en håndterings- og installationsvejledning fra producenten.

Materialekontrol

Det skal kontrolleres, at de indgående membranmaterialer ikke påvirker hinanden på en sådan måde, at kompositmembranen ikke kan opfylde kravene opstillet i DS/R 466.

Udførelse

Leverandøren af kompositmembranen skal have udarbejdet en detaljeret installationsmanual. Installationsmanualen bør tillige omfatte en beskrivelse af, hvorledes underlaget og beskyttelseslaget for membranen skal klargøres.

Installationsmanualen skal indeholde en beskrivelse af, hvorledes membranen tilsluttes tæt til rør, brønde, samlinger med mere.

7.3 Mulige kompositmembransystemer

Det forudsættes i nedenstående vurderinger af et kompositmembransystem, at de indgående membraner, såvel den primære som den sekundære, opfylder de krav, der er opstillet til de enkelte membraner i afsnit 7.2.

Lermembraner

In-situ-lermembraner kan kun fungere i et membransystem som en sekundær membran. Som primær membran kan polymermembraner, bentonitmembraner og kompositmembraner anvendes.

En udlagt lermembran vil ikke kunne fungere som en primær membran, såfremt den sekundære består af en in-situ-lermembran.

Skal en udlagt lermembran anvendes i et kompositmembransystem sammen med en polymermembran, en bentonitmembran eller en kompositmembran, skal den anvendes som sekundær membran og en af de andre som primær. Dette er begrundet i stor mekanisk bearbejdning under udlægning af lermembranen.

Polymermembraner

I et kompositmembransystem kan polymermembraner anvendes som primær membran. Lermembraner og bentonitmembraner bør anvendes som sekundær membran.

Bentonitmembraner

Bentonitmembraner vil i et kompositmembransystem kunne fungere både som primær og som sekundær membran. Bentonitmembraner vil ofte blive anvendt som primær membran i forbindelse med lermembraner og som sekundær membran i forbindelse med polymermembraner og kompositmembraner.

Kompositmembraner

Kompositmembraner består, jf. afsnit 7.2.4, af to typer membraner, som fra producentens side er koblet sammen. Sådanne membraner vil kunne anvendes som et kompositmembransystem, såfremt hver af de indgående membraner i produktet opfylder kravene beskrevet i afsnit 7.2.

Opfylder en af de indgående membraner ikke kravet, eller er nogle af egenskaberne ændret ved sammenkoblingen, kan en kompositmembran fungere som en primær eller sekundær membran.

Beskyttelseslag

Straks efter at kompositmembransystemet er etableret, skal der oven på membranen udlægges et beskyttelseslag, som består af drængrus, der opfylder kriterierne i nyeste udgave af DS/R 466. Dette lag skal efterfølgende fungere som deponeringsenhedens drængruslag.

Udlægning af beskyttelseslaget skal foregå varsomt. Der må ikke køres direkte på membranen. Det kan således være nødvendigt at gennemføre særlige forholdsregler, eventuelt i form af udlægning af et beskyttelseslag af meget stor mægtighed under anlægsarbejderne, hvor kørsel er nødvendig. En særlig beskrivelse heraf må foreligge, inden beskyttelseslaget udlægges.

7.4 Udførelse

7.4.1 Bund - og sidemembraner

Bund- og sidemembraner til et deponeringsanlæg bør opbygges af samme kompositmembransystem. Ved valg af kompositmembransystemer bør der derfor tages hensyn til placeringen og designet af deponeringsanlægget.

Placeres deponeringsanlægget i et hul eller udgravning, er det nødvendigt at sikre, at skræntvinklen ikke er for stor. Skræntvinklen bør bestemmes i henhold til Skemptons formel, jf. DS/R 466. Det skal endvidere sikres, at membranerne i membransystemet har indbyrdes tilfredsstillende friktionsegenskaber og er stabile i både tør og våd tilstand, så der ikke opstår trækspændinger i membranen.

Sidemembraner

Det bør tilstræbes, at sidemembranen har så få svejsninger/sammenføjninger som muligt.

7.4.2 Membranunderlag

Membranunderlag

Som underlag for membransystemet skal anvendes naturlige aflejringer og indbygges jordfyld med sådanne egenskaber, at

i   Der ikke opstår differenssætninger, som inden for en 4 meter retskede er større end jævnhedskravet for den færdige membranoverflade.

i   Der ikke i deponeringsanlæggets funktionsperiode opstår sætninger eller deformationer fra grundbrud, der indebærer, at membranoverfladen ikke længere kan overholde kravet om ensidigt fald mod perkolatopsamlingssystemet.

i   Der ikke under arbejdets udførelse opstår sporkøring større end jævnhedskravet til den færdige overflade.

7.4.3 Membranbeskyttelse

Membranbeskyttelse

Undersiden af membransystemet skal beskyttes mod perforering og rivning fra sten i de naturlige aflejringer eller det indbyggede jordfyld.

Oversiden af membransystemet bør overalt beskyttes med minimum et 0,3 meter tykt lag bestående af sand/grus med et uensformighedstal større end 3, jf. DS/R 466, som samtidig opfylder dimensioneringskriteriet i afsnit 8.5.1 i denne vejledning.

Klimapåvirkninger

Udtørring af membransystemer, der består af en lermembran, bør hindres gennem befugtning af membranoverfladen og beskyttelseslaget i tørre perioder, indtil det dækkes med første lag affald.

Opfrysning af bund- og sidemembransystemer, som indeholder ler, bør hindres gennem tildækning med beskyttelsesgrus og/eller affald.

Beskyttelseslag

Jævnfør afsnit 7.3.

7.5 Kvalitetssikring for membransystem

Kvalitetssikring

Kvalitetssikringen for membransystemet udføres som en kontrol af de enkelte elementer i hele projektet. Ved starten af projekteringen opstilles en kontrolplan, der angiver, hvem kontrolforpligtelsen påhviler samt kontrollens omfang i de enkelte projektstadier. Kontrollen skal omfatte såvel projekteringen som materiale- og udførelseskontrol. Kontrollen skal planlægges, udføres og fortolkes af teknikere med fornøden indsigt og baggrund. Der skal føres journal over udført kontrol. Journalen skal indeholde data og vurderinger og skal opbevares som en del af det endelige projektmateriale.

Ud over kontrol (materiale- og udførelseskontrol) med de enkelte materialer, der indgår i membransystemet, skal der udføres kontrol med membranunderlaget og beskyttelseslaget.

Generelt gælder, at membransystemets kvalitet primært sikres ved anvendelse af kvalificeret personale til såvel projektering som udførelse.

8 Perkolatopsamling

8.1 Definition og strategi

Et perkolatopsamlingssystem er et system, der effektivt og hurtigt fjerner perkolatet fra membranoverfladen i et deponeringsanlæg, så der på intet tidspunkt opstår et hydraulisk tryk over membranfladen på mere end 30 cm. Opfyldes dette, opstår der ikke noget væsentligt hydraulisk tryk på membranoverfladen. Risiko for udslip af perkolat gennem eventuelle lækager i membranen er derved reduceret væsentligt.

Perkolatopsamlingssystemet skal endvidere sikre afledning af perkolatet til behandling inden endelig afledning til recipient.

Perkolatopsamlingssystemet må være funktionsdygtigt i hele deponeringsanlæggets aktive fase. Perkolatopsamlingssystemet må af den grund være simpelt, sikkert og holdbart. I systemet bør der ikke indgå elementer på utilgængelige steder, som kan kræve reparationer. Elementer, der placeres utilgængeligt, skal designes, så levetiden af disse mindst strækker sig over deponeringsanlæggets aktive fase.

Elementer i perkolatopsamlingssystemet, der kan kræve udskiftning/reparation, skal placeres tilgængeligt.

8.2 Perkolatopsamlingssystemets elementer

Ved et deponeringsanlægs perkolatopsamlingssystem forstås et system af anlægsdele (elementer), der opsamler og fjerner perkolat fra deponeringsanlægget. Hovedelementerne i perkolatopsamlingssystemet er:

i   Opsamlingselement (drængruslag, sidedræn og til dels hoveddræn).

i   Transportelement (hoveddræn og til dels sidedræn).

i   Indløbsanlæg til opsamlingsbrønd (lastfordelingsplade og lignende).

i   Opsamlingsbrønd, inspektionsbrønde, prøveudtagnings- og eventuel pumpebrønd.

i   Afløbsledning (gravitations- og trykledninger).

Tabel 8.1

Perkolatopsamlingssystemets elementer med indikation af muligheder for vedligeholdelse og krav der bør stilles til kvalitetskontrollen i forbindelse med design og dimensionering samt udførelse.

ANLÆGSDEL (ELEMENT)

VEDLIGEHOLDELSES-MULIGHEDER

KONTROLNIVEAU

 

 

Design

Udførelse

Dræn:
Drængruslag
Sidedræn
Hoveddræn

Kontrolbrønd

Uigennemførlig
Uigennemførlig
Delvis gennemførlig, gennem opsamlingsbrønd

Uigennemførlig

Normal
Normal
Skærpet

Normal

Skærpet
Skærpet
Skærpet

Normal

Indløbsanlæg

Uigennemførlig

Normal

Skærpet

Opsamlingsbrønd

Delvis gennemførlig. Umiddelbart tilgængelig indvendig

Normal

Normal

Afløbsledning

Gennemførlig

Normal

Normal

8.3 Generelle design- og dimensioneringskriterier

Hovedidéen bag design og dimensionering af perkolatopsamlingssystem er:

i   Simpelt, sikkert og holdbart design.

i   At undgå brug af utilgængelige elementer, der kan fejle.

Generelt bør følgende regler følges:

i   Drænsystemets design må vælges ud fra forudsætningen om, at perkolatets mængdemæssige, kemiske og biologiske variationer ikke kan reguleres.

i   Strømningshastigheden i de valgte elementer skal holdes lavest muligt og uden pludselige ændringer på steder uden realistiske muligheder for udbedring.

i   Kun begrundede, strømningsforstyrrende elementer, som drænrør og brønde, bør benyttes. Geotekstiler bør undgås.

i   Kun undtagelsesvis, og da kun i nødvendigt omfang, bør der benyttes elementer, som kræver vedligeholdelse eller har en levetid, der ikke kan opfylde kravene til aktive, miljøbeskyttende systemer.

i   Det skal ved et hvilket som helst valg af funktioner vurderes, om funktionerne kan løses simplere og med mere resistente materialer. Hvis dette er tilfældet, bør det vurderes, om designet kan ændres.

8.4 Dimensioneringsgivende intensitet

Dimensioneringsgrundlaget for et drænsystems hydrauliske kapacitet må fastlægges ud fra hensyn til blandt andet:

i   Nedbørsforholdene på den aktuelle lokalitet.

i   Recirkulering og/eller vanding.

Hvor der ikke foretages recirkulering/vanding på en deponeringsenhed, bør et perkolatopsamlingssystem dimensioneres til en kapacitet, som svarer til den faktiske nedbør. Som udgangspunkt kan den maksimale månedlige nedbørsmængde for et middelår (seneste 30 års data) for den aktuelle lokalitet anvendes. Denne kapacitet vil være nødvendig, indtil deponeringsarealets membranflade er dækket med mindst et lag affald.

Hvor der er planlagt recirkulering/vanding på deponeringsanlægget, skal dette medregnes i dimensioneringsgivende intensitet. For dette henvises der til DS/R 466.

8.5 Dimensionering af de enkelte anlægsdele

Samtlige elementer, der indgår i perkolatopsamlingssystemet, bør dimensioneres med en sikkerhedsfaktor på mindst 2. Dette betyder, at perkolatopsamlingssystemet skal kunne bortlede den dimensioneringsgivende intensitet, hvis drænsystemets kapacitet er halveret som følge af tilstopning.

8.5.1 Dræn- og beskyttelseslag

Perkolatets hydrauliske trykniveau over membranfladen må på intet sted overstige dræn- og beskyttelseslagets tykkelse. Ved dimensionering bør det hydrauliske tryk sættes til maksimalt 30 cm.

Drænlagets permeabilitet og kornstørrelse bør tilpasses karakteren af perkolatet, der forventes genereret fra affaldet, så der er sikret en effektiv dræning, og der ikke sker tilstopninger af drænlaget.

Dimensionering af dræn- og beskyttelseslaget bør i øvrigt følge DS/R 466.

8.5.2 Sidedræn

I drængruslaget etableres et net af sidedræn med afdræningsretning mod hoveddrænet, jf. afsnit 8.5.3.

Dimensionering af sidedræn bør baseres på anvisningerne i DS/R 466.

Materialevalg

Sidedræn bør etableres som stenfaskiner opbygget af indbyrdes stabile filtermaterialer (singels, ærtesten, perlesten, filtergrus med mere). Geotekstiler bør ikke anvendes som løsning for at opfylde filterkriterierne. Er det alligevel nødvendigt at anvende geotekstiler, må der foretages en nøje vurdering af geotekstilernes permeabilitet og risiko for tilstopning.

Drænafstand

Den indbyrdes afstand mellem to sidedræn bør maksimalt være 0,5 x den teoretiske afstand og maksimalt 20 meter.

