Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Republikken Malta

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

    § 1. Overenskomst af 13. juli 1998 mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Republikken Malta til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår indkomstskatter, kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten med tilhørende protokol og noteveksling er optaget som bilag til denne lov.

    Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og finder anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 30.

    § 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

    § 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

    

Bilag

    

(oversættelse)

Overenskomst
mellem
regeringen i Kongeriget Danmark
og regeringen i Republikken Malta
til undgåelse af dobbeltbeskatning
og forhindring af skatteunddragelse,
for så vidt angår indkomstskatter

    Regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Republikken Malta,der ønsker at afslutte en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår indkomstskatter, er blevet enige om følgende:

Artikel 1

De af overenskomsten omfattende personer

    Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

    1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på skatter på indkomst, der udskrives på vegne af en kontraherende stat eller af dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

    2. Som skatter på indkomst skal anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten eller dele af indkomsten, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af rørlig eller fast ejendom, skatter på den samlede lønsum, der betales af foretagender, samt skatter på formueforøgelse.

    3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især:

a) I Danmark:

(i) indkomstskatten til staten;

(ii) den kommunale indkomstskat;

(iii) den amtskommunale indkomstskat;

(iv) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven;

(herefter omtalt som »dansk skat«);

b) I Malta:

indkomstskatten;

(herefter omtalt som »maltesisk skat«).

    4. Overenskomsten skal også finde anvendelse på skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter datoen for overenskomstens undertegnelse udskrives som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal underrette hinanden om væsentlige ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

Artikel 3

Almindelige definitioner

    1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har følgende udtryk i denne overenskomst den nedenfor angivne betydning:

a) udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat« betyder Danmark eller Malta, alt efter sammenhængen;

b) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som i overensstemmelse med folkeretten og ifølge dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande og med hensyn til anden virksomhed med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

c) udtrykket »Malta« betyder Republikken Malta og betyder, når det bruges i geografisk sammenhæng, øen Malta, øen Gozo og de andre øer i det maltesiske øhav, herunder det dertil hørende territorialfarvand, samt ethvert område af havbunden, dens undergrund og den overliggende vandsøjle grænsende op til territorialfarvandet, i hvilket Republikken Malta udøver suverænitetsrettigheder, myndighed eller kontrol i overensstemmelse med folkeretten og dens nationale lovgivning, herunder dens lovgivning vedrørende efterforskningen af kontinentalsoklen og udnyttelse af dens naturforekomster;

d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

f) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;

g) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende i en kontraherende stat, undtagen hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;

h) udtrykket »kompetent myndighed« betyder:

(i) i Danmark:
Skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder;

(ii) i Malta:
Den ansvarlige finansminister eller hans befuldmægtigede stedfortræder;

i) udtrykket »statsborger« betyder:

(i) enhver fysisk person, der har indfødsret i en kontraherende stat;

(ii) enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i en kontraherende stat.

    2. Ved en kontraherende stats anvendelse af overenskomsten til hver en tid skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har på dette tidspunkt i denne stats lovgivning med henblik på de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse, idet enhver betydning i de skattelove, der anvendes i denne stat, skal gå forud for den betydning, dette udtryk er tillagt i andre love, der anvendes i denne stat.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

    1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig dér på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette udtryk omfatter imidlertid ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat.

    2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:

a) han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;

d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

    3. I tilfælde, hvor en ikkefysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater, skal denne anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor dens virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 5

Fast driftsted

    1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

    2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig:

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted; og

f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

    3. Udtrykket »fast driftssted« omfatter ligeledes en byggeplads, et anlægs-, montage- eller monteringsarbejde eller tilsynsførende virksomhed i forbindelse dermed, men kun, når sådan plads, arbejde eller virksomhed varer i en periode på mere end 6 måneder.

    4. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:

a) anvendelsen af indretninger udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på forarbejdning hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger for foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter for foretagendet;

f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver kombination af de i litra a) til e) nævnte aktiviteter, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.

