Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om ændring af vejledning om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse mv.

(Vejledning nr. 2 til serviceloven)

1

I vejledning nr. 94 af 5. december 2006 om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse mv., som ændret ved vejledning nr. 13 af 6. februar 2009, vejledning nr. 23 af 12. marts 2009, vejledning nr. 71 af 8. september 2009 og vejledning nr. 81 af 2. oktober 2009, foretages følgende ændringer:

1. Kapitel 19 affattes således:

»Kapitel 19

 
§ 83. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde
1) personlig hjælp og pleje,
2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og
3) madservice.
Stk. 2. Tilbuddene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.
Stk. 3. Tilbuddene efter stk. 1 kan ikke gives som generelle tilbud efter § 79.
Stk. 4.…
 

Generelt

103. Kommunen har efter § 83, stk. 1, nr. 1, 2 og 3, jf. stk. 2, pligt til at sikre, at personer, der midlertidigt eller varigt har behov for personlig hjælp og pleje og praktisk hjælp og støtte til nødvendige opgaver i hjemmet og madservice, kan få tilbud om hjælp til disse funktioner.

Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for denne hjælp.

Hjælpen skal indgå som et led i kommunens øvrige sociale og sundhedsmæssige tilbud til ældre og personer med handicap. Og hjælpen skal medvirke til, at disse personer kan fungere bedst muligt i deres aktuelle bolig, idet hjælpen skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Hjælpen kan gives uanset, hvilken form for bolig modtageren har. Der kan således gives personlig og praktisk hjælp og madservice til personer, der bor i egen bolig (lejlighed eller hus), ældre-/plejeboliger efter lov om almene boliger mv., plejehjem og beskyttede boliger, boformer efter servicelovens §§ 107-110, bofællesskaber, kollektivboliger og ældrekollektiver mv.

Hjælp til selvhjælp

104. Den personlige og praktiske hjælp og madservice skal betragtes som hjælp til selvhjælp, dvs. som supplerende hjælp til opgaver, som modtageren midlertidigt eller varigt er ude af stand til eller kun meget vanskeligt kan udføre på egen hånd.

Hjælpen skal gives og tilrettelægges i nært samarbejde med modtageren og støtte denne i at vedligeholde eller genvinde et fysisk eller psykisk funktionsniveau eller afhjælpe særlige sociale problemer. Se også kapitel 14-16 om træning.

Det er vigtigt at være opmærksom på det aktiverende sigte, der indgår som et væsentligt element i hjælpen. Indsatsen bør have som primært mål at gøre modtageren i stand til at klare sig selv. Hvis dette ikke er muligt, bør indsatsen sigte mod at gøre modtageren i stand til selv at klare så mange opgaver som muligt.

Disse mål kan bl.a. fremmes ved, at modtageren og hjælperen arbejder sammen om at udføre de forskellige opgaver, således at modtageren i videst muligt omfang selv deltager aktivt i opgaveudførelsen.

Midlertidig/varig hjælp

105. Personlig og praktisk hjælp og madservice kan gives midlertidigt eller varigt afhængigt af det konkrete behov for hjælp. Ved vurderingen af ansøgningen om hjælp skal der således tages stilling til, om modtagerens behov for hjælp er midlertidigt, eller om den fysiske eller psykiske funktionsevne er varigt nedsat.

Der er ikke fastsat grænser for, hvor lang tid der kan gives midlertidig hjælp. Midlertidig hjælp kan derfor gives så længe, det skønnes, at modtageren på et tidspunkt vil blive i stand til at klare sig selv.

Vurderingen, af om behovet for hjælp er midlertidigt eller varigt, kan have betydning for modtagerens betaling for hjælpen, jf. kapitel 51. Det er derfor vigtigt, at det i forbindelse med afgørelsen vurderes, om behovet i det konkrete tilfælde må antages at være midlertidigt eller varigt.

Hvis hjælpen er tilkendt som varig på grund af en permanent nedsættelse af funktionsniveauet, kan der som udgangspunkt ikke opkræves betaling, hvis hjælpen på baggrund af en ændring i funktionsevnen/behovet for hjælp for en kortere periode justeres op eller ned. Der kan dog opkræves betaling, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at den forværring i funktionsniveauet, der udløser det midlertidige behov for hjælp, er uden sammenhæng med den generelle svækkelse, som ligger til grund for den varige hjemmehjælp. Se også kapitel 48 om betaling.

Døgndækning

106. Personlig og praktisk hjælp og madservice gives hovedsagelig i dag- og aftentimerne, men kommunen skal efter § 87 sørge for, at der i fornødent omfang kan gives hjælp døgnet rundt.

Kommunen kan ikke stille krav om, at modtageren skal tage ophold i en anden boligform, hvis hjælpen overstiger et vist niveau.

Samspil med andre ordninger

107. Personer eller familier, der har behov for personlig og praktisk hjælp og madservice, kan have problemer, som kræver mere indgående social- eller sundhedsmæssig bistand. Det følger af formålsbestemmelsen i § 81, at der skal ydes en særlig indsats over for bl.a. denne målgruppe. Det kan derfor være nødvendigt at give andre former for hjælp ved siden af hjælpen efter § 83.

Kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, jf. retssikkerhedslovens § 5.

I forbindelse med afgørelser om personlig og praktisk hjælp og madservice skal der derfor tages stilling til, om der er behov for andre former for hjælp, fx træning, ligesom leverandøren løbende skal indberette ændringer i behovet til myndigheden på baggrund af indberetningerne fra det udførende personale, jf. punkt 156. Myndigheden skal i givet fald foretage en ny vurdering af behovet for hjælp og iværksætte den indsats, som den ændrede afgørelse måtte give anledning til.

