Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 25. maj 2009 i sag 60.2007

A

(3F v/advokat Helle Sønderskov Sørensen)

mod

B v/T

(advokat Søren Vestergaard Hansen)

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og chefkonsulent Lise Bardenfleth (begge DA) samt advokat Ane Kristine Lorentzen og advokat Martin Juul Christensen (begge LO). Endvidere har som særlig sagkyndige medlemmer deltaget juridisk konsulent Jesper Bøgh Christensen, Dansk Erhverv og advokat Jesper Schäfer Munk, 3F.

Mellem klageren, elev A, og indklagede, B, blev den 3.juli 2006 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som kok med uddannelsesperiode fra den 1. juli 2006 til den 31. december 2009.

Klageren har ved sin organisation, Fagligt Fælles Forbund, ved klageskrift modtaget den 11. oktober 2007 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 181.461,89 kr. til klageren.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagen har efter flere udsættelser af berammede møder været forhandlet i Tvistighedsnævnet den 30. april 2009.

Parterne, indklagede ved indehaveren T, har givet møde for nævnet og afgivet forklaring.

Sagens omstændigheder

På tidspunktet for uddannelsesaftalens indgåelse var A frihedsberøvet, idet han afsonede en fængselsstraf. Der blev indgået en aftale med statsfængslet, således at A kunne arbejde i forbindelse med udgang fra fængslet. As udgangsaftale blev inddraget af fængslet som følge af ulovlig besiddelse af mobiltelefon, og A skulle afsone 7 dage i strafcelle. Som følge heraf blev uddannelsesaftalen ophævet efter gensidig aftale den 5. februar 2007. Det er anført på ophævelsesblanketten, at ophævelsen er med virkning fra den 1. februar 2007. I forbindelse med underskrivelsen af ophævelsesblanketten underskrev parterne den 5. februar 2007 følgende erklæring:

”Det erklæres herved at B og A ingen gensidige krav har mod hinanden.”

I et brev af samme dato skrev T i et brev til A:

”Vi er kede af, at vi efter gensidig aftale må ophæve din uddannelsesaftale, men du er velkommen til at genoptage din uddannelse på B i august 2007, og du vil opretholde din allerede optjente anciennitet.

Genoptagelse af uddannelsen forudsætter at du er indstillet på at overholde de aftaler, der indgås med B.”

Efter ophævelsen rettede A i marts-april 2007 henvendelse til 3F vedrørende krav på overarbejdsbetaling, og 3F skrev herom til Dansk Erhverv den 30. maj 2007.

Indklagede har under sagen bestridt As overarbejdskrav og har herunder blandt andet henvist til den fælles erklæring af 5. februar 2007 om, at parterne ingen gensidige krav har mod hinanden.

Under forhandlingen i Tvistighedsnævnet den 30. april 2009 besluttede nævnet, at der først skulle tages stilling til synspunkterne vedrørende erklæringen af 5. februar 2007.

A har forklaret bl.a., at han den 5. februar 2007 pludselig blev vækket og fik at vide, at han skulle til møde med T. Der var også en socialrådgiver fra fængslet til stede under mødet. Han mente på det tidspunkt, at han havde afspadserings eller overarbejdsbetalingskrav, men han var enig i, at uddannelsesaftalen måtte ophæves. Han og T havde på et tidligere tidspunkt talt om afspadsering af overarbejdstimerne. Han gik ud fra at erklæringen om, at der ikke var nogen gensidige krav, handlede om eventuelle krav på grund af ophævelsen af uddannelsesaftalen, men han var godt klar over, at han ikke havde noget krav på grund af ophævelsen. Han havde ved starten af uddannelsesforholdet underskrevet et lignende dokument. Han henvendte sig til 3F marts-april, fordi han på det tidspunkt ikke længere regnede med, at T ville have ham tilbage, for T havde ikke indkaldt ham til arbejde, selvom de havde talt om det. Han nævnte for 3F, at han havde underskrevet erklæringen, men 3F mente ikke, at denne erklæring kunne gøres gældende over for hans overarbejdskrav.