    5. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 i tilfælde, hvor en person - der ikke er en sådan uafhængig repræsentant som omhandlet i stykke 6 - handler på et foretagendes vegne, og som har og sædvanligvis udøver i en kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i stykke 4, og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i dette stykke.

    6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller enhver anden uafhængig repræsentant, forudsat at sådanne personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.

    7. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som driver erhvervsvirksomhed i denne anden stat (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde), skal ikke i sig selv medføre, at det ene selskab anses for et fast driftssted for det andet.

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

    1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

    2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvor den pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder, på hvilke bestemmelserne i civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til fast ejendom og retten til variable eller faste betalinger som vederlag for udnyttelsen af eller retten til at udnytte eller til at efterforske, mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom.

    3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje eller benyttelse i enhver anden form for fast ejendom.

    4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

    1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver førnævnte erhvervsvirksomhed, kan foretagendets fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.

    2. Såfremt bestemmelserne i stykke 3 ikke medfører andet, skal der i tilfælde, hvor et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted, i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at opnå, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, der var beskæftiget med den samme eller lignende virksomhed på de samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold gjorde forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

    3. Ved ansættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, som er afholdt for det faste driftssted, herunder generalomkostninger afholdt til ledelse og administration, enten i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende, eller andetsteds.

    4. Hvis det har været sædvane i en kontraherende stat at ansætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 udelukke denne kontraherende stat fra at ansætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.

    5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.

    6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, ansættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund til at anvende en anden fremgangsmåde.

    7. I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Artikel 8

Skibs- og lufttransport

    1. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat ved driften af skibe og luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i denne stat.

    2. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat, fra brug, overliggetid eller udleje af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af varer, kan kun beskattes i denne stat, undtagen hvor sådanne containere, anhængere, pramme og lignende udstyr udelukkende anvendes til transport mellem pladser i den anden kontraherende stat.

    4. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.

    5. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i stykke 1 og 4 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af SAS Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).

Artikel 9

Forbundne foretagender

    1. I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat eller

b) de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat

    og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

    2. I tilfælde, hvor en kontraherende stat til et foretagendes fortjeneste i denne stat medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der er aftalt mellem de to foretagender, havde været de samme, som ville have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en passende regulering af det skattebeløb, som er beregnet dér af fortjenesten. Ved fastsættelsen af sådan regulering skal der tages skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.

Artikel 10

Udbytte

    1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

    2. Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men

a) når udbyttet udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, til en i Malta hjemmehørende person, som er den retmæssige ejer deraf, må den således pålignede danske skat ikke overstige:

(i) 0 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab), der direkte ejer og har ejet mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbyttet, i en 12-måneders-periode forud for den dato udbyttet er fastsat;

(ii) 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre tilfælde;

b) når udbyttet udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i Malta, til en i Danmark hjemmehørende person, som er den retmæssige ejer deraf, må den maltesiske skat af udbyttets bruttobeløb ikke overstige den skat, der kan pålignes den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

    De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af disse begrænsninger.

    Dette stykke skal ikke berøre adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

    3. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, samt indkomst af andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvor det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

    4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, driver erhvervsvirksomhed gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

    5. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat af udbytte, som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikkeudloddede fortjeneste en skat af selskabets ikkeudloddede fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikkeudloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst, der hidrører fra denne anden stat.

    6. I tilfælde, hvor en kontraherende stat har opkrævet kildeskat med et højere beløb end den skat, der kan pålignes i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst, skal ansøgning om refusion af det overskydende beløb indsendes til den kompetente myndighed i denne stat inden for en periode på fire år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket skatten er blevet opkrævet. Refusionen skal gives inden for en 6-måneders-periode fra den dato, på hvilken anmodningen om refusion blev forelagt den kompetente myndighed. 6-måneders-perioden kan forlænges, hvis begge de kontraherende stater er enige om, at fornøden dokumentation ikke er blevet forelagt den kompetente myndighed i den førstnævnte stat.

    7. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af hovedformålene hos enhver person med tilknytning til stiftelsen eller overdragelsen af de aktier eller andre rettigheder, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af denne stiftelse eller overdragelse.