For dels at give den bedst mulige service og dels at sikre en samlet indsats over for den enkelte samt for at sikre den mest hensigtsmæssige anvendelse af ressourcerne, er det vigtigt, at der er et tæt og smidigt samarbejde mellem kommunens tilbud om personlig og praktisk hjælp og madservice, hjemmesygeplejerskeordningen og andre tilbud på det sociale og sundhedsmæssige område. Der henvises til punkt 108 om betydningen af, at den sociale sektor og sundhedssektoren samarbejder med henblik på at sikre en samlet indsats i forhold til den enkelte borger, samt til kapitel 10, punkt 68, om etablering af sociale kontakter i forbindelse med forebyggende hjemmebesøg.

Samspillet mellem det sociale område og sundhedsområdet

108. Det er vigtigt at være opmærksom på, at selve den personlige og praktiske hjælp og madservice ikke efter lovgivningen har til formål at afhjælpe problemer som psykisk sårbarhed og ensomhed. Det udførende personale bør imidlertid være opmærksomme på, om modtageren har ensomhedsproblemer, virker selvmordstruet mv. og i givet fald orientere myndigheden herom, da der skal ydes en særlig indsats over for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer jf. § 81. Der kan herefter, hvis det skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt, informeres om og etableres kontakt til aktiviteter i dag-/ældrecentre, tilbud i frivilligt regi, besøgstjenester mv.

Hjemmesygepleje

109. Hjemmesygeplejen er reguleret i bekendtgørelse nr. 1601 af 21. december 2007 om hjemmesygepleje. De nærmere retningslinjer for tilrettelæggelsen og udførelsen af den kommunale hjemmesygepleje er fastsat af Sundhedsstyrelsen.

Hjemmesygeplejen indgår i den samlede kommunale indsats på ældre og handicapområdet og skal omfatte:

Sygepleje, herunder omsorg og almen sundhedsvejledning, afpasset efter patientens behov.

Vejledning og bistand, herunder opsøgende arbejde, i samarbejde med lægelig og social sagkundskab til personer eller familier, der har særlige behov herfor.

Afgørelser om tildeling af hjemmesygepleje træffes af kommunalbestyrelsen.

Hjemmesygeplejen har i praksis tæt sammenhæng med de øvrige opgaver på ældreområdet, og den enkelte kommunalbestyrelse har mulighed for at give borgerne et frit valg mellem kommunal og privat hjemmesygepleje.

Generelle tilbud efter § 79

110. Efter § 79 i serviceloven kan kommunen iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Se herom kapitel 11. Der sigtes til aktivitetsprægede tilbud som klubarbejde, foredrag, undervisning, gymnastik mv. Tilbud, der svarer til personlig og praktisk hjælp og madservice, jf. § 83, stk. 1, nr. 1, 2 og 3, kan ikke tilbydes generelt til bestemte persongrupper efter servicelovens § 79.

Der kan således ikke med hjemmel i serviceloven tilbydes fx rengøring og madservice til personer, som ikke efter en konkret, individuel vurdering har behov for hjælp til disse opgaver. § 79 er således ikke et alternativ til ydelser tildelt efter § 83 i serviceloven.«

2. Kapitel 44 og punkt 206 ophæves, og efter kapitel 45 indsættes:

»Kapitel 45 a

Frit valg af leverandør af madservice

 
Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:
§ 4. Kommunalbestyrelsen træffer, inden leveringen af ydelser bringes i udbud efter § 3, stk. 1, nr. 2, beslutning om, hvorvidt der efter udbuddet skal indgås kontrakt med 2, 3, 4 eller 5 leverandører af henholdsvis personlig og praktisk hjælp. Kommunalbestyrelsen træffer inden udbud af madservice beslutning om, hvorvidt der efter udbuddet skal indgås kontrakt med 2 eller flere leverandører. Kommunalbestyrelsens beslutning skal fremgå af udbudsmaterialet.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal efter en udbudsforretning efter § 3, stk. 1, nr. 2, indgå kontrakt med de leverandører af henholdsvis personlig pleje og praktisk hjælp samt for madservice minimum de 2 leverandører, der har afgivet de økonomisk mest fordelagtige tilbud, jf. stk. 1, 3 og 4.
Stk. 3.…
 

216 a. Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 83 tilbyde madservice. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp til borgeren, som visiteres til madservice på baggrund af en konkret og individuel vurdering af behovet for denne hjælp. Madservice til borgere, som er omfattet af reglerne om frit valg af leverandør, skal som udgangspunkt udgøre dagens hovedmåltid. Kommunalbestyrelsen er endvidere forpligtet til at sikre, at tilbuddet til borgeren er tilpasset den enkeltes behov. Madservice er tilbud, hvor måltidet produceres uden for modtagerens hjem. Måltidet kan enten bringes ud til modtageren i hjemmet eller være et tilbud til modtageren om at spise på fx et cafeteria, en lokal kro eller et nærliggende plejecenter. Det er hensigten, at frit leverandørvalg skal give modtagerne mulighed for at vælge mellem både madserviceleverandører og menuvariationer.

Det er efter servicelovens § 139, udmøntet i §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 299 af 25. marts 2010 om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v., den enkelte kommunalbestyrelse, der træffer beslutning om serviceniveauet i kommunen, herunder om hvilke tilbud der skal stilles til rådighed og omfanget af disse. Det er ligeledes kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at den mad, der leveres til modtagerne, lever op til kommunens serviceniveau for madservice. Serviceniveauet skal fremgå af kommunernes kvalitetsstandarder.