Drænets bredde

Bredden af sidedrænets faskine bør fastlægges til minimum 2 x den teoretiske bredde af faskinen fastlagt ud fra den nødvendige kapacitet.

Drænets længde

Længden af sidedræn må tilpasses hoveddrænets "opland", jf. afsnit 8.5.3.

8.5.3 Hoveddræn

Hoveddræn placeres i drængruset i membranfladens dybdetracé med direkte afdræning mod indløbsanlæg og samlebrønd.

Dimensionering af hoveddræn foretages ud fra den dimensioneringsgivende intensitet og ud fra hoveddrænets "opland" (membranflade der afdræner til hoveddrænet). Såfremt der etableres et drænrør i forbindelse med stenfaskinen, bør dennes kapacitet ikke tages i regning.

Dimensionering af hoveddræn bør i øvrigt følge anvisningerne i DS/R 466.

Materialevalg

Hoveddræn bør etableres som stenfaskiner opbygget af indbyrdes stabile filtermaterialer (singels, ærtesten, perlesten, filtergrus med mere), eventuelt med drænrør af polyethylen eller lignende. Geotekstiler må ikke anvendes som løsning for at opfylde filterkriterierne.

Drænafstand

Afstanden mellem hoveddræn afpasses hoveddrænenes kapacitet og "opland".

Drænets bredde

Bredden af hoveddrænets faskine bør fastlægges til minimum 2 x den teoretiske bredde af faskinen fastlagt ud fra den nødvendige kapacitet.

"Opland"

Et hoveddræn bør ikke have et "opland", der overstiger, hvad der svarer til en opstuvning på 30 cm i hoveddrænet ved indløbsanlægget til samlebrønden. Hoveddrænets "opland" kan derfor beregnes således:

 

AL1110_2.GIF Size: (148 X 61)

 

O H

=

Hoveddrænets maksimale "opland" [m 2 ].

b H

=

Hoveddrænets bredde [m].

K H

=

Hoveddrænets kapacitet [m/sek.].

I

=

Dimensioneringsgivende perkolatintensitet [m/sek.].

Drænlængde

Længden af et hoveddræn bør normalt ikke overstige 75 meter.

8.5.4 Indløbsanlæg til samlebrønd

Et indløbsanlæg til en samlebrønd har til formål at sikre perkolatet direkte adgang til opsamlingsbrønden. Dette anlæg er af vital betydning og må være fuldt funktionsdygtig i hele deponeringsanlæggets aktive fase.

Et indløbsanlæg bør bestå af et højpermeabelt gruslag, hvori der er udlagt drænrør med indløb til opsamlingsbrønden. Indløbsanlægget bør beskyttes af en overliggende lastfordelingsplade.

Dimensionering af indløbsanlægget må baseres på den dimensioneringsgivende intensitet, jf. afsnit 8.4, og membranfladen, der afdræner til samlebrønden.

Dimensioneringsgrundlaget for indløbsanlægget bør som minimum være følgende:

i   Indløbskapaciteten fastlægges til minimum 2 x den teoretiske kapacitet af indløbsanlægget, med mindst to indløbsstrenge til opsamlingsbrønden.

i   Indløbsanlægget bør kunne modstå en belastning, som svarer til minimum 2 x det teoretiske tryk fra overliggende affald og jord.

i   Indløbsanlægget bør ikke få direkte infiltration af perkolat genereret fra ovenliggende affald (for at undgå direkte udfældning af partikler i indløbsanlægget).

i   Indløbsanlægget bør som minimum dække et areal omkring opsamlingsbrønden, som svarer til en afstand fra opsamlingsbrønden på minimum 5 meter.

Materialevalg

Indløbsanlægget bør etableres som stenfaskiner opbygget svarende til det højst permeable materiale anvendt i hoveddrænet.

Som indløbsstrenge til samlebrønden skal der anvendes drænrør af perkolatresistente materialer.

8.5.5 Opsamlingsbrønde

Opsamling af perkolat fra en deponeringsenhed bør ske via en opsamlingsbrønd. Dette sikrer mulighed for udtagning af perkolatprøver og muliggør eventuel adgang til indløbsanlæggets drænrør. Fra opsamlingsbrønden fjernes perkolat ved pumpning eller ved et gravitationsudløb under membranen til fælles pumpestation for deponeringsanlægget.

Dimensionering af opsamlingsbrønden bestemmes af den dimensioneringsgivende intensitet, jf. afsnit 8.4, og "oplandet", der afdræner til samlebrønden. I øvrigt skal dimensionering af opsamlingsbrøndens kapacitet og nødvendige pumpeydelser ske på grundlag af almindelig praksis for afløbssystemer.

For at undgå opsamlingsbrønde med stor højde bør de placeres, hvor fyldhøjden af affald er minimal. Dette sikrer samtidig bedre mulighed for adgang til brønden.

En opsamlingsbrønd bør som minimum kunne modstå en belastning, der svarer til minimum 2 x det teoretiske tryk fra affald og jord.

Design

Opsamlingsbrønden bør designes på en måde, der tager hensyn til designkriterierne i afsnit 8.3, og som muliggør udtagning af perkolatprøver til analyser fra samtlige indløb.

Opsamlingsbrønden bør endvidere designes på en måde, som muliggør, at de fleste aktiviteter, der skal foretages i brønden, kan ske, uden at personer befinder sig i brønden. Forventes der behov for at sende personer ned i brønden, skal den designes, så dette kun er muligt under særlige sikkerhedsforanstaltninger.

I det omfang, der sker afledning til spilde- og regnvandsafledningssystemer, er Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 473 af 7. oktober 1983 om kloakarbejde med videre gældende. Hvor dette ikke er tilfældet, vil dimensioneringskravene i bekendtgørelsen om kloakarbejde med videre være grundlæggende for en konkret vurdering.

Materialevalg

Benyttes beton til konstruktion af opsamlingsbrønde, skal betonen behandles både ud- og indvendig med perkolatresistente coatningsmidler.

Velegnede materialer til opsamlingsbrønde er specielt glasfiberarmeret polyester (GAP), og hvor brønden er af begrænset højde, polyethylen high density (PEH). Disse materialer skal også coates indvendig med perkolatresistente coatningsmidler.

8.6 Kontrolsystemer

For at kunne kontrollere perkolatopsamlingssystemets effektivitet bør der etableres mindre, lodrette kontrolrør med hydraulisk kontakt til drængruslaget. Kontrolrørene placeres, så det giver det bedste udtryk for perkolatstanden over membranen.

Kontrolrørene kan føres op gennem affaldet i takt med opfyldningen. Ved etablering af rørene skal der på forhånd etableres foranstaltninger, der hindrer perforering af den underliggende membran.

En anden gennemførlig metode til kontrol med perkolatsystemets effektivitet er gennem vurdering af den opsamlede mængde perkolat relateret til nedbørsmængderne og udsivningskontrol i forbindelse med grundvandsmonitering.

8.7 Kvalitetssikring

Ved dimensionering af samtlige elementer i et perkolatopsamlingssystem bør der udarbejdes dokumentation for dimensionering og design, herunder valg og holdbarhed af materialer. Dimensioneringsgrundlaget bør vedlægges ansøgningen om miljøgodkendelse.

9 Gashåndtering

9.1 Definition og strategi

Med den overordnede strategi for deponering af affald, som fremgår af Miljøstyrelsens handlingsplan, der sigter mod minimering af affald til deponering, og kapitel 2 i denne vejledning, vil der kun blive genereret små mængder gas.

Ses der på de enkelte typer af deponeringsenheder, er vurderingen følgende:

Deponeringsenhed for inert affald

Alene karakteren af det affald, der må accepteres til deponering på en sådan enhed, vil føre til, at der kun genereres gas i ubetydelig mængde.

Deponeringsenhed for mineralsk affald

Karakteren af det affald, der må accepteres til deponering på en sådan enhed, vil føre til, at der kun vil være meget ringe gasproduktion.

Deponeringsenhed for blandet affald

Der kan på denne enhed forventes deponeret en vis mængde, men dog begrænset mængde, organisk affald og ikke letomsætteligt, organisk affald. Der bør derfor ud fra kendskabet til det deponerede affald udføres en miljømæssig vurdering af, om den genererede gas skal/kan opsamles og eventuelt udnyttes til energiformål.

Biologisk reaktorenhed

Der vil på denne enhed forekomme betydelige mængder organisk stof, hvorfor der også bør finde opsamling og udnyttelse af gassen sted.

Hvor der genereres gas fra deponeret affald, må gassen håndteres miljømæssigt forsvarligt. I driftsfasen skal gas håndteres for at sikre, at der ikke opstår risiko for eksplosioner og for at reducere faren for brand i det deponerede affald. Efterfølgende skal håndtering af gas afhjælpe risikoen for skader på vegetation i deponeringsanlæggets slutafdækning og/eller omgivelser.

10 Drift

10.1 Definition og strategi

Driften af et deponeringsanlæg skal til enhver tid følge retningslinierne opstillet i miljøgodkendelsen for anlægget.

Grundlæggende skal driften på de enkelte deponeringsenheder af deponeringsanlægget tilrettelægges, så belastningen af det ydre miljø og arbejdsmiljøet, specielt i form af støv- og støjemission, begrænses mest muligt.

Driften af et deponeringsanlæg må tilrettelægges på en sådan måde, at det tilpasses de affaldstyper, som modtages på deponeringsanlægget.

Da kontrollen med affaldet i sig selv bør være den væsentligste, miljøbeskyttende foranstaltning, må kontrollen med det affald, der modtages, samt kontrollen med, på hvilken deponeringsenhed affaldet deponeres, indgå som en væsentlig del af driften.

Driften af et deponeringsanlæg skal endvidere altid følge regler og forskrifter fra andre myndigheder, herunder Arbejdstilsynet og brandmyndighederne.

I dette kapitel er drift af sorteringsfaciliteter ikke medtaget, da dette ligger uden for rammerne af vejledningen.

10.2 Generelle driftsforhold

En række driftsforhold vil være uafhængige af antallet af deponeringsenheder på deponeringsanlægget. De generelle driftsforhold, der som minimum bør tages i betragtning ved ethvert deponeringsanlæg, er behandlet i de følgende delafsnit.

10.2.1 Affaldsregistering og -kontrol

På ethvert deponeringsanlæg skal personalet i modtagekontrollen ved hvert enkelt affaldslæs udføre registrering og kontrol af affaldet, der ankommer til deponeringsanlægget. Dette skal sikre, at affaldet, der modtages og registreres, svarer til det affald, der må modtages. Endvidere må driftspersonalet i hvert enkelt tilfælde afgøre, på hvilken deponeringsenhed affaldet skal deponeres.

Acceptkriterierne for affald til deponering vil fremgå af deponeringsanlæggets miljøgodkendelse, jf. i øvrigt retningslinierne opstillet i kapitel 4 "Affaldsacceptkriterier" samt i bilag A.

Ansvaret for registreringen påhviler driftslederen af deponeringsanlægget. Det juridiske ansvar for affald accepteret til deponering påhviler ejeren af deponeringsanlægget.

Registrering

Ethvert læs affald, der ankommer på deponeringsanlægget, skal registreres (også afviste læs). Registreringen bør følge proceduren beskrevet i afsnit 4.5.

Modtagekontrol

Personalet i modtagekontrollen kontrollerer, at affaldslæsset må modtages i henhold til proceduren beskrevet i afsnit 4.5.

Anvisning af deponeringsenhed

På grundlag af de registrerede oplysninger om affaldet anviser personalet i modtagekontrollen, på hvilken deponeringsenhed affaldet skal deponeres.

Kontrol på deponeringsenhed

På tipfronten foretager maskinføreren en visuel vurdering af, om det aflæssede affald svarer til affald, der må deponeres på den aktuelle deponeringsenhed.

Afvisningsprocedure

Affald, der ved modtagekontrollen må afvises, bør følge proceduren beskrevet i afsnit 4.5. Affald, der først efter aflæsning viser sig at måtte afvises, skal så vidt muligt fjernes af chaufføren, der er kommet med affaldet. Er dette ikke muligt, må et alternativ findes straks. Dette kan for eksempel være at læsse affaldet i en tom container, der senere bringes til det korrekte håndteringssted.

10.2.2 Udlægning af første lag affald

Det første affaldslag skal udlægges, så der tages størst muligt hensyn til de etablerede, aktive, miljøbeskyttende systemer.

I praksis betyder det, at det første lag affald må udlægges i en mægtighed på ca. 1 meter, inden kompaktering finder sted på deponeringsfladen. Alle aktiviteter skal således foregå oven på det første udlagte lag affald. Der må i det første lag affald ikke optræde genstande, som kan gennemtrænge nogen af de aktive, miljøbeskyttende systemer.

10.2.3 Trafikforhold

Trafik på deponeringsanlægget skal tilrettelægges på en måde, der giver den bedste trafiksikkerhed samt færrest mulige gener, specielt i form af støj og støv, for de ansatte og andre, som færdes på anlægget.