    I tilfælde af, at en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, nægtes skattelempelse i den anden kontraherende stat som følge af bestemmelserne i den første sætning i dette stykke, skal den kompetente myndighed i denne anden stat underrette den kompetente myndighed i den førstnævnte stat.

Artikel 11

Renter

    1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat, hvis denne person er den retmæssige ejer af renterne.

    2. Udtrykket »rente« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikret ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Strafrenter ved for sen betaling skal ikke anses som renter, for så vidt angår denne artikel.

    3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, hvis renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra renten hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted og den fordring, som ligger til grund for den betalte rente, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

    4. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person har bevirket, at renten set i forhold til den gældsfordring, for hvilken den er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel kun finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

    5. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af hovedformålene hos enhver person med tilknytning til stiftelsen eller overdragelsen af den gældsfordring, som ligger til grund for betalingen af renten, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af denne stiftelse eller overdragelse.

    I tilfælde af, at en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, nægtes skattelempelse i den anden kontraherende stat som følge af bestemmelserne i den første sætning i dette stykke, skal den kompetente myndighed i denne anden stat underrette den kompetente myndighed i den førstnævnte stat.

Artikel 12

Royalites

    1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat, hvis denne person er den retmæssige ejer af royaltybeløbet.

    2. Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller for oplysninger om industriel, kommerciel eller videnskabelig erfaring.

    3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, hvis royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

    4. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer eller mellem disse og en tredje person har bevirket, at royaltybeløbet set i forhold til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel kun finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

    5. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af hovedformålene hos enhver person med tilknytning til stiftelsen eller overdragelsen af de rettigheder, som ligger til grund for udbetalingen af royaltybeløbet, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af denne stiftelse eller overdragelse.

    I tilfælde af, at en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, nægtes skattelempelse i den anden kontraherende stat som følge af bestemmelserne i første sætning i dette stykke, skal den kompetente myndighed i denne anden stat underrette den kompetente myndighed i den førstnævnte stat.

Artikel 13

Kapitalgevinster

    1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

    2. Fortjeneste ved afhændelse af aktier eller sammenlignelige rettigheder i et selskab, hvis aktiver direkte eller indirekte består af fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, kan beskattes i denne stat.

    3. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller af rørlig ejendom, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.

    4. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig ejendom, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i denne stat.

    5. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat ved afhændelse af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af varer, kan kun beskattes i denne stat, undtagen hvor sådanne containere, anhængere, pramme og lignende udstyr udelukkende anvendes til transport mellem pladser i den anden kontraherende stat.

    6. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre formuegoder end de i stykke 1, 2, 3, 4 og 5 nævnte kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.

    7. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i stykke 4 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af SAS Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).

Artikel 14

Frit erhverv

    1. Indkomst, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved frit erhverv eller ved anden virksomhed af selvstændig karakter, kan kun beskattes i denne stat. Sådan indkomst kan imidlertid beskattes i den anden kontraherende stat i følgende tilfælde:

a) hvis han har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden kontraherende stat med henblik på udøvelse af hans virksomhed; i så fald kan indkomsten, men kun den del, som kan henføres til dette faste sted, beskattes i denne anden kontraherende stat; eller

b) hvis hans ophold i den anden kontraherende stat varer i en periode eller perioder, der beløber sig til eller tilsammen overstiger 183 dage i enhver 12-måneders-periode, der begynder eller ender i det pågældende skatteår; i så fald kan indkomsten, men kun den del som oppebæres fra virksomhed udøvet i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.

    2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannelses- eller undervisningsmæssig virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

    1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke medfører andet, kan gage, løn og andre lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført dér, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.

    2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, hvis

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i enhver 12-måneders-periode, der begynder eller ender i det pågældende skatteår, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat, og

c) vederlaget ikke påhviler et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

    3. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde udført om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik af et foretagende i en kontraherende stat, beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendet, der driver skibet eller luftfartøjet, er hjemmehørende, under forudsætning af, at sådant vederlag er undergivet beskatning i denne kontraherende stat.