T har forklaret bl.a., at han udarbejdede erklæringen om, at der ikke var krav parterne imellem, fordi A sad i fængsel, men han mente i øvrigt ikke, at A på det tidspunkt havde noget krav mod firmaet. Mødet i fængslet foregik stille og roligt, og As socialrådgiver deltog i mødet. Det var anden gang, at A ikke kunne møde på arbejde, som han skulle, og A var enig i, at aftalen måtte ophæves. De underskrev ophævelsesblanketten og erklæringen om, at der ikke var nogen gensidige krav. Erklæringen blev ikke nærmere drøftet. Det er rigtigt, at han og A omkring årsskiftet havde talt om afspadsering. Det var på grund af 6-7 ekstravagter, som A havde taget. Det var meningen, at afspadseringen skulle ske, når han engang var blevet løsladt.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at erklæringens betydning må ses i lyset af omstændighederne i forbindelse med underskrivelsen. A blev hevet ud af sengen og skulle skrive under. Man kan ikke forvente, at han på det tidspunkt kunne tænke klart, og efter forklaringen var A ikke bevidst om, at han fraskrev sig andre rettigheder end dem, der eventuelt vedrørte ophævelsen af uddannelsesaftalen. Han forventede på det tidspunkt også, at der ville være mulighed for afspadsering når ansættelsesforholdet blev genoptaget i august, så der er også tale om bristede forudsætninger. Efter en samlet vurdering må aftalen derfor i medfør af aftalelovens § 36 erklæres ugyldig. Dertil kommer, at en ansat ikke kan frafalde krav på overarbejdsbetaling uden fagforeningens medvirken og accept heraf.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at der ikke er godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at aftalen om gensidige krav skulle være ugyldig. Der var ikke tale om noget pres imod A, det var et roligt møde med deltagelse af en socialrådgiver fra fængslet. A var klar over, at der var tale om en gensidig ophævelse af uddannelsesaftalen, og han har også under sagen her erkendt, at han ikke havde noget krav i forbindelse med ophævelsen. Erklæringen om ingen gensidige krav skal også ses i lyset af den omstændighed, at indklagede kunne have krævet erstatning af A som følge af hans misligholdelse af ansættelsesforholdet. Der er endvidere ikke noget til hinder for, at en ansat fraskriver sig allerede optjente krav. Der er således ikke tale om et ensidigt frafald af krav, men om et gensidigt. Klagerens synspunkt om bristede forudsætninger er alene udtryk for en efterrationalisering.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Indledningsvis bemærkes, at en del af klagerens krav vedrører løn for juni måned 2006. Da uddannelsesaftalen er gældende fra den 1. juli 2006, kan Tvistighedsnævnet ikke tage stilling til dette lønkrav, jf. erhvervsuddannelseslovens § 63, stk. 2, jf. stk. 1, hvorfor denne del af kravet afvises fra Tvistighedsnævnet.

4 medlemmer bemærker:

Vi finder, at A ikke har godtgjort noget grundlag for at tilsidesætte erklæringen af 5. februar 2007 om, at parterne ikke har nogen gensidige krav mod hinanden, som ugyldig. Vi har herved lagt vægt på, at det efter As egen forklaring må lægges til grund, at han, da han underskrev erklæringen, var af den opfattelse, at han havde krav på afspadsering af overarbejde eller betaling herfor, og at han også var klar over, at han ikke havde noget krav mod arbejdsgiveren som følge af den i øvrigt gensidige ophævelse af uddannelsesaftalen, der var foranlediget af hans misligholdelse af ansættelsesforholdet. Det er endvidere ikke godtgjort, at erklæringen er underskrevet under nogen form for pres fra arbejdsgiverens side. Da det endelig ikke kan antages, at det er en gyldighedsbetingelse for erklæringen, at denne er tiltrådt af fagforeningen, finder vi, at erklæringen er bindende for A, og vi stemmer derfor for at frifinde indklagede for kravene vedrørende uddannelsesperioden.

3 medlemmer bemærker:

På grundlag af As forklaring må det lægges til grund, at han ikke var af den opfattelse, at erklæringen vedrørte hans overarbejdskrav, hvad enten dette drejede sig om senere afspadsering eller betaling for overarbejde. Henset hertil og til de særlige omstændigheder i forbindelse med underskrivelsen af erklæringen, finder vi, at erklæringen i medfør af aftalelovens § 36 må tilsidesættes som ugyldig. Vi finder således, at sagen må afgøres på grundlag af en stillingtagen til overarbejdskravet og indklagedes øvrige indsigelser heroverfor. Et medlem bemærker yderligere:

Den enkelte lønmodtager kan ikke selv træffe aftale om fravigelse af efterbetalingskrav, der hviler på en lovbestemt obligatorisk overenskomst. Det er kun den overenskomstbærende organisation, der kan det. Den kollektive interesse, som organisationen er repræsentant for, går forud for

den enkeltes handlefrihed. Som følge heraf, kan erklæringen alene af denne årsag ikke medføre at lønmodtageren har frasagt sig sit krav.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at indklagede frifindes for betalingskravet vedrørende uddannelsesaftalen.

T h i b e s t e m m e s

Indklagede, B, frifindes for klagerens krav vedrørende uddannelsesaftalen. Kravet vedrørende juni 2006 afvises.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet anmoder om at blive underrettet om rettens afgørelse.