Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31979L0409
 
31992L0043
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om ikke-erhvervsmæssig sejlads på Karup Å
med sidevandløb og søer 1)

 

I medfør af § 29, stk. 1, jf. § 72, § 87, stk. 4 og § 89, stk. 3, i lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004, som ændret ved lov nr. 567 af 24. juni 2005, og efter anmodning fra Viborg og Ringkøbing amtsråd, samt Herning, Ikast- Brande, Skive, Viborg og Holstebro kommuner fastsættes:

Formål

§ 1. Formålet med bekendtgørelsen er at regulere den ikke-erhvervsmæssige sejlads på Karup Å med sidevandløb og søer i Herning, Ikast- Brande, Skive, Viborg og Holstebro kommuner med henblik på at bevare områdets nationale og internationale betydning som naturområde.

Afgrænsning

§ 2. Denne bekendtgørelse regulerer ikke-erhvervsmæssig sejlads på Karup (Skive) Å med sidevandløb og søer i Herning, Ikast-Brande, Skive, Viborg og Holstebro kommuner.

Sejladsreguleringer

§ 3. Sejlads er ikke tilladt på følgende vandløbsstrækninger:

1) Stubber Å.

2) Hindså.

3) Trevadmølle Bæk.

4) Bjørnkær Bæk.

5) Røjbæk.

6) Gindeskov Bæk.

7) Barslund Bæk.

8) Feldborg Bæk.

9) Haderup Å.

10) Sejbæk.

11) Resen Bæk.

12) Rabis Bæk.

13) Hessellund Bæk.

14) Åresvad Å.

15) Haller Å.

16) Vallerbæk.

17) Skygge Å.

18) Bølling Sø, øst for højspændingsledningen.

19) Elbæk.

20) Bording Å.

21) Koholm Å.

22) Karup Å opstrøms Karup by.

Stk. 2. Sejlads er ikke tilladt på følgende vandflader:

1) Den sydlige del af Flyndersø som vist på bekendtgørelsens kortbilag.

2) Nikkelborg Søerne.

3) Mørke Sø.

4) Skallesø.

5) Hellesø.

6) Ladegårdsø.

7) Den nordlige del af Stubbergård Sø, som vist på bekendtgørelsens kortbilag.

Stk. 3. Sejlads er ikke tilladt i perioden fra 2. oktober til 14. juni samt efter kl. 18 og før kl. 9 på følgende vandløbsstrækninger og vandflader:

1) Karup Å nedstrøms Karup by.

2) Den nordlige del af Flyndersø, som vist på bekendtgørelsens kortbilag.

3) Den sydlige del af Stubbergård Sø, som vist på bekendtgørelsens kortbilag.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 3 kan Skive kommune meddele tilladelse til roklubbers sejlads på Karup Å nedstrøms Krarup Møllebæk.

Stk. 5. Sejlads er ikke tilladt i siv- og rørbevoksede vandområder.

§ 4. Kommunerne kan, efter godkendelse af Skov- og Naturstyrelsen, fastsætte det maksimale fartøjsantal, eventuelt for delområder, de tilladte fartøjsstørrelser og -typer.

Stk. 2. Kommunerne viderefører den bestående registreringsordning for alle hjemmehørende fartøjer.

Stk. 3. Kommunerne kan ændre registreringsordningens nærmere udformning i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Sejlads på de af bekendtgørelsen omfattede vandløb og søer må kun finde sted med fartøjer, der er registreret af kommunerne.

Stk. 5. Fartøjer, der ikke er hjemmehørende på de vandområder der reguleres af bekendtgørelsen, skal føre en gæstenummerplade ved sejlads. Gæstenummerpladerne udleveres ved den relevante kommunes foranstaltning.

§ 5. Kommunerne kan fastsætte nærmere regler om søsætning af fartøjer.

Anlæg

§ 6. Fælles bådebroer, søsætningssteder og lign. skal godkendes af kommunen, der som vilkår kan stille krav om udformning, anvendelse, formål m.v.

Udlejningsvirksomhed

§ 7. Udlejningsvirksomhed af fartøjer til sejlads må kun drives med tilladelse fra de i § 1 nævnte kommuner, hvori udlejningsvirksomheden har forretningsadresse.

Stk. 2. Kommunerne kan fastsætte vilkår for udlejningsvirksomhed med fartøjer til sejlads.

Undtagelser m.v.

§ 8. Kommunerne kan meddele tilladelse til sejlads med videnskabelige formål. Tilladelse til sejlads kan endvidere meddeles bredejere og lokale bådejere på strækninger eller områder, som jævnligt har været besejlet før denne bekendtgørelses ikrafttræden.

§ 9. Offentlige myndigheder kan frit færdes på de af bekendtgørelsen omfattede vandløbsstrækninger og søer i forbindelse med deres administration.

§ 10. Sejlads, herunder sejlads med motordrevet fartøj, kan ske på samtlige af bekendtgørelsen omfattede vandflader i redningsøjemed i forbindelse med alvorlig person- eller tingsskade eller til afværgelse af nærliggende fare herfor.

Information, tilsyn og gebyrer.

§ 11. Kommunerne gennemfører den fornødne information om bekendtgørelsen og fører tilsyn med dens overholdelse.

Stk. 2. Kommunerne kan opkræve gebyrer til dækning af omkostningerne ved administration af bekendtgørelsen.

Offentliggørelse

§ 12. Kommunerne skal offentliggøre forskrifter efter §§ 4 og 5 og afgørelser efter §§ 6 og 7 efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Offentliggørelse sker ved bekendtgørelse i lokale blade efter nærmere bestemmelse af kommunerne.

Stk. 3. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysninger om:

1) hovedindholdet af forskriften eller afgørelsen,

2) det eller de steder, hvor afgørelsen er fremlagt, og

3) klageadgangen

Stk. 4. Offentliggørelse efter stk. 1 kan udelades, hvis der sker offentliggørelse efter andre regler.

Stk. 5. Kommunerne skal offentliggøre klagemyndighedens afgørelse i en klagesag efter denne myndigheds bestemmelse.

Straf, ikrafttræden m.v.

§ 13. Kommunenes afgørelse efter denne bekendtgørelse kan påklages til Naturklagenævnet efter reglerne i Naturbeskyttelseslovens kapital 12.

§ 14. Overtrædelse af § 3, § 4, stk. 3 og 5, 1. pkt., § 6 og § 7 samt forskrifter udstedt af kommunerne i medfør af §§ 4 og 5, straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 15. Bekendtgørelsen revideres senest 2010.

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. februar 2007.

Stk. 2. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 63 af 23. januar 1995 om ikke-erhvervsmæssig sejlads på Karup Å med sidevandløb og søer, ophæves.

Stk. 3. Gældende forskrifter i henhold til § 4, § 5, og afgørelser der er truffet af amtsrådene i henhold til § 3, stk. 4, og §§ 6 – 8 i bekendtgørelse nr. 63 af 23. januar 1995 om ikke-erhvervsmæssig sejlads på Karup Å med sidevandløb og søer, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne bekendtgørelse fastsættes ændrede forskrifter eller træffes nye afgørelser.

Miljøministeriet, den 26. januar 2007

Connie Hedegaard

/Anne-Marie Rasmussen



Bilag 1

AL1567_1.JPG Size: (396 X 518)

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 807/2003 af 14. april 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF - habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1).