Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Valg af tilsynsførende

Kapitel 2   Certificering

Kapitel 3   Uddannelsesforløbene

Kapitel 4   Administration

Kapitel 5   Øvrige bestemmelser om certificering

Kapitel 6   Tilsynserklæring og honorering

Kapitel 7   Ikrafttræden

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om valg og certificering af tilsynsførende ved frie grundskoler m.v.

I medfør af § 9 b, stk. 4 og 5, § 9 c, stk. 4, og § 9 d, stk. 5, i lov om friskoler og private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 705 af 3. juli 2009, som ændret ved lov nr. 589 af 26. juni 2009, fastsættes:

Kapitel 1

Valg af tilsynsførende

§ 1. Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen indkaldes til møde, hvor forældrekredsen skal vælge en eller flere tilsynsførende til at føre tilsyn med de forhold, der er nævnt i § 9 a, stk. 1, i lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Stk. 2. Forældrekredsen kan på mødet i stedet for at vælge tilsynsførende beslutte at anmode kommunalbestyrelsen i skolekommunen om at udpege en eller flere personer til at føre tilsyn med de forhold, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Der skal indkaldes til møde således, at det kan afholdes senest 3 måneder efter, at der ikke længere er en eller flere, der fører tilsyn med de forhold, der er nævnt i stk. 1. Indkaldelsen skal ske ved almindeligt brev, e-mail eller anden sikker forsendelsesmåde med mindst 14 dages varsel.

Stk. 4. Tilsynsreglerne og valgreglerne, herunder at enhver forælder har ret til at foreslå kandidater på mødet, skal fremgå af indkaldelsen.

§ 2. Ved mødets begyndelse vælger forældrekredsen under ledelse af formanden for bestyrelsen eller skolelederen en mødeleder. En ansat på skolen kan ikke vælges til mødeleder. Det er uforeneligt med mødelederhvervet at være opstillet som kandidat til tilsynsførende.

Stk. 2. Mødeleder påser, at mødet er lovligt indkaldt, og at valget foregår i overensstemmelse med reglerne herom, herunder reglerne om tilsynsførendes valgbarhed, jf. § 9 b, stk. 2, i lov om friskoler og private grundskoler m.v..

Stk. 3. Mødeleder godkender ved sin underskrift et beslutningsreferat af mødet.

Stk. 4. Skolen yder sekretariatsmæssig bistand til forældrekredsens valg af tilsynsførende.

Stk. 5. Valgets omkostninger påhviler skolen.

§ 3. Forældrekredsen afgør først funktionsperiodens længde, dog højst 4 år, og hvorvidt en eller flere personer skal vælges eller, hvis der fremsættes forslag derom, hvorvidt forældrekredsen skal anmode kommunalbestyrelsen i skolekommunen om at udpege den eller de tilsynsførende. Hvis der skal vælges flere personer, skal forældrekredsen, inden valget afholdes, beslutte, hvor mange tilsynsførende der højst kan vælges. Afgørelse træffes af de fremmødte forældre ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 2. Der kan kun gives fuldmagt til en person, med hvem man har fælles forældremyndighed over et barn i skolen.

Stk. 3. Valghandlingen skal være hemmelig, hvis en eller flere forældre ønsker det.

Stk. 4. Hver forælder kan afgive stemme på et antal personer svarende til det besluttede højeste antal tilsynsførende.

Stk. 5. Kandidaterne er valgt i rækkefølge efter størrelsen af de personlige stemmetal. I tilfælde af stemmelighed foretages lodtrækning.

Stk. 6. Skolelederen underretter den eller de valgte tilsynsførende om valget eller efter forældrekredsens beslutning anmoder kommunalbestyrelsen om at udpege tilsynsførende.

Stk. 7. Genvalg af tilsynsførende kan finde sted.

Stk. 8. Hvis der vælges flere tilsynsførende, og hvis forældrekredsen ikke har valgt dem til bestemte tilsynsaktiviteter, aftaler de tilsynsførende indbyrdes, hvem der udfører hvilke tilsynsaktiviteter.

§ 4. Tvivlspørgsmål om fremgangsmåden ved valget afgøres af mødelederen. Forældrekredsen træffer selv afgørelse om, hvorvidt personer uden for forældrekredsen kan deltage i mødet og i givet fald hvilke personer.

§ 5. Skolen offentliggør på sin hjemmeside på internettet, hvem der er skolens tilsynsførende.

Kapitel 2

Certificering

§ 6. Skolestyrelsen certificerer efter indstilling fra skoleforeningerne for de frie grundskoler en tilsynsførende, der

1) opfylder kravet i friskolelovens § 9 c, stk. 2, nr. 1, om at have sådanne faglige og pædagogiske forudsætninger, at den pågældende er i stand til at varetage et tilsyn med undervisningen på grundskoleniveau, jf. § 7,

2) opfylder kravet i friskolelovens § 9 c, stk. 2, nr. 2, om at beherske dansk i skrift og tale, jf. dog stk.2, og

3) har gennemført det uddannelsesforløb, der er nævnt i §§ 11-14, jf. dog § 8.