Det kommunale serviceniveau må gerne omfatte tilbud ud over det lovpligtige tilbud om et dagligt måltid. Der sondres således imellem, hvad der stilles som lovkrav, og hvad det kommunale serviceniveau lovligt må indeholde. Ud over forpligtelsen til at tilbyde modtageren dagens hovedmåltid tilpasset den enkeltes behov, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at modtageren skal tilbydes valgmuligheder inden for rammerne af dette måltid. Kommunalbestyrelsen kan eksempelvis beslutte, at alle leverandører skal tilbyde menuer hvorfra, der kan vælges forskellige retter, således at der tilbydes modtageren en generel variation af måltider.

Kommunalbestyrelsen kan også beslutte, om tilbuddet om et måltid skal bestå af forskellige komponenter. Eksempelvis, om det daglige måltid skal bestå i en hovedret, eller om det både skal omfatte en hovedret og en forret/dessert. Kommunalbestyrelsen beslutter endvidere, om serviceniveauet skal indeholde tilbehør til måltidet, eksempelvis forret, såsom salat, og dessert. Kommunalbestyrelsen beslutter også, om serviceniveauet skal indeholde kvalitetsjusteringer, således at særlige ønsker og præferencer tilgodeses, såsom religiøse madtraditioner og vegetarkost.

En kommunal leverandør må alene tilbyde de behovsbestemte ydelser, kommunalbestyrelsen er forpligtet til at tilbyde efter servicelovens § 83, og som følger af det kommunalt fastlagte serviceniveau for madservice. De private leverandører skal have mulighed for at tilbyde ydelser herudover, såsom tilbud om madpakker, kage til eftermiddagskaffen, vin og portioner til gæster.

Madservice kan dermed både defineres ud fra, om det er aftensmad eller frokost/middagsmad, og om der er tale om én eller flere retter. Der kan endvidere være behov for at tage hensyn til flere typer af særlige diæter og til individuelle præferencer hos modtagerne. Det er op til kommunalbestyrelsen at beskrive, hvad et måltid er, samt hvad der er det kommunale serviceniveau på området.

Der skal som udgangspunkt fastsættes særskilte kvalitets- og priskrav for ydelseskategorierne madservice med udbringning og for madservice uden udbringning, jf. bekendtgørelsen §§ 10 og 13. Kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af tilbuddene skal resultere i, at der skabes reelle valgmuligheder såvel for borgere, der modtager madservice med udbringning, som for borgere, der modtager madservice uden udbringning. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at modtagerne får mulighed for at vælge mellem at få måltidet leveret eller selv sørge for at hente måltidet eller spise hos leverandøren (fx et plejecenter eller en kro). Der kan ikke stilles krav om, at alle leverandører skal kunne tilbyde madservice med udbringning til hjemmet, jf. bekendtgørelsen § 10, stk. 1.

Madservice efter godkendelsesmodellen

216 b. I lighed med den personlige og praktiske hjælp efter servicelovens § 83 er der efter godkendelsesmodellen krav om, at hovedleverandøren – normalt den kommunale leverandør – skal lade sig konkurrenceudsætte af alle godkendte leverandører. Hvis kommunalbestyrelsen træffer beslutning om at anvende godkendelsesmodellen betyder det, at alle leverandører, der opfylder de kvalitets- og priskrav på området, som kommunalbestyrelsen har fastsat, har ret til at blive godkendt som leverandører i kommunen.

Madservice efter udbudsmodellen

216 c. Hvis madservice bringes i udbud, skal kommunalbestyrelsen som minimum indgå kontrakt med to leverandører inden for hver ydelseskategori. Der er intet lovgivningsmæssigt loft over det antal af leverandører, som kommunalbestyrelsen må indgå kontrakt med inden for madservice. Det skal af udbudsmaterialet fremgå, hvor mange leverandører kommunalbestyrelsen ønsker at indgå kontrakt med. Se også kapitel 34 om udbud.

Krav til leverandørerne af madservice

 
Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:
§ 9.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan ikke stille kvalitetskrav til leverandører af madservice, der bevirker, at alle leverandører skal benytte en bestemt produktionsform.
 

Kvalitetskrav til leverandører af madservice

216 d. Kommunalbestyrelsen skal efter bekendtgørelsens § 8 stille en række generelle kvalitetskrav, som alle leverandører af madservice skal leve op til, uanset om de tilbyder udbringning eller ej. Disse generelle kvalitetskrav skal sikre, at de måltider, som modtageren kan vælge imellem, lever op til kommunalbestyrelsens beslutninger om kvalitet, ernæringsindhold og servering.

Kvalitetskravene skal også, som for de øvrige ydelseskategorier, indeholde en beskrivelse af den godkendte leverandørs observationsforpligtelse og forpligtelse til at meddele kommunalbestyrelsen om observerede forandringer i modtagerens behov.

Jf. § 9, stk. 5, i bekendtgørelsen kan kommunalbestyrelsen ikke stille som kvalitetskrav til leverandører af madservice, at leverandørerne skal benytte en bestemt produktionsform, det vil sige eksempelvis kølevakuummad eller varmholdt mad. Ved produktionsform skal dermed forstås produktets beskaffenhed. Kommunalbestyrelsen har således ikke adgang til at fastsætte særskilte ydelseskategorier baseret på produktionsform. Der er fri adgang for leverandørerne til at tilbyde alle produktionsformer i overensstemmelse med priskravet. Dette er begrundet i, at modtagerens mulighed for at vælge mellem forskellige måltider tilsidesættes, hvis ydelseskategorier inden for madservice fastsættes helt eller delvist ud fra en bestemt produktionsform.

