Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Lovens anvendelsesområde

Kapitel 2   Selskaber m.v.

Kapitel 3   Fysiske personer

Kapitel 3 A   (ophævet)

Kapitel 4   Fælles bestemmelser

Den fulde tekst

Bekendtgørelse af konkursskatteloven

Hermed bekendtgøres konkursskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1011 af 4. oktober 2006, med de ændringer, der følger af § 4 i lov nr. 343 af 18. april 2007, § 8 i lov nr. 335 af 7. maj 2008, § 7 i lov nr. 521 af 17. juni 2008, § 13 i lov nr. 460 af 12. juni 2009 og § 10 i lov nr. 462 af 12. juni 2009.

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Denne lov finder anvendelse på visse skatteforhold i forbindelse med konkurs efter reglerne i konkursloven.

Stk. 2. Loven gælder ikke ved frivillig akkord i konkurs, tvangsakkord i konkurs og gældssanering i konkurs. Lovens § 5 og § 13 gælder dog i disse tilfælde.

Stk. 3. Loven gælder ikke ved udenlandske konkurser, der tillægges retsvirkning her i landet efter reglerne i konkurslovens § 6. Lovens § 4 og § 12 gælder dog i disse tilfælde.

Kapitel 2

Selskaber m.v.

§ 2. Selskaber, fonde, foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-2a, 2 d-2 h og 3 a-6, og § 2, stk. 1, litra a-b, og i fondsbeskatningsloven, der tages under konkursbehandling, er ikke skattepligtige af konkursindkomsten, medmindre der træffes beslutning om skattepligt efter kapitel 4.

§ 3. Konkursindkomsten omfatter ved selskaber m.v. skyldnerens indtægter og udgifter fra begyndelsen af det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og indtil konkursdekretets afsigelse samt konkursboets indkomst indtil konkursens slutning.

Stk. 2. Med de undtagelser, der følger af denne lov, er konkursindkomsten og skatten af denne omfattet af lovgivningens regler for skattepligtig indkomst og skat af skattepligtig indkomst, herunder også reglerne om indkomstopgørelse og skatteberegning. Ved beregningen af skatten gives et fradrag i konkursindkomsten på 100.000 kr.

Stk. 3. Er der truffet bestemmelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, skal bostyret indgive selvangivelser vedrørende denne indkomst for det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og for hvert af de følgende indkomstår under konkursen. Selvangivelserne skal indgives inden udløbet af den frist, der gælder for indgivelse af selvangivelse for det indkomstår, hvori konkursen sluttes. Skatten betales efter de regler, der gælder for dette års indkomstskat.

§ 4. Underskud fra før konkursens slutning kan ikke fradrages efter dette tidspunkt.

Stk. 2. Inden for perioden fra begyndelsen af det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og indtil konkursens slutning kan underskud ved opgørelsen af konkursindkomsten i de enkelte indkomstår fremføres eller tilbageføres i konkursindkomsten. Underskud fra tidligere indkomstår, som efter ligningslovens § 15 er fradragsberettigede i det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, kan også fradrages ved opgørelsen af konkursindkomsten i de øvrige indkomstår under konkursen indtil dens slutning og ikke i anden indkomst.

Stk. 3. Når selskaber er sambeskattede forud for det indkomstår, hvor konkursdekret afsiges, hæfter det ultimative moderselskab og administrationsselskabet i den internationale sambeskatning tillige for skatter af et af selskabernes konkursindkomst, når skatterne inden dekretet ville have været omfattet af hæftelsen i selskabsskattelovens § 31 A, stk. 4.

§ 5. Sluttes et konkursbo efter konkurslovens § 144, uden at tvangsakkord gennemføres, bortfalder skattefriheden efter § 2 og beskatningen efter de særlige regler i §§ 3-4. Indkomsten for de enkelte indkomstår under konkursen skal selvangives inden for den frist, der gælder for indgivelse af selvangivelse for det indkomstår, hvori konkursen sluttes.

Stk. 2. Sluttes et konkursbo efter konkurslovens § 144, fordi der opnås tvangsakkord, kan skyldneren vælge at opgøre sin skattepligtige indkomst efter stk. 1.

Kapitel 3

Fysiske personer

§ 6. Fysiske personer, hvis bo tages under konkursbehandling, er ikke skattepligtige af konkursindkomsten, medmindre der træffes beslutning om skattepligt efter kapitel 4.

