Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Administration af markedsordninger m.v.

Kapitel 2   Administration af produktionsafgifter m.v.

Kapitel 3   

Kapitel 4   Fælles bestemmelser

Kapitel 5   Straffebestemmelser

Kapitel 6   Ikrafttrædelse m.v.

Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under Den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget m.v. (landbrugsstøtteloven)

Herved bekendtgøres lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under Den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget m.v. (landbrugsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 28. april 2004 med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 366 af 24. maj 2005, § 68 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 3 i lov nr. 110 af 26. februar 2008, § 41 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 og § 1 i lov nr. 1513 af 27. december 2009.

De ændringer, der følger af § 27 i lov nr. 430 af 6. juni 2005 og § 33 i lov nr. 431 af 6. juni 2005, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da de bestemmelser, som ændringerne vedrører, senere er ophævet, jf. § 41 i lov nr. 1336 af 19. december 2008.

Kapitel 1

Administration af markedsordninger m.v.

§ 1. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri bemyndiges til at fastsætte de regler og iværksætte de øvrige foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelse her i landet af Det Europæiske Fællesskab (EF)’s forordninger om:

1) markedsordninger for landbrugsvarer,

2) ordninger for landbrugsvarer omfattet af EF-traktatens bilag II1) uden at være omfattet af en markedsordning,

3) ordninger for varer, ved hvis fremstilling der er anvendt landbrugsvarer,

4) oplysninger om indkomstforhold og driftsøkonomiske forhold i landbruget og

5) foranstaltninger som følge af anvendelsen af særlige omregningskurser inden for den fælles landbrugspolitik.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler og iværksætte foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelse her i landet af ordninger, som det i medfør af de forordninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3, er frivilligt for medlemslandene at iværksætte.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte bestemmelser om fravigelse af regler i forordningerne i det omfang, disse indeholder adgang hertil.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om supplerende betingelser for udbetaling af støttebeløb i henhold til de i stk. 1 og 2 nævnte forordninger samt regler om reduktion eller bortfald af støtten ved manglende overholdelse af disse supplerende betingelser.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om støttebetingelser m.v. samt regler om reduktion eller bortfald af støtten ved manglende overholdelse af disse støttebetingelser m.v. i forbindelse med udnyttelsen her i landet af muligheder for etablering af støtteordninger i henhold til de i stk. 1 og 2 nævnte forordninger.

Stk. 6. Landbrugsvarer i denne lov omfatter også frugt og gartneriprodukter, ligesom landbruget også omfatter frugtavlen og gartneribruget.

Stk. 7. For så vidt angår spørgsmål, som henhører under andre ministres ressort, udøves beføjelserne i henhold til denne lov af den pågældende minister.

§ 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter et udvalg med den opgave at rådgive med hensyn til stillingtagen til Det Europæiske Fællesskabs landbrugspolitik samt med hensyn til tilrettelæggelse af administrationen heraf. Udvalget består af 24 af ministeren udnævnte medlemmer.

Stk. 2. Til udvalget udpeger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri 2, økonomi- og erhvervsministeren 1, Dansk Industri 2, Dansk Erhverv 2, Landbrug & Fødevarer 7, Dansk Gartneri 4, Brancheudvalget for Frugt og Grønt 1, Økologisk Landsforening og Øgruppen (Dansk Økologileverandørforening) i fællesskab 1, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1, Forbrugerrådet 1, Danmarks Naturfredningsforening 1 og Friluftsrådet 1 medlem.

Stk. 3. Der kan møde stedfortræder for hvert af medlemmerne. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri udnævner en af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris repræsentanter i udvalget til formand for udvalget og fastsætter udvalgets forretningsorden. Udvalgets sekretariatsopgaver varetages af ministeriet.

§ 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan pålægge importører, eksportører, producenter, handlende og brancheorganisationer at give de oplysninger, der er nødvendige for at opfylde Det Europæiske Fællesskabs regler om medlemsstaternes indberetningspligt på landbrugsområdet.