Kvalitetskravene til leverandører af madservice skal medvirke til at give modtagerne et forskelligartet udbud af måltider at vælge imellem. Det medfører, at der på visse områder må stilles differentierede krav til leverandørerne. Kommunalbestyrelsen skal derfor stille særskilte kvalitetskrav til almindelige måltider samt til ernæringstætte menuer, det vil sige menuer med højt kalorieindhold, og særlige diæter. Modtagere af madservice har derimod ikke en generel ret til at kunne vælge mellem forskellige variationer af det lovpligtige måltid.

Der kan ikke stilles krav om, at alle leverandører skal kunne levere både normale menuer, ernæringstætte menuer og særlige diæter. Det skal fremgå af orienteringsmaterialet til modtagerne af madservice, hvilke måltidstyper de forskellige godkendte leverandører tilbyder.

Endvidere bør det i kvalitetskravene fremgå, hvilken frist der gælder for modtagerens bestilling og afbestilling af måltider. Kvalitetskravene til leverandører af madservice kan derudover indeholde krav om brugerinddragelse og brugerindflydelse.

Kvalitetskravene kan fx også indeholde krav til det udførende personales uddannelse og arbejdsmiljø.

Det er centralt for kvaliteten af måltiderne, at enhver leverandør af madservice lever op til de gældende regler om hygiejne og egenkontrol. Kommunalbestyrelsen kan i øvrigt inddrage fødevareregionernes vurdering i forbindelse med leverandørtilsynet.

Der henvises i øvrigt til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris generelle regler for håndtering af fødevarer mv.

For inspiration ved fastsættelse af kvalitetskravene for madservice kan henvises til »Anbefalinger for den danske institutionskost«, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Fødevarestyrelsen, www.foedevarestyrelsen.dk.

Priskrav til leverandører af madservice

216 e. Alle leverandører, der godkendes af kommunalbestyrelsen til at levere madservice, skal kunne tilbyde modtagerne et måltid i overensstemmelse med kommunens priskrav. Dermed sikres det, at alle modtagere, uanset valg af leverandør, tilbydes et måltid med den samme egenbetaling. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte priskrav for følgende tilbud:

Et måltid udbragt til modtagerens eget hjem.

Et måltid uden udbringning til modtagerens eget hjem.

Er der tale om en kommunal leverandør, skal priskravet til madservice svare til de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, som den kommunale leverandør har ved leveringen af ydelsen. Priskravet fastsættes pr. ydelse (fx et måltid udbragt til modtagerens eget hjem) og ikke pr. time.Priskravet beregnes ved, at samtlige omkostninger til produktion og udbringning af madservice i en periode divideres med antal måltider, der er udbragt i denne periode. For madservice uden udbringning skal omkostningerne til udbringning ikke medtages, når de samlede omkostninger opgøres.

For dokumentationen af priskravene til leverandører af madservice gælder det, at den skal indeholde en omkostningskalkulation, og at det tydeligt skal fremgå, hvilken andel af priskravet der består af henholdsvis det kommunale tilskud og modtagerens egenbetaling.

I de tilfælde, hvor der ikke på tidspunktet for udregningen af prisen er en kommunal leverandør, vil priskravet skulle beregnes på baggrund af de omkostninger, som kommunalbestyrelsen har ved den eller de private leverandørers levering af ydelserne, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 2 og 3.Den egentlige opgørelse skal laves med udgangspunkt i kommunens lokale omkostningsposter. Der henvises til vejledningens afsnit 207 – 211 om omkostningskalkulationer.

Prisen kan differentieres, hvis kommunen ønsker det, eksempelvis i forhold til særlige diæter.

Beslutter kommunalbestyrelsen at fastsætte kvalitetskrav for flere ydelseskategorier end de, som er lovpligtige, skal der også ske en prisfastsættelse af disse. Priskravene for madservice kan eksempelvis opsplittes, så der fastsættes særlige priser for diæter eller enkelte retter (fx hovedret og forret/dessert).

Samtidig skal alle leverandører have mulighed for at tilbyde andre måltider og/eller måltidssammensætninger udover det lovpligtige måltid, jf. pkt. 201. Det gælder for den kommunale leverandørs tilbud herom, at priserne for disse måltider maksimalt kan udgøre tilbuddets gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, jf. afsnit IX om modtagerens betaling for tilbud efter § 83, da kommunalbestyrelsen ikke må tjene på tilbuddene.For disse måltider vil et eventuelt kommunalt tilskud til modtagerne af tilbuddet om det lovpligtige måltid være uændret. Det kommunale tilskud kan dog aldrig være større end den valgte leverandørs pris. I tilfælde, hvor det kommunale tilskud er større end prisen for det måltid, som modtageren af madservice har valgt, vil det kommunale tilskud blive reduceret tilsvarende og modtagerens egenbetaling bortfalde. Leverandørernes forskellige tilbud skal fremgå af informationsmaterialet til modtagerne.

Betaling af leverandører af madservice

Leverandører af madservice skal betales med det kommunale tilskud suppleret med modtagerens egenbetaling. Det kommunale tilskud må dog ikke overstige den faktiske pris på måltidet eller leverancen heraf.

Modtagerens betaling for madservice

Ved fastsættelse af modtagerens betaling for madservice kan kommunalbestyrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 668 af 16. juni 2010 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp mv. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84, medregne de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der er forbundet med produktion og levering af ydelsen, jf. pkt. 225 – 235.«

3. Kapitlerne 50-52 affattes således:

»Kapitel 50

Borgerens betaling for tilbud efter §§ 79, 83 og 84

 
§ 79.
Stk. 3. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter stk. 1, herunder om beregningsgrundlaget for betalingen.
 
