Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 11. juni 2010 i sag 74.2009

A

3F, forhandlingssekretær Jacob Scavenius

mod

B v/direktør C

Kristelig Arbejdsgiverforening v/advokat Nikolaj Nikolajsen

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og advokat Linda Rudolph Greisen (begge DA) samt advokat Ulrik Mayland og faglig sekretær Jeanette Hahnemann (begge LO). Endvidere har som særlige sagkyndige medlemmer deltaget konsulent Søren Lund Hansen, Dansk Byggeri og uddannelseskonsulent Steen Boesen, 3F.

Mellem klageren, A, født den 11. august 1989, og indklagede, B, blev den 11. august 2006 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som murer med uddannelsesperiode fra den 31. juli 2006 til den 26. marts 2010.

Det fremgår af uddannelsesaftalens pkt. 8, at der under kollektiv overenskomst er anført ”Kristelig Arbejdsgiverforening”.

Klageren har ved sin organisation, Fagligt Fælles Forbund, ved klageskrift modtaget den 31. juli 2009 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale til klageren 52.064,98 kr., der vedrører manglende løn på grundlag af beregning efter overenskomsten mellem 3F og Dansk Byggeri, samt godtgørelse på 10.000 kr. i medfør af ansættelsesbevisloven.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagen har været forhandlet i Tvistighedsnævnet den 11. maj 2010.

Parterne, indklagede ved direktør C, har givet møde for nævnet og afgivet forklaring.

Sagens omstændigheder

Indklagede er medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening således omfattet af overenskomsten mellem Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagforening. Indklagede har også tiltrædelsesoverenskomst bl.a. med 3F vedrørende ansatte, der er medlemmer af 3F. Indklagede har aflønnet klageren i overensstemmelse med 3F-overenskomsten fra det tidspunkt, hvor de fik oplyst, at klageren havde indmeldt sig i 3F. Klagerens krav vedrører lønforskellen for perioden forud for, at han blev medlem af 3F.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at overenskomsten mellem 3F og Dansk Byggeri skal lægges til grund ved lønberegningen, jf. Tvistighedsnævnets kendelse af 11. november 2008 i sag 18.2007, der er blevet stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 14. april 2010. Indklagede har ved at henvise til Kristelig Arbejdsgiverforening i uddannelsesaftalen oplyst en forkert lønaftale og har betalt en for lille løn, og klageren har derfor krav på godtgørelse efter ansættelsesbevisloven som påstået.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2, ikke udelukker, at overenskomsten mellem Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagforening skal lægges til grund ved lønfastsættelsen. Kristelig Arbejdsgiverforening, der var part i sagen, vil indbringe Østre Landsrets dom af 14. april 2010 for Højesteret. Indklagede har ikke overtrådt ansættelsesbevisloven ved, som korrekt, at henvise til Kristelig Arbejdsgiverforenings overenskomst.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

I den foreliggende sag, hvor der inden for uddannelsesområdet er flere overenskomster, må overenskomsten mellem 3F og Dansk Byggeri anses for den kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet, jf. erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2, Tvistighedsnævnets kendelse af 11. november 2008 i sag 18.2007 og Østre Landsrets dom af 14. april 2010 i samme sag. Klagerens lønkrav er derfor med rette opgjort på grundlag af overenskomsten mellem 3F og Dansk Byggeri, hvorfor vi giver klageren medhold i denne del af kravet.

Krav om godtgørelse efter ansættelsesbevisloven:

Fem medlemmer bemærker:

Indklagede har i uddannelsesaftalens pkt. 8 under ”Kollektiv overenskomst” skrevet ”Kristelig Arbejdsgiverforening”. Henset til formuleringen af dette punkt i formularen, tidspunktet for udfyldelsen heraf og den omstændighed, at indklagede aftalemæssigt er omfattet af Kristelig Arbejdsgiverforenings overenskomst finder vi, at der ikke er grundlag for at fastslå, at indklagede har overtrådt ansættelsesbevisloven. Vi stemmer derfor for at frifinde indklagede for denne del af klagerens krav.

To medlemmer bemærker:

Henset til, at det er overenskomsten mellem 3F og Dansk Byggeri, der er den kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet, finder vi, at indklagedes udfyldelse af uddannelsesaftalens pkt. 8 er ukorrekt. Vi vil derfor give klageren medhold i kravet vedrørende godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, hvorefter klageren får medhold i kravet om betaling af 52.064,98 kr..

T h i b e s t e m m e s:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, A, betale 52.064,98 kr.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet gerne vil underrettes om rettens afgørelse.