10.2.4 Ren- og vedligeholdelse

Arealers renholdelse

Pladser og veje på deponeringsanlægget bør altid være renholdt for affald, støv, jord, sne og lignende. Dette kan ske ved dagligt at feje. Ved fejning må der sikres mod støv ved at sprinkle med rent vand.

Hegn og lignende skal renholdes for affald.

Frakørende køretøjers renholdelse

Det påhviler chaufføren, at køretøjet er rengjort, inden det forlader anlægget, så det ikke giver anledning til spredning af affald og andet snavs på offentlige veje.

Vedligeholdelse af materiel

Deponeringsanlæggets materiel bør vedligeholdes efter leverandørens forskrifter. Nødvendigt materiel til indbygning af affald, samt perkolatpumper og lignende, skal til stadighed vedligeholdes eller omgående kunne udskiftes.

Vedligeholdelse af anlægsdele

Samtlige anlægsdele må vedligeholdes. Dette gælder volde, grøfter, opsamlingsbrønde, bassiner, olieudskillere, hegn, beplantning, interne veje, kontrolboringer etc.

10.2.5 Tipfrontens størrelse

Enhver deponeringsenhed på et deponeringsanlæg bør kun have én tipfront. Denne tipfront bør begrænses til et afgrænset område på enheden. Tipfrontens størrelse vil afhænge af de tilførte affaldsmængder, dog bør der kun være plads til aflæsning af et begrænset antal køretøjer samtidig. Antallet af køretøjer må ikke overstige, hvad maskinføreren(ne) på tipfronten kan overskue. I praksis svarer dette til ca. 3 samtidigt aflæssende køretøjer for hvert indbygningskøretøj, der arbejder på enheden.

10.2.6 Retablering

Udformning af terræn og retablering af et deponeringsanlæg må foregå løbende i takt med de enkelte deponeringsenheders opfyldning, jf. afsnit 5.5.5 og kapitel 12. Derfor bør denne del indgå som et naturligt element i driften af deponeringsanlægget.

10.2.7 Nødprocedurer

Såfremt der opstår nødsituationer på deponeringsanlægget, må samtlige ansatte kende nødprocedurerne for hurtigst muligt at afhjælpe den opståede situation. Nødprocedurerne kan være af forskelligt omfang for forskellige deponeringsanlæg. De følgende procedurer bør udelukkende betragtes som retningsgivende.

Generelt

Ansvaret for nødprocedurerne påhviler driftslederen. Nødprocedurerne skal altid fremgå af deponeringsanlæggets driftsinstruks.

Brand i affald

Opstået brand i affald på deponeringsanlægget må straks bekæmpes ved at kvæle ilden. Dette bør ikke gøres med vand, men ved at overdække affaldet med store mængder jord og efterfølgende kompaktering. Som egnet materiel kan anvendes en kompaktor, der køles ved påsprøjtning af vand.

Grundvandsforurening

Konstateres der et utilsigtet udslip af perkolat til grundvandet eller overfladerecipient, eller konstateres dette gennem grundvandskontrollen, skal tilsynsmyndighederne straks underrettes.

Arbejdsulykker

Sker der en arbejdsulykke på deponeringsanlægget, må personen(erne) straks under behandling, og ulykken indberettes til Arbejdstilsynet.

Driftsstop af materiel

Maskinstop, med varighed på en hel arbejdsdag eller mere, af materiel, der anvendes til indbygning af affald, skal føre til tilvejebringelse af erstatningsmateriel. Denne procedure bør være beskrevet i driftsinstruksen.

Driftsstop af perkolatpumpen og lignende bør registreres automatisk. Pumperne bør repareres eller udskiftes straks, når driftsstoppet konstateres.

10.3 Deponeringsteknik

Enhver deponeringsenhed vil have individuelle teknikker, der skal anvendes for at deponere og indbygge affaldet miljømæssigt optimalt.

I det følgende gives nogle vejledende retningslinier for nødvendigt materiel til udlægning og indbygning af affaldet, daglig afdækning, kontrol på tipfronten samt håndtering af specielle affaldstyper. Driftsteknikkerne beskrives for deponeringsenhederne: blandet affald, mineralsk affald, inert affald. For "biologisk reaktorenhed" henvises der til bilag C.

10.3.1 Deponeringsenhed for blandet affald

Materiel til indbygning

Der bør anvendes kompaktorer til indbygning af blandet affald, da dette affald kan være meget inhomogent. Blandet affald bør nedknuses og homogeniseres (i praksis sammenblandes) inden indbygning.

Indbygning

Affaldet bør indbygges i tynde lag (maksimalt 30 cm's tykkelse) og kompakteres ved gentagende overkørsler af en kompaktor. Det første lag bør "knuses" uden for deponeringsarealet, inden det udlægges i lag af ca. 1 meter, hvor eksempelvis en bladdozer anvendes. Først ved de efterfølgende lag bør kompaktering foretages.

Afdækning

Daglig afdækning har til formål at hindre flugt af affald samt nedbringe risikoen for lugt og skadedyr.

Ved intensiv kompaktering af affaldet i henhold til ovenstående kan daglig afdækning i de fleste tilfælde undlades eller nedbringes til et minimum.

Hvor daglig afdækning kan blive nødvendig, bør dette lægges ud i så tynde lag, at den ønskede effekt netop opnås.

Materiale til daglig afdækning må være permeabelt for at sikre en jævn fordeling af nedbør i affaldet og dermed sikre et forholdsvis jævnt udvaskningsforløb for affaldet. Til dæmpning af støv kan affaldet sprinkles med rent vand.

Kontrol på tipfronten

Affaldet bør aflæsses oven for tipfronten. Dette muliggør, at maskinføreren ved aflæsning kan vurdere affaldets sammensætning. Ved indbygning har maskinføreren endvidere muligheden for at observere eventuelle uønskede fraktioner i det blandede læs affald. Uønsket affald skal frasorteres.

10.3.2 Deponeringsenhed for mineralsk affald

Materiel til indbygning

Der kan anvendes bladdozere eller gummihjulslæssere til indbygning af uorganisk affald, såfremt det består af fraktioner, som ikke kræver nedknusning. Kræver affaldet nedknusning, kan en kompaktor være nødvendig. For at opnå tilfredsstillende indbygning af mineralsk affald kan en tromle anvendes.

Indbygning

Affaldet bør indbygges i lag af maksimalt 30 cm's tykkelse. For at minimere efterfølgende sætninger i affaldet bør indbygningen ske ved gentagende overkørsler af det udlagte affald med en tromle eller andet tungt materiel. Det første lag affald bør udlægges i lag af ca. 1 meter.

Afdækning

Det anses ikke for nødvendigt med daglig afdækning af affaldstyper, der kan forventes at komme på denne deponeringsenhed. Til dæmpning af støv kan affaldet sprinkles med rent vand.

Kontrol på tipfronten

Affaldet bør aflæsses oven for tipfronten. Dette muliggør, at maskinføreren ved aflæsning kan vurdere affaldets sammensætning. Ved indbygning har maskinføreren endvidere muligheden for at observere eventuelle uønskede fraktioner i affald. Uønskede fraktioner skal frasorteres.

10.3.3 Deponeringsenhed for inert affald

Materiel til indbygning

Der kan anvendes kompaktorer og/eller bladdozere til indbygning af inert affald. Vurderingen må baseres på affaldets sammensætning. En kompaktor bør anvendes, hvor affald kræver "nedknusning" og homogenisering (i praksis sammenblanding) inden indbygning.

Indbygning

Affaldet bør indbygges i lag af maksimalt 30 cm's tykkelse. Indbygningen bør foretages ved gentagende overkørsler af affaldet.

Afdækning

Det anses ikke for nødvendigt med daglig afdækning af affaldstyper, der kan forventes at komme på denne deponeringsenhed. Til dæmpning af støv kan affaldet sprinkles med rent vand.

Kontrol på tipfronten

Affaldet bør aflæsses oven for tipfronten. Dette muliggør, at maskinføreren ved aflæsning kan vurdere affaldets sammensætning. Ved indbygning har maskinføreren endvidere muligheden for at observere eventuelle uønskede fraktioner i et blandet læs affald. Uønsket affald skal frasorteres.

10.3.4 Biologisk reaktorenhed

En biologisk reaktorenhed må etableres, hvor der stadig kan være behov for at deponere dagrenovation og andet affald med et højt organisk indhold. I bilag C findes en nærmere beskrivelse af en biologisk reaktorenhed.

10.4 Driftsinstruks

Ethvert deponeringsanlæg skal have en driftsinstruks. Formålet med driftsinstruksen er at klarlægge ansvars- og kompetenceforhold i forbindelse med anlæggets ledelse. Endvidere skal driftsinstruksen angive retningslinier for de arbejdsrutiner, der skal udføres på anlægget, for at driften kan opfylde vilkårene opstillet i deponeringsanlæggets miljøgodkendelse.

Som minimum bør driftsinstruksen indeholde følgende kapitler:

i   Ejerforhold.

i   Vigtige adresser og telefonnumre.

i   Indehaverne af driftsinstruksen der altid ligger inde med sidst reviderede udgave.

i   Beskrivelse af indretning med opdeling af deponeringsenheder og niveauerne af aktive og passive, miljøbeskyttende systemer.

i   Deponeringsanlæggets maskinpark.

i   Affaldsacceptkriterier.

i   Afvisningsprocedure.

i   Driftsbeskrivelse for de enkelte aktiviteter som deponeringsanlægget er godkendt til. Driftsbeskrivelsen bør som minimum indeholde:

 

-

Deponeringsaktiviteterne, herunder lagtykkelsen ved indbygning, og - hvor daglig afdækning anses for nødvendigt - materialer, der forventes anvendt hertil.

 

-

Behandlingsaktiviteterne, herunder hvordan og hvilket materiel der anvendes.

 

-

Nødprocedurer blandt andet i forbindelse med brand, arbejdsulykker, maskinstop og lignende.

 

-

Procedurer for afhjælpning af gener som støv, lugt, skadedyr og lignende.

i   Vedligeholdelsesforskrifter for deponeringsanlæggets enkelte indretningsdele, herunder vedligeholdelse af afløbssystemer for perkolat, spildevand og overfladevand.

i   Kontrolprocedurer i henhold til de i miljøgodkendelsen opstillede kontrolvilkår.

i   Standarder for udtagning af prøver i forbindelse med kontrolprocedurerne.

i   Opstilling af standarder for rapportering af kontrolprocedurerne der sikrer, at rapporteringen bliver ensartet hvert år.

Driftsinstruksen bør udformes på en sådan måde, at en løbende revision er mulig i takt med ændringer på deponeringsanlægget. Hver enkelt side i driftsinstruksen bør derfor opbygges på en sådan måde, at det altid er muligt at se datoen for den sidste revision af hver side. Endvidere bør indholdsfortegnelsen altid indeholde de nyeste revisioner med dato på de senest reviderede sider.

Da arbejdsgiver i henhold til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18. december 1992 om arbejdets udførelse blandt andet skal sørge for instruktion af de ansatte, vil det være hensigtsmæssigt at indbygge arbejdsmiljø i driftsinstruksen.

10.5 Kundevejledning

Til orientering af affaldsleverandører til deponeringsanlægget bør der opsættes skiltning uden for deponeringsanlægget om ejerforhold, åbningstider, hvilke deponeringsenheder deponeringsanlægget råder over, samt hvem der kan benytte anlægget.

Endvidere bør deponeringsanlægget udarbejde en håndbog til affaldsleverandørerne, om hvilke acceptkriterier der lægges til grund for modtagelse af affald, samt hvilke afvisningsprocedurer der vil gælde.

11 Kontrol og tilsyn

11.1 Definition og strategi

Kontrol og tilsyn med et deponeringsanlæg skal udføres for at overvåge, at formålet med de aktive og passive, miljøbeskyttende systemer overholdes, samt at driften af deponeringsanlægget foregår miljømæssigt forsvarligt og i overensstemmelse med driftsinstruksen.

Kontrol

Med kontrol af et deponeringsanlæg menes den egenkontrol, der udføres på foranledning af deponeringsanlæggets ejer.

Egenkontrollen skal være det væsentligste element i sikring mod deponeringsanlæggets påvirkning af omgivelserne. For at opnå dette må egenkontrollen omfatte en vurdering af de parametre, der kontrolleres for. Omfanget af egenkontrollen fastlægges i deponeringsanlæggets miljøgodkendelse og bør sædvanligvis som minimum omfatte kontroller for:

i   Anlæg af aktive, miljøbeskyttende foranstaltninger (membraner, drænsystemer, perkolatpumper, afledningssystemer etc).

i   Accept af affald til deponering.

i   Perkolat, grundvand og overfladevand, herunder analysemetoder og detektionsgrænser.

i   Støj.

i   Andet (lugt, støv, skadedyr etc).

Resultaterne af egenkontrollen rapporteres rutinemæssigt 1 gang om året. Denne årsrapport skal ud over resultaterne også omfatte en vurdering af resultaterne.