§ 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om kontrol med overholdelsen af de i § 1 nævnte forordninger, herunder med de af disse forordninger omfattede varer, og med virksomheder, som importerer, fremstiller, forhandler, opbevarer, transporterer, bearbejder eller eksporterer disse varer, eller som udgør et tidligere eller senere led i omsætningskæden vedrørende disse varer og deres bestanddele.

Stk. 2. De kontrollerende myndigheder har til enhver tid, såfremt det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til ethvert sted, hvor de i stk. 1 nævnte varer i erhvervsmæssigt øjemed befinder sig, samt til enhver af de i stk. 1 nævnte virksomheder. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. De kontrollerende myndigheder er berettiget til at foretage eftersyn af varerne og uden erstatning udtage prøver af varerne i det omfang, det er nødvendigt for at undersøge deres beskaffenhed. Vedkommende myndighed er endvidere berettiget til at efterse de i stk. 1 nævnte virksomheders varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale, ledsagedokumenter, recepter, analysemateriale samt korrespondance m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde den fornødne vejledning og hjælp ved foretagelse af ovennævnte eftersyn, og ovennævnte materiale skal på de kontrollerende myndigheders begæring udleveres eller indsendes til de kontrollerende myndigheder.

Stk. 4. Rigsrevisionen kan, eventuelt sammen med Den Europæiske Revisionsret, på tilsvarende betingelser som nævnt i stk. 2 efterse de pågældende virksomheders varebeholdninger samt det i stk. 3, 2. pkt., nævnte materiale, som efter de pågældende myndigheders skøn er af betydning for den revisionsmæssige kontrol med administrationen af de i § 1 nævnte forordninger.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om kontrol med de oplysninger, der skal danne grundlag for udbetaling af ydelser eller opkrævning af afgifter i henhold til de i § 1 nævnte forordninger.

Stk. 6. Den, som modtager ydelser, eller som skal betale afgifter i henhold til de i § 1 nævnte forordninger, skal opbevare det i stk. 3, 2. pkt., nævnte materiale i mindst 5 år regnet fra udløbet af det år, hvori ydelse er modtaget eller afgift er betalt.

Stk. 7. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om den regnskabsførelse m.v., der skal følges af virksomheder i forbindelse med udbetaling af ydelser eller opkrævning af afgifter i henhold til de i § 1 nævnte forordninger.

§ 4 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater samt art og omfang af sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at klage ikke har opsættende virkning.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, på hvilken måde og i hvilken form virksomheder skal gøre kontrolresultater efter stk. 1 tilgængelige for offentligheden, herunder på hvilke betingelser virksomheder kan fritages for pligten til at gøre kontrolresultater tilgængelige.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.

Stk. 4. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet edb-informationssystem vedrørende kontrolresultater. Ministeren kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.

§ 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om hel eller delvis betaling af omkostningerne ved administrationen af eksportrestitutionsordningen og ved kontrollen med de i § 1 nævnte forordninger.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan endvidere fastsætte regler om hel eller delvis betaling for særlige tjenesteydelser, som de kontrollerende myndigheder udfører efter anmodning.

§ 5 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at det skal være en betingelse for udbetaling af støttebeløb i henhold til de i § 1 nævnte forordninger, at støttemodtageren angiver en konto i et pengeinstitut, hvorpå støttebeløbet kan indsættes.

Kapitel 2

Administration af produktionsafgifter m.v.

§ 6. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter indstilling fra de i § 8, stk. 1, nævnte bestyrelser fastsætte regler om betaling af afgifter af landbrugsvarer, der fremstilles her i landet, og om betaling af de samme afgifter af tilsvarende landbrugsvarer, der indføres her til landet, samt om, i hvilket omfang sådanne afgifter skal refunderes for landbrugsvarer, når disse indgår som materiale i industrielt fremstillede varer. Afgifterne indgår i en produktionsafgiftsfond for hver sektor, hvor opkrævning finder sted.

