Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0976

Resumé

Klager – et ministerium – klagede over nyhedsudsendelsen 21 SØNDAG og TV Avisen på Danmarks Radio og dr.dk.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse, der er i strid med god presseskik, jf. medieansvarsloven § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, herunder om genmælets indhold, form og placering. Da korrespondancen mellem Danmarks Radios redaktør og seere ikke er offentliggjort i mediet, falder forholdet uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke.

Efter det oplyste lægges det til grund, at ændringen af metrostationens placering ved Københavns Kommunes bekendtgørelse af 19. august 2009 ved Tillæg nr. 30 til Kommuneplan – Cityringen er bekendtgjort. Tillægget henviser til VVM-redegørelsen, hvor ændringen er afbildet.

I henhold til punkt A.1 i de vejledende regler for god presseskik er det massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

Pressenævnet finder, at Danmarks Radio ved at videregive og fastholde oplysningen fra professor Claus Haagen Jensen – som udtalte sig på baggrund af Danmarks Radios research – om, at beslutningen vedrørende metrostationens placering ikke var bekendtgjort, har bragt ukorrekt information. Danmarks Radio blev under udsendelsen den 1. november 2009 gjort bekendt med dette af daværende transportminister [B]. Pressenævnet finder i denne forbindelse, at det ikke kan tillægges vægt, at oplysningen om beslutningens manglende bekendtgørelse kom fra en troværdig kilde, da Claus Haagen Jensen udtalte sig på grundlag af Danmarks Radios research. Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Danmarks Radio for ikke at have kontrolleret oplysningen tilstrækkeligt.

Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet finder, at oplysningen om, at der ikke er sket bekendtgørelse af afgørelsen, er en faktisk forkert oplysning, og at denne er egnet til at påføre klager skade af betydning. Nævnet finder herefter, at [K] er berettiget til at få bragt et genmæle. Daværende transportminister [B]s udtalelser i 21 SØNDAG kan ikke føre til et andet resultat, da studieværten stillede spørgsmålstegn ved rigtigheden af udsagnet. Den rettelse, som Danmarks Radio oplæste den 2. november 2009 i TV AVISEN, var tillige i en sådan form, at seerne heller ikke derved fik fornøden mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen. Klager er herefter berettiget til at få bragt et genmæle.

Pressenævnet finder, at oplysningen om byggeriets lovlighed er en vurdering og ikke en faktisk oplysning, hvorfor klager allerede af denne grund ikke berettiget til genmæle vedrørende udsagnet ”ulovligt”.

Pressenævnet finder, at de grafiske illustrationer viste en ukorrekt geografisk placering af metrostationen. Da forholdet kan være egnede til at påføre klager skade af betydning, er klager også berettiget til at få bragt et genmæle vedrørende dette forhold. Nævnet finder i den forbindelse, at berigtigelsen på dr.dk er utilstrækkelig. Danmarks Radio burde således have berigtiget de forkerte oplysninger på tv, hvor også det påklagede forhold var offentliggjort.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio og dr.dk efter retningslinjerne i lovens § 39 at offentliggøre et kendelsesresume.

[K] har klaget til Pressenævnet over udsendelser sendt på Danmarks Radio den 1. og 2. november 2009 og identiske udsendelser lagt på dr.dk, idet ministeriet mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle.

1. Sagsfremstilling

Danmarks Radio sendte den 1. november 2009 i nyhedsudsendelse 21 SØNDAG et indslag om opførelse af en metrostation i København (i et hjørne af Assistens Kirkegård, der vender ud mod Nørrebros Runddel). Af introduktionen til indslaget fremgik følgende:

Studievært: Udbygningen af metroen i København er nu inde i den afgørende fase. Byggepladser skyder op overalt i bybilledet, som her på en kirkegård på Nørrebro, hvor [A] må snige sig ind på familiegravstedet. Pludselig skal en metrostation nemlig ligge inde blandt gravene. Og nu angribes metroprojektet og transportminister [B] for ikke at have overholdt fundamentale retsregler af en ekspert. De nye beslutninger er ikke bekendtgjort, byggeriet må stoppes, siger eksperten. Hvornår?

Claus Haagen Jensen, professor i forvaltningsret, CBS: Det er sådan set nemt: Nu.”