§ 161. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter kapitel 16 og om beregnings- og indkomstgrundlaget for betalingen.
Stk. 2. Der opkræves ikke betaling for personaleomkostninger, når hjælpen efter § 83, stk. 1, og §§ 84 og 85 er varig.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der opkræves betaling for personaleomkostninger til madservice-ordninger og til midlertidig hjælp efter § 83, stk. 1.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter nærmere regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3, herunder om regulering af egenbetalingen.
 

225. Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om betaling for tilbud efter servicelovens §§ 79, 83 og 84, nærmere bestemt:

Hjælp efter §§ 83 og 84 (personlig og praktisk hjælp samt afløsning og aflastning),

madservice efter § 83, hvor maden produceres uden for modtagerens hjem, og

tilbud efter § 79 (generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte).

Beregning og fastsættelse af borgerens betaling

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med vedtagelsen af årsbudgettet fastsætte en takst for det kommende budgetår for de omtalte kommunale tilbud.Takstfastsættelse skal ske med udgangspunkt i det omkostningsbaserede regnskab for året forud for takstfastsættelsen og vedtagelsen af årsbudgettet. Rammen for beregningen af borgerens egenbetaling skal dermed tage udgangspunkt i kommunens regnskabstal.

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at et eventuelt overskud indregnes som en reduktion af taksten senest to år efter det år, hvor overskuddet er opstået. Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om, hvorvidt et eventuelt underskud skal indregnes som en hel eller delvis forøgelse af taksten, eller om underskuddet slet ikke skal indregnes, senest to år efter det år, hvor underskuddet er opstået.

 
Eksempel:
Det vil sige, at beregningen af taksten for betaling for eksempelvis år 2012 skal vedtages af kommunalbestyrelsen i efteråret 2011 på grundlag af regnskabstallene for regnskabsåret 2010. Hvis der i 2010 har været et over- eller underskud, skal dette ved takstfastsættelsen for 2012 indregnes som en overført indtægt eller udgift fra tidligere år, der nedsætter eller forhøjer taksten for 2012. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at underskuddet udgør et tilskud til borgerne.
Grundlaget for fastsættelsen af taksten for 2012 er dermed det pågældende budgetårs forventede omkostninger, korrigeret for overskud og korrigeret for et eventuelt underskud i 2010. Kommunalbestyrelsen skal anvende faktiske regnskabstal, når korrektionen beregnes.
 

Kommunalbestyrelsen kan vælge at have et underskud på de forskellige tilbud efter servicelovens §§ 79, 83 og 84, men må ikke have et overskud. Kommunalbestyrelsen kan dermed træffe beslutning om at fastsætte betalingen til et lavere beløb end de gennemsnitlige langsigtede omkostninger og dermed give borgerne, der modtager tilbuddet, et tilskud. En sådan beslutning skal i givet fald omfatte alle borgere, der modtager det pågældende tilbud.

Hvis der er tale om en madserviceordning omfattet af et loft over modtagerens egenbetaling, udgør loftet den maksimale beløbsgrænse for modtagerens betaling, hvis kommunalbestyrelsens omkostninger til tilbuddet udgør et højere beløb end loftets størrelse. Der henvises til pkt. 229 a.

Der henvises til vejledningens afsnit 207 – 211 om omkostningskalkulationer.

Hvilke omkostninger medregnes?

226. Kommunalbestyrelsen må højst medregne de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger til tilbuddet. Det vil sige kommunalbestyrelsens omkostninger til tilbuddet under ét efter den pågældende bestemmelse, herunder omkostningerne ved køb af tilbud hos private og regionale leverandører. Dette inkluderer: Direkte omkostninger, det vil sige de omkostninger, der direkte kan henføres til det pågældende tilbud, som for eksempel råvarer, løn (kan dog kun medregnes i taksten for tilbud efter § 79 og for madservice efter § 83), køb af materialer og tjenesteydelser mv. og indirekte omkostninger, som for eksempel andel af fællesomkostninger til lokaler, administration m.v. samt afskrivning og forrentning af kapitalapparatet.

Derimod indgår ikke det tidsforbrug, som medarbejdere i den kommunale forvaltning anvender til opgaver relateret til tilbuddene efter § 79 og madservice efter § 83. Det er her vigtigt at skelne mellem omkostningerne knyttet hhv. til leverandørens opgaver og til den kommunale myndigheds opgaver i forbindelse med produktionen og leveringen af tilbuddet til modtagerne. Omkostningerne knyttet til den kommunale myndighed skal holdes helt ude af omkostningsberegningerne.

De gennemsnitlige langsigtede omkostninger er udtryk for, at udgifterne jævnes ud over år. Taksten er dermed udtryk for tilbuddenes faktiske produktions- og leveringsomkostninger i det enkelte år. Borgeren kommer således til at betale de reelle omkostninger og dermed det faktiske ressourceforbrug, medmindre kommunalbestyrelsen vælger at yde et tilskud, hvormed betalingens størrelse nedbringes.

Personaleomkostninger

227. Kommunen kan ikke opkræve betaling for omkostninger til personale i forbindelse med

Hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, der er tildelt varigt eller i forbindelse med pasning af døende, jf. servicelovens kapitel 23, og

hjælp efter servicelovens § 84, som er omfattet af servicelovens §§ 41, 42, 96 eller 100 om merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og ansættelse af hjælpere.

