Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 13. oktober 2010 i sag 107.2009

A

Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund v/faglig chef Pernille Meden

mod

B

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og advokat Linda Rudolph Greisen (begge DA) samt advokat Ane Kristine Lorentzen og konsulent Gert Svendsen (begge LO). Endvidere har som særlig sagkyndige medlemmer deltaget direktør John Petersen, SAMA og rådgiver Kurt Høyer, Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund

Mellem klageren, A, født den 22.juli 1986, og indklagede, B, blev den 14. oktober 2006 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klager skulle uddannes som frisør med uddannelsesperiode fra den 14. november 2006 til den 20. august 2010.

Denne sag drejer sig om erstatning for ophævelse af uddannelsesaftalen, godtgørelse efter ansættelsesbevisloven og tilgodehavende løn.

Klager har ved sin organisation, Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, ved klageskrift modtaget den 11. november 2009 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at B tilpligtes at betale til A 102.469,88 kr. Beløbet er sammensat af erstatning for ophævelsen af uddannelsesaftalen med 50.000 kr., godtgørelse efter ansættelsesbevisloven med 10.000 kr. samt tilgodehavende løn.

B har påstået frifindelse, subsidiært betaling af mindre beløb.

B har nedlagt selvstændig påstand om, at A skal betale en erstatning på 6.339,73 kr. for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen.

A har over for B´ s selvstændige påstand påstået frifindelse.

Sagen har været forhandlet i Tvistighedsnævnet den 30. september 2010.

A har givet møde for nævnet og redegjort for sagen og sit krav. B har ikke givet møde for nævnet.

Sagsfremstilling

Det fremgår af uddannelsesaftalens pkt. 8, at der ikke er anført noget om overenskomst, og det er oplyst, at der ikke i forbindelse med, at salonen flyttede, blev udfærdiget skriftligt tillæg til uddannelsesaftalen herom.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Således som sagen er oplyst, er der ikke grundlag for at tilsidesætte A´ s krav vedrørende tilgodehavende løn, der derfor tages til følge.

Tvistighedsnævnet finder, at A har krav på erstatning for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen, og at denne i henhold til Tvistighedsnævnets praksis skal fastsættes til 30.000 kr. A frifindes for B´ s selvstændige påstand.

Vedrørende godtgørelse efter ansættelsesbevisloven finder fire medlemmer, at denne, henset til at den udbetalte løn ikke har været korrekt, skal fastsættes til 10.000 kr. som påstået, svarende til ca. 4 ugers løn. Tre medlemmer finder, at godtgørelsen skal fastsættes til et lavere beløb.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

T h i b e s t e m m e s:

B skal til A betale 82.469,88 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne kendelses afsigelse.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet gerne vil underrettes om rettens afgørelse.