Af indslaget vedrørende metrobyggeriet fremgik følgende:

”Studievært: Toget, der pløjer sig gennem en kirkegård. Overalt i hovedstaden graver maskinerne løs for at lave nye metrostationer. Flere steder yderst nænsomt, fordi København hviler på adskillige fortidsminder og historiske parker og bygninger. På Assistens Kirkegården på Nørrebro i København er der opstået problemer. Det kigger vi nærmere på i aften, når vi kommer til at høre udtryk som ”løgn og latin”, ”usømmelig omgang med døde mennesker” og ”stærkt kritisabelt og ulovligt”, se med her.

Speak: … Assistens Kirkegården ligger, som man kan se her, klods op ad den stærkt trafikerede Nørrebros Runddel. Den oprindelige plan for metrobyggeriet, noget som politikerne i Folketinget havde taget stilling til for to år siden, placerer metrostationen her uden for kirkegården.

[Der vises en illustration af metroens placering uden for kirkegården]

Speak: Næsten to år efter, at formanden for Trafikudvalget, Flemming Damgaard Larsen, og dermed Folketinget havde stemt for loven ud fra planerne om, at metrostationen skulle ligge uden for kirkegården, ja, så hopper stationen pludselig 40 meter ind på kirkegården. Det sker på et billede i en redegørelse, der i øvrigt intet har at gøre med at beslutte placeringen af metrostationen. Nu ligger metrostationen helt inde på kirkegården. Mere nøjagtigt 40 meter længere inde. [Der vises en illustration af metroens placering inde på kirkegården.]

Speak: Professor Claus Haagen Jensen finder hele forløbet rodet, og sådan her lyder hans vurdering af, hvor klart tingene har været lagt frem:

Claus Haagen Jensen, professor i forvaltningsret, CBS: Processen har ikke været demokratisk, fordi de forskellige instanser, som repræsenterer befolkningens indstilling til det her, har jo ikke haft en chance for at se, hvad det egentlig er, det her kommer til at medføre. Så demokratisk er det ikke nogen smuk forestilling.

Speak: Professor Claus Haagen Jensen har set 21 SØNDAGs research igennem. Ifølge ham, er der begået en række lovovertrædelser.

Claus Haagen Jensen: Så vidt jeg kan se, så er der tre ulovlige forhold i sagen, hvor de to første er de værste.

Speak: Det værste i sagen er, at der aldrig er blevet skrevet en lov om de konkrete ændringer, der er foregået på kirkegården, og dermed har ingen udenforstående kunnet følge med i, hvad der foregik.

Claus Haagen Jensen: Sagen er helt givet meget alvorlig for dette med, at afgørelser skal bekendtgøres, det er et helt fundamentalt krav i retssamfundet, og det fundamentale krav er altså ikke opfyldt her.

Speak: Og det har en eneste konsekvens: Metrobyggeriet skal stoppes.

Claus Haagen Jensen: Konsekvensen af de fejl, som jeg mener, der foreligger, det er, at der ikke er noget retsgrundlag for gravearbejdet på kirkegården. Og det vil sige, at de arbejder, som er i gang, de må i hvert fald midlertidigt stoppe øjeblikkeligt.

Studievært: Du har siddet her i studiet og fulgt med i vores reportager, og det er jo klare ord Claus Haagen Jensen kommer med her til sidst. Byggeriet er ulovligt, det bør stoppes. Hvad siger du?

[B], transportminister: Jeg er jo ikke helt enig med den gode professor. Jeg tror, professoren har overset et par ting. Hvis jeg lige må forklare, hvad det er, så er det jo sådan, at Folketinget tilbage i 2007 vedtog en lov om Metro Cityringen. I den lov er det sådan, at man har placeret stationerne, hvor de skal placeres og linjeført dem naturligt nok mellem stationerne. Og så har man sagt, at det er et kæmpestort projekt det her, den endelige nærmere udformning og placering den må transportministeren så til sidst godkende efter indstilling fra Københavns og Frederiksbergs Kommuner. Det er dem, som disponerer nærmere, hvor stationerne skal ligge inden for deres egne kommuners arealer.

Studievært: Vil det sige, at du har godkendt, at stationen, som vi taler om her, er rykket fra Nørrebros Runddel og 40 meter ind på kirkegården? Det har du godkendt?

