Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31979L0409
 
31992L0043
 
32000L0060
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1
Bilag 1 Artsliste med scorer
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om klassificering og fastsættelse af mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder 1)

 

I medfør af § 41, stk. 2, i lov om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1756 af 22. december 2006, og § 16, stk. 1, i lov nr. 453 af 9. juni 2004 om skove fastsættes:

§ 1. Denne bekendtgørelse indeholder de nærmere regler om klassificering og fastsættelse af mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder som led i Natura 2000-planlægningen og Natura 2000-skovplanlægningen.

Tilstandsklasser

§ 2. Inden for det enkelte, udpegede internationale naturbeskyttelsesområde inddeles de naturtyper og levesteder for arter, der er omfattet af habitatdirektivets bilag I og II og fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I samt dette direktivs artikel 4, stk. 2, og som indgår i udpegningsgrundlaget for det pågældende område, i tilstandsklasse I – V i overensstemmelse med de kriterier, som for hver naturtype og levested for arter fastsættes i bilag til denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Tilstandsklasserne I-V er en naturkvalitetsskala, hvor tilstandsklasse I er udtryk for høj naturtilstand, tilstandsklasse II god naturtilstand, tilstandsklasse III moderat naturtilstand, tilstandsklasse IV ringe naturtilstand og tilstandsklasse V dårlig naturtilstand. Naturtyper og levesteder for arter i tilstandsklasse I og II opfylder kravet om gunstig bevaringsstatus, forudsat der gennemføres den for naturtypen nødvendige indsats.

Stk. 3. I bilag 1 er fastsat kriterier for inddelingen i tilstandsklasser for 18 lysåbne naturtyper.

Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen bemyndiges til i bilag til denne bekendtgørelse at fastsætte kriterier for de naturtyper og levesteder for arter, for hvilke der endnu ikke er fastsat kriterier.

Målfastsættelse

§ 3. For hvert udpeget internationalt naturbeskyttelsesområde fastsættes mål for områdets naturtilstand. Der kan fastsættes forskellige mål for delområder inden for det udpegede område.

Stk. 2. Det overordnede mål er at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og levesteder for de vilde dyre- og plantearter, som området er udpeget for, set i forhold til de udpegede områder i henholdsvis den danske atlantiske region og den danske kontinentale region (biogeografisk niveau) under et.

Stk. 3. De konkrete mål for områder, der er udpeget som både fuglebeskyttelsesområde og habitatområde, skal tilgodese udpegningsgrundlaget for begge udpegninger.

Stk. 4. For de udpegede områder, der tillige er omfattet af bestemmelser i Rådets direktiv nr. 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet), gælder efter dette direktivs art. 4, stk. 2, det strengeste miljømål, jf. dog § 4, stk. 4.

Stk. 5. De enkelte, udpegede områder må ikke målsættes lavere end den bedste naturtilstand, som er dokumenteret siden fuglebeskyttelsesdirektivets ikrafttræden i 1981 og habitatdirektivets ikrafttræden i 1994, jf. dog § 4, stk. 4.

Stk. 6 . Indtil der er fastsat konkrete mål for de udpegede områder gælder, at naturtyper og levesteder for arter, som områderne er udpeget for, skal sikres en gunstig bevaringsstatus på baggrund af bedste eksisterende faglige viden.

§ 4. Fastsættelsen af mål for naturtilstanden skal ske på grundlag af basisanalyserne, jf. miljømålslovens § 41 og Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 335 af 26. marts 2007 om tilvejebringelse af Natura 2000-skovplanlægning. Målene for det enkelte, udpegede område fastsættes endvidere på baggrund af:

a) Områdets aktuelle og potentielle betydning for sikring af gunstig bevaringsstatus på biogeografisk niveau inden for Danmarks grænser for de naturtyper og levesteder for arter, som området er udpeget for.

b) En konkret afvejning af evt. modstridende naturinteresser inden for det enkelte internationale naturbeskyttelsesområde.

Stk. 2. Ved målfastsættelsen skal det sikres, at tilstanden og det samlede areal af de naturtyper og levesteder for arter, som det enkelte område er udpeget for, og som i basisanalysen er klassificeret i tilstandsklasse I eller II, er stabil eller i fremgang inden for dette område. Det skal også sikres, at tilstanden for de naturtyper og levesteder, som i det enkelte område er klassificeret i tilstandsklasse III – V, er i fremgang op mod tilstandsklasse I eller II, samt at det samlede areal af disse naturtyper og levesteder er stabil eller i fremgang inden for dette område, jf. dog stk. 3 og stk. 4.

Stk. 3. Ved målfastsættelsen skal der tages stilling til, om der ønskes fastholdelse af nuværende eller genoprettet naturtilstand eller en urørt, dynamisk naturtilstand, der vil fremme opnåelse af gunstig bevaringsstatus for andre naturtyper eller levesteder for arter, der er optaget på habitatdirektivets bilag I og II. Såfremt der ønskes naturlig succession og naturlig bestandsudvikling i et udpeget område eller delområde, skal der gennem målfastsættelsen for andre udpegede områder sikres gunstig bevaringsstatus på biogeografisk niveau inden for Danmarks grænser for de naturtyper og arter, der indgår i udpegningsgrundlaget, men som må forudses forsvinde ved naturlig succession og naturlig bestandsudvikling.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 2 kan endvidere fraviges for en eller flere af de naturtyper og levesteder for arter, som området er udpeget for, hvis det er uforeneligt med gunstig bevaringsstatus for andre naturtyper og levesteder for arter, som området er udpeget for, og som efter en konkret afvejning, jf. § 5, prioriteres højere.

§ 5. Ved afvejningen af modstridende naturinteresser inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde skal der lægges særlig vægt på:

a) de i habitatdirektivet udpegede prioriterede naturtyper og arter (*mærkede naturtyper og arter),

b) de fuglearter, som er optaget på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 eller er omfattet af dette direktivs art. 4, stk. 2,

c) Europa-kommissionens udmeldinger om prioritering af udvalgte naturtyper og arter,

d) den geografiske repræsentation og bevaringsstatus af de udpegede naturtyper og arter,

e) arter, der er optaget på habitatdirektivets bilag IV.

Stk. 2. Ved afvejningen af modstridende naturinteresser inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde kan der lægges særlig vægt på:

a) de udpegede naturtypers og arters robusthed overfor påvirkninger på kort og lang sigt,

b) de udpegede naturtypers og arters økologiske behov,

c) nationale naturværdier, herunder fredede arter, ansvarsarter, rødlistede arter og arter som ligger til grund for udvælgelsen af naturmæssigt særligt værdifulde skove,

d) forekomster af specielle strukturer og arter af særlig dansk kultur- og naturhistorisk interesse,

e) hensyn til regionale og lokale særpræg med respekt for det overordnede mål, jf. § 3, stk. 2.

§ 6. Målene for det enkelte internationale naturbeskyttelsesområde er langsigtede, men kan justeres i forbindelse med revisionen af Natura 2000-planen.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 2007.

Miljøministeriet, den 27. juni 2007

Connie Hedegaard

/Jens Peter Simonsen



Bilag 1

 

 

 

Danmarks Miljøundersøgelser

Aarhus Universitet

 

 

Faglig rapport fra DMU nr. 599, 2007

Beregning af naturtilstand

ved brug af simple indikatorer

2.udgave

Jesper Reinholt Fredshavn

Rasmus Ejrnæs


 

 

Datablad

 

 

Serietitel og nummer:

Faglig rapport fra DMU nr. 599

Titel:

Beregning af naturtilstand - ved brug af simple indikatorer

Forfattere:

Jesper Reinholt Fredshavn og Rasmus Ejrnæs

Afdeling:

Afdeling for Vildtbiologi og Biodiversitet

 

 

Udgiver:

Danmarks Miljøundersøgelseré
Aarhus Universitet

URL:

http://www.dmu.dk

 

 

Udgivelsesår:

November 2006

Redaktion afsluttet:

November 2006

Udgave:

2. udgave (juni 2007)

Redaktion:

Tommy Asferg

Faglig kommentering:

Flemming Skov

 

 

Finansiel støtte:

Skov og Naturstyrelsen

 

 

Bedes citeret:

Fredshavn, J.R. & Ejrnæs, R. 2007: Beregning af naturtilstand - ved brug af simple indikatorer. 2. udgave. Danmarks Miljøundersøgelser. 90 s. - Faglig rapport fra DMU nr. 599.
http://www.dmu.dk/Pub/FR599.pdf.

 

Gengivelse tilladt med tydelig kildeangivelse

 

 

Sammenfatning:

Rapporten videreudvikler beregningsmetoderne til vurdering af naturtilstand i habitatdirektivets terrestriske naturtyper. Metoderne er anvendt på amternes kortlægningsmateriale fra 2004-05, og dermed er for første gang givet en samlet national vurdering af de kortlagte arealers naturtilstand efter ensartede og reproducerbare metoder.

 

 

Emneord:

Naturtyper, habitatdirektiv, kalibrering, beregningsmetoder

 

 

Layout og illustrationer:

Grafisk Værksted, DMU Silkeborg

Forsidefoto:

Rigkær (7230) fra Gudenåens udspring. Foto: Jesper R. Fredshavn

 

 

ISBN:

978-87-7772-993-5

ISSN (elektronisk):

1600-0048

Sideantal:

90

 

 

Internetversion:

Rapporten er tilgængelig i elektronisk format (pdf) på DMU's hjemmeside http://www.dmu.dk/Pub/FR599.pdf

 

 

Supplerende oplysninger:

Denne reviderede version indholder en forenkling af arternes bidrag til artsindeksberegninger, og en endelig fastlæggelse af scorer, vægte og parameterværdier. Tabeller og figurer i kapitlet ”Naturtilstand i danske naturtyper” er opdaterede i overensstemmelse hermed.

 


 

Indhold

1 Baggrund

2 Kalibreringsmetoden

3 Beregning af indeks for naturtilstand

4 Naturtilstand i danske habitatnaturtyper

5 Referencer

Danmarks Miljøundersøgelser

Faglige rapporter fra DMU


Forord

Principperne for vurdering af naturtilstand er fremlagt i tidligere DMU-rapporter. I denne rapport er beregningsmetoderne videreudviklet, og der er foretaget en kalibrering af de data amterne har indsamlet i 2004-05 i forbindelse med en kortlægning af Danmarks 254 udpegede habitatområder. Kalibreringen er gennemført af en arbejdsgruppe med deltagelse af amtsbiologer, embedsmænd fra Skov- og Naturstyrelsen og forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser.

Kalibreringen består i en tilpasning af systemets scoreværdier og vægte, således at de resulterende indeks for naturtilstand stemmer overens med de forventninger, arbejdsgruppen i enighed har haft til udvalgte arealers naturværdier. Desuden er der foretaget en nivellering af indeks til denne første afprøvning af systemet, så de ligger inden for Skov- og Naturstyrelsens fortolkning af habitatdirektivets krav om grænsen mellem gunstig og ugunstig bevaringsstatus. Efter planen fastsættes det endelige målsætningsniveau med bekendtgørelse i første halvdel af 2007. Kalibreringen er resultatet af mange inspirerende og konstruktive diskussioner, og en stor tak skal rettes til de øvrige medlemmer af arbejdsgruppe n for deres bidrag:

Erik Buchwald, Skov- og Naturstyrelsen

Lisbeth B. Andersen, Skov- og Naturstyrelsen

Erik Vinther, Fyns Amt

Torben Ebbensgaard, Nordjyllands Amt

Peter Leth, Vestsjællands Amt

Lasse Werling, Århus Amt

Knud Erik Nielsen, DMU

Foruden arbejdsgruppens medlemmer har systemet været forelagt en følgegruppe med deltagelse af interesseorganisationer og erhverv, der med stor interesse og engagement har fulgt udviklingen og kommenteret på resultaterne. Ingen andre end forfatterne er dog ansvarlige for mangler og unøjagtigheder i rapporten.


Sammenfatning

Rapporten videreudvikler beregningsmetoderne til vurdering af naturtilstand i habitatdirektivets terrestriske naturtyper. Metoderne er anvendt på amternes kortlægningsmateriale fra 2004-05, og dermed er for første gang givet en samlet national vurdering af de kortlagte arealers naturtilstand efter ensartede og reproducerbare metoder.

DMU-rapporten ”Vurdering af naturtilstand” (Fredshavn & Skov 2005) fremlagde principperne for et system til vurdering af naturtilstand i habitatdirektivets naturtyper. Amterne har i 2004-05 kortlagt Danmarks 254 udpegede habitatområder, afgrænset arealerne med habitatnaturtyper og indsamlet feltoplysninger om de 18 naturtyper, der indgår i det terrestriske naturtypeprogram. Data er samlet i en landsdækkende database, TILDA (TILstandsvurdering af DAnske naturtyper). Disse data har dannet grundlag for en kalibrering af systemet, udført af en arbejdsgruppe med deltagelse af amtsbiologer, embedsmænd fra Skov- og Naturstyrelsen og forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser.

Kalibreringen består i en tilpasning af systemets scoreværdier og vægte, således at de resulterende indeks for naturtilstand stemmer overens med de forventninger, arbejdsgruppen i enighed har haft til udvalgte arealers naturværdier. Desuden er der foretaget en nivellering af indeks til denne første afprøvning af systemet, så de ligger inden for Skov- og Naturstyrelsens fortolkning af habitatdirektivets krav om grænsen mellem gunstig og ugunstig bevaringsstatus. Efter planen fastsættes det endelige målsætningsniveau med bekendtgørelse i første halvdel af 2007.

Strukturindekset beregnes som gennemsnittet af pointene for de vægtede indikatorer. Til brug for vurderingen af habitatnaturtypernes strukturelle naturtilstand er udvalgt fem indikatorgrupper for struktur og funktion, som er fælles for alle naturtyperne:

1) Vegetationsstruktur

2) Hydrologi og kystsikring

3) Afgræsning/pleje

4) Påvirkning af jordbrugsdrift

5) Naturtypekarakteristiske strukturer

Inden for hver gruppe er knyttet en eller flere indikatorer, der registreres i felten. Hver indikator er opdelt i relativt grove kategorier, og registreringen foretages ved at afkrydse den kategori, der bedst svarer til naturtypens aktuelle tilstand. Arbejdsgruppen har tildelt point til hver af disse kategorier, og vægtet de forskellige indikatorer således at det samlede strukturindeks afspejler naturarealernes strukturelle naturtilstand.

