Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

(Videregivelse og behandling af oplysninger om forbud mod ophold i bestemte virksomheder)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 786 af 9. august 2005, som ændret ved § 11 i lov nr. 408 af 8. maj 2006, § 42 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 3 i lov nr. 1549 af 20. december 2006 og § 2 i lov nr. 391 af 25. maj 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 31 indsættes som stk. 3-6:

»Stk. 3. Politiet kan videregive oplysninger til indehavere og bestyrere om, hvilke personer der efter stk. 2 har fået forbud mod at opholde sig som gæst i den pågældende virksomhed.

Stk. 4. De oplysninger, som politiet videregiver i medfør af stk. 3, må kun behandles af indehavere, bestyrere og dørmænd, jf. dog stk. 6, og behandling må kun ske, i det omfang det er nødvendigt for at håndhæve forbud efter stk. 2.

Stk. 5. Indehavere, bestyrere og dørmænd har tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som er nævnt i stk. 3. Det samme gælder andre personer, som i medfør af regler fastsat efter stk. 6 kan behandle de pågældende oplysninger. Straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte regler om politiets videregivelse af oplysninger i medfør af stk. 3, herunder om, at videregivelsen kan ske via et privat register. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om den behandling af oplysninger, der er nævnt i stk. 4, herunder om, at oplysningerne i nødvendigt omfang kan behandles af andre ansatte end dem, som er nævnt i stk. 4.«

2. I § 37, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 14, stk. 3,«: »§ 14 a, stk. 1 og 2,«, og efter »§ 29, stk. 1, 2 og 3,« indsættes: »§ 31, stk. 4,«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2010.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 16. december 2009

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Lene Espersen

Omtryksnote
  • 24-08-2011:
  • Loven er omtrykt, da teksten »Under Vor Kongelige Hånd og Segl« før regentens eller rigsforstanderens navn på grund af en fejl i den tekniske produktion af forskriften var udeladt. Fejlen vedrører således ikke lovens indhold.