[B]: Ja, fordi så foregår det sådan, at jeg får en indstilling fra Københavns og Frederiksbergs Kommuner. Og den indstilling godkender jeg, dvs. ifølge loven skal jeg godkende den, og også Folketingets Trafikudvalg har godkendt den. Og derfor havde vi en proces, hvor dispositionsforslaget – som det hedder – går til Trafikudvalget, hvor det hedder, kan vi godkende det her? Da havde man rent faktisk en diskussion om Marmorkirken og lavede i øvrigt lidt om på udformningen af stationen der, så den blev gravet lidt dybere ned, så man var sikker på, der ikke skete noget der med kirken, og på det grundlag kunne jeg så godkende. Min opgave her som transportminister det er, at se den lov, som Folketinget har beskrevet i loven, at sagen skal følge, er den i orden. Det kunne jeg konstatere, at den var, og så kunne jeg godkende den endelige udformning og meddele den godkendelse til de to kommuner.

Studievært: Du har godkendt, at placeringen er blevet inde på kirkegården, hvor har du bekendtgjort det? Den godkendelse.

[B]: Det skal jeg ikke bekendtgøre, fordi det er ikke en ny lov, vi laver. Det er jo inden for lovens rammer, at jeg har en bemyndigelse til at godkende.

Studievært: Vi kan ikke se det nogen steder, det er korrekt.

[B]: Jo, det kan man godt.

Studievært: Hvor kan man se det?

[B]: Det bliver jo bekendtgjort af Københavns og Frederiksbergs Kommuner. Københavns og Frederiksbergs Kommuner – for det er jo en kommuneplansag – så Københavns og Frederiksbergs Kommuner, de skal jo lave et såkaldt kommuneplantillæg. Og et kommuneplantillæg det skal bekendtgøres.

Studievært: Vi har ikke kunnet finde det.

[B]: Altså, man kan slå det op, hvis du går ind på Københavns Kommune, så kan du se byrådsdagsordner. Du kan gå ind på kommuneplaner og alt sådan noget.

Studievært: Vi har alle tegningerne og udviklingen her. Vi har ikke kunnet finde det. Professoren har ikke kunnet finde det.

[B]: Nej, men jeg vil love dig, jeg er helt sikker på, hvis du nu, når du kommer hjem efter denne udsendelse, klikker ind på nettet Københavns Kommune. Går ind på Københavns Kommunes kommuneplaner, så kan du finde kommuneplantillægget. Det er jeg helt sikker på. Sådan skal kommunen gøre.

Studievært: Det kan vi ikke. Vi har søgt, [B]. Det er ikke noget med, at når jeg kommer hjem. Der er kyndigere folk end mig, der har brugt uger på at finde de klare beslutninger. Nu siger du.

[B]: Du må meget undskylde. De tager fejl. Man kan gå ind på nettet – det er jeg helt sikker på – og finde kommuneplantillægget og Metro Cityringen.

Studievært: Vi har bedt kommunen om at få den bekendtgørelse, offentliggørelse, den tegning, hvor de klart lægger frem, at stationen er flyttet. Den har vi ikke kunnet få. Men jeg vil godt lige høre din kommentar til det, som formanden for Trafikudvalget siger. Han siger, at det er stærkt kritisabelt. Han siger, at i et folkestyre skal man ikke putte noget ind under stolen. Det mener han, du har gjort. Fægte med åben pande og lægge tingene præcis frem, således at også folkevalgte politikere har et grundlag til at tage reel stilling på. Det er vel en skarp kritik fra formanden for det udvalg, der skal følge dit arbejde.

[B]: Jeg er i hvert fald fuldstændig enig med Flemming Damgaard i, at det skal man gøre.

Studievært: Det mener han jo ikke, at du har gjort.

[B]: Nej, jeg kan bare sige, at den indstilling - dispositionsforslaget fra Københavns og Frederiksbergs Kommuner, hvoraf det fremgår, at stationen er rykket – det sendte jeg, tror det var i oktober måned, til Folketingets Trafikudvalg. Og i januar måned der får de så, dét, der hedder en hvidbog, hvor også alle indsigelserne/bemærkningerne fra borgerne er med. Der står den formulering også. Så i oktober 2008 og i januar 2009 har jeg sendt Folketingets Trafikudvalg de bemærkninger med en tekst om, at stationen er rykket tilbage. Og det er på det grundlag, at jeg så har en proces med, at Trafikudvalget godkender kommunernes dispositionsforslag og meddeler kommunerne. Og det er så det, vi bagefter kan finde ud af, er om den gode professor, eller det er mig, der har ret. Det er jeg helt sikker på, at kommunerne har bekendtgjort som et kommuneplantillæg, som de skal, og selvfølgelig også har gjort.”