    I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer vederlag for personligt arbejde udført om bord på et luftfartøj, der anvendes i international trafik af Scandinavian Airlines System (SAS), kan sådant vederlag kun beskattes i Danmark.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

    Bestyrelseshonorarer og andre lignende betalinger, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat i hans egenskab af medlem af bestyrelsen i et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

    1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan indkomst, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat som optrædende kunstner såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner eller musiker eller som sportsmand, ved hans personligt udøvede virksomhed som sådan i den anden kontraherende stat beskattes i denne anden stat.

    2. I tilfælde, hvor indkomst ved personlig virksomhed udøvet af en optrædende kunstner eller sportsmand i sådan egenskab ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens eller sportsmandens virksomhed er udøvet.

    3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse på indkomst, der oppebæres ved virksomhed, som udøves i en kontraherende stat af kunstnere eller sportsmænd, hvis besøget i denne stat er væsentligt støttet af offentlige midler fra den anden kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller en lokal myndighed.

Artikel 18

Pensioner og lignende betalinger

    1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner, livrenter og andre lignende vederlag, der udbetales til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.

    2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan betalinger, som modtages af en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i henhold til den sociale sikringslovgivning i den anden kontraherende stat eller i henhold til enhver anden ordning fra midler tilvejebragt af denne anden stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller en lokal myndighed, kun beskattes i denne anden stat.

    3. I tilfælde, hvor en fysisk person, der var hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal bestemmelserne i stykke 1 ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte pensioner, livrenter og andre lignende vederlag, der tilfalder en sådan fysisk person fra kilder i den førstnævnte stat.

    4. Udtrykket »livrente« betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt eller konstaterbart tidsrum i henhold til en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.

Artikel 19

Offentligt hverv

    1.

a) Løn, gage og andre lignende vederlag undtagen pensioner, der udbetales af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller en lokal myndighed til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) Sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat og den pågældende er en i denne stat hjemmehørende person, som

(i) er statsborger i denne stat; eller

(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.

    2.

a) Enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller en lokal myndighed eller fra midler tilvejebragt af disse til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis modtageren er hjemmehørende i og statsborger i denne stat.

    3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16, 17 og 18 skal finde anvendelse på gage, løn og andre lignende vederlag og på pensioner, der udbetales for udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller en lokal myndighed.

Artikel 20

Studerende

    Beløb, som en studerende eller lærling, der er, eller som umiddelbart før han besøger en kontraherende stat, var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager med henblik på sit underhold, studium eller uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat, under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.

Artikel 21

Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser,
efterforskning eller udvinding af kulbrinter

    1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 5 og 14 skal en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som udøver virksomhed i den anden kontraherende stat i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter beliggende i denne anden stat, med hensyn til sådanne aktiviteter anses for at udøve virksomhed i denne anden stat gennem et fast driftssted eller at udøve frit erhverv fra et dér beliggende fast sted.

    2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor virksomheden udøves i en periode eller perioder, der tilsammen ikke overstiger 30 dage inden for enhver 12-måneders-periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, med hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.

    3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal boreplatformvirksomhed udøvet ud for kysten kun udgøre et fast driftssted, hvis virksomheden udøves i en periode eller perioder, der tilsammen overstiger 183 dage inden for enhver 12-måneders-periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, med hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.

    4. Uanset bestemmelserne i artikel 13 skal fortjeneste på boreplatforme, der anvendes i forbindelse med den i stykke 3 nævnte virksomhed, og som anses for oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, når virksomheden ophører med at være skattepligtig i den anden kontraherende stat, være fritaget for beskatning i denne anden stat. Ved anvendelsen af dette stykke betyder udtrykket »fortjeneste« det beløb, hvormed salgsværdien på tidspunktet for overførslen overstiger restværdien på dette tidspunkt, forhøjet med enhver foretagen nedskrivning.

Artikel 22

Andre indkomster

    1. Indkomster, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som ikke er behandlet i de forudgående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.