Stk. 2. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri modtager fra Skatteministeriet en andel af de midler, som indbetales til statskassen i henhold til lov om afgift af bekæmpelsesmidler. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan bestemme fordelingen af midlerne mellem

1) Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri,

2) Promilleafgiftsfonden for frugtavlen og gartneribruget,

3) Promilleafgiftsfonden for landbrug og

4) Fonden for økologisk landbrug.

Stk. 3. Ministeren kan bestemme, at den del af de midler, der er nævnt i stk. 2, og som, jf. stk. 2, nr. 1, tilfalder Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal anvendes til miljøforbedrende initiativer på jordbrugsområdet, sygdomsforebyggelse og sygdomsbekæmpelse og til kontrol med produktion, forarbejdning og afsætning af fødevarer. Ministeren kan endvidere bestemme, at en del af de midler, der er nævnt i stk. 2, skal anvendes til betaling af omkostningerne ved kontrollen med overholdelsen af de forordninger, som er nævnt i § 1.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter de nærmere regler om indbetalingen af de i stk. 1 omhandlede offentlige midler.

Stk. 5. Ministeren kan tillade, at produktionsafgiftsfondene, promilleafgiftsfondene og Fonden for økologisk landbrug modtager andre indtægter end de i stk. 1 og 2 anførte.

§ 7. Fondenes midler anvendes til finansiering af foranstaltninger i forbindelse med afsætningsfremme, forskning og forsøg, produktudvikling, rådgivning, uddannelse, sygdomsforebyggelse, sygdomsbekæmpelse, dyrevelfærd, kontrol, medfinansiering af initiativer under EU-programmer samt i øvrigt til foranstaltninger, som ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri giver tilladelse til. Midlerne anvendes endvidere til dækning af omkostningerne ved kontrol med midlernes korrekte anvendelse. De i § 6, stk. 1, nævnte midler skal anvendes inden for de sektorer, hvor de er opkrævet. Ministeren kan endvidere tillade, at fondene afholder udgifter til honorar til medlemmerne af fondenes bestyrelser.

Stk. 2. Ministeren kan tillade, at promilleafgiftsfondene afholder udgifter direkte til de i stk. 1 nævnte formål samt til øvrige generelle formål på hele området for landbrug, gartneri og frugtavl.

Stk. 3. Ministeren kan pålægge promilleafgiftsfondene at afholde udgifter til en kompensationsordning i forbindelse med spredning af genetisk modificeret materiale ved dyrkning af genetisk modificerede afgrøder. Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 8. Produktions- og promilleafgiftsfondene samt Fonden for økologisk landbrug ledes af hver sin bestyrelse, der udpeges af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Bestyrelserne udpeges for en periode på 4 år. Hver bestyrelse sammensættes af såvel repræsentanter for erhvervssiden som repræsentanter for offentlige interesser. Fondenes vedtægter skal godkendes af ministeren.

Stk. 2. Til bestyrelserne for produktionsafgiftsfondene udtaler Landbrug & Fødevarer og repræsentative producent- og brancheorganisationer, herunder økologiske producenter, sig i enighed om 2/3 af hver bestyrelses medlemmer. Forbrugerrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd udtaler sig i fællesskab om 1/3 af hver bestyrelses medlemmer.

Stk. 3. Bestyrelserne for Promilleafgiftsfonden for landbrug og Promilleafgiftsfonden for frugtavlen og gartneribruget sammensættes af 6 repræsentanter for erhvervssiden og af 5 repræsentanter for offentlige interesser. Landbrug & Fødevarer og repræsentative producent- og brancheorganisationer, herunder økologiske producenter, udtaler sig i enighed om hver bestyrelses medlemmer fra erhvervssiden. Forbrugerrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd udtaler sig i fællesskab om de af hver bestyrelses medlemmer, der repræsenterer de offentlige interesser.