21 SØNDAG udsendelsen blev tillige gjort tilgængelig på programmets hjemmeside dr.dk/dr1/soendag.

Danmarks Radio bragte den 2. november 2009 i TV Avisen en opfølgning på indslaget om metrobyggeriet i København. Af indslaget fremgik bl.a. følgende:

Speak: Vi ser nu nærmere på de links, som ministeren anbefaler. Her på side 13 i kommuneplantillægget finder vi en lille tegning, og prikken angiver stationen, men den ligger lige op ad muren og ikke de 40 meter inde på kirkegården, som den i virkeligheden kommer til. Et andet af ministerens links er til en såkaldt VVM-redegørelse [VVM: Vurdering af anlæggets Virkning på Miljøet], der handler om miljø- og støjgener. Her optræder den tegning, hvor stationen er flyttet, men der står stadig intet om det på skrift, heller ikke noget om de 488 grave, der er fjernet. Ingen af de dokumenter, som ministeren henviser til, indeholder altså konkrete ord om sagen.”

Yderligere oplysninger

[K] anmodede ved brev af 2. november 2009 Claus Haagen Jensen om at præcisere sine udtalelser i 21 SØNDAG. Professoren svarede samme dag bl.a., at han fandt, at den stedfundne bekendtgørelse af kommuneplantillæg nr. 30 til Kommuneplan 2005 ikke var tilstrækkelig præcis med hensyn til placeringen af en metrostation ved Assistens Kirkegård og derfor ikke indeholdt en tilstrækkelig bekendtgørelse. Han anerkendte, at den ændrede placering fremgik af et kort i VVM-redegørelsen (på side 131), men han anså ikke det for tilstrækkeligt, da læserne af kommuneplantillægget ikke kunne forudsættes at have dette kort ved hånden. Kortet skulle være optaget i kommuneplantillægget.

[K] gjorde samme dag Claus Haagen Jensen opmærksom på, at CITYRINGEN TILLÆG NR. 30 TIL KOMMUNEPLAN 2005 MED VVM-REDEGØRELSE (vedtaget af Borgerrepræsentationen den 29. januar 2009) henviser til VVM-redegørelsen (på side 3 og side 11).

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning anmodede ved brev af 3. november 2010 Danmarks Radio berigtige oplysningen om, at stationsplaceringen ikke var bekendtgjort. Forvaltningen gjorde i den forbindelse opmærksom på, at mediet i forbindelse med produktionen af indslaget havde været i dialog med kommunen, der havde leveret baggrundsmateriale til Danmarks Radio. Man fandt det derfor meget uheldigt, at studieværten over for [K] påstod, at kommunen ikke havde bekendtgjort kommuneplantillægget, der i forhold til planloven muliggør etablering af Cityringen. Forvaltningen oplyste, at det er i overensstemmelse med reglerne i planloven, at hele den omfangsrige VVM-redegørelse ikke er optrykt i kommuneplanen, og at der i stedet henvises til redegørelse som sket.

Kommuneplantillægget blev den 19. august 2009 lagt på Københavns Kommunens hjemmeside: kk.dk/kom­mu­ne­plantillaeg samt på Cityringens hjemmeside: metrocityring.dk. Herudover blev den 19. august 2009 indrykket annoncer om bekendtgørelsen i Københavns Kommunes lokalaviser og MetroXpress, ligesom tillægget blev fremlagt hos Københavns Borgerservice og Københavns Kommunes biblioteker.

Danmarks Radios redaktør, [C], skrev den 5. november 2009 bl.a. følgende til en borger, der klagede over udsendelsen 1. november 2009:

”Transportministeren talte ikke sandt i studiet, da han sagde, at man kan finde dokumenter, der beskriver de præcise ændringer af stationens placering, og konsekvenserne heraf. Det har vi dokumenteret – igen, mandag den 2/11 2009 i TVA kl. 21:00.”

