Den fulde tekst

Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

(Ungdomskriminalitet)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1034 af 29. oktober 2009, som ændret ved § 1 i lov nr. 1107 af 1. december 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 15 ændres »under 15 år« til: »under 14 år«.

2. § 33, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. En gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, kan ikke idømmes fængsel på livstid.«

3. I § 81 indsættes efter nr. 9 som nyt nummer:

»10) at gerningsmanden har medvirket til kriminalitet udført af et barn under 14 år,«

Nr. 10-12 bliver herefter nr. 11-13.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 404 af 21. april 2010 og senest ved § 2 i lov nr. 551 af 26. maj 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 752, stk. 2, ændres »under 15 år« til: »under 14 år«.

2. Overskriften til kapitel 75 b affattes således:

»Indgreb over for personer under 14 år«

3. I § 821 a, stk. 1, to steder i § 821 b, stk. 1, i § 821 b, stk. 2, § 821 c, § 821 d, stk. 1, § 821 e, stk. 1, § 821 f, stk. 1, § 821 f, stk. 2, og § 821 g ændres »under 15 år« til: »under 14 år«.

§ 3

I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 688 af 28. juni 2004, som ændret ved § 12 i lov nr. 516 af 7. juni 2006, foretages følgende ændring:

1. I § 6, nr. 2, ændres »under 15 år« til: »under 14 år«.

§ 4

Loven træder i kraft den 1. juli 2010.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 3 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg Slot, den 25. juni 2010

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Lars Barfoed

Omtryksnote
  • 24-08-2011:
  • Loven er omtrykt, da teksten »Under Vor Kongelige Hånd og Segl« før regentens eller rigsforstanderens navn på grund af en fejl i den tekniske produktion af forskriften var udeladt. Fejlen vedrører således ikke lovens indhold.