Artsindekset beregnes som et vægtet gennemsnit af artsscoreindekset og artsdiversitetsindekset. Begge indeks beregnes på grundlag af vegetationens artssammensætning i en dokumentationcirkel med radius 5 m, hvor centrum placeres i et homogent område, der er karakteristisk for naturtypen. For hver naturtype er arterne inddelt i hhv. bidragsarter, problemarter og nul-arter. Bidragsarterne bidrager med deres artspoint, der er en score mellem 1 og 7. Høje point tildeles arter, der er meget følsomme overfor negative påvirkninger af naturtypen, hvorimod arter med lave point vil være mere eller mindre begunstigede af disse påvirkninger. Artsscoreindekset beregnes som gennemsnittet af arternes pointværdier uanset hvor mange arter, der indgår i artssammensætningen. Artsdiversitetsindekset beregnes som summen af arternes pointværdier justeret for naturtypens gennemsnitlige artsdiversitet. Problemarterne fremmes af en kraftig negativ påvirkning af naturtypen. I begge indeks har såvel problemarter som invasive arter pointværdien -1, medens nul-arterne, der er indførte og ikke-hjemmehørende arter, har pointværdien 0.

Både strukturindekset og artsindekset har værdier mellem 0 og 1 på referenceskalaen, hvor 1 er den bedste naturtilstand og 0 er den dårligste. De to indeks vægtes sammen til et samlet naturtilstandsindeks, der beskriver habitatnaturtypens samlede naturtilstand. Et nyligt ødelagt areal vil have et ringe strukturindeks, men stadig et højt artsindeks, hvorimod et nyligt genoprettet areal ofte vil have et højt strukturindeks, men endnu et lavt artsindeks. Arealer, der gennem en lang årrække har været plejet optimalt og kun udsat for ringe påvirkninger vil have et højt strukturindeks og et højt artsindeks. Tilsvarende vil arealer, der gennem en lang årrække har været under kraftig negativ påvirkning og manglende pleje, have et lavt strukturindeks og et lavt artsindeks. Naturtilstandsindeksets to underliggende indeks har således stor forklaringsværdi i sig selv, og denne information bør inddrages når arealerne vurderes i en forvaltningssammenhæng.


1 Baggrund

Tilstandsvurderingssystemet omsætter dokumenteret viden og eksperterfaring om strukturelle og biologiske forhold i naturtyper og levesteder til målbare og objektive indikatorer, der kan bruges i karakteriseringen og forvaltningen af danske naturtyper. Naturtilstanden beskrives ved en række strukturelle indikatorer og ved forekomsten af karplanter i et cirkelformet dokumentationsfelt med radius 5 m. Disse indikatorer er valgt ud fra kriterier om målbarhed, reproducerbarhed, enkelhed og relevans. Naturtilstanden vurderes på en skala fra 0 til 1, opdelt i fem tilstandsklasser fra dårlig til høj naturtilstand, svarende til vandrammedirektivets fem økologiske tilstandsklasser. Udvælgelsen af relevante indikatorer og metoder til registrering af det konkrete datagrundlag for hhv. areal, struktur/funktion og arter er beskrevet i rapporten ”Vurdering af naturtilstand” (Fredshavn & Skov 2005). I denne rapport beskrives, hvorledes hhv. struktur - og artsindeks beregnes, og hvorledes de sammenvejes til et fælles naturtilstandsindeks.

Alle indeks benytter referenceskalaen fra 0 og 1, hvor 1 er den bedst opnåelige tilstand. Derved bliver det muligt at skelne højere naturtilstande fra lavere naturtilstande i forhold til struktur- og artsindhold. Struktur- og artsindeks bærer hver især på værdifuld information om arealets naturtilstand og dets forventede udvikling. Strukturindekset karakteriserer de aktuelle påvirkninger af naturgrundlaget, så en forbedring heraf over tid giver muligheder for en forbedring af artsindholdet, hvorimod en forværring ofte vil medføre forværrede muligheder for artsindholdet. Artsindekset giver en indikation på, om naturtypens tilknyttede arter har formået at kolonisere og overleve i området. Det afspejler derfor også den historiske udvikling. Der vil ofte være en forsinkelse eller inerti i artsindholdets respons på ændrede muligheder, både i positiv og negativ retning.

Det tredje element, der bør vurderes i en samlet analyse af et areals naturtilstand, er dets størrelse og afgrænsning. Disse data anvendes ikke i værdisætningen, men indgår i stedet som faktuelle, supplerende oplysninger om arealet. Forvaltningsmæssigt er det vigtigt at holde oplysninger om arealernes størrelser adskilt fra oplysningerne om arealernes naturtilstand. Information om små og særligt værdifulde arealer med høj naturtilstand kan nemt blive overset, hvis oplysninger om arealets størrelse sammenvejes med naturtilstanden til et samlet indeks.

I 2004 og 2005 har amterne indsamlet et omfattende datamateriale i forbindelse med kortlægningen af Natura 2000 områdernes habitatnaturtyper. Dette materiale har dannet udgangspunkt for den udvikling og kalibrering af tilstandsvurderingssystemet, der her rapporteres.

Tildelingen af indikatorværdier til strukturer og arter bygger i stort omfang på ekspertvurderinger. Disse vurderinger vil blive erstattet af mere objektive kriterier, efterhånden som analysen af indsamlede overvågningsdata fra NOVANA etablerer et mere udbygget vidensgrundlag.

Feltdata er indsamlet systematisk og med en reproducerbar metode. Herved får vi en værdifuld indikation af de undersøgte områders naturtilstand. Man bør dog være opmærksom på, at der findes vigtige tilstandsparametre, som er vanskelige at vurdere i forbindelse med et kort besøg på en lokalitet, fx:

1) Eutrofiering. Man kan nogle gange konstatere, at et areal gødskes, men det er ofte ikke muligt at erkende eller kvantificere tidligere gødskning, nitratforurening af fremvældende vand eller omfanget af en eventuel luftbåren kvælstofdeposition.

2) Hydrologi. Tilstandsvurderingen baserer sig på et øjebliksbillede fra lokaliteten, og det kan derfor være vanskeligt at vurdere lokalitetens hydrologiske variationer over året. Synlige dræn og grøfter kan registreres, men dette er sjældent nok til at diagnosticere hydrologien.

3) Naturlig dynamik. En række af vores naturtyper (fx strandenge og kystklitter) er afhængige af naturlig dynamik i form af kysterosion, vinderosion og periodiske oversvømmelser. Sådanne forstyrrelser er vanskelige at kvantificere ved et enkelt besøg.

Tilstandsvurdering baseret på simple indikatorer kan derfor ikke erstatte en vurdering baseret på kvantitative overvågningsdata indsamlet med regelmæssige intervaller.


2 Kalibreringsmetoden

Udviklingen af tilstandsvurderingssystemet har haft to faser. Den første fase, rangeringen, har bestået i en sammenvejning af indikatorerne med henblik på at opnå en rangordning af de undersøgte arealer på en skala fra 0 til 1. Den anden fase, kalibreringen, har bestået i en fastlæggelse af niveauet for skalaens opdelinger i de fem tilstandsklasser.

Rangeringen af arealerne består i at tilrette de strukturelle indikatorers scoreværdier og vægte samt artsscorerne i systemet således, at arealer, hvis struktur og funktion forekommer mest optimale, og hvis naturindhold vurderes at være højst, bliver placeret øverst og tættest på 1 i rangordningen på referenceskalaen fra 0 til 1. Tilsvarende skal arealer, der forekommer mest påvirkede og i dårligst naturtilstand, placeres nederst på samme skala. Et areal med et højere naturtilstandsindeks skal altså også fremstå som mindre påvirket af de faktorer, der er identificeret at have negativ indvirkning på naturtypens tilstand, og/eller dets naturindhold skal være højere end et andet areal med et lavere indeks. Skalaen er indrettet således, at alle arealer, der er identificeret som den pågældende naturtype, skal kunne karakteriseres ved deres naturtilstand med et indeks mellem 0 og 1. Intet areal kan have et indeks højere end 1, og tilsvarende er det heller ikke muligt at opnå værdier lavere end 0.

Kalibreringen har bestået i en fastlæggelse af niveauerne for tilstandsklasserne. De fem tilstandsklasser er på forhånd defineret som lige store på referenceskalaen, og dermed har kalibreringen i praksis bestået i en fastlæggelse af grænsen mellem tilstandsklasserne II og III, svarende til værdien 0,6 på referenceskalaen. Denne grænse er vigtig i forhold til Skov- og Naturstyrelsens tolkning af habitatdirektivets krav om gunstig bevaringsstatus. For at være i gunstig bevaringsstatus skal arealerne inden for naturtypens udbredelsesområde være stabile eller i fremgang, og de strukturer, der er nødvendige for at opretholde naturtypen, skal fortsat være til stede. Hvis naturtypens karakteristiske arter er til stede på arealet, skal deres overlevelse også være sikret. Arealer med en naturtilstand over 0,6 forventes at leve op til disse krav, hvis vel at mærke deres tilstand også inden for overskuelig fremtid opretholdes.

Rangeringen er hovedsagligt foretaget af projektets arbejdsgruppe, mens kalibreringen af niveauet for gunstig og ugunstig naturtilstand ved denne første afprøvning af systemet er fastlagt med udgangspunkt i Skov- og Naturstyrelsens tolkning af habitatdirektivets krav om grænsen mellem gunstig og ugunstig bevaringsstatus. Efter planen fastsættes det endelige målsætningsniveau med bekendtgørelse i første halvdel af 2007. Metodeudviklingen har været en iterativ proces, hvor der med udgangspunkt i DMU’s forslag til scoreværdier og vægte er foretaget en tilpasning naturtype for naturtype så struktur- og artsindeks giver den fagligt bedst mulige rangordning af arealerne efter deres biologiske tilstand, og således at de numeriske indeksværdier er i overensstemmelse med kravene i habitatdirektivet til gunstig bevaringstilstand.


3 Beregning af indeks for naturtilstand

Strukturindeks

De strukturelle indikatorer er enkle at observere visuelt, og et trænet øje kan hurtigt danne sig et overblik over såvel den aktuelle tilstand som de forhold, der trækker naturtilstanden i gunstig eller ugunstig retning. Ved feltobservationerne karakteriseres indikatorerne i en række kategorier. Under udarbejdelsen af indekset tildeles de forskellige kategorier point afhængig af, hvor forenelige netop denne tilstand er med naturtypen i gunstig bevaringstilstand (Søgaard m.fl. 2003). Desuden vægtes hver indikator i forhold til dens betydning for det samlede indeks ud fra en vurdering af, hvor vigtigt dette forhold er for den aktuelle naturtype.

Pointtildeling til indikatorkategorierne

Med udgangspunkt i de strukturelle indikatorer tildeles point til hver af de kategorier, indikatoren kan karakteriseres ved. Den maksimale pointværdi, en indikator kan antage, er 1, som tildeles den kategori, der beskriver indikatoren i sin mest optimale tilstand. Denne tilstand vil ikke være ens for de forskellige naturtyper. Således er en lysåben, tæt, lav urtevegetation optimal for nogle naturtyper, mens andre karakteriseres ved en meget åben, vegetationsløs bund præget af hyppige vindbrud eller skred og andre igen en høj tætsluttende urtevegetation. De øvrige kategorier for indikatorerne tildeles lavere point mellem 0 og 1 afhængig af, hvor langt fra den optimale tilstand kategorien befinder sig.

Ved pointtildelingen er der skelnet mellem en række hovedtyper af pointfordelinger afhængig af kårgradienternes og de strukturelle indikatorers optimum. I de endelige fordelinger er værdierne justeret i forhold til disse overordnede fordelinger, fx kan der i forhold til invasive arter blot være tale om én gunstig kategori (arealandel med invasive arter er 0 procent) og fire mere eller mindre ugunstige. For mange af vores naturtyper er vidensgrundlaget for at kunne tildele scorer i de forskellige kategorier endnu mangelfuldt, og her har processen taget udgangspunkt i beskrivelsen af kriterier for gunstig bevaringsstatus (Søgaard m.fl. 2003) efterfulgt af en kalibrering, hvor kendte lokaliteter med alment accepteret bevaringstilstand har dannet udgangspunkt for en iterativ tilpasning af scoreværdierne.

Vægtning af indikatorernes betydning

Næste trin er at vurdere, hvilken betydning de enkelte indikatorer har for det samlede billede af naturtypens tilstand. Hydrologiske forhold, såsom afvanding og vandindvinding, kan være af afgørende betydning i fugtige kær- og mosetyper og uden betydning i tørre overdrevs- og klittyper.

Indikatorerne vægtes efter deres betydning, og da de er opbygget i et niveaudelt system, foretages vægtningen på hvert hierarkisk niveau. Vægtene normaliseres, så summen af vægtene er 1. Vægten 0 betyder, at indikatoren ingen betydning får for det samlede indeks, mens vægten 1 betyder at indikatoren udgør hele det pågældende hierarkiske niveaus bidrag til strukturindekset. De fem overordnede indikatorgrupper for struktur og funktion er:

1) Vegetationsstruktur

2) Hydrologi og kystsikring

3) Afgræsning/pleje

4) Påvirkning af jordbrugsdrift

5) Naturtypekarakteristiske strukturer

Grupperne tildeles således vægte, der tilsammen giver 1. I de naturtyper, hvor de fem grupper indgår med lige stor vægt i strukturindekset, har de altså hver værdien 0,2.

På tilsvarende vis vægtes indikatorerne inden for hver af indikatorgrupperne. I indikatorgruppen vegetationsstruktur indgår som indikatorer arealandelene af hhv.:

1) bar jord

2) lave urter

3) middelhøje urter

4) høje urter

5) dværgbuske

6) vedplanter

7) invasive arter

Hvis det eksempelvis vurderes, at indikatoren for dværgbuske betyder lige så meget for vegetationsstrukturen som de øvrige indikatorer tilsammen, tildeles arealandelen af dværgbuske værdien 0,5, og de resterende 0,5 fordeles på de tilbageværende seks indikatorer.

Ligesom for pointenes vedkommende bør vægtene tildeles på et solidt datagrundlag, men i mangel heraf er vægttildelingen foretaget ud fra bedste ekspertskøn. Også her er det foregået med reference til fælles erfaringer fra udvalgte, kendte lokaliteter.

Beregning af strukturindeks

Det samlede strukturindeks fremkommer som den korrigerede sum af de vægtede pointværdier, idet den enkelte indikator vægtes dels med vægten på eget niveau og dels med vægten af de højereliggende niveauers andel af det samlede strukturindeks:

AL1671_1.JPG Size: (250 X 31)

hvor xij er pointene af den i’te kategori for den j’te indikator og wj er vægten af den j’te indikator. Den j’te indikator er del af den k’te indikatorgruppe, og wk er vægten af denne gruppe i det samlede indeks. Hvis alle indikatorerne indgår i beregningen vil den samlede sum af vægtene wk wj være 1. Indgår ikke alle indikatorer, fx fordi lokaliteten ikke er kystnær, og kystsikring dermed ikke er relevant, vil summen være lavere end 1, og nævneren korrigerer således strukturindekset, så kun de indikatorer, der tildeles en værdi, påvirker formlen.