Dr.dk bragte den 27. november 2009 på sitet ”Fejl og Fakta” artiklen ”Sagen om metroens placering på Nørrebro i København”, hvoraf følgende fremgår:

”Det afgørende i 21 SØNDAGs indslag er kritikken af den mangelfulde information til politikere og offentlighed under beslutningsprocessen. Denne vinkel holder 21 SØNDAG fast i, at der er god dækning for i indslaget. Det kan dog imidlertid opfattes som om, at det først er efter ændringen af placeringen, at metroen rent faktisk rykker ind på kirkegården, og det havde været mere retvisende, hvis 21 SØNDAG havde nævnt, at 80 procent af stationsanlægget allerede i den oprindelige plan lå inde på kirkegårds-området. Den ændrede placering har altså ændret de 80 procent til 100 procent.

Under indslaget vises et grafisk førbillede af, hvad den oprindelige aftale gik ud på, og et grafisk efterbillede af planernes nuværende tilstand. Det kunne i grafikken opfattes således, at den kommende metrostation før skulle ligge uden for Assistens Kirkegården, og nu skal ligge inde på kirkegården, men sagen er den, at planerne hele tiden har omfattet dele af kirkegården, som nævnt ovenfor.

21 SØNDAG beklager derfor dele af fremstillingen, og at den grafiske udlægning ikke var tydelig nok.”

Trafikministeriet anmodede Danmarks Radio bringe en berigtigelse af forholdet vedrørende bekendtgørelsen og en berigtigelse af den grafiske illustration i tv samt en beklagelse af en generel mangelfuld research. Danmarks Radio afviste ved brev af 4. marts 2010 at bringe en berigtigelse.

2 Parternes synspunkter

2.1 [K]s synspunkter

[K] har anført, at Danmarks Radio – til trods for intensiv hjælp fra Københavns Kommune og [K] – ikke havde fundet den bekendtgørelse, der fastlægger stationsplaceringen på Assistens Kirkegård. Det var således blevet forklaret for Danmarks Radio, at Metro Cityringens VVM-redegørelse er en integreret del af kommuneplantillægget, der da også har titlen ”Cityringen – Tillæg nr. 30 til Kommuneplan 2005 med VVM-redegørelse”. Stationsplaceringen er visualiseret på side 131 i redegørelsen.

Det fremgår af indslaget den 1. november 2009, at Danmarks Radio ikke var tilstrækkelig opmærksom på, at stationsplaceringen er bekendtgjort ved Københavns Kommunes bekendtgørelse af 19. august 2009 af Tillæg nr. 30 til Kommuneplan 2005 – Cityringen. Kommuneplantillægget, som er et vigtigt dokument i processen, omtales overhovedet ikke i det lange indslag.

Da det blev klart for Danmarks Radio, at den afgørende præmis for indslaget den 1. november 2009 ikke holdt, skiftede fokus aftenen efter i TV AVISEN. Vinklen var nu ikke længere, at der ikke var sket en bekendtgørelse, men at den skete bekendtgørelse ikke var tilstrækkelig præcis, og det er jo noget ganske andet.

Det er endvidere [K]s vurdering, at Danmarks Radio i en kommende udgave af 21 SØNDAG bør berigtige påstandene om, at byggeriet var ulovligt, og at Københavns Kommune ikke havde foretaget bekendtgørelse af beslutningen om metrostationernes placering. Når Danmarks Radios udsendelser indeholder udtryk som ”ulovligt” og ”byggeriet bør stoppe øjeblikkeligt”, må Danmarks Radio også – når præmisserne viser sig ikke at holde – på eget initiativ sørge for, at sådanne påstande ikke ”bliver hængende i luften”.

[K] har noteret sig, at Danmarks Radio efter ministeriets klage har indrømmet, at den grafiske illustration af metrostationens oprindelige placering gav et misvisende billede. Berigtigelsen heraf er imidlertid alene sket på Danmarks Radios hjemmeside. Efter [K]s opfattelse bør berigtigelsen heraf bringes i forbindelse med en efterfølgende udsendelse af 21 SØNDAG. Berigtigelsen på dr.dk er endvidere utilfredsstillende, da der ikke er nogen henvisning til berigtigelsen fra 21 SØNDAGs site, hvor man fortsat kan se udsendelsen på dr.dk/DR1/soendag/Udsendelser/Udsendelser.htm.

