Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Anvendelsesområde, definitioner mv.

Kapitel 2   Forbud mod hold og fremvisning af visse dyr

Kapitel 3   Særlige krav for visse dyr

Kapitel 4   Anmeldelse og tilsyn

Kapitel 5   Straf

Kapitel 6   Ikraftrædelses- og overgangsbestemmelser

Bilag 1

Bilag 2

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om hold og fremvisning af dyr i cirkus mv.

I medfør af § 17, stk. 4, § 24 a, stk. 1, og § 28, stk. 5, i dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1343 af 4. december 2007, som ændret ved lov nr. 499 af 12. juni 2009 og § 1 i lov nr. 500 af 12. juni 2009, fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde, definitioner mv.

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på hold og fremvisning af dyr i cirkus, forlystelsesparker og lignende virksomheder, der som led i deres virksomhed fremviser levende dyr, som optræder for et publikum.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke hold og fremvisning af dyr i zoologiske haver, dyreparker og lignende, jf. dyreværnslovens § 17, stk. 3.

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Domesticerede dyr: Dyr, der lever sammen med mennesker, og som gennem flere generationer via naturlig selektion eller målrettet avl er genetisk tilpasset til menneskelige formål.

2) Vilde dyr: Dyr, der ikke er domesticerede.

3) Dyreanlæg: Enhver form for afgrænset område, herunder akvarier, terrarier, bure og indhegninger, der permanent eller midlertidigt er indrettet til opstaldning af dyr.

4) Faste anlæg: Dyreanlæg, hvor dyrene opstaldes i den periode, hvor cirkus mv. ikke er på turné.

5) Gruppe: To dyr eller flere.

§ 3. Reglerne i denne bekendtgørelse er minimumskrav, der altid skal opfyldes, medmindre strengere krav er fastsat i anden lovgivning.

Kapitel 2

Forbud mod hold og fremvisning af visse dyr

§ 4. Hold og fremvisning af de dyrearter, der er omfattet af bilag 1 til denne bekendtgørelse, er ikke tilladt.

Hold og fremvisning af andre dyr

§ 5. Hold og fremvisning af dyr, der er omfattet af bilag 2 til denne bekendtgørelse, kan finde sted, hvis §§ 7-26 og bestemmelserne vedrørende den pågældende dyreart, jf. kapitel 3, er opfyldt.

§ 6. Justitsministeren kan meddele tilladelse til fremvisning af vilde dyrearter, der ikke er omfattet af bilag 1 og 2, hvis det ud fra dyrevelfærdsmæssige hensyn er ubetænkeligt.

Stk. 2. Justitsministeren indhenter en udtalelse fra Rådet vedrørende hold af særlige dyr i forbindelse med afgørelser efter stk. 1.

Opstaldning

§ 7. Dyreanlæg skal i størrelse, indretning og udformning være tilpasset de enkelte dyrearter på en måde, der tilgodeser dyrenes fysiologiske og sundhedsmæssige behov samt mulighed for at udfolde naturlig adfærd.

§ 8. Dyreanlæg skal være indrettet således, at nytilførte, syge eller tilskadekomne dyr og dyr, der af andre årsager midlertidigt må isoleres, kan afsondres fra andre dyr.

§ 9. Dyreanlæg og udstyr, som anvendes i forbindelse med opstaldning af dyr, skal konstrueres, installeres og vedligeholdes på en sådan måde, at dyrene beskyttes bedst muligt mod tilskadekomst og ikke udsættes for væsentlig ulempe.

§ 10. Luftcirkulation, støvindhold, temperatur, relativ luftfugtighed og koncentration af luftarter skal holdes på et niveau, som ikke er skadeligt for dyrene, og anlægget skal have ventilation, som sikrer et tilstrækkeligt luftskifte.

Stk. 2. Vandkvaliteten i anlæg, hvor der holdes vandlevende dyr, skal holdes på et niveau, der ikke er skadeligt for dyrene, og hvor dyrene kan opretholde en normal aktivitet.

§ 11. Dyr må ikke stå opbundet i det anlæg, de er opstaldet i.

Stk. 2. Dyrene kan dog opbindes ved transport samt ved håndtering i forbindelse med daglig pleje eller veterinær behandling.

§ 12. Dyr, der tilhører sociale arter, skal have deres behov for social kontakt dækket.