    2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst end indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2, hvis den i en kontraherende stat hjemmehørende modtager af sådan indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

Artikel 23

Ophævelse af dobbeltbeskatning

    Dobbeltbeskatning skal undgås således:

    1. For Danmarks vedkommende:

a) Medmindre bestemmelserne i litra c) medfører andet, skal Danmark i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Malta, indrømme fradrag i den pågældende persons skat af indkomsten med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Malta;

b) fradraget skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten som beregnet, inden fradraget er givet, der svarer til den indkomst, som kan beskattes i Malta;

c) i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Malta, kan Danmark medregne denne indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten tillade fradraget den del af indkomstskatten, som kan henføres til den indkomst, der hidrører fra Malta.

    2. For Maltas vedkommende:

    Under forbehold af bestemmelserne i den maltesiske lovgivning vedrørende indrømmelse af lempelse i maltesisk skat, for så vidt angår udenlandsk skat, hvor der i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst i den maltesiske beskatning medregnes indkomst fra kilder i Danmark, skal der for den danske skat af sådan indkomst indrømmes lempelse i den forholdsmæssige maltesiske skat, der skal betales deraf.

Artikel 24

Begrænsning af begunstigelser

    1. I tilfælde, hvor enhver indkomst efter bestemmelserne i denne overenskomst er fritaget for skat i en kontraherende stat, og hvor en person i henhold til den gældende lovgivning i den anden kontraherende stat, for så vidt angår denne indkomst, er skattepligtig i henseende til den del af beløbet, som er overført til eller modtaget i denne anden kontraherende stat og ikke i henseende til det fulde beløb, skal den fritagelse, der skal gives i den førstnævnte stat ifølge denne overenskomst, kun omfatte den del af indkomsten, som er beskattet i den anden kontraherende stat.

    2. Bestemmelserne i denne overenskomst skal ikke finde anvendelse på personer, som er berettigede til enhver speciel skattebegunstigelse i henhold til:

a) en lov i hver af de kontraherende stater, som er blevet fastslået i en noteveksling mellem de kontraherende stater; eller

b) enhver væsentligt lignende lov, som efterfølgende vedtages.

Artikel 25

Ikkediskriminering

    1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold, særligt med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1 skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

    2. Statsløse personer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, skal ikke i nogen af de kontraherende stater kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i den pågældende stat under samme forhold, særligt med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive undergivet.

    3. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat ved udøvelse af samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område.

    4. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 4, eller artikel 12, stykke 4, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre udbetalinger, der betales af et foretagende i en kontraherende stat til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, ved ansættelsen af et sådant foretagendes skattepligtige fortjeneste være fradragsberettigede under samme betingelser, som hvis de var blevet betalt til en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat.

    5. Foretagender i en kontraherende stat, hvis kapital helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.

    6. Bestemmelserne i denne artikel skal finde anvendelse på de skatter, som er omfattet af denne overenskomst.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

    1. I tilfælde, hvor en person mener, at foranstaltninger truffet af en af eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være foreskrevet i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, hvor han er hjemmehørende, eller, hvis hans sag er omfattet af artikel 25, stykke 1, for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, hvor han er statsborger. Sagen skal indbringes inden tre år fra den dag, hvor der er givet ham den første underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.

    2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen forekommer den at være berettiget, og hvis den ikke selv kan nå frem til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til, hvilke tidsfrister der er fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning.

    3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal ved gensidig aftale søge at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet i overenskomsten.

    4. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan træde i direkte forbindelse med hinanden, herunder gennem en fælles kommission bestående af dem selv eller deres repræsentanter, med henblik på indgåelse af en aftale i overensstemmelse med de foregående stykker.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

    1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de kontraherende staters interne lovgivning vedrørende skatter, der omfattes af overenskomsten, for så vidt som denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset af artikel 1. Alle oplysninger, der modtages af en kontraherende stat, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, der er opnået i henhold til denne stats interne lovgivning, og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med ligning, opkrævning, inddrivelse, retsforfølgning med hensyn til eller klageafgørelser i forbindelse med de skatter, der er omfattet af overenskomsten. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til de nævnte formål. De kan meddele oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser.