Stk. 2. En ansøger, som ønsker certificering til at føre tilsyn med tyske mindretalsskoler eller med skoler, der har fået godkendt et andet undervisningssprog end dansk, skal over for Skolestyrelsen dokumentere at være i besiddelse af de nødvendige sproglige forudsætninger herfor.

Stk. 3. Certificering som tilsynsførende gives for en periode på 5 år. Certificeringen kan begrænses, således at den pågældende alene certificeres til at føre tilsyn med skoler med et andet nærmere angivet undervisningssprog end dansk.

Stk. 4. En certificeret tilsynsførende kan føre tilsyn med en eller flere frie grundskoler.

§ 7. En ansøger anses for at have de nødvendige faglige og pædagogiske forudsætninger, hvis

1) ansøgeren har en uddannelse, der kvalificerer til at undervise i grundskolen,

2) ansøgeren har anden tilsvarende uddannelse, hvor ansøgeren har opnået kendskab til hvilke krav, der stilles til undervisningen i grundskolen, eller

3) ansøgeren på anden måde kan dokumentere at have kendskab til hvilke krav, der stilles til undervisningen i grundskolen.

Stk. 2. Skolestyrelsen lægger ved sin vurdering efter stk. 1, nr. 3, særlig vægt på ansøgerens undervisningserfaring på grundskoleniveau, kendskab til pædagogiske og didaktiske principper og erfaring med evaluering af undervisning.

§ 8. Skolestyrelsen kan certificere en ansøger, der ikke har gennemført modul 1, jf. § 12, i det uddannelsesforløb, der er nævnt i §§ 11-14, hvis ansøgeren kan dokumentere at være i besiddelse af det kendskab og den forståelse for tilsynsopgavens varetagelse, der opnås gennem deltagelse i dette modul.

Stk. 2. Skolestyrelsen kan certificere en ansøger, der ikke har gennemført modul 2, jf. § 13, eller modul 3, jf. § 14, i uddannelsesforløbet, hvis ansøgeren kan dokumentere på anden måde at have erhvervet de kompetencer og det kendskab til tilsynsopgavens varetagelse, som opnås gennem deltagelse i disse moduler.

Stk. 3. Ved vurderingen efter stk. 2 lægger Skolestyrelsen vægt på ansøgernes kendskab til og erfaring med evaluering af undervisning eller varetagelse af tilsynslignende opgaver.

§ 9. Indstillingen fra skoleforeningerne skal indeholde

1) dokumentation for ansøgerens faglige og pædagogiske forudsætninger for at kunne varetage et tilsyn med undervisningen på grundskoleniveau,

2) oplysning om hvorvidt ansøgeren behersker dansk i skrift og tale,

3) dokumentation for ansøgerens deltagelse i uddannelsesforløbet, jf. § 11, eller tidligere erhvervede kompetencer, der kan begrunde hel eller delvis fritagelse for deltagelse i uddannelsesforløbet, og

4) en samlet begrundet vurdering af om ansøgeren opfylder kravene til certificering.

Stk. 2. For ansøgere, som ønsker certificering til at føre tilsyn med tyske mindretalsskoler eller skoler, der har fået godkendt et andet undervisningssprog end dansk, skal indstillingen indeholde dokumentation for ansøgerens sproglige forudsætninger herfor.

§ 10. Skolestyrelsen fornyer efter indstilling fra skoleforeningerne en tilsynsførendes certificering, hvis den tilsynsførende har gennemført efteruddannelsesforløbet, jf. § 15.

Stk. 2. Fornyelse af certificering gælder for 5 år.

Kapitel 3

Uddannelsesforløbene

§ 11. Skoleforeningerne tilrettelægger i fællesskab et uddannelsesforløb, jf. §§ 12-14, der har til formål at sikre, at de tilsynsførende får indsigt i og forståelse for tilsynsopgaven, udførelse af tilsynet og dets afrapportering. Uddannelsesforløbet består af et grundmodul, et fagligt og pædagogisk modul og et modul om metoder og proces. Hvert modul har en varighed på 7 – 10 timer.

§ 12. Grundmodulet (modul 1) skal indeholde undervisning, der sikrer, at den tilsynsførende får kendskab til og forståelse for:

1) De krav en fri grundskole efter friskolelovgivningen skal leve op til.

2) Den opgave, det er at føre tilsyn med en fri grundskole, herunder formålet med tilsynet og sammenhængen med forældrekredsens tilsyn og det statslige tilsyn.

3) Friskolelovgivningens krav til, hvordan tilsynet skal gennemføres.

4) Hvordan tilsynet skal afrapporteres til forældrekredsen og skolens bestyrelse samt offentliggøres.

5) De beføjelser og forpligtelser en tilsynsførende har efter friskolelovgivningen.

§ 13. Det faglige og pædagogiske modul (modul 2) skal indeholde undervisning, der sikrer, at den tilsynsførende får kendskab til og forståelse for kravene til, hvordan der føres tilsyn med:

1) Om skolens samlede undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering står mål med hvad, der almindeligvis kræves i folkeskolen.

2) Elevernes standpunkt i dansk, matematik, engelsk og, hvis skolen er omfattet af friskolelovens § 8 a, stk. 5, historie.