Madserviceordninger

228. Kommunalbestyrelsen kan opkræve betaling for omkostninger til personale, når der er tale om madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3.

Betaling for madservice, når beboerne i plejeboliger mv. deltager i madfremstillingen

228 a. Når beboerne i plejeboliger mv. deltager i køkkenaktiviteter, herunder i madproduktion efter servicelovens § 83 som aktivitet, og uden at det er på foranledning af visitation til behovsbestemte ydelser, kan dette ske uden, at kommunen skal foretage en forholdsmæssig beregning af beboerens betaling for madservice efter servicelovens § 161. Det afgørende er, at beboerens deltagelse ikke er behovsbestemt som led i genoptræning, vedligeholdelsestræning og/eller som led i en socialpædagogisk indsats, der har til formål at opretholde eller forbedre beboerens funktionsevne. Det forudsættes videre, at beboeren, der på baggrund af sit funktionsniveau er visiteret til madservice, ikke stabilt og kontinuerligt vil kunne varetage væsentlige aktiviteter i forbindelse med madproduktionen, herunder at beboerens deltagelse ikke kan påregnes i madproduktionen.

Kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde en borger personlig hjælp og pleje samt hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet efter servicelovens § 83, stk. 1, på baggrund af en konkret og individuel vurdering af behovet for denne hjælp. Kommunalbestyrelsen skal således holde sig tilbuddets formål for øje og administrere det efter, hvorvidt der er tale om et tilbud, hvor det er beboerne selv, der forestår madlavningen med støtte fra personalet i form af praktisk hjælp efter servicelovens § 83, eller om tilbuddet beror på, at det er personalet, der fremstiller maden til beboerne.

Beboerens egenbetaling skal afspejle omfanget af hjælpen, der gives til henholdsvis madservice, træning, socialpædagogisk bistand eller støtte til madlavning som praktisk hjælp. Det er i den forbindelse den enkelte kommunes vurdering af de enkelte plejeboliger mv., som skal ligge til grund for fordelingen af omkostninger i forhold til de forskellige arbejdsfunktioner med det formål at adskille omkostninger til madproduktion og omkostninger til eksempelvis socialpædagogisk bistand. Alene omkostninger forbundet med madservice efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, må medregnes i beboernes egenbetaling, jf. servicelovens § 161, når hjælpen ydes varigt.

Betaling for madservice, når beboerne i plejeboliger mv. deltager i madfremstillingen som led i socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85

228 b. Når beboerne i plejeboliger mv. deltager i køkkenaktiviteter, herunder i madproduktion efter servicelovens § 85, som led i socialpædagogisk bistand, skal kommunalbestyrelsen foretage en forholdsmæssig beregning af beboerens betaling for madservice efter servicelovens § 161. Ankestyrelsen har truffet to principafgørelser om beboerens betaling, når beboeren medvirker i madproduktionen: C-43-05 og C-46-01, som illustrerer dette forhold.

229. Kommunalbestyrelsen kan opkræve betaling for alle de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der er forbundet med at producere og levere madservice. Derimod indgår ikke det tidsforbrug, som medarbejdere i den kommunale forvaltning anvender til opgaver relateret til madproduktionen. Det er her vigtigt at skelne mellem omkostningerne knyttet til produktionskøkkenets opgaver og den kommunale myndigheds opgaver i forbindelse med madproduktionen til modtagerne. Omkostningerne knyttet til den kommunale myndighed skal holdes helt ude af produktionskøkkenets omkostningsberegninger.

Modtagerens egenbetaling for madservice beregnes ud fra samtlige omkostninger knyttet til madservice, dvs. produktion og udbringning af mad i en periode divideret med antal måltider leveret i samme periode fratrukket det kommunale tilskud til standardmåltidet. For madservice uden udbringning skal omkostningerne til udbringning ikke medtages, når de samlede omkostninger fastsættes.

Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om, hvorvidt modtagernes egenbetaling skal nedbringes ved, at der ydes et tilskud til det lovpligtige måltid. Hvis kommunalbestyrelsen yder et sådant tilskud, skal det samme tilskud gives til alle modtagere, uanset hvilken leverandør og hvilket måltid modtageren har valgt. Det kommunale tilskud kan dog aldrig være større end den valgte leverandørs pris. I tilfælde, hvor det kommunale tilskud er større end prisen for det måltid, som modtageren af madservice har valgt, vil det kommunale tilskud blive reduceret tilsvarende og modtagerens egenbetaling bortfalde.

Loft over borgerens egenbetaling for madservice

229 a. Kommunalbestyrelsen må ved fastsættelse af modtagernes egenbetaling for madservice efter lov om social service § 83, stk. 1, nr. 3, i plejeboliger og plejehjem, botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108 og lignende boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale, herunder friplejeboliger, højst opkræve 3.111 kroner pr. måned i 2010 for madservice i form af fuld forplejning. Det er således ikke muligt at opkræve mere i betaling pr. måned for fuld forplejning hos beboere, der er visiteret til madservice i disse boformer, end denne maksimale beløbsgrænse tilsiger.

Ved midlertidige ophold på mindre end en måneds varighed i de ovennævnte boformer fastsættes betalingen ved en forholdsmæssig reduktion af det maksimale beløb. Der kan f.eks. være tale om botilbud efter lov om social service § 107, og der kan være tale om aflastningsophold efter § 84, hvor modtageren ligeledes er visiteret til madservice efter servicelovens § 83.

Modtagere af madservice efter reglerne om frit leverandørvalg og modtagere af madservice i boformer efter servicelovens §§ 109 og 110 er ikke omfattet af loftet over betaling for madservice på 3.111 kr. i 2010.