Artsindeks

Artssammensætningen udgør et vigtigt grundlag for at kunne identificere de forskellige naturtyper, men artssammensætningen er også en værdifuld indikator for levevilkårene. I mange naturtyper er naturtilstanden stærkt afhængig af arealernes driftshistorie – har de været pløjet, gødsket, drænet, eller har der været lange perioder med græsningsophør? Sådanne oplysninger er vanskelige at dokumentere, men de afspejles i vegetationens sammensætning. De stedfaste eller lavmobile organismer såsom karplanter, laver, mosser, svampe og invertebrater er helt afhængige af de specifikke, lokale forhold, hvilket giver dem en høj udsagnskraft. Karplanterne udmærker sig, sammenlignet med de andre organismegrupper, ved at være lette at finde og identificere henover en lang feltsæson, og i de fleste naturtyper giver karplanterne meningsfuld indikation af tilstanden. Datagrundlaget for artsindekset er artsoplysninger om karplanterne fundet i dokumentationsfeltet på det registrerede areal. Dokumentationsfeltet er et homogent cirkelformet område med radius 5 meter, hvor den kortlagte naturtype er i en karakteristisk udvikling under de givne forhold. Dokumentationscirklen er altså med sin artssammensætning en dokumentation af, at naturtypen er til stede på arealet. Desuden kan der indgå supplerende informationer om arter uden for dokumentationscirklen, fx karakteristiske arter jf. fortolkningsmanualen, invasive arter, særligt sjældne arter m.m. Principielt er der ingen hindring for også at inddrage andre artsgrupper, herunder fugle, padder, sommerfugle, biller osv. i beregningen af et artsindeks. Blot kræver det, at der forinden er foretaget en pointtildeling til hver enkelt art. Alle arter, både flora- og faunaarter, der på denne måde er tildelt artspoint, kan indgå i beregningen af et artsindeks for det kortlagte areal. Benyttes de supplerende arter ikke til naturtilstandsberegningen vil de alligevel kunne bidrage med information om arealet, fx i forbindelse med en vurdering af arealets forvaltningsbehov.

I det følgende er beskrevet principperne i beregningen af et floristisk artsindeks, der bygger på artsdata fra 5 m cirklen. For hver naturtype er arterne forinden fordelt på tre kategorier:

· Bidragarter: arter der naturligt hører til naturtypen, og hvis tilstedeværelse fortæller noget om de positive og negative påvirkninger, naturtypen udsættes for på arealet. I beregningerne indgår de med deres artsscore mellem 1 og 7.

· Problemarter: arter der normalt ikke eller kun sporadisk forekommer i naturtypen, og hvis tilstedeværelse indikerer en omfattende uønsket negativ påvirkning af naturtypen. I beregningerne indgår de med værdien -1.

· Nularter: arter der normalt ikke optræder i naturtypen, og som derfor må opfattes som tilfældige gæster uden udsagnskraft. I beregningerne indgår de med værdien 0.

Alle arter tildeles artspoint, også kaldet en artsscore, på en skala fra 1 til 7. Høje point tildeles arter, der indikerer en høj grad af upåvirkethed, og som dermed er sårbare overfor negative påvirkninger, medens lave point tildeles arter, der er mere upåvirkede af eller direkte begunstigede af negative påvirkninger. Dyrkede arter, haveplanter og indslæbte arter tildeles artsscoren 0. I de naturtyper, hvor arterne optræder som problemarter, tildeles de værdien -1 uanset deres øvrige pointværdi. Alle invasive arter tildeles artsscoren -1, og tæller dermed som problemarter i alle naturtyper. Arterne har som udgangspunkt samme artsscore i alle naturtyper, hvor de er bidragsart. I alle øvrige naturtyper indgår de med værdien 0, med mindre de er opført som problemarter. For hver dokumentationscirkel kan der udregnes en gennemsnitlig og en summeret pointværdi for de arter, der bidrager til den pågældende naturtype, og på basis heraf udregnes hhv. et artsscoreindeks og et artsdiversitetsindeks. Det endelige artsindeks er en vægtet sum af disse to indeks. Alle indeks angives ved en værdi på referenceskalaen mellem 0 og 1.

Udvælgelse af bidragarter

Til hver hovednaturtype udvælges de arter, der bidrager til beskrivelsen af naturtypens tilstand. Det vil som udgangspunkt være de arter, der er knyttet til naturtypen i gunstig tilstand, men en række af disse kan være generalister, som kan begunstiges af de første stadier i en negativ udvikling. Naturtyper findes aldrig snævert afgrænset i virkeligheden, men fremstår oftest som glidende overgange, dels i forhold til de omkringliggende naturtyper og dels i forhold til en naturlig succession over tid. Til brug for identifikation af naturtyperne er der behov for artslister, der er så snævre, at typerne kan afgrænses fra hinanden. Artslister, der benyttes til beskrivelse af naturtilstanden, skal til gengæld være så brede at naturtypen i dens forskellige udtryksformer og overgange også er dækket ind. Dette medfører et behov for også at medtage arter, der findes i andre beslægtede naturtyper, således at overgangssamfund ikke bliver nedvurderet. Hver af habitatdirektivets naturtyper tilhører en overordnet hovednaturtype. Mange gange vil overgangsformer af habitatnaturtyperne være overgangsformer til beslægtede naturtyper inden for hovednaturtypen. Det kan derfor forventes, at arter fra de nærtstående naturtyper vil optræde på en given naturtypes arealer, uden at det i sig selv er udtryk for en ringere tilstand. Habitatnaturtyperne vil derfor ofte have en mere snæver liste af arter, der identificerer naturtypen, fx de karakteristiske arter jf. fortolkningsmanualen, og en bredere liste, der i videste forstand kunne udgøres af arter typisk for hovednaturtypen, således som de er opført i kapitel 5.

I vurderingen af hvilke arter, der skal indgå i beregningen af et artsindeks, indgår overvejelser om, hvor robust indekset skal være, og hvor meget misinformation, der kan tolereres. Jo flere arter, der indgår, jo mere robust vil indekset være, forstået på den måde at uanset regionale forskelle og store variationer i naturtypens tilstand vil indekset kunne levere en værdi. En meget snæver liste af arter for hver naturtype, fx i form af udvalgte indikatorarter, vil betyde, at indekset bliver mere sårbart overfor arealer med meget få arter, hvad enten det skyldes naturlig artsfattigdom eller spredningsmæssige årsager. Et indeks baseret på mange arter vil alt andet lige være mere robust end et indeks baseret på færre arter. På den anden side vil lister, der medtager mange arter fra en bred vifte af undernaturtyper og forskellige tilstandsniveauer, ikke være i stand til at skelne mellem undertyperne eller naturlige successionsfaser. Her er benyttet artslister fordelt på hovednaturtyper, således som de er opført i rapportens kapitel 5.

I mangel af et omfattende og dækkende datasæt, der kan relatere artsforekomsterne til forskellige grader af naturtilstand, er fordelingen af bidragarter og problemarter i de forskellige hovednaturtyper udarbejdet på grundlag af ekspertviden. Der vil efterfølgende være behov for at justere denne liste i forhold til de faktisk iagttagede fordelinger af arter.

Udvælgelse af problemarter

En række arter er gode indikatorer for en begyndende eller længerevarende negativ påvirkning af naturtypen. Det kan være arter, der under normale omstændigheder ikke optræder i naturtypen, eller arter, der kun optræder sporadisk i naturtypens gunstige tilstandsformer. Det er altså arter, der er særlig fremmet af forstyrrelser og negative påvirkninger, men kun sjældent vil findes under gunstige betingelser. For alle naturtyperne gælder, at forekomsten af flere problemarter oftest er udtryk for en omfattende negativ påvirkning. En række af disse negative påvirkninger kan være vanskelige at erkende i de fysiske strukturer, herunder særligt eutrofiering og tidligere opdyrkning eller dræning. Arter, der netop er begunstiget af eutrofiering eller antropogene forstyrrelser i ellers naturligt næringsfattige og stabile naturtyper, vil således være værdifulde indikatorer for dette problem. I de naturligt kalkrige, og dermed ofte mere landbrugsmæssigt værdifulde naturtyper, fx kalkoverdrev, vil flere af disse problemarter kunne optræde sporadisk, også under gunstige betingelser, og derfor vil tilstedeværelse af en eller få problemarter normalt ikke indikere et massivt problem i disse naturtyper.

Tildeling af artspoint

Arterne tildeles point, der svarer til artens følsomhed over for forringelser af naturtilstanden. Lave point tildeles arter, der er tolerante eller ligefrem begunstiges af forringelser, mens høje point tildeles arter, der er følsomme over for forringelser, og som forsvinder, når forringelserne af tilstanden når et vist niveau. Arterne har gennem evolutionen tilpasset sig forskellige fundamentale levevilkår, hvilket giver sig udtryk i mere eller mindre specifikke krav til voksestedet. Typisk vil arterne have et bredere eller smallere optimum ved en bestemt økologisk tilstand langs med de vigtigste plantefordelende gradienter. Til de vigtigste gradienter hører fugtighed, saltholdighed, lystilgængelighed, temperatur, forstyrrelse næringsstoftilgængelighed og surhedsgrad. Langs med disse økologiske gradienter spalter habitatdirektivets naturtyper ud. Samtidig er nogle af de økologiske kår under stærk påvirkning af menneskelige aktiviteter. De vigtigste af disse er næringsstofgradienten, forstyrrelsesgradienten og fugtighedsgradienten. Mens eutrofiering og ændret hydrologi påvirker gradienterne entydigt, påvirkes forstyrrelsesgradienten i begge retninger med jordbearbejdning og pesticidsprøjtning (øget forstyrrelse) og græsningsophør (mindsket forstyrrelse). Nogle arter trives under relativt brede amplituder, mens andre stiller meget specifikke krav til voksestedet. Sjældne arter kan være sjældne af spredningshistoriske årsager, fordi de kun trives ved en sjælden naturlig kombination af levevilkår (fx lysåbent græsland på skrivekridt), eller fordi de er meget følsomme over for negative påvirkninger af naturtypen. Kun arter i den sidste kategori er gode indikatorer for naturtilstanden, og derfor er der ikke nødvendigvis en tæt relation mellem sjældenhed og indikatorværdi. Situationen i dag er, at hovedparten af naturarealerne er kraftigt påvirkede, og dræning, eutrofiering og manglende pleje har betydet en kraftig ensretning af de økologiske vilkår, så få, kraftigtvoksende høje urter og vedplanter vinder indpas i naturarealerne på bekostning af et stort flertal af nøjsomme, lavtvoksende arter (Elleman m.fl. 2001). I det danske relativt intensivt udnyttede og påvirkede landskab vil arter, der er særligt følsomme overfor forstyrrelser og dermed stiller høje krav til upåvirkethed, ofte være mere sjældne end de opportunistiske og forstyrrelsesbegunstigede arter. Der er dog mange afvigelser fra denne generelle regel, fx arter der kan trives under relativt forringede vilkår, men kun optræder i sjældne undertyper eller regionale udgaver af naturtypen. De vil på landsplan have lav hyppighed uden at være gode indikatorer for forringelser. Omvendt vil arter, der er vidt udbredt i mange varianter af naturtypen, men alligevel er meget følsomme overfor forringelser, være gode indikatorer for god tilstand.

Alle karplante- og karsporeplantearterne tildeles artspoint mellem 0 og 7 efter nedenstående beskrivelse:

7 point: ekstrem følsom overfor påvirkninger, der forringer naturtilstanden

6 point: meget følsom

5 point: følsom

4 point: lidt følsom

3 point: hverken følsom eller tolerant

2 point: noget tolerant

1 point: tolerant eller svagt begunstiget

0 point: ikke hjemmehørende i Danmark

-1 point: invasiv art og/eller problemart begunstiget af forringet naturtilstand

Kapitel 5 giver et overblik over arternes pointtildeling og deres tilhørsforhold til hovednaturtyperne. Listen er udarbejdet på grundlag af ekspertviden, og der kan efterfølgende være behov for at justere denne tildeling ud fra en dokumenteret viden om sammenhængen mellem artsforekomster og naturtypernes fordeling på kvalitetsklasser.

Det er ikke altid, at forekomsten af positive indikatorarter er et godt udtryk for arealets aktuelle naturtilstand. Nogle flerårige planter kan overleve i mange år på steder, der ikke længere lever fuldt op til deres krav til voksested (økologisk inerti). De kan opfattes som relikter fra tidligere naturtilstande. Værdifulde arters tilstedeværelse på et areal under nedbrydning må derfor ikke tolkes som en tilfredsstillende naturtilstand, men som en mulighed for fortsat at bevare et værdifuldt artsindhold, hvis der gribes rettidigt ind og rettes op på forringelserne. At arealet er under forringelse vil ofte kunne ses på fraværet af de mest følsomme arter (højeste indikatorværdi) samt udbredt forekomst af problemarter. Mere mobile og kortlivede arter, fx fugle, invertebrater, padder, krybdyr og kortlivede plantearter, vil hurtigere forsvinde under forringede vilkår. Findes der nærliggende egnede voksesteder vil disse arter ofte have mulighed for at overleve her og, efter en naturgenopretning af det ødelagte areal, have mulighed for atter at genindvandre til dette areal. Men det forudsætter naturligvis at sådanne arealer findes inden for de pågældende arters spredningsafstande.

Artsindekset bygger på en sammenvejning af en justeret middelscore for et areal og summen af scorer for et areal. Middelscoren siger noget om den gennemsnitlige følsomhed for de arter, som vokser på arealet, og den er derfor ikke afhængig af, om det er et areal med mange eller få arter. Dette er hensigtsmæssigt, idet mange af vore næringsfattige naturtyper er naturligt artsfattige. Artssummen afhænger både af arternes følsomhedsscorer og af antallet af arter på et areal. Under antagelse af at en forringelse af naturtilstanden ofte vil føre til, at artsrigdommen af naturtypens typiske arter falder (flere arter uddør end indvandrer), vil artssummen kunne opfange en sådan negativ udvikling. På grund af de store forskelle i artssummen mellem områder, som naturligt har forskellig artsrigdom, er artssummen særlig relevant i vurderingen af tilstandsudviklingen på et konkret areal over tid.

I forbindelse med kalibreringen af artsindekset er de tildelte pointværdier for de enkelte arter blevet justeret efter sammenligning med de gennemsnitlige middelscorer, som er opnået i de dokumentationscirkler, de er fundet i. I de tilfælde hvor der har været en stor forskel mellem den tildelte pointværdi og middelscoren for de felter arterne optræder i, er artens pointværdi blevet justeret op eller ned. Som eksempel kan nævnes, at hvis en art har fået en relativ lav pointværdi, men gennemsnitligt er blevet fundet i relativt højt scorende dokumentationscirkler, altså sammen med arter der ellers er udtryk for lav påvirkningsgrad, er artens pointværdi opjusteret og vice versa. Ved samme lejlighed blev det også analyseret, om arternes pointværdi var afhængig af, hvilken naturtype de optrådte i. Af alle arterne på artslisten var der kun behov for at justere 107 arter og heraf kun 12 med 2 point. Analysen viste også at arternes indikatorværdi kun varierede lidt mellem de forskellige naturtyper, de forekom i. Det forekommer altså velunderbygget at benytte samme pointværdi på tværs af naturtyperne for de arter, der optræder i flere hovednaturtyper.

