Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

   

   

   

   

   

   

   

   

Den fulde tekst

Bestemmelser om erhvervsmæssig fotograferingsflyvning1)

I medfør af § 32, § 75, § 78, § 82 og § 153 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2007, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Transportministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 110 af 3. februar 2009 om Statens Luftfartsvæsens opgaver og beføjelser, om kundgørelse af de af luftfartsvæsenet udfærdigede forskrifter og om klageadgang, følgende:

1. Referencedokumenter

1.1 BL 7-1, Bestemmelser om lufttrafikregler, seneste udgave.

1.2 Det dokument, der er nævnt i pkt. 1.1, findes på Retsinformations hjemmeside www.retsinformation.dk. Dokumentet findes endvidere på Statens Luftfartsvæsens hjemmeside www.slv.dk og kan herudover fås ved henvendelse til

 
Statens Luftfartsvæsen
Servicecentret
Postboks 744
Ellebjergvej 50
2450 København SV
Tel.:
3618 6000
Fax:
3618 6001
E-post:
dcaa@slv.dk
   

2. Definition

Erhvervsmæssig fotograferingsflyvning (Aerial photography flight):

Flyvning mod betaling med det formål at befordre personer, der i erhvervsøjemed fra luftfartøj foretager foto,- film- og/eller videooptagelser af jord-, sø- eller luftmål.

3. Anvendelsesområde

3.1 Denne BL fastsætter bestemmelser for fotograferingsflyvning med dansk registrerede luftfartøjer.

3.2 Denne BL fastsætter endvidere bestemmelser for fotograferingsflyvning med udenlandsk registrerede luftfartøjer, der opereres i henhold til en dansk driftstilladelse, jf. luftfartslovens § 4, stk. 2.

3.3 Bestemmelserne i afsnit 6 gælder kun for flyvning inden for dansk område.

4. Ansvar

4.1 Den, der har fået tilladelse til at udføre erhvervsmæssig fotograferingsflyvning, jf. pkt. 5.1, er ansvarlig for overholdelse af bestemmelserne i afsnit 5 og 7.

4.2 Luftfartøjschefen skal sikre, at bestemmelserne i afsnit 8 overholdes.

5. Tilladelse

5.1 Erhvervsmæssig fotograferingsflyvning må kun udføres efter tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen.

5.1.1 Statens Luftfartsvæsens frist for behandling af en ansøgning er 1 måned fra det tidspunkt, hvor den nødvendige dokumentation er modtaget.

5.1.2 Statens Luftfartsvæsen kan forlænge fristen én gang. Begrundelsen for forlængelsen og varigheden heraf meddeles til ansøgeren, inden den oprindelige frist udløber.

5.1.3 Tilladelsen kan ikke betragtes som meddelt, hvis Statens Luftfartsvæsen ikke har besvaret ansøgningen inden fristens udløb.

Anm.: Statens Luftfartsvæsen sender en kvittering for ansøgningens modtagelse med angivelse af sagsbehandlingsfristen.

5.2 Tilladelsen er betinget af,

a) at ansøgeren opfylder de gældende vilkår i luftfartslovens § 7, stk. 1, for at kunne få registreret et luftfartøj her i landet,

b) at ansøgerens hovedkontor/hjem-sted i retlig henseende er beliggende i Danmark,

c) at ansøgeren enten som registreret eneejer eller i henhold til lejeaftale, der skal godkendes af Statens Luftfartsvæsen, har eneret (fuld dispositionsret) over mindst ét luftfartøj, der er egnet til og i praksis anvendes til den pågældende form for flyvning (det bærende luftfartøj),

d) at det må antages, at ansøgeren er i stand til behørigt at drive virksomheden, og

e) at ansøgeren ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, jf. luftfartslovens § 146 a., stk. 1. Dette krav gælder ikke for EU-borgere og EU-virksomheder.

5.2.1 Den lejeaftale, der er nævnt i pkt. 5.2 c., skal opfylde følgende vilkår:

a) Lejeren skal have eneret til at bruge luftfartøjet i sin virksomhed (fuld dispositionsret).

b) Lejeperioden skal være på mindst 2 år, og et eventuelt opsigelsesvarsel på mindst 6 måneder.

c) Lejeren skal have det fulde økonomiske ansvar for luftfartøjets operation og vedligeholdelse.

d) Lejeafgiften skal udgøre et fast beløb, der er uafhængigt af det antal timer, som lejeren opererer luftfartøjet.

Anm.: Ud over en fast lejeafgift kan der aftales et mindre timetillæg.

5.3 For tilladelsen gælder følgende vilkår:

a) Virksomheden skal drives i overensstemmelse med de til enhver tid gældende EF-forordninger samt danske love og bestemmelser.

b) I virksomheden må der kun benyttes dansk registrerede luftfartøjer, medmindre Statens Luftfartsvæsen undtagelsesvis tillader andet.

c) Virksomheden er undergivet Statens Luftfartsvæsens tilsyn, jf luftfartslovens § 150 e. Statens Luftfartsvæsens personale skal i forbindelse med udøvelsen af tilsynet have fri befordring med virksomhedens luftfartøjer under deres benyttelse.

d) Med henblik på bedømmelse af luftfartsforetagendets økonomi kan Statens Luftfartsvæsen kræve foretagendets regnskaber indsendt til gennemsyn.

e) Etablering af fælles drift med andre luftfartsforetagender må ikke ske uden Statens Luftfartsvæsens tilladelse.

f) Hvis ét af de bærende luftfartøjer, jf. pkt. 5.2 c., ikke er luftdygtigt for en periode af mere end én måned, skal Statens Luftfartsvæsen underrettes herom.

g) Statens Luftfartsvæsen skal på forhånd underrettes om ændringer i foretagendets juridiske status, herunder ejerforhold.

