Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 20. januar 2009 i sag 28.2008

A og B,

Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark v/ Christian Dyrberg

mod

C

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Linda Rudolph Greisen, chefkonsulent Simon Neergaard-Holm (begge DA) samt advokat Evelyn Jørgensen og konsulent Gert Svendsen (begge LO). Endvidere har som særlige sagkyndige deltaget konsulent Søren Lund Hansen, Dansk Byggeri og uddannelseskonsulent Jens Ejlerskov Petersen, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark.

Mellem klageren, elev A, og indklagede, C, blev den 24. maj 2006 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som tømrer med uddannelsesperiode fra den 30. november 2006 til den 27. marts 2009.

Mellem klageren, elev B, og samme indklagede blev den 14. juni 2005 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som tømrer med uddannelsesperiode fra den 1. august 2005 til den 26. marts 2009.

Klagerne har ved deres organisation, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark, ved klageskrift modtaget den 16. april 2008 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 92.796,87 kr. til A og 104.892,32 kr. B.

Indklagede ophævede uddannelsesaftalerne den 7. december 2007 som følge af betalingsstandsning.

De krævede beløb vedrører skattefri godtgørelse efter overenskomstens § 29, erstatning frem til den 14. december 2007, hvor klagerne fik andet arbejde, godtgørelse for misligholdelse af uddannelsesaftalerne og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven og for B´ s vedkommende tillige pensionsbidrag.

Indklagede er under konkurs, og boets advokat har meddelt Tvistighedsnævnet, at boet ikke ønsker at indtræde i sagen.

Sagen har været forhandlet i Tvistighedsnævnet den 26. november 2008.

Klagerne har givet møde for nævnet og redegjort for sagen og deres krav.

Det fremgår af ansættelsesbevisernes pkt. 8, at der ikke er oplyst noget om kollektiv overenskomst.

Det er oplyst, at indklagede er omfattet af overenskomst 2007 mellem Dansk Byggeri og Forbundet Træ-Industi-Byg i Danmark.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Der er enighed om at tiltræde klagernes krav vedrørende skattefri godtgørelse, pensionsbidrag og godtgørelse for misligholdelse af uddannelsesaftalen.

Vedrørende erstatning for løn fra ophævelsestidspunkt til den 14. december 2007 finder 4 medlemmer, at der ikke i overenskomsten er hjemmel hertil.

3 medlemmer finder, at klagerne i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 56, stk. 1, jf. Højesterets dom af 1. oktober 2008 i sag 297/2007, har krav på løn i perioden fra den uvarslede ophævelse af uddannelsesaftalen til den 14. december 2007 (opsigelsesperioden). Efter det oplyste indeholder den på området gældende overenskomst for arbejdstagere regler om opsigelsesvarsler. Erhvervsuddannelslovens § 56, stk. 1, bestemmer bl.a., at ”I aftaleperioden gælder de bestemmelser, der ved kollektiv overenskomster … er fastsat om arbejdstageres ansættelses- og arbejdsvilkår mv., i det omfang det er foreneligt med uddannelsen efter denne lov.” Klagernes krav på erstatning efter opsigelsesreglerne er efter vores opfattelse ikke uforeneligt med uddannelsen.

Vedrørende godtgørelse efter lov om ansættelsesbeviser har indklagede tilsidesat sin pligt til at oplyse om overenskomsten. 1 medlem finder, at godtgørelsen bør fastsættes til mere end 10.000 kr., 3 medlemmer finder, at den bør fastsættes til 5.000 kr. svarende til udgangspunktet, jf. Højesterets dom i UfR 1997 s. 1702, og 3 medlemmer vil tilkende klagerne et mindre beløb. Efter stemmefordelingen fastsættes godtgørelsen til 5.000 kr.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at der tilkendes A 39.125 kr. og B 39.552,07 kr.

T h i b e s t e m m e s

Indklagede, C, skal inden 14 dage til klageren A betale 39.125 kr. og til klageren B betale 39.552,07 kr.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet anmoder om at blive underrettet om rettens afgørelse.