Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om ændring af vejledning om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse mv. (vejledning nr. 2 til serviceloven)

1.

I vejledning nr. 94 af 5. december 2006 om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse mv. foretages følgende ændringer:

1. I afsnit VII om personlig og praktisk hjælp indsættes efter punkt 138:

»Servicebevis

§ 94 b. Kommunalbestyrelsen kan etablere en ordning, der giver borgere, der er visiteret til hjælp eller støtte efter § 83, mulighed for at vælge et servicebevis, der giver adgang til, at den pågældende borger selv ansætter en person eller indgår aftale med en virksomhed om at udføre opgaverne, jf. stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, hvilke ydelseskategorier der skal omfattes af ordningen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om at tilbyde borgere, der er visiteret til hjælp efter § 83, mulighed for at vælge et servicebevis. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde træffe afgørelse om, at en borger ikke kan modtage hjælpen efter stk. 1.
Stk. 3. En borger, der har valgt et servicebevis, og som vælger at lade en privatperson udføre hjælpen, er arbejdsgiver for denne. Den pågældende borger kan dog overdrage retten til at ansætte en person til at udføre opgaverne i henhold til servicebeviset til en nærtstående, en organisation eller en privat virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for den privatperson, der udfører hjælpen.
Stk. 4.

138 a. Kommunen kan vælge at tilbyde borgere, der er visiteret til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, at modtage hjælpen i form af et servicebevis. Et servicebevis giver borgeren ret til selv at antage en hjælp tilsvarende den, som borgeren ellers ville have modtaget fra en godkendt kommunal eller privat leverandør. Med et servicebevis kan borgeren dermed selv ansætte hjælperen eller indgå aftale med en virksomhed om at udføre de opgaver, som borgeren er visiteret til. Borgere, der ønsker at modtage hjælpen i form af et servicebevis, kan selv vælge, hvem, de ønsker, skal udføre hjælpen. Det kan være en privatperson som fx en nærtstående, en nabo eller en helt tredje person. Det kan også være en privat virksomhed efter borgerens eget valg.

Ordningen om et servicebevis adskiller sig fra ordningerne om kontant tilskud og borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens §§ 95 og 96, idet personkredsen for disse ordninger er borgere med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. For § 96 gælder desuden, at borgeren har et behov, som samtidig gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte til pleje, overvågning og ledsagelse, jf. vejledningen om borgerstyret personlig assistance.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, hvilke ydelseskategorier der skal indgå i en servicebevisordning. Kommunalbestyrelsen kan vælge at tilbyde servicebeviser inden for alle ydelseskategorier, herunder ydelseskategorier, der ydes uden for hjemmet, som for eksempel indkøb, eller de kan udvælge enkelte af deres ydelseskategorier.

Et servicebevis giver borgeren en mere udstrakt grad af valgfrihed og indflydelse i forhold til tilrettelæggelsen og udførelsen af den personlige og praktiske hjælp. Borgeren kan individuelt vælge, hvem de vil have til at hjælpe sig, og de kan selv aftale med den ansatte, hvornår og hvordan hjælpen leveres. Det giver borgeren mulighed for at få indflydelse på, hvordan hjælpen skal tilrettelægges, og for at påvirke kvaliteten af hjælpen.

Den person eller virksomhed, der ansættes til at udføre opgaver efter servicebevisordningen, skal ikke godkendes af kommunalbestyrelsen.

Borgeren, der har valgt et servicebevis, og som ønsker, at hjælpen udføres af en privatperson, er som udgangspunkt arbejdsgiver for den eller de hjælpere, der skal udføre hjælpen. Borgeren kan vælge at overdrage rettighederne til at ansætte en person til at udføre opgaverne. Det kan ske til en nærtstående, en organisation eller en privat virksomhed. Det betyder, at borgeren kan benytte servicebevisordningen uden at skulle påtage sig de ansættelsesretslige forpligtelser forbundet med arbejdsgiveransvaret. Spørgsmål om ansættelse og afskedigelse af hjælpere varetages således af den nærtstående, organisationen eller den private virksomhed i samråd med den pågældende borger. Borgeren fungerer, uagtet overdragelsen, fortsat som daglig leder for udføreren af hjælpen.