Det antal nedlagte gravsteder, der direkte berøres, er i øvrigt meget lavere end 488, da det på den del af arbejdsarealet, hvor der ikke laves dybe konstruktioner, bl.a. kun drejer sig om oprensning af den øverste meter af jorden, som almindeligvis ligger over niveauet for kistebegravelser.

[K] har herudover anført, at Danmarks Radio i korrespondancen med en seer beskyldte transportministeren for at tale usandt. Ministeriet kan ikke stille sig tilfreds med, at Danmarks Radios Lytter og Seer redaktør blot finder forholdet ”uheldigt”, og at indstillingen fra redaktøren er sendt til de personer, der har modtaget Danmarks Radios beskyldninger. Der skal en stærkere beklagelse til.

2.2 Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio har anført, at de påklagede udsendelser handlede om klagers information vedrørende placeringen af stationen. Der blev lagt vægt på, hvordan de politiske beslutningstagere anså sig informeret og på uenigheden mellem [K] og Claus Haagen Jensen om, hvorvidt ændringen af placeringen var korrekt bekendtgjort.

I udsendelserne afgør Danmarks Radio ikke om metroens placering er korrekt bekendtgjort. Danmarks Radio rettede henvendelse til professor i forvaltningsret, Claus Haagen Jensen, der mener, at placeringen ikke er tilstrækkelig bekendtgjort, og at byggeriet bør stoppes. Som det også fremgår, er transportministeren af en anden opfattelse. Danmarks Radio finder ikke, at en faglig uenighed mellem [K] og professor Haagen Jensen ændrer ved, at det pågældende indslag var journalistisk relevant.

Danmarks Radio har erkendt, at det efter udsendelsen var muligt at finde de dokumenter, som transportministeren refererede til i interviewet. Det var imidlertid – som det fremgår af udsendelsen af 2. november 2009 – professor Haagen Jensens vurdering, at de af transportministeren omtalte dokumenter ikke indeholdt de tilstrækkelige oplysninger, der blev efterspurgt under interviewet den 1. november 2009. Det forhold, at en række involverede politikere og fagfolk påpeger, at disse informationer og hele beslutningsgrundlaget var utilstrækkeligt, udgør et forsvarligt og relevant afsæt for en kritisk journalistisk dækning.

Danmarks Radio har endvidere anført, at kritikken blev forelagt for klager, som også udtalte sig i et længere live-interview i 21 SØNDAG.

Danmarks Radio har vedrørende den grafiske fremstilling i sit svar af 4. marts 2010 til klager gjort opmærksom på, at klagen vedrørende berigtigelsen af illustrationen er fremkommet tre måneder efter udsendelsen. Man ønsker derfor ikke at foretage en berigtigelse på tv, ligesom det ikke giver mening at foretage en rettelse på sendefladen. Berigtigelsen angår det forhold, at det af indslaget ikke tydeligt nok fremgik, at 80 procent af anlægget ville berøre gravene på kirkegården uanset stationens placering. Henset til, at den præcise placering af metroen ikke var afgørende for den kritik, der blev rejst af [K], er det Danmarks Radios opfattelse, er der ikke tale om en fejl, der er egnet til at skade klager af betydning. Kritikken gik i det væsentligste på den manglende effektive oplysning om, at metrostationen for en stor dels vedkommende blev placeret på Assistens Kirkegård. Denne kritik af, at metrostationen placeres på kirkegården i stedet for Nørrebros Runddel, er det helt centrale. Spørgsmålet om placeringen inde på kirkegården er af sekundær betydning. Der er derfor ikke grundlag for yderligere berigtigelse end berigtigelsen publiceret på Danmarks Radios Fejl og Fakta-site tilbage i november sidste år. En berigtigelse på nettet slettes ikke.

Danmarks Radio har herudover anført, at forholdet vedrørende Danmarks Radios efterfølgende korrespondance med seere falder uden for nævnets kompetence. Redaktionen omtalte med enkelte seere transportministerens udtalelser som usande. Det er uheldigt. Da oplysninger om, at transportministeren talte usandt, imidlertid ikke fremgår af udsendelser, er der ikke grundlag for en berigtigelse på tv.