Fodring og vanding

§ 13. Fodring må kun finde sted under kontrollerede forhold. Der skal for hver dyreart udarbejdes foderplaner.

Stk. 2. Dyreanlæg skal være indrettet således, at dyrene har mulighed for en uforstyrret og naturlig indtagelse af foder og frisk vand.

§ 14. Udstyr til fodring og vanding skal være udformet, fremstillet og installeret på en sådan måde, at der er mindst mulig risiko for forurening af foder og vand, og for at dyrene pådrager sig skader.

§ 15. Dyr skal have adgang til frisk drikkevand i overensstemmelse med den pågældende arts behov.

Tilsyn mv.

§ 16. I tilfælde af et dyrs sygdom eller tilskadekomst skal den ansvarlige for cirkusset sikre, at dyret om fornødent isoleres, og at pleje iværksættes. Ved alvorlig lidelse, eller hvis dyret ikke hurtigt bedres, skal en dyrlæge tilkaldes straks.

Træning mv.

§ 17. Dyr skal trænes efter principper, der ikke tilsidesætter dyrenes velfærd.

Stk. 2. Dyrene må ikke i forbindelse med træning eller optræden udsættes for øvelser, som de pågældende dyr ikke fysisk eller adfærdsmæssigt er egnede til at udføre.

§ 18. Dyr må kun fremvises for publikum under eller i umiddelbar tidsmæssig og stedlig forbindelse med forestillinger i cirkus mv. eller under opstaldning.

§ 19. Pattedyr skal i mindst to timer dagligt motioneres eller have adgang til fri bevægelse under beskyttede forhold.

Stk. 2. Fugle skal kunne flyve frit i volierer eller motioneres dagligt.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan fraviges, hvis veterinære eller vejrmæssige forhold taler afgørende herfor.

Sikkerhed

§ 20. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at dyrene ikke kan undvige.

§ 21. Foran dyreanlæg med dyr, der nærliggende vil kunne volde skade, skal der opsættes publikumsbarrierer i en sådan afstand, at publikum er hindret i at komme i berøring med dyrene.

Stk. 2. Dyreanlæg skal være sikret mod publikums indtrængen.

§ 22. Der skal straks ske anmeldelse til vedkommende politidirektør, hvis dyr, der kan volde væsentlig skade, undslipper.

Transport

§ 23. Transportmidlerne skal være udformet og indrettet samt vedligeholdes og anvendes på en sådan måde, at dyrene ikke kommer til skade eller påføres lidelser, og sådan at dyrenes sikkerhed tilgodeses.

§ 24. Dyrene skal råde over et gulvareal og en ståhøjde, som er passende i forhold til deres størrelse og den planlagte transport.

Stk. 2. Dyrene skal kunne finde passende hvile i transport­vognen.

§ 25. Transporten skal gennemføres til bestemmelsesstedet uden unødige forsinkelser, og dyrenes velbefindende skal løbende kontrolleres og sikres.

Stk. 2. Dyrene skal jævnligt tilbydes vand, foder og hvile af en kvalitet og i mængder, som er passende for deres art og størrelse.

§ 26. På- og aflæsningsfaciliteterne skal være udformet og indrettet samt vedligeholdes og anvendes på en sådan måde, at dyrene ikke kommer til skade eller påføres lidelser, og sådan at dyrenes sikkerhed tilgodeses.

§ 27. Personer, der håndterer dyrene, skal have de fornødne kvalifikationer og udføre deres arbejde uden anvendelse af vold eller andre metoder, der kan påføre dyrene unødig frygt, skader eller lidelser.

Kapitel 3

Særlige krav for visse dyr

Elefanter

§ 28. Loftshøjden i stalde, hvor der opstaldes elefanter, skal være mindst 5 m.

Stk. 2. Ved opstaldning enkeltvis i boks skal gulvarealet være mindst 80 m², og den korteste side af boksen skal være mindst 8 m.

Stk. 3. Ved gruppeopstaldning skal gulvarealet være mindst 60 m² pr. dyr.

§ 29. Elefanter skal under turnéer opstaldes i transportvogne om natten.

Stk. 2. Loftshøjden i transportvognen skal være mindst 3,20 m, og gulvarealet skal være mindst 20 m².