Tilsyn

Tilsyn med deponeringsanlægget udføres af tilsynsmyndigheden. Tilsynsmyndigheden aflægger årligt et antal uanmeldte besøg. På grundlag af tilsynsbesøg samt årsrapporter med resultaterne af egenkontrollen skal der kunne foretages løbende revision af deponeringsanlæggets kontrolprogrammer.

Observeres der ved driften eller egenkontrollen uregelmæssigheder, som kan have miljømæssige konsekvenser, skal tilsynsmyndigheden straks underrettes.

11.2 Anlæg

Formålet med at kontrollere etablering af et deponeringsanlæg er at sikre, at anlægsarbejdet udføres i overensstemmelse med de godkendte specifikationer, der foreligger i arbejdsbeskrivelserne. Det er således en kvalitetskontrol af det udførte arbejde.

Kvalitetskontrollen skal primært omfatte de aktive, miljøbeskyttende systemer, membransystemer, jf. kapitel 7, og perkolatopsamlingssystemer, jf. kapitel 8.

Kvalitetskontrollen udføres som oftest af anlægsentreprenøren og deponeringsanlæggets bygherretilsyn.

Der kan være tale om prøveudtagning af anvendte materialer til analyse. Dette vil overvejende omfatte geoteknisk prøveudtagning af anvendte materialer som sand, grus og ler. Endvidere kan der være tale om kontrol af indbygning af forskellige materialer, herunder parametre for permeabilitet af anvendte lermaterialer, som komprimeringskontrol. For kontrol af membraner henvises der til afsnit 7.4 samt anvisningerne i DS/R 466.

For perkolatopsamlingssystemer henvises der til afsnit 8.7 samt almindelige procedurer for kvalitetskontrol, som det fremgår af DS/R 466.

11.3 Affald

Ethvert læs affald, der modtages på et deponeringsanlæg, skal registreres og accepteres i henhold til retningslinierne opstillet i afsnit 4.4.

Disse retningslinier udgør den egentlige kontrol af affald, der modtages til deponering. Herudover foretages en visuel kontrol af det aflæssede affald på tipfronten. Denne kontrol er subjektiv, jf. afsnit 10.2, og registreres ikke.

11.4 Perkolat

Formålet med monitering af perkolat er at beskrive perkolatets sammensætning og forureningsgrad. Resultaterne fra moniteringen skal kunne anvendes:

i   Til optimering af kontrollen med grundvand og overfladevand, herunder valg af egnede indikatorparametre.

i   Som grundlag for dels valg af perkolatbehandling dels kontrol af perkolatets sammensætning i forhold til en given behandling på for eksempel et renseanlæg.

i   Som beslutningsgrundlag for, hvornår deponeringsanlæggets aktive systemer kan gøres passive.

Prøvemateriale

Perkolatprøver udtages fra deponeringsanlæggets samlebrønde. Hvor deponeringsanlægget er opdelt i flere deponeringsenheder, udtages prøver fra hver af disse.

Mængderegistrering

Perkolatmængden registreres. Målinger bør som minimum opgøres på ugebasis.

Til kontrol af perkolatmængderne bør der endvidere føres daglig registrering af meteorologiske data, blandt andet:

i   Nedbør.

i   Temperatur.

i   Vindhastighed og retning.

Analyseparametre

På baggrund af kendskab til det deponerede affalds karakter samt formålet med perkolatkontrollen, opstilles to analyseprogrammer: et rutineprogram og et udvidet program. I efterfølgende tabel 11.1 er der vist en parameterliste, der kan anvendes som udgangspunkt for valg af analyseparametre til perkolatkontrol.

Tabel 11.1

Analyseparametre, perkolatkontrol.

 

DEPONERINGSENHED

PARAMETRE

INERT
AFFALD*

MINERALSK AFFALD

BLANDET
AFFALD

 

Udvidet

Rutine

Udvidet

Rutine

Udvidet

Rutine

pH

D

D

D

D

D

D

Ledningsevne

D, K

D, K

D, K

D, K

D, K

D, K

Tørstof

D

D

D, R

D, R

D, R

D, R

 

 

 

 

 

 

 

BI 5

 

 

 

 

D, R

 

NVOC

D, K

 

D, K, R

 

D, K, R

D, K, R

AOX

 

 

D, K, R

 

D, K, R

D, K, R

GC-FID-screening

 

 

 

 

D, K

 

 

 

 

 

 

 

 

Total-N

D

 

D, R

 

D, R

 

Ammonium-N

 

 

 

 

R, K

R, K

Chlorid

D, K

D, K

D, K, R

D, K, R

D, K, R

D, K, R

Sulfat

D, K

 

D, K

D, K

D, K

D, K

Sulfid

D

 

D, R

D, R

D, R

D, R

Natrium

D, K

 

D, K

 

D, K

 

Calcium

D, K

 

D, K

 

D, K

 

Jern

 

 

D, K

 

 

 

Kalium

 

 

D, K, R

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bly

 

 

D, R

 

D, R

 

Cadmium

 

 

D, R

 

D, R

 

Kobber

 

 

D, R

 

D, R

 

Chrom (total)

 

 

D, R

 

D, R

 

Nikkel

 

 

D, R

 

D, R

 

Zink

 

 

D, R

 

D, R

 

 

D

=

Parameter relateret til deponeringsenhedens generelle forureningstilstand.

K

=

Parameter relateret til kontrol af grundvand og overfladevand.

R

=

Parameter relateret til rensning af perkolat.

NVOC

=

Ikke-flygtigt, organisk kulstof.

AOX

=

Adsorberbart, organisk halogen.

GC-FID-screening

=

Screening ved gaschromatografi for indhold af ekstraherbare, organiske stoffer, herunder opløsningsmidler og olieprodukter.

*

=

Hvor perkolatsammensætning kan kontrolleres, jf. afsnit 3.2.

Omfang

Parameterlisten for et aktuelt deponeringsanlæg bør ikke nødvendigvis omfatte samtlige parametre opstillet i tabel 11.1. Endvidere kan det for visse deponeringsenheder være nødvendigt at vælge parametre, som ikke er opstillet i tabel 11.1.

Analyselaboratorium

Analyserne skal gennemføres på et analyselaboratorium, der er akkrediteret til at udføre den pågældende analyse. Eventuel anvendelse af ikke-akkrediterede laboratorier kræver accept fra tilsynsmyndigheden.

Justering af analyse programmer

Det er vigtigt, at behovet for justering af de opstillede analyseprogrammer løbende vurderes. Specielt må det antages, at der kan være behov for justering af rutineanalyseprogrammet. Omfanget af dette program bør vurderes kritisk hver gang, der foreligger resultater fra det udvidede analyseprogram.

Analysefrekvens

I tabel 11.2 er der opstillet forslag til anbefalede intervaller mellem gennemførelse af kontrol efter henholdsvis udvidet program og rutineprogram. Forslaget omfatter intervaller for perioden under anlæggets opfyldning, og perioden fra anlægget er opfyldt, og indtil de aktive systemer gøres passive. Herefter skal der ikke kontrolleres på perkolat, jf. afsnit 12.7.

Tabel 11.2

Analysefrekvens for perkolatkontrol.

 

DEPONERINGSENHED

MÅNED

UNDER OPFYLDNING

EFTER OPFYLDNING

 

Udvidet

Rutine

Udvidet

Rutine

1

 

X

 

 

2

 

 

 

 

3

 

 

 

 

4

 

X

 

X

5

 

 

 

 

6

 

 

 

 

7

 

X

 

 

8

 

 

 

 

9

 

 

 

 

10

X

 

 

X

11

 

 

 

 

12

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1

 

X

 

 

2

 

 

 

 

3

 

 

 

 

4

 

X

 

X

5

 

 

 

 

6

 

 

 

 

7

 

X

 

 

8

 

 

 

 

9

 

 

 

 

10

X

 

X

 

11

 

 

 

 

12

 

 

 

 

11.5 Grundvand

Formålet med grundvandskontrol omkring et deponeringsanlæg er at kontrollere, at kravene til deponeringsanlæggets indretning og drift overholdes, det vil sige, at grundvandet ikke belastes med perkolat fra deponeringsanlægget.

Prøvetagning

Grundvandsprøver udtages fra etablerede moniteringsboringer, jf. afsnit 5.4, hvor procedure for prøvetagningen ligeledes er beskrevet. Før prøvetagning pejles boringerne.

Analyseprogrammer

Analyseparametre til grundvandskontrol ved et deponeringsanlæg udvælges med udgangspunkt i perkolatets sammensætning og forureningsgrad på det pågældende deponeringsanlæg, samt grundvandskvaliteten i området. På baggrund af resultaterne fra disse analyser og den forventede perkolatsammensætning, jf. kapitel 3, opstilles et analyseprogram for den efterfølgende grundvandskontrol. Ved valg af analyseparametre er det vigtigt at vurdere stoffernes mobilitet i grundvandszonen.

For deponeringsenheden til blandet affald, mineralsk affald og inert affald er der i tabel 11.3 givet forslag til sådanne analyseparametre. Hvor der optræder flere forskellige deponeringsenheder på samme deponeringsanlæg, bør analyseprogrammet indeholde summen af parametrene fra hver enkelt enhed.

Tabel 11.3

Analyseparametre, grundvand.

 

DEPONERINGSENHED

PARAMETER

INERT
AFFALD

MINERALSK AFFALD

BLANDET
AFFALD

pH

X

X

X

Ledningsevne

X

X

X

 

 

 

 

NVOC

X

X

X

AOX

 

 

X

GC-FID-screening

 

 

X

 

 

 

 

Ammonium-N

 

 

X

 

 

 

 

Chlorid

X

X

X

Sulfat

X

X

X

Natrium

 

X

X

Calcium

 

X

X

 

NVOC

=

Ikke-flygtigt, organisk kulstof.

AOX

=

Adsorberbart, organisk halogen.

GC-FID-screening

=

Screening ved gaschromatografi for indhold af ekstraherbare, organiske stoffer, herunder opløsningsmidler og olieprodukter.

Omfang

Analyseparametrene for grundvandet bør ikke omfatte parametre, som ikke er omfattet af parametervalget for perkolatkontrollen.

Analyselaboratorium

Analyserne skal gennemføres på akkrediterede analyselaboratorier. Eventuel anvendelse af ikke-akkrediterede laboratorier kræver accept fra tilsynsmyndigheden.

Justering af analyseprogrammer

Med udgangspunkt i resultaterne fra perkolatkontrollen bør det løbende vurderes, hvorvidt der er behov for justering af analyseprogrammet for grundvandskontrollen. For eksempel vil der ved væsentlige ændringer i perkolatets sammensætning eller forureningsgrad kunne vise sig behov for justering af analyseprogrammet.

Analysefrekvens

Efter deponeringsanlæggets ibrugtagning er det grundlæggende udgangspunkt for fastsættelse af analysefrekvensen, at en forurening fra udsivende perkolat ikke må kunne bevæge sig længere i intervallet mellem 2 prøvetagninger, end at det er muligt at gribe ind over for forureningen.

Analysefrekvensen bliver hermed afhængig af grundvandets strømningshastighed og skal for det enkelte anlæg fastlægges på baggrund af en vurdering heraf, jf. kapitel 5.2. Som minimum bør der gennemføres grundvandskontrol én gang hvert år i deponeringsanlæggets aktive fase.

11.6 Overfladerecipient

Kun i meget specielle tilfælde vurderes det hensigtsmæssigt at gennemføre kontrol i overfladerecipienten.

Da formålet er at kontrollere, at kravene til deponeringsanlæggets indretning og drift overholdes - det vil sige, at overfladerecipienterne ikke belastes med perkolat fra deponeringsanlægget - vil kontrollen blive udført ved kontrol af det grundvandsmagasin, der har direkte hydraulisk forbindelse til overfladerecipienten. Kontrollen vil således følge programmet beskrevet i afsnit 11.5.

I de tilfælde, hvor kontrol med overfladerecipienten findes hensigtsmæssig, må analyseparametre vælges med udgangspunkt i den pågældende recipient samt perkolatets sammensætning og forureningsgrad på det pågældende deponeringsanlæg.

Oftest vil traditionelle moniteringsparametre ikke kunne anvendes, og det kan være formålstjenligt at benytte organismer, hvori toksiske stoffer og sporelementer ophobes.

11.7 Efter endt deponering

Efter endt deponering og frem til det tidspunkt, hvor deponeringsanlæggets aktive systemer gøres passive, skal kontrollen med perkolat, grundvand og eventuel overfladerecipient udføres efter retningslinierne skitseret i afsnittene 11.4 til 11.6.

Efter at aktive systemer er gjort passive, anses det ikke for nødvendigt at kontrollere på perkolatet. Kontrollen med grundvand og eventuel overfladerecipient skal derimod fortsættes. Dette anbefales gennemført med samme analysefrekvens, som da deponeringsanlægget var i den aktive fase.

For det enkelte anlæg vil den nødvendige kontrolperiode herefter afhænge af forholdene på og omkring anlægget, herunder især grundvandets strømningshastighed i området.

Kontrollen anbefales som minimum fortsat i to kontrolperioder, efter de aktive systemer er gjort passive.