Danmarks Radio er af den opfattelse at have handlet i overensstemmelse med god presseskik, og at klager ikke er berettiget til at få bragt et genmæle.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Thomas Rørdam, Hans Peter Blicher, Kaare R. Skou og John Meinert Jacobsen.

Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse, der er i strid med god presseskik, jf. medieansvarsloven § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, herunder om genmælets indhold, form og placering. Da korrespondancen mellem Danmarks Radios redaktør og seere ikke er offentliggjort i mediet, falder forholdet uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke.

Efter det oplyste lægges det til grund, at ændringen af metrostationens placering ved Københavns Kommunes bekendtgørelse af 19. august 2009 ved Tillæg nr. 30 til Kommuneplan – Cityringen er bekendtgjort. Tillægget henviser til VVM-redegørelsen, hvor ændringen er afbildet.

I henhold til punkt A.1 i de vejledende regler for god presseskik er det massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

Pressenævnet finder, at Danmarks Radio ved at videregive og fastholde oplysningen fra professor Claus Haagen Jensen – som udtalte sig på baggrund af Danmarks Radios research – om, at beslutningen vedrørende metrostationens placering ikke var bekendtgjort, har bragt ukorrekt information. Danmarks Radio blev under udsendelsen den 1. november 2009 gjort bekendt med dette af daværende transportminister [B]. Pressenævnet finder i denne forbindelse, at det ikke kan tillægges vægt, at oplysningen om beslutningens manglende bekendtgørelse kom fra en troværdig kilde, da Claus Haagen Jensen udtalte sig på grundlag af Danmarks Radios research. Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Danmarks Radio for ikke at have kontrolleret oplysningen tilstrækkeligt.

Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet finder, at oplysningen om, at der ikke er sket bekendtgørelse af afgørelsen, er en faktisk forkert oplysning, og at denne er egnet til at påføre klager skade af betydning. Nævnet finder herefter, at [K] er berettiget til at få bragt et genmæle. Daværende transportminister [B]s udtalelser i 21 SØNDAG kan ikke føre til et andet resultat, da studieværten stillede spørgsmålstegn ved rigtigheden af udsagnet. Den rettelse, som Danmarks Radio oplæste den 2. november 2009 i TV AVISEN, var tillige i en sådan form, at seerne heller ikke derved fik fornøden mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen. Klager er herefter berettiget til at få bragt et genmæle.

Pressenævnet finder, at oplysningen om byggeriets lovlighed er en vurdering og ikke en faktisk oplysning, hvorfor klager allerede af denne grund ikke berettiget til genmæle vedrørende udsagnet ”ulovligt”.

Pressenævnet finder, at de grafiske illustrationer viste en ukorrekt geografisk placering af metrostationen. Da forholdet kan være egnede til at påføre klager skade af betydning, er klager også berettiget til at få bragt et genmæle vedrørende dette forhold. Nævnet finder i den forbindelse, at berigtigelsen på dr.dk er utilstrækkelig. Danmarks Radio burde således have berigtiget de forkerte oplysninger på tv, hvor også det påklagede forhold var offentliggjort.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio og dr.dk efter retningslinjerne i lovens § 39 at offentliggøre følgende:

Speak: [K] har klaget til Pressenævnet over 21 SØNDAG den 1. november 2009. Pressenævnet har udtalt kritik af Danmarks Radio og pålagt os at bringe følgende meddelelse:

21 SØNDAG handlede om opførelsen af en metrostation ved Assistens Kirkegård i København. I udsendelsen oplyses det, at placeringen af metrostationen siden de oprindelige tegninger er ændret, så yderligere 40 meter af kirkegården bliver inddraget i byggeriet. Det omtales i indslaget, at der ikke er sket bekendtgørelse af ændringen af placeringen, og at byggeriet derfor er ulovligt.

Denne oplysning er ikke rigtig. Ændringen var således bekendtgjort i et tillæg til kommuneplanen og gjort offentlig tilgængelig, bl.a. på kommunens og Metro Cityringens hjemmeside.

I udsendelsen blev ændringen illustreret ved et grafisk billede. Illustrationen viste en ændring, hvor stationen gik fra ikke at være placeret på kirkegården til nu alene at skulle opføres på kirkegården. Metrostationen har dog hele tiden skullet anlægges med 80 % på kirkegården, og ændringen medfører derfor alene en ændring for de resterende 20 %.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.”

Afgjort den 17. maj 2010