Stk. 3. Ved opstaldning af flere elefanter i samme transportvogn skal gulvarealet være så stort, at alle elefanter kan ligge ned samtidig.

§ 30. Elefanter skal have adgang til fold.

Stk. 2. Folde, der benyttes af elefanter under turnéer, skal mindst have et areal på 100 m², hvoraf den korteste side skal være mindst 10 m. Benyttes folden af mere end to elefanter på samme tid, forøges arealkravet med 50 m² pr. dyr.

Stk. 3. Folde i tilknytning til faste anlæg skal mindst have et areal på 200 m², hvoraf den korteste side skal være mindst 10 m. Benyttes folden af mere end to elefanter på samme tid, forøges arealkravet med 50 m² for hvert yderligere dyr.

§ 31. Elefanter skal i mindst 2 timer dagligt motioneres eller gives fri bevægelse på fold.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis veterinære eller vejrmæssige forhold taler afgørende herfor.

Stk. 3. Hvis det på grund af vejrmæssige forhold ikke er muligt at give elefanter adgang til fold under turnéen, skal der etableres et opvarmet staldtelt, hvor elefanterne kan opstaldes i løbet af dagen.

§ 32. Folde, der benyttes af elefanter under turnéer, skal være indhegnet af et elektrisk hegn samt et yderligere hegn, der etablerer en sikkerhedsafstand på mindst 2 m mellem elefantfolden og det område, som publikum har adgang til.

Stk. 2. Under opholdet på en fold omfattet af stk. 1 skal hver elefant være under konstant opsyn af en person, der har kontrol over elefanten.

§ 33. Elefanter skal holdes i socialt harmoniske grupper.

Stk. 2. Hanelefanter skal holdes enkeltvis i den periode, hvor de er i musth.

Stk. 3. Justitsministeren kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra stk. 1.

Søløver

§ 34. Søløver skal under opstaldning i faste anlæg have adgang til et bassin med et vandvolumen på mindst 200 m³ og en dybde på mindst 2 m. Benyttes bassinet af mere end tre søløver på samme tid, forøges volumenkravet med 15 m³ for hvert yderligere dyr.

Stk. 2. Søløver skal i tilknytning til bassinet nævnt i stk. 1 have adgang til et tørt opholdsområde på mindst 25 m².

§ 35. Søløver kan under turnéen opstaldes i et overdækket bassin med et vandvolumen på mindst 50 m³ og en dybde på mindst 1,2 m. Benyttes bassinet af mere end tre søløver på samme tid, forøges volumenkravet med 15 m³ for hvert yderligere dyr.

Stk. 2. Søløver skal i tilknytning til bassinet nævnt i stk. 1 have adgang til et tørt opholdsområde på mindst 25 m².

Stk. 3. Bassinet nævnt i stk. 1 skal være tilgængeligt for søløverne senest 2 timer efter ankomsten til bestemmelsesstedet.

§ 36. Søløver skal opstaldes i socialt harmoniske grupper.

Heste

§ 37. Bestemmelserne i lov om heste § 6, stk. 1, og § 16 gælder ikke i den periode, hvor cirkus turnerer.

§ 38. Heste skal opstaldes med mulighed for kontakt til artsfæller.

Zebraer

§ 39. Lov om hold af heste finder tilsvarende anvendelse på hold af zebraer i cirkus, forlystelsesparker og lignende virksomheder.

Stk. 2. Bestemmelserne i lovens § 6, stk. 1, og § 16 gælder dog ikke i den periode, hvor cirkus turnerer.

§ 40. Zebraer skal opstaldes med mulighed for kontakt til artsfæller.

Kameler, dromedarer og lamaer

§ 41. Loftshøjden i dyreanlæg, hvor der opstaldes kameler og dromedarer skal være mindst 3 m.

Stk. 2. Ved opstaldning enkeltvis i boks skal gulvarealet være mindst 20 m², og den korteste side af boksen skal være mindst 4 m.

Stk. 3. Ved gruppeopstaldning skal gulvarealet være mindst 15 m² pr. dyr.

§ 42. Loftshøjden i dyreanlæg, hvor der opstaldes lamaer, skal være mindst 2,50 m.

Stk. 2. Ved opstaldning enkeltvis i boks skal gulvarealet være mindst 7 m², og den korteste side af boksen skal være mindst 2,20 m.

