Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Fiskeri
Bilag 2 Vilkår for broer, havne, større anlæg og søbredssikring i Farum Sø
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om færdsel m.v. på Farum Sø

 

I medfør af § 29, stk. 2, og § 89, stk. 3, i lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004, jf. § 15, stk. 1, nr. 10, i bekendtgørelse nr. 963 af 21. september 2004 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen og som ejer af Farum Sø fastsætter Skov- og Naturstyrelsen følgende regler for færdsel m.v. på søen:

Formål

§ 1. Bekendtgørelsen har til formål:

1) At beskytte naturværdierne i og omkring Farum Sø og herunder specielt beskytte de naturværdier, som har begrundet, at Farum Sø er udpeget til EF-habitatområde og EF-fuglebeskyttelsesområde.

2) At sikre en rekreativ benyttelse af Farum Sø og dens bredarealer, der giver borgerne muligheder for at udøve et stille friluftsliv i harmoni med floraen og faunaen.

3) At sikre de landskabelige værdier på og omkring Farum Sø.

Færdsel og ordensregler

§ 2. Bestemmelserne i bekendtgørelsen gælder for Farum Sø. Sejladsområdet afgrænses af Hestetangsåens indløb i Farum Sø og Fiskebækkens udløb i Furesøen.

§ 3. Færdsel med kanoer og kajakker kortere end 7 m er tilladt for bredejere i Farum Sø og Furesø uden særlig tilladelse samt medlemmer af en organiseret kano- eller kajakklub i hovedstadsområdet. De enkelte klubber skal forinden have indgået en aftale med Skov- og Naturstyrelsen. Medlemmer skal på forlangende af Skov- og Naturstyrelsens repræsentant kunne fremvise gyldigt legitimationskort udstedt af klubben.

Stk. 2. Anden færdsel og sejlads kræver tilladelse af Skov- og Naturstyrelsen.

Stk. 3. Der må gøres landgang på landgangsstederne, der er markeret ved skiltning.

Stk. 4. Dykning med flasker er ikke tilladt.

§ 4. Udlejning af fartøjer samt erhvervsmæssig personbefordring på søen må ikke drives uden tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Stk. 2. Der må ikke sejles med bådudlejningens og lystfiskeriforpagternes både fra ½ time efter solnedgang til ½ time før solopgang.

Stk. 3. Reklame-, filmoptagelser og lignende kommercielle aktiviteter på Farum Sø må ikke finde sted uden tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Stk. 4. Det er ikke tilladt at afholde nogen form for konkurrencer eller stævner. De lokale fiskeklubbers interne fiskekonkurrencer er ikke omfattet af dette forbud.

§ 5. Alle, der færdes på søen, skal optræde hensynsfuldt.

Stk. 2. Færdsel på søen sker på eget ansvar.

Stk. 3. Brug af musikinstrumenter, radio, højttalere eller lignende er forbudt.

Stk. 4. Det er ikke tilladt at medtage skydevåben, forstyrre dyrelivet, indsamle planter, færdes i siv- og rørbevoksninger eller bevoksninger af åkander.

Stk. 5. Al jagt på Farum Sø er forbudt.

Stk. 6. Der må ikke efterlades affald i eller ved søen.

Stk. 7. Udlægning af bøjer og lignende kan kun ske efter tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Stk. 8. Alle, der færdes på søen, skal rette sig efter de anvisninger, der gives af Skov- og Naturstyrelsens repræsentant.

Fiskeri

§ 6. Lystfiskeri i Farum Sø er tilladt i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag 1.

Reklamer

§ 7. Reklamer på broer, både og søflade er forbudt.

Broer, havne, anvendelse af sø- og opgrødearealer m.v.

§ 8. Etablering af nye og hovedrenovering af eksisterende anlæg (broer, moler, søbredssikringer, havne, ramper og lignende) på sø- eller opgrødeareal kræver en tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen, jf. bilag 2.

Stk. 2. Afgravning, rørskær, fældning af træer og buske, opfyldning eller lignende på sø- eller opgrødeareal kan kun ske efter tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Stk. 3. Det er tilladt bredejere at have en enkelt båd liggende for svaj ud for sin ejendom inden for 20 m fra ejendommen.

Dispensationer og klage m.v.

§ 9. Skov- og Naturstyrelsen kan dispensere fra de i denne bekendtgørelse fastsatte bestemmelser eller fastsætte konkrete regler, der afviger fra de generelle bestemmelser.

§ 10. Skov- og Naturstyrelsens afgørelser efter bekendtgørelsen kan ikke påklages.

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 11. Med bøde straffes den, der overtræder § 3, § 4 eller § 5, stk. 1 og 3-8.

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 510 af 26. maj 2004 om færdsel m.v. på Farum Sø ophæves.

Skov- og Naturstyrelsen, den 20. november 2006

Hans Henrik Christensen



Bilag 1

Fiskeri

1) Lystfiskeri i Farum Sø fra søbred er tilladt for alle med gyldigt lystfiskertegn. Bredfiskeriet må dog ikke udøves ved vadning (brug af waders) og kun fra bred uden vegetation.