Den justerede middelscore

Den justerede middelscore er den gennemsnitlige pointværdi af alle dokumentationscirklens arter (middelscore), inklusive problemarterne. Problemarterne indgår med pointværdien -1 uanset deres pointværdi i andre naturtyper. En lav middelscore er udtryk for, at arealet er relativt kraftigt påvirket af negative forstyrrelser, og en høj middelscore er udtryk for, at arealet ikke eller kun i meget ringe grad er påvirket. Middelscoren er ikke afhængig af diversiteten eller antallet af arter i 5 m cirklen, men afspejler alene arternes respons på naturtilstanden og dermed påvirkningsgraden på arealet. I Tabel 1 er vist de gennemsnitlige middelscorer beregnet ud fra arternes forekomst i kortlægningsdatasættet.

Artssummen

Artssummen er den justerede middelscore multipliceret med antallet af bidragsarter. Da en given artssum både kan opnås med få arter med høj pointværdi og med flere arter med en lavere pointværdi er artssummen ikke et lige så entydigt udtryk som middelscoren for påvirkningsgraden på arealet. På den anden side kombineres informationen om arealets diversitet af naturligt hjemmehørende arter og deres afspejling af arealets påvirkninger i ét indeks. Arealer med en stor diversitet og mange højtscorende arter giver således en meget høj artssum, og arealer med kun få bidragsarter, der alle har en relativ lav pointværdi, vil kun opnå en meget lav artssum.


Tabel 1 : Gennemsnitlig justeret middelscore for habitatnaturtyperne. De med * mærkede naturtyper er prioriterede i habitatdirektivet.

Habitatnaturtype

Gennemsnitlig
middelscore

Gennemsnitligt
artsantal

1330

Strandeng

3,27

12,2

1340

*Indlandssalteng

2,96

12,5

2130

*Grå/grøn klit

3,46

15,0

2140

*Klithede

3,69

10,6

2190

Klitl avning

3,70

15,2

2250

*Enebærklit

3,40

13,0

4010

Våd hede

3,60

11,2

4030

Tør hede

3,33

10,3

5130

Enekrat

3,24

14,8

6120

*Tørt kalksandsoverdrev

3,50

28,9

6210

(*)Kalkoverdrev

2,95

29,8

6230

*Surt overdrev

3,15

21,9

6410

Tidvis våd eng

3,15

18,2

7110

*Højmose

3,51

7,2

7120

Nedbrudt højmose

2,05

3,9

7140

Hængesæk

3,56

13,2

7150

Tørvelavning

4,32

9,6

7210

Avneknippemose

3,41

12,0

7220

*Kildevæld

2,88

21,9

7230

Rigkær

3,08

26,1

Beregning af Artsscoreindeks

Artsscoreindekset omsætter den justerede middelscore, der normalt antager værdier mellem 0 og 7, til en værdi mellem 0 og 1 på referenceskalaen. Den justerede middelscore har en normalfordeling omkring naturtypens gennemsnitlige værdi. Den gennemsnitlige middelscore vil være højere i de naturligt næringsfattige og upåvirkede naturtyper, fx klitter og højmoser, og lavere i de naturligt mere produktive og mere landbrugspåvirkede naturtyper, fx kalkoverdrev og rigkær. Benyttes en lineær transformation af middelscoren til et artsscoreindeks, vil der være en stærk overrepræsentation i de to eller tre midterste tilstandsgrupper og næsten ingen data i tilstandsklasse 1 og 5. En mere jævn fordeling af arealerne i alle fem tilstandsklasser kræver derfor en mere sigmoid omsætningsfunktion, der samler de højeste og laveste værdier i de to yderklasser og til gengæld spreder midterfeltet mere ud. Som omsætningsfunktion er benyttet en funktion af typen:

As = 1/((1+expe ( ma )) expe (1,60(1- m )))

hvor As er artsscoreindekset, m er den justerede middelscore for det konkrete areal, og ma er den gennemsnitlige værdi af alle naturtypens justerede middelscorer. expe er den naturlige exponentialfunktion.

For en naturtype med en gennemsnitlig justeret middelscore på 2,5 er omsætningsfunktionens forløb vist i Figur 1.


AL1671_2.GIF Size: (509 X 316)

Figur 1. Den sigmoide omsætningsfunktion, der omregner den justerede middelscore med værdier mellem 0 og 7 til et artsscoreindeks med værdier mellem 0 og 1. Funktionens forløb afhænger af naturtypens gennemsnitlige middelscore (her vist for ma =2,5).

Beregning af artsdiversitetsindeks

Artsdiversitetsindekset omsætter artssummen til et indeks mellem 0 og 1 på referenceskalaen. Artssummen antager værdier mellem 0 og typisk op til 200-500 for de mest artsrige naturtyper. Fordelingen er meget skæv med en Poisson-lignende fordeling med en koncentration af mange relativt lave værdier og kun få høje værdier. En direkte og lineær transformation ville derfor medføre en koncentration i de allerlaveste tilstandsklasser og kun meget få i de bedre tilstandsklasser. Der er derfor valgt en exponentielt aftagende og asymptotisk omsætningsfunktion:

Ad = ( ab / at )(1-(1/expe ( s / d ))

hvor Ad er artsdiversitetsindekset, s er artssummen for det konkrete areal, og d er en diversitetsparameter, der afhænger af naturtypens gennemsnitlige artsindhold. ab /at er den relative andel af bidragsarter ( ab ) i forhold til det totale antal arter i dokumentationscirklen ( at ).

d -parameteren beregnes som en funktion af naturtypens gennemsnitlige middelscore ( ma ) multipliceret med det gennemsnitlige antal arter i dokumentationscirklen for naturtypen ( na )

d = 0,8 ma na

Artssummen afspejler dels arternes følsomhed over for påvirkninger, men selvfølgelig også antallet af arter i cirklen. Derfor vil artsfattige naturtyper opnå mindre artssum end artsrige naturtyper, uden at det dermed er udtryk for, at de artsrige naturtyper har højere naturkvalitet. d -parameteren kompenserer for den naturlige forskel i artsdiversitet mellem naturtyperne, idet d -parameteren er en funktion af naturtypens gennemsnitlige artsantal.

For to naturtyper, begge med en gennemsnitlig justeret middelscore på 2,5 og et gennemsnitligt antal bidragsarter på hhv. 10 og 25 i dokumentationscirklen, og dermed d -værdier på hhv. 20 og 50, er omsætningsfunktionen fra artssum til artsdiversitetsindeks vist i Figur 2.


AL1671_3.GIF Size: (509 X 316)

Figur 2. Omsætningsfunktionen, der omregner artssummen med værdier mellem 0 og typisk 20-100 til et artsdiversitetsindeks med værdier mellem 0 og 1. Omsætningsfunktionen er vist for to naturtyper med gennemsnitligt artsantal på hhv. 10 (blå) og 25 (rød) i dokumentationscirklen.

d -parameteren angiver med andre ord den artssum, der svarer til grænsen mellem moderat og god naturtilstand, idet en artssum, der antager værdien lig d, medfører at artsdiversitetsindekset bliver ca. 0,6 svarende til grænsen mellem naturtilstandsklasse 2 og 3.

Beregning af artsindeks

Artsindekset A defineres som den vægtede middelværdi af artsscoreindeks og artsdiversitetsindeks. Artsscoreindekset vægtes 0,75 og artsdiversitetsindekset 0,25 i denne beregning.

A = 0,75 As + 0,25 Ad

Naturtilstandsindeks

Strukturindeks og artsindeks sammenvejes til et samlet udtryk for naturtilstanden på arealet. I beregningen benyttes et forsigtighedsprincip hvor det laveste indeks vægtes højest. Et højt strukturindeks får således vanskeligere ved at skjule, at der fortsat er en meget ringe artssammensætning på arealet. Omvendt må en god artssammensætning ikke forhindre, at der i tide opdages et problem med de strukturelle indikatorer, således at det gode naturindhold på arealet også i fremtiden kan vedligeholdes. Det laveste af de to indeks tillægges derfor vægten 0,6 og det højeste indeks vægten 0,4 i beregningen af naturtilstandsind ekset N.

Hvis S større end A :

N = 0,4 S + 0,6 A

Hvis S mindre end A :

N = 0,6 S + 0,4 A

Beregningerne af struktur-, arts- og naturtilstandsindeks foretages v.h.a. TILDA (TILstandsvurdering af DAnske naturtyper), der er en nyudviklet database hos DMU. Amterne har tastet data fra kortlægningen direkte ind i et dataindtastningsmodul af TILDA, med angivelse af ID for tidspunkt, inventør, areal m.v. samt en angivelse på 0-5 for hver indikator, hvor 0 betyder ikke-relevant, og 1-5 er den relevante kategori for indikatoren på arealet. I forbindelse med basisanalysen er udviklet forskellige udtræksmoduler, der kan levere data til brug for de amtslige rapporter. Til brug for Skov- og Naturstyrelsens tilstandsvurdering er der udviklet en national udgave af TILDA, med de samlede amtsdata og de oplysninger om pointtildeling og vægttildeling for habitatnaturtyperne, der er fremlagt i denne rapport.


4 Naturtilstand i danske habitatnaturtyper

Resultaterne fra kortlægningen af danske habitatnaturtyper i de udpegede habitatområder har dannet grundlag for en kalibrering af tilstandsvurderingsmetoden. I det følgende gives en kort beskrivelse af de strukturelle forhold, der kendetegner habitatnaturtyperne, og dermed baggrunden for tildelingen af de viste scoreværdier og vægte. De arealmæssige forhold og de resulterende struktur- og artsindeks og dermed naturtilstandsindeks er vist, og desuden er naturtyperne karakteriseret ved deres middelscore, artsantal og antal problemarter.

Naturtilstand på kystklinter, stenstrand og strandeng

Tanglinier og opskyl på den ubeskyttede stenstrand giver mulighed for plantesamfund med både enårige og flerårige arter tilpasset urolig, næringsrig bund, hvoraf mange også kan genfindes på de dyrkede marker som ukrudtsarter. På de stejle klinter og klipper ganske nær havet, præget af saltpåvirkning og naturlige forstyrrelser, findes forskellige plantesamfund, der kan variere en del afhængig af jordbund og eksponeringsgrad. På de mere beskyttede strandengskyster findes ofte en stærk zonering, skabt af de tidvise oversvømmelser med saltvand, hvor de yderste zoner er domineret af enårig strandengsvegetation, og vadegræssamfund, og længere inde findes den egentlige strandeng. Hvor der forekommer salt grundvand på indlandslokaliteter, fx i forbindelse med kilder over salthorster, findes den sjældne indlandssalteng.

På habitatdirektivets Annex 1 findes følgende naturligt forekommende naturtyper i Danmark:

1210 Strandvolde med enårig vegetation

1220 Strandvolde med flerårig vegetation

1230 Kystklinter/klipper

1310 Enårig strandengsvegetation

1320 Vadegræssamfund

1330 Strandeng

1340 *Indlands salteng

De med fed fremhævede typer overvåges i NOVANA-programmet, og med * er angivet habitatdirektivets prioriterede typer.

Vegetationsstruktur

Strandvoldene, de yderste, stærkt saltpåvirkede strandenge og vadegræssamfundene har en stor andel af vegetationsløse partier. Den egentlige strandeng og indlandssaltengene har mere sluttet vegetation, men indeholder også ”saltpander” domineret af enårige plantearter. Afgræssede strandenge har en lav vegetation domineret af græsser og siv (harril). Vegetationen er opdelt i forskellige zoneringer bestemt af jordbundens salt- og vandindhold. I den ugræssede form udvikler de våde dele af strandengen sig til strandsumpe med især tagrør og strand-kogleaks. På kystklinterne kan vegetationsstrukturen være meget variabel. Vedplanter og dværgbuske optræder især i form af lave vindtolerante buske/træer på klinterne. Invasive arter, især rynket rose, kan udgøre et stort problem, navnlig på strandvoldene.

Hydrologi

Afvanding, bl.a. i form af grøfter, kan have stor betydning for udtørringen af især de højereliggende strandenge, men kan samtidig også være en forudsætning for at afgræsse arealerne. Vandløb har betydning for påvirkningen med ferskvand på strandengen, men for alle naturtyperne på nær indlandstypen 1340 gælder, at kystnærheden og de naturlige påvirkninger fra tidevandet er afgørende for zoneringen i naturtyperne. Diger og kystsikring vil dæmpe den naturlige zonering og undertrykke strandengspræget.

Landbrugspåvirkning

Landbrugspåvirkningen har sjældent betydning for strandvoldene, hvorimod eutrofieringen og til dels afdrift af sprøjtemidler fra de højere liggende dyrkede landbrugsarealer kan have en stærk negativ påvirkning på kystklinterne. Strandengene i deres artsrige, lavtvoksende form er helt afhængig af en passende afgræsning, og forekommer der jævnlig gødskning af arealerne, påvirkes artsrigdommen stærkt negativt.

Naturtypekarakteristiske strukturer

Strandengen er afhængig af den konstante dynamik, som tidevandet og saltpåvirkningen skaber, og det er afgørende for opretholdelse af strandengen, at naturtypen bevares lysåben ved afgræsning. Tilgroning og kystsikring er de største trusler for disse samfund.


Tabel 2. Indikatorerne for vegetationsstruktur i strandenge og saltenge. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

1330

1340

Uden vegetationsdække

 

 

0-5%

100

100

5-10%

60

75

10-30%

30

60

30-75%

10

10

75-100%

0

0

Græs/urteveg. under 15 cm

 

0-5%

0

0

5-10%

10

40

10-30%

30

60

30-75%

60

80

75-100%

100

100

Græs/urtevegetation 15-50 cm

 

0-5%

80

80

5-10%

100

100

10-30%

60

60

30-75%

30

40

75-100%

0

0

Græs/urtevegetation over 50 cm

0-5%

80

80

5-10%

100

100

10-30%

60

60

30-75%

30

40

75-100%

0

0

Dværgbuske

 

 

0-5%

100

100

5-10%

60

60

10-30%

30

30

30-75%

10

10

75-100%

0

0

Vedplanter (kronedække)

 

0%

100

100

1-10%

60

60

10-25%

30

30

25-50%

10

10

50-100%

0

0

Forekomst af invasive arter

 

0%

100

100

1-10%

40

40

10-25%

20

20

25-50%

10

10

50-100%

0

0

Tabel 3. Indikatorerne for hydrologi i strandenge og saltenge. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

1330

1340

Afvanding og vandindvinding

 

forekommer ikke

100

100

ingen vegetationsændringer

60

80

sommerudtørring

30

30

udbredt tørlægning

10

10

fuldstændig tørlægning

0

0

Vandløb

 

 

uden indgreb

100

100

sparsomt regulerede

60

75

delvist regulerede

30

50

omfattende regulering

10

25

alle vandløb rørlagte

0

0

Kystsikring

 

 

ingen kystsikring

100

100

m. zonering og dynamik

60

60

hæmmet zonering og dynamik

30

30

ringe zonering og dynamik

10

10

ingen zonering eller dynamik

0

0

Tabel 4. Indikatorerne for landbrugspåvirkning i strandenge og saltenge. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

1330

1340

Græsning/høslæt

 

 

0-5%

0

0

5-10%

10

10

10-30%

30

30

30-75%

60

60

75-100%

100

100

Gødskning el. sprøjteskader

 

0%

100

100

1-10%

40

40

10-25%

20

20

25-50%

10

10

50-100%

0

0

 


Tabel 5. Indikatorerne for naturtypekarakteristiske strukturer i strandenge og saltenge. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

1330

1340

Positive strukturer

 

 

udbredt/veludviklet

100

100

spredt/rudimentær

50

50

Ikke til stede

0

0

Negative strukturer

 

 

udbredt/veludviklet

0

0

spredt/rudimentær

50

50

Ikke til stede

100

100

Tabel 6. Betydningsfordeling af indikatorerne i strandenge og saltenge. Med fed skrift er angivet den procentvise fordeling af de overordnede elementer for strukturindekset, og for hvert overordnet niveau er angivet den procentvise fordeling for de indikatorer, der indgår i fx vegetationsstruktur.

