Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Pligt til uddannelse, beskæftigelse mv.

Kapitel 2   Kommunens ansvar

Kapitel 3   Ikrafttræden

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om pligt til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet

I medfør af §§ 2 a, stk. 6, og 2 c, stk. 7, i lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 21. juni 2010, fastsættes:

Kapitel 1

Pligt til uddannelse, beskæftigelse mv.

§ 1. 15-17-årige unge skal være i uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet, der sigter mod, at de unge gennemfører en uddannelse i overensstemmelse med deres uddannelsesplan.

Stk. 2. 15-17-årige unge, som er omfattet af undervisningspligten, jf. folkeskolelovens § 32, eller går i 10. klasse, opfylder pligten efter stk. 1.

§ 2. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge er indskrevet på en fuldtidsuddannelse, der finansieres af driftstilskud fra staten eller kommunerne, herunder:

1) Erhvervsuddannelser, jf. lov om erhvervsuddannelser.

2) Andre erhvervsrettede fuldtidsuddannelser efter regler fastsat i medfør af lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

3) Gymnasiale uddannelser, jf. lov om uddannelsen til studentereksamen (stx), lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) og lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven).

4) Erhvervsgrunduddannelse, jf. lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.

5) Maritime uddannelser, jf. lov om maritime uddannelser.

6) Produktionsskole, jf. lov om produktionsskoler.

7) Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

8) Ungdomsskoler, jf. lov om ungdomsskoler.

9) Fortsat undervisning på 10. klassetrin på frie grundskoler, jf. lov om friskoler, private grund­sko­ler m.v.

10) Almen voksenuddannelse, jf. lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), i et omfang, der for personer over 18 år er SU-berettigende.

11) HF-enkeltfag, jf. lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), i et omfang, der for personer over 18 år er SU-berettigende.

12) Folkehøjskole- eller ungdomshøjskoleophold, ophold på efterskoler og husholdningsskoler eller håndarbejdsskoler, jf. lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og hånd­ar­bejds­sko­ler.

13) Musikalsk grundkursus, jf. lov om musik.

§ 3. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge deltager i en privat uddannelse, der for personer over 18 år er SU-berettigende.

§ 4. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge er i lønnet beskæftigelse, herunder i en uddannelsesstilling.

Stk. 2. Beskæftigelsen skal have et omfang på mindst 18 timer om ugen.

§ 5. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge deltager i:

1) Tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, herunder alternative beskæftigelses- eller praktikforløb, der efter en konkret drøftelse er aftalt mellem den unge, forældremyndighedens indehaver og kommunen i uddannelsesplanen.

2) Forpraktik og trainee-aftaler.

3) 80/20-aftaler (integrationsstillinger) efter aftalen mellem Personalestyrelsen og de faglige organisationer.

§ 6. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge deltager i andre fuldtidsuddannelser i Danmark eller udlandet, er på au pair ophold i udlandet eller er anbragt uden for hjemmet, jf. lov om social service.

Stk. 2. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge deltager i alternative uddannelses- og beskæftigelsesforløb med et forberedende og udviklende formål, herunder tilbud efter § 10 eller frivilligt arbejde.

Stk. 3. Forløb efter stk. 2 skal konkret være aftalt mellem den unge, forældremyndighedens indehaver og Ungdommens Uddannelsesvejledning, som tilføjer de aftalte aktiviteter i uddannelsesplanen.

Kapitel 2

Kommunens ansvar

Fritagelse

§ 7. Kommunalbestyrelsen kan efter inddragelse af forældremyndighedens indehaver fritage unge fra pligten efter § 1, stk. 1, hvis kommunen konkret vurderer, at den unge som følge af sygdom, handicap eller væsentlige sociale problemer midlertidigt eller permanent ikke er i stand til at opfylde pligten efter § 1, stk. 1, jf. §§ 2-6.

Tilsyn

§ 8. Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med at unges pligt efter § 1, stk. 1, overholdes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal løbende inddrage forældremyndighedens indehaver som led i tilsynet.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal give tilbud til unge, jf. §§ 10 og 11, hvis den unge ikke overholder pligten efter § 1, stk. 1, jf. §§ 2-6.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal orientere den unge og forældremyndighedens indehaver om konsekvenserne af manglende overholdelse af pligten efter § 1, stk. 1, jf. lov om en børne- og unge-ydelse.

§ 9. Kommunalbestyrelsen skal som led i tilsynet efter § 8 træffe afgørelse om, hvorvidt pligten efter § 1, stk. 1, er overholdt. Forinden der træffes afgørelse om, at pligten ikke er overholdt, skal kommunalbestyrelsen gøre betydelige bestræbelser for at sikre overholdelse af pligten og for at drøfte alternative muligheder for en uddannelsesplan med den unge og forældremyndighedens indehaver.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse om manglende overholdelse af pligten efter § 1, stk. 1, kan indbringes for Det Sociale Nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvis kommunalbestyrelsen beslutter, at ungeydelsen efter lov om en børne- og ungeydelse skal standses eller udbetales til den unge.

Tilbud

§ 10. Kommunalbestyrelsen skal etablere tilbud og særlige forløb til 15-17-årige unge. De særlige forløb skal have til hensigt at sikre, at unge bliver uddannelsesparate, jf. bekendtgørelse om vurdering af uddannelsesparathed, uddannelsesplaner og procedurer ved valg af ungdomsuddannelse, ved at den unges realistiske muligheder for uddannelse efter grundskolen identificeres.

§ 11. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal kontakte 15-17-årige unge senest 5 arbejdsdage efter, at Ungdommens Uddannelsesvejledning er blevet bekendt med, at den unge ikke følger sin uddannelsesplan.

Stk. 2. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal tilbyde 15-17-årige unge en ny aktivitet, jf. §§ 2-6, senest 30 kalenderdage efter, at kontakten er etableret, jf. stk. 1, dog under hensyntagen til sommerferieperioden på institutioner, som udbyder ungdomsuddannelser.

Kapitel 3

Ikrafttræden

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. december 2010.

Undervisningsministeriet, den 7. juli 2010

P.M.V.
E.B.
Steffen Jensen

/ Simon Kjølby Larsen