Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Skrivelse om medicingivning til børn i dagtilbud, skoler og skolefritidsordninger

Til personale i dagtilbud, skoler og skolefritidsordninger

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at ledelsen i dagtilbud for børn (daginstitutioner og dagpleje) og på skoler og skolefritidsordninger sikrer, at personalet er i stand til at varetage medicingivning i de tilfælde, som er beskrevet i denne skrivelse.

Medicingivning bør så vidt muligt foregå i hjemmet uden for det tidsrum, børnene er i dagtilbud eller skole og skolefritidsordning.

Personalet i dagtilbud, skoler og skolefritidsordninger har ikke sundhedsfaglig baggrund og er derfor ikke uddannet til at observere og behandle syge børn.

Akut syge børn må ikke møde i dagtilbud, skoler og skolefritidsordninger, og ved akut sygdom skal forældrene snarest muligt sørge for, at barnet bliver hentet.

Det er imidlertid vigtigt for børn, også børn med kronisk eller længerevarende sygdom, at have adgang til pasning og kontakt til andre børn i dagtilbud og at deltage i skolegangen i den udstrækning, deres sygdomstilstand tillader det. Ved kroniske eller længerevarende sygdomme kan det være nødvendigt at give medicin flere gange i løbet af dagen.

Når medicin skal gives på tidspunkter, hvor børnene er i dagtilbud, skole eller skolefritidsordning, bør personalet, i det omfang det er muligt, påtage sig opgaven. Det vil oftest dreje sig om børn med kronisk eller længerevarende sygdom, og der skal være tale om lægeordineret medicin.

Ledelsen har ansvar for, at det af en skriftlig instruktion til personalet fremgår, hvordan børnenes medicin skal håndteres og opbevares. Medicinen skal opbevares, så den er utilgængelig for uvedkommende, og det anbefales, at institutionen, skolen mv. for hvert barn nedskriver, hvornår og af hvem medicinen er givet.

Når den behandlende læge har vurderet, at medicinen kan administreres af forældre/personer, der ikke er sundhedsuddannede, vil personalet i pasningsordningen eller skolen også kunne påtage sig dette.

Vejledning for instruktion ved kronisk eller langvarig sygdom:

Når forældre til kronisk eller langvarigt syge børn anmoder personalet i dagtilbud, skoler og skolefritidsordninger om at give medicin, er forældrene ansvarlige for, at instruktionen fra den ordinerende læge om medicingivningen videregives til personalet. I de fleste tilfælde vil påskriften på medicinbeholderen være tilstrækkelig instruktion om medicingivningen. Beholderen skal have let læselig påskrift med oplysning om barnets navn og eventuelt personnummer, medicinens art og den ordinerede dosis. Hvis en mere grundig instruktion af personalet er nødvendig, kan ledelsen af skolen eller dagtilbuddet anmode forældrene om en supplerende skriftlig instruktion fra lægen.

Akutte tilfælde

I sjældne tilfælde kan der ved nogle kroniske sygdomme opstå hurtigt indsættende anfaldsfænomener. Det kan f.eks. dreje sig om feberkramper, epileptiske anfald, kraftige overfølsomhedsreaktioner eller akut forværring af en kronisk tilstand. Den behandlende læge vil i disse tilfælde ofte have ordineret medicin, som personalet efter aftale med forældrene straks kan give samtidig med, at der tilkaldes ambulance. Det kan dreje sig om en tablet, mikstur, en stikpille eller et stik med en EPI-pen.

Sundhedsstyrelsen har forståelse for, at det kan virke foruroligende for personalet at skulle give behandling i disse tilfælde, som kan synes faretruende. Indsatsen må betragtes som en form for førstehjælp, der forbedrer barnets muligheder for hurtigt at komme over anfaldet/den akutte forværring. Disse anfaldsfænomener er for det enkelte barn sjældne, så den enkelte medarbejder vil kun sjældent komme ud for denne situation.

Det er derfor vigtigt, at der i pågældende tilfælde i institutionen forudgående har været en drøftelse med forældrene på baggrund af instruktionen fra lægen.

Den kommunale sundhedstjeneste

Ledelsen af institutionen/skolen kan anmode den kommunale sundhedstjeneste om at rådgive personalet om generelle forhold vedrørende medicingivning og medicinopbevaring.

Den kommunale sundhedstjeneste kan også indøve de aktuelle procedurer med personalet. Det kan være behandling med stikpiller (suppositorier), anvendelse af inhalationsapparater eller EPI-pen samt insulininjektioner.

Personalet kan herved oplæres i, hvordan de efter den behandlende læges instruktion skal håndtere akutte situationer for det enkelte barn og således iværksætte den ordinerede behandling og/eller tilkalde akut hjælp.

Denne skrivelse erstatter Sundhedsstyrelsens udmelding af 28. september 2000 om medicingivning i dagtilbud for børn.

Sundhedsstyrelsen, den 25. oktober 2010

Anna Murphy

/ Marianne Søborg Nielsen