Habitattype

1330

1340

Vegetationsstruktur

25

30

Bar jord

10

10

lave urter

20

20

middel urter

20

20

høje urter

20

20

dværgbuske

0

0

vedplanter

5

5

invasive planter

25

25

 

 

 

Hydrologi

30

25

afvanding

30

75

vandløb

5

25

kystsikring

65

0

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

15

15

afgræsning

75

50

eutrofiering

25

50

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

30

30

positive strukturer

60

10

negative strukturer

40

90

 


AL1671_4.JPG Size: (553 X 327)

Figur 3. Procentvis fordeling af kortlagte arealer med strandenge og indlandssaltenge på de fem naturtilstandsklasser I-V, hvor I betegner den højeste naturtilstand og V den dårligste.

Resultatet af kalibreringen på kystzonens habitatnaturtyper inden for habitatområderne

Figur 3 viser den procentvise arealfordeling i de fem naturtilstandsklasser efter kalibreringen. Indlandssaltenge er sjældne i Danmark, og fordelingen repræsenterer derfor kun ganske få områder og små arealer.

Strandengsarealet er derimod meget stort og middelstørrelsen af arealerne er generelt store. Mere end to tredjedele af arealet er i gunstig naturtilstand (tilstandsklasse 1 og 2). Fordelingen af strukturindikatorerne (Tabel 8) viser, at det primært er græs/urtevegetationens højdefordeling, andelen med afgræsning og tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket ned i det gennemsnitlige strukturindeks.

Der er i gennemsnit fundet 12,2 arter i dokumentationscirklerne. Middelscoren er ganske høj, og der er generelt fundet et meget lavt antal problemarter.

Tabel 7. Gennemsnitlige arealstørrelser, tilstandsindeks og antal arter i saltenge.

Habitattype

1330

1340

antal kortlagte arealer

937

 

middel arealstørrelse i ha.

27,98

2,17

 

 

 

naturtilstandsindeks

0,60

0,59

strukturindeks

0,62

0,64

artsindeks

0,60

0,57

 

 

 

middelscore

3,27

2,96

 

 

 

antal arter i 5 m cirkel

12,22

12,50

antal problemarter

0,38

1,00

 


Tabel 8. Gennemsnitlige scorer af strukturindikatorerne i saltenge, hvor 100 er den optimale score på alle arealer. Jo lavere score jo mindre optimal har strukturindikatoren i gennemsnit været. Scoreværdierne vægtes med betydningen i Tabel 6 i beregningen af strukturindekset.

Habitattype

1330

1340

Vegetationsstruktur

 

 

Bar jord

91

96

lave urter

36

57

middel urter

54

73

høje urter

51

50

dværgbuske

100

100

vedplanter

87

80

invasive planter

88

90

 

 

 

Hydrologi

 

 

afvanding

72

92

vandløb

59

 

kystsikring

81

100

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

 

 

afgræsning

49

60

gødskning

76

60

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

 

 

positive strukturer

55

0

negative strukturer

44

50

Naturtilstand i kystklitter

Langs ubeskyttede kyster, der i særlig grad er udsat for havets og vindens kræfter, foregår en omfattende materialetransport af det opskyllede havsand ind over land, hvorved sandklitterne dannes. En del materiale returneres, når klitterne nedbrydes og skyller ud i havet igen. Yderst langs havet dannes forklitten og den hvide klit. Længere inde sker der en langsom tilgroning og udvaskning, hvorved den grå klit dannes. Hvor sandet har et højt kalkindhold fra muslingeskaller, kan den artsrige grønne klit dannes. En yderligere udvaskning giver mulighed for dominans af dværgbuske, hvorved klitheden dannes. Naturlig tilgroning af klitterne med forskellige hjemmehørende vedplanter giver anledning til særlige plantesamfund.

På habitatdirektivets Annex 1 findes følgende naturligt forekommende naturtyper i Danmark:

· 2110 Forklit

· 2120 Hvid klit

· 2130 Grå/grøn klit

· 2140 Klithede

· 2160 Havtornklit

· 2170 Grårisklit

· 2190 Klitlavning

· 2250 *Enebærklit

De med fed fremhævede typer overvåges i NOVANA-programmet, og med * er angivet habitatdirektivets prioriterede typer. Desuden findes en særlig træbevokset klittype, 2180, skovklit, der omtales i forbindelse med skovnaturtyperne.

Vegetationsstruktur

De første stadier i klitdannelsen, forklitten og den hvide klit, har et sparsomt, spredt plantedække af særligt modstandsdygtige græsser (hovedsagligt hjælme og marehalm) og lave urter. I den grå klit er vegetationen mere lukket og kan i den grønne klit blive ganske frodig, artsrig og tæt. Vegetationen er meget variabel og består fortrinsvis af lave græsser og urter, ofte med mange mosser og laver, stedvist med partier af høje græsser og urter. Klitheden er karakteriseret ved en mere udvasket og stabil bund, der domineres af dværgbuske, og hvor klitterne gror til med hjemmehørende vedplanter, dannes havtorn- og grårisklit og den prioriterede naturtype enebærklit. I lavninger i de mere stabile områder dannes de mere eller mindre fugtige klitlavninger, hvor vegetationsstrukturen kan variere fra lav urte- og halvgræsvegetation til egentlig rørsump.

Hydrologi

I klitlavningerne trives de fugtighedskrævende arter, og her vil grøftning og dræning have stærk negativ effekt. Vandløb forekommer i klitområder, men er sjældent afgørende for dannelsen og udviklingen af kystklitter. Kystsikring er den vigtigste hydrologiske faktor i kystklitterne, da den kan hindre den naturlige dynamik, klitterne er så afhængige af. Klittilplantning, især med fremmede arter, kan både medføre en unaturlig udvikling af klitterne og give anledning til en udbredt floraforurening med bl.a. invasive arter

Landbrugspåvirkning

Ekstensiv fåre- og kreaturgræsning har tidligere holdt vegetationen lav og åben, særligt i den frodige grønne klit. De mere næringsfattige og udvaskede klitsamfund, særligt grå klit og klithede er meget følsomme over for eutrofiering, der skader mos- og lavforekomsterne og øger tilgroning med græsser og vedplanter.

Naturtypekarakteristiske strukturer

Øget næringstilførsel, kystsikring, sandflugtsdæmpning og ophørt afgræsning har medført, at tilgroning, særligt med udplantede sandflugtsarter, generelt er en af de største trusler for disse samfund.


Tabel 9. Indikatorerne for vegetationsstruktur i klitter. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

2130

2140

2190

2250

Uden vegetationsdække

 

 

 

 

0-5%

80

100

80

80

5-10%

100

60

100

100

10-30%

60

30

60

60

30-75%

30

10

30

30

75-100%

0

0

0

0

Græs/urteveg. under 15 cm

0-5%

0

30

30

30

5-10%

30

60

60

60

10-30%

60

100

100

100

30-75%

100

60

60

60

75-100%

80

30

30

30

Græs/urtevegetation 15-50 cm

0-5%

80

30

30

80

5-10%

100

60

60

100

10-30%

60

100

100

60

30-75%

30

60

60

30

75-100%

0

30

30

0

Græs/urtevegetation over 50 cm

0-5%

80

80

100

80

5-10%

100

100

60

100

10-30%

60

60

30

60

30-75%

30

30

10

30

75-100%

0

0

0

0

Dværgbuske

 

 

 

 

0-5%

80

0

80

30

5-10%

100

10

100

60

10-30%

60

30

60

100

30-75%

30

60

30

60

75-100%

0

100

0

30

Vedplanter (kronedække)

0%

100

80

100

0

1-10%

60

100

60

30

10-25%

30

60

30

60

25-50%

10

30

10

100

50-100%

0

0

0

80

Forekomst af invasive arter

0%

100

100

100

100

1-10%

40

40

40

40

10-25%

20

20

20

20

25-50%

10

10

10

10

50-100%

0

0

0

0

Tabel 10. Indikatorerne for hydrologi i klitter. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

2130

2140

2190

2250

Afvanding og vandindvinding

forekommer ikke

100

100

100

100

ingen vegetationsændringer

60

60

60

60

sommerudtørring

30

30

30

30

udbredt tørlægning

10

10

10

10

fuldstændig tørlægning

0

0

0

0

Vandløb

 

 

 

 

uden indgreb

100

100

100

100

sparsomt regulerede

60

60

60

60

Delvist regulerede

30

30

30

30

omfattende regulering

10

10

10

10

alle vandløb rørlagte

0

0

0

0

Kystsikring

 

 

 

 

ingen kystsikring

100

100

100

100

m. zonering og dynamik

60

60

60

60

hæmmet zonering og dynamik

30

30

30

30

ringe zonering og dynamik

10

10

10

10

ingen zonering eller dynamik

0

0

0

0

Tabel 11. Indikatorerne for landbrugspåvirkning i klitter. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

2130

2140

2190

2250

Græsning/høslæt

 

 

 

 

0-5%

0

0

0

0

5-10%

10

10

10

10

10-30%

30

30

30

30

30-75%

60

60

60

60

75-100%

100

100

100

100

Gødskning el. sprøjteskader

0%

100

100

100

100

1-10%

40

40

40

40

10-25%

20

20

20

20

25-50%

10

10

10

10

50-100%

0

0

0

0

 


Tabel 12. Indikatorerne for naturtypekarakteristiske strukturer i klitter. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

2130

2140

2190

2250

Positive strukturer

 

 

 

 

udbredt/veludviklet

100

100

100

100

spredt/rudimentær

50

50

50

50

ikke til stede

0

0

0

0

Negative strukturer

 

 

 

 

udbredt/veludviklet

0

0

0

0

spredt/rudimentær

50

50

50

50

ikke til stede

100

100

100

100

Tabel 13. Betydningsfordeling af indikatorerne i klitter. Med fed skrift er angivet den procentvise fordeling af de overordnede elementer for strukturindekset, og for hvert overordnet niveau er angivet den procentvise fordeling for de indikatorer, der indgår i fx vegetationsstruktur.

Habitattype

2130

2140

2190

2250

Vegetationsstruktur

40

40

30

30

bar jord

5

5

0

5

lave urter

5

5

0

5

middel urter

10

5

0

10

høje urter

10

5

0

10

dværgbuske

10

20

10

30

vedplanter

20

30

45

20

invasive planter

40

30

45

20

 

 

 

 

 

Hydrologi

15

10

30

20

afvanding

30

50

50

10

vandløb

10

0

30

10

kystsikring

60

50

20

80

 

 

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

15

20

10

20

afgræsning

50

50

50

50

gødskning

50

50

50

50

 

 

 

 

 

Naturtypekarak.
strukturer

30

30

30

30

positive strukturer

50

50

50

50

negative strukturer

50

50

50

50

 


AL1671_5.JPG Size: (553 X 326)

Figur 4. Procentvis fordeling af kortlagte arealer med strandklitter på de fem naturtilstandsklasser I-V, hvor I betegner den højeste naturtilstand og V den dårligste.

Resultatet af kalibreringen på kystklitternes habitatnaturtyper inden for habitatområderne

Figur 4 viser den procentvise arealfordeling i de fem naturtilstandsklasser efter kalibreringen. Klitarealerne er generelt ganske store, og på nær enebærhederne består de af relativt store arealenheder.

Generelt er der en god naturtilstand i klitterne, idet mellem to tredjedele og tre fjerdedele er i gunstig tilstand (tilstandsklasse 1 og 2). Fordelingen af strukturindikatorerne (Tabel 15) viser, at det er andelen med afgræsning og pleje, urte- og græsvegetations højdefordeling samt forekomsten af invasive arter og vedplanter, der har trukket ned i det gennemsnitlige strukturindeks.

Der er i gennemsnit fundet mellem 11-15 arter i dokumentationscirklerne. Middelscoren er generelt høj, og der er kun fundet få problemarter.

Tabel 14. Gennemsnitlige arealstørrelser, tilstandsindeks og antal arter i kystklitterne.

Habitattype

2130

2140

2190

2250

antal kortlagte arealer

337

277

206

27

middel arealstørrelse i ha.

24,32

43,82

19,42

8,99

 

 

 

 

 

naturtilstandsindeks

0,63

0,68

0,65

0,62

strukturindeks

0,66

0,74

0,70

0,65

artsindeks

0,62

0,65

0,64

0,62

 

 

 

 

 

middelscore

3,46

3,69

3,70

3,40

 

 

 

 

 

antal arter i 5 m cirkel

15,01

10,59

15,16

12,96

antal problemarter

0,64

0,35

0,47

0,74

 


Tabel 15. Gennemsnitlige scorer af strukturindikatorerne i kystklitterne, hvor 100 er den optimale score på alle arealer. Jo lavere score jo mindre optimal har strukturindikatoren i gennemsnit været. Scoreværdierne vægtes med betydningen i tabel 13 i beregningen af strukturindekset.

Habitattype

2130

2140

2190

2250

Vegetationsstruktur

 

 

 

 

bar jord

82

96

81

81

lave urter

67

49

47

39

middel urter

45

54

61

66

høje urter

80

79

58

77

dværgbuske

76

78

74

61

vedplanter

67

84

66

70

invasive planter

62

67

83

64

 

 

 

 

 

Hydrologi

 

 

 

 

afvanding

98

97

82

92

vandløb

94

98

95

60

kystsikring

89

93

91

92

 

 

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

 

 

 

 

afgræsning

26

15

24

23

gødskning

88

93

92

98

 

 

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

positive strukturer

68

75

61

65

negative strukturer

61

83

62

63

Naturtilstand på heder

Heder findes på sandede, næringsfattige jorde med typisk mordannelse. Plantedækket er domineret af dværgbuske og ofte med mange mosser og laver. Hederne er afhængig af en dynamisk pleje i form af afgræsning, afbrænding, tørveskrælning eller slæt, der vedligeholder lyngvegetationen, da de ellers naturligt gror til og omdannes til næringsfattige skovtyper. Ekstensivt afgræssede indlandsheder, hvor der sker tilgroning med enekrat, opfattes i habitatdirektivet som en selvstændig naturtype (5130).