Stk. 4. Til bestyrelsen for Fonden for økologisk landbrug udtaler Landbrug & Fødevarer og repræsentative økologiske producent- og brancheorganisationer sig i enighed om 2/3 af bestyrelsens medlemmer. Forbrugerrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd udtaler sig i fællesskab om 1/3 af bestyrelsens medlemmer.

Stk. 5. Bestyrelsen skal påse, at forvaltningen af midlerne sker i overensstemmelse med dette kapitel, regler fastsat i medfør heraf eller lovgivningen i øvrigt. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan afsætte et bestyrelsesmedlem, som har medvirket til beslutninger i strid med disse bestemmelser.

Stk. 6. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele påbud til bestyrelsen om at bringe forhold, der strider mod bestemmelser i dette kapitel eller mod regler fastsat i medfør heraf, i overensstemmelse med bestemmelsen.

Stk. 7. Afgørelser, der træffes af en bestyrelse, kan indbringes for ministeren inden 4 uger, efter at afgørelsen er meddelt klageren. Ministeren kan ændre bestyrelsens afgørelser, uden at der foreligger klage.

§ 9. Budgetter og regnskaber for de enkelte fonde skal godkendes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri efter indstilling fra den pågældende bestyrelse. Ministeren kan dog uden indstilling foretage ændringer i budgetterne for de i § 6, stk. 2 og 3, nævnte fonde.

Stk. 2. Ministeren fastsætter de nærmere regler for fondene om udarbejdelsen af budgetter og regnskaber samt om administration og revision. Fondenes regnskaber skal revideres af statsautoriserede eller registrerede revisorer.

Stk. 3. Hver fond opretter en selvstændig hjemmeside på internettet. Ministeren fastsætter nærmere regler om fondenes offentliggørelse af budgetter og regnskaber samt ansøgningsfrister, ansøgningsprocedurer m.v.

Stk. 4. Ministeren fastsætter nærmere regler om fondenes evaluering af effekten af de foranstaltninger, der er ydet tilskud til, jf. § 7.

Stk. 5. Ministeren fastsætter de nærmere regler for fondenes ydelse af kompensation i forbindelse med dyre- eller plantesygdomme.

§ 10. Enhver skal efter anmodning fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddele de oplysninger, der skønnes nødvendige i forbindelse med opkrævning og anvendelse af de i § 6 nævnte midler.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om kontrol med disse oplysninger.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om den regnskabsførelse m.v., der skal følges af virksomheder i forbindelse med opkrævning og anvendelse af de i § 6 nævnte midler.

Stk. 4. De kontrollerende myndigheder har til enhver tid, såfremt det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til enhver virksomhed eller organisation, der skal betale afgifter i henhold til § 6. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom. De kontrollerende myndigheder er berettiget til at efterse de pågældende virksomheders eller organisationers varebeholdninger, forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale, ledsagedokumenter, recepter, analysemateriale samt korrespondance m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form. Virksomhedernes indehavere eller organisationerne og de i virksomhederne eller organisationerne beskæftigede personer skal yde den fornødne vejledning og hjælp ved foretagelse af ovennævnte eftersyn, og ovennævnte materiale skal på de kontrollerende myndigheders begæring udleveres eller indsendes til de kontrollerende myndigheder.

§ 11. Medlemmer af en bestyrelse, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet en fond skade, er pligtig at erstatte denne.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også for revisorer. Er et revisionsselskab valgt til revisor, er både revisionsselskabet og den revisor, hvem revisionen er overdraget, erstatningsansvarlige.

Stk. 3. Erstatningen kan nedsættes, når dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 4. Beslutning om anlæggelse af søgsmål mod bestyrelsesmedlemmer, revisionsselskaber eller revisorer kan træffes af bestyrelsen eller ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

§ 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddeler ved hvert finansårs udløb et af Folketinget nedsat udvalg, hvilke midler der er indgået i fondene, og hvorledes midlerne er anvendt.