§ 7. Konkursindkomsten omfatter ved fysiske personer skyldnerens indtægter og udgifter fra konkursboets aktiver og passiver i perioden fra konkursdekretets afsigelse indtil konkursens slutning.

Stk. 2. Endvidere omfatter konkursindkomsten skyldnerens indtægter og udgifter fra begyndelsen af det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og indtil dekretets afsigelse. Skyldnerens A-indkomst eller indkomst fra driften eller deltagelse i driften af en ægtefælles virksomhed omfattes dog ikke af konkursindkomsten.

§ 8. Løn, understøttelse og andre ydelser, der udbetales til skyldneren fra boet, medregnes i skyldnerens indkomst. Har boet givet skyldneren adgang til at benytte en fast ejendom som bolig, beskattes skyldneren af lejeværdien, der opgøres på samme måde, som hvis konkurs ikke var indtrådt. Tilsvarende gælder, hvis skyldneren får adgang til at benytte en bolig i en ejendom omfattet af ejendomsværdiskatteloven.

§ 9. Kildeskattelovens § 25 A finder ikke anvendelse, hvis den ægtefælle, der ejer virksomheden, er under konkurs ved udgangen af indkomståret. Kildeskattelovens § 25 A, stk. 7 og 8, gælder dog fra indkomstårets begyndelse indtil konkursdekretets afsigelse.

Stk. 2. Skyldnerens ægtefælle beskattes af løn, understøttelse og andre ydelser, der udbetales den pågældende af boet, uanset boet er indtrådt i en eventuel lønaftale mellem ægtefællerne.

§ 10. Er der truffet bestemmelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, skal skyldneren indgive særskilte selvangivelser vedrørende denne indkomst for det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, for hvert af de følgende hele indkomstår under konkursen samt for perioden fra begyndelsen af det sidste indtægtsår under konkursen og indtil konkursens slutning. Selvangivelserne skal indgives inden udløbet af den frist, der gælder for indgivelse af selvangivelse for det indkomstår, hvori konkursen sluttes.

Stk. 2. Bostyret skal meddele skyldneren de nødvendige oplysninger til brug for selvangivelsen.

Stk. 3. Skatten af konkursindkomsten betales efter de regler, der gælder for indkomstskatten i det indkomstår, hvori konkursen sluttes.

§ 11. Med de undtagelser, der følger af denne lov, er konkursindkomsten og skatten af denne omfattet af lovgivningens regler for skattepligtig indkomst og skat af skattepligtig indkomst, herunder også reglerne om indkomstopgørelse.

Stk. 2. I konkursindkomsten medtages 70 pct. af hvert indkomstårs positive eller negative aktieindkomst. Udbytteskat af udbytter, der indgår i konkursindkomsten, kan ikke udbetales, men alene modregnes i eventuel skat af konkursindkomsten.

Stk. 3. Skyldnerens eller dennes ægtefælles betaling af leje til konkursboet indtægtsføres ikke hos boet og kan heller ikke fradrages hos skyldneren eller ægtefællen.

Stk. 4. Beløb som nævnt i § 8 og § 9, stk. 2, fradrages i konkursindkomsten. Det gælder dog ikke lejeværdi af fast ejendom samt ejendomsværdiskat.

Stk. 5. Skatten udgør 45 pct. af konkursindkomsten. Ved skattens beregning foretages et fradrag i konkursindkomsten på 100.000 kr.

§ 12. I det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og senere indkomstår kan underskud fra tidligere indkomstår, herunder tab, der kan fremføres efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13 A, stk. 2 og 3, kursgevinstlovens § 32, stk. 3, og ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 3, ikke fradrages i indkomst hos skyldneren eller dennes ægtefælle, jf. dog stk. 2 og 5.

Stk. 2. Underskud hos skyldneren fra tidligere indkomstår, som efter personskattelovens § 13, stk. 1 og 2, kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, kan fratrækkes i konkursindkomsten.

Stk. 3. Inden for perioden fra begyndelsen af det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og indtil konkursens slutning kan underskud ved opgørelsen af konkursindkomsten i de enkelte indkomstår fremføres eller tilbageføres til fradrag i konkursindkomsten i de øvrige indkomstår.

Stk. 4. Underskud i konkursindkomsten kan ikke fradrages i den øvrige indkomst hos skyldneren eller dennes ægtefælle i indkomstår, hvor skyldnerens bo er under konkursbehandling, eller senere indkomstår.