Der er ikke fastsat nærmere regler for, hvordan kommunalbestyrelsen tilrettelægger tilvalg og fravalg af enkelte måltider og forplejning hele dage, herunder frister for modtagernes afbestilling m.v., når modtagerens ophold er varigt. Kommunalbestyrelsen kan vælge f.eks. at reducere taksten for modtagerens betaling ved at reducere det maksimale beløb forholdsmæssigt, hvis en modtager fravælger, herunder afbestiller, enkelte måltider og/eller fuld forplejning på dagsbasis eller måltidsbasis.

Der henvises til bilag 9, som indeholder KLs og det daværende Indenrigs- og Socialministeriums eksempler på forholdsmæssig beregning af den maksimale beløbsgrænse angivet ved beregning af en dagstakst.

Modtagere af madservice efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, som er omfattet af frit valg af leverandør efter servicelovens §§ 91 og 92, skal tilbydes mindst ét dagligt måltid i form af en hovedret til maksimalt 45 kr. pr. måltid, uanset hvem borgeren vælger af kommunens leverandører. Borgeren betaler altid den valgte hovedrets pris fratrukket et eventuelt kommunalt tilskud, uanset hvilken leverandør, borgeren har valgt.

Kommunalbestyrelsens tilbud om madservice til borgere i eget hjem skal som udgangspunkt udgøre et dagligt måltid mad i form af en hovedret, der er tilpasset den enkeltes behov og har den rette næringsværdi, jf. pkt. 201.

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at modtageren, uanset valg blandt kommunens leverandører, tilbydes mindst ét dagligt måltid i form af en hovedret til maksimalt 45 kr. pr. måltid udbragt til modtagerens eget hjem. Tilsvarende skal modtageren af madservice uden udbringning tilbydes mindst ét dagligt måltid i form af en hovedret til maksimalt 45 kr. pr. måltid.

Tilbyder kommunalbestyrelsen eksempelvis en dessert ud over tilbuddet om en hovedret til maksimalt 45 kr. pr. måltid, kan kommunalbestyrelsen opkræve, hvad det koster at producere og levere desserten i betaling hos modtageren, der tilvælger en sådan. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, om hovedretten udgør tilbuddet om det daglige måltid, eller om tilbuddet også omfatter eksempelvis en dessert.

Der henvises til vejledningens pkt. 205 om priskrav til leverandører af madservice.

Der henvises endvidere til vejledningens pkt. 236 om kommunens afregning med modtageren i tilfælde af opsigelse eller dødsfald.

Det gælder for prislofterne, at kommunalbestyrelsen fortsat ikke må opkræve mere i betaling for tilbuddet om madservice end ydelsens produktions- og leveringsomkostninger kan begrunde. Dvs. at såfremt produktions- og leveringsomkostningerne udgør et lavere beløb end den maksimale beløbsgrænse, er det produktions- og leveringsomkostningerne, der udgør overgrænsen for takstens størrelse. Der henvises til vejledningens pkt. 226.

Prislofterne gælder uanset modtagerens indkomst- og formueforhold. Beløbene reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb.

Vælger kommunalbestyrelsen at tilrettelægge ydelsen madservice på en måde, hvor maden produceres i modtagerens eget hjem, vil ydelsen være en del af praktisk hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 2. Kommunalbestyrelsen kan som en del af den praktiske hjælp tilberede maden i borgerens eget hjem på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for denne hjælp.

Lavere betaling

230. Kommunalbestyrelsen kan - såvel for tilbud, der gives efter behov, jf. §§ 83-84, som for generelle tilbud, jf. § 79 - træffe beslutning om at fastsætte betalingen til et lavere beløb end de faktiske omkostninger eller helt undlade at opkræve betaling.

En sådan beslutning skal i givet fald omfatte alle modtagere af det pågældende tilbud.

Kapitel 51

Fastsættelse af betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp

231. Kommunalbestyrelsen træffer efter servicelovens § 161, stk. 3, beslutning om, hvorvidt der skal opkræves betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp efter § 83, stk. 1, herunder for hvilke ydelseskategorier, der skal opkræves betaling, og om en eventuel bagatelgrænse for, hvornår der skal opkræves betaling. Kommunalbestyrelsens beslutning om at opkræve egenbetaling for midlertidig hjælp vil gælde alle modtagere i kommunen af midlertidig hjælp.

Træffer kommunalbestyrelsen beslutning om at opkræve betaling for midlertidig hjælp, beregner kommunalbestyrelsen modtagerens egenbetaling på grundlag af modtagerens og en eventuel ægtefælles indkomstgrundlag, sådan som det fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 2-8.

Opgørelsen af indkomstgrundlaget sker på baggrund af de samme indkomstbegreber, som anvendes i skattelovgivningen. Da indtægtsgrundlaget efter pensionsloven opgøres på grundlag af de samme skattemæssige indkomstbegreber, henvises der til Vejledning om folkepension efter lov om social pension for en mere uddybende beskrivelse af skattelovgivningens indkomstbegreber og opgørelsen af disse.

Samlevende, der gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller lignende bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, sidestilles med gifte, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 7. Der henvises til pensionslovens praksis for, hvornår samlevende sidestilles med gifte.

Der beregnes kun betaling, hvis indkomstgrundlaget overstiger visse grænser. Indkomstgrundlaget opgøres på grundlag af indkomsten for det senest afsluttede indkomstår, så det indkomstgrundlag, der anvendes i 2010, opgøres på basis af indkomsten i 2008, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3.