Kapitel 3

(ophævet)

Kapitel 4

Fælles bestemmelser

§ 20. Beløb, der er fastsat ved forordning, eller som omfattes af regler fastsat i henhold til denne lov, og som ikke betales rettidigt til den afgiftsopkrævende myndighed, tillægges, medmindre andet er fastsat ved forordning, en årlig rente svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.

Stk. 2. Medmindre andet er fastsat ved forordning, tillægges uretmæssigt modtagne beløb, der ikke tilbagebetales inden udløbet af en frist, der fastsættes af den udbetalende myndighed, den i stk. 1 nævnte rente fra fristens udløb. Det gælder dog kun, såfremt myndigheden samtidig med at kræve tilbagebetaling giver underretning om pligten til at betale rente.

§ 21. (Ophævet)

§ 22. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler, hvorefter visse afgørelser eller dispositioner i henhold til de i § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 3, samt stk. 2, omhandlede forordninger kan træffes af bestemte brancheorganisationer eller af bestemte producentsammenslutninger. Disse afgørelser kan indbringes for ministeren inden 4 uger, efter at afgørelsen er meddelt klageren. Afgørelsen skal indeholde oplysning om klageadgangen og om fristen herfor. Ministeren kan ændre afgørelsen, uden at der foreligger klage.

Stk. 2. Ministeren kan henlægge sine beføjelser efter loven til en institution under ministeriet eller en anden statslig institution. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over denne myndigheds afgørelser, herunder om at klage ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed og om myndighedens adgang til at genoptage en sag efter, at der er indgivet klage.

§ 22 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af de relevante forordningsbestemmelser, loven samt de regler, der er udstedt i medfør af loven, blandt andet med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 23. Den, der til brug for afgørelser, der træffes i henhold til de i § 1 nævnte forordninger, i henhold til denne lovs kapitel 2 i forbindelse med indbetaling eller udbetaling af de i kapitel 2 omtalte midler, i øvrigt i henhold til denne lov eller de i medfør af loven fastsatte regler giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov. Det samme gælder den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, eller som forsøger herpå.

Stk. 2. Den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, der er afkrævet den pågældende i henhold til denne lov eller de i medfør af loven fastsatte regler, straffes med bøde. Det samme gælder den, som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.

Stk. 3. Den, der overtræder § 4, stk. 3, sidste pkt., § 4, stk. 6, og § 10, stk. 4, sidste pkt., straffes med bøde. Det samme gælder den, der overtræder bestemmelser om tavshedspligt i de i § 1, nr. 4, nævnte forordninger, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.

Stk. 4. Den, der udfører eller indfører varer i strid med et udførsels- eller indførselsforbud, der er indeholdt i eller udstedt i medfør af de i § 1 nævnte forordninger, eller uden at være i besiddelse af en tilladelse, som kræves efter disse forordninger, eller som forsøger herpå, straffes med bøde.

Stk. 5. Overtrædelse af de kvalitets- og handelsnormer, der er fastsat i de i § 1 nævnte forordninger, straffes med bøde.

Stk. 6. Den, der undlader at efterkomme et af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddelt påbud i medfør af § 8, stk. 6, straffes med bøde.

Stk. 7. Den, der undlader at afgive oplysninger, som er afkrævet i medfør af § 10, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 8. Det bestyrelsesmedlem, som forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 8, stk. 5, 1. pkt., straffes med bøde.

§ 24. I regler, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller forsøg herpå.