Stk. 3. Ved gruppeopstaldning skal gulvarealet være mindst 5 m² pr. dyr.

§ 43. Kameler, dromedarer og lamaer skal have adgang til fold.

Stk. 2. Folde, der benyttes under turnéer, skal mindst have et areal på 100 m², hvoraf den korteste side skal være mindst 10 m. Benyttes folden af mere end fire dyr på samme tid, forøges arealkravet med 50 m² for hvert yderligere dyr.

Stk. 3. Folde i tilknytning til faste anlæg skal mindst have et areal på 150 m², hvoraf den korteste side skal være mindst 10 m. Benyttes folden af mere end fire dyr på samme tid, forøges arealkravet med 50 m² for hvert yderligere dyr.

§ 44. Kameler og dromedarer skal i mindst 2 timer dagligt motioneres eller gives fri bevægelse på fold.

Stk. 2. Stk. 1 kan fraviges, hvis veterinære eller vejrmæssige forhold taler afgørende herfor.

§ 45. Folde, der benyttes af kameler eller dromedarer under turnéer, skal være indhegnet af et elektrisk hegn samt et yderligere hegn, der etablerer en sikkerhedsafstand på minimum 2 m mellem folden og det område, som publikum har adgang til.

§ 46. Kameler, dromedarer og lamaer skal opstaldes i socialt harmoniske grupper af dyr af samme art.

Hunde

§ 47. Reglerne i kapitel 3 i bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde samt hundepensioner og hundeinternater finder anvendelse for hold af hunde i cirkus, forlystelsesparker og lignende virksomheder, jf. § 1.

Fugle

§ 48. Flyvende fugle skal opstaldes i volierer med et rumfang, som gør det muligt for fuglene at flyve frit.

Stk. 2. Volierens bund skal udgøres af et fast materiale.

Stk. 3. Volieren skal være forsynet med siddepinde af naturmateriale. Siddepindene skal være af forskellig tykkelse og skal være placeret i forskellig højde i volieren.

Stk. 4. Volieren skal indeholde bademuligheder for fuglene.

Stk. 5. Udendørs volierer, skal indeholde områder, hvor fuglene kan søge læ og skjul.

Stk. 6. Flyvende fugle, der holdes i indendørs volierer, skal have adgang til UV-lys.

Stk. 7. Ved flyvende fugle forstås fugle, der efter deres art er flyvende, uanset om der er foretaget indgreb, der begrænser deres flyveevne.

§ 49. Bestemmelsen i § 48, stk. 1, finder ikke anvendelse på større fugle, der motioneres dagligt ved fri flyvning.

§ 50. Fugle, der tilhører sociale arter, skal opstaldes i socialt harmoniske grupper.

§ 51. Fugle skal transporteres enkeltvis i bure med et rumfang, der gør det muligt for fuglene at sidde oprejst.

Stk. 2. Transportbure, der benyttes til flyvende fugle, skal være forsynet med stabile siddepinde.

Stk. 3. Fugle, der normalt opstaldes sammen, skal kunne se og høre hinanden under transporten.

Kapitel 4

Anmeldelse og tilsyn

§ 52. Cirkus, forlystelsesparker og lignende virksomheder, som er omfattet af denne bekendtgørelse, skal én gang årligt indgive anmeldelse til Fødevarestyrelsen.

Stk. 2. En anmeldelse efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om følgende forhold:

1) Danske eller videnskabelige betegnelser for de dyrearter, der fremvises

2) Antallet af dyr, der fremvises

3) Hvor dyrene skal optræde, herunder kopi af turnéplan, hvis dyrene skal optræde i omrejsende cirkus mv.

Stk. 3. En anmeldelse efter stk. 1 skal sendes til Fødevarestyrelsen senest 4 uger før sæsonstart.

Stk. 4. Fødevarestyrelsen kan dispensere fra stk. 1 og 3.

§ 53. Personer ansat i eller under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fører tilsyn med cirkus, forlystelsesparker og lignende virksomheder, jf. § 1, og skal lejlighedsvis foretage eftersyn.

Stk. 2. Personer ansat i eller under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan få sagkyndig bistand fra Rådet vedrørende hold af særlige dyr.