Hvis midlertidig hjælp ændres til varig hjælp, skal betalingen ophøre fra det tidspunkt, hvor det vurderes, at modtageren ikke længere er i stand til at klare sig selv. Kommunen skal træffe afgørelse herom på baggrund af en konkret, individuel vurdering af borgerens behov for hjælp.

Kommunen kan efter praksis indgå aftale med personer, der modtager social pension om, at pensionistens eventuelle betaling for midlertidig hjælp fradrages, før pensionen udbetales. Sådanne aftaler kan når som helst tilbagekaldes af pensionisten.

Eventuel manglende betaling kan inddrives efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Fastsættelse af betaling for aflastning og afløsning

231 a. For hjælp i form af aflastning og afløsning efter servicelovens § 84, som ikke er omfattet af §§ 41, 42, 96 eller 100 i lov om social service, beregner kommunalbestyrelsen modtagerens egenbetaling på samme måde, som hvis der opkræves betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp, og som det fremgår af betalingsbekendtgørelsens § 3, stk. 2-8.

Beregning af betaling for midlertidig hjælp efter § 83 og for hjælp efter § 84, som ikke er omfattet af §§ 41, 42, 96 eller 100

232. I bekendtgørelsens § 4, stk. 1, er der fastsat regler om beregning af betalingen for midlertidig hjælp og for afløsning og aflastning, som ikke er omfattet af §§ 41, 42, 96, og 100 i lov om social service. Efter disse regler betales der 3 kr. pr. time, hvis det indkomstgrundlag, der er opgjort efter reglerne i bekendtgørelsens § 3, udgør 2.701 kr. eller derover. Betalingen forhøjes med 1 kr. pr. time for hver 2.700 kr., det beregnede indkomstgrundlag overstiger 2.701 kr. Der er dog fastsat en maksimumgrænse for den timebetaling, der kan opkræves. Dette beløb reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb. Beløbet er 116 kr. i 2010.

Der kan kun opkræves betaling for det timeforbrug, som anvendes til udførelsen af den hjælp, borgeren modtager.

Bagatelgrænse for opkrævning af betaling for hjælp

233. For opkrævning af betaling for hjælp efter servicelovens § 84 gælder der en bagatelgrænse på 67 kr. (2010-niveau), som det fremgår af betalingsbekendtgørelsens § 4, stk. 1. Bagatelgrænsen er indført for, at kommunen ikke behøver at opkræve betaling for hjælp i situationer, hvor de administrative omkostninger til opkrævning overskrider borgerens egenbetaling.

Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med, at der træffes beslutning om at opkræve betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp, beslutte også at indføre en bagatelgrænse for, hvornår der skal opkræves betaling for denne hjælp.

Nedsættelse/forhøjelse af betaling for midlertidig hjælp og for hjælp efter § 84, som ikke er omfattet af §§ 41, 42, 96 eller 100

234. Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kan kommunen i ganske særlige tilfælde nedsætte eller forhøje den betaling, der er beregnet efter reglerne i bekendtgørelsens § 4, stk. 1.

Nedsættelsen eller forhøjelsen skal ske på grundlag af en konkret vurdering af modtagerens og eventuelle familiemedlemmers situation.

Kommunen kan eksempelvis nedsætte betalingen til et beløb, der skønnes rimeligt, hvis en modtager i en kortere periode skal have hjælp i et betydeligt antal timer, og det er vanskeligt for den pågældende at betale det fulde beløb for de timer, der modtages hjælp i.

Forhøjelse af betalingen kan eksempelvis ske i tilfælde, hvor modtagerens og/eller ægtefællens indkomstgrundlag er nedsat på grund af fradrag, som udelukkende er af skatteteknisk karakter.

Kapitel 52

Fastsættelse af betaling for tilbud

Midlertidigt døgnophold efter servicelovens § 84

235. Ved midlertidigt døgnophold til personer, der i en periode har særligt behov for omsorg og pleje, herunder aflastningsophold, skal den samlede betaling for ydelser efter §§ 83 og 84 fastsættes således, at den pågældende bevarer et beløb til dækning af husleje og andre omkostninger i forbindelse med opretholdelsen af den hidtidige bolig.

Kommunalbestyrelsen kan ikke opkræve betaling for boligdelen ved midlertidigt døgnophold efter servicelovens § 84, herunder aflastningsophold. Dette gælder uanset boligform. Hvis kommunalbestyrelsen fx vælger at benytte en ældrebolig/plejebolig til aflastningsophold, må kommunen derfor afholde udgifterne til husleje mv.

Almene, generelle tilbud efter servicelovens § 79

236. Kommunalbestyrelsen kan opkræve de faktiske omkostninger, der er forbundet med ydelsen efter servicelovens § 79, jf. punkt 226.

Betaling i rater

236 a. Hvis kommunalbestyrelsen træffer beslutning om at indføre en ordning, der indebærer, at modtagerne betaler for de enkelte tilbud i rater, skal kommunen tage stilling til, hvordan der skal afregnes i tilfælde af, at en modtager opsiger tilbuddet, fx madserviceordningen, eller dør.

Kommunen skal informere modtageren om, hvorvidt kommunen i tilfælde af opsigelse eller dødsfald tilbagebetaler et eventuelt forudbetalt beløb forholdsmæssigt eller om betalingen vedvarer en kortere tid efter opsigelsen eller dødsfaldet, fx indtil udgangen af en måned.«

2

Vejledningen angår regler, der har virkning fra den 1. juli 2010.

Socialministeriet, den 7. oktober 2010

Benedikte Kiær

/ Eva Pedersen