3) Om undervisningssproget er dansk, herunder hvilke kompetencer i dansk den enkelte lærer skal besidde for at kunne anses for at leve op til kravet.

4) Om skolen forbereder eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikler og styrker elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

5) Skolens mål set i forhold til kravene herfor i folkeskolen samt sammenhængen mellem skolens eventuelle årsplaner, mål, del- og slutmål og skolens planer for undervisningen.

6) Organiseringen af undervisningen, rammerne herfor samt arbejdsformerne.

7) Inddragelse af relevante elementer for fagene i undervisningen.

8) Differentiering af undervisningen i forhold til den enkelte elevs behov og forudsætninger.

9) Skolens sikring af elevernes mulighed for alsidig personlig udvikling.

§ 14. Modulet om metoder og proces (modul 3) skal indeholde undervisning, der sikrer, at den tilsynsførende får kendskab til og forståelse for:

1) Krav til tilsynets udførelse og muligheden for valg af egne metoder.

2) Anvendelse af forskellige tilsynsmetoder.

3) Den praktiske planlægning og gennemførelse af et tilsyn.

4) Formidling af indholdet af tilsynserklæringen.

5) Inddragelse af dokumentation i tilsynet.

6) Inddragelse af andre oplysninger i tilsynet, herunder skolens evaluering efter friskolelovens § 1 b, stk. 3.

7) Samarbejde med skolens aktører.

§ 15. Skoleforeningerne tilrettelægger et kort uddannelsesforløb, der sikrer, at en tilsynsførende, som ønsker sin certificering fornyet, får kendskab til ændringer i friskole- og folkeskolelovgivningen, der er af betydning for tilsynets udførelse og afrapportering.

§ 16. Skolestyrelsen foretager i samarbejde med skoleforeningerne årligt en evaluering af uddannelsesforløbene. Uddannelsernes indhold og omfang justeres løbende og ændres i fornødent omfang, herunder på baggrund af den årlige evaluering.

Kapitel 4

Administration

§ 17. Skoleforeningerne indgår samarbejde med Fordelingssekretariatet, der på foreningernes vegne varetager de administrative og praktiske opgaver i forbindelse med gennemførelse af uddannelsesforløbene, indstilling til certificering og fornyelse heraf. Fordelingssekretariatet bistår skoleforeningerne med at tilrettelægge og evaluere uddannelsesforløbene. Fordelingssekretariatet kan udpege en uddannelsesansvarlig koordinator, der varetager sekretariatets opgaver.

Kapitel 5

Øvrige bestemmelser om certificering

§ 18. Afslag på certificering eller fornyelse heraf kan af ansøgeren indbringes for Undervisningsministeriet. Fristen for at indgive klage er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt ansøgeren.

§ 19. Skolestyrelsen kan tilbagekalde en tilsynsførendes certificering, hvis den pågældende trods påbud efter friskolelovens § 9 b, stk. 6, ikke har forbedret en mangelfuld tilsynsindsats.

Stk. 2. Skolestyrelsens afgørelse kan indbringes for Undervisningsministeriet. Fristen for at indgive klage er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 20. Skolestyrelsen offentliggør på sin hjemmeside på internettet en liste over de certificerede tilsynsførende.

Kapitel 6

Tilsynserklæring og honorering

§ 21. Tilsynserklæringen, der skal være skrevet på dansk, skal mindst indeholde følgende oplysninger:

1) Skolens navn og skolekode.

2) Navn på den eller de tilsynsførende.

3) Dato for tilsynsbesøg med angivelse af i hvilke klasser og hvilke fag tilsynet har overværet undervisningen.

4) Tilsynets vurdering af elevernes standpunkt i dansk, matematik og engelsk og, hvis skolen er omfattet af friskolelovens § 8 a, stk. 5, historie.

5) Tilsynets vurdering af om skolens samlede undervisning ud fra et en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

6) Tilsynets vurdering af om skolen overholder kravet i friskolelovens § 1, stk. 2, 4. pkt.

§ 22. Skolen betaler godtgørelse til den eller de tilsynsførende, jf. friskolelovens § 9 b, stk. 5, med følgende beløb pr. skoleår pr. skole:

1) 6.000 kr. for skoler med op til 55 elever den 5. september i skoleåret.

2) 10.000 kr. for skoler med op til 55 - 109 elever den 5. september i skoleåret.

3) 15.000 kr. for skoler med op til 110 - 219 elever den 5. september i skoleåret.

4) 20.000 kr. for skoler med over 219 elever den 5. september i skoleåret.

Stk. 2. Skolen kan desuden give tilsynsførende transportgodtgørelse efter statens regler, jf. Finansministeriers cirkulære om tjenesterejseaftalen.

Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis en tilsynsførende over for skolen har fraskrevet sig retten til godtgørelse.

Kapitel 7

Ikrafttræden

§ 23. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2010.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 817 af 1. oktober 2002 om valg af tilsynsførende ved friskoler og private grundskoler m.v. ophæves.

Undervisningsministeriet, den 9. juni 2010

P.M.V.
Per Hansen
Afdelingschef

/ Hanne Traberg