Målgruppen for et servicebevis

138 b. Målgruppen for et servicebevis er borgere, der er visiteret til at modtage hjælp efter servicelovens § 83, og som er omfattet af bestemmelserne om frit valg i servicelovens §§ 91 og 92. Borgere, der ønsker at modtage et servicebevis, skal være i stand til at håndtere ordningen. Det vil sige, at de skal være i stand til at varetage den daglige ledelsesret. Kommunen skal i forbindelse med anmodninger om hjælp i form af et servicebevis vurdere og træffe afgørelse om, hvorvidt borgeren vil være i stand til at håndtere ordningen.

Kommunalbestyrelsen skal vejlede og føre tilsyn

§ 94 b.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen har pligt til at vejlede borgere, der har valgt et servicebevis om mulige retlige konsekvenser forbundet med servicebevisordningen.
Stk. 5.

138 c. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at vejlede borgeren om mulige retlige konsekvenser ved selv at ansætte hjælp efter ordningen om et servicebevis. Kommunen skal fx oplyse om ansættelsesretlige aspekter og konsekvenser, fx ved uberettigede fyringer, arbejdsmiljøretlige aspekter og konsekvenser. Kommunalbestyrelsen skal endvidere oplyse borgeren om at udarbejde evt. kontrakt med hjælperen i de tilfælde, hvor borgeren selv varetager arbejdsgiveransvaret, jf. lov om ansættelsesbeviser.

Kommunen har efter servicelovens § 151 stadig pligt til at føre tilsyn med, at hjælpen efter § 83 løses i overensstemmelse med den afgørelse, kommunen har truffet. Hvis kommunen bliver opmærksom på, at en borger, der modtager hjælp efter ordningen med et servicebevis, ikke modtager den hjælp, borgeren er visiteret til, kan kommunen foretage en fornyet visitation og i den forbindelse vurdere, hvorvidt borgeren kan administrere ordningen med et servicebevis.

Klageregler

138 d. Det er ikke muligt at klage over, at kommunalbestyrelsen generelt ikke tilbyder borgere at modtage hjælp efter § 83 i form af et servicebevis. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse, hvorvidt og indenfor hvilke ydelseskategorier de ønsker at tilbyde ordningen om et servicebevis. Hvis kommunalbestyrelsen generelt tilbyder, at borgere kan modtage hjælp efter § 83 i form af et servicebevis, men en borger modtager et konkret og individuelt afslag på sin anmodning om hjælp i form af et servicebevis, er det muligt at klage over kommunens afgørelse, jf. servicelovens § 166. Det vil sige, at klagereglerne følger reglerne om klageadgang og procedure for hjælp, der ydes efter § 83, i øvrigt.

Fordelingen af opgaver, når hjælpen modtages som servicebevis

138 e. Fordelingen af opgaver i forbindelse med hjælp efter servicelovens § 83, der modtages som et servicebevis, varierer afhængigt af, om borgeren vælger at ansætte en privatperson eller en virksomhed til at udføre opgaverne.

I de tilfælde, hvor en privatperson, som fx borgeren selv eller en nærtstående, varetager de arbejdsgiverretlige forpligtelser i servicebevisordningen, varetages de økonomisk administrative forpligtelser forbundet med ordningen af kommunalbestyrelsen. De økonomisk administrative forpligtelser er fx udbetaling af løn og feriepenge, indbetaling af skat, ATP og bidrag til barselsfond samt betaling af sygedagpenge og arbejdsskadeforsikringer (visse af disse forpligtelser vil dog først indtræde, når hjælpen overstiger et givent omfang). Det er borgerens ansvar at sikre, at kommunalbestyrelsen har de relevante oplysninger om hjælperen til at kunne forvalte de økonomisk administrative forpligtelser.

I de tilfælde, hvor borgeren vælger at overdrage rettighederne i henhold til servicebeviset til at ansætte en hjælper til en privat virksomhed, varetages de ovennævnte økonomisk administrative forpligtelser forbundet med ordningen af virksomheden selv. Det vil sige, at uanset hvem borgeren vælger til at udføre hjælpen, er der ikke kontante midler mellem borger og udfører af hjælpen, men kun mellem udføreren og kommunen, eller mellem kommunen og den virksomhed, som udføreren er ansat i.