11.8 Kriterier for at gøre aktive systemer passive

Kriterier, for hvornår og hvordan et deponeringsanlæg kan overgå fra aktive, miljøbeskyttende systemer til passive, miljøbeskyttende systemer, bør være fastlagt allerede under den miljøtekniske vurdering af deponeringsanlægget.

Kriterierne for beslutning om at overgå til passive, miljøbeskyttende systemer må som minimum være baseret på kendskab til:

i   Det deponerede affalds sammensætning og egenskaber.

i   Udviklingen i perkolatets sammensætning og forureningsniveau.

i   Grundvandsforholdene og -strømningsdynamikken omkring deponeringsanlægget.

i   Følsomheden af den primære overfladerecipient (der som forudsætning er marin).

i   Belastningens konsekvenser for omgivelserne.

Kriterierne må bygge på, at spredning og fortynding kan accepteres. Samtidig bliver det en forudsætning, at grundvandet mellem deponeringsanlægget og overfladerecipienten kun har begrænset drikkevandsinteresse. Af denne grund kan vurderingen af, hvornår det er muligt at lade et deponeringsanlæg overgå fra aktive, miljøbeskyttende systemer til passive, miljøbeskyttende systemer tage udgangspunkt i den belastning, der vil være acceptabel i overfladerecipienten.  

Vurderingen af belastningen fra deponeringsanlægget må ske ud fra både stofkoncentration i perkolatet samt den samlede flux af perkolat ud af deponeringsanlægget (det vil sige den totale mængde stof, der forlader anlægget med perkolatet).

Overordnet må der anvendes nogle simple fortyndingsbetragtninger, som er baseret på de hydrogeologiske forhold i nedsivningsområdet og vandudskiftning og akkumuleringsforhold i overfladerecipienten. Hvor der ikke er tilstrækkeligt kendskab til enkeltstoffers tilbageholdelses- og omsætningsmekanismer i grundvandszonen, bør der anlægges konservative betragtninger. Det vil sige, at stoffer antages at have samme strømningshastighed (som grundvandet) og fortynding i det grundvandsmagasin, som perkolatet antages at være fuldt opblandet i, inden det når recipienten.

Inden der kan tages endelig stilling til at lade et deponeringsanlæg overgå fra aktive, miljøbeskyttende systemer til passive, miljøbeskyttende systemer, skal koncentrationsniveauerne i perkolatet have været stabilt og på samme niveau eller mindre end de beregnede, accepterede koncentrationer i en periode på mindst 2 år.

11.9 Støj

Støj udsendt fra et deponeringsanlæg stammer dels fra anlæggets materiel dels fra til- og frakørende vogne samt aflæsning fra disse. Det betyder, at støjniveauet gennem lange perioder vil holde sig nogenlunde konstant, medmindre der sker væsentlige driftsændringer, som for eksempel maskinudskiftning, tilkørsel af forøgede affaldsmængder, ændring i åbningstid, ibrugtagning af nye deponeringsenheder, anlæggelse af støjvolde og lignende.

Til gengæld vil støjen inden for et kortere tidsrum variere meget og tilfældigt på grund af affaldstilførslens variation inden for den daglige åbningstid.

Det er derfor hensigtsmæssigt at udføre emissionsmålinger på alle væsentlige støjkilder og derefter foretage en beregning af støjbelastning ved de mest støjbelastede områder. Kontrol af støjbelastning udføres ved emissionsmålinger med efterfølgende beregning af støjbelastningen.

Alternativt kan der foretages immissionsmålinger. En immissionsmåling foretaget en enkelt dag vil være behæftet med en del usikkerhed, da målingen alene belyser støjforholdene for driftsforholdene i måleperioden. Det kan derfor vise sig nødvendigt at udføre flere målinger for at kunne bestemme støjbelastningen.

Emissionsmålinger

Bestemmelse af støjemissionen og beregning af støjbelastning udføres i henhold til vejledning nr. 5/1993 fra Miljøstyrelsen "Beregning af ekstern støj fra virksomheder".

Immissionsmålinger

Målinger udføres i henhold til Miljøstyrelsens vejledning nr. 6/1984 "Måling af ekstern støj fra virksomheder".

Kontrolfrekvens

Omfanget af støjkontrollen afhænger af, hvor meget deponeringsanlægget belaster omgivelserne. Belastningen er dels en funktion af aktiviteten på pladsen dels af afstanden til støjfølsom bebyggelse med mere.

Første støjkontrol bør udføres ca. 6 måneder efter deponeringsanlæggets ibrugtagning, når driftssituationen kan opfattes som typisk. Kontrollen kan enten udføres som emissionsmålinger med efterfølgende beregning eller som immissionsmålinger.

Efterfølgende målinger/beregninger fastlægges ud fra lokale forhold og ovenstående betragtninger vedrørende behov. Der vil kun undtagelsesvis være behov for årligt tilbagevendende målinger.

Ved meget støjbelastende deponeringsanlæg bør der periodisk udføres en kontrol af, om det resulterende støjniveau stadig er acceptabelt. Ved lidt belastende anlæg udføres kun en kontrol, såfremt der sker væsentlige ændringer, som kan indebære en forøgelse af støjniveauet.

11.10 Årsrapportering

Årsrapportering har til formål at samle relevante kontroller udført på deponeringsanlægget i det forløbne år. Årsrapporteringen bør betragtes som den årlige gennemgang og vurdering af deponeringsanlæggets miljøbelastende forhold. Årsrapporten stiles til tilsynsmyndigheden.

Årsrapporten bør som minimum indeholde resultaterne af kontrol med:

i   Indvejede affaldsmængder fordelt på de enkelte deponeringsenheder (registreret under ISAG), og indeholde eventuelle udvaskningsforsøg i henhold til acceptkriterierne, jf. kapitel 4.

i   Opfyldningstakt og forventet restvolumen.

i   Perkolatkvalitet og kvantitet for hver enkelt deponeringsenhed, jf. afsnit 11.4. Endvidere bør der være en opgørelse over mængden af recirkuleret perkolat, samt hvortil perkolatet er endeligt bortskaffet.

i   Grundvandskontrol, når dette er udført, jf. afsnit 11.5.

i   Overfladerecipientskontrol, når dette er udført, jf. afsnit 11.6.

i   Støjmålinger eller beregninger i henhold til afsnit 11.9.

i   Indtrufne nødsituationer, hvor nødprocedurerne har være bragt i anvendelse.

Samtlige udførte kontroller bør i årsrapporten være kommenterede og vurderet i forhold til den givne miljøgodkendelse af anlægget og belastningen af det ydre miljø. Endvidere bør det af årsrapporten fremgå, hvilke eventuelle afhjælpende foranstaltninger der er foretaget eller forventes foretaget.

Årsrapporteringen bør udføres som en standardrapportering, der hvert år følger samme procedure. Dette gælder specielt rapportering af perkolatkvalitet og mængder, samt grundvands- og overfladevandskvalitet. Resultaterne bør rapporteres i standardskemaform samt illustreres grafisk.

Anlægsarbejder rapporteres særskilt i forbindelse med afslutning af anlægsarbejderne.

11.11 Myndighedstilsyn

Tilsynsmyndigheden bør jævnligt besøge deponeringsanlægget ved uanmeldte besøg. Ved disse besøg bør der som minimum føres tilsyn med:

i   At driften er i overensstemmelse med deponeringsanlæggets gældende miljøgodkendelse.

i   Tilstanden af de miljøbeskyttende systemer, som er tilgængelige.

i   At det modtagne affald deponeres på de korrekte deponeringsenheder.

i   At egenkontrollen udføres i overensstemmelse med den gældende miljøgodkendelse.

Efter hvert tilsynsbesøg bør tilsynsmyndigheden udarbejde et tilsynsnotat, der kommenterer alle de berørte forhold.

Derudover bør tilsynsmyndigheden føre tilsyn med etablering af deponeringsanlægget og sikre, at det er i overensstemmelse med de retningslinier, der er fastlagte i miljøgodkendelsen. Inden ibrugtagning af et deponeringsanlæg, eller dele heraf, bør tilsynsmyndigheden meddele en ibrugtagningstilladelse.

12 Retablering

12.1 Definition og strategi

Et deponeringsanlæg må efterbehandles, så målsætningerne for den fremtidige anvendelse af arealet kan opfyldes. Retablering af et deponeringsanlæg skal udformes, så det fremtidige areal fremstår som en æstetisk helhed.

Slutafdækningen må foretages løbende, hvor enhver celle i en deponeringsenhed slutafdækkes, i takt med at cellen når den planlagte terrænudformning.

Retableringen må relateres til ønsket om at lade deponeringsanlægget overgå fra den aktive til den passive fase hurtigst muligt.

Tæt slutafdækning kan derfor ikke accepteres på deponeringsanlæg, der kræver aktive, miljøbeskyttende systemer. Impermeable topmembraner vil på lang sigt ikke kunne antages at være fuldstændig tætte. Dette skaber risiko for at gemme en potentiel forurening til et tidspunkt, hvor de aktive, miljøbeskyttende systemer er gjort/blevet passive.

12.2 Fysisk udformning

Den fysiske udformning af det fremtidige terræn for et deponeringsanlæg skal fastlægges, inden deponeringsanlægget etableres. Udformningen er begrænset af en række faktorer, som der må tages hensyn til. De væsentligste er omhandlet i det følgende.

Fremtidig terrænudformning

Udgangspunktet for terrænudformningen for det retablerede deponeringsanlæg er arealets fremtidige anvendelse.

Uanset den fremtidige anvendelse skal det retablerede deponeringsanlæg fremtræde som en æstetisk helhed. Det må derfor have et udseende, som er tilpasset det øvrige landskab i området. For at opnå dette bør udformningen foretages af en med kendskab til landskabsudformning, for eksempel en landskabsarkitekt.

Landbrugsmæssig udnyttelse

Såfremt arealet efterfølgende skal anvendes til landbrugsmæssige formål, med hyppig maskinmæssig bearbejdning, bør overfladehældningerne ikke overstige ca. 1:10.

Erosion

For at undgå erosion af den slutafdækkede overflade bør overfladehældningen ingen steder overstige 1:3.

Afvanding

Den naturlige afstrømning af overfladevand må sikres på en måde, så der ikke opstår områder inde på deponeringsarealet med forøget tilgang af overfladevand og deraf følgende øget perkolatproduktion.

Fyldhøjder

Generelt bør fyldhøjderne være størst mulige for at udnytte de membranbelagte arealer optimalt. Der bør ikke være områder, hvor fyldhøjden er mindre end 5-7 meter. Hvor der på deponeringsanlægget skal etableres aktive, miljøbeskyttende systemer, må der dog tages hensyn til affaldets udvaskningsforløb. Således bør den maksimale fyldhøjde sådanne steder fastlægges ud fra hensynet til, at de aktive systemer kan gøres passive senest 30 år efter endt deponering, jf. kapitlerne 2, 4 og 11.

Endelig bør fyldhøjderne omkring perkolat- og kontrolbrønde ikke være for stor, da det kan hindre realistiske muligheder for at vedligeholde og inspicere samlebrøndene og/eller installationer i disse.

12.3 Slutafdækning

Slutafdækningens udformning afhænger til dels af deponeringsenheden, der slutafdækkes, samt af den fremtidige arealanvendelse.

12.3.1 Generelt

Slutafdækningstakt

Slutafdækning af de enkelte deponeringsenheder bør under normale forhold følge takten for opfyldning af affaldet.

Effekten på perkolatdannelsen

Slutafdækningens effekt på perkolatdannelsen må dog nøje vurderes i forhold til affaldets udvaskningsforløb på den enkelte deponeringsenhed. Der skal således tages hensyn til, at perkolatet ud af den aktuelle deponeringsenhed senest 30 år efter endt deponering skal kunne accepteres i områdets grundvand.

Slutafdækningslaget

Jordlaget, der anvendes ved slutafdækningen, vil have en effekt på opmagasineringen af vand i slutafdækningslaget med en reduktion af infiltrationen til affaldet som følge. Jordlagstyper og lagtykkelse må derfor vælges i henhold til den ønskede effekt.

Beplantning

Generelt bør slutafdækningslaget tilsås eller beplantes umiddelbart efter slutafdækningens etablering. Der kan dog være forhold på visse deponeringsenheder, hvor dette ikke er hensigtsmæssigt. Effekten af beplantningen må derfor vurderes.

12.3.2 Dyrkningsformål

Ved arealer der skal anvendes til dyrkningsformål, skal Landbrugsministeriets retningslinier for efterbehandling af arealer til dyrkningsformål følges.

Dyrkningslag

Dyrkningslaget bør bestå af et øvre vækstlag på ca. 0,2 meter muld og et nedre vækstlag med indhold af ler og silt, så udtørring undgås, og rodudvikling kan finde sted.

Jorden skal udlægges, så komprimering ved overkørsel undgås. I tilfælde af komprimering løsnes jorden ved dybdegrubning.

Dyrkningslag uden rodspærre etableres med en samlet lagtykkelse på mindst 1,7 meter. Herved undgås kontakt mellem afgrødens rodnet og affaldet.