På habitatdirektivets Annex 1 findes følgende naturligt forekommende naturtyper i Danmark:

· 4010 Våd hede

· 4030 Tør hede

· 5130 Enekrat

De med fed fremhævede typer overvåges i NOVANA-programmet, og med * er angivet habitatdirektivets prioriterede typer.

Vegetationsstruktur

Plantedækket domineres af dværgbuske, der på den våde hede har et stort indslag af klokkelyng, og på den tørre hede af hedelyng. Revling, blåbær, hede-melbærris, arter af visse og tyttebær findes i både den våde og den tørre hede. Også krybende pil bidrager til dværgbuskene. Det tætte vegetationsdække består desuden af flere græs- og halvgræsarter samt lave urter. Luftbåren ammoniakdeposition medfører ofte en forskydning af artssammensætningen til fordel for græsserne, bl.a. bølget bunke og blåtop. Normalt holdes tilgroning med vedplanter nede på græssede heder, men bl.a. ene bliver kun i ringe grad afgræsset og kan derfor udvikle krat. Græsningsophør og utilstrækkelig pleje fremmer tilgroning med hjemmehørende arter som eg, birk og røn, men ofte også med forskellige indførte nåletræer.

Hydrologi

Den våde hede findes i lavninger, så udtørring som følge af grøftning, afvanding og ikke mindst vandindvinding vil ofte medføre en udbredelse af den tørre hede på bekostning af den våde hede. Vandløb forekommer på hederne, og uhensigtsmæssig vedligeholdelse kan have samme udtørrende effekt på de omgivende arealer som grøftning og afvanding og dermed være en trussel mod de våde hedepartier. Ingen af typerne er påvirket af kystsikring, da de kystnære heder generelt er klitheder.

Landbrugspåvirkning

Hederne er afhængig af en dynamisk pleje, der vedligeholder og forynger hedelyngen. Det kan ske ved ekstensiv afgræsning med får og kreaturer eller ved jævnlige tørveskrælninger og afbrændinger. Afgræsning fremmer enekrat medens tørveskrælning og afbrænding fjerner denne naturtype. En stor trussel for hederne er i dag den luftbårne eutrofiering, der ændrer konkurrenceforholdet mellem planterne til fordel for græsserne og til ugunst for dværgbuskene. Også de ellers udbredte mos- og lavbestande fortrænges af eutrofiering, pånær den invasive mosart Campylopus introflexus.

Naturtypekarakteristiske strukturer

Ændringerne i vegetationsstruktur og artssammensætning er sikre tegn på, at hederne er negativt påvirkede af især eutrofiering, så dværgbusk/græs-ratioen, foryngelse af hedelyngen og, på de våde heder, tilstedeværelsen af fugtighedskrævende arter, er værdifulde indikatorer.


Tabel 16. Indikatorerne for vegetationsstruktur på heder. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

4010

4030

Uden vegetationsdække

 

 

0-5%

80

100

5-10%

100

60

10-30%

60

30

30-75%

30

10

75-100%

0

0

Græs/urteveg. under 15 cm

 

 

0-5%

80

80

5-10%

100

100

10-30%

60

60

30-75%

30

30

75-100%

0

0

Græs/urtevegetation 15-50 cm

 

 

0-5%

30

80

5-10%

60

100

10-30%

100

60

30-75%

60

30

75-100%

30

0

Græs/urtevegetation over 50 cm

 

 

0-5%

80

100

5-10%

100

60

10-30%

60

30

30-75%

30

10

75-100%

0

0

Dværgbuske

 

 

0-5%

0

0

5-10%

30

10

10-30%

60

30

30-75%

100

60

75-100%

80

100

Vedplanter (kronedække)

 

 

0%

100

100

1-10%

60

60

10-25%

30

30

25-50%

10

10

50-100%

0

0

Forekomst af invasive arter

 

 

0%

100

100

1-10%

40

40

10-25%

20

20

25-50%

10

10

50-100%

0

0

Tabel 17. Indikatorerne for hydrologi på heder. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

4010

4030

Afvanding og vandindvinding

 

 

forekommer ikke

100

100

ingen vegetationsændringer

60

60

sommerudtørring

30

30

udbredt tørlægning

10

10

fuldstændig tørlægning

0

0

Vandløb

 

 

uden indgreb

100

100

sparsomt regulerede

60

60

delvist regulerede

30

30

omfattende regulering

10

10

alle vandløb rørlagte

0

0

Kystsikring

 

 

ingen kystsikring

100

100

m. zonering og dynamik

60

60

hæmmet zonering og dynamik

30

30

ringe zonering og dynamik

10

10

ingen zonering eller dynamik

0

0

Tabel 18. Indikatorerne for landbrugspåvirkning på heder. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

4010

4030

Græsning/høslæt

 

 

0-5%

0

0

5-10%

10

10

10-30%

30

30

30-75%

60

60

75-100%

100

100

Gødskning el. sprøjteskader

 

 

0%

100

100

1-10%

40

40

10-25%

20

20

25-50%

10

10

50-100%

0

0

Tabel 19. Indikatorerne for naturtypekarakteristiske strukturer på heder. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

4010

4030

Positive strukturer

 

 

udbredt/veludviklet

100

100

spredt/rudimentær

50

50

ikke til stede

0

0

Negative strukturer

 

 

udbredt/veludviklet

0

0

spredt/rudimentær

50

50

ikke til stede

100

100

Tabel 20. Betydningsfordeling af indikatorerne på heder. Med fed skrift er angivet den procentvise fordeling af de overordnede elementer for strukturindekset, og for hvert overordnet niveau er angivet den procentvise fordeling for de indikatorer, der indgår i fx vegetationsstruktur.

Habitattype

4010

4030

Vegetationsstruktur

30

40

Bar jord

10

0

lave urter

5

10

middel urter

5

10

høje urter

5

10

dværgbuske

20

10

vedplanter

25

30

invasive planter

30

30

 

 

 

Hydrologi

30

10

afvanding

75

100

vandløb

25

0

kystsikring

0

0

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

20

25

afgræsning

25

50

gødskning

75

50

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

20

25

positive strukturer

50

50

negative strukturer

50

50

 

Resultatet af kalibreringen på hedernes habitatnaturtyper inden for habitatområderne

Figur 5 viser den procentvise arealfordeling i de fem naturtilstandsklasser efter kalibreringen. Arealet med de tørre heder er næsten fire gange så stort som de våde heder, og de våde heder er generelt begrænset til relativt små arealer. En våd hede er defineret ved dominans af klokkelyng, men kun få arealer lever op til dette i snæver forstand. Mere end tre fjerdedele af arealet er i gunstig naturtilstand (tilstandsklasse 1 og 2), men for de tørre heder er tallet noget lavere. Fordelingen af strukturindikatorerne (Tabel 23) viser, at det primært er andelen med afgræsning og pleje, græs/urtevegetationens højdefordeling, tilgroningen med vedplanter og invasive arter samt forekomsten af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket ned i det gennemsnitlige strukturindeks.

Der er i gennemsnit fundet 10-11 arter i dokumentationscirklerne. Middelscoren er relativ høj for både de våde og de tørre heder, og der er i gennemsnit fundet én problemart på arealerne.

AL1671_6.JPG Size: (554 X 327)

Figur 5. Procentvis fordeling af kortlagte arealer med heder på de fem naturtilstandsklasser I-V, hvor I betegner den højeste naturtilstand og V den dårligste.

Tabel 22. Gennemsnitlige arealstørrelser, tilstandsindeks og antal arter på hederne.

Habitattype

4010

4030

antal kortlagte arealer

105

396

middel arealstørrelse i ha.

9,73

23,44

 

 

 

naturtilstandsindeks

0,64

0,57

strukturindeks

0,67

0,57

artsindeks

0,63

0,60

 

 

 

middelscore

3,60

3,33

 

 

 

antal arter i 5 m cirkel

11,24

10,30

antal problemarter

1,08

0,97

Tabel 23. Gennemsnitlige scorer af strukturindikatorerne på hederne, hvor 100 er den optimale score på alle arealer. Jo lavere score jo mindre optimal har strukturindikatoren i gennemsnit været. Scoreværdierne vægtes med betydningen i tabel 20 i beregningen af strukturindekset.

Habitattype

4010

4030

Vegetationsstruktur

 

 

bar jord

81

94

lave urter

41

43

middel urter

66

54

høje urter

79

80

Dværgbuske

80

68

Vedplanter

57

50

invasive planter

68

58

 

 

 

Hydrologi

 

 

Afvanding

72

89

Vandløb

58

92

Kystsikring

89

98

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

 

 

Afgræsning

17

21

Gødskning

95

90

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

 

 

positive strukturer

70

62

negative strukturer

35

40

Naturtilstand på overdrev og tidvis våd eng

Overdrev er et gammelt kulturhistorisk udtryk, der i naturbeskyttelsesloven benyttes som juridisk term for græslandsvegetation. Bruun & Ejrnæs (1998) definerer naturtypen overdrev som urtedomineret vegetation på veldrænet bund uden anden kulturpåvirkning end græsning.

Den tidvis våde eng er først og fremmest betinget af en fluktuerende vandstand og i mindre grad af jordbunden. Den er derfor meget variabel; den kan på de vådeste og mest kalkrige forekomster ligne rigkær og på de mere næringsfattige forekomster blot bestå af få arter med blåtop som dominerende art. Tidvis våd eng repræsenterer en overgangsnaturtype mellem de tørre overdrev og de vådere moser.

På habitatdirektivets Annex 1 findes følgende naturligt forekommende naturtyper i Danmark:

· 6120* tørt kalksandsoverdrev

· 6210(*) kalkoverdrev (* på vigtige orkidélokaliteter)

· 6230* surt overdrev

· 6410 Tidvis våd eng

De med fed fremhævede typer overvåges i NOVANA-programmet, og med * er angivet habitatdirektivets prioriterede typer.

Vegetationsstruktur

Overdrev er generelt karakteriseret ved en lysåben vegetation domineret af flerårige græsser og lave, rosetagtige urter med få eller ingen høje stauder. Der vil ofte være en del opvækst af træer og buske, der har undgået nedgræsning. Specielt på sur og næringsfattig bund kan der være en del dværgbuske. Både kalkoverdrev, 6210, og surt overdrev, 6230, er karakteriseret ved en forholdsvis tæt og sluttet vegetation, dog kan kalkoverdrev være relativt åbent, hvor det forekommer på skrivekridt eller limsten. Tørt kalksandsoverdrev, 6120, har en meget åben bund, der pga. vinderosion og jordskred på stærkt skrånende bund har en urtevegetation domineret af enårige arter og store vegetationsløse partier. Krat af roser, tjørn, ene og slåen findes hyppigt på overdrev, dog ikke så udbredt på den tørreste bund. Invasive arter er primært italiensk gyvel og rynket rose, der tidligere var et stort problem nær sommerhusområder, men nu er et generelt problem i det meste af landet.

Den artsrige tidvis våde eng vil i afgræsset form udvikle et lavt artsrigt urtelag med partier af høje urter. De uafgræssede former udvikler både på den kalkrige og den næringsfattige bund høje græsser og urter.

Hydrologi

Overdrev findes på naturligt veldrænet bund, og derfor tillægges afvanding og vandindvinding ingen betydning for naturtypen. Der kan forekomme vandløb i forbindelse med overdrevsarealer, der dog sjældent har betydning for naturtypens udvikling. Kystsikring kan have betydning for især de kystnære skrænter med overdrev, da det kan betyde mindre naturlig erosion og dynamik. Strandoverdrev hører til strandengens naturtyper, hvis saltpåvirkningen er tydelig. Visse værdifulde overdrevsskrænter er præget af vandgennemstrømning over overfladenære lerlag, men her vurderes den væsentligste trussel ikke at være hydrologiske forandringer, men derimod eutrofiering af det tilstrømmende vand.

Den tidvis våde eng skal have en fluktuerende vandstand og gerne, men ikke nødvendigvis, med vinter- og forårsoversvømmelser. Afvanding er en meget betydningsfuld trussel.

Landbrugspåvirkning

Overdrevstyperne er afhængige af afgræsning. Tørt kalksandsoverdrev kan dog ved naturlig dynamik opretholde en lav, lysåben vegetation i mange år. Alle tre typer påvirkes stærkt negativt af eutrofiering, der favoriserer høje, kraftigt voksende urter og vedplanter.

Den tidvis våde eng er også afhængig af en ekstensiv afgræsning for at forblive lysåben.

Naturtypekarakteristiske strukturer

De ofte meget artsrige plantesamfund, der udvikler sig på gamle overdrev er stærkt afhængige af en lang, stabil udvikling med konstant afgræsning eller naturlig dynamik (positive strukturer) og fravær af gødskning og isåning af kulturplanter (negative strukturer).