2) Lystfiskeri i Farum Sø fra båd, og med gyldigt lystfiskertegn, kan udøves af:

a) Lystfiskeriforpagternes medlemmer.

b) Ejere af ejendomme med tinglyst ret til fiskeri i Farum Sø.

c) Personer, der ved bådudlejningen indløser et fiskekort.

d) Skov- og Naturstyrelsen i forbindelse med formidlingsaktiviteter.

3) Personer under 18 år og personer, der har ret til at oppebære folkepension, er undtaget fra kravet om lystfiskertegn.

4) Det erhvervsmæssige fiskeri er forbeholdt Skov- og Naturstyrelsens fiskeriforpagter.

5) Lystfiskeri er tilladt i overensstemmelse med de til enhver tid gældende love og bekendtgørelser, dog med de nedennævnte begrænsninger.

6) Der må ikke fiskes ål.

7) Der må anvendes de typiske lystfiskerimetoder- og redskaber til flue-, spinne-, pirke- og medefiskeri, men ikke langlinefiskeri.

8) Der må ikke anvendes harpun, lyster eller selvfangende redskaber af nogen art, således hverken krebse- og åleruser, åleliner, net eller lignende, dog kan sænkenet anvendes til fangst af agnfisk.

9) Forfodring er ikke tilladt.

10) Der må ikke anvendes fiskegrej af bly.

11) Af hensyn til smitterisiko og uønsket spredning af fiskearter, må der kun anvendes agnfisk eller rogn, der stammer fra Mølleåsystemet.



Bilag 2

Vilkår for broer, havne, større anlæg og søbredssikring i Farum Sø

Skov- og Naturstyrelsen fastsætter som søejer følgende:

Broer

1) Broer og andre anlæg kan ikke etableres uden skriftlig tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

2) Broen er udelukkende til brug for broejeren og dennes husstand.

3) Broen udføres som en enkeltbro uden sidebroer. Skov- og Naturstyrelsen kan dog efter en konkret vurdering tillade sidebroer, såfremt forhold taler herfor.

4) Broen udføres i træ enten som en åben pælebro eller som en flydebro, der forankres med glidebeslag til pæle eller forankres til svajringe, svajsten og lignende på søbunden.

5) Broens længde er højst 6 m fra det punkt fra bredden, hvor vanddybden er 0,5 m. Brodække ikke højere end 0,3 m over vandspejl. Begge målt ved kote GI 20,45.

6) Broen må være op til 1,5 m bred.

7) Broen må ikke bygges af træ, som er trykimprægneret, tjæreimprægneret eller lignende.

8) Broen må ikke påmonteres flagstænger, bænke, rækværk og lignende.

9) Det skal påses, at der i forbindelse med brobyggeriet ikke ændres ved tilstanden af bred og sø, det være sig træer, buske, rør- og sivbevoksninger, samt at resterne af en eventuel tidligere bro fjernes.

10) Broen klarmeldes skriftligt til Skov- og Naturstyrelsen, når den er opført, vedlagt fotos af søbred optaget før og efter byggeriet samt af den opførte bro. Skov- og Naturstyrelsen kontrollerer, at vilkår er overholdt og fremsender tilladelse til ibrugtagning samt et bronummer, der skal monteres yderst på broen, så det er synligt fra søsiden.

11) Broen skal vedligeholdes forsvarligt, i modsat fald kan Skov- og Naturstyrelsen kræve broen fjernet.

12) Broen må kun træbeskyttes med miljøvenlige midler.

13) Skov- og Naturstyrelsens repræsentant er til enhver tid berettiget til at anløbe, betræde og inspicere broen med henblik på at kontrollere vilkårenes overholdelse.

14) Tilladelsen er afgiftsfri og meddeles indtil videre.

15) Tilladelsen kan opsiges med et års varsel, hvis det besluttes at opkræve en årlig lejeafgift for tilladelsen til at holde bro på Skov- og Naturstyrelsens ejendom.

Andre anlæg

1) Ovenstående vilkår finder ligeledes anvendelse ved etablering af andre anlæg.

2) Broer, der ønskes etableret ud for et areal, der tilhører en grundejerforening, udelukkende til brug for dennes medlemmer og disses husstande, kan tillades med en større længde end nævnt i ovenstående vilkår.

3) Søbredssikring kan ikke etableres uden tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Eksisterende anlæg

Ændring af eksisterende anlæg eller genopførelse af tidligere anlæg må ikke ske uden skriftlig tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Dispensationer

Skov- og Naturstyrelsen kan, såfremt forholdene taler herfor, dispensere fra ovennævnte vilkår.

Myndighedsbehandling

Det påhviler ansøger at indhente øvrige nødvendige tilladelser fra andre myndigheder, herunder kommunalbestyrelsen, i henhold til lov om naturbeskyttelse § 3 og § 16.