Rodspærre

Ved etablering af rodspærre i form af for eksempel et 0,15 meter tykt lag grus kan dyrkningslagets tykkelse reduceres til 1,0 meter. Rodspærren udlægges på et afrettet afdækningslag.

12.3.3 Andet formål

Såfremt det fremtidige areal skal anvendes til andet end dyrkningsmæssige formål, skal slutafdækningen primært tjene det formål at hindre "opfrysning" af affaldet samt sikre, at den fremtidige arealanvendelse kan finde sted. Slutafdækningslaget skal i dette tilfælde være mindst 1 meter tykt.

Ved visse fremtidige arealanvendelser vil fri infiltration til affaldet blive hindret.

I disse tilfælde er det nødvendigt at foretage en konkret vurdering af effekten på affaldets udvaskningsforløb, så det opfyldes, at aktive, miljøbeskyttende systemer kan gøres passive senest 30 år efter deponering er afsluttet.

 

 


Bilag A

NIVEAUDELT TESTPROGRAM FOR VURDERING AF AFFALD TIL DEPONERING

Niveaudelt testprogram for vurdering af affald til deponering

Dette bilag omfatter en gennemgang af de metoder, der er nødvendige for, at en given affaldstype kan testes på niveau 1, 2 eller 3 i forhold til acceptkriterierne for affaldskategorierne I-III opstillet i vejledningens afsnit 4.3.

I øvrigt henvises til arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, som udkommer i 1997 "Karakterisering af affald".

A.1 Prøveudtagning

Såfremt en test af affaldet indebærer udtagning af en prøve, skal den samme procedure følges, uanset på hvilket niveau testen skal udføres.

Indtil en egentlig standardmetode for prøvetagning af fast affald foreligger i CEN-regi, bør nedenstående midlertidige procedurer følges.

Homogent affald

Ved homogent affald skal forstås fast affald, hvis sammensætning er ens gennem hele affaldsmatricen, fastslået ved visuel inspektion.

Prøvetagning af homogent affald udføres ved, at der udtages 4 gange den mængde affald, der er nødvendig for at gennemføre test (dog altid mindst 1 kg). Denne prøve udtages og findeles efter principperne i ISO 8213-1986 (E).

Heterogent affald

Ved heterogent affald skal forstås alt affald, der ikke kan defineres som homogent.

Prøvetagning af heterogent affald foretages ved, at en repræsentativ delprøve udtages i det omfang, dette er muligt. Elementer i prøven, der er for store til at teste, hvis identitet og egenskaber er kendte, frasorteres (men vejes og indgår i beskrivelsen af prøven). Resten af prøven neddeles.

Der udtages 12 gange den mængde affald, som er nødvendig for at gennemføre testen (dog altid mindst 3 kg). Prøvetagningsproceduren følger i øvrigt principperne i ISO 8213-1986 (E).

A.2 Testprogram

Testprogrammet består for hver af affaldskategorierne I-III af tre testniveauer. Valget af det nødvendige niveau er afhængig af forhåndskendskabet til den affaldstype, der ønskes vurderet.

I det følgende opstilles omfanget af testniveauerne for kategorierne I-III med efterfølgende forslag til, hvilke testmetoder der kan anvendes.

Standardisering

En stor del af testmetoderne er under standardisering i henholdsvis CEN- og NORDTEST-regi. De i dette bilag foreslåede testmetoder skal derfor ændres, når en standardisering foreligger.  

Kategori I: Inert affald

Testniveauer

Afhængig af forhåndskendskabet til en affaldstype, der ønskes deponeret på en deponeringsenhed for inert affald, må følgende niveauer anvendes:

Testniveau 1: Karakterisering

Optagelse på positivlisten

For affald som ønskes optaget på positivlisten for kategori I, skal der gennemføres en karakteriseringstest af affaldet. Karakteriseringstest skal omfatte samtlige undersøgelser I.1-I.7 (jf. følgende afsnit om testmetoder) og vurderes i forhold til kravene gældende for affald under kategori I.

Testniveau 2: Overensstemmelsestest

Periodisk dokumentation

Som dokumentation for at en affaldstype svarer til en affaldstype på positivlisten for kategori I, må der periodisk gennemføres en accepteringstest. Accepteringstest omfatter I.1, I.2 og I.6 (jf. følgende afsnit om testmetoder). For affald der modtages fra samme kilde regelmæssigt, vil perioden kunne fastsættes til hver 12. måned.

Testniveau 3: Identifikation

Rutinemæssig undersøgelse

For samtlige læs affald, der modtages til deponering, skal der gennemføres en identifikationstest. Denne test kan bestå af en visuel inspektion af affaldet. I særlige tilfælde kan der udtages stikprøver til test af I.1 og eventuelt I.2 (jf. følgende afsnit om testmetoder).

For niveau 1 og 2 skal testen være udført, inden affaldet bringes til deponeringsanlægget. For niveau 3 gennemføres test på deponeringsanlægget.

Testmetoder

Til vurdering af inert affald kan følgende test I.1-I.7 anvendes:

I.1

Glødetabsbestemmelse

Indholdet af organisk stof bestemmes som glødetab ved 550(C i 2 timer.

I.2

Bestemmelse af miljøskadelige stoffer

Indhold af miljøskadelige, organiske stoffer kan bestemmes ved gaschromatografiske screeningsanalyser, se note 3.

Indholdet af miljøskadelige, uorganiske stoffer kan bestemmes som totalanalyse.

I.3

Tilgængelighedstest

Affaldets kvantitative indhold af forureningskomponenter og identitet kan fastlægges ved en "tilgængelighedstest", der bør give udtryk for den øvre grænse for stofudvaskning gennem simulering af naturlige udvaskningsforløb. Dette kan blandt andet gøres ved en pH-statisk udvaskning af nedknust materiale ved pH = 7 og 4, ved et højt væske/faststofforhold (L/S-forhold), eksempelvis 2 x L/S = 100-200 l/kg. Forureningskomponenternes identitet og koncentration (udtrykt i mg/kg) fastlægges ved analyse af specifikke parametre på det udvaskede eluat. (Metoden er endnu ikke færdigudviklet).

_________________________

3   Ved totalanalyse menes en kemisk analyse til bestemmelse af prøvens totale indhold af alle væsentlige komponenter (iltindholdet kan man regne sig frem til, hvis man ved, at materialet findes på oxideret form, for eksempel Al 2 O 3 , NaO osv.). Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at man ikke kan bruge kemiske analyser baseret på partiel oplukning af affaldsmatricen, det vil sige, at for affaldstyper, som indeholder silikater, kan man for eksempel bruge AAS eller ICP/ICP-MS på prøver, der er oplukket med salpetersyre efter DS 259. Sådanne prøver må analyseret efter totaloplukning, for eksempel med flussyre og kongevand, eller de må analyseres med ikke-destruktive metoder, for eksempel røntgenfluorescens eller neutronaktivering. Hvis silikatmatricen ikke oplukkes helt, kan man få misvisende resultater blandt andet for en række sporelementer, som kan være indbygget i denne. Sådanne tal er ubrugelige til massebalancer og lignende.

I.4

Total, kemisk sammensætning (95%)

Den totale, kemiske sammensætning (95% kendskab) kan bestemmes gennem en kemisk analyse, med udgangspunkt i totalanalyserne foretaget under I.2. Omfanget af analysen fastlægges på grundlag af kendskab til affaldets karakter og oprindelse.

Der må redegøres for den kemiske tilstand på kort og lang sigt som type (blandt andet redoxforhold, syre/baseforhold).

I.5

Udvaskningsegenskaber/referencetest

Affaldets forventede udvaskningsegenskaber som funktion af tiden bør for granulært affald fastlægges ud fra kolonneforsøg. Kolonneforsøg skal beskrive udvaskningsforløbet for aktuelle forureningskomponenter, ved L/S-forhold 0,1 l/kg - maksimalt L/S 10 l/kg. Resultaterne herfra bør danne referencerammerne for et affaldsprodukts udvaskningforløb. Der kan efter behov suppleres med batch-ekstraktioner.

En NORDTEST-beskrivelse er udarbejdet om udvaskningstest (NORDTEST rapport nr. 272).

For affald på monolitisk form kan der i stedet udføres en såkaldt tankudvaskningstest, der er en testmetode, som fastlægger den hastighed, hvormed et givet stof overføres fra faststoffasen til væskefasen.

I.6

Simplificeret test

Med I.5 som reference må der gennemføres en simplificeret og mindre tidskrævende test. For granulært affald bør denne test være den forventede standardiserede CEN-test, som består af to serielle batch-ekstraktioner, først ved L/S = 0-2 l/kg (6 timers kontakttid) og dernæst ved L/S = 2-10 l/kg (18 timers kontakttid) med et ekstraktionsmedie af kunstigt regnvand. Resultatet af denne test vil være to punkter på en udvaskningskurve, og resultaterne kan herefter relateres direkte til referenceudvaskningsforløbet fundet i I.5.

Der findes endnu ingen simplificeret standardmetode for affald på monolitisk form.

I.7

Økotokstest

Til bestemmelse af den økotoksikologiske virkning af et affaldsprodukts perkolat kan der udføres en andemadstest (eventuel ferskvandstangloppetest) på det eluat, der er fundet i I.5, med de højeste koncentrationer af forureningskomponenter.

Kategori II: Mineralsk affald

Testniveauer

Afhængig af forhåndskendskabet til en affaldstype, der ønskes deponeret på en deponeringsenhed for mineralsk affald, må følgende niveauer anvendes:

Testniveau 1: Karakterisering

Optagelse på positivlisten

For affald som ønskes optaget på positivlisten for kategori II, skal der gennemføres en karakteriseringstest af affaldet. Karakteriseringstest skal omfatte samtlige undersøgelser II.1-II.7 (jf. følgende afsnit om testmetoder) og vurderes i forhold til kravene gældende for affald under kategori II.

Testniveau 2: Overensstemmelsestest

Periodisk dokumentation

Som dokumentation for at en affaldstype svarer til en affaldstype på positivlisten for kategori II, må der periodisk gennemføres en accepteringstest. Accepteringstest omfatter II.1, II.2 og II.6 (jf. følgende afsnit om testmetoder). For affald der modtages fra samme kilde regelmæssigt, vil perioden kunne fastsættes til hver 12. måned.

Testniveau 3: Identifikation

Rutinemæssig undersøgelse

For samtlige læs, der modtages til deponering, skal der gennemføres en identifikationstest. Denne test kan bestå af en visuel inspektion af affaldet. I særlige tilfælde kan der udtages stikprøver til test af II.1 og eventuelt II.2 (jf. følgende afsnit om testmetoder).

For niveau 1 og 2 skal test være udført, inden affaldet bringes til deponeringsanlægget. For niveau 3 gennemføres testen på deponeringsanlægget.

Testmetoder

Til vurdering af mineralsk affald kan følgende testmetoder II.1-II.7 anvendes:

II.1

Glødetabsbestemmelse

Indholdet af organisk stof bestemmes som glødetab ved 550°C i 2 timer.

II.2

Bestemmelse af miljøskadelige stoffer

Indhold af miljøskadelige, organiske stoffer kan bestemmes ved gaschromatografiske screeningsanalyser.

Indholdet af miljøskadelige, uorganiske stoffer kan bestemmes som totalanalyse.

II.3

Tilgængelighedstest

Affaldets kvantitative indhold af forureningskomponenter og identitet kan fastlægges ved en "tilgængelighedstest", der bør give udtryk for den øvre grænse for stofudvaskning gennem simulering af naturlige udvaskningsforløb. Dette kan blandt andet gøres ved en pH-statisk udvaskning af nedknust materiale ved pH = 7 og 4, ved et højt væske/faststofforhold (L/S-forhold), eksempelvis 2 x L/S = 100-200 l/kg. Forureningskomponenternes identitet og koncentration (udtrykt i mg/kg) fastlægges ved analyse af specifikke parametre på det udvaskede eluat. (Metoden er endnu ikke færdigudviklet).

II.4

Total, kemisk sammensætning (95%)

Den totale, kemiske sammensætning (95% kendskab) kan bestemmes gennem en kemisk analyse, med udgangspunkt i totalanalyserne foretaget under II.2. Omfanget af analysen fastlægges på grundlag af kendskab til affaldets karakter og oprindelse.

Der må redegøres for den kemiske tilstand på kort og lang sigt som type (blandt andet redoxforhold, syre/baseforhold).

II.5

Udvaskningsegenskaber/ referencetest

Affaldets forventede udvaskningsegenskaber som funktion af tiden bør for granulært affald fastlægges ud fra kolonneforsøg. Kolonneforsøg skal beskrive udvaskningsforløbet for aktuelle forureningskomponenter, ved L/S-forhold 0,1 l/kg - maksimalt L/S 10 l/kg. Resultaterne herfra bør danne referencerammerne for et affaldsprodukts udvaskningforløb. Der kan efter behov suppleres med batch-ekstraktioner.

En NORDTEST-beskrivelse er udarbejdet om udvaskningstest for affaldsmaterialer (NORDTEST rapport nr. 272).