Kapitel 5

Straf

§ 54. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes den, der overtræder §§ 4, 21, 22 eller 52, stk. 1-3, og den, der uden tilladelse, jf. § 6, holder eller fremviser dyr, der ikke er omfattet af listerne i bilag 1 eller 2, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 6

Ikraftrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 55. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2010, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 4 og 6 træder i kraft den 1. januar 2010.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 187 af 7. august 1936 angaaende Kontrol med Rovdyr og visse større Dyr ophæves.

§ 56. Bestemmelserne i §§ 34 og 35 har først virkning fra den 1. januar 2014 for dyreanlæg, der er taget i brug før den 1. januar 2010.

§ 57. I perioden fra den 1. januar 2010 til den 30. september 2010 kan justitsministeren meddele tilladelse til hold og fremvisning af dyr, der er omfattet af bilag 2 til denne bekendtgørelse.

Justitsministeriet, den 16. december 2009

Brian Mikkelsen

/ Cristina A. Gulisano


Bilag 1

Dyrearter, der ikke må holdes og fremvises i cirkus,
forlystelsesparker og lignende virksomheder, jf. § 4.
(NEGATIV-LISTEN)
Dyrearter
Insekter og andre hvirvelløse dyr
Alle giftige arter
Fisk
Pisces
Hajer, rokker, elektriske ål m.fl.
Krybdyr
Reptilia
Krokodiller (Crocodylia) alle arter
Broøgler (Rhynchocephalia) alle arter
Øgler (Sauria) alle arter
Slanger (Serpentes) alle arter af giftslanger
Pingviner
Alle arter
Kloakdyr og pungdyr
Monotremata og Marsupialia
Alle arter
Aber, halvaber og spøgelsesaber
Primates
Alle arter
Hundefamilien
Canidae
Alle ikke-domesticerede arter
Krydsninger af ulve og hunde
Bjørnefamilien
Ursidae
Alle arter
Halvbjørnefamilien
Procyonidae
Alle arter
Hyænefamilien
Hyaenidae
Alle arter
Kattefamilien
Felidae
Alle ikke-domesticerede arter
Sæler
Pinnipedia
Ægte sæler (Phocidae) alle arter
Hvalros (Odobenus rosmarus)
Hvaler
Cetacea
Alle arter, herunder delfiner, marsvin og spækhuggere
Søkøer
Sirenia
Alle arter
Næsehornsfamilien
Rhinocerotidae
Alle arter
Tapirfamilien
Tapiridae
Alle arter
Flodhestefamilien
Hippopotamidae
Begge arter
Svinefamilien
Suidae
Alle ikke-domesticerede arter
Pekarifamilien
Tayassuidae
Alle arter navlesvin
Giraffamilien
Giraffidae
Begge arter
Gaffelbukfamilien
Antilocapridae
Gaffelbuk
Hjortefamilien
Cervidae
Alle ikke-domesticerede arter
Skedehornsfamilien
Bovidae
Alle ikke-domesticerede arter, herunder alle antiloper


Bilag 2

Dyrearter, der må holdes og fremvises i cirkus, forlystelsesparker og lignende virksomheder, hvis visse krav overholdes, jf. § 5.
(POSITIV-LISTEN)
Dyrearter
Insekter og andre hvirvelløse dyr
Ugiftige arter (loppecirkus og lign.)
Fugle
Aves
Alle domesticerede former herunder duer og fjerkræ samt hobbyfugle såsom papegøjer, parakitter og lign.
Hundefamilien
Canidae
Domesticerede rævearter (husdyr)
Tamhunde (husdyr)
Mårfamilien
Mustelidae
Alle domesticerede arter (fritte og mink)
Kattefamilien
Felidae
Tamkatte (husdyr)
Sæler
Pennipedia
Søløver (Otaridae)
Gnavere
Rodentia
Alle domesticerede arter, herunder kaniner, marsvin mv.
Elefantfamilien
Elephantidae
Indiske (asiatiske) elefanter (Elephas maximus)
Afrikanske elefanter (Loxodanta sp.)
Hestefamilien
Equidae
Alle domesticerede arter samt zebraer og zebrakrydsninger
Svinefamilien
Suidae
Alle domesticerede arter
Kamelfamilien
Camelidae
Kamelslægten (Camelus) alle domesticerede arter
Lamaslægten (Lama) begge domesticerede arter (lama og alpaka)
Skedehornsfamilien
Bovidae
Alle domesticerede arter, herunder okser, får og geder