5.4 Tilladelsen meddeles uden tidsbegrænsning og kan gøres afhængig af yderligere vilkår, hvis dette skønnes påkrævet. Statens Luftfartsvæsen kan endvidere i tilladelsens løbetid foretage sådanne ændringer i de gældende vilkår og bestemmelser, herunder fastsætte yderligere vilkår og bestemmelser, som anses for nødvendige for at sikre, at virksomheden drives på en for almenheden hensigtsmæssig og betryggende måde.

5.5 Tilladelsen vil blive tilbagekaldt, hvis

a) indehaveren anmoder derom,

b) indehaveren ikke længere opfylder betingelserne for opnåelse af tilladelse, og forholdet ikke bliver rettet inden for en frist, der fastsættes af Statens Luftfartsvæsen,

c) der under udøvelsen af virksomheden finder væsentlig tilsidesættelse sted af bestemmelserne i denne BL eller af gældende love og bestemmelser for virksomheden,

d) det må antages, at indehaveren ikke er i stand til behørigt at opretholde den tilladte virksomhed,

e) foretagendet har indstillet driften i 12 måneder eller ikke har påbegyndt driften 12 måneder, efter tilladelsen er udstedt,

f) indehaveren træder i likvidation, undergives konkursbehandling eller standser sine betalinger. Boet eller, i tilfælde af anmeldt betalingsstandsning, Botilsynet, kan dog efter tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen midlertidigt fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller finansiel rekonstruktion af virksomheden,

g) der sker væsentlige ændringer i foretagendets ejerforhold, herunder ændringer i bestyrelse og direktion, som medfører, at foretagendet ikke længere opfylder de gældende vilkår i luftfartslovens § 7, stk. 1, for at kunne registrere et luftfartøj her i landet,

h) virksomhedens hovedaktionær, hovedanpartshaver eller administrerende direktør bliver straffet for overtrædelse af straffeloven eller luftfartsloven, og overtrædelsen skønnes at udgøre en fare for virksomhedens adgang til at drive luftfartsvirksomhed, eller

i) indehaveren har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover, jf. luftfartslovens § 146 a., stk. 2. Dette krav gælder ikke for EU-borgere og EU-virksomheder.

6. Særlige bestemmelser for flyvning med helikoptere i højder under 150 m (500 ft)

Ved flyvning med helikopter uden for tæt bebyggede områder, herunder sommerhusområder og campingpladser samt områder, hvor et større antal mennesker er samlet i fri luft, må minimumsflyvehøjden, jf. BL 7-1, pkt. 5.5 b., underskrides, når det er nødvendigt for at udføre opgaven, med følgende begrænsninger:

a) Flyvningen skal planlægges og udføres, så omgivelserne forstyrres mindst muligt. Hvis det konstateres, at flyvningen er til gene, skal der straks træffes sådanne rimelige forholdsregler, som kan begrænse generne.

b) Overflyvning af vej og jernbane må ikke finde sted i lavere højde end 15 m.

c) Under flyvningen må en helikopter ikke komme mennesker, græssende husdyr, bygninger eller køretøjer nærmere end 25 m. Dette gælder dog ikke, hvis de pågældende personers samtykke foreligger, eller hvis ejeren af dyr, bygninger eller køretøjer har givet tilladelse hertil. I så fald kan afstanden nedsættes til helikopterens rotordiameter.

d) Flyvningen skal udføres således, at nødlanding til enhver tid kan gennemføres uden risiko for skade på personer eller ejendom på jorden eller vandet.

e) Under udførelse af flyvningen må kun medføres personer, som har en nødvendig funktion i forbindelse hermed.

7. Dispensation

Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser.

8. Straf

8.1 Udførelse af erhvervsmæssig fotograferingsflyvning uden tilladelse, jf. pkt. 5.1, straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 4, med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

8.2 Overtrædelse af vilkårene i pkt. 5.3 og vilkår fastsat efter pkt. 5.4 straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 13, med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

8.3 Overtrædelse af bestemmelserne i afsnit 6 straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 8, med bøde eller fængsel i indtil 2 år.

8.4 For overtrædelser begået af selskaber mv. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14.

Anm.: Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i straffelovens § 110 a., der har følgende ordlyd:

“Med bøde eller fængsel i indtil 3 år straffes den, som forsætligt eller uagtsomt uden behørig tilladelse

1) beskriver, fotograferer eller på anden måde afbilder danske, ikke alment tilgængelige militære forsvarsanlæg, depoter, enheder, våben, materiel eller lignende, eller som mangfoldiggør eller offentliggør sådanne beskrivelser eller afbildninger,

2) offentliggør bestemmelser, der vedrører danske stridskræfters mobilisering og andet krigsberedskab ”

Stk. 2. Med bøde straffes den, som forsætligt eller uagtsomt uden behørig tilladelse optager fotografier fra luftfartøj over dansk statsområde eller offentliggør sådanne ulovligt optagede fotografier.”

Spørgsmål vedrørende luftfotografering af de anlæg, der er nævnt i straffelovens § 110 a., rettes til

Forsvarets Nøglepunktafdeling

Søndre Magasin

Kastellet 42

2100 København Ø

Tlf.: 33 32 55 66

9. Ikrafttræden

9.1 Denne BL træder i kraft den 28. december 2009.

9.2 Samtidig ophæves BL 5-34, 2. udgave af 13. juni 1997 med senere ændringer.

Statens Luftfartsvæsen, den 16. december 2009

Kurt Lykstoft Larsen

/ Per Veingberg

Officielle noter

1) BL’en indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (De Europæiske Fællesskabers Tidende L 376 af 27. december 2006)