    2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til:

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis;

b) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til denne eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Artikel 28

Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder

    Intet i denne overenskomst skal berøre de skattemæssige begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske repræsentationer eller konsulære embeder nyder i henhold til folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.

Artikel 29

Territorial udvidelse

    1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de fornødne ændringer udvides til enhver del af Danmarks område, som udtrykkelig er holdt ude fra anvendelsen af denne overenskomst, og som påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra den dato og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive fastsat og aftalt mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej.

    2. Medmindre de kontraherende stater aftaler andet, skal opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 31 på den måde, som er angivet i nævnte artikel, også bringe anvendelsen af overenskomsten til ophør på ethvert område, til hvilket den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.

Artikel 30

Ikrafttræden

    1. De kontraherende staters regeringer skal ad diplomatisk vej give hinanden underretning om, at de lovmæssige betingelser for overenskomstens ikrafttræden er opfyldt.

    2. Overenskomsten skal træde i kraft på datoen for den seneste af de i stykke 1 omhandlede underretninger, og dens bestemmelser skal have virkning:

a) i Danmark:
for så vidt angår skatter for det indkomstår, som følger umiddelbart efter det år, i hvilket overenskomsten træder i kraft, og følgende indkomstår;

b) i Malta:
for så vidt angår skatter af indkomst, der er oppebåret i henholdsvis ethvert kalenderår eller enhver regnskabsperiode, som begynder den 1. januar, der følger umiddelbart efter den dato, på hvilken overenskomsten træder i kraft, eller senere.

Artikel 31

Opsigelse

    Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den opsiges af en kontraherende stat. Hver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten ved ad diplomatisk vej at give meddelelse om opsigelsen mindst 6 måneder før udgangen af ethvert kalenderår, der begynder efter udløbet af et tidsrum på 5 år fra datoen for dens ikrafttræden. I så fald skal overenskomsten ophøre med at have virkning:

a) i Danmark:
for så vidt angår skatter for det indkomstår, som følger umiddelbart efter det år, i hvilket meddelelsen om opsigelsen er givet, og følgende indkomstår.

b) i Malta:
for så vidt angår skatter af indkomst, der er oppebåret i henholdsvis ethvert kalenderår eller enhver regnskabsperiode, som begynder den 1. januar, der følger umiddelbart efter den dato, på hvilken meddelelsen er givet, eller senere.

    TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer underskrevet denne overenskomst.

     

Udfærdiget i to eksemplarer i Bryssel den 13. juli 1998 på engelsk.

 

For regeringen i For regeringen i

Kongeriget Danmark Republikken Malta

 

Ole Philipson Victor Camilleri

Protokol

    Ved undertegnelsen af denne overenskomst mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Republikken Malta til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår indkomstskatter, har de undertegnede aftalt, at følgende bestemmelse skal udgøre en integrerende del af overenskomsten:

    For så vidt angår artikel 13, stykke 4, er der enighed om, at kapitalgevinster som nævnt i denne bestemmelse kun kan beskattes i den stat, hvor ejeren er hjemmehørende, også hvor skibet eller luftfartøjet anvendes af en person, der er hjemmehørende i en tredje stat.

    TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer underskrevet denne protokol.

 

Udfærdiget i to eksemplarer i Bryssel den 13. juli 1998 på engelsk.

 

For regeringen i For regeringen i

Kongeriget Danmark Republikken Malta

 

Ole Philipson Victor Camilleri

Noteveksling

Bryssel, den 13. juli 1998

Hans Excellence Victor Camilleri

Maltas ambassadør

 

Deres Excellence,

    Jeg har den ære at henvise til den i dag undertegnede overenskomst og at foreslå på vegne af regeringen i Kongeriget Danmark, at:

    Under henvisning til artikel 24, stykke 2, skal bestemmelserne i denne overenskomst ikke finde anvendelse på personer, som er berettigede til:

(i) en speciel skattebegunstigelse i henhold til Malta Financial Services Centre Act (kap. 330), bortset fra de personer, som i henhold til afsnit 41 i den nævnte lov vælger at være undergivet de normale bestemmelser i the Income Tax Act (kap. 123) og i the Income Tax Management Act, 1994; eller

(ii) fritagelse eller enhver anden speciel skattebegunstigelse i henhold til bestemmelserne i the Merchant Shipping Act, 1973, med ændringer. Dette gælder imidlertid ikke indkomst, som er undergivet den normale maltesiske indkomstskat; eller

(iii) enhver speciel skattebegunstigelse, for så vidt angår udlodninger fra en trust, der er omfattet af bestemmelserne i the Trusts Act, eftersom en trust som foreskrevet i denne lov ikke har status som en juridisk person og derfor ikke selvstændigt kan drage fordel af overenskomsten; eller

(iv) enhver speciel skattebegunstigelse i henhold til enhver væsentligt lignende lov, som efterfølgende vedtages, og som det er aftalt mellem de kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal være omfattet af betingelserne i artikel 24, stykke 2.

    Hvis det forudgående forslag kan godkendes af regeringen i Republikken Malta, har jeg den ære at henstille, at nærværende Note og Deres Excellences svar i den henseende skal anses for at udgøre en aftale mellem de to regeringer i dette anliggende, som skal træde i kraft samtidig med overenskomstens ikrafttræden.

    Jeg benytter denne lejlighed til at forsikre Deres Excellence om min udmærkede højagtelse.

Ole Philipson

Ambassadør

 

 

 

    Bryssel den 13. juli 1998

Hans Excellence Ole Philipson

Danmarks ambassadør

 

Deres Excellence,

 

    Jeg har den ære at anerkende modtagelse af Deres Excellences Note af dags dato, der lyder som følger:

    »Jeg har den ære at henvise til den i dag undertegnede overenskomst og at foreslå på vegne af regeringen i Kongeriget Danmark, at:

    Under henvisning til artikel 24, stykke 2, skal bestemmelserne i denne overenskomst ikke finde anvendelse på personer, som er berettigede til:

(i) en speciel skattebegunstigelse i henhold til Malta Financial Services Centre Act (kap. 330), bortset fra de personer, som i henhold til afsnit 41 i den nævnte lov vælger at være undergivet de normale bestemmelser i the Income Tax Act (kap. 123) og i the Income Tax Management Act, 1994; eller

(ii) fritagelse eller enhver anden speciel skattebegunstigelse i henhold til bestemmelserne i the Merchant Shipping Act, 1973, med ændringer. Dette gælder imidlertid ikke indkomst, som er undergivet den normale maltesiske indkomstskat; eller

(iii) enhver speciel skattebegunstigelse, for så vidt angår udlodninger fra en trust, der er omfattet af bestemmelserne i the Trusts Act, eftersom en trust som foreskrevet i denne lov ikke har status som en juridisk person og derfor ikke selvstændigt kan drage fordel af overenskomsten; eller

(iv) enhver speciel skattebegunstigelse i henhold til enhver væsentligt lignende lov, som efterfølgende vedtages, og som det er aftalt mellem de kompetente myndigheder i de kontraherende stater som værende omfattet af betingelserne i artikel 24, stykke 2.

    Hvis det forudgående forslag kan godkendes af regeringen i Republikken Malta, har jeg den ære at henstille, at nærværende Note og Deres Excellences svar i den henseende skal anses for at udgøre en aftale mellem de to regeringer i dette anliggende, som skal træde i kraft samtidig med overenskomstens ikrafttræden.«

    Eftersom det forudgående forslag kan godkendes af regeringen i Republikken Malta, har jeg den ære at bekræfte, at Deres Excellences Note og dette svar skal anses for at udgøre en aftale mellem de to regeringer i dette anliggende, som skal træde i kraft samtidig med overenskomstens ikrafttræden.

    Jeg benytter denne lejlighed til at forsikre Deres Excellence om min udmærkede højagtelse.

 

Victor Camilleri

Ambassadør

Givet på Marselisborg Slot, den 23. december 1998

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

    /Ole Stavad