Stk. 5. Underskud fra ejerens virksomhed for året før det indkomstår, hvori skyldneren erklæres konkurs, eller for tidligere indkomstår, som blev fradraget hos skyldnerens ægtefælle i det pågældende år, kan ikke fremføres til fradrag i det indkomstår, hvori skyldneren erklæres konkurs, eller senere indkomstår hos ægtefællen. Sådanne underskud kan fradrages i konkursindkomsten efter reglerne i stk. 2.

Stk. 6. Ved opgørelsen af virksomhedens underskud hos skyldnerens ægtefælle nedsættes ægtefællens indtægter, der ikke vedrører virksomheden, med ægtefællens udgifter, der ikke vedrører virksomheden.

Stk. 7. Underskud i anden indkomst end konkursindkomsten hos skyldneren eller dennes ægtefælle kan ikke fradrages i konkursindkomsten, ud over hvad der følger af stk. 2 og 5.

§ 12 a. I det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og senere indkomstår kan resterende negativ skat af negativ aktieindkomst ikke modregnes i slutskat hos den skattepligtige eller dennes ægtefælle.

Stk. 2. Resterende negativ skat hos skyldneren fra tidligere indkomstår, som efter personskattelovens § 8 a kan fratrækkes i slutskatten for det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, kan fratrækkes i skatten af konkursindkomsten.

Stk. 3. Negativ aktieindkomst, der medtages med 70 pct. i konkursindkomsten, jf. § 11, stk. 2, kan ikke fradrages i den øvrige indkomst hos skyldneren eller dennes ægtefælle i indkomstår, hvor skyldnerens bo er under konkursbehandling, eller senere indkomstår.

§ 13. Sluttes et konkursbo efter konkurslovens § 144, uden at tvangsakkord gennemføres, bortfalder skattefriheden efter § 6 og de særlige beskatningsregler i §§ 7-12. Indkomsten for de enkelte indkomstår under konkursen selvangives i så fald efter de frister, der gælder for indgivelse af selvangivelse for det indkomstår, hvori konkursen sluttes.

Stk. 2. Sluttes et konkursbo efter konkurslovens § 144, fordi der opnås tvangsakkord, kan skyldneren vælge at opgøre sin skattepligtige indkomst efter stk. 1.

Kapitel 3 A

(ophævet)

Kapitel 4

Fælles bestemmelser

§ 14. Bestemmelse om skattepligt træffes, hvis det skønnes, at konkursindkomsten opgjort efter fradrag af tidligere års underskud overstiger 100.000 kr. Told- og skatteforvaltningen kan undlade at træffe bestemmelse om skattepligt, hvis det må antages, at kun en mindre del af skatten kan inddrives.

§ 15. Bostyret skal indgive genpart af statusoversigten samt af redegørelsen, jf. konkurslovens § 125, stk. 2, til skattemyndigheden samtidig med fremsendelsen til fordringshaverne.

Stk. 2. Afgørelse om eventuel skattepligt skal træffes inden tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.

Stk. 3. Der kan senere træffes bestemmelse om skattepligt, hvis der indgår et aktiv i boet, som enten ikke var nævnt i bostyrets oplysninger efter stk. 1, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. Det påhviler bostyret at give told- og skatteforvaltningen særskilt meddelelse om sådanne ændringer. Afgørelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, skal træffes inden fire uger fra meddelelsens modtagelse.

Stk. 4. En afgørelse fra told- og skatteforvaltningen, der pålægger skattepligt, kan påklages af bostyret eller skyldneren, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og § 40, stk. 1. Foreligger Landsskatterettens afgørelse om, at skattepligten skal fastholdes, ikke senest 3 måneder efter klagens modtagelse, bortfalder skattepligten.

§ 16. (Ophævet)

§ 17. (Ophævet)

§ 18. Med bøde straffes den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed:

1) undlader at indsende de i § 15, stk. 1 og 3, omhandlede oplysninger,

2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelsen om skattepligt efter § 14, jf. § 15, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Er forholdet begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, eller foreligger der i øvrigt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

§ 19. I sager om overtrædelse af denne lov, der behandles administrativt, jf. § 20, finder retsplejelovens § 752, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

§ 20. Skønnes overtrædelsen ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan told- og skatteforvaltningen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejeloven om indholdet af anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 21. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for konkursboer, hvor fristdagen efter konkursloven er den 20. december 1990 eller senere.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Skatteministeriet, den 27. oktober 2010

Peter Loft

/ Jesper Skovhus Poulsen