§ 25. Den, der begår et forhold som nævnt i § 23, stk. 1, eller § 24 med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling af afgifter i henhold til de i § 1 nævnte forordninger eller i henhold til denne lovs § 6 eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af ydelser til sig eller andre i henhold til de i § 1 omhandlede forordninger eller i henhold til § 7, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

§ 26. Der kan pålægges en virksomheds ejer eller bruger bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For bødestraf fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§ 27. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 28. Ransagning i sager om overtrædelse af § 23 og § 24 kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens bestemmelser om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

§ 29. Skønnes en overtrædelse ikke at medføre højere straf end bøde, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. For så vidt angår den i stk. 1 omhandlede tilkendegivelse, finder bestemmelserne i retsplejelovens § 895 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 29 a. Forældelsesfristen for strafansvaret er i intet tilfælde mindre end 5 år for overtrædelser, der medfører eller er egnede til at medføre, at nogen uberettiget fritages for betaling af afgifter i henhold til de i § 1 nævnte forordninger, i henhold til denne lov eller i henhold til regler fastsat i medfør af loven, eller at nogen opnår uberettigede udbetalinger i henhold til førnævnte bestemmelser.

Kapitel 6

Ikrafttrædelse m.v.

§ 30. Loven træder i kraft den 1. juli 19902), jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kapitel 2 træder først i kraft den 1. januar 1991.

§ 31. Lov om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 13. november 1987, og lov om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for frugt og gartneriprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 72 af 11. februar 1988, ophæves den 1. juli 1990, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 4 i de i stk. 1 nævnte love ophæves først den 1. januar 1991.

Stk. 3. Beløb, der inden den 1. januar 1991 er opkrævet i henhold til § 4, stk. 1, eller indbetalt i henhold til § 4, stk. 2, og ikke er anvendt i overensstemmelse med § 4, stk. 3 eller 4, i de i stk. 1 nævnte love, indgår i de i § 6, stk. 1 og 2, nævnte fonde.

Stk. 4. Regler fastsat med hjemmel i de i stk. 1 nævnte love forbliver i kraft, indtil de afløses af eller ophæves ved regler fastsat med hjemmel i denne eller andre love, og overtrædelse af disse regler eller forsøg herpå kan straffes efter nærværende lovs kapitel 5.

§ 31 a. (Ophævet)

§ 31 b. (Ophævet)

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 33. (Ophævet)


Lov nr. 366 af 24. maj 20053) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 6

Loven træder i kraft den 1. juli 2005, dog træder lovens §§ 4 og 5 i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.


Lov nr. 538 af 8. juni 20064) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 105

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2-22 og § 106.

Stk. 2-22. (Udelades)

§ 106

(Udelades)


Lov nr. 110 af 26. februar 20085) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 5

Loven træder i kraft den 1. marts 2008.


Lov nr. 1336 af 19. december 20086) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 167

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2. § 11 finder alene anvendelse på afgørelser om lønindeholdelse, der træffes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. (Udelades)


Lov nr. 1513 af 27. december 20097) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2010.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 23. april 2010

Henrik Høegh

/ Peter Anthonisen

Officielle noter

1) Ved Amsterdam-traktaten, som trådte i kraft den 1. maj 1999, er bilagsfortegnelsen til traktaten ændret, således at landbrugsvarerne er indeholdt i bilag I i stedet for bilag II.

2) Denne bekendtgørelse gengiver ikrafttrædelsesbestemmelserne i lov nr. 366 af 24. maj 2005, lov nr. 538 af 8. juni 2006, lov nr. 110 af 26. februar 2008, lov nr. 1336 af 19. december 2008 og lov nr. 1513 af 27. december 2009. De bemærkninger om ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser for de tidligere ændringer af loven, der fremgår af lovbekendtgørelse nr. 297 af 28. april 2004, samt de ændringer, der fremgår af lov nr. 430 af 6. juni 2005 og lov nr. 431 af 6. juni 2005, er ikke gengivet i denne bekendtgørelse.

3) Lovændringen vedrører § 25.

4) Lovændringen vedrører § 29.

5) Lovændringen vedrører § 4 a.

6) Lovændringen vedrører §§ 21, 31 a og 31 b.

7) Lovændringen vedrører ændring af lovens titel samt §§ 1, 2, 6, 8, 9 og 22.