Borgeren bestemmer, uanset om denne selv har arbejdsgiveransvaret, hvem der skal udføre hjælpen, samt hvordan hjælpen i dagligdagen tilrettelægges mv., idet det forudsættes, at ledelsesretten så vidt muligt er delegeret til borgeren, hvis denne gennem en overdragelse af rettighederne i henhold til servicebeviset ikke er arbejdsgiver for den, der yder hjælpen. Borgeren har dog ikke ansvaret for fx at oplyse den, der yder hjælpen, om vilkårene for ansættelsen i overensstemmelse med ansættelsesbevisloven eller for at andre arbejdsgiverforpligtelser er opfyldt, hvis borgeren har valgt at overdrage arbejdsgiveransvaret til en privatperson, en organisation eller en privat virksomhed.

Arbejdsmiljøloven

138 f. Arbejdsgiveransvaret efter arbejdsmiljølovgivningen følger af administrativ praksis og domstolspraksis. Det afhænger derfor af en konkret vurdering, hvem der som arbejdsgiver er strafferetlig ansvarlig for, at arbejdet bliver udført i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen. En borger, der har valgt at modtage hjælpen i form af et servicebevis, og som vælger at overdrage arbejdsgiveransvaret til en privatperson, en organisation eller en privat virksomhed, vil fortsat kunne straffes efter arbejdsmiljøloven, hvis det ved en konkret vurdering fastslås, at det er borgeren, der har haft beføjelse eller reel mulighed for at drage omsorg for, at arbejdet bliver tilrettelagt og udført fuldt forsvarligt.

Det er derfor vigtigt, at kommunen er opmærksom på sit ansvar i forhold til at oplyse om disse forhold, herunder pligten til eventuelt at udarbejde APV (arbejdspladsvurdering), jf. arbejdsmiljøloven. For yderligere information om de arbejdsmiljømæssige forpligtelser i forbindelse med etablering af en servicebevisordning kan der henvises tilVejledning om borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96 samt til www.arbejdstilsynet.dk.

Beregning af servicebevisets værdi

§ 94 b.
Stk. 5. Indenrigs- og socialministeren fastsætter regler for beregning af servicebevisets værdi.

138 g. Kommunen skal mindst én gang årligt beregne servicebevisets værdi med udgangspunkt i de fritvalgspriser, der skal offentliggøres på fritvalgsdatabasen. Værdien skal beregnes for hver af de ydelseskategorier, der tilbydes servicebeviser til. Beregningen af servicebevisets værdi tager ligesom fritvalgspriserne udgangspunkt i de gennemsnitlige langsigtede omkostninger, der påhviler den kommunale leverandør eller den private hovedleverandør i de tilfælde, hvor der ikke er en kommunal leverandør. Hvis kommunen har valgt at benytte udbudsmodellen, benyttes den pris, som udbudet af ydelsen er vundet til. Kommunen kan fratrække de indirekte omkostninger, der ikke har relevans for hjælp leveret efter denne ordning, uanset hvilken model for frit valg der er anvendt. Det kan være indirekte omkostninger til fx husleje og IT, der ikke forudsættes, for at fx en privatperson kan yde hjælp efter en ordning med servicebevis. Beregningen af servicebevisets værdi reguleres efter § 14 a i Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp mv.

En borger, der vælger at overdrage retten til at ansætte en person, eller indgår aftale med en virksomhed om at udføre hjælpen, skal selv afholde evt. udgifter forbundet hermed. Udgiften er indeholdt i servicebevisets værdi, idet udgifter til de ansættelsesretslige forhold er indeholdt i den almindelige prisberegning af de gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved levering af personlig og praktisk hjælp efter servicelovens §§ 91 og 92, jf. i øvrigt § 14 a i Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp mv.