For affald på monolitisk form kan der i stedet udføres en såkaldt tankudvaskningstest, der er en testmetode, som fastlægger den hastighed, hvormed et givet stof overføres fra faststoffasen til væskefasen.

II.6

Simplificeret test

Med II.5 som reference må der gennemføres en simplificeret og mindre tidskrævende test. For granulært affald bør denne test være den forventede standardiserede CEN-test, som består af to serielle batch-ekstraktioner, først ved L/S = 0-2 l/kg (6 timers kontakttid) og dernæst ved L/S = 2-10 l/kg (18 timers kontakttid) med et ekstraktionsmedie af kunstigt regnvand. Resultatet af denne test vil være to punkter på en udvaskningskurve, og resultaterne kan herefter relateres direkte til referenceudvaskningsforløbet fundet i II.5.

Der findes endnu ingen simplificeret standardmetode for affald på monolitisk form.

II.7

Økotokstest

Til bestemmelse af den økotoksikologiske virkning af et affaldsprodukts perkolat på perkolatbehandlingsanlægget, bør der udføres en slamhæmningstest og nitrifikationshæmningstest på det eluat, der er fundet i II.5, med de højeste koncentrationer af forureningskomponenter.

Kategori III: Blandet affald

Testniveauer

Afhængig af forhåndskendskabet til en affaldstype, der ønskes deponeret på en deponeringsenhed for blandet affald, må følgende niveauer anvendes:

Testniveau 1: Karakterisering

Optagelse på positivlisten

For affald som ønskes optaget på positivlisten for kategori III, skal der gennemføres en karakteriseringstest af affaldet. Karakteriseringstesten skal omfatte samtlige undersøgelser III.1-III.6 (jf. følgende afsnit om testmetoder) og vurderes i forhold til kravene gældende for affald under kategori III.

Testniveau 2: Overensstemmelsestest

Periodisk dokumentation

Som dokumentation for at en affaldstype svarer til en affaldstype på positivlisten for kategori III, må der periodisk gennemføres en accepteringstest. Accepteringstest omfatter III.1 og III.5 (jf. følgende afsnit om testmetoder) samt en beskrivelse af de fraktioner, der indgår i affaldstypen. For affald der modtages fra samme kilde regelmæssigt, vil perioden kunne fastsættes til hver 12. måned.

Testniveau 3: Identifikation

Rutinemæssig undersøgelse

For samtlige læs, der modtages til deponering, skal der gennemføres en identifikationstest. Denne test vil under normale omstændigheder udelukkende bestå af en visuel inspektion af affaldet.

For niveau 1 og 2 skal testen være udført, inden affaldet bringes til deponeringsanlægget. For niveau 3 gennemføres testningen på deponeringsanlægget.

Testmetoder

Til vurdering af acceptkriterierne for blandet affald kan følgende testmetoder III.1-III.6 anvendes:

III.1

Organisk stofbestemmelse

Indholdet af organisk stof må som udgangspunkt bestemmes som glødetab ved 550°C i 2 timer.

Hvis det ikke er muligt at udtage en repræsentativ prøve til glødetabsbestemmelse, fraktioneres affaldet, så der kan foretages en volumenmæssig vurdering af andelen af organisk affald i forhold til det totale affaldsvolumen.

Det organiske stof i affaldet beskrives, og affaldets biologiske halveringstid vurderes.

III.2

Tilgængelighedstest

Affaldets kvalitative og kvantitative indhold af forureningskomponenter kan fastlægges ved en "tilgængelighedstest", der bør give udtryk for den øvre grænse for stofudvaskning gennem simulering af naturlige udvaskningsforløb. Dette kan blandt andet gøres ved en pH-statisk udvaskning af nedknust materiale ved pH = 7 og 4, ved et højt væske/faststofforhold (L/S-forhold), eksempelvis 2 x L/S = 100-200 l/kg. Forureningskomponenternes identitet og koncentration (udtrykt i mg/kg) fastlægges ved analyse af specifikke parametre på det udvaskede eluat. (Metoden er endnu ikke færdigudviklet).

Beskrivelse af affaldet

Heterogene affaldstyper hvorfra det ikke er muligt at udtage en repræsentativ prøve, hvorpå der kan foretages en tilgængelighedstest, må fraktionsopdeles. Herefter må de enkelte fraktioner beskrives med hensyn til oprindelse, karakter, egenskaber og hvor muligt kemisk hovedsammensætning.

Miljøskadelige stoffer i hver fraktion skal kvalitativt identificeres, og om muligt kvantificeres.

Eventuelt må der foretages en tilgængelighedstest på hver af fraktionerne i affaldet, hvorefter der foretages en vurdering i forhold til den andel, fraktionerne repræsenterer i hele affaldsmatricen for affaldstypen.

III.3

Fraktionernes hovedsammensætning

Affaldet skal opdeles i fraktioner, hvis kemiske hovedsammensætning der bør redegøres for (95% kendskab). Omfanget af redegørelsen fastlægges ud fra kendskabet til affaldets karakter og oprindelse.

For hver fraktion bør der redegøres for den kemiske tilstand på kort og lang sigt som type (redoxforhold og syre/baseegenskaber).

Efterfølgende bør der så foretages en vurdering af affaldet i forhold til den andel, fraktionerne repræsenterer i hele affaldsmatricen for affaldstypen.

III.4

Udvaskningsegenskaber/ referencetest

Affaldets forventede udvaskningsegenskaber som funktion af tiden bør for granulært affald fastlægges ud fra kolonneforsøg, der beskriver udvaskningsforløbet for aktuelle forureningskomponenter, ved L/S-forhold 0,1 l/kg - maksimalt L/S 10 l/kg. Resultaterne herfra bør danne referencerammerne for et affaldsprodukts udvaskningforløb. Der kan efter behov suppleres med batch-ekstraktioner.

En NORDTEST-beskrivelse er udarbejdet (NORDTEST rapport nr. 272).

For affald på monolitisk form kan der i stedet udføres en såkaldt tankudvaskningstest, der er en testmetode, som fastlægger den hastighed, hvormed et givet stof overføres fra faststoffasen til væskefasen.

III.5

Simplificeret test

Med III.4 som reference må der gennemføres en simplificeret og mindre tidskrævende test. For granulært affald bør denne test være den forventede standardiserede CEN-test, som består af to serielle batch-ekstraktioner, først ved L/S = 0-2 l/kg (6 timers kontakttid) og dernæst ved L/S = 2-10 l/kg (18 timers kontakttid) med et ekstraktionsmedie af kunstigt regnvand. Resultatet af denne test vil være to punkter på en udvaskningskurve, og resultaterne kan herefter relateres direkte til referenceudvaskningsforløbet fundet i III.4.

Der findes endnu ingen simplificeret standardmetode for affald på monolitisk form.

III.6

Økotokstest

Til bestemmelse af den økotoksikologiske virkning af et affaldsprodukts perkolat på perkolatbehandlingsanlægget bør der udføres en slamhæmningstest og nitrifikationshæmningstest på det eluat, der er fundet i III.4, med de højeste koncentrationer af forureningskomponenter.


Bilag B

KVALITETSKRAV TIL BENTONITMEMBRANER

BILAG B

Kvalitetskrav til bentonitmembraner

Dette bilag vil alene være gældende til nyeste reviderede udgave af DS/R 466 foreligger med specifikke kriterier for bentonitmembraner.

B.1 Materialekrav

Tabel B.1

Krav til bentonitmembraner.

 

 

EGENSKAB

KRAV

Udseende

Ingen synlige fejl

Bentonittype

Montmorillonit >70%

Bentonitmængde

Nominelt: 4,9 kg/m 2 (eksklusiv additiver)
Minimum: 4,4 kg/m 2 med 15% fugtindhold og eksklusiv additiver

Geotekstil

Bentonitten skal være beliggende mellem to geotekstiler, en over og en under. Bentonitmaterialet skal være tilhæftet geotekstilen på en sådan måde, at bentonitten ikke fejlplaceres eller skades under udlægning og tildækning.
Vægt af primær geotekstil minimum 135 g/cm 2

Permeabilitetskoefficient

Maksimalt 5 x 10-11 m/s ved et vandtryk på 2 N/cm 2 og en belastning på 5 kN/m 2

Trækstyrke

Minimum 14 kN/m

Forlængelse

Minimum 15% i maskeretningen

Perforeringsstyrke

Minimum 222 N

Samling

Samling skal kunne foregå ved simpel overlapning af to membranstykker (minimum 15 cm). Såfremt der anvendes løst bentonit i samlingen, skal denne udlægges maskinelt, så der sikres ensartet tætning. Samlingen skal begrænses mest muligt

Additiver, lim og lignende

Det bør oplyses, om bentonitmembranen indeholder additiver og i givet fald hvilke. Der bør udleveres oplysningsblade for de oplyste additiver, blandt andet at additiverne skal være perkolatresistente

Referencer

Det bør dokumenteres, at bentonitmembranen har været succesfuldt installeret som bundmembran i et deponeringsområde i mindst 3 tilfælde. Referencer skal oplyses, indeholdende oplysninger om sted, bygherrens navn og adresse, formål, antal m 2 og årstal

Producenten af bentonitmembranen skal, inden ordre gives, kunne dokumentere, at vedkommende er i stand til at levere et produkt, der som minimum kan overholde de materialekrav, som er specificeret i tabel B.1.

Udseende

Ved fremstilling af bentonitmembranen skal det sikres, at membranen består af et ensartet lag af bentonit (samme tykkelse af bentonit over det hele, ingen huller) udlagt mellem to geotekstiler.

Bentonittype

Bentonit er blødt, fedt ler, som består af lermineralet montmorillonit, som er af vulkansk oprindelse. En af de vigtigste egenskaber ved bentonit er dens evne til at adsorbere vand. Vandmolekylerne bindes elektrisk som dipoler i det diffuse dobbeltlag, der er rundt om hver enkelt lermineral. Vandbindingsevnen er direkte relateret til tykkelsen af dette dobbeltlag og således også til de ioner, som er bundet til lermineralets overflade. Monovalente (+) kationer, især natrium, er bundet knap så stærkt til lermineralet som divalente kationer (++), hvilket resulterer i et tykkere dobbeltlag rundt om lermineralet. Typen af ioner, der således er bundet til lermineralet (montmorillonite), er vigtig for bentonittens evne til at binde vand. Mængden af det specielle lermineral montmorillonit i bentonitten er selvfølgelig også betydende for bentonittens evne til at binde vand.

Europæisk bentonit (højt indhold af calcium, Ca) har således lavere vandbindingsevne end den amerikanske (Wyomingbentonit), som har et naturligt højt indhold af natrium, Na. Vandbindingsevnen for udvalgte bentonittyper er listet nedenstående udtrykt som mængden af vand, cm 3 adsorberet pr. gram tørt ler:

Wyomingbentonit

:

9-12 cm 3 /g

Europæisk bentonit

:

2-4 cm 3 /g

Behandlet europæisk bentonit

:

6-9 cm 3 /g

Som det fremgår af ovenstående, kan den europæiske bentonit forbedres ved at behandle den med natriumioner.

Endvidere vil tykkelsen af dobbeltlaget i lermineralet aftage med tiltagende ionstyrke i jorden/vandet omkring bentonitten. Derfor kan perkolat reducere tykkelsen af dobbeltlaget både ved dets indhold af salte og stoffer, som kan ionbytte med de oprindelige stoffer (natrium, calcium) i bentonitten.

Bentonitmængde

De fleste producenter af bentonitmembraner har et produkt, som nominelt indeholder 4,9 kg bentonit/m2 (eksklusiv additiver) og minimum 4,4 kg/m 2 ved et fugtighedsindhold på 15% eksklusiv additiver. Herudover kan de fleste producenter levere et produkt, som indeholder lige netop den mængde bentonit, der er behov for. Det anførte materialekrav er således et minimumskrav og er den mængde bentonit, som vil opfylde en permeabilitetskoefficient på mindre end 5 x 10-11 m/s for membranen.

Geotekstil

Bentonitten skal være beliggende mellem to geotekstiler, en over og en under. I nogle produkter fastholdes bentonitten til den bærende geotekstil via en lim, i andre er den nådlet (en slags syning) mellem de to geotekstiler. Hvis der anvendes en lim til fastholdelse af bentonitten, skal det sikres, at limen ikke skader bentonittens naturlige egenskaber (vandbindingsevnen), samt at bentonitten ikke fejlplaceres eller skades ved sammenrulningen, udlægningen og tildækningen.

Den geotekstil, som primært fastholder bentonitten, skal have en vis tykkelse og skal kunne modstå et vist træk med mere. Det anbefales derfor, at mindst en af geotekstilerne i bentonitmembranen har en densitet på minimum 135 g/cm 2 .

Kraftigere geotekstiler kan være nødvendige, hvor underlaget er meget ujævnt eller ved stejle skråninger.

Permeabilitetskoefficienten

De fleste bentonitmembraner har en permeabilitetskoefficient, som ligger mellem 1 x 10 -10 og 1 x 10 -12 m/s. Permeabilitetskoefficienten bør bestemmes i henhold til DIN 18130 (vandtryk på 20 cm og en belastning på 5 kN/m 2 ) eller ASTM D5084 (2 psi effektiv belastning).

