Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 27. april 2009 i sag 51.2008

(HK/Danmark v/advokat Peter Breum)

mod

B

v/C

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og chefkonsulent Simon Neergaard-Holm (begge DA) samt advokat Ane Kristine Lorentzen og konsulent Gert Svendsen (begge LO). Endvidere har som særlig sagkyndige medlemmer deltaget juridisk konsulent Katrine Bocianski, Dansk Erhverv Arbejdsgiver og faglig sekretær Lisbeth Nørremark, HK.

Mellem klageren, elev A, født den 6. juni 1967, og indklagede, v/ C, blev den 10. juli 2007 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som detailhandler med speciale som blomsterdekoratør med uddannelsesperiode fra den 31. juli 2007 til den 30. juli 2011.

Klageren har ved sin organisation, HK Danmark, ved klageskrift modtaget den 11. juli 2008 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 142.810,49 kr. til klageren med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg. Kravet er opgjort som løndifference for januar 2008 og løn for månederne februar-maj med i alt 73.235,49 kr., tab af uddannelsesgode, 50.000 kr., feriepenge 2007, 9.712,50 kr. og feriepenge 2008, 9.862,50 kr.

Sagen har været forhandlet i Tvistighedsnævnet den 23.marts 2009.

Klageren har givet møde for nævnet og redegjort for sagen og sit krav. Indklagede har ikke givet møde for nævnet.

Sagens omstændigheder

Indklagede ophævede uddannelsesaftalen den 16.januar 2008 under henvisning til, at A ikke var mødt på arbejde den 15. januar 2008. Klageren har oplyst, at indklagede er under konkursbehandling.

Klageren har forklaret bl.a., at hun den 15.januar forsøgte at komme i forbindelse med arbejdsgiveren for at sygemelde sig. Da det ikke kunne lade sig gøre, sendte hun en sms herom til arbejdsgiveren. Hun har ikke efterfølgende fået nogen ny elevplads. Bortset fra den første måneds tid, har hun ikke under ansættelsen modtaget nogen oplæring eller nogen uddannelsesplan. C er ikke uddannet. Han var på arbejdspladsen omkring 3 timer dagligt, hvor han sad på kontoret og drak øl. Hendes arbejde bestod dels i at ekspedere kunder og i at lave blomsterbuketter.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at det efter klagerens forklaring må lægges til grund, at indklagede ikke havde noget grundlag for at ophæve uddannelsesaftalen. Da klageren er omfattet af funktionærloven, har hun krav på erstatning svarende til løn i opsigelsesperioden. Hun har endvidere krav på erstatning for tab af uddannelsesgode også henset til, at hun reelt ikke er blevet uddannet under ansættelsesforholdet.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Indklagede har ikke godtgjort, at der var grundlag for at ophæve uddannelsesaftalen. Da klagerens ansættelsesforhold omfattede butiksarbejde, findes klageren at være omfattet af funktionærloven. Klageren har derfor krav på minimalerstatning i medfør af funktionærlovens § 3, stk. 2, 3. punktum, jf. Højesterets dom, U 2009.97 H, svarende til løn indtil fratræden med 3 måneders varsel, det vil sige manglende løn for januar måned og løn for månederne februar, marts og april, i alt 57.295,49 kr. samt feriepenge heraf, 7.161,93 kr. Dertil kommer, at det må lægges til grund, at klageren som opgjort har krav på feriepenge vedrørende 2007 med 9.712 kr.

Vedrørende krav som følge af tab af uddannelsesgode:

4 medlemmer bemærker:

Før Højesterets dom i U 2009.97 H fandt Tvistighedsnævnet, at elever, der var omfattet af funktionærloven, ikke havde krav på minimalerstatning efter funktionærlovens § 3. Disse elever blev, ligesom elever, der ikke er omfattet af funktionærloven, som udgangspunkt tilkendt en erstatning på 30.000 kr., såfremt arbejdsgiveren uberettiget havde ophævet uddannelsesaftalen. Denne erstatning, der tidligere som udgangspunkt var på 25.000 kr., har efter en mangeårig praksis i Tvistighedsnævnet været opgjort som et rundt beløb, der nogenlunde har svaret til 3 måneders løn. I visse tilfælde har erstatningen været fastsat til et højere beløb, jf. f.eks. U 1997.966 V, hvor Vestre Landsret i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets flertal fastsatte erstatningen til 45.000 kr. Tvistighedsnævnets flertal havde henvist til elevens indtægtstab, den manglende uddannelse, forstyrrelse af hendes forhold og mistet selvagtelse. Af U 2001.203 V fremgår, at Vestre Landsret tilkendte en elev erstatning for uberettiget ophævelse på 23.000 kr., der i elevens påstandsopgørelse var anført som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af forsinkelse med at opnå svendeløn. Af U 2006.667 V fremgår, at Tvistighedsnævnet som erstatning for ophævelse af uddannelsesaftalen havde tilkendt eleven 25.000 kr. Landsretten bemærkede, at der ikke var grundlag for at tilkende eleven anden erstatning for ophævelsen end fastsat af Tvistighedsnævnet.

I sagen vedrørende funktionærloven, der blev afgjort af Højesteret, jf. U 2009.97 H, var eleven af Tvistighedsnævnet blevet tilkendt en erstatning på 30.000 kr., der ifølge Tvistighedsnævnets kendelse ikke dækkede erstatningskrav efter funktionærlovens § 3. Det fremgår af Højesterets dom, at sagen for Højesteret alene drejede sig om spørgsmålet, om eleven var berettiget til minimalerstatning efter funktionærlovens § 3, stk. 2, 3. punktum. Det fremgår endvidere af dommen, at det ikke af arbejdsgiveren blev gjort gældende, at den af Tvistighedsnævnet tilkendte erstatning skulle fratrækkes elevens minimalerstatningskrav, såfremt eleven måtte få medhold i sin påstand efter funktionærlovens § 3.

Flertallet finder herefter, at A i den foreliggende sag ikke har krav på yderligere erstatning, idet den erstatning, der tilkendes hende i medfør af funktionærlovens § 3 i realiteten er identisk med – og beløbsmæssigt større – end den erstatning, som hun efter Tvistighedsnævnets hidtidige praksis ville være blevet tilkendt som følge af den uberettigede ophævelse af ansættelsesforholdet.

3 medlemmer bemærker:

I Højesterets dom U 2009.97 H blev det fastslået, at eleven havde krav på minimalerstatning efter Funktionærlovens § 3, udover det af Tvistighedsnævnet tilkendte beløb på kr. 30.000. Minimalerstatningen efter Funktionærlovens § 3 gør alene op med erstatning for den mistede lønindtægt ved uberettiget bortvisning, og der er ikke hjemmel til at modregne en godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 1 i denne erstatning.

Mindretallet finder derfor, at eleven udover erstatning efter funktionærlovens § 3 skal tilkendes en godtgørelse i henhold til erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 1.

Efter Tvistighedsnævnets hidtidige praksis blev beløbet på 30.000 kr. i henhold til erhvervsuddannelsesloven givet uafhængig af en mistet lønindtægt for eleven. Beløbet blev tilkendt primært ud fra godtgørelseshensyn for de ulemper, som en afbrydelse af uddannelsen gav med hensyn til manglende uddannelse, forsinket uddannelse, tab af selvværd etc. Flertallet anfører, at godtgørelsen på 30.000 kr. ca. svarer til 3 måneders løn. Det bemærkes, at i mange sager er dette beløb – som ikke er reguleret i flere år - væsentlig mindre end 3 måneders løn. I denne sag vil 3 måneders løn for en voksenelev svare til 47.320 kr.

Da der ikke er grundlag for, at Tvistighedsnævnet skal ændre en årelang praksis for udmåling af en godtgørelse, som dækker et andet retstab end løn efter funktionærlovens § 3, stemmer mindretallet for, at der tilkendes eleven 50.000 kr. efter erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1. Ved udmålingen lægges vægt på, at der i denne sag er skærpende omstændigheder, idet eleven ikke under ansættelsen har modtaget nogen oplæring eller uddannelsesplan.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at der tilkendes klageren i alt 74.169,42 kr. med tillæg af procesrente fra den 11. juli 2008.

T h i b e s t e m m e s

Indklagede, B v/C, skal inden 14 dage til klageren, A, betale 74.169,42 kr. med tillæg af procesrente fra den 11. juli 2008.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet anmoder om at blive underrettet om rettens afgørelse.