Hvis borgeren vælger at ansætte et hjemmeservicefirma til at udføre den visiterede hjælp, vil det ikke være muligt at modtage statsligt tilskud via hjemmeserviceordningen efter § 2 i lov nr. 39 af 23. januar 2004 om hjemmeservice. Det skyldes, at der ikke kan ydes hjemmeservicetilskud til visiteret hjemmehjælp, men kun til privates køb af hjemmeservice.«

2. I afsnit VIII om frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp affattes punkt 187 således:

»Kapitel 38

Markedsføringsmateriale om leverandører

§ 92.
Stk. 2. En person, der er berettiget til hjælp eller støtte efter § 83, jf. § 88, stk. 1, skal vælge, hvilken af de leverandører, kommunalbestyrelsen har indgået kontrakt med, der skal udføre hjælpen. I forbindelse med afgørelsen om hjælp efter § 83 skal den kommunale myndighed oplyse om alle godkendte leverandører, og eventuelt materiale fra godkendte leverandører skal udleveres til de personer, der er tilkendt hjælp efter § 83. I forbindelse med ændringer i leverandørkredsen skal alle modtagere af hjælp efter § 83, der er omfattet af de ændrede valgmuligheder, orienteres om dette.
Stk. 3. Hvis formidlingen af materialet medfører væsentlige ekstra omkostninger for kommunen, kan leverandøren opkræves betaling for meromkostningerne i forbindelse med formidlingen.
Stk. 4.

187. Den kommunale myndighed skal i forbindelse med afgørelsen om hjælp oplyse modtagere af personlig og praktisk hjælp om, hvilke godkendte leverandører af hjælpen borgeren kan vælge imellem. Som led i kommunens generelle pligt til at oplyse om mulighederne for frit at vælge leverandør skal den kommunale myndighed formidle leverandørernes eventuelle markedsføringsmateriale til de borgere, der er visiteret til hjemmehjælp. Det kan udleveres til borgeren fx i forbindelse med visitationen til hjælp eller i forbindelse med en løbende opfølgning eller revisitation. Materialet har til formål at give borgere, der er visiteret til personlig og praktisk hjælp, information om den enkelte leverandør og dermed et grundlag for at beslutte, hvilken leverandør der skal levere hjælpen.

Det er op til den enkelte leverandør af hjælp at bestemme, om der skal udarbejdes et markedsføringsmateriale om firmaet, hvordan det skal udformes og hvilke oplysninger materialet skal indeholde. Markedsføringsmateriale skal dog holdes inden for markedsføringslovens regler m.v. Det er den enkelte leverandør selv, der skal afholde udgifterne til materialet.

Sker der ændringer i leverandørkredsen, skal den kommunale myndighed orientere alle modtagere af hjælp efter § 83, der er omfattet heraf, om de ændrede valgmuligheder. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, hvordan orienteringen skal foretages. Det kan fx ske via udsendelse af det opdaterede materiale eller via informationsskrivelser til de modtagere, der er omfattet af de ændrede valgmuligheder, om at de kan kontakte den kommunale myndighed, hvis de ønsker at modtage det nye/ændrede materiale.

I kommuner, hvor kommunalbestyrelsen har valgt at bruge godkendelsesmodellen, hvor kommunen godkender en leverandør til at levere hjælp efter § 83 på en eller flere ydelseskategorier, må der forventes at kunne ske ændringer i materialet op til fire gange årligt i forbindelse med den kvartalsvise godkendelse af nye leverandører.

Det må forventes, at leverandørernes markedsføringsmateriale er tilpasset målgruppen og kan udleveres i forbindelse med den almindelige kontakt til borgeren. Den kommunale myndighed skal derfor som udgangspunkt ikke have betaling for udgifter forbundet med distribution af materialet. Dog skal den kommunale myndighed have adgang til at få dækket væsentlige meromkostninger til eksempelvis distribution, hvis en leverandør leverer et meget omfangsrigt materiale, der ikke umiddelbart kan udleveres som led i den almindelige kontakt til borgeren, og som ved forsendelse medfører ekstra omkostninger. Er dette tilfældet, er det den enkelte leverandør, der skal dække kommunens eventuelle udgifter til formidling af materialet.«

2.

Lov om ændring af lov om social service (Markedsføring af leverandører af samt servicebevis til personlig og praktisk hjælp) trådte i kraft den 1. juli 2009.

Indenrigs- og Socialministeriet, den 2. oktober 2009

Karen Ellemann

/ Jakob Krogh