Tabel 24. Indikatorerne for vegetationsstruktur på overdrev og i tidvis våd eng. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

6120

6210

6230

6410

Uden vegetationsdække

 

 

 

 

0-5%

30

100

100

100

5-10%

60

60

60

60

10-30%

100

30

30

30

30-75%

60

10

10

10

75-100%

30

0

0

0

Græs/urteveg. under 15 cm

 

 

 

 

0-5%

0

0

0

0

5-10%

10

10

10

30

10-30%

30

30

30

60

30-75%

60

60

60

100

75-100%

100

100

100

80

Græs/urtevegetation 15-50 cm

 

 

 

 

0-5%

80

80

80

0

5-10%

100

100

100

30

10-30%

60

60

60

60

30-75%

30

30

30

100

75-100%

0

0

0

80

Græs/urtevegetation over 50 cm

 

 

 

 

0-5%

100

100

100

100

5-10%

60

60

60

60

10-30%

30

30

30

30

30-75%

10

10

10

10

75-100%

0

0

0

0

Dværgbuske

 

 

 

 

0-5%

100

80

30

80

5-10%

60

100

60

100

10-30%

30

60

100

60

30-75%

10

30

60

30

75-100%

0

0

30

0

Vedplanter (kronedække)

 

 

 

 

0%

100

80

80

80

1-10%

60

100

100

100

10-25%

30

60

60

60

25-50%

10

30

30

30

50-100%

0

0

0

0

Forekomst af invasive arter

 

 

 

 

0%

100

100

100

100

1-10%

40

40

40

40

10-25%

20

20

20

20

25-50%

10

10

10

10

50-100%

0

0

0

0

Tabel 25. Indikatorerne for hydrologi på overdrev og i tidvis våd eng. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

6120

6210

6230

6410

Afvanding og vandindvinding

 

 

 

 

forekommer ikke

100

100

100

100

ingen vegetationsændringer

60

60

60

60

sommerudtørring

30

30

30

30

udbredt tørlægning

10

10

10

10

fuldstændig tørlægning

0

0

0

0

Vandløb

 

 

 

 

uden indgreb

100

100

100

100

sparsomt regulerede

60

60

60

60

Delvist regulerede

30

30

30

30

omfattende regulering

10

10

10

10

alle vandløb rørlagte

0

0

0

0

Kystsikring

 

 

 

 

ingen kystsikring

100

100

100

100

m. zonering og dynamik

60

60

60

60

hæmmet zonering og dynamik

30

30

30

30

ringe zonering og dynamik

10

10

10

10

ingen zonering eller dynamik

0

0

0

0

Tabel 26. Indikatorerne for landbrugspåvirkning på overdrev og i tidvis våd eng. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

6120

6210

6230

6410

Græsning/høslæt

 

 

 

 

0-5%

0

0

0

0

5-10%

10

10

10

10

10-30%

30

30

30

30

30-75%

60

60

60

60

75-100%

100

100

100

100

Gødskning el. sprøjteskader

 

 

 

 

0%

100

100

100

100

1-10%

40

40

40

40

10-25%

20

20

20

20

25-50%

10

10

10

10

50-100%

0

0

0

0

Tabel 27. Indikatorerne for naturtypekarakteristiske strukturer på overdrev og i tidvis våd eng. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

6120

6210

6230

6410

Positive strukturer

 

 

 

 

udbredt/veludviklet

100

100

100

100

spredt/rudimentær

50

50

50

50

ikke til stede

0

0

0

0

Negative strukturer

 

 

 

 

udbredt/veludviklet

0

0

0

0

spredt/rudimentær

50

50

50

50

ikke til stede

100

100

100

100

Tabel 28. Betydningsfordeling af indikatorerne for overdrev og i tidvis våd eng. Med fed skrift er angivet den procentvise fordeling af de overordnede elementer for strukturindekset, og for hvert overordnet niveau er angivet den procentvise fordeling for de indikatorer, der indgår i fx vegetationsstruktur.

Habitattype

6120

6210

6230

6410

Vegetationsstruktur

40

40

40

40

bar jord

30

5

0

0

lave urter

10

15

15

20

middel urter

10

15

15

5

høje urter

10

15

15

20

dværgbuske

0

0

5

0

vedplanter

20

25

25

20

invasive planter

20

25

25

35

 

 

 

 

 

Hydrologi

10

5

5

45

afvanding

0

0

0

80

vandløb

0

0

0

20

kystsikring

100

100

100

0

 

 

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

20

25

25

15

afgræsning

25

50

50

50

gødskning

75

50

50

50

 

 

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

30

30

30

0

positive strukturer

50

50

50

50

negative strukturer

50

50

50

50

 

AL1671_7.JPG Size: (553 X 328)

Figur 6. Procentvis fordeling af kortlagte arealer med overdrev og enge på de fem naturtilstandsklasser I-V, hvor I betegner den højeste naturtilstand og V den dårligste.

Resultatet af kalibreringen på overdrev og enges habitatnaturtyper inden for habitatområderne

Figur 6 viser den procentvise arealfordeling i de fem naturtilstandsklasser efter kalibreringen. Arealet med tørt kalksandsoverdrev er ganske lille, og fordelingerne bør derfor tages med forbehold. Det øvrige overdrevsareal er fordelt på et meget stort antal arealer, der dog ofte er relativt små, med en gennemsnitlig arealstørrelse på 3-5 ha. De tidvis våde enge er også fundet på relativt små arealer. Mere end 60 procent af overdrevsarealet er i gunstig naturtilstand (tilstandsklasse 1 og 2), mens kun godt 40 procent af de tidvis våde enge har gunstig naturtilstand. Fordelingen af strukturindikatorerne (Tabel 30) viser, at det for de tørre kalksandsoverdrev er andelen med bar jord, græs/urtevegetationens højdefordeling, andelen med invasive arter og tilgroning med vedplanter, der trækker ned. På kalkoverdrevene er det endvidere udbredelsen af positive og negative naturtypekarakteristiske strukturer, der trækker ned, og endelig er det på de sure overdrev også en manglende forekomst af dværgbuske.

Der er i gennemsnit fundet et meget stort antal arter, knap 30 i de kalkrige overdrev, 22 i de sure overdrev, og ca. 18 i den tidvis våde eng. Middelscoren er relativ høj på de sjældne tørre kalkoverdrev, og meget lav på de almindelige kalkoverdrev og i den tidvis våde eng. Der er generelt fundet et betydeligt antal problemarter, særligt på kalkoverdrevene, der også har det største udnyttelsespotentiale landbrugsmæssigt på de naturligt veldrænede jorde.

Tabel 29. Gennemsnitlige arealstørrelser, tilstandsindeks og antal arter på overdrev og i tidvis våd eng.

Habitattype

6120

6210

6230

6410

antal kortlagte arealer

31

411

715

365

middel arealstørrelse i ha.

1,08

2,97

5,00

5,81

 

 

 

 

 

naturtilstandsindeks

0,65

0,58

0,60

0,58

strukturindeks

0,70

0,62

0,65

0,63

artsindeks

0,63

0,57

0,59

0,58

 

 

 

 

 

middelscore

3,50

2,95

3,15

3,15

 

 

 

 

 

antal arter i 5 m cirkel

28,88

29,79

21,86

18,22

antal problemarter

1,59

3,52

1,87

1,41

Tabel 30. Gennemsnitlige scorer af strukturindikatorerne på overdrev og i tidvis våd eng, hvor 100 er den optimale score på alle arealer. Jo lavere score jo mindre optimal har strukturindikatoren i gennemsnit været. Scoreværdierne vægtes med betydningen i tabel 28 i beregningen af strukturindekset.

Habitattype

6120

6210

6230

6410

Vegetationsstruktur

 

 

 

 

bar jord

62

93

96

94

lave urter

58

38

51

37

middel urter

58

44

48

76

høje urter

81

60

75

36

dværgbuske

100

80

42

80

vedplanter

56

71

81

81

invasive planter

78

83

78

85

 

 

 

 

 

Hydrologi

 

 

 

 

afvanding

100

92

90

63

vandløb

100

91

91

48

kystsikring

100

94

92

82

 

 

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

 

 

 

 

afgræsning

51

54

64

39

gødskning

70

62

66

81

 

 

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

 

 

 

 

positive strukturer

88

67

52

66

negative strukturer

63

56

69

53

Naturtilstand i sure moser

På næringsfattig, sur og fugtig bund udvikles de sure mosetyper. Hængesæk starter som tilgroning af bredvegetationen langs næringsfattige søer, der efterhånden danner en mere eller mindre bærende og ofte gyngende bund. I de seneste stadier af hængesækkens udvikling sker der indvandring af vedplanter, og den afløses af skov og skovsumpe. Ved tilgroning med især sphagnum-arter kan tørvelaget miste kontakt med grundvandet og den specielle sure mosetype, højmose, udvikles hvor vand- og næringstilførslen alene er baseret på nedbøren. I mange tilfælde vil tørvegravning, dræning og næringsrig nedbør betyde en nedbrydning af det sarte sphagnumlag, og de aktive højmoser udvikler sig til en degenereret udgave, der i habitatdirektivet opfattes som en selvstændig natutype, nedbrudt højmose. Tørveskrælning, optrædning eller naturlig dynamik kan give anledning til den sjældne naturtype tørvelavning.

På habitatdirektivets Annex 1 findes følgende naturligt forekommende naturtyper i Danmark:

· 7110 *Højmose

· 7120 Nedbrudt højmose

· 7140 Hængesæk

· 7150 Tørvelavning

De med fed fremhævede typer overvåges i NOVANA-programmet, og med * er angivet habitatdirektivets prioriterede typer.

Vegetationsstruktur

Selve højmosefladen er uden træer, men i laggen og på den nedbrudte højmose vil der være opvækst af vedplanter. På hængesækken og i tørvelavninger vil vedplanter være tegn på udtørring. Både højmosen og hængesækken har udbredte partier af lave til middelhøje urter, græsser og særligt halvgræsser, og dværgbuske forekommer hyppigt på højmoser.

Hydrologi

Alle typerne er afhængige af en optimal hydrologi. For højmoserne er det en høj sekundær grundvandstand, der ikke har direkte forbindelse med omgivelserne. Hængesækken vil i de tidlige stadier være meget sårbar overfor færdsel og give efter ved tryk.

Landbrugspåvirkning

Højmose og hængesæk er naturligt lysåbne og meget sårbare overfor færdsel, så her vil kreaturer ofte gøre mere skade end gavn. Naturtyperne hører alle til blandt de mest sårbare overfor næringsberigelse.

Naturtypekarakteristiske strukturer

Tegn på fugtighedskrævende næringsfattige arter og et udbredt dække af tørvemosser er sikre tegn på velfungerende, tørvedannende naturtyper. Eutrofiering og udtørring er meget store trusler for disse sårbare naturtyper.

Tabel 31. Indikatorerne for vegetationsstruktur i sure moser. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

7110

7140

7150

Uden vegetationsdække

 

 

 

0-5%

80

80

0

5-10%

100

100

30

10-30%

60

60

60

30-75%

30

30

100

75-100%

0

0

80

Græs/urteveg. under 15 cm

 

 

 

0-5%

0

0

0

5-10%

10

10

30

10-30%

30

30

60

30-75%

60

60

80

75-100%

100

100

100

Græs/urtevegetation 15-50 cm

0-5%

80

80

100

5-10%

100

100

60

10-30%

60

60

30

30-75%

30

30

10

75-100%

0

0

0

Græs/urtevegetation over 50 cm

0-5%

100

100

100

5-10%

60

60

60

10-30%

30

30

30

30-75%

10

10

10

75-100%

0

0

0

Dværgbuske

 

 

 

0-5%

30

30

80

5-10%

60

60

100

10-30%

100

100

60

30-75%

60

60

30

75-100%

30

30

0

Vedplanter (kronedække)

 

 

 

0%

100

100

100

1-10%

60

60

40

10-25%

30

30

20

25-50%

10

10

10

50-100%

0

0

0

Forekomst af invasive arter

 

 

 

0%

100

100

100

1-10%

40

40

40

10-25%

20

20

20

25-50%

10

10

10

50-100%

0

0

0

Tabel 32. Indikatorerne for hydrologi i sure moser. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

7110

7140

7150

Afvanding og vandindvinding

 

 

 

forekommer ikke

100

100

100

ingen vegetationsændringer

60

60

60

sommerudtørring

30

30

30

udbredt tørlægning

10

10

10

fuldstændig tørlægning

0

0

0

Vandløb

 

 

 

uden indgreb

100

100

100

sparsomt regulerede

60

60

60

delvist regulerede

30

30

30

omfattende regulering

10

10

10

alle vandløb rørlagte

0

0

0

Kystsikring

 

 

 

ingen kystsikring

100

100

100

m. zonering og dynamik

60

60

60

hæmmet zonering og dynamik

30

30

30

ringe zonering og dynamik

10

10

10

ingen zonering eller dynamik

0

0

0

Tabel 33. Indikatorerne for landbrugspåvirkning i sure moser. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

7110

7140

7150

Græsning/høslæt

 

 

 

0-5%

0

0

0

5-10%

10

10

10

10-30%

30

30

30

30-75%

60

60

60

75-100%

100

100

100

Gødskning el. sprøjteskader

 

 

 

0%

100

100

100

1-10%

40

40

40

10-25%

20

20

20

25-50%

10

10

10

50-100%

0

0

0

Tabel 34. Indikatorerne for naturtypekarakteristiske strukturer i sure moser. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

7110

7140

7150

Positive strukturer

 

 

 

udbredt/veludviklet

100

100

100

spredt/rudimentær

50

50

50

ikke til stede

0

0

0

Negative strukturer

 

 

 

udbredt/veludviklet

0

0

0

spredt/rudimentær

50

50

50

ikke til stede

100

100

100

Tabel 35. Betydningsfordeling af indikatorerne i sure moser. Med fed skrift er angivet den procentvise fordeling af de overordnede elementer for strukturindekset, og for hvert overordnet niveau er angivet den procentvise fordeling for de indikatorer, der indgår i fx vegetationsstruktur.

Habitattype

7110

7140

7150

Vegetationsstruktur

35

35

35

bar jord

0

0

20

lave urter

5

10

20

middel urter

5

10

5

høje urter

15

10

5

dværgbuske

25

0

0

vedplanter

25

35

25

invasive planter

25

35

25

 

 

 

 

Hydrologi

25

25

25

afvanding

100

100

100

vandløb

0

0

0

kystsikring

0

0

0

 

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

10

10

15

afgræsning

0

0

50

gødskning

100

100

50

 

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

30

30

25

positive strukturer

50

50

50

negative strukturer

50

50

50

AL1671_8.JPG Size: (553 X 329)

Figur 7. Procentvis fordeling af kortlagte arealer med sure moser på de fem naturtilstandsklasser I-V, hvor I betegner den højeste naturtilstand og V den dårligste.

Resultatet af kalibreringen på de sure mosers habitatnaturtyper inden for habitatområderne

Figur 7 viser den procentvise arealfordeling i de fem naturtilstandsklasser efter kalibreringen. Højmosearealet er noget skævt sammensat, idet det indeholder Lille Vildmose, der med mere end 1500 ha giver et urealistisk højt gennemsnitligt areal af højmoserne på mere end 50 ha. Både hængesæk og tørvelavninger findes på meget små arealer, og specielt tørvelavningerne er der ikke mange af, så det samlede areal er ganske lille. De få arealer, der lever op til habitatdirektivets beskrivelse af tørvelavninger, er imidlertid af meget høj kvalitet, og langt størstedelen er derfor i gunstig naturtilstand. For højmoser er arealandelen i gunstig tilstand også meget høj, medens hængesæk kun har knap to tredjedele i tilstandsklasse 1 og 2. Fordelingen af strukturindikatorerne (Tabel 37) viser, at på højmoserne er det tilgroningen med dværgbuske og vedplanter, en stor andel med invasive arter (nåletræer), hydrologien og en stor udbredelse af de negative naturtypekarakteristiske strukturer, der trækker ned i det gennemsnitlige strukturindeks. Samme tendenser præger hængesækkene, medens tørvelavningernes strukturelle indikatorer generelt ser ud til at have det bedre.

På højmosernes er kun en udvalgt skare af arter udvalgt til at bidrage positivt til artsindekset. Det betyder at selvom der er fundet i gennemsnit 8,5 arter på højmoser har kun godt 7 af dem bidraget positivt. I hængesæk og tørvelavningerne er fundet flere arter, der alle har bidraget. Middelscoren er relativ høj på alle typerne og højest på tørvelavningerne. I alle typerne er kun fundet et beskedent antal problemarter.

Tabel 36. Gennemsnitlige arealstørrelser, tilstandsindeks og antal arter i de sure moser.

Habitattype

7110

7140

7150

antal kortlagte arealer

50

382

43

middel arealstørrelse i ha.