Trækstyrke

Trækstyrken skal være minimum 14 kN/m 2 bestemt efter DIN 53857 T2 eller ASTM D4632).

Forlængelse

Forlængelsen skal være 15% i maskeretningen bestemt efter DIN 53857 T2 eller ASTM D4632.

Perforeringsstyrke

Perforeringsstyrken skal være større end 222 N bestemt efter DIN 54307 eller ASTM D4883.

Samlinger

Samling skal kunne foregå ved simpel overlapning af to membranstykker (minimum 15 cm). Såfremt der anvendes løst bentonit i samlingen skal denne helst udlægges maskinelt, hvorved der sikres en mere ensartet tætning. Samlingsmetoden skal oplyses, før der vælges membranleverandør.

Referencer

Det bør dokumenteres, at bentonitmembranen har været succesfuldt installeret som bundmembran i et deponeringsområde i mindst 3 tilfælde. Referencer skal oplyses indeholdende oplysninger om sted, bygherres navn og adresse, formål, antal m 2 og årstal.

B.2 Materialekontrol

Materialekontrol bør være skærpet.

Bentonitmembraner leveres i ruller. Tilsynet skal afvise alle ruller, som er beskadiget eller har synlige skader eller mangler korrekt identifikation. Tilsynet skal sikre, at rullerne bliver opbevaret tørt og overdækket med vandtæt presenning.

Fra et tilfældigt udvalg af de leverede ruller i en leverance udtages strimler på 30 cm x rullebredde. Der udtages prøver til bestemmelse af montmorillonitindholdet, mængden af bentonit pr. cm 2 , permeabilitetskoefficienten og træk- og perforeringsstyrke. De nævnte parametre bestemmes på et anerkendt geoteknisk laboratorium (akkrediteret).

B.3 Udførelse

Udførelseskontrol bør være skærpet.

Bentonitmembraner udlægges med maskine. En gravemaskine forsynes med et rør og en kæde. Røret anbringes i membranrullen, hvorefter kæden fastgøres til røret. Maskinen løfter rullen op, således at rullen svæver 1-1,5 meter over terræn. Maskinen kører hen til det sted, hvor membranen skal lægges. Her tager mindst 2 mand fat i rullens kant og lægger den løse ende af membranen ned på det ønskede sted. Maskinen bakker langsomt, mens den løse ende fastholdes. Der må ikke køres med maskine på selve membranen.

For bentonitmembraner, hvor løs bentonit anvendes i samlingerne, skal automatiseret udstyr til udlægning af den løse bentonit kalibreres separat på fladt underlag og på skrænter. 20 kg granuleret bentonit (±1/2 kg) udlægges ensartet på 50 meter overlappet samling. Udstyret skal rekalibreres en gang om ugen under installeringsarbejdet. Ved manuel udlægning af bentonit skal overlapningerne opdeles i markerede afsnit på 50 m. En 20 kg sæk med bentonit skal tømmes ensartet over denne strækning. Udlægningsmåden og ganghastigheden skal være den samme på hele strækningen.

På skænter/skråninger udlægges membranen ligeledes med maskine, men således at maskinen holder stationært på toppen, mens et antal personer trækker membranen af rullen. De forskellige membranproducenter har metoder til forstærkning af samlinger på skråninger. Alternativt kan man få fremstillet membranstykker, som er særligt lange, og som har en styrke, således at samlinger på skråninger undgås.

For samlinger omkring rørgennemføringer og lignende skal man være særlig omhyggelig. Generelt foretages disse ved, at der skæres et hul (kryds med en skarp kniv) i membranen, der hvor røret skal igennem. Tæt på røret lægges eventuelt lidt løst bentonit. Oven på dette lægges et membranstykke, som skal have en passende dimensionering i forhold til røret, og hvor hullet til røret er nøjagtigt udskåret.

Straks efter udlægning skal membranen beskyttes med minimum 20 cm stabilt grus. Der må ikke på en dag udlægges større mængder membran, end det kan sikres, at der også kan udlægges beskyttelsesgrus.

De enkelte producenter har udarbejdet installationsmanualer, som er specifikke for de enkelte produkter, og hvor udlægning samt udførelse af diverse rørgennemføringer vedhæftninger til beton med mere er beskrevet. Disse installationsmanualer bør altid følges.

B.4 Kvalitetssikring

Før levering af bentonitmembranen skal producenten sende oplysninger om kvalitetskontroldata for de ruller, som leverancen kommer til at omfatte. De ønskede oplysninger skal som minimum indeholde produktionsdato, partinummer, rullenummer, prøveresultater og godkendelseskode. Endvidere skal anføres antallet af prøvninger, middelværdi, standardafvigelse, minimum gennemsnitlig rulleværdi og maksimum gennemsnitlig rulleværdi.

Endvidere skal den udførende entreprenør udarbejde en tegning med angivelse af membranplaceringer og konstruktionsdetaljer over hele arealet, som skal dækkes med bentonitmembran. Tegningen skal bruges til under arbejdet at anføre de enkelte rullenumre på, således at man præcist ved, hvor de enkelte ruller er placeret.

Der skal på pladsen udføres minimum en kontroltest af overlapninger:

Prøvning af overlapninger på pladsen

Udstyr

Prøvekasse, dæklagsmateriale, bentonitmasse.

Fremgangsmåde

Anbring en 15 cm's overlapning i den øverste del af prøvekassen.

Kanterne forsegles med bentonitmasse for at forhindre sidelækage.

Anbring 30 cm dæklagsmateriale oven på overlapningen.

Fyld øverst kassen med 45 cm vand.

Efter den indledende hydreringsperiode (6 timer) fjernes det vand, som måtte være sivet ned i nederste kasse.

Over en periode på syv dage med et interval på 24 timer måles vandvolumen i nederste kasse og registreres sammen med tidspunktet.

Permeabilitetskoefficienten, k, for samlingen kalkuleres som følgende:

k

=

q/A x i = d/t x i, hvor

q

=

gennemstrømningen (cm 3 /s)

A

=

prøvekassens areal (cm 2 )

i

=

hydraulisk gradient (45 + (2 x 1,25)/(2 x 1,25)) = 19

d

=

vandtab i cm

t

=

tid fra hydreringsprocessen var komplet (s)

Permeabilitetskoefficienten for samlingen skal være mindre end eller lig med permeabilitetskoefficienten for selve membranen. Hvis forsøget giver større afvigelser, når forsøgsusikkerheden tages i betragtning, skal overlapningsmetoden revurderes.


Bilag C

"BIOLOGISK REAKTOR"-ENHED

 

"Biologisk reaktor"-enhed

C.1 Strategi

En "biologisk reaktorenhed" er en speciel deponeringsenhed, hvorpå der kan deponeres forbrændingsegnet affald under særlige omstændigheder.

I områder af Danmark, hvor der på grund af særlige omstændigheder ikke er hensigtsmæssigt eller muligt at behandle forbrændingsegnet affald i et forbrændingsanlæg, kan affaldet deponeres i en "biologisk reaktorenhed".

Det er hensigten, at en "biologisk reaktorenhed" skal optimere omsætningen af deponeret organisk affald, på en måde der hurtigst muligt nedbringer den organiske belastning i perkolatet og fremmer gasproduktionen.

Generelt skal en "biologisk reaktorenhed" indrettes som en hvilken som helst anden deponeringsenhed med aktive, miljøbeskyttende systemer. Herudover skal en "biologisk reaktorenhed" indrettes, så der er mulighed for optimal gasudvinding fra det deponerede affald. Den udvundne gas skal udnyttes til energiformål.

Det erkendes, at den overordnede deponeringsstrategi beskrevet i vejledningens kapitel 2 ikke kan opfyldes for en "biologisk reaktorenhed".

C.2 Affaldsacceptkriterier

Affald til deponering på en "biologisk reaktorenhed" kan accepteres på grundlag af nedenstående, restriktive positivliste:

i   Dagrenovation.

i   Storskrald.

i   Slam fra renseanlæg, der er stabiliseret i overensstemmelse med Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 736 af 26. oktober 1989 og afvandet til TS> = 30%.

i   Affald fra positivlisten for kategori III, defineret i vejledningens afsnit 4.3.

I øvrigt må acceptkriterierne for deponeringsenheden for blandet affald, kategori III, følges.

C.3 Indretning

Membran og perkolatopsamling

En "biologisk reaktorenhed" skal indrettes med et kompositmembransystem som beskrevet i kapitel 7 og med et perkolatopsamlingssystem som beskrevet i kapitel 8. Endvidere skal en "biologisk reaktorenhed" indrettes, så det til enhver tid vil være muligt at foretage recirkulering af perkolat.

Gashåndtering

Der skal så vidt muligt kunne udnyttes gas fra den "biologiske reaktorenhed", og indretningen skal tage højde herfor.

Gasmængder

Til vurdering af hvordan gassen skal håndteres, bør der foretages nogle vurderinger af mængden af gas, der genereres.  

Sådanne vurderinger må baseres på erfaringer fra andre deponeringsanlæg, hvor der er deponeret affald af lignende karakter. De væsentligste elementer i en sådan vurdering er affaldets indhold af organisk stof og dettes nedbrydningstid (halveringstid), og hvilke forhold det er deponeret under i selve den "biologiske reaktor"enhed, det vil sige, hvornår der kan forventes opnået anaerobe og methanogene forhold i enheden.

Gasudvinding

Gas kan udvindes fra den "biologiske reaktorenhed" ved etablering enten af gasboringer i den færdigetablerede deponeringsenhed eller ved etablering af gasdræn kontinuerligt i forbindelse med opfyldningen. Herfra kan gassen suges til afbrænding i et forbrændingskammer.

Eksplosionsfare

Når gassen har et indhold på 5-15% methan, og det er i forbindelse med atmosfærisk luft, er der fare for eksplosioner. Gashåndteringen i en "biologisk reaktorenhed" skal derfor indrettes på en måde, der hindrer gaseksplosioner inde på selve deponeringsanlægget, men også så det hindres, at gas trænger ud i omgivelserne, hvor der kan opstå fare for eksplosioner.

I forbindelse med indretning af perkolatopsamlingsbrønde skal der tages specielle hensyn for at undgå gaseksplosioner.

C.4 Drift

Materiel til indbygning

Der bør anvendes kompaktorer til indbygning af dagrenovation og andet blandet affald, der kan være meget inhomogent. Affaldet må oplukkes (plasticposer etc. skal åbnes) og homogeniseres (i praksis sammenblanding) af en kompaktor inden indbygning. Endvidere kan der være visse affaldstyper, der bør neddeles inden indbygning.

Indbygning

Affaldet bør indbygges i tynde lag (maksimalt 30 cm's tykkelse) og kompakteres ved gentagne overkørsler af en kompaktor.

Det første lag bør udelukkende bestå af dagrenovation. Dagrenovationen bør være oplukket med kompaktor oven for deponeringsarealet og udlægges i lag af ca. 1 meter.

Afdækning

Daglig afdækning har til formål at hindre flugt af affald samt nedbringe risikoen for lugt og skadedyr.

Ved intensiv kompaktering af affaldet, i henhold til ovenstående, kan daglig afdækning i de fleste tilfælde undlades eller nedbringes til et minimum. Dog bør det første lag affald afdækkes med permeabelt jord.

Hvor daglig afdækning kan blive nødvendig, bør dette lægges ud i så tynde lag, at den ønskede effekt netop opnås.

Materiale til daglig afdækning må være permeabelt for at sikre en jævn fordeling af nedbør i affaldet og dermed et forholdsvis jævnt udvaskningsforløb for affaldet.

Kontrol på tipfronten

Affaldet bør aflæsses oven for tipfronten. Dette muliggør, at maskinføreren ved aflæsning kan vurdere affaldets sammensætning. Ved indbygning har maskinføreren endvidere muligheden for at observere eventuelle uønskede fraktioner i det aflæssede affald. Uønsket affald skal frasorteres til anden behandling.

Slam

Slam kan skabe driftsmæssige problemer på grund af et højt vandindhold. Mængden af slam, som deponeres, bør derfor begrænses mest muligt. Slammet bør udlægges i tynde lag og straks overdækkes med andet affald. Hvor slammængden bliver stor, bør særlige deponeringsteknikker anvendes.

Vejopfej

Vejopfej kan i våde perioder, og når indholdet af blade er stort, skabe problemer for kørsel på affaldet. Det må derfor anbefales, at vejopfej udlægges i tynde lag og sammenblandes med det øvrige affald på tipfronten.

C.5 Kontrol og tilsyn

Procedurerne for kontrol og tilsyn vil være som beskrevet i vejledningens kapitel 11. I forbindelse med analyseparametrene ved perkolatkontrollen skal analyseprogrammet for blandet affald anvendes.

C.6 Retablering

Ved retablering af en "biologisk reaktorenhed" skal det sikres, at infiltrationen til affaldet er tilstrækkelig til at sikre en optimal omsætning af det deponerede affald. Der skal endvidere gennemføres foranstaltninger, der hindrer gasskader i toplagets vegetation.