51,06

1,40

1,88

 

 

 

 

naturtilstandsindeks

0,59

0,65

0,68

strukturindeks

0,61

0,72

0,71

artsindeks

0,62

0,62

0,69

 

 

 

 

middelscore

3,51

3,56

4,32

 

 

 

 

antal arter i 5 m cirkel

8,57

13,21

9,62

heraf bidragsarter

7,18

13,21

9,62

antal problemarter

0,31

0,51

0,33

Tabel 37. Gennemsnitlige scorer af strukturindikatorerne i de sure moser, hvor 100 er den optimale score på alle arealer. Jo lavere score jo mindre optimal har strukturindikatoren i gennemsnit været. Scoreværdierne vægtes med betydningen i tabel 35 i beregningen af strukturindekset.

Habitattype

7110

7140

7150

Vegetationsstruktur

 

 

 

bar jord

80

80

43

lave urter

27

23

53

middel urter

46

49

45

høje urter

90

44

93

dværgbuske

57

37

77

vedplanter

58

55

74

invasive planter

70

87

79

 

 

 

 

Hydrologi

 

 

 

afvanding

52

82

83

vandløb

67

79

55

kystsikring

100

99

82

 

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

 

 

 

afgræsning

5

10

12

gødskning

94

97

96

 

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

 

 

 

positive strukturer

70

85

92

negative strukturer

35

48

70

Naturtilstand i kalkrige moser

På kalkrig, fugtig bund med høj grundvandstand udvikles under lysåbne forhold den artsrige naturtype, rigkær. Dominerer den anselige halvgræs avneknippe, henføres naturtypen til avneknippemose. En særlig naturtype findes i forbindelse med fremvældende trykvand, der giver anledning til kildevæld.

På habitatdirektivets Annex 1 findes følgende naturligt forekommende naturtyper i Danmark:

· 7210 *Avneknippemose

· 7220 *Kildevæld

· 7230 Rigkær

De med fed fremhævede typer overvåges i NOVANA-programmet, og med * er angivet habitatdirektivets prioriterede typer.

Vegetationsstruktur

Rigkær har lav-middelhøj tæt artsrig vegetation domineret af græsser, halvgræsser, mosser og mange blomstrende planter. Høje urter og vedplanter er tegn på tilgroning og manglende afgræsning. Avneknippemosen domineres af høje halvgræsser, græsser og urter med spredte partier af vedplanter. Tagrør kan udkonkurrere avneknippe efter eutrofiering. Naturtypen kildevæld er den lysåbne form, der er kendetegnet ved en rig flora af mosser og lave urter. Kildevæld kan også forekomme i skovnaturtyper som elle- og askeskov (91E0).

Hydrologi

Disse fugtighedskrævende naturtyper er helt afhængige af hydrologien, så afvanding og vandindvinding, der har udtørrende effekt, vil generelt være en trussel mod naturtyperne. Nogle rigkær er imidlertid skabt ved inddæmning og afvanding af søer og havområder. Kystsikring er normalt ikke relevant for de kalkrige mosetyper.

Landbrugspåvirkning

Påvirkning med gødning og pesticider fra tilstødende marker kan have en væsentlig negativ effekt på mosernes artsindhold.

Naturtypekarakteristiske strukturer

Udtørring og tilgroning er sammen med eutrofiering de største trusler mod disse sårbare naturtyper, og strukturer, der viser optimale hydrologiske forhold og tegn på manglende tilgroning, er vigtige indikatorer. Tabel 38. Indikatorerne for vegetationsstruktur i kalkrige moser. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Tabel 38. Indikatorerne for vegetationsstruktur i kalkrige moser. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

7210

7220

7230

Uden vegetationsdække

 

 

 

0-5%

100

80

80

5-10%

60

100

100

10-30%

30

60

60

30-75%

10

30

30

75-100%

0

0

0

Græs/urteveg. under 15 cm

 

 

 

0-5%

80

0

0

5-10%

100

10

30

10-30%

60

30

60

30-75%

30

60

100

75-100%

0

100

80

Græs/urtevegetation 15-50 cm

 

 

0-5%

30

80

30

5-10%

60

100

60

10-30%

100

80

100

30-75%

60

60

60

75-100%

30

0

30

Græs/urtevegetation over 50 cm

 

 

0-5%

0

100

100

5-10%

10

60

60

10-30%

30

30

30

30-75%

60

10

10

75-100%

100

0

0

Dværgbuske

 

 

 

0-5%

100

100

100

5-10%

60

60

60

10-30%

30

30

30

30-75%

10

10

10

75-100%

0

0

0

Vedplanter (kronedække)

 

 

 

0%

100

100

100

1-10%

60

80

60

10-25%

30

30

30

25-50%

10

10

10

50-100%

0

0

0

Forekomst af invasive arter

 

 

 

0%

100

100

100

1-10%

40

40

40

10-25%

20

20

20

25-50%

10

10

10

50-100%

0

0

0

Tabel 39. Indikatorerne for hydrologi i kalkrige moser. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

7210

7220

7230

Afvanding og vandindvinding

 

 

forekommer ikke

100

100

100

ingen vegetationsændringer

60

60

60

sommerudtørring

30

30

10

udbredt tørlægning

10

10

0

fuldstændig tørlægning

0

0

0

Vandløb

 

 

 

uden indgreb

100

100

100

sparsomt regulerede

60

60

60

delvist regulerede

30

30

30

omfattende regulering

10

10

10

alle vandløb rørlagte

0

0

0

Kystsikring

 

 

 

ingen kystsikring

100

100

100

m. zonering og dynamik

60

60

60

hæmmet zonering og dynamik

30

30

30

ringe zonering og dynamik

10

10

10

ingen zonering eller dynamik

0

0

0

Tabel 40. Indikatorerne for landbrugspåvirkning i kalkrige moser. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

7210

7220

7230

Græsning/høslæt

 

 

 

0-5%

0

0

0

5-10%

10

10

10

10-30%

30

30

30

30-75%

60

60

60

75-100%

100

100

100

Gødskning el. sprøjteskader

 

 

 

0%

100

100

100

1-10%

40

40

40

10-25%

20

20

20

25-50%

10

10

10

50-100%

0

0

0

Tabel 41. Indikatorerne for naturtypekarakteristiske strukturer på heder. Tabellen viser de procentvise scorer, hvor 100 er optimalt.

Habitattype

7210

7220

7230

Positive strukturer

 

 

 

Udbredt/veludviklet

100

100

100

Spredt/rudimentær

50

50

50

Ikke til stede

0

0

0

Negative strukturer

 

 

 

Udbredt/veludviklet

0

0

0

Spredt/rudimentær

50

50

50

Ikke til stede

100

100

100

Tabel 42. Betydningsfordeling af indikatorerne i kalkrige moser. Med fed skrift er angivet den procentvise fordeling af de overordnede elementer for strukturindekset, og for hvert overordnet niveau er angivet den procentvise fordeling for de indikatorer, der indgår i fx vegetationsstruktur.

Habitattype

7210

7220

7230

Vegetationsstruktur

30

30

30

bar jord

5

10

10

lave urter

0

10

20

middel urter

15

5

0

høje urter

40

30

20

dværgbuske

0

0

0

vedplanter

15

15

25

invasive planter

25

30

25

 

 

 

 

Hydrologi

30

40

25

afvanding

100

80

80

vandløb

0

20

20

kystsikring

0

0

0

 

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

20

20

30

afgræsning

0

75

75

gødskning

100

25

25

 

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

20

10

15

positive strukturer

50

50

50

negative strukturer

50

50

50

 

Resultatet af kalibreringen på de kalkrige mosers habitatnaturtyper inden for habitatområderne

Figur 8 viser den procentvise arealfordeling i de fem naturtilstandsklasser efter kalibreringen. Arealet med avneknippemose er meget lille, og fordelingen bør derfor tages med store forbehold. Arealet med kildevæld og rigkær er fordelt på mange små arealer, med en gennemsnitlig arealstørrelse på hhv. 0,9 ha og 2,6 ha. Alle tre mosetyper er generelt meget påvirkede, og for rigkær er mindre en halvdelen af arealerne i gunstig naturtilstand (tilstandsklasse 1 og 2). Fordelingen af strukturindikatorerne (Tabel 44) viser, at det primært er manglende afgræsning og tilgroning med vedplanter samt udbredelsen af positive og negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket ned i det gennemsnitlige strukturindeks.

Avneknippemosen er relativ artsfattig med 12 arter i dokumentationscirklerne, men både kildevæld og rigkær er ganske artsrige med hhv. 22 og 26 arter i dokumentationscirklen. Middelscoren er generelt lav, og særligt i kildevæld og rigkær er der fundet et stort antal problemarter.

AL1671_9.JPG Size: (553 X 327)

Figur 8. Procentvis fordeling af kortlagte arealer med kalkholdige moser på de fem naturtilstandsklasser I-V, hvor I betegner den højeste naturtilstand og V den dårligste.

Tabel 43. Gennemsnitlige arealstørrelser, tilstandsindeks og antal arter i de kalkrige moser.

Habitattype

7210

7220

7230

antal kortlagte arealer

19

250

915

middel arealstørrelse i ha.

3,53

0,82

2,54

 

 

 

 

Naturtilstandsindeks

0,61

0,59

0,57

Strukturindeks

0,66

0,66

0,58

Artsindeks

0,61

0,56

0,58

 

 

 

 

Middelscore

3,41

2,88

3,08

 

 

 

 

antal arter i 5 m cirkel

12,05

21,91

26,05

antal problemarter

0,55

2,11

1,78

Tabel 44. Gennemsnitlige scorer af strukturindikatorerne i de kalkrige moser, hvor 100 er den optimale score på alle arealer. Jo lavere score jo mindre optimal har strukturindikatoren i gennemsnit været. Scoreværdierne vægtes med betydningen i tabel 42 i beregningen af strukturindekset.

Habitattype

7210

7220

7230

Vegetationsstruktur

 

 

 

bar jord

87

80

81

lave urter

13

22

32

middel urter

52

68

64

høje urter

81

34

29

Dværgbuske

96

100

99

vedplanter

49

66

63

invasive planter

90

96

94

 

 

 

 

Hydrologi

 

 

 

afvanding

56

82

63

vandløb

31

82

59

kystsikring

47

99

90

 

 

 

 

Landbrugspåvirkninger

 

 

 

afgræsning

17

53

52

gødskning

77

73

74

 

 

 

 

Naturtypekarak. strukturer

 

 

 

positive strukturer

76

48

65

negative strukturer

36

36

35

5 Referencer

Anon. 1991. Corine Biotope Manual. Habitats of the European Community. EUR 12587/3. Office for Official Publications of the European Communities, Luxembourg.

Anon. 1992. Council Directive 92/43/EEC of 21 May 1992 on the conservation of natural habitats and of wild fauna and flora. European Commision. Brussels.

Anon. 1999. Interpretation manual of European Union habitats. EUR 15/2 October 1999 European Commision. Brussels.

Bruun, H.H. & Ejrnæs, R. 1998. Overdrev – en beskyttet naturtype. G.E.C. Gads forlag. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, København. 224 s.

Ellemann, L., Ejrnæs, R., Reddersen, J. & Fredshavn, J. 2001: Det lysåbne landskab. Danmarks Miljøundersøgelser. 112 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 372.

Fredshavn, J. 2004a. Teknisk anvisning for kortlægning af terrestriske naturtyper. TA-N3, Version 1.01. Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestriske Naturdata, Danmarks Miljøundersøgelser. 10 s.

Fredshavn, J.R. & Skov, F. 2005: Vurdering af Naturtilstand. Danmarks Miljøundersøgelser. 85 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 548.

Søgaard, B., Skov, F., Ejrnæs, R., Nielsen, K.E ., Pihl, S., Clausen, P., Laursen, K., Bregnballe, T., Madsen, J., Baatrup-Pedersen, A., Søndergaard, M., Lauridsen, T.L., Møller, P.F., Riis-Nielsen, T., Buttenschøn, R.M., Fredshavn, J., Aude, E. & Nygaard, B. 2003. Kriterier for gunstig bevaringsstatus. Naturtyper og arter omfattet af EF-Habitatdirektivet & fugle omfattet af EF-fuglebeskyttelsesdirektivet. 2. udgave. Faglig rapport fra DMU, nr. 457. 462 s. http://faglige-rapporter.dmu.dk

DMU-rapport 457 (the FSC-report) is available in a draft version in english on the EU-Commissions CIRCA homepage:

http://circa.europa.eu/Public/irc/env/monnat/library ?l=/other_topics/monitoringgeneral/denmark/fcs-report_2005/_EN_1.0



Bilag 1

Artsliste med scorer

Tabel 45. Arter og underarter af karplanter og karsporeplanter opført efter dansk og videnskabeligt navn. For hver art er anført artsscore og bidrag i de forskellige hovednaturtyper. For hovednaturtypernes bidragsarter er angivet artsscoren (fremhævet med blåt). For problemarter er angivet værdien -1 (fremhævet med rødt). Indslæbte arter og kulturplanter har artsscoren 0, og invasive arter har artsscoren -1 i alle naturtyper.

Dansk navn

Videnskabeligt navn

Stenstrand

_12

Strandeng

_13

Klitter

_21

Hede

_40

Overdrev

_62

Ferskeng

_64

HøjMose

_71

LavMose

_72

abeblomst, gul

Mimulus guttatus

0

0

0

0

0

0

0

0

aftenstjerne, vellugtende

Hesperis matronalis

0

0

0

0

0

0

0

0

agermåne, almindelig

Agrimonia eupatoria

3

3

3

3

3

3

0

3

agermåne, vellugtende

Agrimonia procera

3

3

3

3

3

3

0

3

ahorn

Acer pseudoplatanus

1

1

1

1

1

1

0

1

akeleje

Aquilegia vulgaris

3

3

3

3

3

3

0

3

alant, læge-

Inula helenium

0

0

0

0

0

0

0

0

alant, pile-

Inula salicina

4

4

4

4

4

4

0

4

alant, soløje-

Inula britannica

6

6

6

6

6

6

0

6

alant, trekløft-

Inula conyza

5

5

5

5

5

5

0

5

andemad, kors-

Lemna trisulca

3

3

3

3

3

3

0

3

andemad, liden

Lemna minor

3

3

3

3

3

3

0

3

andemad, stor

Spirodela polyrhiza

4

4

4

4

4

4

0

4

andemad, tyk

Lemna gibba

2

2

2

2

2

2

0

2

anemone, blegblå

Anemone apennina var. pallida

6

6

6

6

6

6

0

6

anemone, blå

Hepatica nobilis

5

5

5

5

5

5

0

5

anemone, gul

Anemone ranunculoides

4

4

4

4

4

4

0

4

anemone, hvid

Anemone nemorosa

4

4

4

4

4

4

0

4

anemone, svovlgul

Anemone nemorosa x ranunculoides

6

6

6

6

6

6

0

6

angelik, skov-

Angelica sylvestris

4

4

4

4

4

4